Nogle gange..



img_2301

Nogle gange så hiver jeg nærmest efter vejret, som var mit åndedræt og lungerne i en torvtrækningskamp med vinden som suser forbi. Kampen kan få mig til at ryste. Skælve fra inderst til yderst, som stod jeg på den højeste bjergtop og frøs ind til marv og ben. Jeg kan gispe efter vejret, som når man som barn fik en iskold spand vand i hovedet under en vandkamp.

Nogle gange så er mit blik flakkende, mest af alt fordi jeg forstår øjenkontakt som noget af det mest intime imellem mennesker og fordi jeg tit kan føle, at der ved øjenkontakten kan skabes en elektrisk bølge. Andre gange et vindue, som gør at den kontakten oprettes til, får et fripas til at se lige ind i mit inderste…

Nogle gange så invaderes min mave af sommerfugle med metalvinger. Selvom deres slag med vingerne på en og samme tid er silkebløde og voldsomme, så skaber de en euforisk udløsning i kroppen, som giver farve i kinderne og ofte fremprovokere et lille skævt smil.

Nogle gange så overfalder livet en når man mindst venter det og hvordan det håndteres kan ikke rationalisere, i plus og minus. Nogle gange, så er det bare en følelse, et moment, et magisk øjeblik som skal nydes for det, dét er.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Med drengeven på vandretur?

fullsizerender-2

Min første bedste ven hed Esben og elskede at tegne, lege med plus plus og bygge huler. Min første bedste veninde hed Kimie og hun fik ofte et gok i nøden og hev som payback i mit hår. Vi blev oftest uvenner fordi jeg ville hoppe fra de højt gyngende gynger og hun lege med Barbie dukker. Jeg har aldrig været den store girly girl. Generelt så hader jeg stereotype opfattelser af køn og går ind for en neutral tilgang til det enkelte menneske, ubetinget af det socialiseret køn.

Min anden bedste ven hed Søren. Søren elskede playmobil, som jeg, og han havde en god fantasi. Da jeg senere i de pre-pubertære år, kyssede Søren, var det helt forkert og derfra forblev han bare en god kammerat. I de følgende teenageår var min vennefolk stor og udgjort af henholdsvis drenge og piger. Jeg elskede at ligge på et værelse med Westlife plakater på væggene og bladre i IKEA kataloger og Vi Unge magasiner ligesom jeg holdte af at spille rollespil, lege softgunkrig i hareskoven og lave hårde tacklinger på fodboldbanen. I takt med mit bryst voksede og hormonerne for alvor pumpede i kroppen, blev venskaberne til drengene for alvor sat på prøve. Flere måtte igennem samme mølle som Søren, nogen forblev frøer som fik et kys og andre blev til kærester. Med tiden lærte jeg at ungdomskærligheden havde sin pris og ofte også en udløbsdato. Og selvom et sørgmodigt brud næsten altid blev efterfulgt af sætningen “vi kan stadig være venner..” så var det at ’slå op’ ofte et dødsstød til venskabet. Derfor valgte jeg at værne om mine venskaber og den sidste af mine gode venner, som pludselig valgte at erklære sin kærlighed til mig, han fik en flad og satte så med tiden en ring på min finger. Selve ringen på fingeren og de derved liggende følelser, gør at der ikke kysses på andre frøer .. og den erfaring jeg har fået med årerne er grundlag for at jeg værner om de venskaber jeg har knyttet på kryds og tværs af køn og alder.

img_3140

Idag er jeg så priviligeret og heldig at jeg har den samme “bedste ven“, som jeg havde for knap 15 år siden. Han hedder Marc og på mange måder minder vi uhyrlig meget om hinanden. Samtidigt er vi hinandens modsætninger. Alt dette og vores gode kemi, udgør et godt fundament for et solid venskab. Selvom vi har været i hinandens liv en del år og vores familier og individuelle vennekredse ved hvem vi er, skal vi til tider stå på mål for vores venskab. Jeg ved ikke om det skyldes en “fejlkodning” i køns-opfattelser, måske den samme fejlagtige antagelse som gør at voksne kalder børnevenskaber mellem drenge og piger for “kæresterier”? I mange år har jeg skulle høre for at drengevennerne i virkeligheden havde kroppen fuld af følelser, som de bare ikke turde stå ved. For mig har det mere været mere reglen end undtagelsen, at venner bare er venner.

Jeg ved ikke hvordan det er i andres venskaber, jeg ved kun hvordan det er i mit og eksempelvis Marcs. Jeg ved også at jeg personligt er et sted hvor jeg er fuldstændig ligeglad med andre tænker og tror. Det er selvfølgelig en lille hvid løgn, for ellers ville jeg ikke skrive som jeg gør. Som så mange andre gange når jeg skriver, så skriver jeg grundet en provokation eller fordi jeg oprigtigt har noget på hjertet som rør mig.

Jeg har en ven og han hedder Marc, ligesom jeg har en håndfuld gode tætte veninder. I højt humør kunne jeg måske synge en sang med omkvæd ala “Mor Jeg Vil Gerne Ha’ At Du Bager En Kage Med Min Nye Ven.. Han Hedder XXXXX”. Det har dog aldrig været tilfældet, i stedet lånte min mor mig forleden hendes vandrerygsæk og ønskede Marc og Jeg en god tur til Sverige.

En af de mange ting som Marc og Jeg kan sammen, det er at gå langt i hinandens nærvær. Nogle gange er vi helt stille og andre gange snakker jeg som et vandfald …

img_3227

Igår kom jeg hjem fra “endnu” en vandretur med Marc. For 9 år siden var vi afsted på vores første og jeg tror  og håber heller ikke, at dette bliver den sidste. Vi var afsted ”på trods af” at vi begge er veletableret i hvert vores familieliv og parforhold. Selvom vi er voksne mennesker, så støder jeg fortsat på folks fordomme. Fordommene gør tit og ofte ondt og det er her jeg ikke er helt ligeglad. De giver nemlig ofte udtryk for at Marc eller Jeg har et dårligt værdigrundlag eller en manglende troskab til vores respektive partner, så når en tosse på IG skriver “Hvordan kan din mand synes det er okay du rejser rundt med en anden mand?!” så skyldes det en stor fordømmelse og uvidenhed, samt manglende respekt. Selvfølgelig ved jeg godt det kan virke forkert i nogens hoveder, når jeg fortæller at jeg skal på vandretur med min gode ven. Ingen havde stillet spørgsmål hvis turen i stedet havde været med en god veninde. Det er og bliver rigtig trist og mest af alt for dem som stille spørgsmålet, de skulle nemlig bare vide hvor udviklende det er for en personligt, at have en ven “af det andet køn”. Særligt hvis man som jeg, tit tænker lidt for meget over det meste og alt for ofte mangler en som siger tingene ligeud, om det så handler om studielivet, træning eller anden form for navlepilleri.

img_3241

img_3157

Turen i det svenske er en jeg ikke vil glemme lige foreløbigt. Faktisk tror jeg alt lige præcis at de minder, oplevelser og personlige grænser som jeg fik pillet ved på denne tur, vil være stof som gør at jeg om 60 år vil tænker “Sådan Chrisser”. Nogle gange handler det om bare at give los, at lade livet være livet og acceptere at hvert evig eneste sekund er fortaget af det næste. Turen havde en effekt på mig, som gjorder jeg den ene aften havde tårespor ned af kinderne, ikke i savn eller sorg men i glæde over at kunne se det smukke sollys i træerne toppe, mens lyden fra fisk der sprang i søen blev akkompagneret af de små knaster der sprang i bålets ild.

img_3136

img_3119

Jeg har altid elsket at komme ud og få brugt kroppen i naturen. Jeg elsker at slå øjnene op og se på alt det grønne og frodige som omgiver mig. Jeg elsker at “skide” i skoven, at få sved på panden, syre i musklerne og at det kun er ens eget åndedræt og tunge skridt som kan høres når man går afsted der i “vildmarken”. Jeg hader tilgengæld slanger og selvom én vil mene at en sno blot er en forvokset regnorm, så vil min ophodiofobi mene noget helt andet. Denne tur bød på 3 levende og en overkørt slange og ellers 40 kilometer gået på henholdsvis noget af SkåneLeden og Blekingeleden og med ruten Raslången-Halen. Det er bestemt en rute som er en anbefaling værdig. Både til en tur med ven eller veninde, ens partner, mor, søster eller måske endda kollegaerne.

img_3236

Der sker noget når man render rundt derude i de store svenske skove. Samtalerne vokser og selvom musklerne bliver blodfyldte og ømme, så ville jeg til hver en tid være klar på endnu en tur, inklusiv dåsemad, snobrød og gaffatape.

Tusind tak fordi du læste med og hvis du nu tænker, sikke en flot fyr ham Marc er, så må jeg vist hellere lige nævne at han har en meget sød og smuk kvinde til kæreste.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig Hilsen Christina

Idag er dagen

img_2626

Jeg har kunne mærke det. Nervøsiteten og angsten, som gang på gang har taget en svingtur i mit indre. For hver gang jeg har foretaget mig noget, har det været med ekstra betænkelighed.

Da jeg blev syg skulle jeg lærer at gå ned i gear, frem for hele tiden at træde derudaf. Jeg skulle lærer at sortere fra og være mindre “ansvarlig” og uddelegere. Vigtigst af alt, skulle jeg lade hver med at melde mig til alt og ingenting og lærer at slappe af, holde pause og droppe min pleasende indre side og alle mine negative tanker omkring mig selv og mit værd her i livet.

Det har været svært at bryde gamle handlemønstre og er fortsat en øvelse, formenligt en livslang en af slagsen.

Men Idag er dagen…
Idag er det præcis et år siden at hele min verden gik under. Idag er det år siden, at filmen knækkende og mens mine drenge lå sødt og sov på deres værelse og Hr.Mand drak øl med en kammerat ude i byen, lå jeg sammenrullet på stuegulvet, imellem puttekaniner, legoklodser og nullermænd og hev efter vejret. For hver indånding jeg tog, trængte et mørke ind i mig, som var altødelæggende og som slukkede for mit ellers altid lyse og eftertænksomme sind.
Min verden blev sort / hvid og jeg kunne ikke længere se mig selv, være en del af denne verden.

Idag er det præcis et år siden at jeg for første gang nogensinde, forstod min afdødes far valg om at begår selvmord da jeg var barn. Idag er det præcis et år siden, at jeg for første gang oplevede at min fars handling var min redning. Mens jeg lå der med konkrete sorte tunnelagtigetanker, så blev jeg ramt af en skyldfølelse og en ansvarlighed overfor mine drenge. De skulle nemlig ALDRIG nogensinde opleve den sorg og frustration der kommer med, når ens forældre helt bevist vælger at forlade verden og ikke mindst en selv.

Jeg husker alt fra den aften.
Jeg husker alt fra den efterfølgende morgen og jeg husker det opkald jeg foretog mens jeg sad under spisebordet. Jeg husker opkaldet efter hjælp.

Jeg husker psykiateren og sygeplejersken som stod i min dagligstue og jeg husker cykelturen over til det psykiatriske hospital.
…..
Og jeg husker alle de gange jeg grædende spurgte alt og alle, hvornår bliver jeg rask igen?

Idag er jeg rask, jeg er langt mere end det. Jeg har fundet en ny måde at være i verden på og selvom det til tider er rigtig svært og med små tilbagefald i dårlige mønstre, så er den version jeg er nu, den helt rigtige.

Idag er dagen, hvor jeg på mange måder græder i lettelse og i sorg over det der skete for et år siden. Jeg græder, fordi jeg er taknemlig og inderligt lykkelig over, at være lige præcis der hvor jeg er.
Jeg græder, fordi jeg fortsat har mine børn, min fantastiske mand og min familie. Jeg græder fordi jeg har de bedste og mest kærlige venner i mit liv og jeg græder fordi jeg stadig kan følge mine drømme, på en ny og sundere måde for mig.

Det har været en rigtig lang rejse. Den har til tider været udmattende og opslidende, farefuld og overmandede. Rejsen er bestemt ikke slut endnu og det er okay, for min rygsæk er pakket med en masse værktøjer og redskaber, som gør at jeg kan bestige alverdens bjerge.

I ny og næh kigger jeg mig over skulderen, særligt idag. Jeg er stadig rigtig bange for depressionen. Jeg er bange fordi det var mit livs mareridt og de sår jeg pådrog mig i kampen for overlevelse, de er fortsat helende.
Men jeg er sikker på, de med tiden nok skal blive fine og små, måske endda usynlige ar, som til evig tid vil minde mig om og holde mig op på, hvorfor det er jeg er den jeg er og hvad jeg som menneske kan overkomme her i livet.

Tusind tak fordi I som læser har været så støttende i min kamp. Tak fordi i har taget imod mine tanker omkring depressionen og alt det der har fulgt med. Det er jeg så inderligt glad for.
OG Tak til alle jer som selv har delt, tak fordi i tør.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

En pille for lykke?

fullsizerender-1

Forord
Jeg har længe overvejet om jeg ville gå af denne vej. Om det i virkeligheden ville være nemmere at tie frem for at sætte en masse stavefejlsfyldte ord sammen. Jeg har kastet mange blik i spejlet, jeg har tænkt tankerne om og om igen. Jeg har forsøgt at formulere mig, forsøgt at få lige præcis det frem, som jeg tænker og føler og som jeg har oplevet.

… Jeg har med tiden lært at tage ejerskab over min egen fortælling. Jeg har lært, at jeg er eksperten og at mit liv, er min egen scene og hvordan jeg fremføre og danser mit livs forestilling, det er der ingen andre der ved og kan gøre bedre end jeg.

Jeg har været og er bange.
Jeg er bange, fordi jeg ved at jeg nu taler mig op imod en diskurs, en tabuisering og en række mennesker, som forsøger at kloge sig på noget, som de i virkeligheden ikke ved noget om. Sandheden er jo den, at det er de færreste som kan se på en fortælling, som var det en diamant der blev holdt op imod solen, og som kaster alverdens stråler ud. Alt efter hvilken position man har, så ses lyset refleksioner på en måde og derfor kan fortolkes ud fra mange forskellige perspektiver.

…Diagnosen depression
Da jeg blev syg med en depression, gik jeg til sygdommen med en forsker strategi. Jeg søgte og gennemlæste alt hvad jeg kunne, som omhandlede depression og behandlingen heraf. Behandling som kunne være alt fra kognitivt terapi, medicinske- og alternative behandlingsformer samt kost og motion. Jeg læste og anvendte min sikkerhedsstrategi, om altid at have styr på alt og ligge en plan A, B og C. Denne sikkerhedsstrategi har været livsnødvendig for en længere periode af mit liv, men med tiden ændrede det hele sig, og hvad der før var hensigtsmæssigt, blev nu det modsatte.

Jeg brugte denne strategi, da jeg var aller sygest og kun de som virkelig kendte mig og fik lov til at se mig, samt de fagpersoner der var omkring mig på afdelingen, de så hvilket ødelagt menneske jeg var, på trods af alle handlingerne. De så bagom og forstod hvad der var på spil. Jeg vil til evig tid sige at jeg kæmpede mit livs kamp for at komme på benene igen. Det gjorder jeg virkelig og på mange måder vil jeg sågar også påstå at jeg løb mig tilbage til tilværelsen, men sandheden er en anden. Jeg lærte i stedet at slappe af, helt ind i nervesystemet. Jeg lærte at tænde og slukke for tankerne, sætte ting på pause og prioritere og acceptere at ikke alt kan være 12-taller, glimmer, overpræstationer og succeser. Det vidste jeg faktisk godt i forvejen… det er ikke de slags forventninger, jeg har haft til andre mennesker – kun mig selv. Jeg lærte og øver mig fortsat i at give fingeren, til min indre krævende dæmon, med megafonen.

For at få roen til at hele og tillærer mig de værktøjer, som jeg skulle bruge for at komme ud af depressionen, så var en af de behandlingsformer, som skulle sikre en markant bedring, nødvendig at hente i en lille bitte pille. Fra det øjeblik af, hvor overlægen i psykiatri fortæller mig at jeg havde en svær depression, så var målet at blive rask og gerne hurtigst muligt. Der er ikke nogen lette løsninger når det kommer til psykiske sygdomme og det får politikkerne forhåbentlig snart øjnene op for. Der er kun den tid, et sind er om at hele og selvom jeg virkelig spurgte Gud og hver mand, hvor længe det så ville tage, så kunne ingen svare mig. Jeg kunne kun få en masse pejlemærker, men hvor snorlige min rute ville ende med at blive, det kunne absolut ikke svare mig på. I dag ved jeg at det er et af depressionens tunge og opslidende vilkår, ikke at vide hvornår den sorte tåge letter.

You are going to want to give up
Don’t

Antidepressiv medicinsk behandling
Da jeg får min diagnose, så får jeg også en behandlingsplan. Den er intensiv og med fokus på, at det ikke må gå for hurtigt, til trods for vi skal “skyndes os langsomt”. Min livsopgave, som nogens Mor, gjorde at jeg ikke kunne undværes mere end højst nødvendigt og derfor var hvert eneste behandlingstræk nøje udvalgt. Min behandlingsplan indeholdte psykoedukation, fysioterapi, samtale terapi, akupunktur, mindfulness, et fokus på kost og motion..og antidepressiv medicinsk behandling.

Da overlægen i psykiatri fortæller mig om den antidepressive medicin, så takker jeg først nej. Jeg takkede nej i stolthed og i frygt. Jeg var inderligt bange for, blot at blive pumpet med medicin for derefter at bliver efterladte til at sejle i min egen sø. Min frygt var reel nok.
Jeg har for flere år tilbage været i et parforhold, til hvad der dengang var mit livs kærlighed. Han havde periodiske svære depressioner og fik i begyndelsen udleveret en recept på antidepressiv medicin. Mængden blev så i en årrække sat op, uden at han overhovedet fik den mindste smule terapi eller værktøjer til at arbejde med det mørke han til tider kæmpede med. Det var først da det var for sent for os, at redningen endelig kom. Behandlingen med alle de kognitive øvelser og samtale- og gruppeterapi. Livet ville det anderledes og jeg tvivler ikke på, at vi begge er bedre steder i hvert vores liv og yderligere, at han også har fundet sin regnbue at gå på. Oplevelsen og den indsigt jeg havde som pårørende, den sad i mig og da jeg så pludselig selv var blevet psykisksyg og befandt mig på et psykiatrisk hospital, med et sammenbrudt sind der var overtaget af mørke, så kunne jeg ikke se medicinen som løsningen. Heldigvis forstod psykiateren mine tanker. Hun hørte min frygt og hun lovede mig noget, som gjorde jeg pludselig forstod det hele i et større perspektiv. Samtidigt var der også en kyndig psykolog tilstede og han fortalte mg, hvordan han hjertens gerne ville lave terapi med mig, problemet var bare, at jeg ikke var modtagelig. I stedet var jeg i stykker og helt uden forsvar og terapien kunne derfor hurtigt blive en form for overgreb på mig selv.

Mit depressionshul
For at forstå hvad det er der sker, når et menneske får en depression, så kan jeg på mange måder kun bruge denne ordfattige visuelle forklaring, om depressionshullet. Samtidig vil jeg sige… at jeg aldrig før jeg selv fik en depression, virkelig forstod hvad det ville sige, at være så depressiv i sindet.

Da jeg fik en depression, så faldt jeg i et dybt og mørkt hul. Hullets kanter var glatte og fyldt med skarpe glasskår. Hullet var så mørkt, at man ikke kunne se noget. Jeg kunne ikke aflæse afstanden til hullets sider omkring mig, for ikke at tale om dets dybde. Jeg kunne ikke vide hvor lang vejen op af hullet ville være. Jeg kunne ikke andet, end at sidde på jorden med armene slutter om benene og skrige af mine lungers fulde kraft. Jeg var overbevist om, at hvis ikke sygdommen slog mig ihjel, så gjorder jeg det selv, for den følelse sygdommen gav mig, den var umenneskelig.

Jeg var gået i stykker. Min psyke, hele mit nervesystem var brudt sammen og jeg sad nu tilbage, intolerant overfor alt og alle. Alt hvad jeg nogensinde havde følt og tænkt, lå spredt ud for alle vinde. Jeg kunne ikke længere se på mit liv, med det filter – den tolerance, som psyken i sit forsvar laver for at et menneske bedre kan “overleve”. Derfor var der nød til at komme ro på. Alt mørket skulle væk, før smukke – såvel som barske erindringer kunne findes frem. For at mørket kunne forsvinde, skulle jeg op af hullet. Derfor ville mine behandler, psykolog, psykiater og sygeplejere, gerne række mig en kasse at stå på. Kassen var udgjort af alt det, som forskning havde vist virkede på mennesker med en belastningsreaktion og svær depression…. den inkluderet også antidepressive medicin.

Jeg var modvillig, men samtidig også realistisk. Jeg vidste at det her ikke kun handlede om mig, det handlede også om mine to blåøjet børn, min mand, familie og venner. Det handlede om, at jeg måtte acceptere den sandhed, at jeg var rigtig – rigtig syg og at medicinen kunne være med til at gøre mig rask. Når jeg skriver at medicinen kunne gøre mig rask, så tror jeg ikke antidepressiv medicin kan sidestilles med en penicillinkur. Jeg tror ikke antidepressiv medicin i sin enkelthed kan gøre rask, men den kan give ro og plads til, at der kan sættes lidt tanker sammen, som ikke er forpestet af mørke og håbløshed. Pillen i sig selv, udgjorde ikke en effekt for glæde eller “lykke”. I stedet fungere den som et lille tæppe, der kunne ligge på det hård gulv og som gjorder at kulden havde svære ved at trænge igennem. Med pillen var det ikke længere hele foden der var kold, i stedet var der en snurrende, prikkende eller varm fornemmelse i nogle af tæerne..

Jeg synes det var et nederlag, at skulle i antidepressiv medicinsk behandling. Rigtig længe så jeg på mig selv som en kujon og en svækling. Jeg følte at jeg havde givet op og jeg nu bare sank til bunds. Sandheden var en anden, en helt anden og det ved jeg nu. Det har taget rigtig lang tid at forstå og det skete først, da jeg var klatre op af mit depressions hul. Vejen op var utrolig pinefuldt og udmattende, men under mig var der en kasse, som sikrede at jeg ikke ramte bunden igen. Nede på bunden af hullet…. der var livsfarligt at være. Kassen fungerede sådan, at selvom jeg gled ned, så gled jeg ikke helt så dybt tilbage i mørket og det gjorder at jeg kunne samle kræfter og begynde at aflure, hvordan jeg bedst muligt kunne komme op.

Jeg kom op ad hullet. Det var min kamp, min rejse. Jeg var heldig at have et fantastiske bagland i ryggen og nogle virkelig kompetente behandlere, som aldrig lod medicin være løsningen på et givet problem. Jeg opdagede med tiden, at jeg kunne regulere mit eget sind og at det mentale regnestykke helst skulle gå i nul eller have en rest tilbage, frem for at gå i minus.

Da jeg kom op ad hullet og mørket forsvandt, kunne jeg selvfølgelig ikke lade hver med at danse af glæde, men jeg valgte også at gå tilbage til hullets kant og begynde et mentalt hårdt arbejde. Det arbejde som skulle fylde depressionshullet og sikre at jeg ikke faldt i lige præcis det hul – igen.
Jeg er kommet igen, eller at jeg har ændret mig, for jeg bliver aldrig hende jeg var, post sygdom. Jeg vælger at se på det, som noget godt. Den erfaring jeg fik igennem min sygdom, den tror jeg kan åbne en masse døre for mig og vigtigst af alt, har min sygdomsperiode givet mig endnu større selvindsigt og forståelse for hvem jeg er som menneske og hvordan jeg handler, også når paradiset brænder.

I am not what i have done
I am what I have overcome

Her og nu .. udtrapning
I dag arbejder jeg fortsat med at ligge et godt fundament ovenpå depressionshullet. Jeg arbejder meget alene og i samarbejde med en dygtig psykolog. Igen er der ingen hurtige løsninger og der er ingen andre end en selv, som kan lave de nødvendige ændringer. Det er benhårdt at arbejde med sig selv på den måde og jeg føler tit at jeg tvinges i knæ eller at det vi piller ved, skaber så stor frygt for at prøve, at jeg får lyst til at give op på forhånd. Jeg indrømmer gerne, at jeg flere gange har tænkt “Jeg vil ikke tale mere, jeg vil ikke føle mere”, fordi det gør så ondt. Det føles så grusomt og så sårbart at åbne op der hvor der gør ondt. Sandheden er blot, at det skal gøre ondt før det gør godt. Jeg tror ikke fortielse og tanken “Så er jeg kommet videre” den hjælper i det lange løb. Jeg tor på refleksion, selvevaluering og erkendelse.. og benhårdt arbejde. Jeg tror på, at der skal kæmpes for et godt liv og at jeg selv skal være chauffør, frem for den blinde passager.

I slutningen af april, ramte jeg en ny milepæl. Selvom krydset i kalenderen, som jeg satte tilbage i efteråret ikke helt kan datobestemmes, så ved jeg, at det var lige der omkring at jeg for alvor var mig selv, uden diagnosen depression. Jeg var på 5 måneder gået fra at have svær depression til nu “bare” at være en normal ung kvinde. Fra krydset i kalenderen skulle der gå en række måneder, i forhold til de lægelige anbefalinger jeg har fået. Det har passet perfekt med den ventetid der var til en ny kyndig psykiater og knap 6 måneder senere sad jeg så i et nyt venteværelse….

Jeg har efterhånden set og hilst på en del forskellige professioner qua min depression. Jeg kan let som ingenting skelne imellem de forskellige typer og deres systemer. Selvom jeg var fuld af ærefrygt da jeg kontaktede psykiateren, så holdte jeg fast i, at jeg ville have en specialist at arbejde med. Jeg ser specialister som utrolige kyndige fagpersoner, som man kan gå til, alt efter hvilken problematik man har. Havde det været en knæskade, var jeg enten gået til en ortopædkirurg med speciale i knæ eller en super kyndig sportsfys med samme form for specialiseringen. Jeg havde været psykisk syg og derfor skulle der en psykiater til. Når det er sagt, så tror jeg virkelig at man skal bruge sin sunde fornuft og evt med en second opinion. Jeg havde i starten af mit sygdomsforløb altid et par ekstra kyndige ører med. Enten var min Mor eller hendes mand ved min side, dels som støtte men også for at sikre, at jeg ikke bare fik en kold afvasker og overladt til mig selv. Selvom jeg altid har været god til at sige ”Hey – det er ikke retfærdigt”, så kunne jeg det ikke da jeg var aller sygest, dels pga. det usynlige autoritære patienter behandler forhold som var også fordi jeg kun så verden værende sort hvid. Med tiden og i takt med jeg fik det bedre, jeg fik tilliden til jeg igen kunne tage styringen.

Da den nye psykiater og jeg har snakket lidt frem og tilbage, så blåstempler hun mig. Jeg har hele vejen igennem min sygdom, valgt at ligge alt på bordet. Det her handler ikke kun om mig men også mine børn og de fortjener at jeg gør det bedste… det fortjener jeg også selv, det ved jeg nu.

Jeg gør ikke noget uden et blåstemple og gerne flere på samme tid. Da psykiateren blåstemplede mig, kunne vi sammen indlede et samarbejde om at trappe mig ud af den antidepressive medicin. Det er en proces som har været igang i en del tid og som fortsætter et godt stykke tid endnu. Jeg har til tider mest lyst til at smide pileglasset i skraldespanden. Heldigvis er jeg klogere. Jeg har en enorm respekt for udtrapningsprocessen. Jeg vil hellere have det hele går for langsomt end for hurtigt; livrem og seler. Jeg er bange og nervøs, fordi frygten for at blive så syg, som jeg blev det sidste sommer, stadig sidder og er i kroppen.

Jeg er også bange for at sige højt, at jeg er på antidepressiv medicin…
Jeg har gjort mig nogen erfaringer, som står i kontrast til de udmeldinger der tilbage i vinters, der sagde  at antidepressiv medicin ikke havde nogen virkning. Min konfliktsky side, havde lyst til at være helt stille eller blot benævne at jeg altså ikke tog det præpareret med de kemiske stoffer, som blev omtalt og at jeg heller ikke tager en særlig stor dosis medicin. Den anden side at mig, den blev gal og ked af det, særligt pga. den menneskelige debat der kom derefter. Hvad fanden viste Hr. Og Fru. Danmark?! Hvad viste de to ældre damer som sad i bussen og sagde “folk skal bare tage sig sammen, pillerne virker jo ikke – løb og spis sundt“, eller hvad med hende veganeren som på facebook respostet en artikel, mens hun hældte lidt lommepsykologi ud af ærmet. Hvad viste de ?!

Hvordan viste de pludselig hvordan det føles at opleve sig selv som døende, og at det ikke skyldes en somatisk sygdom, men simpelthen fordi ens psyke var ved at tvinge en til selvmord.
Hvad viste de?!

At tale eller tie?
Jeg har siden tænkt og gang på gang overvejet om jeg skulle fortælle min historie. Jeg har tænkt på fremtidige jobmuligheder, tænkt på det folk kan søge frem og jeg har tænkt på alle dem, som jeg selv, der bare overmandes af tavshed og vælger at tie, i frygt for andres fordømmelse.

En klog kvinde, som nogen gange står med en skeptisk overfor min ærlighed på bloggen, fortalte mig engang, at jeg aldrig skulle fortælle mere end jeg kunne klare at blive konfronteret med en dårlig dag. Det er på mange måder med til at sikre, at jeg passer på mig selv og ikke mindst mærker rigtig godt efter. Det er et stort råd jeg har fulgt og som har været med til at jeg fortæller som jeg gør nu.

Stars can’t shine without darkness

Nu er jeg sikker..
Jeg er stærkere og derfor har jeg valgt at fortælle hvad der var min historie, mine oplevelser og erfaringer, nu også med antidepressiv medicin.

Jeg tror ikke antidepressiv medicin er en kur og yderligere heller ikke at alle nødvendigvis skal behandles med medicinen. Det er og bliver noget nogle virkelige dygtige fagpersoner skal vurdere og helst ikke kun ud fra 10 minutters samtale og 15 hurtige spørgsmål. Jeg tror ikke medicin må være løsningen på at skulle kunne ‘klare’. Hvis 6-12 ugers intensiv timeout i stedet kan gøre det, vil jeg til hver en tid mene det er en langt mere holdbar løsning. Korter er livet ikke, vi er her kun én gang og vi kan ligeså godt gøre det ordenigt, i første omgang. Vigtigst af alt, så tror jeg ikke på at antidepressiv medicin må stå alene og at menneskers psyke ikke kan standardiseres. Hvad der virker for nogen, virker ikke for andre og her er det vigtigt at have nogle kyndige behandlere som har tiden og de ressourcer til at se og forstå det enkelte individ, frem for blot at række en recept på et præparat til sølle 34 krone. Det er jo i sin enkelthed noget der gælder i alle livets hensigter…

Jeg håber du har kunne møde dette indlæg med åbent sind og at du måske endda føler at have fået en bedre forståelse eller indsigt i hvad en svær depression og ikke mindst antidepressiv behandling kan føles og opleves som.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mor, hun er smuk.

img_2166

Aksel har en veninde, en rigtig god veninde, hun hedder Anna. Anna og Aksel har kendt hinanden siden de begge var vuggestuebørn og sov i krybber ved siden af hinanden. De kan lege Anna og Elsa, Peter Kanin, Far, Mor Og Børn og Opfinder. Det er ret vigtigt for mig, ikke at omtale Anna som Aksels kæreste, for vil gerne vise ham, at det er helt okay at have en bedste ven, som er en pige. Generelt bryder jeg mig ikke om stereotype kønsrolle og opdragelse derefter, det indebære i min optik også, af børns venner og veninder, ikke “seksualiseres” og gøres til kærester, medmindre barnet selv tager ordet i munden. Aksel har været kærester med Anna.. men også Dagmar og Luca.. nogle dage skiftede han imellem dem alle og med tiden, så er intentionen at lærer Aksel, at trofasthed og god etik, er vigtige værdier i et forhold.

Det er i princippet ikke den spæde børnekærlighed jeg vil skrive om også alligevel, jeg vil nemlig gerne skrive om det vi lærer vores børn, eller noget jeg virkelig gerne vil lærer mine to drenge…

Det er noget jeg på mange måder altid har været lidt bevist omkring og alligevel så kan jeg godt se, at jeg er kommet lidt på vildspor. Det er selvom jeg aldrig har udtalt skældsord omkring mit ydre, foran drengene. Jeg bruger ikke ordet tyk som betegnelse for mennesker, hvis kropsbygning er større end gennemsnittets. Gennemsnittet i dk er dog ifølge nye undersøgelser påvirket af, at 50% af den danske befolkning er overvægtige. Samtidigt bliver de der er sunde sundere og skellet mellem sund og “usund” større. Hvornår folk er usunde, det afhænger bestemt ikke af en BMI kategorisering. Der kan sagtens stå størrelse Small i nakken, mens sundheden er ikke eksisterende, det kan jeg selv skrive under på. Faktum er bare, at der desværre er sket et skred i samfundet, imellem befolkningen som er kategoriserer sunde, aktive og har en normal BMI og så de som har en BMI over normalt og måske med inaktiv tilværelse. Hvorledes dette løses, ja det har jeg fornyeligt indsendt til KU som en diskuterende analyse af en sundhedsstrategi, publiceret af staten. Vi er igen lidt i yderkanten af det som dette indlæg omhandler, men finder det nødvendigt lige at kritte banen op, for at skildre hvor jeg selv står i det hele. Det handler nemlig i stor del om mig også mine kære drenge, men måske også dig og din tale og væremåde, overfor dig selv.

Jeg tror de fleste mødre og fædre i ny og næh tænker ud i fremtiden og ser deres børn som teenager. Selv kommer tankerne om mine børns forstående teenageliv til mig, når de har roskildesyge og krammer kummen, eller når Aksel beder om en tredje portion lassange, hvor skal det ikke ende, når han er 2 meter høj, fyldt med hormoner og måske med en begyndende interesse for pigerne(eller drengene)?

Overordnet set, så ønsker jeg, at Aksel og for den sag, også Carl, vil behandle alle medmenneske med respekt og værdighed. At de vil have en god jordforbindelse og en ydmyghed overfor livet og de udfordringer de vil møde, uden at miste modet. Jeg håber de vil trække stolen ud for pigerne, holde døren for den der kommer efter dem og rejse sig i bussen, for dem som synes at have brug for pladsen. Jeg håber de vil se på mennesker, som dem de er og ikke som dem de måske ser ud. Jeg håber de vil forstå, at selv den mest sjuskede ælling kan være en smuk svane. Jeg håber at de vil elske lidt mere, hvis vægten viser +2 kilo, eller kinderne er lige så runde som dem jeg har. Jeg håber de vil forstå, at kroppen kommer i mange størrelser og proportioner og at alle kroppe, er gode kroppe, ligemeget hvad. Jeg håber de vil passe på deres egen, såvels som andres, at de vil beskytte sige og værne om det etiske og mirakuløse og jeg håber sådan, at de aldrig nogensinde vil tale til dem selv, eller til andre… som jeg nogengange har talt til mig, når ingen andre kunne høre det.

Jeg har er ansvar og målet er ikke de skal løbe halv eller hel marathon. Det er ikke sådan, at de ikke skal være den store idrætsudøver eller størrelse zero. Generelt går jeg ind for sund kost og en god portion bevægelse men når det er sagt, så er det overordnet mål at de skal dyrke dem selv, det de kan og at vil lade kroppen blive rørt og behandlet, som en krop fortjener det. Nemlig med respekt og værdighed for at være til.

Selvom jeg altid har gjort mit for at tilbyde fysisk aktivitet, sund og barrierer kost og masser af kærlighed, så skal jeg virkelig arbejde på at sikre, at den der kærlighed også bliver en de lærer at give dem selv når de står foran spejlet, eller når de kæmper det bedste de kan. Om de bliver nummer 1 eller nummer 50 er ikke vigtig i min optik, det vigtigeste er nu engang at rose sig selv for præstationen og altid have en ærlighed overfor sig selv, med fokus på at det godt må nive lidt, men heller ikke mere end man stadig kan grine og smile undervejs.

img_2233

Der er ingen tvivl om at jeg har de bedste motivationskilder omkring mig, i mine børn. Særligt Aksel som altid smiler når han ser et billede af ham og Anna foran en filmplakat. De har hver en arm, over hinandens skulder og smiler begge. De er glade, ubekymret også ligetil. Aksel siger tit at Anna er smuk på en helt bestemt måde… og jeg svare “det er du også”.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Forløsning, intet mindre

img_1994
Idag har været en rigtig god dag, det har været en forløsende dag med følelserne helt udenpå tøjet. Faktisk har de sidste par dage været optakt til lige præcis Idag og at jeg så reagere som jeg gør, det var lidt utilregneligt og omvendt måske meget forventet..

Idag har jeg afleveret en eksamensopgave. Hele dette forår har jeg læst valgfaget MadSociologi og samfundsmæssige udfordringer, på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Det har været et hårdt semester, først og fremmest fordi jeg for en stund ikke længere var tilknyttet Århus universitet også fordi jeg rent mentalt har lavet et vandvittigt hårdt stykke arbejde. Heldigvis havde jeg nogle knald dygtige fagpersoner, som allerede dengang jeg var indlagt, pænt fortalte at hvis jeg nu skulle fortsætte mit kandidatstudie, så skulle der nye boller på suppen. Der kom nye boller på suppen og med hjælp fra mine behandler og en studievejleder, så fik jeg sendt en dispensations ansøgning frem til studienævnet om muligheden for at studere på nedsat tid. Den ansøgning blev imødekommet og det købte mig derfor et studieår med lidt mindre pres.

Jeg er hverken doven, ustruktureret elller dum, tværtimod. Jeg er ansvarsfuld og yderst kvalificeret til at læse den uddannelse jeg gør. Mit karakterblad understøtter en teori om “12 tals pigerne” og det er på trods af jeg til tider staver helt forfærdeligt og laver lange mærkelige sætningskonstruktioner. At jeg kan slå i bordet og sige / skrive sådan som jeg gør, det er nye toner. For igennem hele min studietid, har jeg været “The Underdog”, selvom jeg altid har præsteret over middel. Tiden tilbage fra folkeskolen, med diktaterne, hvor jeg sad og græd og bandet over min udulighed den fulgte i mange år med mig og lettere blev det ikke, da jeg begyndte på en læreruddannelse med linjefaget dansk. Selvom jeg ikke staver særlig godt, så er jeg en dygtig underviser som formår at skabe levende læringsforløb som er innovative og samtidigt styrker den almene sociale dannelse, som er en af mine kerneværdier.
Det jeg kan, skal ingen nogensinde tage fra mig og i princippet tror jeg nu heller ikke der er nogen som gør det, andre end mig selv. Jeg er nemlig mester i at underminere og nedtale mig selv og mine egne evner.

Da jeg blev syg tænkte jeg at nu var det sket. Nu var min tid på studiet slut og alle de drømme jeg har om NGO arbejde syntes at forsvinde… men jeg var “heldig” og formåede med solid opbakning at få sendt en ansøgning afsted som blev imødekommet og yderligere med super støtte for særligt min faste gruppemakker, kom jeg igennem efterårssemester. Da jeg afsluttet mit første valgfag var det med bravur og det var selvfølgelig skønt med en god karakter, alligevel var værdien i af været kommet ud på den anden side langt vigtigere.

Idag sidder jeg så og har netop uploadet en ny eksamensopgave. Opgaven er udarbejdet alene, på et andet universitet med deres egen tradition og studieordninger. Hvordan opgave bedømmes er for mig lidt “ligemeget”. Når det er sagt, så jeg har gjort det bedste jeg kunne og der ligger rigtig mange timers arbejde i den opgave. Så selvfølgelig håber jeg at det falder i god jord. Alligevel oplever jeg nu en forløsning over at være kommet hertil. Lige om lidt er det er år siden jeg blev syg, eller det er et år siden jeg fik min belastningsreaktion og jeg fik konstateret diagnosen svær depression.

Jeg har netop modtaget en ny dispensation fra studienævnet. Den gør at jeg også kan udarbejde mit speciale på nedsat tid. Det betyder så også at vores økonomiske situration forsat skal være relativ presset, men jeg klager ikke. Jeg er beæret og virkelig taknemmelig over at få opbakning til at kunne gøre det jeg drømmer og brænder for, på trods af jeg fortsat ikke er helt tilbage hvor jeg gerne ville være, omvendt er jeg nu et langt bedre sted personligt og selvom det fortsat er en kamp at huske og holde koncentrationen inden bogstaver begynder at danse tango, så er jeg bare glad for at være. Jeg troede nemlig ikke på det hér for knap et år siden. Jeg var på mange måder overbevist om at jeg ville dø af sygdommen eller egen handling. Jeg troede ikke der var lyst forenden af min mørke tunnel, men der var der. Det kom tilbage og lige nu er jeg ved at indrette mig sådan i tilværelsen, at det lyser præcis som jeg ønsker det og vigtigst af alt sådan så jeg ikke ender med at erhverve mig store forbrændinger på krop og sjæl.

Imorgen er en ny dag og første dag af min sommerferie. Den første ferie i 2 år, hvor jeg SKAL holde fri. Sidste år blev pænt ødelagt og inkluderet istedet en meget lang indlæggelse på psyk. Så i år prøver vi igen – uden høje forventninger men bare et lille håb om en talrige gode stunder og med langt mere ro i sindet, end der nok nogensinde før har været.

Tusind tak fordi du ville læse med i dette lidt glitteramte indlæg 🌈

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

De dage som satte mig fri

img_5069

På det tidspunkt, hvor vinter og foråret sloges om hvem der skulle regere over jorden, der skete der noget med mig. Erantissen skød op, for i det næste at blive overdækket af sne og slud. Selv stod jeg på gaden og kiggede op på himlen. Jeg så skyerne, i nogengange langsomme – for dernæst hurtige bevægelser. Selvom luften var kold og nev i næseborderne, så var den ren og befriende at få ind i kroppen.

Mit liv har virkelig ændret sig det sidste år og på mange måder til det bedre. Jeg har bevist valgt at tænke det er blevet ændret til det bedre, hvis jeg skulle se på det, i et andet perspektiv, ville tilværelsen simpelthen blive for smertefuld. Igennem sygdommen, oplevede jeg noget som var livsændrende og jeg har derfor været nød til at tage konsekven heraf. Hele min egen og min families livsstil blev set efter. Alle mine relationer kom op til overvejelse og ‘uhængtigsmæssige’ venskaber begyndte jeg at fade ud. Alt sammen i kraft af, at jeg har forsøgt at ændre på, hvad der engang var nødvendige leveregler og strategier. I rigtig mange år har jeg levet mit liv med en indre overdommer, som havde en megafon i hånden og en hadefuld tone. Den hadefulde tone den blev langsomt konstrueret hen ad vejen, af udefrakommende faktorer og indre skavanker. De blev aldrig rigtig anderkendt. Istedet fortsatte jeg derudaf, som en stabil lille motor, som gang på gange holdte tempoet oppe, til trods for alverdens bump på vejen og kørsel i stormfuldt vejr. En dag løb motoren tør for benzin. Som andre motorer, så havde jeg en reserve tank. Reservetanke er til for at man skal kunne nå i ‘ly’, istedet for dette, så kørte jeg videre, til jeg til sidst stod der i ørkenen, alene og udbrændt .

Jeg har aldrig prøvet andet end at kæmpe. Jeg har aldrig lagt mig fladt ned og giver efter for livet. Den handlen, har på mange måder givet mig en chance, selv når livet ikke syntes at give mig nogen. Selvom jeg står i forbindelse med en hel del risikofaktorer, så er jeg styret udenom, takket værd min leveregel. Den var guld værd, når verden var mørk og ubarmhjertig. Da jeg som barn stod og så min far forlade mig.
Da min uskyldighed blev bestjålet. Da jeg ikke længere kunne genkende mig selv, mit eget køn, min egen person.
Det hele var jo en illusion og et forsøg på at kvæle det væmmelige som var sket mig.
Det hele var en overlevelsesstrategi … og den virkede..

Jeg har tidligere skrevet om min indlæggelse, om min formidling af min psykiske sygdom til mine børn
og at jeg tilbage i efteråret 2016 for alvor begyndte at føle at jeg var kommet ovenpå. Jeg kom aldrig tilbage og jeg kommer det formenligt aldrig nogensinde til, heldigvis. Istedet har jeg valgt at gå et nyt sted hen i tilværelsen og det sted har på mange måder sat mig fri.

Jeg kommer til evig tid til at kæmpe en kamp, imod damen med megafonen. Det meste af tiden danser jeg bare rundt i regnbuens skær og rækker i ny og næh tunge af damen og andre gange så ligger jeg mig ned og er helt stille. Jeg er stille mens jeg holder fokus på at få luften helt ned i lungerne og tankerne på sporet. Det er enormt udmattende at danse der i regnbuens skær, men det er langt mere livsgivende, end noget andet jeg før har prøvet.

Et godt liv det skal man kæmpe for, men jeg tror det er lige så vigtigt, at finder ud af, hvad det så er man kæmper for. Hvad er det som gør et liv godt?

Det krævede en tur i jorden, en masse dage i fosterstilling og et hovedet som blev infiltreret af sygdom. Men jeg ved det nu…

Så på mange måder, så blev alt den tid med sygdom, de dage, som satte mig fri.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Okker Gokker, Glade Sokker

Dette indlæg er sponsoreret, men indeholder udelukkende egne holdninger til produktet.
img_1825

Drengene leger ta’ fat. Selvom vi ellers har sagt at løb indendøre er NO go’. Vi er ikke overborer til en fru. Olsen, men overborer er vi nu engang og så er vi forældre til en lille ulykkesfugl. Aksel har desværre lavet indtil flere skred i svinget og det er ikke alle styrt, som afværges lige godt. Alligevel er deres ta fat leg anderledes Idag, der er ingen uheld. Istedet løber drengene pludseligt hurtigere og deres afsæt i gulvet er lette og elegante, uden det mindste tegn på at foden er ved at skride på det glatte plankegulv. Aksel har en ny slags strømpe på og i det øjeblik bliver jeg for alvor overbevist om, at en strømpe ikke bare er en strømpe.

Aksel har grundet hans medfødte klumpfødder nedsat taktile sanser i fødderne, på trods af de fleste klumpfodsbørn ikke kan fordrage at have bare tær, så elsker han det. På mange måder minder vi meget om hinanden på det punkt. Så jeg var spændt på om han ville bryde sig om de nye strømper. Tit kan de overtales til at blive beholdt på, hvis der er en sej figur som print eller nogle fine farve. De her var simple men ultra bløde, også havde de skridsikre poter under trædepuderne, hvilket samtidigt er en god indikation for hvilken side der skal op og hvilken der skal ned.

img_1699

Vi har testet tre forskellige slags strømper fra Fuzzies Dk. Deres strømper forhandles landet over, i stort set alle børnetøjs butikker med respekt for dem selv. Strømprene, som minder meget om de klassiske hyggesokker, er her i det sommerhalvår vi går imøde, gode i gummistøvlerne eller ved morgenstunden, hvor kroppen lige så stille skal have lov til af vågne.

Selvom Aksel og Carl er brødre, så er de på mange måder hinandens dimentrale modsætninger. Hvor Aksel kan vende alting på vrangen, gå rundt dagen lang med bananfødder eller skidt på fingrene, så er Carl lige omvendt. Han hader at få noget på fingrene og kan aldrig lokkes til at arbejde med en pølsehorndej. Hvis jeg har købt en ny bluse eller anden form for tøj; så skal alle vaskemærker helst fjernes. Derudover så kan selv den blødeste trøje hurtigt krasse, så når tøjproducenter proklamere at de har lavet “bløde” beklædningsdelen, så er Carl altid en god tester.

Carl testet først Fuzzies strømper af, med skridsikre poter under, ligesom Aksel, men dutterne var lidt for markante til den lille herres halvsarte smag. Prøvede strømpen af på hånden og jeg synes altså det er ren og sker fis, men omvendt så er de scener barnet laver, når han får strømperne på, virkelige nok, så vi lagde pænt den type strømpe til siden.

De strømper der lignende hyggesokker, faldt dog i godt jord og er ligesom hos Aksel, blevet en lille erstatning for sutskoene på kolde forårsmorgner og gode at have på i gummistøvlen.

En strømpe Carl tilgengæld er helt vild med er Fuzzies dk footies. Strømprene er tæt vævet men stadig dejlige tynde, uden markante syninger også er pasformen perfekt til Carls lille smalle fod. Når nu man hverken bryder sig om hårde syninger, kradsede bomuld og skridsikre poter, kan i måsle selv gætte jer til herrens holdning til små sandkorn. Derfor er footiesne geniale i sommersandalen. Selvom kaldenderne kun viser maj, har vi allerede haft et par gode varme dage og der var Fuzzies footies tempurerrende nok til af den lille gut ikke havde halvsvedige fødder.

Så den lille remse med okker gokker, bliver med Fuzzies på fødderne, til glade sokker.

img_1832

Måske kunne du også tænke dig af teste Fuzzies strømper af på dit barn. I Såfald forhandles de landet over OG du kan prøve lykken og deltage i konkurrencen om at vinde 10 par valgfrie strømper, ved at smide en kommentar nedenunder.

img_1701

Vinderen trækkes søndag d. 28 maj klokken 21 og offentliggøres både her på bloggen
og kontaktes yderligere personligt

Vindere en fundet og det blev LOUISE, jeg kontakter dig privat. Tak for deltagelsen alle sammen.
Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Tusind tak fordi du ville læse med .
Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Løber Livet del. II

Dette indlæg kommer i II. dele, hvoraf dette er det sidste indlæg.
I. del kan læses HER.

img_1717

Jeg følges med min (lille)bror til startområdet. Han er kommet fra Aalborg sammen med han kæreste og hun skal sammen med min mor, bror og søster ud og heppe på ruten. Hr. Mand og drengene står mellem 21-22 kilometer, hvor jeg skal have overrakt et nyt løbebælte og væske. Planen for i år er at spise og drikke mig igennem løbet. Solen er allerede skarp og selvom kroppen er indsmurt i solcreme, så tvivler jeg på det kan holde hele løbet.

Vi får smit vores bagageposer, får besøgt toilettet og følges så ud til løbsgaden, hvor de forskellige sluttidszoner er markeret. Vi tage afsked og ønsker hinanden held og lykke, sidste år startede vi sammen, men i år er strategien en anden. Min bror går til 4:50 og selv stiller jeg mig hen til 4:40. Jeg får en krammer af de fartholder som har stået for søndagstræningen hos Sparta, i de mange måneder op til idag. Er dybt imponeret over dem. De har en modenhed, respekt og ydmyghed omkring løbet, som gør at man som løber virkelig føler sig i trygge hænder. Jeg tror det er de færreste som kan leve i denne tryghed igennem hele løbet. Mit mål er blot spare på kræfterne frem til 21 og derfra se hvad der sker. Forhåbenligt kan jeg holde mig i tiden lige omkring de 4:40 men i princippet vil jeg bare gerne have et godt løb og tidsmæssigt under de 5 timer. Det er mit tredje marathon men det første hvor jeg mentalt er så godt forberedt til det der skal udspille sig i de københavnske gader.

Efter at have hilst, trækker jeg lidt ud til siden og lukker så af for omverden. Inde i begynder jeg at tale mig selv op og etablere en god jordforbindelse. Det er NU det gælder og alt hvad der hedder skade i lysken, manglede træningsture osv. Det eksistere ikke længere. Der er kun mig i det her og jeg kan godt.

Startskudet lyder og længe bevæger feltet sig i frem i små ryk, lige indtil vi er få meter fra start. Jeg kaster et blik på tribunen og kan allerede mærke alle følelserne, som for alvor sidder ude på tøjet. Det er helt normalt at jeg bliver rørt når starten går og igennem hele løbet oplever jeg så god opbakning fra tilskuerne at der flere gange løber tårer ned af mine kinder.

Vi løber afsted, op over langebro og der står min mor, bror, søster, sviger og nevø så. Jeg vinker beskedent og finder så ind i mig selv igen.

De første 5 kilometer bruger jeg på at komme ind i løbet og få styr på alle følelserne og vejrtrækningen. Ret hurtigt må jeg konstatere at jeg skal tisse. Det er helt åndsvagt og længe tænker jeg at det sikkert går over, men ved 12 kilometer må jeg spurte ind på et toilet i væskedepotet og derfra går det let igen. Jeg er fast besluttet på at jeg hellere vil tisse 10 gange end at mangle væske. Dog havde jeg ikke sat mig op til at tisse i buskerne, men det kommer tids nok..

Vi løber fra Vesterbro op ad Frederiksberg allé. Ruten er ny og samtidigt vendt om i forhold til de andre år. Det er både godt og skidt og kan i skrivende stund fortsat ikke vurdere hvad jeg egentligt helt syntes om det. Dog synes jeg vi løb meget i S og det blev lidt demotiverende.

img_1796

Jeg er nervøs for overleveringen af mit nye løbebælte. Dels er jeg bange for at tabe tid og for at jeg ikke kan få det på. Vi passere 21 og der slipper jeg så min løbegruppe og sætte tempoet en smule op. Først kan jeg se min mor og de andre stå ved Falkoner alle og lidt længere nede står Hr. Mand, drengene. De har fået selskab af min Svigermor, min anden Svigerinde og endnu en nevø. Det er fedt ! Hr. Mand er klar og 1-2-3 får vi byttet bælter og med lidt rystende hænder får jeg det spændt fast. Med bæltet på plads får jeg overrakt en powerrade også er jeg videre.

img_1798

Længere ned af Godthåbsvej står en skøn kvinde fra den viratuelle verden, som jeg har lært at kende udenfor de sociale medier også. Hun står der med hele hendes familie og de hepper – på mig. Jeg sender luftkys og igen løber tårerne. Der er ingen tvivl om at al den hep og opbakning jeg fik både fra dem som kendte mig og fra de som tog sig tid til at læse mit navn eller bare råbe “Sparta”, de lige gjorder at energien blev fornyet. Jeg synes generelt København og Frederiksberg er super gode områder at løbe i og at der ved de store løb, kommer en kæmpe folkefest. Drengene og Hr. Mand, samt resten af min familie kører rundt på ruten de næste 8 kilometer og det en rig mulighed for at give High Five til drengene.

img_1801

Da jeg rammer de 24 kilometer kan jeg mærke dem. De starter nede i foden, som små bobler inde under huden. Vablerne er for længst begyndt at komme, det her er noget langt værre, nemlig antræk til kramper. Ved 21 har jeg taget en salt tab og skynder mig at få noget mere væske ned. Jeg er virkelig bange fra kramperne og husker tydeligt hvor langt tilbage jeg blev sat ved sidste år løb, da de brød ud.

Jeg begynder at fokusere ekstra godt på fodstillingen og forsøger så vidt muligt at lande så langt tilbage på foden, for ikke at lave det stærk der kan aktivere kramperne. Sådan løber jeg i mange kilometer og ved 30 kan jeg for alvor mærke at nu begynder de at falde lidt ud. Det samme gør min energi. Jeg lader den ene hånd dykke med i løbebælte og fisker lidt Haribo mix frem. Det er umuligt at tykke og endnu svære at synke og hvad jeg ellers havde tænkt som en kanon plan, falder til jorden. Jeg forsøger at holde tempoet oppe men ved 33, kommer 4:40 op på siden af mig og frem til 36 kilometer er jeg en del af deres felt. Jeg kæmper virkelig og kan for alvor mærke at det er “mind over matter”. Da vi forlader fælledparken slipper jeg langsomt taget i gruppen. Jeg frygter for alvor de næste kilometer. De forrige år er jeg næsten gået død på de sidste 8 kilometer og mine gennemsnitstider har ligget helt oppe på over 9 minutter. Igen og igen presser jeg tempoet og selvom det ikke er nok til at følge mig fartholderne, så holder jeg mig på 6:30. Vi krydser op over kastellet og kan så mærke at jeg skal tisse igen. Faktisk har jeg skulle det rigtig længe, men det er som om min krop ikke længere er der, istedet er det kun oppe i hovedet alting sker. Ved depotet løber jeg ind på toilettet og mens jeg låser døren står kroppen af. Signalet om “værsgo at tisse” er for længst blevet givet og lidt hurtigt får jeg trukket shorts’ene ned og gjort mig færdig. Det er pinligt og overraskende. Bliver lidt chokeret og forstår for alvor, at kroppen er stået af, den kan ikke mere.

Jeg kommer ud fra toilettet og sætter igen i løb, hele vejen fra kastellet til Amaliehaven er jeg for alvor presset. Når løberne foran mig går, forsøger jeg at sige “løber bagfra”, i håb om at de vil vige til side for mig, tanken om lige at skulle udenom er for hård. Da jeg løber ned til Nyhavn står en kær veninde og hendes mand i vejsiden. De hepper og råber på mig. De giver et boost og selvom jeg nu godt ved at det er slut lige om lidt, så forstår jeg det stadig ikke.

img_1846

Jeg kigger på uret og konstatere at jeg kommer ind i ny PR. Faktisk kan jeg godt nå at komme ind inden 4:45, hvis jeg tør. Jeg sætter farten op, så godt det er muligt og da jeg rammer de 40 kilometer, ved jeg at det er der nu. Kroppen tikker efter pause og selvom det er et sidst depot, vælger jeg at løbe videre. Jeg kan godt klare mig 2 kilometer mer. Risikoen for at kroppen ikke kan komme igang igen efter depottet er for stor.

img_1823

Kun 1. kilometer til mål

Ud af de 3 marathons jeg har løbet, har jeg aldrig gået på ruten. Istedet er jeg fladet i tempo for dernæst at stige. Da jeg endelig løber op over langebro og kan se og hører folk i mål, der løber tårne ned af kinderne. Jeg synes længe det har været svært at få luften helt ned i lungerne og der er et kæmpe tryk på brystet. Jeg forsøger at nøjes med kun at lade tårerne løbe og at holde min hulken igen, den vil bestemt ikke gavne min vejrtrækning. Da jeg løber rundt i svinget og under langebro, så kortslutter alt og jeg kan for alvor mærke at nu er der ikke mere brændstof i kroppen. Jeg er træt og selvom jeg et tæt på mål, så har jeg mest af alt lyst til at ligge mig ned og sove. En løber tilbyder mig sin hånd men jeg afslår. Det her er MIT løb, MIN kamp og MIN fortjeneste. Får pænt fremstammet “nej tak” og sætter så den sidste spurt ind.

img_1813

img_1817

Da jeg er 200 meter fra mål er tårerne ikke længere mulige at skjule og jeg græder. Jeg græder af lettelse og stolthed og da jeg endelig løber under “Finish” banneret udbryder jeg i et jubel brøl.

img_1819

Jeg har før siddet som tilskuer i målområdet og set alt for mange løber kollapse. Derfor sætter jeg mig af princip altid ned, mest af alt fordi mine børn tit står og ser mig komme i mål og det er overvældende nok at se og hører alt det der sker i sådan et mål og yderligere at opleve ens mor lave “The Ugly Cry”. Så da jeg kommer ind ligger jeg mig på siden og kramperne overtager min krop. Hele min mave ryster og hvad der føles som lang tid, ligger jeg bare der på jorden og hulker.

img_1802

Jeg løb dette års marathon i tiden 4:43:26.

Igennem hele løbet formåede jeg at presse mig selv til det ydereste og på intet tidspunkt gav jeg op. Udover øjeblikket på toilettet, så var det mig som var i kontrol og det er jeg sindsyg stolt over.

Efter at have ligget lidt på jorden, får jeg rejst mig og begge drenge bliver løftet over hegnet. Sammen går vi hen til en af medaljepigerne, som lykønsker mig og igen står tårerne ud til alle sidder.

img_1809

Hele min familie har en tradition om at være sammen bagefter og fejre det der skal fejres. Bagefter tog vi hjem til Hr. Mand og Jeg og spiste flæskestegssandwich og skålede i skønne bobler.

Min kære seje og modige bror udgik af løbet ved 27 efter 16 kilometer hård kamp med enorme smerter i fødderne. Han har i en alder af kun 22 år allerede løbet 1 marathon og jeg tvivler ikke på at han nok skal stå klar igen næste år, om ikke før.

Tusind tak fordi I ville læse med.
Tak for virtuel hep, peptalks og støtte i #MinVejTilBryggen2017.
Det var uden tvivl en lidt anden form for træning end ellers. Jeg kunne uden tvivl ikke have gjort det uden Hr. Mand og drengens støtte, min familie, særligt min Mor. Mine venner og veninder, min fantastiske Fyseteraput Rasmus fra Connectfys som formåede at fixe min lysk, så dette var muligt og ikke mindst alle Jer som har heppede og støttede mig undervejs i træningen og løbet.

Tusind tak til Telenor Copenhagen Marathon. Tak til Sparta. Tak til fællestræningen om søndagen, som jeg desværre ikke har fulgt i år udover de 30 kilometers kongeetape, tak til fartholder. Tak til alle Jer som bakkede op på ruten og hjemme i stuerne. Tak til de frivillige omkring løbet .
Tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Løber for livet del. I

img_1677
Det pusler inde fra stuen, jeg strækker benene og folder mig selv ud af fosterstillingen. Min mave gør ondt og kan mærke at mine hænder allerede ryster. Jeg farmler efter telefonen i vinduskarmen oven over og ser så at klokken kun er 5:55. Mit ur ringer først om 35 minutter, men min mave er klar til at stå op og komme på dagens første toiletbesøg…
På løbsdagen gælder det bare om at udnytte det vindue, for jeg ved at mit system snart lukker ned. Jeg kravler ud af sengen, kigger ind i stuen og konstatere så at Aksel, som det A menneske han er, er i fuld gang med at tegne landskaber, som han kan sætte klistermærker på. Hvisker godmorgen og går lydløst mod toilettet. Mobilen fungere som lommelygte, så udsugningen ikke larmer og vækker husets yngste mand, som er alt andet end A menneske. Jeg får gjort det jeg skal og kaster et blik i spejlet. Kvinden i spejlet et udhvilet, lidt præget af nervøsitet men mest af alt klar.

img_1836

Bagefter går jeg ud i køkkenet, her finder jeg mine tabeletter frem og skylder dem ned med en halv liter vand. Konstater at klokken nu er 6:10 og kroppen sagtens kan må at få væsken igennem, så drikker en halv liter mere og finder så noget mad frem fra køleskabet. Jeg er overhoved ikke sulten, men jeg ved også at maden skal indtages nu, for at ligge godt nede i maven til når startskuddet går. Med rystende hænder heldet jeg en portion havregryn op og smækker en rugbrøds klapper sammen. Jeg har øvet mig længe i at finde det rigtige løbemorgenmåltid.
En rugbrødsklapper med ekstra mayo og spegepølse har hængt ved. Det er næsten det eneste der glider ned uden tvang. Efter jeg har spist drikker jeg to glas vand og konstatere så at klokken nu er 6:35 og mit væskeindtage inden løbet er ved at være slut.
Så lister jeg stille ind i stuen, kysser Aksel i håret og ligger mig ind under hans dyne i sofaen – hvornår mon han er stået op?

Jeg ligger der længe, fokusere på at trække vejret dybt. Først hele vejen ned til højre, så venstre ben og igen mod højre arm og dernæst venstre. Til sidst trækker jeg vejret ud til alle sider og kan for alvor mærke lungerne folder sig godt ud. Det trykker lidt fra brystet, måske nærmere maven, lige midt i, der hvor ribbene stopper. Jeg er nervøs. Mit hjerte det hamre afsted og synes det snore i hele kroppen.

De første mange gange jeg skulle løbe løb, der var jeg nervøs i flere dage op til løbet. Med tiden er nervøsiteten kun centreret på løbsdagen og kommer ellers kun frem når jeg taler eller tænker på hvad der er der skal ske. Det er i virkeligheden helt åndsvagt og alligevel så pinefuldt at være nervøs på denne måde. Min mave arbejder med maden og føler og væsken skvulper rundt dernede. Jeg har for en gang skyld overholdt min væskeplan i dagene op til Idag. Derudover har jeg tvunget 2 store portioner pasta ned og langsomt skruet op for indtagelse af særligt rugbrød.

Jeg glæder mig lidt til det hele er ovre og at jeg igen kan vende tilbage til den type kost jeg bedst kan lide. Jeg glæder mig til at startskuddet går og til jeg har løbet de første 5-10 kilometer og forhåbentligt er kommet ind i løbet. Sidste år løb jeg mere eller mindre med et angstanfald frem til 14 kilometer. Selvom jeg slet ikke er samme sted som sidst, så husker jeg stadig følelsen. Den har hængt ved og skal bruge lidt ekstra mentale kræfter på hele tiden at fortælle mig selv, at jeg er kommet videre. Min krop er langt mere i balance end nogensinde før og selvom jeg ikke har trænet som jeg førhen har gjort, så er formen også god. Jeg løber efterhånden på en god mængde erfaring og det er den, sammen med viljen og lysten, som skal få mig igennem dagens løb.

Solens stråler kaster sig op ad væggene i stuen. Det er helt skyfrit derude. Vejret har slået om og siden torsdag har jeg haft bare ben udenfor. Det er noget møg, særlig idag. Sidste år udgik 10 procent af løbs deltagerne pga. varmen. Selv var jeg overkogt, solbrændt og stærkt plaget af kramper ved 34 kilometer. Jeg har virkelig prøvet at tage mine forholdsregler denne gang og læst og gjort alt hvad jeg kunne for at kroppen skulle være bedst rustet til løbet. Alligevel ved jeg godt det bliver hårdt.

Det er mærkeligt at sætte sig selv op til sådan et løb. Rent fysisk er det “let”, selvfølgelig er de mange lange trænings ture hårde, men det værste er det mentale arbejde der skal gøres. Både op til og undervejs. Jeg kan personligt godt få en offer lyst når jeg kommer i krise, jeg synes simpelthen det bliver så hårdt, at det bliver synd for mig. Omvendt er der jo ingen som tvinger mig til noget?
Det er mit helt eget valg at skulle løbe det løb og jeg ved godt de færreste forstår hvorfor det er at jeg synes det er sjovt. Løbet er blevet en stor del af mig. Jeg kan ikke forestille mig at være uden og selvom jeg sidste år sagde at nu er det slut med marathon for en stund, så kribler det bare så meget i mig, at jeg ikke kan lade vær. Jeg har dog lavet en masse ting om og prøver så vidt muligt at huske mig selv på at det skal være rart og godt. Det skal være uden stress og press for at få hverdagen til at hænge sammen.

img_1710

Klokken er 7 og kan så småt begynde at mærke jeg for alvor er vågen. Jeg strækker mig, gaber og konstatere at hænderne ryster lidt mindre og at hjertet næsten er ved at finde tilbage i sin normale rytme. Jeg rejser mig for sofaen og går ud af stuen. Jeg går forbi stolen med løbetøjet og min løbspose som skal med ud til startområdet.

Alt er klart, spørgsmålet er bare om jeg også er ?

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Efterværn, senfølger og veteraner.

img_1653

Jeg tror efterhånden at vi er blevet talt ørerne fulde af, at det vi som mennesker oplever, hvad enten det er postivt eller negativt, det bliver hos os og former os.

De successer vi opnår her i livet, kan give blod på tanden til at opsøge og kæmpe for at få flere og ligeledes, kan de sorger og smerter vi møder, tvinge os i knæ og efterlade os med dybe ar. For mit eget vedkommende, har jeg til trods for nogle ‘blodige’ sår, en postivt fortælling med mig. Jeg har valgt at vælge det postive til, men desværre kan det negative fylde og fælde en, når man mindst venter det.

Da jeg var indlagt sidste sommer, mødte jeg en kvinde, som tidligere havde været udsendt, hun var veteran og led nu af PTSD. Jeg lærte aldrig hendes historie at kende og hun heller aldrig min. Vi var dog sammen om en håndfulde måltider og var sågar ude på en eftermiddags gåtur sammen. Hun var smuk, gik med rank ryg og havde øjne, som med sikkerhed havde set en verden, ord aldrig vil kunne beskrive.

Jeg tror alle mennesker bærer rundt på noget og jeg ville inderligt håbe på at det KUN var de gode ting, de skønne barndomsminder, det første kys og den glade modtagelse man fik når man vendte hjem efter en lang rejse. Virkeligheden er dog ofte en helt anden og rigtig mange kæmper daglige kampe imod senfølger og det efterværn som oparbejdes, ovenpå traumatiske og ødelæggende oplevelser. Oplevelser som man nogle gange får, fordi man vælger at stå op for andre og beskytte det man tror på.

Idag ved vi meget mere om alt dette og alligevel er der bare ikke penge og hænder nok til at løfte opgaven. I Danmark findes der hundredevis af sorggrupper for børn og unge, men stort set ingen for de ældre mennesker som mister deres livslange partner. Jeg tror desværre ofte, at de som anses som værende stærke, ofte glemmes. Det er ikke for sjov skyld, at sygeplejesker og læger oftest formanes om at mænd er forfærdelige patienter og ofte først kommer på banen med deres smerter, når den er helt gal. Jeg tror og ved, at mange med de brede skuldre udadtil, de falder imellem stolene i vores samfund og det kan have fatale konsekvenser. Samtidigt betyder det at man falder for en stund aldrig at man er et offer. I min optik er man en sand kriger.

Foreningen Veteranfonden står bag musikfestivalen ENGAGE, som afholdes lørdag d. 27 maj på Refshaleøen i København.
Festivalen er et kæmpe frivilligt projekt og har til formål at få Danmark til at stå sammen i en Folkefest, til støtte og anderkendelse af veteraner og deres pårørende i Danmark.

Til lyden af dejlig musik, leveret af blandt andet Mads Langer, Dúné, Magtens Korridorer og Fallulah så kan man drikke en kold øl eller sodavand og hører lidt om veteranerne i Danmark.

fullsizerender-10

Billetterne koster den nette sum af 349 kr og der er selvfølgelig gratis for veteraner.
Børn under 12 er også gratis – i følgeskab med en voksen og jeg er sikker på at vejret af med os fra nu af, så der er med sikkerhed også rig mulighed for at få lidt solskin på næsen.

Jeg har i samarbejde med ENGAGE festival, fået lov til at udlodde 2 billetter til denne fede festival.
Du er med i konkurrencen, ved at smide en kommentar her på bloggen.

Vinderen trækkes fredag d. 19 Maj.
klokken 21:00 og kontaktes direkte.

Vinderen er trukket og det blev sidste kommentar nr. 10.
Vinderen er fundet ved brug af tilfældig udtrækning:)

Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Vil du læse meget mere om eventet kan det gøres på http://www.engagefestival.dk.

Held og lykke og tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

img_1646

 

Har du fod på dét?

I henhold til dansk lov om markedsføring og for god ordens skyld, så skal jeg gøre opmærksom på at dette indlæg indeholder reklame i form af at mine børn har testet tøjmærket Reimas forårskollektion AW17 og at billederne derfor indeholder reklame for Reima.  Anmeldelsen af deres produkter af min helt egen.
Ingen børn led overlast under test af produkterne, dog var alle mand utrolig trætte ovenpå en fantastisk Store bededagsferie ferie, hvilket dette indlæg omhandler.
 – Tak fordi du vil læse med – god læselyst.  

fullsizerender-7

I denne Store bededagsferie, har hele familien været afsted på en tur. Det var ikke en helt almindelig tur. På mange måder så var det som at være på all inklusive ferie, vi opholdte os dog kun i ’Lollo og Bernie-land’. Vi var nemlig afsted med 60 skønne unger og 24 andre voksne. Jeg havde mentalt forberedt mig på store sovesale med fællesbad og at lugten af bål skulle sidde i næsen hele weekenden. I stedet boede jeg på et værelse med eget bad og toilet, og gik jeg udenfor, så blev jeg mødt af børnelatter og unikke fællesskaber, på kryds og tværs af alder og køn.
Der duftede mest af alt af skov, hav og pastavand.
Jeg har nemlig været på mit livs første FDF lejre.

En god times kørsel fra Frederiksberg ligger Jomsborg. Det ligger ud til Isefjord og med kørselsrute over Frederikssundsbroen, som i sin opslået tilstand, snildt kan skabe en timelang forsinkelse. Selvom jeg altid har set mig som et udemenneske, med et godt gåpåmod og stor taknemmelighed for blot at være. Så måtte jeg gang på gang tabe kæben over det syn jeg blev mødt af, på denne lejre. Hele tiden var der kærlige, initiativrige og livsglade voksne mennesker, omkring alle børn. De praktiseret en form for ’tough love’, som fik en anden mor, til at fremstå som curling forældre. Alligevel så tvivler jeg ikke et sekund på, at det alle ungerne får med, ja selv de voksne, ovenpå sådan en tur – det er livgivende.

unavngivet

1

Jeg har kun været afsted i 4 dage og selvom jeg har vundet Danmarks mesterskabet i træthed og stadig føler at det summer for mine ører, pga. den konstante lyd af glade børn og voksne, som jeg har været så heldig at have været omgivet af, så er jeg glad. Jeg er glad helt ind til knoglerne. Jeg er glad fordi jeg kan mærke og se, hvilket fantastiske personlige egenskaber vi her i familien har og jeg er glad, fordi jeg ved at vi har tilegnet os en masse nye, pga. den tur. Jeg var aldrig været i tvivl om at Aksel ville have godt af at blive spejder, men om han lige skulle være grøn, blå eller FDF’er, det vidste jeg ikke. Alligevel kunne jeg se, at særligt FDF’ernes forståelse og holdning til mennesket, naturen og det at være det gik rigtig godt i hånd med vores egen værdier. Samtidigt betød det meget for mig, at Aksel kunne blive guidet, ja ledt, at nogle voksne, som havde deres værdisæt i orden. (Dermed ikke sagt at den grønne, eller blå spejder ikke har det)

fullsizerender

I dag så ikke et sekund i tvivl om at vi har valgt rigtig. Det har jeg aldrig været. Allerede fra den første gang hvor jeg leget ståtrold med en masse puslinge og tumling, til en introaften i August, så har jeg været sikker. Det har Aksel også været og da vi havde været på besøg i 1,5 time, så sagde han ”Mor, jeg vil gerne gå til det her – kan vi melde mig ind?”. Det gjorder vi og den stolthed Aksel havde dagene efter den første aften, det var til at tage og føle på. Han sov sågar med sin forbundsskjorte de første par dage og blev hver morgen skuffet over at det ikke var Onsdag. Siden den dag i august, så har glæden altid været stor over at skulle til onsdagsmøde. Når det er sagt, så var Aksel 5 år da han startede og er som person utrolig tryghedsøgende hos Mor og Far og det har vi selvfølgelig arbejdet med. Heldigvis står lederne for Aksels klasse altid klar og det kan både ses og mærkes på Aksel, at det hjælper.

I dag er min krop træt, men jeg elsker at den skriger af træthed. Det gør den dels pga. al den friske luft den har fået også fordi den er blevet rørt. Jeg har løbet langt, rundt på en masse villaveje, da vi spillede ‘Vej Risk’. Jeg har løbet rundt i en skov ved et 1 til 40 løb, jeg har fanget ”Gangstar-unger”, som skulle smugle vare. Jeg har lavet mel-sokke-kamp, jeg har spillet disc golf – jeg har leget og grinet så tårerne trillede, jeg har virkelig været igang og nydt det. Jeg har gjort det hele, sammen med en masse andre dejlige børn og voksne.

fullsizerender-4

Da jeg kiggede på Aksel og Carl, som løb rundt der, inde imellem skovens træ eller som hoppede i vandkanten eller badet, ja selv blev jeg helt sikker på, at vi er på vej i den helt rigtige retning. Den forlængede weekend har på mange måder været et detox af alt den unødvendige støj, som fylder i hverdagen. Det eneste livet i sin helhed kræver, det er at vores mentale rygsæk er fyldt med værktøjer, som gør vi kan klare os selv og sammen her i tilværelsen. Jeg elskede selv at hoppe i min striktrøje og temojakke og derfra gå ud af døren og stå midt i naturen, sammen med en masse dejlige mennesker. Jeg elskede at Aksel let som ingenting kunne stå klar i al slags vejr, ved blot at stikke fødderne i sine forårsstøvler og derfra lyne sin lækre jakke.

img_1607

fullsizerender-9

Jeg ved godt at de fleste tænker, at sætningen “der findes ikke dårlig vejr kun dårlig påklædning” er gammeldags og provokerende, men den er sand. Jeg kunne selv godt bruge lidt mere friluft-agtig tøj. Mit løbetøj er nok det mest friluft-agtige tøj jeg ejer, hvor både Aksel og Carls overtøjs garderobe gør, at de kan holde sig varme og samtidig bevæge sig i ALT slags vejr. Særligt det der med at bevæge sig ude i naturen, det er desværre en faldende tendens og det gør bare, at der ved forsøget på at bryde den kurve, skal være ekstra fokus på det der gør at man så kan være klar – parat, når man træder ud af sin hoveddør. Det betyder at man ikke kan nøjes med et Flying Tinger regnslag, men at man i stedet har åndbart og vandafvisende tøj på, som gør at den varme kroppe generere inden i og uden på, kan komme ud. Den varme gør at vi lidt bedre kan være en del af noget, en del af et fællesskab, uden de spidse albuer og kampen om “hvem kan sidde i tørvejr“.

img_1096

Der er ingen tvivl om at hele familien lige skal lande ovenpå vores fælles, første FDF lejre og når det er sagt, så glæder vi os allerede til den næste. Jeg tvivler nemlig ikke på, at alle de kompetencer og oplevelser vi kan få igennem FDF, de i sammenspil med alt det andet vi selv praktisere,  gør at vi selv og ungerne får godt fod på livet.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

fullsizerender-5

Tøjet og skoene som drengene er iført, er fra det finske tøjmærke Reima. Igennem vores tur med FDF, blev det for alvor sat på prøve i naturen og gang på gang blev jeg forbløffet over hvor godt og slidstærkt tøjet var. Særligt deres nye støvler, som dels er vandtætte og kan vaske i maskinen når behovet er, de tog fusen på mig. Da Carl soppede med støvler på, kom han tilbage men dejlige lun e fødder, som hverken havde det for varmt eller for koldt og som heller ikke var blevet våd af at have stået ved den smukke fjord bred.

Vores test af Reima udleder en kæmpe 6 stjernet anbefaling herfra !
Tøj og sko, kan købes på Tøjet kan købes på Reima.dk