Fra Marathon til Ultra-løber

Den dag det hele begyndte
Det er en forårsdag i 2009. Min mor og jeg sidder på en tribune på Islands Brygge og numre som “The World Greatest” og “Eye Of The Tiger” er baggrundsmusikken, for de beunderingsværdie præstationer, der udspiller sig for øjnene af os. I ny og næh afbrydes musikken af speakeren, som fortæller om en løber der krydser målstregen eller kommer med anden form for information om dette års Copenhagen Marathon. Min mor og jeg er høje på løb, selvom jeg selv ikke kunne prale med at have løbet længere mere end 5-7 kilometer, nogle sporadiske gange i mit voksne liv, så er jeg tryllebundet. Min mor bliver os tryllebundet og 2 år senere løber hun sit første marathon, Copenhagen marathon d. 25 maj – 2011. Selv går jeg langs ruten, med min yngste søn Aksel på 1 måned i en barnevogn og stortuder da hun passere målstregen.

img_7669

25. Maj 2011 løber min Mor, sit første marathon

2 år senere er det hende som står med Aksel i hånden, mens de hepper på mig. I 2013 løber jeg mit første marathon og de lille Carl ligger inde i maven, er alle tanker om god debutant tid sparket til siden, i stedet løber jeg, for at løbe løbet. Aksel og Carl er i dag 6,5 og 4 år. Min passion for løb bliver for alvor tændt da jeg møder op til min første fællestræning med Sparta i 2012 og jeg er på mange måder vokset siden den dag jeg stillede op på række, af to og to, på hold 6:20. Hvis jeg skal være helt ærlig, begyndte det hele, den dag i maj på tribunen sammen med min mor.

img_7668

Mit første officielle løb, Støt Brysterne i september 2010.                                 Aksel ligger i min mave og min mor er ved min side.

Løber for livet
I dag er løbet en stor del af mit liv og igennem løbet har jeg fået en masse op og nedture. Jeg har brugt løb, som en træningsform under et større vægttab. Jeg har oplevet hvordan løbet var en pligt frem for en lyst. Jeg har savnet løbet så inderligt og voldsomt, de få gange jeg har været skadet og jeg har lært at løbet, er en stor del af hvordan jeg lever livet bedst. Løbet er min hobby, min passion, mit egorum, mit ene og alene og samtidigt noget jeg kan være social omkring. Det gælder både på den enkelte distance, i diverse grupper og her på bloggen. At lige præcis løbet får mit hjerte til at banke en ekstra gang, bunder formentligt i, at jeg under løbet kommer i kontakt med mit indre urmenneske. Når jeg løber, skærpes min sanser og jeg mærker hvordan min krop takker mig for at blive brugt, rørt og kørt træt. Dengang jeg for alvor begyndte at løbe, løb jeg fordi jeg gerne ville løbe et marathon; det var en del af planen om at tabe mig lidt og præstere noget som menneske. Undervejs i træningen til mit første marathon, lærte jeg for alvor at det udelukkende var mig selv, som kunne skabe resultaterne på løbebanen og det er der mit ego-gen for alvor bliver stimuleret. Selvom jeg kan have den bedste opbakning hjemmefra, sødeste løbemakker og bedste løbeklub med medfølgende program, så er det nu engang mig selv der skal binde løbeskoene og holde fokus når det virkelig gælder. Mit løb, er mit, ene og alene.

I de 5.5 år løbet har været en del af mit liv, har jeg særligt i forbindelse med min graviditet og efterfølgende barsel, været sat udenfor løbebanen – af egen fri vilje, det meste af tiden. At balancere med ønsket om at være en tilstedeværende mor, med masser af nærvær og overskud og drømmen om at præstere løbemæssigt, har virkelig været en kunst at skulle mestre. Jeg føler endeligt at have fundet en gylden middelvej, som fungere for mig og min familie. Den inkludere alt fra tidlige morgenløbeture før familien vågner, at have den ældste cyklende ved min side, eller løbe mens mørket falder på og drengene sover sødt.

img_7673

Mit første marathon – 19. Maj 2013

934036_10201191600655147_1350474530_n

Min mor tog imod mig på målstregen og i det øjeblik fortæller jeg hende, at hun skal være Mormor igen.

Løb som recovery
Da jeg tilbage i 2016 blev syg, var jeg trods depressionens klør i rigtig god form, måske mest af alt fordi løbet blev en vigtig faktor i min recovery proces. Allerede dengang gjorder jeg mig tanker om at løbe en længere distance end de 42,195 kilometer. På det tidspunkt havde jeg løbet Copenhagen Marathon 2 gange  og det løb vil for altid være MIT løb. Det er løbet jeg vender ”hjem” til, efter at have været på eventyr ude i den store verden. Jeg lærte igennem min fællestræning og marathons at på de lange distancer er som en lille motor, der kunne tændes og fortsætter med at kører derudad, indtil jeg rammer destinationen.  Grundet min depression og det store press min krop derigennem var udsat for, blev alle tanker om PR løb lagt lidt på hylden, det samme galt tanken om en Ultra løb.

img_7672

Mit andet marathon 22. Maj 2016. Billedet vandt Marathon Sports korring som årets foto ved CPH marathon

img_7671

Det var en af de varmeste forårsdage, den dag i maj 2016. Aksel fik lov til at låne en            vandslange ved Kartoffelrækkerne og sprøjtende stolt på sin mor, da jeg løb forbi.

2017 – året jeg tog styrringen
Da jeg træder ind i 2017, er jeg depressionsfri og har allerede der besluttet at 2017 er året behandlingen med antidepressiv medicin skal slutte. Rent løbsmæssigt har jeg kun købt et løbenummer, til halvmarathon i Berlin. Her skal jeg afsted med min mor og løbe mit første udenlandske løb. Måneder op til løbet er jeg skadet i lysken og kan udelukkende takke min fantastisk fysioterapeut Rasmus, Stifter og Medejer af Connect Fys på Frederiksberg, for at jeg bliver løbende så hurtigt og sikkert som jeg bliver det. Hans kompetencer og 56 biketimer på 2 måneder gjorder jeg løber et vellykket halvmarathon med PR. Derefter køber jeg et løbenummer til CPH marathon og løber os det løb i sikker stil og i bedste personlige tid. Fra CPH marathon i Maj, holder jeg formen ved lige og begynder at drømme om endnu et marathon samt noget endnu større. Jeg begynder at løbe med på Spartas uofficelle sommertræning, hvor jeg er fartholder på hold 6:00 og lærer her Nadja at kende. Sammen drømmer vi drømmen om et marathon. H.C Andersen marathon i Odense 1. oktober 2017.  Forud for det løb, løber jeg Broløbet i PR, CPH Half med PR. Ved H.C Andersen marathon, løber jeg mit livs bedste marathon, med overskud under hele løbet og side om side med Nadja. Vi gennemføre i tiden 4:34:16.

img_7670

Mit andet marathon – Copenhagen Marathon 21. Maj 2017

 

img_7674

H.C Andersen Marathon 1. oktober 2017

Drømmen om et Ultraløb
Den morgen jeg sidder i toget, på vej mod H.C Andersen marathon, møder jeg Mikkel os kaldt Pumaen. Vi snakker lidt frem og tilbage om løb og ret hurtigt står det klart, at Mikkel er en enormt rutineret og erfaring langdistanceløber og pacer. Lidt nervøs spørger jeg Mikkel om han kender til nogen ultraløbs eller 6 timers løb, hvor jeg kunne prøve kræfter med en distance på 50 kilometer. Han nævner et par stykker, men min kalender er booket med en Lalandiatur, OCR løb og skrivecamp, så ret hurigt indser jeg, kun at kunne vælge imellem løb d 23/12 eller den 31/12. Følte virkelig det var pest eller kolera, alligevel var jeg ret sikker i min sag. Årets sidste løbetur skulle være løbet, jeg gik fra at være Marathonløberen til Ultraløber.

Vejen til Ultra : Forberedelse
Den sidste form for forberedelse til årets største løb, kom i ugen op til den 31/12. I november havde jeg løbet Humør Marathon i harreskoven, udelukkende som træning til Ultra Social Marathon d. 31/12-17. Som forberedelse til ultraløbet, svingede jeg traditionen tro forbi min fysioterapeut Rasmus og fik tjekket at ALT stod som det skulle. Min ene fod er i perioder lidt stram og ovenpå en skrivecamp i midten af december, havde jeg noget i klemme i ryggen. Det fik Rasmus hurtigt på plads og derfra gik turen til  Nadja Sportsmassør, som arbejdede alle mine muskler igennem og sikrede at de var klar til distancen.

Rent kostmæssigt laver jeg aldrig de store ændringer op til et løb. Generelt spiser jeg meget grønt, fiber og kød, men i stedet for mørkt kød, skifter jeg så meget som muligt ud med lyst op til et løb. Derudover indtager jeg lidt flere langsomme kulhydrater, så som grovpasta og brune ris. En af de vigtigste faktorer op til et løb, er at kroppen har fået alt det den skal bruge, det gælder ikke kun kilometerne i benene, men os den korrekte mængde søvn, væske og mad. Derfor drikker jeg i ugen op til et løb mellem 2-3 liter vand og 2 dage før løbet drikker jeg vand hvor der er tilført elektrolytter via tabs. Da jeg før har døjet en del med kramper, tager jeg salttabs de sidste 2 dage og på selve løbsdagen tager jeg 2 tabs om morgen og 1-2 undervejs i løbet. Derudover spiser jeg minimum 3 store portioner pasta til aftensmad dagen før løbet, det er det som fungere for mig. Min appetit er aldrig særlig stor dagen før et løb, alligevel spiser jeg – jeg spiser med tvang, en mundfuld en tår vand og sådan kørers maden ned. Jeg ved at rigtig mange løbere, ligesom jeg selv, døjer med at nervøsiteten ødelægger appetitten – alternativet er bare rigtig uholdbart. Om morgen, inden løbet, spiser jeg altid 1-2 klap sammen med mayo og spegepølse. Det er simpelthen det eneste jeg kan arbejde med og som min mave kan kapere. Selvom jeg kunne skrive meget mere om kost, energiindtag mm, så er det inde i mit hoved det største arbejde skal gøres. Det er der den sidste del af forberedelsen skal laves.

Jeg tænker og hvis muligt, løber ruten igennem over flere gange. Jeg finder små cooping strategier, som jeg kan trække på når krisen kommer og den forsøger at overbevise mig om at stoppe. Jeg taler mig selv op forud for løbet, står i super women pose inden startskuddet lyder og så bruger jeg mindfulness, under de sidste træningspas, for at forberede mig på at flytte smerten rundt. Derudover så planlægger jeg mit energiindtag under løbet. Alt udstyr testes og ligges frem. Jeg prøver faktisk, at kontrollere alt hvad der kan kontrolleres og fortæller så mig selv, at resten kan jeg godt stå igennem.

socialmarathon-rute-med-depot-1

Ruten til Social Marathon 2017  – Ruten løbes 2 gange og blev vendt om efter 21 kilometer.

Ultra Social Marathon
Den 31/12 står jeg op klokken 6. Jeg skynder mig at spise og drikke det sidste væske, så maven kommer i gang og derfra gør jeg mig færdig. Klokken 6:45 vågner Aksel og han får et stort knus inden jeg går ud af døren for at lunte mod bussen.

Da Ultradelen til Social Marathon skal løbes fra Hovedbanen til startlinjen på Amager, har jeg ingen mulighed for at have ekstra bagage med. Derfor har jeg min ynglings salemon taske på ryggen med en indlagt camelbak eller hvad den nu officielt hedder formentlig noget med drikkerygsæk. Jeg har en stor pose væske på ryggen, med en slange koblet til, så jeg hele tiden har ekstra væske med til ruten. Hvilket var en rigtig god beslutning. Jeg har før oplevet at få for lidt væske, da jeg kan have for travlt i depoterne, derfor har jeg de sidste 3 marathons haft en halv liter powerrade stående ved 21, som jeg kunne drikke henover de næste 3 kilometer, for at sikre jeg fik væske nok. Denne gang var det bare ikke muligt og derfor måtte jeg gøre brug af camelbak’en første gang og det gik heldigvis super godt.

img_7222

En meget spændt og rørt løber melder klar

Da jeg ankommer til hovedbanen, stiller jeg klar til start, tager et obligatorisk 1-2-3 sæt i gang billede og mens jeg løber ud af hovedbanen løber tårerne langs mine kinder. Jeg bliver altid utrolig rørt når jeg løber afsted på et større løb. For mig er det i det øjeblik sejren er hjemme – okay der skulle lige løbes 50 kilometer, men det er i mine øjne alt træningen, prioriteringen og planlægningen der er det hårde. Det at få ALT til at gå op således at man kan jagte sin drøm, det er hårdt.

img_7665

Jeg løber afsted, i skæret fra pandelygten og til lyden af den begyndende morgentrafik klokken 07:20, en søndag morgen på årets sidste dag. Mine ben bliver hurtigt varme og den første kilometer løbes på 6:11, derfra ligger tempoet centeret omkring 6:00 som planlagt. Før jeg ved af det er jeg på Amager, ved svømmehallen, hvor løbet skal igangsættes og jeg får sat mit officielle løbenummer på, og er dernæst klar til afgang. Jeg nulstiller uret og forsøger samtidigt at gøre det samme mentalt, hvilket var en enorm svær øvelse at mestre.

26195646_1694563630581815_6306080376135475870_n

Klar – parat – start : Løber nr. 37. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Jeg løber afsted med sluttidsgruppen 4:30. Forud for løbet havde jeg indstillet mig på at tiden 4:30 ville være for stram, i denne omgang. Målet ved dette løb hed sig at gennemføre de 50 kilometer – men da ruten er ukendt og uden afmærkning må jeg hurtigt se i øjnene at jeg minimum skal holde mig i gruppen de første 21 kilometer. Jeg løber fint med de første 14 kilometer og begynder så at kunne mærke kroppen minder mig om jeg nu har 22 kilometer i benene og der skal løbes et par timer endnu. For hver gang de andre i gruppen nævner den tilbagelagte distance, hvæser en stemme i mit indre + 8,3 ! Og det er først ved de 22 kilometer, mine 30 at jeg får fuld kontrol over mit indre.

Frem til de officielle 21 kilometer, holder jeg mig ca. 200 meter bag feltet, således at jeg løber i pace 6:21. Jeg løber med et stort overskud og har gode sikre skidt. Min plan om at indtage energi ved hver 5-7 kilometer holder fint og maven tager godt imod den kolde væske – i ny og næh får jeg tvunget en kop te, halveret med vand ned. At depoterne ved social marathon indeholde alt fra æbleskiver til kransekage, varm kakao – cola og chips det var simpelthen så fornemt – Jeg kan bare ikke få andet end min gel ned. Da jeg løber ud på ruten for anden gang, hvor den vendes, mister jeg feltet grundet en lysregulering og et depot. Heldigt for mig, følges gruppen af Jesper som desværre er skadet og cykler derfor med i stedet. Jesper, som ses på billedet overnover, skylder jeg en kæmpe stor tak, han sikrede sig hele tiden at jeg fik information om den ukendte rute og holde mig i ny og næh med selskab. Jesper stod os ved opløbstrækningen og løb de sidste 100 meter med mig. Det var intet mindre end fantastisk.

26168098_1694560830582095_8805558763097067873_n

41 kilometer tilbagelagt og stadig fuld af overskud. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Da jeg rammer 43 kilometer, falder jeg til 6:30 i pace. Humøret er fortsat højt men kræfterne begynder at blive mindre. Jeg er nu meget alene på ruten og kan ikke længere se min startgruppe. Det rør mig ikke sønderligt, udover det gør det svære for mig at finde vej. Heldigvis er den sidste del af ruten langs Amager strandpark og ude i lufthavnen og det er næsten umuligt at tage fejl af. Heldigvis, for da jeg rammer strandparken er vinden for alvor blæst op og står lige ind fra venstre, mens regnen kommer lige på. Det er koldt, vådt og der er ingen læ nogen steder. Mit tempo ved 44 kilometer falder og jeg overhales af en lille gruppe fra klub100. Det rør mig ikke, for jeg er der begyndt at forstå, at jeg lige om lidt er gået fra at være Marathonløber til Ultraløber. Mens jeg løber i den kolde regn, begynder mine hænder at hæve op og min vejrtrækning bliver mere og mere besværet. Ved det sidste depot 5 km fra mål, tager jeg et ekstra sug på inhalatoren og ber til det hele holder. Derfra løber jeg mod mål. Min hænder er ildrøde af kulde, og min vielsesring strammer så forbandet, men jeg drømmer mig væk i mit indre, mens jeg rykker tættere og tætte på mål. Da jeg løber ud af lufthavnsområdet bliver min gråd af stolthed og lettelse svære og svære at tilbageholde. Ligesom jeg ofte græder ved start, så stortuder jeg os altid når jeg kommer i mål. Selvom benene, hele kroppen laver et kæmpe arbejde er det oppe i hovedet de hårdeste kampe oftest skal tages.

Da jeg løber i mål, står Jesper og min Mor klar og 20 meter før mål bryder jeg sammen og giver slip, mens glæden, lykken, stilheden og trætheden overmandet mig. Jeg kommer ind i tiden 05:41:52 inklusiv depoter og lidt for mange røde lys. Den samlede distance blev 50,5 kilometer og for at være helt ærlig, så har jeg fortsat ikke forstået at jeg har løbet SÅ langt.

img_7660

Efter de 50 kilometer…
Jeg ved endnu ikke om mit første ultraløb vil blive det sidste. Jeg ved ikke helt hvad der venter mig endnu, selvom jeg i min flying High post løb tilstand, selvfølgelig allerede har talt og tænkt på nye store løb. Det er for mig en del af processen i at bearbejde et løb, det er der lysten til at finjustere og optimere en indsats kommer. Da jeg kommer hjem, bliver jeg for alvor forsikret i at beslutningen om at løbe lige præcis den 31/12 var helt rigtig. Jeg er nemlig høj, glad og fyldt med adrenalin. Udover en lidt mærkelig gangart hen på aften, en meget stor følsomhed overfor alkohol og et par neon grønne kompressions strømper, så påvirket løbet ikke min nytårs aften af negativ karakter .

img_7228

Her lidt tid efter, forstår jeg fortsat ikke hvad der præcis er sket. Jeg kan huske hver en eneste kilometer. Jeg kan huske trafikken, depoterne, de mennesker og samtaler jeg havde. Mest af alt, kan jeg huske mine tanker og den stolthed der indfandt sig, da jeg passere 44 kilometer og forstår at det sker lige on lidt, at den marathonløber jeg er bliver til en Ultraløber. Det er stort så uforståeligt. Når jeg skriver tallet 50, tænker jeg ikke synderligt over det, men når jeg mindes hver eneste kilometer, så forstår jeg. Ultra social marathon var ikke bare en lille tur, selvom det var det min psyke reduceret den til, det var løbet det ændrede noget i mig.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Indlægget indeholder ikke reklame, men anbefaling til rigtig dygtige fagpersoner
jeg har rigtig god erfaring med.

Mere end blot en madpakke

img_7412

Som barn var jeg det der populært betegnes kræsent, sandheden var en anden… jeg var bange for mad, særligt mad med en tinderne slimet konsistens og det er her halvperverse hoveder virkelig skal holde fokus. Den dag i dag har jeg det forsat svært ved bestemte fødevaregrupper. I en alder af knap 29 år, mangler jeg forsat at lave en eksponering af flere fødevaregruppe, særligt dem jeg var bange for som barn. Den der angst for typer af mad, kan selvfølgelig lyde som det rene vand og jojo – jeg har da flere gange prøvet at tage mig sammen og Hr. Mand, som næsten er uddannet Kok og er enorm grænsesøgende i køkkenet, har med sikkerhed hjulpet mig godt påvej med at bryde mine angstpræget spisevaner. Det kan være svært at forklare, men indtag af nogle fødevaregrupper ender altid i opkast og her mener jeg selvfølgelig ikke fremprovokeret opkast. Min mave kan simpelthen ikke arbejde med hele den oplevelse der kan være ved indtaget af maden, en af de ting jeg endnu ikke har kunne holde nede, er Risengrød – hvilket virkelig går mig på, men det fungere bare ikke. En anden ting jeg har enormt svært ved at holde ud, er lugten af smelter smør på er varmt stykke brød. Det minder mig om mine morgenmåltider fra da jeg var barn og hvordan jeg spiste med indre tvang, til trods for jeg bare ikke kunne fordrage toastbrødet. Det er alt fra små ubehagelige fornemmelser og følelser som opstår når jeg eksempelvis piller en banan til mine børn – det kan sammenlignes med den ubehag som fremkommer når nogen lader bestikket kører pibende henover tallerkenen. At jeg har været kræsen eller konsistenskræsen skyldes mange ting og det var først da jeg skulle tabe mig, at jeg begyndte at eksponere mig selv for “det” jeg før var bange for. I dag smager jeg næsten på alt, bananerne er fortsat ikke kommet indenbords, men jeg har det som nytårsforsæt at lærer – SÅ i år bliver det – forhåbenligt.

Jeg tror at mad er noget af det mest sociale ved os mennesker. Det er et basalt behov som med tiden er blevet til en social happening. Det er både godt og skidt, da mad på mange måder jo er et almen menneskeligt behov, som skal opfyldes. At Sundhedsstyrelsen kommer med anbefalinger og Ny Nordisk Madkultur så blander sig, sammen med Takt og Tone fra Emma Gad, så er det måske ikke så underligt at flere og flere har forstyrret spisemønstre. Hvis vi NU skal se på fordelene ved at maden er blevet socialiseret, bare for at skrive et positivt indlæg for en gang skyld, så gør maden det muligt at skabe fællesskaber, minder og vaner. Det gør den samtidigt med, den indtages og opfylder basale behov.

Jeg var siden Aksel startede i skole vist hans madpakker frem på Instagram. Aksel gik før skolen i en børnehaven, hvor der blev lavet den lækreste mad, med udgangspunkt i at dekonstruere retter – således at børn i alle aldre kunne opbygge madmod. Mod til at smage på nyt og til tider fremmet mad. Jeg vil helt klart anbefale alle at tjekke Instagram profilen Bornehuset_rosenhaven ud. Der er masser af inspiration at hente.

Fra jeg startede med at poste Aksels madpakkers indhold, har jeg fået en positiv modtagelse af madpakkerne, vigtigst af alt af Aksel. Det er nu engang ham som skal spise dem, så det er vigtigst. Madpakkerne er lavet med en grundtanke om at Aksel skal præsenteres for en god varieret smagsoplevelse, som indeholder en masse grønsager, fiber, de gode fedtstoffer som skaber en appetit og mæthed. Mit moderlige kærlighedssprog gør, at jeg finder det utrolig hyggeligt at lave hans madpakker. Jeg forbinder det at lave den, med kærlighed, omsorg og yderligere skaber den muligheden for jeg kan sikre Aksel er mæt og derigennem klar til at lege og modtage undervisning. Det er mit kærlighedssprog, min person, som forstår det sådan – at andre så føler det at lave madpakker er dødens pølse, er jo forståelig nok en anden følelse og oplevelse.

For at jeg kan lave en madpakke der indeholder det Hr. Mand og Jeg mener skal være i den, så laver jeg en del Foodprep. Faktisk prepper jeg typisk omkring hver skoleferie eller den. Forrige gang var det i efterårsferien og ungerne hjalp til. Denne gang blev det på en aften, lige efter nytår. Jeg synes foodprep er en god måde at mindske madspild, overholde vores families grundprincipper om en god madpakke og mindske stress. For selvom jeg synes det at lave madpakker er hyggeligt, kan det til tider være liiiiiidt presset i vores hverdag. Derfor har vi herhjemme aftalt at madpakkerne altid laves aftenen før og jeg tror ærligt talt kun det er glippet 3 gange siden Aksel startede i skole i sommers. At fryseren er fyldt med en masse lækkert til madpakken, er nemt og gør vi ikke skal opfinde den dybe tallerken hver dag. I stedet kan vi give madpakken et lille pift og tænke kreativ, ja sågar bruge aftensmadresterne. Men det der pift, ja det kan forekomme ved lige at pakke rugbrødsmadderne ind, lave en lille seddel med en børne rebus ofte Jeg ¨Hjerte¨ DIG, bruge en kageudstikker og forme kødpølsen eller ja bare finde de ting vi ved Aksel elsker og sende ham en kærlig tanke idet låget ligges på kassen. Når jeg foodprepper, er det typisk Pirogger, pizzasnegle, chokorugs, pølsehorn, dadelkugler og frikadeller. Flere af jer har spurgt til opskrifter og fyld, så her er lidt links til de opskrifter jeg selv bruger og til tider laver om på.

Pirogger
Denne omgangs fyld består af spinat, feta, oksekød og lidt bacon. Jeg bruger brødre prices opskrift, som du kan finde her. Når jeg bager til Aksel, bliver 50% af melen udskiftet med rugmel, for at give bagværket lidt ekstra kant.
Opskriften kan hentes på dette LINK

Pizzasnegle
Mine pizzasnegle er lavet ret simpelt og på den lette måde, for jeg har endnu ikke lavet en pizzadej – men bare købt en færdiglavet. Næsten omgangs foodprep mission er at lave dejen fra bunden, så hvis i har en god opskrift : Hit Me !

Fylder består af tomater, løg, hvidløg, ost, skinke, sqaush, gulerødder og champignoner. Det hele kommer i minihakkeren smøres derefter ud på dejen, som rulles som en roulade og skæres ud i små snegle. De bages i ovnen til de har en sprød skorpe og en luftigt centrum.

Pølsehorn
Pølsehornene er lavet på opskriften fra Valdemars ro. Igen er der tilsat rugmel. Det der gør at denne opskrift er perfekt er Ymeren som tilsættes i dejen. Det gør at pølsehornene forbliver luftige og “bløde” når de varmes op, efter at have været en tur i fryseren. Opskriften kan findes på følgende LINK hos Bloggen Valdemarsro.dk

Fletbrød
Den sidste nye ting jeg har kastet mig ud i at bage, er fletbrød. Fletbrødene skal bruges til 10’er maden. Disse fletbrød er med pestro og mozoralla og opskrift kan findes på dette LINK.
Igen har jeg tilføjet rugmel og lidt gulerod i dejen.

(Fiske) Frikadeller
Udover dette bagværk, laver jeg en ordentligt omgang frikadeller, både fisk og svin/okse. Jeg bruger primært fiskefarsen fra Rema1000 og tilføjer havregryn, forårsløg, gulerødder og squash. Igen tilføjer jeg altid ekstra grønsager, mere fyld, flere vitaminer og kødet rækker længere og de hakkes eller rives inden de tilføjes til dej / farsen. I mine frikadeller tilføjes der squash, gulerødder, løg, hvidløg, spidskål og solsikkekerner. Alt smides i minihakkeren og røres derefter i den klassiske frikadellefars. Frikadellerne kan bruges til grønsagsspyd, pitabrød, wraps, klassiske rugbrødsmadder eller sandwich.

Et eksempel på en madpakke til Aksel er dette:

I hans 10’er mad er følgende:
Et fletbrød – et par dadelkugler og en pære. Igennem hans 10’er mad får han lidt af det hele til at sikre han er mæt frem til spisepausen og hans blodsukker forbliver stabilt således at han er klar til nasser af leg og undervisning.

Hans mad til spisefrikvarteret er et frikadellespryd. Jeg var desværre løbet tør for spyd så smuttede det hele på et sugerør og det fungerede rigtig fint, trods alt. Derudover er der en pirog, lidt gnavegrønt, mandler og tørret frugt og to mandler rullet i lakrids. Derudover er der en lille gave, som indholder en rugbrøds klapsammen med tunsalat. Salaten er lavet på tun, finhakket salat, løg, hytteost, kaspars, citron og en lille klat mayo.

For os er det vigtigt at Aksels madpakke dækker hans ernæringsmæssige behov og hans præferencer. Hermed ment, at hvis jeg skulle have lavet en madpakke der havde passet til de præferencer jeg havde som barn, havde den set helt anderledes ud. Jeg begyndte først at ville spise en ordentligt madpakke da den bestod af ristet rugbrød og pastasalat. Frem til da røg der utrolig mange spegepølse mader ud, simpelthen fordi jeg som barn havde svært ved bestemte fødevaregrupper eller pålæg som ”svedte”.

I den tid jeg har postet billeder af Aksels madpakke på Instagram, har jeg snakket med en del forskellige forældre. Der er mange som tænker Wauu – fedt og må vi bede om en opskrift og andre skriver at deres børn ville falde ned af stolen hvis de fik sådan en madpakke og det meste ville ende i skraldespanden. Mad er en utrolig individuel ting og jeg tror inderligt at det vigtigste er at man som forældre aflæser sit eget barns behov og præferencer, at man kærligt forsøger at introducere til nye smagsoplevelser, men at madpakken sikre at barnet er mæt og tilfreds os hvis det betyder at en madpakke skal indeholde de sammen 5 elementer alle årets dages.

Rigtig god madpakke lyst !

Kærlig hilsen Christina

2017 – Endnu et år?

5511fb43-1211-413c-9811-bfa51ec9b33f

Det er noget underligt noget med de der nytårsforsæt, nogen elsker dem og andre hader den slags. Personligt er mit struktureret jeg vild med blanke sider og nye startmuligheder..

Derudover elsker jeg selvevaluering, da det tror det er derigennem vi kan rykke os, i en bedre, stærkere, meningsfuld retning.
Omvendt tænker jeg tit at vi jo ikke transformeres idet klokken slår 24:00, vi er nu engang den vi er og som Krumme synger det “og det er godt nok”. Jeg tror det er vigtigt først og fremmest at se på hvorfor der er en lyst til at ændre noget – og om der overhovedet er et behov.

Jeg har personligt været hele vejen rundt i forsæts møllen. Der har stået alt fra det klassiske vægttab til bedre økonomisk situration på listen. Sidste år havde jeg en drøm om at gennemleve 2017, med en accept af bare at være og ikke så meget andet. Jeg har arbejdet en del med at tro på jeg kan klare, hvilken som helst udfordringer jeg end måtte møde og det er helt klart et forsæt jeg tager med mig i 2018.

Nu lyder det måske lidt som om jeg er den rebelske type, som ikke har tænkt sig at lave egentlige nytårsforsæt men det er jeg nød til, mest af alt fordi jeg ved 2018 bliver et udfordrende og enormt spændende år. Derfor har jeg følgende forsæt at arbejde med.

  1. Aflevere og består specialet til april.
  2. Tage mit kørerkort
  3. Lad hver med at melde mig til flere udvalg mm.
  4. Forsøge at forblive bibeholde glæde til fysisk aktiv.
  5. Være bedre til at holde “spontane” middage med familie og venner.
  6. Ringe oftere til mine søskende.
  7. Plej kærligheden til Hr. Mand mere.
  8. Lær at hækle
  9. Lær at spise 2 slags frugter, tænker umiddelbart banan bør være den ene.
  10. Forblive depressionsfri.

De forsæt er selvfølgelig i vilkårlig rækkefølge og nogen af mere seriøs karakter end andre. Faktisk vil jeg våge at påstå at den med at lærer at spise frugt er ret udfordrende, da jeg er enorm konsistenskræsen men samtidigt os gerne vil sikre jeg får en god og varieret kost og der kunne da at spise mere frugt helt klart være behjælpeligt.

Overordnet set, så er jeg ret godt tilfreds med den Christina jeg idag kan se i spejlet. Jeg er i konstant udvikling og bliver bedre og bedre til at mærke mit inderste. Jeg har i år 2017, for alvor lavet nogen store personlige ryk mentalt og jeg er inderlig taknemlig over jeg valgte at prioritere mig selv og min udvikling over studiet, karriere og andre ting der kan trække. Jeg har i år 2017, sat mig selv forrest og det har i den grad båret frugt. Det har været med til at understøtte min kamp i at komme solidt ud på den anden side, efter depression. Det har gjort jeg idag er medicinfri, fri at uhensigtsmæssige handlingsmønstre som i sidste ende skaber unødvendig stress og generelt bare er mere livsglad.

2017 er året hvor jeg lærte et fantastisk menneske enormt godt at kende på ingen tid. Det blev os året hvor jeg trak mig for uhensigtsmæssige relationer. Det blev året hvor en meget nær veninde blev mor og det er fantastisk at se hvordan hun hver dag blomster hun i moderskabet. Det blev året hvor en anden veninde for alvor trådte i karakter på hendes arbejde og efterlod mig tilbage men kæmpe stolthed over hvordan hun præstere skiftende arbejdstider og dejlige børn. Det var året hvor jeg igen tog til Sverige med en god ven og gik mange kilometer og fik fat i det mere simple liv, som jeg hele tiden er nød til at være j kontakt med i en moderne globaliseret verden.

2017 var året hvor min mand og Jeg tog den vildeste svingtur og virkelig forstod at vi kan alt, hvis vi vil og tør det. Det var et år hvor min mand fortsat kunne leve af hans erhvervsmæssige drøm og det er på en og samme tid dybt inspirerende og utrolig angstprovokerende at være gift med en vaskeægte iværksætter.

2017 var på mange måder et år jeg husker for et år hvor store begivenheder faldt sted, men det huskes mest af alt for et år hvor jeg for alvor genfandt mig selv og det kan jeg ikke være andet end taknemlig over.

Jeg håber du er kommet godt ind i det nye år og at du kan se tilbage på 2017 og finde de gode stunder. At du kan finde de øjeblikke der fik dig til at gro, ty til handling og at året vil være fyldt med minder, af karakter der fremadrettet vil understøtte lige præcis din udvikling.

Rigtig God Nytår.

Kærlig Hilsen Christina

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hvornår er nok, nok?

fab7a807-6702-4a9f-aab5-970ea6567cd5

Det er noget underlig det der med forbrug, særligt storforbrug. Jeg er storforbruger af mad, men går samtidigt ind for modspil og smider nødigt noget ud.

De fleste er jer ved st jeg elsker genbrug og hele hytten er proppet med gode genbrugs og klunserfund, jeg kan ærlig talt ikke indrette med nye møbler.. jeg synes tit helt nye møbler mangler sjæl. Hvis jeg alligevel indretter med noget nyt, bliver det næsten altid hack’et. På nuværende tidspunkt går Hr. Mand og Jeg og overvejer en make-over af flere af vores rum i lejligheden og alle møblerne dertil, skal enten bygges eller findes på dba / loppemarkeder eller til storskrald. Det handler dels i økonomi og grundtanken om ikke at være storforbruger men istedet genanvende.

Forleden læste jeg så en artikel om en kvinde, der kun havde 25 stykker tøj i sit klædeskab. Undertøj og strømper samt overtøj talte ikke med. Hun ville faktisk gerne ned på 20 i år 2018. Jeg sad først og tænkte: Hun må have max tøjkrise hver dag, men hendes argument om at hun næsten altid gik i det samme tøj, passer os på mig. Hvilket det nok gør for de fleste?
Okay en sjælendt gang imellem mixet jeg et eller andet med blusen bagerst i skabet.

Mit klædeskab er lidt af en udfordring. Jeg er en kjolepige, som de sidste par år er gået fra XXL til S/XS. Min økonomi er langt fra prangende og det der shoppinggen mangler jeg (heldigvis). Jeg bryder mig generelt ikke om at købe ind og gå rundt i kæmpe shopping centre. Jeg gør det – selvfølgelig i ny og næh og giver man mig 100 euro i primark, så går jeg amok (selvfølgelig) MEN ellers shopper jeg ikke. Sidst jeg købte tøj var til Black Friday,. Der købte jeg to tube-Bh-toppe, som jeg kunne have på når jeg bar en kjole med bar ryg og før det shoppede jeg i oktober på et lagersalg. Før det shoppede jeg i juni lidt sommerbluser og shorts, da alle mine andre shorts nu var for store og før det, ja så shoppede jeg i april, da jeg var i Berlin.. Jeg er ikke hellig eller uden tendenser til lige at mangle en kjole, men jeg er bedre til bare at låne en.

Derfor tænkte jeg, det må da være muligt at tynde godt ud i skabet. Jeg ved ikke hvor meget tøj du har derhjemme, men jeg har ca. To ikeaposer med top på tilsammen. Dette er IKKE indkludret løbe og træningstøj og det tæller ikke med som almen tøj, selvom jeg for det meste har thights på i hverdagen. Vi er i den situration at vores tørreloft er lukket og vi tørrer helst ikke tøj i lejligheden pga frugt. Det gør derfor tøjet skal hænge ude i det kolde vejr og har rigtig svært ved at tørre. Jeg begyndte derfor at tynde ud men samtidigt tillade mig selv lidt mere tøj end 25 stykker. Jeg endte derfor på 45.

De 45 stykker tøj er :

4 par bukser
2 buksedragter
5 nederdele
7 kjoler
1 skjorte
1 blazer
4 cardigans
3 lange cardigans
5 tykke trøjer
6 toppe
7 langærmet bluser

Når jeg står foran skabet tænker jeg der er INTET tilbage men når jeg så ser listen, så tænker jeg alligevel 7 langærmet bluser er relativt meget, når nu jeg os at toppe og cardigans og kjoler. Tanken er, at jeg indenfor den næste måned gerne skulle reducere yderligere og ned på 40 stykker tøj.

Resten af tøjet, overskudstøjet er nu pakket væk for en stund og tages så op om ca 3 måneder. Hvor jeg kan “shoppe” i mit gamle tøj og ligge tøj i klædeskabet efter den klassiske metode – 1 ind / 1 ud.

Personligt synes jeg ikke om at smide tøj ud og i min verden lever en T-shirt altid sit efterliv som nattøj / søndagstøj / træningstøj. Derfor er mit ældste stykke tøj et par bukser, fra da jeg var 18. De bukser har i perioder været på ferie, grundet en større vægtøgning men de lever og dur stadig.

fa0d29c3-4c8c-40a3-8fc3-8e217402e57d

NU er jeg bare spændt på hvad der venter mig de næste par morgner. Idag tøffer jeg rundt i træningsbukser og min “farmor” strik, som min kære svigermor har lavet til mig.

Ved du egentlig hvor meget tøj du har i dit klædeskab. Bruger du det hele eller ligger det der bare til en dag?
Hvordan med shopping, er det noget du gør dig i ?

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Drengen med det lange lyse hår

764066f8-1371-4d42-bfa1-5999ca13c4a1

Vi sidder en søndag eftermiddag og ser Disneys fortolkning af Rapunzel – To på flugt. Som de fleste nok har bemærket, har husets yngste yngel ret lyst hår og i det øjeblik han ser hvordan Rapunzels hår er magisk, siger han “Jeg vil OS have langt hår”.

Selvfølgelig tog vi en lille snak om filmiske fortællerteknikker, for lige at sikre han ikke “kun” ville have langt hår for at det kunne være magisk og lysende.

7b42e50c-ff4d-48a5-bd3a-f231a0865af1

Vores drenge har aldrig været karseklippet, eller Aksel var det én gang ved en fejl og han lignede et meget sygt barn. Idag er Aksel ligesom sin mor mørkeblondt og om sommeren lyseblondt. Carl derimod er hvidhåret. Jeg synes ikke det klæder drengene, altså mine drenge, at være helt korthåret – og derfor har de altid haft lidt længde på og derfor kom det ikke som et chok for mig, at Carl ville være langhåret. Carl fik klippet spidser og pandehår i en længere periode. Da det var ved at være tid igen, fortalte han, at pandehåret os skulle være langt. Aftalen var dog at så skulle det op i en lille “kriger hestehale” så han ikke fik håret i øjenene, det er et af kravene til langt hår – et andet er at det skal børstes ordenligt. Jeg havde tilfældigvis nogle små gennemsigtige elastikker liggende og da Carl så italesatte hvordan han var bange for de store børn ville grine af ham, blev min indre løvemor arrig og lettelsen over at jeg havde lige præcis de elastikker større.

a503a3e7-67f4-4db1-a0ec-b74b886d8a5f

Der er ingen tvivl om jeg/vi opdrager drengene “kønsneutralt” og jeg tror ikke piger foretrækker lyserødt frem for blåt, eller at de elsker kjoler frem for bukser. Jeg tror køn er en socialt konstruktion og at vi som forældre – markedsføring, tv-udsendelser mm, har en kæmpe rolle i hvordan vores børn forstår og oplever sig selv, betinget af deres eget biologiske køn. For mig er det vigtige at der ikke er bestemte præferencer, handlinger eller følelser som er mere rigtige at have, hvis man er af det ene eller andet biologiske køn. Alligevel holder jeg tungen lige i munden og forsøger at guide indenfor “normerne” for jeg ved jo godt hvor snæversynet verden er. Dengang i Legoland for 1 år siden, da Carl valgte skønheden og udyret slottet og en dreng højt fortalte sin far, at min dreng tog en pige æske og faren sagde “ja det var lidt fjollet”, der havde jeg mest lyst til at klaske ham en med æsken, men inderst inde græd jeg.. for hvor må det være trist af mene nogle lege og noget legetøj er forbeholdt det ene eller andet biologiske køn. Føler lidt vi er ude i en det er kun drenge der må spille fodbold situtation?! Når det er sagt, så ønsker jeg ikke at mine drenge skal udsættes for drillerier eller at de skal pålægges andres meninger og holdninger – heller ikke mine egne. Hvis mit barn vil være langhåret er det okay, men han har os lyst til slik hver dag og det dur ikke. Det hedder balance.

5d323a25-c349-4789-9c3b-2a1cfa13c69d

Jeg forsøger hele tiden at gå ad en vej, nogengange foran drengene og andre gange bagved og igen og igen tager jeg temperaturen på hvad der er “okay”. Engang spurgte en medstuderende mig, hvad jeg ville gøre hvis min søn ville have en kjole i H&M? Aksel fik en kjole da han var 4, en Elsa udklædningskjole. Kjolen lå i hans udklædningskasse, hvor der er alt fra polittøj til en krokodille dragt. Elsakjolen har han haft på mange gange, som udklædning. Som alt andet udklædningstøj er grundreglen herhjemme, at det er udklædning. Drengene kan klæde sig ud men har kun tøjet på som “påklædning”, til fastelavn. Hvis de ytret en lyst til at have det på i børnehave, har det altid været med i en pose, som de så kunne åbne når de var ankommet og ville hive udklædningen frem. Tanken heromkring er at de møder verden som dem de er og derfra kan de klæde sig ud, lige som de lyster, men når de møder verden – møder ind i børnehaven – sfo’en er det som Aksel eller Carl, ikke som Supermand, Elsa, eller Krokodillen Futcarl.

fde50ce0-13d0-4eda-8fdf-1e2f0b44764e
Min pointe omkring hele kjole situtationen er at udkældning er udklædning, men i min verden, er en påklædningsgenstand som en kjole fra H&M ikke “udklædning”, medmindre den købes til udklædningskassen. Det er et bevist valg, at mine drenge ikke iføres en ‘rigtig’ kjole. Mest af alt grundet omsorg og fordi “normerne” ikke tillader det. Dog vil jeg hjertens gerne finde andre utroligt bløde, bevægelige beklædningsgenstande som de kan få på – istedet. Når det er sagt / skrevet, så har både Hr. Mand og Jeg taget snakken om hvad nu hvis vi en dag havde en dreng, som gerne ville kaldes et pigenavn og klædes som en “pige”. Personligt havde jeg selv en fase på 2-4 år, hvor jeg var yderst korthåret og helst ville kaldes for Christian – det hedder min bror, så det navn var taget. Det var en fase – men sandheden er, at nogen mennesker fødes i den “forkerte” krop, eller med en seksualitet som gør de er en del af en minoritet – det er ikke noget man bliver, bare fordi man har en prinsessekjole i sin udkældningskasse eller langt hår OG hvis man er , bliver så er det mere end okay – vi kan og skal være her alle sammen. Jeg tror ikke vi kan socialisere vores børn til transseksualitet eller homoseksualitet, men jeg tror vi kan socialisere vores børn til et samfunds betinget køn og jeg synes det er SÅ trist og helt igennem forfærdeligt, at det mænd og kvinder engang kæmpede for, nemlig lighed til mandelige sygeplejesker, kvinder i bukser osv. På en eller anden måde i det tyvende århundrede oplever at komme under press af tylskørter, superhelte og mest af alt sterotype forståelser af “manden” og “damen”.

5a327bc0-5944-4b06-8cac-ac248b9e9d6e

Mit svar til Carl, da han fortalt han var bange for at han ville blive drillet med hans “pandehårs tot”, som med tiden bliver en ‘man bun’, hvis han til den tid fortsat vil have langt hår, var at så var det dem der drillede der var “dumme”. Normalvis bruger jeg ikke den slags tillægsord, normalvis praktisere jeg kvæl det med kærlighed, men lige denne her, handler om så meget mere end alle andre. Det handler nemlig om at stå ved sine egne lyster og præferencer, ubetinget af andres holdninger – selvfølgelig uden at krænke, støde eller såre andre. Carl og Aksel må få min skyld blive lige hvad de ønsker, så længe de er glade og forfølger deres drømme, ikke fordi samfundet eller vennerne, forældre mfl. Siger de skal blive det ene eller andet. De skal gøre det der giver mening for dem og det kræver at de for starten lærer at lytte rigtig godt til deres egen mavefornemmelse ligemeget hvad andre så måtte mene, tænke og synes. Udover at fortælle at hvis nogen driller og de er de dumme, fortalte jeg om en løsningsstrategi og yderligere at alle og enhver kunne jo “se” han var en dreng og ikke mindst høre det, for han hedder nu engang Carl.

Hvad er dine tanker omkring børn og køn – opdragelse – kjoler og fodboldstøvler?

 – Tusind tak fordi du læste med

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Inderst inde

img_0145

Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Det hele kan nogen gange se så legene let ud, måske nærmest perfekt, som et glansbillede?
Første gang jeg arbejdede med glansbillede metaforen var i 9. Klasse, i forbindelse med en tekstanalyse. Selvom jeg altid har stavet forfærdeligt og kastet om mig med kommaer, som var det brødkrummerne Hans spredte ud, har min kærlighed til sproget altid været stor. Det tog mig mange år at acceptere mine mangler, når nu det med ord ofte forekom mig let. Det folk tit skriver, i forbindelse med læsning af mine indlæg, er at de føles, de mærkes og sætter tanker igang. Da jeg blev syg med depressionen, skrev flere, at jeg på mange måder var som en mønt med to sider. Den perfekte og uperfekte om man vil det, for mig har uperfekt altid været perfekt. I min optik, har depressionen mange ansigter og det er det som er med til at gøre den utrolig skræmmende.

Jeg kommer ikke med nogen synderlig lyserød livsfortælling, hvilket har gjort at nogen mener jeg er “mørk og kompliceret”, personligt ser jeg det hele som min styrke. At jeg har set og mærket livet når det gør mest ondt, gør jeg bevæger mig fremad. Når en krise opstår fryser jeg ikke, i stedet handler jeg.. for så når faren er drevet over at ligge sammenrullet på gulvet og lukke alle følelserne ud. Det er min styrke men samtidigt os min svag, det er det som gør mig til et menneske, et stærkt men samtidigt skrøbeligt et af slagsen.

Nogen vil måske mene de oftest ser det stærke, hende i kontrol og med overskud, der skal ikke så meget til at få det hele til at fremstå så let og lige til. De pæne tallerkner med den sunde mad, de lange løbepas og alt det andet. I min verden kommer jeg med lidt af det hele, en lidt stram økonomi, grundet personlige prioriteringer mellem min mand og jeg. En bolig der ofte roder og måske ikke står skinnende og ja, tøj, møbler og ting som er købt brugt, fordi jeg ikke tænder på at være “storforbruger”. Det med sårbarheden er noget jeg virkelig prøver ikke at skjule.. Vi er alle forskellige og alligevel tror jeg vi har meget mere til fælles, hvis vi tør kigge efter og lade andre se det “hele”. Hvis vi vælger at træde frem i lyset og lade andre se det fulde billede, så tror jeg vi kan forstå meget mere om hinanden og formentlig os om os selv.

I starten af efteråret, mens bladenes farver stadig var i skalaen mellem grøn og rødlig brun, mødtes jeg med Simone. Simone er Fotojournalist og hun ønskede at vise det hele menneske, bagom psykiske lidelser og diagnoser. Selvom jeg ikke længere har en diagnose og nu ‘bare’ er psykisk sårbar, har jeg stadig en historie at fortælle. Dels om alt det der gik forud, før det hele gik galt og om hvordan det var mens alt lyset var slukket, til dernæst at skulle kæmpe sig ud af depressionen. Depressionen i sig selv var forfærdelig men at jeg konstant opleve at ramle ind i folks forud antaget holdninger eller uvidenhed, det var på mange måder noget at det hårdeste. Mens jeg selv var i mit livs største personlige krise og kæmpede med at finde frem til hvem jeg var, stillede folk konstant spørgsmål til Mig, min adfærd og den stereotype forståelse af hvad en depression er og hvorledes den kommer til udtrykke hos et menneske. Derfor valgte jeg at takke ja til at være en del af et ærligt og åbenhjertigt projekt, for at nedbryde stereotype holdninger til psykiske lidelser.

Selvfølgelig er der nogle klassiske symptomer hos en person, med en depression. Sorte tanker, nedtrykt stemningsleje, manglende lystbetonet følelser og stort koncentrationsbesvær. Hvad mange tit forbinder med depression er inaktivitet og det er da os rigtigt at mange med en depression ofte oplever hvordan det kan være umuligt at komme ud af sengen. Selv blev jeg hyperaktiv og gjorder ALT hvad der stod i min magt for at forsøge at rykke mig fra problemerne. Jeg forsøgte at finde på gode strategier og selvom jeg helst vil sige jeg løb mig ud af depressionen, er sandheden at jeg lærte blot at være, føle og mærke hvad der var. Jeg lærte at håndtere mine mørke tunge følelser og samlede energien til det, når jeg løb, grinte, sov, tegnede eller bare sad og kiggede ud af vinduet.

img_0623

Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Simone bad mig i forbindelsen skydningen af billede serien, om at tage hende et sted hen, der havde betydet noget for mig under depressionen. Jeg tog hende derfor med til Kastellet i København. Selvom jeg var indlagt på Frederiksberg. Frederiksberg Have eller Grøndalsparken var tættere på, men jeg oplevede ret hurtigt, at jeg ofte mødte nogen i min egen by og tit personer som “kun” kendte mig via Instagram. Da hele den verden var lukket ned, for at beskytte mig selv og få ro, ønskede jeg ikke, at den interaktive verden vidste hvad der var hændt mig, før jeg med sikkerhed kunne stå på mål for det. Derfor blev Kastellet mit åndehul i mørket.

På kastellet er der masser af små stier, bænke og gemmesteder. Jeg gik ofte af en tildækket gangsti, for at sætte mig på en stenkan og lavede mindfulness. At cykle fra afdelingen mod kastellet var en stor øvelse og præstation. Dels at skulle komme ud af døren, for at cykle med bragende angst igennem hele byen, for til sidst at sidde “blottet” i det fri og vedstå mig mine følelser. I dag er kastellet fortsat et ømt punkt for mig, et åndehul og skjulested hvis jeg får brug for det. Kastellet rummer os mit 10 kilometer mærke når jeg skal ud på de længere løbeture.

Da Simone og jeg ankommer, går vi ned af den føromtalte sti. Der står vi så, da Simone beder mig fortælle om mine tanker og følelser omkring det at have været psykisk syg. Solen skinnende ned igennem bladene og dansede med skyggerne i mit ansigt. Hun formåede at tage et billede, flere billeder. Nogle smukke, næsten poetiske og andre sigende, hvis man kender mig. Første gang jeg så dem kom selvkritikken hurtigt i spil. Jeg synes billederne er flotte, lyset fantastisk og den blå farve understøttende for mit mantra under sygdommen. Nemlig det at jeg “vil male dagen blå, med en solskinsstribe på, vælge lyset frem for skygge, give mig selv er puf i ryggen, tro på alting selv på lykken, jeg vil male dagen blå.” Da jeg ser det sidste billede stivner jeg. Simone har fanget det udtryk som kun mine aller nærmeste kender, kun dem som har set min smerte, min sorg, frygt og angst. Hun har fanget det der er inderst inde og ofte skjult bag et skævt smil og et opløftet “Hej”. Hun fangede min sårbarhed, den jeg dagligt bær med mig, den som jeg tror vi alle rummer. Det har taget mig tid at slippe kontrollen og sige andre må godt se det her billede, men nu er jeg klar.

img_0205

Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Jeg synes i dag at billedet er flot, ikke fordi jeg er på. Det der fotogene gen har jeg aldrig haft og jeg får det heller aldrig, men billederne er taget på en måde, som gør jeg vælger at acceptere sandheden som linsen har fanget. Billedet fortæller nemlig at jeg os har en stor sårbar side, ligemeget hvilken form for glitter og glans andre måtte synes og tro mit liv kun indeholder.

Tusind tak fordi du læste mest.

Kærlig hilsen. Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Genbrugs Jul og nye traditioner 

Julen står for døren – herhjemme har der længe været nisser over alt og de klassiske julenumre er blevet spillet på anlægget. Da den ejendom vi bor i, skal have nyt tag, flyttede vi (læs. Super seje Hr. Mand) for 2 uger siden alt fra loftrummet til kælderen, han valgte dog at stille vores julepyntskasser ned i lejligheden.. de blev opdaget og pludselig havde ungerne pyntet op. Mit mere stilrene væsen, med hang til orden og korrekt placering kæmpede til at starte med en del med midlertidige pyntning af juletræet. Det hjælper dog lidt på det hele, at se hvor glade ungerne var for nisserne og al pynten som kom frem. Derfor pyntede vi op forrige weekend, en lørdag, hvilket var super hyggeligt. I min verden er julen børnenes og hjerternes fest. Mit hjerte slår en ekstra gang eller 10, når ungerne er glade. Så jeg burde nok kunne klare at kigge på julepynten små 6 uger.

Jul er for mig en god måde at samles på, over hele linjen, med gode venner, familien og for kun os fire her på matriklen. Jeg er selv vokset op i et lidt traditionsfattigt hjem og derfor har Hr. Mand og jeg forsøgt at finde nogen og derigennem lavet vores egne. Med tiden har vi fået en lille række af gode juletraditioner og i år kommer en ny til, mere om den senere.Den første juletradition herhjemme, er måske ikke en rigtig en, men mere noget ungerne forbinder med jul. De modtager nemlig et lille juleeventyr, natten til den første december, skrevet af julemanden him self. I eventyret fortæller julemanden lidt om hvordan han har tænkt sig at komme hver nat frem til den 24 december og ligge en lille gave i hver af drengenes julestrømper. Julemanden har, som vi alle ved travlt og os et stramt budget. Derfor starter julemanden med at købe kaldendergaver helt tilbage i januar måned og frem. Gaverne findes typisk på loppemarkeder, i mødrehjælpen, ynglings brugt legetøjsbutikken RePlay på Frederiksberg eller på Reshopper. Det står der selvfølgelig ikke i brevet – I år er der kun 5 gaver som er købt fra nyt. 2 film og lidt legomænd købt fra EBAY og noget udklædning. Den samlede pris på Aksels (6 år.) pakkekalender er 248 kr. Og Carls (3 knap 4) pakkekaldender har kostet 221 kr. Julemanden herhjemme synes at brugt er hot og godt og det at være i god tid, er det ultimative kodeord for at lave en god pakkekaldender uden stres.

Aksels Pakkekalender indholder:

img_6359

img_6361

img_6362

img_6363

De ultimative ynglingsgaver i Aksels pakkekalender er ridderudklædningen og bogen “Der var engang for de store” begge købt på et loppemarked til 17 kr. Pakkekalenderne til ungerne indholder altid en masse gode bøger og i dette års udgave er der ingen undtagelse.

Carls pakkekalender indholder:

img_6360

img_6365

img_6366

img_6367

img_6370

Ynglings gaven i Carls pakkekaldender er troldmandskostumet fra EBAY og trævejbanen købt i mødrehjælpen til 25 kr.

Udover pakkekaldenderen, har vi et andet dagligt ritual herhjemme. En lille tradition vi har pivstjålet fra skønne Betina, som blogger under MedGlimmerTak. Vi tegner 24 julelys på vores vindue og drenge skriftes så til at tegne/tænde et lys hver dag. Den der ikke tegner åbner den fælles lågekaldender.

Den næstsidste af vores traditioner er at vi sammen tager ud og fæller et juletræ. Vi er før kørt ud på en gård med julestue, høloft, æsler og meget meget mere og det plejer at være super hyggelig. Normalvis køber vi juletræ i midten af december så det kan holde frem til den 24, hvor vi i år holder jul for min side af familien herhjemme. Den sidst nyeste tradition i år, er at alle mand skal vælge et stykke julepynt. Der skal så noteres på julepyntet hvilket et der er Carl og Aksels. Julepynten skal de have den dag de flytter hjemmefra og mange mange år, så de forhåbentlig har lidt pynt at starte op med selv.

For mig er traditioner ikke ens betydning med at man skal kvæle sig selv i dem eller ligefrem stresse over at de findes. Jeg synes det er vigtigt at finde en god balance og tilpasse den eller dem ud fra en egens families behov og tidsmæssige ramme.

Har er du opvokset med traditioner og eller har du skabt nogen med din familie?

Jeg vil i super god tid, ønske dig en rigtig glædelig jul 🙂

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En løbetur i skoven

Da jeg sad i toget mod Odense, i forbindelse med H.C.A marathon mødte jeg en løber, toget var fyldt med dem, men denne her mand og jeg faldt i snak om livet i løbeskoene. Ingen tvivl om han var mere erfaren end mig, dels grundet hans alder og formentlig de mange tusinder kilometer han har løbet. Jeg fortæller lidt om mit eget løb og om en drøm. Han er åbenbart løbs arrangør og gav mig muligheden for at “nå” drømmen officielt. I princippet er det kun mig selv, lysten og viljen der kan gøre jeg kommer i mål, men for at komme i mål, skal der os være en mållinje og efter min mening en medalje.

Det er længe siden jeg stoppede med at løbe mindre løb, ikke fordi jeg ikke synes det er sjovt, hyggeligt eller “præstisfyldt”. For mig handler løb kun om den enkelte løber og ikke om tider, negativ split og flest kilometer om måneden. Hver enkel løber er unik og løber på sin egen måde og forhåbenligt os for sin egen skyld. Selvfølgelig kan der gå konkurrence i den for os alle sammen, men det er nu engang ens eget løb der tæller når man er igang.

For at nå ‘målet’ krævede det at jeg testede mig selv af og at Hr. Mand selvfølgelig synes det er okay jeg lige hiver en del timer ud af kalenderen for at gøre det. Det er mit vilkår, som mor og kone. Heldigt for mig står Hr. Mand bag mig, os selvom han ikke altid “forstår”. Han forstod slet ikke at jeg kunne sidde dagen efter marathon i Odense og snakke om et nyt marathon, allerede en måned efter, når nu mine ben var så ømme som de var. Jeg har dog lært at acceptere tilstanden efter at have krydset målstregen, for mit vedkommende er det en euforisk følelse det indfinder sig, jeg vil have mer’. Jeg kender andre løber, som har trænet op til et marathon og når de kommer i mål, så har de taget beslutningen “aldrig mer”. Nogen holder fast i den og andre igen oplever at følelsen fortager sig og før de ved det af det igen står klar til et nyt løb.

Idag stillede jeg op til et løb. Det er på mange måder “en velkendt” distance og alligevel skal den løbes på en helt ny måde. Idag løb jeg Humør Marathon 77, i Harreskoven. Løbet var et cannonball løb og blev løbet på en runde rute af 7 kilometer. Så selvom jeg kender til de 42,12 kilometer, så har jeg aldrig løbet et løb uden tilskuer, høj musik og konfetti affyret fra vejsiden af. Vi var omkring 40 løber, hvor 30 løb marathon. Udover at selve løbet forgår mere roligt er det første gang jeg har været ‘så’ stille med at skulle løbe et større løb. For mig handler løbet ikke om at kunne sige “se hvad jeg kan”, men selvfølgelig synes jeg da det er en ret fed ting at kunne løbe et marathon.

Da vi løber afsted, er der ingen startskud med en aftale om “nu løber vi”. Det mindede lidt om en fællestræning bortset fra vi ikke løb to og to og min løbemakker og veninde Nadja ikke var med. Efter en lille kilometer kommer vi ud i skoven, jeg ved sgu ærlig talt ikke hvad jeg har tænkt på da jeg meldte mig til løbet. Jeg vidste godt det var i harreskoven, men alt det med bakker, små skovstier og konstant skiftende underlag, det havde jeg glemt. Jeg har en gang før løbet et trail løb, North Coast Ultra, hvilket er utrolig smukt og enormt udfordrende. Selvom jeg synes det var fedt at løbe i turen, så er jeg ikke den vilde trail løber og idag var ingen undtagelse. Alligevel er jeg som en motor du starter og som kører indtil destinationen er nået. Så da vi for alvor kom til bakkerne, som der var mange af, så løb jeg selvfølgelig. Flere af de andre løbere gjorder grin med mig og lige der forstod jeg at dette løb som sådan ikke handlede om tiden, men om oplevelsen, distancen og at komme i mål. Det er på mange måder ret fascinerende og utroligt befriende. Derfor kiggede jeg sjældent på uret, mest af alt fordi jeg svingede imellem at løbe pace 5:50 til 7:30 grundet det konstante skift i terrænet. Normaltvis når jeg løber marathon, har jeg energi indtag hver 5. km, men os det var lavet om. Istedet havde jeg nu hver 7. km og det fungerede os rimeligt. Jeg tror jeg ved 38 godt kunne have haft indtaget en gel mere men det gik.

Turen var enorm smuk, hård og stillede krav til mig som løber og særligt men psyke. Jeg løb stort set alene hele vejen og det at løbe i knap 5 timer, er mange timer hvor psyken og kroppen kommer under pres. Da jeg mangler 2 omgange, 14 kilometer, smider jeg musik i ørerne og begynder at gå helt ind i mig selv. Lungerne er for længst blevet presset til det yderste grundet det kolde vejr og kan mærke hvordan musklerne strammer til over højre knæ. Da jeg har 11 kilometer igen sprænger vabelerne på venstre og lidt tid derefter brister de os på højre. Under hele løbet holde jeg mig i venstre side af sporet. Det er den position jeg altid har når Nadja og Jeg løb sammen, på mange måder var hun med mig idag, selvom hun var på arbejde. Tankerne om drengene og deres stemmer i mit indre trak mig frem og hjalp mig til at holde et stabilt tempo, os når stigningerne var seje.

Jeg havde forud for løbet lavet en aftale med min mor om, at hun ville hente mig. Min mor, som har været min inspirationskilde til løbet, elsker løb. Hun har et par marathon i bagagen og et utal af halvmarathons, men grundet en inflammation i achillessene har hun siden vores halvmarathon i Berlin været sat ud af løbet. Det er først nu hun igen, langsomt men disciplinæret kan træne op igen. Min mor er kommet i god til for at se løb, men oplevede istedet et depot og en ikke eksisterende målstreg bliv krydset, alligevel ved jeg oplevelsen var i særklasse. Tror de fleste løbere bliver lidt opslugt af at se på andre komme i mål.

bfc80499-ff4c-4383-acaf-704fc9892e15

7f405881-754e-46d6-8e73-50360407bd26

Da jeg svinger ned af villavejen hvor “målet” er, gør hver en muskelfiber ondt i kroppen. Alt svier, og jeg kan for alvor mærke brandmærkerne efter det svedige bh. Min mor står klar og de løbere som allerede er kommet i mål klapper af mig. Med kun 200 meter til mål begynder jeg som sædvanligt at tude, for mig er det stort at løbe et marathon og særligt dette løb var en lang indre samtale med mig selv. Jeg er kommet utrolig langt som løber og er nu så “sikker” på at jeg kan hvad jeg vil, så de negative tanker ikke eksistere. Jeg møder heller ikke den egenligtlige mur længere. Nogen vil nok mene, at jeg så burde løbe hurtigere, men synes personligt jeg løber lige som jeg skal og i sikker stil.

b416f717-4a20-4844-a1f2-9232374fbae0

14bfbd42-e81f-4ed0-a463-953aa532157b

Da jeg kommer i mål, er der ingen tvivl om det er min mor som skal overrække mig medaljen. Jeg er nu, et skridt nærmere et større mål.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Fra mørke til lys

full-banner-one-year-birthday-cupcake

Jeg husker tydeligt udredningssamtalen på psykiatrisk hospital. Jeg husker, hvordan overlægen i psykiatri bladret i sine notater og rettet på hendes brille. Jeg husker, hvordan psykologen i birkenstock skubbede æsken med kleenex imod mig og jeg husker, hvordan jorden stoppede med at dreje om sin akse, i det øjeblik jeg fik min ”diagnose”. Månederne forud for min mentale film knækkede, havde jeg fået en ide om jeg ikke duede til noget og at jeg oftere og oftere faldt til jorden som den gode mor. Hele mit perspektiv var i mirko, frem for makro, alt var sort / hvidt og der fandtes ingen nuancer i mørket. I det øjeblik lægen fortæller at jeg har en svær depression der kræver akut behandling, forstod jeg pludselig min adfærd og det ikke var mig, men sygdommen der havde regeret. Da jeg fik beskeden om en indlæggelse på minimum 4 uger, grundet den medicinske behandling og afdelingens rammer for at følge hvorledes præparatet virkede, der knækkede alt indeni mig for alvor. I det øjeblik forstod jeg der var intet kvik fix, at der var ingen mulighed for jeg kunne sove et par dage og vupti igen være tilbage på sporet. I stedet var der et kæmpe stykke arbejde der skulle gøres, hvis jeg virkelig ville komme af med depressionen.

De første par dage efter diagnosen var blevet stillet, der lukkede jeg af for omverden. Allerede i de første timer på den lukkede afdeling, under min første indlæggelsesdag, have jeg kontaktet alle arenaer som jeg var aktør i og meldt fra eller trykket pause. Det var dengang et ”nederlag”, i dag ved jeg at det var utrolig ansvarsfuldt og fyldt med respekt for mit eget helbred. Depressionen overtog min krop og mit sind, men mens den hærgede, så gjorder jeg mig klar. Jeg søgte råd og vejledning hos personalet på afdelingen, lidt forskellige studier og hos BS Christiansens dokumentar om depression… det lyder sgu underligt, men særligt det program hjalp, for alle kvinderne i programmet, de minde om mig og havde gennemlevet præcis det jeg stod i. Jeg prøvede og forstå at jeg ikke var depressionen, men at jeg havde fået en depression og det betød at depressionen kunne bekæmpes, med de rigtige midler, den rette mængde hjælp og med en kæmpe portion vilje.

Efter 14 dages indlæggelse var jeg til at klar til at begynde min kamp. I dag ved jeg godt de 14 dage os var kamp, ren og skær overlevelse.. men 14 dage efter der rejste jeg mig og greb fat i min liste med værktøjer, personalet og baglandet udenfor afdelingen. Listen indeholdte alt fra tips omkring mindfulness, malebøger, løbeterapi, sund kost, dagbogskrivning og masser af skematerapi. Min depression var stressbetinget grundet en belastningsreaktion, som var kommet af jeg havde kørt i et alt for højt gir og det krævede derfor at jeg lærte at navigere i livet på en helt ny måde og med hensyn til hvem jeg var og hvad jeg i bund og grund havde godt af. Skematerapien skulle hjælpe mig til at forstå hvilket systemer der var usunde og hvilket der var. Jeg var og er enorm struktureret og viljefast og ved hele tiden at se depressionen som en modstander som skulle besejres, men samtidigt os ”acceptere” dens tilstedeværelse i kroppen, så kunne jeg danse omkring den og med den, når den bragede derudaf og skabte vrangforestillinger, sorte tanker og en håbløshed for det hele nok skulle blive godt igen.

 – – – – – –

I dag er det 1 år siden jeg sad hos en enorm dygtig og udfordrende psykolog, som på alle måder skubbede til mig og mine værdier. Han formåede at vise mig en regnbue, selv når hele mit væsen var overtaget af en stor tordensky. Ved dén samtale snakkede vi en test igennem, men mest af alt snakkede vi om MIG og hvad jeg tænkte og følte. Et par dage forinden, den 3 november 2016, havde jeg haft afsluttet den gruppeterapi, som var en del af det pakkeforløb jeg fik efter min indlæggelse for depressionen.  Ved samtalen snakker og joker vi lidt om det hele og tager så fat i testens resultater. Efter jeg blev syg, mistede jeg hele min tro på selvindsigt og støttede mig derfor hele tiden til de dygtige fagpersoner omkring mig og hvordan de læste og så mig. Jeg vidste ikke var syg, før det var for sent. Da jeg stoppede om var jeg allerede opslugt af depressionens mørke og selvom jeg altid mener at have været god til at mærke efter, så røg troen på mig selv, sig en tur.
Da psykologen overrækker papiret med resultatet, begynder jeg at græde. Tallene svarede nemlig til det jeg gik og følte indeni. Jeg var rigtignok utrolig skrøbelig og fortsat i medicinsk behandling, men jeg var ”normal” og blev i det psykiatriske system erklæret rask. Papiret med resultatet har ligget i min kalender, som jeg købte sammen med en dagbog, dengang jeg var indlagt. Det har ligget der som motivationsfaktor og bevis på, at jeg kan overkomme alt her i livet.

img_5944

På 5 måneder gik jeg fra at have en svær depression til ikke længere at have en, for derefter at være psykisk sårbar. I dag er jeg medicinfri og har været de i knap 9 uger, derudover er det 8 måneder siden at jeg stoppede med at gøre brug af uhensigtsmæssige copingstrategier og vigtigst af alt, så er jeg helt igennem glad og ikke mindst depressionsfri på mit første år. Lige præcise denne dag, har stået for mig som det største mål at nå. Mit arbejde, min rejse er bestemt ikke slut endnu, men dengang jeg lå knust på afdelingen og opgav det hele, virkede det så umuligt en dag at være depressions fri og holde sig fri, i et helt år. Jeg ved det ikke er nogen garantier her i livet, der er kun de erfaringer vi gør os og den viden vi selv vælger at drage heraf.

Jeg glæder mig til at kunne opleve hvordan det foregående år trækker i baggrunden. At depressionen for alvor bliver noget der engang var – ligesom dengang jeg var lille og væltede på cyklen, fordi jeg kørte uden hænder. Jeg glæder mig til depressionen kan ligge som en erfaring, frem for en oplevelse jeg ’lige’ har haft. Der er ingen tvivl om at der erfaring jeg fik gennem depressionen og hele sygdomsforløbet, det har været livsændrende og jeg har valgt at se det, til det bedre. I dag lever jeg dagligt med en elementær angst for tilbagefald, denne angst styrer ikke butikken men fungere som en sikkerhedslinje, således at jeg holder mig i den rigtige side af vejen og husker på hele tiden at mærke efter.  Så det er godt nok for mig, det er faktisk helt perfekt på sin uperfekte måde.

Tusind tak fordi i har ville læst med i min fortællingen om depressionen.

Tak fordi i har læst mine ord og tusind tak til dig, som læser med og for lyst til at fortælle din egen historie – tak fordi du er med til at bryde tabuet om psykisk sygdom.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bevæg dig – med Reima

img_3415
Indlægget er sponsoreret af Reima og lavet i forbindelse med MillionHoursOfJoy kampagnen.

Som barn havde jeg små 4,5 kilometer i skole. I sommerhalvåret cyklede jeg dagligt, til at starte med troligt bag min storebror og i takt med jeg blev større, alene. Jeg elskede at lege fangeleg, spille fodboldt og generelt bare være ude. Grundet plads problemer og et børneboost i den lille by ud til fjorden, gik jeg på en skov-ungdomsklub, det der oftest omtales på bygger. Min ungdomsklub lå i en skov, med mark, bondegård, dyr, høloft og med bålplads. Her fik jeg lov til at stå med en økse, fælle træer, lave bål og ellers bare give den gas. Den ungdomsklub har på mange måder været årsagen til jeg har været på talrige vandre og kanoture og idag fortsat elsker udelivet og alt det som naturen kan byde på.

img_1035

Da jeg sammen med Hr. Mand valgte vi at blive i byen, i en lejlighed, fravalgte vi samtidigt muligheden for at vores børn kunne muligheden slå kolbøtter i egen have og lege ude på græsset før morgenmaden. Vores prioritering satte krav til os som forældre. Samfundet stille i forvejen en del krav, både politisk og socialt, stod fandeme til halloween udsalg igår og tømte hylderne, for mine børn skulle da ikke gå glip at det gøgl, bare fordi Moren lige havde overset eller ja stresset forbi datoen… Et af de helt store krav jeg sætte til mig selv som mor, er at mine børn skal have det godt og tilegne sig nogle gode værdier her i livet. Det at have det godt, betyder ikke deres værelse skal være fyldt med legetøj og kalenderen rummer oplevelser i diverse forlystelsesparker. Det betyder de skal omfavnes af kærlighed, tydelige voksne og særligt nogen de kan regne med. De skal have sund kost og guides til at sættes deres kroppe fri og lærer at bruge den  aktivt. Særligt det at børn er inaktive er desværre et voksende problem og måske os derfor at overvægt og følgesygdomme heraf er den vestlige verdens største sundhedstrussel.

img_4771

Herhjemme er Hr. Mands arbejde relativt fysisk, han løfter flere tons æbler om ugen (ikke på en gang) og derudover løber han et par gange om ugen. For mit vedkommende, så ved den trofaste læser at jeg løber en del og ellers os ofte bruger mit medlemskab i fitness centeret. En ting er hvad de voksne gør, en anden ting er hvad så hvad vi hjælper vores børn til. Jeg tror nemlig at vores adfærd påvirker, former og ofres spejles af vores børn og derfor ser jeg hele tiden mig selv som en vigtig rollemodel i mine børns liv. Jeg elsker at kunne sige til mine børn at jeg løber og hvorfor jeg godt kan lide at løbe, det bedste er dog når Aksel er med på en løbetur og Carl cykler ved siden af. For mig er det vigtigt vi kan være aktive sammen og gerne sjovt samtidigt. Det synes jeg er en god og vigtig værdi at få ind i livet. For at sikre mine børn finder deres egne veje til motion, med kærlig guide og støtte fra os forældre, er kravet yderligere at de ‘skal’ gå til en sportsgren, for derigennem at udvikle dem selv, indgå i relationer og få kendskab til den enkelte sports logikker og fysiske udfoldelsesmuligheder. Motion behøver i min bog ikke være kompleks og betyde alt eller intet, for mig kan det være alt fra at lege fangeleg, kravle i træer og cykle byen tyndt – hvilket er relativt nemt nu hvor vi ikke har en bil. Derudover elsker Aksel at løbe runder, hvor vi så sætter streger, ligesom man ofte gør ved skolernes motionsdag. Helt personligt er jeg som sådan ikke direkte bekymret for mine børn og alligevel puster frygten mig i nakken, når jeg ved at børn idag stopper tidligere med at lege og være fysiske aktive end de foregående generationer… en stor del af denne udvikling skyldes elektroniske stimulis.

img_5356

img_5502

Desværre er alt for få børn aktive nok i deres dagligdag – faktisk bør alle børn dyrke mindst en times fysisk aktivitet med høj puls dagligt. Det vil børnetøjsmærker Reima gerne forsøge at gøre op med, derfor har de skudt gang i kampagnen MillionsHoursofjoy, for at sætte fokus på denne negative udvikling og yderligere forsøge at bryde den. Reima har udviklet en sensor ReimaGo’, som kan indsættes i dit barns tøj og tracke aktiviteten, hvis det li’ er en tand for meget, kan du selv oploade dit barns aktivitet på Reimas hjemmeside HER og derigennem deltage i konkurrencen om at vinde ugentlige fede primære og være med i lodtrækningen om hovedgevinsten om en tur til Lapland med 14 andre familier .

img_1618

Du kan yderligere deltage i lodtrækningen ved at gøre brug af hashtagget #millionhoursofjoy på Instragram og eller Reimas facebookside.

Hvis du ikke allerede har købt overtøj eller vinterstøvler til ungerne kan du få 20% og fri fragt hos Reimas shop ved brug af koden MIGOGMORSKABET2017, koden gælder fra 01.11-2017 til klokken 23:59 d. 03.11-2017 . (Jeg tjener ikke noget på at du anvender koden)

Jeg kan bestemt anbefale Reimas vintertøj, herhjemme har vi dels haft fornøjelsen af at teste flere produkter fra deres tidligere kollektioner og yderligere skal Carl dette år hoppe i en af Aksel gamle flyverdragter, som fortsat står som ny, grundet den kanon gode kvalitet.

Hvordan gør I der hjemme for at sikre at jeres børn og måske os jer selv,
får den anbefalet mængde motion ?

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Min veninde og Jeg

Min væskefyldte hånd griber om dørhåndtaget og med et let tryk går døren op. Der står hun, lidt vindblæst i det brune hår men med smukke mandelformet øjne, og et smil som er tryllebindende. I den ene hånd har hun noget frugt og i den anden en voksiposes remme, hvori hendes nyfødte datter ligger. Jeg er genert og derved igangsættes min “talen som et vandfald”, vi hilser pænt og hun får komplimenteret mit enorme højgravid korpus. Inde i stuen sidder nogle af de andre nybagte mødre og højgravide kvinder.

I efteråret 2013 melder jeg mig ind i en terminsgruppe på facebook. Gruppen var ret social og som en lille udfordring til mit dengang til tider kluntet sociale jeg, så meldte jeg mig til at holde mødregruppe hygge. Så 2 uger før min termin med Carl sidder de der. Mie, kvinden med det tryllebindende smil sidder helt roligt i en lænestol, mens hendes nyfødte datter ligger trygt ved hendes bryst. Vi snakker, alle på kryds og tværs og da Mie går, har hun siden fortalt mig, at hun syntes jeg snakkede helt vildt meget. Heldigvis er Mie ikke en pige som skuer hunden med hårene. Mie er enorm omsorgsfuld og da jeg går i en hvad der bliver et langt opstartsforløb til Carls fødsel, så skriver hun små opmuntrende og støttende beskeder på facebook. Mie var en af dem der ønskede mig først tillykke, da Carl endelig kommer til verden og selvom vi kun kendte hinanden fra et par timer i min stue og lidt likes, chat og gode erfaringsudvekslinger i facebookgruppen, så var der et eller andet imellem os. 2 uger efter Carl er født sidder hun igen i min stue, denne gang snakker jeg lidt mindre men alligevel en del med hende. Kontaktens holdes og efter min første weekend alene med Aksel og Carl, sender jeg udkørt en besked afsted til Mie. Mødregrupper, kan, hvis vi er heldige og ikke lader det hele handler om hvem har lavet den pæneste overskudsagtige anretning, med baby i mærketøj og pletfrit hjem men istedet taler rent ud af posen, give nogle unikke venskaber. Idag er jeg så heldig at have 4 gode veninder fra mine mødregrupper og de veninder står for mig som noget helt særligt. De venskaber jeg har idag, er med mennesker som alle har det til fælles at de er vildt inspirerende, de er kærlige, nærværende, ærlige og nogen jeg virkelig kan regne med. Venskaberne til mødregruppe-pigerne , kan, som alle mine venskaber noget helt forskelligt. Særligt venskaberne til de tidligere mødgruppepiger handler idag ikke helt så meget om vores børn, men ligesåmeget om karriere, hverdagens rytme eller mangle på samme, mænd og ja kunsten i bare at være sammen.

04e7a775-c37c-41e9-807b-5d7bef082f5b

Lige præcis i Mie og Mits venskab fandt jeg noget jeg på mange måder altid har drømt om og noget jeg ikke vidste jeg manglede, idag er dét vi har sammen noget jeg ikke kan leve uden. Idag har vi kendt hinanden i knap 4 år, vores yngste børn bragte os sammen og under vores barsler sås vi minimum 1-3 gange om ugen. Siden dengang har vi oplevet hvordan vores børne på kryds og tværs af alder er blevet venner og yderligere at vores mænd i ny og næh mødes og drikker en kold øl. Vi har været på flere familieferier end jeg kan tælle til og senest har Mie og Jeg så været på venindetur med DFDS Oslo båd og i sommerhus med vores unger. At have knap 48 timers uafbrudt venindehygge, med fokus på alt det vi kan, det var intet mindre end fantastisk.

På Oslobåden fik danset nætterne lange, grinet, snakket, og ja drukket en del alkohol det er bare ekstra bonus. Det store luksus var nu engang bare at være sammen og gøre lige præcis det vi gør.

8297f0ef-3b1d-4ba8-8ecb-db5652aff908

af65131c-9531-4054-baa5-a3008d8b7835

b9e942ed-9018-4cc1-8bf1-902aac1fb8d8

Så når negative ryster lyder om de her interaktive relationer som opstår, enten igennem facebook eller IG mm. Så kan jeg ikke lade vær med at ryste lidt på hovedet og sige : nogengange så er man heldig og møder sådan en som MIE.

Skønnest blogger Helsemathilde er gået i front og har lavet Facebook-gruppen “Find en Veninde #dueraldrigalene” kan kun anbefale alle, at prøve at give sig i kast med de nye relationer, hvis overskuddet , lysten eller savnet er der, om det så “kun” handler om en ny træningesmakker eller hende du gerne vil dele op og nedturerne med.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Bedste veninde med blandt andet MIE

At vælge og dø..

6c78dc3e-0e10-486b-a8f7-b9117be4ef6a

Vi går sammen på fortorvet, Søren yderst og jeg inderst. Vi skal lege med playmobil, hjemme hos Søren. Søren er min bedste ven og klassekammerat. Mens bilerne suser forbi os og den ene cykellist efter den anden kæmper sig op ad Bakken, går vi og snakker om legen vi skal lege. Vores klodset skoletasker hopper op og ned af ryggen idet vi løber afsted. Jeg igangsætter legen “det er forbi at træde på stregerne” og idet jeg siger at man er “død” hvis man rammer, stopper Søren op. Som kun et barn kan spørger, ryger ordene ud af munden på ham “Christina, hvordan døde din far egentlig?”

Jeg er opvokset i en lille by udenfor Roskilde, ned til fjorden og med åbne marker. Alle kendte alle…eller.. alle viste hvem der var datter af alkoholikeren, som begik selvmord. Jeg har aldrig været i tvivl om min mors kamp, om rygterne og ikke mindst alt hvad jeg selv kom med. Mens vi går der, fortæller jeg åbenhjertigt hvordan min far tog en masse piller og derved slog sig selv ihjel. Først mange år senere, da jeg er i starten af mine teenage år, indhenter hans død mig for alvor. Frem til da, var jeg pigen som ikke ville være en pige. Hende der bankede de langhåret tøser når de kørte pigefnidderet af på de svage og så testede jeg alle mine voksenrelationer af. Jeg havde alt for tidligt lært det ikke kun var kæledyr og tissemyrerne som kunne dø og yderligere, at det ikke var alle voksne man kunne stole på, faktisk var det de færreste jeg kunne etablere en tillid til. Det gjorder jeg på mange måder ‘stak’ lidt ud og helst ville klare hele verden selv.

Da teenageårene kommer, begynder jeg at føle et had til min far, en inderlig vrede over at han havde forladt mig grundet hans manglende lyst til livet. Jeg følte i mange år at han havde givet op og at jeg ikke havde været god nok, til at han havde ville blive her i livet som min far. Hadet til ham, udviklet sig til en uforståenhed overfor det generelle selvmord. Jeg har altid følt at det og begå selvmord er enormt egoistisk og ikke mindst uværdigt. Jeg ved mine ord er hårde og på mange måder uoplyste, eller det var de måske før i tiden. Alligevel mener jeg min stemme som efterladt pårørende, giver mig en ‘ret’ til at fortælle hvordan jeg har tænkt og følt, grundet min egen fars valg om selvmord.

Årene går og i ny og næh blusser mit savn efter et menneske jeg aldrig har haft i mit liv op. Min far vælger at dø da jeg er 2,5 år gammel og jeg kan absolut intet huske om ham, det har taget mig mange år at nå til den accept og i mange år var løgnen om at kunne huske et grin, ‘en usand sandhed’. Kun lidt billeder kan give mig et tilhørsforhold og når jeg i ny og næ ser en lighed mellem mig selv min fars tilbageværende familie. Da min farmor dør, fortæller præsten, hvordan min farmor altid var yderst energisk og i det sekund acceptere jeg den lille mængde arv, der er gået videre til mig, “udenom” min far. At min far dør mens jeg er så lille, gør jeg aldrig forstod ordet FAR. Jeg forestiller mig det må være sådan, når folk der aldrig har set havet skal forstå ordets betydnings mægtighed. At have et ord i ens register uden at forstå dets betydning, men være klar over hvor elementært det er for ets menneskes eksistens, det har på mange måder været det hårdeste ved at min far valgte at dø. Det gjorder mine lege ofte kun indholdet en forældre og at jeg grundlæggende er opvokset med en forståelse for at skulle kunne klare alt selv. Det gjorder min mor jo!
– min mor har uden tvivl kæmpet sig igennem noget de færreste mennesker kan overkomme. Hun gav mig en tryg tilværelse og et sprog hvortil ord og følelser kunne ytres, ligemeget hvad de var bundet op omkring.
At min far var død, gjorder jeg havde set en anden side af liver. Det gjorder jeg ture tale når andre valgte at tie. Det gjorder jeg kunne træde frem da en nær venindes mor blev ramt af kræft og døde af den umenneskelige sygdom. Det gjorder at jeg ikke var “bange” for at snakke om det onde og det er trods alt, en værdi jeg er umådelig taknemmelig over at have hos mig.

I juni 2016 ændre mit verdensbillede sig. Den aften, som jeg før har skrevet om, hvor filmen knækker og jeg ligger på mit stuegulv, der sænker der sig en mørk tåge omkring mig. For hver gang jeg hiver efter vejret, indånder jeg mørket og pludselig får jeg for første gang i mit liv konkrete og mørke selvmordstanker. Jeg er alene hjemme, eller drengene sover i værelset ved siden af mens Hr. Mand drikker øl med en kammerat ude i byen og i det øjeblik beslutter jeg mig for at dø. Jeg sidder længe og forberede mig, jeg skriver et par ord og acceptere at mit liv skal slutte. Mørket som sidder i kroppen, har overbevist mig om at jeg ikke længere har en betydning her i verden og at alle vil leve et bedre liv uden min tilværelse. Idet jeg skal til at gøre handling af mine tanker, sker det som bliver mit livs redning. Jeg rammes af skyldfølelse og sorg. Som en vævning af barndommens minder, der rammer mig som et spejl der tabes på jorden, overmandes jeg af min egen sorg over at have være efterladt tilbage. Jeg ser pludselig mine børn gennemleve samme sorg som jeg selv oplevede og fortsat lever med. Jeg ser hvordan de ligesom jeg selv besøger min grav, stiller store spørgsmål om livets præmis – nemlig døden, længe før det bør være nødvendigt og jeg ser hvordan Carl vil kigge på billeder af os sammen, uden en forståelse for hvilken ubetinget kærlighed jeg følte til ham. Jeg ser hvordan mine børn vil føle at jeg har efterladt dem og at de ikke var gode nok, til at holde på mig her i livet. I det øjeblik forstår jeg hvor syg jeg virkelig er blevet og hvor syg min far må have været, siden selvmordet blev anset som den eneste løsning på livet og dets smerter. I det øjeblik tilgiver jeg min far og takker ham for at være min redning og motivation for aldrig at gøre som han.

Istedet gik jeg i seng, faker at alt er på sin plads den næste morgen og få timer senere ringer jeg efter hjælp.

Idag mener jeg fortsat at et selvmord er enormt egoistisk og yderligere er det ikke et valg. Jeg tror desværre at for rigtig mange mennesker er det aldrig et valg, det er en løsning på noget der kun menes og anses for at have én løsning. Jeg ved nu selv, at man som menneske virkelig er langt ude psykisk, hvis selvmordet er løsning og derfor er det jeg vælger at tale nu, frem for at tie. Det er derfor jeg ikke vil vende hovedet bort når jeg ser en smerte, sorg eller lidelse.
For jeg tror, jo mere vi taler om det, dets lettere bliver det at fortælle hvad der virkelig forgår, inden det er for set og livet kun indeholder tunnelagtige tanker.

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina