Måske bliver det ikke en succeshistorie?

IMG_5201

Er gået frem og tilbage i stuen.

Har lukket dokumentet op også ned igen.

Jeg er rastløs, hvileløs og måske også en smule ængstelig?

 

Velkommen tilbage til den rigtige virkelighed
Første dag tilbage på studiet, det var på mange måder en mental milepæl for mig. En milepæl, som indikerer hvor langt jeg er kommet igennem de sidste 3 måneder og som på samme tid, også vil vise sig, som en slags test. Jeg startede på studiet efter en lang sommerferie – eller, det har den nu ikke just været for mig, for sandheden er nu engang den, at jeg ikke har holdt ferie, i stedet har jeg været syg, psykisk syg.

Undervejs i mit sygdomsforløb, blev jeg anbefalet af diverse fagpersoner, at skærer fra og generelt set drosle ned. Det betød blandt andet at der blev meldt fra, til en del forskelligt og yderligere fandt jeg det nødvendigt at omprioritere de ting der nu engang var i min hverdag. Derudover måtte jeg med en bittersød fornemmelse, formulere et 2 siders langt brev, som skulle sendes til min uddannelses studienævn. I brevet bad jeg, med anbefaling fra henholdsvis en overlæge i psykiatri og en psykolog, om en dispensation. En dispensation, som skulle give mig mulighed for at studere på nedsat tid, således at jeg ville bryde med den numeriske ramme for min kandidatuddannelse. Et brud der i sidste ende vil forlænge min samlet studietid med et semester.

Udover numerisk tid
Til at starte med skammede jeg mig og var i bund og grund flov over, at jeg ikke kunne klare det jeg nu engang skulle. Hurtigt fik en klog kvinde, nemlig min mor, mig på andre tanker. Hun påpegede for mig, at det var jo ikke fordi jeg ikke kunne klare presset – jeg var bare ikke villig til at løbe nogle chancer. Rettere sagt, udsætte mig selv for en yderligere risiko for tilbagefald. Det er i og for sig også rigtig nok. Sandheden er jo også den, at jeg ikke sidder på min flade og bare lader tingene stå til, men at jeg udover at være studerende også pt. laver et større personligt stykke arbejde, for nok er jeg udskrevet, men det betyder bestemt ikke at jeg er blevet erklæret rask.

Jeg er nok typen der er lidt gammeldags anlagt, lidt ala. ”Når du er kommet op i træet, så kan du også komme ned igen.” Problemet er bare, at jeg ikke var kravlet op i noget træ, næh jeg var faldet i et hul og hullet var så dybt, at jeg ikke kunne se op over hullets kanter. Jeg fik heldigvis opsøgt professionel hjælp, som har hjulpet mig, således at jeg nu står på en mælkekasse og akkurat kan se op over hullet. At jeg nu kan se lidt længere gør det samtidigt også lettere at sætte hænderne på kanterne omkring hullet også ellers begynde på at trække mig selv op. Det er ikke noget man bare sådan lige gør, for kanterne er desværre glatte og fyldt med skarpe sten, men jeg tvivler ikke på, at jeg nok skal komme op igen og at det så vil være en endnu stærkere Christina der vil rejse sig fra hullet. Men mens jeg arbejder på at komme op, så kræver det en del opmærksomhed og at jeg bruger en stor del af mine mentale kræfter på det arbejde, det nu engang kræver. Der er nemlig ingen lette løsninger, når det kommer til at være psykisk syg. Det der med bare at tage sig sammen, rejse sig op og komme videre, det fungere sjældent helt optimalt ret længe ad gangen og kan i og for sig også være rigtig svært “bare at gøre”. Istedet må der graves dybt og arbejdes med det der nu engang gjorde at man ente i hullet. Sådan er det ihvertfalde for mig.

Nej tak til offerrollen og tudekiks
Rom blev ikke bygget på en dag og hvis det var det, så havde det nok ikke stået endnu. I stedet kræver psykiatrisk recovery at der gøres et stort stykke kognitivt arbejde, for at sikre en korrekt heling og derudover formindske risikoen for tilbagefald. Selvom jeg nu har lært en masse og selvom jeg vitterligt oplever at jeg bliver stærkere dag for dag, så er der bare lige en brøkdel større usikkerhed i kroppen end ellers og den kommer i følgeskab med sætninger som starter med ”Hvad nu hvis” også gerne afsluttet med en negativ drejning. Hovedeksempel ”Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?” Spørgsmålet er jo reelt nok og tror sørme så, at alle studerende i hvert fald en gang i deres studietid har tænkt denne tanke og tror endda yderligere at alle mennesker, ihvertfalde en eller to gange, også tænker sådan, i eller anden sammenhæng. Jeg tror på mange måder at vi altid, som mennesker, lige tænker hvad nu hvis og det er også fair nok. Men hvorfor er det lige vi tænker det? Er det i frygt for den der nederlagsfølelse – frygten for at vi måske faktisk ikke kan klare det og ærlig snak er da også, at jeg da vitterligt tror at jeg kan 80% af tiden, men sandheden er nu engang at jeg ikke ved det og der er en sandsynlighed for at det her bare ikke lykkes men ligemeget hvad – så skal / kan jeg godt håndtere det, hvis det sker.

Jeg nægter at være et offer. Jeg nægter at spise en tudekisk mens violinerne spiller i baggrunden, i stedet træder jeg frem og må nu engang leve med accepten om, at jeg ikke skriver den klassiske succeshistorie. At jeg ikke er pletfri og det nu engang bare er sådan jeg er og det er og bliver også godt nok – også op i røven med tanken om det perfekte liv, neoliberalske strømninger og numerisk tid for en stund. For jojo – jeg ved da godt vi alle har et ansvar her i velfærdsstaten Danmark og at jeg også skal biddrage til fællesskabet. Min tur på psykiatrisk hospital var ikke just selvbetalt, til det har jeg bare at sige: Bare rolig – investeringen er givet godt ud og jeg har tænkt mig at betale krone for krone, øre for øre, for hvad der ikke dræber mig – det gør mig stærkere.

Af hele hjertet – Tak – fordi du ville læse med.

Hvis du nyder at læse mine lidt stavefejlsfyldte indlæg og ellers er typen der har en Facebookprofil,
så kan bloggen også følges der og ellers på henholdsvis Bloglovin,
Og Instagramprofilen @Mig_Og_Morskabet

De kærligste hilsner Christina, MigOgMorskabet

 

   

Min Vej Til Bryggen del II

Forord
Kort før indlægget skulle udgives, blev jeg desværre syg og indlagt, hvilket kan læses om HER.  Indlæggelsen gjorde at jeg satte alt på hold, hertil også bloggen. Jeg synes at det er nødvendigt, at jeg er “til stede”, når jeg udgiver noget her på bloggen, i forhold til de kommentarer og mails der kommer i forbindelse med det enkelte indlæg.

Særligt dette indlæg, indeholder en stor stolthed over et af mit livs største præstationer og drømmen om at løbe endnu et marathon kom selv samme aften som jeg løb CPH half 2015. Om bare 6 dage løber jeg igen CPH half.
– Måske går du også med en lille marathon drøm? Eller generelt bare med en stor lyst til løb, i så fald, er dette min erindring om Copenhagen Marathon 2016.

FullSizeRender

Gel og høretelefonerne, ligges ned til det allerede tætpakket energibælte. Det er i morgen det for alvor går løs og alt fra rystende hænder, mave med besøg af sommerfugle med metalvinger og ellers turbo tempo på resten af systemet, indikere, at jeg er velvidende om hvilken prøvelse der venter mig.

Den aften i september, hvor jeg hviskede til Hr. Mand, at jeg altså drømte om mere, den stod pludselig så tydelig for mig. Meget kan man sige om marathonløb, men det kan ikke gøres uden støtte og opbakning, fra familien. Slet ikke, når kalenderen i forvejen er fyldt med aftaler. Det har været en lang rejse. En rejse som begyndte helt tilbage i foråret 2015, hvor træningen til CPH Half startede. Da jeg løb PR til det løb, var lysten til mere altoverskyggende. Alligevel vidste jeg, at tiden frem til Maj ville blive uendelig hård. Faktisk ledte jeg efter mulige marathons, i efteråret 2015, for heller et kort intensiv træningsforløb, end de mange måneder med kontinuerlig langdistance træning.

forberedelse

Jeg elsker løb. Jeg elsker det løb giver mig og ikke mindst den store frihed, der er i at løbe. Det eneste der virkelig tæller ved løb, er løbesko og en god sports bh. Derfra ligger vejene for ens fødder. Vejene lå i hvertfalde for mine og den erfaring jeg havde fået ved mit første marathon, i 2013, gjorde jeg allerede kendte dets mange betingelser. Det er nemlig ikke sådan liiiige, at løbe de 42 kilometer. For mig, er selve dagen den “letteste”. I stedet synes jeg de seje træk, med al træningen, trækker tænder ud.

Normal og i tøj

Jeg havde igen trænet op med Sparta og særligt brugt deres fællestræning om søndagen, til at gøre mig klar til de 42 km. Igen – og særligt derfor, var det vigtigt at hele familien bakkede op, omkring mine lange trænings ture. Udover at træne om søndagen, blev morgenløbeturrene, klokken 4:45, igangsat. Så kunne jeg få trænet, inden familien fik øjne og uden at “miste” tiden med ungerne. Så idet jeg stod ved start, der på Bryggen og hørte startskudet, så viste jeg noget var “slut”. Alle de mange søndage, med min løbende søndagsfamilie, det var slut – måske kun for en stund, men slut var det nu engang og mit løb kunne nu blive hyggeligt, uden for meget fokus på at ramme minimum 40 kilometer om ugen og i stedet bare fokusere på løbet, som det afbræk og terapeutiske rum det også er.

Startskudet
Jeg stiller til start ved fartballonen, med sluttiden 4:40. Ved min side er min bror og foran mig, min veninde, som er indkaldt som fartholder. Min bror skal løbe sit første marathon og sit første store løb siden 2011. Vi er begge nervøse, hjertet banker derudad og benene ryster. Hele mit hoved er fyldt med tankemylder. Jeg lukker øjnene og forsøger at finde mit indre center, det rum, jeg befinder mig i, når verden presser på fra alle sider. Når er jeg er der, gælder det udelukkende om at bevare jordforbindelsen, huske på, hvad der er op og ned og derigennem finder jeg altid vejen fremad. Speakeren tæller ned, startskuddet lyder og publikums applaus giver genlyd ned langs gaden. Vi står længe, men så begynder der langsomt at komme lidt huller imellem os og vores tempo skifter, fra gående til løbende og pludselig kan jeg se tribunen på min højre side. Bassen i musikken får blodet til at pumpe hurtigere og min hals snører sig sammen, i det jeg forsøget at kvæle min hulken. Jeg bliver altid så pokkers rørt, når jeg løber afsted. Rørt over folks opbakning, men mest af alt min egen præstation.

Jeg går generelt til startlinjen, men den holdning, at vi alle er vindere. Jovist kan man som løber fokusere på personlige rekorder og placeringer, men i bund og grund, så synes jeg, det at vi som mennesker sætter os mål, vi kun selv er herre over om at nå og at vi når dem, det er en beundringsværdige bedrift. Om det så bare er de 5 kilometer til et kvindeløb, det at kunne cykle til og fra arbejde, uden Furesøen indfinder sig under armene eller at vejrtrækningen forbliver normal, når man går op til anden sal – Det er i og for sig ligemeget. At vi kan sætte os mål og når dem, det er en bedrift der vil noget. Måske mest af alt fordi, vi ved at sætte mål, ønsker at forme vores tilværelse og ofte til det bedre, for derigennem at forøge vores livskvalitet. Okay…. Livskvalitet, 42 kilometer, det hænger måske ikke sammen for alle og helt ok. Vi er alle forskellige og det er jo heldigvis meget rart, så meget plads er der trods alt heller ikke rundet om søerne i København.

3 Kilometer
Da vi løber op over langebro, fyldes min krop med adrenalin. Alle mennesker klapper og pifter af os løbere, og vi hylder dem. Inde på fortovet står min mor, søster og svigerinde. Min bror og jeg griner til hinanden, det bliver en fest.

Allerede da vi passere de 3 kilometer kan jeg mærke det. Solen står højt på himmelen og luften er tør. Det er som om hele min krop koger og ikke kan få afløb fra varmen. Jeg skubber tankerne væk og prøver at arbejder mig ind i mit center. Igen og igen forstyrres jeg, af andre løber i feltet, mit behov for at følge op på hvor min bror er, man er vel storesøster, og varmen. Varmen der gør alt dunker, hovedet er opkogt og selvom jeg ikke kan se mig selv i et spejl, så bekræfter mine brændende kinder mig i, at jeg er knald rød i hovedet. Den er gal, helt gal og vi har ikke engang løbet 5 km. Ved første væskedepot skynder jeg mig at tvinge en kop vand ned, også afsted igen. Feltet venter ikke og i min manglende koncentration, over at skulle skynde mig, får jeg trådt forkert og ryger delvist ned, for så at nå at rette op, så jeg ikke møder asfalten. Jeg bander over mig selv og tvinger igen og igen mig selv til at holde fokus. Det er dog tydelig for min faste løbermakker, fra feltet, at den er helt gal. Jeg er i krise.

IMG_3625

Da vi når fælledparken sætter jeg farten lidt op, trækker min bror med og forsøger så, at melde ud hvordan sagerne står. På grund af varmen, har jeg brug for mere væske og ikke mindst plads. Han melder ud, at det har han også. Et kort øjeblik vurdere jeg, hvilken betydning denne beslutning kan få, på de næste mange kilometer, men ved synet af en kollapset pige under 11 kilometermærket, er det lige pludselig ikke så svært beslutte, hvad der må gøres. Ved det næste væskedepot drikker jeg først en, så to kopper is koldt vand og hælder dernæst en ned af ryggen. Min bror gør det samme og mens vi står der, løber feltet videre og vi lader os frivillige slippe. Jeg kigger ned på uret og siger så pace 6:50 pr. km. Derfra løber vi afsted. Inden for få kilometer, får vi etableret et godt tempo i pace 6:40 og tillader os selv, ved hvert depot, at indtage rigeligt med væske. Rundt om os går flere og flere løber og vi er ikke engang halvvejs. Det bekræfter mig i, at det her bliver et helt andet løb, end forventet.

Jeg havde forud for marathonet håbet på sluttiden 4 timer og 40 minutter og endda snakkede om at sætte tempoet op ved 35. Alt dette bliver dog droppet, mens jeg løber der langs Kalvebodbrygge. I stedet roser jeg min bror for det kontinuerlige tempo, fortæller om at vi nu har en god plan og minder mig selv, om alle de mange træningsture. Da vi er halvvejs, er jeg ved godt humør. Vi holder en god gennemsnitstid og husker fortsat at få indtaget en god mængde vand og energi. Mens vi løber op over Dybbølsbro taler min bror og jeg om hvilken bedrift dette er og hvor flot et målfoto det vil blive, når vi løber ind : Spartaner og Telenor Medarbejder. Telenor var dette års nye hovedsponsor og havde tilbudt alle deres ansatte, at kunne deltage gratis i løbet, med fuld forplejning og meget mere – ret lækker medarbejdergode.

FullSizeRender (1)
Over halvvejs
Ved 23 kilometer står Aksel, Carl og Hr. Mand. Aksel hopper og danser af glæde og rækker sin hånd ud som tegn til High Five. Ingen tvivl om, at den High Five, er mit livs til dato, bedste af slagsen. Hr. Mand foreviget dette øjeblik og det blev så senere bedømt af Telenor, som værende et af de bedste løbsbilleder fra dagen. Kort efter jeg har hilst på drengene, sker det. Hvad der føles som en blanding mellem myre og hagl, rammer først mit højre og dernæst venstre ben, kramper. Bevist siger jeg intet, da min bror igen og igen glider en halv til en hel meter bagud og beskeden om mine kramper, ville bestemt ikke hjælpe på den indre kamp, han så småt er ved at skulle møde. I stedet skubber jeg kramperne til side og roser ham for hans præstation. Da vi krydser Nyhavn, ved vi, at vores familie står klar med æbler og anden opfyldning, på energi depoterne. Jeg joker med ham om, at han nok skal have et lille kys af sin kæreste og han smiler ved den udmelding, men da vi løber forbi Mærsk siger han så ”Hvis vi stopper op, så kan jeg ikke mere.” Vi har lige passeret de 28 kilometer og min brors løbestil taler sit tydelige sprog, han har mødt muren.

Jeg lægge mig ved hans side og begynder så at fortælle. Jeg fortælle om bygningerne, hvordan han bare skal løbe, rette sig lidt op og bare blive lige der hvor han er. Forude kan jeg se hvordan vores familie står klar med pom pommer og klapper af os. Jeg kaster et nervøst blik på min bror og råber så ”Jeg skal bruge 3 gel”. Idet jeg råber, overrasker jeg mig selv og ikke mindst vores familie. Min stemme er høj og bestemt, vil selv påstå den blot var præget af det pres vi var under. Længere fremme, kan jeg se hvordan min søster finder fryseposerne frem og rækker dem mod os. Vi snupper dem, vinker – og løber så videre. Mens vi drejer rundt om kastellet og løber op mod Østerbro station, falder tempoet. Min bror kæmper og forståligt nok, han ved ligesom jeg, at hvis han stopper nu, kan han bare følges med de andre tilbage og det jo sikkert også er hyggeligt nok. Igen og igen presser jeg på, siger han skal fokusere, finde det våben han skal bekæmpe sin krise med. Skyldes krisen manglende energi, smerter eller noget helt tredje?

Kramper og en vandslange
Da vi løber op ad Østerbrogade, for at dreje af ved Trianglen, for så at tage en sidste tur i Fælledparken, sker det. Jeg kaster et blik tilbage over skulderen og kan se hvordan min brors skridt igen og igen bliver korter. Selv er mine ben fortsat friske, lidt præget af kramperne som kommer og går, men det er okay. Min bror og jeg kigger på hinanden også retter jeg igen blikket fremad og mærker hvordan tempoet stiger. Stille og roligt løber jeg forbi den ene løber efter den anden, nogle er gående, andre står stille. Da jeg kommer ind i fælledparken, står der flere venner og hepper på mig, de får et anstrengt smil, nogle børn en high five og ellers sørger jeg for, at komme under de opstillet bruser ved de forskellige depoter.

Da jeg løber langs den første, af de københavnske søer, knækker filmen, kramperne tager til og jeg når knap nok at overveje min handling, før jeg står der, helt stille, med kun 8 kilometer til mål. Mine ben ryster under mig og smerterne er svære at lokalisere. En heppenede kvinde i skyggen, ser mine kvaler og tilbyder mig hjælp. Jeg afslår dog og i samme øjeblik løber fartballonen 5 timer, forbi mig. Min skuffelse er alt overskyggende og i den forholdsvis korte tid jeg står der og forsøger at genvinde styringen over kramperne, går alle tanker igennem mit hoved. Ikke en siger ”stop så”, i stedet håner de mig, fortæller mig hvordan dette marathon endnu engang løbes over de 5 timer og at min plan ikke holder. I irritation får jeg genvundet kontrollen og begynder så at løb. Ganske langsomt, men sikkert. Kvinden fra skyggen studere mig og begynder så at råbe højt og inderligt, idet jeg genoptager mit løb. Da jeg løber op langs, hvad der måske er Øster Søgade, ser jeg en vandslange ved kartoffelrækkerne. ”Der skal jeg hen” tænker jeg og begynder stille at krydse vejen, for at ligge mig yderst. Igen og igen stopper løber op, og hist og her sidder nogen i skyggen. På mange måder var løbet en stor mestering i, at lytte til egen krop. 10 meter før vandslangen, stå min svigermor der pludselig ”Det er Aksel der står der” og ganske rigtigt, Aksel og Carl, samt Hr. Mand står klar med vandslangen og hvilken lykke.

vandslange
At klaske is koldt vand i hovedet, en tidlig morgen, der er på mange måder befriende, men at løbe rundt i bagende sol, med høj puls og blodet dunkende i tindingerne også blive spulet med koldt vand, det kan næsten ikke beskrives. Den der grysen, chokket og gispet det giver i en, idet man rammes af strålerne, det er overraskende og på så mange måder omsluttened. At det så var Aksel, det spulet mig, det var ren lykke. Carl råbte ”Kom Så Mor” mens han klaskede Hr. Mand med den obligatoriske ”klapper”, det gav mig den sidste energi.

Bare løbe.. bare løbe..
Under løbet, tvivlet jeg ikke på, at jeg kunne gennemføre, spørgsmålet var bare hvordan og I hvilken stil. Efter min nye strategi blev lagt, løb jeg med et stort smil på læberne, med high fives til heppene børn og opmuntrende kommentarer til mine medløber, men ved de 38 kilomenter ædes jeg langsomt op. Igen og igen bryder jeg sammen mens jeg løber, for så at stoppe min egen hulken, for at sikre en god og kontrolleret vejrtrækning, mens kroppen fortsat brænder af smerte.

Da jeg løb, bemærkede jeg det kun i en lille times tid, særligt hver gang mine shorts blev våde, men da jeg kommer i mål, er mine inderlår smurt ind i blod, grundet de slidmærker shortsstoffet har lavet, for hvert skidt jeg tog. Der hvor mit løberur har siddet, er der flere dage efter et blå mærke, til trods for jeg havde sat det på, med hensyn til at kroppen vil hæve op og igen og igen må jeg dræne de vabler der har sat sig på mine fødder.

IMG_3699At passere målstregen.
Jeg løber I mål i tiden 5:07. Ved min side, er min veninde, som løb som fartholder den første del af løbet. Hun har ventet på mig og støttede mig igennem de sidste fire kilometer af løbet og det var uendeligt rart at have en der løb ind efter vand eller peptalket. Da vi kommer i mål bryder jeg for alvor sammen, Aksel, Carl, Min mand, Mor, Søster, Bror, Svigerinde og Morfar står der alle sammen og lykønsker mig.

ungerne
Selv kan jeg ikke andet end at hulke også ellers give mig til at vente.. vente på min bror. Den stolthed jeg følte, da jeg pludselig kunne skimte ham nær målstregen, det er og bliver en af de bedste og smukkeste følelser jeg nogensinde har følt i mit liv. Da han løber ind i mål, omfavner vi hinanden, vi græder og står bare sammen, mens speakeren, musikken, publikum, alle andre lukkes ude.

thumbnail_FullSizeRender

IMG_3637

Copenhagen Marathon 2016, var et unikt, smukt og fantastisk lærerigt løb.
Et løb hvor knap 10% af løbets deltager måtte udgå, hvor temperaturen lå nær de 25 grader og ikke mindst, så var og er det et løb, jeg løb og gennemførte, fordi jeg kunne, må og kan.

Det tog mig flere dage at accpetere hvilken ekstra udfordring varmen havde været og kan på en dårlig dag, forsat, mærke et lille stik af skuffelse, alligevel er det jo ikke værre end at jeg bare kan prøve igen…

Tusind tak fordi du havde lyst til at læse med.
Hvis du har lyst, kan du se min rejse til bryggen på Instagram under Hashtagget #MinVejTilBryggen2016.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig Hilsen Christina

Han har en rokketand og mor et angstanfald

FullSizeRender (7)

Han har en rokketand ..
Og min mor et mindre angstanfald.
(Jaja, jeg må godt lave lidt sjov på egen bekostning)

Det kan godt være den kære Povl Kjøller syntes, at det var det fedeste var at skrive tematiske,
genkendelige børnesange. Men hvem laver sange til os mødre – eller fædre?
– Ja jeg spørger bare.

Kunne godt bruge noget til stil med
‡ Melodi: Jeg har en rokketand (gerne med akkompagnerende rasleæg)

1 vers
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

En del problemer med en på 5′ 

For jeg siger stop tiden for pokker.

Omkværd
For Han var jo bar’ en lille en,

lille bitte lille en

og nu så vokser han og blir så stor

og mor her hun bare glor’

2 vers. 
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

For han har fået rokketand

For tredje gang for pokker !

Og ja – sørme så?
Om mit barn ikke er ved at skifte hele tandsættet ud på en og samme gang?!
Hvordan er det lige det giver mening.
Jeg husker tydligt dengang, hvor den lille gut fik sin første tand. Sikke en stolthed der indfandt sig på matriklen. Altså også lidt stress, mangel på søvn og alle de der fif mod ømme gummer blev da også brugt.

Men nu, så skal vi mere eller mindre altid have mønter i pungen, for vi ved jo ikke hvornår barnet igen tænker at placere en tand under puden? Herhjemme komme tandfeen med lidt mønter. Det eneste der mangler, er i virkeligheden bare at hun lige stiller en bag in box, i køkkenet, når den første tand veksle. Lidt som en slags “I feel your pain mama” eller skål – for du nu er ved at have ret store unger og derved selv bliver gammel. Det er lidt for tidligt til en midtvejskrise og har opbrugt min kvote for psykiske nedture for de næste 30 år, så lige nu gælder det om at holde tungen lige i munden og bare smile stolt og sige ”ej hvor sejt” når ungen kører bedste Kylie Minogue stil ala “spinning it around” med den ene tand efter anden. I virkeligheden messer jeg bare for mig selv, at han eddermame skal tage at stoppe det vokseri, bare for en lille stund altså.

Hvordan med jeres unger ?
Vokser de som ukrudt?
– og smider de om sig med tænderne,  som var de brødkrummerne Hans spredte ud?

Tak fordi du læste mit morbrok

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

   

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

FullSizeRender (6)

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og med hvem, vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser, der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg indeholder. Helt nærtstående personer har ytreret, at der er bare noget som er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet det valg, at dele, hvad der for mig, har været en livsændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skuldrene eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier. Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg kommer i to dele, hvoraf del ét kan læses HER, og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder blev et levende marridt og starten på en kamp tilbage til overfladen.

Mor er rundtosset
Jeg tror de fleste forældre ønsker at være der for deres børn og hvordan man definere det at være noget og nogen i forhold til sine børn, det afhænger i bund og grund af egne personlige værdier. Disse værdier afspejler ofte, en overordnet værdi og normsætning i det samfund, man som individ er en del af. De der kender mig, ved, at mine børn er det vigtigste her i livet og sammen med min mand, udgør de på mange måde, hvad vand er for den tørstende blomst, uden dem, vil jeg visne og med tiden tørrer ind og knække.

Men hvad gør man så, som kvinde, som mor, når man på mange måder synes at opleve et knæk på psyken. Når hverdagens stress, uforudsete udfordringer og måske endda også fortidens skeletter rammer en i solaplexus og fremkalder en mavepuster, der bringer en i knæfald og det man ellers før synes at kunne, ikke længere mestre? En ting er hvad jeg selv kunne og måtte se mig nødsaget til at gøre, en anden sag er nu engang, hvordan man lige forklare det til to små størrelser på 5 og 2½ år – det var såmænd svært nok at fortælle ens nærmeste, at man var kommet til skade, men at det altså ikke var fysisk men psykisk og det lige krævet at diverse dygtige fagpersoner under en indlæggelse, fik lov til at gøre en rask.

Min mand og jeg var hurtige til at se, at den belastningsreaktion jeg havde fået mig, ikke lige kunne fixes sådan over et par dage og at vores børn derfor var nød til at kende til en børnevenlig sandhed. Jeg har aldrig været væk fra Carl og Aksels længere end en weekend og når jeg har været væk, har det altid været med en velkendt sandhed om, hvor turen er gået til og med kendt dato for tilbagevendelse. Men pludselig var situationen en helt anden og på mange måder, var jeg det også som menneske.

Da min mand, i Maj måned, havde været så uheldig at sprænge sin blindtarm, var det egentlige sygdomskort allerede smidt og utrolig frisk i vores børns erindring og derfor var det klart for os begge, at vi var nød til at træde ekstra varsomt. Mange mener at børn er hårdfører og jojo – det er de nok, selv mener jeg ikke vi bør teste hvor hårdfører og at vi som forældre har til hovedopgave, at sikre deres evige trivsel, også når livet gør ondt og nærmest slår koldbøtter, så man selv mister pusten.

Mor På Tankehospital
Derfor valgte vi som forældre, at omsætte virkeligheden, til noget der på mange måder var håndgribeligt og serveret i en børnevenlig udgave. Sandheden var jo, at der var noget galt oppe i hovedet, i psyken og derfor valgte vi at fortælle at ’Mor var blevet rundtosset’. Altså havde Mor fået en tankesygdom. En tankesygdom, som gjorder at hun var kommet på tankehospitalet. Sygdommen var ikke farlig og smittet heller ikke og yderligere – det gjorder ikke ondt på mor. Særligt det med om mor nu havde ondt, det fyldte og derfor var det også vigtigt, at drengene besøgte Tankehospitalet, for at se hvor ufarligt det nu engang var.

FullSizeRender (5)

Nu ved jeg ikke hvor mange af jer, der har været på et psykiatrisk hospital? Indrømmer gerne, at jeg aldrig har haft sat mine ben på sådan et før… Jeg havde da utrolig mange forestillinger om hvordan den type steder var. Der findes jo diverse forskellige afsnit på sådan et psykiatrisk hospital. Der er steder både med og uden gardiner, ledninger og bruseforhæng. Der hvor jeg var, var der masser af lys, ro, en blød elevationsseng, som drengene selvfølgelig leget en del med. Der var hvad der nu ellers var brug for, på sådan et lille midlertidigt værelse, alt fra bad, skrivebord og til vasketøjskurv også et tilstødende patientkøkken.

Udover selv at skabe gode ramme for besøgene, aftale pædagogiske termer, så brugte vi noget af det ”pårørende”-litteratur, som var rettet mod børn. Noget jeg virkelig har lært i forbindelse med min indlæggelse er og var, at børn også er pårørende. Det kan nu engang godt være det var mig der havde fået klistermærket i røven, men i princippet så var hele familien jo ramt. At være pårørende og behandler, er to vidt forskellige ting, men uden deres støtte, ved jeg ærlig talt ikke hvordan jeg lige skulle have fundet fodfæste.

rosas-mor-er-pa-psykiatrisk-hospital

Min mand læste særligt ”Rosas mor er på psykiatrisk hospital” højt, dog valgte vi sammen at gøre brug af det før præsenteret term tankehospital, og sikre, at alt fra institution, bedsteforældre og behandler kendte til disse udvalgte ord og derigennem skabte vi grundlaget for at have et sprog, der gjorder det nemmere at tale om mors fravær og sygdom.

Mor har en tankesygdom
Aksel, min store dreng, spurgte mig i starten af indlæggelsen, om hvad der så skete når han blev rundtosset, altså når han gyngede på gyngerne eller prøvede en karrusel i tivoli – spørgsmålet er jo så reelt og illustrere så fint, hvordan han på en og samme tid forstår og samtidigt bekymrer sig, for hvis mor kan blive rundtosset, kan alle så blive det – kan man selv, far og måske endda lillebror? Svaret var, at forskellen mellem den rundtossethed, der opstod når man snurreret rundt på gyngerne også den der pludselig var i mig, var at min rundtossethed ikke stoppede når gyngetureren stoppede og at den tog lidt længere tid at komme af med, en den fra gyngen af.

Unavngivet

For at sikre os, at vores børn blev hørt og fik stillet de spørgsmål de havde brug for, så fik vi i begyndelsen af indlæggelsen, en samtale med en af de uddannet nøglepersoner i familie og børn som pårørende. Det var en samtale der foregik på gulvet, med legetøj og popkorn. Derudover blev mors seje seng blev prøvekørt, den kunne jo kører op og ned og lave buk hele to forskellige steder også endda styrers med fjernbetænding – det var på mange måder et hit. Udover den samlede familiesamtale, med fokus på de spørgsmål drengene måtte have og formidling omkring tidsperspektivet, hvilket fyldte rigtig meget for begge drenge, så lavede jeg selv små læselige breve, tegninger og sammen havde vi et utal af facetime opkald. Opkald som på mange måder var hjerteskærende men også bekræftende i vigtigheden omkring det at arbejde med det, der nu skulle arbejdes med. Sammen aftale vi, at når jeg ikke længere skulle være på Tankehospitalet, så skulle vi holde en rigtig pandekagefest, hvilket vi selvfølgelig holdte i bedste stil.

IMG_5095

Sidst men ikke mindst
Det er ikke kun en, men en helt familie der rammes, når et familiemedlem får en psykisk sygdom eller reaktion. I vores sundhedssystemer findes en masse tiltag for, hvordan også de pårørende kan støttes i, under og efter et behandlingsforløb, sådan at man ikke bare som patient, men familie lærer at håndtere og arbejde sig igennem en helings proces.

Jeg vil gerne sige jer tak for at I har ville læse med.

Tak for alle jeres søde mails, kommentarer og tak til alle jer – der har valgt at træde frem og fortælle jeres historie. Sammen kan vi bryde tavsheden og derigennem nedbryde tabuet omkring psyke lidelser.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifonden

Kærlig Hilsen Christina, Mor til To.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Farvel til tremmeseng og ble?

I vinters tog vi dén ned fra loftet og jeg er vist ikke helt gal på den, når jeg husker at der hist og her hang lidt restpynt, fra Carls 2 års fødselsdag. Carl kiggede da noget skeptisk på dén og påpegede mest af alt sin undren omkring, hvad dén skulle der på badeværelset. Aksel derimod oplevede en form for gensynsglæde og havde det ikke været for hans enorm lange ben, så tror jeg snildt han kunne ha’ “trådt af på naturens vegne”, på dén.

Carl vidste ikke helt hvad han skulle kalde dén og hvor skulle han også vide det fra?
I børnehaven er der små børnetoiletter og ingen af vores billedbøger, skildre direkte et toiletbesøg på dén slags. I et kort sekunds dårlige forældre humor, så overvejede vi faktisk at kalde dén noget helt andet. Mit lille politiske jeg, tænkte sågar “blå blok” men ret skal være ret, og velvidende om at sætninger som “Jeg skal på blå blok nu” eller “jeg skal lave lort på blå blok” ville blive sagt – muligvis i køen i Netto, så rettet vi ind og præsteneret så Carl for dén, nemlig potten.

Potten samlede en del nullermænd, mens den stod der ved siden af toilettet. I ny og næh snakkede vi lidt om, hvad sådan en sag kunne bruges til. Det egentlige besøg kom først i februar. Besøget blev afsluttet med en tissetår og siden da, har de egentlig fuldt trop. Jeg ved ikke om det er en ”drenge-ting”, men altså, jeg kan ikke tisse mit navn i sneen – jeg er mega god til punktum og til tider også komma, sågar en form for blindeskrift? Men måske er det noget med at stå der og tro mand er brandmand, eller verdens kæmpe?  Ret hurtigt blev Carl fortrolig med potten, toilettet og det at kunne lade vandet. Nogle søndage løb han blefrit rundt og i takt med han blev mere og mere sikker på selv, ja så blev der købt underbukser eller bokseshorts som modellen jo nok hedder.

Aksel smed sin ble, da han var 3 år og 2 uger. Nogle vil måske sige at det er lidt sent, men han er nu engang født i april og sådan et blestop medføre ofte lidt våde underbukser, bukser og frugt på øvrige lag. Så sådan en våd flyverdragt, er bare ikke sagen. En anden faktor var også, at Aksel lige var blevet storebror og derfor valgte vi at holde os til vores mavefornemmelse. Nemlig den, at han bare ikke var klar – før han så var det. Det der med at være klar, er svært at definere, hvornår er man egentlig klar? Jeg tror rigtig mange børn, tit og ofte er klar før forældrene er det og at mange forældre har en tendens til at pakke børnene lidt ind i vat. Når det er sagt, skal et barn jo nok nå at smide bleen og om det så er to år eller næsten fire, det afhænger af mange forskellige faktorer.

Hos os er det sådan, at Carl er lillebror i al sin flor. Han har på mange måder snydt sine forældre, for den klassiske 2 års alder. Mange stadier er blevet sprunget over og i pædagogisk optik, er han et meget fremmeligt barn. Et barn, som er god til at verbalisere sine behov og det er en evne, jeg som forældre, til tider godt kan falde lidt på halen over.

Vi besluttede i det spæde forår, at bleen skulle ryge i sommerferien. Vi kunne se at der var kommet et fint mønster i både nr. 1 og 2 i bleen og ikke mindst, så havde Carl også udviklet en adfærd, så som at gå væk, for at lave nr. 2 i bleen. Så vi konkluderet at tiden ville være inde, så ferien begyndte. Sommerferien er på mange måder et godt tidspunkt at lærer sine børn nye ting og hertil, at smide bleen. Alligevel kan ferien også være præget af flere heldagstur og på E45, kan det hurtigt blive problematisk når en ytre at skulle tisse. Vores ferie blev, som I måske har læst, ikke helt som vi planlagde den. Vi skruede ned for volumen og holdte en god omgang tøffeferie og det gjorder bare at tiden til et blestop være mere ideel.
Vi var klar – spørgsmål var så om Carl også var?

I ugerne optil ferien, begyndte vi at tage bleen af Carl, når vi var hjemme og det gik sin gang. Inden den egentlige ferie, tegnede jeg en lille stimuli tegning, i forhold til det at lave lort – det hedder det hos os. Pølser er noget man griller og det var nu engang en lort det landende på muldvarpens hoved.  Det var nemlig den brune fætter, der var vores lille problem. Heldigvis havde vi erfaringen med os, fra Aksels tid, da også han havde fundet det lidt svært at lave lort. Hvad jeg har kunne læse mig til og forstå for begge mine drenge, så har de været ”bange”  eller nærmere utrygge for at ’prutte’. Derfor blev der lavet en fin tegning, med 10 lorte, et toilet og en gave, en lille lorte rebus om man vil?

Unavngivet

Altså 10 lorte i toilettet og det ville udløse en gave – nok er Aksel og Carl brødre, men de er nu engang to vidt forskellige drenge, så den lille brune lort, ja det blev på mange måder en kamp der skulle kæmpes. Gode råd er dyrere, når ens lille trold igen og igen skider i buskerne. Det eneste jeg virkelig tror virker, når man skal pottetræne, det er tillid. Tillid til sig selv og ens barn også en lille smule pres. Presset er der grundet den ubetinget kærlighed og må til tider være en del af forældres pædagogiske værktøjskasse. Jeg presser ikke for at presse, men for at støtte og for at lærer mit barn nye egenskaber og udvikle kompetencer og ikke mindst, for i sidste ende at sikre at mit barn ikke står 10 dage før skolestart og skal vænnes af. Jeg ved godt nogle nu tænker – de siger selv til og ja, det gør børn oftest og enten kan man hoppe på, ved første spæde udmelding eller vente til ynglet kommer og siger: “Mor nu vil jeg gerne lave lort på toilettet”. Dermed ikke sagt at sætninger som “Mig stor dreng nu” er det samme.

Carl var klar, det indikeret hans hurtige kontrol over vandladningen både dag og nat, men det krævede en større del stimuli pædagogik at få lorten i potten og her er det tilliden til ens egen fornuft, som forældre, virkelig skal på banen. Det er her, at det er vigtigt at man som forældre husker man er overdommeren. For jojo – nok kan dygtige børneeksperter tilråde om det farlige i belønningssystemer, at flytte rundt på potten osv. Men det var og er nu Hr. Mand og jeg der er overdommere og eksperterne i vores eget barn.  Derfor kørte vi på med de ti lorte og en selvvalgt gave. Derfor fik Carl en vingummi for hver lort det havnede i potten og derfor udgjorde lortesnak og masser af lorteros, en stor del af samtalen ved middagsbordet og hvor vi nu ellers var.

På 3. dag med pottetræning, stoppede Carl med at have våde bleer om natten og det understreget bare at det var det helt rigtige tidspunkt at smide bleen. Alligevel blev bleestoppet ikke helt gnidningsfrit, da den der lort, det forvoldte en del uheld men efter 2 uger med rigtig – rigtig mange lorteuheld, så sad også den i skabet – eller bør man sige potten?

IMG_4876

Nu står jeg her; på den anden side. Med en dreng der er vokset så meget de sidste måneder. Han er gået fra at sove tremmeseng til juniorhus og nu også at være bleefri. Jeg ved ærlig talt ikke, hvem der har glemt at fortælle om belønningssystemer til forældrene. Men hold nu op !

Alle de bleer, alle de skønne stunder ved puslebordet. Al den nus, zinksalve og tis. Alle de timer ved tremmesengen. De nætter jeg sågar har sovet i den, de er nu gemt i hjertet til evig tid og udgør de bedste men også hårdeste minder om det at blive og være mor.

En ny tid er begyndt og jeg byder den velkommen med ærefrygt og håber på mange måder at jeg kan nøjes med kun at sige på gensyn til tilværelse med lortebleer og nus igennem tremmerne.

Tak fordi du læste med.
Kærlig hilsen en stolt mor til 2.

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bar’ røv og solbeskyttelse

FullSizeRender (2)

Der var engang hvor den danske sommer udgjorde de obligatoriske skub op is, med cola smag, bade bassinet uden oppustelig kant, sandkorn alle og ingen steder. Også var der mig, med hvidt hår, røde kinder og en hvid T-shirt, hvor dets front var trukket op over hovedet og blev en slags solbeskyttende bolero T-shirt.

Jeg voksede op i 90’erne. I en tid hvor bøf, brun sovs med kartofler, stille og roligt blev udkonkurreret med sundhedsstyrelsens anbefalinger om ¨6 om dagen¨ og middelhavets køkken. I en tid hvor fjernsynet var en kæmpe klods, børne programmer ikke havde deres egen kanal og hvor tyggegummi cigaretter var legitimt og obligatoriske for en hver slikbutik – med respekt for sig selv. Mange ting har ændret sig siden dengang, ja selv skolernes sommerferie er der pillet ved, men en ting forbliver dog den samme, at huden på mine skuldre, fortsat er yderst sårbar der i solens stråler og ja, mine børn har til tider også fået sig en klassisk T-shirt bolero.

FullSizeRender (3)

I dag er vi mere oplyst om, at beskytte os selv imod de stærke UV-stråler og i takt med skorstenene fortsat rygere mere og mere, så bliver strålerne ikke mindre stærke. Selvom jeg da ellers mener at kunne tage patent på denne solbeskyttende T-shirt bolero, så er den måske en kende upraktisk. Selvfølgelig er der altid siesta og den gode solcreme, men der er også to blåøjet vandglade drenge, hvoraf den ene, næsten kommer i følgeskab med en UV briller, for Carlen, han er bleg. Hvis I viste hvor tit jeg har tænkt, om dets barns pigmentere sammensætning nu var helt i orden – for hvor er den lille hvidhåret trold bleg. Nogen gange tænker jeg, at det er blege børn som Carl, der var inspirationskilden til, at gøre vampyrerne i Twilight sølvglinsende. Heldig for os, er diverse tøjfirmaer begyndt at producere lækkert UV beskyttende badetøj, så vi sammen, med et storforbrug af solcreme, kan sikre at alle mand kommer ind fra solen uden diverse solskader.

IMG_4694

Ungerne har som små, begge haft en af disse smarte UV-dragter og kære så de da ud, mens de sad der i vandkanten og byggede små kongeriger. Upraktisk var det dog, når først dragten var våd, vinden kold og ikke mindst når badebleen var smidt. Nok slap de for skoldninger, men i stedet fik de ofte en lille sommerforkølelse med sig i stedet. Derfor har jeg faktisk haft opgivet det der solbeskyttende badetøj.

I forsommeren spurgte børnetøjmærket Reima mig så, om jeg ville teste deres UV-badetøj af på mine egne unger – de er sikkert også blevet blendet af min lille hvidhåret trold?
Jeg skulle så lige bestemme mig for, hvad der lige passede bedst til mine ungers behov. Da vi gerne ville hjælpe Carl hen imod at droppe bleen helt, var der en hvis nødvendighed i, at badetøjet lige kunne trækkes ned, sådan 1 – 2 – 3. Derfor valgte vi at prøve et par seje badebukser af også i stedet give ham en fin badebluse på overkroppen – det samme galt for Aksel. Derudover fik begge unger en badevenlig solhat, som bedre kunne tåle, når de små briser ved havet blæste hatten i vandet og for at sikre os imod at vi ikke scoret den der sommerforkølelse igen i år, fik drengene en håndklædeagetig trøje, som de lige kunne få på efter en tur i bølgen blå.

IMG_4623

IMG_4464

Jeg må da indrømme at jeg havde en skepsis for særligt T-shirtens, men efter at have testet dem af, dels langs de danske strande, men også i badebassinet og ved vandkampe i sviger forældrenes have, så er der kun ros til Reimas fine badetøjs kollektion. Tøjet tørrer på nul komma to og selv da jeg oversprøjte Aksel med Hr. Mands gamle Super Soaker, så perlede vandet bare af badetøjet, det var sgu smart. Okay – tøjet kunne ikke sig fri fra at blive fedet ind i Carls halve magnum, men det er vist ikke tøjets skyld

Jeg vil ønske jer en fortsat god sensommer derude og sige tak fordi I læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

   

Når Filmen Knækker, Del I.

– Et Sammenbrud

 

FullSizeRender

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og hvem vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg rummer, en ekstra gang. Helt nærtstående personer, har ytreret, at der er bare noget der er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet et valg om at dele, hvad der for mig, har været en livs-ændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skulderenden, eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier.

Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det, der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg vil komme i to dele og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder, blev et levende mareridt og en kamp tilbage til overfladen.

Flash Back
Jeg græder. Jeg græder så øjnene langsomt hæver op og snotten konstant løber. Jeg græder på en måde, så det findes umuligt at identificere, hvad der er hvad, snot eller tårer, mens hænder, skuldre ja selv ben ryster. Min mave kramper igen og igen, mens åndedrættet konstant ændre sit tempo og blodet pumpes afsted, som var det et damptog ude af kontrol. Det føles som om hele verden kører rundt, alle lyde smelter sammen og ligemeget hvor meget jeg end prøver, så kan jeg intet kontrollere og ro over henholdsvis krop og sind er umulig at finde frem.

Jeg får lagt mig selv i seng, hvor jeg vender og drejer mig. Jeg trækker benene op under mig selv, for så igen at strække dem ud, for at ryste uroen ud af kroppen. Snotten tørres af i pudebetrækkes hjørne mens jeg igen og igen messer for mig selv: ”Sov – du er træt”.
– Og jeg er træt.
De der har fulgt med på sidelinjen, ved om nogen hvad de sidste få måneder har indeholdt af strabadser og til tider voldsomme prøvelser. Alligevel har jeg holdt tungen lige i munden, men nu, nu føles munden tør, kæberne konstant spændt og slipper kun for at eftergive en hulken. Uendelig langsomt glider jeg hen og sover dybt og alligevel så let.

En belastnings reaktion
Jeg har egentligt altid set mig selv, som værende en pige med ben i næsen. Med en vilje der var svær at tage fejl af og en styrke som ikke engang de dygtigste sværdvægter rummer. Der skete alligevel noget, noget som gjorde at filmen knækket, bogstaveligt talt. Alt hvad jeg troede på hos mig selv og til dels også hos andre, blev bragt i tvivl og skabte frygt og pludseligt føltes alle mine tanker, som var der 20 børn i en slikbutik der valgte slik, mens henholdsvis Sundhedsstyrelsen, tandlægen og diætsten kom med deres formaninger og det dannede tilsammen en overdøvende symfoni af tankemylder. Hele min verden brød sammen og i løbet af få opkald og en længere samtale med den sødeste læge, tilknyttet psykiatrisk skadestue, kom anbefalingen at lade mig indlægge på et psykiatrisk hospital.

1 ud af 4
Jeg har til tider synes det har været svært at holde trit med reformændringer, sundheds idealer og livet som mor til to, måske mest af alt, fordi jeg er min egen hårde dommer og når det kommer til mine børn, går med livrem og seler. På mange måder er jeg perfektionist til fingrespidserne og finder jeg noget svært her i livet, så gør jeg mit ypperst for at mestre det alligevel. Mit karakterblad, vil måske, kunne fremkalde en snært af fænomenet ”12-tals pige” og igen, så var jeg ifølge statistikker og fagpersonalet mere reglen end undtagelsen. Jeg blev, hvad jeg selv mente, på et split sekund en del af statistikken om, at 1 ud af 4 dansker igennem deres liv, i større eller mindre grad, kommer i psykiatrisk behandling. Pludselig fandt jeg mig selv siddende ved et bord, omgivet med nærtstående familiemedlemmer, dygtigt fagpersonale og overlæge i psykiatri og modtog en anbefaling om en indlæggelse, af frivillig karakter. En indlæggelse, jeg på baggrund af egen selverkendelse, tog i mod og som på så mange måder, hjalp mig igennem alle de facetter belastnings reaktionen og dets efterspind bragte med sig.

 At skynde sig langsomt
Grundet min egen sårbarhed og mest af alt mine børn, familie og venner, vælger jeg ikke at gå dybere eller at opererer med andre termer, end at jeg har haft en belastnings reaktion. Det var en reaktion, der desværre medførte, at jeg for at komme bedst igennem denne form for sygdom, var indlagt på et psykiatrisk hospital. Simpelthen for at modtage den bedste og mest intensive for form hjælp. En hjælp, som via sin intensivitet, hurtigst men også bedst muligt, fik mig nogenlunde på benene igen. Det med at komme helt på benene, det tager tid. Den bedste måde man måske kan beskrive, hvilken situation man i efterperiode af sygdommen står i, kan sammenlignes lidt med en der har haft en alvorlig hjernerystelse. Herved ment, at hovedet, der hvor psyken bor, har været igennem en gennemgribende rystelse og nu, langsomt, skal gentoptrænes for at med tiden, igen at kunne fungere.
Spørgsmålet har dog været, fungere til hvad?
Hvis der er noget jeg har lært, så er det at prioritere, omstrukturere og ikke mindst melde fra. Det er dog lettere sagt ind gjort, som så meget andet her i livet, så handler ens handlinger ofte om vaner og afspejler derudover det enkelte individs leveregel.

Fordøm mig ej
Jeg har som sådan aldrig dømt de, der måtte have en psykisk lidelse, men altid ment at vi som mennesker er nød til at tale om tingene og det ikke kun er medicin der kan hjælpe os. Alligevel er det, en del lettere at sige, at man har været indlagt på hospitalet i 3 uger, grundet en større maveinfektion. Hvorimod det at have fået en belastnings reaktion – der kastede en ned i et hul, med et mørke så ubeskrivelig, at man pludselig fandt sig selv sidde i en form for time out, mens krop og sind, lige fandt en eller anden lille form for jordforbindelse.

Ikke desto mindre, var det sådan min familie og jeg indledte denne sommer. Med et mindre kulinarisk ophold, på åben psykiatrisk afsnit, som indebar et storforbrug af kleenexx, lange gåture og en deaktivering af alt unødvendigt støj. Således at der udelukkende var et fokus på at få kræfter til at komme op til overfladen igen.

Sandheder er på mange måder de sværeste at sige men også de vigtigste.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifoden.dk

Jeg takker fordi du læste med.
– Og håber selvfølgelig, at du har haft en god sommer.

Kærlig Hilsen
Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Børneværelse på Budget

 Velkommen til Gæsteblogger Sarah

Det er efterhånden en rum tid siden at jeg lærte Sarah at ”kende”.
Jeg husker ikke helt hvordan og hvem der faldt over hvis profil, men jeg tænker at det bund og grund nok var mig, der en aften var faldet over et af hendes fine DIY’s, hjemmeprojekter eller et godt skud, af hendes dejlige dreng og derfra fulgte med. Sarah fulgte tilbage og sammen har vi delt barselstider, op og nedture, ulvetimer og en masse andet.

Sarah har altid været den søde og kærlige følger, som yderligere ikke har kunne lade være med at prikke til mig og sige: “Kvinde, du skal da have dig en blog”.
Bloggen kan snart fejre sin 1 års fødselsdag og på mange måder finder jeg det kun naturligt at invitere folk på besøg, for derigennem at dele lidt af alt det de kan.

Det Sarah blandt andet kan, det er at indrette. Hun har sans for detalje, finish og at skabe et rum.  Et rum der for nogen er lettere overfyldt men for mig, kun fyldt med varme, tid og masser af gode muligheder for leg.

Jeg håber I vil tage godt imod Sarah og hvis I tænker  mer’ så kan hun følges på Instagram profilen @sarahjgj
– Jeg lover jer, det er hele følgeskabet værd.

Endnu engang, velkommen til Sarah.

IMG_3953

Børneværelse på bugdet
Dette blogindlæg handler om hvordan børneværelset med tålmodighed kan indrettes personlig og billigt. Jeg vil undervejs give fif til både indretning, indkøb og diys.

Med 4,5 års studier (inkl. et år på barsel), hvor min indtægt har været SU og med et drengebarn, der ’selvfølgeligt’ ikke skal snydes for hverken værelse eller legetøj har vi måttet tænke kreativt… Sådan begyndte det i hvert fald… Jeg købte brugt tøj, legetøj, møbler osv. Jeg efterspurgte under min graviditet så meget på de lokale salgssider, at damen i den lokale kiosk en dag kommenterede det og venligt spurgte om vi snart havde plads til mere(!). Jeg fandt ret hurtigt ud af hvor meget, man rent faktisk kan få for pengene, hvis bare det man køber har været en smule brugt. Tanken om ikke bare at købe nye producerede ting for at smide ud igen om lidt, men at meget – ja næsten alt – kan genbruges betyder også meget i min tankegang. Det må være mit bedste bidrag til at passe på den planet vi er plantet på. Mine vestjyske gener spiller måske en rolle i hvordan jeg stadig får helt ondt i maven, hvis jeg i ny og næ køber noget til fuld pris. Det er nemlig blevet en principsag for mig at indretningen fortsat skal bestå af genbrugsmøbler og dims. Faktisk kan antallet af nyindkøbte møbler i hele huset tælles på én hånd. Derudover tror jeg måske, jeg er jysk mester i tilbudsjagt – jeg spotter de gule mærker på flere kilometers afstand!

Jeg kan mægtigt godt lide de stilrene børneværelser med lige linjer ryddelige flader og med få farver. Jeg ELSKER fine designlækkerier, halvdyre børnemøbler og dekorativt mærkevarelegetøj og jeg finder masser af inspiration fra værelser som disse når de vises frem på Facebook og i særdeleshed på Instagram. Jeg har selv forsøgt at holde børneværelset i afdæmpede farver. Det er dog hovedsageligt på grund af artikler, der påviser at børn (og voksne for den sags skyld), sover bedst i rolige omgivelser uden for meget pang og rod.

Værelset
Gør det selv – selv
Efterhånden – og med en mand, der er tømrer – har vi bygget flere af husets møbler selv. På den måde har vi kunnet få hvad vi ville have og til en overkommelig pris. Vi har selv bygget både sofa, seng og reol. På børneværelset er det gennem tiden blevet til radiatorskuler, højseng med opbevaring (som desværre er pakket sammen efter et styrt fra trappen) alverdens lamper, figurer og hylder.

For et års tid siden besluttede min søde mand sig for at lære mig at betjene stiksaven. Jeg tror måske, han i sidste ende var træt af at udføre mine ordrer! Han er stadig den bedste med en sav og præcision, men efter vi investerede i en dekupørsav, tror jeg faktisk, uden beskedenhed, jeg er blevet en skarp konkurrent. På Alfreds værelse har vi selv lavet følgende: Skylampe, Alfons Åberglampe, helikopterloftslampe, flyvemaskinehylde, pegboard, skyknager på kommode, ballonspejl, radiatorskjuler, racerbil og ’A’ med lys.

DIy

Vi laver alle vores ting i finér. Der er sådanset ikke meget fidus i det, da de fleste ting bare er tegnet op og savet ud. Ved at save med den føromtalte dekupørsav får træet fine kanter, som nemt kan slibes pænt. Det er en lidt større udfordring med de store ting, som skal saves med stiksav, rundsav eller lignende. Det er en billig måde at forsyne børneværelset med nye ting, hvis man ser bort fra de timer, der bruges på det. Vi sidder sjældent foran fjernsynet om aftenen!

Budgetvenligt legetøj
Når det kommer til legetøj køber jeg det gerne, og helst brugt. Langt det meste er loppet. Blandt andet er alle juniors Schleich dyr, som er brugt til blandt andet greb på kommoden (bare påmonteret med en skrue fra indersiden), købt for mellem 1 og 10 kroner pr. stk. Det bedste legetøj han har (udover LEGO, hvor farmands er fundet frem fra loftet) er biler i alle afskygninger. Fede metalbiler koster ikke mere end et par kroner stykket her ovre i Vandkantsdanmark. Det gamle retrobordfodbold har kostet 30 kroner. I år er en af fødselsdagsgaverne en loppet ridderborg med tilbehør til en samlet pris på 100 kroner og sidste jul bestod pakkekalenderen af en masse gamle cowboys og indianere med tilhørende fort. 30 kroner for 24 gaver den treårige var høj på materiel lykke!

leetøj
Genbrugsguld
Jeg er en heldig kartoffel at have en bedstemor, der bor på en gammel skole. Derfra stammer skiltet med ’Børnestue’, skolestolen, teaktræssengen (der har fået en gang maling på gavlene), hyldeknægtene med hylden ved sengen. Dinosaurfigurer og bamser er også loppet, ligesom færgen på skabet, det lille klaver og skoleplanchen med flodheste. Genbrugskassen under sengen fungerer som opbevaring af farvestrålende og meget underholdende for en 4-årig, legetøj fra diverse besøg på Mc Donalds o.l. I kommoderne gemmer der sig alt fra Micro Machines til fundne skatte som sten, fjer og døde snegle og hvad ellers små drengebørn elsker at samle på. Resten af legetøjet befinder sig i stuen hvor der bliver leget mest – når ikke vejret er til trampolinen i haven.

Discountfund
Udover at købe brugt og jagte tilbud er en anden måde at spare penge i indretningen ved at købe fint ind i ’discount’butikker. Her i huset er vi store fans af Netto hvor sengetæppet (som vist egentligt er et strandhåndklæde), søgræskurv under sengen, gulvtæppe og sætterkasse er købt. Jeg har ofte is i maven og venter på, de påfører varerne med gule skilte! Fra H&M har vi opbevaringsposen med dyr. Fra Søstrene Grene diverse flagranker og opslagstavleskyen. I KIWI har jeg fundet de søde bamsedyrehoveder.

Lidt luksus
Når jeg nu har skrevet så meget positivt om genbrug, discount og DIY projekter, så vil den opmærksomme læser, måske have bemærket, at det på værelset også har sneget sig en anelse over-budget-dims ind. Noget af det har jeg vundet andet har Alfred fået i gaver og ellers har jeg lavet nogle gode byttehandler. Når man nu sparer rigtigt meget, er det også okay at gå all-in engang i mellem 😉

andet

Det personlige børneværelse
Uanset hvilket rum i huset, der er tale om, synes jeg det er vigtigt, at der indrettes med elementer, der gør det hyggeligt og personligt. Hos os er det primært gennem vores hjemmelavede sager, men også gennem skæve eller utraditionelle ting, som måske ikke ofte ses i børnehøjde på et børneværelse til en 3.4 årig. På Alfreds værelse kan eksemplerne være opsatsen, fra en buk min afdøde bedstefar har skudt, planter, porcelænsfigurer, antikt spejl og billeder i forskellige stilarter – Nye, gamle og hjemmelavede. Jeg holder, som nævnt, meget af kombinationen med discountfund få nye lækre luksus ting – blandt andet den store dinoplakat og wallstickers, lysboksene, stofposen med alfabetet og fine bogstaver fra designletters mikset med det gamle teaktræ, det lyse finér og yndlingsfarven mint.

k

Mine bedste tips og tricks
–  til indretning af børneværelset

  • Bland loppefund med nye ting
  • Mal gerne gammelt legetøj og møbler i yndlingsfarven
  • Indret med planter
  • Tjek rodekasserne i Netto for skønne og billige ting
  • Stil det ’pæne’ legetøj frem og det knapt så pæne væk – det skaber tilmed ro til at falde i søvn
  • Vær ikke bange for at blande forskellige træsorter
  • Brug hvad i har! Kig rundt i stuen og se om noget kunne bruges på børneværelset. Lamper, møbler eller kunst
  • Indret med ting barnet holder af. Dino eller dukker. Det afspejler barnets interesser og gør værelset til et rart sted at være. Alfred er knapt 4 og vi har både haft traktortema, superheltetema og nu dyre/dinotema – Sørg for ikke at køre temaet så stringent at det vil koste en formue at lave om når junior om en uge hellere vil have my little pony (der er vi ved at være)

Rom blev ikke bygget på én dag… Hvis man gerne vil indrette med loppefund og ikke betale overpris, må man have tålmodighed. Det tager lang tid og mange ture til loppemarkeder og genbrugsbutikker for at finde det rette. Ofte ved man ikke, man mangler en ting, før man ser det.

Sidst men ikke mindst
Ideer til nemme DIYS hvis ikke man ejer en sav:

  • Vimpler med tekst, som enten er broderet på eller skrevet med tekstiltusch. Mine er lavet af gamle lagner og en lille rundstok
  • Papirsflyvere af maskintape – mange fede motiver kan findes på Pinterest/Google, hvis man søger på ’Washitape’
  • Pude af indkøbsnet. Søstrene Grenes fine og meget billige muleposer bliver til søde små puder efter 5 minutter ved symaskinen. Det er af sådan én, jeg har lavet kattepuden på stolen.
  • Plastikdyr som greb. Massive (må ikke være hule indvendigt) plastikdyr skrues på skufferne. Jeg har forboret dem og monteret dem med en skrue inde fra skuffen. Dyrene kan ofte loppes billigt.
  • Alfons Åberg tegning (eller andre simple børnefigurer) pynter fint i en træramme. Jeg har tegnet Alfons i frihånd med blyant og derefter tegnet op med sprittusch. Og det uden at have særligt store evner inden for billedkunst!
  • Find en kaffefilterholder – mal den og brug den til opbevaring af yndlingspixibøgerne
  • Skab nyt liv i gamle lamper med spraymaling

Tusind tak fordi I læste med

Hilsen Sarah

Mit liv, en dårlig Hollywood film

Bispebjerg Hospital

Jeg kaster først håret over højre skulder, drejer så engang rundt så min blå kjole breder sig ud omkring mine ben og svinger så håret igen. Mine øjne skinner på trods af marathon trætheden fortsat sidder i kroppen og det bestemt ikkehar hjulpet at sidde foran en computer små 10 timer i døgnet, så er jeg levet lidt op.  Jeg kysser mine søde drenge farvel og hvisker god bedring i Hr. Mands øre og trisser ellers afsted.

Da jeg kommer hjem igen nogle få timer senere er hele huset mørkt og Aksels sædvanlige snorken er det eneste der bryder stilheden Jeg får tisset af, renset ned og børstet tænder og ligger mig så i sengen. Hr. Mand er halvvågen og efter at have fortalt lidt om min aften, spørger jeg ind til hvordan han har det. Allerede om morgen havde han beklaget sig over smerter centralt i maven men havde som en hver anden, hvis kalender er godt presset havde gjort, spist nogle piller også ellers taget afsted mod dagens gøremåler. Smerterne er der stadig de tager lidt til og beskrives som en mavepuster der sidder i mellemgulvet. Jeg stryger ham lidt over håret, mærker på hans pande og spørger lidt ind til om han måske kunne have snupper noget Roskildesyge. Allerede der synes jeg da hans smerter er lidt underlige men igen, når man ved hvordan Hr. Mand kan have influenza : SÅ kan lidt maveonde jo godt blive en stor ting. Vi ligger os til at sove og under 3 timer senere vågner jeg ved en mærkelig lyd..

Sengen er tom og jeg kan høre hvordan Hr. Mand jamre ude fra badeværelset af. Jeg lister ud til døren og kan da allerede der mærke min alt for fyldte blære. Men toilettet var i den grad optaget. Hurtigt kommer jeg til udsætning med vandglas og vores største Margrethe skål også begynder det ellers at blive svært at klemme benene hårde sammen. Et kort øjeblik overvejer jeg at løbe i gården og vande rosenbedene med heldigt for mig har vi mange skåle og en opvaskemaskine med koge program på.

Jeg kan godt høre den er helt galt med Hr. Mand og da jeg får hjulpet ham ind i seng er hans tilstand ikke til at tage fejl af. Han koger og vrider sig igen og igen af smerte. Jeg finder en telefon frem og får så ringer op til 1813. Jeg kommer direkte igennem og sygeplejersken er sød, hun sender mig videre til en læge og der ændre det hele sig lidt.

Jeg bliver mødt af en “Det er lægen her, følgende er noteret” også læses der ellers det ene fagudtryk op efter det andet. Så bliver jeg spurgt “hvorfor min mand ikke gik til lægen tidligere Idag – og at lægen nu mente det godt kunne vendte til imorgen når egen læge åbnet igen.”

Jeg har efterhånden haft en del samtaler med læger på 1813 og kun en gang før har jeg måtte ringe på vegne af Hr. Mand, da han var så uklar i sin tale at andet ikke var muligt. Ellers har jeg hovedsageligt ringet i forbindelse med sygdom hos ungerne. Jeg har da læst en del af al den debat om akuttelefonen, nedlægning af afdelinger osv. men jeg har aldrig selv stået direkte i det eller kunne sige jeg har følt mig dårligt behandlet. Ikke før i går nat.

Mens lægen siger “det kan vente til egen læge åbner” kan jeg høre Hr. Mand klynke fra soveværelset og hvordan min egen mavefornemmelse bringer en jernsmag frem i munden. Det ryger hidsigt ud af mig “at hvis det ikke var alvorligt, så ville han jo nok selv ringe, men at han pt. ligger og vrider sig i bare smerte” og “nej det er ikke Roskilde syge!” Lægen sukker opgivende og siger “jamen så må han jo komme på en skadestue” spørger om vi skal tage på Frederiksberg men får da så lige en forklaring om den kun er dag ambulant OG at han lige måtte slå op i sin lille bog om hvor der var er mave/tarm kirurgisk afsnit. Modvilligt siger han så at min mand kan tage til Bispebjerg og da jeg spørger om transporten får jeg besked om det finder vi nok selv ud af.

… Jeg når lige akkurat at høre lægen har smidt røret på til jeg kommer igennem til min svigermor, der forvirrer spørger hvad der sker. Hurtigt for jeg forklarer at Morten skal på hospitalet og om hun vil kører ham. På få sekunder får jeg pakket de få vigtigste ting i et net og fundet nogle bræk poser frem til kørerturen. Derefter går turen med Hr. Mand over skulderene ned fra anden sal og der forstår jeg først hvor dårlig han i virkeligheden er, flere gange gør vi holdt, for at han kan samle kræfter eller kaste op. Min svigermor hjælper med at få ham ind i bilen og sammen kører de afsted. Klokken er nu halv tre, ungerne snorker og jeg er lysvågen.

Frem mod klokken 6 sms’er jeg med min svigermor omkring status på Bispebjerg og ret hurtigt kommer ordet sprængt blindtarm op. Da ungerne vågner er planen lagt og mens de spiser morgenmad i sofaen får jeg pakket det nødvendig og for første gang i mange år står vi klar da institutionen åbner klokken 7:30. Ungerne er i hopla over at kunne få morgenmad hele to gange og registrere næsten ikke at jeg på engelsk får forklaret om Morten på hospitalet, uvisheden og at jeg ikke lige viste hvem der hentede og hvornår på nuværende tidspunkt.

Turen mod Bispebjerg kender jeg alt for godt, da det er den samme tur jeg kører, som når jeg skal på studiet – dog drejer jeg af lidt før denne gang. Da jeg kommer ind står en sygeplejerske ved Hr. mand og gør ham klar til overflytning til intensiv, det hele går hurtigt og blikkene imellem os er fyldte med angst og uvished. Jeg kommer med og finder så mig selv kører rundt på en portørs transportvogn af senge, husker jeg smiler ved mig selv over at Aksel ville have elsket det her.

Da vi kommer til intensiv kommer vi direkte ind på operationsgangen hvor alt for mange læger i grønt tøj står klart. Jeg bliver bedt om at tage afsked og sætte mig i det tilstødende venteværelse. Da dørene lukker bag mig kommer smagen mad jern frem i munden og tårerne frit løb. Portørerne kommer ud og spørger pænt om han skal følge mig til caféen eller om han kam gøre et eller andet, sender ham et venligt smil og takker nej. Jeg får sat mig i venteværelset og sekretæren bekræfter hvor påvirket jeg ser ud, ved at sende et lille opmuntrende smil og siger så “jeg vil gerne finde et sted du kan hvile dig lidt.” Takker igen pænt ned og sætter mig i den bløde sofa. Venteværelset er ikke som andre venteværelser. Der er kun to små sofaer, en stor stak blade og ingen mennesker. På den ene sidde er der en dør ind til den intensive afdeling og den anden en dør til den intensiv operationsgang. Jeg ryster stille på hovedet igen og igen, i små forsøg på at skubbe det hele lidt fra mig. Så hiver jeg computeren frem fra tasken og sukker. Jeg skulle have afholdt sidste skrivedag på min eksamensopgave inden den skulle til korrektur og allerede nu viste jeg hvor usikkert det blev at jeg fik ordnet de sidste ligtorne ved opgaven. Jeg retter lidt på mig selv, acceptere at hænderne ryster og begynder så at sive ind i en anden verden, uden lyden af hurtige skridt, tilkalde alarmer og medicinske udtryk. Jeg skriver, retter og kigger i ny og næh til mit ur mens den ene time tager den anden og ber ganske stille til at Hr. Mand snart er okay igen.

Pludselig går døren op og portørerne fra før kommer smilende hen til mig og spørger om jeg ikke vil ind på opvågningen, hvor Hr. Mand lige er kørt ind. Vi går igennem endnu en glas dør og registrere kort at der endnu engang står intensiv på skiltet ved døren. Han ligger der på en stue, bleg, med at for mange slanger og ledninger. En sygeplejere står ved hans side og tjekker EKG’et. Jeg spørger til hvordan det er gået og hvad der var galt, hun fortæller mig kort om operationen og det får mig til at sænke de spændte skuldre.  Det var en sprængt blindtarm som krævede en grundig gennemgang af bughulen og som nu kastet 3 dages indlæggelse af sig. Jeg får en lille stol at sidde i og hvilet så panden mod sengen. Da jeg vågner er det pga. en bippende lyder. Hr mand åbner kort øjnene for at lukke dem igen, sådan går det længe, inden han for alvor vågner op ad narkosen. Hr. Mand at spørger efter saft, orientering og status på operationen. Vi snakker lidt frem og tilbage, klemmer hinandens hænder og får sammen lagt en lille plan.

Da jeg står foran børnehaven er jeg træt, kvalmen er alt overtagende og tårerne presser på. Jeg finder mit pokerfjæs frem og går så ind i børnehaven. Allerede på vejen derind møder jeg en af de andre mødre fra stuen som godt kan se den er helt galt og spørger om jeg har brug for en hånd. Fortæller kort jeg bare skal have ungerne, men det er okay nu. Det er okay – Hr. mand er okay nu og det er bare chokket der står tilbage. Ungerne bliver glade for at se mig og sammen går vi ud af institutionen. Vi sætter os på en bænk ikke langt derfra og fortæller så stille, at far er på hospitalet og at lægerne har haft opereret ham. Carl peger et par gange på hans mave, mens Aksel kravler op på mit skød og begynder at græde. Sammen sidder vi, stille, vuggende mens de begge begynder at møde situationen med en nysgerrighed. Vi snakker om at vi skal besøge far næste dag og ringer så til ham. For Aksel var det særligt vigtigt at vide om Far lå eller sad op og jeg forsikret ham at han sikker sad op og så lidt fjernsyn.

På vejen hjem er humøret lidt bedre, Hr. mand havde fået fortalt begge drengene at han havde det meget bedre og at han glædet sig til at se dem engang næste eftermiddag. Aksel svinger mellem at snakke om hvilken kage vi skal have med på hospitalet, til at fortælle om Fister og Oldemor i himmelen. Flere gange må jeg minder mig selv om at det er mig der er den voksne og jeg er nød til at bevare fatningen.

Da ungerne endelig sover slipper jeg det hele lidt løs, under 4 timers søvn har bestemt ikke hjulpet på min følsomhed og tanken om at Carl næste dag skal have lagt dræn er næsten ubærlig. Min mor har lovet at tage med som moralsk opbakning og Hr. mand har det heldigvis langt bedre. Efter lidt tid sætter jeg mig ved computeren, åbner min eksamensopgave og begynder så at fortsætte hvor jeg slap. Da klokken nærmer sig midnat er jeg færdig og sender opgaven afsted til korrektur. Træt tjekker jeg til ungerne, ligger mig i den tomme seng og trækker benene op under mig og giver så slip. For trætheden, chokket, eksamens stressen og den smerte der indfinder sig, når ens børn er sådan rigtig kede af det.

Jeg tænker stille ved mig selv, hvis det her var en Hollywood film, så ville det være en af dem med behov for kleenex, forhåbentlig ender den sådan rigtig godt. Forhåbentlig vender det hele nu og heldigvis er alle okay, trætte, men i bund og grund okay..

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

   

En hyldeste, til min studiekammerat og jeg

image

Tilsammen har vi en alder på 57 og tæller 5 børn, 2 mænd, hvoraf den ene er fraskilt. Vi har igennem de sidste måneder udgjort et makkerpar, være en gruppe. Fra første dag på uddannelsen opstod der en eller anden form for kemi. En kemi bygget på en relation ala “du har hund, jeg har hund” som har gjort, at vores relation for snart længe siden er blevet udbygget. Vi har på mange måder hængt sammen. Fulgt hinandens udvikling i at blive kandidatstuderende og være studerende mødre.

Igennem de sidste måneder, har vores relation være præget af transnationale strømninger, globaliseringsprocesser og konstante underminering og manglede udvindelse af hvad der skulle have været god vejledning. På mange måder burde uddannelsesinstitutioner uvinde medtoder til at opspore hvad der er best pratice af vejledning. Istedet har vi oplevet at få kolde spande vand i hovedet, fremført med en tyranni og mangel på almen god tone.

Vi har kæmpet en brag kamp. En kamp mod uret, litterære kilder og ønsket om et dueligt niveau, der ville umunde sig i et gennemsnitslige produkt. Et produkt der har gjort, vi her de sidste 4 dage har været sammen knap hele døgnet. Der er spist toast, thai take away og makrelmadder i massevis, sammen med alt for meget bland selvslik, is rosiner og sure æble. Den stuetempereret Pepsi Maxen er løbende blevet skænket og de små pauser på alten afholdt som en nødvendighed.

En sofa har udgjort min seng og en oplyst skærm har fremprovokeret blodspændte øjne med solide rander under sig. Frisuren har været stadardklassisk knold og tøjet en smule sjusket. Men vi er kommet i land. Vi er kommet igennem og har sammen udarbejdet et produkt vi på alle måder har kæmpet for og nu må tiden vise hvor hele dette transnationale eventyr ender. En ting er sikkert, det er med en stolthed over en arbejdsindsats og proces at jeg aflevere dette skiftetiden produkt.

Kærlig Hilsen, en træt, studerende mor.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit Barn, Født Med En Misdannelse Del. II. -Velkommen til verden, lille frø.

IMG_0399

Dette er II. Del af fortællingen om at være mor til et barn med en misdannelse. I. Del kan læse lige HER
Tusind tak fordi du vil læse med.

Vi ligger i sofaen mens et eller andet ligegyldigt kører i tv’et og dets lys kaster sig ud i rummet. Vi er begge stille og trætheden står malet i vores ansigter. Vores fingre ligger fletter sammen på min mave og i ny og næh mærkes de små livsbekræftende puf. Vores lydløse telefoner blinker med alt fra beskeder om notifikationer og sms’er.

Efter vores samtale med overlægen, var vi gået en tur rundt om søerne. Vi havde snakket om løst og fast men mest af alt om valget om den ubetinget kærlighed. Jeg tror alle forældre kender til denne og måske mener de fleste også at den indfinder sig i timerne, dagene, månederne efter barnet er kommet til verden. Jeg tror på mange måder man kan vælge at give denne ubetinget kærlighed, biologien og genetikken vil nok kunne modargumentere dette, men jeg tror vi som forældre kan vælge at elske, hvis vi vil det. Mens vi gik der, snakkede vi om vigtigheden af denne kærlighed men også om vores behov for accept af denne “streg i regningen”. At vi som forældre nu havde fået en lille bi opgave til hovedeopgaven som forældre og det ønskede vi begge at løse og håndtere bedst muligt.

Vores netværk viste jo godt vi ventede os, og de helt nære kendte også til vores venteposition i forhold til fostervandsprøverne, men nu var svaret der jo, det var KUN klumpfødder. Alligevel havde vi, særligt jeg, et behov for at slå noget helt essentielt fast, at sikre vi ikke skulle hører spørgsmålet fra nærtstående “hvad er der dog med hans fødder” så sammen fandt vi ordene og skrev en besked til vores nære og bekendte, om at vores kommende barn ville være medfødt med en misdannelse.

Tiden frem mod terminen var lang. Jeg tænker det er den formentlig for de fleste gravide og par som ellers venter sig. Som så mange andre vornede forældre byggede vi rede, men samtidigt gjorder jeg alt hvad for at læse mig ind på hvad et liv med et klumpfodsbarn kunne byde på. Jeg husker tit hvordan diverse forums skræmte mig, med fortællinger fra udkørte og frustreret forældre der pendlede tværs igennem landet ugentligt, hvis altså ikke oftere, for at gå til behandling med deres barn. Aksel skulle komme til verden i 2011 og på daværende tidspunkt var det kun Hvidovre, Københaven og Århus hospital der behandlede klumpfodsbørn og så vidt jeg ved, er udbudet af behandlingssteder i dag fortsat ikke de store, dog ved jeg, at man i Danmark har rigtige gode resultater med behandlingen.

1''

Jeg læste om alt fra strømper, støttende fodtøj, til underudvikling af taktile sanser. Jeg læste de der forfærdelige beretninger om kaotiske behandlingsforløb, operation på operation og hvordan denne misdannelse kunne æde et ægteskab op. Jeg læste fordi jeg mente at jeg igennem viden kunne genvinde bare en lille smule kontrol. Da vi nærmede os terminen, blev vi indkaldt til et møde på Hvidovre Hospital, som var det hospital Aksels skulle behandles på. Overlægen i børnekirurgi og speciale i klumpfødder ville gerne give kommende klumpfodsforældre en lille lektion omkring behandlingsmetoden. Ret hurtigt, støttede os par op om statistikken i forhold til børn der fødes med klumpfod på en eller begge fødder. Vi ventede alle drenge og flere af os havde familiemedlemmer med skæve fødder. Jeg kan huske at et af de andre par allerede havde et barn med klumpfødder og dem stillede jeg selvfølgelig også til krydsforhør.

Hvis der er noget jeg for alvor har lært i forhold til Aksels fødselsmisdannelse, så er det at vi er rigtig mange forældre i samme båd. Forældre med smukke og fantastiske børn, som har “en streg i regningen”. At stort ser alle disse forældre hellere end gerne vil støtte og dele. Ofte har jeg tænkt om det måske skyldes behovet for at hjælpe andre lidt påvej og måske udenom de kriser man selv oplevede eller om det i princippet skyldes, at os med “denne slags børn” er en minoritet. På mange måder oplevede jeg hurtigt at jeg var forkert på den i terminsgruppen, at jeg var den ”de andre ikke ville lege med”. Jeg kom nemlig med realiteten, realiteten om at de der scanninger jo ikke er for sjov, men de jo er udviklet i forhold til kontrol og medicinsk sikring af barnet. Sgu ikke for at sikre om det er “lyseblå eller lysserød” der skal dominere på børneværelset. På mange måder var jeg og mit kommende barn en del af den sandfærdige historie om det uperfekte barn, og det ramte mig igen og igen. Jeg har tit takket for, at det lige præcis var Aksel der kom til os, præcis som han var og som vores første barn. Vi viste nemlig ikke bedre. Det var først ved fødslen af Carl, jeg forstod hvor stor en indvirkning det at Aksel var født med klumpfødder havde haft på vores liv. Det kommer dog senere i denne fortælling.

stages_ofcasting

Overlægen fortalte om en ny metode, til behandling af klumpfodsbørn, ponseti metoden. En metode som gik ud på at manipulere med den sene der var for stram i foden og er årsagten til den forkerte fodstilling. Via gipsning tvinges det i foden der er indad drejet ud og ved en lille operation laves der så en achillessene forlængelse. Hvor man skærer achillessenen over og lader den vokse sig længere og sammen. Når dette er gjort, viderebehandles fødderne med en specialskinne, som holder fødderne i den korrekte position. Skinnen skal bruges 23 timer i døgnet i 3 måneder, for derefter kun at bruges om natten, hvor barnet sover og frem til det er omkring 4 år. Når barnet er 4 år er behandlingen normalvis færdig – men omkring 15% oplever at få et tilbagefald i mindre grad af medfødt misdannelsesfodstilling. Jeg husker alt informationen som værende kvalmefremkaldende. Husker jeg følte mig vred, fortvivlet og nervøs. Behandlingen afhang nemlig af hvor slemt det stod til med fødderne og hvor hurtigt fødderne responderet på behandling. Et gipsning forløb kunne vare alt imellem 3 uger til 3 måneder. Derudover husker jeg særligt tankerne om denne operation i lokalbedøvelse skræmte mig. De fleste forældre finder nok det at deres børn skal opereres ubehagelig. Men måske særligt nybagte forældre, som ved hvor utilfredse de små skabninger kan blive når de ligger på maven, kan relatere til den frygt der indfandt sig. Operationen som normalvis vareret 20-40 minutter skulle nemlig udføres, dels med lokalbedøvelse og med et barn der skal ligge på maven under hele operationen. Da Aksel kom til verden var det et stort mål at sikre han var tilvendt til at ligge på maven, så operationen måske ville være mindre overgrebsagtig. Jeg husker stadig den dag hvordan overlægen så ud, hvordan hans stemme lød og mange af vores hårde samtaler. Måske er det en naturlig del af det og være menneske, at vi huske særligt de mennesker som bringer “sorger” ind i vores liv. Til trods for det aldrig havde været lægens skyld at Aksel blev født med klumpfødder, så var det igennem ham det hele manifesteret sig.
ORTEZA-DE-Abductie-PonsetiNogle uger senere, efter mødet med overlægen, sidder vi til et af de sidste besøg hos jordmoderen, der siger hun det, sådan flettet pænt ind imellem ammekonsulationen og vejrtræningsøvelser. “Når nu han kommer til verden, så har I jo automatisk ret til to dage barselsgangen, eftersom han fødes med klumpfødder” På ingen tid havde vi lært at kæmpe vores kommende barns sag og ordet klumpfødder frembragte ikke længere den der koldsved, istedet fungeret ordet som en saftig bøf foran den vågende løvemor. Jeg var klar til at kæmpe for min søn og sikre ham det bedste af det bedste. Vi snakkede roligt behandlingsplanen igennem.  Hvidovre hospital havde skitseret det hele så fint for os og klædt os på til de tjek børnelægen skulle lave på ham. Da jeg samme aften tjekker tasken til hospitalet stopper jeg op ved strømprene. De små ekstra tykke strømper, med skriften “I Love Mom” og “I Love Dad”. Strømprene var en “tillykke med graviditeten”- gaven og modtaget før vi havde kendt til Aksels fødder. Det eneste jeg ikke havde købt af udstyr, det var strømper og de natdragter der havde fødder i da han alligevel skulle have gips på fødderne de første mange uger af hans liv. I stedet havde jeg købt den fineste lille pude, som skulle støtte under hans baglår når han skulle sove, så den tunge gips ikke belastede ham. Puden skulle også med i tasken, for hvis vi var på hospitalet en mandag, så kunne han komme med på den ugentlige gipsningsdag og påbegynde sin behandling.

9.4.11

Aksel kommer til verden på en måde som er sit egent indlæg værdigt. Da han ligger der på mit bryst, med hans små dybe øje, der har samme farve som havet, hvor bunden ikke kan ses, der mærker jeg kærlighed. Den rullede ind over mig og mens jeg lige så stille sang “Baby You Are A Firework” slap jeg al min angst fri. Endelig var han hos mig, så fin og smuk, så ny og så fuldstændig uvidende om hvilken verden der ventede ham.

9 April,2
Da vi har ligget sammen i nogle timer løfter vi lige så forsigtigt på dynen og ser dem så, de sødeste små ben trukket godt op som var han en lille frø der gjorder klar til spring. For enden af benene sidder de så, små fine bløde rynket fødder. Neglene er bløde, tåen ved siden af storetåen er længst og huden næsten gennemsigtig. Selve foden er krummet sammen, så der på undersiden af foden, ved forfoden, dannes et lille dybt V’lignende tegn. Ved den tynde ankel drejer foden indad så han mildt sagt kan klappe med hans fødder. Men han er der, han er min og helt perfekt, til trods for sin lille streg i regningen.

Inden 1 gibs, 2

Endnu engang tak fordi du læste med.

Fortællingen om mor til et barn født med en misdannelse fortsætter i et snart kommende indlæg, nemlig tredje og sidste indlæg om det at være mor til et klumpfodsbarn.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Big Girls Don’t Cry

Mor på SU 1,
I folkeskolen var jeg af flere gange kærester med en ret så sød dreng. På mange måder løb han virkelig med mit hjerte og står i dag tydeligt for mig, som en af mine første store forelskelser. Jeg husker tydligt hvordan vi lå der på hans sovesofa, med kinesiske tegn og en lava lampen som lyste et ellers mørklagt rum op. Hvor bløde popballader fra blandt andet Savage Garden og Blue spillede i baggrunden og hvordan vi imens bare lå der og kunne snakke om alt og intet, kigge på og studere hinanden. Dengang kunne jeg sikkert have kortlagt alle hans fine sommerfregner og han mine. Jeg husker hvordan jeg om aftnerne lå i min egen seng og lod fingrespidserne køre hen over min hævet læber og hvordan jeg kunne savne ham, til trods for jeg jo lige havde sagt farvel og vores gensyn allerede ville være igen næste morgen.

I dag husker jeg fortsat nogle af vores aftner sammen, hans stemme, mod også evne til at kunne udtrykke sig. Særligt den måde han udtrykte sig på, har efterfølgende været et ret klart karaktertræk ved de fyre jeg igennem tiden har været tiltrukket af og ikke mindst følelsesmæssigt involveret i. Han var nemlig ikke bange for at græde. Nogle vil måske mene at ”rigtige drenge græder ikke”, der er flere dele af det udsagn som giver mig myrekryb over hele kroppen og samtidigt skaber en inderlig lyst til at bryde ud i den vilde kønsdebat – det lader jeg dog lige ligge for en stund. Alt det der køns teori fylder pt. rigeligt på mit studie og lige i skrivende stund er det studiets skyld jeg sidder med halv puffi øjne og tænker rend mig i nougat land!

I dag har jeg nemlig grædt, faktisk flere gange – ved ikke helt om sluserne har fået et lille problem med at lukke ned eller om det bare er ”nu er der alligevel åbnet op” fænomenet jeg dealer lidt med. Men jeg har grædt og det synes jeg på mange måder er ret så befriende og et andet sted også utrolig opslidende, særligt fordi jeg pt. græder som et udtryk for at det hele lige er lidt hårdt. Det er ret normalt jeg godt kan hulke lidt når jeg krydser målstregen efter et større løb og forventer bestemt at jeg vil stortude flere gange undervejs til Copenhagen Marathon. Jeg forventer også at jeg vil tude lidt når jeg engang bliver færdig med dette semester, for det er hårdt på så mange måder og tør faktisk ikke helt at sige det højt, i frygt for nogen siger ”Hvad havde du regnet med – det er en kandidat du læser”.

Men jeg synes faktisk det er rokker hårdt. Det er også hårdt at putte sin 2 årige dreng uden hans puttekanin, at det overhovedet er muligt, eftersom vi har investeret i hele 3 stk’s for ligesom at undgå den slags scenarier, det er en helt anden side af sagen. Jeg synes det er hårdt – måske mest af alt fordi jeg ofte oplever, særligt på sociale medier, at livet ligesom er en glansbillede samling, nogle endda med ekstra glitter. Jeg samlede som barn ikke rigtig på glansbilleder. I stedet havde jeg travlt med at falde ned fra træer, hoppe på brædder med gamle søm i og vælte på cyklen, altså lave ting som på mange måder til dels udløste en del tåre og ikke mindst blå mærker og klassiske ”av-det-gør-nas-når-det-skal-af-plastre”. Jeg synes det er hårdt, særligt fordi jeg på mange måder underminere mig selv og de kompetencer jeg besidder og det er lidt en hæmsko, særligt når man gerne skal have lidt af den der ”her kommer jeg” attitude og jeg i stedet har tendens til at kaste mig ud i en omgang metaforisk ordbræk, så folk til tider tænker – ah er hendes far i virkeligheden ikke bare ham den skaldet fra X-factor. Men nej, sidst jeg tjekkede lå min far stadig på Måløv kirkegård og måske har særligt det vilkår gjort at jeg aldrig er for stolt af mig, til at lade tårerne trille. For nogle gange, så er det hele bare pisse hammerende hårdt og jeg tror vigtigt at ture sige højt. Det er måske ikke altid at resten af ens omverden orker at høre på det eller lige regner det man står i. som værende ”så hårdt igen” og jojo – der er altid en som har kræft, gennemlever en skilsmisse eller har mistet sit job og verden kan altid lave 1., 2., 3- plads placering af hvem har det hårdest. Jeg tror bare ikke helt på, at det er der vi skal hen. I stedet tror jeg nogle gange bare det handler om at være sammen i det og ikke mindst sige til sig selv : ”Det bliver okay igen… jeg skal bare lige være i denne periode også videre igennem” for ofte tror jeg vi tænker ”jeg skal bare lige igennem” – men det kreditere jo så ikke rigtig at man jo lige er nød til at gå igennem det hårde for at komme ud på den anden side og få prinsen og det halve kongerige : I mit tilfælde hedder det sommerferie, med indlagt sommerkursus.

Tusind tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet