Var det til døden os skiller?

Var det til døden os skiller?

Flashback
Katten spankulerer igennem stuen, sætter sig foran mine fødder og kigger så intens på mig. Hendes øjne er små smalle sorte sprækker. Sådan sidder hun lidt for dernæst at gå over mod Hr. Mand og indtage samme position.

Hun kigger på os, som om også hun fornemmer uroen der fylder hele rummet. Ungerne sover, selvfølgelig, denne her snak skulle ikke tages med små ører på stilke. Vi har holdt os adskilt hele dagen, først var jeg væk til formiddag og dernæst kørte han afsted, simpelthen for at skabe ro, plads og god energi, frem for en trykket stemning omkring os. Ingen af os siger noget. Jeg hader denne form for stilhed og jeg hader at han bare sidder der.. jeg hader os, at jeg har aller mest lyst til at råbe “Fuck det her” og pakke en taske, som var jeg en teenagetøs. Mest af alt så hader jeg, at det slet ikke har noget med ham at gøre og det i stedet drejer sig om mig og mit skide flugtinstinkt. Tak for det kære Far – Stedfar og tidligere kæreste. Tak for svigt og ar på sjælen, som har etableret en “så klare jeg bare mig selv” tankegang. Det holder jo ikke en meter- eller jeg kan sagtens klare mig selv, men det er jo vitterligt ikke det jeg ønsker.

Vi er kommet langt ud af tangenten og hvordan vi lige finder melodien igen, det ved jeg virkelig ikke. Vi sidder længe, for så at begynde på dansen, først såre jeg ham, så han mig og før vi ved af det, har vi begge nedbrudt hinandens mure for så endelig at kunne tage snakken på fornuftigvis. Tænk at vi skal forestille os at være voksne mennesker. Hold op hvor er det åndsvagt at to mennesker kan kører hinanden sådan rundt for til sidst at sidde med sammenflettet fingre og sige “undskyld – det var os og …. jeg elsker dig”. Jeg kigger på ham og siger det så ganske stille “Nu er vi simpelthen nød til at lægge stilen om og jeg tror ikke vi kan gøre det selv…så jeg ringer til psykologen i morgen”. Der bliver igen stille i stuen og mine øjne søger mod vielsesringen som sidder der på fingeren. Der skal den jo sidde til døden os skiller, forhåbentligt, men nogen gange, så har jeg sgu min tvivl. Særligt nu, hvor vores ægteskab er kommet i krise.

Det lange (sunde) parforhold
Jeg tror alle der har været i et længerevarende parforhold, har været en tur i hækken. Hækken som måske sågar er eller var udgjort af tjørnebærbuske, således at når man rejser sig fra beplantningen, er det med blodige rifter og vedvarende svien. Selvom min seriøse forholds erfaring, forud for jeg indgik i et forhold til hvad der blev min Hr. Mand, er relativ minimal, så lærte jeg trods alt en del. Der er grænser for hvor meget jeg vidste om det længerevarende parforhold, da jeg kun var 18 år, da jeg fandt sammen med Hr. mand. Jeg havde dog lært en del, måske fordi jeg i lidt over 3½ år befandt mig i et forhold til en ældre fyr. Lige så godt det kunne være, ligeså hårdt var det, men jeg lærte virkelig noget, mest af alt om mig selv, mine grænser og behov. Jeg lærte blandt andet, at det var enormt vigtigt at jeg vidste hvorfor jeg lukkede en dør, for ellers, så kunne lysten til at åbne den igen konstant hjemsøge en. Det kan eksempelvis ske, efter at have ligget på stuegulvet i 14 dage med intens hjertesorg , efter ens partner havde fået et ‘Chandler øjeblik‘ og som så pludseligt blev “glemt” ved en sølle undskyldning og påstand om at “nu er alting anderledes”.
Det bliver det som regel aldrig, slet ikke hvis ikke man får sat ord på hvad det er der skal være anderledes. 

Hr. Mand og Jeg bliver kærester i efteråret 2007. Efter knap 1,5 år som klassekammerater på HF og bedste venner, så sker der noget jeg ikke helt havde set det komme, eller det havde jeg, bare ikke mere end 3 uger før vi kyssede første gang. Du kan læse vores kærligheds historie HER. Det hele var noget værre rod, for jeg havde netop brudt men den mand jeg troede skulle være manden og alligevel vidste jeg nok godt at det ikke duede, det blev nemlig aldrig helt godt for mig og jeg tænker heller ikke det blev  for ham.  Pludselig stod jeg der og min bedste ven havde for længst fortalt mig han var vild med mig – hvilket jeg havde modtaget ved at give ham en flad. Alligevel skete der noget og trods en masse rod, tvivl og manglende tillid, så fandt vi sammen.  Siden da, siden det første kys, det efterår, er der sket så uendeligt meget og i dag er Hr. Mand mit livs vidne på godt og ondt.

Det har aldrig bare været ligeud af landevejen, i stedet har jeg ment vi skulle Off roade og ned af små alternative stier mens Hr. Mand nok mest af alt har foretrukket hovedvejen, på fortovet. Måske er det i virkeligheden det der sker, når datteren, til den enlige mor forelsker sig i sønnen fra kernefamilien fra villaen Vanløse? Modsætninger mødes og kloge mennesker mener man skal huske på at netop disse modsætninger engang var så ydersttiltrækkende, når man løber panden imod muren.

Når krisen kradser
Det er sensommeren 2016 og jeg er netop blevet udskrevet fra det psykiatriske hospital, efter at have været indlagt med en stressbetinget depression, det kan du læse om HER. Jeg er bange, forvirret og vred. Vred fordi jeg føler at jeg selv og Hr. Mand kunne og skulle have gjort mere, forud for mit sammenbrud, men vreden hjælpen ingen steder – i stedet gælder det bare om at få styr på alt det kaos som eksistere, de dårlige rutiner og strategier, dels mine egne og dem som jeg oplever i mit ægteskab. Kort før min udskrivelse, har Hr. Mand været med mig til et møde, hvor vi har snakket back up plan, handlemønstre og hvordan vi som familie skal begå os med en psykisk sygdom som “gæst” i huset. Ved ikke om jeg ligefrem vil kalde en bragende stressbetinget depression for gæst, men det er nu engang realiteten. Gæsten går jo igen, det er alle omkring mig sikker på og det betyder os, der en dag kun er os fire på matriklen tilbage, hvilket gør vi er nød til at holde godt fast i hinanden, hvis ikke andre end gæsten , skal have lyst til at gå ud af hoveddøren. Jeg er hunderæd for Hr. Mand skal gå og samtidigt så bebrejder jeg ham ikke lysten til at gøre det. Faktisk forventer jeg det næsten og en aften får jeg os sagt, at jeg synes han bare skal smutte NU, så jeg lige kan tage alt lortet på en gang. Den aften beder han mig om at lukke røven og vi indgår en aftale om, at jeg ikke må skubbe ham væk eller sige den slags ting, fordi de er enormt sårende. I dag forstår jeg godt hvad han mente og jeg har ofte undskyld for min måde at skubbe ham ud i kulden, frem for at lukke ham ind – jeg kunne bare ikke rumme at være i relation til ham.

Jeg husker, at jeg dengang tænkte, at hvis vi skal overleve det her og komme et sted hen, hvor det “usunde” ikke længere har en eksistens i vores ægteskab, så er det dét, som skal til. I virkeligheden tror jeg altid der vil være små og store knuder i et parforhold, spørgsmålet er blot, hvordan vi arbejder og løser disses. I takt med jeg arbejder mig ud af depression, tilegner jeg mig nye strategier og på mange måder genopstår jeg. Jeg forstår os, hvor vigtigt terapien bliver for os, i forhold til at det kan være rigtig svært som partner at følge trit med den person, som gennemgår et større intensiv terapeutisk arbejde med sig selv.

Et par, i parterapi
Ligesom vi sender vores biler til service, så kan vores forhold os have brug for et servicetjek. Dette tjek kan vi få forskellige steder, på et spaophold, en date-night, eller med hed sex eller ja … i et rum, med sin partner og en terapeut. Hvad vi arbejdet med i vores parterapi, var alt fra det helt banale parforholds / ægteskabsproblematikker, det som vores psykolog kaldte for stressrelateret problematikker, som jeg tror mange børnefamilier nok kæmper med, til de lidt mere personlige strukturer som krævede et større pillearbejde. Ofte kommer uhensigtsmæssige handlemønstre af en årsag, noget har man med sig fra første kys og andre, ja de kommer til undervejs i ens forhold. Hvorfor, tja det kan man altid diskutere og det store spørgsmål er os dertil, hvad skal man gøre ved det?

Igennem parterapien fik vi pillet lidt af de dårlige vaner ud af os, vi lærte på ny at forstår hinandens handlemønstre og selvom jeg kan synes noget fortsat er skide irriterende, så ved jeg os, efter at have været inde at arbejde med de elementer der skabte konflikter, hvad og hvorfor det er som det er.
Jeg tænker ofte, at det vi lærte i parterapien gjorder at vi kan danse livets dans. Nogen gange er vi tætte, passioneret og næsten filteret ind i hinanden og andre gange, ryg mod ryg, med afstand – måske endda distance men det betyder ikke at kærligheden ikke er tilstedet, tværtimod. For mig er kærlighed at kunne forstår, acceptere og respektere, at kærligheden har mange farver, men det er nu engang, kærlighed, hvad end vi vil det eller ej.

Tusind tak fordi du ville læse med.
Kærlig Hilsen Christina





Please ‘Like’ Me

Please ‘Like’ Me

Jeg er over længere tid gået til og fra dette indlæg. Jeg har vendt det med mennesker der står mig nært, i forbindelse med “kompliceret” relationer, som i bund og grund gør ondt og efterhånden kan kaldes for uhensigtsmæssige. Alligevel har jeg tænkt, “Ah, det er da mig som er nærtagende”, men hvad så, når man begynder at se et mønster, der er så “markant”, at tanken om at det er en selv, som er paranoid, ikke længere tæller – hvad så?

Det ene øjeblik tænker jeg, ej det er jo bare et sølle like, det er jo bare et socialt medie og i det næste øjeblik, acceptere jeg, at mærke hvad det egentligt er jeg føler. Der er en følelse af ked af det hed – lidt ala. At blive holdt udenfor eller konstant få en mavepuster. Det gør nemlig ondt – når man konstant kan se at relationer bevist undgår at tommelfingremassagere lige præcis ens liv. Jeg har virkeligt tænkt meget over om et “like” eller det manglende “like”, kan få lov at være en konflikt. Men det er jo ligesom i sangen “det er ikke det du siger – det mere løgnen i sig selv”, det er mere den manglende handling i sig selv der er problemet – særligt når man kan se, at handlingen er fuldt ud bevist? Selvom knappen dislike eksisterer, så har vi jo fra første hånd en helt anden mulighed, nemlig at bruge vores handlinger til at understrege det ene eller andet.

Personligt er jeg ikke der “store” facebook bruger. Facebook er for mig en form for interaktiv kalender med gode lykønsknings muligheder. Jeg synes overordnet set, at det er vigtigt, ikke at føle sig for fin til at like eller synes om, det er en værdi jeg har fået med hjemmefra.. der går intet af mig, ved at glæde mig over andres succes, derudover mener jeg os, det er almen høflighed. Jeg ved at det bestemt ikke er alle, der føler den slags er nødvendigt. Faktisk findes der mennesker, som når lejligheden byder sig – “bevist” fravælger at synes om, udelukkende grundet den person som opnår eller gør lignende. Forleden læste jeg så en undersøgelse, selvfølgelig pibler der hele tiden nye studier frem omkring vores SoMe forbrug og vores færden på sociale medier, de har jo efterhånden en indflydelsesrig position. Undersøgelsen vidste hvor stor en betydning bekræftelse, via sociale medier efterhånden har.

Jeg ved godt et indlæg om tommelfingermassage af andres liv på sociale medier, kan virke lidt “ah hold nu op”, omvendt fylder mennesket brug af mobiltelefoner – heraf sociale medier mere og mere. Diverse børneorganisationerne fremlægger gang på gang hvorledes der ses en stigning i mobning via sociale medier og selvom et manglende like bestemt ikke kan sidestilles med mobning, så har handlingen en klokkeklar funktion. Forstil dig du har en almen folkeskoleklasse, en 8. Klasse. I klassen er der en masse dejlige unge mennesker, nogen med stemmebånd som er under udvikling, grundet pres fra Adamsæblet og andre hvor huden er liiiidt i udbrud. Der er stille og frembrusende typer, og så er der dem som der oftest er flest af – usikre typer. Usikkerhed kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogen vender det indad mens andre reagerer udad, for at sikre de ikke selv “opdages”. Klassen holder frikvarter og en pigegruppe sidder og snakker om hvad der rør sig. De scroller rundt på hinandens profiler, griner lidt af weekendens strabadser og liker så. De sidder os og studere hvad pigerne, som ikke sidder i gruppen har lavet. Deres handling her er anderledes. De griner på en anden måde og undgår helt bevist at like, selvom de til dels registrere hvilket oplevelser/præstationer den enkelte person har haft. I det øjeblik, foretager de enkelte piger i gruppen, en verificering af andre mennesker. Hvad den bunder i vides ikke helt, men den sker. Selvom handlingerne som skildres på profilerne, i større grad minder om det de lige har ‘liket’, så opnår profilen ikke samme stranding, af en helt bestemt grund. Hvilken siger gruppen ikke direkte, men deres grin, registrering og øjne som ruller fortæller langt mere.. Historien kan hurtigt få en ekstra drejning, hvis så ejermanden til profilen, som ikke modertager likes, stå i døråbning og høre eller ser det hele.

Historier som denne, modtog jeg masser af, dengang jeg var børnerådgiver hos Børns Vilkår. Opkald fra drenge og piger, som oplevede hvordan andres holdninger til dem på de sociale medier, gjorder dem kede af det, usikre og utilfredse med dem selv.

At tommelfingermassager kan have en stor betydning. Det har en betydning, hvis det kun er blåt blomstrede porcelæn, de lange eller hurtige løbeture eller dem i størrelse XS som modtager liket. Hvis vi kun tillader os selv at synes om bestemte typer, så sker der automatisk et vrid i den generelle samfundsforståelse. Når feminister og krops elsker, råber op om at alle kroppe er gode kroppe mens de påpeger at de naturlige billeder af oppustet maver, strækmærker og muffin cups høre lige så meget til på nettet, så skyldes det, at der forsat er en tendens til at lige præcis den slags billeder modtager “færre” likes eller anses som være mindre socialt acceptabelt, end billedet med den “rigtige” vinkel og top trimmet krop.

Min bøn til dig er derfor, tænk dig om når du liker og når du ikke gør.

Vi har alle forskellige holdning og præferencer og det er jo det der er skønt ved verden, at der er en konstant individualisering som tillader forskellighed. Jeg tror bare, der nogengange er mere end blot en handling, der er en tanke bag og spørgsmålet er, hvad den er bundet op omkring?

Kærlig Hilsen Christina

Tillykke – med din første offentlige amning.

Tillykke – med din første offentlige amning.


Da Hr. Mand og Jeg havde bryllupsdag – 8 år.
Tænk at vi overhovedet kan holde hinanden ud efterhånden ?
Sådan må man gerne tænke – i min optik altså, særligt fordi vi jo har været sammen meget længere end vi har papir på. Jeg er faktisk ret glad for ham Hr. Mand os selvom han kan fyre op under mig på den rigtige gode måde og ja – knap så gode måde. Vi er ikke de vilde materielle typer, som køber guld og ædelstene til hinanden. I år gav vi os selv Vilmer, så tænker jeg ærlig talt ikke vi kan ønske os mere. Når nu man skal fejre 8 års bryllups dag – med et på det tidspunkt en 8 dage gammel baby (Jubii for tal-mani), så valgte vi at gøre det helt lavpraktisk og bare spise en hyggeligt frokost sammen, på en lokal god burger bar.

Hr. Mands og min date, blev Vilmers og min første rigtige tur ude, grundet blodtab og efterfølgende infektion (hip hurra). Vi får sat os og som det jo skal være, vågner Vilmer lige idet tjeneren stiller maden på bordet, det er en naturlov af mor skal spise kold mad. Vilmer kommer selvfølgelig op og jeg når knap nok at hilse på ham, før han er ved at æde min skulder og lige der tænkte jeg “okay – du skal have mad nu …. og jeg skal amme offentligt”. Ved mig selv, hviskede jeg samtidigt et lille tillykke, af en helt særlig grund.

At være bange for at amme i det offentlige rum.
Det at amme offentligt, har ikke altid været nemt for mig. Dengang jeg fik Aksel, blev jeg så ubehageligt tilpas når jeg skulle amme ude, at jeg pumpede mælk ud og gav ham det på flaske. Hjemme ammede jeg nåede så fint men det blev ret hurtigt utrolig svært at følge med i udpumpninger og amning, det blev et “dobbelt” arbejde. Forstå mig ret, jeg ser bestemt ikke amning som et arbejde. At blive hjemme, var ikke en mulighed, da der ikke havde gavnet mig mentalt overhovedet og derfor fik Aksel både brystmælk på flaske og fra bryst, de første måneder af hans liv.

Hvorfor jeg havde det svært med at amme ude, skyldes flere faktorer. Aksels ben var i gips pga. hans klumpfods behandling og derfor blev han meget stor og stiv i kroppen og derved “uhandi”’at ligge til brystet. Den dag i dag, ville jeg ønske at jeg havde kæmpet mere for min amning, men jeg lod mig “trøste” af fortællingen om at en god mor ikke sidder i brysterne og NEJ det gør en god mor ikke, men jeg ville bare gerne have gjort noget andet. Sandheden omkring hvorfor jeg ikke ammede offentligt, handle dog mest af alt om, at jeg var bare for folks fordømmende blikke, eller endnu værre… at blive forvist fra det sted jeg sad.

Bare tanken om at amme offentlig, fremprovokerede, hvad jeg senere i livet erfarede var stærke symptomer på angst. Jeg tænker nogen gange om de mennesker, der mener at amning af et lille barn skal forvises til et toilet, den kolde bænk på gade eller et “kosteskab”, egentlig ved hvor enormt diskriminerende og fordømmende det er og føles for den ammende. Jeg tænker om de ved, hvad der sker i en, når det der ellers er det mest naturlige i verden pludselig anses som værende ulækkert, seksuelt eller ja blufærdighedskrænkende?! Jeg tænker om de ved, at nogen mødre – som jeg var det engang, ikke er stærke nok til at stå fast på det de tror på, og derfor i sidste ende kan gå på et stort kompromis med deres eget moderskab og droppe amningen !
(Der er intet galt i at give flaske -Men der er noget galt i at føle sig presset det at pakke sit bryst væk og næste sin baby mad!). Fra det øjeblik jeg blev mor, til henholdvis Aksel, Carl og Vilmer, har alt i mig rettet sig mod at sikre deres trivsel – ALT. Hertil at møde dem i deres behov og det indebære selvfølgelig at give dem mad!

Da jeg blev Mor til Carl, valgte jeg at gå ind og arbejde med min “frygt” for at amme offentlig og acceptere at nogen mennesker bare har en anden holdning, men at det ikke gør min amning forkert. Nu her, hvor jeg har fået Vilmer, tænker jeg næsten ikke over det – eller jeg orientere mig dog altid, hvor der er et evt. ammerum og ja – om der er en ammepolitik?
OG – Når jeg står op om morgen, så tænker jeg over hvad jeg skal den pågældende dag. Skal jeg ud – være sammen med fremmede eller en nær veninder. På den møde afhænger mit tøjvalg af dagens aktivitet og gøremål, da jeg derved indtænker om jeg kan knappe en skjorte op eller om det er bedre blot at løfte op i en T-shirt. Er jeg ude offentlig, forsøger jeg ofte at have tøj på der kan dække mit bryst mest muligt, men som samtidigt gør det muligt for mig, at give mit barn mad OG jeg tænker derfor om dem der igen peger fingre, vender øjne eller kommer med spydige kommentarer i diverse ammedebatter ved, hvilket tanker jeg som mor, ammende mor, gør mig af tanker – for IKKE at “støde” nogen. For tit og ofte føler jeg virkelig, at nogen tænker en ammende kvinde er en stor provokatør som bare gerne VIL fremvise sit bryst – sådan er det altså ikke i mit tilfælde, tværtimod.

Jeg fuldammede Carl og jeg har i den grad tænkt mig at gøre det sammen med Vilmer, så længe mit bryst tillader det og produktionen forbliver stabil på begge bryster. Det betyder os, at hvis Vilmer ligner sine brødre lige så meget på højden, som han gør i resten af hans udseende SÅ vil han være en “stor” baby. Hans kognitive udvikling vil dog forblive på det niveau, en babys kognitive udvikling er på, afhængig af hans antal uger og måneder. Det er ligemeget – for han skal have mad og det er og bliver et basalt, nødvendigt behov, ligesom det er for du og jeg.

Jeg håber dette indlæg, kan skabe stof til eftertanke. Hvad end om man er den ammende, hende der giver flaske, har hjertebanken i det offentlige rum eller om man så er den type, der mener at amning skal foregå på ens egen matrikel eller på et toilet.


Kærlig hilsen Christina

At være omringet af … tissemænd ?

At være omringet af … tissemænd ?

Velkommen til et indlæg, som handler om barnets udforskning af egen krop og morens forsøg på at være forstående. Hermed skal det forstås, at dette indlæg, IKKE bevidste indeholder seksuelle undertoner og skulle du som læser kode det således, så er indlægget bestemt ikke skrevet med den intention, tværtimod.
Tak fordi du vil læse med…

Da jeg var barn var mit største ønske, af få en tissemand. Grundet min fars død og evige higen og søgen efter faderlig anerkendelse og den mere eller mindre konstante oplevelse af at være “uinteressant”, for min mors daværende nye mand, så bandt jeg det hele op på, at jeg manglede en tissemand. Jeg var for længst blevet korthåret, hende “drengepigen” og god til fodbold. Det eneste der manglende, var bare den der tap, for jeg kunne sagtens stå op og tisse. I dag elsker jeg mit køn og jeg har for længst sluttet fred med de faktorer der var i min opvækst, som gjorder jeg i en periode af mit liv, ikke kunne forlige mig med at jeg “bare” var en pige. Jeg sluttede først, for alvor fred med mit køn, da jeg begyndte at forstå, at der var mere end bare en tissefunktion i henholdsvis de kvindelige og mandlige kønsorganer og at jeg var tiltrukket af det modsatte køn.

En interesse i kroppen.. og dens seksualitet
Jeg har altid synes kroppen var fascinerende og i de spæde teenageår, lånte jeg stort set alle bøger der omhandlede kroppens udvikling, pubertet, kærlighed og sex. Jeg læste bøgerne fra ende til anden, slugte alle artiklerne i mine “Vi Unge” blade og når der endelig var klemt lidt seksualundervisningen ind i årsplanen, ovre i skolen, så syntes jeg det var fantastisk. Jeg husker særligt en undervisningsgang, hvor en lærer måtte udsætte besvarelsen på mit spørgsmål, simpelthen fordi der sad flere drenge i lokalet, som ikke havde brug for denne mængde viden endnu. Teenagere modnes alle forskelligt og yderligere drenge og piger. Da jeg mange år senere, i forbindelse med min uddannelse til folkeskolelærer, tog kursuset i at kunne lave seksualundervisningen, så forstod jeg pludselig hvilken opmærksom lærer jeg havde haft, der dengang – også i seksualundervisningen, havde kunne differentiere sin undervisning og sikre at ingen havde følt sig stødt.
… og nu ind til sagens kerne, det indlægget i virkeligheden handler om, nemlig ..

Når man er omringet af tissemænd
Det var bestemt ikke den første tanke der strejfede mig, dengang vi til en scanning fik at vide, at vi ventede en dreng.. vores første dreng, men dengang en læge fortalte mig i telefonen, at svaret på moderkagebiopsien viste vi ventede en dreng, dreng nr. 2, så begyndte jeg at tænke lidt over det. Da jeg så blev gravid med nr. 3, og kunne mærke det os var en dreng SÅ var jeg helt ærlig hos psykologen og sagde mens en tåre trillede ned ad mine kinder, at jeg en sjælden gang imellem, følte mig udenfor derhjemme, grundet mit køn. Jeg behøver ikke kaste mig ud i kønsdebatten her – de fleste ved jeg er ret neutral MEN det er nu engang sådan at drengene går til venstre i svømmehallen og jeg til højre, da jeg har en tissekone og de, en tissemand. Jeg bruger funktionsordene i dette indlæg, da det er de ord, jeg bruger overfor mine børn. De kender nemlig fortsat kun til deres kønsorgans ene funktion. Den anden, ja det kommer nok lige rundt om hjørnet, særligt nu hvor lillebror er ankommet. Vi har pt. holdt os til en forklaring baseret på dyreriget og masser af kærlighed mellem mor og far, en kærlighed som os kan være imellem to drenge og to piger.

De der tissemænd, de fylder en del fra det sekund ungerne er presset ud af fødselskanalen! Man skal holde øje med eller bare huske at ligge en stofblee på dén, mens man skifter, da man ellers kan blive tisset i hovedet eller – de kan tisse sig selv i hovedet. Dén skal os pege den rigtige vej, når man sætte bleen på og sådan kan jeg blive ved. Som årene går, kommer der nye små bonus opgaver i forhold til tissemændene. Alt fra at der skal holdes øje med nogle sten, til den kærlige pædagogiske snak, som ikke må ende med “Kan du så få fingrene op eller væk derfra!”. I stedet forsøger jeg at guide og sige ting som, “det gør man ude i badet eller inde i sin seng”. For ih hvor kan sådan en “tap” fylde meget og forståeligt nok, den er jo lige der og den lever jo lidt sit eget liv og reagere fuldstændig som den vil.

For børn, særligt i den alder mine børn har, så handler det ikke om seksualitet eller at “masturber”, det handler om en nysgerrighed omkring ens egen krop og en registrering af, at det killer i maven og en undersøgelse af, hvad sker der, når jeg gør sådan og sådan, noget de helt selv skal have lov til at udforske. Det er hér nogle sindssyge mennesker mener noget helt andet.

Jeg må med hånden på hjertet indrømme at jeg synes det er lidt svært, måske fordi min hjerne kommer til at tillægge det betydning, eller måske fordi jeg kan se hvordan det udvikler sig og allerede har udviklet sig en del og fortsat gør det. Måske frygter jeg en eller anden dag at mine drenge skal spille “kiks” med vennerne, eller ja … at skulle samle klisteret sokker op fra gulvet og det er selvom jeg aldrig har haft en berøringsangst for at tale om den slags. Jeg har tre drenge i alderen 1 måned, knap 5 år og 7½, og jeg har dæleme skiftet, tørret og vasket dem hundredvis af gange og ganske langsomt set på nærmeste hånd, hvordan de  selv “opdager” at der sidder noget der imellem benene. Vi har selvfølgelig læst en del bøger, lige fra Totte bøgerne, til børnebøger om krop og graviditet. At læse om noget genkendeligt, kan tit være en rigtig god måde at skabe dialog om noget af det der kan være lidt svært, eller mystisk eller bare det der er helt normalt.

Det vigtigste og det jeg ønsker mine børn skal tage med fra deres opvækst i forhold til kropsforståelse, accept og selvkærlighed, er at deres kroppe ikke er forkerte eller forbudte. De bliver ikke blinde af at pille, røre og udforske dem selv, tværtimod og vigtigst af alt, deres krop er deres egen, deres grænser såvel som andres skal respekteres og accepteres og skulle de en dag stå i omklædningsrummet og tøve over, at smide underbukserne og hoppe i bad, så vil jeg på så mange måder, føle, at jeg ikke har klædt dem godt nok på. Vores kroppe er helt perfekte som de er skabt, en krop er ikke forkert, men de tanker og den selvforståelse vi kan have, kan være det. Så selvom jeg ofte siger, at min største frygt ved at være omgivet af tissemænd er, den mængde mad de vil indtage i deres teenageår OG at jeg formentlig bliver husets laveste beboere osv, så er min “frygt” mest af alt, at det er noget jeg ikke kan og at drengene en dag føler, at de ikke kan snakke med mig om noget der trykker dem eller det de søger svar på, fordi jeg i bund og grund ikke har en … tissemand..

Andre drengemødre på linjen , som kan relatere til netop disse tanker?

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

“Vi har fået en lillebror”

“Vi har fået en lillebror”

Dengang Hr. Mand og Jeg, blev enige om at “nu var det nu” og vi som individer, par og forældre, tænkte at tiden var til at forsøge og udvide familien med en lillebørster, der begyndte jeg at holde vejret. Carl ville snart fylde 4 år og Aksel var 6,5, hvilket i min bog, ud fra hvem vi var som familie og hvem henholdsvis Aksel og Carl var som personer, så ville et sensommer / efterårsbarn passe godt ind i vores familie, eller jeg tænkte, at det var “As Good as It Gets”, hvis vi skulle forsøge at indtænke alle familiære parameter.

Vi fortalte Aksel og Carl, at de skulle være storebrødre en lørdag i marts, hvor jeg kun var 9 uger henne. Vi fortalte det så tidligt, da vi stod og skulle med min familie til Jylland og min mave allerede havde fået en fin lille bule, som afsløret det ikke bare var “kage” i ovnen. Inden vi fortalte det, havde vi være til en scanning, som vidst et hjerteblink og derfra var troen på baby i maven var præcis som baby skulle være, tårnhøj – den blev pænt svækket tre uger senere efter nakkefold, læs evt indlægget : ”At holde af nogen, man ikke kan passe på”. Da vi fortalte Aksel og Carl at de skulle være storebrødre, sad Aksel med glædeståre i øjnene og jeg måtte bruge et Playmobil barn til at illustrere hvor stor “babyen” var, for Carl.

Uge 9

Under gravidteten fulgte drengene med, i en moderat mængde. Det var lidt spænende at mor havde en baby i maven, men mere interessant var det altså heller ikke. Vi sammenlignede babys størrelse med en frugt. De mærkede liv, vi snakkede om køn, babynavne og meget om hvordan Aksel og Carl var som babyer. Selv begyndte jeg at justere på “dårlige” vaner og adfærd, som ikke ville være hensigtsmæssig med en baby i huset eller bare generelt. Aksel havde henover sommeren en råbefase. En fase hvor han havde et behov for at udtrykke sig, i et meget højt og ubehageligt toneleje. Jeg trives ikke med den slags udbrud. Dels fordi jeg generelt ikke mener vi skal råbe ad hinanden, men os fordi hele mit nervesystem sættes i alarmberedskab når folk råber og jeg i sidste ende falder ud over kanten og råber “NU er det edername nok!” og det hjælper jo ikke en fis.

MEN jeg har altid haft den overbevisning, at det er bedst ikke at sige “Lillebror kan ikke lide” eller “shyyy lillebror sover”, selvfølgelig skal mine børn udvise hensyn til andre og hinanden, ligesom jeg som mor skal det overfor dem, men det er ikke lillebror det skal have “skylden”, da lillebror hurtigt kan være årsagen – grundleddet til alt ændre sig og det hele er lidt “dumt” og sådan skal det jo ikke være. Andre dårlige vaner kunne være “butler” forældrene. Den hvor vi hoppe og danser rundt for ungerne. Selvom vi gerne vil opdrage til selvstændighed og skab et ansvar for hvordan man er en del af en familie, så har vi haft en dårlig vane med bare at gøre tingene for ungerne. Det er i sidste ende dem vi snyder, når de står foran klædeskabet og ikke ved hvor hvad ligger, hvordan svømmetasken skal pakkes osv. Derfor droppede vi butler siden i os selv, da vi dels ønsker at vores børn godt selv kan og fordi vi nu engang kun har to arme og der i en længere perioden skulle ligge en baby på armen.

Som månederne gik, maven voksede, begyndte det hele at ligge under huden på os alle. Drengene var søde til at samle mine tabte ting op og forstod jeg ikke kunne mere end det min krop tillod. Da drengene og Hr. Mand skulle på efterårsferie i Grækenland mens jeg var i uge 39, besluttede vi at give dem, deres storebrødre gaver – inden ferien. Vi havde en ret klar forventning om at jeg ville have født inden men ja, Vilmer kom 41+0.

Et sted kan jeg godt tænke “skal børn virkelig havde en gave fordi de bliver storesøskende” og måske kan det hele blive lidt for materialistisk, omvendt så er vi, Hr. Mand og Jeg skruet sådan sammen, at gaver oftest modtages, når man enten fylder år eller har fået en ny titel. Aksel skulle være dobbelt storebror og Carl skulle nu blive storebror og samtidigt midterbarn. Vi valgte derfor at gå med storebror gaverne. Drengene var rigtig kede af jeg ikke skulle med på ferie og særligt Aksel var ramt af “vi kan ikke opleve det ene og andet sammen”. Da han de sidste par år har ønsket sig et kamera, fordi han rigtig gerne vil “gemme” minderne, så valgte vi at give ham et digital kamera, som vi fandt på DBA. Dette kunne han blandt andet bruge i Grækenland, så vi sammen kunne kigge på hans oplevelser og vi derefter kunne lave en fotobog fra ferien, til ham. Derfor tænkte vi det ville være den perfekte gave til Aksel. Carl elsker som Aksel lydbøger og musik og han har længe ønsket sig, at have hans egen Ipod, ligesom Aksel har det. Igen tænkte vi, trods et elektronisk ønske, at en Ipod var en god og praktisk gave, som Carl kunne have glæde af i mange år frem. Søgte igen på dba og fandt en af de nyeste generationer, til ikke ret mange penge. Dermed var storebror gaverne købt og i dag, nu hvor Vilmer er kommet, så er gaverne virkelig gode og bliver brugt flittigt.

Nu er det nu, lillebror kommer.
Noget af det sværeste ved at skulle føde, det har særligt været ikke og vide hvor og hvornår jeg gik i gang, mest af alt fordi vi havde Aksel og Carl, som os skulle indregnes i hele “jeg skal føde nu showet”. Derfor blev der samtidigt med en fødselstaske, pakket en storebrødre taske. Vi fik arrangeret det sådan at Farfar stod stand-by og at lærer samt pædagogerne omkring Aksel og Carl, vidste, at der måske var en morgen hvor der ville stå en lidt forvirret farfar og aflevere to stolte drenge – som med den nye titel skulle dele flødeboller ud.
Jeps – Gaver Og Sukker, det er den type mor jeg er !

Det første møde
Vilmer kom efter en laaaang fødsel (den kan du læse om HER), til verden en mandag morgen. Vi havde forud for fødslen lovet drengene at de ville de første, som skulle møde Vilmer og lige præcis dette møde var på en og samme tid fantastisk og samtidigt sorgfuldt. Hr. Mand var taget hjem for at hente drengene med ind på hospitalet og sammen kom de ud til Vilmer og Jeg. Jeg husker tydeligt det øjeblik hvor Aksel åbner døren ind til stuen. Han lignede en pirat på jagt efter skatten. Han var en stolt storebror som nu, endelig, skulle møde ham vi havde ventet på. Bag ham kom Carl, lidt betuttet og genert. Sammen gik de over mod sengen, hvor Vilmer lå og sov ved min side og begge kiggede de “ned”. I det øjeblik Aksel strøg Vilmer over håret, begyndte mine tåre at løbe – jeg var simpelthen så stolt og rørt over dette magiske syn. Samtidigt forstod jeg, at alt hvad vi kendte og før varm nu til evig tid ville være forandret og at vi som familie, tog hul på et nyt kapitel.

Aksel var, som den eneste, den der fik lov til at holde Vilmer den aften – Carl ville ikke. Aksel og Carls reaktion på Vilmer var på mange måder ens og alligevel vidt forskellige. Aksel trådte ind i storebrorrollen med selvtillid, glæde og stolthed, hvor Carl, var rigtig glad men os nervøs og bange. Da han blev spurgt om han ville holde Vilmer svarede han “først når jeg bliver 5” (hvilket først var om 2 måneder). Udover denne udmelding, så reagerede Carl en del, når Vilmer græd på hospitalet. Han holdte sig for ørerne og “frøs” i hans bevægelser, når Vilmer græd. Hele hans reaktion og måde at trække sig på, ramte mig dybt og det var svært ikke at blive påvirket, når Carl forsøgte at trække sig fra – samtidigt med at Vilmer græd. Lige der, der følte jeg mit hjerte gå itu. Ret hurtigt fik Hr. Mand og jeg kommunikere omkring Carls reaktion og hvordan vi skulle håndtere det. Reaktionen stoppede dog, da vi kom hjem fra hospitalet – heldigvis.

Mens Vilmer og Jeg var op hospitalet, forsøgte Hr. Mand og Jeg at binde os sammen. På Vilmers 2 andet døgn i verden, kom drengene ud på hospitalet med aftensmad og sammen spise vi på stuen og da vi skulle hjem, hentede de os. Sammen gik vi over på fødegangen og satte et blad for Vilmer og da vi kørte hjem til Frederiksberg faldt roen over os alle.


Efter et par dage hjemme, spurgte Carl så en aften, om man stadig skulle huske at holde Vilmers hoved, når man løftede ham. Jeg var alene med drengene, Vilmer sov i en nest i stuen og de store drenge legede i hver deres værelse. Carls spørgsmål var som sådan ikke et spørgsmål, det var et forsøg på af få en indføring, som han muligvis ville gøre brug af, uden en voksen tilstede. Jeg kender Carl og der er intet ondt eller lignende i ham, tværtimod er Carl skuret sådan sammen, af han virkelig gerne vil gøre alting godt og ofte perfekt i første forsøg, men i tilfælde af han ikke gør det, så trives han bedst med at prøve første gang – i smug. Sådan har det været med alt i hans udvikling. At holde sin lillebror i smug, er dog ikke en mulighed. I stedet fik Carl og jeg muligheden for at nyde Vilmer sammen, mens Aksel var gået i seng med en lydbog. Jeg spurgte forsigtigt om Carl havde lyst til at prøve at holde Vilmer, hvis jeg vidste ham hvordan han skulle holde? Han sagde ja og i det øjeblik Vilmer kom i Carls arme, skete der noget helt specielt. Carl lyste op, begyndte at røre ved Vilmers kinder, dufte til ham og et smil bredte sig mens han sagde “Hvor er han bare sød”, i det øjeblik, gav Carl sig hen til sin lillebror og indtog storebrorrollen .

Første gang Carl holder Vilmer


Jeg er nu mor til tre fantastiske drenge Aksel, Carl og Vilmer og kunne ikke ønske om mere .

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina

Skal vi lege .. og lære?

Skal vi lege .. og lære?

 

Dette indlæg indeholder reklame 

At se sine børn lege, er i min verden, lidt magisk hverdagskrydderi. Det at observere ens børn lade fantasien blomster, velvidende om at det er en selv, der faktisk var med til at vande lige præcis denne fantasi, da de var mindre, det er magisk og på mange måder med til at skabe små ” full circle moments”.

Fra barnet kommer til verden og de første spejlinger, lyde og små sjove grimasser laves, der starter legen. Personligt “legede” jeg allerede med drengene, da de lå i maven. Når de sparkede, trykkede jeg tilbage, samme sted, som sparket var mærket og sådan kunne vi ping-ponge frem og tilbage. Legen har jeg sidenhen differentieret i forbindelse med barnets udvikling, og her oplever jeg som forældre, at komme lidt på prøve. Særligt når det kommer til legetøj, der kan stimulere netop den kognitive udvikling mit barn er i og jeg tror bestemt ikke jeg er den eneste forældre der oplever denne slags? Jeg har sågar lavet en del “fejlkøb”, til børnenes legetøjskasse og det føles hundrede gange være end at købe en kjole med de forkerte snit, da legetøjet jo allerede er kommet ud af æsken..

Jeg har i dag 3 drenge, Vilmer som er knap 3 uger, Carl på næsten 5 og Aksel på 7 år. Deres udvikling er vidt forskellige og alligevel leger både Aksel og Carl med meget af det samme legetøj, dog på hver deres måder. Vilmer er endnu ikke nået til, at det er andet end mors bryst der kan være en del af den orale fase. Carl og Aksel leger begge lange gode lege, hvor alt fra historier som Ronja Røverdatter, Nordiske Guder, skurke og helte mm. implementeres i legen. Carl er pt. i et stadie hvor han helst vil lege uden opsyn og derfor beder os ”gå”. Aksel leger ofte til og med en lydbog kørerende på anlægget, ligesom jeg gjorde det, da jeg var lille.

At lege, er i min verden, et privilegium for børn, som forældre skal værne om. Legen kan på mange måder være truet af elektroniske apparater, lange skoledage og fortravlet forældre. Jeg anser selv en af mine vigtigste funktioner i moderskabet, at lege med mine børn, hjælpe dem med at udvikle deres fantasi, sætte den fri og tage den til nye højder. Derudover kan legen være med til at udvikle og træne sociale færdigheder og “spilleregler”. Det kan dog være svært, nogen gange at finde redskaber eller ja legetøjs som kan hjælpe med at stimulere bestemte egenskaber. Derfor takkede jeg ja til at teste den online legetøjsbutik Legeakademiet.dk af, i samarbejde med Momstertest.dk

Legeakademiet.dk består af legetanter og onkler, som elsker at sælge udviklende legetøj, som kan understøtte læringen på en sjov og naturlig måde, idet den leges ind. Legeakademiet.dk ønsker at lege børn klogere, uden grænser for hvad legetøjet kan opdyrke, styrke, udfordre og stimulere når det er i bruge. For en relativ rutinerede forældre som jeg, kan det dog stadig være svært at skabe sig et overblik over legetøjets magiske verden og dets evner, egenskaber og muligheder og derfor synes jeg specielt at Legeakademiet.dk fortjener et solidt skulderklap, da dets legetanter og onkler ved hvad det er, deres legetøj kan.

I forbindelse med min test af dels Legeakademiets shop og deres produkter, skrev jeg til tante og onklerne, for at høre deres bud på legetøj der kunne understøtte stimulering af bestemte evner og kundskaber hos mine to store drenge. Vi har mere end rigeligt med LEGO, figurer, motorisk udstyr osv., men jeg har følt drengene manglende noget legetøj, der kunne stimulere den matematiske og sproglige sans ”direkte”, derudover søgte jeg legetøj som kunne skabe fordybelse, udvikling af fantasi og samtale understøttende. Aksel er rigtig glad for matematik og jeg ville gerne lege med matematik, sammen med ham, lidt ala. vi er her ikke for sjov – men vi skal have det sjovt mens vi er her. Jeg fik tilsendt en række anbefalinger i forskellige prisgrupper og dertil hvorledes jeg kunne anvende det enkelte produkt. Dette galt ligeledes ting til Carl. Personligt tiltager det mig meget, at en sælger ikke vælger fra øverste og dyreste hylde – men i stedet viser et bredt udvalg af deres sortiment. Jeg synes faktisk en sælger går fallit, hvis det KUN er de dyreste produkter, der dur i deres øjne.

Jeg endte med at få 8 kort på hånden, som alle opfyldte de krav jeg havde til legetøjet og det synes jeg er kanon service og samtidigt enormt befriende for mig som kunde. Man kan enten sende en mail eller chatte med Legeakademiet, via deres hjemmeside.

Jeg endte med at vælge følgende produkter til drengene, alle med forskellige underliggende formål:

Klistermærke bøgerne: Mit hus og Min by.
Pris: fra. 65 kr.

                                         
Disse bøger er intet mindre end geniale og måske du selv husker dem, tilbage fra 90’erne?
Aksel og Carl elsker begge at sidde og finde på historier mens de indsætter klistermærkerne – som kan rykkes rundt.
Denne form for leg styrke dels deres kreative fantasifulde evne, finmotorikken, sproglige kundskaber og fordybelsen.
Aksel kan særligt bruge flere timer på at lave sin helt egen historie til netop den side han er ved at opsætte og vi oplever allerede nu, i forbindelse med Aksel skal skrive små historier i skolen, at disse hæfter kan hjælpe ham med at udvikle en historie. Derudover at det nem og praktisk underholdning at have med på ferie og i “byen”.
Så disse hæfter vender jeg helt klart tilbage til shoppen for at købe flere af, særligt fordi, de kan bruges igen og igen. 

Matematikspil – Træk et regnestykke
Pris: 85 kr.

Aksel er rigtig glad for matematik og kan i ny og næh bede os lave små regnestykker ,som han kan sidde og læse. Han har efterhånden lavet de fleste af de matematikhæfter den lokale boghandler har og ofte føler jeg han ender med at sidde alene og fordybe sig med tallene. Jeg vil rigtig gerne have nogle hyggestunder mens tiden fortsat er til det og samtidigt vil jeg gerne se og høre Aksel arbejde med tallene. Legetanterne anbefalede mig derfor dette simple spil, hvor man spiller mod hinanden, skiftevis drejer man på et hjul for at få at vide hvor mange tyggegummestykker man skal trække, hvor der er regnestykker på. Spillet er let at gå til og kan spilles af forskellige aldersgrupper, hvis man evt. gør brug af noget man kan tælle med eller på. Den eneste ulempe ved spillet er at der ikke følger en dansk vejledning – hvilket gør det svært for Aksel selv at læse reglerne mm.

Bogstavklodser – ABC træklodser på lastbil 
Pris. 185 kr.

Carl er blevet rigtig interesseret i bogstaverne. Han kalder stadig tal og bogstaver, for tal og har til tider svært ved at genkende de store bogstaver. Da han selv udviser en interesse for bogstaverne, mener jeg os det er okay, at forsøge at udvikle og stimulere denne interesse. Tallene arbejder vi en del med, når vi spiller krig herhjemme.

Bogstavklodserne har flere funktioner end blot det konstruktionsmæssige, og bogstaverne. De har små billeder på sig, som illustrere de engelske bogstavers lyde og derved kan Aksel os gøre brug af disse klodser og deres funktion bliver lidt multifunktionel. Desværre synes jeg at dette stykke legetøj mangler den der ekstra lækre detalje for at gå rent hjem. De fremstår meget rå i det, frem for at have en lækker overflade mm.


 

Legeakademiet.dk har et kæmpe udbud af legetøj til enhver smag og lejlighed. Jeg synes shoppen er fed, grundet det store udvalg – men nogen gange kan udvalget os blive for stort. Alligevel synes jeg bestemt man skal svinge forbi shoppen, hvis man står og søger nyt legetøj til sine kære små, hvad enten om det skal bruges inde eller ude, da shoppen rummer produkter som til hver en tid, slår de almene fysiske legetøjskæder i dk.

Jeg håber du i dette indlæg, har kunne finde lidt inspiration til hvorledes du kan lege og lærer sammen med dit barn.

Kærlig Hilsen
Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Velkommen, du kære Barselsliv

Velkommen, du kære Barselsliv

Det var med en lidt bittersød fornemmelse, jeg åbnet brevet fra Udbetaling Danmark, på min terminsdato.
Brevet mindet mig dels om, at jeg endnu ikke havde født – hvis jeg nu skulle være i tvivl og så var det et bevis på den hverdag der ventede mig, lige om snart.

Siden jeg blev færdiguddannet som kandidat, har jeg været jobsøgende dimittend. Vi behøver vidst ikke være forfremmet til chef’er, for at tænke sig til hvor attraktiv en gravid i uge 25 lige er for arbejdsmarked? Det passede mig faktisk fint, da jeg mentalt skulle have plads til at forberede mig på barselslivet. Måske må man ikke sige det i dagens Danmark, men det er sandheden. Jeg skulle simpelthen lande, ovenpå et benhårdt kandidatstudie og følelsen af, at jeg på så mange måder havde “holdt ved og ud” efter min depression. Derfor var denne forberedelse, der mest af alt gik sig på at lave “alt klar”, inden baby kom. – en vigtig del for mig personligt. Forberedelsen indebar blandt andet en total make-over af hele lejligheden og jeg synes faktisk resulteret blev så godt, at en eller anden skulle have parkeret en bus foran vores opgang og hele familien så kunne have råbt “Move The Bus!”. Forberedelsen var vigtig, da jeg ønskede at skabe de bedste muligheder for jeg kunne “holde” ud at sætte mig og gå i ammelejr. Mit bedste fif til kommende forældre er, hvis mulighederne er til det, at man får styr på alle de der små projekter, manglende paneler, loftrummet osv. Fyld fryseren med den gode kødsovs, gryderet og evt isbind.
Sørg for at I er praktisk “klar”, til Baby lander. 

Hvordan gør man sig som par klar?
Det gælder både praktisk, men personligt, synes jeg den mentale del er vigtigere. Få tanket godt op på parkontoen, få talt igennem om det forestående forældreskab. Få lavet en lille “ægtepagt”, om at det er jer NU og ligemeget hvad verden bringer de næste år, med de undtagelsestilstand man som nybagte forældre kan komme i, så står i sammen. Hr. Mand og Jeg lovede hinanden, dengang vi fik Aksel, at ingen “gik” før han var 3 – vi vil helst holde fast i troen på dette er for evigt og det tror jeg inderligt os på, men jeg er os realist og måske endda lidt for påvirket af statistikkerne over skilsmisser. Hvis en af os bakkede ud, mens vores barn var 5 måneder, 1½ eller lignende, så ville det ikke være fair for vores forhold, da er forhold virkelig kan komme på vildspor, når storken først har overleveret en baby i ens favn… og et ømt understel … vi fik så Carl da Aksel var 2,5 år, derved galt samme regel igen. Måske var det derfor vi kom helt i hækken, endte i parterapi og Moren på psyk, da Carl var knap 3. … dårlige humor kan forekomme.

Nu står vi igen, med et lille nyt menneske, som fortjener alverdens kærlighed, tryghed og stabilitet. Særligt stabilitet er i min bog, altafgørende. Jeg tænker ikke stabilitet i form af faste rutiner og jeg mener heller ikke spontaniteten skal sættes i skammekrogen, tværtimod. Stabiliteten skal komme i den kærlighed, nærhed og kontakt man giver sit barn. Som forældre skal man helst være stabil og en baby kan regne med. Det er selvfølgelig umuligt altid at være en stor gang overskud og uden psykologiske skørheder, men hvis man stræber efter at være den Baby kan regne med, er ens advokat, som sikre ens trivsel, vilkår gør at man er til at stole på, så tror jeg virkelig man er godt på vej.

Når barslen er igang
For mange starter barslen, i det øjeblik man træder ind i sin bolig, med den der “ting”, som ingen på hospitalet sagde man skulle aflevere tilbage. Jeg synes det er et syret øjeblik, der hvor man træder ind i sit hjem, med en baby i favnen – eller autostol. Så begynder det hele for alvor,  hvad end om det er første, anden eller tredje gang… 

– Hvordan lander man så lige i sin egen barsel?
Jeg tror der er stor forskel på første, anden og flere gangs forældre, samt hvilken tilstand man er i efter fødslen og yderligere det barn man har fået.  Sidder man på en badering, eller har man tabt meget blod under fødslen, så er det vigtigt at tage hensyn til netop dette og acceptere at fødslen tager en forlænget restitutionstid. Denne gang havde jeg selv tabt en del blod og det gjorder jeg holdte mig meget i ro den første uges tid, foruden den skolehjemsamtale vi var til dagen efter udskrivelse fra hospitalet. Da Vilmer blev en uge, fik jeg konstateret en urinvejsinfektion med feber og hele balladen, så uge 2 blev os ret rolig, udover at Hr. mand startede på arbejde og derfor kun havde 6 dages barsel. I vores tilfælde, ud fra hvordan vores hverdag og familie er skruet sammen samt min person, så passede det rigtig fint. Ellers vil jeg altid anbefale at begge forældre tager en god opstart på familielivet sammen. Hvis baby får bryst, kan Far hurtigt føle sig “overflødig” i starten, men i virkeligheden kan far få en god mulighed for at pleje hans hulemandsgen og for alvor træde i beskytter positionen. Han kan passe på Mor og Baby, sikre Mor får sin søvn og mad, som derved hjælpe Mor til at få hendes mælkeproduktion op at kører. Derudover kan han værne for de mange barselsbesøg, der kan komme og sikre at hele familen får lige præcis det den har brug for, hvad end om det gælder fuldstændig ro, spontane barselsbesøg i flæng eller noget helt tredje.

Mandag og fredag, (barsels) helligedage
Herhjemme fungere vores familie bedst med et ugeskema, madplan og god koordinering af ungernes aktiviteter, legeaftaler og snak om hvem der henter – bringer. Derudover har Vilmer og Jeg bedst af, at have “fri” mandag og fredag. Disse to dage er hellige, de første mange måneder af barslen. Mandagen bruger vi på at lande efter weekenden, hvor der har været fart over feltet, i form af Vilmers skønne storebrødre er hjemme. Mandagen kan os rumme en ekstra fridag til Carl, oprydning efter weekenden og en rigtig god lur til mor, da det os kræver en del for mig, at være mor til tre. Da vi altid handler om søndagen og jeg  derudover forsøger at lave foodprep samme da, så er det ofte gjort forud for mandagen, men nogle dage er dette ikke muligt og derfor skal min mandag os bruges på foodprep og ellers at hente drenge tidligt, så ungerne får en rolig start på ugen.
På den måde kommer vi bedst muligt, rolig fra start.

Foodprep er altid en anbefaling værdig og særligt under barsel. Det er uhyr vigtigt at få spist, således at ens energiniveau forbliver stabilt og hvis man ammer, at der kommer noget indenbors som kroppen kan lave god mælk af. Da jeg har en del gravidtetskilo jeg gerne vil have smidt, så består min foodprep ofte af en god salat med linser, bønner eller lignende. Således at jeg let kan hælde lidt i en madkasse eller på en tallerken, smide et kogt æg, falafler fra frys eller en dåse tun til som protein og på den måde, har jeg nem og billig frokost, både hjemme og til at tage med på farten. Derudover er der skrallet en god portion gulerødder, som står i en bøtte med vand, som os kan smides en i frysepose og komme med i pusletasken. Der er bagt knækbrød og sikret at køkkenskabet er fyldt med jumbo rosiner, mandler og andet godt, som jeg kan snuppe en håndfuld af, om nødvendigt. Hvis ikke jeg tænker fremad, sikre der er gode alternativer til en håndfuld matadormix eller den lækre plade chokolade, så ender jeg med at gå sukkerkold og give mig selv et kvik fix, frem for et måltid sammensat af hurtige og langsomme kulhydrater der gavner mig langt bedre. Det her handler ikke om “slanke kost”, men mere om at spise, så jeg ikke brænder sammen, bliver hangry og springer op som en trold af en æske. 

Fredagen bruges forud for weekenden, til at gøre klar. Det indebære lidt kvalitetstid med en støvsuger og en karklud. På den måde er der gjort “klar” til at familien kan bruge tiden på bare at være og Vilmer og Jeg snupper en hud mod hud lur. 

Barsel = Et fuldtidsjob 
Nu ved jeg godt det lyder enormt afslappende og det kan en barsel da for nogen os være… men det er altså et “arbejde”, spørgsmålet er så bare om man elsker dette arbejde – der er jo nogen, som ikke trives med at være på barsel. Arbejdet handler om at sikre et lille menneske holdes i live, udvikler sig som det skal og mærker en masse kærlighed og omsorg. Dette skal ske, samtidigt med resten af ens hverdag os gerne skal fungere, det er dog altid 2. prioritet i min verden. Det gør der i perioder kan findes enorme nullermænd og easy aftensmad ala. risengrød på rulle eller morgenmadsprodukter. Ingen dør dog af dette ! Det kan man dog gøre af stress og desværre bliver mange kvinder stresset under deres barsel. 

Her er det vigtigt at tillade sig selv, at skure på ens knapper for aktivitets niveauet, samtidigt med man tager ens babys behov i betragtning. Der findes ingen rigtig måde, at holde barsel på, tværtimod er der mange forkerte. Særligt den, hvor man tænker at man SKAL nå babysvømning, rytmik, bage perfekte kager til mødregruppen, bo sådan at bo bedre vil kigge forbi, have smidt alle Preggo kilo og samtidigt med at ens barn bare er så skide fremmelig.
Rolig nu ! Bare fordi Maja-Emma bare kan ALT i hele verden, betyder det ikke at du skal og kan …  min erfaring er os, at ingen kan alt, i hvert fald ikke ret lang tid ad gangen og her taler jeg af virkelig bitter erfaring.

Hvordan skal man så komme ind i sit nye arbejde ? Finde en rytme, lande?
Forberedelse er en stor del af min rytme. Efter hvert skift, ordnes puslebordet og gøres klar til næste gang – pusletasken pakkes altid om aften osv. Det hjælper mig og sikre jeg ikke står og tænker “FUCK – jeg er løbet tør for bleer”, det har jeg prøvet og jeg har os prøvet at gå i H&M og købe en nød Body fordi Aksel havde overskridt den gamle. 

Jeg synes det har været rigtig godt lige at mærke efter på egne og Vilmers behov og jeg ved godt hvis behov der skal mødes først. Det er de behov, som gør jeg ofte sidder og er ved at tisse i bukserne under en amning. Ved at lande, lige finde en god rytme i hjemmet, lave amme baser( drikkedunk, stofblee, pude osv ) alt hvad man behøver under og efter en amning indenfor rækkevidde , få hvilet ud ovenpå fødslen og få en amning eller flaske “rutine” op at køre så har jeg os en erfaring at trække på, når nu vi skal ud eller bare forsøge at lave andet end at trisse rundt derhjemme. Rutinerne er derudover set an, jeg har tjekket hvordan jeg kan amme Vilmer mens han ligger i en voksipose, vurderet hvad der er vigtigt at have i pusletasken, lært Vilmers signaler at kende for sult, træthed, kontant osv. Så lige nu, er Vilmer for alvor ved at være klar til at erobre foretovne og ellers stornyde vores barsel .

Tusind tak fordi du læste med 🙂

Og hvis du som jeg er på barsel, rigtig god barsel .

Kærlig hilsen Christina 

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En kærlighedshistorie

En kærlighedshistorie

 

Flashback
På min fod, sidder de grå sko, med det iøjefaldende G. Alle med en smule kendskab til mærkevare, kan tydeligt se mine sko er falske.. hvad folk ikke ved, er at stamme fra min rejse til Tyrkiet, som jeg kort forinden skolestart har været på. Min lettere solbrune hud står godt til mit lyse hår, de hvide jeans og den blå bluse. Mit ”første-skoledag-outfit” sidder lige i skabet. Jeg har selvfølgelig os brugt en lille uges tid på at gennemtænke det. På min arm hænger tasken, med kronen. Den er endnu let, men den tynges formentlig snart af studiebøger.

Der er mange mennesker i aulaen. Mit hjerte banker hårdt og hurtigt i brystet og mine håndflader er svedige. Jeg har allermest lyst til at finde er musehul og kravle deri. Jeg 17 år gammel og har som den eneste fra min folkeskoleklasse valgt at starte på HF, frem for det klassiske STX. Jeg kender ingen på skolen og ud fra min optagelsessamtale med en studievejleder, er jeg formentlig en af de yngste på årgangen, måske hele Frederiksberg HF kursus.

Efter der er budt velkommen, finder jeg det lokale hvor mine nye klassekammerater er. Vi er mange i klassen, rigtig mange og ønsker man at få en stol til undervisningen, skal man minimum komme 20 minutter før den starter. I løbet af den næste måneds tid går der dog Robinson i den og en efter en, dropper folk ud. Efter en kort introduktion, sendes vi på en klassisk “lær hinanden at kende” øvelse. Vi får udleveret lidt spørgsmål og skal så gå rundt og spørger hinanden om alt mellem himmel og jord. Det er både grænseoverskridende og befriende at bevæge sig lidt rundt og få hilst på de mange mennesker. Vi går rundt mellem hinanden og jeg får spurgt til alt fra livretter, bopæl, ynglings farve og selvfølgelig navn. Mens jeg går rundt, møder jeg en høj fyr, med smilende øjne og markante træk. Han har en flot blå skjorte på, som tydeligvis er nystrøget. Han har et varmt blik, som jeg har lidt svært ved at møde. Vi får spurgt hinanden, om vi har nogle kæledyr. Jeg har en kat og han hader katte Selv har fyren en jagthund som er skudrad, hvilket er en ret uheldig kombination. Han er 23 og jeg 17, vi er begge i fast parforhold og uden vi tænker over det, får vi spurgt hinanden om mere end det sedlerne foreskriver. Fyren hedder Morten…
Morten; som i dag, er min Hr. Mand og som jeg har dannet par med i 11 år.

Morten og jeg bliver klassekammerater på HF. Vi har vores daglige gang op og ned ad hinanden i 2 år. Han er for mig, en sød fyr, der er god til matematik, fodbold og som faktisk er ret fornuftig at snakke med. Han går op i mad, FCK, fester og så lidt mere fodbold og det er ligesom det kendskab jeg har til ham, de første 9 måneder af studiet. En dag ændre det hele sig. Den årlige gallafest nærmer sig og traditionen tro, skal alle studerende lærer at danse lancier, forud for festen. Vi skal bruge 4 idrætstimer til at lærer dansen. Første time bliver skælsættende, idet vores lærer beder vores egen klasse og parallelklassen om at finde en dansepartner. Flere står langs ribberne, andre søger lidt rundt. Nogen finder en, som de allerede har danset tæt med til nogle af de andre fester på studiet og selv står jeg og føler mig enormt fortabt. Der er såmænd drenge nok i klassen og alle kan i princippet få sig en dansepartner. Jeg hader at danse eller efter et par shots går det nu okay, men i ædru tilstand, er det noget af det mest grænseoverskridende for mig. Jeg har ingen rytme i kroppen, mine muskler er stive og mine ben klassificeres som almene fodboldben. Alligevel synes jeg det er lidt ufedt at skulle til en gallafest uden partner. Jeg er i et fast parforhold, så det er udelukkende en gallamakker jeg søger. Jeg kigger lidt rundt og tænker så, at af alle mennesker så er han nok den, jeg vil ture at danse med, måske fordi jeg tænker han er lige så håbløs på et dansegulv som jeg selv? Ganske langsomt går jeg igennem idrætssalen og over til drengegruppen, der står og snakker, måske for at distancere sig fra opgaven vi har fået. Det er nu eller aldrig tænker jeg og selvom jeg er hammer nervøs, så ved jeg, at lige præcis ham her, er så høflig at han ikke vil afvise mig med en nederen joke. Afvisningen er bestemt en stor mulighed, men det bliver med sikkerhed på en høflig måde, så meget ved jeg da om fyren… “Morten ?”… han vender sig om og lige der slår det mig, at han jo er knap 2 meter høj, det kommer til at passe af helved til, med mine sølle 168 cm.. men nu står jeg der og han smiler sødt til mig.. “øhm, vil du .. være min gallamakker” får jeg fremstammet, det er simpelthen for pinligt og åndsvagt og får at fjerne mig selv fra det sårbare sted, får jeg hanket op i mig selv og smidt en kæk kommentar afsted, som får ham til at grine. “Ja – det vil jeg rigtig gerne”. Sådan gik det til, at vi blev kærester, tog på en back-pack rejse, blev gift, lavede 3 unger og nu har været sammen i 11 år.


Selvfølgelig er fortællingen langt længere, men det var sådan det startede for alvor og så alligevel ikke, da jeg fortsat var i et fast forhold. Mortens og mit venskab startede dog den dag og det udviklede sig til at være et af de bedste venskaber jeg nogensinde har haft. En aften, måske endda nat, efter en våd bytur og 7 måneders nært venskab; fortæller Morten mig, at det kun er min skyld vi er venner – jeg kvitterer denne udmelding, med at stikke ham en flad og tage hjem. Jeg var rasende! Vi var jo bedste venner og jeg havde en kæreste, som jeg da synes at mene jeg var ret glad for? Det havde selvfølgelig ikke kørt så godt de sidste par måneder og slet ikke ovenpå at min kæreste havde haft et Chandler øjeblik og en sen aften efter 4 års forhold havde gjort det forbi, som var det et lyn for en klar himmel. I de 14 dage vi var adskilt, havde Morten været min klippe.. han havde lyttet, trøstet og mundret mig op og på intet tidspunkt i hele vores venskab havde vi været i nærheden af at være andet end venner, men den aften, den udmelding ødelagde jo ALT!

Der gik nogle dage, så tog han det tilbage… men der er bare nogen ting men ikke kan trække i sig igen. Det var forfærdeligt at være i, måske mest af alt fordi jeg var tvunget til at forholde mig til mine egne følelser for Morten og min daværende kæreste. Jeg kunne jo godt se det parforhold jeg var i, ikke længere var sundt for mig, tværtimod… omvendt ville jeg heller ikke gå fra det ene forhold til det næste, slet ikke når jeg på så mange måder følte at jeg var kommet væk fra mit oprindelige jeg og det jeg søgte i et parforhold. Jeg gjorde det forbi med min kæreste og selvom Morten igen bare var min gode ven, så fik jeg da os gjort det klart at jeg på ingen måde var interesseret i at forelske mig lige foreløbig. Sandheden var jo nok, at jeg allerede var det, jeg kunne bare ikke se det… heldigvis overbeviste Morten mig, på hans egen finurlige facon og en nat på Nørreport, greb han mig i nakken og kyssede mig den aller første gang…




Kyssende har efterhånden været mange og når vi i ny og næh husker os selv på, at vi fandt hinanden, helt tilbage på HF, så virker det uvirkeligt. Jeg havde nemlig ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min gallamakker skulle ende med at blive min mand og faren til vores nu 3 børn.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sådan bygger du en hems

Sådan bygger du en hems

Kender du følelsen der rammer dig, når du bladre et boligmagasin igennem og du ser den ene kreative hjemmebygget løsning efter den anden? For mit vedkommende har der altid være en lille snert af misundelse, i den følelse jeg har haft, men for det meste har jeg mærket en motivation til at kaste mig ud i lignende projekter.

Jeg er hverken håndværker eller super kyndig med en værktøjskasse, dog har jeg tilladt mig selv at tænke i muligheder – frem for begrænsninger og det gør der ofte kommer nogle lidt skæve løsninger frem – som altså er i vatter. Dengang vi herhjemme på matriklen snakkede om at lave et baby og legeværelse i samme rum, var det med mine overbevisning om at vi skulle udnytte de mange kubikmeter vi havde, når nu der var 3 meter til loftet. Det er jo i princippet spild af gode kvadratmeter – bare at lade et billede fylde væggen, frem for at indtage den personligt.

Jeg ville gerne bygge en hems eller en legekrog, som var løftet over jorden. Med den tanke gik jeg i gang med at google og søge løs på Pinterest, da jeg derved kunne hente inspiration til kreative løsninger, som jeg ud fra kendskab til mine og Hr. Mands håndværkerevner kunne lave vores eget design. Det er i min bog, en af de vigtigste erkendelser man skal have med sig, når man kaster sig ud i et “gør-det-selv-projekt”. Hvad kan man overhovedet med en værktøjskasse og hvad er muligt at lærer via google, YouTube mm. Jeg tænker faktisk, at dem der kan save lige, bore og skrue sagtens kan kaste sig ud i dette projekt. Hverken Hr. Mand eller Jeg har bygget meget forud for den totale make-over vi har lavet af vores lejlighed, men vi er fulde af gåpåmod og det er en vigtig faktor, når der skal bygges.

Ud fra den inspiration jeg fandt, tegnede jeg denne skitse af en hems.

Min tegning er lavet med det forbehold at der skal være 2-3 børn på hemsen og de ikke må opleve den brasser sammen eller at de kan falde udover. Da et lavt rækværk ville have et dårligt tyngdepunkt, hvis drengene lænede sig mod kanten, valgte jeg der skulle føres tremmer fra hemsens bund og op til loftet. På den ene side skulle disse tremmer føres fra gulv til loft, for at skabe en lukket afdeling under hemsen, som kunne laves til dukkekrog eller lignende. Derudover skulle opgangen til hemsen være inde i hemsen, frem for at sidde udenpå, som den ofte gør på højsenge. Denne konstruktion er valgt for igen at arbejde med det tyngdepunkt som hemsen ville have. Da tegningen var kommet på plads, med de rigtige mål samt lidt overslag gik turen til det lokale byggemarked og indkøbe materialer.

Vi har købt vores materialer i Silvan, da Silvan dels er billig og der er mulighed for at låne en free-trailer. Af materialer har vi brugt følgende:

Store og små lægder – til opbygning af ramme og skellettet
En 2 cm tyk MDF plade til Hemsens gulv.
En masse små stokke, som er 2×3 cm, til tremmer.
Vinkelbeslag – som er afmålt de to typer lægder vi har købt.
Lange skruer og rawplugs, som er tilpasset den vægs materiale vi skulle bore i.

Med indkøb af materialerne overstået, var der kun en ting at gøre, nemlig at begynde byggeriet.

Vi startede med at bygge rammen. Rammen er opsat på væggen, med rigtig mange skruer, som har en høj bæreevne. Derudover har vi givet hemsens ramme et støtteben, som os kunne have været i loftet, men med vores gamle lofter, holdte vi os til at fastgøre den i gulvet. Vi har brugt vinkelbeslag til at montere den i gulvet, man os kan bore skråt ned i stolpen og ned i gulvet.

Med rammer på plads, kunne vi lave skelettet færdigt.

Skellet er bygget med lægder og vinkelbeslag og skal støtte op under den plade, som skal være på hemsen. Skelettet skal yderligere støtte rammens stabilitet. Vi har valgt at lave et stort skellet med mange lægder og man kan sikkert nøjes med at lave færre krydsninger, men vi ture ikke tage chancen.

På billedet ses det hvordan vi har sat en af de tværgående lægder i skellettet – sådan er resten af de tværgående lægder monteret.

Derefter lagde vi pladen på, skar et passende hul som vi og ungerne, kan kravle op igennem og denne plade blev så skuret fast i skelettet.

For at sikre hemsens stabilitet og for at kunne fastborer tremmerne på siden, satte vi for enden to støttende lægder. På billedet ses den nederste af de lægder som blev monteret.

Vi lavede derefter en liste i både loft og gulv som flugtede med hemsen, som vi kunne bore tremmerne fast i.


Da hemsen var færdig, malede vi den med maling købt hos røverkøb, som er tiltænkt “Træ og metal”. Dets høje glans gør malingen ekstra slidstærk og rengøringsvenlig. Da hemsen i sig selv er et utroligt stort indgreb i rummet, ønskede vi at få den til at falde mere i et med væggene og derfor blev den hvid.

Vi havde overvejet at sætte klatresten op, som skulle være gøre det muligt at komme op på hemsen, men det ville have gjort det svært for ungerne at svinge sig fra sidste klatresten op på hemsen og omvendt. Derfor valgte vi at bygge en simpel stige ud af det rest materiale vi havde. Stigen er fæstet til vægen med masser af skruer. Både børn og voksne elsker hemsen og vi kan virkelig mærke de små ekstra 6 kvadratmeter som vi har fået ved at bygge denne hems.

Hemsen er 190 cm lang og 110 cm bred. Der er fra gulv til bundpladen af hemsen 140 cm, hvilket er sammen standardmål som der er under en høj seng. Fra Hemsens gulv til loft er der 150 cm. Dette gør at der er god plads under hemsen til en tumling samt andre der ønsker at lege i køkkenet og med det legetøj der er der og det samme gælder oppe på hemsen, som er blevet vores nye lego-krog. 



Jeg håber denne gør-det-selv-guide har givet dig blod på tanden til selv at erobre dit hjems kubikmeter og måske endda bygge din egen hems, legekrog eller høj seng til dine børn.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

En efter fødsel, reaktion?

En efter fødsel, reaktion?

Allerede da Vilmer ligger ved mit bryst, mens vi fortsat er på fødegangen, kan jeg mærke hvordan chokket over at være faldet ind og ud af bevidstheden, kombineret med at Vilmer efter kun 3 sekunder på mit bryst, blev taget af en børnelæge, det rumstere i mit indre. Morten ligger på briksen og sover, mens jeg selv ligger i en seng, med Vilmer. En jordemoder kommer ind og fortæller os at barselsgangen er rigtig presset og at de lige nu prøver at finde plads til os. Det er forud for fødslen aftalt, at jeg skal have minimum to dage på Herlev, for at møde og støtte op om mig, i tilfælde af min psyke skulle have brug for det. Havde jeg ikke været tilknyttet en fast jordemoder og været fulgt som jeg var, grundet min tidligere depression, så havde jeg stadig haft brug for ekstra støtte, ovenpå den afslutning fødslen havde haft. Du kan læse min fødselsberetning HER.

Jeg fortæller jordemoderen, at jeg har brug for ro og at jeg kan mærke, at jeg psykisk har fået et chok, som jeg er nødt til at tage seriøst. Det har intet at gøre med mine følelser for Vilmer, tværtimod – det er mig den er gal med. Derfor skal jeg helst ikke dele rum med andre, jeg skal bare have 100% ro. Jordemoderen smiler venligt, stryger mig over håret og siger “du behøver ikke sige mere – jeg får det ordnet”. En halv time senere kommer hun tilbage og fortæller, at de har en enestue på barselsgangen og jeg vil blive hentet om lidt. Hun roser mig for at sige hvordan jeg har det og ønsker mig held og lykke. Kort efter køre en portør os afsted mod stuen.

Hele mandagen har jeg hjertebanken, den er blandt andet forsaget af det adrenalinkick jeg har ovenpå fødslen. Selvom jeg ikke har sovet i over 24 timer, så er jeg ikke træt, og Vilmers behov er vigtigere end mine. Han har brug for ekstra omsorg og trøst ovenpå hans lidt barske ankomst til verden og.. når jeg lukker øjnene, er der ekstraordinært mørkt. Morten er hos mig nogle timer og tager så hjem for at hente drengene, som vi har lovet skal være de første som møder Vilmer. De kommer, sammen med mine svigerforældre og min mor, alle mennesker som forstår og respektere at Vilmer skal være hos mig, på mit bare bryst og man ser og er som man er, når man lige har født en baby. Det er kun Aksel der holder Vilmer den aften, hvilket var et magisk øjeblik.

Morten kører hjem med drengene og bedsteforældrene smutter os. Da jeg er alene på stuen, ligger jeg i sengen med en sovende Vilmer, hvor jeg sætter en mindfulness session på og søger ind i min krop, mit overbelastet nervesystem, for at komme helt ned i gear og lade alle tankerne passere forbi, uden at forholde mig til dem.

Næste dag er min konstante hjertebanken blevet periodisk. Eksempelvis kommer den, da jeg skal åbne et vindue, for at lufte ud på stuen. Vinduerne på barselsgangen er sikret således, at de kun kan åbnes på klem. Vilmer ligger i sengen og sover, mens jeg lige ordner stuen og får gjort puslepladsen klar, ovenpå nattens ”arbejde”. Tanken om den kølige luft er næsten forførende, det vil være godt med et lille vindpust ind på stuen, men da jeg stå ved vinduet, får jeg en tanke, det er en ”angst for angsten” tanke. Jeg begynder at ryste og min hals snører sig sammen, “hvad nu hvis jeg pludselig fik lyst til at kaste Vilmer ud af vinduet?” tænker jeg. Jeg bliver bange og dropper at åbne vinduet, for i stedet at kravle hen i seng, ligger Vilmer på mig bryst og søge ind i mit sind og omstrukturer tanken. Den er modbydelig, men mest af alt et udtryk for hvordan angst kan kamuflere sig og forsøge at “narre” sindet. En psykolog fortalte mig engang, at når angsten havde ansigt eller involverede andre mennesker, var de 9 ud af 10 gange mennesker ens kærlighed var bundet ubetinget op på. Vilmer ligger og knirker på mit bryst mens jeg arbejder færdigt med tanken, rationalisere den og acceptere, at det bare er en tanke og ikke en lyst eller direkte handling jeg planlægger at udføre.

Da der senere samme dag kommer en jordemoder og tjekker mine og Vilmers værdier, fortæller jeg hende om den følelse der er indeni. Jeg er ikke bekymret, tværtimod, jeg har bare brug for at vende følelsen og tanken som fremprovokere den. Det er ofte i mørket, det usete og det “farlige” vokser for at få liv. Jordemoderen er sød og vi drøfter tankernes rod, hvad de kommer af. Jeg er ikke i tvivl, mit enorme kontroltab over alt fra fødselsforløb, Vilmers tilstand da han kom ud og min egen manglende bevidsthed, har fremprovokeret netop disse følelser. Det er heeeeelt normalt at have det som jeg har det og det ved jeg godt, men selvom det er normalt, betyder det langt fra at vi ikke skal snakke om det, tværtimod. Jordemoderen spørger om hun skal kontakte min sundhedsplejerske eller lignende for mig, men afslår, jeg har allerede styr på alle hjælpelinjer mm. Derudover føler jeg mig ret tryg, på trods af de mørke tanker der i ny og næh glider forbi i mit sind.

Dagen efter tjekker vi ud og idet vi forlader Herlev hospital, letter uroen i mit indre. Jeg sidder i en bil, med mine tre drenge og Hr. Mand og alle har det godt. Da jeg kort efter svinger forbi Herlev akutafsnit, grundet en infektion, raser uroen og angsten igen i mit indre og jeg accepterer at jeg lige nu bare ikke trives på hospitalet. Jeg fortæller ved mit første besøg af sundhedsplejersken om disse tanker og følelser, hun stiller lidt spørgsmål for at sortere i pære og bananer som hun siger og fortæller mig døren altid er åben. Jeg fortæller ret åbent Hr. mand og min mor hvordan jeg har tænkt og følt og yderligere søger jeg for at lave daglige mindfulness samt snakke fødslen igennem. Mindfulness er for mig en måde at træne hjernen i at sortere i dets tanker. Vi kan ikke tvinge os selv til ikke at tænke bestemte ting, men vi kan træne hjernen til blot at registrere tanken, uden at den bliver altoverskyggende og får betydning for vores adfærd. Træningen skal foregå, når hjernen er uforstyrret og ikke belastet, og det er her “mange” laver en fejl. Ofte træner vi kun når det er nødvendigt, men i princippet handler det jo om konstant vedligeholdelse, så teknikkerne virker, når vi har brug for dem.

Der går et par dage, hvor glæde, lykke og taknemmelighed fylder i mit indre, kærligheden til alle mine drenge er enorm og jeg betragter på mange måder mit sind, mens jeg hovedløst forelsker mig i det lille menneske ved mit bryst. Jeg føler intet andet end kærlighed. Den berømte tudetur kommer aldrig, i stedet er jeg bare, som var det her jeg altid har skulle være det. Jeg oplever langsomt hvordan det at være blevet mor til tre, har givet mig en enorm erfaring og tillid til egne evner og jeg formår bare at være tilstede, frem for at styrte forvirret rundt med nervøsitet over det ene og andet. En eftermiddag tager jeg til Islands Brygge, for at købe en bærejakke, da jeg et par dage forinden er blevet ramte at en mur, omkring ikke at kunne hente og bringe Aksel og Carl, hvis Vilmer ikke vil ligge i barnevognen. Vejret er for alvor blevet koldt og mine vinterjakker kan lige præcis kun lukke sig omkring mig. Derfor forsøger jeg, ved at lave dette køb, at genvinde en form for mulig kontrol, det virker.

Mens jeg går der på Bryggen, rammers jeg pludselig af en tanke, det er angst og mens jeg går der, breder den sig som en steppebrand i mit indre. Pludselig rammes jeg af irrationel frygt for, at min barnevogn med Vilmer i den, skal falde i vandet og han vil drunke. Jeg går langs vejen, altså omkring 30 meter fra vandet og der er mindst to kantstene, et hus osv. Som barnevognen skal forcere før den overhovedet kan være ved molekanten. Det er fuldstændig irrationelt og alligevel, er netop denne angst dominerende i mit indre. Det er i det øjeblik jeg får nok og tænker, okay, jeg tager sgu til eftersyn, mere skal der faktisk ikke til, men det er tilpas nok til jeg får følelsen af “det gider jeg simpelthen ikke rende rundt med”. Derfor fisker jeg telefonen frem og sender en besked afsted mod min psykolog. Har kort efter Vilmers fødsel, sendt hende et billede og en besked om at han er kommet godt til verden, efter Hr. mand er vendt hjem fra Grækenland. Vi har efterhånden arbejdet sammen i små to år og psykologen har været med hele vejen rundt i mine skjulte skabe og skuffer, og det har skabt knyttet “bånd”, professionelle bånd – selvfølgelig. Selvom jeg på mange måder har vendt alle hjørnesten, store som små, så har jeg fortsat været forbi psykologen hvert kvartal, bare lige for at lave et lille rutinetjek. I forbindelse med min graviditet, har jeg følt et behov for at gå med livrem og seler, da sådan en hormoncocktail, som en graviditet jo os er, ikke altid indtages lige godt og statistikkerne viser, at kvinder med tidligere psykiske lidelser, har en forøget risiko for at udvikle en fødselsdepression. Jeg er ikke i tvivl om hvad angsten kommer af og det skrammer mig som sådan ikke over, jeg har på mange måder en helt naturlig efterfødsels reaktion, som kommer til udtrykke ved et øget behov for sikkerhedsadfærd. Da jeg for længst er nået til det punkt i tilværelsen, hvor jeg ikke gider lukke øjnene for det der trykker inden i, da jeg tænker : så hellere lige bruge den energi og de kræfter det lige kræver at få det vendt, i stedet for at vente til jeg ligger i forskerstilling og knap nok kan stå på benene, been there, done that, got the T-shirt.

At have en fødselsreaktion, betyder ikke nødvendigvis at den er fuldstændig gal, tværtimod, betyder ordet fødselsreaktion, at man har en reaktion på baggrund af ens fødsel. I mit tilfælde oplever jeg et symptom ud af de mange der kan være, på at man har en efterfødsel reaktion, jeg oplever nemlig lettere angst og bekymring. Jeg vælger bare allered en at “råbe vagt i gevær”, frem for at vente på at få hele pladen fuld.

På nuværende tidspunkt er min reaktion, på stærkt tilbagetog, formentligt fordi min krop og psyke har fået lov til at arbejde med det jeg har reageret på, frem for at jeg har henlagt det og sagt – det går nok over. Det gør det jo ofte, men har altid set på små psykiske udsving, som tøjet der hænger på en tørresnor. Vi kan enten bare pille det ned og kaste det ind i skabet, eller vi kan tage hvert stykke tøj og folde det sirligt sammen for dernæst at finde den helt rigtige hylde det skal ligge på og… jeg tror alle der har stået med et rodet klædeskab ved, hvad der på sigt giver mest mening – særligt hvis en tøjkrise pludselig skulle indfinde sig.

Hvis du går med bekymringer eller tanker om at du selv måske kunne have en tenderende før fødsel eller efterfødsel reaktion, vil jeg stærkt anbefale dig at sige det højt. Mange kvinder forbinder det at have mørke tanker omkring sine børn eller sig selv, i forbindelse med moderskabet, som pinagtigt og noget der skal forties. Tanker er tanker og vi bestemmer ikke over dem, tværtimod, kan de ende med at bestemme over os og vor adfærd og det er de færreste tjent med – særligt hvis de er af mørk karakter. Ræk derfor ud, enten til en nærtstående eller en fagperson, så som læge, sundhedsplejerske eller lignende.

 Jeg vil gerne sige dig tusind tak for at have læst med.

 Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet