At forsøde tilværelsen … uden sukker

Dette indlæg er delvist sponsoreret.
Ordene er mine egne og oplevelsen det samme. Alligevel ønsker jeg selvfølgelig ikke at udsætte jer for nogen form for skjult reklame og da jeg har indgået et samarbejde med EASIS, så føler jeg det er på sin plads at fremhæve i hvilken sammenhæng dette indlæg står i. Jeg er nemlig blevet EASIS ambassadør og ønsker igennem dette indlæg at fortælle lidt om min rejse, hvor diverse produkter fra EASIS var en tro følgesven. 

9e46839b-6f90-42ed-8b8e-b632b5b6882d-w_300_h_250

Jeg har tidligere skrevet om tabet af mine mange graviditets kilo, om kampen, om 5:2 kuren, om det at nå i mål og ikke mindst blive små forskruet oppe i hovedet, således at jeg havde svært ved at finde den sunde balance imellem konstante restriktioner og et normalt spisemønster. Hvis du tænke: “Hvor står det?” kan du læse indlægget HER. Det krævede et samarbejde med en dygtig kostvejleder, som fik mig til at forstå hvad sund balance i virkeligheden handlede om.

Vægten forblev den samme og selvværdet voksede. I foråret 2016 begynder jeg at have lidt for travlt, faktisk er jeg uden selv at vide det vandvittig stresset og ja hvad der sker i månederne derefter, det kender den trofaste læser allerede, ellers kan du læse om det i indlægget HER. Min indlæggelse og depressionen gjorder at vægten først faldt markant, jeg gik i sultestrække og på 14 dage kom min vægt ned og blev det laveste jeg nogensinde har vejet i mit voksne liv. Samtidigt begyndte medicinen at virke og bivirkningen omkring manglende mæthedsfornemmelse indfinder sig i kroppen. Dengang psykiateren fortalte at jeg meget vel ville opleve en vægtøgning, blev jeg først ret nervøs, lidt tragisk komisk når psyken er gået ned, at vægten så fortsat havde en betydning. Omvendt ved jeg godt hvordan det hele, hos mig, hænger sammen i en cirkulær proces og jeg ved at for mig giver forhøjet vægt – dårlig selvværd – dårligt stemningsleje – trøstespisning og ja så kører det ligesom i ring derfra. Så da jeg efter en længere periode med et minimumindtag på 500-800 kcal. om dagen, pga. depressionen og min krop samtidigt var knækket grundet belastningsreaktionen, troede hele mit system at jeg var i krig. Det er jo dét som er de fascinerende med kroppen og særligt nu hvor vi idag lever en helt anden tilværelse end dengang i stenalderen, vores krops genetik og biologi er stadig spundet op af evolutionslæren. Så i det øjeblik jeg begyndte at spise lidt, så suget min krop alt til sig. Derfra gik vægten op og jeg oplevede samtidigt hvordan jeg konstant følte sult. Efter mine erfaringer fra 5:2 kuren, så tænkte jeg lidt sulte fornemmelse er ingenting, men at kæmpe med en nedbrudt psyke og en følelse af manglen opfyldt biologiske behov, det var en kamp jeg ikke kunne overskue at kæmpe på samme tid.

Jeg har før skrevet om hospitalsmaden og særlig kost og motion under min indlæggelse blev et fast holdepunkt, det kan du læse og HER. Det handlede ikke om et forstyrret spisemønster eller et ønske om at “være tynd”, det var en kamp for overlevelse, som gik ud på at holde fast i de sunde vaner jeg havde fået dybt ind under huden. Derfor blev jeg kendt som patienten på psyk, som fyldte patientkøleskabet med skyr, æg, grønsager og bøffer. Således at jeg kunne lave mig en klassisk portion skyr med mandler og chokolade på toppen til morgenmad. Frokosten bestod ofte af tun og et flækket bundt hjertesalat ristet af på panden. De dage hvor appetitten var med mig, stegte jeg en bøf i en kasserolle i patientkøkkenet og når appetitten svigtede lå der en bunke af EASIS bar’ i mit gardarobeskab. Med udgangspunkt i lidt var bedre end intet.

Min krop gik i stå under indlæggelsen, selvom jeg løb og trænede dagligt, gjorde angsten og alle de reaktioner på den psykiske og fysiske belastning, at jeg mistede forbindelsen til mig selv. Samtidigt rev og sled sulten i mig og tankerne om at det hele ville løbe løbsk og jeg pludselig igen ville veje 103 kg var en daglig tankemylder tanke. Derfor begyndte jeg at strukturer min mad og mit indtag, som hvis jeg skulle tabe mig. Ikke fordi jeg ønskede at bringe min vægt ned, men fordi jeg havde brug for at se og bekræfte mig selv i, det kun var bivirkningerne som tvang sulten frem. Samtidigt steg min konstante trang til sødt og salt og det med at kæmpe flere kampe på samme tid blev for opslidende, så jeg fandt en masse blide mellemveje. Nogle af disse indeholdte EASIS produkter, således at jeg kunne ‘være’, uden det hele kom ud af kontrol og jeg ville stå med en vægtøgning på +10 kg eller mere, hvilket rigtig mange bruger af antidepressiv medicin ofte oplever.

isis_1

Da jeg blev depressionsfri i efteråret 2016, sad jeg tilbage med +5 kg på kroppen og da overskuddet til at regulere mit kcal niveau indfandt sig, kunne jeg holde fast i mine trofaste fødevaregrupper, opskrifter og ikke mindst produkter fra EASIS, således af jeg langsomt men sikkert kom tilbage til min normalvægt, post depression, uden at blive kvalt i hårde restriktioner og afholdenhed fra sødt og salt.

Hvor vil jeg så hen med al den snak om kost, sukkerfri produkter og gode smagsoplevelser. For mig er mad ikke bare mad. Mad er er basalt behov vi som mennesker har gjort socialt, det at spise er et almen menneskeligt fænomen, som vi med tiden har udviklet til at være en social happening. Se bare på dyrene, der er det den stærkeste / ældste som spiser først og derefter kan andre lange til fadet. Idag spiser de fleste børnefamilier sammen, med grundtanken om at vi skal samles om måltidet. Særligt det sociale kommer ofte under pres, når et vægttab igangsættes, ofte fordi det at “hygge” indeholder mange kalorier, både i forhold til mad og drikke. Igennem mit løb kommer der automatisk et minimalt indtag af alkohol og sukkerholdige drikke, hvorimod kosten tilgengæld er svære at styrer og derfor er i fokus. Som løber skal der den korrekte mængde brændstof på motoren, således jeg ikke går kold efter 21 kilometer – samtidig er jeg en del af en familie og jeg ønsker at mine børn skal opleve den fællesskabs følelse, som vi ofte etablere under vores måltider. Derudover ved jeg at mine drenge spejler sig i mig og hvis jeg konsekvens vælger kartofler og sovs fra, så skabes der en uholdbar distance til mine børn og ikke mindst forskellige fødevaregrupper som de i sidste ende kan tage til sig. Derfor elsker jeg at kunne differentiere mit kcal. indtag ved hjælp af særligt smagfulde sukkerfrie produkter, som samtidigt sikre mig, at jeg indtage de korrekte mængder fiber og vitaminer.

img_4761

EASIS Ambassadør
For knap en måned siden var jeg så heldig at vinde et startnummer til Nordic Race på Rashaleøen, hvor jeg skulle være en del af Team EASIS. Det var en kanon fed oplevelse, dels fordi jeg fik udfordret mig selv – lavet den bedste maveplasker og så mødte jeg nogle af alle de dejlige mennesker som står bag EASIS, som sikre en kvalitetsrigtig produktudvikling og som samtidigt forsøger at udbrede nogle af alle de fordele der er ved at reducere sit sukkerindtag. Hele grundtanken bagom EASIS har jeg stor respekt for og efter en aften i selskab med de skønne medarbejder og andre ambassadører for EASIS, så var jeg solgt.. Det er derfor med en stolthed og glæde at jeg kan sige, at jeg er blevet officiel EASIS ambassadør og nu ikke kun er fan, men en del af team EASIS.

fullsizerender-13

Måske kender du allerede lidt til EASIS, men hvis ikke så producere EASIS en række utrolig lækre sukkerfri produkter som har beholdt den gode smag og tekstur. Personligt er jeg kæmpe fan af EASIS Corn Flakes – som dels er glutenfri, har et minimalt salt og ikke eksisterende sukkerindhold. Derudover har de en skøn konsistens og er lidt tykkere end normale corn flakes, hvilket gør smags- og tyggeoplevelsen langt bedre. At Corn Flakesne fra EASIS er mit ynglings produkt skyldes derudover at jeg kan spise med ved morgenbordet, uden at skulle træde for meget udenfor vores måltid, således at vi alle spiser “noget vi hælder op”, havregryn, müsli eller corn flakes og det betyder alverdens for mig at kunne være en ligeværdig del af min familie.

Hvis du tænker hvor kan EASIS produkterne købes henne af, så har EASIS sin egne webshop og ellers forhandler de fleste supermarker en stor del af produktlinjen, særligt Rema1000 som ofte kører gode tilbud.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Et anderledes løb

Da jeg krammer min veninde for sidste gang og ser efter hende forstår jeg for alvor at det er NU det gælder. Min løbemakker og nu veninde, som jeg har lært at kende igennem sommertræningen, har på ingen tid fået en stor plads i hjertekuglen. Hun løber med fornuften, hvor jeg selv skal løbe et alt eller intet løb. Med kun 14 dage til HC Andersen maraton 2017, kan det helt sikkert debatteres hvor smart det lige er…alligevel vinder lysten og troen på mer, nemlig håbet om en ny PR og forhåbenligt en under de 2 gyldne timer.

Vi begynder at gå imod startlinjen. Stemningen i løbsgaden er intens, solen skinner fra en klar himmel og mit hjerte banker derudaf. Jeg bliver altid så utrolig rørt når jeg løber afsted og denne dag er ingen undtagelse. Mine øjne møder min fartholders og vi nikker anderkendende til hinanden og klumpen i halsen vokser. Det er Nu det gælder.

Vi kommer godt afsted og jeg finder ret hurtigt min plads i gruppe, 2 meter foran fartholderne, helt til venstre på vejen. De første 8 kilometer glider fint og mærker for alvor mit pace er hurtigt, hårdt men alligevel tilpas. Da jeg løber op ad Godthåbsvej kan jeg høre deres kalden før jeg ser dem, de står der, mine drenge, svigermor og Hr. Mand, til højre for feltet og hvad der ellers plejer at være en traditionsrig High five bliver til et energisk vink og luftkys. Jeg mærker tydligt hvordan deres hep går i mit pace og da jeg skæver til uret viser det 5:30. Vi kommer rundt på Frederiksberg og da vi løber forbi Enghave Plads lyder der et højt brag ovenover og inden jeg ved det af det åbner himlen sig. Under Broløbet i sidste weekend havde regnet pisket imod ryggen men denne type regn føles anderledes, den er dels koldere og mere markant, alligevel beder jeg mig selv droppe piverriget og holde fokus. Da jeg kommer i mål konstatere jeg at det ikke var almindelig regn, det var hagl på størrelse med ært.

img_4658

Vi krydser Dybbølsbro og himmelen er sort og skyerne bevæger sig hurtigt mens regnen står ned. Da jeg løber ned at Kalvebod brygge lyser himlen op og fra de registreres, går der ingen tid før braget lyder. Uroen pulsere igennem kroppen og den kolde luft begynder for alvor at hive i lungerne. Min astma er forsat ny for mig og selvom jeg har været medicineret i knap 3 uger, er min vejrtrækning ikke den bedste når kulden sidder i luften. Vi kommer ned under Langebro og sorte pletter danser for mine øjne. Pacet er fortsat højt og det glimter konstant for oven. Jeg mister fokus og før jeg ved af det falder jeg et par meter tilbage og selvom jeg ihærdigt forsøger at øge farten, begynder min vejrtrækning at ændre sig og blive ukontrolleret. Da vi løber op forbi Christians Borg dropper jeg depotet og messer indvendigt at jeg bare skal løbe 7 kilometer endnu. Alligevel er pletterne for øjenene tiltagende og afstanden til de gule balloner bliver større og større. Da vi løber forbi Kongens Nytorv, ser jeg på mit ur at jeg har 29 minutter til at løbe de sidste 5 kilometer. Det brager fortsat for oven og kulden slider i lungerne. Igen og igen presser jeg mig fremad og forsøger hele tiden at få uret til at vise et pace på de 5:50. Da vi drejer op til Østerport begynder drømmen at briste og jeg finder hurtigt en ny. Personligt mener jeg dét er den sande kunst som løber, nemlig den at kunne møde krisen og acceptere at der skal ligges en ny plan, dermed ikke ment at man bare sådan skal give op, men nogengange lykkes det bare ikke. Jeg er aldrig gået ud af et løb, ligemeget hvor hårdt og smertefuldt skridtene har været at tage, så har jeg alle dage fortsat med at løbe. Vi passere endnu et depot og igen springer jeg over. Jeg ved, trods min lille erfaring med astmaen, at når lungerne kæmper som de gør nu, så venter der et langt hosteanfald når jeg først stopper og det må vente til jeg er i mål.

Da jeg løber op ad Strandboulevarden ser jeg der ligger store vandpytter og ude i vejens sider, løber vandet som var det små skovbække. Jeg konkludere i min krise at jeg sagtens kan løbe i våde sko. Jeg passere 20 kilometermærket og kan se uret viser min drøm for alvor er knust. Under min intervaltræning kommer uret i ny og næh under pace 5:00, men med våde sko, overbelastet lunger og tunge lår er det en umulighed. Istedet acceptere jeg det næstbedste, nemlig en ny PR på halvmaratonet og ovenikøbet kun en uge efter mit Broløb, hvor jeg os løb ind i en ny personlig rekord. Jeg svinger om hjørnet på Trianglen og er klar til at sætte slutspurten ind og mødes så af massive vandmasser. Okay -i forhold til tsunami og orkaner mm. så er den mængde vand der ligger på vejen ingenting, men når vandet når det øverste at skinnebenet, så ved man alligevel det er voldsomt i dansk vejr regi. Vandet er iskoldt og efter få hundrede meter kramper mine tær. Kulden skaber en hyperventilerende effekt i resten af kroppen og mærker for alvor hvordan blodet forlader mit ansigt. Der er 700 meter til mål og jeg kan ikke andet end at smile og tænke det er NU det gælder. Mens jeg forbliver på det dybe vand, tæller tiden og uret rammer de gyldne 2 timer. Da jeg suser ind i opløbet og høre publikum klapper acceptere jeg kampen og mit nye resultat mens jeg igen og igen messer for mig selv, at det hele er ovre lige om lidt og jeg skal ind til siden for at forhindre et kolaps. Jeg passere målstregen og fortsætter løbet over i armene på en samarit som med det samme griber mig og får støttet mig således at jeg ikke ender på jorden. For hurtigt lænede mig mod et metalhegn, mens lungerne gisper efter luft og fremstammer så “Jeg skal have min inhalator!” mens jeg peger på løbebæltet. Samaritten finder den hurtigt frem mens hans kollega er kommer til og tørt konstatere noget med “løber og astma”. I min verden er der ikke noget valg. Det er ikke muligt – ikke at løbe, det handler om vilje, passion og måske manglende erkendelse. Alligevel ved jeg fra min recherch at astma ikke udelukker løb, men at jeg “bare” kæmper med resterne fra en lungebetændelsen og ja nykonstateret astma. Mens jeg står der foroverbøjet over hegnet, pisker regnen ned og siger speakeren det “Jeg er desværre nød til at meddele alle løbere og publikum at løbet er aflyst og vi evakuere hermed alle løbere.” Derfra ændre stemningen sig markant og jeg ved ærlig talt ikke om det er min inhalator som begynder at virke eller om det er angsten som tager over. Jeg får spurgt samaritten om årsagen til aflysningen, da jeg et kort sekund tænker “Boston maraton”. Hurigt forstår han min frygt og fortæller så at lynet har ramt to løbere og der er en anden som har fået stød pga strøm i vandet. Derfra går det hele lidt hurtigt; jeg kigger hen mod målstregen og så ind mod Fælledparken. Der er kaos, alle løber står klumpet sammen og bevæger sig i sneglefart hen imod udgangen. Strømmen er gået; så det store ur der indikere hvor længe løbet har været igang er gået ud.

Jeg har en aftale med min veninde om at jeg skal vente i mål. Hun har ikke sin mobil på sig og tænker at hun må komme indenfor de næste 5 minutter, så jeg bliver og venter. Derfra går tiden uendelig langsomt. Igen og igen fortæller speakeren at alle skal bevæge sig væk fra området, polit og vagter går rundt imellem de dampende løbere og beskeden om at løbet og alle løbere på ruten nu bliver stoppet er helt surrealistisk at hører. Endelig kommer hun, efter hvad der på mange måder var de længste 3 minutter. Hurtigt griber jeg hendes hånd, vi krammer tillykke og derfra for hun beskeden om at vi skal væk fra området. Vi trækker ned i løbsgaden og den næste bekymring rammer mig.

Min mor, som desværre er plaget af inflation i akillessene har meldt sig som frivillig og deler medaljer ud. Jeg havde glædet mig til at hun skulle give mig medaljen på, men nu er alt kaos og selvom jeg kan hører medaljerne rasler inde fra venstre side,er der umuligt at komme ind igennem mængden af løbere. Nogle rækker et bundt ud i den klump jeg står i og min veninde og jeg snupper en og sender dem så videre. Vi kommer over til indgangen mod Fælledparken og der parkere jeg min veninde, mens jeg søger ind igennem træerne på en jordhøj, for at led igennem hegnet mod løbsgaden. Lyden fra medaljerne bliver tydligere og jeg søger efter hende, som var jeg et barn der var blevet væk i er supermarked. Jeg kan se alle uddelerne af medaljerne stå tæt op af hegnet og tanken om at de let som ingen ting kan masses rammer mig. Så ser jeg hende, hun er ved at hænge endnu et bundt medaljer om armen, inden hun igen skal overrække dem. “MOR!”, vores øjne mødes og igennem hegnet gnubber vi vores næser sammen. Det møde, det øjeblik, vil for evig tid stå som det stærkeste minde fra det løb. Visheden om min mor var okay, i fuld sving med at overrække dagens kæmper en medalje, når nu hun ikke selv kunne løbe med i år, det siger så meget om hende, den sejeste kvinde jeg kender. Beder hende komme med mig, væk fra området, med min barnlige stemme men svaret er kærligt og kontant “Der er så mange løbere og de har kæmpet så flot, så de skal have deres medalje.” Min mor læser mit urolige blik og siger så derefter at hun nok snart skal tage hjem.

Så siger vi farvel og jeg går igennem mudderet tilbage til min veninde mens jeg finder telefonen frem. Min mand og drenge står af princip ikke i mål, men med årene er drengene blevet bidt af løbestemningen og er derfor begyndt at komme med rundt på ruten og er nogengange kommet hen til målområet. Jeg ringer op og konstatere min telefon er ramt af fugt og panisk råber jeg “Jeg er ok – hvor er i – jeg elsker jer”. Heldigvis var drengene blevet overmandet af regnen på Frederiksberg og havde søgt i ly derhjemme.

Min veninde og jeg bevæger os ind i løber området og søger imod bagageteltene. Jeg er i chok og begynder at grine mens jeg hopper igennem mudderet.

img_4652

Jeg forstår ingenting og alligevel indfinder alvoren sig, så hurtigt får vi overrakt vores bagage og søger ud imod cyklerne. Under turen hjem er tankerne mange. Jeg tænker på alt fra de tilskadekommende, til alle løberne på ruten som er tvunget ud af løbet, til tilskuere og ikke mindst alle dem jeg kender, både fra den virkelige men os virtuelle verden. Flere af dem fra Instagram skulle løbe deres første halvmaraton idag og stille ber jeg til, at de er kommet helskindet igennem løbet.

Efter en hård tur hjem, skilles vi ved min lejlighed og da jeg bevæger mig op ad trapperne i opgangen, føler jeg mig tom og uforstående overfor hvad pokker der lige er sket. Medaljen hænger om halsen og SMS beskeden fra løbsarrangøren fortæller mig at jeg har lavet PR og nu har en officiel halvmaraton tid på 02:02:10. Da jeg åbner hoveddøren for derefter at lukke den bag mig falder jeg fra hinanden. Tårerne vælter frem idet drengene løber mig imøde og jeg kan ikke andet end at sætte mig på gulvet og ligge hovedet imod Hr. Mand skulder, mens jeg hulker i lettelse og i chok over de sidste timers oplevelse.

img_4682

Jeg er super stolt over min egen og ikke mindst min venindens præstation ved dette år CPH Half og jeg glæder mig til næste års løb, hvor vejret forhåbentlig er med os og hvor min mor igen deltager og ja, jeg selv endelig kommer under de gyldne 2 timer.

Tusind tak fordi du læste med.

Mine tanker går til de tilskadekommende og deres pårørende. Jeg håber de er okay?

Kærlig hilsen Christina
Løber For Livet

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Uden filter

fullsizerender-11

Idet jeg åbner pilleglasset flyver jeg tilbage.
Jeg rammes af mørke flashback.

Væggene er hvide og på dem hænger der billeder med blomster motiver. Der er et gelænder langs den højre side af væggen, det løber fra venstre side af fløjen, til den højre, hvor mit værelse ligger. Medicinrummet ligger inde til venstre for hovedindgangen, ved siden af personalestuen. Ved siden af den massive dør, er en lille hylde opsat, på den står der plastkopper og en kande med vand. Nedenfor står en skaldespand. Jeg går i slowmotion hen mod medicinrummet. Klokken er 21:30 og det er nu det skal ske.

Min krop den ryster fra inderst til yderst til trods for jeg nogle timer for inden, har fået en halv pille beroligende. Mine øjne er fyldte med vand og da jeg møder sygeplejersken i døren, snørrer min hals sig sammen. Hun møder mit blik og smiler så opmuntrende, som om hun ved det hele nok skal ændre sig. Hvad hun ikke ved er jeg inderst inde føler mig døende. Jeg føler mit inderste konstant forsøger at rive sig løs og søge imod mørket og ligemeget hvor meget jeg prøver at kæmpe imod, bliver alle mine bevægelser langsomme og kejtet, som har jeg allerede givet op. Jeg forsøger at tage imod pilleglasset og alligevel kan jeg ikke løfte min arm. Den ligger der, den lille gule pille. Så kigger jeg på hende, vrider mine hænder og lader neglene borer sig ind i håndfladerne. “Jeg skal lige” får jeg fremstammet og så går jeg ned for anden ad gangen og lade hoveder hvile imod vinduets kølige glas. Udenfor flyver fuglene afsted, de kvidre godnat mens det sidste af sommerens aftensol kærtegner det øverste af en tagryg. Tårerne pibler frem mens jeg står der og tankerne kredser igen og igen om min svaghed. Jeg er i tvivl og mest af alt bange for pillen i glasset. Jeg vil ikke. Jeg har overhovedet ikke lyst til at tage den pille, omvendt ved jeg, at jeg ikke har råd til at lade vær.

Jeg lukker øjnene og fremkalder billeder af ungerne. Jeg ser deres blå øjne, deres glade smil og høre for mit indre ører deres klare stemmer. De kalder på mig!
Jeg slår øjenene op, lader hidsigt en hånd tørre tårerne bort og går så hen imod medicinrummet. Hun siger ikke noget men rækker mig anderkendende pilleglasset og inden mine tankerne når at sætte sig i karrusellen til endnu en svingtur, kaster jeg pillen ind bagerst i munden og synker den så.

Flash forward August 2017
Jeg kigger en sidste gang ned i pilleglasset. Der ligger halve og hele piller og der er forholdsvis mange tilbage. Så rækker jeg ud efter låget og begynder at skrue det på. På hylden ligger en lille pose hvori jeg ligger glasset. Så sætter jeg mig på ungernes slagbænk og skubber skoene på fødderne. Jeg rejser mig hurtigt, kaster et blik ud af vinduet og konkludere at jeg snildt kan gå uden jakke. Så tager jeg posen, låser døren op og smækker den bag mig. Jeg er hurtigt nede af trapperne og ude af opgangen. Jeg drejer til venstre og søger så ned imod apoteket. Da jeg kommer ind rammes jeg af endnu et minde..

Flashback August 2016
Det er formiddag og alle rutine kunderne sidder på bænken eller venter utoldmodigt udenfor. Jeg trækker hurtigt et nummer og tager papirlappen med mit høje tal i sammen hånd som sygesikringskortet. Der er mange mennesker omkring mig og uren i kroppen begynder at røre på sig. Det suser for mine ører og hænderne begynder at ryste, hele mit nervesystem er fortsat i stykker på trods af det er 9 uger siden aften hvor filmen knækket. Min vejrtrækning bliver er et split sekund ukontrolleret og hjertet begynder at slå dobbeltslag. Jeg trækker vejret ind, for så at holde det i 5 sekunder, inden jeg langsomt puster ud. Sådan gør jeg 3 gange mens jeg forsøger at mærke jorden under mine fødder. Der er kun mig i rummet, kun mig og alle andre er luft. Langsomt sænker roen sig, og da jeg slår øjenen op kan jeg igen finde et eller andet ligegyldigt at se på. Da det bliver min tur har alt blod forladt mit ansigt. Skamfuldt rækker jeg mit sygesikringkort frem og fremstammer så, “Hej – der skulle gerne ligge noget på serveren tak”. Damen taster er par gange hårdt på tastaturet og ser så på mig “Combar 30mg, antidepressiv”. Selvom hun er diskrete nok, er jeg sikker på hele apoteket, ja hele verden kan hører at jeg er kunden som skal have antidepressiv medicin, så hellere et præparat  imod skedesvamp!

Flash forward August 2017
Jeg står i døren og lader øjnene søge efter beholderen og der, for enden af lokalet, under alverdens fedtcremen er den. “Medicin rester” står der. Beslutsomt går jeg hen imod beholderen, fisker  pilleglasset op og mærke med det samme tårerne presse sig på mens er smil kommer over mine læber. Jeg lader pilleglasset glide ud af min hånd og ned i bøtten, så vender jeg om og går ud af apoteket.

Et skridt ad gangen
I april måned havde jeg min første tid hos en psykiater. Her fortalte jeg lidt om mig selv, min indlæggelse og alt det som har fundet sted siden. Bagefter talte vi om mine overvejelser omkring udtrapningen af den antidepressiv medicin. Jeg var bange, frygtelig bange og nervøs for om jeg overhoved kunne være til uden pillerne. Selvom min dosis aldrig har været synderlig høj, så frygtede jeg alligevel at falde tilbage i mørket. Psykiateren beroligede mig og fortalte lidt om hendes egne studier omkring lige præcis mit præparat. Derfra lagde vi en en plan og snakkede om bivirkninger, fysiske såvel som psykiske. Efter det var vores første møde slut.

Vores aftale lød på, at jeg skulle trappe ned 25% ad gangen og jeg skulle igangsætte processen når jeg følte mig klar. Derudover skulle der gå en hvis mængde tid og være en ny konsultation imellem hver nedtrapning.

Efter vores samtale, kører samtalen med psykiateren rundt i hovedet resten af dagen og den lille knude af angst i maven, skifter farve til før at have været gul til nu og være blå-lilla, som et stort mærke på huden. Selvom jeg nu har været depressionsfri i knap 6 måneder og dag for dag mærker at jeg bliver stærkere og mere erfaren til at mærke efter, så sider angsten for tilbagefald i kroppen. Jeg vil ikke være syg igen – jeg vil ikke.

Jeg går langs søerne mens Björks smukke stemme runger i mine ører. I ny og næh tørrer jeg en tåre væk og begynder så at tale mig selv op. Det hele handler om tilliden til sig selv og troen på at man virkelig kan det man skal. Jeg har lært at jeg kan klare alt hvad livet giver mig ad udfordringer. Jeg kan godt !

Jeg er ikke just vokset op med nogen perfekt barndom og arrene på min sjæl er mange, men min styrke og vilje til at ville fremad er samtidigt mit bedste træk. Nogen gangen spænder det ben for mig og det har gjort at jeg lille så stille har skulle lærer at skrue på de rigtige knapper, så jeg ikke kvæles i forsøget på at kæmpe.

Det sidste år har jeg kæmpet en kamp. Faktisk har jeg kæmpet siden den 16 juni 2016, den dag hvor min mentale film knækkende og verdens farver forsvandt. Siden lægerne på psyk, fremlagde en behandlingsplan der indholde antidepressiv medicin, har målet været at komme tilbage til livet, stærkere og mere erfaren end nogensinde før og uden medicin. Jeg bliver aldrig helt den gamle Christina igen, ikke fordi hun ikke var fantastisk, men fordi tiden har ændret sig og jeg har fået sorteret ud i uhensigtsmæssige handlemønstre og overlevelses strategier. Gamle leveregler er set efter i sømmene og omdefineret og yderligere har jeg set på mig selv, mens en psykolog har holdt mig i hånden og arbejdet med arene på sjælen, min egen væremåde og derigennem har jeg fået en støre indsigt i hvem jeg virkelig er og hvad det er jeg kommer med. Jeg vil til evig tid være eftertænksom, fordi det er sådan jeg er. Det betyder ikke at tankerne sætter sig i en karrusel og kører i ring, det betyder heller ikke de skal forstyrre det gode liv. Særligt det gode liv har jeg reflekteret en del over det sidste års tid, post depression og konklusion er ganske simpel og alligevel uhyr kompleks. Der er nemlig mange måder at leve det gode liv på.

img_4456

Medicinfri
Jeg har brugt knap 4 måneder på at trappe ud af min medicin, 25 procent ad gangen. Inden hver nedtrapning har jeg været forbi psykiateren, for lige at vende perioden på den nye dosis og for at sikre at jeg var klar til endnu en neddosering. Dengang jeg startede på medicinen, gennemlæste jeg indlæggseddelen fra ende til anden og stillede psykiateren som havde ordineret medicinen til krydsforhør, inden jeg gav samtykke til behandlingen. Efterfølgende læste jeg alt jeg kunne finde om antidepressiv behandling og naturlig lindring af depression.

Selvom jeg læste det meste, så fæstet jeg mig aldrig rigtig ved ophørs symptomerne. Ligesom der var en del bivirkninger ved at starte på medicinen, så som yderst livagtige mareridt, manglende evne til at føle mæthed og øget træthed, så er der oftest os nogle ophørssymptomer.. dagligt tale abstinenser. Det kom dog bag på mig, da jeg begyndte at sætte mig ind i ophørssymptomerne, hvor “hårdt” selve udtrapningen kunne blive. Nogen vil nok mene at det jo aldrig er det samme som selve depressionen og så helt forfærdeligt er det måske ikke. Generelt har jeg håndteret min depression med udgangspunktet i “Kill It With Knowledge”. Da jeg var syg og oplevede skift i min sindstilstand og kropslig ubehag, så hjalp det at vide hvad jeg var oppe imod og derfor har jeg tit følt, at jeg måtte være klogere end depressionen selv.

Da jeg begyndte at knække piller, så oplevede jeg som sådan ikke de værste bivirkninger. Generelt kunne jeg se et mønster i at jeg de første 14 dage oplevede konstant rysten og “stød” i kroppen. Stødende oplevede jeg som hvis jeg blev forskrækket over er eller andet. Derudover bliver jeg stærkt plaget af kvalme, men efter en graviditet hvor jeg kastede op i 10 uger, så lærer man et eller andet. Jeg har altid haft let til tårer men i takt med jeg kom længere ned i dosis, jo mere grådlabil blev jeg.

Nu står jeg så her, på den anden side med de sidste ophørssymptomer og jeg tror på det ! Selvom de er værre end nogensinde før og jeg for alvor kan mærke at alle stofferne i pillen forsvinder ud af kroppen, så tror jeg på det ! Jeg ved jeg nu er kommet mig. Jeg glæder mig til november og til jeg kan se krydset i kalenderen, fra den dag jeg sidste år selv kunne mærke at jeg var depressionsfri. Der er ingen tvivl om at jeg selv har haft nogle små parameter for hvornår jeg kunne tillade mig at sige “Jeg er rask og ikke mindst kommet godt på benene” og der har ophøreret af den antidepressiv medicin været en vigtigt faktorer – dette gælder dog for mig, hvad andre gør og tænker, er jo deres sag . Hertil er det os vigtigt for mig at påpege vigtigheden i at man drøfter sin medicinske behandling med professionelle, inden evt ophør eller nedtrapning.

Min rejse har været “lang”, til tider farefuld og når jeg tænker på, at jeg var hende der i gruppeterapien en dag brød sammen og i plenum sagde “Jeg har bare snart ikke flere kræfter tilbage – jeg kan ikke holde ud at skulle kæmpe sådan for livet” så er jeg stolt. Jeg er stolt over min udvikling, min rejse og ikke mindst min måde at håndtere min depression på.

“Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.”

Tusind tak fordi du har fulgt med i min rejse og accpeteeet min åbenhed omkring min depression.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mad og mennesket

img_4259

Det er sjovt der der med mad, det er et fællesmenneskelig behov, noget identificerbart for os alle og med tiden blevet en utrolig individuel sag.

Hvorfor det er blevet således handler om alt fra kultur, sociologisk, pædagogisk og ikke mindst politisk indflydelse. Det er fortsat ikke ret mange år siden videnskaben begyndte at påpege kost og sundhed hang sammen. Derigennem er vi på mange måder er vi blevet nogen egoistiske tosser, når det kommer til det enkelte måltid. Allergier spiller lovligt ind men idag er det ikke længere uhyrt at sige nej tak til kage eller flødesovsen, fordi maven eller vægten ikke har godt af det. Idag er mad ofte ikke længere styret af de lystbetonet behov men i højere grad af de faktuelle og rationelle valg.

Et sted hvor jeg virkelig kan mærke mit eget behov for ‘kontrol’ over mad, er når jeg fratages alle mine normale vaner, tilberedningsformer og ikke mindst frie valg. Et sted hvor det sker, er på et hospital… Jeg er dybt taknemlig for at bo i et land med god og fri behandling, det gør dog ondt at se og opleve personalet løber så hurtigt som de gør. Det gælder på både de somatiske men os psykiatriske afdelinger.

Dengang jeg var indlagt på psyk, der var maden på mange måder min fjende og mit faste holdepunkt. Da jeg blev syg, forsvandt al appetit og vægten styrtdykkede. Derudover kom jeg i antidepressiv medicinsk behandling, som ofte er kendetegnet ved at man tager på. Dengang overlægen fortalte mig om min behandling, så faldt jeg næsten ned af stolen, jeg har tidligere skrevet om mine tanker og følelser omkring antidepressiv behandling som du kan læse om HER. Da jeg derudover fik beskeden om bivirkningen omkring vægtøgning, så var jeg liiidt ekstra nervøs. Et par ekstra kilo på sidebenene skulle selvfølgelig ikke stå i vejen for at jeg kom ud af min depression, men ret skal være ret, jeg trives ikke med ekstra kilo på sidebenene og når jeg ikke trives, går det i humøret og derfra skabes en ond cirkel, da mit humør ofte påvirker mit indtage og præferencer af fødevare.

Jeg tror ikke det er et enestående problem. Måske derfor trøstespisning er et fænomen? Måske os derfor at diverse kurer indeholder en cheatday mm. Jeg tror bare ikke på det ! Jeg vil hverken belønne eller straffe mig selv med mad, istedet vil jeg gerne sikre at min krop og mine behov imødekommes, med det for øje at jeg hele tiden har en bevidsthed omkring hvorfor og hvad jeg spiser. Hvis jeg spiser slik, spiser jeg slik fordi jeg gerne vil det og ikke fordi jeg godt må, eller fordi jeg lige synder lidt.

Men for at komme tilbage til hele grundtanken med dette indlæg, så vil jeg gerne have jer med tilbage til min indlæggelse på psyk. Velvidende om den medicinske bivirkning og manglende appetit, forsøgte jeg at gribe fat i det jeg kendte og ikke mindst udnytte patientkøkkenet på afdelingen. Derfor blev jeg kendt som hende tossen der stegte røde bøffer og asparges i en gryde. På en hylde i garderobeskabet lå der nødder, rosiner, tun på dåse og diverse sundere snackbarer. Ikke fordi jeg ønskede at tabe mig, men fordi jeg simpelthen ikke kunne overkomme et rigtig måltid. Samtidigt med dette løb jeg hver dag og brugte minimum en time i motionsrummet på afdelingen, dels for at arbejde med min hvertrækning under angstanfald og for mig at få de mørke tanker på afstand.

På en afdeling, hvor man er indlagt, for henholdsvis somatisk og psykiatrisk sygdom, så er der en madvogn. En lille mini buffet om man vil. Jeg taler udelukkende er erfaringer fra Frederiksberg Hospital, en del af Region Hovedstadens hospitaler, som ikke er med i Christian Blitz madprojekt eller lignende. Tror vitterligt ikke han vil sætte sit navn der, så hellere en kop i stentøj? Indlægget her har ikke direkte til formål at brokke sig over maden, jeg kan dog undre mig over den manglende forståelse for tallerken modeller og ikke mindst behovet for smagfuldt mad.

En stor problematik på den psykiatriske afdeling var dog, at maden vi fik var lavet til somatisk syge patienter og derved var den ofte lidt federe end ellers. På de psykiatriske afdelinger er patenterne ofte i en medicinsk behandling eller i en tilstand, som gør at deres indtag af mad stiger og når det stiger, så stiger vægten og Wau, nu er vi over i den onde cirkel igen.

Da jeg så igår blev indlagt på en medicinsk akutafdeling fordi mine lunger efter knap 3 ugers sygdom fortsat lyder som Hr. Mands MoccaMaster, så blev jeg ramt af alt for mange flashbacks. Alt fra alarmere der bipper til industri servicen og lugten af jod og sprit. Da jeg tilbydes mad, vælger jeg suppen, frem for leverpostej med skyr eller spejedreng med rå løg og til aften blev det kogte gulerødder og et lille stykke spinattærte. Portionerne lignende fuldstændig dem fra min tidligere indlæggelse hvor jeg efter 9 uger kom madplanerne igennem hele to gange. Kan desværre konstatere at de mere eller mindre fortsat er de samme. Igår aftes fik jeg så en rigtig sød læge som forstod at jeg rigtig gerne ville sove hjemme, således at mine børn ikke opdagede at jeg var indlagt (igen). Min tur på tankehospitalet for et år siden, er lige så stille ved at glide i baggrunden, men jeg ved at særligt Aksel stadig gør sig en del tanker om dengang mor blev rundtosset og syg i tankerne. Derfor fik jeg lov til at komme hjem således at jeg kunne spise morgenmad med mine børn og pænt komme tilbage til afdelingen igen næste morgen .

img_4273

Det gav mig os muligheden for lige at finde en del af det mad frem som jeg foretrækker og har brug for.
For mig er mad mange ting, mest af alt et biologisk behov der skal imødekommes. Mad er for mig også en måde at give sin krop en masse vigtige vitaminer og ikke mindst en understøttelse til hvad man nu end måtte have brug for. Som kvinde og løber skal jeg bruge masser af jern. Som tidligere depressionsramt sørger jeg for at de mere (hvedemæssige)hvide fødevaregrupper i sjældenhed optræder på min tallerken, da de ifølge forskning har en nedbrydende effekt på de signalstoffer som er “lykkefremkaldende” og som oftest er udslettes under en depression. Derudover så forsøger jeg igennem min kost at spise mig selv, psykisk såvel som fysisk glad .

Hvilket jeg desværre ikke føler at “hospitalsmad” gør, tværtimod.
Derudover så bliver jeg aldrig god til at sætte mig med en bakke i sengen og spise med mad på en plastik bakke. Derigennem føler jeg simpelthen at alt for meget af mine personlige træk frarøves. Måske derfor jeg ikke bryder mig om alt fra hospitalstøj til mad, jeg har brug for mig selv og min person, os selvom jeg hiver efter vejret.
Erving Goffman kalder alt det jeg omtaler for identitetsudstyr og ja, på mange måder er jeg glad for jeg endelig ved hvad det er og hvem jeg er, istedet for hele tiden at føle mig “forkert” eller sygeliggjort fordi jeg kender mig selv om mine egne præferencer, os i forhold til mad. Det kan den gammeldaws sygepleje nemlig ret hurtigt komme til at gøre. Sandheden er bare en helt anden.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

En falden kriger…

img_1802

Jeg troede idag skulle være dagen. Dagen hvor fortællingen kunne lyde : Jeg rejste mig fra sygesengen og løb 30 kilometer. Måske lidt optimistisk – men det handler om at tænke i muligheder frem for begrænsninger .. og måske manglende selvindsigt?

For 12 dage siden begyndte jeg at få lidt hedeture. Jeg havde to dage forinden rullet rundt i de københavnske gader og da himlen pludselig åbnet sig under turen, blev de sidste 10 kilometer ret frugtig. Da jeg vågner forrige mandag, er det med en træthed i kroppen, men da jeg på daværende tidspunkt var ret medtaget af nedtrapningssymptomer valgte jeg at sætte hårdt mod hårdt. Sådan fortsatte jeg derudad, men onsdag tog jeg mig sammen og smuttede til lægen. Temperaturen dansede tango med de 39,8 og følte langsomt at min krop faldt fra hinanden. Lægen konstaterede at det var virus og da jeg intet har til overs for virus, så gav jeg den 48 timer og derfra var det op på hesten igen.

Sidste lørdag troppede jeg så op på Refslhaleøen hvor jeg havde vundet et løbenummer til Nordic Race med Team Easis. Den stod på 5 kilometers urban / trail løb med knap 48 forhindringer og 2 ture i den københavnske havn. Jeg ved godt jeg nu placere røven i klaskehøjde og det er fair nok – men jeg er nu engang som jeg er !
Jeg gennemførte løbet og bemærkede da godt jeg iltede utrolig dårligt og selvom vi løb i rolig pace, så var pulsen konstant på max. Men med hostesaft som trylledrik kom jeg igennem og da holdet inviteret mig med i byen for at spise om aften, tog jeg det som en oplevelse. Det er svært at sige nej til sådan et selskab som team Easis holdet var!

Da jeg cykler hjem om aften og ser mig i spejlet er kinderne feberrøde. Søndagens bruges med ungerne i rolig tempo og jeg sørger for at drikke masser af te og få den korrekte mængde søvn. Mandag morgen kommer og jeg kører en tung spinning time. Lungerne er døde men kroppen arbejder efterhånden som den skal, taget i betagtning af jeg ikke ilter helt som jeg gerne vil det.

Tirsdag kommer og jeg løber 10 km men der kan jeg for alvor mærke kroppen er nedlagt. Når jeg trække vejret gør brystet mere og mere ondt og smerterne i ryggen er blevet permanente . Onsdag morgen ringer jeg igen til lægen, undskylder min hypokonderlignende adfærd og spørger om jeg måske alligevel kan få en tid, da jeg synes det piber når jeg hiver efter vejret. Jeg cykler på studiet og derfra til lægen. Små 15 kilometer og da jeg kommer frem ber jeg til det ikke længere er virus. Da jeg mildest talt er ved at gå til over kroppens manglende energi. Lægen lytter og kigger så på mig og dernæst min skoletaske og spørger så “har du været i skole sådan der?” Derefter fortælle han mig pænt at venstre lunge er betændt og jeg SKAL ligge syg dagen efter. Lige der så ved jeg ikke hvordan jeg lige skal forklare ham at jeg pt. Er alene med ungerne, at specialet kalder og at jeg søndag d 27. skal løbe 30 kilometer. Istedet spørger jeg ind til hvornår jeg må løbe igen og han kigger mistroisk på mig og siger “når du føler dig klar”. Det er formentlig den dårligste udmelding eller en guideline at give mig. Det måske derfor min fyseteraput altid skær alting ud i pap.

Idag blev det så den 27 august. Efter en lille uge som alenemor, men en krop som er dvask og et sind som er på randen til kuller, blev jeg samlet op af min nye løbemakker. Igen og igen kan jeg høre min mors formanende ord og ikke mindst se mig selv falde om, som jeg gjorder det i april 2016 under kongeetapens 30 kilometer. Jeg husker hvordan jeg ved 25 går i stykker og imellem mine Blackouts kan høre ambulancens sirener. Jeg kan huske hvordan jeg siden den dag fik en angst for at hjertet skulle svigte og da jeg imorges bandt løbeskoene og rettede på mit RoadID, vinder angsten. Jeg mistede troen på mig selv og selvom jeg igen og igen forsøgte at tale mig selv op, så røg forbindelsen til kroppen og hovedet tog over.

Da min makker og jeg løber afsted, som de eneste for hold 6:00, så er det viljen som styrer butikken. Mind over matter. Efter 3 kilometer kan jeg mærke trætheden og hvordan lungerne forsøger at ilte som de skal. Hjertet banker i brystet og tårerne kommer frem i øjenkrogen. Jeg vælger at tro mig på mig selv og derfra finder jeg et flow som får mig til at glide afsted. Uret viser vi nu har løbet en tredjedel og min puls er ude af kontrol. De sortner for øjnene og da vi står ved en vej erkender jeg at pacet skal sænkes. Min makker og jeg beslutter at gennemførelse frem for pace er vejen frem og vi hopper derfor ned på hold 6:15.

En tidligere løbekammerat fra holdet kaster et blik på mig og siger så “det der, det er dumt”. Derfra løber vi videre og fortæller så min makker hun skal blive på holdet, ligemeget hvad der sker. Vi runder Christians volde og får uret til at vise min puls zone. Jeg løber meget sjælendt i zone 5. Istedet er jeg blevet en stabil løber i zone 3 og 4. Selv på de helt lange distancer. Uret viser max og det røde lys får kontakt til den ansvarlige del af hovedet. På et spilt sekund tages beslutningen. Den handler ikke om vilje, lyst eller manglende rygrad. Den handler om respekt for livet, min familie og med episoden fra sidste år, hvor elektroderne blev lagt på mit bryst.

Fortæller pænt min makker at hun skal holde fast, at hun nu løber for os begge og at jeg stopper. De fortsætter ud under langebro. Broen der er et monument for alle mine store løbemæssige sejre og sene lange træningsturen. Da de drejer om hjørnet stopper jeg op og lader sorgen, fortvivlelsen og ærgrelsen omfavne mig og jeg bryder hulkende sammen.

img_4256

Jeg giver sjælendt op, jeg overgiver mig nødigt. Istedet kæmper jeg, selv når kampen allerede er tabt. Jeg ved det for nogen er idioti og for andre er det lige præcis det der kendetegner mig. Jeg slår uret fra og efter 12 kilometer er restituerings anbefalingen 4 dage. 12 kilometer er løbet med 28 minutter i zone 5 og resten er i zone 4. Slaget er tabt, drømmen knust og selvom jeg ved at træningen til et marathon ikke nødvendigvis indholder en kongeetappe, så er der for mig noget mentalt beroligende i at have de 30 kilometer i benene. Nu skal Odense marathon løbes på erfaringen og min form, uden de 30. Jeg skal løbe med en accept og tro på at jeg kan, på trods af de manglende 30 og at jeg for nu er en faldende kriger .. som rejser sig når lungebetændelse er væk !

Tak fordi du læste med. Jeg er mig, hende som du nok ryster på hovedet af og gør du tænker “hun er ikke rigtig klog”. Jeg har aldrig påstået jeg var det. Istedet er jeg så meget andet .

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Noget om æbler..?

download

Måske tænker du nogengange, hvad laver hende tossen bag MigOgMorskabet?
Eller os tænker du hvad med ham der Hr. Mand ?

Undertegnet er kandidatstuderende og læser pædagogisk sociologi og forventer at være færdig til maj 2018, det vidste du måske allerede godt.. og min bedre halvdel, Hr. Mand han laver vild dansk økologisk æblecider.

Dette indlæg omhandler mest af alt ham der Hr. Mand med det rigtige navn Morten.

c247130a69c249e2b65ca38a65526783

Det hele startet for snart 5 år siden i en garage i Vanløse, med nogle æbler som var indsamlet ved at have været på Rov, deraf navnet Æblerov. Du husker måske Ole Lund Kirkegårds fortællinger om Orla Frøsnapper og Lille Vigil? Måske husker du også om dengang Orla i sit forsøg på at fange lille Vigil råbte “Kaster du os’ med ævler?”.

Min Hr. Mand kaster ikke med æbler – det er nok nærmere mig, for i ny og næh hader jeg sgu den frugt og føler mig som Eva i Paradisets Have, der er blevet lokket i fordærv. At være gift med en iværksætter og ikke mindst en selvstændig, det er på en og samme tid utroligt frihedsgivende, inspirerende og omvendt enormt uforudsigeligt. På bundlinjen elsker jeg at være gift med en mand som laver det han brænder for og ikke mindst, at han går efter det han drømmer om. Jeg tror vi skal leve livet med vores drømme, at vi skal gå efter dem og tro på dem. Måske brister de og måske er vores drømme så stærke og så gode, at andre os vil tror på dem..

download-1

Jeg tror på min mand og hans partner Christopher. Jeg tror på Æblerov og det er der heldigvis også rigtig mange andre der gør. På diverse vinkort hos byens restauranter er Æblerov at finde, nogen under private labels og andre med deres eget ikoniske look. Restauranterne spænder bredt fra Chicks by Chicks, Brus, Noma, Geranium til hipster Khioskh’en og mange mange flere. Dette indlæg skal ikke være en omgang name dropping og dog. Jeg vil nemlig gerne fortælle jer noget, komme med et forslag til jer. Da min egen tilværelse selvfølgelig afhænger af hvordan det går hos Æblerov, føler jeg ikke dette indlæg passer i kategorien sponsoreret. I stedet er vi nok ude i et samarbejde mellem Mand og Kone.

images

Copenhagen Cooking and Food Festival løber snart af stablen, hvilket jeg faktisk syntes er en enorm hyggelig og god festival – hvorimod mode ugerne ofte handler om at alt for få kan og må være med og derudover tror jeg ikke helt alle under modeugen får spist det de måske helst skulle … sidespor! Under Copenhagen Cooking and Food Festival afholder Æblerov, i samarbejde med Decideret, Holm Cider mfl. “ Rigtig CiderCopenhagen Cider Festival 2017” og det er dén jeg rigtig gerne vil fortælle lidt om.
– Derudover har du også mulighed for at vinde billetter til festivallen.

cider2

Rigtig mange går og tror at cider kun er det der sprøjt som kalder sig for … noget med somers…
hvis I nu vendte flaske om, ville i se at indholdet har så fænomenalt lidt med “rigtige æbler” at gøre. Faktisk så lidt, at du ved blot en enkelt bid at et “rigtigt æble”, vil opnå et endnu større indtag af ren æble – end ved at drikke en somers genstand.

Ved Rigtig Cider drikkes der en del genstande, eller der er i hvert fald rig mulighed for at smage og drikke en masse lækkert cider. Alt fra de nationale til internationale dråber, de sure, de søde og helt ud til de økologiske.

Til denne cider festival vil Hr. Mand sammen med partner Christopher udskænke godt af Æblerovs prisvindende dråber. Derudover vil der være rig mulighed for at smage en masse dejlig mad og måske endda slikke lidt sol.

Så lørdag d 26. august, kan du fra klokken 11-18 være med til Rigtig Cider,
hvor 25 produceret fra hele verden udskænker godt 100 forskellige typer cider.

unavngivet

Under festivalen afholdes der smagninger i tidsrummene 11-13, 13:30-15:30 og 16-18.
Når du har en billet til en af smagningerne, kan du frit smage alle de forskellige cidere.
Billetten koster fra 99-130 kr og giver som skrevet adgang til uendelig meget cider i hele to timer .
Der er selvfølgelig også en Ciderbar, hvor flere forskellige glas kan købes af de forbipasserende.

Hele festivalen slutter af med langbordsmiddag, i bedste kyllingestil, når Chicks by Chicks disker op med 5 underskønne serveringer med dertil cider ad libitum selvfølgelig. Denne overdådige middag er det også mulig at købe en billet til.

Billetter til smagning og / eller middag kan købes HER

SÅ hvis du står og skal på date, lufte svigerfamilie, en god veninde eller have et break fra hverdagens trummerum, så vil jeg anbefale dig at lægge vejen forbi Israels Plads til Rigtig Cider – Copenhagen Cider Festival 2017″.

… og hvis du har lyst kan du deltage i konkurrencen om 2 billetter til cidersmagningen 11-13 .
Alt du skal gøre er at smide en kommentar på indlægget her.
Vinderen trækkes mandag d. 21 august klokken 21:00

Jeg håber vi ses d. 26 august.

Tusind tak fordi du ville læse med.

 

 

Some Superheroes

img_3887

Jeg ligger farveblyanten fra mig og smiler selvtilfreds til tegningen på bordet. Det er pakkelisten til Aksels forestående FDF superhelte sommerlejre. Sol og måne indikere antallet af døgn han skal tilbringe på Jomsborg ved Kulhuse i Jærgerspris og de små tændstikmænd med et minus som fortegn, fortæller hvor mange af dagene som er uden resten af familien. Jeg har gjort mit forarbejde godt og Aksel ligeså, men nervøsiteten, spændingen og glæden over en tur på lejre er nu for alvor blevet tydelig at mærke.

Mens jeg skriver navn og tal på 7 fryseposerne slår det mig, at dette nu er Aksels fjedre lejre og tredje gang hvor han er afsted uden Mor og Far. I foråret var vi alle afsted på kredsweekend, hvilket du kan læse om HER, og selvom Aksel officelt kun har været FDF’er i knap et år, er det tydligt at mærke at han er faldet til i kredsen og der er blevet lavet gode givende relationer på kryds og tværs af køn og alder.

img_3653

Som en rigtig curling mor eller som jeg nok selv vil mene det, er jeg en mor med stort kendskab til mit egets barn styrker og svagheder. Derfor arbejder jeg særligt med “zonen for nærmeste udvikling” op til lejren. Når vi har talt om det forestående eventyr Aksel nu skulle ud på, har det været med fokus på et skridt frem og to tilbage. Yderligere har jeg valgt at gå helt i pædagogikken og ja tegnet henholdsvis pakkeliste og rebusbreve, som Aksel kan støtte sig til under hans lejre.

Her post lejre vil jeg sige, at henholdsvis pakkelisten og “dagsposerne” med tøj var en rigtig god måde at imødekomme rod i tasken og glemte sager. En af Aksels ledere sagde sågar at han aldrig havde oplevet en dreng på 6 år havde så godt styr på sine ting, som Aksel havde. Aksel havde selv fundet det utrolig overskueligt at skulle forholde sig til en pose pr. dag. Derudover var der en “Hvad nu hvis” pose, som indholde lidt ekstra skiftetøj til “hvad nu hvis” siturationer.

img_3656

I Aksels kreds er det kutyme at forældre, bedsteforældre og venner kan sende post til den FDF’er som er på lejr. Vi brugte særligt denne postomdeling til at møde Aksel i det afsavn han måtte have eller få til hjemmet og samtidig så kunne indholdet understøtte muligheden for selv at lave små rolige oaser i et spændende program. Man kan sige meget om FDF’er – leder og de forskellige kredse, men efter et år som mor til en FDF’er, så har jeg erfareret at en FDF leder sjælendt ligger på den lade side og at den fantasi og det drive som de enkelte leder rummer, er med til at alle unger får de fedeste oplevelser i et fantastisk og unikt fællesskab. Når man er 6 år og gerne vil være der hvor det sker, så kan det være svært at udnytte siestaens fulde potientiale – personligt lærte jeg hurtigt at en middagstur var et must når jeg skal indgå socalt med 104 andre skønne mennesker, voksne som børn og unge.

img_3651

img_4173

Aksels post pakker indeholdte derfor alt fra slik til spillekort og en insektspand, så han kunne lukke sig om sig selv eller have en hyggestund med et par gode venner fra kredsen.

Temaet for dette års sommerlejre var Superhelte Lejr. Drejebogen for lejren var bygget op om heltetræning, skurkejagt og med et fokus på det gode og mindre gode i mennesket og vor medmennesker. Alle unger, såvel som voksne, havde muligheden for at skabe sig sin helt egen superheltedragt som deres indre helt skulle iføre sig under sine superhelte gerninger. Den røde tråd igennem hele lejren og den imponerende måde at differentiere aktiviterne på, således at de passede alle fra “numlige” til “senior væbner” oversat til ikke FDF kyndige 1+ til 18++. Alle kunne være med – ung som gammel, lille som stor og det er det der gør jeg for alvor har forelsket mig i FDF. Det handler ikke om at være størst og stærkeste, selvfølgelig er der indbyrdes konkurrencer og små helte dueller men alt i alt er alle lige og det er helt sikkert noget vores til tider albuespidse samfund har brug for.

img_3743

Da vi endelig kunne give Aksel et gensynskram og kys, så var det en dreng med et kæmpe smil på læberne og trætte men glimtende øjene. Hans ivrige fortælling og måde at trække afsted med os på, for lige at vise os det ene og det andet, indikreret for alvor at han havde taget de 4 dage uden mor og far i stiv arm. Vi havde forud for lejren snakkede om hjemve og det at savne. Aksel er, som mange andre børn, ret sort / hvid i hans opfattelse og oplevelser. Det betyder for Aksel, at 10 minutters hjemve hurtig kan fjerne alle de mange timers leg og latter som en weekendtur har budt på. Derfor har jeg haft tegnet en turlagkage. En lagkage som illustreret alle de følelser og oplevelser en weekendtur eller dag kan indholde, det sure med det søde. Lagkagen har hjulpet Aksel i hans oplevelse og forståelse omkring det at savne. Det vigtigeste i min bog er at Aksel aldrig føler at det er forbudt at savne og have hjemve med tårer. Denne tur har også budt på hjemve og på en aftensmad indtaget med salte tåre og en sød leder ved siden, men når jeg spørger Aksel hvordan han synes hans lagkage for denne tur har set ud, så er den med alverdens lækkert krymmel, glimmer og glasur og kun med et lille bitte stykke udgjort af savn over dem derhjemme.

img_3908

Under vores lejre oplevede vi igen den magi som opstår når mennesker er sammen på lige fod med hinanden og bare er som vi nu er, med et lille twist af superkræfter. Selv havde jeg fornøjelsen at være på superheltetur til en lokal bondegård, for at undersøge mysteriet om den røde mælk. Derudover oplevede jeg en stor skurke kamp, hvor hele lejrens skønne unger og voksne lavede det bedste bagholdsangreb og fik jagtet de slemme skurke på flugt.

img_3838

FDF er fortsat nyt for os og selvom Aksel snart kan sætte et årsmærke på hans forbundsskjorte SÅ tvivler jeg ikke på at vi får rigtig mange gode år med på vej hos FDF. Selvom det primær er Aksel som “går” så nyder vi alle at få lov at være en del af alt det som kredsen kan tilbyde.

SÅ hvis du går rundt og tænker, savner og ønsker at være en del af et fællesskab som på mange måder kan favne, udfordre og skabe en masse mindeværdige oplevelser så kan FDF helt bestemt anbefales – både for store og små.

Kærlig Hilsen Christina, Mor til pusling i FDF

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mig og Mit understel

fullsizerender-9

Hvis jeg finder min bog “kvinde kend din krop” frem, hvad der ifølge min mor er enhver kvindes “bibel” – eller det sagde hun dengang jeg fik den i 13 års fødselsdagsgave, en teenagers drømmegave … men okay, af min bedste veninde fik jeg en tarvelig dildo, som skulle repræsentere mit forstående vilde teenageliv. Hvis jeg tager den frem, altså bogen, hvad der engang var banebrydende litteratur om kvindens krop og hendes seksualitet, så står der så fint skrevet, hvor vigtigt det er at kvinden passer på sig selv og hendes vegina. Ordet vegina synes jeg er lidt “mærkeligt” og “upersonligt” og funktionsordet tissekone synes jeg kun er forbeholdt de endnu ikke er seksuelle oplyste individer. Jeg har aldrig rigtigt givet mig og ‘min’ et navn, måske fordi mig og ‘min’ er mig. En store del af mig.

Igennem tiden har jeg oplevet lidt af hvert og altid har jeg skulle vise hensyn og omsorg for mig og ‘min’. Jeg har skulle lærer mig selv at kende og det har blandt andet krævet et fascineret blik i spejlet og mange samtaler med en tæt veninde og ikke mindst en pornofilm eller to. Alt dette skete før jeg for alvor kunne forstå hvem og hvad jeg var, når det kom til mig og mine præferencer og lyster. Samtidig med denne udvikling sikrede mit hoved mig, at jeg passede på, tog ansvar og nogen gange takkede nej – af ren og skær sikkerhed. Det var også hovedet der en dag sagde højt “p-piller og gynækolog tak” og da jeg lå der med benene i bøjlerne, for alle første gang, og på alle måder forsøgte at gøre mig tung i understellet, så var det hovedet der sagde “du gør det rigtige og det ansvarlige“. Jeg har altid fundet mennesket seksualitet og nydelse, dyrkelse og præferencer utroligt spændende og jeg kan også godt lide sikkerhed. Sex og sikkerhed går i høj grad hånd i hånd og sikkerheden omkring sex spænder bredt op, som et stift lem i et par cowboybukser. Sikkerhed er for mig alt fra hvem man dyrker sex med, til beskyttelse omkring det man ikke kan se eller vil se, uden selv at have indflydelse, eksempelvis to streger på en graviditetstest eller noget så sexet som en kønssygdom.

Selvom jeg Idag har fået 2 børn og dertilhørende x antal gynækologiske tjek, så har noget ændret sig i forhold til mig og ‘min’. Jeg kan ikke længere gå til min egen læge og få lavet mine rutinetjek. Simpelthen fordi mig og ‘min’ for 3 år siden var igennem et “overgreb”. Det var et overgreb jeg indvilligede i pga. sikkerhed og ønsket om at tage hånd om mig og ‘min’s sundhed . Det var et overgreb som indebar lugten af brændt kød, blod, smerte, tårer og en sygeplejerske som holdte mig trofast i hånden og pænt fortalte mig om vind og vejr. For 3 år siden fik jeg nemlig mit første og på nuværende tidspunkt eneste keglesnit. Lige siden den dag, har de gynækologiske tjek været som at springe fra 10 meter vippen, mens mit inderste bliver revet i tusind stykker. Ikke fordi det gør fysisk ondt, men psykisk brænder jeg fortsat op i sorg og angst over dengang beskeden lød på “svær dysplasi i livmoderen”. Det er det som gør at hver evig eneste rutinetjek nu føles som en lang og sej kamp.

Idag får 15.000 kvinder årligt konstateret celleforandringer i livmoderen, ud af disse 15.000 kvinder får 6000 foretaget kegleoperationer, for at fjerne den type celleforandringer som er forstadiet til livmoderhalskræft. Det er triste tal og selvom en førsteplads næsten altid er super fedt, så er det desværre sådan at Danmark er det land i Norden hvor flest kvinder får konstateret livmoderhalskræft. Det er vigtigt for mig at slå fast at celleforandringer er ikke kræft, de kan være forstadiet til kræft og kan, hvis man som kvinde undersøges i tide, fjernes ved en simpelt “operation”. Celleforandringerne konstateres ved hjælp af en smear prøve og en gynækologisk undersøgelse hvor der ses på livmoderen med mikroskop.

Hvor vil jeg hen med alle disse tal og snakken om alt det under bæltestedet. Jo det skal jeg sige dig – celleforandringerne i livmoderen er nemlig slyngveninder med HPV virussen. En virus som overføres ved seksuel aktivitet, faktisk er 4 ud af 10 danskere under 30 allerede smittet og undersøgelser viser at 80% ad alle seksuel aktive i løbet af deres liv vil blive smittet med HPV en eller flere gange. HPV-vaccinationen kan forebygge op til 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft, er du vaccineret?

Forleden lå jeg så der hos min fantastiske gynækolog. Hun ved om nogen hvad jeg har været igennem og hun forstår. Hun anerkender min angst og selvom tårerne ukontrolleret triller mens hun undersøger mig, så gør det ikke ondt.. kun i hjertet.. 2 dage efter mit tjek fik jeg tilsendt et svar, måske det kom så hurtigt pga. sommerferien stod for døren, eller fordi hun ved at jeg stadig er i chok over forrige omgang. Svaret lød på helt normale celler og ikke mindst med en ny tid, igen om et år.

Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at skrible et eller andet hysterisk morsom sammen om papegøjens næb og halskiggerig, men jeg kan ikke. For jeg synes bestemt ikke dette er morsomt. Jeg synes dog at det er uhyr vigtigt at man som kvinde husker at passe rigtig godt på sig selv og det indebære blandt andet at man beskytter sig og får tjekket understellet i ny og næh og sikre sig at alt kører som det skal.

stophpv-stoplivmoderhalskraeft_logo

Hvis du har lyst kan du læse om min oplevelse med konstateringen af celleforandringer og keglesnit kan du læse det i dette indlæg. Samtidigt vil jeg anbefale dig at tjekke hvornår du sidst var til “eftersyn” og ikke mindst bede dig huske din veninde, søster eller mor om at have styr på det der skal være styr på.

Du kan læse meget mere om HPV virus, celleforandringer og ikke mindst
HPV-vaccination på StopHpv.dk

Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sydlandsferie i realistisk perspektiv

img_2082
Det er sjovt hvordan alting kan tage sig ud, særligt når billedet tages fra den rette vinkel, måske endda der hvor armene er strittede så “mormor-vinkeflæsket” skjules og topmaven efter aftenbuffet suges ind. Jeg kunne jo sagtens skrive hvor fantastisk og fortryllende sådan en uge i Bulgarien er. Jeg kunne fortælle hvordan solen stod højt på himmelen, ungerne var glade som dagen var lang og den pulserende kærlighed fik ekstra ben at gå på. Hvis du gerne vil beholde denne idylliske tanke om undertegnets ferie, så skal du nok stoppe læsningen nu, hvis du istedet tænker at det kunne være rart at vide hvad der sker hos den søde familie ved nabobordet i restauranten, så læs da endelig videre…

Da vi var på ferie tog mig selv i at sidde ved morgenbordet, efter vores første døgn i syden, og tænke “hvad pokker sker der og hvorfor kan VI ikke også hygge os på samme måde?”. Jeg har en tendens til at se selektivt på mine medmennesker og ofte med en overpositivering og opfattelse der bygger på “De andre har aldrig sure unger” eller “hvor må de have det godt – nærmest perfekt”. Jeg ved jo godt det er en stor fed løgn og at græsset meget sjældent er grønnere på den anden side – det er grønnest der hvor det vandes.

fullsizerender-5

Min familie og jeg har været en tur i Bulgarien, nær Varna og langt fra Sunny Beach. Vi har været på udlandets svar på Roskildefestivallen for børnefamilier, med All Inclusive og med masser af krammestunder med en giraf og en lodden bamse. Indlægget her er bestemt ikke sponsoreret, det er hundrede procent selvbetjent af vores hårdt opsparet penge.

fullsizerender-3

Tilbage til ferie idyllen
Jeg ved ikke hvordan andres børn reagerer når der pilles ved uret, i forhold til sommer og vintertid, i egne rækker så modtages nye tidszoner aldrig helt så godt. Derudover så er de generelle skift, særligt dem når vi skal ud af døren, ikke just lykken. Så forstil jer følgende:

Jeg vågner ved at Carl kravler op i fodenden af sengen og puffer sig ind under min dyne og pænt placere en hæl i siden på Hr. Mand, sådan at han understreger at der ikke er behov for hverken lillesøster eller lillebror. Jeg småfniser lidt… sådan et menneske er jeg altså, helt voksen bliver jeg nok aldrig. Bagefter rækker jeg ud efter telefonen på natbordet og konstatere at Carl har omlagt sin døgnrytme således at vi nu er en time foran. Aksel sidder derimod lysvågen og har tillusket sig en IPad og spiller i alt stilhed og sikkert udenfor alle former for “IPadtidens” normale grænser.

Vi kommer i tøjet, får diskuteret omkring behovet for solcreme med Carl og forsøger hele tiden at lege os igennem indsmøringen, for smøres det skal det ultra blege barn. Aksel bøvler i hans træthed med skoene og begynder at lade den sultende mave tale. Med hiv og træk kommer vi alle ud af døren og begiver os imod restauranten hvor morgenbuffeten venter. Da vi kommer frem mødes vi af et stort kryds imellem American breakfast, kulhydratkaos og slikbutikken forklædt som morgenmadsprodukter. For det ikke skal være løgn, er der sørme også en dessert buffet – til morgenmaden. Aksel går forståelig nok kold og kan ikke overskue al det mad og Carl forelsker sig i agurk, feta og cocopops. Hr. Mand og Jeg deler os op og forsøger at finde nogle midlertidige morgenmads favoritter til ungerne. Selvom der er finhvalset havregryn, så kan Aksel med det samme smage af mælken ikke er dansk minimælk – hvilket jeg bestemt ikke bebrejder ham (der ligner vi hinanden). Da vi endelig alle sidder samlet ved bordet, så er Carl færdig med sin agurk og har nuppet en skefuld af cocopopsen og mener at NU er han mæt. Der er det jo så herligt at han elsker at sidde længe ved bordet mens moren og faren nyder deres mad. Husk ironi kan forekomme. Det var måske ikke så underligt at jeg ofte have pletter på blusen.

img_2242

img_2245

Under morgenmaden tropper en kæmpe giraf ved navn Lolo op og Aksel hopper i sin glæde over maskotten optræden hurtigt ned fra hans stol og formår så at tackle en tjener, som er ved at ryde et bord af og BINGO en lille melodi af knuste tallerkener lyder übber alles i hele restauranten – så startede vi ellers ud i rigtig god stil. Jeg tror at vi i vores 7 dages ferie med 20 måltider, formåede at smadre omkring 2 tallerkener og 3 glas + alt det service der var på bakken som tjeneren mistet i tacklingen. Det var et af Aksels storheds øjeblikke, som virkelig gjorde Mor stolt.

Under vores ferie havde vi en del af de førnævnte skift.. Først hjem fra restauranten til hotelværelset, videre til stranden eller poolen. Når det så var frokost, gik turen først lige forbi værelset igen for at skifte  og derefter op til restauranten og bagefter retur. Da vi kom retur stod den enten på solpause med kreahygge på værelset eller eftermiddags hygge på i skyggen et sted. Jeg tror ikke det kan undgås at der sker en del skrift under sådan en ferieform også selvom det hele forgår i snegletempo.

img_2572

Hvad lavede vi så i vores snegletempo tænker du sikkert?
Udover at smadre service og have krise over solcreme, så var en af de store ynglings aktiviteter at bygge store sandslotte og lege med medbragte figurer. Aksel og Carl er normalvis god til at dele men på ferien havde vi en periode hvor ungerne havde brug for alenetid og god afstand imellem sig. Derfor vurderet vi, at to borge nok var på sin plads – man er vel en rigtig curling forældre? Hr. Mand og Jeg er begge relativ store konkurrencemenneske og i løbet af ingen tid begyndte et kapløb om “hvem bygger størst og bedst” og jeg havde nok vundet, hvis ikke jeg havde anlagt en underjordisk tunnel ved min borg og … hvis ikke jeg skulle undskylde for at have smidt sand over på naboens håndklæde…

Vi formåede faktisk at holde os skadefrie, men forvoldte dog en del materiel skade på vores omgivelser, service gik i stykker, en trampolin og en parasol røg men udover lidt brændvabler efter de varme fliser ved poolen og et styrt på en rutsjebane, formåede vi at holde os fysisk skadefrie og det er alligevel noget for vores klodset familie. Vi snuppede heller ikke en omgang dårlig mave syge, som vores kære danske nabofamilie inkasseret dagen før afrejse. I stedet scoreret vi lidt ekstra fyld på sidebenene.

img_2237

fullsizerender-6

fullsizerender-1

Så ja – vores ferie i syden den var som den jo nok ofte er for de fleste børnefamilier. Vi grinte, vi græd og vi levede på alle mulige måder og da vi så sad i flyveren på vej hjem, så indrømmer jeg gerne, at tanken “Jeg trænger til ferie, efter ferie” sgu ikke lød så dårlig, omvendt ville jeg selvfølgelig aldrig have været foruden .

Tusind tak fordi du ville læse med ovenpå denne lille sommerpause som har været på bloggen.

Jeg håber at du har holdt en velfortjent ferie og hoppet i vandpytter, kysset under et træ mens regnen stod ned og ellers fået spist en grillpølse eller to.

Kærlig hilsen Christina

fullsizerender-4

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Nogle gange..



img_2301

Nogle gange så hiver jeg nærmest efter vejret, som var mit åndedræt og lungerne i en torvtrækningskamp med vinden som suser forbi. Kampen kan få mig til at ryste. Skælve fra inderst til yderst, som stod jeg på den højeste bjergtop og frøs ind til marv og ben. Jeg kan gispe efter vejret, som når man som barn fik en iskold spand vand i hovedet under en vandkamp.

Nogle gange så er mit blik flakkende, mest af alt fordi jeg forstår øjenkontakt som noget af det mest intime imellem mennesker og fordi jeg tit kan føle, at der ved øjenkontakten kan skabes en elektrisk bølge. Andre gange et vindue, som gør at den kontakten oprettes til, får et fripas til at se lige ind i mit inderste…

Nogle gange så invaderes min mave af sommerfugle med metalvinger. Selvom deres slag med vingerne på en og samme tid er silkebløde og voldsomme, så skaber de en euforisk udløsning i kroppen, som giver farve i kinderne og ofte fremprovokere et lille skævt smil.

Nogle gange så overfalder livet en når man mindst venter det og hvordan det håndteres kan ikke rationalisere, i plus og minus. Nogle gange, så er det bare en følelse, et moment, et magisk øjeblik som skal nydes for det, dét er.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Med drengeven på vandretur?

fullsizerender-2

Min første bedste ven hed Esben og elskede at tegne, lege med plus plus og bygge huler. Min første bedste veninde hed Kimie og hun fik ofte et gok i nøden og hev som payback i mit hår. Vi blev oftest uvenner fordi jeg ville hoppe fra de højt gyngende gynger og hun lege med Barbie dukker. Jeg har aldrig været den store girly girl. Generelt så hader jeg stereotype opfattelser af køn og går ind for en neutral tilgang til det enkelte menneske, ubetinget af det socialiseret køn.

Min anden bedste ven hed Søren. Søren elskede playmobil, som jeg, og han havde en god fantasi. Da jeg senere i de pre-pubertære år, kyssede Søren, var det helt forkert og derfra forblev han bare en god kammerat. I de følgende teenageår var min vennefolk stor og udgjort af henholdsvis drenge og piger. Jeg elskede at ligge på et værelse med Westlife plakater på væggene og bladre i IKEA kataloger og Vi Unge magasiner ligesom jeg holdte af at spille rollespil, lege softgunkrig i hareskoven og lave hårde tacklinger på fodboldbanen. I takt med mit bryst voksede og hormonerne for alvor pumpede i kroppen, blev venskaberne til drengene for alvor sat på prøve. Flere måtte igennem samme mølle som Søren, nogen forblev frøer som fik et kys og andre blev til kærester. Med tiden lærte jeg at ungdomskærligheden havde sin pris og ofte også en udløbsdato. Og selvom et sørgmodigt brud næsten altid blev efterfulgt af sætningen “vi kan stadig være venner..” så var det at ’slå op’ ofte et dødsstød til venskabet. Derfor valgte jeg at værne om mine venskaber og den sidste af mine gode venner, som pludselig valgte at erklære sin kærlighed til mig, han fik en flad og satte så med tiden en ring på min finger. Selve ringen på fingeren og de derved liggende følelser, gør at der ikke kysses på andre frøer .. og den erfaring jeg har fået med årerne er grundlag for at jeg værner om de venskaber jeg har knyttet på kryds og tværs af køn og alder.

img_3140

Idag er jeg så priviligeret og heldig at jeg har den samme “bedste ven“, som jeg havde for knap 15 år siden. Han hedder Marc og på mange måder minder vi uhyrlig meget om hinanden. Samtidigt er vi hinandens modsætninger. Alt dette og vores gode kemi, udgør et godt fundament for et solid venskab. Selvom vi har været i hinandens liv en del år og vores familier og individuelle vennekredse ved hvem vi er, skal vi til tider stå på mål for vores venskab. Jeg ved ikke om det skyldes en “fejlkodning” i køns-opfattelser, måske den samme fejlagtige antagelse som gør at voksne kalder børnevenskaber mellem drenge og piger for “kæresterier”? I mange år har jeg skulle høre for at drengevennerne i virkeligheden havde kroppen fuld af følelser, som de bare ikke turde stå ved. For mig har det mere været mere reglen end undtagelsen, at venner bare er venner.

Jeg ved ikke hvordan det er i andres venskaber, jeg ved kun hvordan det er i mit og eksempelvis Marcs. Jeg ved også at jeg personligt er et sted hvor jeg er fuldstændig ligeglad med andre tænker og tror. Det er selvfølgelig en lille hvid løgn, for ellers ville jeg ikke skrive som jeg gør. Som så mange andre gange når jeg skriver, så skriver jeg grundet en provokation eller fordi jeg oprigtigt har noget på hjertet som rør mig.

Jeg har en ven og han hedder Marc, ligesom jeg har en håndfuld gode tætte veninder. I højt humør kunne jeg måske synge en sang med omkvæd ala “Mor Jeg Vil Gerne Ha’ At Du Bager En Kage Med Min Nye Ven.. Han Hedder XXXXX”. Det har dog aldrig været tilfældet, i stedet lånte min mor mig forleden hendes vandrerygsæk og ønskede Marc og Jeg en god tur til Sverige.

En af de mange ting som Marc og Jeg kan sammen, det er at gå langt i hinandens nærvær. Nogle gange er vi helt stille og andre gange snakker jeg som et vandfald …

img_3227

Igår kom jeg hjem fra “endnu” en vandretur med Marc. For 9 år siden var vi afsted på vores første og jeg tror  og håber heller ikke, at dette bliver den sidste. Vi var afsted ”på trods af” at vi begge er veletableret i hvert vores familieliv og parforhold. Selvom vi er voksne mennesker, så støder jeg fortsat på folks fordomme. Fordommene gør tit og ofte ondt og det er her jeg ikke er helt ligeglad. De giver nemlig ofte udtryk for at Marc eller Jeg har et dårligt værdigrundlag eller en manglende troskab til vores respektive partner, så når en tosse på IG skriver “Hvordan kan din mand synes det er okay du rejser rundt med en anden mand?!” så skyldes det en stor fordømmelse og uvidenhed, samt manglende respekt. Selvfølgelig ved jeg godt det kan virke forkert i nogens hoveder, når jeg fortæller at jeg skal på vandretur med min gode ven. Ingen havde stillet spørgsmål hvis turen i stedet havde været med en god veninde. Det er og bliver rigtig trist og mest af alt for dem som stille spørgsmålet, de skulle nemlig bare vide hvor udviklende det er for en personligt, at have en ven “af det andet køn”. Særligt hvis man som jeg, tit tænker lidt for meget over det meste og alt for ofte mangler en som siger tingene ligeud, om det så handler om studielivet, træning eller anden form for navlepilleri.

img_3241

img_3157

Turen i det svenske er en jeg ikke vil glemme lige foreløbigt. Faktisk tror jeg alt lige præcis at de minder, oplevelser og personlige grænser som jeg fik pillet ved på denne tur, vil være stof som gør at jeg om 60 år vil tænker “Sådan Chrisser”. Nogle gange handler det om bare at give los, at lade livet være livet og acceptere at hvert evig eneste sekund er fortaget af det næste. Turen havde en effekt på mig, som gjorder jeg den ene aften havde tårespor ned af kinderne, ikke i savn eller sorg men i glæde over at kunne se det smukke sollys i træerne toppe, mens lyden fra fisk der sprang i søen blev akkompagneret af de små knaster der sprang i bålets ild.

img_3136

img_3119

Jeg har altid elsket at komme ud og få brugt kroppen i naturen. Jeg elsker at slå øjnene op og se på alt det grønne og frodige som omgiver mig. Jeg elsker at “skide” i skoven, at få sved på panden, syre i musklerne og at det kun er ens eget åndedræt og tunge skridt som kan høres når man går afsted der i “vildmarken”. Jeg hader tilgengæld slanger og selvom én vil mene at en sno blot er en forvokset regnorm, så vil min ophodiofobi mene noget helt andet. Denne tur bød på 3 levende og en overkørt slange og ellers 40 kilometer gået på henholdsvis noget af SkåneLeden og Blekingeleden og med ruten Raslången-Halen. Det er bestemt en rute som er en anbefaling værdig. Både til en tur med ven eller veninde, ens partner, mor, søster eller måske endda kollegaerne.

img_3236

Der sker noget når man render rundt derude i de store svenske skove. Samtalerne vokser og selvom musklerne bliver blodfyldte og ømme, så ville jeg til hver en tid være klar på endnu en tur, inklusiv dåsemad, snobrød og gaffatape.

Tusind tak fordi du læste med og hvis du nu tænker, sikke en flot fyr ham Marc er, så må jeg vist hellere lige nævne at han har en meget sød og smuk kvinde til kæreste.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig Hilsen Christina

Idag er dagen

img_2626

Jeg har kunne mærke det. Nervøsiteten og angsten, som gang på gang har taget en svingtur i mit indre. For hver gang jeg har foretaget mig noget, har det været med ekstra betænkelighed.

Da jeg blev syg skulle jeg lærer at gå ned i gear, frem for hele tiden at træde derudaf. Jeg skulle lærer at sortere fra og være mindre “ansvarlig” og uddelegere. Vigtigst af alt, skulle jeg lade hver med at melde mig til alt og ingenting og lærer at slappe af, holde pause og droppe min pleasende indre side og alle mine negative tanker omkring mig selv og mit værd her i livet.

Det har været svært at bryde gamle handlemønstre og er fortsat en øvelse, formenligt en livslang en af slagsen.

Men Idag er dagen…
Idag er det præcis et år siden at hele min verden gik under. Idag er det år siden, at filmen knækkende og mens mine drenge lå sødt og sov på deres værelse og Hr.Mand drak øl med en kammerat ude i byen, lå jeg sammenrullet på stuegulvet, imellem puttekaniner, legoklodser og nullermænd og hev efter vejret. For hver indånding jeg tog, trængte et mørke ind i mig, som var altødelæggende og som slukkede for mit ellers altid lyse og eftertænksomme sind.
Min verden blev sort / hvid og jeg kunne ikke længere se mig selv, være en del af denne verden.

Idag er det præcis et år siden at jeg for første gang nogensinde, forstod min afdødes far valg om at begår selvmord da jeg var barn. Idag er det præcis et år siden, at jeg for første gang oplevede at min fars handling var min redning. Mens jeg lå der med konkrete sorte tunnelagtigetanker, så blev jeg ramt af en skyldfølelse og en ansvarlighed overfor mine drenge. De skulle nemlig ALDRIG nogensinde opleve den sorg og frustration der kommer med, når ens forældre helt bevist vælger at forlade verden og ikke mindst en selv.

Jeg husker alt fra den aften.
Jeg husker alt fra den efterfølgende morgen og jeg husker det opkald jeg foretog mens jeg sad under spisebordet. Jeg husker opkaldet efter hjælp.

Jeg husker psykiateren og sygeplejersken som stod i min dagligstue og jeg husker cykelturen over til det psykiatriske hospital.
…..
Og jeg husker alle de gange jeg grædende spurgte alt og alle, hvornår bliver jeg rask igen?

Idag er jeg rask, jeg er langt mere end det. Jeg har fundet en ny måde at være i verden på og selvom det til tider er rigtig svært og med små tilbagefald i dårlige mønstre, så er den version jeg er nu, den helt rigtige.

Idag er dagen, hvor jeg på mange måder græder i lettelse og i sorg over det der skete for et år siden. Jeg græder, fordi jeg er taknemlig og inderligt lykkelig over, at være lige præcis der hvor jeg er.
Jeg græder, fordi jeg fortsat har mine børn, min fantastiske mand og min familie. Jeg græder fordi jeg har de bedste og mest kærlige venner i mit liv og jeg græder fordi jeg stadig kan følge mine drømme, på en ny og sundere måde for mig.

Det har været en rigtig lang rejse. Den har til tider været udmattende og opslidende, farefuld og overmandede. Rejsen er bestemt ikke slut endnu og det er okay, for min rygsæk er pakket med en masse værktøjer og redskaber, som gør at jeg kan bestige alverdens bjerge.

I ny og næh kigger jeg mig over skulderen, særligt idag. Jeg er stadig rigtig bange for depressionen. Jeg er bange fordi det var mit livs mareridt og de sår jeg pådrog mig i kampen for overlevelse, de er fortsat helende.
Men jeg er sikker på, de med tiden nok skal blive fine og små, måske endda usynlige ar, som til evig tid vil minde mig om og holde mig op på, hvorfor det er jeg er den jeg er og hvad jeg som menneske kan overkomme her i livet.

Tusind tak fordi I som læser har været så støttende i min kamp. Tak fordi i har taget imod mine tanker omkring depressionen og alt det der har fulgt med. Det er jeg så inderligt glad for.
OG Tak til alle jer som selv har delt, tak fordi i tør.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet