Testen, den er postiv

Testen, den er postiv

20 februar 2018

Kære lille barn

Idag var stregerne der, idag blev mine tanker bekræftet, omkring min enorme kørersyge, hvorfor pulsen påløbeuret havde ændret sig og hvorfor jeg nu græder lettere ukontrolleret over H.K.H Prins Henriks bisættelse. Jeg græder i en blanding af landesorg og i taknemlig over at DU er hos mig nu. 

Vejen har været hård og lang. Selvom den jo ikke har været det, kun i mit hoved. Jeg har gjort mig mange tanker om jeg nu os kunne elske, rumme og holde af.. men jeg ved nu, efter de “mange” prøvelser at du er mere end velkommen, hvem end du er, dreng eller pige, stor eller lille, stædig eller mild. Så ved jeg nu, at jeg – vi er klar. 

Da jeg sidst sad der i badet og lod skuffelsen flyde sammen med blodet forstod jeg for alvor hvor meget jeg vitterligt ville dig. Tænk nu hvis de mange års strabadser havde skadet mere end forventet, tænk nu hvis mit biologiske ur havde stoppet sin tikken og tænk nu hvis det slet ikke kunne blive som vi drømte om.

Du er ikke endnu en, du er ikke bare nummer 3, du er dig – og vil med sikkerhed være ligesom du skal være og mere til. Min kærlighed den er der og min erfaren og modhagen vil med sikkerhed skabe rammerne for at osse du, kan få alt det din far og jeg anser som værende vigtigt for sådan et lille væsen. På mange måder er du betinget af dine kommende storebrødre og måske mest af alt din bror Carl. For vi har ventet på ham og at han i sin udvikling også blev klar. Vi har ventet på os, på kærlighedens rødder skulle vokse sig større og vi har ventet på mig mest af alt .. har vi ventet på dig og jeg glæder mig til bladene skifter farve og du kommer til os, i min ynglingsårstid. Årstiden der ændrede mit liv for nu snart 11 år siden. Årstiden hvor din far viste mig hvad kærlighed var, os når man ikke havde bedt om den, men den pludselig opstod ud af ingenting og ligemeget hvor meget man kæmper imod og fornægter så er den der, stærkere en stærk og mere dybfølende end jeg troet var muligt . 

Tak fordi du kom til mig.

Jeg vil bære dig med stolthed min lille skat, mit hjertebarn .

Kærlig hilsen, din kommende mor.

Nu kan jeg snart ikke mere ..

Nu kan jeg snart ikke mere ..

Når startskudet lyder og jeg løber afsted, så løber jeg imod krisen. Jeg ved den kommer og ved derfor os hvordan jeg hele tiden skal tale mig selv op, når den kommer. Når benene så syre til, lænden føles stiv og fødderne hævet, så er det lige der jeg skal holde fokus og igen og igen fortælle mig selv, hvor hammer sej jeg virkelig er og samtidigt drage omsorg for udmattelsen og messe “bare hold ud, kun 5 kilometer igen.. bare lige lidt mere.. du kan godt…” for jeg kan nemlig godt, jeg kan så sindsyg mange ting. Det er næsten forbudt at sige i dagens Danmark, at der er noget man er god til – der er osse noget jeg er virkelig dårlig til, helt bestemt. Men jeg er faktisk rigtig god til at holde ud, kæmpe og ja, kæmpe lidt mere, lidt længere men nu.. nu kan jeg snart ikke mere.

Jeg mærkede det om onsdagen, natten til torsdag. Jeg havde vugget Vilmer i 1,5 time og mens jeg står der i mørket og hans små urolige bevægelser fortæller mig han endnu ikke er klar til at glide ind i søvnen, så kan jeg mærke en følelse af at blive kvalt langsomt. Mine arme gør ondt, hormonerne i mine fødder gør at brusken er blød og at min fodstilling på begge fødder er dårlig og det gør dem enormt ømme. Alt gør faktisk ondt og alligevel så kan jeg ikke gøre andet end at holde ud og forsøge at hjælpe Vilmer, med min vuggen. Alternativet er gråd og det er ikke et alternativ. Jeg husker jeg kigger på uret og aftaler med mig selv at jeg skal stå her til klokken 02:45, altså 15 minutter mere. Bare 15 minutter og derefter, så må jeg ligge ham, forhåbenligt sovende eller os må han vugges i barnevognen. Min indre aftale virker stort set altid når jeg vugger Vilmer. Lige så livsbekræftende, fantastisk og kærligt det er at vugge sit barn, lige så sindsygt udmattende og frusterende kan det opleves. Minutter føles som timer mens man står der i mørket. Måske er det forbudt at sige, men sådan føles det altså. 

Den nat mærker jeg overskuddet sive ud af mig, som var det sand imellem mine hænder. Torsdag kommer beskeden om indlæggelse til mandag, minimum, IV’et ryger ud og Vilmers mave går for alvor hen og bliver påvirket af den hårde medicinske behandling. Hele den dag, er jeg konstant ved at bryde sammen og da Vilmer endelig sover den aften, tillader jeg mig selv det. Det er så hårdt og hvad der præcist er hårdest eller toppen af isbjerget, det ved jeg ikke. Det er bare hårdt. 

På mange måder begynder det hele som en endeløs vandring eller som om at jeg kan se kysten ude fra havet, men kræfterne til af svømme i land er der ikke længere. Istedet kan jeg bare mærke hvordan det hele snart slipper op mens tanken om at jeg rammer bunden ånder mig i nakken. Hvor end jeg kigger hen, efter en redningskrans, så er der bare ingen. Det er på trods af der står en Hr. Mand, bedsteforældre og nære venner i kulissen som tilbyder alle former for hjælp. Det er bare ikke noget at gøre, for Vilmer vil “kun” have mig. Derfor har jeg igen og igen måtte sige til mig selv, det er snart ovre OG det er det os. Mandag morgen klokken 8, efter sidste intervenøs behandling – der er jeg den der er smuttet ! Hjem til vante rammer, mine store drenge, sengen, køleskabet OG Hr. Mand.

Meningen var at Hr. Mand skulle være rejst til Island på onsdag – onsdag til søndag. Men igår sagde jeg det så endelig højt, med følelse af skam og er strejf af nederlag. “Du kan / må ikke rejse fra mig”, mere behøvede jeg ikke at sige til Hr. Mand, han svarede bare “Jeg ser dig godt”. For jeg kan vitterligt ikke meget mere og tanken om at stå alene med ungerne i 5 dagen ovenpå Vilmers indlæggelse, mens hans mave er ødelagt af pencilien og derfor skaber utrolig dårlig søvn, så ture jeg ikke tænke på følgerne. På nuværende tidspunkt kan jeg mærke hvordan hele min krop skriger på ro. Min mælkeproduktion er påvirket og hvor jeg før kunne amme og mætte på 1 bryst, så er der begge der bruges og nedløbet er efterhånden som et gammelt rusten vandrør. Der går SÅ langsomt. Det er jo vitterligt ikke så mærkeligt, men det er bare rigtig uhensigtmæssigt. Blandt andet derfor er ordrerne blevet sagt og erkendelsen gjort : “Jeg kan snart ikke mere” og det er der helt sikkert en psykolog der klapper i hænderne over at jeg siger for alt i mig vil jo helst sige “det klare vi nok”, men nok er os nok. 

Så hermed, et lille indlæg om de tanker jeg gør mig, eller gjorder mig igår. I dag har nemlig været fake it till you make it og yderligere har Vilmer fungeret som en booster – på trods af jeg måske fik 4 timers søvn i nat (i alt). Han pludre nemlig igen, smiler som dagen er lang, ruller, triller og leger – altså han er endelig ved at vende tilbage og det giver lige lidt power, her til de sidste døgn på børneafdelingen.

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina  

En opdatering fra stue 17 på 20 sal.

En opdatering fra stue 17 på 20 sal.


Torsdag d. 14 februar 

Når jeg tjekker kalenderen, fortæller den mig, at det er torsdag og vi nu har været indlagt i 3 døgn. Dagene flyder ligesom sammen og det hele kredser om hvornår Vilmer igen skal have hans medicin intervenøs. For hver gang tiden nærmer sig, begynder min mave at gøre ondt. Frygten for IV’et ikke længere dur, at venen er klappet sammen, den indfinder sig. Det hele blander sig sammen med tanken om hvor sensitiv Vilmer efterhånden er blevet når medicinen gives. Det er tydligt det svir, når der gives behandling. Da IV’et var nyt, kunne jeg aflede ham med amning eller en sang.. nu skriger han bare med hans hæse stemme, som ellers aldrig før har været hæs. Eller han skreg, for imorges da de skulle give hans klokken 8 dosis, var venen klappet sammen.

Vilmer fik sin hånd og det vakte stor glæde og jeg var hurtig til at forhøre mig om der mon var et badekar på afdelingen. Vilmer elsker at komme i bad, så tanken om at kunne give ham lidt ekstra glæde og nærhed igennem badet føltes så rigtig. Sygeplejersken fandt et badekar og Vilmer var et stort smil mens han var i bad, han anede jo ikke hvad der ventede. Heldigvis har lægerne accepteret mit krav om at det er en læge fra neonatal der ligger IV’et – måske er det ikke så meget en accept, måske mere en erkendelse af, at Vilmer er rigtig svær at lægge drop på. Lægen fra neonatal fik droppet lagt, denne gang i foden og det er trods alt lidt lettere at afholde Vilmer fra at stå op, end at han ikke kan gnaske på og bruge den ene hånd. Det var svært at mærke hans store frustration over ikke at have hans ene hånd. Så hele dagen har han suttet løs, på netop denne hånd, det skaber en stor glæde, lige nu er det de små ting det giver glæde, de heeeelt små ting. Jeg har os kysset løs på den og ladet ham hive i hårtotter, blusekanten osv. 

Da det nye IV var lagt, kom lægen. De har endelig fået svar på alle prøver og scanninger. Vilmer har nyrebækkenbetændelse og desværre reagerer han lidt langsomt på den behandling de giver ham. Det betyder længere behandling med medicin der gives intervenøs og indlæggelse til minimum mandag. Tanken om vi skal være her til mandag, den er ulidelig. Jeg ved jeg savner mine børn, Aksel og Carl, men jeg kan ikke tillade mig selv at mærke det, så falder jeg nok først fra hinanden. 

Jeg er efterhånden nået dertil hvor 5 timers søvn i døgnet er “normalt”. Om natten afbrydes den af medicinen. Hver gang Vilmer får medicin bliver han super utryg og kan mere eller mindre kun finde ro i mine vuggende arme. Jeg indrømmer gerne jeg.er.så.træt. Når Vilmers øjne glider i kommer der et lille vindpust ved mine tårekanaler. Tårerne trænger sig hele tiden på, men det kan han bare ikke bruge til noget. Istedet forsøger jeg at få det bedste ud af hans vågne tid og når Vilmer sover, så forsøger jeg os at gøre det, men hold op hvor gør mit morhjertet ondt.

I alt det her, er det vigtigt for mig at Vilmer mærker mig, at han ved jeg er her, os selvom jeg har mest lyst til at vende hovedet væk eller gå ud af stuen, når der skal stikkes eller gives medicin. Det dur bare ikke. Mit barn skal ikke ligge i smerte, græde og tænke “hvor er min mor!”. Derfor forlanger jeg at sidde med ham, hver gang han skal have lagt IV, givet medicin eller scannes. Jeg forsøger selvfølgelig at aflede, men hvis ikke det lykkes, så er der ikke andet for end at rumme, møde Vilmer i hans smerter og trøste på bedste vis. Lægernes job er at gøre ham rask og mit job er at passe på ham og sikre han ikke bare er endnu en patient. Han er min lille dreng. En dreng der er bange, smerteforpint og uforstående og som IKKE bare lige kan holde ud. Særligt sidste del forstår alle lægerne ikke og det er ikke altid de modtaget min anmodning om lige af gøre sådan, så Vilmer kan være hos mig eller ved mig og slet ikke når jeg siger “vil du være sød at vente”, eller de forstår det i det øjeblik Vilmer bliver trøstet og undersøgelsen derefter kan foregår uden flere tåre og skingre skrig. 

Christina 

Av i babykrop og morhjertet

Av i babykrop og morhjertet

Hvor godt kender du dit barn? Ret godt tænker du sikkert… jeg synes selv, at jeg kender mine børn rigtig godt.

Jeg ved at Aksels morgensurhed ikke handler om træthed, men om at han faktisk ikke kan overskue at skulle i skole og være “på”. Jeg ved at Carls aftenfis, tit handler om at han har brug for at blive holdt om og virkelig mærke at vi er dér, inden vi siger godnat. Jeg ved en masse om både Aksel snart otte og Carl på fem år. Jeg føler os at jeg kender Vilmer, rigtig godt og det er på trods af vi kun har haft 15 uger sammen. Jeg kender hans memik og betydningen heraf, når han hilser på nye mennesker. Jeg kender forskel på hans gråd og ved at den lidt mere NaNaNa præget type er tegn på sult og den mere klassiske babygråd Ahhrg…Arghh, er tegn på træthed. Jeg kender mit barn. Jeg kender mine børn.

Av i babgkroppen 

Mandag d. 11 februar, synes jeg noget ændre sig i Vilmers adfærd. Han har alle dage sovet godt, men lige den mandag virker han mere pylleret end ellers og er mindre vågen. Om aften føles han varm og hans temperatur viser 38,3. Jeg putter ham efter kunstens regler for babyer med feber og folder mine mor-antenner ud. Klokken 01 vågner jeg med en baby der er sulten og brand varm. Jeg ammer godt af og får derefter tager en temperatur der viser 39,8. Vilmer snork sover og et kort øjeblik overvejer jeg at se det an, men det føles bare helt forkert. Han hverken hoster, snottet eller har andre symptomer jeg kan sætte i forbindelse med feberen og selvom jeg var en lille frygt for de på 1813, synes jeg er en pyllermor så ringer jeg alligevel. Vagtlægen er ganske sød og rolig og beder mig tage til Herlev børnemodtagelse. Da vi kommer frem smiler Vilmer til sygeplejersken og hun når da os at sige, at 1813 ofte får sat mere skræk i livet på forældrene og at “ham der – han er da så fin”. Jeg får til opgave at fange en urinprøve og her skal der læses bogstaveligt. Mens lægen tjekker Vilmer, bliver vi afbrudt af samme sygeplejerske. Han har max. Infektionstegn i urinen og fra jeg havde stået med et ben ude af døren, får jeg beskeden om akut indlæggelse og at Vilmer med det samme skal i intervenøs behandling for urinvejsinfektion. Det bliver dog ikke helt med det samme, da IV’et er svær at ligge i en lille buttet babyhånd. Først stikker den ene børnelæge, dernæst en anden børnelæge, så skælder mor ud og der kaldes en anæstesilæge ned på afdelingen, for at få ham til at stikke. Indgangen bliver lagt, men idet den første dosis gives klapper venen sammen og Vilmer skal nu stikkes for 9’ende gang. Alt stikkeriet har stået på fra 04:14 til 06:30. Held i uheld har han fået den første dosis, så der skal gå 6 timer før den næste skal gives, hvilket giver en pause for alt stikkeriet. Jeg er rasende og banker i bordet og beder om at det er en læge fra neonotal der skal stikke næste gang for nu er det fandeme nok.

Lægerne giver mig heldigvis ret. Ingen ønsker flere unødvendige stik i Vilmer, som nu er blevet hæs af at skrige i smerte. Beslutningen om at kalde en fra Neo ned bar frugt og IV’et sad nok dumt men det holder fortsat. 

Av i morhjertet.

At være indlagt med sit barn som patient, er uden tvivl det værste man kan byde en forældre – selvfølgelig os barnet. Jeg tror alle forældre ville bytte med deres barn og indrømmer gerne, jeg sårgar flere gange har ønsket at det var en af de store der var indlagt, da de så kunne forstå mere og samtidigt os kunne behandles “nemmere”. Omvendt slog tanken mig, at de jo aldrig ville blive indlagt med en urinvejsinfektion men istedet kun de “store” ting… måske er tankerne, kun tanker der kan tænkes, når man konstant vugger en baby i sine arme mens man hører gråd fra de andre stuer på afdelingen. Når ikke det er børnene der græder, så er det forældrene, mens de telefonere hjem til deres pårørende. Selv har jeg siddet i vinduet, kigget ud over byen fra 20’ende sal, mens følelsen af afmagt, vrede, sorg og angst har rumsteret i min krop. At se sit hjertebarn være så sygt at det konstant skal observeres, tilses og havde sprøjtet stærk medicin ind i sig, det gør ondt. At se hvordan de altid skinnende og smilende øjne nu er trætte og uden “liv” det gør ondt. 

Det gør ondt, ondt at opleve hvordan Vilmer som ellers altid har været udadvendt, nu vender sig bort når en sygeplejerske nærmer sig. Det gør ondt at hører hans gråd, når de giver medicinen som svier i årerne. Det er en gråd som jeg aldrig før har hørt og som jeg for alt i verden bare vil stoppe når den først starter.

Det hele smelter sammen og skaber smerter i morhjertet. Alt fra uvisheden, det med at skulle følge den gule streg i gulvet, fordi han skal scannes til svar på de seneste prøver. Det gør ondt det hele og alligevel er smerterne i morhjertet ingenting i forhold til det min lille tampre fyr føler. 

Jeg ber bare til det hele snart er ovre

…. 

Christina 

Veninde til en kommende solomor – del 1.

Veninde til en kommende solomor – del 1.

Den kolde decmeberluft afslører min besværet vejrtrækning, idet vi drejer op ad Strandboulevarden. Gadelygterne lyser op, nedfaldet blade blæser hen af fortorvet og lyden af vores synkroniske fodstillinger, er det eneste der lader sig hører denne stille søndag aften.

Vi løber der, side om side, som så mange gange før. Samtalerne er lange, dybe og intense og hertil aften, omhandler de noget, som på mange måder har været en tanke om en drøm, båret i et smukt og følsomt sind, som nu er klar til at blive realiseret. 

Hun er smuk, sådan som hun løber der ved min højre side. Det lidt anstrengte smil breder sig over hendes perfekte bløde læber, idet vejen former sig til en stingning. Jeg kender det smil, det er smilet som indfinder sig, når udfordringen melder sig og lysten til at sige “stop med at løb” tordner frem i psyken. Hun er smuk, så smuk, stærk og betagende og så står hun nu på grænsen til vejen mod moderskabet.

Vores snakke har været mange, men denne her er ny og alligevel kommer det ikke bag på mig. Hun fortæller, mens jeg løber der ved hendes side. Hun fortæller om hendes tanker, hendes drømme og hendes forståelse af hvad forældreskabet kan, os hvis man “kun” er en . Mens hun snakker, ser jeg hende for mig, stå der i rampelyset, alene, ikke fordi hun er forladt men fordi hun står der, stærk, viljefast, beslutsom og med så stor en selvindsigt, at hun kan tåle spotlightet kun lyser på hende, mens hun begynder at danse hendes solo, livets solo… begyndelsen til at blive solomor.A

Siden den søndag aften i december, har snakkene været mange. Jeg lovede mig selv, at min rolle som veninde, var at være der fuldt ud. Både med støtten, hånden, lommetørklæder og os med de spørgsmål der måske ikke altid var lige nemme at stille. Jeg tror ikke på venskaber hvor vi kun klapper hinanden på ryggen og siger hvor er du god, istedet tror jeg på ærlighed og på relationer der er med til at udvikle en og skabe refleksioner, det er de venskaber der kan nære en bedst. Andet er “bare” social stimuli.

Noget jeg dog ret hurtigt erfarer er at der stilles en række uopdragent og arrogante spørgsmål til en kommende solomor, spørgsmål som det “almindelige” forældrepar aldrig har skulle besvare. Jeg stillede dem os selv, lidt i uvidenhed men ret hurtigt erfare jeg, at spørgsmålene jo ikke er tilrettelagt det menenske jeg elsker og kender, de er funderet på baggrund af en ringe forforståelse og en uvidenhed. Derfor begynder jeg at læse diverse undersøgelser, artikler og personlige beretninger. For at forstå og forsøge at blive en sparringspartner frem for hende i hjørnet. For jeg har tænkt mig at være der, all the way. 

Det er jo gratis at sige den slags og hvor meget det så menes er spørgsmålet. Det erfarede jeg selv , dengang hr. Mand rejste med drenge da jeg var i uge 39. Det er nemt af tilbyde sin hjælp men at komme med den reelt? Derfor har jeg måtte kigge indad, snakke med Hr. Mand og yderligere min veninde. Jeg tror på der altid er plads til to mere ved middagsbordet men er der os det i ens overskud? Kan jeg hente en ekstra med hjem, kan jeg lave 4 slikskåle istedet for 3 osv. Svaret er ja. Jeg er derfor veninde til en kommende solomor og i en række af indlæg vil jeg tage jer med i al den kærlighed der skal til, for at lave min venindes ønske og kærlighedsbarn.

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig hilsen Christina

Der bliver stille i verden, når vi er væk – et testamente.

Der bliver stille i verden, når vi er væk – et testamente.

Dette indlæg indeholder reklame

Flashback
“Kom nu Christina, vi skal afsted”, kalder min mor ude fra indkørslen. Selv er jeg en snerydder der tøffer afsted igennem den dybe sne. “Kom nu, ellers kommer vi for sent!” kalder min mor igen. Jeg tøffer, lidt hurtigere ud imod indkørslen og går over til bilen. Min mor har allerede fundet ly for kulden og trommer utålmodigt med pegefingrene på rettet. Jeg kravler ind bag hende og klikker selen på og giver signal om at jeg er klar til afgang. Hun bakker ud og kører så afsted ad de sneglatte veje, mod svømmehallen. Anne Linnets rå forførende stemme varmer den vinterkolde bil op. Jeg kan hører min mor nynne med fra forsædet mens jeg selv kigger ud ad vinduet og så sker det, jeg når knap nok af registrere det, før jeg hører lyden af grene langs ruderne, en underlig mekanisk lyd og så et brag. Jeg sidder helt stille, Anne Linnet synger stadig. Min mor river sig løs af selen og vender sig i en hurtig vending om mod mig. Ved at holde fast i Hun holde fast i nakkestøtten til passagersædet, skubber hun sig om mod mig. Hun er helt hvid i hovedet, øjnene store og fulde af et eller andet jeg ikke kan identificere. “Er du okay?!” ryger det ud af hende. Hendes stemme er pibende. Jeg kigger på hende, men kan ikke rigtig finde ord, så jeg nikke bare og så høre jeg stemmer, stemmer ud fra vejen, som ligger er stykke bag bilens bagende. Vi er kørt galt.

. . .

Det eneste jeg husker fra den dag, udover selve ulykken, det var at min mor og jeg fik huslys hos dem, hvis hegn-hæk-hus vi var kørt ind i. Husker jeg sad og så Pinocchio og drak varm kakao med flødeskum på, mens min mor snakkede med dem der boede i huset og lidt efter blev vi hentet og kørt hjem… jeg kom aldrig til svømning den dag og kort efter stoppede jeg helt.

Ulykken var som sådan ikke ”alvorlig”, den ødelagde godt nok bilen og har gjort at min mor og jeg fortsat, den dag i dag, hader at kører i glat føre, men vi slap uden fysiske skrammer. Den ændrede dog noget i mig, for jeg husker, at jeg kort efter ulykken tog mig selv i at tænke en tanke under en køretur.. for hvad nu hvis… det var gået galt.. og hvad nu hvis… min mor… var død i ulykken?o

Forældreløs?
Min far dør da jeg er 2,5 år gammel. Mit forhold til døden, er afledt heraf. Lidt i ala Meredith Grey, så fryser jeg ikke i kaos, nej jeg fortsætter, holder fokus og kommer videre.. fordi jeg har set værre. Min sjæl er fyldt med ar, ar jeg alle har plejet således at de er som et strækmærke der har været påført Bioolie tilpas længe. Jeg husker stadig mit eget spejlbillede i bilruden, den forårsdag vi kørte afsted og angsten for at blive forældreløs rullet ind over mig. For hvad nu hvis min mor var kommet til skade i ulykken?

De fleste børn modtages her i verden af to forældre, nogen er så heldige at have en hel regnbue og andre en stærk kvinde – eller mand, som danser solo. Jeg tror alle håber, tror og tænker, at vi vil dø gamle og grå når tid engang er .. om mange .. mange år. Sagen er bare en anden for nogen desværre, “verden” er et farligt sted, vi kan efterhånden udvikle livstruende sygdomme af næsten ALT og folk kører mere og mere retarderet. Derfor var mine tanker som barn jo ikke uden årsag og slet ikke, da jeg jo kun har én levende forældre tilbage.

Derfor har det, at tale om døden, ikke været noget der lå eller forsat ligger fjernt for mig. Siden jeg var lille, har jeg vidst det ikke kun var tissemyrerne som kunne dø, nej alle kan dø, unge som gamle, mor som oldefar. Døden er ukontrollerbar og det skræmmer de fleste – os mig, for ingen ved jo hvornår den kommer. Derfor må vi leve i nuet, livet er nu og det mindste vi kan gøre, er at forholde os til det vi kan “kontrollere”, det vi har indflydelse på. Det gælder sund kost og motion, psykisk sundhed og at sikre vi efterlader os ord, “sidste vilje” og guidelines, hertil et testamente.

Henriette fra Testamente Rådgivning, kom hjem til os og afholdte rådgivningsmødet

Vi har lavet er testamente
Ordet testamente er i mine ører fyldt med volumen, kræft og alvor. At testamentere er jo en måde at værne om sine efterladte, videregive mink vasen (sådan en ejer jeg ikke) og yderligere, det som jeg anser som værende vigtigst, stille sine kære bedst muligt, når vi er væk. Det er vores ord, når der bliver stille i verden. Men hvilket ord skal vi efterlade os, hvordan skal vi testamentere og hvad? Forleden havde vi besøg af Henriette Schmidt indehaver af Testamente Rådgivning, i forbindelse med en test for Momstertest.dk. Henriette skulle vejlede og rådgive os, forud for udarbejdelsen af testamente og et børnetestamente.

Den længstlevende
Da min far dør, så efterlod han sig en arv, en psykisk såvel som en værdimæssig arv. Han efterlod sig et hus – et hus, som min Mor kunne forblive i, sammen med min bror og jeg. Det lyder absurd og alligevel er de danske arveregler således, at har man som par – ægtefolk, ikke aktivt sikrede at eventuel arv, først skal udbetales efter den længstlevende er afgået ved døden, så kan man ende med af skulle gå fra hus – hjem, grundet regler om krav på udbetaling af arv, til sine børn.

Henriette lavede tegn og fortæl, hvilket gjorde juraen en del lettere at forstå

Forstil jer, af Hr. Mand – 7-9-13 (hele dette indlæg, al snak om døden, siges altid med 7-9-13, bank under bordet osv, for gud forbyde der skulle ske), men bare fordi vi taler om det, så sker det ikke nødvendigvis! Desværre tror jeg mange tænker sådan og det i sidste ende betyder at vigtige og ja – nødvendige samtaler ikke tages. Hvis Hr. Mand skulle gå bort her og nu, så står jeg med vores tre fælles børn. De har ifølge de automatiske arveregler ret til halvdelen af den efterladte formue (hvilken formue?!), den anden halvdel er min alene. Denne formue og udbetalingen, kaldes for skiftet bo. Hvis jeg stod og skulle udbetale Aksel, Carl og Vilmer deres arv nu og her, ja så ville vores levevilkår ændre sig markant og det kunne i værste fald betyde at vi var nød til at fraflytte vores hjem og sælge ud. Derfor har Hr. Mand og Jeg lavet et testamente, hvoraf det fremgår, at vi ønsker at sidde i det der hedder u-udskiftet bo, altså, at vi frem for at skulle udbetalte arv nu og her, vælger at arv først skal udbetales efter den længstlevende er gået bort. Altså vil en eventuel efterladt partner i vores ægteskab, være bedst muligt sikret. Indrømmer gerne der pt. ikke er noget at arve efter mig, andet end et SU lån jeg betaler af på. Sådan er det for rigtig mange unge mennesker, men det betyder fortsat ikke, at et testamente er ligegyldigt, tværtimod. Et testamente er gældende til evig tid og kan kun ændres ved aktiv handling. En ting er penge, en anden ting er de non-værdimæssige ting vi efterlader os. Det er her, jeg mener den største værdi kan og skal findes, nemlig vores elskede børn.

Hvad nu hvis?
For hvad nu hvis det skulle ske at både Hr. Mand og Jeg skred i svinget. Bare tanken gør mig syg, særligt nu hvor jeg sidder ned en lille baby i armene. Selvfølgelig skal jeg være her på jorden, for at være mine børns mor. Det er min rolle, min livsopgave, at være Mor til mine drenge og opdrage dem, som jeg finder bedst. Særligt derfor bliver det enormt smertefuldt at tænke på “Hvad nu hvis?” For hvem skal man sende sine børn i armene på, hvis nu man ikke selv er her længere?
Nu tror jeg det er de færreste børn, der har en moster ala. den Harry Potter havde, men jeg tror de fleste forældre tænker – ingen andre end mig, skal tage vare på mine børn. Sådan har jeg det virkelig og jeg håber aldrig nogensinde andre bliver nødvendigt, ikke fordi Hr. mand og Jeg ikke har dejlige mennesker omkring os, men det er mine, vores børn.

MEN – Hvis det skulle ske, så har Hr. Mand og jeg, med hjælp fra Henriette, lavet et børnetestamente. Det er det som statsforvaltningen vil kigge på og i stor grad følge, medmindre omstændigheder for de ønsker vi har gjort os, har ændret sig, hvis det skulle blive aktuelt. Hr. Mand og Jeg finder vores valg enormt personlige og derfor deler vi dem ikke her offentligt. I vores børnetestamente har vi dog fået indskrevet en anvisning der leder hen til vores børns sekundær omsorgspersoner og yderligere med fokus på at vores børn, ikke må blive skilt ad, da vi ønsker det er børnes tarv der efterleves. I testamentet har vi yderligere klargjort nogle regler i forhold til hvorledes og hvornår vores børn kan blive ”begunstiget” med deres efterladte arv.

Tanken om, at vi nu har dette juridiske dokument liggende, det skaber en form for ro. Døden er og bliver uhåndgribelig og ukontrollerbar men det betyder ikke nødvendigvis at vi ikke kan have indflydelse på efterspillet, tværtimod.

Har du og din partner lavet et testamente – både for jer selv og jeres børn?

Vidste du at det ikke er nok blot at bo sammen i 2 år, for at overgå til arveregler for ægtefæller eller at de stolte gudforældre ved døbefonten, faktisk slet ikke har nogen juridisk funktion?  

Indrømmer gerne, at jeg forud for udarbejdelsen af vores testamente og børnetestamente har tænkt, næste gang der kommer børnepenge – så laver vi testamentet, men så har det ene yngel manglet det ene og andet… omvendt kunne de jo en dag mangle mig eller Hr. mand så jeg er enormt glad for vores beslutning om at få lavet vores testamente.

Henriette, som har udformet vores testamente, har givet mig lov til at dele en rabatkode, som giver 20 procent på udformning af et børnetestamente. Koden er MigOgMorskabet20 og skal oplyses ved henvendelse og gælder frem til 1. maj 2019 – altså kan du jo bruge lidt af de kommende børnepenge. Henriette kører blandt andet ud til ens eget hjem og det gør det let og overskueligt, lige at ordne i frokostpausen eller den mulige flextid i morgentimerne.

Hvis du har lyst, kan du læse om en anden Momster Morbloggers oplevelse med Testamente Rådgivning ovre hos Betina bag bloggen MedGlimmerTak.dk

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

30, fed og færdig?

30, fed og færdig?

Om to dage, 48 timer, så fylder jeg 30 år, de gyldne 30. For nogen er de frygtet og for andre, blot et tal. 

På mange måder befinder jeg mig nok lige midt i følelserne omkring det at fylde 30. Det ville være løgn, hvis jeg ikke havde en lille krise. Det er dog ikke over at fylde 30 som sådan, jeg er dybt taknemlig og glad for at jeg lige om snart må og kan fylde 30. Krisen, den forekommer, da jeg siden august har fundet det ene grå hår efter det andet og det skyldes jo nok, at jeg fylder 30? Altså at jeg bliver ældre og mit udseende ældres… og hvad gør jeg så ved det? Hvad gør du ved grå hår, hvis du har nogen?

At jeg fylder 30, betyder jo jeg har været her i hele 30 år og når jeg ser på mit liv, så får min lykke, min glæde, sin eksistens igennem livets kontraster. Skellet mellem mine smil og mine tåre, mine ar, både de fysiske og psykisk – det er dem, der fortæller min historie, det er derigennem at jeg kan se og mærke at jeg virkelig lever, på godt og ondt.

Så hvis jeg retorisk skulle spørger om jeg er 30, fed og færdig så er svaret – Ja jeg er 30, jeg har (næsten) lige født et barn og min krop er derefter og færdig ? Jeg er kun lige begyndt. Der er så mange ting jeg endnu ikke har gjort og så meget jeg allerede har oplevet. Jeg har om nogen mærket livets kontraster, mærket hvordan kærlighed kan berige ens liv og hvor smertefuld en sorg man kan føle, når den forsvinder. Jeg har været syg i psyken, syg så mit eget spejlbillede var uigenkendeligt og der lærte mig så umenneskeligt meget om mig selv. Jeg har grint og grædt, jeg har trådt ved siden af, fattet vild, fundet vejen, løbet på vejen! Jeg har fundet ro, mistet den igen og etableret en ny. Jeg har fundet kærligheden. Jeg har født, ikke bare en, eller to, men tre fantastiske drenge. Jeg har løbet længe og langt og passeret flere målstreger efter at have tilbagelagt 42 kilometer. Jeg har løbet ultraløb og glæder mig til engang at vende tilbage til netop dette. Jeg har læst og lært, jeg har modtaget et bevis fra en uddannelsesinstitution jeg aldrig troede jeg var dygtig nok til at studere på. Jeg har talt for fulde sale, haft indflydelse og løfter røret for at lytte intens og forstående.

Jeg er ikke færdig, så langt fra.

Jeg er kun lige begyndt og alligevel så fortæller de der grå hår jo nok, at jeg allerede har været vidt omkring .

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina 29, 30 lige om snart . 

NU skal vi rigtig hygge os.

NU skal vi rigtig hygge os.

Reklame
Kender I den der tanke om, at lige om snart, så skal vi rigtig familiehygge. Tanken om at i aften, der skal det gode klassiske brætspil findes frem, sammen med lidt snack og sutskoene. For den aften vi har i tankerne, skal være god kvalitetstid, tid uden det tændte tv eller Ipads. Tiden uden mor og far har hovedet i en telefon og tid uden tanker om morgendagens gøremåler.

Den der tid, kender du til tankerne om denne tid?
Lysten til bare at være sammen, ganske stille og roligt?

Måske går jeg over stregen, i det øjeblik jeg nævner brætspil?
I nogen familier er det jo bandlyst, simpelthen fordi familien rummer dårlige tabere og vindere.

I min optik, kan der kun eksistere en dårlig taber, hvis der os er en dårlig vinder, kærlig hilsen lillesøsteren i mig, hvis storebror ALTID var bank i Matador og han manglede sgu aldrig penge !!

Jeg har altid haft et stort behov for bare at være alene og hygge mig, ved at koble af og bare være. Nogen mener man skal være mere end en, for at kunne hygge sig, sådan har jeg aldrig set på det, tværtimod. Jeg hyggede mig bedst som barn, når jeg sad alene på mit værelse og krea-hyggede, mens jeg hørte “Det lille hus…” på lydbog. Det var virkelig noget af det bedste jeg vidste.

Som barn ejede jeg en krea-kuffert og det var det bedste ”legetøj” jeg havde, så da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg et kreaskab. Jeg synes nemlig, at jeg kobler bedst af når jeg er kreativ på den ene eller anden måde og det er en værdi jeg forsøger at give videre til mine drenge. Jeg oplever dog nogen gange, at det er svært at finde på kreaprojekter og det er her Kreakassen.dk kommer ind i billedet. Som Momsterblogger, har min familie og jeg fået lov til at teste Kreakassen.dk, en kasse fyldt med krea, månedens krea vel og mærket. Det smarte ved Kreakassen er nemlig, at der sidder nogle kreative hoveder og udtænker et kreativt projekt, indkøber materialer OG lave en lille “how to do” for dernæst at sende den hjem til én, hvor man så kan gå i gang med månedens kreaprojekt.

Kreaprojekterne formidles i et inspirationsark, et ark målrettet to forskellige aldersgrupper 3-6 el. 7-10.   Folkene bag Kreakassen har som mission om at få slukket for skærmen og skabt et godt og kreativt rum at være sammen i. Herhjemme er det som sådan ikke skærmen der trækker, men lillebror Vilmer, som kom til verden i oktober. Han fylder en del og da han fuldammes, synes jeg mulighederne for at gå ud og lave noget med de store drenge er meget lille. Derfor følte jeg lidt kassen gav os en ny måde at være sammen på, de store drenge og jeg.
Vi kunne sammen sidde herhjemme og kreahygge, mens Vilmer sov, spiste eller kiggede pludrede på.
Det var fantastisk.

Denne Kreakasse for januar måned, indeholdte materialer til at lave robotter. Robotter med specielle kræfter og egenskaber. Aksel lavede en robot der passede på jorden og samlede skrald, Carl lavede en jern-knuser, som kunne styrer lossepladsen og selv lavede jeg en kærligheds-robot, som kunne sprede glæde og kærlighed.

Det var enormt hyggeligt at sidde sammen med drengene og kreahygge og selvom vi jo bare kunne have åbnet kreaskabet, så var der noget særligt over at arbejde med Kreakassen. Kreakassen i sig selv, inspirationsarket, kassen, materialerne og overraskelsen vakte en store intens interesse hos drengene. Særligt inspirationsarket, slog benene væk under mig – det skabte en kæmpe stor inspiration. Jeg elskede hele den pædagogiske formidling og hvordan dette ark fungerede som en lille dråbe, der lavede ringe i vandet – som her igangsatte den kreative fantasi.

Jeg fik Aksel til at læse inspirationsarket højt og den gik rent ind. Det igangsatte en god snak om forskellen mellem en robot og en maskine, videnskabsmænd, fremtiden og dengang mor var lille. Vi snakkede om fjernstyret legetøj, former, kræfter og hvilken robot de ville opfinde.
Jeg synes Kreakassens layout, inspirationsark og pædagogiske grundlag er genialt !!! Det handler nemlig ikke kun om at fremstille et produkt, men om alt det der sker undervejs skabelsen, hele læringen, fantasien, opfindsomheden, styrkelsen af de motoriske evner, fordybelsen og ja, som jeg altid oplever når drengene laver noget, så bliver de enormt stolte af sig selv. Man kan bestille kasserne uden binding men Aksel fortalte så fint mens vi hyggede, at han godt kunne ønske sig at få et abonnement i fødselsdagsgave.
Han var lige så solgt som jeg !

Hele min og resten af familiens anmeldes af Kreakassen.dk
kan snarest læses på Momstertest.dk

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig hilsen Christina



Min baby og jeg, 12 uger

Min baby og jeg, 12 uger

Tiden er en finurligt størrelse, på en måde uhåndgribeligt og samtidigt noget der hos en baby for alvor kommer til udtrykke, som noget der går rigtig stærkt. Alle har så travlt med at sige “husk nu at nyd det” og de fleste mødre, får da nok os mindst en gang i deres forældreskab sagt “det går så stærkt”.. det synes jeg virkelig os det . Når jeg ser på Aksel (snart 8) og Carl 5, så mister jeg lidt pusten og smiler så ved mig selv, når jeg kigger på Vilmer.. han er nemlig stadig lille eller nu 12 uger.

Det er 12 uger siden idag, at jeg efter asen og massen fik ham presset ud. Jeg presset virkelig alt hvad jeg kunne – jeg har endda en video af det, som en sød jordmoderstuderende tog. Jeg havde håbet på en smuk video, taget fra siden… istedet er den video lavet FULL frontal og det er sgu er ømt syn. Jeg synes stadig jeg kan mærke en smerte når jeg ser den og jeg tuder os fortsat mens jeg tænker “Fuck” blandet op med “hvor er det fantastisk!”. For det var fantastisk at føde Vilmer, trods alle strabadserer og det lille psykiske efterspil jeg havde kort efter fødslen. Særligt dette efterspil, altså adrenalinen opblandet med dødsangst, ubetinget kærlighed og masser af hormoner gjorder jeg lige skulle holde tungen lige i munden og sørger for at få trukket vejret godt ned i maven. En tur forbi psykologen og nogle gode samtaler med veninderne og “Wupti”, så var jeg faktisk helt okay, ja nærmest lykkelig. 

Idag, nu hvor Vilmer er 12 uger, så overgår han for alvor fra spædbarn til baby i nogens retorik. Vilmer er min lille baby. Men et spædbarn – det ved jeg ikke. Han er bare Vilmer, helt igennem fantastisk, sød og tung. 8,3 kg faktisk og de er fordelt på 67 centimeter. Min lille fyr er kommet godt fra start, trods en infektion i hormonknopperne, så er tiden med ham gået glidningsfrit. Han kaldes af sine bedsteforældre for nem og tja – det er han måske da nok os. Jeg kan og vil ikke brokke mig over min lille fyr. Han har som sine brødre et fantastisk sovehjerte, en stor glæde for mad og tja… så skider han efterhånden kun hver anden dag. Når han vågner, er det med et smil. Hans øjne er blå og enormt smukke. I de sene nattetimer holder vi altid i hånd og sådan bliver det nok ved lidt endnu.

Tak fordi du ville læse med, på dette lille kærlighedsskriv.

Hilsen Christina

En børnefødselsdag – At skabe gode minder for mine børn.

En børnefødselsdag – At skabe gode minder for mine børn.
Dengang Aksel fylde 5 og jeg uden at vide det, led af stress som udviklede sig til en depression.

Den er klassisk, den der uro jeg føler i disse dage. Det er en uro, der leger slyngveninde med en tanke om utilstrækkelighed – følelsen af ikke at være god nok eller gøre det godt nok. Det har taget mig nogle år at identificere denne følelse og forstår hvorfor den kommer, på de tidspunkter den gør. I dag har jeg lært at hilse på den og acceptere at den er der, uden at gå med den og dets præmisser.

Jeg tror alle forældre ønsker at skabe gode minder for sine børn? Et oplagt tidspunkt at skabe disse minder, er ved ens yngels fødselsdage, dåb / navnefesten osv. Jeg er så heldig, at jeg i denne weekend – faktisk på fredag, har en fyr der fylder 5 år og 14 dage efter holder vi så Vilmers 100 dags fest (samt morens 30 års fødselsdag). Det er et helt perfekt og oplagt tidspunkt til at skabe gode minder. De fester er jo en del af mine børns narrativ, fortællingen de tager med sig og som de vil se tilbage på, igennem kort, billeder og fortællingen om den enkelte dag, som forhåbentlig vil vække gode minder eller understøtte deres barndoms historie, den gode barndom?

Og det er lige her jeg skal spænde hjelmen og huske mig selv på, at en god barndom, en god fødselsdag, IKKE = helium balloner, temaer, en stor dyr konditorkage osv. Hvis der er lidt raffineret sukker, en ballon og et flag, så er de fleste børn – mine er ihvertfald tilfredse. Alligevel er jeg jo hende “idioten” som alligevel lige skal lave det ene og andet – jeg kan jo godt lide at gøre det. 

Det er klassisk, helt klassisk mig. Efter min depression, lærte jeg lidt om skal vs. kan og det har selvfølgelig gjort en ret stor forskel for hvordan jeg har gjort tingene sidenhen. Nu var det jo ikke Aksels dinosaurerfødselsdag der væltede mig omkuld, men mere alt det der var inde i mig af tanker, som kvalte mig langsomt. Tankerne om intet er godt nok og jeg kan og skal gøre meget mere. 

Idag er jeg nået dertil, hvor jeg fortsat er tilhænger af et “tema” men hvis ikke overskuddet er der, så bare en farvekoordinering OG ellers så laver jeg bare den kage, barnet bedst kan lide. Men ih hvor kan det forsat gå mig på, at jeg skal hilse på følelsen og igen og igen sige : det er godt nok det her !

Jeg bliver aldrig typen som synes bordkort og bordplan er toppen. Jeg elsker selvfølgelig at pynte et pænt bord og lokale – men øvelsen er at gøre det indenfor overskuddets (eller mangel på samme) rammer og så holde fast i, af det er helt okay .

Andre på linjen som kender til den følelse der kan hilse på, op til ens barns fødselsdag ?

Kærlig hilsen Christina