It’s time for ME

It’s time for ME

Overskriften på dette blogindlæg, siger lidt det hele om det følgende indhold, en god portion navlepilleri er i venter. Måske tænker du, tak for kaffe, det magter jeg ikke og fair nok, måske ses vi en anden gang OG måske du tænker, hvad mener damen? For er hver evig eneste dag, ikke en mig dag?

På sin hvis er den. Jeg føler nemlig, at jeg har skabt mig et liv, som jeg virkelig nyder og trives i. Bemærk ordvalget – jeg har skabt mig, for det er mit liv. Jeg har selv reproduceret mine æblekinder, blå øjne og iltre temperament. Jeg har selv sagt ja, til vielsesringen, lejligheden, de ekstra kilo på sidebenene osv. Jeg har selv skabt mig dette liv, jeg netop lever nu. Selvfølgelig skyldes mange af mine valg, de kort jeg var givet – os Sorte Pers påvirkning, men all over, er dette liv – MIT valg og jeg har valgt at leve et godt liv.

Alligevel blev jeg den anden dag opmærksom på, hvad det er som i længere tid har plaget mig. Hvad der er årsag til jeg spænder op i kæben, spiser lidt for usundt og faktisk os mærker en øget træthed. Det er ikke super fedt at åbne op om; men det er nu engang sådan jeg har det. Jeg lever lige nu, meget et liv, ud fra andres lyster og behov. Samtidigt gør jeg indirekte en masse, som jeg selv værdsætter og som jeg nyder på den ene eller anden måde. 

Livet som mor, indebære ofte at jeg kommer bagerst i køen og skulle jeg i ny og næh snuppe en forlomme, så er den yderst begrænset og jeg oplever det lidt ligesom, når jeg står i køkkenet og laver røræg samtidigt med jeg lige snupper noget i køleskabet og finder servicen frem. Det er sjælendt jeg bare er, istedet tjekker jeg ind og ud og det er nu engang sådan det er for mig, at være mor. Jeg vil aldrig nogensinde bytte men sandheden er at os jeg, har brug for mit eget. Det har jeg på mange måder fundet igennem mit virker i forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, som virkelig fylder meget. Jeg elsker at kunne kombinere min politiske interesse, med min uddannelse og ikke mindst passion for retfærdighed, særligt for de mindste. Jeg har på mange måder haft små projekter igennem min barsel med Vilmer og det vil os fortsætte. Forleden var jeg til informationsmøde til et nyt “projekt”, og det lød super fedt – jeg takkede ja og så skete der noget. Jeg begyndte at få en OFF feeling på projektet. Ikke fordi det ikke var fedt, men … sandt skal være sandt. Det handlende om at skabe noget for nogen andre – noget jeg os selv var en del af. Samtidigt havde jeg sendt en ansøgning afsted til et frivilligt arbejde og så ramte det mig bare… hvornår laver jeg noget, der KUN er for mig? Det er enormt egoistisk sagt, men det er sandheden. 

Jeg har i længere tid spist ret usundt, og med et strejf af trøstespisning. Jeg har konstante smerter i min fod, som min superfys netop nu er ved at afhjælpe og så har jeg mentalt været ret presset af Aksels klumpfodsbehandling. Så da en kær IG veninde skrev “Og så kan du ikke engang løbe det væk”, forstod jeg hvad der manglende . Der manglende det dyrkelse af en enorm essentiel side af mig selv som jeg længe har sat lidt i beror. Nemlig den side der er mere aktiv en bare leg med ungerne, lange gåture og slæbning af ugeindkøb. Da vi lagde vores økonomi om røg mit fitness medlemskab i svinget men jeg må sande, jeg vil hellere undvære pengene af mine lommepenge – som går til det jeg personligt bruger pr måned, cremer, tøj og andet hyggeligt. For igennem træning har jeg erfaret at jeg blomster. 

Min træning har været i beror under graviditeten med Vilmer og da han blev født holdte pausen ved de første måneder. Så forsøgte jeg at starte op, men min amningen var så vigtig for os begge, at jeg ikke kunne planlægge min træning og den ofte var ustabil, så det har måtte vente. Vente til NU, for nu kan jeg se mulighederne for træning og forhåbenligt vender jeg os snart tilbage til løbet men for nu, må bike, styrke og anden fitness være “nok”.

Lige nu er der en ro over mig, mest af alt, fordi jeg har fundet årsagen til den uro som jeg har gået med og jeg håber inderligt det vil ændre den lidt hvileløse tilstand jeg har følt den sidste tid og min motivation til at optimere min livstil, vil indfinde sig igen .

Jeg tror generelt at alle forældre i større eller mindre grad underprioritere sig selv i forsøget på at få hverdagen til at klappe og overordnet tror jeg os, det er en del af det at være forældre. Så selvom jeg nu, i større grad skruer lidt mere op for MIG, så bliver det fortsat i ydertimerne af døgnet, hvor ungerne sover og jeg selvfølgelig er super frisk – men hvor der er viljen er der vej.

Kender du til behovet for MIG tid og hvad er det bedste du kan gøre for at booste dig selv ? 

Har vi nok ?

Har vi nok ?

Den anden dag stod jeg inde på en sidegade til strøget, lidt angstprovokeret og med den største lyst til bare at tage med den milliarddyre metro hjem, det duede bare ikke, for jeg var på en mission.. mission køb et par bukser. Jeg har næsten tabt alle mine 30 preggo kilo, men der er stadig et stykke vej til min str 36 jeans , som ligger under min seng. For en ting var hvad vægten sagde, noget andet er hvordan min krop var / er formet, grundet træning.

Derfor har jeg erkendt at nederdele ikke dur hele vinteren over og at et par sorte jeans heller ikke er holdbart, når man er mor til tre. Der er ALTID en eller anden som markere mig med tandpasta, havregrød, bussemænd eller anden form for skidt, så derfor : Et par bukser til mig. Jeg havde lagt lidt penge til side og stod nu der omringet af butikker. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg hader at shoppe, det siger mig intet og jeg vil langt hellere bruge min tid på noget mere stimulerende end at se på det ene stykke stof efter det andet. Jeg elsker at klæde mig pænt på og iføre mig tøj der komplimentere min krop men det er ikke = med at jeg elsker at shoppe . Måske har I set “Captain Fantastic”? – kæmpe anbefaling af en fantastisk film. I filmen omtales det at folk tager i shoppingcenter, som en vestlig tro på social interaktivitet mellem mennesker. Jeg synes virkelig der er noget om kritikken, smid mig ud i en skov , lad mig gå en tur eller dele et måltid og vupti , social stimuli hele vejen .

Nå men jeg stod der og gik forbi den ene butik efter den anden, som reklamerende med at have udsalg. Min søster havde anbefalet mig en bestemt butik og et jeans mærke; som gerne skulle give mig lysten til at hoppe i et par bukser, på trods af jeg fortsat ikke er heeeelt tilfreds med mine minimalt tonet ben. Da jeg stod i butikken blev jeg bare paf. Bluser, toppe, kjoler til alt fra 59-249 kr, det hele på super tilbud og der var SÅ meget. Jeg skyndte mig at lokalisere de jeans min søster havde anbefalet og fik prøvet dem og BUM jeg var ude igen. Jeg fik det virkelig skidt ! Tænk at der er så sindsygt meget lort, som bare laves for vi kan købe og købe og købe.. så jeg stod der med en god portion skam, klima skam vel og mærket, for hold nu op hvor laves der meget tøj og hvor har vi bare IKKE brug for det . Jeg har været i en række genbrugsbutikker , men heldet med at finde et par jeans der sad godt på min … lidt deforme krop, har virkelig ikke været med mig. Efter indkøbet af bukserne, gik jeg op i en RødeKors butik og fandt to bluser og derfra tog jeg ud i en genbrugsbutik hvor andre voksne sælger deres genbrugstøj . Igen fik jeg følelsen mens jeg gik der, særligt ved synet af alt det “fejlkøbte” tøj, som nu blev solgt, helt nyt. Jojo – det er da et godt fund men igen bliver jeg træt .

Måske bliver du træt af at læse mit “brok”, men helt ærlig – synes sgu der er et seriøst overforbrug / overproduktion i gang og prøv lige at tænk hvor mange ressourcer, økonomi og mindskning af diverse udledninger vi kunne have, hvis alle i 1 år ikke købte nyt – men kun brugt ? Jaja jeg ved godt nogen (mange) ville miste deres job og det jo er godt for økonomien at folk bruger så forfærdelig mange penge på at købe nyt hele tiden men for pokker altså .. jeg forstår det virkelig virkelig IKKE !

Er jeg helt alene ude i skoven ?

Tak fordi du læste med ♥️

Livet med depression

Livet med depression

Tidligere på året blev jeg kontakter af et produktion selskab, som skulle lave noget sundhedstv, for Janssen. I den forbindelse ville de hører om jeg ville deltage. Jeg har valgt at talen åbent om min depression og kampen for overlevelse, da jeg personligt har brug for, at min depression får mening og betydning, anden en negativ betydning. Jeg følte mig så alene, dengang jeg blev syg og ville sådan have ønsket der havde været nogen der delte, hvordan de oplevede det at have en depression. Derfor sagde jeg ja, trods enorm lidt lyst til at sidde foran et kamera med full on preggo vægt, men hvad fanden. Det handler ikke om hvordan jeg ser ud, men om hvad jeg siger.

Har du lyst, kan du se sitet her, og de videoer jeg medvirker i . Jeg håber personligt at sitet LeveMedDepression her vil oplyse, være med til at nedbryde tabu og ikke mindst få folk til at passe bedre på deres mentale sundhed .

Ønsker du at læse mere om #MitLivMedDepression, har jeg nedenfor genudgivet den fløjtone, jeg tidligere har delt via post på IG kort før sommeren .

TAK fordi du læser med 🙂

Begyndelsen 

Udenfor mit vindue kæmper Kong vinter med foråret om, hvem der skal reagere over jorden. Det ene øjeblik skyder erantisser op ad jorden, for i det næste, at blive overdynget af sne og slud. Selv går jeg til eksamen på mig kandidatstudie…. jeg får 12. Jeg planlægger den sejeste dinosaurerfødseldags for min ældste søn, der fylder 4. Jeg aflevere og henter børn, står op klokken 4:30 om morgen, for at nå at løbe inden min familie vågner, jeg træner op til mit andet marathon. Jeg går til forældrebestyrelsesmøder, hvor jeg selvfølgelig har meldt mig som formand. Jeg læser lektier, arbejder som frivillig, leger med mine børn, ses med venner og veninder, bager kage til blomstens dag i børnehaven osv. Jeg har os hedeture, afbrudt søvn, manglende sexlyst, kort lunte og hjertebanken. Jeg ved godt jeg har travlt, jeg løber afsted – os selv når jeg ikke har løbesko på.

Det bliver Maj og det antal af begivenheder der finder sted, kunne meget vel for andre, være foregået over et halvt år. Jeg skriver på to eksamensopgaver, finpudser formen til marathon, bliver chef tutor på mit studie, tager et kursus som frivillig, har et ørerbarn som sammenlagt er syg i 21 dage i hele maj, min mands blindtarm springer og forvolder skade i bughulen. Det gør mig til græsenke i 7 dage mens han er indlagt. Samtidigt skriver jeg videre på eksmanesopgaverne, får lagt dræn på min søn og fortsætter derudad som alt er heeelt som det skal være.

En dag, da opgaverne er afleveret, Hr. Mand er kommet hjem, marathonet løbet, så bliver jeg træt, forfærdelig træt. Jeg er så træt af jeg falder i søvn til undervisningen på mit sommerkursus. Jeg tænker hele tiden hvad andre mon tænker om mig, særligt hvad dem der kigger på mig tænker. Det hele kører ligesom rundt i hovedet på mig.. En aften, da jeg er alene hjemme med drengene, så sker det. Jeg går i stykker og splittes til atomer.

….

Og det eneste jeg kan tænke på, det er at gå døden i møde…

Filmen knækker

Jeg kan stadig se for mig, hvordan jeg  selv oplever at jeg går ud over mine egne grænser, for hvordan man som forældre skal og bør være. Jeg kan se puttekaninen, hører min skingre stemme og huske følelsen af at være en stor fiasko. Jeg kan huske hvordan jeg forsøgte at bygge bro, undskyldte, holdte i hånd og puttede mens jeg inderst inden faldt fra hinanden. Husker jeg sidder der i mørket og tænker jeg har ødelagt drengene, at jeg er en forfærdelig mor, et forfærdeligt menneske og at verden ville være et bedre sted uden mig.

Flashback 

Jeg slæber mig selv ind i stuen og der falder jeg om på gulvet. Som om al liv forsvinder ud af mig og kun tyngdekraften reagere. Mens jeg ligger der på stuegulvet, imellem LEGO klodser og puttekaniner sænker mørket sig. For hver gang jeg hiver efter vejret, indånder jeg mørket. Mine tanker er som et knust spejl, spidse, ødelæggende og kaster igen og igen nye tanker af sig. Det hele kører rundt. Lydende smelter sammen med rummets farver. Jeg kan ikke få luft, min hals lukker sig, mens det flimre for mine øjne. Det er så mørkt, så koldt, men mørket er ikke udenfor, men inde i mig. 

Jeg rammes af håbløshed, følelsen af jeg er uden betydning for verden og at verden ville være bedre uden mig. Mine børn ville få et bedre liv, min mand, min familie, alle ville være gladere uden mig i verden. Jeg føler jeg har ødelagt alt, at jeg intet kan gøre for at rette op og jeg er et udueligt menneske. Jeg beslutter mig for at forlade denne verden, det skræmmer mig ikke. Jeg tænker forskellige scenarier igennem og går så ind til drengene som sover i rummet ved siden af, for at sige farvel. Idet jeg stryger Carl over hans hvide smukke hår rammes jeg af et minde. Mindet om hvor ofte jeg følte mig alene og forladt, af min egen far, der selv gik døden imøde – alt for tidligt. Tænk hvis mine drenge, skal føle og tænke som jeg har gjort det som barn? Jeg bryder sammen, overvejer et kort sekund at tage dem med mig, hvilket forsat idag er en ubærlig tanke, at have tænkt om sine egne børn. Mørket er over det hele men i et kort sekund ser jeg min far og mig selv som barn og jeg forstår, at mørkets vej ikke er min.

Jeg tænker jeg overdramatisere og må tage mig sammen, gå i seng – imorgen er alt bedre ..? Men inderst inde ved jeg godt den er helt gal. 

Næste morgen spiller jeg skuespil. For min børn og min mand. Skuespil, som kun er en Oscar værdig. Da min mand og børn går afsted, overmander angsten mig. Tankerne forsøger at kvæle mig, de fortæller mig igen og igen om min uduelighed og at jeg ikke bør have mine børn hos mig. Fra entreen kravler jeg ind i spisestuen, sætter mig under spisebordet og der, der ringer jeg efter hjælp. Jeg kontakter en Sundhedsplejske, for at angive mig selv, som den forfærdlige mor jeg er. 

Men det handler ikke om mine kvaliteter som mor, istedet handler det om noget andet mener sundhedsplejsken og inden jeg får set mig om, står der en sygeplejerske og en psykiater i min dagligstue, Hr. Mand er der os – han syntes ikke mit skuespil tidligere på morgen, var en Oscar værdig.

Du har fået en depression 

Vi sidder rundt om sofabordet, sygeplejersken, psykiateren og Hr. Mand. Jeg kigger på ham og hvisker så “Du må ikke tage børnene fra mig”. Så vender jeg mig mod psykiateren og begynder at fortælle. Jeg fortæller om mørket; om tankerne, alle følelserne. Jeg stammer, min krop ryster, som blev den igen og igen ramt af kramper. Min arme er fyldt med kradsemærker, efter mine negle da jeg i forsøget på at finde ro, har jeg slået armene om mig selv og bordet neglene ind i mine arme, ikke for at skade, men i et desperat forsøg på at beskytte mig mod det der er ved at ske, jeg går i stykker. Mine øjne bliver lyssky, alt er tåget og når de andre taler, kan jeg ikke afkode deres sprog. 

Psykiateren fortæller mig, at hun tror jeg har fået en belastningsreaktion og at jeg har akut brug for ro. Hun siger så, at hun synes jeg skal komme med hen på den psykiatriske afdeling. Idet hun siger det, føler jeg hele verden lytter med. Jeg skammer mig, føler mig svag og uduelig og hvad med drengene? Mørket fortæller mig at jeg jo alligevel er en forfærdelig mor og det er bedre jeg ikke er hos dem. Samtidigt skriger alt i mig på hjælp, jeg må have hjælp ! Psykiateren siger, det jo bare er for en lille weekend. Derfor pakker jeg sammen med Hr. Mand en taske og sammen med psykiateren cykler jeg over til Frederiksberg psykiatriske hospital og bliver indlagt på den lukkede afdeling.

Idet vi går ind på afdelingen falder jeg sammen. Angsten overmander mig og  psykiateren hjælper mig ind på en stue. Jeg er dødsens bange for alle de andre patienter og de fordomme jeg engang havde om folk med en psykisk lidelse, kommer alle i spil. Psykiateren beroliger mig, vi snakker lidt med personalet og alle er søde. De har nogle procedure som gør jeg skal aflevere min oplader, deo og skraber. Det er samme procedure der gør, der er papirsposer i skraldespandene, indbygget bruser i væggen og tonet ruder frem for gardiner. 

Jeg er bange, bange for alt, afdelingen, mig selv og de andre parienter. Jeg er bange for indlæggelsen for hvad hvis de putter en masse medicin i mig ? Hvad hvis nu der er noget fuldstændig galt med mig og jeg aldrig bliver mig selv – samtidigt ved jeg pludselig ikke længere hvem jeg er. 

Da jeg hele tiden falder sammen af angst, kroppen ryster og øjnene kører rundt mens mit blodtryk og pulsen stiger mere og mere tilbydes jeg noget beroligende. Vi aftaler jeg skal prøve med en halv pille, for at se hvordan jeg reagere . Den dosis er mere end rigeligt og jeg falder hurtigt i søvn.

Jeg vågner ved mit hjerte banker hårdt og hurtigt. Mørket er værre end nogensinde og jeg er bange, rigtig bange. Jeg begynder at skrige af mine lungers fulde kræft. Pludselig står der to sygeplejesker i døren, den ene kaster sig over mig, holder om mig, kærligt men bestemt mens jeg skriger og græder. Hun stryger mig hurtigt over ryggen og siger “træk vejret” mens hun fortsætter med at stryge. Den anden sygeplejeske går og kommer hurtigt igen, med en ny halv beroligende pille. Jeg kan ingenting, mine ben, arme, alt ryster. Jeg kan ikke tale, ikke sætte ordene sammen men sygeplejersken ser mig og bliver hos mig indtil jeg igen er faldet i søvn. 

Min mand kommer forbi, min mor og hendes mand. De går igen, det bliver nat og næste dag starter jeg igen med at vågne op med skrig. Hele mit nervesystem er brændt sammen. Når jeg ser mig selv i spejlet, kan jeg ikke genkende mig selv. Mine blå øjne er ikke længere klare, istedet er de grå og røde. Min mor kommer igen. Vi skal holde et møde med personalet. De har besluttet jeg skal overflyttes til et mindre intensivt afsnit, for at se om jeg kan finde mere ro, hvor der ikke er trammer for vinduerne. De spørger ind til mine mørke tanker og lysten til at dø. Det er ikke en lyst – men tankerne om at gå mørket imøde kommer stadig, jeg er bare så bange for dem, for jeg vil ikke ind i mørket og kan derfor trykke på en alarmknap og sige “NU har jeg tanker om selvmord”.

Hvis du eller en du kender har selvmordstanker kan du på livslinien 70 201 201, hente råd, støtte og vejledning. 

Jeg overflyttes til et mindre intensiv afsnit og ordineres en halv beroligende pille morgen og aften, samt sovepiller til natten. Efter 2 døgn på psyk, kommer mine børn på besøg. Forud for deres besøg, har jeg grundet min forsvarsmekanisme om ALTID at kunne og skulle alt, lavet en børneoversættelse at min sygdom. Hr. Mand og jeg ønskede at give drengene et sprog for hvad der var sket med deres mor. Termerne viderebragte vi til alle omkring vores børn og det hed sig at jeg var på et tankehospital, da jeg havde fået en tankesygdom, der ikke kunne smitte men som gjorder mine tanker rundtosset. De er der kun en halv time, hvor de leger med min seng, spiser popcorn og møder min kontaktperson. Efter 20 minutter kan jeg ikke længere følge drenges bevægelser, selv går jeg i slow motion. Deres ellers så klare børnestemmer bliver til skingre toner og angsten bluser op. Idet de forlader hospitalet falder jeg sammen, mærker vreden, håbløsheden og igen kan kun et hjerteskærende skrig holde mig i virkeligheden. Tanken om at jeg ikke engang kan være sammen med mine egne børn i 20 minutter, skaber en enorm frygt for jeg aldrig kommer tilbage til livet igen. 

3 dage fra jeg er blevet indlagt, afholdes et udredningsmøde, med en psykolog, sygeplejerske og en psykiater. Det konkluderes, jeg har en svær depression, udløst af en belastningsreaktion, forsaget af stress og behandlingen anslås på “ubestemt” tid og jeg falder for alvor omkuld i depressionens mørke.

Kampen for overlevelse 

Min største frygt i hele behandlingen af min depression, har været møntet på medicinen. Jeg har altid været enorm skepsis omkring medicinering – lykkepiller om man vil. Særligt fordi jeg har den grundholdning at medicin ALDRIG må stå alene. Idet psykiateren fortæller mig, at jeg har en svær depression som kræver akut behandling, grundet det massive pres den skaber i min krop, så fortæller hun mig om behandlingsformerne de vil bruge, en af dem er medicinering. 

Jeg anmoder om terapi,

men psykologen afslår, jeg er ikke i stand til at lave terapi og gjorde vi det, ville det være et psykisk overgreb. Istedet får jeg koblet en Fyseteraput på som skal hjælpe mig med grounding, håndtering af angst og psykologen vil tjekke ind i ny og næh, og stå klar med terapi, når jeg mentalt er stærk nok. Dengang forstod jeg det ikke men idag er jeg taknemlig over psykologen holdte fast. Hver gang jeg førte en samtale, endte den ovre i “Jeg er et forfærdelig menneske og en uduelig mor”, depressionen ødelagde al realitets forståelse og jeg så kun alt som sort / Hvidt. Havde en psykolog pillet i min ufiltreret psyke, kunne det have haft fatale konsekvenser. 

Jeg så min depression som et hul. Et hul som var dybt, havde glatte kanter, hvori der sad skarpe sten og glasskår. Jeg befandt mig på bunden af dette hul og kampen for at komme op, var så udmattende at alle kræfter forsvandt og jeg kun kunne ligge på bunden, i mørket. På hospitalet fik jeg en mælkekasse. En kasse jeg kunne stå på og som gjorder jeg nu kunne se enden af hullet. Vejen var stadig lang, men ikke så lang som før. Kassen var udgjort af terapi, Fyseteraput, sund kost, hvile, ro, mindfulness OG antidepressiv medicin. Ved at stå på kassen, kunne jeg samle kræfter, energien til at arbejde mig op af hullet.

Jeg var bange for medicinen, men mere bange for at dø og derfor begynder jeg på et mindre klassisk SSRI præparat. Et præparat som jeg fik grundet min belastningsreaktion – mit “ødelagte” nervesystem havde brug for ro. Hver morgen vågnede jeg med stærke angstanfald fordi min underbevidsthed konstant var igang med angsten. Fysoteraputen lærte mig nogle forskellige teknikker og psykologen sagde jeg kunne enten gå med angsten eller lade den hæmme mig. Samtidigt vidste jeg at for hver gang jeg fik beroligende medicin dets svære kunne vejen væk fra det være, da medicinen er stærkt vanedannende. Derfor begyndte jeg 5 dage fra indlæggelsen at kæmpe. Jeg så nu depressionen som min værste fjende og jeg måtte flygte. Helt klassisk så kan man sige der er to overordnet typer adfærd når man får en depression – inaktiv eller hyperaktiv. Jeg blev hyper kombineret med et ødelagt nervesystem som overproducere alt for meget adrenalin hvilket gjorder min krop konstant rystede, derfor blev gyserfilm mm. Bandlyst, så min krop ikke blev provokeret til at producere mere. 

Jeg ville ikke være syg og grundet den tilgang psykiateren valgte at møde mig med, så forstod jeg hvor vigtig min egen handlen og gøren kunne blive, i forhold til at komme på benene. Jeg så nu på min depression som noget jeg måtte bekæmpe og psykiateren kendte til en række værktøjer som kunne bruges og selv vidste jeg motion altid har været en gylden løsning for mig. Derfor begyndte jeg bogstavelig talt at kravle hver morgen, de 45 meter der var fra min stue ned til afdelingens motionsrum, hvor der stod en crosstrainer og motionscykel. Sygeplejeskerne forsøgte at rumme min måde at kæmpe på, nogle var bedre end andre. Nogen hjalp mig med at gå, andre spændte næsten ben for mig. Fuld af angst og mørke stillede jeg mig på crosstrainerne og begyndte så at bevæge mig, bruge angsten og kæmpe for at lade kroppen komme ud af den selv, frem for at bruge medicinen. Flere dage endte det i opkastninger, Black outs og skrigeture inden jeg overgav mig til den beroligende medicin som jeg aldrig fik tvungent ! Det var altid med en anmodning ala “Christina det er okay nu, ta imod en pille og vi prøver igen imorgen”. Dag for dag blev jeg mere og mere udholdende og frem for at få pillen når jeg vågnede kunne jeg nu udsætte den 1-2–3-4 timer og pludselig var den ikke længere en del af den daglige medicin. Sovepillen røg hurtigt grundet det præparat jeg fik for depressionen, det var så massivt sløvende og frem for jeg altid vågnede klokken 4 eller 5 om morgen, begyndte jeg langsomt at kunne sove, nogengange helt frem til klokken 10 eller 11. 

Depressionen ødelagde min hukommelse, mine kognitive færdigheder, den gjorder jeg kunne vågne op og være vred eller hadsk på alt og alle, bange, ked af det men værst af alt håbløs. Nogle morgner vågnede jeg på afdelingen og lå så i sengen og kiggede ud i rummet i flere timer uden muligheden for at kunne rejse mig. Depressionen ødelagde mig fra inderst til yderst. Mit hår begyndte at falde af, jeg fik udslæt over hele kroppen, havde konstant menstruation og jeg tabte mig fordi jeg ikke kunne spise, og en kontrolvejning blev sat igang. Min krop gik i alarmberedskab og kæmpede for at holde sig i live. Der blev kørt hjertediagrammer, taget blodtryk dagligt alt sammen fordi min krop blev somatisk påvirket af min psykiske ubalance.

Selvom jeg var frivilligt indlagt, lagde jeg mit liv i behandlernes hænder og lod deres råd være lov. Derfor måtte jeg ikke forlade afdelingen alene, det skulle være i følgeskab med en pårørende eller medarbejder. Jeg måtte max løbe i 30 minutter sammen med en Fyseteraput  og samværet med mine børn skulle ske med dages mellemrum til at starte med, simpelthen fordi hvert besøg slog mig tilbage. Det blev et skridt frem og to tilbage. Min mor kom dagligt og besøgte mig. Vi gik i netto for at handle ind, så jeg selv kunne lave mad i et patientkøkken, det var en strategi for overlevelse, min måde at holde fast i ALT jeg kendte gjorder mig godt. Sund mad, motion, musik, kreativitet, lys, luft og at snakke. Intet var længere lystbetonet men udelukkende indre kommandoer jeg gav mig selv. Prøv at sov, prøv at spis, prøv at lyt til musik. Jeg kæmpede for at være klogere end min depression. Holde fast i basal viden, så som – ingen fungere godt uden mad, søvn, motion. Jeg har set tosset ud, når jeg stod og stegte en af Nettos sløje bøffer til 25 kr sammen med lidt asparges i en kasserolle, men patientkøkkenet var mangelfuldt. Det lignede for sygeplejesker af den gamle skole, en spiseforstyrrelse men for de yngre sygeplejesker, psykiateren og psykogen var det min kamp for overlevelse, at holde fast i det jeg engang var, os nu, hvor jeg ikke længere vidste hvem jeg var eller ville være.

Depressionen fik mig til at føle, at jeg havde svigtet mig selv, mine familie og venner. Jeg havde været uansvarlig, tilladt mig selv at blive så stresset. Jeg vidste ikke længere hvem jeg var og hvad der var depressionen, stress eller angst. Jeg havde været syg med stress så længe, os inden den sommeraften hvor filmen knækkede og derfor var jeg konstant bange for mig selv. Hvem var jeg egentlig. Var jeg overhovedet en god mor, var jeg energisk som person eller var det en depression? Var jeg mere end bare depressiv? Var jeg psykotisk – personlighedsforstyrret eller psykopat ? Var jeg nu manisk depressiv ? Var jeg overhovedet mulig at gøre rask. De tanker tænkte jeg konstant den første måned og jeg bad dagligt til at det hele skyldtes en cyste i hjernen frem for en psykisk lidelse. Ingen forstod jo hvad der var galt og hvorfor jeg nu var kollapset. Det var ikke en cyste, jeg var ikke manisk, skizofren eller ramt af en spiseforstyrrelse – jeg var syg i psyken på grund af en stressbetinget svær depression som fortsat den dag har været enkeltstående. 

Reccovery warrior

Ganske langsomt begyndte jeg at finde en hverdag på afdelingen. Jeg spiste forsat for mig selv, af frygt for de andre og i lyst til at være alene. Jeg følte depressionen lettede lidt men som psykiateren havde advaret mig om, kunne medicinen have behov for at blive justeret. Havde spurgt hvordan jeg kunne mærke det, hun havde blot svaret at jeg selv og behandlerne ville ikke være i tvivl og ganske rigtigt dykkede jeg en dag, længere end jeg troede det var muligt. Depressionen var ubarmhjertig og når jeg endelig følte jeg havde fundet en vej, et værn imod angst pga nogle strategier, så forklædte den sig og angreb på en ny og mere voldsom måde end før. I min dagbog skrev jeg “selvmordstankerne er tilbage.. de kommer både når jeg er vågen men os i drømmene. Jeg tror ikke jeg overlever dette. Jeg vil så gerne men kan ikke. Hvis dette er livet, så er det ikke et liv jeg kan leve, det er ikke menneskeligt.” Derefter lukkede jeg helt ned. Jeg var sort fra inderst til yderst og jeg gav slip i alt hvad jeg havde haft af styrke, redskaber og vilje. Det et det depressionen kan, den kan ødelægge al den kræft til at yde selvhjælp og det er der jeg tror mange kan lærer noget af hvad en depression gør ved et menneske. En depression kan tilintetgøre et menneske, lidt ad gangen, så det enkelte menneske ikke længere kan finde energi til at trække vejret, som er det mest basale for at leve. En person med en depression er ikke doven, negativ, ugidelig eller ligeglad, en person med en depression er under angreb – inde i hjernen.

Jeg justeres i min medicins dosis og begynder at kunne lave kognitiv terapi. Jeg er stadig for ustabil til at lave egentlig samtale terapi men psykologen begynder at lave drømmerejser med mig, som jeg optager og de blev på mange måder en central brik i min reccovery proces. Tiden går og jeg begynder at kunne besøge drengene hjemme. Til at starte med en halv time, så en hel. Særligt besøgene hjemme var svære, da det handlede om drengene og om at se dem på tidspunkter som passede og ikke påvirkede dem eller mig negativt. Jeg er flere gange cyklet grædende tibage til afdelingen i skam over det depressionen og jeg bød min familie. Alligevel begyndte jeg at forstå, jeg ikke var ond eller uduelig. Jeg havde en depression og den en række symptomer. Sammen med terapien, dagligt motion, sund kost og masser af hvile. Begyndte jeg at kunne se brudstykker af mig selv. Jeg var hårdt plaget af angst, dødsangst, katastrofetanker og frygt for tilbagefald men med fokus på kroppen og mine strategier, begyndte jeg at kunne være med angsten og acceptere kroppens rystelser uden at miste kontrollen.

Jeg overflyttes til et udslusningsafsnit efter 5 uger på et lindre intensivt afsnit. Udslusningen var skræmmende med nødvendig at gå igang med. Vi skulle skynde os langsomt, som psykiateren sagde. Igen og igen blev jeg konfronteret med min måde at være syg på vs. Svingdørs patienter, personer som havde været syg i flere år og jeg oplevede os min egen tilgang, personlige ressourcer og evne til at kommunikere igen og igen kom mig til gode i min reccovery. Personalet kunne lide mig, min undskyldende facon og forståelsen for deres faglighed og de strukturelle rammer som gjorder de løb sindsygt hurtigt. Når man tænker på hvordan en somatisk afdeling er bemandet vs. Psykiatrisk, så giver det ikke mening, kun at andelen af medicinen, tvang og hurtige udskrivelser som ofte får tragiske konsekvenser desværre er hverdag i psykiatrien. Som patient var jeg “rød”, men grundet det massive press der var, blev der skabt en “mørkerød” gruppe at parienter. Selvom jeg var meget syg, var der nogen som var sygere på en anden måde, der var farlig for andre og derigennem røg noget af den ellers obligatorisk støtte. Støtte som alle patienter har krav på, men som ikke kan ydes. Psykiateren så mig. Hørte min frygt for hvad der skulle ske efter udskrivelsen, når nu der ikke var plads i det udkørende team som skulle følge mig, frem til et pakkeforløb jeg skulle i ambulant. Derfor begyndte psykiateren at se diverse regler igennem og hun fandt nogle gråzoner jeg kunne behandles efter, uden at blive udskrevet. 

Udslusningen gik langsomt, men godt. Mine nærmeste pårørende havde været til et par samtaler med mine behandler, for at få muligheden til at stille spørgsmål men os få mere viden om hvad det var, som var galt med mig. Derudover fik min mand og jeg en del samtaler, både som par men os som forældre. 

En eftermiddag, da jeg har møde med psykiateren siger hun “Christina jeg tænker vi nu arbejder hen imod en udskrivelse d. 8 august”. Det ville betyde jeg samlet ville have været indlagt i 8 uger. Den ene del af mig havde lyst til at springe ud som var jeg et stykke fest fyrværkeri, men en anden, var rædselsslagende, for hvad nu hvis jeg faldt tilbage hvor jeg kom fra? Jeg havde sovet hjemme et par gange, men når jeg blev udskrevet, forsvandt sikkerhedsnettet. Psykiateren og jeg havde løbende haft mange snakke og hun var hudløs ærlig, når det kom til hendes syn på hvad god reccovery var. En ting er at blive rask fra sin depression, noget andet er at finde ud af hvorfor den kom og i mit tilfælde – hvorfor tillod jeg mig selv at blive stresset – hvad stressede mig? Tankerne var mange men en ting var sikkert – jeg måtte ændre min levemåde, for jeg ville aldrig mere tilbage i mørket.

To skridt frem, aldrig tilbage?

Jeg bliver udskrevet d. 8 august. Det bliver en tårevædet afsked med min kontaktperson og med en stor taknemlighed for al det og mere til psykiateren havde gjort for mig. De havde vitterligt passet på mig, da jeg ikke selv kunne. Jeg stiller slik i persobalerummet, giver en flaske Cider til psykiateren og hånd på et godt samarbejde. Psykiateren har givet mig en skriftlig udtagelse som jeg skal bruge til studienævnet på mit universitet og SU styrelsen. Samtidigt har jeg fået en anbefaling til en dygtig psykiater, som jeg skal kontakte når jeg skal udtrappes af medicinen.

Da jeg tager hjem fra afdelingen er det med 2 fyldte ikeaposer, den ene rummer det legetøj jeg havde indkøbt til min stue, så drengene og jeg havde noget at være sammen om, når de var der. Min mentale rygsæk ligner en af dem, man ser på backpacker som vender hjem efter flere måneders lange rejser i ødemarken. Den er på mange måder slidt, hullet, der er kradset i nationaliteten. Noget er blevet tabt undervejs mens andet er blevet fundet. 

Jeg vendte på mange måder hjem som en ødelagt kvinde. Jeg var drænet og alligevel fyldt med styrke. Det var nu den virkelig prøve skulle stås. Kunne jeg leve i verden udenfor psykiatriens sikrede døre?

To uger efter udskrivelsen starter jeg i et 12 ugers langt pakkeforløb for enkeltstående depression. Her møder jeg ligesindet men jeg forstå os ret hurtigt, hvor virkningsfuld min indlæggelse har været. Selvom det har været voldsomt og hårdt på alle måder, så har den intensive behandling forskånet mig for flere lange mørke måneder på en sofa, mens jeg har ventet på behandling fra offentlighedens side. Omvendt nåede jeg os at blive så syg, at det kunne havde været dødelig. Igennem pakkeforløbet lærer jeg mere om mig selv, depressionen og hvilken vej jeg skal gå, for at komme ud i lyset. Da pakkeforløbet slutter, er jeg nu kun lettere depressiv men yderst sårbar og min tolerance for stress er ikke eksisterende. Jeg læser mit studie på deltid, sørger for at passe på min døgnrytme, have lystbetonet aktiviteter og være sammen med mennesker som vil mig og min familie det godt. Vi er alle sammen ved at komme os. 

Drengene spurgte dengang jeg var indlagt, hvornår jeg kom hjem, min ingen kunne vide hvor længe og hvornår mit sind ville hele. Derfor lovede jeg drengene, at jeg kom hjem inden sommeren ville slutte og når jeg ikke længere var rundtosset, skulle vi fejre det med en kæmpe pandekagefest. Det blev fejret i sikker stil og idag har vi holdt en ud af mange pandekagefester. I ny og næh snakker vi om dengang jeg var på tankehospitalet og med tiden ved jeg, at drengene vil kende til den fulde sandhed, men for nu, er det fortællingen om at mor blev rundtosset, fik en tankesygdom som lægerne helbredte på tankehospitalet. 

Jeg har idag været rask i 2,5 år, medicinfri i 2 år og jeg ved at nok er jeg til evig tid psykisk sårbar men jeg er os mentalt stærk. Jeg kom ud af depressionen og fyldte derefter mit depressionshul og selvom depressionen var voldsom og noget jeg ikke ønsker for nogen anden at opleve. Så tilegnede jeg mig en erfaring og selvindsigt igennem depressionen og kampen for overlevelse, som jeg meget vel kunne have brugt et helt liv på at opnå. 

Jeg har valgt at min depression skal betyd noget. At der skal og må komme noget godt ud af den og derfor kæmper jeg for ingen nogensinde skal føle sig alene i mørket. 1 ud af 5 dansker har eller vil få en depression OG derfor fortæller jeg min historie, her, igennem min rolle som ambassadør i en af os og en række andre steder. 

Jeg vil gerne sige dig tusind tak for at have læst med i denne depressions føljeton. Jeg ved godt mine ord har været hårde og uden filter men måske jeg os har kunne give et lille indblik i mørket og skabt en forståelse for, hvordan en depression kan oplevelse og komme til udtrykke.

Jeg lever idag et godt og depeessionsfrit liv. Jeg er taknemlig, for livet – de mennesker jeg har i det og for at se og mærke lyset, hver evig eneste dag.

Kærlig hilsen Christina 

Det er svært at være mor lige nu.

Det er svært at være mor lige nu.

“Jeg hader det !” Skriger Aksel, han skriger, så jeg kan mærke hvordan de små nakkehår rejser sig. Jeg tænker at hans skrig må skabe hæshed og rive i halsen. Han smækker med døren. Det runger i hele gangen og så bliver der stille, helt stille. Jeg står og flytter vægten fra den ene fod til den anden, lader hovedet falde lidt tilbage og trækker vejret godt ind, lade brystet hæve sig for så igen at falde. Så kommer den, den hjerteskærende lyd, af en dreng der bryder sammen, helt igennem sammen. Han græder på en måde jeg har været forskånet for at hører mere end en håndfuld gange… altså indtil det her nu skulle ske. Han græder fordi han føler noget, der er så ødelæggende for hans indre at kun denne gråd kan være hans reaktion. Det er den samme gråd, han græder, som dengang hans oldemor døde, familiens gamle hund og beskeden om at jeg skulle være på tankehospitalet. Han græder på en måde, som jeg ikke mener nogen børn skal græde.

Jeg går frem mod døren, trykke ned i hovedtaget og åbner langsomt op. Han ligger på gulvet, med hænderne foran hovedet. Han hulker. Jeg lægger mig ved hans side. Lader en arm snige sig bagom hans nakke mens jeg med den anden trækker ham ind til mig, så vi ligger i ske, der på gulvet.

Sådan ligger vi længe indtil Aksel stille hvisker “Jeg kan snart ikke mere Mor” . Jeg lader ordene hænge i luften, kysser ham i nakken og lytter efter hans åndedræt. “Jeg elsker dig Aksel og du er virkelig virkelig stærk og modig .. og jeg forstår det godt”. Mere siger vi ikke til hinanden, der er ikke mere at sige og imorgen.. bryder han formentlig sammen igen.

Sådan forløb de 14 dage Aksel havde gips på, med daglige sammenbrud. Vi prøvede alt for at imødekommen, favne og på alle måder støtte Aksel igennem det helvede han befandt sig i. På mange måder blev gips behandlingen det der for alvor tydeliggjorde den “forskel”, der er på Aksel og alle andre. Det er ikke en forskel alle kender til, ikke en forskel der som sådan kan ses, men den er der. Aksel er verdens bedste Aksel, kærlig, sød, lattermild, enorm følsom, sjov og en lille retfærdighedskæmper og meget meget mere .. men Aksel er os født med klumpfødder og selvom de idag ligner helt almindelig fødder, så er den skinbarnlige sandhed, at Aksels fødder ikke er helt som alle andres. Vores vigtigeste job er at støtte Aksel i altid at tro på sig selv, hans evner og aldrig nogensinde tænke at han er mindre værd en andre – trods alt !

Men når det er sagt – for fanden hvor gør det ondt og hvor har også jeg, grædt, i vrede og sorg for Gud hvor er det uretfærdigt at min elskede lille dreng, skal kæmpe som han gør. Det er altid med en stor frygt at jeg siger og skriver om Aksels medfødte klumpfødder. Frygt for nogen fordømmer, frygt for at få kommentarer som “det kunne have været meget værre” eller … “det er jo fixet idag”, for jeg ved godt det kunne være meget værre og jeg VED godt han idag ikke længere har klumpfødder MEN jeg ved os, at Aksel er født med klumpfødder og at selvom lægerne var og er sindsyg dygtige, så er der grænser for hvad videnskaben endnu kan.

Re-behandlingen af Aksels fødder, har på mange måder slået mig i jorden mentalt. Jeg har virkelig brugt hver en lille del overskud, på at rumme, favne, holde ud og ved, men inderst inde har jeg været på nulpunktet. Og lige nu, forsøger vi, både Aksel, som har fået gipsen af og jeg, at genfinde balancen og gå igen. Fyseterapien bliver nu på ugentligt basis, for at genoptræne de hårdt prøvet muskler og akilleseenen og min søgen efter alternativ behandling og træning er skærpet.

Og … samtidigt forsøger jeg at holde mit blødende hjerte på plads og tro på, at Aksel “vokser”, fra de sidste skavanker som der er tilbage efter hans fødder .

Tak fordi du læste med .

Farvel og Tak, kære Barselsliv

Farvel og Tak, kære Barselsliv

Idag er en milepæle, en milepæl for Vilmer og mig – såvidt hele familien. Idag er nemlig den sidste dag i barslen med Vilmer. Det har været en epoke, en storslået tid med masser af glæde, søvnunderskud, tårer og lortebleer. Jeg har ingen ideer om hvor mange timer jeg samlet har ammet og intet bud på hvor mange bleer der er blevet skiftet, men jeg ved, jeg har skattet hvert et øjeblik. Hver evig eneste dag har været særlig, nogen hårdere end andre, nogen har givet mig følelsen af ensomhed og andre igen har fået mig helt op at flyve. 

Vilmer få timer gammel

Det mest magiske i ved denne barsel har faktisk været eller noget af det magiske, for tiden med Vilmer er magisk, har været at jeg har været i dét hele med fuld ro. Jeg har holdt fast i udgangspunktet “vi har det godt” og jeg har på intet tidspunkt tilladt mig selv at blive ramt af “barselsstress”. Vilmer og Jeg har bare været og det føler jeg, har givet ham det bedste start på livet. Antallet at ture i svømmehallen, kan tælles på en hånd, det samme gælder rytmik, salmesang osv. Vi har været , nydt hinanden, naturen, de lange lure – gåture med barnevognen og vi har været tætte i vikle og favn. Jeg tvivler ikke på mit udgangspunkt eller mine valg, det er sjælendt tvivlen rammer mig, i mit moderskab. Vilmer er glad som dagen er lang, fuld af gåpåmod, glæde og lyst til livet. Motorisk og sprogligt, går det som jeg havde tænkt et 3’er barn ville udvikle sig. Nemlig i fuld fart. Vilmer har fra dag et været mild, rolig, gladere end ord beskriver og så har han været med. Hvis jeg har været rolig, har Vilmer været rolig. 

Jeg tænker ofte, om det mon hovedsaglig skyldes at Vilmer er vores tredje barn, vores dessert barn… men udgangspunktet med Vilmer, har fra start har været anderledes. Allerede inden Vilmer blev til, havde Hr. Mand og Jeg besluttet, at vores kommende barn skulle hjemmepasses til han var minimum to. Sandt skal være sandt – jeg var helt fast besluttet ! Vilmers vuggestue start skulle skydes og tanken er frem til han er to. Det føles helt rigtigt for os. Når jeg skriver sådan, er det ikke for at ophøje os som forældre eller udskældte andre som ikke “gør” sådan. Der kan være mange årsager til man som forældre følger den samfundsmæssige norm, at påbegynde institutionalisering af deres børn efter endt barsel . Jeg vil dog bare understrege – økonomisk tror jeg på, vi som mennesker kan rigtig rigtig meget – det mener jeg selv min lille familie er et bevis på. Det handler vitterligt om valg og særdeles om fravalg.

Imorgen starter jeg ud som hjemmepasser eller som jeg selv tænker det, Vilmers mor som går hjemme med Vilmer. Det er noget hele familien kan og vil nyde godt af. Lige nu forsøger jeg at aflure en rytme , en form om man vil, for hvordan det hele bedst skal og kan skures sammen for vores familie.

Vilmer og jeg startede for en måned siden en   legegruppe op på Frederiksberg, for børn der er jævnaldrende med Vilmer og det bliver primært derigennem Vilmer kommer til at møde børn på hans alder og udviklings niveau. Derudover oplever Vilmer en masse med sine brødre, Hr. Mand og Jeg 🙂

At vinke farvel til barselslivet er virkelig trist med udelukkende fordi det var så godt! Jeg glæder mig til det der venter samtidigt med jeg kommer til at savne alt det der var. Vilmer som helt lille nyfødt, Mødregruppen og de mange dage i ammecamp. Jeg elskede hvert et minut og synes ikke Vilmers begyndelse, kunne være startet meget bedre.

Nu fortsætter vi, fremad, uden en mønt på lommen (eller næsten ikke) men med masser af taknemlighed , glæde og lykke over det min familie og Jeg kan opnå sammen.

Tusind tak fordi du læste med 

Kærlig hilsen Christina og Vilmer

Tak du kære mand .. fordi du ikke glemte vores børn

Tak du kære mand .. fordi du ikke glemte vores børn

Jeg er gift med Hr. Mand, en rigtig dejlig mand, som kan fyre op under mig på den gode måde og ja – os den knap så interessante.. altså den der hvor jeg ikke bliver fyr og flamme og spinder som en mis, men mere den der hvor Hr. Mand nok ville ønske han havde taget et brandkursus, fordi der er bål og brænd, mundbræk og sætninger som “Jamen jeg forstår simpelthen ikke hvordan – hvorfor?!”. Hr. Mand forstår det tydeligvis heller ikke altid og det ender sgu altid med en fesen afstumpet afslutning.

Derfor er jeg begyndt at bruge en anden approach i forhold til min mand. Som i fredags, hvor Hr. Mand kom ind af hoveddøren med vores to fredagstrætte drenge. Drengene smider jakkerne i gangen og Hr. Mand ja han gør næsten det samme. Tasker og sko ligger nu hulter til bulter sammen med skoletaske, frugtpose og “fredags-legetøjet”. Hr. Mand går ud mod kaffemaskinen, ungerne mod værelset og i farten råber de lige “Hej Mor” inden de smækker døren efter sig. Jeg går Hr. Mand i møde,

jeg drejer hovedet ned mod entréen og konstatere at drengene lige har afklædt og smidt tingene, som beskrevet ovenfor. Så kigger jeg på Hr. Mand og siger “Hvor er det bare dejligt at du lærer drengene hvordan de kan dække hele gulvarealet med deres ting”, så kaster jeg et blik hen mod håndvasken i køkkenet og ser med mit falkeblik af der mangler en madkasse. Nemlig den som Aksel har haft med “Og hvor er det herligt at du hjælper Aksel med at hans skoletaske får lidt hjemmelavet popori her i weekenden”, eftersom af hans madkasse tydligevis stadig er i tasken. Hr. Mand bliver overrasket og kigger så ud i entréen, for derefter at få den der miné over sig “åh altså os”.. to sekunder efter står han inde hos drengene og beder dem få pakket taskerne ud og hængt taskerne på plads.

Det er jo ikke jordens undergang og det vigtigeste er da, at han husker hvor vi bor, ligesåvel som det vigtigeste er at han følger drengene i skole og børnehave, skidt pyt med at skoletasken da en gang blev glemt. Skidt pyt med badebukserne aldrig kom med hjem fra svømmehallen, eller pennalhuset, cyklen foran børnehaven og.. bærgerposen med indkøb i Rema, skidt PYT!

Men hold nu op hvor kan jeg grue for, hvordan det en dag vil gå vores tre drenge, for pt. Kan jeg se at den store er lige så distræt som Hr. Mand og jeg skal dælme tit gøre en stor indsats for ikke at grine, når jeg spørger “hvor er din hue Aksel” og Aksel så kigger på far for at spørger – tog du den ikke og far kigger på Aksel, for at spørger om præcis det samme.

Halleluja for pyt og for mors tålmodighed og for at ingen børn endnu er glemt ! 

Og hurra for navnelapper !

Har tårerne mistet deres værdi?

Har tårerne mistet deres værdi?

I midten af Juli stod Hr. Mand og Jeg, og kløet os lidt i håret. Lige om snart skulle min kære veninde, som skulle være solomor føde (du kan læse om mine tanker og oplevelse set med mine øjnene her). Min veninde spurgte i tidernes morgen eller, dengang testen blev postiv, om jeg ville tage med hende på fødestuen. Det ville være mig en kæmpe ære at stå hende bi, i en så fantastisk men og ekstrem oplevelse som en fødsel er, men når vi kan løbe marathon sammen – SÅ kan vi alt! Fødslen har ligget i mit baghoved og i takt med min venindes smukke mave voksede, kom vi tættere på den dag, hvor Vilmer i princippet kunne ende med at mangle mig i utrolig mange timer.

For mig er pasning af mine børn ikke “bare” noget vi gør og slet ikke børn på Vilmers alder. Aksel og Carl efterspørger ofte alenetid med bedsteforældrene og det er derfor os en lidt anden sag. Vilmer derimod, han udtrykker 100% at han og jeg har en intens og stærk relation, en så god tilknytning der gør han at han vil have mig nær 24/7. Far, Hr. Mand er os utrolig eftertragtet, men sandt skal være sandt, MOR herhjemme er Nr. 1, i Vilmers verden. Jeg ved, at det ændre sig med tiden og det samme gør Hr. Mand. Vi ved begge det skyldes en helt naturlig årsag og vigtigst, så respektere vi der hvor Vilmer er i hans udvikling. Jeg kan sagtens gå ud med de store et par timer men det er så os det og for at være ærlig, så respektere jeg Vilmers behov, et helt naturligt et af slagsen og samtidigt, så tilsidesætter jeg mine egne. Det er for mig, det der kendetegner en god mor, nemlig en mor som kan se udover sine egne behov og omfavne det ens børn har brug for. Sorry to say it!

MEN jeg har fundet min venindes fødsel, som en undtagelse for reglen. Det her handlede ikke om at danse natten lang og drikke bittersøde drinks, det handlede om noget større. Derfor sikrede Hr. Mand og jeg os, at min rolle, kunne spilles af en suppleant, når det galt og veerne rullede afsted. Relationen var god, Vilmer er tryg ved Hr. Mand, lader sig trøstes og puttes men ikke ammes. Vilmer er nemlig flaskenægter. Jeg havde forsøgt med flasken et par gange, måske halvhjertet fordi alt i mig sagde “det er ikke Vilmers behov”. Jeg har rigeligt med mælk, nyder at amme og det er helt uproblematisk, så hvorfor bringe flasken i spil ?

Vilmer spiser godt almindelig mad, men han ammer os meget. Amningen eller behovet for mælk, kunne for den ene dag måske skæres ned til aften / nat. Velvidende om at amning aldrig kun handler om mad og at Hr. Mand derfor skulle etablere hans form for intimitet med Vilmer, kunne være løsningen. Men hvordan fik vi så mælken i Vilmer? Jeg havde fyldt fryseren med mælk så der var rigeligt, men Vilmer ville ikke tage flasken eller det ville han, bare ikke når der var mælk eller erstatning i.

Jeg søgte råd og gode tricks samt erfaringer på Instagram og en række Medmødre stod i kø med gode råd. Alt fra kakaopulver i mælken, til at far måtte give en tube grød i sengen. Der var mange fine forslag og vi prøvede mange af. Vi droppede at købe nye flasker for det handlede ikke om flasken men om at Vilmer bare ikke drikker mælk eller lignende, hos andre end mig. Vi prøvede mælk i kop, på drikkedunken, med sugerør og kakaopulver. Han ville ikke.

Derfor opfandt Hr. Mand sig eget putteritual, aftengrød på sengekanten og det virkede. Vi lavede en generalprøve, for lige at sikre os det nu var en mulig løsning og det fungerede så fint og det gjorde det heldigvis os under fødslen, af den smukkeste lille pige.

Noget der bare slog mig, i forbindelsen med jeg søgte råd og vejledning, det var, hvor mange der sker “lad ham græde indtil han tager den”, eller “prøv hver eneste aften i en uge at gå ud, så skal han nok tage den”. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle svare på de kommentarer. Jeg blev virkelig ked af det for kommentarerne afspejler for mig, et voksende samfundsproblem. Nemlig at børn gerne må græde eller at tårer aldrig bliver guld. I billedeserien “Vi har taget noget fra børnene” hos Information, skabes der et tydeligt billede af, hvordan den voksne har magten til at tillægge et barns tårer værdi og hvordan nogen vælger at misbruge denne magt. Billedeserien fik et solid modspil fra Momunity, som du kan se på IG.

Jeg siger ikke, at børn ikke må være ked af det, det må de gerne, de må hjertens gerne udtrykke følelser, men de skal os mødes i dem. Det mener jeg ikke man gør, når man lader et barn græde i frustration, afmagt og savn over noget, for at tvinge sin egen vilje igennem. Sorry – men det synes jeg simpelthen er små psykiske overgreb og ikke mindst brud på tilliden, igen og igen.

Jeg tænker tit, hvornår det var, at det blev okay at børn var kede af det. Han græder lidt, eller så må han bare lige græde lidt men… i min verden er det bare ikke en mulighed. Forstå mig ret. Vilmer vil virkelig gerne spise mine sko, nøgler – alt hvad der er max uhygiejnisk. Det udtrykker han pænt at han gerne vil have, med en klynken eller form for gråd. Han græder pt os, når Hr. Mand vil vugge ham om natten, hvis han har en markant opvågning. Den gråd der kommer der, er så inderlig, hjerteskærende og i en helt anden boltgade. Det er hans måde at sige “nej, jeg vil være hos min mor !” Og idet – jeg har brug for ultimativ tryghed, giv mig det. Skulle jeg så her sige “han skriger sig træt?” Og lægge mig om på siden? For i min verden, er det den slags gråd, som aldrig nogensinde skal og må ignoreres – den salgs tåre, har nemlig den største betydning. 

De kærligeste hilsner Christina 

P’s Min venindes fødsel gik rigtig godt. Jeg formåede at være tilstede, fordi Hr. Mand gav små updates. Fødslen startede om natten, mens jeg sad og ammede og det “passede” med jeg derefter kunne tage afsted. Jeg var væk fra Vilmer i 18 timer. Hr. Mand oplevede at Vilmer var mere kontaktsøgende end ellers, mødte ham i det men derudover var han glad fra morgen til aften. Vilmer blev puttet med lidt ekstra vand og stor ammet da jeg kom hjem. Hele næste dag, sov vi alle lurerne sammen og Vilmer var ekstra tæt hele dagen. 

Nu skal i hører .. (det for børn).

Nu skal i hører .. (det for børn).

Indlægger indholder reklame // Igennem de sidste par måneder, er jeg kommet med en del litteræreanbefalinger, i forbindelse med min test af abodoment hos Mofibo. HER kan du får en måneds gratis adgang til Mofibo, som ny bruger. Mofibo er gået dannet med Storytel. Anbefalingerne har overordnet set været tiltænkt voksne,  men denne gang gælder det bøger til mennesker med små ører, børnene.

Som barn elskede jeg at lytte til lydbøger, hver aften inden jeg skulle sove. Min mor læste som regel en godnatbog og derefter måtte jeg gerne ligge og lytte. Det blev en vane der varede ved og i mange mange år lyttede jeg til en lydbog og senerehen lidt beroligende musik. 

Jeg synes mediet, lydbøger til børn kan noget ganske særligt og mine børn, har rigtig godt af at kunne tjekke ud med en lydbog. Når vi rejser og skal stå i lange tjek ind køer mm. Så står særligt Aksel, altid med en lydbog på. Han ville tage ALT i lufthavnen ind og det ville skabe en enorm overstimulering, som ville komme til udtrykke via uro, ked af det hed eller udadreagerende adfærd. Simpelthen fordi han får for meget. Med en lydbog, kan Aksel være i noget med et filter og fordybe sig om stemmerne i hørerbøfferne, frem for speaker, de mange sprog og lyden af bip bip osv. Lyderbøgerne er os en hjælp, når vi er under rejsen, særligt frem for iPads, for på den måde undgår vi kørersyge og vores børn får os oplevet det at rejse – oplevelsen af landskabet forandre sig ude foran vinduet.

Tit når folk siger – vores barn får lige en pause og rækker dem en iPad, så de kan spille, tænker jeg – der er ingen pause i det, tværtimod. JO for forældrene.. Hvorimod at give sit barn en lydbog og bede det lægge sig i en hængekøje, gå en lille tur i baghaven eller sætte sig i græsset mens de lytter og glider ind i en anden verden, det giver en helt anden pause og stimulere hjernen på en anden måde, end diverse adrenalin udløsende spil.

Så generelt en kæmpe anbefaling af lydbøger herfra.

Hvad skal ungerne så lytte til og hvornår kan se starte med at lytte ?

Aksel hørte lydbog fra han var 3 og startede ud med Prop og Berta. Han elskede “den lille tykke mand og så hans ko” og vil til hver en tid anbefale Prop og Berta, til alle børn. Universet er fantasifuld, enkeltstreget handlingsforløb og men karakter børnene kan relatere til. 

Villads fra Valby er os hyggelig lytning og Vitello, som er indlæst af Nikolas Bro. I sig selv er Vitello utrolig humoristisk, men Nikolas Bros oplæsning, giver den lige et ekstra nyk. Klassiske som Alfons Åberg, Emil fra Lønneberg, Ronja Røverdatter, Peter Pedal, er alle indlæst af folkekære skuespiller, som virkelig formår at bringe ekstra liv til bøgerne.

Aksel elskede tidligere de meget “hørerspils” præget lydbøger. Lydbøger hvor stemmerne blev forandret, så som “Mysteriet ved Åbrinken”. Idag lytter Aksel til Harry Potter, Mio min Mio, Robinson Cruseo og andre gode bøger. Aksel er nået til et niveau, hvor historierne har flere karakter, mere dybde og tværgående temaer. 

Carl lytter til de mere klassiske bøgernebøger men i ny og næh tvister jeg den lige med lidt social realtisk børnelitteratur, gerne af Kim Fupz Aakoson eller Tina Sakura . 

Hvis I nu skulle have lyst til at kaste jer ud i lydbøger til børn, SÅ kommer her 10 vilkårlige anbefalinger af lydbøger til børn lyder den således :

  1. Ronja Røverdatter 
  2. Narnia (serien).
  3. Ballade om den forsvinde mumie 
  4. Hund 
  5. Prop og Berta
  6. Sigurd fortæller ….
  7. Harry Potte
  8. Skammens Datter
  9. Krageungen
  10. Bøger af Ole Lund Kirkegaard

Sidst men ikke mindst, bruger jeg E-bøgerne når jeg er på ferie og ikke kan tage alle godnatbøgerne med i kufferten, genial mulighedz

God lytning – God Sommer

Plastik fantastisk ?

Plastik fantastisk ?

Indlægget indeholder reklame //

Jeg kan lige så godt hoppe ud i det, indlægget her skulle omhandle et produkt jeg havde fået tilsendt til test, legetøjet Gormiti fra Amo Toys. Mine forventninger var da os ret høje forud for modtagelsen, men jeg kan lige så godt sige det som det er, drengene og jeg blev slemt skuffet. Hvis du vil læse min og andre momster bloggers anmeldes af Gormiti, så kan du finde anmeldelsen her

Min mor har lært mig, at har jeg ikke noget pænt at sige, skal jeg være stille eller holde det for mig selv. Dermed ikke sagt jeg har været helt stille, for jeg har sammen med ungerne, givet legetøjet en ret hård medfart over hos MomsterTest. Når jeg takker ja til at teste noget, så gør jeg det med øje for, at være ærlig. Ellers er testen jo bare direkte reklame. Hvis jeg får henvendelse omkring et produkt jeg ikke forstår, etisk synes er uansvarligt eller lignende, så takker jeg pænt nej.

Hvorfor min kritik af Amo Toys Gormiti  gives, skyldes dels den skuffelse jeg som forbruger har haft, men os fordi jeg faktisk synes legen, den fysiske fantasifulde leg, er truet og jeg med Gormiti tænkte – den kunne de hjælpe med at sikre. Sådan oplevet vi det herhjemme.

Den fysiske fantasifulde leg er truet af diverse spilkontroller OG det her plastik fantastisk legetøj. Den slags legetøj, som egentlig ikke holder til den store mængde leg og som måske mest af alt er produceret med det formål at have en god indtjening, frem for at skabe sig en plads i barndomsminderne, der omhandler den gode leg.

Jeg er stolt og glad for at mine børn leger. Aksel på 8 og Carl på 5, de leger dagen lang. Vilmer leger os i det små og jeg er sikker på han vil bliver præget i postiv retning, af Aksel og Carl. De leger sammen, alene, med vennerne fra gården, børnehaven og skolen. De leger med fremmede og nære. De leger – fordi de kan, vil og elsker det. De leger fordi Hr. Mand og Jeg værner om legen. Det gælder i alt fra vi i ny og næh går med i legen, til at bakke op om fantasien eller den kærlighed som nogengange opstår omkring en serie eller lignende af legetøj og vi så investere i det. Derfor har mine børn os “meget” legetøj. Det meste er købt brugt og det bruges dagligt. Jeg tror ikke børn der har meget legetøj, leger mere end dem der har mindre, men det er nu engangs svært at bygge en lego by, med 10 klodser.

Lige pt. Hitter legetøjet affødt af filmen “Sådan Træner Du Din Drage”, hvor dreamworks har lavet den genistreg at slå sig sammen med Playmobil, som vi alle herhjemme er mega fan af! Derudover er Carl rigtig glad for Ben10, almene figurer fra Schleich og Aksel ligeså samt LEGO, masser af LEGO. Jeg elsker at se drengene fordybe sig og at de fortsat finder stor glæde i at lege. Jeg ved godt legen er truet i det gode børneliv og derfor er det min opgave som mor at hjælpe med at lade legen leve så længe som muligt . Det betyder os, at særligt spillekonsoller fortsat ikke eksistere hos os og brugen af iPad ikke sker på daglig basis, for jeg tror ærlig talt ikke de fremmer den fysiske leg, fantasien og flere vigtige sociale færdigheder, som kan tillæres igennem fysisk leg.

Leger dine børn og med hvad ? Og oplever du måske også at dine børns fysiske leg er ved at uddø ?

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina 

(U)hyggelig lyd i mine øre.

(U)hyggelig lyd i mine øre.

Hvis nu vi legede at jeg var sådan en person, som kunne være med i ‘kender du typen’ og der en dag stod nogle livsstilseksperter i min stue, så ville de nok få deres tænkning på. Måske mest over, at mine børn har så sindsyg mange bøger men jeg – jeg har så ganske få skønlitterære bøger stående. Det kan måske skabe det indtryk, at jeg er en person som ikke læser og sandt skal være sandt, det gør jeg ikke pt, istedet lytter jeg, jeg lytter til bøger, rigtig mange bøger igennem Mofibo.

Med koden MORSKABET , nye Mofibo bruger 30 dages gratis adgang.

Årsagen til jeg lytter har jeg skrevet lidt om i dette indlæg. Når jeg lytter er det til lidt af det hele, men den genre jeg gerne vil anmelde og anbefale her, er true crime og det havde livsstilseksperten måske ikke lige set for sig at moren til 3 var stor fan af.

Jeg elsker true crime !

Og det startede nok helt tilbage til dengang jeg så rejseholdet med min familie for fortsat var en bangebuks så jeg løb ud af stuen, eller holdte mig for ørerne og lukkede øjnene, når det hele blev en tand for meget.

I genren true crime, er det ofrene, tilfældigheder – hvor få ting der ofte er skyld i det er den enkelte der bliver et offer. Derudover finder jeg moderne – det der gør en til moder og så hele opklaringsarbejdet. Andre end mig som engang drømte om at blive den nye Sarah Lund eller Anna Pil?

Jeg har i forbindelse med lytningen til gode true crime litteratur lyttet til “På Ofrenes Side” af Anne Birgitte Stürup, “Danske Mordgåder” af Ole Schierbeck og “Liv og Død – En rets mediciner ser alt” af Jørgen Lange Thomsen.

Det er bogen “Liv og Død – En Retsmediciner ser alt” jeg gerne vil gå lidt i dybden med i dette indlæg. For jeg synes virkelig Jørgen Lange Thomsen har skrevet en spændende bog, måske næsten beretning over nogle af de mest makabre og mærkværdige opgaver han har været tilkaldt til i sin mangeårige karriere. Samtidigt formår han, for mig, at tilgå de enkelte sager med etik, der samtidigt understreger hvorfor det er true crime kan bidrage til et samfunds moral. 

Bogen er har en høj detaljegrad, hvilket på mange måder står i tråd med at en retsmediciner jo virkelig arbejder med detaljen. Denne detaljegrad kan dog være ret voldsom og i bogens første sag, måtte jeg lige lægge mit gnavegrønt fra mig, for puha ja – en retsmediciner ser alt -‘på godt og ondt . Bogen indeholder samtidigt en humor og Jørgen Lange Thomsens miljøbeskrivelser skaber en dragende fortælling der gør man hurtigt af aflyttet bogen.

Så hvis du mangler lidt spænding her i den kommende sommervarme, kan “Liv og død – en drabsmediciner ser alt” virkelig anbefales !

Kan du anbefale lidt (u)hyggelig læsning / lytning ?

Kærlig Hilsen Christina