Opkaldet der ændrede alt

Den genkendelige lyd, af lågen ind til gården der smækker, runger som et ekko, de er kørt.
Jeg ligger i gangen. Mit hjerte banker alt for hurtigt, halsen er tæt og det føles som alt lukker sammen, hvilket gør min vejrtrækning mere og mere besværet. Mine tåre blandet sig med snot fra næsen og hovedet dunker. Gulvets rughed, blandet med sandkorn fra sandalsæsonen, kradser imod min kind. Mine ben og arme ryster. Det er som om mine øjne har mistet dets styrke. Farverne i rummet toner sammen og bliver udtydelige. Det føles som om loftet kommer tættere og tættere på. Mine tanker genkalder den foregående aften, putningen, som havde fået det hele til at vælte. Jeg er en elendig mor ! Mørket ruller ind over mig, som en sort tåge, men efter den skyldfølelse, som stadig sidder i mig fra igår, ved jeg nu – det ikke er en mulighed. Jeg må have hjælp !

Min telefon ligger på spisebordet. Mine ben ryster og er ukontrolerbare så jeg kravler ind i spisestuen. Jeg måtte for en fremmet havde lignet en forvokset baby, som næsten havde lært at kravle, dog kun med krydskoordinering af armene. Jeg svinger den ene arm op på bordets overflade og trække telefonen med ned på gulvet. Hvem fanden skal jeg ringe til ?! Jeg sidder lidt og tænker at der ikke er nogen vej tilbage, mine børn fortjener bedre – os selvom det måske bliver en hverdag uden mig. Jeg kender alt for godt til de sager hvor uegnet forældre ødelægger deres børn og jeg føler, at jeg ikke længere har ret til at have mine. Jeg søger på  googel efter nummeret til sundhedsplejerskerne på Frederiksberg.

Jeg ringer bævgerne op mens hånden, som holder telefonen, forbliver rystende. Jeg ligger hånden og hovedet mod det ene bordben for ligesom at fastlåse hånden og mindske den rystelser, den anden hånd har bordet sine negle ind i mine arm, intet andet synes at virke. Telefonen dutter et par gange og så er der en som svare. Hun er sød, hende sundhedsplejersken. Jeg fortæller hende om hvilket forfærdelig mor jeg er. Jeg har råbt at mine børn, sådan helt ukontrolleret, så de blev bange. Sundhedsplejersken lytter, mens jeg fortæller om mit behov for hjælp. Jeg fortjener ikke mine børn, jeg ødelægger dem bare. Samtalen vare længe og hun lytter intens, en gang imellem stiller hun er spørgsmål og efter en god del tid siger hun så: “Christina du er altså ikke nogen dårlig mor, alle kommer til at råbe og at du kan mærke det er over din egen grænse og rækker ud efter hjælp, det er simpelthen så godt…” jeg bryder sammen, for stemmerne inde i hovedet bliver ved med at sige at jeg er en forfærdelig mor, den fortæller mig at jeg burde dø, at verden er bedre uden mig  jeg er uduelig. Jeg er så bange for at miste drenge og omvendt ved jeg de fortjener bedre. Der er stille i røret, sundhedsplejesken forsøger at berolige mig, min gråd er tydelig. Så siger hun det “Christina, jeg tror altså du skal ringe op til lægen og sige hvordan du har det? Kan du selv gøre det eller skal jeg gøre det for dig?”. Jeg har intet sagt om mørket i mig og de sorte tanker, men hun kan tydeligvis hører hvilket sammenbrudt menneske hun taler med. Vi aftaler jeg selv skal ringe og hvis ikke lægen svare, skal jeg ringe igen på et direkte nummer til hende. Jeg ringer til lægen og inden jeg får set mig om, står der en psykiater og en sygeplejerske i min stue.

Det er i dag 2 år siden jeg lavede det opkald. Opkaldet resulteret i at en psykiater anslog jeg havde fået en belastningsreaktion og at min nervesystem derfor var brændt sammen. I månederne forud for den aften, hvor min mentale film knækkede, havde min adfærd ændret sig. Havde jeg dengang taget en stresstest, ville den havde været bragende positiv, men jeg vidste ikke det var stress. Istedet troede jeg at det var MIG, som var et forfærdeligt menneske. Det var ikke mig, men en række symptomer på, at noget var helt galt. Tankemyllerede kredset hele tiden om min gøren og laden og hvor uduelig jeg var, konstante hedeture, svingende humør, nedsat appetit, afbrudt søvn, manglende lyst – os til sex og så det jeg synes var værst… Jeg var blevet en råbemor, hende der konstant var kortluntet og hævet stemmen i tide og utide. Jeg har ellers aldrig brugt en hævet stemme og bullerende adfærd i mit forældreskab. Havde opkaldet til sundhedsplejersken været optaget, kunne enhver med bare den mindste form for psykologisk forståelse høre hvor sort / hvid jeg var i min forståelse af egne adfærd. For i dag ved jeg selvfølgelig godt, at jeg IKKE var nogen dårlig mor, jeg var en kvinde som var helt ude i torvene, ramt af stress og depression, hvis nervesystem brændte sammen og som selv i den sidste time tænkte på mine børns ve og vel. De har altid og vil altid komme først. Derudover kunne jeg ikke se tingene som de var, jeg var ikke relativ i forhold til det der skete, jeg så ALT med lup og i tonet mørkt glas.

Der er ingen tvivl om at det opkald til sundhedsplejersken, det var opkaldet der ændrede alt. Jeg husker stadig min enorme frygt for at bede om hjælp, for dengang tænkte jeg konstant: Hvad nu hvis nogen tager mine børn, når de hører om dette? I dag ved jeg, at mine børn har det bedste mor de kan have, hver evig eneste dag, måske ikke hvert minut – men hver evig eneste dag.

Det er i dag 2 år siden jeg sad under spisebordet i stuen. Der er sket så meget på disse to år, mere end jeg havde ture håbe på, siden den dag hvor min mentale film knækkede. Jeg er i dag enormt taknemmelig over at jeg fik hjælp, da jeg bad om den og at jeg var modig nok til at gøre det, trods alt. Dengang jeg fik konstateret at jeg havde en svær depression, følte jeg virkelig at jeg ramte et nulpunkt. Derudover tuer jeg ikke tro på, at jeg en dag kunne blive raske igen, det er det forfærdelige ved en depression, den kvæler al liv og håb.

Vilmers hjerte banker under mit i dag. I hver af mine hænder har jeg mine to skønne drenge, de drenge som den aften i 2016 mindede mig om, hvorfor jeg skulle forblive til. Selv de dage hvor jeg vakler og har lyst til at “overgive” mig til stress og jag, så kigger jeg på dem, og bliver mindet om at intet betyder noget, hvor jeg igen bliver hende jeg for en kort periode af mit liv var. Det er MIT liv for kort til.

I dag lever jeg efter de erfaringer som jeg har gjort mig, de er mine pejlemærker her i livet og det er dem der gjorder, at jeg for nyligt var i stand til at række hænderne op og sige “Jeg skal stoppe her, ellers kan det jeg føler udvikle sig til noget helt andet og ukontrollerbart”. Jeg har altid, siden jeg blev rask, været bange for jeg ville tillade mig selv, at blive så syg af stress igen, men den dag jeg slog en streg i sandet og sagde “HEY-det her er ikke godt for mig”, der blev et festfyrværkeri udløst inden i mig. Det var nemlig i det øjeblik jeg viste, at en ting er at kæmpe sig ud af depressionen, ophør med antidepressiv medicin og dårlige strategier og leveregler. Noget helt andet er at kunne navigere efter alt det, således at jeg sikre mig selv, i forhold til “tilbagefald”. Der er ingen garantier her i livet, kun de erfaringer vi gør os og den visdom vi vil hente af dem.

Kærlig Hilsen

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når generne går igen – Glædelig Fars dag

Sent, sent om natten
Alene med mig selv
Drømmen om dig
Kan ikke slåes ihjel

Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra, men du gav mig til mor og hun gav mig jo det liv jeg har.

162875_475455166683_7821757_n

6. november 2010, min bryllupsdag.

Jeg kender følelsen, men det er først nu her tredje gang, at jeg har lært at identificere den. De andre gang har den næsten overmandet mig og sendt mit system ud af kurs, men nu ved jeg, hvad der er på spil og på mange måder os hvordan jeg skal håndtere det.

Det er fantastisk vidunderligt, at jeg kan bære og videreføre livet, min mands og min familie. Selvom der som sådan ikke er noget romantisk i alt det praktiske i få børn, så synes jeg grundtanken om, at jeg sammen med det menneske jeg elsker og holder af, kan skabe nyt liv. På mange måder er denne essentielle tanke, en truet enhed, grundet en faldende fertilitet og de mange teknologiske muligheder, for netop at blive forældre på egen hånd. Hermed ikke sagt, at jeg ikke forstår og respektere disse muligheder, tværtimod.

Inde bag ved døren
Der hvor alt kan ske
Venter du, venter du
Meget svær at se

For mit eget vedkommende, har jeg altid haft en god fertilitet og sammen med min mand, har vi haft “held i sprøjten”, hvilket jeg personligt er enormt taknemmelig over. Jeg er stolt, taknemmelig og ja lykkelig over, at kunne bære et liv under mit bankende hjerte og jeg elsker tanken om at Hr. Mand og jeg, sammen, har lavet hvad er bliver tre børn, som er søskende og deler gener, på godt og ondt. Det er mærkeligt det med gener og arv, den arv som jeg på så mange måder ikke har fået socialt og så alligevel.

Min fars død har været en social arv, der på mange måder har præget min psyke i en sårbar retning, men som samtidigt har hærdet mig. Jeg har ellers virkelig kæmpet imod og forsøgt mig som hende der overkom strabadserer i barndommen, indtil jeg blev indhentet i mit voksne liv. I dag ved jeg hvad min fars død har af betydning for mig som menneske – kvinde. Det betyder blandt andet, at jeg føler et stik i hjertet, over følelsen af, at under mit hjerte banker endnu et. Et nyt liv.

 

f80a4091_web

Foto Credit: Fotograf Mia Boserup

Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
I en helt anden tid
Aha aha
Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
Ridder lykke
Tag mig med

Jeg har arvet flere ting fra min far, eksempelvis mit ret skæve tandsæt, et lille rødligt skær i håret og så en masse risikoer grundet alt det min far kæmpede med. Mine børn har os fået noget med fra deres biologiske Morfar. Aksel er pt. Den der har mest med sig. Han er både født med klumpfødder, hvilket er fra min fars side af familien og så er han farveblind, som min far var det. Han er det kun fordi jeg som kvinde bær min fars farveblindhed og denne genfejl kan kun videregives til mine drengebørn. Det er underligt men samtidigt rart, at min far er med mig – når han alligevel ikke er det.

I dag ved jeg på mange måder, hvor magtesløs min far må have følt sig i forhold til tanken om at sætte liv i verden, som han ikke kunne passe på. I dag ved jeg, at min far tændte et lys for mig, da der var aller mørkest og den tak skylder jeg ham. Det gør ondt at vide, at min far på mange måder vil dø med mig. Jeg bær, sammen med min bror, hans efternavn. Dengang jeg ventede Aksel gjorder jeg mig mange overvejelser over om også han skulle bære det. Alligevel så følte jeg et behov for at tegne en streg i sandet. Aksel og Carl ved, at min far døde da jeg var barn og en dag, når tiden er til det, vil jeg fortælle dem om vigtigheden i vi passer på os selv og hinanden. Jeg vil fortælle dem om livet skal leves og aldrig selv må vælges fra, ligemeget hvor mørkt der kan blive. Jeg vil fortælle dem om muligheden for at kæmpe, mulighederne som min far ikke havde og jeg vil fortælle dem om manden som min mor forelskede sig i, som en dag blev rigtig rigtig syg. Jeg vil fortælle om, at ingen mennesker, som har en psykisk lidelse er onde, men at der kan være noget inde i dem, som er blevet sygt og når det bliver sygt, så kan man som menneske blive magtesløs og ødelagt i sådan en grad at det findes umuligt at komme på fode igen.

Vejene jeg følger
Ender altid blindt
Men stjernerne
Ser jeg no’ngang’ tilsidst

En dag vil jeg vise dem, den grav, jeg så tit har stået ved igennem hele mit liv. Nogen gange legede jeg med perlestene, mens min mor lagde en krans, andre gange kiggede jeg min farmor over skulderen imens hun luet ud.. da tiden ville det og jeg var klar, har jeg siddet ved hans grav, jeg har grædt, skældt ud og savnet. Jeg har savnet den mand, som var med til at bringe mig til verden. Manden som på så mange måder gav mig til min mor.

Står du bag ved døren
Der aldrig åbnes helt
Hvor er du, hvor er du
Du er så svær at se

I dag bæger jeg hans barnebarn, hans 5 barnebarn. De er alle sønner, alle med en arv, krøller i håret og et glimt i øjet, som jeg kan kende fra de hvidsorte billeder og de vil en dag få fortællingen om manden som købte en kæmpe vaffelis til min mor. De vi få fortællingen om manden som sidder i skyerne og som jeg en dag, når tiden er til det, vil gå en lang tur med… og tale om alt det der var, alt det der blev og som for evigt vil være, nemlig vores slægt.

Jeg ønsker dig en glædelig fars dag, imorgen .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

1-2-3?

blue-number-3-supershape-foil-balloon-34-inches-86cm-product-image
Carl kom til verden en lørdag, efter en hel uge med koblede veer, som i sidste ende var penge i banken, hårdt optjente penge.

Efter to dage på barselsgangen, tjekkede Carl og Jeg ud og kunne sammen med med Aksel og Hr. Mand begynde vores lille familieliv, som en familie på fire. Forud for Carls fødsel, havde Hr. mand og Jeg lavet et kæmpe forarbejde. Vi havde snakket med Aksel om lillebror Carl i maven, vi have læst op på diverse søskende pædagogiske teorier og købt en storebrorgave mm. Vi havde derudover indstillet os på minimal søvn, en reaktion fra Aksels side og ja fyldt fryseren med en masse gryderetter. Vi havde på alle måder forsøgt at skabe de bedste rammer for Carls ankomst til verden.

Hvad vi ikke kunne have forberedt os på, var det der skete kort efter Carls fødsel. Under min graviditet med Carl kom de snigende, tankerne om “dette er sidste gang”, de kunne simpelthen ikke bundfælle sig. Så en formiddag mens Carl lå og sov i hans lift og Hr. Mand fortsat var på hans 14 dages obligatoriske barsel, tog vi snakken. Var dette virkelig den sidste gang vi skulle blive forældre. Carl lå der, sovende, mæt og tryg og Aksel var glad som dagen var lang. I det øjeblik aftalte vi, igennem en følelsesladet snak om værdier, kærligheden til hinanden, livet og ønsker for fremtiden, at vi, hvis tiden, biologien, kærligheden, overskuddet ville det, så skulle vores familie være udgjort af endnu en lille en.

1888762_10152281674466684_785633683_n

For mig er det svært at bruge ord som endnu en, mere osv. For i min optik, er hvert et lille væsen unikt og elsket og derfor er hvert enkelt lille barn aldrig bare “endnu” en. Det er en ære at må være gravid. At vente sig og blive nogens mor, os selvom graviditeten kan være hård, lang og til tider uudholdelig. Jeg nyder som sådan ikke en graviditet, jeg elsker at føde, mærke de små spark og så er jeg taknemlig over at må være og kunne blive gravid. Resten – NOT so much. Jeg bliver aldrig hende den yndefulde kvinde med en lille vandmelon på maven og perfekt glæde. Jeg bliver den altid tissetrængende, prustende, stønnende, følelsesmæssige pendulerende kvinde, med en krop der tager vand ind som en grydesvamp og bryster der er alt for tidligt lækkende. Det er mig, mig som oplever hvordan min krops stofskifte ændre sig og gør skummemælk til fløde og sådan er det for mig. Jeg er skabt til at være gravid, føde store sunde drenge og det er bare sådan det nu engang er.

Tankerne om at blive Mor til 3, har vokset ganske stille og roligt de sidste mange år. Dog har flere vigtige parameter været indflydelsesrige på om hvornår tiden måske kunne være. Udover Hr. Mands og mit forhold, almen sundhed, økonomi, så har særligt Carls alder været vigtig at tage højde for. Det har vi ihverfalde fundet vigtigt. Af samme årsag til der er knap 3 år imellem Aksel og Carl, så ønskede vi at anderkende vores egen lille families overskud og ikke mindst sikre at Carl havde tid til at udvikle hans person og få lidt af alt det, som vi ønskede at give ham med. Nu lyder det jo lidt som om,  jeg tror man stopper med at være en del af ens barns udvikling, det tror jeg bestemt ikke. Det er bare forskelligt hvordan ens syn på børns udvikling og særligt eget overskud er. Jeg har aldrig drømt om pseudotvillinger men hvad andre gør og tænker er deres sag, det hele handler jo om ens egen grundværdi og tankegang og at andre så har respekt og udviser dennne. Vi har mødt folk som siger vi “nu slås hjem som ludobrikker” fordi vi starter “forfra”, da Aksel er 7,5 og Carl knap 5, når Vilmer kommer til verden og omvendt har vi mødt dem med 2-3 blebørn som siger det modsatte. Jeg tror det handler om langt mere end mine fattige ord kan beskrive, men vigtigst af alt gælder det om at gør det man i ens parforhold og selv føler er rigtigt og vigtigst af alt, er det jo ikke altid op til en selv, men moder natur. Overordnet ved jeg hvad jeg kan og ikke kan som menneske og hvornår jeg blomstre og hvad det kan tærre på min glød og det forsøger jeg at handle efter, det mener jeg, gavner mig selv og mine medmennesker bedst muligt.

Allerede for et lille års tid siden kunne jeg mærke mit biologiske ur røre på sig, den der skrukhed. Den kommer lidt i nye klæder når man allerede en gang har stået med nettrusser og isbind. Så er det hele lidt mere “realistisk” og på lange måder ved man hvad “pakken” indebære. Det tror jeg os er ret vigtigt, når nu man tænker at ens familie skal beriges med et lille barn – om det så er nr. 1-2 eller 3… måske 4, men vi stopper dog her.

Det har på mange måder været ret let at tage beslutningen om familieforøgelsens og så har der alligevel været en kæmpe faktor, som har betydet meget for mig, nemlig min tidligere stressbetinget depression, som jeg for nyligt har skrevet om og som du kan læse her. Overvejelserne har som tidligere skrevet os gået sig på de helt praktiske områder, som økonomi, plads, tid og så har jeg kigget mig selv i spejlet og spurgt: “Har jeg mere at give? – Kan jeg rumme, elske og forblive tro mod mig selv?” Svaret har været ja og min antagelse er, at det jo ikke er kærligheden, nærheden og overskuddet, det er al logistikken omkring det at have 3 børn. Tænker her min evige behov for struktur og systemer vil komme mig til gode og så den grundantagelse, at vi må tage det hele som det kommer. Livet er hvad man gør det til og det samme er en tivolitur med to eller tre drenge. Det rør mig ikke at lege “ladcyklen er ladet med 6 børn” eller sende Hr. Mand på dødsdruk i ny og næh for det handler om at vi alle skal være der.

f80a4167_web

Credit. Fotograf Mia Boserup

Med Vilmer der nu sparker løs i min mave og to drenge der den ene dag er de bedste venner og den næste kan vi under morgenmaden, allerede mærke at de skal adskilles, hvis ikke vi skal opleve et barnemord, så tænker jeg da nogengange “har jeg virkelig signet op for det der”, alligevel ved jeg hvilket gave der venter os alle og derfor elsker jeg alt ved tanken om at jeg til oktober bliver mor til tre.

Tre helt vidunderlige drenge, Aksel, Carl & Vilmer

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bagom tallets betydning

img_0350

Flashback
De hvide kuverter, deles efter navn, rundt i lokalet. Da brevet endelig er i mine hænder, tøver jeg lidt med at åbne. Jeg kan allerede høre at nogle af de andre, er i fuld gang med at proklamere hvilken bedømmelser de har fået. Diskret lader jeg blikket glide rundt i klasseværelset og jeg hurtigt konstatere, at alle åbner deres breve. Selv har jeg mest lyst til at vente, til jeg kommer hjem og er alene. 

Klumpen i halsen vokser og mine fingres fugt kan sætte mærker på kuverten. Med en negle løsnes limen og jeg fisker så papiret op. Min sidekammerat kigger mig over skulderen og siger så “Jeg har kun fået 8 i engelsk!”… mine øjne finder faget engelsk og der er både et 6 og 7 tal. Syv i mundtligt og 6 skriftligt. Jeg kan allerede mærke det lille pust, som aktiviteter mine tårekanaler, men jeg irettesætter hurtigt mig selv. Der er mange 6-taller, men i mundtligt dansk står det 10. Jeg elsker dansk, nok mere end en hver anden 7. Klasses elev gør det. Det er måske ikke så underligt, at jeg nogle år senere søger ind på lærerseminaret og læser til dansklærer.
På trods af jeg er delvis ordblind.

Jeg havde fagligt, ikke den bedste tid i folkeskolen. Karakteren lå ofte i bunden af skalaen og mine mangle evner til at stave og forstå grammatikken spøgte i næsten alle fag. Jeg glemmer aldrig et møde i 8. klasse, hvor jeg knækkes af den fremvoksende evalueringstendens. Jeg kunne jo virkelig intet, det viste alle karakterne jo. Der fangende min klasselærer Jens mig og sagde: ”Nej du får måske ikke de højeste karakter Christina, men du kan noget der er langt vigtigere, du kan tale din sag. Ingen kan bruge en der kun kan få 12 som ikke formår at fremlægge sine projekter.” Hans oversættelse af mit sølle krakterblad hjalp mig på vej, samtidigt med at min dansklærer begyndte at give mig to karakter, en for indhold og en anden for retstavning. Jeg kunne jo noget med ord og lysten til dette måtte ikke slås ihjel. Jeg skylder helt klart de to lærer fra folkeskolen en stor tak, de formåede, sammen med en række andre folkeskolelærer at give mig en tro på jeg godt kunne, hvis jeg ville det.

Udover min tenderende ordblindhed, så var til tider svært at hente hjælp til lektierne hjemme og mit hoved var mildest talt optaget af helt andre ting. Derfor var det heller ikke helt tilfældigt, da min klasselærer nogle år senere anbefalede mig at droppe den almene STX, da dets kendte sociale liv, kunne knuse en person som mig, dels grundet den modenhed jeg nu engang havde og fordi min motivation kunne være svær at opretholde i mængden af øl, fester og andet lir. Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at følge hans anbefaling og søge ind på Frederiksberg HF-kursus. Det var der jeg fandt mit faglige jeg og med flere 12 taller end jeg efterhånden kan huske, fik jeg en god studentereksamen. Det var os der jeg lærte Hr. Mand at kende, det var der jeg forelskede mig for livet. Min tid på HF, mellem de mange andre, lidt ældre studerende, lærte mig at stå på egne ben. Jeg lærte at jeg faktisk var “klog” nok og at jeg kunne noget, til trods for lidt hårde knubs i ny og næh. Det tog jeg med mig videre på seminaret. Drømmen var ellers at læse psykologi, men så god var min studentereksamen desværre ikke og jeg undersøgte derfor hvordan jeg kunne gå andre veje og derigennem nærme mig det som kunne være adgangsgivende for de karrieremæssige spor, jeg fandt tiltagende. I lang tid tænkte jeg lærergerningen var mit kald og det tror jeg nu os stadig den skal være, men i andre klæder, end dem den almene folkeskole er iført. Efter lærerseminaret, som jeg ligeledes afsluttet på fornuftigt vis, med Aksel på hoften, Carl i maven og en række 12 taller, besluttede jeg mig for at tage en tænkepause.

Det var en pause, der skulle give mig tid til at samle mod, så jeg en dag ville søge ind på mit drømmekandidatstudie. En kær veninde, Gitte, som i dag er i gang med at specialisere sig som læge, blev min opbakning og inspirationskilde. Min store tvivl gik sig på, om en til tider skriftlig ordblind tosse, virkelig kunne læse en kandidat og på et højt niveau. Jeg har aldrig ønsket “bare” at slæbe mig igennem. Jeg vil kunne det jeg skal og helst mere end det. Min veninde fik mig overbevist og jeg var en af de få, som blev optaget på årgangen 2015 pædagogisk sociologi, ved Århus Universitet. Jeg havde forberedt mig godt og alligevel følte jeg mig slået lidt ud af kurs. Det gjorder resten af mit hold os, så jeg lagde ikke de store bekymringer i dette og valgte i stedet at knokle på. Det betalte sig med gode karakter og i sidste ende os en ordentligt omgang stress, som jeg ignorerede. Det brød stressen sig faktisk ikke om, måske var det mere min krop og psyke, så den reagerede ved at en depression i ro og mag voksede sig stor og stærk i mit indre. En dag væltede det hele og belastningsreaktionen var ikke til at tage fejl af. Det kostede dyrt på selvværdskonoten at tjekke ind på en psykiatrisk afdeling og få diagnosen svær depression. Dengang overvejede jeg virkelig, om jeg nu bare skulle droppe ud fra studiet eller acceptere en sygemelding på ubestemt tid. Jeg fandt heldigvis min egne vej. Det var ikke let og det kostede os nogle uforstående veninder, en del tåre og en masse angstanfald, men det lykkes. Uden at gå på kompromis af min reccovery proces, familie og vigtigst af alt mig selv. D. 18 januar 2017 gik jeg angst præget ind i et eksamens lokale, velvidende om at jeg havde lagt mit tidligere studerende jeg på hylde og at jeg nu var langt mere påpasselig i forhold til mig selv. Da jeg forlod lokalet var det med et stor 12 tal og en masse tåre og en følelse af at jeg havde rejst mig fra depressionens mørke, uden at gå på et kompromis med mit indre.

img_0354

Vi har i specialet lavet en genealogisk undersøgelse, at udsatte boligområder, med udgangspunkt i Bellahøjhusene, i Brønshøj, København.

I går modtog jeg beskeden om, at vores, min kære specialemakker og jegs, speciale er bestået og vi er færdiguddannet. Derved har vi nu, en kandidat i pædagogisk sociologi og jeg kan kalde mig for Cand. Pæd Soc. Jeg forstår jeg det ikke helt. Grundet alt det, som skete under slutspurten, hertil risikovurderingen af Vilmer, valgte jeg at være tilfreds med blog at have afleveret. Det var i sig selv en kæmpe bedrift og jeg har været utrolig stolt af at have afslutte noget, som virkelig har krævet nerver at stål at gennemføre.

Siden aflevering, har jeg gjort mig mange tanker om den forestående bedømmelse og da det ikke længere er muligt at forsvare specialet mundtligt, grundet besparelser, så stod og faldt det hele med vores skriftlige produkt, vores undersøgelse, vores speciale. Jeg elsker mundtlige eksamener og har altid set dem til min fordel. Det er virkelig der jeg brænder igennem. Derfor har jeg frygtet, at producere en skriftlig fremstilling af en undersøgelse, mest af alt fordi jeg stadig husker karakkerne fra indholdet og retstavningen, tilbage fra folkeskolen.

Jeg har ikke helt vidst hvad jeg skulle forvente, hvad jeg kunne tillade mig at forvente. Vores vejleder har lige ud sagt, at det hele kan stå og falde med censoren. Det er aldrig til at vide hvilket støvet fætter man kan rende ind i, som måske forstår akademisk fremstilling, på en mere traditionel måde end sådan to unge københavner kvinder. Helt unge er vi faktisk ikke og jeg mener forsat, at vi har fat i den lange ende. Vi havde dog en klar forventning, inden vi startede ud med at lave vores undersøgelse. Vi ville ikke spille sikkert. Vi ville ikke nøjes med at lave en “lille” undersøgelse. Undervejs i vores uddannelse, har vi gang på gang fået anbefalingen, at vi som studerende måtte omtænke specialet, grundet de nedskæringer der er blevet lavet på området. Jeg har stadig ikke forståelse for, at en uddannelse som på mange måder skal munde ud i et speciale, altså en stor omfattende undersøgelse, som den studerende på egen hånd skal udarbejde, pludselig skulle neddysses. Jeg tænker – at hvis ikke i specialet, hvornår så? Hvornår får man som ellers den mulighed igen? (En lille stemme i mit indre hvisker “Ved PHD’en”). Min specialemakker og jeg, har derfor valgt at gå all in, vi har satset al vores faglighed på at lave en undersøgelse, som selv de helt “store”, får hug for at give sig i kast med. Vi valgte at lave en genealogisk analyse, altså ville vi gøre brug af sociologiens berygtede analysestrategier.

Da vi for første gang sad til vejledning, bad jeg vejlederen om at berede sig på, at vi ville presses til det yderste. At vi ikke ville nøjes. Vores vejleder påpegede vores analysestrategi, som uhyrlig svær at mestre og hun forsøgte da os for en kort stund, at sælge os en “mindre” udgave. Vi har dog ikke ville gå på kompromis. Det var nu eller aldrig, enten kunne vi være gale eller geniale.

I går kom bedømmelsen så, både censor og vejleder har tydeligvis kunne se hvor vi ville hen og vi fik derfor en virkelig flot karakter. Havde det været en mundtlig eksame, var jeg med sikkerhed begyndt at tude og sige TAK, selvom det jo KUN er min makker og mig selv, der kan takkes. I vores forord takker vi selvfølgelig baglandet og vores vejleder, samt de frivillige vi er stødt ind i på de små lokale arkiver hist og her. Jeg har lært en masse om sociologiske teori, pædagogiske strategier, som studieordningen forskriver det. Men jeg har os lært noget som på mange måder er langt vigtigere, for mig som menneske. Jeg har lært mig selv at kende og jeg ved i dag hvilken sand værdi der skal hentes i at aflevere en så stor opgave, som et speciale nu engang er. Jeg lærte endelig, at jeg er mere end god nok fagligt, til trods for mine til tider mange stavefejl og jeg lærte, at lige meget hvad, er en karakter aldrig en vurdering af MIG som person, men af et produkt, jeg har fremstillet indenfor et system, som ikke altid er helt let at finde rundt i.

img_0302

I går aftes skålede jeg i alkoholfrie bobler og jeg græd en tåre i lettelse. Min makker fik en ekstra kramer, for vi gjorder det. Vi gjorder det virkelig, på trods af alt andet. Jeg tænker dog lidt, at skulle jeg en dag skrive en PHD, må jeg nok hellere tegne livsforsikring på alle omkring mig. Omvendt er det måske lige præcis det sindsyge pres der gør, at jeg vælger at ligge alle kræfter i, sætte hårdt mod hårdt.

For de, som måtte finde det intressant, ja så fik vores speciale bedømmelsen 10 og vi glæder os nu til at arbejde videre med den viden vi har fremanalyseret, på baggrund af vores undersøgelse. 

Der er helt klart store armbevægelser i dette indlæg og det har virkelig taget mig flere år at lærer, at det er helt okay, særligt hvis man faktisk har grund til at lave dem.

Tusind tak fordi du læste med !

Kærlig hilsen Christina Cand. Pæd. Soc.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Genbrugs Baby

Jeg ELSKER genbrug.
Der er mange forskellige dele af genbruget, som tiltaler mig og tror alt efter hvilken værdi eller fokus man har i højsædet derhjemme, kan en eller flere ting tale for, at genbrug er sagen.

Der er det grønne perspektiv. Ved at købe brugt, mindskes ens eget forbrug og til dels den masseproduktion, som finder sted i verden. Når vi genbruger tøj, er mange af de overskydende kemikalier, som sidder i tøjet udvasket og det er da os en faktor der tæller. Når vi køber brugt, kan vi på mange måder, være langt mere personlige i vores stil og udtryk, hvad enten det drejer sig om tøj og bolig fund. På et loppemarked finder vi sjældent 10 af den samme kjole, sådan som det foregår i butikkerne og derved er vi langt mere individualiserede, når vi genbruger. Der er selvfølgelig os det økonomiske aspekt. Jeg skal med hånden på hjertet, være ærlig og sige, at de første gang jeg købte brugt, så var det for at spare penge, rigtig mange endda. Som flere af jer nok ved, har jeg lige læst en kandidat, derved har jeg være på SU og endda mor på SU. Det kan i min optik sagtens lade sig gøre, hvis man enten har et pengetræ i baghaven, går ned på kvalitet eller forsøger at købe ting brugt. I dag kan jeg finde brugt regntøj, med vandtryksøjle på 45.000, til samme pris som Føtex’s regntøj med en tryk på kun 5.000 (Ingen kritik af diverse supermarkeders produkter), men nogen gange må vi erkende der er forskel på beklædnings deles funktioner, alt efter hvilket materiale det er lavet af og dets pris.

Genbrugshaj – Køb og Salg
I dag er jeg det, man kan kalde habil genbrugshaj, som nyder godt af alle de mange fordele der er ved genbrug. Jeg har dog ikke altid fundet det lige nemt at begå mig i genbrugsjunglen, særligt ikke hvis der skulle pruttes om prisen. Efter at have været standejer på et loppemarked et par gange og lyttet med hos naboen, føler jeg endelig at have afluret en god sælger og køber stil.

Generelt har jeg det sådan med salg af mine egne brugte ting, at når de ikke længere bruges, har de ingen værdi. Da vore økonomiske personlige kredsløb på matriklen er bundet op på køb og salg modellen. Sælger jeg ofte det som vi ikke længere bruger. Nogen gange bytter jeg eller giver det væk og det som jeg ikke finder salgbart eller overskud til at sælge, det donere jeg til organisationer og genbrugsbutikker heraf ofte Mødrehjælpen.

Jeg synes Mødrehjælpen er et genialt koncept. Helt fra den lokale afdeling til det politiske organ, som mødrehjælpen også er. Forleden købte jeg 6 uldbodyer til Vilmer for 35 kr. stk’et og udover at kunne krydse endnu en ting af “ting jeg mangler” – listen støttede jeg en virkelig god organisation.

Sælger:
Når jeg sælger online, sætter jeg derfor os mine ting til en lav pris eller mindsteprisen. I ny og næh giver jeg mængderabat. På den måde oplever jeg at få solgt mine vare hurtigt og ikke mindst gøre, at køber føler der har været en fair handel i gang. Ingen gider at betale overpris, hverken når det gælder nyt eller brugt

Køber:
Når jeg køber, så er jeg lidt en anden type. Ofte føler jeg genbrugsprisen er rigtig høj, fordi der for nogen er gået en forretning i at købe dyre ting, for at sælge dem brugt igen. Nogen køber dyre ting for i sidste ende kun have betalt 25% af prisen. Derfor undersøger jeg ofte hvad den gennemsnitlige genbrugspris ca. er. Det er jo ALTID fedt at købe noget som ingen brugsspor har eller afhjælpe nogen med et fejlkøb. Omvendt er det virkelig irriterende at skulle betale en “overpris” for en brugt vare.

Et godt eksempel, er den barnevogn vi har købt til Vilmer. Vi har købt en Big Star Suprême med S stel fra Emmaljunga. Faktisk er det samme model, som vi havde til Carl. Desværre blev den stjålet. Brugtprisen ligger ca. På 5500-6500 kr. Alt efter stand og geografisk placering. Min erfaring er, at ALT er billigere i Jylland. Jeg havde desværre ikke mulighed for at købe og hente en vogn hjem fra Jylland og da de vogne som blev solgt i Storkøbenhavn, var relativt brugte, uden garanti og med alt for høj genslagsprism måtte jeg erkende vi skulle købe denne dyre men enorm vigtige ting fra ny. Det er vurderet ud fra vores behov. Vi holdte derfor godt øje med diverse forhandler og da en butik havde åbningsfest og masser af tilbud, slog vi til. Vi fik en ny vogn til 6999 kr.

15855

Lige denne investering synes jeg er rigtig god, da vi samtidig får garanti og service og yderligere en kvittering, hvis nu lynet skulle slå ned to gange og nogen igen bliver langfingret. Barnevognen til Vilmer, er faktisk en af de få ting der er købt fra nyt. Resten er købt brugt og der er virkelig gået sport i at gøre det så godt og billigt som muligt. Jeg tænker nemlig ikke nødvendigvis at man går ned på kvalitet, bare fordi det er købt brugt.

Genbrugs fif
Mit helt store køber fif er, at hvis man vurdere prisen på en vare er for høj, så kan man byde under den oprindelige pris man vil give, således af der er lidt at handle af.
Eksempel: Varen koster 475 kr. og du synes kun den er 375 kr. værd. Så byder du under og forklare evt. din vurderings grundlag, på en respektfuld måde. Sælger kan så enten møde dig i dit argument og finde dit underbud for lavt og forslå en ny pris eller spørger dig om du ikke vil byde højere, da første bud er for lavt.

Generel mener jeg vi skal tilgå hendes med respekt, særligt når vi handler, MEN en handel er nu engang en meningsudveksling og det skal man være forberedt på, det gælder både for køber og sælger.

Mine ynglings steder, at shoppe genbrug :

Børneloppen i Valby.
Børneloppen er i mine øjne et genialt koncept, for både sælger og køber. På mange måder er butikken som et overdækket loppe/supermarked KUN med børne ting. Der er altid en enorm god chance for at gøre gode fund og at besparelsen er god. Konceptet er udviklet at to enorm seje mødre og det kan mærkes. De kender om nogen til forældres behov og i al fra udsmykning, indretning af legerum osv. så er disse behov indtænkt.

Børneloppens hjemmeside, kan man søge på bestemte varegrupper, mærker og produkter og derved se om lige præcis det man søger er hjemme.

Mine fif til at besøge Børneloppen er følgende:

  1. Husk IKEA posen
    – Jeg ved godt du sikkert  tænker at du kun skal købe 3 ting MEN vi ved vis alle hvordan det ender.
  2. Forbered dig hjemmefra
    – Hvad skal du købe, hvad er Nice to have og Need to have?
    Butikken er fyldt med masser af lækre sager og for at det ikke bliver uoverskueligt, kan det hjælpe at møde de mange vare med et indre overblik over ens egne behov
  3. Hav god tid.
img_9749

Vilmers sengetøj fra petit legarth, lavet med liberty stof er fundet helt nyt hos Børneloppen. Ny prisen er 599, brugt pris 150 kr.

Jeg kommer altid gerne alene, men på et tidspunkt skal jeg gå imellem reolerne med en barnevogn og det er der heldigvis os plads til. Igen – butikken er lavet af mødre, til andre forældre.
Har man større børn med, kan de være i det lækre legerum med masser af tumlemøbler, mens du shopper løs.

 Mødrehjælpen
Som tidligere nævnt, har jeg enorm stor kærlighed til organisationen Mødrehjælpen,  fra de frivillige i de lokale afdelinger og til organisationerne politiske organ og tilbud til dem der måtte have brug for dem. Man kan her donere sine børns aflagte tøj og skulle det have en plet mm, som butikken ikke selv vil sælge, så samles alt det nusset tøj og sendes til udlandet, hvor der er mere brug for det, eksempelvis i en flygtningelejre mm.

Du kan finde din lokale afdeling, læse mere om Mødrehjælpens tilbud eller støtte organisationen på Mødrehjælpens Hjemmeside.

Reshopper
Reshopper er en app for køber og sælger. Her kan man operette sine vare i en stand og andre kan klikke sig ind på disse vare. Appen er konstant under udvikling og i dag kan man som køber søge efter det man mangler. Det gør, at man kan være enorm målrettet omkring et specifik mærke, produkt osv.

Som sælger synes jer appen er god men enorm tidskrævende og derfor hælder jeg langt mere til at man booker en stand evt. Hos Børneloppen og for skudt det hele af på kort intensiv tid.

Som køber bruger jeg ofte app’en til at tjekke genbrugspriserne og derved får jeg en bedre fornemmelse for hvad den enkelte vare ca. skal koste.

Hvad køber du?
Jeg bliver ofte spurgt om hvad jeg køber brugt?
Svaret er ikke ALT, tværtimod.

Aksel er i dag 7 år og bruger str. 134 i tøj. Det er generelt rigtig svært at finde brugt tøj til hans aldersgruppe, som er velholdt. Simpelthen fordi børn i str. 134 ikke vokser i samme tempo som en i str. 56 og de derfor bruger tøjet meget længere. Af samme årsag bruger jeg ofte lidt flere penge på hans tøj, da jeg ved at hans tøj kan arves videre til Carl og i nogen tilfælde Vilmer. Særligt Aksels overtøj købes for nyt, dog helst når en butik holder udsalg eller en webshop outlet. Vilmers garderobe mm, består primært kun af genbrugsfund. Jeg har endnu ikke købt noget nyt tøj til ham og tror heller ikke jeg kommer til det. Jeg har ikke et behov for at hans første sæt tøj skal være helt nyt.

Af princip køber jeg ikke fodtøj brugt, medmindre det er sekundært fodtøj, så som badesko, fodboldstøvler eller crocs, som kun skal bruges ganske få gange. Andre folks fejlkøb tæller selvfølgelig ikke med og jeg vil altid anbefale at man tjekker om den sandal man har set sig lun på, kunne være til salg, uden at have været brugt. Ellers køber jeg gerne alt beklædning brugt. Så længe det fortsat er pænt og i god stand.

Derudover forsøger jeg at have en indre liste for sæsoner mm. og på mange måder altid være på forkant. Dette gælder særligt pakkekaldender gaver, fastelavns kostumer og overtøj til sæsonen efter den der følger. Hvis man køber en vinterjakke i foråret er den ofte billigere end i efteråret, grundet udbud og efterspørgsel princippet os gælder når det kommer til at shoppe brugt.

 Jeg håber du kunne bruge mine genbrugs fif’s

Rigtig god weekend.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet