Et farvel til sutten

fullsizerender-8

I det øjeblik Carl dækkede sine øjne, med hans små hænder, der besluttede jeg mig for at det her indlæg skulle skrives. Det tog mig et split sekund også skubbede jeg tankerne til side. Hans suttestop handlede ikke om mig, men udelukkende om Ham, om Carl og hans sorg over at miste sin sut.

Mine erfaringer med et suttestop, er ikke de store. Det er de ikke, på trods af at jeg er mor til to drenge, som begge har brugt sut. De har endda brugt selv samme mærke, nemlig Philips Avent sutter. Her er bestemt intet ønske om skjult reklame og indlægget er heller ikke lavet i samarbejde med andre, end mig selv og min dårlige samvittighed. Efter det her suttestop, er jeg næsten ude i at opfordre alle sutteproducenter i at sætte billeder af grædende børn på æsken. Billeder der skal fungere som advarsels om det store afsavn som barnet kan opleve, når det en dag skal stoppe med at bruge sut. Tænker dog alligevel at det er lidt som med rygere, det er ikke et billede eller store fede bogstaver, som afholder en fra at gøre noget, som føles så rart og godt på et bestemt tidspunkt.

Det første suttestop
Aksels suttestop var utrolig dramatisk og husker hver lille bitte detalje fra dagen, hvor han stoppede med at bruge sut. Det var nemlig ikke planlagt, langt fra. En lang historie kort, så var Aksel blevet storebror kort forinden har stoppede med at bruge sut. Fordi han nu var blevet storebror, så ville vi ikke bryde mere op i hans normalitetsforståelse ved også at smide et suttestop på banen. I tilfælde af, at der er nogen læsere med, som står med børn der snart skal smide sutten, så er det en af ”hovedreglerne” eller anbefalingerne i et suttestop. Der skal være plads og tid til det og helst ikke ske for meget omkring barnet når et suttestop skal finde sted.

Da Aksel lige var blevet storebror til Carl, som har hovedrollen i dette indlæg, så ville vi gerne vente lidt med et suttestop, til trods for Aksel så ville være lidt over 3 år før han stoppede. Børnetandlæger anbefaler, at hvis et barn bruger sut, at den så smides inden barnet er 3 år. Dette er grundet risikoen for skader på tandsættet og som derigennem kan forsager et krydsbyd, overbid osv. En morgen da jeg skal aflevere Aksel sker der det at han falder i børnehaven og slår 2 tænder op og en ud. Der er blod alle vegne og 1-2-3 sidder vi i en taxa påvej til en børnetandlæge, som skal se på skaden. Hurtigt konkludere tandlægen, at Aksel har mistet en tand og ja slået to andre halvt og helt op i tandkødet. Derudover er 2 andre tænder løse og som et ekstra traume ovenpå styrtet, så er beskeden at barnet ikke må bruge sut pr. dags dato, da de løse tænder i så fald skubbes yderligere løse og kan tabes eller rykke sig fri af roden og dermed dør. Det var så at sige noget rigtig møg. At stå med en forslået lille dreng også ikke engang at kunne trøste med hans sut og masser af nus. Vi valgte at bruge dagen på at gøre det til en ”suttestop-dag”, frem for dagen hvor det forfærdelig skete, som gjorder der kom meget blod. Aksels suttestop var fint, hyggeligt, fyldt med stolthed og forkælelse og uden store afskedsscener. Han ytret på intet tidspunkt et stort afsavn til sutten og den eneste reaktion på suttestoppet var, at han lige skulle nusses 5 minutter længere da han skulle sove, selv samme aften hvor sutten var smidt. Derfor tænkte vi at metoden var gylden og derfor ville vi genbruge den, minus det med opslået / udslået tænder selvfølgelig.

img_7375

Carls suttestop, forberedelsen
Det hele startede tilbage i november måned. Carl fylder 3 år d. 18 januar 2017 og spørgsmålet var om sutterne skulle sendes til julemanden eller over på suttetræet i Frederiksberg Have. Carl elsker julemanden, så det havde på mange måder været oplagt. Det var vores december måned dog ikke og heller ikke de sidste uger op til. Programmet var simpelthen for fyldt og ærlig snak er, at vi mente det ville være en tand for meget også at smide et suttestop ind. Derfor besluttede vi at juleferien kunne afsluttes med suttestoppede, således at vi den 2. Januar holdte vores sidste feriedag og kunne hygger og gøre det som vi mener skal til, når man stopper med så stor en ting, nemlig at bruge sut.

Vi snakkede ganske lidt om det der med suttestop, suttetræet og hvad det betød når man stoppede med at bruge sut. Carl og jeg besøgte helt uformelt suttetræet i december måned og bagefter var Carl helt klar på at hans sutter skulle på suttetræet. Betydningen af at den så skulle hænge der, den forstod han ikke. Som optakt til suttestoppede, begyndte vi at udfase sutten og derigennem gøre at den fyldte mindst muligt i hverdagen. Jeg ved godt børn er forskellige og det samme gælder for deres forældre. Nogle elsker Lola, psykologiske børneartikler, anbefalinger mm. og andre vil bare gerne kører deres helt eget løb uden indblanding af andres anbefalinger. Personligt tror jeg at man som forældre kommer langt med sin mavefornemmelse og at den så kan guides efter tidligere erfaring, som kan hentes af andre medmødre og fædre eller de såkaldte eksperter. Jeg er personligt forskertypen. Typen som samler en masse forudgående teori, om det jeg nu skal til at arbejde med i mit forældreskab. Så kigger jeg godt og grundigt på mit barn, familielivet og mit eget moderskab og dernæst udplukker og tilpasser jeg det som findes passende til den givende situation og det enkelte barn.

img_7835

Carl elsker piktogrammer, det genkendelige. Han er glad for når jeg tegner og fortæller en historie, så jeg besluttet mig for at tegne hans suttestop eller retter sagt programmet for suttestoppet. Vi havde sammen, Hr. Mand og Jeg, aftalt at dagen skulle handle om at gøre Carl så tryg som mulig, favne alle de følelser han nu måtte komme med og så have tillid til vores beslutning. Tegning viste programmet for suttetstoppet. Carl fik tegningen vist aften før suttestoppet og sammen havde vi en snak om hvad der skulle ske og hvordan. Det skal her nævnes, at vi op til og siden besøget ved suttetræet i december måned, i nu og næh havde snakket om suttestoppet i abstrakt form og uden det blev fremsagt “Lige om snart skal du stoppe med sut” men mere som ”at når børn stoppede med at bruge sut så hængte de dem på suttetræet og får en gave” eller ”når man er 3 år kan tænderne ikke tåle at man bruger sut mere”. Tanken var, at vi på suttestop-dagen, efter morgenmaden, i stille og roligt tempo, skulle gøre os klar til turen over til suttetræet. Det skulle ske i flere små steps.

img_7848

Første fase var at finde alle sutterne, den egentlige suttejagt. Husk for Guds skyld at få alle sutter med hjem fra institution og op af tasker og andre gemmer. Da alle sutterne var fundet, skulle Carl vælge et bånd sutterne skulle bindes fast på. Han valgte er guld bånd også blev alle sutterne pænt bundet på båndet. De skulle selvfølgelig tælles og lige suttes på en sidste gang. Derefter skrev vi der obligatoriske brev til suttetræet, som Carl dikteret. Så tegnede han en tegning som sammen med brevet blev lagt i plastik lomme, så regnen ikke kunne trænge ind. Også begav vi os mod suttetræet.

fullsizerender-9

fullsizerender-10

Ved Suttetræet
Turen var kort som altid og alligevel lang. Mens vi sad på cykel, blev det lige taget de sidste minutters hyggestund med sutten også stod vi ved suttetræet i Frederiksberg Have. Træet høstes en gang om året for sutter og tit er der noget beroligende i at andre også har gjort det man selv skal gøre. Så vi snakkede lidt om alle de flotte sutter og breve som hang på træet. Til sidst udpeget Carl så det sted, lige præcis hans sutter skulle hænges. Carl valgt den øverste gren i træet og heldigvis kunne Hr. Mand, med lidt hjælp fra hans cykel, komme op i træet. Så læste vi brevet højt for suttetræet og sutterne blev derefter hængt på den udvalgte gren. Vi vinkede lidt til far nede fra jorden af og også sutterne.

Det var lige der, efter det stolte vink at realiteten indtraf hos det lille menneske og i det øjeblik, han med sine små hænder gemte sine øjne og dets tåre blev det hele svært. Vi krammede og kysset, roste og gik så ud af haven, med en grædende Carl. Hele vejen snakkede vi trøstede, opmuntrende og lettere afledende, imens han igen og igen bad os om at gå tilbage og tage sutterne med ned.  Alle de gange han har spurgt, har jeg tænkt “onde mor.” Men det er i min optik her, det er vigtigt at møde barnets sorg og samtidigt være klar og fast besluttet på, at sutterne ikke kan komme tilbage. Det er ligegyldig hvilken reaktion det end måtte afføde, så kan ikke ændres, tværtimod ville det at sutten pludselig kom tilbage, på så mange måder være et tillidsbrud. Det ville være en handling, der ville indikere at der faktisk ikke kan regnes med mor eller far. Nogen vil måske sige jaja og så tror barnet bare at hvis det plager nok, så får det sin vilje. Lige den vinkel er der selvfølgelig også noget rigtig i, men i lige præcis dette tilfælde, et suttestop, så handler det ikke om at plage i en forkælet optik. I stedet handler det om at barnet fremsiger hvor meget der savner noget det forbinder med essentielt tryghed og nærvær og at det her er vigtigt at vise hvordan man igennem sin relation til sit barn også kompensere for den manglende sut.

img_7859

En suttestop gave
Efter Frederiksberg Have  tog vi ud til Toysrus. Her skulle Carl hente sin suttegave, som bestod i ”frit-valg-på-alle-hylder ”tankegangen.  Selvfølgelig håbede jeg ikke på at hans kærlighed faldt på en af de der biler, som barnet selv kan kører. Som altid, ikke fordi vi praktisere frit valg særligt ofte, men som tidligere erfaret så ender vi altid med at tænke “Så ta da den kæmpe store æske playmobil til XXX kr. Istedet for denne lille figur til sølle 20 kr!” Det var samme situation Hr. Mand og jeg så os selv stå i, der mellem talende dinoer, dukker i glimmerkjoler og byggeklodser. Carl fandt et Ninja udstyrs kit, med kastestjerne, små knive og en Ninja hætte. Til 120 kr. Hvis i nogensinde har prøvet at give frit valg, så er man næsten aldrig i tvivl når barnet har truffet sit valg. Carl knugede Ninja sættet ind til sig og sagde “Denne her vil jeg gerne have.” Også blev der pænt betalt og barnet nød sin fine gave.

img_7886

Sandheden i suttestoppet
Her kunne indlægget jo passende slutte, men sandheden er desværre den, at da vi kom hjem, kom påmindelsen om det der manglende og frem mod den første aften uden sut, kom der i små bølger et stort savn til sutten. Det kom lidt i alle variationer, i alt fra gråd, til vrede og frustration. Igen og igen roste vi, bekræftede og mødte Carl i hans følelser mens vi samtidigt bandet os selv langt væk. Da aften kom. var vi begge forberedt på at putningen muligvis kunne trække tænder ud og ganske rigtigt. Der blev holdt i hånd, synget, vugget, nusset, alt imens Carl svingede mellem forskellige udtryk. Nogle var spørgende og sorgfulde så som “Jeg ønsker mig nye sutter i fødselsdagsgave”, ”Mor, jeg savner min sut” til mere “Mor, du har taget min sut – gå væk“. Under hele putningen talte jeg utallige gange til ti men i princippet var det ikke svært at være i Carls nærvær, mens han udtrykte hans følelser, for om nogen forstod jeg godt hans vrede og frustration og syntes da også at hans reaktion og udtryk, som blev understreget med et kast af puttekaninen, var fuldt ud acceptabelt.

Efter et par timer med svingende udtryk, lå Carl og jeg i vores seng. Stillede hviskede han savnet sutterne hvortil jeg så svarede ”det forstår jeg godt og du har også været rigtig glad for dem, men jeg er sikker på suttetræet passer godt på dem og jeg lover dig, at jeg passer på dig.” Alt imens ordene hang i luften, nussede jeg ham over ryggen, strøg de små hvide hårlokker væk fra hans pande og om bag ørerne, mens jeg så  hans øjnene langt om længe gled i. Første putning var ovre og nu var det værste på så mange måder overstået. Carl sov i vores seng den første nat og spurgte to gange hen over natten til sin sut men accepterer svaret om der ingen var og sov stille videre. Næste morgen var han glad, frisk og spurgte ganske lidt til sutterne og om de kom tilbage idag. Da han mødte i børnehave var har begyndelsesvis lidt betuttet men fortalte så med stolthed i stemmen om turen over til suttetræet og om hans selvvalgte gave. Da anden aften kom spurgte han igen til suttem men mere roligt og reaktionerne på deres fortsatte placering på suttetræet var lettere afklaret og putningen kunne klares med lidt ekstra nus og holden i hånd også er det faktisk bare gået den vej.

. . .

Lige nu, 8 dage efter suttestoppet, får Carl forsat lidt ekstra nus når han skal sove og sådan er det. Taget i betragtningen af hvor vi stod sidste mandags, så er det mere end okay. Han har ikke spurgt eller snakket om sutten siden i lørdags og heller ikke ytret at han savner den. Synes har har taget alt det her super flot og han er en sej lille gut. På mange måder frygtede jeg virkelig dette suttestop og hvis ikke det var pga. Tændernes “sikkerhed”, så kunne han for min skyld beholde sutte et godt stykke tid endnu. Om et par uge skal Carl til 3 års tjek hos tandlægen og ved de har for vane, dels at forhøre sig om barnet bruger sut og at de selvfølgelig også roser ekstra meget, når de hører om et suttestop.

img_4859

Jeg håber denne lille fortælling, kan inspirer og give gode ideer til hvordan i kan og
måske også ikke skal gribe et suttestop an.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OBS ! Billederne i indlægget indholde reklame for tøjmærket Reima

.

   

2016, et livsændrende år

fullsizerender-7

Det måske meget almindelige at der ved afslutningen af noget, lettere eftertænksomt reflekteres over hvorledes det pågældende nu er forløbet. I hvert fald har jeg altid været mere stille, indesluttet om man vil, og tænk over hvad det forgangende år har brudt på, ved et kommende årsskifte.

År 2016 har været et livsændrende år på alle måder.
Alligevel indledte jeg ikke året med det helt store tanker og havde jeg haft muligheden for det, ville jeg nok havde undt mig selv at få en lille hentydning om hvad året ville bringe mig. Jeg fejret ankomsten af år 2016, med min lille familie og nogle nære venner. Nytårsfesten var på bedste vis en fest i børnehøjde og med fokus på blot at være hinanden nær. Igen i år, vil årsskiftet blive fejret med min lille familie og gode venner. I stedet for at fremsætte de helt store nytårsfortsæt, har jeg påbaggrund af den erfaring jeg nu har fået mig i år 2016, valgt at have tiltro til, at jeg vil kunne takle de udfordringer der nu måtte komme og at jeg vil gøre det på en måde, så jeg stadig formår at kunne flette fingre med min mand og give mine børn al den kærlighed de fortjener.

2016, var et epokegørende år for mig. Det var året hvor jeg gik til mine første eksamener på kandidatstudiet i pædagogisk sociologi og klarede det med bravur.  Karakteren blev givet sammen med en kommentar om at hvis jeg fortsatte i samme stil, så kunne eksaminatoren kun spå mig en spændende fremtid som forsker. I det kommende år vil der også være eksamener, men min indstilling til dem er anderledes og skal mere ses som pædagogiske øvelser frem for forventningen om tocifret karakter. Målet er nok at præstere, men i en grad som en simpel karakterskala ikke kan bedømme.

img_7766

2016, et år med mange lykønskninger og mål
Carl fyldte 2, Aksel 5, Hr. Mand 32 og Jeg selv 27 år. Det kommende år vil byde på flere fødselsdage og mærkedage. Før vi får set os om står den på suttestop for Carl. Det er selvom jeg syntes det var i går han smed bleen. Aksel tæller dage til skolestart og i og med hans super flotte Ninjago skoletaske, hænger på knagen i børneværelset, er spændingen ikke blevet mindre, tværtimod. Han er klar og jeg forventer selv at blive det undervejs, måske med lidt bekymrings tåre og et glas vin eller to. Æblerov, Hr. Mands tredje barn, vil også vokse sig større og jeg tør ikke gøre andet end at bakke op på bedste vis og fortælle om den tiltro jeg har til det projekt min mand og hans makker har gang i. Det er de færreste der tør og kan gå af de selvstændige iværksætterveje og i stedet for at stå med skepsis, har jeg tillid og glæde over, at må opleve at se min mand lave det han brænder aller mest for.

For mit eget vedkommende, vil 2017 være et år hvor projekter færdiggøres og andre sættes i søen. I året der er gået har løb, fitness og sund kost fyldt en del. Dog ikke med det for øje at skulle understøtte et bestemt vægttab, men blot som hovedingredienser i en sund og aktiv livsstil. Denne livsstil har jeg bestemt tænkt mig at bringe med videre til 2017. Om det så også betyder at der skal løbe trailløb, marathons og halvmarathons, det har jeg ikke helt besluttet og det skyldes mest af alt, at jeg måske mere påpasselig med hvorledes jeg bruger mig selv og den tid jeg nu har.  Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke drømmer om nye løbemæssige mål og jeg har da allerede to større løbstilmeldinger liggende, men om jeg igen kan findes under et hashtag ala #MinVejTIlBryggen2017, ved jeg endnu ikke helt, det vil tiden vise.

Hvad jeg dog ved er at min familie og jeg håber på langt mindre sygdom i 2017. Vi tager gerne lidt af det der omgangssyge, men ellers vil vi forsøge at holde os fra flere spængte blindtarme og indlæggelser på henholdsvis hospitalsafdelinger med somatiske og psykiske sygdomme. Been there, done that, got the tshirt eller faktisk fik vi mere sådan nogle hospitalsarmbånde eller Hr. Mand gjorder. Alt hvad der kan skade håndledet eller andre steder på kroppen udleveres ikke på de psykiatriske afdelinger. Det er i sin flertydighed, syge humor.

img_7782

2016, Et lærrigt år
Jeg lærte meget af 2016 og har på mange måder erhvervet mig en dybere og mere nuanceret selvindsigt. Selvom jeg på mange måder bare gerne vil ligge hele indlæggelsen og det at blive psykisk syg bag mig, har jeg i stedet besluttet mig for at lærer af det. Det var en beslutning jeg tog, selv samme dag jeg tjekkede ind på den psykiatriske afdeling. Jeg valgte at tænkte i muligheder frem for begræsninger og jeg håber inderligt at jeg i mit møde med år 2017,  fortsat kan se de mange muligheder der måtte være og komme med tiden og yderligere, at jeg så vil formå at melde til og fra, som det nu bedst passer ind i min egen og  familiens udvikling.

2016 var et år der indholde det livet nu engang er, en stor pose blandet bolcher, nogle sure, andre søde, stærke også igen bitre. Jeg tror at alle de forskellige sammensætninger gør, at vi bedre kan forstå og værdsætte livet, hvis vi med tiden føler dem alle. Selv kan jeg kun sige det sådan, at jeg ville selvfølgelig gerne havde været foruden en masse af de sorger og pinsler 2016 bragte, men igen, så ville jeg heller aldrig have lært alt det, som jeg nu kan. Det der ikke dræber gør kun en stærkere og hvis der er noget jeg er blevet i år 2016, så er det at jeg er blevet stærkere og det er ikke kun noget den lavere fedtprocent indikere men også blinket i øjet.

img_7783

Moderskabets udvikling
Mit moderskab har i 2016 også udviklet sig fra at være spændt ud mellem en tumling og en lille dreng, til nu at favne en lille og en stor dreng. Der har været rokketænder, klatreture i træerne, de fineste lange sætninger, førstegangs legeaftaler, overnatninger med FDF og en overgang fra vuggestue til børnehave, og fra børnehave til skolegruppe. Der er i sandhed sket rigtig meget i mit moderskab og det har stille krav til mig og min en pædagogiske forståelse. Det har til tider gjort at jeg har tænkt hvilken planet kommer barnet fra? Men alligevel står jeg oftere og oftere og beskuer mine to skønne drenge, hvis skønne og fascinerende personlighed kun vokser og vokser.

På mange måder blev 2016 et år som har bedst af at blive husket for alt det gode, som der jo også var, på trods af alt det onde. Alliegevel ved jeg, at jeg nok aldrig vil glemme året 2016 og at det til evig tid, vil være året der ændrede alt. Kunsten er så, at ændrede det, til det bedre.

Jeg vil sige dig tusind tak for at have læst med igennem året.
Tak til dig som i ny og næh kigger forbi og lige samler op.
Tak fordi du gider og at du gør det, tusind tak.

Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår.

Kærlig Hilsen

Mig Og Morskabet, Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen

Fordi du fortjener det

7f582b39-03c0-4ad1-8e5c-1ccf9e63d470-200-200

Kære pædagog.
Du var der, da jeg ikke længere kunne være det.
Du forstod mit grædende morhjerte, som talte ”morders-blods-sprog”.
Du forstod alle mine lange forklaringer om det ekstra lag.
…om kaninen, om ynglings siden at sove på og om behovet for opkaldet, efter opvågning.

Du tager imod mine børn med åbne arme, som var det dine egne.
Du er anderkendende og irettesætter når det er nødvendigt, på en god og konstruktiv måde.
Du giver plads til tosset dans på bordene, til mandagstræthed og til at holde i hånd, selv når kollegaen er syg og endnu flere børn kræver din opmærksomhed, så er du der, for hver og en.

Du ser dem.
Du husker det, som de glædede sig til at skulle i weekenden, når de er tilbage om mandagen.
Du forstår vigtigheden i at du er der, når vi andre ikke er.
For det vil jeg bare gerne sige tak, tak du kære og vigtige pædagog.

Hele mit liv er jeg vokset op med, at min mor købte en flaske vin op til jul
– faktisk købte hun ofte 3.
Ikke fordi hun selv skulle drikke dem, nej sådan et indlæg, er dette altså ikke.
Hun købte de flasker vin, fordi de skulle gives væk.
De skulle gives til nogle yderst vigtige personer.

Forleden købte jeg 3 faktisk 4 gaver.
Ikke kun for mig selv men for alle børn og forældre fra drengens stue.
Det er faktisk nogle af de aller vigtigste julegaver, jeg giver hvert år.
Selvfølgelig er sms’en til mødrehjælpen og lappen i Kvickly med julehjælp også vigtig
– men denne her gave, gaven til mine børns pædagoger.
Den er vigtig.

Det er og bliver mig til evig tid et under at lønningerne er som de er, for nogle af de vigtigste mennesker på arbejdsmarked. Nemlig dem som skal passe på vores, børn, vores alle sammens børn, samfundets børn.

Jeg forstår det ikke .
Jeg kan råbe højt og synge med inde foran Christiansborg.
– jeg kan sætte mit kryds et særligt sted.
Også kan jeg anderkende det arbejde, som bliver gjort.
Det kan jeg gøre med et lille påskeæg, en pose vingummier med bånd om en fredag eftermiddag også med ord, ord der siger tak – tak fordi du gør det du gør !

Jeg ønsker ikke blot mine børns pædagoger glædelig jul, men alle pædagoger glædelig jul.

Tak til alle jer, som tit og ofte løber lidt ekstra stærkt, som lytter, trøster og opmuntre, tak.

Tak fordi du gør det du gør!

Dette indlæg kunne være skrevet til så mange andre fagfolk i dette land og jeg håber inderligt at indlægget kan inspirere til lige at give lidt ekstra her i julen. Det behøver ikke kræve mere end et lille håndskrevet brev, faktisk kan det være så meget mere værd, end selv den største pakke under træet.

Jeg vil samtidigt selvfølgelig også gerne ønske dig og dine en rigtig glædelig jul.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

   

Kunsten at kunne mærke efter

 

img_7363

For god ordens skyld, eller i forhold til markedsføringsloven, og fordi jeg ikke ønsker at tage jer i bagdelen, så vil jeg gerne gøre opmærksom på at indlægget er delvist sponsoreret. I forhold til at være psykisk sårbar, så er det dog 100% selvforskyldt eller lidt lomme psykologi ville nok påpege at det spiller sammen med nogle social-psykologiske forhold MEN jeg tænker i har fanget den.

– Tusind tak fordi du vil læse med.

Det er noget mærkeligt noget. Noget som jegpå mange måder lider under og særligt efter mit sammenbrud i sommers. Faktisk led jeg også under det inden. Jeg led under det i sådan en grad at det udløste en stress betinget belastnings reaktion, som så smed mig i et mørkt sort hul efterfølgende. Jeg led eller lider af, at have svært ved at mærke efter. Altså jeg kan godt mærke når maven siger ”Jeg er sulten” eller ”McFeast med ekstra ost tak” også kan jeg også mærke når maven er mæt.
Og det er så faktisk det.
Det efterlader et stor ødemarked-område, hvor alt fra søvn, glæde, gråd, lyst, angst og ja i princippet egne behov, er sådan lidt svære at lokalisere. I bund og grund er der masser af behov og følelser, nogen gange så mange at selv det at tabe en kartoffel på gulvet, kan udløse en tudetur, men sådan er jeg altså bare og det er også okay.

Det der bliver problemet er at det for mig er svært og mærke sådan rigtig efter, for derigennem at kunne forstå hvad jeg egentlig har lyst til. De lystbetonet behov, kan i min optik ikke fylde hele dagsprogrammet, men de kan præge den enkelte dag rigtig meget, hvis vil lader dem. De enkelte gøremål kan afspejle min energi og stemningsleje. Det er ikke sådan at jeg vågner om morgen og ikke har lyst til livet -tværtimod, jeg vil vitterlig gerne det liv og mest at alt, så vil jeg rigtig gerne de mennesker som er i det. Problemet er bare at jeg har svært ved at mærke hvad jeg rent faktisk gerne vil. Det kan måske lyde lidt egocentreret og post teenageagtigt ala. Trunten som har 10 fredagsmuligheder og ikke helt kan tage stilling til, hvad der skal spille hovedrollen i dén enkelte episke fredag aften. Det kan for nogen ogs lyde meget pleasende. I stedet er det sådan for mig, at hele karrusellen kører, mens lirekassen spiller skingre negative toner i baggrunden og belysningen kaster skygger præget af samfundsmæssige krav. Sådan føles det i hverfalde nogengange, tit og ofte, inde i mit hoved.

Eksempelvis ønskede jeg i dag at hente Carl efter han havde spist frokost i børnehaven. Det var et lystbetonet behov, som opstod allerede tidligere på ugen. Derfra at få lysten, til også at gøre det, ja der plejer ikke at være så langt, men efter i sommers, så er det ikke længere sådan. I stedet begyndte spørgsmåls-tanketoget at kører. Nogle af spørgsmålene er relative blide i det, så som ”Hvad skal vi lave?” og andre er af negative karakter med et twist af forventninger ala. ”Kan jeg nu også holde en god hyggedag?”. Det kræver derfor at jeg mærker efter og det er nok lidt ligesom med de helt små nyfødte pus, hvis nervesystem ikke er fuld udviklet og de derfor ikke kan regulere varme og kulde. Det kræver at der er nogen,som gør det for dem og derudover påføre børnene tøj, der understøtte denne varmeregulering. Der er bare ikke nogen som kommer og giver mig sådan en følelsesmæssige flyverdragt på. I stedet så handler det om  at få sat sig ned også mærke rigtig godt efter og set på de forskelligepsykiske parameter. I forhold til Carls og min dag, så fik jeg sat mig ned og fandt frem til, at det jeg faktisk aller mest havde lyst til og brug for, det var at gå og holde Carl lidt i hånden og bare have ren Mor og Søn tid. Carl og jeg nuppede derfor et lille smut på skøjtebanen efterfulgt af gåtur i Frederiksberg have. Under vores gåtur blev vi forfulgt af diverse gæs, måger og ænder. Man er populær, når cykelkurven er fyldt med det bedste toastbrød fra Netto til 6 kr.

fullsizerender-6

Selvom jeg nu sidder her, med den der helt specielle følelse, man nu har i kroppen, ovenpå en god dag. Så tænker jeg stadig, at det bliver rigtig rart når jeg for alvor igen bliver helt stærk til at mærke efter og hvor vigtigt det er at jeg også får lært mine drenge at gøre det samme. Lige pt. så øver vi mest det der med at mærke fysisk efter. Så som at ungerne skal mærke efter om maven har en mæthedsfølelse. I sensommeren handler det for Carl, i forbindelse med blestoppet, om at mærke om der i kroppen var den der tissetrangsfølelse. Lige nu er der et lidt større fokus på Aksel , som lige om snart er skolebarn og derfor også i ret stor grad skal være selvkørende. Det betyder blandt andet at han skal registrere om det er koldt på ørerne og om det i sådan en grad at han fryser, for så skal han tage en hue på.

fullsizerender

Livet var på mange måder mere enkelt dengang ungerne var bebser. De ligne små fede Teletubbier, mens de sad der i deres flyverdragter, dem der med ”puder” bagi, som gjorder at ungerne ikke førs, når sad i en tilfrosset sandkasse og bare observerende hele verden. Dengang kunne de selvfølgelig ikke helt registrere kulde og varme og det var her jeg som Mor, havde ledt hele overtøjsmakrede igennem, for at kunne påføre dem, hvad der var”Bedst i Test”, for både at sikre at ynglet ikke frøs og derigennem heller ikke scoret for mange sygedage. Mange ting har ændrede sig siden de sad der i sandkassen. Carls flyverdragts bagdel, har stadig en ”pude” bagi og den er også stadig bedst i test, men han er ikke længere bare observerende. I stedet er han løbende, dansende, hoppende, gyngende, cyklende og nogle gang også klatrende og det kræver selvfølgelig sit, både af overtøjet men også af hele følelsesværket. Det kræver at han kan mærke efter og yderligere udtrykke behov.

unavngivet

Guds gave til Carl, var udover det utrolige lyse hår også at udstyre ham med en god viljestyrke og lyst til at udtrykke den. På mange måder misunder jeg drengene og deres übber varmeregulerende overtøj. Unger kan kaste sig ud i hele følelsesregisteret, næsten uden nogen blinker med øjnene. Jeg tror til gengæld de færreste ville modtage et dramaskrig om hvorvidt jeg fryser om fingrene eller synes det mega tarveligt at det ikke var MIG som fik lov til at åbne hoveddøren, med kyshånd. I stedet ville jeg nok igangsætte tanker om hvorvidt jeg er gået helt fra forstanden? Når det er sagt, så skal det altså tages lidt med et gram salt, altså kun det med misundelsen omkring følesesregisterudtryk – det med prisvindende overtøj, det er rigtig nok. Jeg tror nemlig vitterlig ikke det er særlig spændende, at være i de der udviklingsfaser ungerne til tider er i. Også forstår jeg godt Aksel nogen gang ryster på hoved, når jeg forsøger at belærer ham om det at mærke efter, på de mere fysiologiske tegn. Han skulle bare vide, hvorledes hans såkaldte voksne mor selv har det, når det kommer til at mærke de psykologiske behov. Der er ikke nogen voksen der kommer og siger ”Ih hvor kan jeg godt se du bliver vred nu” eller ”Du er da godt nok blevet rigtig ked af det”, for ligesom at anderkende følelsen og derigennem lærer en at stifte bekendtskab med den. I stedet er der bare mig og mit spørgsmåls-tanketog, som jeg lige så stille tager kontrollen over. Så jeg i sidste ende, nok skal blive super god til at kunne mærke sådan rigtig ordentlig efter, så jeg ikke bare gøre alt muligt mærkeligt for alle andres skyld.

Jeg vil gerne takke for at du læste med.

unavngivet1

Hvis du synes ungerne ser dejlige ud, så kan de selv laves. Du kan bare google ord som samleje, kunstig befrugtning eller måske rugemor, for en DIY vejledning. Hvis du derimod synes deres testvindende overtøj fra Reima, ser super spændende ud, så kan det ses og købes på blandt andet Reimas egnen hjemmeside Reima.com. Herhjemme er vi fuldt ud tilfredse med varmereguleringen, kvalitet og det gælder både for modeller med og uden ”pude” bagi.

Kærlig Hilsen

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Genbrugs pakkekalender Del II.

fullsizerender

Tusind tak for jeres fine modtagelse af første del af pakkekalender indlægget.
Har du endnu ikke læst det, kan det læses HER.
Dette indlæg omhandler mest af alt den pakkekalender der er lavet til Aksel på 5,5 år, Men også lidt overvejelser omkring det der med at omfavne sit barn i materielle goder.

En julestrømpe og det at tro
Som barn er jeg selv vokset op med en julestrømpe. Jeg husker stadig hvordan jeg spændt mærkede udenpå strømpen, for at undersøge om julemanden havde været der. Som den store nattisser jeg var, så oplevede jeg også, hvordan jeg en nat havde skulle på toilettet og inden jeg var listet derned, havde jeg lige mærket efter om der nu var kommet en gave. Strømpen havde været tom. Idet jeg gik ned af gangen mod toilettet, så havde jeg set en mørk stor skikkelse. Jeg husker hvordan jeg nærmest sprang ind i min mors soveværelse og da jeg endelig havde samlet det mod, som det krævet først at komme mod toilettet og dernæst tilbage til mit værelse, ja så var der forunderlige sket, at julestrømpen nu indeholdte en gave.
I dag ville mit mere voksne kritiske sind sige: Jeg jo nok bare havde været halvdrømmende mens jeg gik på toilettet men dengang, ja der troede jeg på julemanden.
Troen forsvandt med alderen, men det betyder ikke desto mindre, at jeg vil gøre alt for at mine børn må opleve det magiske i at tro på Julemanden, Nisser, Rensdyr og trylleri.

Kære Julemand – Jeg ønsker mig.
I forbindelse med julen står for om døren, så kommer der fine legetøjskataloger ind af døren. Drengene sidder i bedste stil og afkrydser alt, fra det der virkelig bare lokker, til de helt store brændende ønsker. Herhjemme bruger vi en del energi på at formulere sætningerne ”Jeg ønsker mig” frem for ”Jeg vil have”. Yderligere så snakker vi om størrelsen af gaver og lidt om god opførelse for, hvad man kan ønske sig.
Dengang for snart rigtig mange år siden, da jeg blev konfirmeret, fik jeg som kommentar til min ønskeseddel, at den var yderst ydmyg. Forleden hørte jeg et barn, i drengens børnehave, som sagde: ”Jeg ønsker mig en Ipad”. Det er selvfølgelig et ønske, en smagssag og handler vel også lidt om hvilket økonomiske vilkår det enkelte barn vokser op med – igen, så kan jeg da se på julehjælpens hjemmeside, at Ipads er store udbredte ønsker, hos rigtig mange børn. Alt det her Ipad, kan afføde en helt anden diskussion, men jeg synes bare at der er noget I, at man med måde også lærer sine børn at ønske med den der gode ydmyghed.

Jeg elsker at se ydmygheden hos børn, for eksempel når de deler deres ting med andre, eller de ved suttestoppet får frit valg på alle hylder og vælger den der lille dims til kun 60 kr. frem for den kæmpe Legokasse, på øverste hylde. Selv er jeg ikke opvokset med store gaver eller et kæmpe udvalg af legetøj. Derudover var det en sjældenhed, at få gaver andre dage end Juleaften og Fødselsdage. MEN jeg havde vitterligt en fantastisk barndom, alligevel!
Jeg tror tiden har ændret sig for de fleste og jeg tror der oftere falder lidt af hist og her. Selv mener jeg, at børn har godt af at ønske sig noget helt inderligt, eller ligefrem selv sparre op – hvis man er tilhænger af lommepenge. Når det er sagt, så er jeg heller ikke tilhænger af at børn sidder med 20 gaver juleaften, så hvorledes etableres balancen?

Det er her jeg synes pakkekalendergaver er en god løsning.
Og ja, særligt gaver som er opstøvet og købt brugt.

Da jeg forleden viste jer Carls pakkekalender, så indeholdte den mange fine loppefund og det gør Aksels også. Igen – Genbrug er guld, i min optik. Jeg elsker det miljømæssige i at kunne bruge en genstand til den næsten er slidt op.  Derudover er der selvfølgelig en kæmpe genvist I, at brugte ting ofte har en helt anden købspris.

De store pengesluger i Aksels pakkekalender er :

  • Uldhatten til 50 kr. Købt at en tidligere vinimportør fra Barcelona på et loppemarked.
    – Jeg glæder mig helt vild til Aksel får denne hat, da han længe har ønsket sig en hat ligesom den Far har.
  • Alpaka trøjen kostede ligesom Carls 50 kr.
  • Playmobilet delvist købt tilbage i april og på et loppemarked for nogle udskolingselever der samlede penge ind til studietur. Så det fylder næsten ikke i budgettet.

Samlet set, så løber Aksels pakkekalender op i 295 kr.
Hvilket gør at hver pakke i gennemsnittet har kostet 12 kr.

3

2

1

Jeg håber at disse to genbrugspakkekalender indlæg, har kunne inspirere til fremtidige pakkekalendergaver
Flere af jer har spurgt og Legomændene. De er købt på Ebay og oftest på auktion.
Ebay er guld, men husk at købe i god tid, da pakkerne til tider, kan være længe om at finde vej til DK.

Tak fordi du læste med,

Kærlig Hilsen Christina

 Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Julen – Krisernes tid

fullsizerender

Man kan næsten dufte de lidt brændte brunkager. Supermarkederne flyder med alle afskygninger af lågejulekalender og synes næsten man kan konkludere, at slik eller fignestrænger først topper, når det får sin helt egen julekalender. Alle steder kommer lyskæderne op i træerne og de helt klassiske vinduesklistermærker med “Glædelig Jul”, springer nærmest en i øjnene.

Jeg går rundt og holder tungen lige i munden. Jeg tror nemlig julen er krisernes tid. Jeg ved selvmordslinjen ville kunne understøtte dette og yderligere parterapeuterne. Julen, en tid for sammenværd, utroskab, pinlige julefrokoster, hygge, god mad og kærlighed. Jeg synes egentlig julen er en dejlig tid. Alligevel så holder jeg på, at det også er der krisen krasser. Det er der, hvor vi lige skal producere årets juledekoration, løbe fra den ene institution til den anden og ønske god jul, spise lidt pebernødder, æbleskiver og klementiner. Vi skal nemlig rigtig hygge os, sådan rigtig – lidt så IKEA kataloget for bagjul. Desværre tror jeg bare at planlagt hygge er som med nytårsaften, en fuser. Lidt som den raket der koster kassen og alligevel kun var rød og grøn i sin sløje gnist. Jeg tror ikke man sådan kan planlægge den store fest. Fest, hygge og gode oplevelser, er ofte dem som kommer ud af ingen ting. For mit eget vedkommende tæller en druktur i et vinterlukket kolonihavehus, som en af de bedste fester og det gør den mest af alt fordi den opstod spontant. Det kom ud af ingenting – eller nu engang igennem den synergi der var os venner imellem.img_7197

Det betyder ikke at jeg mener alle nytårsfester er håbløse, at julen kun er æbleskive giller i følgeskab med det store kolde bord. Nej – jeg tror virkelig julen kan være hjerternes fest, hvis vi giver hjertet det som det har brug for, nemlig den dybe vejrtrækning og et monotont roligt tempo. Det er måske utopi, men jeg tror på det findes. Jeg tror på man kan komme helskindet igennem julen uden krise og derigennem også medbringe sin juleglæde til året efter. Desværre er det en kunst man skal lære at mestre.  Det er selvfølgelig svært når tøjkrisen indfinder sig, hver fredag og lørdag i december måned, for ikke at snakke op til familiejulefrokosterne mellem jul og nytår. Det hænger jo intet i skabet, som juletopmaven længere kan være i og som Moster Oda ikke allerede har set juleaftensdag. Ja – overfladiske problemer er der nok af. Der er også nok af danske familie som lider under fattigdomsgrænsen, hjemløse som fryser og ensomme sjæle. Men hvad gør vi ved det? Selv er jeg stoppet med at slå mig selv oven i hovedet med den dårlige samvittighed. I stedet forsøger jeg at gøre det jeg kan og ved giver mening på en måde som kan formidles i børnehøjde. Så som at besøge varmestuen Fedtekælderen /Natcafen i Stengade på Nørrebro, men en nettopose fyldt med julebag. Det er ikke meget, men det er de små ting som tæller og som min familie og jeg på nuværende tidspunkt kan.

fullsizerender-1

Den manglende julestemning?
Det er Inter nyt, at folk hist og her råber op om manglende julestemning. Tror det er som med sexlysten – presses den, sættes forventningerne så højt at det bliver svære at indfri, ja så fordufter den. Hermed ment, at jeg tror der skal arbejdes lidt med den indre forventningsafstemning også må udgangspunktet tages i det mentale niveau man nu selv står med. Måske er det ikke året man får sendt julekortene ud, eller at pædagogerne får den bedste personlige julegave. Men måske kan det være året, hvor man går med et smil på læben, lidt mindre udbrud af grå hår og med accepten af at det er godt nok. Også uden den der general attituden som siger : Husk du skal dét og dét OG Jeg Bør også gøre. Det dur ikke. Vi er nød til også selv at være her, uden der skal stå egoist i panden på os.
For at sikre at min familie og jeg kommer helskindet igennem julen, så er der blev afholdt et lille strategisk familiemøde. Et møde hvor Hr. Mand og Jeg har afstemt forventninger, lyst og behov.
– Jaja .. snakker i forhold til julen!

Drengene er taget med på råd, i den forstand at vi helt praktisk spurgt dem om hvad de forstår ved julen også har vi ellers taget udgangspunk i nogle af deres udmeldinger. Aksel drømmer stadig om en tur til Grønland og hvem ved, måske når vi også dertil en dag. Men på baggrund af vor egne tanker og drenges udmeldinger, har vi fået snakket os frem til nogle gode traditioner, oplevelser og dertil planlagt åndehuller for alle på matriklen. Vigtigst af alt, så har vi valgt at skabe et fokus på blot at være frem for at gøre.

Så må vi se om det efterlader en lyst til mer’.

Jeg vil selvfølgelig benytter lejligheden til at ønske dig en god december måned !
Jeg håber du finder din helt egen melodi for hvordan din jul skal lyde.

Også har jeg selvfølgelig flashet ynglets og mine egne juledekorationer.
Det tog mig næsten kun 5 minutter at lave, mens julemusikken spillede i baggrunden
og drengene, ja de sad simpelthen så pænt ved borde uden at diskutere om hvem der skulle have hvad…
– Og nej – ifølge ældste ynglet Aksel, er less is more, aldrig en mulighed .

Det hanler om blot at være og ikke at gøre !

Glædelig Jul for pokker da !

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

   

Genbrugs pakkekalender Del I.

Julen banker så småt på døren.
Mine egentlige tanker omkring al juleriet, det fortjener sit helt eget indlæg, så stay tune. I næste uge kommer indlægget: Julen – Krisernes tid. Som titlen nok afslører, så er min tilgang til julen præget af en stor del socialrealisme, men skrevet af et juleelskende menneske.
– Så fik vi det på plads.

Dette indlæg handler om en juletradition, som finder sted hjemme hos os.
Pakkekalenderen.
De af jer der læste med sidste år, kender den måske allerede og vil hvis I egentlig bare gerne se hvad ungernes pakkekalenderen indeholder – til mulig inspiration?
Så scrol da bare videre.

Julen – traditionernes tid.
I vores lille hjem, elsker vi traditioner. Så længe de kommer i en grad, hvor vi ikke kvæles undervejs, for at opretholde og indfri dem. Min generelle tilgang til livet og de læringsprocesser vi skal igennem, indeholder det væsentlige punkt: Evaluering.
Ved evaluering af ens handlinger, kan man ofte spore og optimere sin egen præstation.
Hermed forstået, at når man først et år har stået 4 dage før den 1 december og vandret hele byen tynd for at finde 24 pakkekalendergaver, så er det kun plads til forbedring. Jeg har i hvert fald været der og det var en dyr, lettere plastik fantastisk oplevelse.

Vores pakkekalender tradition, bygger på troen om at Julemanden findes.
Hvor længe denne tro består hos vores børn, det må tiden vise. Indtil vi skal forholde os til de store ”skabelsesspørgsmål”, så findes Julemanden hos os.

Natten til den 1. december, kommer han derfor med et lille fint billede illustreret brev og en gave. I brevet står der lidt om julemandens forgangene år, hvorfor han kommer med gaver og sidst men ikke mindst, de praktiske foranstaltninger for leveringen af gaven. Det står der mest af alt for at skabe faste holdepunker, da julen ofte bringer en del uregelmæssigheder og store mængder stimuli med sig. Derfor fortælles der, hvordan julemanden hver nat frem til juleaften, ligger en lille gave, i den ophængte julestrømpe.  Drengene ved så, at julemanden nogle gange, når han skal ind i Tivoli eller besøge andre børn, slår et smut forbi og der derfor kan være dage, hvor der enten ligger lidt lækkerier i strømpen eller at der måske er blevet pillet ved mælkens farve. Det sker dog udelukkende fordi en af julemandens nisser er utrolig drillesyg.

Førhen stod der et fint filigrantræ i stuen, som julemanden leveret d. 1 december. Det skabte dog stor længsel efter de mange fine gaver også lagde julemanden ellers stilen om. Overordnet synes jeg at julen, hvis man har børn, skal afholdes i børnehøjde og med respekt for de små let påvirkelige sind.

Pakkekalender på budget.
Da julemanden, som besøger os, ikke er udstyret med et egentlig guldkort og samtidigt har en tilgang til, at pakkekalendergaver er små fine brugbare sager, så er hele grundtanken bag pakkekalenderen den, at gaverne i sin helhed, ikke skal koste en formue. Derfor indkøbes gaverne først og fremmest løbende igennem hele året og helst på loppemarkeder, dba.dk eller reshopper. Nogle pakker kommer også helt fra ny af og det skyldes ofte at Bilka.dk eller diverse legetøjsbutikker, kører med en tilbudskampange. Måske kan i mellem linjerne læser at forberedelse er et af nøgleordene for indkøb af pakkekalendergaver.

I dette indlæg, er det Carls pakkekalender, som vises frem. Carl er knap 3 år. Nogle af gaverne er små og andre lidt støre.  Grundlæggende så ønsker Hr. Mand og jeg ikke at give drengene 24 plastik-fantastisk-gaver, som 10 minutter efter de er pakket ud, mister deres værdi. Når det er sagt – så glæder jeg mig virkelig til at jeg kan købe et lille flot viskelæder, eller en glimmerkuglepen og ligge i sokken, men det kræver trods alt et skolebarn og det er der for morens skyld heldigvis lidt tid til endnu.

1

2

3

Carls pakkekalender består primært af genbrugsguld og har så enkelte gaver der er købt fra nyt af.
Den samlede pris for hans pakkekalender er 340 kr.

  • De helt store pengesluger er:Alpakatrøjen, som er købt på loppemarked til sølle 50 kr.
    Ninjaerne fra Ninjago, som er købt via Ebay, på auktion til 35 kr.
    Belle, fra Skønheden og Udryet, til 50 kr. Købt fra ny og var ikke til at opstøve brugt.

 

 

7
fullsizerender

Størstedelen af playmobilpakkerne, er fra en stor kasse brugt playmobil, som vi købte i forbindelse med Aksels fødselsdag tilbage i april. Den har vi kunne håndplukke fine små sæt fra og derigennem også holdt julemandens budget nede.

Alt i alt har de 24 pakker, en gennemsnitspris på 13 kr og 50 øre.
Og det synes jeg ikke er helt galt.

Jeg håber indlægget måske kan inspirer til dette års eller pakkekalendere i fremtiden.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen

En anderledes sommer

De af jer, som følger med på Instagram eller har læst mine indlæg om hvordan filmen knækket (kan læses her og her), de ved måske, at min sommer på mange måder har været præget af en kortslutning, en mental en af slagsen. En kortslutning, hvor ikke engang sikkerhedsreaktoren kunne få kontroltårnet til bare at slumre.
Alle elektroniske impulser var borte og der var ikke andet for, end at ligge sig flat ned og tage hver dag som de kom.

I ly for alle former for stimuli og med kyndig vejledning, lærte jeg at trække vejret, helt ned i lungerne, ud til fødderne også puste ud. I takt med jeg tog kontrollen over eget åndedræt, lettet det altomsluttende røgslør og verden stod pludselig endnu mere klar, farverig og udfordrende end nogensinde før. Afskåret fra verdens storm, stillingtagen og ansvar, så jeg på himmelens skyer, deres faconer, som kun min egen fantasi kunne formgive og hvis mælkehvideskær, for mig, blev til noder. Noder som skabte kontakt og som med tiden der gik, genstartet et nedlagt og sammenbrudt system.

img_7122
Når “kontroltårnet” lukker ned, så gælder det oftest om at have en sikkerhedsbygning, i baghaven til kontroltårnet. I mit tilfælde, så blev min baghave fyldt med underskønne mennesker, i neonskinnende veste og de sikrede sig, at trafikken og al dens andet indhold kunne fortsætte sin gang, til trods for “kontroltårnet” var ude af drift. At sikkerhedsbygningen holder og bemandes, det ved man i princippet ikke før det for alvor skal stå sin prøve. Nok har man måske testet det, men en test er nu engang blot en kunstig opstilling af diverse scenarier, som i bund og grund aldrig vil kunne måle sig med ‘The Real Deal’. Min sikkerhedsbygning blev bemandet, den stod der, i min baghave og den var der, selvom livet på mange måder viste sig fra sin mest grimme og frygtindgydende side, så sprang noget frem, smukkere end mine sølle ord kan beskrive. I stedet vil jeg blot sige: vigtigst af alt er kærligheden og tak er og bliver et fattigt ord, men også det ord kun den fattigste kan føle trang til at bruge, når alle andre ords værdier end ikke favner.

img_7123

Sommeren var på mange måder på sit højeste, da kortslutningen indfandt sig. Den indeholdte diverse sommerfester, skub op is og bæltet med fregner over næsebenet. Alligevel var den egentlig ferie aldrig rigtig blevet påbegyndt og hvad gør man så?I mit tilfælde skærer man alt unødvendig støj fra, som sommerland, flyveture og hvad andre kapitalistiske fornøjelser kan frembringe og retter blikket mod naturen.

I ly for omverden, blev de helt spæde toner sluppet frit. Mens vilde himbær og skub op is fedtet de små børnehænder. Lugten og blandingen af saltvandssprøjten, træernes friskhed og tang var sommerens potpourri. Og langsomt, med en form præget af to skridt frem og et tilbage, blev de runde æblekinder understreget med et smil, som med tiden blev bredere og også mere og mere selvsikkert.

img_7124

Min sommer kan ikke købes på et postkort. Den kan ikke måle sig med turen i Disney land, eller prale med de vilde kulturelle oplevelser. I stedet kan jeg rette ryggen og vide at det på mange måder blev den sommer der ændrede mit liv for altid. Sommeren var den, hvor min psykes uskyld blev udsat for et overgreb så voldsomt og brutalt, at den til evig tid, vil være beviset på hvad jeg så menneske kan overkomme, til trods for dets ar stadig er blodrøde og sårskorper endnu hæfter hist og her, så var dette sommeren der ændrede alt. Det var sommeren hvor end ikke overgangsritualet med pottetræningen, tabet af mælketænder, den personlige løberekord på 10 kilometer eller børnesangen, sunget på melodi står klarest.

Klarest af alt står kærligheden, til livet, min mand, børn, familie og venner men også til et system, et land og for det generationer før min egen byggede, for uden det, havde min anderledes sommer slet ikke været.

Tak fordi du læste med.
Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Knæk Cancer Del. V

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Flashback
“Hej Chris”. Hendes øjne tindre som altid og det store brune kruset hår, omfavner hendes kønne ansigt. Hun møder mig med et smil men smilet stivner, idet hendes øjne mødre mine. Jeg kaster mig om hendes hals og græder. Jeg græder højt og inderligt. Græder som et lille barn der har slået knæet eller som er faret vild i supermarkedet og nu leder efter sin mor. Jeg græder mens vi bare står der og omfavner hinanden. Hendes far kommer ud. “Hvad fanden sker der Chris?”. Jeg ryster stille på hovedet, trækker mig så undskyldende fra min veninde og fremstammer så “Jeg skal bære kisten”.

Jeg tro’de der var
så mange dage.
Så mange dage,
var der tilbage.

Hvis vi er heldige
Sommeren står på sit højeste og jeg husker de mange snakke, min mor jeg imellem. Hun fortæller mig i slutningen af juli, at lægerne er ved at kaste håndklædet helt i ringen og vi desværre skal forberede os på, at tiden er knap. Spørgsmål omkring hvad det betyder, stilles og blev på daværende tidspunkt, besvaret med det hypotetiske svar: “Efteråret, måske hvis vi er heldige også julen.” Det vat så absurd at man kunne bruge ordet heldig, i forbindelse med en sætning som samtidigt også omhandlet døden. Alligevel lærte jeg, i løbet af det efterår, at nok selvfølgelig aldrig er nok, men lidt er bedre end intet.

Flashback
Vi går ad bladfyldte stier, mens vinden suser i træernes toppe. Min kusine og jeg, skiftes til at skubbe kørestolen. Hvis vi havde vidst, at dette havde været en af de sidste gange, vores Mormor ville komme ud på en egentlig “gåtur”, tror jeg vi kunne havde gået i evigheder. Min Mormor sidder der, håret er fortsat velsiddende men kinderne har mistet deres volumen og smyger sig istedet til hendes kæbeben. Folk der passere os kan ikke se det, alligevel er den der, kræften.

Og pludselig
er alting forbi,
og tiden bli’r
uendelig.

En lille beskeden plads
Efteråret kommer og går og min Mormor er stadig hos os. Sammen med lægerne har min Mormor taget en beslutning. Behandlingen er stoppet og en eftermiddag bliver jeg fortalt, at der er blevet valgt et gravsted. Et beskedent men smuk gravsted. Havde det været helt op til min Mormor, var hun blevet lagt ved de ukendte, men betingelserne har pludseligt ændrede sig og som altid tænkte hun på os andre frem for sig selv. Hun valgte, sammen med min Morfar, et sted vi kunne gå hen. Et sted hvor vi kunne se ænderne bade om sommeren og om vinteren lade sne landskabet tryllebinde os.

Kravlenisserne og deres nisser venner i vatlandskaber, kommer frem rundt omkring os. En eftermiddag pynter jeg op hjemme hos min Mormor og Morfar. Det er blevet en fast del af min hverdag, at besøge eller ringe sammen med hende. Selvom besøg og telefonsamtalerne, altid har udgjort en stor del af vores forhold,  så bliver de pludselige elementære for mig. Når vi er sammen ligger min iPhone tit gemt på sofabordet, mens det optager vores samtaler. På mange måder begyndte jeg at tage opbygge en falsk form for tryghed. Men hvordan gør man, når man ved at tiden er knap?

Flashback
Pigekorets smukke stemmer synger “Vær velkommen” mens jeg klamre mig indtil Morten. Så slipper jeg ham, for sammenbrudt at søge imod køkkenet. Jeg kan ikke! Mens himmelen fyldes med de smukkeste glimtende udspring, kører jeg ad cykelstien hjem. Jeg kunne ikke fejre og tage imod det nye år, inderst inde vidste jeg jo godt hvad året ville bringe mig, min familie, min mormor. Mere end nogensinde før, var jeg bange for livet. Bange for hvad der skulle ske og hvordan jeg overhoved skulle være i en verden, hvor min Mormor ikke længere var.

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit.
Vi ta’r en dag af gangen,
i morgen er der atter en dag

En lang og kold januar ..
Det bliver januar. Mørket begynder for alvor at overtage alt og min Mormor bliver mere og mere syg. Min mor har taget delvist orlov for sit arbejde, for istedet at kunne passe hende. Det hele begynder at gøre ondt, dels på hende selv men også på os andre. Selvom det kun var hende der bar sygdommen, så føltes det som om, den var begyndt at sprede sig. Oftere må jeg under mine besøg, hos hende, søge mod toilettet, for at lade tårerne få frit løb. Det hele gjorder så ondt og selvom jeg inderligt prøvede at gøre alt godt, så hjalp der intet. En af vores sidste snakke sammen, handlede om at spekulere, som hun kaldte det. Hun havde altid påstået, at det var noget jeg gjorde mig for meget i og at jeg nogle gange bare måtte være til også skulle det hele jo nok ordne sig. Hun havde som altid ret. Hun bad mig om at love, at være mere ligefrem, istedet for altid at have en plan A, B, og C, det var alligevel ikke dem jeg blev lykkelige af.

Da du gik, tog du noget af mig med
Det bliver februar, også sker det.
Jeg husker alt fra den aften, hvor opkaldet kom. Jeg husker snakken. Husker besøget i kapellet. Husker hullet i hjertet, den konstante smerte i maven, som bare vokset og åd mit indre op. Husker sorgen som plaget mig i mine sparsomme timers søvn og dagdrømmene, som jeg bevidst lod mig forføre af.

Og hvor er du?
Jeg savner dig nu.
Dit hjerteslag,
gjord’ natten til dag.

Flashback
Først et, så to sæt strømpebukser. Den sorte kjoles lynlås genere mig og hårtotter hist og her falder igen og igen ned i øjnene. Min mor taler, hun siger mange smukke og rigtige ord. Imens hun taler presser jeg benene mod bænken foran mig, mens neglene borer sig ned i håndfladen. Præsten siger lidt, holder en smuk prædiken og rundt om os er der masser af blomster, hele kirken er fyldt. Jeg rejser mig og går med tunge skidt op til kisten. Jeg kaster et sidste blik på Morten, ser så min mor smile vedmodigt inden øjnene fyldes med tåre. Jeg træder et skridt frem og mærker hvordan armen spænder op, som var det mit tungeste løft. Havde det bare været så vel. Mine tårefyldte øje er bevidst rettet mod gulvet, mens kæben er spændt op, i forsøget på at kvæle min indre hulken. Vi når ikke ret langt ned af kirkegulvet, før jeg må give efter og lade hulken slippe ud i kirkens rum. Jeg græder, velvidende om at jeg ikke er i stand til at stoppe igen mens jeg langsomt forsætter ud igennem kirkens døre, ud til rustvognen hvor jeg slippe mit tag i kisten. 

Så lys og så let,
din latter, dit åndedræt.
Nu’ alt så tungt,
min sjæl er forgrædt

Tiden efter min Mormors begravelse er sløret…

Og nu er det sent,
og alt er forbi,
en evig nat
indeni.

Flashback
Jeg retter på den flettede læder-snor i håret og fjerner med en fingrespids, lidt af den halv udsmurte eyeliner. Så kaster jeg et sidste blik i spejlet. Jeg er fuld og ser også sådan ud. Det er¨terningeaften¨ på seminaret. En af studieårets sidste fester. Festen, hvor alle studerende, fejre at de har afleveret deres skriftlige opgaver og nu kun står tilbage med det mundtlige forsvar. Det er festen, hvor alle fredagsbarernes overskud, financier at de studerende kan nøjes med at slå med to terning, for derfra at kunne bestemme beløbet for deres køb i baren. Min ånde lugter fælt af Fisk og på min blomstrede top, er der sågar en sort plet. Jeg sætter mig blandt mine studievenner og drikker videre. En kær veninde kommer over og ligger armen om mig og hvisker så, at det er herligt at se mig smile lidt igen. Hun skulle bare vide. De sidste måneder har været præget af alt fra fosterstilling, søvnløsen nætter, lange løbeture og masser af arbejde. Arbejde som har gjort krav på min fulde koncentration. Smiler modvilligt tilbage og mærker også hvordan jeg føler mig så let, ja helt levende. Flasken med fisk er tom og hurtigt hiver jeg en ny frem fra Føtex posen. Inden klokken er 18, er den også tom og antallet af indtaget genstande, er umuligt at udregne, for gruppen af dansklærerstuderende. Jeg kan godt mærke det, det hele begynder at kører rundt og pludselig er mine tanker alle andre steder end der hvor jeg fysisk er. Pludselig vælter det hele rundt og den kugle i maven, som jeg troede jeg havde spærret inde og bare lært at leve med, springer op fra sin aflåste kiste. Det er som om den i sit bad af sort væske samler fornyet kræfter og med lynets hast for jeg pakket mine ting sammen og 1-2-3 er jeg ude af studiet og på vej hjem på min cykel. Morten skriver i samme øjeblik jeg helt hovedeløst holder for rødt. Får pænt klasket noget sammen, jeg senere forstår at han har tolket som et råb om hjælp. Slingrende kører jeg op ad vejen og får smidt min cykel i stativet. Jeg burde ikke have cyklet, min kuglen i maven vælter rundt og tanken om at stå der på åben gade, når den springer, er uudholdelig. Jeg flår nøglerne op fra jakkelommen og får den med nød og næppe ind i nøglehuldet. Idet jeg drejer, sker det, som en bombe der eksplodere i mit indre, så knækker jeg sammen, og tårerne får frit løb. Mens jeg sammenbukket og med krydser ben, mærker hvordan alt i mig søger mod hver sit verdenshjørne. Billeder, minder, stemmer, alt flyder sammen og i et kort sekunder bevidsthed, opdager jeg, hvordan en varm væske løber ned af mine ben. Jeg får først skubbet døren op til opgangen og dernæst hovededøren ind til lejligheden, men forsent. Jeg kommer ikke længere end til første dørtrin før jeg ligger der, hulkende mens jeg igen og igen hamre den ene knyttet hånd imod gulvet. Igen og igen kramper maven, mens snot og tåre indsmøre mit ansigt. Længe ligger grædende, nogengange højt, andre gange helt stille, indtil jeg til sidst skriger af mine lungers fulde kræft Jeg vil have min mormor!”.

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit.
Vi ta’r en dag af gangen,
i morgen er der atter en dag.

Den 16 februar 2010 blev mit ændret. Min familie mistede sit samlings punkt og vi  stod vi tilbage med en sorg, større end ord kan beskrive.
Min Mormor kæmpede en brag og tapper kamp og formåede til det sidste at holde hovedet højt.

Ære være dit minde – Anne Marie – Verdens Bedste Mormor

Tak – fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Du kan støtte Kræftens Bekæmpelse arbejde på knæk cancer 

. . .

Har du lyst, kan bloggen også følges på Bloglovin, Facebook

Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

   

Knæk Cancer Del IIII

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

 

Da alt ændrede sig

Flashback
Mine hænder ryster så talepapiret blafre, som var det dét dannebrogsflag, der vejrede i vinden, oppe over kolonihaven. Der er helt stille i teltet og kun min stemme og biernes summen i blomsterne omkring, kan høres. Ud af øjenkrogen kan jeg se Morten har vippet solbrillerne ned fra panden, til trods for han ellers sidder i skygge. Jeg ved det godt. Små snøft hist og her bevidner mine ords dybde og selv er min egen stemme til tider bævrende og noget nær knækkende. Jeg havde virkelig været i tvivl om den tale og flere gange overvejet blot at skrive et fint kort. Alligevel havde jeg fået overbevist mig selv om, at denne her tale var vigtigere end alle andre taler. Selvfølgelig havde det da også en betydning, at det nu var en rund fødselsdag, en 70 års fødselsdag. I talen fortæller jeg om min mormors ubetinget kærlighed. Hvordan jeg altid har opfattet hende som en Mor2, hendes betydning for mig og hvordan hun på mange måder altid tilsidesatte sig selv, for andres ve og vel. Talen hed “Når Mormor sagde hold mund”, for det sagde hun altid, når man forsøgte at afslå hendes generøsitet. Sådan var min mormor.

… det er kræft
Min Mormor bliver syg i april 2009. Faktisk havde smerterne i låret kommet og gået i et par måneder inden. Men en dag i april vender det hele og alting bliver pludselig fyldt med uvished. Den forbandede, altomfattende uvished. Selvom min Mor og Jeg, en aften med hvidvin på bordet, havde lufter tankerne, så tænkte vi begge, at det ikke kunne passe, måske fordi vi ikke ville lade det være det, som det desværre viste sig, at det var, nemlig kræft.

Flashback
Vi har jordbærkage og et tæppe med. Mine søskende er glade og min Mormor sidder der i solen. Hendes øjne er gemt bag solbrillernes tonet glas. Min Morfar, Mor og Morten er også med. Sammen snakker vi lidt frem og tilbage. Alligevel er alting forandret. For to dage siden ændrede alt sig. Alt hvad jeg før havde troede på her i livet, var lige pludselig som en både uden åre på det åbne hav, uden tegn på land i sigte. Indvendig græder jeg, men udadtil performer jeg og hjælpe til mens jeg samtidigt forsøger at være den glade pige. Men jeg er ikke glad, jeg er ulykkelig. Min mormor har kræft og pludselig er alting så forvirrende. Min Mormor smiler og klemmer min hånd idet vi siger farvel.

Lægerne siger…
Uvisheden fyldes ud af en forbandet masse undersøgelser, prøver, scanninger og samtaler. Inden at nogen overhovedet så at min mormor var syg og hele forløbet begyndte, havde Morten og Jeg bestilt flybilletterne, til vores livs backpacker eventyr. Pludselig var al rejselysten klemt ud af mig og i stedet var behovet for, konstant at være min mormor nær altover skyggende. Ugerne op til afrejse datoen svævede jeg mellem at aflyse hele møget, for i det næste øjeblik at beslutte mig for at skulle afsted. Min mor beder mig rejser og minder mig om, at lægerne siger at det er okay. En eftermiddag, min Mormor og Jeg er ude at gå, klodser hun pludselig bremsen på kørestolen. Hun fortæller hvordan hun ikke vil acceptere at jeg bliver hjemme, fra hvad der bliver mit livs eventyr. Husker vi længe står der på stisystemet og husker også, at vi aftaler at hun skal være der, når jeg kommer hjem igen. Det lover hun mig.

Flashback
Jeg græder, mens jeg gennemlæser brevet en sidste gang. Alting er pakket og klart. Pas, billetter og pengene ligger i bæltetasken. Nøglen til min veninde, som skal bo i lejligheden, ligger på køkkenbord. Det eneste der mangler er brevet. Brevet som kun skal videregives, i tilfælde af det bliver nødvendigt. Hvad skal man skrive oghvad skal man sige til et menneske, hvis man aldrig mere får chancen igen. Mine ord føles så fattige og ligegyldige. Alligevel ved jeg, at tanken om at leve et helt liv, uden at have fået videregivet disse ord, er ubærlig. Til trods for de næste to måneder vil byde på en masse oplevelser, hvoraf det eneste der er sikkert, er hvornår flyet går tilbage til København, så ligger der et guldkort i min pung, der understøtter min plan B. Jeg får rettet de sidste slåfejl. Printer så brevet og ligger det i kuverten, hvorpå der står “Mormor”.

Oppe over skyerne
Mens jeg oplever verden, sørger jeg hele tiden for at holde mig opdateret om det der sker hjemme i Danmark. Inden afrejse, aftaler min mor og jeg, at intet nyt – var godt nyt og at hun lovede at være ærlig når jeg spurgte til min mormor. Halvvejs inde i rejsen, læser jeg en mail, som tvinger mig til at droppe alt hensyn til tidsforskellen imellem os. Min Mormor er blevet rigtig syg og lægerne har fundet en større spredning. De prøver med stråler, men kræften er uhelbredelig. Min mormor er dødelig syg. I telefonen forsikrer min mor mig, at min mormors helbred fortsat er stabilt, til trods for lægerne hårde dom. Alligevel bruger jeg, efter vores samtale, mange timer under stjernerne, med tårer i øjnene og et grædende hjerte, samt en følelse af jeg var selvisk som bare fanden. Samtidigt var der også noget i mig, der igen og igen sagde, at hvis jeg kom hjem, ville det være et udtryk fra min side af om at alt håb var ude. Hvis der er noget jeg har lært, så er det, at i forbindelse med den ene eller anden form for kræftsygdom, at håb er en af de vigtigste former for medicin.

Med blod og blæk..
Da jeg endelig står i Kastrup lufthavn, mere brun end jeg nogensinde vil blive igen, er hun der. Min mormor. Jeg græder helt ukontrolleret da jeg ser hende. Jeg græder af taknemmelighed, af skam og mest af alt af glæde. Hun er lige der, min Mormor. Dagene efter min hjemkomst er fyldt op med tid, sammen med hende. Det er tydeligt at sygdommen for alvor er ved at få fat og en eftermiddag, kort inden hendes fødselsdag, spørger hun om jeg ikke vil være sød at skrive et kort for hende. Først der forstår jeg, hvor fremskridende sygdommen er. Alligevel lokker jeg hende til at fatte kuglepennen, en sidste gang, for blot at skrive hendes underskrift. Dagen efter, på hendes 71 års fødselsdag, viser jeg hende, hvordan hendes underskrift nu pryder mit højre håndled og selvom hun normaltvist ikke påskønner tatoveringer, lykkes det hende alligevel ikke, at skjule hendes glæde og stolthed over, at jeg nu havde fået lige præcis den tatovering. Da vi synger fødselsdagssangen virker det hele så forkert. Min Mormor som ellers altid har været en bred hoftede dame, sidder nu der på stolen, så tynd og stille. Flere gange mærker jeg tårerne presse på, men alligevel synger jeg, mens jeg tænker på, hvordan verden så ud, for blot et år siden.

fullsizerender

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske endda dem, som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer Del III.

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed. I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.

– Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Når det der skulle være normalt, ikke længere er det

Trafikken nede på gaden, buldrer derudaf. På altanen, ved siden af, sidder to duer og rykker rundt om hinanden, mens de kurer på livet løs. Hvis ikke jeg tænker helt galt, hopper den ene på den anden, lige om lidt. Björks vokal fylder rummet op, mens jeg selv, hviler hovedet mod dørens åbning. Der er helt stille i lejligheden. Lige om lidt kommer mine søskende hjem, også vil de formentlig begynde at lege. Jeg håber ikke de har tænkt sig at lege gemmeleg, det larmer så meget. Så hellere lydende for de to duer. I hjørnet står min skoletaske, jeg burde kigge på opgaven om jordbundssystemer, men jeg orker det faktisk ikke. Jeg er træt, lidt ugidelig og måske også lidt for selvoptaget.

Ved aftensmaden snakkes der løst og fast henover bordet. Min lillebror fortæller om hvad ham og en ven lavede i frikvarteret og min søster brokker sig over hendes rullende fritidshjem. Egentlig kan jeg godt forstå, at det er lidt kedeligt at være i Zoologisk Have, hver 4 uge – men igen, hvor slipper man lige en afdeling af et fritidshjem løs på Christians Havn? Jeg hjælper med at rydde af, mens min mor børste tænder med mine søskende. Da den sidste tallerken er sat i opvaskeren trækker så igen ind på værelset. Jordbundssystemerne venter stadig, men jeg overbeviser mig selv om, at de også er der efter et afsnit Friends.

Midt i afsnittet kommer min mor ind. Hun er lidt bleg og ligner en der ikke helt om hun skal grine eller græde. Hun gør ingen af delene. I stedet sætter hun sig på min sofa og spørger om hun lige må snakke med mig om noget. Jeg pauser afsnittet og bemærker så stilheden ude fra lejligheden, mine søskende sover sikkert. Jeg sætter mig ved hendes side og nikker så mens jeg spørger “Er der noget galt?”. Jeg kender allerede svaret. Selvom min mor altid har gjort en dyd i, at skelne mellem at hun var voksen og jeg “barnet”, så kender jeg hende alligevel på en måde, som jeg tror de fleste kender deres forældre. Hele hendes måde at træde ind i lejligheden på, når hun kommer hjem fra arbejde, kan ved simpel afkodning sige alt om hvordan hendes humør er og om hvordan hendes dag har været. Tror i princippet, at mennesker der kender hinanden godt, altid vil kunne læse hinanden på den måde også selv det menneske man nu engang læser, aldrig har til ønske at belemre andre med dets egne problemer. “Nu siger jeg det ikke til dig, for at gøre nervøs men…” tænker ved mig selv, at selvfølgelig gør hun ikke det – hun sætter altid vores andre ve og vel foran sig eget. Alligevel bemærker jeg, hvordan strømpebukserne kradser, huden omkring mine kinder bliver varm og hænderne svedigt. Jeg hader ordet “men”, det er sjælendt at det ord bringer noget godt med sig. Det gør det desværre heller ikke i den sammenhæng. I stedet fortæller min mor mig om nogle prøver, som har givet anledning til flere prøver og nu en operation. Hun siger det ikke, for jeg ved det allerede. Operationen skal gøres for at forhindre en mulig mutation. Det kan godt være min opgave om jordbundssystemer venter i tasken, men jeg har i det mindste hørt efter i biologi. Lige nu vil jeg også skide de jordbundssystemer et stykke. Vi snakker lidt frem og tilbage og om vigtigheden i ikke at tro det værste, også kommer den, hendes undskyldning for at være nød til at fortælle mig det her, som var det noget hun selv havde bestilt hos slagteren. Det er typisk min mor, til trods for jeg har passeret de 18 og mere eller mindre snart pakker hele ungdomsværelset i flyttekasser, så undskylder hun for at belemre mig med denne oplysning. Da jeg tilbyder at tage med og sikre mig hun nu kommer ordentligt hjem efter operationen, afslår hun. Det klare de voksne, min mor og hendes mand selv. Vi ender med at forhandle os frem til, at jeg kan nøjes med at hente mine mindre søskende den pågældende dag også lige give et ekstra nap med hjemme. Selv har jeg lyst til at skubbe alt til side og ligge mig fladt ned. Indkøbe skumfiduser, leje Pretty Woman, sætte Anne Linnet på anlægget og købe den største buket hos blomsterhandleren , alt sammen bedst som min mor ville kunne lide det. Inden hun går ud af værelset, siger hun så “Christina, det er sikkert helt normalt efter operationen og nok aldrig noget der viser sig igen“. Alligevel er hendes svar hult og præget af usikkerhed, vi ved det begge godt, da jeg brødebetynget smiler og siger “Okay Mor”.

Den aften drømmer jeg, om jordbundssystemerne som bryder op og ødelægge smukke blomsterbede. Jeg drømmer om den mørke skov og at jeg selv står der helt alene og kalder på min mor, men hun kommer ikke. Næste dag tager jeg uforberedt ud på studiet. Morgenmaden er droppet, jeg har alligevel ingen appetit. Mit udtryk er tarveligt og har ikke fået den opmærksom det normalvis ellers får, foran spejlet. Ude ved cykelskuret møder jeg en studieveninde, med en smøg hængende i mundvigen rapper hun “Du ligner sgu da lort” men i samme sekund, som hun har sagt sandheden, fortryder hun. “Ej – du skal sgu have en krammer Chrisser”. I hendes arme fremstammer jeg så, en sætning der begynder med “Jeg er simpelthen så bange“.

. . .

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske
endda dem som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer Del II.

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Da hun sagde “Min Mor har kræft”

Der er så småt begyndt at skyde erantisser og krokus op fra jorden. Min ånde er ikke længere synlig når jeg går i skole og i frikvarterne, særligt dem efter spisepause, kan man sidde op af skolemuren, mens forårs solen varmer. En aften kommer min mor ind på mit værelse. Klokken er mange og jeg forbereder mig på en formaning om at jeg skal ligge mig til at sove. I stedet sætter hun sig på min seng og siger så, at der er noget hun er nød til at fortælle mig. Jeg sætter mig ved hendes side, trækker benene op og slår armene om dem. Ganske langsomt fortæller hun, hvordan hun ved besked om, at en af mine helt nære veninders mor er blevet ramt af kræft. Ordet kræft, er på daværende tidspunkt, stadig noget uhåndgribeligt og uforståeligt. Nok ved jeg at det er en sygdom, at min egen Farfar er død af det før jeg blev født og I skolen har vi I forbindelse med et forløb om kroppen, snakket om forskellige sygdomme, hvor kræft var en af dem. Jeg ved at der nede i solcentret er begyndt at hænge plakater omkring solbeskyttelse og at der i Tyskland er nogle skræmmende billeder på deres cigaretpakker.

Min Mor fortæller mig, at kræft desværre er en rigtig hård og forfærdelig sygdom og at man yderligere kan blive endnu mere syg, af al den medicin, som lægerne skal bruge for at fjerne den. Sammen sidder vi, jeg spørger lidt ind til det hele men ret hurtigt lærer jeg, at kræft ofte også handler om en stor mængde uvished, en grusom og pinefuld uvished.

Næste dag går jeg i skole. I min mave ligger en lille sort kugle, den har ikke glatte overflader, men er instedet kantet. Alligevel er den kugleformet og slynger sig rundt, så jeg får ondt i maven. Min veninde kommer ikke til første time, heller ikke til anden, men efter ti pausen ser jeg hende ude i skolegården. Hendes hår er brunt, kruset og smør sig om hendes kønne ansigt. Hun har de dejligste øjne, som jeg altid har syntes lignede et dådyrs. Hun er en god veninde, kærlig, lattermild, fuld af fis og et til tider stort temperament. Hun er en stærk pige og har en sangstemme så smuk, at når hun synger, så er det næsten så ens eget hjertet græder.  Hun retter lidt på tasken og kender man hende, så ved man, at hun er eftertænksom. Jeg kender eftertænksomheden hos hende, alt for godt, både fra når vi sidder i matematiktimerne og synes det hele er noget værre vås, til når vi har haft et dumt skænderi og ingen af os helt ved hvad det handlede om. Jeg går hende i møde og smiler kejtet.
Hvad fanden skal man sige?

På mange måder, har min egen fars død, bragt noget godt med sig. Jeg ville selvfølgelig til hver en tid, heller have haft en far – men alligevel så ved jeg, at det og have mistet har gjort, at jeg har kunne tage, de til tider lidt hårde snakke. Vi når ikke at sige så meget, jeg tager hende blot i hånden og sammen fletter vi fingre. Vores lærer kommer ind, den næste time skal til at begynde. Han smiler blot og siger så ”Hvis du har lyst, må du gerne tage Christina med dig og snakke lidt, det her er ikke vigtigt”. For første gang i skolen historie, er tysk ikke vigtigt – ja alt er faktisk ligegyldigt nu. Vi går ned af den tomme skolegang og stopper så. Jeg ved det godt, ved godt at det kommer, at hun skal til at sige det. Hun slipper min hånd og vrider sig så lidt. “Min mor har fået kræft.” Hun er stille, mens hendes øjne fyldes med tåre og underkæben sitre. Jeg slår armene om hende, tænker et kort sekund, at det er godt jeg endelig er blevet lige så høj som hende, for nu kan jeg endelig favne hende ordenligt. Vi står længe og bare holder om hinanden, mens vi græder. Efter noget tid hvisker jeg til hende “Det er noget værre lort.” Så trækker vi os fra hinanden, smiler på den måde man nu gør, når det hele faktisk bare er rigtig trist. Vi sætter os op af en radiator og sammen sidder vi bare, med vores fingre flettet. Vi snakker om vind og vejr, om hvordan hun selv har fået beskeden om hendes mors sygdom og om den forbandet uvished der nu fylder.

Da jeg kommer hjem fra skole, bliver tasken kastet hårdt ind i væggen. Det giver et ordentlig dunk idet den rammer, for så at falde til jorden. Hurtigt finder jeg en cd frem, kaster dets hylster fra mig, smider skiven på ghettoblasteren og skruer op. Jeg åbner hurtigt mine jeans, får sparket dem af mig, finde silke boksershortsene frem og synker så sammen på gulvet.

Da jeg rejser mig, er shortsene, med den ellers så glade Pink Panter fyldte med, hvad der kunne være regndryp. Jeg er restløs, vred og ked af det . Kuglen i maven fra i morges, har vokset sig meget større og dens kanter river i mit indre. Ude fra entréen kan jeg høre min mor er kommet hjem. Stille går jeg op ad gangen, ud til køkkenet. Hun når ikke engang at sige noget, før jeg hænger om hendes hals. Sådan står vi, mens jeg lader snot og tåre blande sig ind i hendes tørklæde. “Kom hun i skole?” Spørger min mor stille, jeg nikker mens jeg stadig har hovedet gemt i hendes tørklæde. “Fik du talt med hende?” Nikker igen og trækker mig så væk – “Men jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, intet er jo godt nok“. Tårerne pibler frem, mens jeg vrider mine hænder. “Nej – men måske handler det ikke så meget om hvad du skal sige, men mere hvad du gør og at du lader hende vide at du er der.” Jeg smager på ordnerne, nikker så, men mærker stadig hvordan klumpen i maven vokser. “Men Mor” siger jeg, helt stille, velvidende om, at mine ord omhandler det værst tænkelige, ”Hvad hvis nu at hun dør?” Min mor slår armene om mig, mens hun stille hvisker “Det ved jeg virkelig ikke.”

. . .

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske endda dem, som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften