Guide: Et mindre stresset studieliv

Guide: Et mindre stresset studieliv

 

For knap en måned siden sad utrolig mange håbefulde (unge) mennesker og holdte sig opdateret på e-boks. Det var nu sandhedens time var kommet og beskeden om den mulige optagelse, på hvad er for mange formentlig var drømmeuddannelsen, var tilgængelig.

Jeg har oplevet at modtage et positivt svar 3 gange og negativt 1 gang… eller, jeg valgte selv det negative, da jeg ikke ture rykke teltpælene op, for at flytte til Århus og læse Psykologi, til trods for det var drømmen. I stedet gik jeg en anden vej, en omvej vil nogen måske mene, men jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og i dag er jeg enorm stolt og taknemlig over at have læst den bachelor og kandidat som jeg har læst. Jeg har sammenlagt tilbragt 7 år på længere videregående uddannelser og vil blandt andet derfor mene, at jeg kender en del til studielivet, måske endda særligt studielivet som Mor på Su, hvilket du kan læse lidt om her hvis du lyster:  Indlæg: Mor på SU

Dengang jeg blev optaget på min kandidatuddannelse, der var jeg først ovenud lykkelig og så kom frygten. Frygten for ikke at være stærk nok fagligt og yderligere, at jeg måske måtte sælge mine to børn, for overhovedet at kunne få tid til at gennemføre kandidatstudiet. Jeg har aldrig fortrudt at være en studerende mor men jeg har fortrudt den måde jeg til tider håndterede studielivet på. Omvendt vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre anderledes, jeg gjorder jo bare det alle de andre gjorde. I dag viser statistikkerne fra landets universiteter, studiecenter og rådgivninger, at de studerende føler sig stresset. Nogen i let grad og andre så massivt og langvarigt, at det udvikler sig til en psykisk lidelse, selv var jeg en del af de mange unge, hvor stressen udviklede sig.. min stress udviklede sig til en svær depression, en stressbetinget depression som var en belastningsreaktion på det liv jeg førte engang, hvor jeg blandt andet var kandidatstuderende.

Den dag jeg fik diagnosen tog jeg er bevist valg. Det her skulle på en eller anden måde have en betydning, for andre end bare mig selv. Derfor har jeg siden depression lettede blandt andet kæmpet for at skabe en politisk og studieorganisatorisk opmærksomhed på, at der er noget fuldstændigt galt i vores uddannelsessystem. Yderligere har jeg valgt at tale frem for at tie, om det at have haft en psykisk lidelse. Jeg tror nemlig på at fortielsen kun gør ondt værre og jeg ved, for jeg har mærket, hvad manglende viden omkring psykiske lidelser kan have af betydning.

Årsagen til dette indlæg er derfor at der lige nu sidder hundredvis af kommende studerende, nogen har studiestart i denne uge. Alle skal til at give sig i kast med en videregående uddannelse, hvad enten den er lang eller kort, så mener jeg der er visse ting man bør have i baghovedet, fra første øjeblik man træder ind på sit campus. Nemlig det, at det campus KUN er én arena og at de oplevelser man vil tilegne sig i netop denne, ikke afspejler resten af ens agens udenfor denne arena. Altså, vi som mennesker er langt mere end hvad et system måske vurdere vores faglige evner at være.

Uddannelsessystemet – et stressfremkaldende system
Det danske uddannelsessystem har i dag udviklet sig til at have indlejret flere stressfremkaldende elementer, som psykologerne ved studenterrådgivningen så fint kalder det. Disse elementer er følgende:

  • Øget og periodisk konstant pres
  • Uspecificeret krav og mål
  • Manglende feedback
  • Socialt internt pres
  • Skiftende og ikke monoton rytme

Og hvad betyder alt dette så?
Alle ved jo, af et studieliv er spundet op omkring en række afleveringer og eksamener og for de fleste, så er netop disse utrolig vigtige, det er dem som gør man ligger i fosterstilling og pludselig betvivler sin egen kunnen. Lige så snart det ene fag afsluttes så påbegyndes det næste og hertil ligger der et stort paradoks, da uddannelsesinstitutionerne i dag er så økonomisk presset, at vejledningen, både før og efter eksamen er sparret væk. Det gør at eventuelle specifikke faglige mål og forventninger til hvorledes man som studerende afslutter et fag (og gerne over middel!) er uklare og at man som studerende derfor befinder sig i en situation hvor “chefen”, her ens underviser, ikke har udleveret en jobbeskrivelse eller agenda der gør at man kan føle sig sikke i det man laver. Der eksisterer selvfølgelig en studieordning og fagbeskrivelse men det er sjældent det gyldne svar findes heri. Så holdt op imod at det studerende ofte ikke får en udførlig jobbeskrivelse samtidigt med at der efter ikke længere er tid og råd til konstruktiv kritik og feedback på ens præstation, så er det utrolig svært for den studerende, at vide hvad det i virkeligheden var godt og mindre godt. Havde dette været i en almen virksomhed, kunne dette kaldes for svært dårligt arbejdsmiljø.

Der foreligger i dag en kæmpe massiv viden omkring stress, forebyggelse og håndtering heraf og særlig håndteringen er skelsættende for de studerende. Når er menneske rammes af stress, så er det et socialt problem, forstået således at den der har fået stress ikke skal løse situationen på egen hånd. I en virksomhed er det HR, Chefen og Afdelingslederens job, at være med til at se på de stressfremkaldende elementer og udbedre dem. Problemet som studerende er blot, at det aldrig er tilfældet på de store universiteter. Den enkelte studerende er blot en i mængden og det ender derfor oftest med at være den enkelte studerendes egen opgave, at få bugt med de stressfremkaldende elementer. Er man som studerende ramt af stress, så anbefaler jeg at man kontakter egen læge og ens studiecenter, for derigennem at søge hjælp og rådgivningen.

Hvornår har jeg stress?
At sige man som studerende er stresset er blevet lige så populær som en Mac computer og derfor mener rigtig mange at det er legitimt og en basal del af det og være studerende. Jeg har i min egen studietid ofte tænkt, at det her jo var helt normalt og at det hele ville blive bedre, når det enkelte semester blev afsluttet. Når vi som menneske oplever stress, så er det en naturlig reaktion på pres. Det er en reaktion som i tidernes morgen skulle sikre at stod umennesket ansigt til ansigt med sabeltigeren, så fik vi producerede adrenalin i kroppen som dertil skabte hurtigere reaktioner og derved en mulighed for at flygte. Stress bliver usund hvis den bliver længerevarende, altså hvis vi under længere tid står ansigt til ansigt med en “sabeltiger”. Hvis vi over en længere periode befinder os i stress-mode, så begynder kroppen at nedbryde sig selv og den positive stress udvikler sig til negativ stress. Spørgsmålet er hvornår er nok – nok?

Jeg har oplevet hvordan studerende i dag udviklet sig til boglige ironmans, der konstant øger presset, holder fokus og taler sig selv op til lige at give lidt ekstra alla ”Jeg kan jo godt klare det” eller “Jeg må tage mig sammen”. Mit råd er derfor at man som studerende lærer at mærke sig selv, uafhængigt af andres holdninger og antagelser om hvad der er normalt. Et gammelt ordsprog lyder: er du i tvivl; så er du ikke i tvivl. Hvis man som studerende en aften tænker, måske er jeg lidt stresset, så er den sandsynligvis god nok og her er det vigtigt ar drage den bedste form for omsorg for sig selv. Frem for at ignorer de signaler som viser sig.

Et mindre stresset studieliv
Hvordan er det så lige man som studerende skal skabe sig, et mindre stresset studieliv?
Viden er magt og ved at man som studerende er bevist omkring hvilket stressfremkaldende elementer som der er i et studieliv, så kan man lærer at navigere efter disse og derved hjælpe sig selv, så man oplever mindre stress. Sandheden er jo at vores uddannelsessystem styreres fra politisk top og selvom den nye uddannelses- og forskningsministeren har lovet at se på hvordan man kan komme de stresset studerende til livs, så tvivler jeg på at løsningen er lige rundt om hjørnet.

Derfor har jeg følgende råd som har hjulpet mig igennem studiet, uden stress..
Altså det var først nogle jeg havde lært at gøre ordentlig brug af efter jeg havde været ramt af stress. Det vigtigste er som tidligere nævnt at man husker at mærke efter !

Planlægning din studietid:
De fleste videregående uddannelser skal læses på fuldtid. Altså 37 timer om ugen og det kan man som studerende vælge at se stort eller småt på. Jeg tror det er rigtig vigtigt at gøre op med sig hvilken type studerende man ønsker at være, er man den studerende som har et deltidsarbejde oveni fuldtidsstudiet eller ønsker man at læse HELE pensum + sekundært litteratur? Jeg tror ingen af delene er muligt, for ikke at sige sundt for nogen.

Det der er muligt og rigtig godt at gøre, er at planlægge sin studietid. Da et studieliv ofte er uden egentlig rytme udover de faste forelæsninger, så er det op til en selv at skabe en struktur og genkendelig hverdag. Det er ofte noget forældre har meget travlt med at gøre for deres børn men os noget voksne ofte glemmer at gøre for dem selv… lidt tragisk komisk, da særligt en ikke overskuelig hverdag ofte har den bivirkning at skabe stress.

Jeg anbefaler derfor at man putter 37 timers studieliv ind i et ugeskema, det er selvfølgelig inklusiv forelæsninger og arbejde i studiegruppen. Når det så er gjort skal alt det andet ind i skemaet, alt det som er vigtigt for at kroppen – hjernen kan restituere, her søvn, motion, kost og socialt sammenværd. Når man laver det skema, er det vigtigt at være realistisk og lave det ud fra ens egen døgnrytme, nogen fungere bedst efter klokken 12 og andre, ja de kan ikke få bogstaverne sat sammen til ord efter klokken 18. Det kan tage lidt tid før man måske har lavet sig et fast skema, men personligt synes jeg det virkede rigtig godt for mig, at vide hvilket fag jeg skulle forberede mig til hvornår og ellers have et overblik over hvad mine uger skulle indholde af aktiviteter.

Acceptere at du ikke kan nå det hele
Men ”Hvad så hvis jeg kun har læst 2 af de 3 eller 5 tekster vi skulle forberede til faget?”, det var mit spørgsmål, dengang jeg fik anbefalet at lave dette studieskema. Vejlederen var ærlig og kontant – så er det bare sådan det er, for du kan ikke nå mere end det du kan nå. Derfor er det vigtigt at have for øje, hvilket dele af pensum som er livsnødvendige og hvilke dele kan måske ”gemmes” eller se som sekundær litteratur der er relevant hvis man vælger at arbejde videre med det pågældende område. Her kan det anbefales at man spørger sine undervisere hvad de selv mener er primært og sekundær litteratur. De fleste undervisere er eksperter indenfor deres område og har derfor ofte en kæmpe kærlighed til netop deres felt, det er en kærlighed de meget gerne vil dele og det er jo det som på en og samme tid er fantastisk og utrolig uoverskueligt når man som studerende jo kun har en forelæsning på 4 timer men måske 12 timers forberedelse forud for denne? Et andet godt fif til at komme hele vejen rundt i pensum – uden stress, er at lave en studiegruppe, hvori man uddeler teksterne imellem sig. Derved kan man som studerende arbejde intensivt med 1-2 tekster, referer til de andre i gruppen og samtidigt få en indføring i de resterende tekster. Hos studievejlederen kan man ofte booke kursuser til ens studiegruppe, hvor man kan arbejde med en afstemning af forventninger, note arkiver osv.

Lær at skure op og ned for blusset
Hvis man forestiller sig sin studieaktivitet som en flamme man kan skrue op og ned for, så er det som studerende vigtigt at man gør brug af denne justering. I perioder af ens liv vil der være noget der fylder mere end andet og man skal derfor huske at justere sit aktivitetsniveau herefter.
Et godt eksempel på manglende justering er:

I foråret 2016 var jeg i gang med mit andet semester på studiet, det var udgjort af 2 fag af 15 ETCS point, begge med krav om skriftlige eksmaner. Jeg trænede op til at løbe mit andet marathon, planlagde den fedeste dinosaurer fødselsdag, sad som formand i forældrebestyrelsen i mine børns institution, var chef touter for kommende studerende, blogger, Mor med kæmpe M, kone og veninde.. min mands blindtarm sprang midt i eksamensperioden, så der var jeg alenemor og Carl led i svær grad af mellemørebetændelse og var derfor konstant syg. På intet tidspunkt i den periode skurede jeg ned for noget, for at gøre plads til andet… forklaringen på min stressbetinget belastningsreaktion er på mange måder både enkel og kompleks, den komplekse del hører sig til spørgsmålet ”Hvorfor tillod jeg mig selv at blive så stresset?” eller ”Hvorfor mærkende jeg ikke alt det min krop og psyke forsøgte at fortælle mig?”. Sandheden er, at der ikke er nogen der klapper når man først ligger ned og vi nu engang er nød til at passe på os selv, i mere end en forstand.

Jeg er enorm taknemlig for at vi i Danmark har det uddannelsessystem vi har, med SU osv.
Dog ville jeg virkelig ønske at man som uddannelsesinstitution og ikke mindst fra politisk hånd, arbejdet langt mere med de studerende arbejdsmiljø og at man i introdagene havde fokus på
stress og forebyggelsen heraf.

Rigtig god studielyst

Tusind tak fordi du ville læse med.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At bo bedre – Del 1. Entréen

At bo bedre – Del 1. Entréen

Som det måske er gået op for de fleste, særligt hvis man følger med på min instagram profil @Mig_Og_Morskabet, så er mine elskede løbesko pakket væk. Det er de grundet ønsket om at passe på en voksende mave og konsekvensen af et keglesnit fra 2014. Så hvad sker der, når løberen ikke kan løbe. Hun kaster sig over et nyt projekt. Til oktober skal vores knap 100 km2 store 2 sals lejlighed på Frederiksberg huse katten Cava, opkaldt efter det man kan drikke, 1-2-3 drenge, Aksel 2011, Carl 2014 og Vilmer 2018 samt Hr. Mand og MIG. Det betyder at der skal tænkes kreativt, i kubikmeter OG vigtigst af alt budget venligt, når nu hele vores lejlighed skal “genindrettes” og omtænkes, således at vi kan bo med børn og vores børn kan bo med os.

Igennem en række af indlæg, med titlen “At bo bedre” vil jeg forsøge at tage jer med i, hvordan Hr. Mand og Jeg tænker bolig, indretning og mest af alt kreativt. I titlen på disse indlæg, ligger tanken om hvordan vi som familie kan komme til at bo bedre, uden af skulle føle os nødsaget til at rykke teltpælene op, vi elsker nemlig vores lokalområde, som vi nu har boet i, siden 2007. Derudover vil vores indretning bræger et tydeligt præg af en glæde for genbrug, genanvendelse af egne møbler OG en tanke om vi godt selv kan lave nogle møbler frem for at betale for dem i dyre domme hos diverse interiørbutikker.

Dette indlæg omhandler rummet: Entreen
En entre havde i tidligere tider den funktion, at være rummet hvori en gæst skulle bydes velkommen i. Nu skriver vi 2018 og herhjemme er vi, en klassisk børnefamilie, hvor børn og voksne vælter både ind og ud ad døren. Derudover er vores entre en del af vores gang, som leder ud til alle rum i lejligheden. Det betyder den skal fungere lige meget hvor på himmelen solen står, os når den ikke står og Carl nat efter nat kommer slæbende med puttekanin, pude og dyne i mørket. Rummet skal derfor kunne lidt af det hele og det mente jeg derfor krævede en strategi for rummet, inden vi begynde at genindrette det.

Vi har boet 5 år i vores lejlighed og det kan ses hist og her. Panelerne afspejler at Aksel har kørt Carl rundt i en brio gåvogn og at han dengang ikke bare sådan lige kunne trække et kørekort i Legoland. Rundt omkring alle stikkontakterne ses det tydeligt hvor møgbeskidte mine børns hænder til tider har været og hvor elendig jeg har været til at få tørret væggen over med en klud. Dette problem og løsningen herpå, vender jeg tilbage til. I gangen er der en del trafik, både når ungerne løber rundt og rundt, eller når vi går fra køkkenet ind i spisestuen og omvendt. Eller når vi kommer hjem efter en lang dag på studie/arbejde/børnehave/skole. Det betyder at gangen helst skal være ryddet og gangbar – hvordan gør man en gang, gangbar? Alle disse krav og funktioner, samt en eliminering af irritationsmomenter, har vi skulle indtænke i den genindretning som skulle finde sted.

Jeg indretter bedst ved først at tegne rummet og planlægge dets indretning. Det er ikke altid planen holder, men det fungerer næsten altid. Når jeg har planlagt et rum, kortlagt dets funktioner, så begynder den sjove proces, den kreative. Den hvor jeg suger ideer til mig. Det gøres både via Google, Instagram eller Pinterest. Eksempelvis har vi haft et massivt ønske om at finde en måde at udstille vores børns unikums og tegninger, og her har det været rigtig rart at se på hvilket løsninger der var. Når jeg så har indsamlet en masse ideer, forsøgt at sætte dem sammen til vores personlige stil – oftest gerne med møbler, materialer osv. som vi i forvejen har, SÅ kan projekt indretning gå i gang. Jeg vender altid mine tanker med Hr. Mand og bruger ham i særdeleshed som sparringspartner. Hr. mand og jeg har heldigvis fået arbejdet os ind på en relativt ens stil og holdning til bolig, gudskelov – for vores første hjem i Valby, var lidt et kaos, med sølv tema, læder sofa og IKEA voldtægt. Derfor er mit bedste indretning tip, at man altid laver en lille skitse over hvordan ens rum skal se ud og med de møbler man vil bruge mm. Skitsen behøver bestemt ikke at være pæn, bare den er brugbar for en selv. Skitsen kan samtidigt danne grobund for at lave et mindre budget.

Vores gang består nu her efter dets make-over, primært at de møbler vi havde i forvejen, dog har de fleste fået et lille strejf maling. Særligt den grå maling som vi har valgt at bruge, er valgt ud for tanken om at vores hvide væggen simpelthen ikke kan holdes hvide i længden. Derudover følte jeg, at den klassiske opgangs maling ville være en god økonomisk løsning, som samtidigt gjorde vi mindskede beskidte hvide overflader og områder omkring stikkontakterne. Jeg har derfor malet med en maling med høj glans, derved nem at tørre af, og med en tone der kunne kamuflere beskidte fingre. Jeg valgte at male 110 centimeter fra panel og op, da området ved stikkontakterne så var dækket. Hvis jeg skulle male et andet rum, med en opdeling af farverne, havde jeg nok sat den lavere. Malingen er indkøbt i Røverkøb og har farvekoden Shadow 3C. Jeg har efterhånden købt en del maling i den samme butik og jeg prutter ALTID om prisen, for ja – det kan man godt, selvom det ikke er et krejlermarked. Den grå farve står rigtig godt til Aksel og Carls gule dør, som er en lille signatur detalje herhjemme og med den gode højde til loftet samt de mange døre, mener jeg sagtens rummet kan bære den lidt mørkere grå farve. Da der endelig var malet færdig, kunne den sjove del begynde.

I starten af gangen, den del der er vores entre, har vi en lille børneslagbænk som er købt for en del år siden igennem DBA. Den har fået samme farve som væggen og går derfor lidt i et. I slagbænken ligger alle ungernes sko og huer mm. Over den hænger knagerækken til de voksne og modsat hænger ungernes. Jeg har før haft en knagerække fra Tiger, men den fungerede ikke længere. Derfor har jer hacket et IKEA møbel som oprindeligt er tiltænkt køkkenet. De mange kroge kan presses ned over stængerne, således at de sidder fast – os når man tager sin jakke. Der er nu rigeligt plads til alle ungernes overtøj samt en kammerat eller to’s. Over børnegarderoben har jeg opsat tre opslagstavler, en til hver af ungerne. Tanken med tavlerne er, at de skal skabe et overblik for hver af drengene, så de får indblik i deres dag eller uge. Eksempelvis er Carl i en udflytterbørnehave hver 3. Uge og da han går på sneglestuen, kan sneglen sætte sig på bussen i ny og næh.

OPSLAGSTAVLE DIY:
Tavlerne er lavet af følgende materiale:
En ramme fra IKEA, en kork dækservietter, lidt lim, en klips og et forbogstav fra Design Letters.
Rammerne har fået en klat maling og ellers har de taget 10 minutter at lave. Ungerne elsker dem og de nyder at kunne sætte små vigtige sedler mm op på tavlerne.

I midtersektionen af gangen, har jeg forsøgt at lave et lille børnegalleri, som pynter omkring vores opbevaring. Vi har opsat nogle kasser, købt flere år tilbage i trævarefabrikken. Da gangen er smal, er det begrænset hvor meget opbevaringen vi kan få ude i gangen, men disse skuffer kan lige præcis være der og rumme det nødvendige. Kasserne er malet grå, før var de hvide. Derudover har jeg opsat nogle wire – købt i IKEA, som skaber en fleksibel udstillingsmulighed. Jeg ved godt der i dag findes rammer som kan huse mange tegninger, men jeg synes først og fremmest det er en dyr løsning og yderligere kan de rammer kun udstille er bestemt format og mine unger laver unikums i alverdens størrelser og former. Derfor var wirene en god og billig løsning som ungerne os selv kan benytte. Skuffernes almene greb er skiftet ud med plastdyr indkøbt i mødrehjælpen til 2 kr. stykket. Jeg har fæstet dyrene ved at bore indefra og ud i dyret. Det er vigtigt at plastdyret er massivt. Hvert familiemedlem herhjemme har nu fået sit eget dyr – jeg har fåret.

Modsat skufferne har vi opsat nogle plast kasser, som i tidernes morgen er købt i søstrene gerne. Vi har bordet huller i kasserne og dernæst boret dem op på væggen, hvor de nu er små udstillingskasser, igen til alt det lækre krea ungerne laver. Jeg elsker at være kreativ på min egen måde og jeg ønsker om nogen at mine børn os er det og at de vil dyrke denne kreative side af dem selv. Derfor tror jeg et børnegalleri kan stimulere denne lyst og yderligere så vil jeg gerne have at vores bolig afspejler alle dem der bor herhjemme således at børnene os er tænkt ind i alle rum.

Den sidste ende af gangen leder op til henholdsvis badeværelse, stuen og Aksel og Carls værelse. Døren til deres værelse er malet gul og har almen design letters klisteret på.  Der mangler endnu lidt billeder i rammerne, men da alle rum skal laves om og der derfor os skal nye billeder op, så venter jeg lidt med at fremkalde billederne, så det kan gøres på en gang.

Make-overen i gangen har kostet knap 700 kr., hvor malingen er en af de dyre poster og det tog knap 3 dage at lave hele gang og entre om.

Tusind tak fordi du ville læse og kigge med på denne make-over.

Kærlig Hilsen
Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

F – for fællesskab

F – for fællesskab

Flashback
Vinden suser i trækronerne mens en solstråler i ny og næh kæmper sig igennem bladenes tæthed, for dernæst at dansemed regnbueslør for mine øjne. Fuglene kvidrer lystigt og de få gange de stemmer i sammen, får de den velkendte monotone baggrundsstøj fra bilernes til at fade ud. “Jeg vil have det blad mor” siger Aksel og i hans ivrer strækker han sig mod træet, hvis pragt han ønsker at plyndre. Hans bevægelse får mig et kort sekund til at svage og min skuldre drejer mekanisk mod træet. Idet vi nærmer os begynder Aksel at hoppe, som var han en dressurrytter, frem for et 3 årig barn på mine skuldre. Jeg strækker hånden op for at løsne et blad og rækker det dernæst til Aksel. Mens han sidder der på mine skuldre, kan jeg hører hvordan han lader bladet glide imellem fingrene mens han studere det. “Mor, det er et kastanjetræ og der er lidt bladlus i dets”. Sammen går vi der, i træernes skygger og Aksel fortæller lystigt om alt det ham tror, ved og ser om naturen omkring os.

Jeg har faktisk altid vidst at Aksel skulle være spejder eller lige siden han kunne stavre rundt i hans bedsteforældres have, pille i græsset og sætte ord sammen til sætninger, så vidste jeg han havde brug for mere end ”bare” det en solid sportsgren kunne give ham af egenskaber. Aksel har en stor eventyrlyst og et behov for at fordybe sig. Han er utrolig god til at reflektere, studere og søge grænser og gerne i naturen, hvilket nogle grupper af spejder er særligt kendt for. Spørgsmålet var bare hvornår og hvor han kunne starte og da jeg så en aften googlede “spejder Frederiksberg”, forstod jeg, at de der smukke unge mennesker i forbund skjorter med forskellige farver, ikke alle var spejder. Hvis jeg nu sagde, at jeg den aften fik en grundig forståelse af forskellen mellem en FDF’er og en Spejder, så ville det være en stor løgn. Jeg forstod dog ret hurtigt, da jeg var til Aksels første onsdagsmøde, hvor energiske, initiativrige og nærværende voksne, var sammen med en masse børn og det netop er dét, som er et af FDF’ernes kendetegn, nemlig at børn ledes af voksne hen imod et ståsted i livet.

                                      

 Traditionen tro, afholdes der aften før afrejse, med en stor fest.
I år sluttede vi af med et brasiliansk karneval, med alt hvad der hører sig til.

Siden Aksels første onsdagsmøde for to år siden, så er hans forbundsskjorte og ikke mindst selvtillid blevet prydet med en række mærker. Han har pakket efter en pakkeliste, omkring 8 gange, for at tage på lejr, nogen gange med hans egen klasse og andre gange med hele kredsen, som han er en del af i. En kreds som Hr. Mand, Carl og Jeg nu os er medlem af og har været det i et år. Jeg har tidligere skrevet om mine oplevelser af og med FDF både her på bloggen og Instagram, hvilket jeg formentlig vil fortsætte med at gøre fremadrettet, simpelthen fordi jeg ser og oplever noget i FDF kredsen, som jeg virkelig tror mangler ude i resten af vores samfund. Aksel har virkelig fået lavet en masse venskaber, på kryds og tværs af alder og køn og det samme har resten af familien og det, sammen med de oplevelser vi får med FDF gør, at jeg simpelthen føler en stor lyst til at dele vores begejstring, som alt for få, i virkeligheden kender til. I min egen folkeskoletid, var det der med at gå til spejder sådan kendetegnet ved at være nørdet, noget med en guitar og et lejrbål – i dag ved jeg at FDF rummer så meget mere og at jeg endnu ikke har mødt et eneste barn eller voksen, hvorpå jeg kan brug prædikatet nørdet.   

                                                

Vi er netop vendt hjem fra dette års sommerlejr og jeg vil gerne dele en lille skælsættende oplevelse med jer. Som familie har vi valgt at være en del af Aksels fritidsaktivitet, ligesom man kan være det ved troligt at troppe op til alle ens barns fodboldkampe, kører ud til den mest slidte gymnastiksal eller afholde sociale sammenkomster for skakklubben. Det er fjerde gang vi er med på lejr med hele kredsen. Da det nu engang er Aksels fritidsaktivitet og en del af FDF, os er at være afsted på lejr og ofte uden mor og far, har vi endnu ikke deltaget på en HEL sommerlejr. I stedet kommer vi undervejs i ugen. Dette gjorder sig gældende igen i år, så efter Aksel havde haft tre dage på lejren med resten af kredsen, sluttede vi os til ham og de andre, for at være med de sidste fire dage. Den dag vi ankom var gensynsglæden med Aksel selvfølgelig stor og der blev da os uddelt krammer til mange andre i kredsen. Om aften, hvor aftenunderholdningen, som stod på fællesdans, er i gang står jeg lidt på sidelinjen, da mit gravide korpus er ved at være done for den dag. Mens jeg står og ser på, bliver jeg ramt af en glæde, taknemlighed og stolthed over at måtte opleve netop det jeg gjorder og yderligere, at min søn, ja hele min familie os må dette. 

Hele kredsen er samlet, onkler og tanter fra køkkenet (køkkenholdet), numlinge, de børn som oftest er børn af ledere og eller søskende til børn fra de forskellige klasser (årgange) og som endnu ikke er gamle nok til selv at gå til FDF, danser med sammen med alle de andre. Små drenge som unge mænd, piger med håret flagrende og oplyst af aftensolen og mænd og kvinder, glade og alle sammen i dansens fællesskab, samværet fællesskab som skabes når mennesker er sammen, ubetinget af andet end almenmenneskelig kontakt. Selv ser jeg hvordan mine børn svinger sig rundt i en skiftende partner dans, de griner, klapper, tramper i det tørre græs, så støvet hvirvler omkring os alle, mens musik og latter finder sammen. Jeg når knap at registrere min reaktion så jeg kan tilbageholde den og med et løber tårerne ned over mine æblekinder og en af køkkentanter smiler til mig og stille fremstammer jeg “Er simpelthen så rørt over mine børn får lov til at være en del af dette” og køkkentanten smiler så bredt og siger “ja – dette fællesskab”.

Hvis du tænker hvad er FDF for en størrelse, hvor ligger min nærmeste kreds og hvem kan være en del af FDG, så tjek https://fdf.dk for meget mere info.

Du skal os være hjertelig velkommen til at spørger en “nybegynder” i FDF verden om hvad end du lyster.

 Kærlig Hilsen Mor til Tumling Aksel og Numling Carl
Christina 

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

Kvinde, kend din gravide krop

Kvinde, kend din gravide krop

Jeg har overvejet om dette indlæg skulle udgives, mest af alt i frygt for at få kommentarer som “Du har måske os lige givet den lidt for meget gas” Det gør ondt at hører, særligt fordi jeg for under 36 timer siden sagde til en jordemoder, at hvis Vilmer kom NU, så vil jeg passe på ham ved at sætte ham på en sky. En fødsel i uge 26+3, er oftest ikke uden massive konsekvenser og jeg ved hvem jeg er og yderligere hvad jeg ønsker for mine børn. Ordene i indlægget her, var derfor skrevet som en bearbejdning men jeg ved, at andre gravide kvinder dagligt står i samme situation og det her er min blog, mine ord og nogen gange kaster det en ridse af sig og andre gange omvendt. Generelt oplever jeg en konstruktiv tone på bloggen og mine ord er skrevet uden et krav om skulderklap og altid med en respekt for at alle læsere kan ytre sig, hvis de ønsker det. Jeg føler nemlig der er en gensidig respekt mellem dig som læser og mig som er hende bag skærmen ”bloggeren” om man vil.

Allerede da jeg vågner tirsdag morgen d. 17 juli, føles min krop i ubalance. Der har været dansk tropenat og min søvn har været mangelfuld. Hr. Mand har fødselsdag og inden jeg smutter til bageren, drikker jeg en liter vand tilført en tabs med zylo- og elektrolytter, udelukkende fordi min svedige seng og den begyndende hovedpine bevidner om, at jeg mangler væske og salt. Jeg kender min krop og jeg ved hvad den kan og hvilket signaler jeg skal lytte efter. 

Drengene og jeg laver et lækkert morgenbord, vi synger fødselsdagssang og da vi er færdige med at spise ligger jeg mig på sofaen. Jeg siger til Hr. Mand, at det føles som om Vilmer tænker de skal dele fødselsdag og at jeg er nød til at få en ordentlig middagslur. Jeg har ikke direkte ondt i kroppen, men der er bare noget som føles anderledes. Resten af dagen går fint, jeg får sovet men føler konstant en “ubehag” i kroppen. Vi fejrer Hr. Mand og jeg mærker hele tiden hvad det er min krop signalere. Gæsterne går og klokken 21:30 kommer plukveerne. De er regelmæssige og de trækker fra lænden og i det nederste af maven. Jeg overvejer at ringe ind på Herlev, men vælger at se det an da jeg tænker lidt hvile vil gøre det hele godt. Natten er ikke super god og næste morgen, inden klokken er 8, har jeg ringet til fødemodtagelsen. Plukveerne minder nu om dem jeg fik, dengang jeg skulle have Carl. Jeg har os en lyst til at presse og det er svært for mig at ligge det rigtige pres når jeg skal tømme min blære. Derudover er plukveerne så markante at jeg forstyrres i min talen og nogen gange vejrtrækning. Min mor henter mig og sammen tager vi på hospitalet.

Da jeg sidder i bilen, tænker jeg at det nok er en massiv blærebetændelse og at hospitalet måske tænker jeg overdriver, det hele føles bare virkelig forkert. På fødemodtagelsen kommer jeg hurtigt til og jordemoderen får da os kald ‘for og bagvagt’ da der er mistanke om truende tidligt fødsel. Det er der jeg første gang bryder sammen. Alt fra mit tidligere keglesnit til gør det selv projekter kører rundt i mit hoved og jeg fyldes med skam og skyld. Samtidigt forstår jeg intet, fordi min krop ikke har givet udtryk for at den var overbelastet, ikke engang belastet. Når jeg går rundt og laver lejlighed, holder jeg pause hvert. 45 minut, for at få væske og sikre mit blodsukker mm. Jeg har endnu ikke haft plukveer mens jeg har arbejdet derhjemme og som person er jeg en energisk, stærk satan – det er sandheden. Jeg har trænet op til denne graviditet, mentalt og fysisk, og med øvelser fra min fysioterapeut, har jeg formået at holde mit bækken på plads, til trods for jeg allerede i uge 18 med Carl, måtte lade mig sygemelde med bækkenløsning. Jeg føler, at jeg kender min gravide krop bedre end nogensinde.

Jordemoderen mærker på mig og giver en besked og jeg ber til, at scanningen viser at der er mere end den ene 1 centimeter livmoder hun skønner. Hun har allerede nævnt Riget, ve stoppende drop og lungemodnede medicin. Jordemoderen er fantastisk og hun ser mig og den jeg er. Bagvagten scanner og en skygge skaber tvivl på målet. Det står heldigvis ikke helt så galt til, selvom der pludselig er sket en udvikling fra 3,8 til 2,6 centimeter. De er i tvivl om den skygge og jeg føler selv, at min krop om er par timer er i fuld aktiv fødsel. Kvalmen som kommer sammen med det der minder og begyndende veer er gennemtrængende og der løber regelmæssigt en bølge over min lænd. Bølgen er mit billede på, hvordan jeg normalt skal kontrollere min vejrtrækning når de første veer melder sig, men jeg har overhovedet ikke lyst til at arbejde med det min krop giver mig. Jeg er hunderæd og det er først et par timer senere, efter jeg er blevet indlagt på svangermodtagelsen og ved en ny scanningen, at en lille ro indfinder sig. Lægerne kan godt se og mærke plukveerne, men de rykker heldigvis ikke ved noget og det tyder på at skyggen nu ikke er en skygge, men formentligt en “lang” livmoder. Roen indfinder sig for alvor og jeg accepterer mit døgn som sengeliggende på afdeling. Jeg er stadig lettere chokeret og samtidigt taknemmelig over den professionalisme der er omkring mig. Alle er søde, der er ikke den samme travlhed som inde på Riget og selvom de ikke kan finde en stue til mig, så får jeg en seng stillet ind på et nedlagt kontor, hvilket er fint for mig. Der er ingen snor at trække i, men en jordemoder taster sit nummer ind på min telefon og således har jeg en liv linje at kalde på. Det er mere end fint for mig, jeg har ikke brug for så meget og en “ene mandsstue” er helt perfekt, når nu jeg skal være indlagt til observation et døgn.

 Inde på stuerne rundt om mig, kan jeg hører de nyfødtes karismatiske gråd og nede ved maden, står de nybagte fædre. Jeg elsker at studere nybagte fædre og har alle dage tænkt at nogle burde lave en portrætserie af netop disse mænd. Mændene som triller rundt med ”vognen” og som troligt henter mad og vand med isterninger til deres barns moder. Moderen, kvinden som har kæmpet og som har udvist en mod og vilje, som de færreste forstår. Det kræver noget at kunne “presse” et menneske ud af sin egen krop. Det kræver en psykisk styrke at være i smerterne og at finde troen på at det der kommer, er det værd, os selvom man i princippet og nogen bogstaveligt “river” sin krop fra hinanden. 

Det er et sted bekræftende og skræmmende at hører denne gråd fra andres børn, mens min lille dreng sparker løs inde i maven. Jeg nyder min graviditet og jeg har ikke lyst til at han skal være andre steder end inde min mave. Jeg ved godt at i det øjeblik han er ude og forhåbentligt først til tiden, når hans krop er klar, at han kommer med en række bekymringer. Jeg har heldigvis en god erfaring fra Aksel og Carl, selvom jeg stadig ikke er en haj til at sætte en autostol ind i bilen, så har jeg passeret det punkt hvor man går ud af barselsafdelingen med en baby og man opdager at selvom hele ens verden nu er forandret, er verden udenfor stadig den samme. 

Natten går uden den store mængde søvn og da uret slår lidt i seks er jeg allerede i tøjet og venter bare på at morgenmaden sættes frem. Den Jordemoder der har mig i dagvagten kigger ind og vi aftaler at hvis der ikke er noget presserende på konferencen, så vil jeg gerne ses først, så jeg igen kan komme hjem til ungerne. Selvom alt i min krop er normalt og sidste scanning har skabt en stor ro i mit indre, har jeg fortsat brug for at få en endelig status og yderligere få oplyst om jeg skal ændre adfærd og aktivitetsniveau fremadrettet. Chokket efter strabadser i går, vil med sikkerhed korrigere mig for en tid, men når jeg først er landet, vil jeg helst vende tilbage til den jeg nu engang er – det er nu engang sådan jeg trives bedst. Det hele skal selvfølgelig gøres men en hensyn og respekt, for det lille liv i min mave.. det liv som så er langt over gennemsnittet, han ligner allerede sine brødre.

Lægen kigger forbi efter konferencen og vi snakker lidt frem og tilbage. Hun har sat sig ind i mine scanninger og for ikke at sende mig hjem med “unødvendige” restriktioner, går vi igennem hospitalet for at komme til den “rigtig gode scanner”. Hun scanner mig og beskeden er klar – jeg er nu clearet for alle mistankere og yderligere kan jeg gå hjem uden restriktioner, selvfølgelig kun den der altid gælder, at jeg skal mærke efter og skulle der mod forventning komme noget fremadrettet, så skal jeg ringe promte.

  Jeg vender tilbage til min ”stue”, pakker tingene sammen og sidder så lidt, inden jeg ringer hjem.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

 

 

Bornholm, den dejligste ferie Ø

Bornholm, den dejligste ferie Ø

Det lyder måske lidt som i en af Carls røverhistorier, når jeg siger, at kun 2,5 time fra Frederiksberg ligger syden. Rent geografisk har jeg overhoved ingen ide om Bornholm er placeret syd for Frederiksberg, ikke dets mindre føles en tur til Bornholm, som at ankomme til syden. På Bornholm holdes der dog ikke siestas, men tempoet på den smukke klippeø, er på en finurlig måde lidt langsommere og mere ad hoc, krydret med en fantastisk dialekt, der gør at Carl på denne ø, med hans mange T’er, ikke har nogen udtalefejl. I princippet taler vores 4,5 årige dreng bare Bornholmsk.

Borrijnholm plakat fra danske Dialægt

Sidste sommer tog vi med et nært vennepar til solskinsøen og det er vitterligt en ø, fyldt med solskin. Igen i år har solen skinnet hele ugen og jaja – det har den måske os på fastlandet, men sidste år regnede det “derhjemme”, mens der på Bornholm var solskin dagen lang. Igen i år, vendte vi alle hjem med sommerbrun hud, som snildt kunne være blevet tilegnet i det rigtige syden, frem for på den smukke danske ø.

Når jeg er på ferie, trives jeg bedst med at tematisere ferien. Altså, er vi ude i en vandretur, all inklusive eller sommerhushygge, på den måde kan jeg langt bedre indstille mit mindset og mine generelle forventninger. Ferietiden er en følsom tid, hvor der ofte er en forventning om at det der ikke lykkes i dagligdagen NU kan gå op i en højere enhed, sådan er det dog sjældent, i stedet kommer de trivielle konflikterne langt oftere under lup, det er min erfaring.

Hvor kan man bo?
På Bornholm boede vi, igen i år, i Hasle, 15 min fra Rønne. I Hasle ligger Halsehytteby / Hasle ferieby, som drives af nogle hjertevarme og nærværende ildsjæle. Servicen er i top og venligheden er enorm. Vi boede i nogle små A huse, med klapborde og et lille te køkken, dette brugte vi kun om morgen, ellers blev resten lavet i fælleskøkkenet og alle andre måltider blev spist ude i det gode vejr, hvilket os gør man kommer hinanden ved på en helt anden måde – det elsker jeg !

                                        

Halsehytteby har flere små legepladser, en hoppepude, børne og almen pool, som er lettere opvarmet. Særligt pool området er genialt når man kommer med 4 unger, som skiftevis vil hoppe og bade. Ungerne kan nemlig selv løbe over på hoppepuden, mens de voksne holder øje med de børn der er i poolen. Derudover er der en lille børneklub 2 gange om ugen og flere gratis aktiviteter. Ved vores hytte var der lidt vippedyr og en sandkasse samt masser af plads at lege alverdens gode lege på. Hytterne findes i to udgave, hvor vi valgte den mindste og mest primitive – altså uden eget bad og toilet men igen, det kan os noget og på en badepolet, altså 7 minutters varmt vand. Til info kan jeg nå at bade mig selv og drengene på 7 minutter.


En ting er det gode sted at bo på Bornholm, noget andet er så, hvad skal man lave. Jeg foretrækker generelt tøffeferie når jeg holder ferie med ungerne, men derfor er det da altid rart at få en ekstra oplevelse sammen. Derfor følger lidt  tips til gode børnevenlige oplevelser på Bornholm, tips som blandet andet er givet af søde følgere på IG.

Hvad kan man se?
Rundkirker 
Bornholm er blandt andet kendt for deres rundkirker og hvis man lige googler lidt inden, kan man altid lire en lille historisk fortælling af for ungerne om middelalderen og danske tempelriddere og derfor mener jeg en rundkirke altid er spændende at se. Vores lille “kollektiv” kørte den ene dag til en af Bornholms fire fine rundkirker, nemlig rundkirken i Nyker. Den er enorm smuk og har en flot kirkegård. Derudover ligger der en lille dam med bænke, hvor man i idylliske omgivelser kan spise sin madpakke eller foder ænder.

Svaneke – slikturen
Svaneke er en af Bornholms hyggeligste byer. I Svaneke har flere af de danske gourmet “slik” producenter værksted og udstillingsproduktion. Derfor er turen til Svaneke for os betegnet som slikturen. Jeg vil bestemt anbefale at man sætte en lille dag af til dette, dog skal man huske at henholdsvis bolche og karamelleriet holder skiftevis lukket søndag og mandag. Vi synes det er enormt hyggeligt at gå rundt og se produktionen af Bülows lakrids, karmeller, bolcher og ikke mindst se hvordan der pustes glas, i glaspusteriet. Svaneke er en hyggelig lille by, med daglige boder på torvet, en fin lille lystbådehavn og gode klipper til at klatre på. 

En tur rundt om rubinsøen
Lige ved Halsehytteby, ligger Rubinsøen inde i en skov. Det er en fin lille sø, som har et udfordrende terræn, så for de hvis børn elsker et klatre og bruge kræfter, kan en tur rundt om søens breder bestemt anbefales. Er man frisk og er vejret til det, er søen til at bade i og den leder tankerne hen imod smukke svenske skovsøer, dog er Rubin søen en mini udgave af disse, men enorm idyllisk og hyggelig.

Hammerhus og Søren Sillehoved
Hvis man siger Bornholm – siger man os Hanmershus. Hammerhus er en gammel ruin af en middelalderborg, som står på Bornholms højeste punkt. Alle børn og voksne, kan ikke undgå at blive fortryllet af denne fantastiske gamle ruin og dets historier. Der ligger et fint gratis museum tilknyttet indgangen til området omkring hammerhus, her kan både børn og voksne lærer noget om den enorme borg.

Vi bookede en tur med naturvejledere Søren Sillehoved – dette er gratis igennem Halsehyttebys information, men tilbudet udbydes flere steder på Bornholms campingpladser mm – på Naturvandring.dk kan man læse hele Søren Sillehoveds program. Jeg kan bestemt anbefaling en naturvandring / rundvisning med denne fantastiske mand. Han fortæller fortryllende og i børnehøjde med alverdens anekdoter. Vi valgte Troldeturen, som er en gåtur i skoven tilknyttet Hammerhus, hvilket er en 2 timers lang gåtur i ikke klapvogn eller gangbesværet terræn, de to gravide klarede den dog. Turen byder på natur med store klippesprækker, mini vandfald og enorm smuk og frodig natur. Turen er en troldetur, da Søren fortæller om alt det underjordiske som eksisterer på og ved Hammerhus / Bornholm. Turen er bygget op omkring en prøve, alle deltager skal bestå for at komme tilbage til den menneskelige verden igen. Alle 4 unger var solgt og det samme galt de voksne. Jeg ved Søren Sildehoved har mange forskellige ture på Bornholm og for forskellige aldersgrupper og det kan helt klart anbefales til ALLE. Vi følte virkelig, at vi fik en masse lokalt, kulturelt og børnevenligt på en lærerig måde under vores naturvandring.

Fyrtårnet Hammeren Fyr
Oppe for enden af en kringlet stejl vej, som sagtens kunne være en mindre bjergetape i turen, ligger Hammer Fyr. Hammer fyr er et gammelt kulfyrtårn som er åbent fra solopgang til solnedgang. Det er gratis at komme op i fyret og udsigten er utrolig smuk. Ved siden af fyret, ligger en dyrefold med kører, den er ligeledes åben og går man ind og følger man se små stiger, kommer man ned til en flot klippekyst.

                                     

Da vi ikke oplevede en eneste regnvejrsdag, gjorder vi ikke brug af de aktiviteter som var indenfor, men står du og skal til Bornholm kan man fordrive tiden indendøre følgende steder: 

  • Rønne bibliotek – de har en super hyggelig børneafdeling, der opholdte vi os sidste år mens vi ventede på vi skulle ombord på færgen.
  • Værftet i Nexø, er en indendørs skaterhal med legeland – entre pris kræves.
  • Hasle legeland – entre pris kræves.

I Rønne by, ligger der en hyggelig lille legetøjsbutik og ellers er Bornholm fyldt med fine gårdsalg, loppemarkeder mm. Jeg synes tit det er rart at vide, hvor der er en legetøjsbutik mm.

 Jeg håber du kunne bruge denne lille guide, måske endda blive fristet til en tur mod den danske sydhavsø Bornholm. Vi havde i hvert fald en skøn og dejlig tur.

Tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

 

 

 

 

Sommer og solskinskys

Sommer og solskinskys

Flashback
“Ferie – ferie – ferie.. slap nu af du har fri og syng en glad melodi”. Lisa holder min hånd, hendes smukke klang træder frem i mængden af stemmerne. Gunnar slår lystigt på guitaren og alle læreren synger glade med. De virker helt opløftet, de skal selvfølgelig os holde hele 7 ugers fri fra os. Jeg drejer hovedet og kigger mod Tobias, vi smiler diskret til hinanden og en sorg rammer øjeblikkeligt mit hjerte. Vi havde lige forelsket os, siddet hånd i hånd på hans sovesofa mens Savage Garden havde implementeret sig som soundtracket til vores dag, det der skulle blive måned og sidenhen årsdagen. Lige om lidt skulle han til Rom og selv skulle jeg mod de svenske skove og være en del af min mor og hendes kærestes “Din – min og vores familie projekt”. Mit hjerte springer et slag over og hvis ikke det var for Lisas begyndende vuggen frem og tilbage, som var hun en tumling til rytmik, så havde mine tårer fået frit løb. Hendes glæde smitter mig og inden længe stemmer jeg i og ryster min forskud på sorgerne af mig og synger “Op mod solen ler jeg, den vil skinne til ferien er forbi – håber vi” idet vi gynger en gang mere kommer jeg selvfølgelig ud og takt og Lisa og jeg knalder skuldrene sammen, og solbadningens solskinskys begynder at brænde på ny”.

Dette indlæg indeholder reklame
Det er efterhånden mange år siden jeg sad der i gymnastiksalen og sang med på ”feriesangen” og var mærket af ungdomsforelskelsen og det enorme savn jeg følte efter en hel uges adskillelse. Det er os længe siden solskinnets kys har ramt min hud, som et ømt sugemærke. Det der med sommerferie og sol, det er ikke altid noget det hænger sammen her i den danske land. Alligevel er noget begyndt at ændre sig, måske kunne jeg tage den romantiske tanke til mig og sige “det er bare held og det nye danske sommervejr”, men det er nu engang global opvarmning og dertil hører højere og lavere temperatur forandringer. Det gør os, at en blegfis som mig, er lidt ekstra udsat her i sommermånederne. Efter jeg er begyndt at løbe og at 95% af alle mine ture løbes udendørs, så får min hud oftest en naturlig overgang og optrapning til de kraftige stråler. Det betyder dog ikke, at jeg tåler solen i store mængder og det gælder i særdeleshed mine to drenge, Aksel og Carl. Aksel har langt mere pigment i huden end Carl og selvom han er tjekket for eventuelle fejl på den side, så ligner han bare sin mor. Har man set Twilight, så kan han til tider minde om en glimtende vampyr i solen, det hvide hår, den blege hud og de røde æblekinder, bevidner dog om at han nu engang er menneskelig og derfor skal beskyttes mod solens stråler.

En ting er at berede sig på solens stråler, en anden ting er de mange andre forandringer en sommer kan føre med sig. Derfor har jeg på mange måder forsøgt at forberede ungerne, med to simple kreative måder, nemlig en oversigtstegning over vores sommerferie, som på en let og overskuelig måde skal vise ungerne, hvad denne sommer kan og skal byde på. Derudover har drengene lavet hver deres sommerferiebog, hvor de efter behov kan tegne en sommerferietegning og vi derudfra kan snakke om sommerens oplevelser, de store og små. Tænker samtidigt at bogen kan være et god redskab for ungerne, når ferien er slut, dels til minder og til at hjælpe hukommelsen lidt på vej.

En anden sag, som vi har med i kufferten denne sommer, er Reimas Badetøj eller som drengene kalder for haj-svømme-tøj, da de synes de smukke blå farver danner et tigerhaj mønster. Drengene har selv fået lov til at vælge farve og stil og det var ikke helt let for Carl, det var nemlig mange flotte farver.
Hele Reimas badetøj og UV-tøj kan ses på Reimas hjemmeside

Drengene valgte begge Reimas badetøj / UV tøj, hvor Aksel har fået et par Biitzi shorts og en langærmet Isla UV-t-shirt. Carl har valgt et par Tonga shorts og en Fiji UV-t-shirt. Begge sæt har faktor 50 og er enormt let, hurtigttørrende og med god regulering i livet på badebukserne og i det elastiske stof i bluserne. Carls solhat er god til han bader uden T-shirtsen, men fortsat skal beskytte hans sarte nakke og skuldre. 

Badetøjet er let i det og i et åbenbart materiale der gør det er lækkert at løbe legene rundt i langs strand eller pool kanten. Aksel har fået en langærmet badebluse, som hovedsageligt bruges når han har været i bølgen blå og han “fryser” eller til efteråret når han skal på sejltur i Grækenland og skal beskyttes lidt ekstra som de reflekteret stråler. Badetøjet fra Reima kan købes i en række børnetøjsbutikker – heraf blandt andet Tinderbox men på Reimas hjemmeside, hvor der netop nu et lækkert sale.

Jeg håber du kan bruge disse små kreative ferietips og anbefaling på
lækkert solbeskyttende badetøj til ungerne.

Jeg ønsker dig en god sommer.
T
ak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Jeg bestemmer selv, hvor skabet skal stå!

Jeg bestemmer selv, hvor skabet skal stå!

Tegnet af grafiker Selina Mandal

Kender I det med at gå lidt rundt med en tanke, måske mere en frustration .. jeg hader generelt frustrationer og synes derfor det er vigtigt jeg handler på dem. Det gør jeg ved at “overveje” frustrationen og dets værd at bruge tid på. Det frustrere mig at Hr. Mand principielt ligger snavetøjet ovenpå vasketøjskurven, men jeg lærte for længe siden i parterapi, at omprioritere min energi og jeg dør ikke af, at jeg selv ligge det i vasketøjskurven. Det gør mit humør dog, vis jeg konsekvent skal sige “Skat vil du ikke godt ligge det tøj i vasketøjskurven”. Ved han vil svare “Jo” og jeg så vil tænke, måske endda sige “Jamen det siger du jo hver gang” og før jeg ved af det, så er tøjet ovenpå vasketøjskurven, et symbol på at min mand ikke hører hvad jeg siger. Det er jo ikke det der er sagen, han tænker ikke, når tøjet placeres på låget “Det gør jeg kun for at provokere Christina”, han gør det bare.

Den slags hverdagsfruststioner har jeg lagt bag mig. En anden frustration, som længe har optaget mig, har været der hvor mit morskab har stået. Selvom jeg jo selv bestemmer over dets farve, indhold og til dels præsentation, så har noget gået mig på. Jeg blev træt af klistermærkerne, reklamerne og “huslejen”. Altså hvis jeg havde haft en sød Vicevært, SÅ betalte jeg sgu gerne for den service, men hvis det hele handler om at betale for at nogle “dyre drenge” kan drikke gode cocktails, så siger jeg pænt nej tak. Jeg bestemmer selv hvor skabet skal stå og derfor har jeg rykket rundt eller jeg fandt en sød Vicevært, som hjalp mig med at løfte de tunge kasser, det må jeg jo ikke i min tilstand.

Derfor vil jeg gerne byde dig velkommen til MigOgMorskabet, nu hos / som Momster blogger. Jeg er stadig mig, men måske du i ny og næh bliver inspireret til at besøge nogle af mine seje, sjove og søde medmødre? Jeg trives bedst i et fællesskab og det er nok os årsagen til jeg er panisk for tanken om egen villa? Jeg har brug for en nabo at ringe på hos og ikke mindst, rene linjer så når jeg skriver indlæg “fyldte” med stavefejl, så er det kun mig og mine ord og ikke forstyrret af  klistermærker og andet reklame gøgl.

Velkommen til MigOgMorskabet
På øverste hylde ligger klogskaben, det logiske. Mine systemer og til tider min mand, er koordineret efter denne kommandocentral. Det er nu ikke fordi hylden er sirligt dekoreret med hyldepapir og andet klister, men alligevel kan et pift hist og her eller en æske med mønster gøre meget, så længe det ikke er lodrette sort hvid striber …

På midterste hylde ses slitagen dog tydeligt. De sortdækket blondekasser har måske set bedre tider, men hvad kan man sige til det? De er nu engang blevet trukket ud og ind af skabet, nogle gange været proppet til bristepunktet og nu er de lettere tomme for indhold. Kasselåget som ellers før har været rundt og buet, er nu efterladt tilbage, udvidet og med enkelte slidtagestriber i blondestoffet.

I den ene af de to blondekasser, er en fin lille rød velouræske. Til trods for at velour for længst har sin storhedstid, så forbliver denne æske stadig epokegørende for resten af skabet velstand. Æsken er fortsat stram at få op, til forskel for et helt andet skrin i skabet. Dets indehold fortæller historier, historier om kærlighed, den hengivende af slagsen, historier om svigt, kampe, nederlag og igen endnu mere kærlighed, mest af alt til livet.

Skabet er proppet med barndomsminder, hverdags spekulationer, ugeskemaer, ikke farvekoordineret perleplader, voksenlegetøj, kreasysler, løbesko, fotoalbums, puttekaniner, slikpapirsrester og en masse andet henlagt rod, i forsøget på at skjule det samme. Til skabet følger en nøgle og jeg håber I er klar, for nøglen er sat i og skabet står nu på vidt gab.

Velkommen til og tak fordi du kom og vil læse med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kære lille mormor..

Den 16. februar 2010, dør min Mormor, efter et langt og hårdt sygdomsforløb med kræft. Sorgen der ramte min familie og mig, var ubeskrivelig. For hvad gør man, når hende der var samlingspunktet, hende der var den vise hunelefant i flokken, går bort. Kræft kommer som en tyv om natten, gennemroder alt og efterlader en nøgen, ensom og forladt.

Min Mormor betød alverdens for mig, sammen med min Mor var hun en af mine præmære omsorgspersoner. Stort set alle mine barndomsminder er spundet op, om to stærke kvinder og jeg ved, at det er disse kvinder som har gjort mig til den jeg er. Igennem min Mor og hendes Mor, min Mormor, fik jeg lidt af alt det, som gør mit livs kompas altid navigere efter oplærte, sande værdier.

D. 7. juli 2018, ville min Mormor være fyldt 80 år.
Dagen i går var præget af rejseaktivitet og en sorg i mit indre. Trods en utænkelig træthed og manglende overskud, slæbte jeg mig selv i et supermarked, for at købe ind til en af livretterne, som kun min Mormor kunne lave den. I dag er retten den, som jeg altid spiser forud for de store løb og når følelserne eksploderer som atomer i mit indre. Jeg tænker tit, hvilken tid vi kunne have haft sammen og hvordan min Mormor ville have elsket at være Oldemor, til syv oldebørn, alle drenge.. Til efteråret kommer det ottende og med ham, forsvinder muligheden for at gøre det, jeg en efterårsdag i 2009, under en af min Mormors og mine lange ture med kørestolen, lovet hende. Nemlig, at skulle jeg en dag få en lille pige, ville jeg give hende mellemnavnet Marie, efter min Mormor – Anne Marie. Dengang jeg fortalte hende det, afviste hun det blankt, men efter at have hørt på min forklaring på hvorfor dette lige præcist skulle være sådan, havde hun med stolthed accepteret mit valg. Det var på mange måder den samme stolthed jeg mærkede, hun havde haft dengang jeg på hendes 71 års fødselsdag, havde vist hende, hvorledes hendes underskrift nu prydet mit håndled. Foreviget, vil hendes navn stå, med blod og blæk.

For 10 år siden var vi samlet i en haveforening i Ballerup, for at fejre min fantastiske Mormors 70 års fødselsdag. I ugerne op til, havde jeg nervøst gået frem og tilbage i min stue, og øvet mig på den tale, som for evigt, vil være mit livs tale. Ingen vidste dengang hvad der ventede min Mormor og tanken om, at kræften kom blot 5 måneder senere, er skræmmende. Det er det kræft kan, den kan ødelægge og forpeste ens hukommelse, ens minder, hvis man lader den. Jeg har dog, alle mine mange minder i beholdt. Nogle er udelukkende i hukommelsen, andre eksisterer i lydoptaget samtaler mellem min mormor og jeg, på billeder og i små breve.

 Jeg vil gerne dele et minde. En smuk solrig dag rejste jeg mig, 19 år gammel og holdte talen ”Når Mormor sagde hold mund”. Det var en tale, som blev fremført med tåre og overrækning af små gaver.
Til ære for min elskede Mormor, vil jeg gerne, genudgive talen her.

Når mormor sagde hold mund

 Hej alle sammen.
For jer der ikke ved det, så er jeg Anne-Marie og Frodes datter Kristens datter, eller mere enkelt, et af Anne-Marie og Frodes mange børnebørn, Christina. Jeg har rejst mig, for at holde en lille tale, og denne tale har fået titlen – Når mormor sagde hold mund. Nu vil I måske tænke, hvad er det dog for en titel at give en tale, men i denne titel ligger ufattelige mange minder, fyldt med masser af glæde og kærlighed – nogen af disse minder, har jeg tænkt mig at dele med jer.

 Hele mit liv, har I, Mormor og Morfar, været indbegrebet af de forskellige skoleferier. I har aldrig sagt nej til at Christian og Jeg kunne komme på ferie hos jer, eller at Ida og Jacob, har kunne være der samtidigt, på trods af at vi som små, var fire unger med masser af krudt i røven. Disse ferier bød på lidt af hvert, men en ting var sikkert, en stor portion kærlighed.

 Jeg kan huske hvordan du Mormor, hver morgen kom med æg og bacon på sengen og at jeg gang på gang har sagt – det skulle du ikke have gjort, og dit svar var altid, morgen efter morgen – hold nu mund. Om aften kunne man så opleve, hvor ens livret blev stillet på bordet og man igen sagde – Det var slet ikke nødvendigt, hvortil du blot svarede – hold nu mund. Mormor og Morfar, I skal have tak for en masse fantastiske pasninger og skoleferier, de er noget som betyder utrolig meget for mig – Tak.

 En anden ting, som jeg også gerne vil sige dig tak for Mormor, er den økonomiske støtte du har givet, til bevaringen af mine fine æblekinder. Det har nemlig altid været sådan, at når Anne Marie ofte passede Cecilie, Christoffer, Christian og jeg, så var utrolig hyggeligt og rart. De her pasninger, indeholdte ofte flere små overraskelser. Som blandt andet kunne være en oprydning, af ens ellers altid rodet værelse eller en lille slikpose gemt i ens klædeskab. Problemet var bare, at når man så kom hjem fra skole og åbnet døren ind til ens værelse og man så hvordan det ellers bombet lokum, pludseligt var blevet helt rent og pænt og man så prøvet at forklare, at mor nu ville blive sur, fordi hun havde sagt jeg selv skulle rude op, sagde du bare – Hold nu mund. Men Mormor, tak for alle de gange du har ryddet op, og tak for alle slikposerne, jeg kan desværre ikke give en oprydning tilbage eller det kan jeg, men jeg har stadig lidt problemer med at rydde op, så jeg må nøjes med at give en slikpose igen. Værsgo Mormor.

 Mormor er faktisk en lidt underlig titel, Mormor er du jo, og for mig, verdens bedste Mormor. Du kaldes jo Mormor, fordi du er Mor til min Mor. Men man kan også sige det sådan her, at man siger 2 gange Mor, eller Mor i anden eller Mor2. Hvilket er hvad du har været for mig, Mormor, en Mor2. Det er nemlig sådan, at mit stamtræ, er lidt anderledes i forhold til andres stamtræer. Normalt er et stamtræ opbygget med to store stærke og beskyttende rødder, men som helt lille, oplevet jeg af en af disse rødder blev skåret af, og efterlod den anden rod alene. Alene med de to allerede eksisterende udspring. Men du gik ind, og satte dig som støtte til den tilbageværende rod, og til de små skud, som blev ved med at vokse. Og hver gang de små udspring, gjorder tegn på savn til den afskåret rod, voksede din gren sig større og stærkere. Og derfor ser jeg i dag dig, som mere end blot min Mormor, men en Mor2 og det vil jeg sige dig tak for.

Sidst men ikke mindst vil jeg sige dig tak for al den støtte du gav mig sidste sommer. Det skal lige siges her, at jeg sidste sommer oplevet mit livs alléer første seriøst brud, med en person jeg havde meget kær. Jeg følte dengang, at hver gang mit hjerte slog, blev det pumpet en dødbringende virus ud i min krop. Men du var der Mormor, som en online telefonlinje, altid åben og du transporterede dig dagligt ind til mig, på Amager. Og jeg er ikke i tvivl om, at hvis mimrekortet ikke havde eksisteret, havde du gjort det alligevel – Tak mormor, og denne gang bedes du venligst lade hver med at sige hold nu mund – tak.

 Mormor jeg kunne sige tak i en evighed, men sandheden er jo at der ingen ord findes for hvor stor en betydning du har for mig, og det ikke er muligt at beskrive, alt det gode din personlighed rummer Så … kære lille mormor, kære lille mormor tillykke med din fødselsdag . til slut vil jeg bar bede dig om en lille ting, at holde mund og tillade dig selv at slappe af og blive hyllet af os, som så inderligt elsker dig.

 Skål mormor

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At støtte en krop i forandring Del II

Reklame 

Flashback
Friends kører som den hule underholdning, mens dagens aftensmad forberedes. Effektivt glider skrællen henover kartoflernes skal, hvortil de færdigskallet smides i gryden med vand. Mens mine øjne ser hvorledes Rachel og Ross diskutere hvorvidt de er på pause eller ej, søger min hånd mod en ny kartoffel. Mine fingre strejfer den ene side af knolden og sætter den i bevægelse. Den triller, lige ud over bordkanten og rammer gulvet med et let dunk. Blikket forstyrres og søger nu efter kartoflen på gulvet og ide jeg ser den ligge der, bryder jeg fuldstændig sammen. Gråden overmander mig og jeg synker i knæ. Hovedet hvilet tilbagelænet mod køkkenlågen, mens mit bryst hopper af en ukontrolleret hulken. Jeg hører hoveddørens lås slås fra og Hr. Mand og Aksel kommer ind i lejligheden. Min hulken er åbenbart høj, for Hr. Mand går direkte imod mig. “Hvad sker der?!” Spørger han bekymret, mens han knæler foran mig, som var jeg et lille barn der var faldet. Jeg kigger bedrøvet på ham og svare så “Jeg tabte en kartofler”, genfortællingen igangsætter en ny hulken. Hr. Mand kigger på mig med et tomt uforstående blik og siger så “Nu vil gravidtetshormoerne da ingen ende tage?!”

Det er 5 år siden jeg sad på køkkengulvet og græd over den tabte kartoffel, den klarede det og det samme gjorde jeg. Den lille hormonelle fortælling, er en ud af mange og flere kommer fortsat til, sådan er det, når jeg er gravid. Jeg føler det hele, lidt ekstra, eksempelvis som da jeg forleden var i bio og så Jurassic Park. Jeg græd ikke grundet et dødsfald eller en smuk kærligheds scene, jeg græd fordi en langhals stod på kajen og sagde den genkendelige lyd, som en sand dinosaurer elsker kender og som betyder “jeg er i fare – hjælp mig!”. Jeg triller en tåre til morgensangen på Aksels skole hver mandag og jeg får våde øjne når irritationen kommer over mig. Det flyder en del med kropsvæsker for tiden og et kæmpe tilbageholdt nys, kan kræve et undertøjsskift. Halleluja!!

Det er de flydende væsker jeg gerne vil skrive lidt om her og hvordan jeg forsøger at støtte min krop i dets magiske forandring. Jeg ser den ikke super magisk, når jeg morgen efter morgen kan pudse næse og konstatere at den øgede blodmængde i kroppen, os har sat sig i min næses slimhinder. Det forklarer den tætte fornemmelse jeg har i næsen og den lille forandring der er sket med min stemme. Alligevel er det jo fantastisk at min krop gør noget, som gør det muligt at et lille nyt liv vokser under mit bankende hjerte eller svulmende bryst – helt uden jeg gør andet end at spise, leve og elske.

Ret skal være ret. Min krop er under en stor forandring, det er ikke kun indeni der rykkes rundt på organerne, nej udenpå omformes der os.  Mine hofter er blevet runder, huden på maven stram, da det lille liv indenunder spænder den ud og brystet, ja det vokser fordi mælkegangene og vævet udvider sig. Det bemærkes særligt at Hr. Mand, som desværre har oplevet mig synge “don’t touch this” et par gange, for et svulmende bryst er ikke noget man skal kimse af. Det kan gøre relativt nas, sagde den barslende marathon løber. En klog veninde sagde den anden dag, at hun altid havde set graviditeten som en todelt proces, en forbeholdt det lille liv som voksede i maven og som var til for at det kunne vokse. Den anden del var tiltænkt forældrene, særligt moderen. Igennem de 9 måneders ventetid, ville den kommende mor opleve lidt af hvert, som på mange måder ville hærde hende psykisk. Dette kunne være ting som: konstant afbrudt søvn, hormonelle forandringer, nedtrapning af ens sociale overskud mm. Min veninde har efter min mening ret. Spørgsmålet er så, hvordan støtter man sig selv i disse forandringer?

Min generelle store taknemmelighed over at være gravid, mærke liv og vente et sundt og raskt barn, gør jeg bevæger mig i den høje ende af glædes barometeret. Når det så kommer til ting som “hvad skal jeg have på i dag?” Så er det lidt andre ting der er på spil og til dem som tænker ”har det virkelig nogen betydning” så er svaret fra den gravide kvinde i uge 22 + et antal dage, JA ! Mit bedste råd til førstegangs gravide : Køb en god basis graviditets garderobe, særligt hvis man tænker den skal bruges til mere end en graviditet. Jeg har altid tænkt “Jeg vil ikke bruge penge på den slags” og ofte kan tøj med god stræk effekt gøre meget. En ting jeg dog ret hurtigt fandt uundværligt, var en god BH. Det var først anden gang jeg tillod mig selv at købe nogle gode ammebh’er. Problemet med Bh’erne har bare været, at de har gnavet og det har derfor altid været en lettelse at få dem af, det betød bare der var mælk übber alles. Denne gang fandt jeg Bh’erne frem lidt tidligere, faktisk før der var behov for at “knappe ned”, simpelthen fordi mit bryst har vokset som en i pokker. De der har prøvet at være gravide og opleve maven vokser “opad”, således at alt hvad der sidder til og har en “kant”, kan irriterer underkanten af brystet eller toppen af det spændte maveskind voldsomst. Da det ikke altid er en mulighed for mig at smide bh’en og jeg faktisk ikke er helt så rødstrømpe agtig, har jeg sagt ja til at teste Carriwell GelWire Nursing Bra.

Carriwell ammebh, er ikke udelukkende tiltænkt til efter fødsel, men os før. Den klassiske metalbøjle er erstattet af en i gel, hvilket gør den følger brystet på en anden måde og skaber plads, særligt hvis brystet er ved at sprænges af mælk eller lige blevet tømte. Derudover er den klassiske “åbning”, når man skal amme, en hel åbning, så der sidder ikke en strop og strammer fra de mælkegange som løber ud fra armhulen af – det er særligt de mælkegange jeg har haft kæmpet med. Det er dem der har gjort brystet varmt og til tider rødt og som jeg stortudende har massageret under en varm bruser. Amning, ja det er ikke for “tøssedrenge” og det er måske os derfor det er kvinden der kan amme? Ammebh’en fra Carriwell kommer samtidigt med en BH forlænger og særligt Carriwells forståelse for kroppens anatomiske udvikling og ikke mindst deres kunders pengepung, gør jeg klapper lidt i hænderne. En graviditet kan hurtigt blive dyr i sig selv, så helt små ting, som gør man ikke behøver skifte sin BH ud, fordi de sidste graviditets kilo kommer til i 11. Time eller at man for en stund kan stille op til battle mod Linse Kessler tidligere barm, det er et kæmpe plus i min bog.

Ammebh’en er enkel, former og støtter og helt uden af genere min voksende mave. Stoffet er behagligt, så det aktivitere ikke den hudkløen, som jeg ofte har oplevet og så er jeg ekstra glad for at det nederste af bh’en er lavet i et seamless materiale – ligesom resten af bh’en, således at det kan give sig og følge lige præcis min krop og dets magiske forandring. Der er mange måder at støtte en gravid krop og dets magiske forandring, både inde og udefra.

Bh’en fra Carriwell støtter nu en ret vigtig del af min krop, derudover bruger jeg musik, nærkontakt og det at se på min krop som en støtte. Jeg forsøger at lærer dens midlertidige form at kende, ved blandt andet at massager maveskindet i kokusolie derved får jeg en kontakt til hvem jeg os er mens jeg får en øget kontakt til Vilmer, for selvom jeg ofte møder ham i mine drømme, synger hans sang og puffer igen når han sparker, så er der fortsat en god del tid til jeg kan sige “Velkommen til verden” og knappe ned.

Tusind tak fordi du læste med

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At støtte en krop i forandring – Del I.

Credit. Fotograf Mia Boserup

Jeg har svært ved helt præcist at sætte en finger på, hvornår det var jeg begyndte at vende og dreje mig foran spejlet, akkompagneret af selvbebrejdende og nedladende tanker. Jeg var hverken tyk eller tynd, høj eller lav, jeg var helt normal og alligevel fortalte jeg mig selv, igen og igen, at jeg var helt forkert.

Det var først mange, mange år senere, at jeg begyndte at forstå, at jeg faktisk var og er mere end okay og vigtigst af alt, at jeg er nød til at være bedste venner med mig selv og min krop, vi skal nemlig følges ad hele livet og det er nu rarest at gøre med en god tillidsfuld ven.

Mine graviditeter har ikke altid været nemme. Mit bækken har raslet som var det en rangle og mit stofskifte præges af den hormonelle cocktail, så det går i stå. Det har ofte ødelagt al motivation for “sund kost og motion” og derved er vægten steget stødt. Graviditetskiloene er stort set smidt, lige så hurtigt som de er kommet på og det gør at diverse fagpersoner, har anmodet om at jeg “acceptere” den måde jeg er gravid på. Ingen graviditeter er dog ens og da jeg generelt synes vi skal gøre brug af de erfaringer vi gør os, så prøver jeg virkelig at drage af nytte af dem, her tredje gang jeg er gravid. Så jeg forhåbentligt kunne holde mig under de gyldnede 20 kg. Ikke fordi tallet er vigtigt, men jeg ved at lægges der 20 kg. Til min normalvægt, så er det mere end rigeligt til min krop. Hvis det skete, at vægten kunne nøjes med at stige 20 kg, så ville det være “stort”, da jeg med Aksel tog 24 kg på og med Carl 28. Alle kiloene har været tabt efterfølgende, men det er svært at mærke kroppen vokse og på mange måde være udenfor kontrol. Jeg er normalvis i rigtig stor kontrol og kontakt med min krop, igennem mit løb, men nu.. nu hvor løberen er gået på barsel og appetitten stiger, blodsukkeret konstant kører i rutsjebane, ja så sker der nogle forandringer og mit store spørgsmål har været, hvordan støtter jeg bedst mulig en krop i dens forandring?

Jeg har de sidste mange år, arbejdet med min forståelse af kroppen som værende min bedste ven, frem for fjende. Jeg har evalueret på de “tegn”, jeg vurdere mig selv efter og set kritisk på deres ophav. Vi bombarderes konstant med anvisninger om hvordan vores kroppe bør tage sig ud, behandles og udtrykkes og ganske langsomt, fjernes al den selvkærlighed, respekt og stolthed, som vores forældre har tillært os i barndommen. Som barn var jeg umanerlig tynd og ranglet, men da jeg fyldte de 11 år, begyndte der pludseligt at ske noget. Min krop begyndte at ændre sig og en da stod jeg i H&M og fandt en top, som skulle erstatte min klassiske undertrøje. Før jeg vidste af det, købte jeg sørme os et par G-strenge, med min gode veninde Trine. Til at starte med vaskede vi dem selv i hånden, indtil vi fandt mod og styrke til at sige “Hey Mor (og Far) jeg vil gerne gå med denne type undertøj”. Det var på mange måder, det første skridt imod selvbestemmelsen og personlig udvikling. Siden er mange ting fulgt efter og ofte har det været for at bestemme og dyrke mig selv og min krop. Spørgsmålet er så, hvornår denne vilje til selv at ville bestemme om bukserne skulle være hullet, håret fyldt med dreadlocks og duften en date sport forsvandt ?! Hvornår var det, at alt det jeg kæmpede for, i forhold til hvad jeg tænkte og troede på, blev droppet til fordel for ungdomsbladenes tone, reklamebilledet idealer og andres opfattelse?!

Når jeg i dag ser på ældre billeder af mig selv, så mærker jeg altid et stik i hjertet over, at jeg ikke så ALT det som jeg ser nu. Nemlig en køn og slank pige, som jo havde al god grund til at være stolt af sig selv?! Det var en pige med ben i næsen, som bar hjertet udenpå kroppen og troede på, at der skulle være plads til alle. Det er noget underlig noget med billeder… de kan være ens bedste ven eller fjende. Ofte kan billederne vise noget, man ikke selv ser, på godt og ondt. Jeg synes mine løbebilleder er gode til at vise mig min kropsholdning når jeg løber. Løber jeg med ret eller sammenfaldet ryg? Med forfodsstilling eller fald bagerst på foden. Sådan kan det være I løbets verden.

Da Fotograf Mia Boserup, Photos by Boserup, kontaktede mig, for at spørger om jeg ville med på en morgentur til Amagerstranden, så tænkte jeg, på baggrund af min erfaringen fra mine løbebilleder og med total overbevisning af Marias portfolio – det kan du tjekke ud her: PhotosbyBoserup,dk  så tænkte jeg, at det måske var en god chance for at støtte min krops forandringer, på en positiv måde. Da vi snakkede sammen i telefonen, så var jeg ærlig talt lidt nervøs og min selvkritik er nu engang som den er, relativ høj. Mia formåede dog at skabe en tryghed og ro omkring det hele og da jeg stod der på standen klokken 4, en lørdag morgen, var det hele pludseligt okay. Mens det fortsat kun var min krops silhuet som kunne fanges af kameraets linse, forsøgte jeg at gå all in og være i kontakt med hele min krop og den lille gut i maven. Så mens jeg stod der i naturens elementer, som jeg er skabt, følte jeg mig pludselig mere kvinde end nogensinde før.

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Mias milde væsen og kreative ånd, fik mig langsomt, men sikkert til at falde til ro i rollen foran kameraet. At hun så samtidigt havde de fineste kjoler med god plads til en voksende mave, det var blot et ekstra plus. Udover at Mia fik taget nogle utrolige billeder, så kom jeg under fotoshouter i kontakt med min indre urkvinde. Urkvinden kommer jeg oftest kun i kontakt med når jeg føder eller løber all out på de lange distancer. Den morgen forstod jeg, at jeg som kvinde er nød til at støtte min krop i dets forandringer og den bedste måde at gøre dette på, er ved at indstille mig på “alt kan ske”. Denne tredje graviditet er med sikkerhed den lettelse, hvis vi trækker risikovurderingen og biopsi fra SÅ er dette min drømme graviditet(7-9-13). Jeg er mere end nogle ekstra kilo på vægten, det vidste jeg godt forud for den morgen på Amagerstrand men når jeg kigger på billederne af mig selv, så får jeg et ekstra boost, os selvom lårene er begyndt at glide imod hinanden. For det her er en kort periode af mit liv, som aldrig kommer igen og jeg er om nogen taknemlig for, at jeg overhoved må bære et barn under mit bankende hjerte.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet