Farvel og Tak, kære Barselsliv

Farvel og Tak, kære Barselsliv

Idag er en milepæle, en milepæl for Vilmer og mig – såvidt hele familien. Idag er nemlig den sidste dag i barslen med Vilmer. Det har været en epoke, en storslået tid med masser af glæde, søvnunderskud, tårer og lortebleer. Jeg har ingen ideer om hvor mange timer jeg samlet har ammet og intet bud på hvor mange bleer der er blevet skiftet, men jeg ved, jeg har skattet hvert et øjeblik. Hver evig eneste dag har været særlig, nogen hårdere end andre, nogen har givet mig følelsen af ensomhed og andre igen har fået mig helt op at flyve. 

Vilmer få timer gammel

Det mest magiske i ved denne barsel har faktisk været eller noget af det magiske, for tiden med Vilmer er magisk, har været at jeg har været i dét hele med fuld ro. Jeg har holdt fast i udgangspunktet “vi har det godt” og jeg har på intet tidspunkt tilladt mig selv at blive ramt af “barselsstress”. Vilmer og Jeg har bare været og det føler jeg, har givet ham det bedste start på livet. Antallet at ture i svømmehallen, kan tælles på en hånd, det samme gælder rytmik, salmesang osv. Vi har været , nydt hinanden, naturen, de lange lure – gåture med barnevognen og vi har været tætte i vikle og favn. Jeg tvivler ikke på mit udgangspunkt eller mine valg, det er sjælendt tvivlen rammer mig, i mit moderskab. Vilmer er glad som dagen er lang, fuld af gåpåmod, glæde og lyst til livet. Motorisk og sprogligt, går det som jeg havde tænkt et 3’er barn ville udvikle sig. Nemlig i fuld fart. Vilmer har fra dag et været mild, rolig, gladere end ord beskriver og så har han været med. Hvis jeg har været rolig, har Vilmer været rolig. 

Jeg tænker ofte, om det mon hovedsaglig skyldes at Vilmer er vores tredje barn, vores dessert barn… men udgangspunktet med Vilmer, har fra start har været anderledes. Allerede inden Vilmer blev til, havde Hr. Mand og Jeg besluttet, at vores kommende barn skulle hjemmepasses til han var minimum to. Sandt skal være sandt – jeg var helt fast besluttet ! Vilmers vuggestue start skulle skydes og tanken er frem til han er to. Det føles helt rigtigt for os. Når jeg skriver sådan, er det ikke for at ophøje os som forældre eller udskældte andre som ikke “gør” sådan. Der kan være mange årsager til man som forældre følger den samfundsmæssige norm, at påbegynde institutionalisering af deres børn efter endt barsel . Jeg vil dog bare understrege – økonomisk tror jeg på, vi som mennesker kan rigtig rigtig meget – det mener jeg selv min lille familie er et bevis på. Det handler vitterligt om valg og særdeles om fravalg.

Imorgen starter jeg ud som hjemmepasser eller som jeg selv tænker det, Vilmers mor som går hjemme med Vilmer. Det er noget hele familien kan og vil nyde godt af. Lige nu forsøger jeg at aflure en rytme , en form om man vil, for hvordan det hele bedst skal og kan skures sammen for vores familie.

Vilmer og jeg startede for en måned siden en   legegruppe op på Frederiksberg, for børn der er jævnaldrende med Vilmer og det bliver primært derigennem Vilmer kommer til at møde børn på hans alder og udviklings niveau. Derudover oplever Vilmer en masse med sine brødre, Hr. Mand og Jeg 🙂

At vinke farvel til barselslivet er virkelig trist med udelukkende fordi det var så godt! Jeg glæder mig til det der venter samtidigt med jeg kommer til at savne alt det der var. Vilmer som helt lille nyfødt, Mødregruppen og de mange dage i ammecamp. Jeg elskede hvert et minut og synes ikke Vilmers begyndelse, kunne være startet meget bedre.

Nu fortsætter vi, fremad, uden en mønt på lommen (eller næsten ikke) men med masser af taknemlighed , glæde og lykke over det min familie og Jeg kan opnå sammen.

Tusind tak fordi du læste med 

Kærlig hilsen Christina og Vilmer

Tak du kære mand .. fordi du ikke glemte vores børn

Tak du kære mand .. fordi du ikke glemte vores børn

Jeg er gift med Hr. Mand, en rigtig dejlig mand, som kan fyre op under mig på den gode måde og ja – os den knap så interessante.. altså den der hvor jeg ikke bliver fyr og flamme og spinder som en mis, men mere den der hvor Hr. Mand nok ville ønske han havde taget et brandkursus, fordi der er bål og brænd, mundbræk og sætninger som “Jamen jeg forstår simpelthen ikke hvordan – hvorfor?!”. Hr. Mand forstår det tydeligvis heller ikke altid og det ender sgu altid med en fesen afstumpet afslutning.

Derfor er jeg begyndt at bruge en anden approach i forhold til min mand. Som i fredags, hvor Hr. Mand kom ind af hoveddøren med vores to fredagstrætte drenge. Drengene smider jakkerne i gangen og Hr. Mand ja han gør næsten det samme. Tasker og sko ligger nu hulter til bulter sammen med skoletaske, frugtpose og “fredags-legetøjet”. Hr. Mand går ud mod kaffemaskinen, ungerne mod værelset og i farten råber de lige “Hej Mor” inden de smækker døren efter sig. Jeg går Hr. Mand i møde,

jeg drejer hovedet ned mod entréen og konstatere at drengene lige har afklædt og smidt tingene, som beskrevet ovenfor. Så kigger jeg på Hr. Mand og siger “Hvor er det bare dejligt at du lærer drengene hvordan de kan dække hele gulvarealet med deres ting”, så kaster jeg et blik hen mod håndvasken i køkkenet og ser med mit falkeblik af der mangler en madkasse. Nemlig den som Aksel har haft med “Og hvor er det herligt at du hjælper Aksel med at hans skoletaske får lidt hjemmelavet popori her i weekenden”, eftersom af hans madkasse tydligevis stadig er i tasken. Hr. Mand bliver overrasket og kigger så ud i entréen, for derefter at få den der miné over sig “åh altså os”.. to sekunder efter står han inde hos drengene og beder dem få pakket taskerne ud og hængt taskerne på plads.

Det er jo ikke jordens undergang og det vigtigeste er da, at han husker hvor vi bor, ligesåvel som det vigtigeste er at han følger drengene i skole og børnehave, skidt pyt med at skoletasken da en gang blev glemt. Skidt pyt med badebukserne aldrig kom med hjem fra svømmehallen, eller pennalhuset, cyklen foran børnehaven og.. bærgerposen med indkøb i Rema, skidt PYT!

Men hold nu op hvor kan jeg grue for, hvordan det en dag vil gå vores tre drenge, for pt. Kan jeg se at den store er lige så distræt som Hr. Mand og jeg skal dælme tit gøre en stor indsats for ikke at grine, når jeg spørger “hvor er din hue Aksel” og Aksel så kigger på far for at spørger – tog du den ikke og far kigger på Aksel, for at spørger om præcis det samme.

Halleluja for pyt og for mors tålmodighed og for at ingen børn endnu er glemt ! 

Og hurra for navnelapper !

Har tårerne mistet deres værdi?

Har tårerne mistet deres værdi?

I midten af Juli stod Hr. Mand og Jeg, og kløet os lidt i håret. Lige om snart skulle min kære veninde, som skulle være solomor føde (du kan læse om mine tanker og oplevelse set med mine øjnene her). Min veninde spurgte i tidernes morgen eller, dengang testen blev postiv, om jeg ville tage med hende på fødestuen. Det ville være mig en kæmpe ære at stå hende bi, i en så fantastisk men og ekstrem oplevelse som en fødsel er, men når vi kan løbe marathon sammen – SÅ kan vi alt! Fødslen har ligget i mit baghoved og i takt med min venindes smukke mave voksede, kom vi tættere på den dag, hvor Vilmer i princippet kunne ende med at mangle mig i utrolig mange timer.

For mig er pasning af mine børn ikke “bare” noget vi gør og slet ikke børn på Vilmers alder. Aksel og Carl efterspørger ofte alenetid med bedsteforældrene og det er derfor os en lidt anden sag. Vilmer derimod, han udtrykker 100% at han og jeg har en intens og stærk relation, en så god tilknytning der gør han at han vil have mig nær 24/7. Far, Hr. Mand er os utrolig eftertragtet, men sandt skal være sandt, MOR herhjemme er Nr. 1, i Vilmers verden. Jeg ved, at det ændre sig med tiden og det samme gør Hr. Mand. Vi ved begge det skyldes en helt naturlig årsag og vigtigst, så respektere vi der hvor Vilmer er i hans udvikling. Jeg kan sagtens gå ud med de store et par timer men det er så os det og for at være ærlig, så respektere jeg Vilmers behov, et helt naturligt et af slagsen og samtidigt, så tilsidesætter jeg mine egne. Det er for mig, det der kendetegner en god mor, nemlig en mor som kan se udover sine egne behov og omfavne det ens børn har brug for. Sorry to say it!

MEN jeg har fundet min venindes fødsel, som en undtagelse for reglen. Det her handlede ikke om at danse natten lang og drikke bittersøde drinks, det handlede om noget større. Derfor sikrede Hr. Mand og jeg os, at min rolle, kunne spilles af en suppleant, når det galt og veerne rullede afsted. Relationen var god, Vilmer er tryg ved Hr. Mand, lader sig trøstes og puttes men ikke ammes. Vilmer er nemlig flaskenægter. Jeg havde forsøgt med flasken et par gange, måske halvhjertet fordi alt i mig sagde “det er ikke Vilmers behov”. Jeg har rigeligt med mælk, nyder at amme og det er helt uproblematisk, så hvorfor bringe flasken i spil ?

Vilmer spiser godt almindelig mad, men han ammer os meget. Amningen eller behovet for mælk, kunne for den ene dag måske skæres ned til aften / nat. Velvidende om at amning aldrig kun handler om mad og at Hr. Mand derfor skulle etablere hans form for intimitet med Vilmer, kunne være løsningen. Men hvordan fik vi så mælken i Vilmer? Jeg havde fyldt fryseren med mælk så der var rigeligt, men Vilmer ville ikke tage flasken eller det ville han, bare ikke når der var mælk eller erstatning i.

Jeg søgte råd og gode tricks samt erfaringer på Instagram og en række Medmødre stod i kø med gode råd. Alt fra kakaopulver i mælken, til at far måtte give en tube grød i sengen. Der var mange fine forslag og vi prøvede mange af. Vi droppede at købe nye flasker for det handlede ikke om flasken men om at Vilmer bare ikke drikker mælk eller lignende, hos andre end mig. Vi prøvede mælk i kop, på drikkedunken, med sugerør og kakaopulver. Han ville ikke.

Derfor opfandt Hr. Mand sig eget putteritual, aftengrød på sengekanten og det virkede. Vi lavede en generalprøve, for lige at sikre os det nu var en mulig løsning og det fungerede så fint og det gjorde det heldigvis os under fødslen, af den smukkeste lille pige.

Noget der bare slog mig, i forbindelsen med jeg søgte råd og vejledning, det var, hvor mange der sker “lad ham græde indtil han tager den”, eller “prøv hver eneste aften i en uge at gå ud, så skal han nok tage den”. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle svare på de kommentarer. Jeg blev virkelig ked af det for kommentarerne afspejler for mig, et voksende samfundsproblem. Nemlig at børn gerne må græde eller at tårer aldrig bliver guld. I billedeserien “Vi har taget noget fra børnene” hos Information, skabes der et tydeligt billede af, hvordan den voksne har magten til at tillægge et barns tårer værdi og hvordan nogen vælger at misbruge denne magt. Billedeserien fik et solid modspil fra Momunity, som du kan se på IG.

Jeg siger ikke, at børn ikke må være ked af det, det må de gerne, de må hjertens gerne udtrykke følelser, men de skal os mødes i dem. Det mener jeg ikke man gør, når man lader et barn græde i frustration, afmagt og savn over noget, for at tvinge sin egen vilje igennem. Sorry – men det synes jeg simpelthen er små psykiske overgreb og ikke mindst brud på tilliden, igen og igen.

Jeg tænker tit, hvornår det var, at det blev okay at børn var kede af det. Han græder lidt, eller så må han bare lige græde lidt men… i min verden er det bare ikke en mulighed. Forstå mig ret. Vilmer vil virkelig gerne spise mine sko, nøgler – alt hvad der er max uhygiejnisk. Det udtrykker han pænt at han gerne vil have, med en klynken eller form for gråd. Han græder pt os, når Hr. Mand vil vugge ham om natten, hvis han har en markant opvågning. Den gråd der kommer der, er så inderlig, hjerteskærende og i en helt anden boltgade. Det er hans måde at sige “nej, jeg vil være hos min mor !” Og idet – jeg har brug for ultimativ tryghed, giv mig det. Skulle jeg så her sige “han skriger sig træt?” Og lægge mig om på siden? For i min verden, er det den slags gråd, som aldrig nogensinde skal og må ignoreres – den salgs tåre, har nemlig den største betydning. 

De kærligeste hilsner Christina 

P’s Min venindes fødsel gik rigtig godt. Jeg formåede at være tilstede, fordi Hr. Mand gav små updates. Fødslen startede om natten, mens jeg sad og ammede og det “passede” med jeg derefter kunne tage afsted. Jeg var væk fra Vilmer i 18 timer. Hr. Mand oplevede at Vilmer var mere kontaktsøgende end ellers, mødte ham i det men derudover var han glad fra morgen til aften. Vilmer blev puttet med lidt ekstra vand og stor ammet da jeg kom hjem. Hele næste dag, sov vi alle lurerne sammen og Vilmer var ekstra tæt hele dagen. 

Nu skal i hører .. (det for børn).

Nu skal i hører .. (det for børn).

Indlægger indholder reklame // Igennem de sidste par måneder, er jeg kommet med en del litteræreanbefalinger, i forbindelse med min test af abodoment hos Mofibo. HER kan du får en måneds gratis adgang til Mofibo, som ny bruger. Mofibo er gået dannet med Storytel. Anbefalingerne har overordnet set været tiltænkt voksne,  men denne gang gælder det bøger til mennesker med små ører, børnene.

Som barn elskede jeg at lytte til lydbøger, hver aften inden jeg skulle sove. Min mor læste som regel en godnatbog og derefter måtte jeg gerne ligge og lytte. Det blev en vane der varede ved og i mange mange år lyttede jeg til en lydbog og senerehen lidt beroligende musik. 

Jeg synes mediet, lydbøger til børn kan noget ganske særligt og mine børn, har rigtig godt af at kunne tjekke ud med en lydbog. Når vi rejser og skal stå i lange tjek ind køer mm. Så står særligt Aksel, altid med en lydbog på. Han ville tage ALT i lufthavnen ind og det ville skabe en enorm overstimulering, som ville komme til udtrykke via uro, ked af det hed eller udadreagerende adfærd. Simpelthen fordi han får for meget. Med en lydbog, kan Aksel være i noget med et filter og fordybe sig om stemmerne i hørerbøfferne, frem for speaker, de mange sprog og lyden af bip bip osv. Lyderbøgerne er os en hjælp, når vi er under rejsen, særligt frem for iPads, for på den måde undgår vi kørersyge og vores børn får os oplevet det at rejse – oplevelsen af landskabet forandre sig ude foran vinduet.

Tit når folk siger – vores barn får lige en pause og rækker dem en iPad, så de kan spille, tænker jeg – der er ingen pause i det, tværtimod. JO for forældrene.. Hvorimod at give sit barn en lydbog og bede det lægge sig i en hængekøje, gå en lille tur i baghaven eller sætte sig i græsset mens de lytter og glider ind i en anden verden, det giver en helt anden pause og stimulere hjernen på en anden måde, end diverse adrenalin udløsende spil.

Så generelt en kæmpe anbefaling af lydbøger herfra.

Hvad skal ungerne så lytte til og hvornår kan se starte med at lytte ?

Aksel hørte lydbog fra han var 3 og startede ud med Prop og Berta. Han elskede “den lille tykke mand og så hans ko” og vil til hver en tid anbefale Prop og Berta, til alle børn. Universet er fantasifuld, enkeltstreget handlingsforløb og men karakter børnene kan relatere til. 

Villads fra Valby er os hyggelig lytning og Vitello, som er indlæst af Nikolas Bro. I sig selv er Vitello utrolig humoristisk, men Nikolas Bros oplæsning, giver den lige et ekstra nyk. Klassiske som Alfons Åberg, Emil fra Lønneberg, Ronja Røverdatter, Peter Pedal, er alle indlæst af folkekære skuespiller, som virkelig formår at bringe ekstra liv til bøgerne.

Aksel elskede tidligere de meget “hørerspils” præget lydbøger. Lydbøger hvor stemmerne blev forandret, så som “Mysteriet ved Åbrinken”. Idag lytter Aksel til Harry Potter, Mio min Mio, Robinson Cruseo og andre gode bøger. Aksel er nået til et niveau, hvor historierne har flere karakter, mere dybde og tværgående temaer. 

Carl lytter til de mere klassiske bøgernebøger men i ny og næh tvister jeg den lige med lidt social realtisk børnelitteratur, gerne af Kim Fupz Aakoson eller Tina Sakura . 

Hvis I nu skulle have lyst til at kaste jer ud i lydbøger til børn, SÅ kommer her 10 vilkårlige anbefalinger af lydbøger til børn lyder den således :

  1. Ronja Røverdatter 
  2. Narnia (serien).
  3. Ballade om den forsvinde mumie 
  4. Hund 
  5. Prop og Berta
  6. Sigurd fortæller ….
  7. Harry Potte
  8. Skammens Datter
  9. Krageungen
  10. Bøger af Ole Lund Kirkegaard

Sidst men ikke mindst, bruger jeg E-bøgerne når jeg er på ferie og ikke kan tage alle godnatbøgerne med i kufferten, genial mulighedz

God lytning – God Sommer

Plastik fantastisk ?

Plastik fantastisk ?

Indlægget indeholder reklame //

Jeg kan lige så godt hoppe ud i det, indlægget her skulle omhandle et produkt jeg havde fået tilsendt til test, legetøjet Gormiti fra Amo Toys. Mine forventninger var da os ret høje forud for modtagelsen, men jeg kan lige så godt sige det som det er, drengene og jeg blev slemt skuffet. Hvis du vil læse min og andre momster bloggers anmeldes af Gormiti, så kan du finde anmeldelsen her

Min mor har lært mig, at har jeg ikke noget pænt at sige, skal jeg være stille eller holde det for mig selv. Dermed ikke sagt jeg har været helt stille, for jeg har sammen med ungerne, givet legetøjet en ret hård medfart over hos MomsterTest. Når jeg takker ja til at teste noget, så gør jeg det med øje for, at være ærlig. Ellers er testen jo bare direkte reklame. Hvis jeg får henvendelse omkring et produkt jeg ikke forstår, etisk synes er uansvarligt eller lignende, så takker jeg pænt nej.

Hvorfor min kritik af Amo Toys Gormiti  gives, skyldes dels den skuffelse jeg som forbruger har haft, men os fordi jeg faktisk synes legen, den fysiske fantasifulde leg, er truet og jeg med Gormiti tænkte – den kunne de hjælpe med at sikre. Sådan oplevet vi det herhjemme.

Den fysiske fantasifulde leg er truet af diverse spilkontroller OG det her plastik fantastisk legetøj. Den slags legetøj, som egentlig ikke holder til den store mængde leg og som måske mest af alt er produceret med det formål at have en god indtjening, frem for at skabe sig en plads i barndomsminderne, der omhandler den gode leg.

Jeg er stolt og glad for at mine børn leger. Aksel på 8 og Carl på 5, de leger dagen lang. Vilmer leger os i det små og jeg er sikker på han vil bliver præget i postiv retning, af Aksel og Carl. De leger sammen, alene, med vennerne fra gården, børnehaven og skolen. De leger med fremmede og nære. De leger – fordi de kan, vil og elsker det. De leger fordi Hr. Mand og Jeg værner om legen. Det gælder i alt fra vi i ny og næh går med i legen, til at bakke op om fantasien eller den kærlighed som nogengange opstår omkring en serie eller lignende af legetøj og vi så investere i det. Derfor har mine børn os “meget” legetøj. Det meste er købt brugt og det bruges dagligt. Jeg tror ikke børn der har meget legetøj, leger mere end dem der har mindre, men det er nu engangs svært at bygge en lego by, med 10 klodser.

Lige pt. Hitter legetøjet affødt af filmen “Sådan Træner Du Din Drage”, hvor dreamworks har lavet den genistreg at slå sig sammen med Playmobil, som vi alle herhjemme er mega fan af! Derudover er Carl rigtig glad for Ben10, almene figurer fra Schleich og Aksel ligeså samt LEGO, masser af LEGO. Jeg elsker at se drengene fordybe sig og at de fortsat finder stor glæde i at lege. Jeg ved godt legen er truet i det gode børneliv og derfor er det min opgave som mor at hjælpe med at lade legen leve så længe som muligt . Det betyder os, at særligt spillekonsoller fortsat ikke eksistere hos os og brugen af iPad ikke sker på daglig basis, for jeg tror ærlig talt ikke de fremmer den fysiske leg, fantasien og flere vigtige sociale færdigheder, som kan tillæres igennem fysisk leg.

Leger dine børn og med hvad ? Og oplever du måske også at dine børns fysiske leg er ved at uddø ?

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina 

(U)hyggelig lyd i mine øre.

(U)hyggelig lyd i mine øre.

Hvis nu vi legede at jeg var sådan en person, som kunne være med i ‘kender du typen’ og der en dag stod nogle livsstilseksperter i min stue, så ville de nok få deres tænkning på. Måske mest over, at mine børn har så sindsyg mange bøger men jeg – jeg har så ganske få skønlitterære bøger stående. Det kan måske skabe det indtryk, at jeg er en person som ikke læser og sandt skal være sandt, det gør jeg ikke pt, istedet lytter jeg, jeg lytter til bøger, rigtig mange bøger igennem Mofibo.

Med koden MORSKABET , nye Mofibo bruger 30 dages gratis adgang.

Årsagen til jeg lytter har jeg skrevet lidt om i dette indlæg. Når jeg lytter er det til lidt af det hele, men den genre jeg gerne vil anmelde og anbefale her, er true crime og det havde livsstilseksperten måske ikke lige set for sig at moren til 3 var stor fan af.

Jeg elsker true crime !

Og det startede nok helt tilbage til dengang jeg så rejseholdet med min familie for fortsat var en bangebuks så jeg løb ud af stuen, eller holdte mig for ørerne og lukkede øjnene, når det hele blev en tand for meget.

I genren true crime, er det ofrene, tilfældigheder – hvor få ting der ofte er skyld i det er den enkelte der bliver et offer. Derudover finder jeg moderne – det der gør en til moder og så hele opklaringsarbejdet. Andre end mig som engang drømte om at blive den nye Sarah Lund eller Anna Pil?

Jeg har i forbindelse med lytningen til gode true crime litteratur lyttet til “På Ofrenes Side” af Anne Birgitte Stürup, “Danske Mordgåder” af Ole Schierbeck og “Liv og Død – En rets mediciner ser alt” af Jørgen Lange Thomsen.

Det er bogen “Liv og Død – En Retsmediciner ser alt” jeg gerne vil gå lidt i dybden med i dette indlæg. For jeg synes virkelig Jørgen Lange Thomsen har skrevet en spændende bog, måske næsten beretning over nogle af de mest makabre og mærkværdige opgaver han har været tilkaldt til i sin mangeårige karriere. Samtidigt formår han, for mig, at tilgå de enkelte sager med etik, der samtidigt understreger hvorfor det er true crime kan bidrage til et samfunds moral. 

Bogen er har en høj detaljegrad, hvilket på mange måder står i tråd med at en retsmediciner jo virkelig arbejder med detaljen. Denne detaljegrad kan dog være ret voldsom og i bogens første sag, måtte jeg lige lægge mit gnavegrønt fra mig, for puha ja – en retsmediciner ser alt -‘på godt og ondt . Bogen indeholder samtidigt en humor og Jørgen Lange Thomsens miljøbeskrivelser skaber en dragende fortælling der gør man hurtigt af aflyttet bogen.

Så hvis du mangler lidt spænding her i den kommende sommervarme, kan “Liv og død – en drabsmediciner ser alt” virkelig anbefales !

Kan du anbefale lidt (u)hyggelig læsning / lytning ?

Kærlig Hilsen Christina

HVOR ER DER EN VOKSEN ?!

HVOR ER DER EN VOKSEN ?!

“Mine børn kommer ikke så længe den pædagog er i huset og så skal der simpelthen ske en massiv forandring !”. Fremstammet jeg mens tårerne løber ned ad mine kinder og mundhulen fyldes med varmt vand. Jeg føler mig syg, inderligt syg, vred, frustreret og så er jeg sindsyg bange. Overfor mig sidder lederen af mine børns institution, souschefen og en pædagogisk konsulent, min mand stryger en tommelfinger over min håndryg. “Ta dig nu sammen”, hvæser en stemme i mit indre, men jeg kan ikke mere. Alt gør ondt, alt gør så inderligt ondt i min krop. Foran mig ligger 3 A4 sider, med noter og beskrivelser, nogle er mine egne og andre, fra nogle af forældrene på stuen. En af noterne lyder sådan her :

Jeg skal hente V og da jeg kommer, kan jeg hører en græde meget højt og inderligt ude på toilettet. Jeg spørger forundret pædagogen K, som er alene på stuen tilsyneladende, hvad der dig er sket. Hun svarer – “Carl kan bare ikke finde ud af at vende tilbage fra ferie og savner sin mor og far, så han piver hele tiden – så nu har jeg sendt ham ud på toilettet for lige at få fred”. Idet ser jeg Aksel gå ud og holde om sin lillebror og siger forundret at det da hvis ikke er måden man skal gøre den slags på, pædagogen svare “ej men jeg er alene på stuen og det bliver bare sådan nu!”.

Carl er 1,5 år på dette tidspunkt og han kan ikke selv nå dørhåndtaget. Særligt denne notering gjorder at jeg rystede i stemmen og måtte stoppe op, idet jeg læste denne højt. Tanken om at min lille dreng har grædt sådan og samtidigt blevet lukket ude af en person som skulle passe på ham giver mig fortsat idag kvalme. Dels over pædagogen, men os over mig selv og vores samfund. Jeg følte jeg hans mor, svigtede Carl men os samfundet ! For nok var pædagogen dybt upædagogisk og gået SÅ langt at jeg aldrig ville betro hende mine børn igen MEN hun har jo ikke været et ondt menneske, det tror jeg den dag stadig ikke på hun var. Hun manglende bestemt selverkendelse, for hvis hun havde haft det, havde hun nok sagt HEY, jeg er så stresset at min egen adfærd er langt over grænsen OG hvorfor var hun så blevet SÅ stresset at hun til sidst var ude hvor hun kørte af sporet ? 

Svaret : Fordi vores instutioner er og blevet massivt presset og det skal der laves om på !

Jeg taler ofte med mine venner om vores børns institutions liv, om den altid dårlig samvittighed, de oplevelser det giver en ondt i maven og den vrede eller skuffelse som bliver rettet mod pædagogerne. Ikke fordi de ikke er dygtige, det tror jeg virkelig ikke det handler om – men istedet fordi de er så presset, at der sker ting som udelukkende forekommer grundet alt for få hænder !

Jeg ved ikke hvordan der er i andre familier men ærlig talt, i de perioder jeg er alene med ungerne, der er det ikke altid jeg er lige fin i kanten og holder hovedet højt, årsag : Jeg bliver presset. For at mindske presset må jeg gå ned på kvalitet, nemme løsninger så at sige : Kopnudler, film, dårlig konfliktløsning osv. Jeg er nu engang Aksel, Carl og Vilmers mor og jeg vælger som jeg gør, for istedet at kunne holde i hånd, nusse, kysse, kramme og se mine børn i øjnene.

Derfor kan jeg faktisk ikke forstille mig, hvordan det må føles, dag ud og dag ind, at gå på arbejde med en faglighed, en professionalisme og en lyst til at være dén bedste pædagog, og alt for ofte opleve eller føle, at man overhovedet ikke er i nærheden af dette. Ikke fordi man ikke vil, men fordi ildebrandslukningen, for mange børn eller for få kollegaer gør at det nu engang bliver som det bliver. Det gør at både børn og voksne betaler prisen, en dyr en af slagsen, det sætte spor i sjælen.

I min familie, har vi taget et valg, blandt andet på baggrund af de omstændigheder der er i danske daginsitutioner. Carl går idag i en ny børnehave, en helt fantastisk en af slagsen, men altså – jeg kan fortsat godt tælle og se at de knalddygtige pædagoger og medhjælper løber utrolig stærkt. Selvom vi har en god institution på hånden, så har vi valgt Vilmer bliver hjemme, til han er 2 år. Der giver forhåbentlig politikkerne tiden til at få vedtaget OG indført minimumsnormeringer OG samtidigt kan jeg fortsat give Carl nogle korte da

At vi i vores samfund tillader at Danmarks fremtid er så underprioriteret og dygtige fagpersoner dagligt udsættes for arbejdsvilkår der er dybt kritisable, det fortæller mig at vi har et samfundsproblem ! Heldigvis formåede forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen d. 6 april, at fortælle politikkerne at Danmarks børn dagligt udsættes for hvad der tinderne til offentligt omsorgssvigt og at der skal handles, ved at indføre minimumsnormeringer. Over 80.000 forældre gik på gaden over hele landet og sammen stod vi stærkt, så stærkt at flere politikker måtte lave en kovending og spørgsmålet er NU, om det hele bare er valgflæsk?

Spørgsmålet er nu, hvad er det vores politikker vil gøre?

En ting er sikkert, ved dette folketingsvalg sætter jeg ikke min stemme efter farve men efter hvordan et parti ser og vi handle på et generelt samfundsproblem. Der er nemlig igen forklaringer, ingen “jamen vi har mm.” NEJ – det er ikke godt nok og fordi det ikke har været godt nok i så mange år, så er vi nød til at sikre, at der som MINIMUM kommer til at være 1:3 voksne for vuggestuebørn og 1:6 for børnehavebørn og bemærk dette er et minimum. Det er simpelthen hvad vi minimum kan og skal forvente for vores børn – for stod det til mig. Så havde Danmark en helt anden børnepolitik end den vi har idag og bemærk mine damer og herre, dette er ikke “røde toner” eller blå bølger. Det er en mor der fortæller om virkelighedens Danmark.

Jeg håber alle, hvad end om man er forældre, pædagog, skraldemand, tante, bonus moster, veninde – alle dem der mener at det HER skal løses. Går med på gaden d. 2 juni, når ser landet over holdes demonstrationer for minimumsnormeringer i Danmark.

Igen er jeg hoppet i aktivisttrøjen og har været med til at stable en “Barnevognsmarch” på benene, her på Frederiksberg. En march, som afholdes forud for hoveddemonstrationen på Bertel Thorvaldsens Plads.

Du kan finde din nærmeste lokale begivenhed på HvorErDerEnVoksen.dk

Og læse mere om marchen på facebook begivenheden : Barnevognsmarch – demonstration for minimumsnormeringer 

Jeg håber sådan du kommer med på gaden, at du måske endda vil være med til at sprede budskabet #MitBarnMinStemme og #HvorErDerEnVoksen, sammen kan vi skabe forandringer.

Kærlig Hilsen Christina

ICE ICE Baby !

ICE ICE Baby !

Indlægget indholder reklame

Sommeren er over os eller næsten ! Jeg tror på vejret vender og alt hvad der hedder, solhatte, solcreme, sommerknæ og IS, for alvor bliver fast inventar i hverdagen.

Måske tænker du, en is, dagligt? Det ville jeg ihvertfald selv gøre, hvis jeg læste dette, andet sted. Særligt med en baby i huset, så kommer der herhjemme et øget fokus på indholdestoffer, saltmængder og raffineret sukker.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Aksel først smagte slik efter han var fyldt 2 år. Sodavand, ja det var først da han var 4. Carl derimod, han smagte begge dele langt tidligere. Sådan er det nok oftest for de yngre søskende. Måske er det fordi forældrene er mindre sukkerforskrækket – eller måske er det fordi de ikke orker “kampen”’om at sige NEJ?. Personligt er det en blanding. Det er svært at sige Carl ikke må, men Aksel må godt, særligt når det kommer til noget vi spiser og drikker. Sengetider, tillidshverv osv, det er en anden sag. 

I forhold til Vilmer, så tænker jeg den aldersforskel der er imellem drengene gør, at han automatisk kan skærmes, afholdes langt “lettere”, end dengang med Carl. Det er ikke fordi jeg tænker raffineret sukker er dødelig farligt, men jeg har generelt ikke lyst til at etablere et behov hos mine børn, før de selv “efterspørger det”. Det er samme årsag til Vilmer ikke “ser” tv. Ah.. den og så undersøgelser der viser at babyhjerner oplever en sag som tv, enormt intens og de vitterligt ikke kan frasortere. Derfor – ingen tv til baby herhjemme.

For at skabe muligheden for at Vilmer os kan være med i forskellige sammenhængen, på trods af små forbud, har jeg forsøgt at finde gode alternativer til ham. Nu hvor sommeren næsten er over os og jeg fik muligheden for at teste lidt forskellige produkter, fra Panduro Hobby, heriblandt et “Lav din egne is”, så var jeg klar. Udover at Vilmer ikke skal have sukkerholdige is, vil jeg gerne have kalorielette is i fryseren. Derfor fandt jeg dette iskit super relevant.

Selve iskittet består af nogle lækre materialer og har et simpelt set up, til at skabe de fineste hjemmelavet pind-is. 

Til Vilmer har jeg valgt at lave en is lavet på the og med frugtstykker i. The’en har fået lov at trække rigtig længe , køle ned og er så hældt over de små stykker udskåret frugt. Det er vigtigt at huske på, at frosne ting, blive minere fyldige i smagen, derfor må the’en gerne været meget intens i dets smag, før den fryses. 

Vilmer elskede hans frugt is, som minder lidt om en astronaut is. Jeg tænker på at lave lidt forskellige varianter til ham, blandt andet en agurkeis, som er god når gummerne driller. Derudover skal MOR have en Mojito is uden de store mængder kcal.

Jeg har os lovet drengene at vi en dag laver isbutik og sammen laver nogle lækre sodavands is / nicecreme. Det tror jeg bliver super hyggeligt og en sjov til at lave sammen i sommervarmen.

Is-kittet, kan i hele Maj måned købes for kun 99 kr. i panduro hobby, hvor du os kan finde en rækker andre lækre sæsonprodukter, som “mal på sten” sæt, (perfekt til sommerhuset og alle stensamler).

Tusind tak fordi du læste med .

På Momstertest.dk kan du læse en række momsterbloggers anmeldes af Panduro Hobbys produkter.

Kærlig hilsen Christina 

Veninde til en kommende solomor – Del 5.

Veninde til en kommende solomor – Del 5.


“Velkommen hjem!” Siger jeg mens tårerne løber ned ad mine kinder. Min veninde og jeg omfavner hinanden længe og inderligt. Der står hun, med den smukkeste solbrune kulør der bevidner af hun har været i lande, hvor solen bager. Hun har rejst rundt i Sri Lanka og dykket på Maldiverne. I mellemtiden har jeg født mit tredje barn, min søn Vilmer er kommet til verden og ligger nu i hans lift, kun 12 dage gammel. Jeg bukker mig, svøber ham forsigtigt i dynen og overrækker ham så til hende. Det er et betydningsfuld øjeblik for os tre, forhåbentligt snart fire…

To dage senere sidder vi i en bil, med retning mod Trianglen. Da vi ankommer går vi rundt på vejene, vi før har løbet på så mange gange, under vores træningsture med Sparta. Vilmer sover trygt i viklen. Min veninde og jeg holder hinanden i hånden. Hun er nervøs og i ny og næh stryger hun en flygtig tåre væk fra øjenkrogen. Undersøgelsen på Trianglen, har til formål at se om min veninde er tæt på en ægløsning, nu her knap 10 dage efter første dag i hendes sidst menstruation. Hvis alt er som det skal være, skal min veninde insemineres 2 dage senere.

Da vi træder ind i klinikken, sidder der 2 kvinder og et par. Ingen siger noget. Stille hænger vi overtøjet og sætter os. Kun Vilmers brunligt hår titter frem fra viklen. Et kort sekund skammer jeg mig over at sidde der på en fertilitetsklinik med en baby, men omvendt er alle væggene i klinikken prydet med billeder af hundredevis af babyer. Babyer klinikken på den ene eller anden måde har hjulpet med at blive undfanget.

Vi kaldes ind i et undersøgelsesrum og hilser her på en kvindelig læge. Hun spørger ind til min veninde og sidste menstruation. Så henvises min veninde til et leje, hvortil lægen så begynder at scanne. Alt ser så fint ud og de målinger lægen laver, fortæller at min veninde skal komme igen 2 dage senere, for er blive insemineret. I mellemtiden skal hun give sig selv en sprøjte for ægløsning. Det hele virker så simpelt og alligevel tænker jeg det er nemmere at hoppe i kanen med sin partner. Min veninde har bare ingen partner, hun har sig selv, sin drøm og troen på det her er det helt rigtige for hende. 

To dage senere kommer vi igen. Denne gang er min venindes mor os med, den kommende Mormor.Min veninde er nervøs og rykker rundt på stolen i venteværelset. Hver gange hendes øjne hviler på Vilmer, sænker hendes skuldre sig. Igen sover han der i viklen, nu 14 dage gammel. 

Vi kaldes ind og min veninde ligger sig så igen på lejet. Lægen har en sprøjte med det udvalgte strå. Det er det strå, fra den doner, min veninde tror på. Et lille plastik rør skal føres op i livmoderens åbning og ud til den æggeleder, hvor noget der på scanningen ligner et strudseæg, venter på at blive befrugtet. Idet røret føres op, lægger jeg et akupunkturisk tryg på min venindes skulder, med det formål at skabe en fokuseret ro i kroppen, frem for frygt, der gør hun spænder op og ubehaget udvikler sig til smerter. Min venindes mor, knuger hendes hånd og sammen er vi, mens “livet” sendes afsted. Helt præcis 36 millioner sædceller. Jeg tænker ved mig selv, at det alligevel er ret så mange og mange flere end ved en gennemsnitslig position sæd. Efter insemineringen kommer min veninde ned fra lejet. Lægen giver hende hånden og en graviditetstest. Den skal hun tage om 14 dage, er den postiv skal hun bestille en ny scanning om 5 uger, er den negativ… så starter en nyt forsøg op. Lægen smiler varmt og betryggende da vi forlader klinikken og sammen går vi mod bilen. 

Inderst inde ber jeg. Jeg ber til at min veninde kan nøjes med denne ene behandling, selvom jeg inderst inde godt ved det er utopi at tro, min veninde skulle blive gravid i første forsøg. Hvis der er noget jeg har lært om graviditet, forsøget og drømmen om at blive det, så er det at håbet og troen kan få et menneske til at fortsætte uendelig længe, os selvom det er opslidende og nogengange virker umuligt, for hvad nu hvis… det lykkes denne ene gang ? 

I de 14 dage, min veninde skal vente før hun må teste, har hun og jeg en aftale om jeg ikke spørger til eventuelle signaler og tegn på graviditet. Min fornemmeste opgave er ikke at øge stressen, men blot være der, klar til opbakning, støtte og sparring. Alligevel skriver min veninde en dag noget, som gør jeg tænker “den er god nok”. Jeg tør dog ikke tro helt på det, for man ved jo aldrig, den fornemmelse jeg har, plejer dog at holde stik.

Tirsdag d 27 november, 13 dage efter inseminering, har min veninde og jeg en aftale. Vilmer sover i mine arme, mens vi snakker om alt og intet undtagen elefanten i rummet – testen der ligger der ude i køkkenet. Forud for vores aftale, har jeg forsøgt at tænke på trøstende ord jeg kan sige, når og hvis testen er negativ. Min veninde er selv gået ind i denne fertilitetsbehandling, med en antagelse om hun nok skal igennem 2-3 forsøg. Derfor har hun os en god sjat stående på hendes “projekt baby” opsparing. Min veninde og jeg snakker os langsomt ind på den uro hun har omkring at skulle teste og så spørger hun “tror du jeg kan tage den nu?”. Mit svar er samtidigt et spørgsmål, for hvad hvis den er negativ, ville hun så havde brug for at tage endnu en test og hvornår. Jeg har selv været typen der tog 4 negativt test, efter hinanden, for måske de tog fejl eller mit østrogen niveau endnu ikke kunne måles? Vi aftaler at tager hun testen nu, må hun teste igen på fredag. Urinen hun bruger er ikke morgenurin, altså urin der har ligget i blæren natten over og oftere har et højere indhold af østrogen her tidligt i gravidteten. Min veninde går ud og tisser, kommer så tilbage med koppen og sammen sidder vi tæt mens hun langsomt føre testen ned i urinen. Testen ligger der på designer bordet, Vilmer øffe lidt og tiden går langsomt. Så skæver hun til testen, der er kun en streg. Hun tager den op, studerede den og ligger den så fra sig. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal sige, jeg var ellers så sikker!

Min veninde græder lidt, for selvom hun hele tiden har forberedt sig på at testen nok var negativ, så er dette nu engang den sandhed der altid gør sig gældende, i forsøget på at blive gravid. Hvad end om det er med en partner, med lidt eller meget hjælp. Drømmen om et barn er stor, inderlig og fuld af ønsker og håb om noget man ved man vil elske højere end livet selv og mens denne forfølges, så er længslen efter målet stor. Vi sidder der og jeg holder hendes hånd mens jeg stryger tårene væk. Jeg forstå det ikke og kigger så på testen, jeg synes .. så rejser jeg mig, går hen under en skarp lampe og drejer testen lidt på skrå. Jeg synes og så er jeg sikker, ganske rigtigt. Jeg vender mig mod min veninde og siger så “du er altså gravid”. 

… de som aldrig har siddet med en meget utydelig postivt streg, eller de som aldrig selv har prøvet at smide en negativt test ud, for så at kigge på den 30 min senere, de ved ikke hvordan sådan en postivt test ser ud. 

Testen var postivt, de bevidner min venindes smukke gravide mave og barnet der ligger deri. Min veninde venter en sund og stærk lille pige, med gode spark, som kommer til verden i august. Hun er allerede elsket og når jeg møder hende i drømmene, er det med det fineste brunt hår vinden leger med, læber med den en kær amorsbue, som sin mors og øjnene der tindre i solen . 

Har du lyst, kan du følge min veninde og hendes rejse mod terminen på hendes fertilitets Instragram profil @NadjasPerfekteStraa

Tusind tak for alle de postive tilkendegivelser for denne føljetone og for at have læst med .

Kærlig Hilsen Christina

Du minder mig om en…

Du minder mig om en…


“I wonder how
I wonder why
Yesterday you told me 'bout the blue blue sky
And all that I can see is just a yellow lemon-tree
I'm turning my head up and down
I'm turning turning turning turning turning around
And all that I can see is just another lemon-tree”

Jeg flyver henover gulvet. Det grå, væg til væg tæppe brænder næsten under mine dansende nøgne fødder. Musikken flyder fra højtalerne ud i rummet, mens vi danser der, jeg selv i en hvid undertrøje og små underbukser, hvor der fortil sidder en lille sløjfe med slikebånd. Min bror fanger mine hænder mens vi sammen twister i kådhed og griner. Min mor danser omkring os, mens hun synger med på sangen, svinger med håret og jeg husker så tydligt følelsen af glæde, euforien der hersker, mens vi danser der i stuen. I stuen hvor det hele begyndte og alligevel os endte. På mange måder føler jeg at dette barndomsminde, fra denne dag, hvor stuen… på den ene side var et dansegulv, hvor kærlighed, nærvær og sammenhold regeret og hvor der os fandtes en helt bestemt form for mørke.

Det var i denne stue, ved sofabordet, i stolen der… at min far havde været i hans sidste timer, inden han var gået døden i møde. 

Når jeg mindes min far, har jeg ingen dirkete minder om ham eller med ham Mit sind var endnu for ungt til at huske. Istedet har jeg minderne om min mor, bror og jeg. Altid os tre, imod hele verden. Os, hvor vi sammen mindes min far, hvor vi besøger kirkegården i Måløv. Os der har en af de der snakke om min far… hvor jeg ligger under sofabordet mens min mor fortæller. Jeg tænker tit at min far må have været tilstede på en eller anden måde, når vi dansede rundt sammen i stuen, eller når jeg løb omkring i haven, rundt om huset han engang var med til at bygge. På så mange måder husker jeg mit barndomshjem, som jo os var et dødsbo, så trygt og godt, hvilket med sikkerhed var og er min mors fortjeneste.

“Alt er stille. 
Ser ind i stuerne der gløder
Mærker varmen fra hjem
Med alle mine sanser
Standser, til alle mine sanser
Danser med dig”

Jeg lever mit liv, med kontraster. Altid sorgfuldt, altid med mørkets røgslør. Det betyder dog ikke, at mit liv mangler lys, tværtimod er det kendskabet til mørket, der gør jeg kan lukke lyser ind. I min barndom og ungdom spillede min far en skurkerolle. Han var manden som havde forladt mig, forrådt om man vil det, lige indtil den aften han blev min helt. Jeg ville dog ønske at min far var den klassiske heltefigur for sin datter, som jeg har erfaret mange fædre er for deres døtre. Min far, han reddet mig på mange måder fra døden.. 

Den aften mit sind gik i stykker og jeg mente at livet ikke længere var værd at leve. Den aften, der blev han min redning fra mørket. Den aften forstod jeg, at jeg hverken måtte, kunne eller skulle gå den vej, han havde gået. Istedet skulle jeg kæmpe. Det var os den aften jeg endelig, i en alder af 27 år tilgav min far, for at have gået døden imøde. Den aften var forfærdelig men os frisættende. 

Da Hr. Mand og Jeg vælger, vi vil lave vores dessertbarn, er det med en mindre frygt for et tilbagefald i depressionens klør. Depression er kemi i ubalance, langt hen ad vejen og med en hormoncoctail som en graviditet og fødsel os er, kan et sind for alvor komme på afveje. Jeg har dog holdt fast i troen på at hvis jeg bare mærkede efter, hele tiden holdte foden på bremsen og brugte livrem og seler, så skulle det nok gå. Når jeg skriver som jeg gør, så mener jeg ikke udviklingen af en fødselsdepression skal anses som et nederlag, langt fra!

Jeg var bare så hunde angst for jeg ikke kunne overleve endnu en tur i mørket, første gang slog mig næsten ihjel. Jeg beklager min ærlige tone, men det er nu engang sådan det føltes, huskes og var. En depression kan ikke være pæn, en depression er … umenneskelig.

Da Vilmer kommer til verden og i tiden der efter, i takt med hans hævelser efter at have ligget i min mave, fortager.. så begynder jeg at se noget i Vilmer, noget jeg ikke helt har set før. Først var det, det rødlige skær i håret, så hovedformen, hårgrænsen og det det blik Vilmer kan sende mig, det hele mindet mig om et menneske jeg kun kan huske fra billeder. Et menneske som jeg, hvis jeg en dag så på gaden, til hver en tid ville kunne genkende. Det var min far. Min yngste søn, ligner min afdøde far.

Min smukke mor og far.
Vilmer Sylvest-Noer

At Vilmer ligner sin biologiske morfar, fremkalder mange følelser hos mig. Alt fra glæde, sorg, savn og vrede. Vreden handler mest af alt om den uretfærdighed jeg mærker, når jeg savner et menneske jeg aldrig har kendt men som alligevel har en så stor en betydning for hele min tilværelse. Da min fars død virkelig er en ulykke, en sorg, da han som menneske har følt at kun døden kunne være løsningen på det han kæmpede med, så tænker jeg tit at han bare skulle vide, hvordan han for evigt er med mig – hans datter, mere end bare i en stamtræsfunktion. Han er med mig, i min person, mit og mine børns ydre. Aksel har arvet hans biologiske morfars genetiske farveblindhed og Vilmer… Vilmer ligner min far, så utroligt meget. På mange måder sluttede ringen, dengang i juni for nu 3 år siden, hvor mørket overtog alt. Alligevel føler jeg med Vilmer, at noget slutter og selvfølgelig begynder og det er der jeg vælger at fæstne mig, nemlig i livet – lyset og viljen til at være her .

Åbner op og lukker ind
Skæret fra dit lyse sind
Stoisk rolige øjne ser
Ind i alvorens mørke
Er tilbage i din favn
Står i døren med mit navn
Ånd i ånd og kigger op
Ser forbi stråleglansen
Hvisker "Tak for dansen"