Breve til mine sønner: Aksel

Breve til mine sønner: Aksel

Introduktion
I 2011 fødte jeg min første søn Aksel, forud for hans fødsel førte jeg en mindre dagbog, for at for afløb for mine tanker og utålmodighed. Dette var et brugbar redskab og da jeg i 2014 ventede vores anden søn Carl, følte jeg derfor et behov for igen at skrive ham et brev. Igen i 2018, da vi ventede vores tredje søn Vilmer fandt jeg det derfor helt naturligt, endnu engang at skrive et personligt åbenhjertigt brev til ham.

I indlæggene ”Breve til mine sønner…” som du kan læse HER og HER kan du derfor læse mine ord til mine drenge, du vil samtidigt få et indblik i at ikke to graviditeter er ens og yderligere hvilket pysko sociale påvirkninger jeg har været under i de forskellige graviditeter. Sidst men ikke mindst, kan du se en udvikling, fra at være første gangs til kommende tredjegangsmor.

Tirsdag d. 22 marts 2011 
Tiden er pludselig gået så hurtigt. Når jeg tænker tilbage til d. 1 Juli, som var min sidste p-pilledag så følelse det til tider som i går – andre gange følelse det som om det var et helt andet liv. DU er og bliver et kærlighedsbarn men også et ønskebarn. Frygtet tit at jeg ikke ville have så nemt ved at blive gravid, men.. du tog røven på os.. Ni dage tog det og så var du i gang med at udvikle dig til hvad jeg tror, bliver en rigtig dejlig lille dreng.

Jeg har i dag båret dig under mit hjerte i 37+3 dage og jeg har elsket dig fra første dag af jeg erfaret at du var på vej. Jeg har grædt af frygt for den store kærlighed jeg pludselig havde for noget jeg endnu ikke kendte til og jeg har været så bange for at miste dig… for at tabe dig, for at være nød til at vælge dig fra og nu.. nu er jeg bange for om du kommer rigtigt til verden. I min verden, i mit hoved så har jeg bare brug for du kommer til denne verden, trækker vejret som du skal og kigger ind i mine øjne og fortæller mig.. at jeg ikke længere behøver at være bange.

Prøver nok at snyde mig selv lidt, tror jeg bliver endnu mere bange eller nervøs for at det vil ske dig noget. Det er nok bare en del af at være mor. At bære dig har faktisk være magisk. Har været glad for at passe på dig og har nydt at mærke dig sparke og drille dig lidt. Men nu, nu er det lige ved at være for meget af det gode. Vil bare have du kommer til verden, så din far og jeg kan lærer dig at kende. At vi kan vise dig hvilken familie du skal være en del af. Vi vil bare gerne elske dig for den du er.

Men Aksel, min kære lille skat. Kom ud til mig – mig og din far.
Lover at vi vil vise dig hvor dejlig verden kan være.. og lover at du for altid vil være elsket til det uendelige.

Din Mor, Christina.

Uge 30

Onsdag d. 23 marts 2011
Så panikker din mor igen. Typisk mig, enten sparker du ikke nok, ellers så .. er man nu bange for du kunne have været udsat for Toxoplasmose, den sygdom som katte blandt andet kan smitte mennesker med. Tanken om du skulle fejle noget ville for mig være.. forfærdeligt. Ved min tanke på en måde er egoistisk men den er altså også på dine vejne. Jeg ville ikke egne mig til et ikke ”normalt” barn.. Kender mig selv for godt. Dine fødder er for mig normale, men hvis du skulle fejle noget neurologisk, det ville være forfærdeligt. Men hvorfor skal jeg også være så nervøs.. Efter fostervandsprøven kom der ro på, men jo tætter vi kommer på fødslen jo mere nervøs bliver jeg for at der skal ske dig noget eller at der er sket dig noget..

.. Er bare nød til at få dig ud, ud i verden.. Har bestilt en tid til noget akupunktur som skulle kunne sætte noget i gang.  Har en tid d. 6 April. Du må dog stadig gerne komme før..

I aften har din far lovet mig at han tager med i Frederiksberg Have og går op og ned af bakken derover sammen med mig. Håber virkelig snart du kommer ud, føler mig så.. låst fast i noget jeg ikke kan finde ud af. I morgen har jeg en danskprøve kl. 8.30, har heldigvis fået lov til at lave den hjemmefra, så min krop ikke skal være bænket til en hård stol i 6 timer.

Jeg kigger tit ind på din seng, står tit i dit værelse.. er ikke flov men.. ingen vil kunne kende mig hvis de så mig, når jeg står og fantasere derinde. Tænker på hvordan du vil tage mig med storm. Tænker om jeg vil være lykkelig når du kommer op i mine arme, eller om der lige skal gå lidt tid. Er ligeglad, ved du vil kunne forstå mig. Ved du vil have tillid til mig. Ved du kender mig og ved at jeg på sin vis kender dig og så alligevel ikke. Tror vi to kan noget sammen, tror at vi tre, din far og jeg vil være en smule snublende men at vi vil kunne skabe en fantastisk hverdag sammen.

Jeg har aldrig ønsket et hus, bil eller .. mand.. Din far kom ind i mit liv og så fik jeg lysten til en mand. Men jeg behøver fortsat ikke et hus eller en fin bil. Behøver bare masser af kærlighed – det er for mig det vigtigste her i livet. Ved du med tiden vil komme til at opleve dette. Allerede nu bor vi en lejlighed som i mit hoved er perfekt, den er ikke stor og fin, men den er god nok til os tre.

Kom snart min skat.. glæder mig til at møde dig.

Fredag d. 25 marts 2011
Du vinder – jeg må væbne mig med tålmodighed, selvom jeg synes det er umuligt. DU kommer når du kommer, når du er klar – når du vil ud. Din far og jeg tog i Frederiksberg Have og jeg LØB i håb om at sætte gang i fødslen op og ned af den bakke der er derover.. Fik da også utrolig hårde plukveer men .. det forblev kun plukveer så nu giver jeg op. Må prøve at acceptere at jeg ikke kan blande mig i dette her.. desværre.

Du ved at du er velkommen og mere er der ikke at gøre.

Lørdag d.26 marts 2011
To uger til terminen og MAX 4 uger til jeg skal sættes i gang.. Hvis det vise sig du er så skide stædig som jeg desværre tror du kunne være. Ville faktisk være ked af, hvis jeg skulle sættes i gang. Det ødelægger ligesom lidt af den der ”hvornår sker det”.. Måske er det lidt mærkeligt at skrive, eftersom jeg jo har løbet på trapper og bakker for at få dig ud. Men .. jeg synes det er noget andet.

Har valgt at tvinge mig selv til tålmodighed. Eller jeg har virkelig tænkt mig at prøve, så nu glemmer vi terminen og så laver jeg aftaler uden at tage hensyn til den. Men selvfølgelig tager jeg hensyn til at jeg er gravid og derfor ikke kan alt i verden..

.. Din far og jeg kæmper med at holde humøret højt. Det er hårdt for os begge. Skammer mig lidt for tiden. En sagde forleden at vi, din far og jeg skulle nyde den tid vi nu havde uden dig – det har vi i min verden også gjort i fulde drag. Men .. nu .. nu kan man ikke rigtig forholde sig til kun at være to. Ikke at din far ikke er nok for mig, men .. man har ligesom indstillet sig selv på at man skal være tre, der skal ske noget nyt og.. man ved at alt bliver ændret.. Ønsker ikke at ændre det din far og jeg har fordi du kommer, ønsker at tilpasse det hele, så der er tid til kærestedage – familiedage – singeldage .. Tror på det kan lade sig gøre, hvis man husker på det og hvis man tør det. Tænker tit at dem der får ammehjerne selv vælger det – simpelthen fordi de ikke tør træde ud af de ”normale” eller ”opstillet” rammer for hvordan en mor skal være. Hvordan skal en mor være ? I mit hoved, den bedste hun kan være for sit barn. Det ene udelukker bare ikke det andet.

Hvilket mor vil jeg gerne være ?
Nok bare den bedste mor for dig. En mor som giver masser af kærlighed, omsorg, tillid.. Men vigtigst af alt en som altid vil være der, ligegyldigt hvad der sker, selv når det er grimt.. Vil gerne være lidt af det jeg har set hos min mor, min mormor og også hos min svigermor. Jeg vil gerne være en blanding af det hele men med et godt twist af den jeg nu en gang er. Vil gerne have du lærer at man er ansvarlig for sin egen lykke, at man ikke kan være et offer her i livet og alle har noget man skal kæmpe med og imod. At du lærer at kærlighed er det vigtigste her i livet, ikke penge, ikke status men kærligheden.. intet andet.. Tror jeg ville have det svært hvis du udviklet dig til en person som ikke kunne udtrykke sine følelser, ikke kunne stå ved dine holdninger. Nok mest fordi det er det jeg ser som vigtige værdier hos mig og også hos din far. Din far har altid båret hjertet uden på kroppe ligesom jeg – hvis man lige knækker koden så har man verden smukkeste menneske, din far og alle hans følelser…  Håber aldrig du vil føle at vi manglede at sige jeg elsker dig, eller at vi var stolte af dig, håber aldrig du vil stå med følelsen af vi skulle have været mere konsekvente eller vi skulle have set det komme.. Håber vi sammen kan skabe en stærk familie, en familie som er der for hinanden – støtter hinanden og hengiver sig til hinanden.

Så hvem du end er så velkommen til verden
jeg vil tag del i dit liv og din verden
hvilke vej dit liv så end vil gå, og hvilken skuffelser du end
vil få, så siger jeg hvem du end er så velkommen, til livet hvad der end sker så vil det være
livet, og første side skrives i et eventyr når din første morgen gryr.

Onsdag 30 marts 2011
Puha .. klokken er kvart i 5, fuglene er begyndt at synge og jeg har været vågen i en lille time. Har ret ondt i min mave og kan ikke sove pga. smerten. Overvejer lidt om det er nu ? Tror det ikke – er ikke nervøs, har det bare ikke så godt.

Jeg var i skole i går – det var rart at se de andre. De var meget overrasket over at se mig – tror ikke jeg forstod det, men okay, der er også kun 10 dage tilbage til den beregnet termin. Synes faktisk graviditeten er gået rigtig godt. Jeg har faktisk haft det nemt – eller .. . altså jeg føler selv jeg har haft det nemt. Udover fostervandsprøven og bonus nyheden om klumpfødder. Der er en fra mit studie der er gravid og 23 uger henne – hun har oplevet det at være gravid som en slags sygdom. Er virkelig taknemmelig for at du har været ”nem” at bære. Tanken om det er slut lige om lidt, er underlig, en smule skræmmende men rar. Føler mig klar til du kommer – din far er også klar. Det bliver bare … mærkeligt at du ikke længere er i min mave, ikke sparker, ikke er der.. I stedet er du ude hos os.

Synes godt nok at min mave gør ondt – dårlig mave følelse twistet med et eller andet. Har svært ved at trække vejret ned i maven og har lidt kvalme. Tror ikke du er påvej lige her og nu, men det er bare en mærkelig følelse, tør næsten ikke tro på du er påvej, ikke fordi jeg er bange men.. vil ikke blive skuffet, hvis du nu ikke er. Måske er dette bare endnu en af de der nætter hvor jeg har svært ved at sove….

Mandag d. 4. April 2011
Okay, der skete ingenting forleden .. der er stadig ikke sket en pind. Bær dig stadig under mit hjerte men med manglende kærlighed efterhånden, jeg elsker dig men kan næsten ikke klare mere. Vi var til jordmoder i Fredags, du er sund og rask vejede lidt over 3500g og var fra hoved til hale 42 cm + dine lange ben giver det en meget meget laaang Aksel. Dit hoved står fast og de sagde at fødselen kunne gå i gang når som helst.

Elsker dig virkelig lille skat, men jeg kan ikke holde det her ud mere. Er simpelthen så ødelagt i kroppen. Al den vand gør det svært for mig at gå, mine led gør ondt og gør at jeg lukker ned. Psykisk så er jeg så belastet pga. utoldmodighed og nervøsitet at mit humør det er faldende og opgivende. Den manglende eller dårlige søvn gør det heller ikke nemmer for mig. Brokker mig og det er på trods af jeg venter en dejlig lille dreng og din far og jeg er så heldige at kunne lave børn sammen. Undskyld ønsker ikke at lyde utaknemmelig eller overfladisk, det er bare så forbandet hårdt nu.

Din onkel har fødselsdag i dag, har tænkt at det ville være federe at føde dig en anden dag end lige netop på hans fødselsdag – du kommer alligevel ikke i dag, men synes stadig du og din onkel skal have fødselsdag to forskellige dage. I morgen tidlig skal din far til eksamen, veerne må som sådan gerne komme i løbet af natten, så længe han kan tage til eksamen.. Det lyder måske lidt som ønsketænkning, man kan jo ikke bestemme hvornår du skal komme til verden og lige meget hvad så vil din far og jeg være lykkelige, lige meget hvad.

Tirsdag d. 5. April 2011
Så er to dage til termin. Hvis du var kommet til verden i dag eller i går så var din far og jeg selvfølgelig blevet ovenud lykkelig – men din onkel ja, han havde jo fødselsdag i går og din far skulle til en eksamen i formiddags. Nu er der fri bane og du er nu det eneste vi har i vores hoveder. Har faktisk følt anderledes i dag end jeg plejer – mit humør er meget bedre end i går. Har kraftige plukveer, dårlig mave.. de der tegn på at noget kunne være lige rundt om hjørnet. Tænker om jeg kan gøre noget for at du føler dig klar til at komme ud til din far og mig. Vi er klar, jeg er klar. Jeg er ikke længere bange som sådan. Jeg føler ikke at din far og jeg kan gøre mere nu. Vi er klar til at tage imod dig og lærer dig at kende.

Det er mærkeligt. Dengang jeg opdagede at jeg var gravid så.. så var jeg meget bange for alt omkring fødsel. Smerterne og hvordan du nu ville komme til verden – vil dig kun det bedste og er ligeglad med mit helbred, bare du kommer ordentligt til verden, får den mængde ilt du skal have og fødselen ikke er for stressende for dig. Nu ved jeg at min krop vil håndtere fødselen, er næsten tryg. Ved det lyder mærkeligt men efter at have set hvad en kvindekrop gør under graviditeten så tvivler jeg ikke på at jeg sagtens kan få dig til verden på normal vis. Altså. Det har, er fascinerende at have oplevet hvordan kroppen bare har tilpasset sig at du har været inden i min mave – den er jo bygget til at lave børn og det falder den helt naturligt. ..

Kærligst din Mor.

Torsdag d. 7. April 2011
Kære Lille Skat .. din mor er ved at kaste håndklædet grædende i ringen. Er simpelthen så ødelagt efterhånden. Jeg vågnede kl. 3 og gik ind i stuen – Jeg har stadig plukveer og trykker også på de nåle som jeg har haft siddende siden akupunktur i går. MEN ? . .. du vil ikke samarbejde.

Jeg har termin om 2 dage – og lægerne siger du er stor og fin = klar til at komme ud. Lige nu ligger du og møver rundt mens du hikker indeni min mave. Hvis du bare forstod at du ikke skal være bange for at komme ud så.. ville det være nemmer. Jeg er presser og forsøger at bestemme, men det kan jeg jo ikke.

.. orker ikke at være gravid mere, vil lærer dig at kende og have dig ud i din fars og min verden.

Aksel Sylvest Noer, 2 timer gammel

Fredag d. 8. April 2011
SÅ er er du samarbejdsvillig. Dagen før dagen. Havde ikke sovet så fantastisk godt i nat, var vågnet hver time og stod så til sidst op klokken 6. Overvejede om jeg skulle tage i svømmehallen, men mine ben var så ødelagt efter i går at jeg simpelthen var for ”doven” og blev hjemme. Faldt i søvn på sofaen og fik sovet lidt både på sofaen og i sengen. Din far og jeg spise lidt morgenmad og da klokken var lidt i elleve skulle jeg tisse og så.. gik vandet… Jeg var ikke et sekundt i tvivl om at det var vandet der var gået.

Da jeg fortalte din far det, eller da jeg sagde han måtte over og købe bind, var han et stort smil. Det var ja, fantastisk at sige det til ham.. Ringede ud på Hvidovre og de bad os komme til et lille tjek. Nu er vi hjemme, klokken er halv seks. Har veer, de kommer med 10-5 minutters pause og … det gør ondt. Er ikke rigtig bange, det gør ondt.. men .. ved du er det hele værd. Tror ikke jeg har forstået at du snart er ude hos os. Ved ikke helt hvornår det går op for mig – måske først når jeg hører din gråd eller vi tager tilbage til hospitalet. Håber du har det godt indeni min mave. Håber du kommer godt til verden og håber sidst men ikke mindst du behandler mit underliv okay.

Kærligst din mor

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En fødselsmetode?

En fødselsmetode?

Dette indlæg indeholder reklame


Flashback
Idet jeg stiller min cykel, kan jeg for alvor mærke mit lille sociale handicappet jeg søge efter et musehul at kravle i. Det er underligt, 29 år gammel og selvom jeg faktisk kun har gode erfaringer med mig, når det kommer til at møde nye mennesker, så bliver jeg ofte ret så nervøs. Jeg skal mødes med nogle piger, fra en terminsgruppe fra facebook. Flere af de bekendtskaber jeg fik fra min sidste terminsgruppe, er i dag hjerteveninder og selvom der kan være relativt mange hormoner, spørgsmål om alt og intet og til tider “drama” i sådan en gruppe, så synes jeg stadig en terminsgruppe har potentiale til at skabe gode relationer på kryds og tværs. Med en lidt nervøs hånd, skubber jeg døren til cafeen op og går så ind. Mit blik søger efter nogle andre kvinder med mave på.

Et søsterfælleskab er unikt og i min verden, er netop dette fællesskab ikke et “portfællesskab”, hvor vi skal visiteres som var det Dansk Folkeparti der havde opstillet grænsekontrol. Nej et søsterfællesskab er ganske enkelt, et fællesskab af og for kvinder og alle de fantastiske variationer kvinder kommer i. Et samtaleemne, som altid kan knytte kvinder sammen, som har børn, er samtaler om ens fødsel / fødsler, derfra kan man så vurdere hvorledes kemien er og udbygge ens relationer derfra.

Det er os det der sker denne formiddag på Nørrebro alt imens kaffemaskinen larmer, vi skiftevis besøger toilettet igen og igen og de runde maver i ny og næh får et kærligt strøg. En kvinde fortæller om hendes fødsel, den har karakter af en “skræk” fødselsberetning, en af dem hvor lægen og jordemoder gang på gang må lave indgreb i fødslen, nogen store andre små. Denne oplevelse sidder naturligvis i hende, den dag i dag, men det står ret tydelig for mig, hvor stærk og refleksiv hun er omkring hendes egen sårbarhed og dets indflydelse på den komme fødsel, til trods hun kommer med et voldsomt akut kejsersnit efter 36 timers aktiv fødsel. Alt dette er hun nu i gang med at bearbejde, for at arbejde sig hen imod en forhåbentligt naturlig vaginal fødsel.

En anden kvinde fortæller om fødslen på 3 timer og en baby der kom til verden i første presseve. Så er der hende, den mørkhåret kvinde, med den fineste lille næse og smukke runde bule på maven. Hun fortæller om de første 3 centimeter som på så mange måder var ved at tage livet af hende og om Jordemoderen som var trådt ind på stuen og som havde haft en helt unik og bestemt teknik med sig, som hun havde anvendt på hende og overlevet til hendes mand. Hun fortæller om de tryk og kvinden, jordemoderen med det lyse hår og de varme øjne, som med den største nænsomhed og omsorg havde hjulpet hende til at finde ind til alt det som en fødende kvinde rummer, kræfterne.

Vi taler længe om denne fantastiske jordemoder, vigtigheden i at have kemi og hvor stor forskel der er på hvor en faglighed har rod. Kvinden med den fine lille næse, fortælle til slut, at denne jordemoder netop nu har en bog sendt til tryk, som omhandler den teknik hun anvendte og overleverede. Det er ikke bare en teknik, det er en metode. I ordet metode ligger en forforståelse af, at efterprøves denne, kan sammen resultat opnås, men to fødsler er selvfølgelig ikke ens og Meyermetoden er en metode udarbejdet på baggrund af praktisk erfaring. Hvad jeg ikke vidste dengang var at kvinden, jordemoderen, hed Heidi og hendes Metode i dag kaldes Meyermetoden. Ej heller vidste jeg, at jeg kort før min termin dels skulle møde denne fantastiske kvinde med de varme øjne og det bløde smil, og ikke mindst læse og anmelde hendes bog “Meyermetoden – den naturlige epidural”.

Heidi Meyer Vallentin, jordemoder, udvikler af Meyermetoden og blogger

Ved Momster Market i starten af Oktober, mødte jeg Heidi, hvor vi havde en snak om bogen, drøftet vores syn på fødselsforberedelse og yderligere fik lidt fif til hvorledes Heidisk metodiske tryg kunne og skulle placeres på kroppen. Yderligere fik vi vendt min og Hr. mands situation i forhold til at han er bortrejst til 2 dage før termin og da jeg gik derfra, så var det med en opløftet følelse i kroppen, en styrket tro på at lige meget hvilket omstændigheder jeg er under, så er jeg bygget til at føde os hvis det skal betyde at min mand ikke står ved min side.

I dette indlæg kan i læse min forudindtaget vurdering af  Heidis bog og yes – der kommer en part to, for kan allerede sige så meget, at jeg efter at have læst mig ind i Meyermetoden, rigtig gerne vil efterprøve netop denne. På Momstertest.dk kan I om kort tid læse min anmeldelse af selv samme bog. Skulle I personligt selv have lyst til at stifte bekendtskab til Meyermetoden kan I på Meyermetoden.dk læse meget mere om Heidis arbejde, hendes metode og ikke mindst bogen. I frygt for at blive misforstået og du som læser sidder og tænker : Hun skal jo tale positivt om den bog – det er spons, så er svaret hertil NEJ og jeg står 120% inde for hvert et ord i dette indlæg – ligesom jeg gør i mine andre indlæg der indeholder reklame – annoncer.

En kvinde, hendes bog og metode
Da ”Meyermetoden – den naturlige epidural” først lå i mit skød, eller på det øverste af lårene, det sted som det nu er muligt at ligge noget på når det er lige op over terminen, så kunne jeg ikke ligge bogen fra mig. Jeg har aldrig modtaget egentlig fødselsforberedelse, udover den ”forelæsning”, der blev udbudt for 8 år siden i et auditorium på Hvidovre, omkring veer og smertelindring. Til gengæld har jeg har jeg lavet et stort personligt stykke arbejde med mig selv, min psyke og dertil en tidligere fødselsangst. At læse Heidis ord var enormt rørende, opløftende og befriende. Sproget der anvendes i bogen er let at forstå, os selv når der anvendes en god del fagtermer. Derudover er der de fineste inddragelser af en række stærke og rørende personlige fødselsberetninger og skildringer – som jeg altid har elsket at læse, og derigennem fortælles der om forskellige fødselsforløb.

I bogen fortæller Heidi om hvorledes en fødsel er bygget op, dets stadier, forskel på veer og alt det der anatomisk sker før, under og efter en fødsel. Yderligere oplevede jeg hvordan jeg i kapitel 2: Forstå det, du frygter kom ud på en terapeutisk rejse. Særligt Heidis indfaldsvinkel her, tror jeg så mange kvinder, hvad enten de er førstegang eller flergangsfødende kunne have så meget gavn af at læse. I min terminsgruppe på Facebook og i mine venindeforhold har frygten, angsten for at føde altid fyldt en del. For nogen fylder den så meget, at nogen kvinder føler den eneste måde for dem at få et barn til verden på, er ved et planlagt kejsersnit. Jeg mener, at Heidi i hendes bog, formår at tale til kvinden, både hende som alle kvinder rummer, der engang har siddet i en bjørnegrotte i istiden og født, men os hende, omgivet af alverdens teknologiske muligheder. Med Heidnis enorme faglighed, erfaring, forståelse og varme, kommer hun helt der ind i mig som kvinde, hvor der findes en stor sårbarhed men os styrke. Det er netop den styrke, som Heidi med hendes ord appellere til, kan hjælpe den fødende i sammenspil med ens partner, under og i en fødsel.

I bogen gives der en god og pædagogisk indføring i alt fra hvad en fødsel er, hvorledes veer og deres forskellige former fungere for kroppen og hvordan man kan arbejde med sin psyke og smerte, altså formår Heidi at anvende forskellige videns former til at kommunikere og det gør, at bogen laver en fuldtræffer. Som læser, tidligere fødende kvinde, træder det tydeligt frem at Heidi er Jordemoder og selv har presset et barn ud igennem hendes fødekanal og det giver mig som læser, en tillid og samtidigt en form for samhørringhed. Da Heidis indfaldsvinkel er rettet mod kvinden og hendes partner eller fødselshjælper – hvis man er solo-mor eller far? Så er flere kapitler direkte rettet mod eller delvist skrevet specifikt til partneren og det elsker jeg virkelig. Heidi har om nogen stået på en fødestue og hun har set tusindvis af kvinder føde, men hun har os set tusindvis af partner stå ved den fødendes side og dem må man for gud skyld ikke glemme – os selvom alle indkaldelser osv. Kun kommer til hende der bær baby i maven. Heidis bog er som en stor værktøjskasse, som man alene og som par, kan dykke ned i og det gør man selv kan vælge til og fra, alt efter behov. Vigtigst af alt rummer bogen, som dets titel beskriver så fint – Meyermetoden. Det er særligt flere greb fra metoden, jeg sammen med nogen af Heidis skildret værktøjer, vil tage med mig ind på min fødestue, når Vilmer beslutter sig for at komme til verden.

Meyermetoden er en smertelindrende teknik, som ens partner kan udøve på den fødende kvinde og som har til formål at ”øge kvindens fornemmelse, slappe af og være i deres krop under fødslen”. Som kommende tredjegangsmor, må jeg indrømme, at jeg oftest har haft lyst til at råbe ”Cut IT Out!” under fødslen, eller pakke hele lorte sammen og sige – vi dropper det, han bliver derinde. Det er oftest der, i flugten, mine fødsler har været mest smertefulde. Derfor har min egen erfaring vidst mig, at hvis jeg gav mig hen til fødslen, var i den og fik hjælp til at holde ud og ved, så blev det hele langt mindre smertefuldt. Derfor har jeg nu siddet, med små post its og markeret hvor der er Hr. mand skal læse, forud for fødslen. Yderligere har jeg memoreret de akupressur-tryk som Heidi anviser i hendes Meyermetode samt vigtigheden i at sukke efter en ve, således at jeg forud og under fødslen, i sammenspil med enten min partner Hr. mand eller fødselshjælper, kan skabe et naturligt smertelindrende samarbejde.

Årsagen til jeg gerne vil lave et før og efter indlæg på netop Heidis bog, ”Meyermetoden – den naturlige epidural”, er at jeg efter at have læst bogen, sidder med en følelse af, at jeg ville have ønsket bogen fandtes dengang jeg sad som førstegangsmor og græd i frygt for at føde. Jeg ville ønske jeg under min første fødsel, sammen med min mand kunne have samarbejdet om fødslen, frem for at have været hende der hidsigt have søgt i blinde. Jeg sidder nu med en viden, lidt ala. den man tilegner sig fra sin første graviditet og barn, som gør man anden, tredje osv. gang er langt mere tryg og det giver mening – så ufattelig meget mening, for mig, at dele min oplevelse omkring denne bog. Så som så mange gange før, når et indlæg er markeret med reklame her på bloggen, så er dette mine ord, det er min vurdering. Jeg kan med modningsveer, hævet fødder og hænder, skrive under på, at jeg virkelig mener at denne fantastiske bog, bør læses af alle med en gravid mave og ligeledes dem som har hjulpet til med at skabe det der ligger i den – om det så er første, anden, tredje eller sidste gang man står overfor en fødsel.

Står du nu, og skulle have lyst til at købe bogen, så kan du købe “Meyermetoden – den naturlige epidural” i din lokale Arnold Busk eller online.  

Jeg vil gerne sige dig tusind tak for at have læst med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Glade jul, genbrugs jul

Glade jul, genbrugs jul

Nu får du måske allerede nervøse trækninger idet du ved at læse overskriften på dette indlæg og kan se det handler om jul når vi skriver “kun” oktober og løvfaldssommeren er over os. Derfor undskylder jeg på forhånd hvis du grundet dette indlæg oplever julestressen blive aktiveret, det er faktisk det modsatte jeg ønsker af slå et slag for, nemlig “mindre” pres i den søde juletid. Mit bud hvordan man kan forebygge mindre stres er nemlig at vi starter i god tid – ikke med at pynte op, men lidt juleskum kan vi jo altid få ned ikke?

Den trofaste læser har de forgangene år kunne læse med på indlæggene om mine genbrugs pakkekalender og igen i år har jeg kastet mig ud i genbruget, for at lave en pakkekalender til hver af drengene. Det betyder at der i år skulle findes 72 gaver.
Hvis du har lyst til kan læse om mine børns pakkekalender fra 2017, 2016 og 2015 i indlæggene:

I mine ældre indlæg, kan du se flere bud på mulige pakkekalender: Genbrugs jul og nye traditioner , Genbrugs pakkekalender Del I og Del II og sidst men ikke mindst indlægget Generation Nissedør.

Nu får du måske allerede nervøse trækninger idet du ved at læse overskriften på dette indlæg og kan se det handler om jul når vi skriver “kun” oktober og løvfaldssommeren er over os. Derfor undskylder jeg på forhånd hvis du grundet dette indlæg oplever julestressen blive aktiveret, det er faktisk det modsatte jeg ønsker af slå et slag for, nemlig “mindre” pres i den søde juletid. Mit bud hvordan man kan forebygge mindre stres er nemlig at vi starter i god tid – ikke med at pynte op, men lidt juleskum kan vi jo altid få ned ikke?

Den trofaste læser har de forgangene år kunne læse med på indlæggene om mine genbrugs pakkekalender og igen i år har jeg kastet mig ud i genbruget, for at lave en pakkekalender til hver af drengene. Det betyder at der i år skulle findes 72 gaver.

Hvorfor pakkekalendergaver?
Og brugt?
Det er jo en individuel sag, at finde frem til om ens barn overhovedet skal have en pakke eller adventskalender. Personligt synes jeg det er enormt hyggeligt og stemningsgivende at lave en pakkekalender til drengene, da de fortsat tror på Julemanden. Aksel er dog på vippen til at “miste” troen og så alligevel ikke. Jul er en magisk tid, hvis vi lader den være det og derudover mener jeg det er børnenes og hjerternes fest.

Vi går ind for en pakkekalender da vi gerne vil drysse lidt glimmer ud over dagene frem mod den 24’ende. Derudover så synes jeg stadig det er muligt at finde pakkekalendergaver som ikke bare ender i en rodeskuffe, hvilket er vigtigt for mig. Hvis det “hele” bare er en gang bras som i sidste ende bare bliver gemt væk eller smidt ud, så ville jeg ikke mene det havde nogen mening at lave pakkekalender til drengene. Det er os derfor størstedelen af drenges gaver er købt brugt, da jeg derved får mere for pengene og samtidigt kan holde mig selv op på at gaverne skal være brugbare.

En adventskalender kan med sikkerhed os noget og en skøn medmoder, blogger og veninde Copenhagen Mama kørte sidste år en adventskalender ind med formålet om at optimere samvær og øve det at være en god taber og vinder, ved at hendes børn fik gode traditionelle brætspil. Det synes jeg var en rigtig god og kærlig tanke med pædagogisk indhold.

Hvis jeg skulle kaste mig ud i en advents til ungerne, så tror jeg faktisk den skulle bindes op på oplevelser eller kreative indslag, men i en måned som december, synes jeg der skal være luft i kalender og plads til evt julekuller og tøffetid. Derfor er pakkekalendergaverne til drengene hovedsagelige supplement til legetøj de allerede har lidt af og som derved kan skabe nyt liv til en god leg.

Gaverne er primært fundet på det lokale lørdagsloppemarked på Frederiksberg, i mødrehjælpen, på Reshopper hvor jeg i forbindelse med indkøb af babyudstyr til Vilmer lige har tjekket om sælger kunne ligge inde med noget som var interessant og sidst men ikke mindst Børneloppen i Valby. Derudover er de nye ting købt, når jeg har skulle købe babyudstyr fra nyt af og den enkelte webshop har haft et mindre outlet. Jeg har købt gaverne helt tilbage fra Marts måned af og haft dem liggende i en pakkekalendergave kasse i kælderen.

Nedenfor kan i læse om tre pakkekalender, lavet til et barn på 2 måneder, knap 5 år og 7,5 år.

Med sandsynlighed for at være den første, så rigtig glædelig jul !
Og god læselyst

Pakkekalender til Vilmer på 2 måneder
Der er flere som har spurgt om jeg virkelig laver en pakkekalender til Vilmer og havde jeg ikke haft Aksel og Carl, var svaret nej…. men da jeg har to drenge, som tror på julemanden og som i foråret en dag nævnte at vi jo manglende en julestrømpe til Vilmer, da han jo os ville få gaver, så kunne jeg godt se der ikke var en vej udenom. Hr. Mand og Jeg havde ellers prøvet at sige julemanden kun kom med gaver til lidt større børn, men Aksel og Carl kunne ikke få deres tro på at julemanden som kun kommer med gaver til søde børn, til at passe med at deres lille uskyldige lillebror ikke skulle modtage gaver.

Derfor får Vilmer os en pakkekalender. Hans gaver er hovedsagelig købt brugt eller fundet i nogle af de få babyting jeg har gemt fra Aksel og Carl, som de alligevel ikke kan huske og derved har hans pakkekalender været relativ nem og billig at lave. Den består primært at udviklingslegetøj og lidt papbøger, noget har fra ca. 3 måneders alderen så småt vil få brug for til at stimulere hans udvikling.

Den samlet pris på Vilmers pakkekalender er knap 100 kr.

Pakkekalender til Carl på knap 5 År
Pakkekalenderen til Carl afslører vidst hurtigt, at han er rigtig glad for at lege med figurer, både Disney, Pokemon og dyr. Derudover er der lidt udklædning, film klassiker med figurer han er glad for og andet legetøj som polly pocket og vendespil mm.

Carls pakkekalender har kostet 215 kr.

Pakkekalender til Aksel 7,5 år
Pakkekalendergaverne til Aksel består af figurer som kan været et supplement til typer af legetøj han fortsat leger rigtig godt med. Derudover er der lidt forskellige puslespil, en bog som jeg allerede nu ved han vil elske, lidt til FDF forbundsskjorten og film til en fredag aften.

Aksels Pakkekalender har kostet 300 kr. og er derfor den dyreste og det skyldes hovedsageligt Peter Kanin filmen, som Aksel forresten får d. 23 december, så vi som familie kan skabe en god og rolig aften, inden juleaftensdag som godt kan skabe en stor spænding i begge drenge, som kan være svær at rumme.

Alle gaverne til drengene, har fået et lille mærke med hvilken dato de skal gives, da de er tilpasset således at drengene får en film, som vi kan bruges til fredagsfilm, ligesom at de to gange drengene får lidt spiseligt I deres julestrømpe er det en fredag eller lørdag og samme dag som den anden os får det, så der er en ligevægt.

Dette var mit bud på hvordan en genbrugspakkekalender kan se ud, til 3 forskellige aldersgrupper.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook  Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Breve til mine sønner – Carl

Breve til mine sønner – Carl

Introduktion
I 2011 fødte jeg min første søn Aksel, forud for hans fødsel førte jeg en mindre dagbog, for at for afløb for mine tanker og utålmodighed. Dette var et brugbar redskab og da jeg i 2014 ventede vores anden søn Carl, følte jeg derfor et behov for igen at skrive ham et brev. Igen i 2018, da vi ventede vores tredje søn Vilmer fandt jeg det derfor helt naturligt, endnu engang at skrive et personligt åbenhjertigt brev til ham.

I indlæggene ”Breve til mine sønner…” som du kan læse HER og HER kan du derfor læse mine ord til mine drenge, du vil samtidigt få et indblik i at ikke to graviditeter er ens og yderligere hvilket pysko sociale påvirkninger jeg har været under i de forskellige graviditeter. Sidst men ikke mindst, kan du se en udvikling, fra at være første gangs til kommende tredjegangsmor.

Kære lille Skat, mus, Carl..

Måske er det helt tåbeligt at skrive, måske giver det ikke mening, men jeg har brug for at sætte det her og måske ikke mindst dig fri.

Carl du er ønsker, du er villet, du er drømt om, du er alt det og så meget mere til. Du er frygtet men velkommen – vigtigst af alt så er du allerede elsket. Carl du skulle være, om nogle så skulle du. Du har med sikkerhed ikke oplevet den mest harmoniske tid i maven. Alt fra lange løbeture, eksamens pres og stress. Skænderier mellem din far og mig og ja opdragelse og udviklingen af din bror Aksel. Du har skulle hører på meget og med sikkerhed mere end du lige har syntes var fantastisk.

Uge 12

Jeg er ked af hvis du har følt dig glemt, uelsket og måske ikke villet. Carl jeg har altid ville dig – fra du var en drøm – en realitet og nu næsten en virkelighed. Jeg ved godt du har oplevet at skulle kæmpe med en mor og hendes sorg. Ja jeg har været i sorg – jeg har skammet mig og jeg har følt nogen måske ville straffe mig for den synd jeg et eller andet sted har haft begået. Du er min lille dreng – min Carl. Jeg kan se dig i mine drømme – mærke din livskraft, vilje og måske også den stædighed du har haft de sidst par dage. Jeg acceptere det gerne men synes det er en prøvelse lille skat. I smerterne – i den lange ventetid .. så ved jeg du vil være dette værd. Men gud jeg synes det er hårdt.

Min graviditet har ikke været nem og jeg kan selvfølgelig ikke bebrejde dig dette. Måske var det mine valg eller måske var det bare min krop – min krop der ikke har ville det – kunne. Måske var det vores løbetur sammen i Maj ? Du er min lille løberbaby, du er min lille skat. Jeg var så taknemlig den dag, så glad for vi gjorder det sammen. Jeg tænker at når vi kan det –så kan vi alt. Du blev hængende under biopsien. Det var et af mit livs hårdeste og ikke mindst sværeste valg. Det var ulideligt at vide, at jeg udsatte dig for fare – men det var simpelthen hvad jeg måtte gøre. Carl lærte under min graviditet med Aksel at man kan passe på sine børn på to måder i realiteten. Bringe dem til verden og man kan lade dem være et ”bedre” sted. Selvfølgelig skulle og skal du dog ud til mig, ud til din far og din bror. Guderne må vide hvornår eller os gør du ?

Uge 20

Verden herude er stor, den kan være voldsom men også fortryllende. Jeg lover at passe på dig – elske dig og ville dig. Jeg lover dig, at jeg vil være den bedste mor det er mig muligt. Jeg lover at se dig, at hører dig og møde dig. Jeg er til tider bange. Bange for om jeg nu kan, om du er en lille tyfon som vender alt på hovedet eller om du vil være mild og se at den familie vi har herude, den er der masser plads og kærlighed i. Vi ønsker dig, vi vil se dig. Det kan måske lyde underligt men jeg ved godt du ikke er din bror og han ikke er dig. Det bliver med sikkerhed super svært til tider at se jer begge, men det er det valg jeg har taget – det valg din far og jeg har gjort os. Vi ønskede det her – vi ønskede dig. Et barn som vi ville skabe rum til i vores familie. Endnu et barn også alligevel ikke. Du er ikke nr. 2 du er nr 1. Nr.1 på din måde. Ingen tvivl om at titlen lillebror vil klæde dig, men den vil måske også til tider være en belastning. Og jeg lover dig – at jeg skal gøre mit ypperste for at du vil blive mødt i det du kan – det du vil og den du er. DU skal ikke være din bror, du skal være dig og ingen anden. Hvis det til tider er en hidsigprop okay – kom med det, så må vi arbejde med det. Hvis du er til det ene eller andet, så vil jeg huske at se alt det gode. Jeg vil værne om dine ønsker og drømme. Du skal være dig og ingen anden. Hvis du lover mig dette – vil jeg gøre alt for at møde dig i den du er.

Carl, du bestemmer – men jeg vil også gerne være med. Hold op en dobbelthed. Men det er sandheden. Carl du skal have lov til selv at ville til verden, jeg forstår bare ikke helt det her vi er ude i efterhånden.

Mandag d. 13 januar klokken 05 vågner jeg med en mærkelig følelse i maven, jeg er helt sikker på der er noget galt og haster på Riget. På riget er du livlig og dit hjerteslag er så fint som noget – til gengæld er der noget andet som er i gang. Jeg har regalmæssige plukveer som i løbet af morgen udvikler sig til rigtige veer og fra rigtige veer til bidende veer og din mormor og far skal pludselig begynde at hører for meget. Jeg kæmper og mærker stille hvordan minderne om veer og smerte vender tilbage til en. Pludselig står vi på en fødestue – Din bror er sendt til pasning hos din fantastiske farmor og farfar og ja ? Vi er klar. Men det er kroppen ikke og heller ikke du. Der er ikke sket en pind og alle de smerte jeg synes jeg havde de er intet værd.

Uge 37

Siden i går har jeg flere gange tænkt, ej det kommer men nej. For 4 timer siden havde jeg veer som kunne have givet din far ikke bare et men flere blå øjne og mærker. Men intet. Carl du bestemmer, men på et tidspunkt stopper legen, så kan jeg simpelthen ikke mere og mine kræfter de løber ud. Elsker dig min lille skat – min lille stædige rad. Selvom det først er om en uge, altså lige ved og næsten så… Jeg synes det er en kamp, måske mest af alt fordi jeg jo ikke kun er din mor men også din brors.. Også.. gør det ondt mens det samtidigt er psykisk hårdt.

Kære Carl, kære lille skat. Vi ses jo snart. Det er jo lige om lidt.. I den forstand at det før har været i drømme, i 9,8,7,6,5,4,3,2,1 måned også uger.. nu er det i princippet 8 dage. Ja.. hvem ved.. Nu må vi se. Husk blot. Jeg elsker dig lille skat og du vil altid være mit drømme og ønskebarn.

Kærlig Hilsen Din Mor

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jeg kommer til at savne dig Mor

Jeg kommer til at savne dig Mor

Det er midt om natten, kun kattens gang frem og tilbage til køkkenvinduet kan høres. Listende kattepoter, der trisser afsted igennem lejligheden og det genkendelige dunk der lyder, nå hun hopper ned fra køkkenbordet. Hr. Mand hader at hun er på bordet og hun gør det så os kun når han enten sover eller ikke er hjemme, mig har hun ingen respekt for – sjovt nok. Pludselig høres nogle andre skridt. De er hurtige, næsten løbende. De kommer hen ad gangen og med sig akkompagneres de trissende fødder af en dyne der slæbes efter sig. Det er Carl, altid Carl. Der går to sekunder, så står han på skamlen, smider hovedpude, puttekanin og dynen op, for dernæst selv at kravle op i sengen og ind mellem Hr. Mand og Jeg, hvor han ligger sig til rette på hans egen pude og trækker dynen over sig. Der går 2 minutter og så lyder hans stille snorken, mens hans hånd ligger i min og vi sammen ligger i ske.

Carl er mit lille smørhulsbarn, der i perioder kommer mere end ellers. Lige i disse dage, der kommer han hver nat og han ligger aller helst helt oppe i ansigtet på mig. Om dagen søger han min hånd, min favn, med søde ord fortæller han om hans kærlighed og en gang imellem får han os råbt af mig, ikke fordi han gerne vil råbe, men fordi det er den eneste måde han faktisk kan udtrykke hvor hårdt han synes det hele er og bliver, lige om snart. Carl skal nemlig på ferie i 7 dage uden mig, hans mor. Carl har fra spæd været et langt mere tryghedssøgende barn end Aksel. Han fandt sjælendt ro i andres favn og selvom han altid har været lattermild og eventyrlysten, så skulle det helst ske med mig indenfor rækkevidde. Aksel har omvendt altid været enormt tillidsfuld overfor Gud og hver mand, de skæve typer i bussen og de ældre herre som kunne henvende sig til ham, når han stavret ved min side. Carl derimod, han skulle slet ikke have kontakt med nogen fremmede. Børn er forskellige og jeg har altid fundet det vigtigt at imødekomme disse forskelligheder, frem for at tvinge en eller anden forestilling om hvordan det bør og skal være ned over hovedet på dem. Derfor har Carl os fortsat en plads i vores seng, vi har dog “altid” arbejdet med at han faldt i søvn i sin egen, med mulighed for at komme ind til os, midt om natten.

Da Carl er 2,5 år sker der noget, noget som jeg ikke mener nogen børn skal være udsat for men som alligevel var nødvendigt. Jeg bliver indlagt på et hospital, tankehospitalet og er i en længere periode adskildt fra Aksel og Carl. Det gjorder noget ved Carl, såvel som Aksel. Aksel var bare det større end Carl og igen  er han, af en helt anden støbning, så selvom han selvfølgelig os var påvirket; så var det på anden måde end Carl. Carl var sønderknust, uforstående og da jeg endelig var tilbage i de vandte omgivelser, var reaktionerne mange.

Under og efter min indlæggelse, arbejdede jeg enormt fokuseret på at Aksel og Carl havde et sprog for vores situration, jeg forsøgte at favne og gøre alt hvad der var muligt, for vi kunne have det godt sammen trods den uvante situration. Jeg gjorder mit bedste og jeg ved det var godt nok og at det på mange måder gjorder vi ikke ramte bunden. Alligevel så skete der noget med Carl, i min verden og forståelse så fik han separationsangst og den har jeg alene, med Hr. Mand og en professionel arbejdet på at få håndteret korrekt, ved brug af en række værktøjer.

Hans separationsangst var blandt andet årsag til, at jeg ved en kort medicinsk indlæggelse grundet lunge infektion og astma, sidste efterår modsatte mig lægernes anbefaling og valgte at sove hjemme, da jeg ikke mente mine børn skulle vide at Mor igen var indlagt på et hospital – dog et “almindeligt” et af slagsen. Hverken Aksel eller Carl skulle trækkes tilbage til dengang jeg var rundtosset. Vi snakker fortsat om at jeg engang var rundtosset. Engang gjorder vi det meget, lige efter min udskrivelse og i dag nævnes det måske en gang om måneden, måske mindre. 2,5 år er lang tid i børns verden og tiden har heldigvis os arbejdet for os, alligevel er det tydeligt at Carl reagere når jeg ikke er hvor han helst vil have mig. Engang var det sikkert og vidst, at hvis ikke jeg var hjemme om aften når han skulle sove, så kom han altid om natten med gråd. Havde jeg til gengæld været hjemme i en længere periode, så sov Carl os igennem inde hos sig selv.. sådan har det udviklet sig, gradvist, til det bedre.


Vi er to forældre
Carl og Aksel har en far, en helt fantastisk en af slagsen, som på så mange måder har holdt sammen mængde barsel som jeg, grundet hans tid som studerende, dengang drengene var små. Jeg har altid anderkendt og ment at Hr. Mand og jeg begge var primære omsorgspersoner og vi har os gjort en dyd i, at vi begge har skulle kunne putte, trøste osv. Det har nogengange betydet at Hr. Mand har overværet en af mine putninger for dernæst at gentage denne “metode” aften efter eller omvendt. Hr. Mand og Jeg er lige og jeg kunne ikke ønske mig en bedre far til mine børn, os selvom han i ny og næh glemmer regntøjet, forældreintra og pennalhuset, så er han den bedste, af den bedste.

Vi har sammen arbejdet med Carl og hans separations angst, ud fra de anbefalinger og råd som har været os givet. De har bygget på at give Carl gode erfaringer at trække på og ikke mindst taget udgangspunkt i der hvor han har været i hans mentale udvikling. Det har betydet at jeg har tegnet og fortalt og omvendt. Vi har sammen udviklet et sprog og nogle billeder på hvor svært det til tider har været for Carl at undvære mig. Jeg har tit spurgt mig selv, om han så har skulle undvære mig og om jeg måtte gå ud, sove ude osv. Både ja og nej. Vi har aldrig fået passet drengene sønderligt meget, ihverfald ikke med overnatning og når de har været passet, har det været af sekundær nære omsorgspersoner, altså af deres bedsteforældre. Jeg mener børn får en gave ved at være sammen med deres bedsteforældre og at det er en ad livets bedste gaver. Når vi af nødvendighed har været adskilt, som da jeg var i skrivecamps, mens jeg skrev speciale, så har det hovedsagligt været sådan et Hr. Mand kørte den ind som solofar.


Fra i morgen, lørdag, rejser han også afsted som solofar, når turen går mod en dejlig græsk ø, hvor hele Hr. Mands familie er klar til ferie. Carl har allerede noget så fint ytret, at han kommer til at savne mig og vi har derfor snakket en del om alt det der skyldes man savner hinanden, nemlig kærligheden vi har til hinanden. I min verden er det vigtigt at arbejde med sætningen “kommer til” for det er jo ikke forbudt at savne, tværtimod. Vi har snakket om det naturlige i at savne, følelserne og hvad man så kan gøre, når man har det sådan og vigtigst af alt, ingen følelser er forkerte og vi skal snakke om det, frem for at der gå knuder på følelserne nede i maven.

Jeg har fortalt, både Carl og Aksel, at det jo er dem der rejser på eventyr og at de hver dag skal opleve noget nyt og spændende, mens jeg passer Cava og Vilmer i maven, herhjemme. Vi har snakket om facetime, svømmingpool, putte-sove-kramme-dyr, familie, feta, sejlturerne osv. Vi har snakket om alt det som gør det er spændende at skulle afsted og et andet, nervepirrende. Vi har os snakket om lufthavnen og om hvordan jeg venter der når de kommer hjem.

Vi har snakket, vi har krammet, følt og i min verden tanket op og nu er der ikke andet at gøre, end at nyde den sidste tid og svinge tasken på ryggen når tiden kommer. Inderst inde så tvivler jeg ikke på at Carl er i de bedste hænder og at han får en god uge. Han får med sikkerhed os lov til at mærke nogle følelser, som Hr. Mand og hans bedsteforældre skal støtte ham i, men jeg ved de gør det og jeg ved at Carl derigennem os tilegner sig endnu en erfaring, som ikke er skrevet med sygdom, rundtosset hed; men med sol, is og oplevelser som bliver til gode minder om dengang han rejste på drengetur til Grækenland.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Ja’et I Nej’et og omvendt

Ja’et I Nej’et og omvendt

 

Dengang jeg lige var tjekket ud fra psyk, og for alvor skulle kæmpe mig ud af depressionen, holdte Hr. Mand mig i hånden. Han holdte ved, jeg holdte ud og det gjorde vi, selvom vores parforhold var kørt ud på sidespor.  Vi vidste begge der skulle sadles om, hvis vi skulle have en chance. En chance for dels at komme over depressionen, men os alt det, som depressionen var en reaktion på, i vores parforhold. Det var jo ikke kun min egen adfærd, som skubbet mig ud over kanten, det var så meget mere end det. Vi valgte derfor at gå i parterapi og det kan bestemt anbefales, hvad end om man sidder på grænsen til at kaste håndklædet i ringen eller hvis de lyserøde skyer fortsat svæver omkring en.

Jeg anser terapi, både par og individuel, som en investering man kan gøre i ens egen sundhed. Ligesom at bilen skal til syn, så kan sindet os have godt af et olieskift. Nogen tænker sikker – vi kan os tale alt for meget om ingenting og at vi kan tale for meget om alting. Det er jo en personlig beslutning, på egne og det parforholds vegne jeg er i, kan parterapi kun anbefales. Både Hr. Mand og Jeg mener, at parterapi for os har været som at lærer at danse livets dans – sammen. Sammen har vi lært hvorfor vi bevæger os som vi gør og hvad der kan gøre, at vi sammen kan danse, nogen gange tæt og inderligt, andre gange livligt, fjollet og i kådhed og igen .. som var det dødens tango, fyldt med vrede men mest af alt passion.

Noget af det vores parterapeut introducerede for os, som det første, da vi sad der, parret som altid jonglerede med mange bolde, gang på gang præsteret og ofte over middel, det var at de der pleasende overachievers, som hun mente vi var, skulle tage på kursus og lærer om Nej’et i Ja’et og omvendt. Altså at for hver gang vi sagde nej til noget, sagde vi samtidigt ja til noget andet, og i stedet for at have dårlig samvittighed over at sige “Nej, vi kan desværre ikke”, skulle vi rose os selv for samtidigt at sige ja til det som nej’et gav mulighed for. Det har været en hård men god øvelse for os alle og noget vi virkelig forsøger at lærer vores børn, da vi på en eller anden måde lever i et samfund, hvor man helst skal kunne klare alt, altid være på og række hånden op osv.

Hella Joof omtaler i hendes bog “Papmache reglen” disse her kage hegle, dem der som altid mener det SKAL være dem der bager og som ofte gør det med tanker som “Der er jo ingen andre der gør det” og “Nu står JEG her igen!” – (jeg har os selv, været sådan en kage hegle). Sagen er jo den, at hvis man altid melder sig, så oplever man jo aldrig hvad der sker, hvis man ikke melder sig? Så kunne det jo være nogle andre forældre tænke “Ok så gør jeg det” og så kunne det selvfølgelig ske det var købe mazarinkagerne til sølle 10 kr. der endte på sammenskuds bordet – And So What ?! Hele min adfærd, har i mange år været betinget af et konstant behov for at sige “Jeg kan godt!” bare fordi jeg troede at jeg skulle dette, for at være værdig til kærlighed, omsorg og respekt – at jeg derigennem var god nok. Det holder jo bare ikke en meter, for i sidste ende gav jeg jo ikke mig selv, den mindste form for respekt og jeg fik det jo aldrig rigtig bedre alligevel.

Jeg skal snart føde og måske uden min mand.
Indlægget her handler dels om Ja’et i Nej’et men det er hovedsageligt brugt indledningsvis til at skabe en forklaring på en beslutning, min familie og jeg har taget, eller Hr. Mand og Jeg. Der er helt sikkert mange som slet ikke forstår og det er fint, det er så heller ikke dem der står i min – vores situation. Hvorfor jeg så alligevel vælger at udgive dette skriv kan for nogen virke pardoksalt. For mig handler det om ærlighed, og om et behov for at sige – sådan gør vi.

Vores kommende søn Vilmer er på så mange måder planlagt og så mange måder et tegn på at man ikke kan planlægge en fis, når det kommer til graviditet, fertilitet osv. Eller sagt således – at vi forsøgte at blive gravid mens jeg skrev speciale, var mor og minimum løb 50 km om ugen mens jeg i en periode på 12 uger, løb 2 marathons, 14 halv marathons og et ultra løb, gjorder at min krop ikke mente graviditet var en optimal sag. Når jeg ser på alle de kilometer der gik forud en positiv test … sååå.. ja. Forstår jeg godt min krop ikke lige mente et æg skulle sætte sig fast. Jeg fortryder dog ikke mit løb, de præstationer jeg gjorder, jeg skulle nok bare havde været bedre til at erkende dets betydning på min fysiologi. At prøve i så kort tid som vi gjorde og derefter teste positivt er HELT normalt og jeg har ikke andet end taknemmelig til og for at min og Hr. Mands fertilitet er som den er. I den periode vi forsøgte at blive gravide, nåede jeg dog at tænke min depression og keglesnitet, ja sågar min alder, havde større betydning end vi lige havde regnet med, det var heldigvis ikke tilfældet og det, det er jeg taknemlig for.

Undervejs i forsøget på at blive gravide bestiller vi en rejse. Det er en rejse sammen med hele Hr. Mands familie, til en lokal græsk ø, som Hr. Mand har besøgt omkring 20 gange og hvor der i år skal afholdes en større fest – en fejring af dem som er årsagen til at gode venner på kryds og tværs af Danmark og som knap tæller 100 mennesker, hvert år i nogle helt bestemte uger, besøger denne ø. Hr. Mand har besøgt øen siden han selv var barn og i dag står han, som så mange af de andre unger fra dengang, og skal have sine egne børn med. Han skal bare ikke have mig med… desværre.

Life is what happens while you are busy making other plans.
Jeg havde jo købt en flybillet, men pludselig havde vi os en positiv graviditetstest og en anslået termin der hed d. 30 oktober. Netop denne termin er der blevet rykket lidt ved et par gange og officielt hedder det nu d. 22. oktober, selvom datoen  d 25 oktober. os har været i spil. For mig er det bare datoer, et par dage fra eller til. Når det begynder at hede 40+noget så æder jeg mine ord. Jeg har nemlig altid født til tiden – på termin og ved derfor ikke hvordan det føles at gå “over”. Jeg ved dog hvor ivrig og utålmodig jeg kan blive.. alligevel ved jeg, at børn kommer når de kommer og det er det jeg har valgt at tage udgangspunkt i.

Da vi sad med den positive test, et hjerteblink og en kalender kunne vi jo godt se, at der meget vel kunne være et sammenfald her. Ferien til Grækenland skulle afholdes i uge 42 og i uge 43 faldt min termin. What to Do?

Mange tænker nok her “aflys” hele ferien og skid hul i familien ikke kommer afsted og SÅ er der Hr. Mand og jeg, som tænker noget helt andet. Hvordan vi er kommet frem til vores beslutning, som vi faktisk nåede relativt hurtigt, det er på mange måder let at forklare.. for jeg kan lige så godt føde før som efter termin. Sandsynlighederne er lige store (nej jeg har ikke regnet på noget), men det er fakta. Fakta er os, at jeg, inde i min mave, i mit hjerte, har en tillid og tro på at min fantastiske kvindekrop er sammenskruet således, at den ikke går i fødsel før den er “klar” og ikke mindst barnet. Det er en følelse, en tro og nej – jeg kan ikke direkte dokumentere det, jeg kan blot sige at det er en “erfaring” jeg har gjort mig fra mine to andre graviditeter. Kald det naivt, men det er sådan jeg har det. Jeg har snakket en del med min fantastisk jordemoder om denne tro, følelse og hele scenariet og jeg er meget tryg og rolig. Der er ingen der ved hvornår jeg føder og det er det forunderlige vilkår ved at være gravid. Jeg ved blot jeg har en terminsdato, udregnet ved en scanning… som jeg mener, hele tiden har skillet sig noget ud.. særligt hvis jeg smed ægløsning og første mens dag ind i en kalender. Lige meget hvad er sagen den, at vi venter et barn og jeg kan føde mens min mand og børn er i Grækenland og jeg kan føde inden eller efter, det er nu engang sagens kerne .

Jeg har selvfølgelig tænkt alle muligheder igennem, alt fra fødsel inden, under og efter at Hr. Mand og drengene var afsted. Jeg har lokaliseret dét, som ville gøre ondt, hvis Hr. Mand ikke var med til Vilmers fødsel og Jeg har igen og igen konfronteret mig selv med chancen for at min tro, ikke holder en pind. Sådan er jeg skruet sammen; jeg er nød til at se på det jeg kan stå overfor, for i sidste ende at tage en beslutning som føles rigtigt for mig. Lige nu og hele vejen frem til nu, faktisk de 8 måneder som jeg har været bekendt med, at et lille liv voksede under mit bankende hjerte , så har jeg kendt til disse omstændigheder og jeg er okay, mere end okay og jeg siger ikke nej til min mand kan være med til fødslen; jeg siger JA til drengene sammen med Hr mand kan få en dejlig og unik oplevelse sammen.

Det vigtigste for mig i det her, er ikke at hente andres accept eller forståelse, men i stedet at jeg selv kan fælde en dom over min livsførelse, som jeg er tilfreds med og det er jeg, os i denne beslutning. Hvorfor jeg så skriver dette, det gør jeg, fordi jeg selvfølgelig er blevet stillet kritiske spørgsmål utallige gange og mon ikke en eller flere har lyst til at gøre det samme nu… Jeg skriver dette, da jeg faktisk gerne vil være ærlig omkring min families og min situation. Jeg gider ikke fortie eller feje ting ind under gulvtæppet, i stedet vil jeg blot sige det sådan der er, for os.

Tak fordi du læste med og du behøver ikke forstå ♥️

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen Mig_Og_Morskabet

At Bo bedre : en spise- og dagligstue

At Bo bedre : en spise- og dagligstue

Intro
Som det måske er gået op for de fleste, særligt hvis man følger med på min instagram profil @Mig_Og_Morskabet, så er mine elskede løbesko pakket væk. Det er de grundet ønsket om at passe på en voksende mave og konsekvensen af et keglesnit fra 2014. Så hvad sker der, når løberen ikke kan løbe. Hun kaster sig over et nyt projekt. Til oktober skal vores knap 100 km2 store 2 sals lejlighed på Frederiksberg huse katten Cava, opkaldt efter det man kan drikke, 1-2-3 drenge, Aksel 2011, Carl 2014 og Vilmer 2018 samt Hr. Mand og MIG. Det betyder at der skal tænkes kreativt, i kubikmeter OG vigtigst af alt budget venligt, når nu hele vores lejlighed skal “genindrettes” og omtænkes, således at vi kan bo med børn og vores børn kan bo med os.

Igennem en række af indlæg, med titlen “At bo bedre” vil jeg forsøge at tage jer med i, hvordan Hr. Mand og Jeg tænker bolig, indretning og mest af alt kreativt. I titlen på disse indlæg, ligger tanken om hvordan vi som familie kan komme til at bo bedre, uden af skulle føle os nødsaget til at rykke teltpælene op, vi elsker nemlig vores lokalområde, som vi nu har boet i, siden 2007. Derudover vil vores indretning bræger et tydeligt præg af en glæde for genbrug, genanvendelse af egne møbler OG en tanke om vi godt selv kan lave nogle møbler frem for at betale for dem i dyre domme hos diverse interiørbutikker.

Skulle du have lyst, kan du under kategorien “Den der bolig”, løbende finde “At Bo Bedre” indlæggene samt andre boligrelevante indlæg.


Dengang det hele startede…
Vi sidder omkring sofabordet med min svigermor. Hun har passet drengene og på en eller anden måde kommer vi ind på noget som gør Hr. Mand og Jeg kigger på hinanden, for at vi dernæst fortælle hende, at hun til efteråret skal være farmor for 5 gang. Hendes reaktion skatter jeg til evig tid. Da hun har besindet sig, tørret glædestårerne bort, udelt krammer og placeret sig på sofaen igen spørger hun “Hvor skal I alle være?”.

Siden den vinterdag har min svigermor støttet op på utallige måder, med alt fra børnepasning, en tur i ikea og meget meget mere, sammen med resten af væres skønne bagland, så vi har kunne gøre vore hjem klar til at en ny beboer flytter ind. Hjemmet er nu endelig færdig, jeg vil dog mene at jeg har et lille barselsprojekt ude i vores køkken, som jeg gerne vil male engang – men det går nok alt sammen. Alle rum er blevet gennemarbejdet, med tanken om at vi godt kan selv og at løsningerne skulle være funktionelle, afspejle os som en familie og meget gerne være billige.

Det rum, som har skulle løfte den største opgave idet vi bliver en lille familie på 5, det var vores stue / spisestue. Rummet som førhen kun var vores stue. Det skulle nu både være spise og dagligstue. Det krævede at vi lagde hovederne i blød og smed alle kreative tanker på bordet.

Som jeg nok allerede hundrede gange før har skrevet, så arbejder jeg bedst med at opdele et rum i funktions zoner. Dette rum skulle nu havde to primære funktioner, nemlig en spisezone og en sofa zone.

Vores spisekrog
Både Hr. Mand og jeg har længe haft en stor kærlighed for ældre rustikke langborde. Helt tilbage i tidernes morgen arbejder Hr. Mand som vintjener på en lille vinbar i Nansensgade KBH. Den havde de fedeste langborde, som nok rokkede lidt, men de kunne virkelig noget.  Så da vi skulle lave en spisekrog og dertil have nyt spisebord, begyndte jeg at søge efter gode bud på langborde – plankeborde. Et plankebord fra et bolighus kan hurtigt koste noget, fra hvad jeg mener er fra den forkerte side af 5000 kr. Det måtte og skulle kunne gøres billigere og det kan det virkelig. Den billigste løsning var et par stål ben fra IKEA og masser af knofedt, så kunne vi lave det bord vi ønskede os, til næsten ingen penge. Hvis man søger på diverse bordben på DBA, findes de i forskellige prisklasser. Havde jeg haft lidt flere penge på lommen, så havde jeg nok købt nogle af dem som diverse smede svejser på bestilling.
I stedet købte vi bordben i IKEA til 50 kr. stk. Derudover købte vi nogle genbrugsbrædder via DBA, som blev brændt, slebet i evigheder og dernæst smurt ind i linolie og så stod vi med det look vi ønskede. Derfra galt det bare om at skrue benene på og bordet var færdigt. Bordet er som vi ønskede, langt, rustikt og ”upoleret”. Til bordet har vi stillet vores tidligere spisebordsstole, som er klunset, købt og arvet. Den klunset har dog fået en lille klat sort maling. Jeg synes der hører sig en bænk til et langbord og derudover ville bænken gøre vores spisekrog tog sig lidt mindre ud.

 

Der er mange måder at lave og udforme en bænk på. Vores bænk er bygget af to gamle træ traller som er opstøvet på dba til en pris der matcher en ramme øl. Hvorfor jeg skriver sådan – gæt selv. Trallen er slebet i evigheder, smut med lindolie og sat sammen, så den havde en god stabilitet og kunne holde til lidt af hvert. Oprindeligt skulle der ikke havde været en hylde under bænken men da den ellers havde været for ustabil, blev det løsningen. I dag står der børnespil, lys og to kasser fyldt med børnekrea på hylden, heriblandt modellervoks og malergrej.


For at indramme vores spisekrog og samtidigt afgrænse den fra det store rum, har jeg malet et mørkegrønt felt. Dertil har jeg ophængt to billeder, hvis rammer begge har fået en klat kobbermaling. Det har lamperne, som oprindeligt er købt i tidernes morgen til 50 kr og dengang var de gule os. Det rå look fra trallerne er blødt op med lidt puder og skind og Wupti, er stks spisekrog som altid har plads til en mere, hvilket er enormt praktisk når ungerne har legekammerater med hjem, naboen kigger forbi eller hvis bedsteforældrene kommer til middag. Bord og bænk har samlet kostet 400 kr. at lave og det krævede ikke de vilde håndværker evner, bare god toldmodighed med en rystepudser.

Dagligstuen
Med spisekrogen på plads, kunne vi gå i gang med sofaen eller faktisk var det omvendt, men i dette indlæg starter jeg med det der kommer først, når man træder ind af døren til spise- og dagligstuen.

Som så mange andre ældre lejligheder på Frederiksberg, har vi i vores stue en karnap. Vi har før prøvet at have en sofa stående i karnappen, men der er røget meget plads, grundet sofaens pasform og samtidigt var svært at “nyde udsigten” fra en sofa som aldrig helt fik fyldt ”rummet” ordentligt ud. Vores lejlighed ligge placeret ud til en mindre plads og har derfor ikke en blok overfor sig, hvilket gør lyset kommer godt ind i lejligheden og vi kan på mange måder kigge rigtigt ud på verden, hvilket ungerne virkelig nyder. I vores søgen efter en god og optimal løsning, begyndte vi at tegne rummet og det behov vi havde. Som børnefamilie, tror jeg aldrig man kan få for meget opbevaringsplads, da det at hver ting har sin plads – i min verden, mindsker rod. Samtidigt havde vi brug for at have en sofa hvor vores børn kunne ligge med en dyne, uden at det skabte problemer og da ingen af os er til de store flyde sofaer, så måtte vi tænke ud af boksen. Vi prøvede derfor at fremtænke en løsning med plads til opbevaring, mange børn og en ekstra funktion idet vi os synes det er rart at have en ekstra seng i huset, særligt når der kommer et spædbarn ind i familien. Det er rart at Hr. mand eller omvendt, kan trække sig for at få søvn, hvis vi står med meget natte uro.  Derudover skulle vores nye sofa fylde karnappen og give plads i rummet. Løsningen blev at vi ville bygge en sofa på bogkasser i karnappen og der følger snarest en guide til denne løsning, hvis man skulle have lyst til at kaste sig ud i et lignende projekt. Jeg har selv bygget sofaen og Hr. mand radiatorskjuleren. Madrasserne et arvet fra en venindes tidligere pallesofa og er 25 cm tykke madrasser, som klassificeres som almene madrasser til en seng. Det er muligt at købe hyndemadrasser på mål, via diverse shops, men det er dels rigtig dyrt og deres kvalitet er ikke beregnet til at fuldvoksne mennesker skal kunne ligge på dem. Vi har til sofaen fået nogle tilhørende loungepuder, så man selv kan modulere sig en god siddeplads i sofaen.



Både madras og puder er ombetrukket med stof købt i stof og stil og det var relativt simpelt, men en af de dyre poster i projekt ”hjemmebygget sofa”. Under sofaen er der gode opbevaringsmuligheder og lige nu ligger der en støvsuger, pakkekalendergaver til ungerne OG alle vores rengøringsmidler. Derudover gør opbygningen på bogkasser, købt hos trævarefabrikkens udsalg, at vi har masser af opbevaring af bøger, nips osv.

Selvom vi ikke havde mange kvadratmeter at arbejde med, så synes jeg bestemt vi har udnyttet al pladsen på bedste vis og der fortsat er luft imellem de to zoner i spise- og dagligstuen. Hele rummet har vi forsøgt at binde sammen med farver, de materialer vi har brugt og planter, som vi generelt bare synes giver masser af liv. Derudover synes vi at de ting som vi anvender i hverdagen, krea sysler, spil, bøger osv. skaber en følelse af liv. For mig er det personligt vigtigt at drengene er repræsenteret i alle rum – soveværelse not so much, men ellers er de med i alle rum. Det er vigtigt for mig, at de kan se de os er her og deres ting ligeså. Så ved at lade deres sager være en del af indretning og blive opbevaret synligt, skabes der efter min mening, et rigtigt børnefamiliehjem. 


Vi har malet vores gamle vitrineskab fra DBA og montanareol grå, samme farve som ude i entreen og det har givet møblerne nyt liv og en afdæmpet plads i hjemmet. I montanareolen har vi stillet spil, farveblyanter og papir frem og det gør at der oftere tegnes en tegning ved bordet, ligesom der hurtigere kan skabes lyst til et spil mikado.  Over montanareolen har vi hængt et gammelt jerngitter op med lidt forskellige billeder på. Gitteret er fundet for nogle år siden, da en af nabolejlighederne blev renoveret og har før hængt i soveværelset.


Alt i alt synes jeg vi har fået lavet os en rigtig god spise- og dagligstue og jeg elsker virkelig at vi kan være sammen på en tættere måde end førhen. Så når jeg sidder ved bordet en lørdag og læser i et blad, mens drengene sofaslapper den eller leger inde på legeværelset med dørene åbne, så er vi stadig i nær kontakt eller omvendt … når jeg i min højgravide tilstand har smidt mig på sofaen med ungerne på hver sin side og luller lidt hen .. så er vi stadig nær hinanden og med god plads til krammedyr og dyner.

Jeg håber du igennem mine bolig indlæg har fået lidt inspiration til hvordan man kan anvende sine kvadratmeter på en lidt anden måde og hvor enkelt det faktisk er selv at lave sine egne møbler.  

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Et behov, for stemmer omkring mig

Et behov, for stemmer omkring mig

Dette indlæg indeholder reklame

Flashback
Sengetøjet med Tulle, fra Rip, Rap og Rup kradser ganske let mod min hud. Måske har alt mit sengetisseri igennem de sidste par dage, opbrugt alt min mors bamseline (rolig nu, var barn i 90’erne og dengang vidste man ikke bedre). Mit kat har allerede indtaget hovedpuden og den genkendelige lyd af en kat der spinder fylder rummet, mens hun kampmassager pudens overflade. Selv ligger jeg der, med kradsene sengetøj og lytter. Jeg lytter på stemmen, som på en gang er lidt halvrusten i det og samtidigt udtaler alle ord med korrekt artikulation. I ny og næh kan jeg hører en bestemt baggrundssummen fra optagelsen, som akkompagneres af lyden fra en finger der fugtes, for dernæst af bladre i en bog. Kassettebåndet piber i ny og næh over fra min ghettoblaster, som grundet dets brydningstid selvfølgelig fortsat har kassettebåndafspiller implementeret i sig, til trods for CD’en er ved at vinde plads på marker. Damen, hvis stemme jeg lytter til, læser “Det lille hus på prærien”. Selv ligger jeg der og ser for mig hvordan Laura løber over den tørrer prærie, med sin lille spand i hånden og solkysen hængende ned af ryggen.

”Pling – du må nu bladre”
Jeg er vokset op med Disneys bog og bånd sæt, dem hvor der altid lød et lille klokkespil, når båndet skulle vendes og kun et enkelt trylleslag, når der skulle bladres i bogen. Det var sådan, jeg stiftede bekendtskab med lydbøgernes verden. Glæden ved en god historie har hængt ved igennem hele mit liv og måske er det os derfor jeg læste til dansklærer og generelt bare elsker at bruger sprogets mange muligheder, blandt andet her på bloggen. Noget der virkelig har slået mig, er det behov jeg har for at have stemmer omkring mig. Jeg elsker at være alene og nyder virkelig mit eget selskab. Jeg kan sagtens sætte mig på min lokale sushi bar og kører nigiri ind, mens jeg enten parkerer hovedet i en bog eller iPad. Siden afslutningen på min kandidatuddannelse, så har jeg haft en del mere tid derhjemme, alene. Tiden er blevet brugt på at lave en gennemgribende make-over af hele lejligheden. Når jeg går rundt, så har jeg bedst med at der er lidt lyde omkring mig. Det kan normalvis være alt fra noget tv eller musik som kører i baggrund, men efter jeg er blevet færdig fra studiet, er der vokset en lyst til igen at være fast bruger på biblioteket og få læst nogle af alle de spændende bøger som er kommet de sidste par år. Jeg føler bare ikke jeg har tiden til at sidde og læse, når hele lejligheden skal laves om. Min mand, som har mange lange dage alene på kontoret / ciderfabrikken, hører en del podcast og han anbefalede mig den verden. Måske er jeg lidt bagud på den konto, når jeg siger at jeg max har hørt 5 podcast. I stedet har jeg forsøgt at finde et par bøger på e-reolen – en gratis udlånstjeneste til e-bøger og lydbøger, men da jeg jo gerne ville hører nogle af de nyeste bøger, blev det aldrig et super god match. Så da jeg af Momstertest.dk blev spurgt om jeg ville teste Mofibo  af, så sagde jeg ja. Jeg har set en del Mofibo reklamer og har forud for jeg hentet deres app, dannet mig det indtryk; at der på Mofibo er nogle af de nyeste titler, klassiker og generelt bare et stort udvalgt af litteratur.

Jeg tror bestemt ikke at jeg er den eneste, som synes det med at sætte sig en bog er svært, når vasketøjskurven er proppet, hytten roder eller madpakkerne skal smøgers. Derfor synes jeg lydbøger er geniale og jeg finder det enormt befriende at lytte til alt fra Hella Joof, Lola Jensen og Andets Legarth Schmidt. Det er ikke kun mig der har et stort behov og finder ro i, at have stemmer omkring mig. Både Aksel på 7 og Carl 4, er storforbruger af lydbøger. I starten var det mest Prop og Berta, hvilket jeg bestemt kan anbefale som et godt sted at starte for små ører. Aksel der i dag har knækket læsekoden, har for længst forelsket sig i Ronja Røverdatter, Erik Menneskesøn og andre gode klassiker. I min verden må lydbogen ikke erstatte den fysiske læsning og den kontakt der er når man læser højt for sine børn. Det ene behøver dog bestemt ikke at udelukke det andet, tværtimod. Vi sætter oftere en lydbog på når vi sidder og krea hygger, da lydbogen skaber en ekstra ro og et rum for at fantasien kan danse frit inde i hovedet.

Da Mofibo heldigvis ikke kun udgiver mainstream litteratur, men os små finurlige værker, sub genre og ny debuterende forfatters svendestykker, er det svært ikke at finde noget at lytte til.

Aksels og mine klare favoritter har været følgende:

    • Når der skal grines:
      Hela Joof : Papmassereglen – kvinder med løs bækkenbund bør overveje hvor og hvornår de lytter til denne humoristiske bog oplæst af kvinden selv.
      Kim Fupez : Vitello som er indtalt af Nikolas broen på den mest vidunderlige måde.
    • Når der skulle grædes
      Andreas Legarth Schmidt : Jeg løber.
      En enorm gribende og rørende fortælling om sorg, løb og menneskers overlevelse. Som løber kunne jeg ikke blive andet end hovedløs forelsket i Andreas måde at fortælle og formidle hvorfor han løber.
    • Fantasi for børn
      Mine børn lytter ikke helt til den sørgelige del af litteraturen, men vi kan klart anbefale fantasi serien om Elverdronningens Riddere af Peter Gothardt. Både Carl og Aksel har fundet Elver universet enormt spændende og de har flere gange siddet på kanten af stolen, når det er blevet læst op hvordan snestormen hærget og riddernes kamp for at det gode skulle sejre var i gang.
    • Når der skulle gøres tanker om livet.
      Jeg elsker biografier, som i elsker helt vildt og derfor vil jeg rigtig gerne anbefale Hans Pilgaards Støj og fortielser, som Hans selv læser op. Jeg både græd, grinte og følte vrede og medfølelse med en mand der på så mange måder har prøvet lidt af hvert.
    • Den gode (barske) historie
      Herbjørn Wassmo : Et glas mælk, tak. Dette er en gribende roman om en ung kvindes kamp, uretfærdighed, prostitution og kampen for overlevelse.

Måske i fornemmer at jeg har et eller andet med den slags litteratur, hvor det enkelte
menneske må være sin egen helt?

Mofibo er let at gå til og deres app kan hentes til alle tablets, IPods og IPhones mm. Der er ikke nogen grænse for hvor mange bøger du kan have gang i og hvis du nu tænker, okay jeg på prøve det der Mofibo så kan du med koden : MORLYDBOG – Få 30 dages gratis adgang til Mofibo – uden binding.
Alt du skal gøre er at signe up HER

Jeg håber du kunne bruge mine anbefalinger.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Breve til mine sønner: Kære Vilmer

Breve til mine sønner: Kære Vilmer

Introduktion
I 2011 fødte jeg min første søn Aksel, forud for hans fødsel førte jeg en mindre dagbog, for at for afløb for mine tanker og utålmodighed. Dette var et brugbar redskab og da jeg i 2014 ventede vores anden søn Carl, følte jeg derfor et behov for igen at skrive ham et brev. Igen i 2018, da vi ventede vores tredje søn Vilmer fandt jeg det derfor helt naturligt, endnu engang at skrive et personligt åbenhjertigt brev til ham.

I indlæggene ”Breve til mine sønner…” som du kan læse HER og HER kan du derfor læse mine ord til mine drenge, du vil samtidigt få et indblik i at ikke to graviditeter er ens og yderligere hvilket pysko sociale påvirkninger jeg har været under i de forskellige graviditeter. Sidst men ikke mindst, kan du se en udvikling, fra at være første gangs til kommende tredjegangsmor.

Du har netop lagt hvad der formentlig er din bagdel, godt til rette under mit højre ribben og stemt fødderne imod det venstre. Jeg drømmer sådan om dig, leder efter dig og på mange måder kaster dine brødre skygger af sig, så store at jeg har svært ved at se klart, se hvem der mon gemmer sig derinde. Jeg kender dig dog og du kender mig, vi hører sammen og vil gøre det til evig tid.

Jeg ved godt jeg til tider har bakset rundt og du måske har tænkt “så forhold dig dog i ro mor”, alligevel tænker jeg, at du måske har fundet dig ret godt til rette med al den aktivitet, du har i hvertfald passet på mig og det vil jeg gerne sige dig tak for lille skat. Min krop har nydt at bærer dig og jeg er så taknemlig for at have fået lov til at mærke dig vokse i mit indre. Selv når det hele har givet sig, har glæden over at du var hos mig fjernet det sure.

D 20 februar 2018, kun 4 uger henne.
20 Marts 2018, 8 uger henne.
1 april 2018, 10 uger henne.

Vilmer, jeg har på så mange måder haft en drømme graviditet og særligt det at mit bækken har holdt til dine kolbøtter, har forsikret mig om at vi to kan nå rigtig langt sammen. Du er min lille speciale-baby, ham som jeg i den grad blev testet af og med, dengang skrivecampsene var nødvendige og det sene nattearbejde blev lagt om til tidlige morgenvagter. Du var grunden til den enorme lyst til bagel, milkeshake og agurk 24/7. Du er grunden til jeg måtte droppe al sodavand og i stedet slæbe min sodastream med mig alle steder, så vand med brus kunne slukke min tørst. Du var ham, som jeg allerede fra uge 5 vidste var der og fra uge 13 kunne mærke boble rundt i mit indre og du er årsagen til jeg for en kort stund af denne graviditet tænkte, nu er det slut og jeg må bæger dig i sorgen, hjertet og drømmene til evig tid.

At jeg nu står her på tærsklen til den sidste tid med dig i maven, inden du finder vejen ud, det er stadig lidt uforståeligt. Du har virkelig været min lille drøm. Du har været mit håb, dengang det hele virkede så usikkert og hvor jeg følte at hvis det var nødvendigt måtte du sidde på en sky. Jeg glemmer aldrig biopsien, nålen og smerterne. Jeg husker hvordan jeg i tankerne søgte dig og fastholdte mig selv, så jeg kunne lade lægerne gøre det de skulle, mens vi to var sammen. Du er på så mange måder det smukkeste rødbrune efterårsblad, som glimter i solen og sidder prægtigt tilbage i trætoppen mens andre blade daler ned forbi. Jeg tror på dig Vilmer, jeg tror på OS to.

Jeg ved godt dit navn for nogen vil virke anderledes og måske endda mærkeligt, men lille skat, du er, præcis som du skal være. Du har fået dit navn, fordi du for din far og jeg, ikke kan være nogen anden. Vi ønskede at skænke dig et navn med en naturlig blødhed og med karakter, et strejf af nordisk lyst hår og blå øjne og med et minde om hvor det er du, dine brødre, mor og far, kommer fra.

Kære lille skat, jeg glæder mig til vi ses og jeg er nødt til at tro på du kommer til verden præcis som du skal, uden for meget drama, krumspring og drillende livmoderhals. Jeg tror og håber på, at jeg må tage imod dig, ligge dig ved mit bryst, mærke dig og fortælle dig at jeg er hos dig. Jeg tror på jeg i din aftenuro kan hente dig ned og hjælpe dig ind i søvnens trygge hule. At min sang for og til dig, vil lulle dig hen til mig og at min bryst må bæger en livgivende drik, som du kan vokse dig stor og stærk på.

Uge 18, Fotograf Mia Boserup.
Uge 22.
Uge 25

Vilmer du er dig og ingen anden og selvom jeg ikke kan lade vær med at sende en bøn til at du kommer når jeg tænker det værende bedst, så tror og ved jeg, at det er dig min skat der bestemmer. Så lille skat, nu giver jeg slip og med respekt og anerkendelse for, at det er dig der trykker på knappen. Jeg holder ud og ved, indtil du giver signal “med horn og lygter”. Jeg håber blot at du ved, at du aldrig nogensinde ikke har været vigtig for os, tværtimod, er du vigtigere end noget. En dag vil jeg fortælle dig om Ja’et i Nej’et og der er ikke nogen der bevist siger nej til dig og din ankomst tværtimod lille skat.

Jeg lover dig, at hvis det ender med at være blot du og jeg, så bær jeg dig hele vejen. Jeg kan godt og jeg vil det. Du er min søn – min dreng, og det kan og skal ingen tage fra os, selvom jeg ville elske at dele din ankomst til verden. Så ved jeg at skulle du komme mens du og jeg kun er os to, så gør vi det sammen og jeg vil med enorm stolthed klippe det bånd som har været mellem du og jeg i 9 måneder og samtidigt etablere det som skal holdes os sammen, til evig tid lille skat.

Jeg elsker dig min skat, min lille dreng og du er mere end jeg ture drømme om. Tak sødeste Vilmer

Vi ses snart, kærlig hilsen
Din mor

Uge 31
Uge 37

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mere end bare det at løbe en tur

Mere end bare det at løbe en tur

Flashback
Jeg vågner med et sæt, hele kroppen ryster og mit hjerte hamre derudaf. Et kort sekund overvejer jeg at begynde at skrige, men vælter så ud af sengen, der på trods af muligheden for hævning og sænkning fortsat er for høj, det er efter Carl legede med den i går.

Jeg hopper i sutskoene og går ud på gangen. Der er stille, det røde digitalur i loftet indikere det fortsat er nattevagterne som er på afdelingen. Hurtigt drejer jeg om hjørnet og allerede inden jeg står foran personalekontorets dør, ser de mig igennem vinduerne. Jeg ligner efterhånden et spøgelse, mit filtret hår hænger løst ned over mine skuldre og det grå joggingsæt er på ingen tid blevet mit nye signaturoutfit. Hele nervesystemet har lukket ned og jeg er nu som et spædbarn der endnu ikke kan regulere varmen. Derfor sover jeg med lange bukser og bluse .. os fordi nattevagterne skal se til os og jeg finder det enormt grænseoverskridende at nogen “tjekker” mig når jeg sover.

Hun møder mig i døren og smiler, mens hun famler efter nøglerne. “Skal du have noget beroligende Christina?” spørger hun. Hele min krop ryster, jeg kan mærke ansigtet er blegt og mine øjne de kører rundt. Jeg skal virkelig knuge hænderne hårdt sammen, for ikke at begynde og lade dem finde vej til mine til kradset arme. Jeg har aldrig i mit liv været selvskadende eller haft adfærd der kategoriseres således, alligevel er jeg bange for mine hænder, jeg er faktisk bange for mig selv. Jeg kigger lidt rundt og ser så fuglene synger godmorgen ude foran vinduet, solen er allerede brudt frem. Jeg hader medicinen, dels fordi jeg er bange for bare at blive proppet med piller og fordi jeg frygter de vil fjerne mig og den jeg er. Hun venter tålmodigt mens jeg vider mine hænder endnu engang. Af alle patienterne på gangen er jeg den der stikker mest ud på alle måder, jeg ved det godt selv og det gør jeg hele tiden føler mig endnu mere forkert på den.

 En adfærd det ofte følger med når et sind er ramt af depression er inaktivitet.. men en anden og mindre kendt er hyperaktivitet. De andre patienter sover og skal dagligt vækkes. Selv sidder jeg klar når klokken er 6, i dag er den kun 5:15, altså bliver det en meget lang dag. Fuglenes kvidren er lokkende, næsten forførende. Jeg vil ud skriger en stemme i mig. Så kigger jeg på sygeplejersken, det her bliver ikke let.. hun er af den gamle skole og har allerede kommenteret flere gange på min motionsmængde og manglende spisning. “Må jeg gå ned i sansehaven?” Spørger jeg forsigtigt og mildt, som et barn der spørger om en ekstra småkage. Hun kigger ind på kollegaen, så hen mod den store interne patienttavle. På tavlen står den enkelte patients medicinering, aftaler og diagnose. Selvom jeg er frivilligt indlagt, har jeg valgt at modtage alle former for anbefalinger og råd fra psykolog og psykiateren og derfor vurderes det flere gange ugentligt, hvad jeg “må” og “ikke må”. Simpelthen for at vise hensyn til min skrøbelige tilstand. Overordnet må jeg alt med ledsager, det kan være min egne mor, veninde eller en studerende på afdelingen. Selvom jeg ikke er farlig for omverden og mine selvmordstanker heldigvis er væk for en stund, så er min skrøbelighed markant og et angstanfald kan udløses af alt fra gøende hunde og grædende babyer.

“Ja, så skidt, men kan vi sige en halv time max”. Jeg nikker ivrigt, vender om og skynder mig ned på værelset for at skifte til træningstøjet. Sansehaven er egentlig en motionshave, som er hegnet ind og har ind/udgange til de 3 forskellige psykiatriske afdelinger, den lukket, mindre intensive og udslusningen. Jeg behøver ikke frygte for at møde andre patienter, det er de færreste der dels er vågne eller har lyst og energi til at være aktive, hvilket afdelingens forskellige hold tydeligt illustrere. Jeg finder et kridt på klædeskabets nyindrettet børnehylde og skynder mig så ned til den tunge metal dør og lukkes så ud på “græsset”. Gården eller haven er ikke stor, men med god vilje kan jeg løbe sprint i hele arealets omkreds og derigennem få pulsen op og angsten ud af kroppen. Jeg er simpelthen nødt til at prøve, inden jeg tyr til medicinen. Dagen forinden havde jeg holdt stand med angsten i 2 timer inden jeg havde bukket under og taget en halv pille beroligende. Måske er i dag dagen.

Jeg finder et pulserende nummer frem på telefonen og starter så med at lunte arealet rundt 5 gange. Derfra sprinter jeg 15 runder. Angst og puls danser en tango i mit indre og i ny og næh kan jeg mærke hvordan destruktive tanker forsøger at bryde igennem. Så finder jeg kridtet frem og tegner så en ‘hinkerude’, som jeg skal lave jump sqaut igennem, for derefter at skifte til burpess, mounten climbers osv.

Løber for livet
Motion var et af de bedste værktøjer og den stærkeste form for medicin jeg kunne ty til da der var mørkest. Da jeg var indlagt, løb dagligt en tur med en Fysioterapeut, som lærte mig om grounding og sikrede sig at jeg ikke blev “overstimuleret”. Verden udenfor er voldsom, særligt når ens filter er gået i stykker og sindet plaget af angst. Samtidigt skulle fyssen være ved mig, da min krop på alle måder var ved at lukke ned og kæmpede med stress. En ting er at kroppen tror den er på flugt for en sabeltiger noget andet er at begynde og bevæge sig således at det føles sådan. Derfor skulle al træning foregå i små mængder og med et stort fokus på at mærke hver et signal min krop udsendte.

Noget af det jeg i dag elsker mest ved at løbe langdistanceløb, som marathon og ultraløb, er at jeg på et tidspunkt i løbet oplever hvordan krop og sjæl skilles for en stund. At løbe marathon handler for mig, ikke kun om fysik, det handler os om at gå ind i sin psyke, arbejde med den og ture stå på tærsklen til et sammenbrud og konstant udforske hver en krog af sig selv, for igen og igen bevare håbet, troen og viljen til at det skal lykkes. På mange måde har jeg brugt den erfaring i mit sygdomsforløb. Nogen vil mene det er usundt at adskille krop og sjæl, for mig har det været den vigtigste overlevelsesstrategi.

Det er ikke muligt at løbe fra en depression, men man kan løbe med den. Da jeg løb, så kunne tankerne aldrig kvæle mig med angst, i stedet var jeg flyvende. Det er det smukke ved løb, den flyvende den, det nanosekund hvor begge ben svæver over jorden, for dernæst at ramme den igen med korte præcise afsæt. Når jeg løb, når jeg løber, så er jeg fri. Det er euforisk, forførende og udfordrende.

Da min Fysioterapeut på psyk så hvilken gavnlig effekt motion havde på min depression, hjalp han mig med at mixe noget musik med en guidet kropsscanning. Altså kunne løbetd terapeutiske effekt få dobbelt virkning, ved at jeg i løbet lavet en konkret mindfulness session med kropsscanning. Det blev sidenhen de løbeture hvor uret vidste en personlig bedste tid.

En løber, der ikke må løbe

Nu sidder jeg her. Gravid i uge 37 og jeg har ikke løbet i 30 uger, men hvem tæller?
Det er løgn, selvfølgelig tæller jeg, selvfølgelig har jeg som den hormonelle gravide jeg er, grædt idet en løber en aften har passeret mig. Og selvfølgelig frygtede jeg at pause løbet, for jeg ved hvor gavnligt det er for mig og hvor højt jeg lever op de ekstra endorfiner som produceres når min krop er aktiv. Mit tidligere keglesnit tillader ikke at jeg løber og af sikkerhedsmæssige årsager for Vilmer og mit eget vedkommende, har jeg selvfølgelig fulgt de anbefaler jeg har fået givet. Samme dag som jeg pakkede alle medaljerne ned i løbeskoene, som så skulle vente til jeg igen ville vende tilbage, begyndte jeg at lave daglig mindfulness for at tage hånd om det løbet førhen havde ordnet.

 At stå så kort før termin og vide, at jeg faktisk klarede det – det er en kæmpe sejre. Jeg har på mange måder frygtet at jeg ville knække, grundet mit manglende løb – men i stedet har jeg formået at holde hovedet oven vande og være i det der var nødvendigt at være i. Jeg har selvfølgelig og kanaliseret alt min energi ind i andre projekter og det er der kommet en ret lækker lejlighed ud af.

 Løb er for mig terapi, frihedsgivende og det element hvor jeg på så mange måder er i kontakt med mit inderste. Løbet giver mig mulighed for at sortere tankerne, bearbejde det der skal ordnes og frem for alt give mig selv den fulde kontrol.

Lige om snart kan jeg igen binde løbeskoene og forhåbentlig vil Vilmer være min løbemakker.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet