Hvis er dets ejermand?

Dette indlæg er lavet i et sponsoreret samarbejde med ByHappyMe.dk
Ordene, fortællingen og anmeldelsen er min egen.

Som den faste bloglæser nok har fanget, har Hr. Mand og jeg herhjemme på matriklen, to søde drenge. Aksel og Carl, at det lige skulle være en Aksel og en Carl lå lettere tilfældigt i kortene eller hvad jeg har kunne læse mig til, er det andet barns køn ofte betinget af der første barn?

Drengen i bøgeskoven
Fra det øjeblik jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden, så troede jeg faktisk at Aksel skulle hede Lucas – det fik Hr. Mand og Jeg talt os ind på ret tidligt i ”forsøgs-fasen”. Der skete bare det, som i min mands øjne var utilgivelige – Jeg ændrede mening. Det skete i uge 16, kort før vores bryllup, at jeg en nat havde drømt om barnet i min mave og pludselig forstod jeg, at dem Hr. Mand og Jeg var, Morten og Christina, ikke skulle have en Lucas. Morten er meget høj, med lange slanke lemmer og har nogle smukke maskuline træk. Selv er jeg lav og i perioder ”tæt” bygget, med blå øjne, runde æblekinder og skæve tænder. I min drøm så jeg en dreng stå i en smuk frodig bøgeskov og kalde på mig, jeg så hans fine blå øjne, gyldne hår, et skævt generte smil som jeg genkender fra mit eget spejlbillede og så så jeg de enormt lange slanke ben og hans ranke ryg.  I det øjeblik forstod jeg, vi ikke kunne vente os en Lucas. Vi måtte i stedet gå længere tilbage i tiden, for at finde et nordisk navn.

img_8091

Jeg har altid været lidt fascineret over navnes betydning, ordklang og bogstavers sammensætning – ikke sådan numerologisk men mere navnes oprindelse. Jeg tror generelt de fleste forældre finder deres yngel som værende unikt og at navnet derfor skal passe til lige præcis det unikum man selv har skabt. Personligt betød det meget for mig, at det barn jeg ventede var nummer 1 og at navnet gerne måtte være lidt mindre brugt og have et strejf af 1800-1900 tallet over sig. Navnet Aksel havde jeg stødt på allerede tilbage i min barndom, legene på værelset og fra tv-serien Matador. Dets oprindelse er ophøjet til guderne og den alfabetiske position, placere navnet med forbogstavet A foran resten. Samtidigt fandt jeg navnt sårbart og mindre gennemtrumfende, hvilket på mange måder passer til både mit og Hr. mands sind. På alle måder fandt jeg navnet perfekt, til Hr Mands og Mit’s kærlighedsbarn og samtidigt, kunne jeg se og høre det gå i samhørighed med både vores fornavne og fælles efternavn. Så da jeg en sen aften fortalte Hr. Mand, at jeg ikke længere troede vi ventede en Lucas men en Aksel, så forventede jeg fuld forståelse. Det var ikke tilfældet. Istedet følte Hr. Mand en stor tilknytning til navnet Lucas og snakken gik derfra vidt og bredt. Selv kunne jeg bare ikke se en Lucas for mig og dets tættere vi kom på vores bryllup, dets mindre var overskuddet til at diskutere navnene. En ting var sikkert, jeg havde sendt Hr. Mand til tælling ved at skifte mening.

Under bryllupsfesten rejser Hr. Mand sig og holder den fineste tale for mig. I talen fortæller han om vores eventyrer, dynamikkere og så slutter han af med at fortælle, hvor meget han glæder sig til at opleve forældeskabet sammen med mig .. og så siger han det.. “og så må tiden vise om vi skal være forældre til en Freja eller en Aksel”.. (vi skal ikke havde en Freja, hvis moder natur skulle tillade vi fik flere børn) men i det øjeblik, der giver Morten mig Aksel. Det var enormt intimt, selvom alle bryllups gæsterne var en del af dette øjeblik og fra da af, har Aksel altid været en Aksel.

Drengen i kornmarken
Da vi så nogle år senere skulle overveje navne til vores kommende barn, mødte jeg i uge 11, en dreng på en kornmark i drømmene. Han var lille i det, med runde kinder og et bestemt udtryk i øjnene. Håret var hvidt og huden lys og fin. Hans bevægelser var hurtige og fulde af gåpåmod. Jeg husker han i drømme vender sig mod mig og kalder på mig. I hans kalden kan jeg høre mig selv og hans mimik ligner noget jeg har set på gamle billeder af mig selv. Han ligner mig, på en måde der på en og samme tid skræmmende og  lokkende. I drømmen løber vi igennem kornmarken sammen og da drømmen slutter, forstår jeg, at barnet i min mave må være ubetinget af hans bror og samtidigt stå i en relation til ham. Jeg forstår at barnet vil være viljestærk, modig og fuld af lyst til livet og det kræver vi tænker os godt om. Vi vender lidt forskellige navne men har hele tiden øje på ét navn, som vi overvejede dengang Aksel ikke kunne være en Lucas og vi ikke kunne blive enige. Nemlig navnet Carl. Navnet Carl rummer en hårdhed, men samtidigt en frihed. Carl kommer til verden som vinterbarn, ligesom sin mor.. og siden har vi haft en Aksel og en Carl, to brødre, ens og alligevel så utrolig forskellige, som dag og nat. Aksel og Carl elsker at høre om drømmene jeg havde om dem, før vi mødtes og særligt Aksel interessere sig mere og mere for hans navns betydning. Carl derimod ved, at der på hans fodboldhold er 5 andre som hedder Carl og det er lidt “trist”, at det navn man selv syntes at have fundet frem fra gemmerne – åbenbart blev et af de mest populære navne i 2014.

img_8092

Vi hedder det samme
At et barn deler navn med et andet, kan skabe en del forvirring, dels på legepladsen – når der kaldes og når man skal finde ens barns tøj i børnehaven eller på skolen. Forleden havde vi Carls børnehave hjemme til børnefødselsdag og som en ekstra “hånd”, hjalp vi alle børn i overtøjet og ud af døren. Det var ret vildt at stå med 15 forskellige elefanthuer og vanter, flyverdragter og sko. Carl og hans bedste ven Frede har ens flyverdragter, at begge er arver fra deres storebrødre gør tilfældigheden lidt sjovere, men det gør os at forvirringen er total når ungerne i en hurtig tanke bare har smidt overtøjet i en bunke. Derfor bruger vi navnemærker i alt ungernes tøj. Carl har næsten lært at genkende hans navn, men for at hjælpe ham lidt på vej, han de mærker vi bruger herhjemme et billede på sig, som Aksel og Carl selv har valgt. Det gør genkendeligheden lidt bedre og da jeg synes alt ungernes tøj skal have et mærke, kan 120 navnemærker hurtigt blive brugt. Derfor deler Aksel og Carl mærker.

I deres lap står følgende:
Aksel & Carl
Sylvest-Noer
Og mit telefonnummer.

img_8080

Selvom de ikke længere går i samme institution, så fungere det helt fint at de deler mærke. Derudover slipper jeg for at skulle isætte nye mærker i tøjet når Carl engang overtager noget af Aksels aflagte tøj – det gør vi altså herhjemme. Jeg synes selvfølgelig at begge drenge helst selv skal holde styr på deres sager men med så meget andet, så har jeg igennem navnemærket tegnet en lille ulykkesforsikring på mine børns garderobe. Både for at sikre at ting kommer retur, ikke bytte rundt og så pædagogerne og andre forældre ikke skal bruge unødvendigt tid på at tænke “Hvis er dets nu”, det er simpelthen så nemt og navnemærket har allerede sikret at flere ting aldrig er blevet rigtig væk. Okay Aksels hue har for en stund været borte men i dag, efter 2 uger, hang den lige så fint på hans plads og det er nu engang rigtig fedt, særligt fordi jeg synes børn i sig selv har rigeligt med udgifter på sig og en lækker uld hue ikke er helt billig.

Vi har i en periode testet navnemærker fra ByHappyMe og i forhold til de lapper jeg førhen har brugt, synes jeg virkelig de her spiller max. De klistrer så godt, at selv den lap som sidder på Carls puttekanin forbliver siddende, på trods af vaskemærket, hvor lappen sidder, bliver grovnusset hver aften og kaninen i ny og næh får et bad af Carl. Jeg elsker når ting gøres lidt lettere i hverdagen og særligt hvis det i sidste ende har en besparelse på sig – men stadig er af top kvalitet. Det er nok derfor jeg elsker skemaer, lister og god planlægning. Jeg kan ikke planlægge mig fra at Aksel eller Carl i ny og næh smider en cardigan fra sig, når de spiller stikbold – jeg øver dem selvfølgelig i at huske, men det kikser desværre en gang imellem. Så der synes jeg virkelig navnemærkerne fra ByHappyMy er en life saver. Det gode ved navnemærkerne er samtidigt, at jeg med god vilje kan fjerne lapperne igen, når tøjet enten skal gives videre til genbrug eller sælges.

img_8085

Udover navnemærker, så sælger ByHappyMe blandt andet os sutter med navn på – nu er vi udover suttestadiet men husker da tydeligt dengang henholdsvis Carl eller Aksel startede i institution. Deres sutter blev spredt om sig, som var det brødkrummer Hans kastet for at finde vejen hjem. At ByHappyMe så har samlet alt det, de fleste forældre får brug, når der skal sættes navn på det gør det sgu nemt og holder portopriserne nede.

img_8090

Brug bestikket -tak
Herhjemme har vi os prøvet et super fint sæt børnebestik med navn på af. Aksel er særligt begejstret, da han nu har fuldstændig tjek på hvilket bestik der er hans, når han er på FDF lejre. Derudover har bestikket vores nye efternavn indgraveret i. I bryllupsgave fik jeg – eller hele familien en bindestreg.

Dengang vi blev gift, tog vi hinandens efternavne og da vi næsten dækker alle verdenshjørner af i vores efternavn, synes vi ordlyden lød bedst med Noer til sidste, frem for Sylvest. Desværre ligger systemet ikke meget værdi i mellemnavne, hvilket jeg synes er rigtig ærligt – måske mest af alt fordi jeg selv har mange følelser i mine. Det er der min slægtskabslinje kan læses, der mine biologiske kampe kommer til udtryk og derfor har det altid gået mig på. Det er nu ikke længere kun det ene navn vi påtales med og elsker tanken om at den baby – tumling pakke, som ungerne får med sig, den dag det bliver deres tid, nu os indeholder et bestik perfekt til en junior hånd. Vi har valgt bestikket med dyr og særligt Carl, som nu er begyndt at kunne mestre en kniv, synes bestikket falder godt i hånden på ham og at udformningen på gaflen passer til hans motoriske orale udvikling.

Du kan læse mere om ByHappyMe’s fine BPA- frie produktlinje på ByHappyMe.dk og ja, så kan du måske gøre dig tanker om hvad du eller dit barn gerne ville eje hvis du fik muligheden?
I
samarbejde med ByHappyMy udlodder jeg nemlig et gavekort på 300 kr. til deres webshop. Så står du selv og vil hylde et navn eller måske mangler du den perfekte dåbsgave eller tillykke med institutions starten, så kan både navnemærkerne og bestik varmt anbefales.

img_8078

Alt du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at skrive en kommentar her på bloggen, hvori du skriver hvad du ville bruge gavekortet på OG så trækker jeg en vinder fredag d. 17 Februar 2018 klokken 21:10 – altså lige i pausen til X-factor selvfølgelig.

Rigtig mange gange held og lykke og tusind tak fordi du læse med .

vinderen er trukket og det blev Nr. 1 første kommentar på indlægget .

9daac2ef-bfc6-407e-a7cf-d2bca1d8313f

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Fra Marathon til Ultra-løber

Den dag det hele begyndte
Det er en forårsdag i 2009. Min mor og jeg sidder på en tribune på Islands Brygge og numre som “The World Greatest” og “Eye Of The Tiger” er baggrundsmusikken, for de beunderingsværdie præstationer, der udspiller sig for øjnene af os. I ny og næh afbrydes musikken af speakeren, som fortæller om en løber der krydser målstregen eller kommer med anden form for information om dette års Copenhagen Marathon. Min mor og jeg er høje på løb, selvom jeg selv ikke kunne prale med at have løbet længere mere end 5-7 kilometer, nogle sporadiske gange i mit voksne liv, så er jeg tryllebundet. Min mor bliver os tryllebundet og 2 år senere løber hun sit første marathon, Copenhagen marathon d. 25 maj – 2011. Selv går jeg langs ruten, med min yngste søn Aksel på 1 måned i en barnevogn og stortuder da hun passere målstregen.

img_7669

25. Maj 2011 løber min Mor, sit første marathon

2 år senere er det hende som står med Aksel i hånden, mens de hepper på mig. I 2013 løber jeg mit første marathon og de lille Carl ligger inde i maven, er alle tanker om god debutant tid sparket til siden, i stedet løber jeg, for at løbe løbet. Aksel og Carl er i dag 6,5 og 4 år. Min passion for løb bliver for alvor tændt da jeg møder op til min første fællestræning med Sparta i 2012 og jeg er på mange måder vokset siden den dag jeg stillede op på række, af to og to, på hold 6:20. Hvis jeg skal være helt ærlig, begyndte det hele, den dag i maj på tribunen sammen med min mor.

img_7668

Mit første officielle løb, Støt Brysterne i september 2010.                                 Aksel ligger i min mave og min mor er ved min side.

Løber for livet
I dag er løbet en stor del af mit liv og igennem løbet har jeg fået en masse op og nedture. Jeg har brugt løb, som en træningsform under et større vægttab. Jeg har oplevet hvordan løbet var en pligt frem for en lyst. Jeg har savnet løbet så inderligt og voldsomt, de få gange jeg har været skadet og jeg har lært at løbet, er en stor del af hvordan jeg lever livet bedst. Løbet er min hobby, min passion, mit egorum, mit ene og alene og samtidigt noget jeg kan være social omkring. Det gælder både på den enkelte distance, i diverse grupper og her på bloggen. At lige præcis løbet får mit hjerte til at banke en ekstra gang, bunder formentligt i, at jeg under løbet kommer i kontakt med mit indre urmenneske. Når jeg løber, skærpes min sanser og jeg mærker hvordan min krop takker mig for at blive brugt, rørt og kørt træt. Dengang jeg for alvor begyndte at løbe, løb jeg fordi jeg gerne ville løbe et marathon; det var en del af planen om at tabe mig lidt og præstere noget som menneske. Undervejs i træningen til mit første marathon, lærte jeg for alvor at det udelukkende var mig selv, som kunne skabe resultaterne på løbebanen og det er der mit ego-gen for alvor bliver stimuleret. Selvom jeg kan have den bedste opbakning hjemmefra, sødeste løbemakker og bedste løbeklub med medfølgende program, så er det nu engang mig selv der skal binde løbeskoene og holde fokus når det virkelig gælder. Mit løb, er mit, ene og alene.

I de 5.5 år løbet har været en del af mit liv, har jeg særligt i forbindelse med min graviditet og efterfølgende barsel, været sat udenfor løbebanen – af egen fri vilje, det meste af tiden. At balancere med ønsket om at være en tilstedeværende mor, med masser af nærvær og overskud og drømmen om at præstere løbemæssigt, har virkelig været en kunst at skulle mestre. Jeg føler endeligt at have fundet en gylden middelvej, som fungere for mig og min familie. Den inkludere alt fra tidlige morgenløbeture før familien vågner, at have den ældste cyklende ved min side, eller løbe mens mørket falder på og drengene sover sødt.

img_7673

Mit første marathon – 19. Maj 2013

934036_10201191600655147_1350474530_n

Min mor tog imod mig på målstregen og i det øjeblik fortæller jeg hende, at hun skal være Mormor igen.

Løb som recovery
Da jeg tilbage i 2016 blev syg, var jeg trods depressionens klør i rigtig god form, måske mest af alt fordi løbet blev en vigtig faktor i min recovery proces. Allerede dengang gjorder jeg mig tanker om at løbe en længere distance end de 42,195 kilometer. På det tidspunkt havde jeg løbet Copenhagen Marathon 2 gange  og det løb vil for altid være MIT løb. Det er løbet jeg vender ”hjem” til, efter at have været på eventyr ude i den store verden. Jeg lærte igennem min fællestræning og marathons at på de lange distancer er som en lille motor, der kunne tændes og fortsætter med at kører derudad, indtil jeg rammer destinationen.  Grundet min depression og det store press min krop derigennem var udsat for, blev alle tanker om PR løb lagt lidt på hylden, det samme galt tanken om en Ultra løb.

img_7672

Mit andet marathon 22. Maj 2016. Billedet vandt Marathon Sports korring som årets foto ved CPH marathon

img_7671

Det var en af de varmeste forårsdage, den dag i maj 2016. Aksel fik lov til at låne en            vandslange ved Kartoffelrækkerne og sprøjtende stolt på sin mor, da jeg løb forbi.

2017 – året jeg tog styrringen
Da jeg træder ind i 2017, er jeg depressionsfri og har allerede der besluttet at 2017 er året behandlingen med antidepressiv medicin skal slutte. Rent løbsmæssigt har jeg kun købt et løbenummer, til halvmarathon i Berlin. Her skal jeg afsted med min mor og løbe mit første udenlandske løb. Måneder op til løbet er jeg skadet i lysken og kan udelukkende takke min fantastisk fysioterapeut Rasmus, Stifter og Medejer af Connect Fys på Frederiksberg, for at jeg bliver løbende så hurtigt og sikkert som jeg bliver det. Hans kompetencer og 56 biketimer på 2 måneder gjorder jeg løber et vellykket halvmarathon med PR. Derefter køber jeg et løbenummer til CPH marathon og løber os det løb i sikker stil og i bedste personlige tid. Fra CPH marathon i Maj, holder jeg formen ved lige og begynder at drømme om endnu et marathon samt noget endnu større. Jeg begynder at løbe med på Spartas uofficelle sommertræning, hvor jeg er fartholder på hold 6:00 og lærer her Nadja at kende. Sammen drømmer vi drømmen om et marathon. H.C Andersen marathon i Odense 1. oktober 2017.  Forud for det løb, løber jeg Broløbet i PR, CPH Half med PR. Ved H.C Andersen marathon, løber jeg mit livs bedste marathon, med overskud under hele løbet og side om side med Nadja. Vi gennemføre i tiden 4:34:16.

img_7670

Mit andet marathon – Copenhagen Marathon 21. Maj 2017

 

img_7674

H.C Andersen Marathon 1. oktober 2017

Drømmen om et Ultraløb
Den morgen jeg sidder i toget, på vej mod H.C Andersen marathon, møder jeg Mikkel os kaldt Pumaen. Vi snakker lidt frem og tilbage om løb og ret hurtigt står det klart, at Mikkel er en enormt rutineret og erfaring langdistanceløber og pacer. Lidt nervøs spørger jeg Mikkel om han kender til nogen ultraløbs eller 6 timers løb, hvor jeg kunne prøve kræfter med en distance på 50 kilometer. Han nævner et par stykker, men min kalender er booket med en Lalandiatur, OCR løb og skrivecamp, så ret hurigt indser jeg, kun at kunne vælge imellem løb d 23/12 eller den 31/12. Følte virkelig det var pest eller kolera, alligevel var jeg ret sikker i min sag. Årets sidste løbetur skulle være løbet, jeg gik fra at være Marathonløberen til Ultraløber.

Vejen til Ultra : Forberedelse
Den sidste form for forberedelse til årets største løb, kom i ugen op til den 31/12. I november havde jeg løbet Humør Marathon i harreskoven, udelukkende som træning til Ultra Social Marathon d. 31/12-17. Som forberedelse til ultraløbet, svingede jeg traditionen tro forbi min fysioterapeut Rasmus og fik tjekket at ALT stod som det skulle. Min ene fod er i perioder lidt stram og ovenpå en skrivecamp i midten af december, havde jeg noget i klemme i ryggen. Det fik Rasmus hurtigt på plads og derfra gik turen til  Nadja Sportsmassør, som arbejdede alle mine muskler igennem og sikrede at de var klar til distancen.

Rent kostmæssigt laver jeg aldrig de store ændringer op til et løb. Generelt spiser jeg meget grønt, fiber og kød, men i stedet for mørkt kød, skifter jeg så meget som muligt ud med lyst op til et løb. Derudover indtager jeg lidt flere langsomme kulhydrater, så som grovpasta og brune ris. En af de vigtigste faktorer op til et løb, er at kroppen har fået alt det den skal bruge, det gælder ikke kun kilometerne i benene, men os den korrekte mængde søvn, væske og mad. Derfor drikker jeg i ugen op til et løb mellem 2-3 liter vand og 2 dage før løbet drikker jeg vand hvor der er tilført elektrolytter via tabs. Da jeg før har døjet en del med kramper, tager jeg salttabs de sidste 2 dage og på selve løbsdagen tager jeg 2 tabs om morgen og 1-2 undervejs i løbet. Derudover spiser jeg minimum 3 store portioner pasta til aftensmad dagen før løbet, det er det som fungere for mig. Min appetit er aldrig særlig stor dagen før et løb, alligevel spiser jeg – jeg spiser med tvang, en mundfuld en tår vand og sådan kørers maden ned. Jeg ved at rigtig mange løbere, ligesom jeg selv, døjer med at nervøsiteten ødelægger appetitten – alternativet er bare rigtig uholdbart. Om morgen, inden løbet, spiser jeg altid 1-2 klap sammen med mayo og spegepølse. Det er simpelthen det eneste jeg kan arbejde med og som min mave kan kapere. Selvom jeg kunne skrive meget mere om kost, energiindtag mm, så er det inde i mit hoved det største arbejde skal gøres. Det er der den sidste del af forberedelsen skal laves.

Jeg tænker og hvis muligt, løber ruten igennem over flere gange. Jeg finder små cooping strategier, som jeg kan trække på når krisen kommer og den forsøger at overbevise mig om at stoppe. Jeg taler mig selv op forud for løbet, står i super women pose inden startskuddet lyder og så bruger jeg mindfulness, under de sidste træningspas, for at forberede mig på at flytte smerten rundt. Derudover så planlægger jeg mit energiindtag under løbet. Alt udstyr testes og ligges frem. Jeg prøver faktisk, at kontrollere alt hvad der kan kontrolleres og fortæller så mig selv, at resten kan jeg godt stå igennem.

socialmarathon-rute-med-depot-1

Ruten til Social Marathon 2017  – Ruten løbes 2 gange og blev vendt om efter 21 kilometer.

Ultra Social Marathon
Den 31/12 står jeg op klokken 6. Jeg skynder mig at spise og drikke det sidste væske, så maven kommer i gang og derfra gør jeg mig færdig. Klokken 6:45 vågner Aksel og han får et stort knus inden jeg går ud af døren for at lunte mod bussen.

Da Ultradelen til Social Marathon skal løbes fra Hovedbanen til startlinjen på Amager, har jeg ingen mulighed for at have ekstra bagage med. Derfor har jeg min ynglings salemon taske på ryggen med en indlagt camelbak eller hvad den nu officielt hedder formentlig noget med drikkerygsæk. Jeg har en stor pose væske på ryggen, med en slange koblet til, så jeg hele tiden har ekstra væske med til ruten. Hvilket var en rigtig god beslutning. Jeg har før oplevet at få for lidt væske, da jeg kan have for travlt i depoterne, derfor har jeg de sidste 3 marathons haft en halv liter powerrade stående ved 21, som jeg kunne drikke henover de næste 3 kilometer, for at sikre jeg fik væske nok. Denne gang var det bare ikke muligt og derfor måtte jeg gøre brug af camelbak’en første gang og det gik heldigvis super godt.

img_7222

En meget spændt og rørt løber melder klar

Da jeg ankommer til hovedbanen, stiller jeg klar til start, tager et obligatorisk 1-2-3 sæt i gang billede og mens jeg løber ud af hovedbanen løber tårerne langs mine kinder. Jeg bliver altid utrolig rørt når jeg løber afsted på et større løb. For mig er det i det øjeblik sejren er hjemme – okay der skulle lige løbes 50 kilometer, men det er i mine øjne alt træningen, prioriteringen og planlægningen der er det hårde. Det at få ALT til at gå op således at man kan jagte sin drøm, det er hårdt.

img_7665

Jeg løber afsted, i skæret fra pandelygten og til lyden af den begyndende morgentrafik klokken 07:20, en søndag morgen på årets sidste dag. Mine ben bliver hurtigt varme og den første kilometer løbes på 6:11, derfra ligger tempoet centeret omkring 6:00 som planlagt. Før jeg ved af det er jeg på Amager, ved svømmehallen, hvor løbet skal igangsættes og jeg får sat mit officielle løbenummer på, og er dernæst klar til afgang. Jeg nulstiller uret og forsøger samtidigt at gøre det samme mentalt, hvilket var en enorm svær øvelse at mestre.

26195646_1694563630581815_6306080376135475870_n

Klar – parat – start : Løber nr. 37. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Jeg løber afsted med sluttidsgruppen 4:30. Forud for løbet havde jeg indstillet mig på at tiden 4:30 ville være for stram, i denne omgang. Målet ved dette løb hed sig at gennemføre de 50 kilometer – men da ruten er ukendt og uden afmærkning må jeg hurtigt se i øjnene at jeg minimum skal holde mig i gruppen de første 21 kilometer. Jeg løber fint med de første 14 kilometer og begynder så at kunne mærke kroppen minder mig om jeg nu har 22 kilometer i benene og der skal løbes et par timer endnu. For hver gang de andre i gruppen nævner den tilbagelagte distance, hvæser en stemme i mit indre + 8,3 ! Og det er først ved de 22 kilometer, mine 30 at jeg får fuld kontrol over mit indre.

Frem til de officielle 21 kilometer, holder jeg mig ca. 200 meter bag feltet, således at jeg løber i pace 6:21. Jeg løber med et stort overskud og har gode sikre skidt. Min plan om at indtage energi ved hver 5-7 kilometer holder fint og maven tager godt imod den kolde væske – i ny og næh får jeg tvunget en kop te, halveret med vand ned. At depoterne ved social marathon indeholde alt fra æbleskiver til kransekage, varm kakao – cola og chips det var simpelthen så fornemt – Jeg kan bare ikke få andet end min gel ned. Da jeg løber ud på ruten for anden gang, hvor den vendes, mister jeg feltet grundet en lysregulering og et depot. Heldigt for mig, følges gruppen af Jesper som desværre er skadet og cykler derfor med i stedet. Jesper, som ses på billedet overnover, skylder jeg en kæmpe stor tak, han sikrede sig hele tiden at jeg fik information om den ukendte rute og holde mig i ny og næh med selskab. Jesper stod os ved opløbstrækningen og løb de sidste 100 meter med mig. Det var intet mindre end fantastisk.

26168098_1694560830582095_8805558763097067873_n

41 kilometer tilbagelagt og stadig fuld af overskud. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Da jeg rammer 43 kilometer, falder jeg til 6:30 i pace. Humøret er fortsat højt men kræfterne begynder at blive mindre. Jeg er nu meget alene på ruten og kan ikke længere se min startgruppe. Det rør mig ikke sønderligt, udover det gør det svære for mig at finde vej. Heldigvis er den sidste del af ruten langs Amager strandpark og ude i lufthavnen og det er næsten umuligt at tage fejl af. Heldigvis, for da jeg rammer strandparken er vinden for alvor blæst op og står lige ind fra venstre, mens regnen kommer lige på. Det er koldt, vådt og der er ingen læ nogen steder. Mit tempo ved 44 kilometer falder og jeg overhales af en lille gruppe fra klub100. Det rør mig ikke, for jeg er der begyndt at forstå, at jeg lige om lidt er gået fra at være Marathonløber til Ultraløber. Mens jeg løber i den kolde regn, begynder mine hænder at hæve op og min vejrtrækning bliver mere og mere besværet. Ved det sidste depot 5 km fra mål, tager jeg et ekstra sug på inhalatoren og ber til det hele holder. Derfra løber jeg mod mål. Min hænder er ildrøde af kulde, og min vielsesring strammer så forbandet, men jeg drømmer mig væk i mit indre, mens jeg rykker tættere og tætte på mål. Da jeg løber ud af lufthavnsområdet bliver min gråd af stolthed og lettelse svære og svære at tilbageholde. Ligesom jeg ofte græder ved start, så stortuder jeg os altid når jeg kommer i mål. Selvom benene, hele kroppen laver et kæmpe arbejde er det oppe i hovedet de hårdeste kampe oftest skal tages.

Da jeg løber i mål, står Jesper og min Mor klar og 20 meter før mål bryder jeg sammen og giver slip, mens glæden, lykken, stilheden og trætheden overmandet mig. Jeg kommer ind i tiden 05:41:52 inklusiv depoter og lidt for mange røde lys. Den samlede distance blev 50,5 kilometer og for at være helt ærlig, så har jeg fortsat ikke forstået at jeg har løbet SÅ langt.

img_7660

Efter de 50 kilometer…
Jeg ved endnu ikke om mit første ultraløb vil blive det sidste. Jeg ved ikke helt hvad der venter mig endnu, selvom jeg i min flying High post løb tilstand, selvfølgelig allerede har talt og tænkt på nye store løb. Det er for mig en del af processen i at bearbejde et løb, det er der lysten til at finjustere og optimere en indsats kommer. Da jeg kommer hjem, bliver jeg for alvor forsikret i at beslutningen om at løbe lige præcis den 31/12 var helt rigtig. Jeg er nemlig høj, glad og fyldt med adrenalin. Udover en lidt mærkelig gangart hen på aften, en meget stor følsomhed overfor alkohol og et par neon grønne kompressions strømper, så påvirket løbet ikke min nytårs aften af negativ karakter .

img_7228

Her lidt tid efter, forstår jeg fortsat ikke hvad der præcis er sket. Jeg kan huske hver en eneste kilometer. Jeg kan huske trafikken, depoterne, de mennesker og samtaler jeg havde. Mest af alt, kan jeg huske mine tanker og den stolthed der indfandt sig, da jeg passere 44 kilometer og forstår at det sker lige on lidt, at den marathonløber jeg er bliver til en Ultraløber. Det er stort så uforståeligt. Når jeg skriver tallet 50, tænker jeg ikke synderligt over det, men når jeg mindes hver eneste kilometer, så forstår jeg. Ultra social marathon var ikke bare en lille tur, selvom det var det min psyke reduceret den til, det var løbet det ændrede noget i mig.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Indlægget indeholder ikke reklame, men anbefaling til rigtig dygtige fagpersoner
jeg har rigtig god erfaring med.

Mere end blot en madpakke

img_7412

Som barn var jeg det der populært betegnes kræsent, sandheden var en anden… jeg var bange for mad, særligt mad med en tinderne slimet konsistens og det er her halvperverse hoveder virkelig skal holde fokus. Den dag i dag har jeg det forsat svært ved bestemte fødevaregrupper. I en alder af knap 29 år, mangler jeg forsat at lave en eksponering af flere fødevaregruppe, særligt dem jeg var bange for som barn. Den der angst for typer af mad, kan selvfølgelig lyde som det rene vand og jojo – jeg har da flere gange prøvet at tage mig sammen og Hr. Mand, som næsten er uddannet Kok og er enorm grænsesøgende i køkkenet, har med sikkerhed hjulpet mig godt påvej med at bryde mine angstpræget spisevaner. Det kan være svært at forklare, men indtag af nogle fødevaregrupper ender altid i opkast og her mener jeg selvfølgelig ikke fremprovokeret opkast. Min mave kan simpelthen ikke arbejde med hele den oplevelse der kan være ved indtaget af maden, en af de ting jeg endnu ikke har kunne holde nede, er Risengrød – hvilket virkelig går mig på, men det fungere bare ikke. En anden ting jeg har enormt svært ved at holde ud, er lugten af smelter smør på er varmt stykke brød. Det minder mig om mine morgenmåltider fra da jeg var barn og hvordan jeg spiste med indre tvang, til trods for jeg bare ikke kunne fordrage toastbrødet. Det er alt fra små ubehagelige fornemmelser og følelser som opstår når jeg eksempelvis piller en banan til mine børn – det kan sammenlignes med den ubehag som fremkommer når nogen lader bestikket kører pibende henover tallerkenen. At jeg har været kræsen eller konsistenskræsen skyldes mange ting og det var først da jeg skulle tabe mig, at jeg begyndte at eksponere mig selv for “det” jeg før var bange for. I dag smager jeg næsten på alt, bananerne er fortsat ikke kommet indenbords, men jeg har det som nytårsforsæt at lærer – SÅ i år bliver det – forhåbenligt.

Jeg tror at mad er noget af det mest sociale ved os mennesker. Det er et basalt behov som med tiden er blevet til en social happening. Det er både godt og skidt, da mad på mange måder jo er et almen menneskeligt behov, som skal opfyldes. At Sundhedsstyrelsen kommer med anbefalinger og Ny Nordisk Madkultur så blander sig, sammen med Takt og Tone fra Emma Gad, så er det måske ikke så underligt at flere og flere har forstyrret spisemønstre. Hvis vi NU skal se på fordelene ved at maden er blevet socialiseret, bare for at skrive et positivt indlæg for en gang skyld, så gør maden det muligt at skabe fællesskaber, minder og vaner. Det gør den samtidigt med, den indtages og opfylder basale behov.

Jeg var siden Aksel startede i skole vist hans madpakker frem på Instagram. Aksel gik før skolen i en børnehaven, hvor der blev lavet den lækreste mad, med udgangspunkt i at dekonstruere retter – således at børn i alle aldre kunne opbygge madmod. Mod til at smage på nyt og til tider fremmet mad. Jeg vil helt klart anbefale alle at tjekke Instagram profilen Bornehuset_rosenhaven ud. Der er masser af inspiration at hente.

Fra jeg startede med at poste Aksels madpakkers indhold, har jeg fået en positiv modtagelse af madpakkerne, vigtigst af alt af Aksel. Det er nu engang ham som skal spise dem, så det er vigtigst. Madpakkerne er lavet med en grundtanke om at Aksel skal præsenteres for en god varieret smagsoplevelse, som indeholder en masse grønsager, fiber, de gode fedtstoffer som skaber en appetit og mæthed. Mit moderlige kærlighedssprog gør, at jeg finder det utrolig hyggeligt at lave hans madpakker. Jeg forbinder det at lave den, med kærlighed, omsorg og yderligere skaber den muligheden for jeg kan sikre Aksel er mæt og derigennem klar til at lege og modtage undervisning. Det er mit kærlighedssprog, min person, som forstår det sådan – at andre så føler det at lave madpakker er dødens pølse, er jo forståelig nok en anden følelse og oplevelse.

For at jeg kan lave en madpakke der indeholder det Hr. Mand og Jeg mener skal være i den, så laver jeg en del Foodprep. Faktisk prepper jeg typisk omkring hver skoleferie eller den. Forrige gang var det i efterårsferien og ungerne hjalp til. Denne gang blev det på en aften, lige efter nytår. Jeg synes foodprep er en god måde at mindske madspild, overholde vores families grundprincipper om en god madpakke og mindske stress. For selvom jeg synes det at lave madpakker er hyggeligt, kan det til tider være liiiiiidt presset i vores hverdag. Derfor har vi herhjemme aftalt at madpakkerne altid laves aftenen før og jeg tror ærligt talt kun det er glippet 3 gange siden Aksel startede i skole i sommers. At fryseren er fyldt med en masse lækkert til madpakken, er nemt og gør vi ikke skal opfinde den dybe tallerken hver dag. I stedet kan vi give madpakken et lille pift og tænke kreativ, ja sågar bruge aftensmadresterne. Men det der pift, ja det kan forekomme ved lige at pakke rugbrødsmadderne ind, lave en lille seddel med en børne rebus ofte Jeg ¨Hjerte¨ DIG, bruge en kageudstikker og forme kødpølsen eller ja bare finde de ting vi ved Aksel elsker og sende ham en kærlig tanke idet låget ligges på kassen. Når jeg foodprepper, er det typisk Pirogger, pizzasnegle, chokorugs, pølsehorn, dadelkugler og frikadeller. Flere af jer har spurgt til opskrifter og fyld, så her er lidt links til de opskrifter jeg selv bruger og til tider laver om på.

Pirogger
Denne omgangs fyld består af spinat, feta, oksekød og lidt bacon. Jeg bruger brødre prices opskrift, som du kan finde her. Når jeg bager til Aksel, bliver 50% af melen udskiftet med rugmel, for at give bagværket lidt ekstra kant.
Opskriften kan hentes på dette LINK

Pizzasnegle
Mine pizzasnegle er lavet ret simpelt og på den lette måde, for jeg har endnu ikke lavet en pizzadej – men bare købt en færdiglavet. Næsten omgangs foodprep mission er at lave dejen fra bunden, så hvis i har en god opskrift : Hit Me !

Fylder består af tomater, løg, hvidløg, ost, skinke, sqaush, gulerødder og champignoner. Det hele kommer i minihakkeren smøres derefter ud på dejen, som rulles som en roulade og skæres ud i små snegle. De bages i ovnen til de har en sprød skorpe og en luftigt centrum.

Pølsehorn
Pølsehornene er lavet på opskriften fra Valdemars ro. Igen er der tilsat rugmel. Det der gør at denne opskrift er perfekt er Ymeren som tilsættes i dejen. Det gør at pølsehornene forbliver luftige og “bløde” når de varmes op, efter at have været en tur i fryseren. Opskriften kan findes på følgende LINK hos Bloggen Valdemarsro.dk

Fletbrød
Den sidste nye ting jeg har kastet mig ud i at bage, er fletbrød. Fletbrødene skal bruges til 10’er maden. Disse fletbrød er med pestro og mozoralla og opskrift kan findes på dette LINK.
Igen har jeg tilføjet rugmel og lidt gulerod i dejen.

(Fiske) Frikadeller
Udover dette bagværk, laver jeg en ordentligt omgang frikadeller, både fisk og svin/okse. Jeg bruger primært fiskefarsen fra Rema1000 og tilføjer havregryn, forårsløg, gulerødder og squash. Igen tilføjer jeg altid ekstra grønsager, mere fyld, flere vitaminer og kødet rækker længere og de hakkes eller rives inden de tilføjes til dej / farsen. I mine frikadeller tilføjes der squash, gulerødder, løg, hvidløg, spidskål og solsikkekerner. Alt smides i minihakkeren og røres derefter i den klassiske frikadellefars. Frikadellerne kan bruges til grønsagsspyd, pitabrød, wraps, klassiske rugbrødsmadder eller sandwich.

Et eksempel på en madpakke til Aksel er dette:

I hans 10’er mad er følgende:
Et fletbrød – et par dadelkugler og en pære. Igennem hans 10’er mad får han lidt af det hele til at sikre han er mæt frem til spisepausen og hans blodsukker forbliver stabilt således at han er klar til nasser af leg og undervisning.

Hans mad til spisefrikvarteret er et frikadellespryd. Jeg var desværre løbet tør for spyd så smuttede det hele på et sugerør og det fungerede rigtig fint, trods alt. Derudover er der en pirog, lidt gnavegrønt, mandler og tørret frugt og to mandler rullet i lakrids. Derudover er der en lille gave, som indholder en rugbrøds klapsammen med tunsalat. Salaten er lavet på tun, finhakket salat, løg, hytteost, kaspars, citron og en lille klat mayo.

For os er det vigtigt at Aksels madpakke dækker hans ernæringsmæssige behov og hans præferencer. Hermed ment, at hvis jeg skulle have lavet en madpakke der havde passet til de præferencer jeg havde som barn, havde den set helt anderledes ud. Jeg begyndte først at ville spise en ordentligt madpakke da den bestod af ristet rugbrød og pastasalat. Frem til da røg der utrolig mange spegepølse mader ud, simpelthen fordi jeg som barn havde svært ved bestemte fødevaregrupper eller pålæg som ”svedte”.

I den tid jeg har postet billeder af Aksels madpakke på Instagram, har jeg snakket med en del forskellige forældre. Der er mange som tænker Wauu – fedt og må vi bede om en opskrift og andre skriver at deres børn ville falde ned af stolen hvis de fik sådan en madpakke og det meste ville ende i skraldespanden. Mad er en utrolig individuel ting og jeg tror inderligt at det vigtigste er at man som forældre aflæser sit eget barns behov og præferencer, at man kærligt forsøger at introducere til nye smagsoplevelser, men at madpakken sikre at barnet er mæt og tilfreds os hvis det betyder at en madpakke skal indeholde de sammen 5 elementer alle årets dages.

Rigtig god madpakke lyst !

Kærlig hilsen Christina

2017 – Endnu et år?

5511fb43-1211-413c-9811-bfa51ec9b33f

Det er noget underligt noget med de der nytårsforsæt, nogen elsker dem og andre hader den slags. Personligt er mit struktureret jeg vild med blanke sider og nye startmuligheder..

Derudover elsker jeg selvevaluering, da det tror det er derigennem vi kan rykke os, i en bedre, stærkere, meningsfuld retning.
Omvendt tænker jeg tit at vi jo ikke transformeres idet klokken slår 24:00, vi er nu engang den vi er og som Krumme synger det “og det er godt nok”. Jeg tror det er vigtigt først og fremmest at se på hvorfor der er en lyst til at ændre noget – og om der overhovedet er et behov.

Jeg har personligt været hele vejen rundt i forsæts møllen. Der har stået alt fra det klassiske vægttab til bedre økonomisk situration på listen. Sidste år havde jeg en drøm om at gennemleve 2017, med en accept af bare at være og ikke så meget andet. Jeg har arbejdet en del med at tro på jeg kan klare, hvilken som helst udfordringer jeg end måtte møde og det er helt klart et forsæt jeg tager med mig i 2018.

Nu lyder det måske lidt som om jeg er den rebelske type, som ikke har tænkt sig at lave egentlige nytårsforsæt men det er jeg nød til, mest af alt fordi jeg ved 2018 bliver et udfordrende og enormt spændende år. Derfor har jeg følgende forsæt at arbejde med.

  1. Aflevere og består specialet til april.
  2. Tage mit kørerkort
  3. Lad hver med at melde mig til flere udvalg mm.
  4. Forsøge at forblive bibeholde glæde til fysisk aktiv.
  5. Være bedre til at holde “spontane” middage med familie og venner.
  6. Ringe oftere til mine søskende.
  7. Plej kærligheden til Hr. Mand mere.
  8. Lær at hækle
  9. Lær at spise 2 slags frugter, tænker umiddelbart banan bør være den ene.
  10. Forblive depressionsfri.

De forsæt er selvfølgelig i vilkårlig rækkefølge og nogen af mere seriøs karakter end andre. Faktisk vil jeg våge at påstå at den med at lærer at spise frugt er ret udfordrende, da jeg er enorm konsistenskræsen men samtidigt os gerne vil sikre jeg får en god og varieret kost og der kunne da at spise mere frugt helt klart være behjælpeligt.

Overordnet set, så er jeg ret godt tilfreds med den Christina jeg idag kan se i spejlet. Jeg er i konstant udvikling og bliver bedre og bedre til at mærke mit inderste. Jeg har i år 2017, for alvor lavet nogen store personlige ryk mentalt og jeg er inderlig taknemlig over jeg valgte at prioritere mig selv og min udvikling over studiet, karriere og andre ting der kan trække. Jeg har i år 2017, sat mig selv forrest og det har i den grad båret frugt. Det har været med til at understøtte min kamp i at komme solidt ud på den anden side, efter depression. Det har gjort jeg idag er medicinfri, fri at uhensigtsmæssige handlingsmønstre som i sidste ende skaber unødvendig stress og generelt bare er mere livsglad.

2017 er året hvor jeg lærte et fantastisk menneske enormt godt at kende på ingen tid. Det blev os året hvor jeg trak mig for uhensigtsmæssige relationer. Det blev året hvor en meget nær veninde blev mor og det er fantastisk at se hvordan hun hver dag blomster hun i moderskabet. Det blev året hvor en anden veninde for alvor trådte i karakter på hendes arbejde og efterlod mig tilbage men kæmpe stolthed over hvordan hun præstere skiftende arbejdstider og dejlige børn. Det var året hvor jeg igen tog til Sverige med en god ven og gik mange kilometer og fik fat i det mere simple liv, som jeg hele tiden er nød til at være j kontakt med i en moderne globaliseret verden.

2017 var året hvor min mand og Jeg tog den vildeste svingtur og virkelig forstod at vi kan alt, hvis vi vil og tør det. Det var et år hvor min mand fortsat kunne leve af hans erhvervsmæssige drøm og det er på en og samme tid dybt inspirerende og utrolig angstprovokerende at være gift med en vaskeægte iværksætter.

2017 var på mange måder et år jeg husker for et år hvor store begivenheder faldt sted, men det huskes mest af alt for et år hvor jeg for alvor genfandt mig selv og det kan jeg ikke være andet end taknemlig over.

Jeg håber du er kommet godt ind i det nye år og at du kan se tilbage på 2017 og finde de gode stunder. At du kan finde de øjeblikke der fik dig til at gro, ty til handling og at året vil være fyldt med minder, af karakter der fremadrettet vil understøtte lige præcis din udvikling.

Rigtig God Nytår.

Kærlig Hilsen Christina

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hvornår er nok, nok?

fab7a807-6702-4a9f-aab5-970ea6567cd5

Det er noget underlig det der med forbrug, særligt storforbrug. Jeg er storforbruger af mad, men går samtidigt ind for modspil og smider nødigt noget ud.

De fleste er jer ved st jeg elsker genbrug og hele hytten er proppet med gode genbrugs og klunserfund, jeg kan ærlig talt ikke indrette med nye møbler.. jeg synes tit helt nye møbler mangler sjæl. Hvis jeg alligevel indretter med noget nyt, bliver det næsten altid hack’et. På nuværende tidspunkt går Hr. Mand og Jeg og overvejer en make-over af flere af vores rum i lejligheden og alle møblerne dertil, skal enten bygges eller findes på dba / loppemarkeder eller til storskrald. Det handler dels i økonomi og grundtanken om ikke at være storforbruger men istedet genanvende.

Forleden læste jeg så en artikel om en kvinde, der kun havde 25 stykker tøj i sit klædeskab. Undertøj og strømper samt overtøj talte ikke med. Hun ville faktisk gerne ned på 20 i år 2018. Jeg sad først og tænkte: Hun må have max tøjkrise hver dag, men hendes argument om at hun næsten altid gik i det samme tøj, passer os på mig. Hvilket det nok gør for de fleste?
Okay en sjælendt gang imellem mixet jeg et eller andet med blusen bagerst i skabet.

Mit klædeskab er lidt af en udfordring. Jeg er en kjolepige, som de sidste par år er gået fra XXL til S/XS. Min økonomi er langt fra prangende og det der shoppinggen mangler jeg (heldigvis). Jeg bryder mig generelt ikke om at købe ind og gå rundt i kæmpe shopping centre. Jeg gør det – selvfølgelig i ny og næh og giver man mig 100 euro i primark, så går jeg amok (selvfølgelig) MEN ellers shopper jeg ikke. Sidst jeg købte tøj var til Black Friday,. Der købte jeg to tube-Bh-toppe, som jeg kunne have på når jeg bar en kjole med bar ryg og før det shoppede jeg i oktober på et lagersalg. Før det shoppede jeg i juni lidt sommerbluser og shorts, da alle mine andre shorts nu var for store og før det, ja så shoppede jeg i april, da jeg var i Berlin.. Jeg er ikke hellig eller uden tendenser til lige at mangle en kjole, men jeg er bedre til bare at låne en.

Derfor tænkte jeg, det må da være muligt at tynde godt ud i skabet. Jeg ved ikke hvor meget tøj du har derhjemme, men jeg har ca. To ikeaposer med top på tilsammen. Dette er IKKE indkludret løbe og træningstøj og det tæller ikke med som almen tøj, selvom jeg for det meste har thights på i hverdagen. Vi er i den situration at vores tørreloft er lukket og vi tørrer helst ikke tøj i lejligheden pga frugt. Det gør derfor tøjet skal hænge ude i det kolde vejr og har rigtig svært ved at tørre. Jeg begyndte derfor at tynde ud men samtidigt tillade mig selv lidt mere tøj end 25 stykker. Jeg endte derfor på 45.

De 45 stykker tøj er :

4 par bukser
2 buksedragter
5 nederdele
7 kjoler
1 skjorte
1 blazer
4 cardigans
3 lange cardigans
5 tykke trøjer
6 toppe
7 langærmet bluser

Når jeg står foran skabet tænker jeg der er INTET tilbage men når jeg så ser listen, så tænker jeg alligevel 7 langærmet bluser er relativt meget, når nu jeg os at toppe og cardigans og kjoler. Tanken er, at jeg indenfor den næste måned gerne skulle reducere yderligere og ned på 40 stykker tøj.

Resten af tøjet, overskudstøjet er nu pakket væk for en stund og tages så op om ca 3 måneder. Hvor jeg kan “shoppe” i mit gamle tøj og ligge tøj i klædeskabet efter den klassiske metode – 1 ind / 1 ud.

Personligt synes jeg ikke om at smide tøj ud og i min verden lever en T-shirt altid sit efterliv som nattøj / søndagstøj / træningstøj. Derfor er mit ældste stykke tøj et par bukser, fra da jeg var 18. De bukser har i perioder været på ferie, grundet en større vægtøgning men de lever og dur stadig.

fa0d29c3-4c8c-40a3-8fc3-8e217402e57d

NU er jeg bare spændt på hvad der venter mig de næste par morgner. Idag tøffer jeg rundt i træningsbukser og min “farmor” strik, som min kære svigermor har lavet til mig.

Ved du egentlig hvor meget tøj du har i dit klædeskab. Bruger du det hele eller ligger det der bare til en dag?
Hvordan med shopping, er det noget du gør dig i ?

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet