En løbetur i skoven

Da jeg sad i toget mod Odense, i forbindelse med H.C.A marathon mødte jeg en løber, toget var fyldt med dem, men denne her mand og jeg faldt i snak om livet i løbeskoene. Ingen tvivl om han var mere erfaren end mig, dels grundet hans alder og formentlig de mange tusinder kilometer han har løbet. Jeg fortæller lidt om mit eget løb og om en drøm. Han er åbenbart løbs arrangør og gav mig muligheden for at “nå” drømmen officielt. I princippet er det kun mig selv, lysten og viljen der kan gøre jeg kommer i mål, men for at komme i mål, skal der os være en mållinje og efter min mening en medalje.

Det er længe siden jeg stoppede med at løbe mindre løb, ikke fordi jeg ikke synes det er sjovt, hyggeligt eller “præstisfyldt”. For mig handler løb kun om den enkelte løber og ikke om tider, negativ split og flest kilometer om måneden. Hver enkel løber er unik og løber på sin egen måde og forhåbenligt os for sin egen skyld. Selvfølgelig kan der gå konkurrence i den for os alle sammen, men det er nu engang ens eget løb der tæller når man er igang.

For at nå ‘målet’ krævede det at jeg testede mig selv af og at Hr. Mand selvfølgelig synes det er okay jeg lige hiver en del timer ud af kalenderen for at gøre det. Det er mit vilkår, som mor og kone. Heldigt for mig står Hr. Mand bag mig, os selvom han ikke altid “forstår”. Han forstod slet ikke at jeg kunne sidde dagen efter marathon i Odense og snakke om et nyt marathon, allerede en måned efter, når nu mine ben var så ømme som de var. Jeg har dog lært at acceptere tilstanden efter at have krydset målstregen, for mit vedkommende er det en euforisk følelse det indfinder sig, jeg vil have mer’. Jeg kender andre løber, som har trænet op til et marathon og når de kommer i mål, så har de taget beslutningen “aldrig mer”. Nogen holder fast i den og andre igen oplever at følelsen fortager sig og før de ved det af det igen står klar til et nyt løb.

Idag stillede jeg op til et løb. Det er på mange måder “en velkendt” distance og alligevel skal den løbes på en helt ny måde. Idag løb jeg Humør Marathon 77, i Harreskoven. Løbet var et cannonball løb og blev løbet på en runde rute af 7 kilometer. Så selvom jeg kender til de 42,12 kilometer, så har jeg aldrig løbet et løb uden tilskuer, høj musik og konfetti affyret fra vejsiden af. Vi var omkring 40 løber, hvor 30 løb marathon. Udover at selve løbet forgår mere roligt er det første gang jeg har været ‘så’ stille med at skulle løbe et større løb. For mig handler løbet ikke om at kunne sige “se hvad jeg kan”, men selvfølgelig synes jeg da det er en ret fed ting at kunne løbe et marathon.

Da vi løber afsted, er der ingen startskud med en aftale om “nu løber vi”. Det mindede lidt om en fællestræning bortset fra vi ikke løb to og to og min løbemakker og veninde Nadja ikke var med. Efter en lille kilometer kommer vi ud i skoven, jeg ved sgu ærlig talt ikke hvad jeg har tænkt på da jeg meldte mig til løbet. Jeg vidste godt det var i harreskoven, men alt det med bakker, små skovstier og konstant skiftende underlag, det havde jeg glemt. Jeg har en gang før løbet et trail løb, North Coast Ultra, hvilket er utrolig smukt og enormt udfordrende. Selvom jeg synes det var fedt at løbe i turen, så er jeg ikke den vilde trail løber og idag var ingen undtagelse. Alligevel er jeg som en motor du starter og som kører indtil destinationen er nået. Så da vi for alvor kom til bakkerne, som der var mange af, så løb jeg selvfølgelig. Flere af de andre løbere gjorder grin med mig og lige der forstod jeg at dette løb som sådan ikke handlede om tiden, men om oplevelsen, distancen og at komme i mål. Det er på mange måder ret fascinerende og utroligt befriende. Derfor kiggede jeg sjældent på uret, mest af alt fordi jeg svingede imellem at løbe pace 5:50 til 7:30 grundet det konstante skift i terrænet. Normaltvis når jeg løber marathon, har jeg energi indtag hver 5. km, men os det var lavet om. Istedet havde jeg nu hver 7. km og det fungerede os rimeligt. Jeg tror jeg ved 38 godt kunne have haft indtaget en gel mere men det gik.

Turen var enorm smuk, hård og stillede krav til mig som løber og særligt men psyke. Jeg løb stort set alene hele vejen og det at løbe i knap 5 timer, er mange timer hvor psyken og kroppen kommer under pres. Da jeg mangler 2 omgange, 14 kilometer, smider jeg musik i ørerne og begynder at gå helt ind i mig selv. Lungerne er for længst blevet presset til det yderste grundet det kolde vejr og kan mærke hvordan musklerne strammer til over højre knæ. Da jeg har 11 kilometer igen sprænger vabelerne på venstre og lidt tid derefter brister de os på højre. Under hele løbet holde jeg mig i venstre side af sporet. Det er den position jeg altid har når Nadja og Jeg løb sammen, på mange måder var hun med mig idag, selvom hun var på arbejde. Tankerne om drengene og deres stemmer i mit indre trak mig frem og hjalp mig til at holde et stabilt tempo, os når stigningerne var seje.

Jeg havde forud for løbet lavet en aftale med min mor om, at hun ville hente mig. Min mor, som har været min inspirationskilde til løbet, elsker løb. Hun har et par marathon i bagagen og et utal af halvmarathons, men grundet en inflammation i achillessene har hun siden vores halvmarathon i Berlin været sat ud af løbet. Det er først nu hun igen, langsomt men disciplinæret kan træne op igen. Min mor er kommet i god til for at se løb, men oplevede istedet et depot og en ikke eksisterende målstreg bliv krydset, alligevel ved jeg oplevelsen var i særklasse. Tror de fleste løbere bliver lidt opslugt af at se på andre komme i mål.

bfc80499-ff4c-4383-acaf-704fc9892e15

7f405881-754e-46d6-8e73-50360407bd26

Da jeg svinger ned af villavejen hvor “målet” er, gør hver en muskelfiber ondt i kroppen. Alt svier, og jeg kan for alvor mærke brandmærkerne efter det svedige bh. Min mor står klar og de løbere som allerede er kommet i mål klapper af mig. Med kun 200 meter til mål begynder jeg som sædvanligt at tude, for mig er det stort at løbe et marathon og særligt dette løb var en lang indre samtale med mig selv. Jeg er kommet utrolig langt som løber og er nu så “sikker” på at jeg kan hvad jeg vil, så de negative tanker ikke eksistere. Jeg møder heller ikke den egenligtlige mur længere. Nogen vil nok mene, at jeg så burde løbe hurtigere, men synes personligt jeg løber lige som jeg skal og i sikker stil.

b416f717-4a20-4844-a1f2-9232374fbae0

14bfbd42-e81f-4ed0-a463-953aa532157b

Da jeg kommer i mål, er der ingen tvivl om det er min mor som skal overrække mig medaljen. Jeg er nu, et skridt nærmere et større mål.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Fra mørke til lys

full-banner-one-year-birthday-cupcake

Jeg husker tydeligt udredningssamtalen på psykiatrisk hospital. Jeg husker, hvordan overlægen i psykiatri bladret i sine notater og rettet på hendes brille. Jeg husker, hvordan psykologen i birkenstock skubbede æsken med kleenex imod mig og jeg husker, hvordan jorden stoppede med at dreje om sin akse, i det øjeblik jeg fik min ”diagnose”. Månederne forud for min mentale film knækkede, havde jeg fået en ide om jeg ikke duede til noget og at jeg oftere og oftere faldt til jorden som den gode mor. Hele mit perspektiv var i mirko, frem for makro, alt var sort / hvidt og der fandtes ingen nuancer i mørket. I det øjeblik lægen fortæller at jeg har en svær depression der kræver akut behandling, forstod jeg pludselig min adfærd og det ikke var mig, men sygdommen der havde regeret. Da jeg fik beskeden om en indlæggelse på minimum 4 uger, grundet den medicinske behandling og afdelingens rammer for at følge hvorledes præparatet virkede, der knækkede alt indeni mig for alvor. I det øjeblik forstod jeg der var intet kvik fix, at der var ingen mulighed for jeg kunne sove et par dage og vupti igen være tilbage på sporet. I stedet var der et kæmpe stykke arbejde der skulle gøres, hvis jeg virkelig ville komme af med depressionen.

De første par dage efter diagnosen var blevet stillet, der lukkede jeg af for omverden. Allerede i de første timer på den lukkede afdeling, under min første indlæggelsesdag, have jeg kontaktet alle arenaer som jeg var aktør i og meldt fra eller trykket pause. Det var dengang et ”nederlag”, i dag ved jeg at det var utrolig ansvarsfuldt og fyldt med respekt for mit eget helbred. Depressionen overtog min krop og mit sind, men mens den hærgede, så gjorder jeg mig klar. Jeg søgte råd og vejledning hos personalet på afdelingen, lidt forskellige studier og hos BS Christiansens dokumentar om depression… det lyder sgu underligt, men særligt det program hjalp, for alle kvinderne i programmet, de minde om mig og havde gennemlevet præcis det jeg stod i. Jeg prøvede og forstå at jeg ikke var depressionen, men at jeg havde fået en depression og det betød at depressionen kunne bekæmpes, med de rigtige midler, den rette mængde hjælp og med en kæmpe portion vilje.

Efter 14 dages indlæggelse var jeg til at klar til at begynde min kamp. I dag ved jeg godt de 14 dage os var kamp, ren og skær overlevelse.. men 14 dage efter der rejste jeg mig og greb fat i min liste med værktøjer, personalet og baglandet udenfor afdelingen. Listen indeholdte alt fra tips omkring mindfulness, malebøger, løbeterapi, sund kost, dagbogskrivning og masser af skematerapi. Min depression var stressbetinget grundet en belastningsreaktion, som var kommet af jeg havde kørt i et alt for højt gir og det krævede derfor at jeg lærte at navigere i livet på en helt ny måde og med hensyn til hvem jeg var og hvad jeg i bund og grund havde godt af. Skematerapien skulle hjælpe mig til at forstå hvilket systemer der var usunde og hvilket der var. Jeg var og er enorm struktureret og viljefast og ved hele tiden at se depressionen som en modstander som skulle besejres, men samtidigt os ”acceptere” dens tilstedeværelse i kroppen, så kunne jeg danse omkring den og med den, når den bragede derudaf og skabte vrangforestillinger, sorte tanker og en håbløshed for det hele nok skulle blive godt igen.

 – – – – – –

I dag er det 1 år siden jeg sad hos en enorm dygtig og udfordrende psykolog, som på alle måder skubbede til mig og mine værdier. Han formåede at vise mig en regnbue, selv når hele mit væsen var overtaget af en stor tordensky. Ved dén samtale snakkede vi en test igennem, men mest af alt snakkede vi om MIG og hvad jeg tænkte og følte. Et par dage forinden, den 3 november 2016, havde jeg haft afsluttet den gruppeterapi, som var en del af det pakkeforløb jeg fik efter min indlæggelse for depressionen.  Ved samtalen snakker og joker vi lidt om det hele og tager så fat i testens resultater. Efter jeg blev syg, mistede jeg hele min tro på selvindsigt og støttede mig derfor hele tiden til de dygtige fagpersoner omkring mig og hvordan de læste og så mig. Jeg vidste ikke var syg, før det var for sent. Da jeg stoppede om var jeg allerede opslugt af depressionens mørke og selvom jeg altid mener at have været god til at mærke efter, så røg troen på mig selv, sig en tur.
Da psykologen overrækker papiret med resultatet, begynder jeg at græde. Tallene svarede nemlig til det jeg gik og følte indeni. Jeg var rigtignok utrolig skrøbelig og fortsat i medicinsk behandling, men jeg var ”normal” og blev i det psykiatriske system erklæret rask. Papiret med resultatet har ligget i min kalender, som jeg købte sammen med en dagbog, dengang jeg var indlagt. Det har ligget der som motivationsfaktor og bevis på, at jeg kan overkomme alt her i livet.

img_5944

På 5 måneder gik jeg fra at have en svær depression til ikke længere at have en, for derefter at være psykisk sårbar. I dag er jeg medicinfri og har været de i knap 9 uger, derudover er det 8 måneder siden at jeg stoppede med at gøre brug af uhensigtsmæssige copingstrategier og vigtigst af alt, så er jeg helt igennem glad og ikke mindst depressionsfri på mit første år. Lige præcise denne dag, har stået for mig som det største mål at nå. Mit arbejde, min rejse er bestemt ikke slut endnu, men dengang jeg lå knust på afdelingen og opgav det hele, virkede det så umuligt en dag at være depressions fri og holde sig fri, i et helt år. Jeg ved det ikke er nogen garantier her i livet, der er kun de erfaringer vi gør os og den viden vi selv vælger at drage heraf.

Jeg glæder mig til at kunne opleve hvordan det foregående år trækker i baggrunden. At depressionen for alvor bliver noget der engang var – ligesom dengang jeg var lille og væltede på cyklen, fordi jeg kørte uden hænder. Jeg glæder mig til depressionen kan ligge som en erfaring, frem for en oplevelse jeg ’lige’ har haft. Der er ingen tvivl om at der erfaring jeg fik gennem depressionen og hele sygdomsforløbet, det har været livsændrende og jeg har valgt at se det, til det bedre. I dag lever jeg dagligt med en elementær angst for tilbagefald, denne angst styrer ikke butikken men fungere som en sikkerhedslinje, således at jeg holder mig i den rigtige side af vejen og husker på hele tiden at mærke efter.  Så det er godt nok for mig, det er faktisk helt perfekt på sin uperfekte måde.

Tusind tak fordi i har ville læst med i min fortællingen om depressionen.

Tak fordi i har læst mine ord og tusind tak til dig, som læser med og for lyst til at fortælle din egen historie – tak fordi du er med til at bryde tabuet om psykisk sygdom.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bevæg dig – med Reima

img_3415
Indlægget er sponsoreret af Reima og lavet i forbindelse med MillionHoursOfJoy kampagnen.

Som barn havde jeg små 4,5 kilometer i skole. I sommerhalvåret cyklede jeg dagligt, til at starte med troligt bag min storebror og i takt med jeg blev større, alene. Jeg elskede at lege fangeleg, spille fodboldt og generelt bare være ude. Grundet plads problemer og et børneboost i den lille by ud til fjorden, gik jeg på en skov-ungdomsklub, det der oftest omtales på bygger. Min ungdomsklub lå i en skov, med mark, bondegård, dyr, høloft og med bålplads. Her fik jeg lov til at stå med en økse, fælle træer, lave bål og ellers bare give den gas. Den ungdomsklub har på mange måder været årsagen til jeg har været på talrige vandre og kanoture og idag fortsat elsker udelivet og alt det som naturen kan byde på.

img_1035

Da jeg sammen med Hr. Mand valgte vi at blive i byen, i en lejlighed, fravalgte vi samtidigt muligheden for at vores børn kunne muligheden slå kolbøtter i egen have og lege ude på græsset før morgenmaden. Vores prioritering satte krav til os som forældre. Samfundet stille i forvejen en del krav, både politisk og socialt, stod fandeme til halloween udsalg igår og tømte hylderne, for mine børn skulle da ikke gå glip at det gøgl, bare fordi Moren lige havde overset eller ja stresset forbi datoen… Et af de helt store krav jeg sætte til mig selv som mor, er at mine børn skal have det godt og tilegne sig nogle gode værdier her i livet. Det at have det godt, betyder ikke deres værelse skal være fyldt med legetøj og kalenderen rummer oplevelser i diverse forlystelsesparker. Det betyder de skal omfavnes af kærlighed, tydelige voksne og særligt nogen de kan regne med. De skal have sund kost og guides til at sættes deres kroppe fri og lærer at bruge den  aktivt. Særligt det at børn er inaktive er desværre et voksende problem og måske os derfor at overvægt og følgesygdomme heraf er den vestlige verdens største sundhedstrussel.

img_4771

Herhjemme er Hr. Mands arbejde relativt fysisk, han løfter flere tons æbler om ugen (ikke på en gang) og derudover løber han et par gange om ugen. For mit vedkommende, så ved den trofaste læser at jeg løber en del og ellers os ofte bruger mit medlemskab i fitness centeret. En ting er hvad de voksne gør, en anden ting er hvad så hvad vi hjælper vores børn til. Jeg tror nemlig at vores adfærd påvirker, former og ofres spejles af vores børn og derfor ser jeg hele tiden mig selv som en vigtig rollemodel i mine børns liv. Jeg elsker at kunne sige til mine børn at jeg løber og hvorfor jeg godt kan lide at løbe, det bedste er dog når Aksel er med på en løbetur og Carl cykler ved siden af. For mig er det vigtigt vi kan være aktive sammen og gerne sjovt samtidigt. Det synes jeg er en god og vigtig værdi at få ind i livet. For at sikre mine børn finder deres egne veje til motion, med kærlig guide og støtte fra os forældre, er kravet yderligere at de ‘skal’ gå til en sportsgren, for derigennem at udvikle dem selv, indgå i relationer og få kendskab til den enkelte sports logikker og fysiske udfoldelsesmuligheder. Motion behøver i min bog ikke være kompleks og betyde alt eller intet, for mig kan det være alt fra at lege fangeleg, kravle i træer og cykle byen tyndt – hvilket er relativt nemt nu hvor vi ikke har en bil. Derudover elsker Aksel at løbe runder, hvor vi så sætter streger, ligesom man ofte gør ved skolernes motionsdag. Helt personligt er jeg som sådan ikke direkte bekymret for mine børn og alligevel puster frygten mig i nakken, når jeg ved at børn idag stopper tidligere med at lege og være fysiske aktive end de foregående generationer… en stor del af denne udvikling skyldes elektroniske stimulis.

img_5356

img_5502

Desværre er alt for få børn aktive nok i deres dagligdag – faktisk bør alle børn dyrke mindst en times fysisk aktivitet med høj puls dagligt. Det vil børnetøjsmærker Reima gerne forsøge at gøre op med, derfor har de skudt gang i kampagnen MillionsHoursofjoy, for at sætte fokus på denne negative udvikling og yderligere forsøge at bryde den. Reima har udviklet en sensor ReimaGo’, som kan indsættes i dit barns tøj og tracke aktiviteten, hvis det li’ er en tand for meget, kan du selv oploade dit barns aktivitet på Reimas hjemmeside HER og derigennem deltage i konkurrencen om at vinde ugentlige fede primære og være med i lodtrækningen om hovedgevinsten om en tur til Lapland med 14 andre familier .

img_1618

Du kan yderligere deltage i lodtrækningen ved at gøre brug af hashtagget #millionhoursofjoy på Instragram og eller Reimas facebookside.

Hvis du ikke allerede har købt overtøj eller vinterstøvler til ungerne kan du få 20% og fri fragt hos Reimas shop ved brug af koden MIGOGMORSKABET2017, koden gælder fra 01.11-2017 til klokken 23:59 d. 03.11-2017 . (Jeg tjener ikke noget på at du anvender koden)

Jeg kan bestemt anbefale Reimas vintertøj, herhjemme har vi dels haft fornøjelsen af at teste flere produkter fra deres tidligere kollektioner og yderligere skal Carl dette år hoppe i en af Aksel gamle flyverdragter, som fortsat står som ny, grundet den kanon gode kvalitet.

Hvordan gør I der hjemme for at sikre at jeres børn og måske os jer selv,
får den anbefalet mængde motion ?

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Min veninde og Jeg

Min væskefyldte hånd griber om dørhåndtaget og med et let tryk går døren op. Der står hun, lidt vindblæst i det brune hår men med smukke mandelformet øjne, og et smil som er tryllebindende. I den ene hånd har hun noget frugt og i den anden en voksiposes remme, hvori hendes nyfødte datter ligger. Jeg er genert og derved igangsættes min “talen som et vandfald”, vi hilser pænt og hun får komplimenteret mit enorme højgravid korpus. Inde i stuen sidder nogle af de andre nybagte mødre og højgravide kvinder.

I efteråret 2013 melder jeg mig ind i en terminsgruppe på facebook. Gruppen var ret social og som en lille udfordring til mit dengang til tider kluntet sociale jeg, så meldte jeg mig til at holde mødregruppe hygge. Så 2 uger før min termin med Carl sidder de der. Mie, kvinden med det tryllebindende smil sidder helt roligt i en lænestol, mens hendes nyfødte datter ligger trygt ved hendes bryst. Vi snakker, alle på kryds og tværs og da Mie går, har hun siden fortalt mig, at hun syntes jeg snakkede helt vildt meget. Heldigvis er Mie ikke en pige som skuer hunden med hårene. Mie er enorm omsorgsfuld og da jeg går i en hvad der bliver et langt opstartsforløb til Carls fødsel, så skriver hun små opmuntrende og støttende beskeder på facebook. Mie var en af dem der ønskede mig først tillykke, da Carl endelig kommer til verden og selvom vi kun kendte hinanden fra et par timer i min stue og lidt likes, chat og gode erfaringsudvekslinger i facebookgruppen, så var der et eller andet imellem os. 2 uger efter Carl er født sidder hun igen i min stue, denne gang snakker jeg lidt mindre men alligevel en del med hende. Kontaktens holdes og efter min første weekend alene med Aksel og Carl, sender jeg udkørt en besked afsted til Mie. Mødregrupper, kan, hvis vi er heldige og ikke lader det hele handler om hvem har lavet den pæneste overskudsagtige anretning, med baby i mærketøj og pletfrit hjem men istedet taler rent ud af posen, give nogle unikke venskaber. Idag er jeg så heldig at have 4 gode veninder fra mine mødregrupper og de veninder står for mig som noget helt særligt. De venskaber jeg har idag, er med mennesker som alle har det til fælles at de er vildt inspirerende, de er kærlige, nærværende, ærlige og nogen jeg virkelig kan regne med. Venskaberne til mødregruppe-pigerne , kan, som alle mine venskaber noget helt forskelligt. Særligt venskaberne til de tidligere mødgruppepiger handler idag ikke helt så meget om vores børn, men ligesåmeget om karriere, hverdagens rytme eller mangle på samme, mænd og ja kunsten i bare at være sammen.

04e7a775-c37c-41e9-807b-5d7bef082f5b

Lige præcis i Mie og Mits venskab fandt jeg noget jeg på mange måder altid har drømt om og noget jeg ikke vidste jeg manglede, idag er dét vi har sammen noget jeg ikke kan leve uden. Idag har vi kendt hinanden i knap 4 år, vores yngste børn bragte os sammen og under vores barsler sås vi minimum 1-3 gange om ugen. Siden dengang har vi oplevet hvordan vores børne på kryds og tværs af alder er blevet venner og yderligere at vores mænd i ny og næh mødes og drikker en kold øl. Vi har været på flere familieferier end jeg kan tælle til og senest har Mie og Jeg så været på venindetur med DFDS Oslo båd og i sommerhus med vores unger. At have knap 48 timers uafbrudt venindehygge, med fokus på alt det vi kan, det var intet mindre end fantastisk.

På Oslobåden fik danset nætterne lange, grinet, snakket, og ja drukket en del alkohol det er bare ekstra bonus. Det store luksus var nu engang bare at være sammen og gøre lige præcis det vi gør.

8297f0ef-3b1d-4ba8-8ecb-db5652aff908

af65131c-9531-4054-baa5-a3008d8b7835

b9e942ed-9018-4cc1-8bf1-902aac1fb8d8

Så når negative ryster lyder om de her interaktive relationer som opstår, enten igennem facebook eller IG mm. Så kan jeg ikke lade vær med at ryste lidt på hovedet og sige : nogengange så er man heldig og møder sådan en som MIE.

Skønnest blogger Helsemathilde er gået i front og har lavet Facebook-gruppen “Find en Veninde #dueraldrigalene” kan kun anbefale alle, at prøve at give sig i kast med de nye relationer, hvis overskuddet , lysten eller savnet er der, om det så “kun” handler om en ny træningesmakker eller hende du gerne vil dele op og nedturerne med.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Bedste veninde med blandt andet MIE

At vælge og dø..

6c78dc3e-0e10-486b-a8f7-b9117be4ef6a

Vi går sammen på fortorvet, Søren yderst og jeg inderst. Vi skal lege med playmobil, hjemme hos Søren. Søren er min bedste ven og klassekammerat. Mens bilerne suser forbi os og den ene cykellist efter den anden kæmper sig op ad Bakken, går vi og snakker om legen vi skal lege. Vores klodset skoletasker hopper op og ned af ryggen idet vi løber afsted. Jeg igangsætter legen “det er forbi at træde på stregerne” og idet jeg siger at man er “død” hvis man rammer, stopper Søren op. Som kun et barn kan spørger, ryger ordene ud af munden på ham “Christina, hvordan døde din far egentlig?”

Jeg er opvokset i en lille by udenfor Roskilde, ned til fjorden og med åbne marker. Alle kendte alle…eller.. alle viste hvem der var datter af alkoholikeren, som begik selvmord. Jeg har aldrig været i tvivl om min mors kamp, om rygterne og ikke mindst alt hvad jeg selv kom med. Mens vi går der, fortæller jeg åbenhjertigt hvordan min far tog en masse piller og derved slog sig selv ihjel. Først mange år senere, da jeg er i starten af mine teenage år, indhenter hans død mig for alvor. Frem til da, var jeg pigen som ikke ville være en pige. Hende der bankede de langhåret tøser når de kørte pigefnidderet af på de svage og så testede jeg alle mine voksenrelationer af. Jeg havde alt for tidligt lært det ikke kun var kæledyr og tissemyrerne som kunne dø og yderligere, at det ikke var alle voksne man kunne stole på, faktisk var det de færreste jeg kunne etablere en tillid til. Det gjorder jeg på mange måder ‘stak’ lidt ud og helst ville klare hele verden selv.

Da teenageårene kommer, begynder jeg at føle et had til min far, en inderlig vrede over at han havde forladt mig grundet hans manglende lyst til livet. Jeg følte i mange år at han havde givet op og at jeg ikke havde været god nok, til at han havde ville blive her i livet som min far. Hadet til ham, udviklet sig til en uforståenhed overfor det generelle selvmord. Jeg har altid følt at det og begå selvmord er enormt egoistisk og ikke mindst uværdigt. Jeg ved mine ord er hårde og på mange måder uoplyste, eller det var de måske før i tiden. Alligevel mener jeg min stemme som efterladt pårørende, giver mig en ‘ret’ til at fortælle hvordan jeg har tænkt og følt, grundet min egen fars valg om selvmord.

Årene går og i ny og næh blusser mit savn efter et menneske jeg aldrig har haft i mit liv op. Min far vælger at dø da jeg er 2,5 år gammel og jeg kan absolut intet huske om ham, det har taget mig mange år at nå til den accept og i mange år var løgnen om at kunne huske et grin, ‘en usand sandhed’. Kun lidt billeder kan give mig et tilhørsforhold og når jeg i ny og næ ser en lighed mellem mig selv min fars tilbageværende familie. Da min farmor dør, fortæller præsten, hvordan min farmor altid var yderst energisk og i det sekund acceptere jeg den lille mængde arv, der er gået videre til mig, “udenom” min far. At min far dør mens jeg er så lille, gør jeg aldrig forstod ordet FAR. Jeg forestiller mig det må være sådan, når folk der aldrig har set havet skal forstå ordets betydnings mægtighed. At have et ord i ens register uden at forstå dets betydning, men være klar over hvor elementært det er for ets menneskes eksistens, det har på mange måder været det hårdeste ved at min far valgte at dø. Det gjorder mine lege ofte kun indholdet en forældre og at jeg grundlæggende er opvokset med en forståelse for at skulle kunne klare alt selv. Det gjorder min mor jo!
– min mor har uden tvivl kæmpet sig igennem noget de færreste mennesker kan overkomme. Hun gav mig en tryg tilværelse og et sprog hvortil ord og følelser kunne ytres, ligemeget hvad de var bundet op omkring.
At min far var død, gjorder jeg havde set en anden side af liver. Det gjorder jeg ture tale når andre valgte at tie. Det gjorder jeg kunne træde frem da en nær venindes mor blev ramt af kræft og døde af den umenneskelige sygdom. Det gjorder at jeg ikke var “bange” for at snakke om det onde og det er trods alt, en værdi jeg er umådelig taknemmelig over at have hos mig.

I juni 2016 ændre mit verdensbillede sig. Den aften, som jeg før har skrevet om, hvor filmen knækker og jeg ligger på mit stuegulv, der sænker der sig en mørk tåge omkring mig. For hver gang jeg hiver efter vejret, indånder jeg mørket og pludselig får jeg for første gang i mit liv konkrete og mørke selvmordstanker. Jeg er alene hjemme, eller drengene sover i værelset ved siden af mens Hr. Mand drikker øl med en kammerat ude i byen og i det øjeblik beslutter jeg mig for at dø. Jeg sidder længe og forberede mig, jeg skriver et par ord og acceptere at mit liv skal slutte. Mørket som sidder i kroppen, har overbevist mig om at jeg ikke længere har en betydning her i verden og at alle vil leve et bedre liv uden min tilværelse. Idet jeg skal til at gøre handling af mine tanker, sker det som bliver mit livs redning. Jeg rammes af skyldfølelse og sorg. Som en vævning af barndommens minder, der rammer mig som et spejl der tabes på jorden, overmandes jeg af min egen sorg over at have være efterladt tilbage. Jeg ser pludselig mine børn gennemleve samme sorg som jeg selv oplevede og fortsat lever med. Jeg ser hvordan de ligesom jeg selv besøger min grav, stiller store spørgsmål om livets præmis – nemlig døden, længe før det bør være nødvendigt og jeg ser hvordan Carl vil kigge på billeder af os sammen, uden en forståelse for hvilken ubetinget kærlighed jeg følte til ham. Jeg ser hvordan mine børn vil føle at jeg har efterladt dem og at de ikke var gode nok, til at holde på mig her i livet. I det øjeblik forstår jeg hvor syg jeg virkelig er blevet og hvor syg min far må have været, siden selvmordet blev anset som den eneste løsning på livet og dets smerter. I det øjeblik tilgiver jeg min far og takker ham for at være min redning og motivation for aldrig at gøre som han.

Istedet gik jeg i seng, faker at alt er på sin plads den næste morgen og få timer senere ringer jeg efter hjælp.

Idag mener jeg fortsat at et selvmord er enormt egoistisk og yderligere er det ikke et valg. Jeg tror desværre at for rigtig mange mennesker er det aldrig et valg, det er en løsning på noget der kun menes og anses for at have én løsning. Jeg ved nu selv, at man som menneske virkelig er langt ude psykisk, hvis selvmordet er løsning og derfor er det jeg vælger at tale nu, frem for at tie. Det er derfor jeg ikke vil vende hovedet bort når jeg ser en smerte, sorg eller lidelse.
For jeg tror, jo mere vi taler om det, dets lettere bliver det at fortælle hvad der virkelig forgår, inden det er for set og livet kun indeholder tunnelagtige tanker.

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Sammen, fra start til slut

Når vi mødes, hopper vi rundt som to hunde i snor der venter på at blive sluppet løs, men idag, idag var stemningen helt anderledes. Kulissen var skiftet ud, frem for københavnske gader stod vi nu på Odense stadion. Gaderne er langt fra ødet og menneskemængde omkring os er tæt. Da vores øjne mødes kan jeg for alvor mærke min egen sårbarhed røre på sig. Idag er en stor dag, en fest dag hvor magien skal udløses. En dag hvor en debutant skal have en ny chance og hvor det hele udelukkende skal handle om at tro på når det “umulige er muligt”.

img_4994

Løbenummeret til H.C. Andersen Marathon er gaven til mig selv. Gaven for at have kæmpet mig ud af depressionens mørke og gaven for nu at være fri af den antidepressive medicin. Allerede da uret ringede klokken 5:30 kunne jeg mærke angsten røre på sig, som en mørk sky der trak hidsigt hen over himmelen for at lade det indhold ramme mig. Jeg har lært at rykke mig frem for at bliver paralyseret. Jeg har lært at jeg kan hvad jeg vil her i livet og at INTET er umuligt for den der bær viljen i hjertet. Ja det er nok et gammelt Fangerne på Fortet citat, men set holder sgu stadig.

img_4921

En smuk efterårs morgen, påvej til toget mod Odense.

Vi får klædt om og i ny og næh kaster jeg et blik på Nadja. Vores øjne skal helst ikke møde hinanden, for så igangsættes tårerne. Det her er en fest, en tid til glæde og stolthed og mens vi sidder der siger jeg tillykke. I mine øjne er de 42,195 selvfølgelig hårde men personligt mener jeg det er rejsen frem til løbsdagen der trækker ud. Alle de aftner jeg er gået tidligt hjem. Kost, træningspas og det konstante fokus på målet, drømmen, løbet.

Vi kommer ud i løbsgaden, får tisset af i en busk (man er vel løber?) og derfor stiller vi os klar. De sidste mange søndage har vi trænet i pace 6:00 og selvom vi begge har gode pacetræninger på 5:30-5:50 så ved vi begge at 42 kilometer kan blive rigtig lange, særligt hvis man lægger for hårdt ud. Derfor indfinder vi os bag en blå ballon med sluttiden 4:30. Målet var ikke den endelige tid, men at komme tilpas igennem de 21 og derfra se hvad krop og sind kunne. Jeg elsker konceptet omkring fartholder og har igennem Sparta mødt nogle af de bedste, omvendt har jeg os mødt dem der sætter lidt i banken og banken er bare ikke altid åben når man rammer kris
en på 36. Derfor var det os med frustration at jeg hurtigt kunne konstatere at fartholderne sparede op. Derfor skiltes vores veje ved 25, og ved 39 bliver afstanden så stor at jeg ved et forsøg på at lukke hullet og komme med ind vil medfører en krampe og formenlig os manglende nærvær når slutspurten skulle sættes ind.

img_4815

Nadja og Jeg, på vores sidste træningspas forrig søndag

Nadja er på mange måder debutant og alligevel er hun SÅ meget mere. I Maj 2017 stillede hun op til Copenhagen Marathon og løb sindsygt flot, lige ind til den skade som hun havde kæmpet med i foden sprang op og hun ved 26 kilometer faldt om. Den dag blev en ild tændt i hende og i smug begyndte hun at holde træningen ved lige, frem til idag. Jeg lærte Nadja at kende til Spartas uofficielle sommertræning. Med stor nervøsitet og et ønske om at rykke mig tidsmæssigt, vinkede jeg farvel til min trofaste søndagsfamilie 6:15, for at blive til løber på 6:00. Der stod Nadja, smuk og dejlig og med et smil der varmede inderst til yderst. 6:00 manglede nogle faste fartholder og på ingen tid blev Nadja og Jeg det. Under en af vores træningstur, hvor vi skulle løbe 26 kilometer ,skete der noget magisk. Nadja kom stærkt igennem distancen hun tidligere havde oplevet krisen på. En løber er “aldrig” bedre end sin sidste løbetur og ligesom jeg selv har oplevet, så får de forskellige distancer en markant betydning, særligt hvis man ender i jorden. Det er af samme årsag jeg altid frygter de 30, fordi jeg en gang er blevet kørt afsted i en ambulance. Den søndag løb vi side om side og det eneste negativt der skete den dag, var en bi stak mig på den højre skuldre, men alt det var vand i forhold til den relation som var begyndt at blomster imellem os.

Nadja og Jeg, 5 minutter inden startskuddet lyder.

Vi kommer fint igennem de 21 og da vi drejer ud på anden omgang begynder det for alvor. Husker jeg pænt fortæller Nadja “det er NU det begynder, det er det her du kan og du gør det så flot.” Min rolle under dette løb var ikke at løbe for mig selv, men at løbe på Nadjas venstre side og være klippen når behovet opstod. Det var et tillidshverv og indrømmer gerne at jeg virkelig var bange for om jeg nu os kunne. Da vi passere de 25 kilometer begynder jeg at tale Nadja op, sørger for hun slog sig selv fast som den løber hun virkelig er, ubetinget af tidligere erfaringer med de 26 kilometer.

Nadjas familie var taget med over og at opleve en så dedikeret familie, det bakker op som de gjorder, det var beundringsværdig. Min egen familie var med i tankerne, hjemme med drengene og med en computer der konstant stod på opdatering af min færden på ruten. At løbe velvidende om at begge vores familier var med os, var den bedste støtte vi kunne have ønsket os. Under løbet får vi overrakt ekstra gels og energidrik, så vi konstant havde det kroppen skulle bruge.

fullsizerender

Optegnelsen over ruten, som min mor sendte mig i det øjeblik jeg kom i mål.

Vi kommer forbi de 30 og jeg begynder at kunne mærke lungerne kæmper med udåndingen. Inden løbet og ved 21 har jeg taget min lungeudvidende medicin, ja kald det doping, for at sikre jeg får lige præcis den ilt kroppen skal bruge nu hvor jeg har udviklet astma. Astmaen er i min verden ikke en undskyldning – tværtimod, det er ekstra motivation til at vise hvad jeg virkelig kan og særligt efter lægerne i slut august pænt fik fortalt mig at jeg skulle skyde en hvid pil efter dette Marathon. Jeg har været træt og virkelig kunne mærke lungebetændelsen har fået gunstige vilkår, for at være i kroppen længere end nødvendigt, omvendt var andet bare ikke en mulighed i min verden. Nadja løber ved min side og hele hendes kropssprog udviser at en krise har indfundet sig. Jeg tror løbekriser er midlertidige og begynder derfor at tale ind til krigeren i Nadja, mens de sædvanlige kommentarer vedrørende kanter, huller, vand mm gives, for hele tiden at holde fokus på at “dette er en hel almindelig tur”. Pacet justeres for en sikkerhedskyld og da solen står højt og skarp på himlen ryger der ekstra med vand ind.

fullsizerender-2

Side om side og med Najdas bror som løb ud og gav os energi.

fullsizerender-3

Solen skinnede strækt, så ekstra væske og energi

Vi kommer over de 35 kilometer og begynder så for alvor at mærke hvordan mine fødder skal placeres helt rigtig for ikke at udløse kramper. Rent fysisk følte jeg mig i topform og det er som om at alle mine peptalks til Nadja slår rødder i mit indre og opbygger et værn imod den mentale mur. Da vi rammer 37 kilometer smiler jeg stort og ved for alvor at løbet for alvor er i hus, selvom jeg på intet tidspunkt var i tvivl om at vi ville komme godt igennem løbet, understreger mit ur at jeg kan skrive en ny PR i min løbemæssige blå bog. Jeg tror at alle kan løbe 5 kilometer og yderligere at hvis man møder et maraton med den korrekte mentale strategi, så kan man komme helskindet igennem. Derfor har jeg altid opdelt mine større løb i 5 kilometer. Ligesom når jeg cykler, så er der altid 3 sekunder mer i benene. Derfor fortæller jeg os Nadja, som suser igennem på hendes 5’er til dagligt, at nu er der kun 5 tilbage og dem har hun.

Vi rammer 40 og begynder så at bede hende skubbe lidt på, åbne op og langsomt lade sig flyve fremad. Vi kommer forbi de 41 og uret viser 6:20. Igen og igen kan jeg mærke gråden finde vej frem og lungerne er for alvor stået af. Nadja løber ved min side og det smukkeste smil indfinder sig hos hende. Selvom jeg godt kan ane hendes udmattethed så er hendes stædighed større og da vi løber ind på stadion, er det en euforisk oplevelse der kommer igennem kroppen. Tårerne får frit spil mens jeg begynder at råber Nadjas inderste op. Jeg råber til hendes indre kæmper, til hende der vil det her og til hende som er stærkere og har overkommet mere end de fleste ville kunne. De sidste 200 meter skriger jeg “Du er så sej og jeg er så stolt af dig” og heldigvis er lige præcis vores slutspurt fanget med en linse for det øjeblik er mit livs største løbemæssig oplevelse.

img_4967

Et magisk øjeblik, følelser, passion og vilje

At løbe side om side og have gjort det igennem alle 42,195 kilometer, det er noget.
Vi startede og sluttede sammen.

img_4983

Tårerne over min stolthed og glæde over at have måtte være en del af Nadjas første fulde marathon.

 

img_4993

En meget meget stolt veninde, intet mindre.

Vi kommer ind i tiden 04:34:35 og dermed lavede jeg ny PR og rykkede mig et godt stykke fra min sidste og bedste maraton tid fra Copenhagen maraton i maj 2017 på 04:43:26. Idet vi krydser målstregen giver mine lunger op og som jeg altid gør ligger jeg mig på jorden og lader alle følelserne tage over. Gispene ligger jeg lidt indtil jeg får fat i inhalatoren og sikre at lungerne ikke udvikler et anfald. Så hjælper Nadjas bror mig på benene så Nadja og jeg sammen kan gå hen og få overrakt vores velfortjente medalje.

fullsizerender-4

Med velfortjente medaljer om halsen

img_4998

Vi gjorder DET

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OG Nadja kan følges på Instagram profilen @Tutte89

Her bor Aksel og Carl

importering-april-2015-069

Det er svært for mig at finde ordene, mest af alt fordi dette indlæg har ligget på min computer i 1½ års tid. Selvom jeg er virkelig stolt af dets indhold og ”produktet”, så er Aksels og Carls nye værelse, som nu er ”gammelt”, et symptom på hvordan jeg knoklende løs, da jeg i virkeligheden burde have lagt mig fladt ned – omvendt er det sådan jeg er. Jeg knokler fortsat, dog med en mere hensynsfuld side og med respekt for at få tanket op.

Men her er indlægget om mine børns værelse, Aksel og Carls.
Jeg håber I tager godt imod de – jeg kan sige så meget, de elsker det.

Et børneværelse bliver til
Tilbage i december 2015, begyndte vi herhjemme at gå med lysten til at lave et nyt og mere alderssvarende børneværelse til drengene. De deler værelse og har siden Carl var knap 3 måneder, sovet siden om side, på samme værelse. Idag er Aksel 6 og Carl 3½ år. Indretningen af deres værelse har altid båret præg af lysten til selv at skabe og med fokus på nærvær og plads til leg. Jeg tror i bund og grund det er hvad intentionen er med de fleste børneværelser, nemlig at skabe et rum til barnet, heri navnet børneværelse. Hos os har vi, dels grundet de rum vores lejlighed nu har og vores værdisæt, valgt at drengene skal dele værelse. Det kræver lidt mere af os som forældre, særligt når de har legekammerater med hjemme, eller en af drengene ytrer et behov for alene-tid. Samtidigt kommer vi begge med to forskellige baggrund i forhold til hvordan vores eget børneværelse var. Hr. mand kommer fra den smukke 3 plans Vila i Vanløse og jeg selv har prøvet alt fra deleværelse, til det lidt mindre værelse i typehuset og det helt store teenageværelse med tilhørende fransk altan. Generelt ønsker vi at bo i er hjem, hvor der er plads til leg alle steder. Derfor er et større område af stuen inddraget til at drengene os kan lege der. Grundliggende tænker jeg at mange forældre bruger umådeligt meget til på at putte små børn ind på værelset og når børnene så er blevet store teenager, forsøger de at hive dem ud. Istedet ønsker jeg at have liv i hele huset, skabe muligheden for at lave gode legeområder og sammenværd.

img_5557

Legehjørnet i vores dagligstue.

Aksels første værelse var, inden vores flytning fra stue til 2. sal, små 6 kvadratmeter stort og havde det mest nødvendige, en seng, pusleplads og opbevaring af tøj og legetøj. I dag deler drengene det største værelse og Hr. Mand og jeg har nuppet et lille kammer, hvor kun en seng kan klemmes ind. Det fandt vi mest logisk, særligt da vi selv oftest er i en af vores to stuer.

De primære ting vi mener der skal være i børneværelset, er som før nævnt muligheder for nærvær og plads til leg, men i og med drengene deler værelse, ønskede vi at skabe små rum i rummet. Derfor gennemsøgte jeg nettet for gode sengeløsninger. Da vores SU-præget økonomi ikke kan bærer de store færdigkøbte løsninger og fordi jeg generelt selv elsker at designe og konstruerer, var det en helt natulig ting selv at bygge drengens senge, som så samtidigt blev de små rum. Diverse søgeord blev tastet på google, pinterest og instagram og lige så stille begyndte jeg at samle en masse gode sengeløsninger, for derigennem at have inspiration til at designe min egen. Når jeg skal indrette og lave om på rum herhjemme, fungere det bedst for mig, at jeg tegner rummet, væggen eller de møbler jeg ønsker at flytte rundt på mm. Når jeg har tegnet mine ideer, er det os nemmere at holde tungen lige i munden og ikke mindst vise Hr. Mand hvad det er jeg tænker.

Hr. Mand var hurtig med på ideen og selvom vi ikke er helt fortabet med en værktøjskasse, så syntes jeg det der med at bygge senge var en ret stor mundfuld, særlig fordi Aksels seng gerne skulle være en højseng, så vi fik udnyttet de mange meter der er til loftet herhjemme. Derfor valgte jeg at hacke’ to senge, så projektet ville komme ordentligt i hus. At hacke er, når man anvender et samle selv møbel og enten re-desginer eller frembringer en ny funktion hos møblet. Særligt hacking af IKEA møbler er yderst populært, for selvom den klassiske Malm reol står i mange hjem, så kan den hurtigt få et nyt udseende og funktion, hvis man hacker det lidt.

For at udnytte rummets kvadratmeter bedst muligt, valgte vi dels at Aksels seng skulle lidt op i højden, men også at Carls seng skulle stå under Aksels seng, men som i et L. Derved sikrede vi at Carl ikke gik fra tremmeseng til en 2 meter lang seng, men i stedet kun en juniorsengs længde og samtidigt kunne den resterende plads under Aksels seng, bruges som en skrivebords plads til begge drenge. Carls seng er en junior seng fra Ilva, som en sød veninde fra Instagram foræreret os i efteråret. Kodeordet for økonomiske bugdetvenlige makovers er forberedelse – er man i god tid kan man bedre tåle at vente på gode tilbud og ikke mindst de gode fund på DBA og Reshopper mm. På juniorsengen til Carl, er der banket nogle lægder op indeni, som derefter er beklædt med finerplader, malet og skaber nu rammerne for det perfekte lille legehus, med mulighed for god leg med venner og storebror, samt hyggekrog, hjemmebiograf og meget mere.

Sengeopstillingen af junior og højsengen

 

Så er grundskellet lavet til sengenes huse og derfra skal der fastsættes plader.

 

Aksels seng har fået pladerne fastsat. Der er et stort hul i taget på hans seng, så varmen kan komme ud.

Aksels seng er bygget ovenpå en klassisk Flexa højseng. Flexas senge er rigtig robuste og har en god bæreevne, hvilket er rigtig vigtigt når nu man tilføre ekstra vægt i form af brædder  mm. Vi købte Flexasengen brugt, via DBA. Derfor handlede det om at bygge ovenpå, bore, slibe, male og vupti, det sengehus kom til live. At sengeafsnittet er samlet, skaber en god stor gulvplads, hvor der kan bygges store togbaner, legelandskaber og samtidigt ellers give plads til dans, fis og ballade. For at indramme skrivebords sektionen, bankede vi en stor plade på Aksels sengs ende og derved kom der endnu et lille rum i rummet.

Begge senge er malet hvid, med utrolig høj glans, således at de kan tåle en god mængde slid og rengøring.

fullsizerender-14

Via den store sengesektion, får vi skabt en mulighed for leg i og omkring sengene men også muligheden for fordybelse og nærvær. Udover de puttestunder der er i sengene, så valgte vi at bibeholde vores voksenmøbel på værelset. For snart mange år tilbage var jeg til et fordrag om indretning af børneværelset og det bedste tip jeg fik den aften, var at placere et ”voksen” møbel i værelset. Dermed ikke sagt at dette møbel kun er for de voksne, men mere at der er plads til den voksne. Derfor står der på drenges værelse en stor lækker lænestol. Udover at jeg er vild med dets farve, patina og form, så har det fungeret som den perfekte stol at læse godnathistorie i, amme og som stol vi som forældre kan sidde i, når vi til tider bare gerne vil være lidt med, uden at være helt med. Der er til tider rigtig rart at kunne være en del af noget ved at se på og observere fra sidelinjen. Jeg elsker at jeg som mor kan rykke mig lidt fra legen på gulvet til stolen også sidde godt. For at vende tilbage til Aksels første værelse, så har jeg alt for tit siddet på det hårde gulv, halvsovende med hovedet mod tremmesengen. Her er det rart at have et møbel der emmer af hygge og komfort.

Det er højt til loftet herhjemme, er mere end en sammenhæng og derfor forsøger vi at udnytte de mange kvadratmeter som er til loftet.

 

Vores bogvæg og lænestol er den eneste væg som er blevet bibeholdt. Tapetet er købt på lagersalg for 100 år siden og giver en rolig væg med lidt afdæmpet farve.

fullsizerender-15

Da vi læser rigtig meget herhjemme, både sammen og alene, så skulle drengene i sin tid, have en væg fyldt med bøger. Vægen er både funktionel og dekorativ og har en god tiltrækningskraft for drengene. I takt med de forskellige udviklingsstadier, har særligt den nederste hylde tit været den med diverse pege og papbøger. Med tiden er udvalget af bøger gradvist blevet skiftet ud, til bøger for de lidt større børn. Udover at vi beholdte hele læseafdelingen i rummet, er også den gule dør, noget af det eneste der ikke lige har fået en lille eller større make-over. På kommoden har vi altid haft en puslebordsplade, den er nu fjernet og har efterladt en god overflade til muligheden for opbevaring af kasser med legetøj i.

img_4016

De små børnestole er loppefund

Særligt opbevaring er en stor nødvendighed herhjemme, da vi helst ser at øjnene får en ro, når der er behov for det og derfor er det meste legetøj i spande eller kasser. Det gør dels af der som før skrevet, er en regulering af visuel stimuli, men også en ramme for hvor hvad bor. Jeg tror at en leg starter ved at legetøjet findes frem og slutter når det er lagt på plads igen. Under Carls seng, er alt almindeligt lego i en stor beadroller og soteringskasser. Hist og her står de lidt større samlet modeller, som både er dekorative og med til at inspirere nye lege. I spandene er der henholdsvis Dyr, Biler, udklædning, Playmobil og magformers. På hylden er der diverse spil for større børn, lidt bøger, nips og mere legetøj. Da drengene har det store værelse i lejligheden, har de også vores klædeskab stående. Særligt spejlet er noget de tit og ofte inddrager i deres leg og den hvide overflade på skabet kan vi klister papkasser på, således at de kan lave et boligkompleks til dyr, legomænd eller biler.

Den samlet udgift for et nyt børneværelse løb op i 2500 kr.
Hvoraf 1500 kr. er brugt til maling, skruer, plader og indkøb af Aksels højseng.

Jysk havde i sin tid 50% på alle madrasser, så hans madras og rullemadras kostede kun 600 kr.
– Det resterende beløb er brugt på æsker, nips og planter.

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At forsøde tilværelsen … uden sukker

Dette indlæg er delvist sponsoreret.
Ordene er mine egne og oplevelsen det samme. Alligevel ønsker jeg selvfølgelig ikke at udsætte jer for nogen form for skjult reklame og da jeg har indgået et samarbejde med EASIS, så føler jeg det er på sin plads at fremhæve i hvilken sammenhæng dette indlæg står i. Jeg er nemlig blevet EASIS ambassadør og ønsker igennem dette indlæg at fortælle lidt om min rejse, hvor diverse produkter fra EASIS var en tro følgesven. 

9e46839b-6f90-42ed-8b8e-b632b5b6882d-w_300_h_250

Jeg har tidligere skrevet om tabet af mine mange graviditets kilo, om kampen, om 5:2 kuren, om det at nå i mål og ikke mindst blive små forskruet oppe i hovedet, således at jeg havde svært ved at finde den sunde balance imellem konstante restriktioner og et normalt spisemønster. Hvis du tænke: “Hvor står det?” kan du læse indlægget HER. Det krævede et samarbejde med en dygtig kostvejleder, som fik mig til at forstå hvad sund balance i virkeligheden handlede om.

Vægten forblev den samme og selvværdet voksede. I foråret 2016 begynder jeg at have lidt for travlt, faktisk er jeg uden selv at vide det vandvittig stresset og ja hvad der sker i månederne derefter, det kender den trofaste læser allerede, ellers kan du læse om det i indlægget HER. Min indlæggelse og depressionen gjorder at vægten først faldt markant, jeg gik i sultestrække og på 14 dage kom min vægt ned og blev det laveste jeg nogensinde har vejet i mit voksne liv. Samtidigt begyndte medicinen at virke og bivirkningen omkring manglende mæthedsfornemmelse indfinder sig i kroppen. Dengang psykiateren fortalte at jeg meget vel ville opleve en vægtøgning, blev jeg først ret nervøs, lidt tragisk komisk når psyken er gået ned, at vægten så fortsat havde en betydning. Omvendt ved jeg godt hvordan det hele, hos mig, hænger sammen i en cirkulær proces og jeg ved at for mig giver forhøjet vægt – dårlig selvværd – dårligt stemningsleje – trøstespisning og ja så kører det ligesom i ring derfra. Så da jeg efter en længere periode med et minimumindtag på 500-800 kcal. om dagen, pga. depressionen og min krop samtidigt var knækket grundet belastningsreaktionen, troede hele mit system at jeg var i krig. Det er jo dét som er de fascinerende med kroppen og særligt nu hvor vi idag lever en helt anden tilværelse end dengang i stenalderen, vores krops genetik og biologi er stadig spundet op af evolutionslæren. Så i det øjeblik jeg begyndte at spise lidt, så suget min krop alt til sig. Derfra gik vægten op og jeg oplevede samtidigt hvordan jeg konstant følte sult. Efter mine erfaringer fra 5:2 kuren, så tænkte jeg lidt sulte fornemmelse er ingenting, men at kæmpe med en nedbrudt psyke og en følelse af manglen opfyldt biologiske behov, det var en kamp jeg ikke kunne overskue at kæmpe på samme tid.

Jeg har før skrevet om hospitalsmaden og særlig kost og motion under min indlæggelse blev et fast holdepunkt, det kan du læse og HER. Det handlede ikke om et forstyrret spisemønster eller et ønske om at “være tynd”, det var en kamp for overlevelse, som gik ud på at holde fast i de sunde vaner jeg havde fået dybt ind under huden. Derfor blev jeg kendt som patienten på psyk, som fyldte patientkøleskabet med skyr, æg, grønsager og bøffer. Således at jeg kunne lave mig en klassisk portion skyr med mandler og chokolade på toppen til morgenmad. Frokosten bestod ofte af tun og et flækket bundt hjertesalat ristet af på panden. De dage hvor appetitten var med mig, stegte jeg en bøf i en kasserolle i patientkøkkenet og når appetitten svigtede lå der en bunke af EASIS bar’ i mit gardarobeskab. Med udgangspunkt i lidt var bedre end intet.

Min krop gik i stå under indlæggelsen, selvom jeg løb og trænede dagligt, gjorde angsten og alle de reaktioner på den psykiske og fysiske belastning, at jeg mistede forbindelsen til mig selv. Samtidigt rev og sled sulten i mig og tankerne om at det hele ville løbe løbsk og jeg pludselig igen ville veje 103 kg var en daglig tankemylder tanke. Derfor begyndte jeg at strukturer min mad og mit indtag, som hvis jeg skulle tabe mig. Ikke fordi jeg ønskede at bringe min vægt ned, men fordi jeg havde brug for at se og bekræfte mig selv i, det kun var bivirkningerne som tvang sulten frem. Samtidigt steg min konstante trang til sødt og salt og det med at kæmpe flere kampe på samme tid blev for opslidende, så jeg fandt en masse blide mellemveje. Nogle af disse indeholdte EASIS produkter, således at jeg kunne ‘være’, uden det hele kom ud af kontrol og jeg ville stå med en vægtøgning på +10 kg eller mere, hvilket rigtig mange bruger af antidepressiv medicin ofte oplever.

isis_1

Da jeg blev depressionsfri i efteråret 2016, sad jeg tilbage med +5 kg på kroppen og da overskuddet til at regulere mit kcal niveau indfandt sig, kunne jeg holde fast i mine trofaste fødevaregrupper, opskrifter og ikke mindst produkter fra EASIS, således af jeg langsomt men sikkert kom tilbage til min normalvægt, post depression, uden at blive kvalt i hårde restriktioner og afholdenhed fra sødt og salt.

Hvor vil jeg så hen med al den snak om kost, sukkerfri produkter og gode smagsoplevelser. For mig er mad ikke bare mad. Mad er er basalt behov vi som mennesker har gjort socialt, det at spise er et almen menneskeligt fænomen, som vi med tiden har udviklet til at være en social happening. Se bare på dyrene, der er det den stærkeste / ældste som spiser først og derefter kan andre lange til fadet. Idag spiser de fleste børnefamilier sammen, med grundtanken om at vi skal samles om måltidet. Særligt det sociale kommer ofte under pres, når et vægttab igangsættes, ofte fordi det at “hygge” indeholder mange kalorier, både i forhold til mad og drikke. Igennem mit løb kommer der automatisk et minimalt indtag af alkohol og sukkerholdige drikke, hvorimod kosten tilgengæld er svære at styrer og derfor er i fokus. Som løber skal der den korrekte mængde brændstof på motoren, således jeg ikke går kold efter 21 kilometer – samtidig er jeg en del af en familie og jeg ønsker at mine børn skal opleve den fællesskabs følelse, som vi ofte etablere under vores måltider. Derudover ved jeg at mine drenge spejler sig i mig og hvis jeg konsekvens vælger kartofler og sovs fra, så skabes der en uholdbar distance til mine børn og ikke mindst forskellige fødevaregrupper som de i sidste ende kan tage til sig. Derfor elsker jeg at kunne differentiere mit kcal. indtag ved hjælp af særligt smagfulde sukkerfrie produkter, som samtidigt sikre mig, at jeg indtage de korrekte mængder fiber og vitaminer.

img_4761

EASIS Ambassadør
For knap en måned siden var jeg så heldig at vinde et startnummer til Nordic Race på Rashaleøen, hvor jeg skulle være en del af Team EASIS. Det var en kanon fed oplevelse, dels fordi jeg fik udfordret mig selv – lavet den bedste maveplasker og så mødte jeg nogle af alle de dejlige mennesker som står bag EASIS, som sikre en kvalitetsrigtig produktudvikling og som samtidigt forsøger at udbrede nogle af alle de fordele der er ved at reducere sit sukkerindtag. Hele grundtanken bagom EASIS har jeg stor respekt for og efter en aften i selskab med de skønne medarbejder og andre ambassadører for EASIS, så var jeg solgt.. Det er derfor med en stolthed og glæde at jeg kan sige, at jeg er blevet officiel EASIS ambassadør og nu ikke kun er fan, men en del af team EASIS.

fullsizerender-13

Måske kender du allerede lidt til EASIS, men hvis ikke så producere EASIS en række utrolig lækre sukkerfri produkter som har beholdt den gode smag og tekstur. Personligt er jeg kæmpe fan af EASIS Corn Flakes – som dels er glutenfri, har et minimalt salt og ikke eksisterende sukkerindhold. Derudover har de en skøn konsistens og er lidt tykkere end normale corn flakes, hvilket gør smags- og tyggeoplevelsen langt bedre. At Corn Flakesne fra EASIS er mit ynglings produkt skyldes derudover at jeg kan spise med ved morgenbordet, uden at skulle træde for meget udenfor vores måltid, således at vi alle spiser “noget vi hælder op”, havregryn, müsli eller corn flakes og det betyder alverdens for mig at kunne være en ligeværdig del af min familie.

Hvis du tænker hvor kan EASIS produkterne købes henne af, så har EASIS sin egne webshop og ellers forhandler de fleste supermarker en stor del af produktlinjen, særligt Rema1000 som ofte kører gode tilbud.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Et anderledes løb

Da jeg krammer min veninde for sidste gang og ser efter hende forstår jeg for alvor at det er NU det gælder. Min løbemakker og nu veninde, som jeg har lært at kende igennem sommertræningen, har på ingen tid fået en stor plads i hjertekuglen. Hun løber med fornuften, hvor jeg selv skal løbe et alt eller intet løb. Med kun 14 dage til HC Andersen maraton 2017, kan det helt sikkert debatteres hvor smart det lige er…alligevel vinder lysten og troen på mer, nemlig håbet om en ny PR og forhåbenligt en under de 2 gyldne timer.

Vi begynder at gå imod startlinjen. Stemningen i løbsgaden er intens, solen skinner fra en klar himmel og mit hjerte banker derudaf. Jeg bliver altid så utrolig rørt når jeg løber afsted og denne dag er ingen undtagelse. Mine øjne møder min fartholders og vi nikker anderkendende til hinanden og klumpen i halsen vokser. Det er Nu det gælder.

Vi kommer godt afsted og jeg finder ret hurtigt min plads i gruppe, 2 meter foran fartholderne, helt til venstre på vejen. De første 8 kilometer glider fint og mærker for alvor mit pace er hurtigt, hårdt men alligevel tilpas. Da jeg løber op ad Godthåbsvej kan jeg høre deres kalden før jeg ser dem, de står der, mine drenge, svigermor og Hr. Mand, til højre for feltet og hvad der ellers plejer at være en traditionsrig High five bliver til et energisk vink og luftkys. Jeg mærker tydligt hvordan deres hep går i mit pace og da jeg skæver til uret viser det 5:30. Vi kommer rundt på Frederiksberg og da vi løber forbi Enghave Plads lyder der et højt brag ovenover og inden jeg ved det af det åbner himlen sig. Under Broløbet i sidste weekend havde regnet pisket imod ryggen men denne type regn føles anderledes, den er dels koldere og mere markant, alligevel beder jeg mig selv droppe piverriget og holde fokus. Da jeg kommer i mål konstatere jeg at det ikke var almindelig regn, det var hagl på størrelse med ært.

img_4658

Vi krydser Dybbølsbro og himmelen er sort og skyerne bevæger sig hurtigt mens regnen står ned. Da jeg løber ned at Kalvebod brygge lyser himlen op og fra de registreres, går der ingen tid før braget lyder. Uroen pulsere igennem kroppen og den kolde luft begynder for alvor at hive i lungerne. Min astma er forsat ny for mig og selvom jeg har været medicineret i knap 3 uger, er min vejrtrækning ikke den bedste når kulden sidder i luften. Vi kommer ned under Langebro og sorte pletter danser for mine øjne. Pacet er fortsat højt og det glimter konstant for oven. Jeg mister fokus og før jeg ved af det falder jeg et par meter tilbage og selvom jeg ihærdigt forsøger at øge farten, begynder min vejrtrækning at ændre sig og blive ukontrolleret. Da vi løber op forbi Christians Borg dropper jeg depotet og messer indvendigt at jeg bare skal løbe 7 kilometer endnu. Alligevel er pletterne for øjenene tiltagende og afstanden til de gule balloner bliver større og større. Da vi løber forbi Kongens Nytorv, ser jeg på mit ur at jeg har 29 minutter til at løbe de sidste 5 kilometer. Det brager fortsat for oven og kulden slider i lungerne. Igen og igen presser jeg mig fremad og forsøger hele tiden at få uret til at vise et pace på de 5:50. Da vi drejer op til Østerport begynder drømmen at briste og jeg finder hurtigt en ny. Personligt mener jeg dét er den sande kunst som løber, nemlig den at kunne møde krisen og acceptere at der skal ligges en ny plan, dermed ikke ment at man bare sådan skal give op, men nogengange lykkes det bare ikke. Jeg er aldrig gået ud af et løb, ligemeget hvor hårdt og smertefuldt skridtene har været at tage, så har jeg alle dage fortsat med at løbe. Vi passere endnu et depot og igen springer jeg over. Jeg ved, trods min lille erfaring med astmaen, at når lungerne kæmper som de gør nu, så venter der et langt hosteanfald når jeg først stopper og det må vente til jeg er i mål.

Da jeg løber op ad Strandboulevarden ser jeg der ligger store vandpytter og ude i vejens sider, løber vandet som var det små skovbække. Jeg konkludere i min krise at jeg sagtens kan løbe i våde sko. Jeg passere 20 kilometermærket og kan se uret viser min drøm for alvor er knust. Under min intervaltræning kommer uret i ny og næh under pace 5:00, men med våde sko, overbelastet lunger og tunge lår er det en umulighed. Istedet acceptere jeg det næstbedste, nemlig en ny PR på halvmaratonet og ovenikøbet kun en uge efter mit Broløb, hvor jeg os løb ind i en ny personlig rekord. Jeg svinger om hjørnet på Trianglen og er klar til at sætte slutspurten ind og mødes så af massive vandmasser. Okay -i forhold til tsunami og orkaner mm. så er den mængde vand der ligger på vejen ingenting, men når vandet når det øverste at skinnebenet, så ved man alligevel det er voldsomt i dansk vejr regi. Vandet er iskoldt og efter få hundrede meter kramper mine tær. Kulden skaber en hyperventilerende effekt i resten af kroppen og mærker for alvor hvordan blodet forlader mit ansigt. Der er 700 meter til mål og jeg kan ikke andet end at smile og tænke det er NU det gælder. Mens jeg forbliver på det dybe vand, tæller tiden og uret rammer de gyldne 2 timer. Da jeg suser ind i opløbet og høre publikum klapper acceptere jeg kampen og mit nye resultat mens jeg igen og igen messer for mig selv, at det hele er ovre lige om lidt og jeg skal ind til siden for at forhindre et kolaps. Jeg passere målstregen og fortsætter løbet over i armene på en samarit som med det samme griber mig og får støttet mig således at jeg ikke ender på jorden. For hurtigt lænede mig mod et metalhegn, mens lungerne gisper efter luft og fremstammer så “Jeg skal have min inhalator!” mens jeg peger på løbebæltet. Samaritten finder den hurtigt frem mens hans kollega er kommer til og tørt konstatere noget med “løber og astma”. I min verden er der ikke noget valg. Det er ikke muligt – ikke at løbe, det handler om vilje, passion og måske manglende erkendelse. Alligevel ved jeg fra min recherch at astma ikke udelukker løb, men at jeg “bare” kæmper med resterne fra en lungebetændelsen og ja nykonstateret astma. Mens jeg står der foroverbøjet over hegnet, pisker regnen ned og siger speakeren det “Jeg er desværre nød til at meddele alle løbere og publikum at løbet er aflyst og vi evakuere hermed alle løbere.” Derfra ændre stemningen sig markant og jeg ved ærlig talt ikke om det er min inhalator som begynder at virke eller om det er angsten som tager over. Jeg får spurgt samaritten om årsagen til aflysningen, da jeg et kort sekund tænker “Boston maraton”. Hurigt forstår han min frygt og fortæller så at lynet har ramt to løbere og der er en anden som har fået stød pga strøm i vandet. Derfra går det hele lidt hurtigt; jeg kigger hen mod målstregen og så ind mod Fælledparken. Der er kaos, alle løber står klumpet sammen og bevæger sig i sneglefart hen imod udgangen. Strømmen er gået; så det store ur der indikere hvor længe løbet har været igang er gået ud.

Jeg har en aftale med min veninde om at jeg skal vente i mål. Hun har ikke sin mobil på sig og tænker at hun må komme indenfor de næste 5 minutter, så jeg bliver og venter. Derfra går tiden uendelig langsomt. Igen og igen fortæller speakeren at alle skal bevæge sig væk fra området, polit og vagter går rundt imellem de dampende løbere og beskeden om at løbet og alle løbere på ruten nu bliver stoppet er helt surrealistisk at hører. Endelig kommer hun, efter hvad der på mange måder var de længste 3 minutter. Hurtigt griber jeg hendes hånd, vi krammer tillykke og derfra for hun beskeden om at vi skal væk fra området. Vi trækker ned i løbsgaden og den næste bekymring rammer mig.

Min mor, som desværre er plaget af inflation i akillessene har meldt sig som frivillig og deler medaljer ud. Jeg havde glædet mig til at hun skulle give mig medaljen på, men nu er alt kaos og selvom jeg kan hører medaljerne rasler inde fra venstre side,er der umuligt at komme ind igennem mængden af løbere. Nogle rækker et bundt ud i den klump jeg står i og min veninde og jeg snupper en og sender dem så videre. Vi kommer over til indgangen mod Fælledparken og der parkere jeg min veninde, mens jeg søger ind igennem træerne på en jordhøj, for at led igennem hegnet mod løbsgaden. Lyden fra medaljerne bliver tydligere og jeg søger efter hende, som var jeg et barn der var blevet væk i er supermarked. Jeg kan se alle uddelerne af medaljerne stå tæt op af hegnet og tanken om at de let som ingen ting kan masses rammer mig. Så ser jeg hende, hun er ved at hænge endnu et bundt medaljer om armen, inden hun igen skal overrække dem. “MOR!”, vores øjne mødes og igennem hegnet gnubber vi vores næser sammen. Det møde, det øjeblik, vil for evig tid stå som det stærkeste minde fra det løb. Visheden om min mor var okay, i fuld sving med at overrække dagens kæmper en medalje, når nu hun ikke selv kunne løbe med i år, det siger så meget om hende, den sejeste kvinde jeg kender. Beder hende komme med mig, væk fra området, med min barnlige stemme men svaret er kærligt og kontant “Der er så mange løbere og de har kæmpet så flot, så de skal have deres medalje.” Min mor læser mit urolige blik og siger så derefter at hun nok snart skal tage hjem.

Så siger vi farvel og jeg går igennem mudderet tilbage til min veninde mens jeg finder telefonen frem. Min mand og drenge står af princip ikke i mål, men med årene er drengene blevet bidt af løbestemningen og er derfor begyndt at komme med rundt på ruten og er nogengange kommet hen til målområet. Jeg ringer op og konstatere min telefon er ramt af fugt og panisk råber jeg “Jeg er ok – hvor er i – jeg elsker jer”. Heldigvis var drengene blevet overmandet af regnen på Frederiksberg og havde søgt i ly derhjemme.

Min veninde og jeg bevæger os ind i løber området og søger imod bagageteltene. Jeg er i chok og begynder at grine mens jeg hopper igennem mudderet.

img_4652

Jeg forstår ingenting og alligevel indfinder alvoren sig, så hurtigt får vi overrakt vores bagage og søger ud imod cyklerne. Under turen hjem er tankerne mange. Jeg tænker på alt fra de tilskadekommende, til alle løberne på ruten som er tvunget ud af løbet, til tilskuere og ikke mindst alle dem jeg kender, både fra den virkelige men os virtuelle verden. Flere af dem fra Instagram skulle løbe deres første halvmaraton idag og stille ber jeg til, at de er kommet helskindet igennem løbet.

Efter en hård tur hjem, skilles vi ved min lejlighed og da jeg bevæger mig op ad trapperne i opgangen, føler jeg mig tom og uforstående overfor hvad pokker der lige er sket. Medaljen hænger om halsen og SMS beskeden fra løbsarrangøren fortæller mig at jeg har lavet PR og nu har en officiel halvmaraton tid på 02:02:10. Da jeg åbner hoveddøren for derefter at lukke den bag mig falder jeg fra hinanden. Tårerne vælter frem idet drengene løber mig imøde og jeg kan ikke andet end at sætte mig på gulvet og ligge hovedet imod Hr. Mand skulder, mens jeg hulker i lettelse og i chok over de sidste timers oplevelse.

img_4682

Jeg er super stolt over min egen og ikke mindst min venindens præstation ved dette år CPH Half og jeg glæder mig til næste års løb, hvor vejret forhåbentlig er med os og hvor min mor igen deltager og ja, jeg selv endelig kommer under de gyldne 2 timer.

Tusind tak fordi du læste med.

Mine tanker går til de tilskadekommende og deres pårørende. Jeg håber de er okay?

Kærlig hilsen Christina
Løber For Livet

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Uden filter

fullsizerender-11

Idet jeg åbner pilleglasset flyver jeg tilbage.
Jeg rammes af mørke flashback.

Væggene er hvide og på dem hænger der billeder med blomster motiver. Der er et gelænder langs den højre side af væggen, det løber fra venstre side af fløjen, til den højre, hvor mit værelse ligger. Medicinrummet ligger inde til venstre for hovedindgangen, ved siden af personalestuen. Ved siden af den massive dør, er en lille hylde opsat, på den står der plastkopper og en kande med vand. Nedenfor står en skaldespand. Jeg går i slowmotion hen mod medicinrummet. Klokken er 21:30 og det er nu det skal ske.

Min krop den ryster fra inderst til yderst til trods for jeg nogle timer for inden, har fået en halv pille beroligende. Mine øjne er fyldte med vand og da jeg møder sygeplejersken i døren, snørrer min hals sig sammen. Hun møder mit blik og smiler så opmuntrende, som om hun ved det hele nok skal ændre sig. Hvad hun ikke ved er jeg inderst inde føler mig døende. Jeg føler mit inderste konstant forsøger at rive sig løs og søge imod mørket og ligemeget hvor meget jeg prøver at kæmpe imod, bliver alle mine bevægelser langsomme og kejtet, som har jeg allerede givet op. Jeg forsøger at tage imod pilleglasset og alligevel kan jeg ikke løfte min arm. Den ligger der, den lille gule pille. Så kigger jeg på hende, vrider mine hænder og lader neglene borer sig ind i håndfladerne. “Jeg skal lige” får jeg fremstammet og så går jeg ned for anden ad gangen og lade hoveder hvile imod vinduets kølige glas. Udenfor flyver fuglene afsted, de kvidre godnat mens det sidste af sommerens aftensol kærtegner det øverste af en tagryg. Tårerne pibler frem mens jeg står der og tankerne kredser igen og igen om min svaghed. Jeg er i tvivl og mest af alt bange for pillen i glasset. Jeg vil ikke. Jeg har overhovedet ikke lyst til at tage den pille, omvendt ved jeg, at jeg ikke har råd til at lade vær.

Jeg lukker øjnene og fremkalder billeder af ungerne. Jeg ser deres blå øjne, deres glade smil og høre for mit indre ører deres klare stemmer. De kalder på mig!
Jeg slår øjenene op, lader hidsigt en hånd tørre tårerne bort og går så hen imod medicinrummet. Hun siger ikke noget men rækker mig anderkendende pilleglasset og inden mine tankerne når at sætte sig i karrusellen til endnu en svingtur, kaster jeg pillen ind bagerst i munden og synker den så.

Flash forward August 2017
Jeg kigger en sidste gang ned i pilleglasset. Der ligger halve og hele piller og der er forholdsvis mange tilbage. Så rækker jeg ud efter låget og begynder at skrue det på. På hylden ligger en lille pose hvori jeg ligger glasset. Så sætter jeg mig på ungernes slagbænk og skubber skoene på fødderne. Jeg rejser mig hurtigt, kaster et blik ud af vinduet og konkludere at jeg snildt kan gå uden jakke. Så tager jeg posen, låser døren op og smækker den bag mig. Jeg er hurtigt nede af trapperne og ude af opgangen. Jeg drejer til venstre og søger så ned imod apoteket. Da jeg kommer ind rammes jeg af endnu et minde..

Flashback August 2016
Det er formiddag og alle rutine kunderne sidder på bænken eller venter utoldmodigt udenfor. Jeg trækker hurtigt et nummer og tager papirlappen med mit høje tal i sammen hånd som sygesikringskortet. Der er mange mennesker omkring mig og uren i kroppen begynder at røre på sig. Det suser for mine ører og hænderne begynder at ryste, hele mit nervesystem er fortsat i stykker på trods af det er 9 uger siden aften hvor filmen knækket. Min vejrtrækning bliver er et split sekund ukontrolleret og hjertet begynder at slå dobbeltslag. Jeg trækker vejret ind, for så at holde det i 5 sekunder, inden jeg langsomt puster ud. Sådan gør jeg 3 gange mens jeg forsøger at mærke jorden under mine fødder. Der er kun mig i rummet, kun mig og alle andre er luft. Langsomt sænker roen sig, og da jeg slår øjenen op kan jeg igen finde et eller andet ligegyldigt at se på. Da det bliver min tur har alt blod forladt mit ansigt. Skamfuldt rækker jeg mit sygesikringkort frem og fremstammer så, “Hej – der skulle gerne ligge noget på serveren tak”. Damen taster er par gange hårdt på tastaturet og ser så på mig “Combar 30mg, antidepressiv”. Selvom hun er diskrete nok, er jeg sikker på hele apoteket, ja hele verden kan hører at jeg er kunden som skal have antidepressiv medicin, så hellere et præparat  imod skedesvamp!

Flash forward August 2017
Jeg står i døren og lader øjnene søge efter beholderen og der, for enden af lokalet, under alverdens fedtcremen er den. “Medicin rester” står der. Beslutsomt går jeg hen imod beholderen, fisker  pilleglasset op og mærke med det samme tårerne presse sig på mens er smil kommer over mine læber. Jeg lader pilleglasset glide ud af min hånd og ned i bøtten, så vender jeg om og går ud af apoteket.

Et skridt ad gangen
I april måned havde jeg min første tid hos en psykiater. Her fortalte jeg lidt om mig selv, min indlæggelse og alt det som har fundet sted siden. Bagefter talte vi om mine overvejelser omkring udtrapningen af den antidepressiv medicin. Jeg var bange, frygtelig bange og nervøs for om jeg overhoved kunne være til uden pillerne. Selvom min dosis aldrig har været synderlig høj, så frygtede jeg alligevel at falde tilbage i mørket. Psykiateren beroligede mig og fortalte lidt om hendes egne studier omkring lige præcis mit præparat. Derfra lagde vi en en plan og snakkede om bivirkninger, fysiske såvel som psykiske. Efter det var vores første møde slut.

Vores aftale lød på, at jeg skulle trappe ned 25% ad gangen og jeg skulle igangsætte processen når jeg følte mig klar. Derudover skulle der gå en hvis mængde tid og være en ny konsultation imellem hver nedtrapning.

Efter vores samtale, kører samtalen med psykiateren rundt i hovedet resten af dagen og den lille knude af angst i maven, skifter farve til før at have været gul til nu og være blå-lilla, som et stort mærke på huden. Selvom jeg nu har været depressionsfri i knap 6 måneder og dag for dag mærker at jeg bliver stærkere og mere erfaren til at mærke efter, så sider angsten for tilbagefald i kroppen. Jeg vil ikke være syg igen – jeg vil ikke.

Jeg går langs søerne mens Björks smukke stemme runger i mine ører. I ny og næh tørrer jeg en tåre væk og begynder så at tale mig selv op. Det hele handler om tilliden til sig selv og troen på at man virkelig kan det man skal. Jeg har lært at jeg kan klare alt hvad livet giver mig ad udfordringer. Jeg kan godt !

Jeg er ikke just vokset op med nogen perfekt barndom og arrene på min sjæl er mange, men min styrke og vilje til at ville fremad er samtidigt mit bedste træk. Nogen gangen spænder det ben for mig og det har gjort at jeg lille så stille har skulle lærer at skrue på de rigtige knapper, så jeg ikke kvæles i forsøget på at kæmpe.

Det sidste år har jeg kæmpet en kamp. Faktisk har jeg kæmpet siden den 16 juni 2016, den dag hvor min mentale film knækkende og verdens farver forsvandt. Siden lægerne på psyk, fremlagde en behandlingsplan der indholde antidepressiv medicin, har målet været at komme tilbage til livet, stærkere og mere erfaren end nogensinde før og uden medicin. Jeg bliver aldrig helt den gamle Christina igen, ikke fordi hun ikke var fantastisk, men fordi tiden har ændret sig og jeg har fået sorteret ud i uhensigtsmæssige handlemønstre og overlevelses strategier. Gamle leveregler er set efter i sømmene og omdefineret og yderligere har jeg set på mig selv, mens en psykolog har holdt mig i hånden og arbejdet med arene på sjælen, min egen væremåde og derigennem har jeg fået en støre indsigt i hvem jeg virkelig er og hvad det er jeg kommer med. Jeg vil til evig tid være eftertænksom, fordi det er sådan jeg er. Det betyder ikke at tankerne sætter sig i en karrusel og kører i ring, det betyder heller ikke de skal forstyrre det gode liv. Særligt det gode liv har jeg reflekteret en del over det sidste års tid, post depression og konklusion er ganske simpel og alligevel uhyr kompleks. Der er nemlig mange måder at leve det gode liv på.

img_4456

Medicinfri
Jeg har brugt knap 4 måneder på at trappe ud af min medicin, 25 procent ad gangen. Inden hver nedtrapning har jeg været forbi psykiateren, for lige at vende perioden på den nye dosis og for at sikre at jeg var klar til endnu en neddosering. Dengang jeg startede på medicinen, gennemlæste jeg indlæggseddelen fra ende til anden og stillede psykiateren som havde ordineret medicinen til krydsforhør, inden jeg gav samtykke til behandlingen. Efterfølgende læste jeg alt jeg kunne finde om antidepressiv behandling og naturlig lindring af depression.

Selvom jeg læste det meste, så fæstet jeg mig aldrig rigtig ved ophørs symptomerne. Ligesom der var en del bivirkninger ved at starte på medicinen, så som yderst livagtige mareridt, manglende evne til at føle mæthed og øget træthed, så er der oftest os nogle ophørssymptomer.. dagligt tale abstinenser. Det kom dog bag på mig, da jeg begyndte at sætte mig ind i ophørssymptomerne, hvor “hårdt” selve udtrapningen kunne blive. Nogen vil nok mene at det jo aldrig er det samme som selve depressionen og så helt forfærdeligt er det måske ikke. Generelt har jeg håndteret min depression med udgangspunktet i “Kill It With Knowledge”. Da jeg var syg og oplevede skift i min sindstilstand og kropslig ubehag, så hjalp det at vide hvad jeg var oppe imod og derfor har jeg tit følt, at jeg måtte være klogere end depressionen selv.

Da jeg begyndte at knække piller, så oplevede jeg som sådan ikke de værste bivirkninger. Generelt kunne jeg se et mønster i at jeg de første 14 dage oplevede konstant rysten og “stød” i kroppen. Stødende oplevede jeg som hvis jeg blev forskrækket over er eller andet. Derudover bliver jeg stærkt plaget af kvalme, men efter en graviditet hvor jeg kastede op i 10 uger, så lærer man et eller andet. Jeg har altid haft let til tårer men i takt med jeg kom længere ned i dosis, jo mere grådlabil blev jeg.

Nu står jeg så her, på den anden side med de sidste ophørssymptomer og jeg tror på det ! Selvom de er værre end nogensinde før og jeg for alvor kan mærke at alle stofferne i pillen forsvinder ud af kroppen, så tror jeg på det ! Jeg ved jeg nu er kommet mig. Jeg glæder mig til november og til jeg kan se krydset i kalenderen, fra den dag jeg sidste år selv kunne mærke at jeg var depressionsfri. Der er ingen tvivl om at jeg selv har haft nogle små parameter for hvornår jeg kunne tillade mig at sige “Jeg er rask og ikke mindst kommet godt på benene” og der har ophøreret af den antidepressiv medicin været en vigtigt faktorer – dette gælder dog for mig, hvad andre gør og tænker, er jo deres sag . Hertil er det os vigtigt for mig at påpege vigtigheden i at man drøfter sin medicinske behandling med professionelle, inden evt ophør eller nedtrapning.

Min rejse har været “lang”, til tider farefuld og når jeg tænker på, at jeg var hende der i gruppeterapien en dag brød sammen og i plenum sagde “Jeg har bare snart ikke flere kræfter tilbage – jeg kan ikke holde ud at skulle kæmpe sådan for livet” så er jeg stolt. Jeg er stolt over min udvikling, min rejse og ikke mindst min måde at håndtere min depression på.

“Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.”

Tusind tak fordi du har fulgt med i min rejse og accpeteeet min åbenhed omkring min depression.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mad og mennesket

img_4259

Det er sjovt der der med mad, det er et fællesmenneskelig behov, noget identificerbart for os alle og med tiden blevet en utrolig individuel sag.

Hvorfor det er blevet således handler om alt fra kultur, sociologisk, pædagogisk og ikke mindst politisk indflydelse. Det er fortsat ikke ret mange år siden videnskaben begyndte at påpege kost og sundhed hang sammen. Derigennem er vi på mange måder er vi blevet nogen egoistiske tosser, når det kommer til det enkelte måltid. Allergier spiller lovligt ind men idag er det ikke længere uhyrt at sige nej tak til kage eller flødesovsen, fordi maven eller vægten ikke har godt af det. Idag er mad ofte ikke længere styret af de lystbetonet behov men i højere grad af de faktuelle og rationelle valg.

Et sted hvor jeg virkelig kan mærke mit eget behov for ‘kontrol’ over mad, er når jeg fratages alle mine normale vaner, tilberedningsformer og ikke mindst frie valg. Et sted hvor det sker, er på et hospital… Jeg er dybt taknemlig for at bo i et land med god og fri behandling, det gør dog ondt at se og opleve personalet løber så hurtigt som de gør. Det gælder på både de somatiske men os psykiatriske afdelinger.

Dengang jeg var indlagt på psyk, der var maden på mange måder min fjende og mit faste holdepunkt. Da jeg blev syg, forsvandt al appetit og vægten styrtdykkede. Derudover kom jeg i antidepressiv medicinsk behandling, som ofte er kendetegnet ved at man tager på. Dengang overlægen fortalte mig om min behandling, så faldt jeg næsten ned af stolen, jeg har tidligere skrevet om mine tanker og følelser omkring antidepressiv behandling som du kan læse om HER. Da jeg derudover fik beskeden om bivirkningen omkring vægtøgning, så var jeg liiidt ekstra nervøs. Et par ekstra kilo på sidebenene skulle selvfølgelig ikke stå i vejen for at jeg kom ud af min depression, men ret skal være ret, jeg trives ikke med ekstra kilo på sidebenene og når jeg ikke trives, går det i humøret og derfra skabes en ond cirkel, da mit humør ofte påvirker mit indtage og præferencer af fødevare.

Jeg tror ikke det er et enestående problem. Måske derfor trøstespisning er et fænomen? Måske os derfor at diverse kurer indeholder en cheatday mm. Jeg tror bare ikke på det ! Jeg vil hverken belønne eller straffe mig selv med mad, istedet vil jeg gerne sikre at min krop og mine behov imødekommes, med det for øje at jeg hele tiden har en bevidsthed omkring hvorfor og hvad jeg spiser. Hvis jeg spiser slik, spiser jeg slik fordi jeg gerne vil det og ikke fordi jeg godt må, eller fordi jeg lige synder lidt.

Men for at komme tilbage til hele grundtanken med dette indlæg, så vil jeg gerne have jer med tilbage til min indlæggelse på psyk. Velvidende om den medicinske bivirkning og manglende appetit, forsøgte jeg at gribe fat i det jeg kendte og ikke mindst udnytte patientkøkkenet på afdelingen. Derfor blev jeg kendt som hende tossen der stegte røde bøffer og asparges i en gryde. På en hylde i garderobeskabet lå der nødder, rosiner, tun på dåse og diverse sundere snackbarer. Ikke fordi jeg ønskede at tabe mig, men fordi jeg simpelthen ikke kunne overkomme et rigtig måltid. Samtidigt med dette løb jeg hver dag og brugte minimum en time i motionsrummet på afdelingen, dels for at arbejde med min hvertrækning under angstanfald og for mig at få de mørke tanker på afstand.

På en afdeling, hvor man er indlagt, for henholdsvis somatisk og psykiatrisk sygdom, så er der en madvogn. En lille mini buffet om man vil. Jeg taler udelukkende er erfaringer fra Frederiksberg Hospital, en del af Region Hovedstadens hospitaler, som ikke er med i Christian Blitz madprojekt eller lignende. Tror vitterligt ikke han vil sætte sit navn der, så hellere en kop i stentøj? Indlægget her har ikke direkte til formål at brokke sig over maden, jeg kan dog undre mig over den manglende forståelse for tallerken modeller og ikke mindst behovet for smagfuldt mad.

En stor problematik på den psykiatriske afdeling var dog, at maden vi fik var lavet til somatisk syge patienter og derved var den ofte lidt federe end ellers. På de psykiatriske afdelinger er patenterne ofte i en medicinsk behandling eller i en tilstand, som gør at deres indtag af mad stiger og når det stiger, så stiger vægten og Wau, nu er vi over i den onde cirkel igen.

Da jeg så igår blev indlagt på en medicinsk akutafdeling fordi mine lunger efter knap 3 ugers sygdom fortsat lyder som Hr. Mands MoccaMaster, så blev jeg ramt af alt for mange flashbacks. Alt fra alarmere der bipper til industri servicen og lugten af jod og sprit. Da jeg tilbydes mad, vælger jeg suppen, frem for leverpostej med skyr eller spejedreng med rå løg og til aften blev det kogte gulerødder og et lille stykke spinattærte. Portionerne lignende fuldstændig dem fra min tidligere indlæggelse hvor jeg efter 9 uger kom madplanerne igennem hele to gange. Kan desværre konstatere at de mere eller mindre fortsat er de samme. Igår aftes fik jeg så en rigtig sød læge som forstod at jeg rigtig gerne ville sove hjemme, således at mine børn ikke opdagede at jeg var indlagt (igen). Min tur på tankehospitalet for et år siden, er lige så stille ved at glide i baggrunden, men jeg ved at særligt Aksel stadig gør sig en del tanker om dengang mor blev rundtosset og syg i tankerne. Derfor fik jeg lov til at komme hjem således at jeg kunne spise morgenmad med mine børn og pænt komme tilbage til afdelingen igen næste morgen .

img_4273

Det gav mig os muligheden for lige at finde en del af det mad frem som jeg foretrækker og har brug for.
For mig er mad mange ting, mest af alt et biologisk behov der skal imødekommes. Mad er for mig også en måde at give sin krop en masse vigtige vitaminer og ikke mindst en understøttelse til hvad man nu end måtte have brug for. Som kvinde og løber skal jeg bruge masser af jern. Som tidligere depressionsramt sørger jeg for at de mere (hvedemæssige)hvide fødevaregrupper i sjældenhed optræder på min tallerken, da de ifølge forskning har en nedbrydende effekt på de signalstoffer som er “lykkefremkaldende” og som oftest er udslettes under en depression. Derudover så forsøger jeg igennem min kost at spise mig selv, psykisk såvel som fysisk glad .

Hvilket jeg desværre ikke føler at “hospitalsmad” gør, tværtimod.
Derudover så bliver jeg aldrig god til at sætte mig med en bakke i sengen og spise med mad på en plastik bakke. Derigennem føler jeg simpelthen at alt for meget af mine personlige træk frarøves. Måske derfor jeg ikke bryder mig om alt fra hospitalstøj til mad, jeg har brug for mig selv og min person, os selvom jeg hiver efter vejret.
Erving Goffman kalder alt det jeg omtaler for identitetsudstyr og ja, på mange måder er jeg glad for jeg endelig ved hvad det er og hvem jeg er, istedet for hele tiden at føle mig “forkert” eller sygeliggjort fordi jeg kender mig selv om mine egne præferencer, os i forhold til mad. Det kan den gammeldaws sygepleje nemlig ret hurtigt komme til at gøre. Sandheden er bare en helt anden.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

En falden kriger…

img_1802

Jeg troede idag skulle være dagen. Dagen hvor fortællingen kunne lyde : Jeg rejste mig fra sygesengen og løb 30 kilometer. Måske lidt optimistisk – men det handler om at tænke i muligheder frem for begrænsninger .. og måske manglende selvindsigt?

For 12 dage siden begyndte jeg at få lidt hedeture. Jeg havde to dage forinden rullet rundt i de københavnske gader og da himlen pludselig åbnet sig under turen, blev de sidste 10 kilometer ret frugtig. Da jeg vågner forrige mandag, er det med en træthed i kroppen, men da jeg på daværende tidspunkt var ret medtaget af nedtrapningssymptomer valgte jeg at sætte hårdt mod hårdt. Sådan fortsatte jeg derudad, men onsdag tog jeg mig sammen og smuttede til lægen. Temperaturen dansede tango med de 39,8 og følte langsomt at min krop faldt fra hinanden. Lægen konstaterede at det var virus og da jeg intet har til overs for virus, så gav jeg den 48 timer og derfra var det op på hesten igen.

Sidste lørdag troppede jeg så op på Refslhaleøen hvor jeg havde vundet et løbenummer til Nordic Race med Team Easis. Den stod på 5 kilometers urban / trail løb med knap 48 forhindringer og 2 ture i den københavnske havn. Jeg ved godt jeg nu placere røven i klaskehøjde og det er fair nok – men jeg er nu engang som jeg er !
Jeg gennemførte løbet og bemærkede da godt jeg iltede utrolig dårligt og selvom vi løb i rolig pace, så var pulsen konstant på max. Men med hostesaft som trylledrik kom jeg igennem og da holdet inviteret mig med i byen for at spise om aften, tog jeg det som en oplevelse. Det er svært at sige nej til sådan et selskab som team Easis holdet var!

Da jeg cykler hjem om aften og ser mig i spejlet er kinderne feberrøde. Søndagens bruges med ungerne i rolig tempo og jeg sørger for at drikke masser af te og få den korrekte mængde søvn. Mandag morgen kommer og jeg kører en tung spinning time. Lungerne er døde men kroppen arbejder efterhånden som den skal, taget i betagtning af jeg ikke ilter helt som jeg gerne vil det.

Tirsdag kommer og jeg løber 10 km men der kan jeg for alvor mærke kroppen er nedlagt. Når jeg trække vejret gør brystet mere og mere ondt og smerterne i ryggen er blevet permanente . Onsdag morgen ringer jeg igen til lægen, undskylder min hypokonderlignende adfærd og spørger om jeg måske alligevel kan få en tid, da jeg synes det piber når jeg hiver efter vejret. Jeg cykler på studiet og derfra til lægen. Små 15 kilometer og da jeg kommer frem ber jeg til det ikke længere er virus. Da jeg mildest talt er ved at gå til over kroppens manglende energi. Lægen lytter og kigger så på mig og dernæst min skoletaske og spørger så “har du været i skole sådan der?” Derefter fortælle han mig pænt at venstre lunge er betændt og jeg SKAL ligge syg dagen efter. Lige der så ved jeg ikke hvordan jeg lige skal forklare ham at jeg pt. Er alene med ungerne, at specialet kalder og at jeg søndag d 27. skal løbe 30 kilometer. Istedet spørger jeg ind til hvornår jeg må løbe igen og han kigger mistroisk på mig og siger “når du føler dig klar”. Det er formentlig den dårligste udmelding eller en guideline at give mig. Det måske derfor min fyseteraput altid skær alting ud i pap.

Idag blev det så den 27 august. Efter en lille uge som alenemor, men en krop som er dvask og et sind som er på randen til kuller, blev jeg samlet op af min nye løbemakker. Igen og igen kan jeg høre min mors formanende ord og ikke mindst se mig selv falde om, som jeg gjorder det i april 2016 under kongeetapens 30 kilometer. Jeg husker hvordan jeg ved 25 går i stykker og imellem mine Blackouts kan høre ambulancens sirener. Jeg kan huske hvordan jeg siden den dag fik en angst for at hjertet skulle svigte og da jeg imorges bandt løbeskoene og rettede på mit RoadID, vinder angsten. Jeg mistede troen på mig selv og selvom jeg igen og igen forsøgte at tale mig selv op, så røg forbindelsen til kroppen og hovedet tog over.

Da min makker og jeg løber afsted, som de eneste for hold 6:00, så er det viljen som styrer butikken. Mind over matter. Efter 3 kilometer kan jeg mærke trætheden og hvordan lungerne forsøger at ilte som de skal. Hjertet banker i brystet og tårerne kommer frem i øjenkrogen. Jeg vælger at tro mig på mig selv og derfra finder jeg et flow som får mig til at glide afsted. Uret viser vi nu har løbet en tredjedel og min puls er ude af kontrol. De sortner for øjnene og da vi står ved en vej erkender jeg at pacet skal sænkes. Min makker og jeg beslutter at gennemførelse frem for pace er vejen frem og vi hopper derfor ned på hold 6:15.

En tidligere løbekammerat fra holdet kaster et blik på mig og siger så “det der, det er dumt”. Derfra løber vi videre og fortæller så min makker hun skal blive på holdet, ligemeget hvad der sker. Vi runder Christians volde og får uret til at vise min puls zone. Jeg løber meget sjælendt i zone 5. Istedet er jeg blevet en stabil løber i zone 3 og 4. Selv på de helt lange distancer. Uret viser max og det røde lys får kontakt til den ansvarlige del af hovedet. På et spilt sekund tages beslutningen. Den handler ikke om vilje, lyst eller manglende rygrad. Den handler om respekt for livet, min familie og med episoden fra sidste år, hvor elektroderne blev lagt på mit bryst.

Fortæller pænt min makker at hun skal holde fast, at hun nu løber for os begge og at jeg stopper. De fortsætter ud under langebro. Broen der er et monument for alle mine store løbemæssige sejre og sene lange træningsturen. Da de drejer om hjørnet stopper jeg op og lader sorgen, fortvivlelsen og ærgrelsen omfavne mig og jeg bryder hulkende sammen.

img_4256

Jeg giver sjælendt op, jeg overgiver mig nødigt. Istedet kæmper jeg, selv når kampen allerede er tabt. Jeg ved det for nogen er idioti og for andre er det lige præcis det der kendetegner mig. Jeg slår uret fra og efter 12 kilometer er restituerings anbefalingen 4 dage. 12 kilometer er løbet med 28 minutter i zone 5 og resten er i zone 4. Slaget er tabt, drømmen knust og selvom jeg ved at træningen til et marathon ikke nødvendigvis indholder en kongeetappe, så er der for mig noget mentalt beroligende i at have de 30 kilometer i benene. Nu skal Odense marathon løbes på erfaringen og min form, uden de 30. Jeg skal løbe med en accept og tro på at jeg kan, på trods af de manglende 30 og at jeg for nu er en faldende kriger .. som rejser sig når lungebetændelse er væk !

Tak fordi du læste med. Jeg er mig, hende som du nok ryster på hovedet af og gør du tænker “hun er ikke rigtig klog”. Jeg har aldrig påstået jeg var det. Istedet er jeg så meget andet .

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina