At være godt klædt på.

fullsizerender-12

Indlægget her, det handler ikke direkte om påklædning. I og for sig kunne jeg sagtens skrive en masse om det, men i stedet vil jeg hellere skrive om det at være godt klædt på – i en overført betydning. Et egentlig indlæg om påklædning, ville for mit eget vedkommende handle om dengang min mor sagde “Christina, du skal tage en jakke på” eller “Christina, den bluse er lidt for nedringet” også igen “Christina – Hvorfor har du nu klippet huller i dine ny Levis bukser?!”…

Min påklædning, bar det meste af mit ungdomsliv præg af at jeg altid følte mig lidt ved siden af mig selv. Ikke fordi jeg ikke havde det ”rigtige” tøj. Der hvor jeg kommer fra, havde vi vigtigere ting at gå op i. Det handlede for mig om noget helt andet, som ikke engang en ny Disel trøje med neonpinke bogstaver kunne løse. Jeg var lidt for tynd og bleg, også kunne jeg slet og ret ikke forholde mig til mit eget køn. Mit lange blonde hår, blev klippet af da jeg gik i børnehave og i mange år derefter, var mit hår ultra kort og til tider bad jeg endda mine venner om at kalde mig Christian. Selvom min mor har fyldt min mentale rygsæk på bedste vis, så ville jeg inderligt ønske, at jeg havde været bedre klædt på, i forhold til min egen selvforståelse.

fullsizerender-11

img_8950

Som voksen, mor til to og kone, ville jeg havde ønsket at jeg kunne havde fortalt mig selv eller mit yngre jeg, at det var okay. At piger kommer i alt variation og at jeg, grundet min person, havde nogle andre præferencer end Spices Girls, Barbie, neglelakker og Disney Prinsesser. Jeg foretrak at løbe rundt ude på en mark, med snor, hammer og søm, nogle bamser også en mariekiks i lommen eller to, i tilfælde af sulten skulle melde sig. Jeg talte ikke det sprog de andre piger talte og når der i de yngre klasser var pigemøder, så var jeg ikke med. Hvis der var problemer med pigerne, så bankede jeg dem, eller gav dem en hård takling til fodbold, når de en sjælen gang var med. Jeg stornød nu engang bare at være mig og at have gode solide venskaber, til alle mine drengevenner.

Med tiden ændret jeg mig. Det skyldes alt fra en hård flytning, fra en lille flække ved Roskilde fjord til forstanden til København . Også den faktuelle situation at jeg begyndte at komme i puberteten og lige pludselig var Kasper og Tobias fra klasse utrolig søde, på en måde der gik udover venskab. Sådan stod det på i mange år, med kæresterier frem og tilbage. Ville jo nok havde ønsket jeg havde trådt mere i karakter, skruet lidt ned fra dramaet også samtidigt havde hyldet mig selv for den jeg var. I stedet var det på det tidspunkt at jeg for alvor begyndt at skæve til mine veninder og tænkte negative tanker om mig selv og om den jeg var. Det var noget værre rod og listerne, som vi af mærkelige årsager bad drengene udfylde med hemmelige sedler i timer, de understøttet på ingen måde mit skrøbelige selvværd. Selvom jeg til tider lå i top 3, ofte med hjerter over i’erne, så blev jeg langsomt mere forvirret og fyldt med selvhad.

img_8877

Skulle jeg i dag have muligheden for at klæde mig selv ordenligt og ja, måske endda bedre på, kan det være svært at se hvor jeg ville regulere. Selvfølgelig ville jeg havde droppet den dynefrakke jeg købte i 7 klasse og så bare havde accepteret at jeg var mere “ski-jakke-typen”. Det ville have været mindre omkostningsfuld og samtidigt havde forskånet mig for en række drillerier omkring min “pølsejakke”. Omvendt var jeg sgu nok bare blevet drillet med noget andet? Jeg ville ønske jeg havde kunne fortælle mit yngre jeg, som konstant væltet rundt i de mange dybde, at det blev bedre, at jeg med tiden ville lærer at leve med dem på en måde, som gjorder tårerne ikke altid skulle trille. Samtidigt ville jeg ønske jeg havde rost mig selv lidt oftere, for at havde haft den kompetence at kunne mærke så godt efter. Kæresterne dengang, de havde ikke en chance når hele mit følelsesapparat blev rullet ud. Det var ligegyldigt hvor mange enkle langstilket roser eller matihilde kakao mælk de gav mig. For jeg følte og tænke sådan og sådan…

img_8929

Jeg ville ønske jeg havde kunne fortælle mig selv, at skolen ikke kunne definere hvem jeg var og ville blive. At mine stavefejl nu engang skyldes en tenderende ordblindhed og at jeg kunne så meget andet, end at brillerer til retskrivning. Jeg ville ønske at jeg dengang på HF, havde stået mere fast, at de ældre piger i tyverne ikke skulle havde haft et ben til jorden, når de “nedgjorde” min lille spinkle livserfaring. Sandheden er jo en helt anden. Jeg ville ønske jeg havde troet mere på mig selv, at jeg havde læst lidt mere i naturfagene at og troet på jeg godt kunne det med atomerne. Jeg håber at jeg for guds skyld, til trods for al det rod det medførte, stadigvæk var blevet så smask forelsket som jeg blev det, i min en del ældre ekskæreste. Det var der jeg virkelige begyndte at forstå mig selv og hvad det var jeg egentligt var gjort af. Det var også der, jeg lærte hvad jeg var værd, fortjente og ikke fortjente. Jeg ville også ønske, at jeg, som jeg gjorde det, huskede at spørger min klassekammerat om han ville danse lancier til galla og jeg ville ønske, at jeg med en fascination af ham, havde udviklet et venskab som ændret alt og gjorder at jeg i dag er sammen med ham på 8 år.

Jeg ville ønske at jeg havde givet mig selv lidt mere snor, at jeg havde troet lidt mere på mig selv og at jeg havde mærket efter i tide, omvendt kan den livserfaring jeg har fået det sidste år ikke opstøves andre steder.
For fremtiden håber jeg at huske på alt det, der er med til at klæde mig mentalt på.
At nok kan et tørklæde varme udefra, men kun sand kærlighed varmer indefra.

2

Det er, selvom mine drenge er virkelig godt klædt på her i vintermånederne, i tøj der regulere og transporter varmen godt rundt på kroppen, så er det kærligheden jeg ønsker at lærer mine drenge aller mest om. Den kærlighed som jeg tror klæder dem på forlivet. Nemlig den kærlighed der er mellem deres far og mor. Det er den kærlighed som gør at de nogengang må vendte, mens mor og far krammer og kysser. Det er den kærlighed som gør at vi griner, laver fis og ballade med hinanden og også nogle gange bliver uvenner, for så at blive gode venner igen. Det er kærligheden, som jeg mener er den vigtigeste ting at klæde sine børn mentalt på med. Kærligheden som både er hengivende og livsskabende. Kærligheden som er fyldt med ansvar og gør at jeg bedre mine drenge tage deres tøj på selv, fordi en dag skal de selv klare det. Jeg håber mine drenge, vil føle sig mere tilpas i egen krop og med deres eget sind. At de vil huske at tage en jakke på og vigtigst af alt, altid huske deres værd her i livet også samtidigt udvise en omsorg og hensyn til deres medmennesker.

img_9078

Tusind tak fordi du læste med.

Indlægget indeholder reklame, i form af mine drenges fantastiske påklædning fra tøjmærket Reima. Ønsker du at læse mere om enten Reimas produkter kan det findes på Reimas egen hjemmeside og ønsker du en direkte anmeldes heraf, har jeg skrevet en i indlægget ”kunsten at mærke efter” som kan læses HER

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

   

At sejle et skib

sail_ship_by_romanedge-d4wjkij

Det hele startede med at hun stod der ved roret. Selvom det nu engang var mit skib, skænket af hende, moderskibet, så var hun fortsat nød til at holde kursen. Hun holdte den alt imens hun lærte mig at vaske dækket, knytte bånd, sætte sejl og holde udkig for farefulde isbjerge, i det blanke vand, store havuhyre og tillokkende eksotiske øer. Til at starte med var jeg pligtopfyldende, så blev jeg viljestærk og nogle gange var det sågar nødvendigt at råbe, at jeg skulle komme på dæk, i stedet for bare at snorke i en kabys.

Hun lærte mig at aflæse kort, at navigere imellem de fire verdenshjørner og samtidigt kunsten at mærke efter, hvad det egentlig var jeg selv gik og drømte om. Langsomt men sikkert overlod hun mig roret. Til at starte med var hun let guidende, nogle gange helt formanende også begyndte hun ellers at trække sig mere og mere i baggrunden. Husker den dag jeg lagde til kaj. Mit skib var lastet med Ikea-poser, en stor Friends dvd boks, en masse krøllet tøj og lidt fisherman’s proviant. Husker hvordan vi tog afsked, hvordan tårerne løb af mine kinder, mens jeg sejlet afsted på jagt efter nye eventyr.

Kursen var sat. Jagten efter livets eneste vigtigste koordinat, kærligheden, var begyndt. Kærlighed, som hun havde lært mig om. Kærligheden, som kunne farve himmelen rød, men på en og samme tid, også kunne forvandle himmelhvælvinger til mørke store skyer. Hun havde lært mig, hvad det ville sige at elske og hvor vigtigt det var at tro på, at det var godt nok.

Kærligheden findes oftest de mest uventede steder. Den tryllebinder og knytter hjerter sammen. Mit hjerte var ikke længere kun mit, nu indeholdte det også ham.

Selv kom han med sit eget skib. Et skib med det højeste serviceniveau. Et altid fyldt spisekammer og en kommode, med nyvasket og strøjet tøj. Tøj hans egen kyndige lærermester fortsat hentede og bragte. Han var sågar også så heldig at have en vaskeægte skibssnedker i hans havn. En snedker, som jeg på så mange måder også beundret og langsomt men sikkert, tillod mig selv også at knytte bånd til.

Sammen havde vi nu to skibe. Det ene lidt længere end det andet. Den ene mere smalt det andet mere rundt. Sammen fandt vi en fælles havn at ligge til kaj i. Med tunge reb og for en sikkerheds skyld også kæder, lod vi os fortøjer. Vi gjorder det, med erfaringer for vores altid støttende hjemstavne, for derved at sikre, at vi nu sammen kunne udforske verden, til vands, til lands og i luften, som kun den ægte kærlighed tillader det.

Vigtigst af alt er kærligheden.

Til os selv, hinanden, vor partner, forældre, søskende og selvvalgte bonus familier

Tak fordi du læste med

Kærligst Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Et år ældre

img_8603

I dag blev jeg spurgt om, hvordan jeg egentligt har med at blive ældre?
Jeg synes faktisk det er noget underligt noget, den der aldersfiksering som hersker. På mange måder har jeg altid været lidt ude af trit med min egen alder. I morgen fylder jeg 28 og når jeg sidder med jævnaldrende, så er min vielsesring og stærkmærkerne på inderlårene må mange måder, en indikation af at jeg har ”sprunget” noget over. Eller sagt på en anden måde, at jeg i forhold til den gennemsnitslige 28-årige kvinde, ikke passer helt ind. Det gør mig overhoved ikke noget. Jeg var lidt for hurtig til at blive voksen, selvstændig og på andre områder, er jeg nu engang bare næsten 28, med en til stadig stor del barnlige sider og de sider håber jeg aldrig forsvinder.

Jeg har altid vidst hvad jeg ville, også alligevel ikke.
Da jeg var mindre fortalte jeg tit min storebror, hvordan jeg aldrig ville eje et hus eller have en bil. Jeg ville blot have en cykel, et telt også rejse.
Jeg har nu været bosiddende på Frederiksberg i knap 6 år, men jeg ejer fortsat ikke det store og det passer mig faktisk helt fint. Bare tanken om at skulle investere i en ladcykel, i den nærmeste fremtid, det er et stort nok ejerskab for mig. Jeg aldrig drømt om vila og volvo. Selv da jeg fyldte 18 år og jeg af min mor og hendes mand fik et gavekort til et kørerkort, så sagde det mig abselut ikke noget. Jeg var selvfølgelig rigtig glad for gaven, men det er fortsat ikke indløst. Jeg tænker dog at her 10 år efter modtagelsen af det, at jeg er ved at være klar til at gøre det. Det haster ikke hvis man spørger mig, men hvis man spørger Hr. mand, så gør det lidt. Han er virkelig gået glip af meget lækker rødvin igennem årenes løb, mens jeg påvej hjem fra familiefødselsdage, julefrokoster, parmiddage osv. Har snork sovet med ungerne på bagsædet.

Alting har sin tid og hvis jeg skal være helt ærlig, så er denne tid der er lige nu og her, perfekt.
Jeg er for alvor ved at være faldet til ro, i mig selv. At det lige skulle kræve en depression, det er så hvad det er. Omvendt har jeg valgt at tænke i muligheder frem for begrænsninger og sådan er det bedst for mig, at se på min fortid på. Alt andet gør det simpelthen for svært.

Selvom jeg vitterligt har fået et liv, jeg kun ture drømme om, så er det også det liv, jeg altid har ønsket mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er målrettet med det jeg gør her livet. Hr. Mand kan skrive under på, at han ved det første kys, fik serveret min 5 års plan og heldigt for mig, så var han klar til at følge den. Så nu står jeg hér, næsten 28 år gammel.
Mor til to, lykkelig gift, kandidatstuderende, fortsat ikke boligejer eller indehaver af et kørerkort og indenfor de næste 6 måneder er der planlagt 3 teltture. Så det holdte på mange måder stik det jeg dengang fortalte til min storebror og det passer mig faktisk ganske udmærket.

Det vigtigste for mig er ikke hvilken alder jeg har, men mere at jeg husket at bruge tiden fornuftigt
og gerne sammen med de helt rigtige mennesker.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

   

Da jeg gik i stykker..og fik en depression…

Forord
Jeg har længe, rigtig længe gerne ville udgive dette indlæg, men af helt personlige årsager, har jeg valgt at vente.
Jeg har ventet, ikke for kun at skrive om mine sejre eller fremstille en glansbillede lignende overflade, men fordi jeg har været nød til at være sikker på, at jeg selv på mindre tolerante dage, kunne stå på mål for mine egne ord.

En af de mange årsager til at jeg vælger at skrive dette indlæg, skyldes jeg selv oplevede, da jeg blev syg, at føle mig helt alene og det er på trods af at hver 5. dansker rammes af det, jeg blev ramt af.
I mine tidligere indlæg ”Da filmen knækket” del 1 og 2, som kan læses HER og HER. Der skrev jeg indledningsvis, hvorledes jeg mente at vi alle har et ansvar for at skabe de forandringer som vi ønsker os. Jeg ønsker at vores alt for snævre normalitetsforståelse udvides og det tabubelagte gitter, der ligger over psykiske sygdomme, rives væk. Jeg ønsker at vi kan leve i et samfund, hvor det er okay – ja acceptabelt at have været forbi psykiatrien. I takt med medicinal industrien vokser, den ene nye diagnose efter den anden popper frem og vi konstant etablere tårnhøje forventninger til os selv og hinanden, så tror jeg kun udviklingen går en vej og at mange flere, som jeg selv, vil være nødsaget til at søge psykiatrisk hjælp, af den ene eller anden slags. Selvfølgelig vil jeg med min pædagogiske og sociologiske baggrund, gerne se, at de tendenser som vi i dag ser og oplever i samfundet, de ændre sig. Således at færre udvikler psykiske lidelser eller diagnosticeres med den ene eller anden form for diagnose.  Når jeg skriver som jeg gør, er det fordi jeg mener at den mindst lille uregerlighed overflyttes til en kasse med påsat label og det finder jeg stærkt foruroligende. Det er på mange måder en helt anden snak og et helt andet og mere kritisk indlæg. Jeg mener bestemt ikke at der skal ses ned på hverken folk med diagnoser eller psykiske lidelser, faktisk mener jeg at vi i samfundet har brug for en lang støre forståelse og information, for bedre at kunne støtte og hjælpe de, der måtte have brug for det.

Jeg håber dette at indlæg, på mange måder kan være med til at få øjnene op for, hvor vigtigt det er at vi passer på hinanden og også os selv. Min fortælling er min og i nogens øjne er det måske den positive fortælling om psykiatrien, andre igen ville mene noget helt andet. Jeg vil bede dig læse dette indlæg med respekt og ydmyghed, og sidst men ikke mindst takke dig for at læse med.

. . .

Det er en sommeraften, den aften hvor det sker. Jeg er alene med drengene og har i tiden op til denne aften løbet rigtig stærkt. Ikke kun fysisk, som da jeg løb Københavns marathon, nej også mentalt. I længere tid har jeg været presset og selvom jeg hele tiden forsøger at finde muligheden for at restituere, er det bare ikke muligt. Der var to afsluttende eksamener på mit kandidatstudie, en dreng med konstant ørepine, som 1-2-3 skulle have lagt dræn også var der den nat hvor min mands blindtarm sprang og jeg måtte ringe 112, sidde på intensiv afdeling og i chok færdiggøre en skriftlig opgave og efterfølgende stå som græsenke i en uge, mens Hr. mand lå og var noget så syg på hospitalet. Det var bare lidt af alt det, som gik forud for den skæbnesvanger aften i Juni måned.

Pludselig knækkede filmen og jeg oplevede på alle måder, hvad det bogstavelig talt ville sige at blive syg i hovedet. Det hele væltede rundt, i vrangforestillinger, sorte mørke tanker, spindet ind i angstens altomsluttende greb. Hvad gør man – når armene og ben ryster, øjnene flakker og hjertet pumper som skulle det sprænge ud af brystet. I mit tilfælde så gik jeg i seng, for jeg måtte jo bare være rigtig træt. Problemet var bare, at alt mørket opsøgte mig i mine drømme den nat og flere gange vågnede jeg ved at angsten forsøgte at kvæle mig.

En belastningsreaktion
Næste morgen spillede jeg skuespil overfor mine børn, som kun er en Oscar værdig. Lige efter mine drenge kører afsted mod børnehaven sammen med Hr. Mand, falder jeg sammen. Hulkende og fortvivlet. Den er helt galt men hvad, det ved jeg faktisk slet ikke. Jeg ved bare at det hele føles pludselig så forkert og at alle mine tanker er præget af et stærkt tunnelsyn. Mens jeg samtidigt kan mærke hvordan det hele falder sammen, møder jeg konstant mine tanker med en patelogisk tvivl. Var det nu også helt så galt? Overreageret jeg ikke bare lidt? Jeg ender med at finde min telefon frem og får ringet efter hjælp. Inden jeg får set mig om, sidder der en psykiater og sygeplejerske i min stue. Efter en lang samtale, så spørger psykiateren lidt forsigtigt, om jeg ikke vil med over på psykiatrisk afdeling. Hun mener jeg trænger til fuldstændig ro og at jeg har fået en belastningsreaktion. Af hensyn til mig selv, det ansvar jeg nu engang har for at tage hånd om min egen sundhed og ikke mindst mine børns mor, vælger jeg at lade mig indlægge.

Timer derefter er sløret, fyldt med angstanfald og konstant utryghed for, hvad det var der skete inden i mig. Sandheden var, at jeg gik helt og aldeles i stykker. 

Stille pakker jeg mine ting sammen, løbetøj, en studiebog og lidt til ansigtet også cykler vi ellers sammen med Frederiksberg Psykiatriske Hospital. Psykiateren forklarer mig, at grundet den måde jeg kommer “ind” på, så skal jeg på en intensiv afdeling også kaldt for et lukket afsnit. Det hele sortner for mig og igen og igen overmandes jeg af angst. Lysten til at sige “stop jeg har det meget bedre nu” kommer, men alligevel tvinger jeg mig selv til at fortsætte. Det her handler ikke om hvad jeg vil og ikke vil, det handler om at jeg har et ansvar for tage hånd om mig selv og den mor jeg skal være for mine to børn.

Vi kommer ind på afdelingen. Der er stille og kun lyden af nøgler der rasler eksistere. Der er en lang gang med en masse døre også nogle store åbne rum, med et køkken, et bordfodboldbord og et kreaområde. Der er også en lille gårdhave, hvor en af de andre patienter sidder ude. På dørene står der tal. Vi går hen mod døren med nummeret 8 på. En høj mand kommer imod mig, han smiler og giver mig så hånden. Psykiateren er sød, hun hjælper mig med at pakke ud, overlever de ting som ikke må haves uden observation og sammen holder vi så et lille møde. Ret hurtigt bliver vi enige om, at jeg bare skal have helt ro også går de. Idet de lukker døren falder jeg sammen på gulvet og græder. Min hulken giver genlyd i det halvtomme rum og mens jeg tager mig til hovedet, kan jeg mærke hvordan hele min verden splinters til atomer og alt det lys, jeg ellers altid selv syntes at have haft en egenskab i at se verden med, det er slukket. I stedet er der bare helt mørkt.

Den intensive psykiatriske afdeling
Jeg vågner ved at jeg har hjertebanken. Luften jeg indånder er kvælende, tør og den får min hals til at lukke sig sammen. Hurtigt løber jeg ud på mit badeværelse og får tændt for vandet. Jeg må have luft – vand – jeg må ud. Hele lokalet begynder at kører rundt og sorte pletter danser foran mine øjne. Hurtigt får jeg klasket en hånd på alarmknappen og får sat mig gulvet. Min krop begynder at ryste, mens verden går opløsning. En sygeplejeske kommer ind, jeg hører hende ikke og mine øjne registeret intet. Hun sidder der bare, med armen om mig, mens hun stille vugger mig for side til side og tæller, ganske langsomt. Hendes stemme er blød, rolig og monoton og lige så stille begynder mit hjerte at sænke sine pulserende slag, luftens tørhed forsvinder og de sorte pletter for øjnene fortager sig. 

Min mor og hendes mand kommer og besøger mig, senere samme aften, som jeg er blevet indlagt. Det eneste jeg kan huske, er at alle mine hårstrå føltes som nåle der konstant prikkede mig i hovedbunden og at jeg ikke ture forlade mit værelse. Min fortid har gjort mig bange for uforudsigelige mennesker og nu var jeg selv og ja, formentlig også alle de andre på afdelingen, uforudsigelige. Jeg er pludselig bange for alt og mest af alt mig selv. Jeg kan se på min mor og hendes mand, at den er helt gal. Min mor, den stærkeste kvinde jeg kender, nærmer sig mig og som da jeg var lille og verden stor og farlig, tager hun min hånd og sammen sidder vi længe sådan. Vi aftaler, at min mor skal være med til mit møde med afdelingens lægen dagen efter, så der er ekstra øre på og en til lige at sikre sig, der passes ordenligt på mig. Hele tiden frygter jeg, at lægerne kun vil række mig et pilleglas også ellers være ligeglad med alt det andet.
Selv jeg, havde mine fordomme om psykiatrien.

Pause
Jeg svinger imellem at græde, tænke i løsninger og være bange. Hurtigt får jeg lukket ned for verden udenfor. Jeg får meldt afbud til diverse møder, arrangementer og ikke mindst alt det som også trækker. Alt hvad der kan poppe op på min telefon det rykkes til en mappe, som for tildelt titlen: Pause.

Efter en nat på den lukket afdeling, aftales det at jeg skal overflyttes til et åbnet afsnit, et mindre intensivt afsnit. Da jeg pakker mine ting sammen, bliver jeg henter af en sød sygeplejeske, som følger mig hen på det nye afsnit. Der møder jeg hende, hende som er med til at vende alt op og ned, Maria. Maria er mørkhåret, hun smiler hele tiden og har de flotteste sneakers, i lækre farver. Hun kigger imødekommende på mig, idet jeg kommer gående med mine få ting. “Hej Christina, velkommen til” Hendes københavner accent er ikke til at tage fejl af. Sammen går vi mod mit nye værelse, et værelse jeg kom til at tilbringe umådelig meget tid på, i ly for al udefrakommende støj, så jeg lige så stille kunne få ro til at koncentrere mig og det der foregik i mit indre. Det er stadig kun lørdag, selvom det føles som om jeg har været indlagt i flere uger. Jeg er træt og plaget af konstant tankemylder. Når jeg vågner op, er det med hjertebanken, mørke tanker og en angst for alt omkring mig. Jeg husker stadig hvordan jeg en morgen vågner, jeg er badet i sved og de sorte pletter danser for øjne, mens kroppen ryster og tankerne bliver mørkere og mørkere. Kun et inderligt skrig, præget af rædsel, kunne få mig ud af tankernes overmandende kraft. Jeg skreg, skreg til min hals føltes øm og tilrevet af luften. Maria er der med det samme, hun holder om mig, mens jeg ligger sammenrullet i sengen og mærker hvordan hele min krop ødelægges af mine tankers mørke.

En psykisk sygdom
Det er mandag. Jeg er startet dagen med en løbetur, sammen med en fysioterapeut. Selvom jeg kun har været på afdelingen i 3 dage, har jeg fået løbet dagligt, med en ledsager. Når jeg løber forsvinder uroen i kroppen og løbet var på mange måder mit eget forsøg på, at holde fast i noget af det, som altid har kunne hjælpe mig, når hovedet har haft brug for en pause. Selvom jeg hverken er til fare for mig selv eller andre, er jeg skrøbelig og lyden af en gøende hund eller grædende babyer, kan igangsætte et panikangst anfald, så derfor havde jeg den første tid, altid en ved min side, når jeg besøgte ”verden udenfor”. Det er meningen jeg skal mødes med min kontaktperson, en psykolog også overlægen i psykiatri. Vi skal sammen lave en behandlingsplan, så jeg kan komme på benene, hurtigst og bedst muligt.

Mine drenge har sammen med Hr. mand, besøgt mig dagen før. Besøget var på mange måder fantastisk og alligevel endte jeg med at ligge sønderknust sammenrullet på et gulv, mens det ene angstanfald overmandet mig efter det andet. Selvom jeg så gerne ville, så kunne jeg ikke. Når jeg forsøgte at følge mig dejlige drenge og deres bevægelser, blev det hele sløret. Mine bevægelser var langsomme, som foretog jeg mig alt i slow motion og allerede efter de havde været der i 10 minutter, kan jeg ikke længere registrere hvad de siger. Min stemme bliver snøvlet og trætheden overmander mig. Tanken om, at jeg en dag skal kunne være på i24/7, føles pludselig så uvirkelig, for sandheden er, at jeg ingenting kan.

Da jeg sidder ved det runde bord, med min kontaktperson ved min side, og stille fortæller om mig selv, min opvækst, mine mange mentale ar og svigt, skriver henholdsvis psykiateren og psykologen en masse ned. Jeg fortæller lidt om mit stresset forår, om mine tanker og om alt det jeg godt kunne mærke der havde ændret sig den seneste tid. Jeg har altid været god til at sætte ord på, hvad der rør sig inde i mig og jeg kommer fra en familie ,hvor vi altid har talt om det vil føler og tænker. Alligevel forstår jeg ikke helt, at jeg nu sidder der og hele tiden tvivler jeg på, om der nu virkelig også er noget galt med mig. Måske er det hele bare noget jeg ”spiller” eller dramatisere. Psykiateren er dog ikke et sekund i tvivl og da hun siger ordene, bliver jeg først uforstående og alligevel falder alt på plads. ”Christina, du har fået en belastningsreaktion som har gjort du har udviklet en stressbetinget svær depression.” Hun stiller mig en række spørgsmål, noter lidt i ny og næh og sammen med psykologen og min kontaktperson, fremlægger de en intensiv og kyndig behandlingsplan. Da jeg går fra vores møde, er jeg synderknust og fuld af skam og vrede.

En depression
Første gang jeg hører ordet depression, er i folkeskolen. En af mine klassekammerater fortæller en dag, at hendes far har fået en depression. Jeg husker ikke så meget, for sandheden var nok, at vi ikke var de mest tætte. Alligevel kan jeg huske hun fortæller, at hendes far sover meget og er rigtig ked af det. Nogle år efter forelsker jeg mig hovedløst og ubetinget i en gut, som er en del ældre end mig. Han er sød, udfordrende og på mange måder med til at udvikle mig følelsesmæssigt, på godt og ondt. Under en af de første gange vi er sammen og for alvor begynder at lærer hinanden bedre at kende, fortæller han mig, at han har en depression og at han tager medicin for det. Jeg kan huske at jeg på mange måder at var ligeglad, det betød ingenting, jeg elskede ham alligevel. Igennem de knap 4 år vi var sammen, så jeg som pårørende, hvad, en på mange måder ubehandlet depression, kan gøre ved et menneske.

Jeg er af den tro, at det ikke er medicinen som kan gøre en rask. Jeg tror at en depression er og føles som, det at være i et hul. Et sort og dybt hul, med rigtig skarpe og på samme tid glatte kanter, som kan gøre det umenneskelig svært at komme op af. Antidepressiv medicin kan så fungere som en mælkekasse, som man, hvis det anses af kyndige fagfolk som værende nødvendigt, kan stå på, for så at kunne se – næsten op over hullet. At komme op af hullet, kan medicinen ikke gøre, det kræver i stedet en forfærdelig masse terapeutisk arbejde. Under min indlæggelse arbejdede jeg intensiv med en masse kognitive værktøjer, mens tiden samtidigt arbejdede for mig. En depression, en svær en, tager tid. Ingenting ændrede sig over en nat, men langsomt og sikkert kom jeg stille og roligt på benene. Ofte var min udvikling præget af to skridt frem og et tilbage og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde har kæmpet så hårdt, som da jeg blev syg.

Jeg har blandt andet qua min uddannelse, en forskers tilgang til verden. Så jeg læste og søgte på alt det, som jeg selv kunne gøre, for at få min hjerne til at producere så mange af de gode signalstoffer, som overhoved muligt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at behandle mig selv, krop og ødelagte psyke, så godt som muligt. Hele tiden lyttede jeg til de dygtige fagfolk jeg havde omkring mig og accepteret, at selvom jeg for en stund var sat udenfor min familie, mine børns og mands liv, så ville det arbejde jeg gjorde, mens jeg var indlagt, være en investering for livet.

Oppe af hullet
Det er nu knap 3 måneder siden jeg kom op af hullet eller jeg ifølge de skala test, som foretages i psykiatrien, ikke længere havde en depression. Det passer meget godt med at jeg på samme tidspunkt en dag, eller faktisk efter en længere god periode, mærkede hvordan mit hoved ikke længere blev forstyrret af mørke tanker, eller at min hverdag ikke bar præg af depressionens mange symptomer. Igennem mit intensive forløb på psykiatrisk afdeling, lærte jeg, at det vigtigste var at komme op eller ud af depressionen. Efter en lang udslusning fra den psykiatriske afdeling, fulgte et offentligt pakkeforløb, som skulle bygge videre på alle de værktøjer, som jeg havde fået under min intensive behandling. Den første tid så jeg med skam på min indlæggelse men lige så stille, så begyndte jeg at acceptere at jeg nu engang var blevet syg og vigtigst af alt, at jeg havde været ressourcestærk nok til at søge hjælp og få hjælp. Samtidigt forstod jeg også, at den intensive behandling jeg havde fået, havde været med til at forkorte mit sygdomsforløb. Det handlede om at skynde sig langsomt men også om at sikre, at jeg igen skulle stå stærkt og hvis ikke mere solidt end nogensinde før.

Jeg lærte på den hårde måde at jeg måtte kravle før jeg på ny kunne gå. Det vigtigste var at komme ud af depressionen, for derefter at arbejde med, hvad der lå til grund for at jeg havde fået den også selvom min depression var stressbetinget. Jeg ser det selv sådan, at jeg herigennem langsomt men sikkert, får fyldt det sorte og dybe hul, for dernæst at lægge et solidt fundament. Det er fundament som vil være stærkt og indeholde en masse egenskaber, styrke og kompetencer, som jeg fremadrettet vil kunne trække på, så jeg med anker i min nu bedre selvforståelse, kan styrer mit eget liv, i et meningsfyldt og en depressionsfri retning. Der er ingen garantier her i livet, det ved jeg om nogen, men der er læring og erfaringer, som på så mange måder kan gøre en umådelig meget stærkere.

. . .

Jeg vil gerne sige dig tusind tak, fordi du læste med.

Med dette indlæg, har jeg hverken ønsket at pege fingre, fordømme eller foreskrive de rigtige og forkerte løsninger. Min eneste opfordring herfra er, at vi som mennesker husker at passe på os selv og hinanden. Ingen er usårlige og selv den stærkeste og mest funklende stjerne kan brænde ud. Nogen gange kræver det mere end man selv lige ønsker sig det, at få stjernen tændt igen. Dette var min fortælling, min historie.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Et farvel til sutten

fullsizerender-8

I det øjeblik Carl dækkede sine øjne, med hans små hænder, der besluttede jeg mig for at det her indlæg skulle skrives. Det tog mig et split sekund også skubbede jeg tankerne til side. Hans suttestop handlede ikke om mig, men udelukkende om Ham, om Carl og hans sorg over at miste sin sut.

Mine erfaringer med et suttestop, er ikke de store. Det er de ikke, på trods af at jeg er mor til to drenge, som begge har brugt sut. De har endda brugt selv samme mærke, nemlig Philips Avent sutter. Her er bestemt intet ønske om skjult reklame og indlægget er heller ikke lavet i samarbejde med andre, end mig selv og min dårlige samvittighed. Efter det her suttestop, er jeg næsten ude i at opfordre alle sutteproducenter i at sætte billeder af grædende børn på æsken. Billeder der skal fungere som advarsels om det store afsavn som barnet kan opleve, når det en dag skal stoppe med at bruge sut. Tænker dog alligevel at det er lidt som med rygere, det er ikke et billede eller store fede bogstaver, som afholder en fra at gøre noget, som føles så rart og godt på et bestemt tidspunkt.

Det første suttestop
Aksels suttestop var utrolig dramatisk og husker hver lille bitte detalje fra dagen, hvor han stoppede med at bruge sut. Det var nemlig ikke planlagt, langt fra. En lang historie kort, så var Aksel blevet storebror kort forinden har stoppede med at bruge sut. Fordi han nu var blevet storebror, så ville vi ikke bryde mere op i hans normalitetsforståelse ved også at smide et suttestop på banen. I tilfælde af, at der er nogen læsere med, som står med børn der snart skal smide sutten, så er det en af ”hovedreglerne” eller anbefalingerne i et suttestop. Der skal være plads og tid til det og helst ikke ske for meget omkring barnet når et suttestop skal finde sted.

Da Aksel lige var blevet storebror til Carl, som har hovedrollen i dette indlæg, så ville vi gerne vente lidt med et suttestop, til trods for Aksel så ville være lidt over 3 år før han stoppede. Børnetandlæger anbefaler, at hvis et barn bruger sut, at den så smides inden barnet er 3 år. Dette er grundet risikoen for skader på tandsættet og som derigennem kan forsager et krydsbyd, overbid osv. En morgen da jeg skal aflevere Aksel sker der det at han falder i børnehaven og slår 2 tænder op og en ud. Der er blod alle vegne og 1-2-3 sidder vi i en taxa påvej til en børnetandlæge, som skal se på skaden. Hurtigt konkludere tandlægen, at Aksel har mistet en tand og ja slået to andre halvt og helt op i tandkødet. Derudover er 2 andre tænder løse og som et ekstra traume ovenpå styrtet, så er beskeden at barnet ikke må bruge sut pr. dags dato, da de løse tænder i så fald skubbes yderligere løse og kan tabes eller rykke sig fri af roden og dermed dør. Det var så at sige noget rigtig møg. At stå med en forslået lille dreng også ikke engang at kunne trøste med hans sut og masser af nus. Vi valgte at bruge dagen på at gøre det til en ”suttestop-dag”, frem for dagen hvor det forfærdelig skete, som gjorder der kom meget blod. Aksels suttestop var fint, hyggeligt, fyldt med stolthed og forkælelse og uden store afskedsscener. Han ytret på intet tidspunkt et stort afsavn til sutten og den eneste reaktion på suttestoppet var, at han lige skulle nusses 5 minutter længere da han skulle sove, selv samme aften hvor sutten var smidt. Derfor tænkte vi at metoden var gylden og derfor ville vi genbruge den, minus det med opslået / udslået tænder selvfølgelig.

img_7375

Carls suttestop, forberedelsen
Det hele startede tilbage i november måned. Carl fylder 3 år d. 18 januar 2017 og spørgsmålet var om sutterne skulle sendes til julemanden eller over på suttetræet i Frederiksberg Have. Carl elsker julemanden, så det havde på mange måder været oplagt. Det var vores december måned dog ikke og heller ikke de sidste uger op til. Programmet var simpelthen for fyldt og ærlig snak er, at vi mente det ville være en tand for meget også at smide et suttestop ind. Derfor besluttede vi at juleferien kunne afsluttes med suttestoppede, således at vi den 2. Januar holdte vores sidste feriedag og kunne hygger og gøre det som vi mener skal til, når man stopper med så stor en ting, nemlig at bruge sut.

Vi snakkede ganske lidt om det der med suttestop, suttetræet og hvad det betød når man stoppede med at bruge sut. Carl og jeg besøgte helt uformelt suttetræet i december måned og bagefter var Carl helt klar på at hans sutter skulle på suttetræet. Betydningen af at den så skulle hænge der, den forstod han ikke. Som optakt til suttestoppede, begyndte vi at udfase sutten og derigennem gøre at den fyldte mindst muligt i hverdagen. Jeg ved godt børn er forskellige og det samme gælder for deres forældre. Nogle elsker Lola, psykologiske børneartikler, anbefalinger mm. og andre vil bare gerne kører deres helt eget løb uden indblanding af andres anbefalinger. Personligt tror jeg at man som forældre kommer langt med sin mavefornemmelse og at den så kan guides efter tidligere erfaring, som kan hentes af andre medmødre og fædre eller de såkaldte eksperter. Jeg er personligt forskertypen. Typen som samler en masse forudgående teori, om det jeg nu skal til at arbejde med i mit forældreskab. Så kigger jeg godt og grundigt på mit barn, familielivet og mit eget moderskab og dernæst udplukker og tilpasser jeg det som findes passende til den givende situation og det enkelte barn.

img_7835

Carl elsker piktogrammer, det genkendelige. Han er glad for når jeg tegner og fortæller en historie, så jeg besluttet mig for at tegne hans suttestop eller retter sagt programmet for suttestoppet. Vi havde sammen, Hr. Mand og Jeg, aftalt at dagen skulle handle om at gøre Carl så tryg som mulig, favne alle de følelser han nu måtte komme med og så have tillid til vores beslutning. Tegning viste programmet for suttetstoppet. Carl fik tegningen vist aften før suttestoppet og sammen havde vi en snak om hvad der skulle ske og hvordan. Det skal her nævnes, at vi op til og siden besøget ved suttetræet i december måned, i nu og næh havde snakket om suttestoppet i abstrakt form og uden det blev fremsagt “Lige om snart skal du stoppe med sut” men mere som ”at når børn stoppede med at bruge sut så hængte de dem på suttetræet og får en gave” eller ”når man er 3 år kan tænderne ikke tåle at man bruger sut mere”. Tanken var, at vi på suttestop-dagen, efter morgenmaden, i stille og roligt tempo, skulle gøre os klar til turen over til suttetræet. Det skulle ske i flere små steps.

img_7848

Første fase var at finde alle sutterne, den egentlige suttejagt. Husk for Guds skyld at få alle sutter med hjem fra institution og op af tasker og andre gemmer. Da alle sutterne var fundet, skulle Carl vælge et bånd sutterne skulle bindes fast på. Han valgte er guld bånd også blev alle sutterne pænt bundet på båndet. De skulle selvfølgelig tælles og lige suttes på en sidste gang. Derefter skrev vi der obligatoriske brev til suttetræet, som Carl dikteret. Så tegnede han en tegning som sammen med brevet blev lagt i plastik lomme, så regnen ikke kunne trænge ind. Også begav vi os mod suttetræet.

fullsizerender-9

fullsizerender-10

Ved Suttetræet
Turen var kort som altid og alligevel lang. Mens vi sad på cykel, blev det lige taget de sidste minutters hyggestund med sutten også stod vi ved suttetræet i Frederiksberg Have. Træet høstes en gang om året for sutter og tit er der noget beroligende i at andre også har gjort det man selv skal gøre. Så vi snakkede lidt om alle de flotte sutter og breve som hang på træet. Til sidst udpeget Carl så det sted, lige præcis hans sutter skulle hænges. Carl valgt den øverste gren i træet og heldigvis kunne Hr. Mand, med lidt hjælp fra hans cykel, komme op i træet. Så læste vi brevet højt for suttetræet og sutterne blev derefter hængt på den udvalgte gren. Vi vinkede lidt til far nede fra jorden af og også sutterne.

Det var lige der, efter det stolte vink at realiteten indtraf hos det lille menneske og i det øjeblik, han med sine små hænder gemte sine øjne og dets tåre blev det hele svært. Vi krammede og kysset, roste og gik så ud af haven, med en grædende Carl. Hele vejen snakkede vi trøstede, opmuntrende og lettere afledende, imens han igen og igen bad os om at gå tilbage og tage sutterne med ned.  Alle de gange han har spurgt, har jeg tænkt “onde mor.” Men det er i min optik her, det er vigtigt at møde barnets sorg og samtidigt være klar og fast besluttet på, at sutterne ikke kan komme tilbage. Det er ligegyldig hvilken reaktion det end måtte afføde, så kan ikke ændres, tværtimod ville det at sutten pludselig kom tilbage, på så mange måder være et tillidsbrud. Det ville være en handling, der ville indikere at der faktisk ikke kan regnes med mor eller far. Nogen vil måske sige jaja og så tror barnet bare at hvis det plager nok, så får det sin vilje. Lige den vinkel er der selvfølgelig også noget rigtig i, men i lige præcis dette tilfælde, et suttestop, så handler det ikke om at plage i en forkælet optik. I stedet handler det om at barnet fremsiger hvor meget der savner noget det forbinder med essentielt tryghed og nærvær og at det her er vigtigt at vise hvordan man igennem sin relation til sit barn også kompensere for den manglende sut.

img_7859

En suttestop gave
Efter Frederiksberg Have  tog vi ud til Toysrus. Her skulle Carl hente sin suttegave, som bestod i ”frit-valg-på-alle-hylder ”tankegangen.  Selvfølgelig håbede jeg ikke på at hans kærlighed faldt på en af de der biler, som barnet selv kan kører. Som altid, ikke fordi vi praktisere frit valg særligt ofte, men som tidligere erfaret så ender vi altid med at tænke “Så ta da den kæmpe store æske playmobil til XXX kr. Istedet for denne lille figur til sølle 20 kr!” Det var samme situation Hr. Mand og jeg så os selv stå i, der mellem talende dinoer, dukker i glimmerkjoler og byggeklodser. Carl fandt et Ninja udstyrs kit, med kastestjerne, små knive og en Ninja hætte. Til 120 kr. Hvis i nogensinde har prøvet at give frit valg, så er man næsten aldrig i tvivl når barnet har truffet sit valg. Carl knugede Ninja sættet ind til sig og sagde “Denne her vil jeg gerne have.” Også blev der pænt betalt og barnet nød sin fine gave.

img_7886

Sandheden i suttestoppet
Her kunne indlægget jo passende slutte, men sandheden er desværre den, at da vi kom hjem, kom påmindelsen om det der manglende og frem mod den første aften uden sut, kom der i små bølger et stort savn til sutten. Det kom lidt i alle variationer, i alt fra gråd, til vrede og frustration. Igen og igen roste vi, bekræftede og mødte Carl i hans følelser mens vi samtidigt bandet os selv langt væk. Da aften kom. var vi begge forberedt på at putningen muligvis kunne trække tænder ud og ganske rigtigt. Der blev holdt i hånd, synget, vugget, nusset, alt imens Carl svingede mellem forskellige udtryk. Nogle var spørgende og sorgfulde så som “Jeg ønsker mig nye sutter i fødselsdagsgave”, ”Mor, jeg savner min sut” til mere “Mor, du har taget min sut – gå væk“. Under hele putningen talte jeg utallige gange til ti men i princippet var det ikke svært at være i Carls nærvær, mens han udtrykte hans følelser, for om nogen forstod jeg godt hans vrede og frustration og syntes da også at hans reaktion og udtryk, som blev understreget med et kast af puttekaninen, var fuldt ud acceptabelt.

Efter et par timer med svingende udtryk, lå Carl og jeg i vores seng. Stillede hviskede han savnet sutterne hvortil jeg så svarede ”det forstår jeg godt og du har også været rigtig glad for dem, men jeg er sikker på suttetræet passer godt på dem og jeg lover dig, at jeg passer på dig.” Alt imens ordene hang i luften, nussede jeg ham over ryggen, strøg de små hvide hårlokker væk fra hans pande og om bag ørerne, mens jeg så  hans øjnene langt om længe gled i. Første putning var ovre og nu var det værste på så mange måder overstået. Carl sov i vores seng den første nat og spurgte to gange hen over natten til sin sut men accepterer svaret om der ingen var og sov stille videre. Næste morgen var han glad, frisk og spurgte ganske lidt til sutterne og om de kom tilbage idag. Da han mødte i børnehave var har begyndelsesvis lidt betuttet men fortalte så med stolthed i stemmen om turen over til suttetræet og om hans selvvalgte gave. Da anden aften kom spurgte han igen til suttem men mere roligt og reaktionerne på deres fortsatte placering på suttetræet var lettere afklaret og putningen kunne klares med lidt ekstra nus og holden i hånd også er det faktisk bare gået den vej.

. . .

Lige nu, 8 dage efter suttestoppet, får Carl forsat lidt ekstra nus når han skal sove og sådan er det. Taget i betragtningen af hvor vi stod sidste mandags, så er det mere end okay. Han har ikke spurgt eller snakket om sutten siden i lørdags og heller ikke ytret at han savner den. Synes har har taget alt det her super flot og han er en sej lille gut. På mange måder frygtede jeg virkelig dette suttestop og hvis ikke det var pga. Tændernes “sikkerhed”, så kunne han for min skyld beholde sutte et godt stykke tid endnu. Om et par uge skal Carl til 3 års tjek hos tandlægen og ved de har for vane, dels at forhøre sig om barnet bruger sut og at de selvfølgelig også roser ekstra meget, når de hører om et suttestop.

img_4859

Jeg håber denne lille fortælling, kan inspirer og give gode ideer til hvordan i kan og
måske også ikke skal gribe et suttestop an.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OBS ! Billederne i indlægget indholde reklame for tøjmærket Reima

.

2016, et livsændrende år

fullsizerender-7

Det måske meget almindelige at der ved afslutningen af noget, lettere eftertænksomt reflekteres over hvorledes det pågældende nu er forløbet. I hvert fald har jeg altid været mere stille, indesluttet om man vil, og tænk over hvad det forgangende år har brudt på, ved et kommende årsskifte.

År 2016 har været et livsændrende år på alle måder.
Alligevel indledte jeg ikke året med det helt store tanker og havde jeg haft muligheden for det, ville jeg nok havde undt mig selv at få en lille hentydning om hvad året ville bringe mig. Jeg fejret ankomsten af år 2016, med min lille familie og nogle nære venner. Nytårsfesten var på bedste vis en fest i børnehøjde og med fokus på blot at være hinanden nær. Igen i år, vil årsskiftet blive fejret med min lille familie og gode venner. I stedet for at fremsætte de helt store nytårsfortsæt, har jeg påbaggrund af den erfaring jeg nu har fået mig i år 2016, valgt at have tiltro til, at jeg vil kunne takle de udfordringer der nu måtte komme og at jeg vil gøre det på en måde, så jeg stadig formår at kunne flette fingre med min mand og give mine børn al den kærlighed de fortjener.

2016, var et epokegørende år for mig. Det var året hvor jeg gik til mine første eksamener på kandidatstudiet i pædagogisk sociologi og klarede det med bravur.  Karakteren blev givet sammen med en kommentar om at hvis jeg fortsatte i samme stil, så kunne eksaminatoren kun spå mig en spændende fremtid som forsker. I det kommende år vil der også være eksamener, men min indstilling til dem er anderledes og skal mere ses som pædagogiske øvelser frem for forventningen om tocifret karakter. Målet er nok at præstere, men i en grad som en simpel karakterskala ikke kan bedømme.

img_7766

2016, et år med mange lykønskninger og mål
Carl fyldte 2, Aksel 5, Hr. Mand 32 og Jeg selv 27 år. Det kommende år vil byde på flere fødselsdage og mærkedage. Før vi får set os om står den på suttestop for Carl. Det er selvom jeg syntes det var i går han smed bleen. Aksel tæller dage til skolestart og i og med hans super flotte Ninjago skoletaske, hænger på knagen i børneværelset, er spændingen ikke blevet mindre, tværtimod. Han er klar og jeg forventer selv at blive det undervejs, måske med lidt bekymrings tåre og et glas vin eller to. Æblerov, Hr. Mands tredje barn, vil også vokse sig større og jeg tør ikke gøre andet end at bakke op på bedste vis og fortælle om den tiltro jeg har til det projekt min mand og hans makker har gang i. Det er de færreste der tør og kan gå af de selvstændige iværksætterveje og i stedet for at stå med skepsis, har jeg tillid og glæde over, at må opleve at se min mand lave det han brænder aller mest for.

For mit eget vedkommende, vil 2017 være et år hvor projekter færdiggøres og andre sættes i søen. I året der er gået har løb, fitness og sund kost fyldt en del. Dog ikke med det for øje at skulle understøtte et bestemt vægttab, men blot som hovedingredienser i en sund og aktiv livsstil. Denne livsstil har jeg bestemt tænkt mig at bringe med videre til 2017. Om det så også betyder at der skal løbe trailløb, marathons og halvmarathons, det har jeg ikke helt besluttet og det skyldes mest af alt, at jeg måske mere påpasselig med hvorledes jeg bruger mig selv og den tid jeg nu har.  Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke drømmer om nye løbemæssige mål og jeg har da allerede to større løbstilmeldinger liggende, men om jeg igen kan findes under et hashtag ala #MinVejTIlBryggen2017, ved jeg endnu ikke helt, det vil tiden vise.

Hvad jeg dog ved er at min familie og jeg håber på langt mindre sygdom i 2017. Vi tager gerne lidt af det der omgangssyge, men ellers vil vi forsøge at holde os fra flere spængte blindtarme og indlæggelser på henholdsvis hospitalsafdelinger med somatiske og psykiske sygdomme. Been there, done that, got the tshirt eller faktisk fik vi mere sådan nogle hospitalsarmbånde eller Hr. Mand gjorder. Alt hvad der kan skade håndledet eller andre steder på kroppen udleveres ikke på de psykiatriske afdelinger. Det er i sin flertydighed, syge humor.

img_7782

2016, Et lærrigt år
Jeg lærte meget af 2016 og har på mange måder erhvervet mig en dybere og mere nuanceret selvindsigt. Selvom jeg på mange måder bare gerne vil ligge hele indlæggelsen og det at blive psykisk syg bag mig, har jeg i stedet besluttet mig for at lærer af det. Det var en beslutning jeg tog, selv samme dag jeg tjekkede ind på den psykiatriske afdeling. Jeg valgte at tænkte i muligheder frem for begræsninger og jeg håber inderligt at jeg i mit møde med år 2017,  fortsat kan se de mange muligheder der måtte være og komme med tiden og yderligere, at jeg så vil formå at melde til og fra, som det nu bedst passer ind i min egen og  familiens udvikling.

2016 var et år der indholde det livet nu engang er, en stor pose blandet bolcher, nogle sure, andre søde, stærke også igen bitre. Jeg tror at alle de forskellige sammensætninger gør, at vi bedre kan forstå og værdsætte livet, hvis vi med tiden føler dem alle. Selv kan jeg kun sige det sådan, at jeg ville selvfølgelig gerne havde været foruden en masse af de sorger og pinsler 2016 bragte, men igen, så ville jeg heller aldrig have lært alt det, som jeg nu kan. Det der ikke dræber gør kun en stærkere og hvis der er noget jeg er blevet i år 2016, så er det at jeg er blevet stærkere og det er ikke kun noget den lavere fedtprocent indikere men også blinket i øjet.

img_7783

Moderskabets udvikling
Mit moderskab har i 2016 også udviklet sig fra at være spændt ud mellem en tumling og en lille dreng, til nu at favne en lille og en stor dreng. Der har været rokketænder, klatreture i træerne, de fineste lange sætninger, førstegangs legeaftaler, overnatninger med FDF og en overgang fra vuggestue til børnehave, og fra børnehave til skolegruppe. Der er i sandhed sket rigtig meget i mit moderskab og det har stille krav til mig og min en pædagogiske forståelse. Det har til tider gjort at jeg har tænkt hvilken planet kommer barnet fra? Men alligevel står jeg oftere og oftere og beskuer mine to skønne drenge, hvis skønne og fascinerende personlighed kun vokser og vokser.

På mange måder blev 2016 et år som har bedst af at blive husket for alt det gode, som der jo også var, på trods af alt det onde. Alliegevel ved jeg, at jeg nok aldrig vil glemme året 2016 og at det til evig tid, vil være året der ændrede alt. Kunsten er så, at ændrede det, til det bedre.

Jeg vil sige dig tusind tak for at have læst med igennem året.
Tak til dig som i ny og næh kigger forbi og lige samler op.
Tak fordi du gider og at du gør det, tusind tak.

Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår.

Kærlig Hilsen

Mig Og Morskabet, Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen

   

Fordi du fortjener det

7f582b39-03c0-4ad1-8e5c-1ccf9e63d470-200-200

Kære pædagog.
Du var der, da jeg ikke længere kunne være det.
Du forstod mit grædende morhjerte, som talte ”morders-blods-sprog”.
Du forstod alle mine lange forklaringer om det ekstra lag.
…om kaninen, om ynglings siden at sove på og om behovet for opkaldet, efter opvågning.

Du tager imod mine børn med åbne arme, som var det dine egne.
Du er anderkendende og irettesætter når det er nødvendigt, på en god og konstruktiv måde.
Du giver plads til tosset dans på bordene, til mandagstræthed og til at holde i hånd, selv når kollegaen er syg og endnu flere børn kræver din opmærksomhed, så er du der, for hver og en.

Du ser dem.
Du husker det, som de glædede sig til at skulle i weekenden, når de er tilbage om mandagen.
Du forstår vigtigheden i at du er der, når vi andre ikke er.
For det vil jeg bare gerne sige tak, tak du kære og vigtige pædagog.

Hele mit liv er jeg vokset op med, at min mor købte en flaske vin op til jul
– faktisk købte hun ofte 3.
Ikke fordi hun selv skulle drikke dem, nej sådan et indlæg, er dette altså ikke.
Hun købte de flasker vin, fordi de skulle gives væk.
De skulle gives til nogle yderst vigtige personer.

Forleden købte jeg 3 faktisk 4 gaver.
Ikke kun for mig selv men for alle børn og forældre fra drengens stue.
Det er faktisk nogle af de aller vigtigste julegaver, jeg giver hvert år.
Selvfølgelig er sms’en til mødrehjælpen og lappen i Kvickly med julehjælp også vigtig
– men denne her gave, gaven til mine børns pædagoger.
Den er vigtig.

Det er og bliver mig til evig tid et under at lønningerne er som de er, for nogle af de vigtigste mennesker på arbejdsmarked. Nemlig dem som skal passe på vores, børn, vores alle sammens børn, samfundets børn.

Jeg forstår det ikke .
Jeg kan råbe højt og synge med inde foran Christiansborg.
– jeg kan sætte mit kryds et særligt sted.
Også kan jeg anderkende det arbejde, som bliver gjort.
Det kan jeg gøre med et lille påskeæg, en pose vingummier med bånd om en fredag eftermiddag også med ord, ord der siger tak – tak fordi du gør det du gør !

Jeg ønsker ikke blot mine børns pædagoger glædelig jul, men alle pædagoger glædelig jul.

Tak til alle jer, som tit og ofte løber lidt ekstra stærkt, som lytter, trøster og opmuntre, tak.

Tak fordi du gør det du gør!

Dette indlæg kunne være skrevet til så mange andre fagfolk i dette land og jeg håber inderligt at indlægget kan inspirere til lige at give lidt ekstra her i julen. Det behøver ikke kræve mere end et lille håndskrevet brev, faktisk kan det være så meget mere værd, end selv den største pakke under træet.

Jeg vil samtidigt selvfølgelig også gerne ønske dig og dine en rigtig glædelig jul.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kunsten at kunne mærke efter

 

img_7363

For god ordens skyld, eller i forhold til markedsføringsloven, og fordi jeg ikke ønsker at tage jer i bagdelen, så vil jeg gerne gøre opmærksom på at indlægget er delvist sponsoreret. I forhold til at være psykisk sårbar, så er det dog 100% selvforskyldt eller lidt lomme psykologi ville nok påpege at det spiller sammen med nogle social-psykologiske forhold MEN jeg tænker i har fanget den.

– Tusind tak fordi du vil læse med.

Det er noget mærkeligt noget. Noget som jegpå mange måder lider under og særligt efter mit sammenbrud i sommers. Faktisk led jeg også under det inden. Jeg led under det i sådan en grad at det udløste en stress betinget belastnings reaktion, som så smed mig i et mørkt sort hul efterfølgende. Jeg led eller lider af, at have svært ved at mærke efter. Altså jeg kan godt mærke når maven siger ”Jeg er sulten” eller ”McFeast med ekstra ost tak” også kan jeg også mærke når maven er mæt.
Og det er så faktisk det.
Det efterlader et stor ødemarked-område, hvor alt fra søvn, glæde, gråd, lyst, angst og ja i princippet egne behov, er sådan lidt svære at lokalisere. I bund og grund er der masser af behov og følelser, nogen gange så mange at selv det at tabe en kartoffel på gulvet, kan udløse en tudetur, men sådan er jeg altså bare og det er også okay.

Det der bliver problemet er at det for mig er svært og mærke sådan rigtig efter, for derigennem at kunne forstå hvad jeg egentlig har lyst til. De lystbetonet behov, kan i min optik ikke fylde hele dagsprogrammet, men de kan præge den enkelte dag rigtig meget, hvis vil lader dem. De enkelte gøremål kan afspejle min energi og stemningsleje. Det er ikke sådan at jeg vågner om morgen og ikke har lyst til livet -tværtimod, jeg vil vitterlig gerne det liv og mest at alt, så vil jeg rigtig gerne de mennesker som er i det. Problemet er bare at jeg har svært ved at mærke hvad jeg rent faktisk gerne vil. Det kan måske lyde lidt egocentreret og post teenageagtigt ala. Trunten som har 10 fredagsmuligheder og ikke helt kan tage stilling til, hvad der skal spille hovedrollen i dén enkelte episke fredag aften. Det kan for nogen ogs lyde meget pleasende. I stedet er det sådan for mig, at hele karrusellen kører, mens lirekassen spiller skingre negative toner i baggrunden og belysningen kaster skygger præget af samfundsmæssige krav. Sådan føles det i hverfalde nogengange, tit og ofte, inde i mit hoved.

Eksempelvis ønskede jeg i dag at hente Carl efter han havde spist frokost i børnehaven. Det var et lystbetonet behov, som opstod allerede tidligere på ugen. Derfra at få lysten, til også at gøre det, ja der plejer ikke at være så langt, men efter i sommers, så er det ikke længere sådan. I stedet begyndte spørgsmåls-tanketoget at kører. Nogle af spørgsmålene er relative blide i det, så som ”Hvad skal vi lave?” og andre er af negative karakter med et twist af forventninger ala. ”Kan jeg nu også holde en god hyggedag?”. Det kræver derfor at jeg mærker efter og det er nok lidt ligesom med de helt små nyfødte pus, hvis nervesystem ikke er fuld udviklet og de derfor ikke kan regulere varme og kulde. Det kræver at der er nogen,som gør det for dem og derudover påføre børnene tøj, der understøtte denne varmeregulering. Der er bare ikke nogen som kommer og giver mig sådan en følelsesmæssige flyverdragt på. I stedet så handler det om  at få sat sig ned også mærke rigtig godt efter og set på de forskelligepsykiske parameter. I forhold til Carls og min dag, så fik jeg sat mig ned og fandt frem til, at det jeg faktisk aller mest havde lyst til og brug for, det var at gå og holde Carl lidt i hånden og bare have ren Mor og Søn tid. Carl og jeg nuppede derfor et lille smut på skøjtebanen efterfulgt af gåtur i Frederiksberg have. Under vores gåtur blev vi forfulgt af diverse gæs, måger og ænder. Man er populær, når cykelkurven er fyldt med det bedste toastbrød fra Netto til 6 kr.

fullsizerender-6

Selvom jeg nu sidder her, med den der helt specielle følelse, man nu har i kroppen, ovenpå en god dag. Så tænker jeg stadig, at det bliver rigtig rart når jeg for alvor igen bliver helt stærk til at mærke efter og hvor vigtigt det er at jeg også får lært mine drenge at gøre det samme. Lige pt. så øver vi mest det der med at mærke fysisk efter. Så som at ungerne skal mærke efter om maven har en mæthedsfølelse. I sensommeren handler det for Carl, i forbindelse med blestoppet, om at mærke om der i kroppen var den der tissetrangsfølelse. Lige nu er der et lidt større fokus på Aksel , som lige om snart er skolebarn og derfor også i ret stor grad skal være selvkørende. Det betyder blandt andet at han skal registrere om det er koldt på ørerne og om det i sådan en grad at han fryser, for så skal han tage en hue på.

fullsizerender

Livet var på mange måder mere enkelt dengang ungerne var bebser. De ligne små fede Teletubbier, mens de sad der i deres flyverdragter, dem der med ”puder” bagi, som gjorder at ungerne ikke førs, når sad i en tilfrosset sandkasse og bare observerende hele verden. Dengang kunne de selvfølgelig ikke helt registrere kulde og varme og det var her jeg som Mor, havde ledt hele overtøjsmakrede igennem, for at kunne påføre dem, hvad der var”Bedst i Test”, for både at sikre at ynglet ikke frøs og derigennem heller ikke scoret for mange sygedage. Mange ting har ændrede sig siden de sad der i sandkassen. Carls flyverdragts bagdel, har stadig en ”pude” bagi og den er også stadig bedst i test, men han er ikke længere bare observerende. I stedet er han løbende, dansende, hoppende, gyngende, cyklende og nogle gang også klatrende og det kræver selvfølgelig sit, både af overtøjet men også af hele følelsesværket. Det kræver at han kan mærke efter og yderligere udtrykke behov.

unavngivet

Guds gave til Carl, var udover det utrolige lyse hår også at udstyre ham med en god viljestyrke og lyst til at udtrykke den. På mange måder misunder jeg drengene og deres übber varmeregulerende overtøj. Unger kan kaste sig ud i hele følelsesregisteret, næsten uden nogen blinker med øjnene. Jeg tror til gengæld de færreste ville modtage et dramaskrig om hvorvidt jeg fryser om fingrene eller synes det mega tarveligt at det ikke var MIG som fik lov til at åbne hoveddøren, med kyshånd. I stedet ville jeg nok igangsætte tanker om hvorvidt jeg er gået helt fra forstanden? Når det er sagt, så skal det altså tages lidt med et gram salt, altså kun det med misundelsen omkring følesesregisterudtryk – det med prisvindende overtøj, det er rigtig nok. Jeg tror nemlig vitterlig ikke det er særlig spændende, at være i de der udviklingsfaser ungerne til tider er i. Også forstår jeg godt Aksel nogen gang ryster på hoved, når jeg forsøger at belærer ham om det at mærke efter, på de mere fysiologiske tegn. Han skulle bare vide, hvorledes hans såkaldte voksne mor selv har det, når det kommer til at mærke de psykologiske behov. Der er ikke nogen voksen der kommer og siger ”Ih hvor kan jeg godt se du bliver vred nu” eller ”Du er da godt nok blevet rigtig ked af det”, for ligesom at anderkende følelsen og derigennem lærer en at stifte bekendtskab med den. I stedet er der bare mig og mit spørgsmåls-tanketog, som jeg lige så stille tager kontrollen over. Så jeg i sidste ende, nok skal blive super god til at kunne mærke sådan rigtig ordentlig efter, så jeg ikke bare gøre alt muligt mærkeligt for alle andres skyld.

Jeg vil gerne takke for at du læste med.

unavngivet1

Hvis du synes ungerne ser dejlige ud, så kan de selv laves. Du kan bare google ord som samleje, kunstig befrugtning eller måske rugemor, for en DIY vejledning. Hvis du derimod synes deres testvindende overtøj fra Reima, ser super spændende ud, så kan det ses og købes på blandt andet Reimas egnen hjemmeside Reima.com. Herhjemme er vi fuldt ud tilfredse med varmereguleringen, kvalitet og det gælder både for modeller med og uden ”pude” bagi.

Kærlig Hilsen

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Genbrugs pakkekalender Del II.

fullsizerender

Tusind tak for jeres fine modtagelse af første del af pakkekalender indlægget.
Har du endnu ikke læst det, kan det læses HER.
Dette indlæg omhandler mest af alt den pakkekalender der er lavet til Aksel på 5,5 år, Men også lidt overvejelser omkring det der med at omfavne sit barn i materielle goder.

En julestrømpe og det at tro
Som barn er jeg selv vokset op med en julestrømpe. Jeg husker stadig hvordan jeg spændt mærkede udenpå strømpen, for at undersøge om julemanden havde været der. Som den store nattisser jeg var, så oplevede jeg også, hvordan jeg en nat havde skulle på toilettet og inden jeg var listet derned, havde jeg lige mærket efter om der nu var kommet en gave. Strømpen havde været tom. Idet jeg gik ned af gangen mod toilettet, så havde jeg set en mørk stor skikkelse. Jeg husker hvordan jeg nærmest sprang ind i min mors soveværelse og da jeg endelig havde samlet det mod, som det krævet først at komme mod toilettet og dernæst tilbage til mit værelse, ja så var der forunderlige sket, at julestrømpen nu indeholdte en gave.
I dag ville mit mere voksne kritiske sind sige: Jeg jo nok bare havde været halvdrømmende mens jeg gik på toilettet men dengang, ja der troede jeg på julemanden.
Troen forsvandt med alderen, men det betyder ikke desto mindre, at jeg vil gøre alt for at mine børn må opleve det magiske i at tro på Julemanden, Nisser, Rensdyr og trylleri.

Kære Julemand – Jeg ønsker mig.
I forbindelse med julen står for om døren, så kommer der fine legetøjskataloger ind af døren. Drengene sidder i bedste stil og afkrydser alt, fra det der virkelig bare lokker, til de helt store brændende ønsker. Herhjemme bruger vi en del energi på at formulere sætningerne ”Jeg ønsker mig” frem for ”Jeg vil have”. Yderligere så snakker vi om størrelsen af gaver og lidt om god opførelse for, hvad man kan ønske sig.
Dengang for snart rigtig mange år siden, da jeg blev konfirmeret, fik jeg som kommentar til min ønskeseddel, at den var yderst ydmyg. Forleden hørte jeg et barn, i drengens børnehave, som sagde: ”Jeg ønsker mig en Ipad”. Det er selvfølgelig et ønske, en smagssag og handler vel også lidt om hvilket økonomiske vilkår det enkelte barn vokser op med – igen, så kan jeg da se på julehjælpens hjemmeside, at Ipads er store udbredte ønsker, hos rigtig mange børn. Alt det her Ipad, kan afføde en helt anden diskussion, men jeg synes bare at der er noget I, at man med måde også lærer sine børn at ønske med den der gode ydmyghed.

Jeg elsker at se ydmygheden hos børn, for eksempel når de deler deres ting med andre, eller de ved suttestoppet får frit valg på alle hylder og vælger den der lille dims til kun 60 kr. frem for den kæmpe Legokasse, på øverste hylde. Selv er jeg ikke opvokset med store gaver eller et kæmpe udvalg af legetøj. Derudover var det en sjældenhed, at få gaver andre dage end Juleaften og Fødselsdage. MEN jeg havde vitterligt en fantastisk barndom, alligevel!
Jeg tror tiden har ændret sig for de fleste og jeg tror der oftere falder lidt af hist og her. Selv mener jeg, at børn har godt af at ønske sig noget helt inderligt, eller ligefrem selv sparre op – hvis man er tilhænger af lommepenge. Når det er sagt, så er jeg heller ikke tilhænger af at børn sidder med 20 gaver juleaften, så hvorledes etableres balancen?

Det er her jeg synes pakkekalendergaver er en god løsning.
Og ja, særligt gaver som er opstøvet og købt brugt.

Da jeg forleden viste jer Carls pakkekalender, så indeholdte den mange fine loppefund og det gør Aksels også. Igen – Genbrug er guld, i min optik. Jeg elsker det miljømæssige i at kunne bruge en genstand til den næsten er slidt op.  Derudover er der selvfølgelig en kæmpe genvist I, at brugte ting ofte har en helt anden købspris.

De store pengesluger i Aksels pakkekalender er :

  • Uldhatten til 50 kr. Købt at en tidligere vinimportør fra Barcelona på et loppemarked.
    – Jeg glæder mig helt vild til Aksel får denne hat, da han længe har ønsket sig en hat ligesom den Far har.
  • Alpaka trøjen kostede ligesom Carls 50 kr.
  • Playmobilet delvist købt tilbage i april og på et loppemarked for nogle udskolingselever der samlede penge ind til studietur. Så det fylder næsten ikke i budgettet.

Samlet set, så løber Aksels pakkekalender op i 295 kr.
Hvilket gør at hver pakke i gennemsnittet har kostet 12 kr.

3

2

1

Jeg håber at disse to genbrugspakkekalender indlæg, har kunne inspirere til fremtidige pakkekalendergaver
Flere af jer har spurgt og Legomændene. De er købt på Ebay og oftest på auktion.
Ebay er guld, men husk at købe i god tid, da pakkerne til tider, kan være længe om at finde vej til DK.

Tak fordi du læste med,

Kærlig Hilsen Christina

 Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

   

Julen – Krisernes tid

fullsizerender

Man kan næsten dufte de lidt brændte brunkager. Supermarkederne flyder med alle afskygninger af lågejulekalender og synes næsten man kan konkludere, at slik eller fignestrænger først topper, når det får sin helt egen julekalender. Alle steder kommer lyskæderne op i træerne og de helt klassiske vinduesklistermærker med “Glædelig Jul”, springer nærmest en i øjnene.

Jeg går rundt og holder tungen lige i munden. Jeg tror nemlig julen er krisernes tid. Jeg ved selvmordslinjen ville kunne understøtte dette og yderligere parterapeuterne. Julen, en tid for sammenværd, utroskab, pinlige julefrokoster, hygge, god mad og kærlighed. Jeg synes egentlig julen er en dejlig tid. Alligevel så holder jeg på, at det også er der krisen krasser. Det er der, hvor vi lige skal producere årets juledekoration, løbe fra den ene institution til den anden og ønske god jul, spise lidt pebernødder, æbleskiver og klementiner. Vi skal nemlig rigtig hygge os, sådan rigtig – lidt så IKEA kataloget for bagjul. Desværre tror jeg bare at planlagt hygge er som med nytårsaften, en fuser. Lidt som den raket der koster kassen og alligevel kun var rød og grøn i sin sløje gnist. Jeg tror ikke man sådan kan planlægge den store fest. Fest, hygge og gode oplevelser, er ofte dem som kommer ud af ingen ting. For mit eget vedkommende tæller en druktur i et vinterlukket kolonihavehus, som en af de bedste fester og det gør den mest af alt fordi den opstod spontant. Det kom ud af ingenting – eller nu engang igennem den synergi der var os venner imellem.img_7197

Det betyder ikke at jeg mener alle nytårsfester er håbløse, at julen kun er æbleskive giller i følgeskab med det store kolde bord. Nej – jeg tror virkelig julen kan være hjerternes fest, hvis vi giver hjertet det som det har brug for, nemlig den dybe vejrtrækning og et monotont roligt tempo. Det er måske utopi, men jeg tror på det findes. Jeg tror på man kan komme helskindet igennem julen uden krise og derigennem også medbringe sin juleglæde til året efter. Desværre er det en kunst man skal lære at mestre.  Det er selvfølgelig svært når tøjkrisen indfinder sig, hver fredag og lørdag i december måned, for ikke at snakke op til familiejulefrokosterne mellem jul og nytår. Det hænger jo intet i skabet, som juletopmaven længere kan være i og som Moster Oda ikke allerede har set juleaftensdag. Ja – overfladiske problemer er der nok af. Der er også nok af danske familie som lider under fattigdomsgrænsen, hjemløse som fryser og ensomme sjæle. Men hvad gør vi ved det? Selv er jeg stoppet med at slå mig selv oven i hovedet med den dårlige samvittighed. I stedet forsøger jeg at gøre det jeg kan og ved giver mening på en måde som kan formidles i børnehøjde. Så som at besøge varmestuen Fedtekælderen /Natcafen i Stengade på Nørrebro, men en nettopose fyldt med julebag. Det er ikke meget, men det er de små ting som tæller og som min familie og jeg på nuværende tidspunkt kan.

fullsizerender-1

Den manglende julestemning?
Det er Inter nyt, at folk hist og her råber op om manglende julestemning. Tror det er som med sexlysten – presses den, sættes forventningerne så højt at det bliver svære at indfri, ja så fordufter den. Hermed ment, at jeg tror der skal arbejdes lidt med den indre forventningsafstemning også må udgangspunktet tages i det mentale niveau man nu selv står med. Måske er det ikke året man får sendt julekortene ud, eller at pædagogerne får den bedste personlige julegave. Men måske kan det være året, hvor man går med et smil på læben, lidt mindre udbrud af grå hår og med accepten af at det er godt nok. Også uden den der general attituden som siger : Husk du skal dét og dét OG Jeg Bør også gøre. Det dur ikke. Vi er nød til også selv at være her, uden der skal stå egoist i panden på os.
For at sikre at min familie og jeg kommer helskindet igennem julen, så er der blev afholdt et lille strategisk familiemøde. Et møde hvor Hr. Mand og Jeg har afstemt forventninger, lyst og behov.
– Jaja .. snakker i forhold til julen!

Drengene er taget med på råd, i den forstand at vi helt praktisk spurgt dem om hvad de forstår ved julen også har vi ellers taget udgangspunk i nogle af deres udmeldinger. Aksel drømmer stadig om en tur til Grønland og hvem ved, måske når vi også dertil en dag. Men på baggrund af vor egne tanker og drenges udmeldinger, har vi fået snakket os frem til nogle gode traditioner, oplevelser og dertil planlagt åndehuller for alle på matriklen. Vigtigst af alt, så har vi valgt at skabe et fokus på blot at være frem for at gøre.

Så må vi se om det efterlader en lyst til mer’.

Jeg vil selvfølgelig benytter lejligheden til at ønske dig en god december måned !
Jeg håber du finder din helt egen melodi for hvordan din jul skal lyde.

Også har jeg selvfølgelig flashet ynglets og mine egne juledekorationer.
Det tog mig næsten kun 5 minutter at lave, mens julemusikken spillede i baggrunden
og drengene, ja de sad simpelthen så pænt ved borde uden at diskutere om hvem der skulle have hvad…
– Og nej – ifølge ældste ynglet Aksel, er less is more, aldrig en mulighed .

Det hanler om blot at være og ikke at gøre !

Glædelig Jul for pokker da !

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Genbrugs pakkekalender Del I.

Julen banker så småt på døren.
Mine egentlige tanker omkring al juleriet, det fortjener sit helt eget indlæg, så stay tune. I næste uge kommer indlægget: Julen – Krisernes tid. Som titlen nok afslører, så er min tilgang til julen præget af en stor del socialrealisme, men skrevet af et juleelskende menneske.
– Så fik vi det på plads.

Dette indlæg handler om en juletradition, som finder sted hjemme hos os.
Pakkekalenderen.
De af jer der læste med sidste år, kender den måske allerede og vil hvis I egentlig bare gerne se hvad ungernes pakkekalenderen indeholder – til mulig inspiration?
Så scrol da bare videre.

Julen – traditionernes tid.
I vores lille hjem, elsker vi traditioner. Så længe de kommer i en grad, hvor vi ikke kvæles undervejs, for at opretholde og indfri dem. Min generelle tilgang til livet og de læringsprocesser vi skal igennem, indeholder det væsentlige punkt: Evaluering.
Ved evaluering af ens handlinger, kan man ofte spore og optimere sin egen præstation.
Hermed forstået, at når man først et år har stået 4 dage før den 1 december og vandret hele byen tynd for at finde 24 pakkekalendergaver, så er det kun plads til forbedring. Jeg har i hvert fald været der og det var en dyr, lettere plastik fantastisk oplevelse.

Vores pakkekalender tradition, bygger på troen om at Julemanden findes.
Hvor længe denne tro består hos vores børn, det må tiden vise. Indtil vi skal forholde os til de store ”skabelsesspørgsmål”, så findes Julemanden hos os.

Natten til den 1. december, kommer han derfor med et lille fint billede illustreret brev og en gave. I brevet står der lidt om julemandens forgangene år, hvorfor han kommer med gaver og sidst men ikke mindst, de praktiske foranstaltninger for leveringen af gaven. Det står der mest af alt for at skabe faste holdepunker, da julen ofte bringer en del uregelmæssigheder og store mængder stimuli med sig. Derfor fortælles der, hvordan julemanden hver nat frem til juleaften, ligger en lille gave, i den ophængte julestrømpe.  Drengene ved så, at julemanden nogle gange, når han skal ind i Tivoli eller besøge andre børn, slår et smut forbi og der derfor kan være dage, hvor der enten ligger lidt lækkerier i strømpen eller at der måske er blevet pillet ved mælkens farve. Det sker dog udelukkende fordi en af julemandens nisser er utrolig drillesyg.

Førhen stod der et fint filigrantræ i stuen, som julemanden leveret d. 1 december. Det skabte dog stor længsel efter de mange fine gaver også lagde julemanden ellers stilen om. Overordnet synes jeg at julen, hvis man har børn, skal afholdes i børnehøjde og med respekt for de små let påvirkelige sind.

Pakkekalender på budget.
Da julemanden, som besøger os, ikke er udstyret med et egentlig guldkort og samtidigt har en tilgang til, at pakkekalendergaver er små fine brugbare sager, så er hele grundtanken bag pakkekalenderen den, at gaverne i sin helhed, ikke skal koste en formue. Derfor indkøbes gaverne først og fremmest løbende igennem hele året og helst på loppemarkeder, dba.dk eller reshopper. Nogle pakker kommer også helt fra ny af og det skyldes ofte at Bilka.dk eller diverse legetøjsbutikker, kører med en tilbudskampange. Måske kan i mellem linjerne læser at forberedelse er et af nøgleordene for indkøb af pakkekalendergaver.

I dette indlæg, er det Carls pakkekalender, som vises frem. Carl er knap 3 år. Nogle af gaverne er små og andre lidt støre.  Grundlæggende så ønsker Hr. Mand og jeg ikke at give drengene 24 plastik-fantastisk-gaver, som 10 minutter efter de er pakket ud, mister deres værdi. Når det er sagt – så glæder jeg mig virkelig til at jeg kan købe et lille flot viskelæder, eller en glimmerkuglepen og ligge i sokken, men det kræver trods alt et skolebarn og det er der for morens skyld heldigvis lidt tid til endnu.

1

2

3

Carls pakkekalender består primært af genbrugsguld og har så enkelte gaver der er købt fra nyt af.
Den samlede pris for hans pakkekalender er 340 kr.

  • De helt store pengesluger er:Alpakatrøjen, som er købt på loppemarked til sølle 50 kr.
    Ninjaerne fra Ninjago, som er købt via Ebay, på auktion til 35 kr.
    Belle, fra Skønheden og Udryet, til 50 kr. Købt fra ny og var ikke til at opstøve brugt.

 

 

7
fullsizerender

Størstedelen af playmobilpakkerne, er fra en stor kasse brugt playmobil, som vi købte i forbindelse med Aksels fødselsdag tilbage i april. Den har vi kunne håndplukke fine små sæt fra og derigennem også holdt julemandens budget nede.

Alt i alt har de 24 pakker, en gennemsnitspris på 13 kr og 50 øre.
Og det synes jeg ikke er helt galt.

Jeg håber indlægget måske kan inspirer til dette års eller pakkekalendere i fremtiden.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen

En anderledes sommer

De af jer, som følger med på Instagram eller har læst mine indlæg om hvordan filmen knækket (kan læses her og her), de ved måske, at min sommer på mange måder har været præget af en kortslutning, en mental en af slagsen. En kortslutning, hvor ikke engang sikkerhedsreaktoren kunne få kontroltårnet til bare at slumre.
Alle elektroniske impulser var borte og der var ikke andet for, end at ligge sig flat ned og tage hver dag som de kom.

I ly for alle former for stimuli og med kyndig vejledning, lærte jeg at trække vejret, helt ned i lungerne, ud til fødderne også puste ud. I takt med jeg tog kontrollen over eget åndedræt, lettet det altomsluttende røgslør og verden stod pludselig endnu mere klar, farverig og udfordrende end nogensinde før. Afskåret fra verdens storm, stillingtagen og ansvar, så jeg på himmelens skyer, deres faconer, som kun min egen fantasi kunne formgive og hvis mælkehvideskær, for mig, blev til noder. Noder som skabte kontakt og som med tiden der gik, genstartet et nedlagt og sammenbrudt system.

img_7122
Når “kontroltårnet” lukker ned, så gælder det oftest om at have en sikkerhedsbygning, i baghaven til kontroltårnet. I mit tilfælde, så blev min baghave fyldt med underskønne mennesker, i neonskinnende veste og de sikrede sig, at trafikken og al dens andet indhold kunne fortsætte sin gang, til trods for “kontroltårnet” var ude af drift. At sikkerhedsbygningen holder og bemandes, det ved man i princippet ikke før det for alvor skal stå sin prøve. Nok har man måske testet det, men en test er nu engang blot en kunstig opstilling af diverse scenarier, som i bund og grund aldrig vil kunne måle sig med ‘The Real Deal’. Min sikkerhedsbygning blev bemandet, den stod der, i min baghave og den var der, selvom livet på mange måder viste sig fra sin mest grimme og frygtindgydende side, så sprang noget frem, smukkere end mine sølle ord kan beskrive. I stedet vil jeg blot sige: vigtigst af alt er kærligheden og tak er og bliver et fattigt ord, men også det ord kun den fattigste kan føle trang til at bruge, når alle andre ords værdier end ikke favner.

img_7123

Sommeren var på mange måder på sit højeste, da kortslutningen indfandt sig. Den indeholdte diverse sommerfester, skub op is og bæltet med fregner over næsebenet. Alligevel var den egentlig ferie aldrig rigtig blevet påbegyndt og hvad gør man så?I mit tilfælde skærer man alt unødvendig støj fra, som sommerland, flyveture og hvad andre kapitalistiske fornøjelser kan frembringe og retter blikket mod naturen.

I ly for omverden, blev de helt spæde toner sluppet frit. Mens vilde himbær og skub op is fedtet de små børnehænder. Lugten og blandingen af saltvandssprøjten, træernes friskhed og tang var sommerens potpourri. Og langsomt, med en form præget af to skridt frem og et tilbage, blev de runde æblekinder understreget med et smil, som med tiden blev bredere og også mere og mere selvsikkert.

img_7124

Min sommer kan ikke købes på et postkort. Den kan ikke måle sig med turen i Disney land, eller prale med de vilde kulturelle oplevelser. I stedet kan jeg rette ryggen og vide at det på mange måder blev den sommer der ændrede mit liv for altid. Sommeren var den, hvor min psykes uskyld blev udsat for et overgreb så voldsomt og brutalt, at den til evig tid, vil være beviset på hvad jeg så menneske kan overkomme, til trods for dets ar stadig er blodrøde og sårskorper endnu hæfter hist og her, så var dette sommeren der ændrede alt. Det var sommeren hvor end ikke overgangsritualet med pottetræningen, tabet af mælketænder, den personlige løberekord på 10 kilometer eller børnesangen, sunget på melodi står klarest.

Klarest af alt står kærligheden, til livet, min mand, børn, familie og venner men også til et system, et land og for det generationer før min egen byggede, for uden det, havde min anderledes sommer slet ikke været.

Tak fordi du læste med.
Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet