Den Nye Pige I Klassen

unnamed (1)

Mine håndflader er klistrende, hjertet hårdt bankende i brystet og kinderne er som altid, når utilpasheden rammer mig røde, mens resten af ansigtet blegt. Jeg står der, ved siden af de 3 andre piger. Vi er de nye piger i klassen. Vores to klasselærer præsentere os og selvom mine nye klassekammerater egentligt ser meget søde ude, så græder jeg indvendigt.

Jeg er 11 år og for knap 1 måned siden flyttet fra den lille by ved Roskilde fjord Jyllinge, til forstadsbyen 2750 Ballerup. Det hele er nyt også alligevel ikke, kender nemlig byen mere eller mindre ud og ind, eftersom min mormor og morfar har boet der hele mit liv og byen huser en stor stak ferieminder. Alligevel er jeg rundtosset og utilpas.
Jeg er korthåret, sådan rigtig korthåret og da lærerne fortæller de andre elever mit navn, griner nogle af drengene. Sidenhen får de fortalt mig, at de altså var overbevist om at jeg hed Christian i stedet for Christina.
I grunden bebrejdede jeg dem ikke. Jeg var indbegrebet af en drengepige og særligt under kanoturen til Sverige, tidligere på sommeren, med hvad man i dag vel bedst betegner som en bygger, fik jeg da også vist de andre drenge, at jeg sagtens kunne tisse stående. Jeg forstod mig egentlig ikke på piger, ikke på mig selv og det gjorder ikke noget, for jeg var nu engang bare et barn og kønnet mere eller mindre irrelevant.

Da det ringer ud til frikvarter ser jeg mit snit til at finde mit rette element, en af de andre drenge har en fodboldt under armen og løber ud til de nærtliggende baner ved skolen. Jeg kigger mig rundt og ser til min lettelse, at det trods alt var en aktivitet alle fra klassen mere eller mindre tog del i. Jeg blev dog hurtigt klogere. Da vi stiller op, så de klassiske første og anden vælgere kan se, hvilket spiller de kan udtage til deres hold, sætter de andre piger sig i græsset. Jeg kigger nervøst rundt og spørger så den mørkhåret populære pige, iført Disel trøjen med lysserød neonskrift, om de ikke skal være med? Hvortil hun svare, at hun lige har fået nye bukser og de ikke skal have græspletter på sig. Tonen var ligesom sat og jeg træder på banen som den eneste pige. Heldigvis blev en af de andre piger ligeglade med græspletter og efter at have smidt den næstmest populære plateausko efter Buffalos, var hun også klar.
Da vi går ind til den efterfølgende time, går jeg sjokkende og forpustet bagefter, to af de nye piger har hver en veletableret pige fra klassens arm og deres skulder og langsomt drømmer jeg mig tilbage til min gamle klasse i fjordbyen.

Tiden går og en dag efter skole finder tårne sig vej til mine kinder, idet nøglen sættes i døren. Jeg har konstant mavepine og tanker der flyver rundt i tide og utide. Min mor havde sagt det nok skulle gå, jeg havde altid haft nemt ved at få venner og pludselig kunne jeg ikke engang vise hvor mange jeg havde på bare en hånd. Det gjorder ondt, så inderligt ondt.
De andre var jo søde nok, men vi var ligesom bare kommet i gang med skoleåret og det hele gik pludseligt så stærkt og med 4 nye piger, så blev det hele bare for meget, formentlig for os alle sammen.
Den aften snakker min mor længe med den ene af mine klasselærer, ude fra gangen af, kan jeg høre hvordan min mor fortæller om min ensomhed og salte tåre. Næste dag trækker min lærer mig til side og siger at der i matematiktimen vil blive afholdt et pigemøde. Dem havde jeg godt hørt om fra min gamle skole, jeg havde bare sådan aldrig deltaget i dem?

Men da jeg sidder der i rundkredsen, på min vippende stol og stille iagttager de andre piger, mens min klasselærer snakker om venskaber, der hadet jeg dem for en kort stund. Da jeg går derfra elskede jeg dem. For jeg havde nemlig fået 3 nye aftaler med nogle af de andre piger og en ny sidemakker og en af de andre pigers arm om mine skuldre.

På mange måder, havde jeg fået en ny start og var igen blevet den nye pige i klassen.

– Christina…

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @MigOgMorskabet

Den der ledighed

Ledig

Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft en del holdninger til folk der er ledige. Det har jeg i princippet stadigvæk, men efter selv at have været en tur igennem maskineriet, så er de dog blevet godt finjusteret og igen, hver sag har sin historie.
Da jeg afsluttede min barsel og fik kørt Carl ind som vuggestuebarn i børnehuset, begynde virkeligheden for alvor at banke på. Den der ledighed var ikke bare sådan lige at komme udenom og med tiden, igennem.

Til trods for, at den søde jobkonsulent hos A-kassen skamroste mig for min ¨dygtighed¨ som ledig, så væltede jeg inderst inde bare rundt. Fra at sende ansøgningen, blive kaldt til samtale, møde op og være skarp, til at modtage opkaldet om at jeg desværre var blevet slået af en tysklærer – dem er der åbenbart virkelig stor mangel på! Så begyndte facaden langsomt at krakelere og forståelsen af, hvorfor nogle mente at ledighed var frustrerende og ligefrem stress fremkaldende.

Jeg er uddannet folkeskolelærer og er derfor uddannet til en profession, som en af de eneste, ansættes i klynger op mod diverse skoleferie, her særligt sommerferien. Tiden gik og erantis, krokus viol og vintergæk begyndte at bryde frem og der stod jeg, som fortsat værende ledig.

Det var da ingen hemmelighed, at jeg personligt stod ved et t-kryds, skulle jeg gå ud og prøve min profession af som nyuddannet lærer eller svinge forbi universitet og læse videre. Drømmen var halvandet år forinden blevet knust, da jeg havde modtaget mit første officielle afslag på optag. Det havde i princippet også været noget være rod med det optag, eftersom Carl på daværende tidspunkt, voksende under mit hjerte. Men nu stod jeg der og velvidende om at lockouten og ikke mindst den nye skolereform gjorder at flere og flere læste videre, i stedet for at træde ud i folkeskolerne, så tvivlede jeg noget så inderligt.

Havde jeg valgt forkert – skulle jeg i virkeligheden slet ikke være lærer?

Heldigvis forsvandt den tvivl relativt hurtigt, selvfølgelig, én gang lærer altid lærer. Jeg følte bare, at jeg lige skulle noget andet først og med logikken der sad på første sal og sagde ¨Går du ud på arbejdsmarked, kommer du aldrig tilbage til skolebænken¨ og selvom lærerlønnen immervæk ikke er særlig høj, så er der alligevel et stykke fra fuldtidsløn til statens uddannelsesstøtte, hvilket jeg by the way, selvfølgelig er yderst taknemmelig over at kunne få, mens jeg læser en gratis uddannelse.  Og da den søde studevejleder så fortalte at hele uddannelsessystemet var under en reformering og min professionsbachelor år for år, gav adgang til færre og færre uddannelser, så gav svaret lidt sig selv. Så en forårsdag i marts fandt jeg computeren frem og begyndte så at udforme min første kompetancevurdering, til drømmeuddannelsen Pædagogisk Sociologi, på Aarhus Universitet. Med mindreværdskomplekser, våde armhuler og fedet t-zone sendte jeg ansøgningen om optag afsted og lukkede så øjnene og tænkte : Det sker aldrig.

Foråret kom og gik, jobsamtalerne blev en lille vanesag og jeg var efterhånden ret rutineret i de der tvetydige spørgsmål, som alligevel altid havde en hemmelig agenda om at finde ind til kernen af mine professionelle standpunkter. Endnu mere rutineret blev jeg også i de der opkald: ¨Vi synes du var utrolig interessant, men følte i denne omgang at klassen havde mere brug for en lærer med….¨ Men min egen retfærdige sans sagde ofte til mig selv : Hey – det vigtigste er sgu at klassen har fået den helt rigtige lærer.
Men indrømmer da gerne, at jeg en sjældent gang imellem fandt Aksels playmobilmænd frem og udøvede voodoo på dem, mens jeg lå tudbrølende sammenkrøllet i fosterstilling og bare tænkte ¨Fuuuck nu den skide tysklærer¨ men kom da ud på den anden side.

Og den 1. september er jeg officielt ude af dagpenge systemet, sådan på den frivillige måde. Jeg er nemlig tilbage på skolebænken, på Aarhus Universitet – som også har et stort fakultet i Emdrup. Her skal jeg de næste 2 år læse en kandidat i Pædagogisk Sociologi og nøj hvor jeg glæder mig.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at kigger mig over skulderen og tænke lidt over de sidste otte måneders ledighed. De var nemlig ingen leg, ingen tangokat på roser, de var i bund og grund super frustrerende og slet ikke noget jeg på nogen måde lærte at trives sådan helt rigtig i. Alt fra den manglende sociale kontakt og stimuli der nu engang mangler, når man ikke går på arbejde og laver noget man gerne skulle brænde for. Til den der store og alt overskyggende uforudsigelighed, de manglende pejlemærker for, hvad der helt præcist skulle ske de næste to måneder tid, eller hvornår man kunne sige ens aftaler ikke sådan kunne smides i skraldespanden medmindre der kom et sygt barn på tværs.

Ledigheden var på så mange måder, som en gåtur i den mørke skov, med lysende øjnene i krattet og blinkende stjerner på himmelen. For selvom man følte at man i løbet af gåturen var blevet en del af noget, så viste det sig altid ved solopgang, at det var man i princippet ikke – man havde blot jokket i en uopsamlet hundelort. Ledigheden har bragt en masse selvforståelse med sig, men også en brancheforståelse og sidst men ikke mindst, en masse ekstra tid til mine søde drenge. Og vil da håbe, at jeg har oplevet ledigheden for sidste gang eller ikke møder den, før om mange mange år.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Af hjertet tak.

unnamed

Selvom der fortsat er længe til, at vores allesammens himmel, skal dækkes af raketternes glimrende regnbuefarver, så føler jeg virkelig, at jeg igår aftes kunne stå i vejkanten mens røgsløret dansede omkring mig, mens himlen var smuk og oplyst.
Tusind tak for jeres helt fantastiske modtagelse af MigOgMorskabet .
Jeg forstår det ikke helt også tænker jeg, om I har forstået, at jeg ikke er nogen Pippi Langstrømpe med tilhørende kommode, hvor alverdens giveaways, rabbatter og andet gøjl springende frem fra skufferne?
Jeg er jo bare mig?
En meget taknemmelig og letter nervøs kvinde, som endelig har kastet sig ud i noget med de der ord.

Tak for jeres støtte!
Tak fordi I vil læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Velkommen til Mig Og Morskabet

MigOgMorskabet

Illustation af  Selina Mandal

På øverste hylde ligger klogskaben, det logiske. Mine systemer og til tider min mand, er koordineret efter denne kommandocentral. Det er nu ikke fordi hylden er sirligt dekoreret med hyldepapir og andet klister, men alligevel kan et pift hist og her gøre meget eller en æske med mønster, så længe det ikke er lodrette sort hvid striber …

På midterste hylde ses slitagen dog tydeligt.
De sortdækket blondekasser har måske set bedre tider, men hvad kan man sige til det?
De er nu engang blevet trukket ud og ind af skabet, nogle gange været proppet til bristepunktet og nu er de lettere tomme for indhold. Kasselåget som ellers før har været rundt og buet, er nu efterladt tilbage, udvidet og med enkelte slidtagestriber i blondestoffet.

I den ene af de to blondekasser, er en fin lille rød velouræske. Til trods for at velour for længst har sin storhedstid, så forbliver denne æske stadig epokegørende, for resten af skabet velstand. Æsken er fortsat stram at få op, til forskel for et helt andet skrin i skabet. Dets indehold fortæller historier, historier om kærlighed, den hengivende af slagsen, historier om svigt, kampe, nederlag og igen endnu mere kærlighed, mest af alt til livet.

Skabet har været igennem en del flytninger og for hver flytning har ønsket om den ydre istandsættelse været på tegnebrættet. I ny og næh er en skure hist og her blevet skiftet, en lås og hængslerne er blevet set efter og antallet af lakeringer kan ikke længere tælles. Skabet har en vis affektionsværdi. Det rummer trods alt fra barndomsminder, hverdags spekulationer, ugeskemaer, ikke farvekoordineret perleplader, voksenlegetøj, kreasysler, løbesko, fotoalbums, puttekaniner, slikpapirsrester og en masse andet henlagt rod, i forsøget på at skjule det samme.

Til skabet følger en nøgle og jeg håber I er klar, for nøglen er sat i
og skabet står nu på vidt gab.

Velkommen til min blog: MigOgMorskabet

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet