Den der ledighed

Ledig

Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft en del holdninger til folk der er ledige. Det har jeg i princippet stadigvæk, men efter selv at have været en tur igennem maskineriet, så er de dog blevet godt finjusteret og igen, hver sag har sin historie.
Da jeg afsluttede min barsel og fik kørt Carl ind som vuggestuebarn i børnehuset, begynde virkeligheden for alvor at banke på. Den der ledighed var ikke bare sådan lige at komme udenom og med tiden, igennem.

Til trods for, at den søde jobkonsulent hos A-kassen skamroste mig for min ¨dygtighed¨ som ledig, så væltede jeg inderst inde bare rundt. Fra at sende ansøgningen, blive kaldt til samtale, møde op og være skarp, til at modtage opkaldet om at jeg desværre var blevet slået af en tysklærer – dem er der åbenbart virkelig stor mangel på! Så begyndte facaden langsomt at krakelere og forståelsen af, hvorfor nogle mente at ledighed var frustrerende og ligefrem stress fremkaldende.

Jeg er uddannet folkeskolelærer og er derfor uddannet til en profession, som en af de eneste, ansættes i klynger op mod diverse skoleferie, her særligt sommerferien. Tiden gik og erantis, krokus viol og vintergæk begyndte at bryde frem og der stod jeg, som fortsat værende ledig.

Det var da ingen hemmelighed, at jeg personligt stod ved et t-kryds, skulle jeg gå ud og prøve min profession af som nyuddannet lærer eller svinge forbi universitet og læse videre. Drømmen var halvandet år forinden blevet knust, da jeg havde modtaget mit første officielle afslag på optag. Det havde i princippet også været noget være rod med det optag, eftersom Carl på daværende tidspunkt, voksende under mit hjerte. Men nu stod jeg der og velvidende om at lockouten og ikke mindst den nye skolereform gjorder at flere og flere læste videre, i stedet for at træde ud i folkeskolerne, så tvivlede jeg noget så inderligt.

Havde jeg valgt forkert – skulle jeg i virkeligheden slet ikke være lærer?

Heldigvis forsvandt den tvivl relativt hurtigt, selvfølgelig, én gang lærer altid lærer. Jeg følte bare, at jeg lige skulle noget andet først og med logikken der sad på første sal og sagde ¨Går du ud på arbejdsmarked, kommer du aldrig tilbage til skolebænken¨ og selvom lærerlønnen immervæk ikke er særlig høj, så er der alligevel et stykke fra fuldtidsløn til statens uddannelsesstøtte, hvilket jeg by the way, selvfølgelig er yderst taknemmelig over at kunne få, mens jeg læser en gratis uddannelse.  Og da den søde studevejleder så fortalte at hele uddannelsessystemet var under en reformering og min professionsbachelor år for år, gav adgang til færre og færre uddannelser, så gav svaret lidt sig selv. Så en forårsdag i marts fandt jeg computeren frem og begyndte så at udforme min første kompetancevurdering, til drømmeuddannelsen Pædagogisk Sociologi, på Aarhus Universitet. Med mindreværdskomplekser, våde armhuler og fedet t-zone sendte jeg ansøgningen om optag afsted og lukkede så øjnene og tænkte : Det sker aldrig.

Foråret kom og gik, jobsamtalerne blev en lille vanesag og jeg var efterhånden ret rutineret i de der tvetydige spørgsmål, som alligevel altid havde en hemmelig agenda om at finde ind til kernen af mine professionelle standpunkter. Endnu mere rutineret blev jeg også i de der opkald: ¨Vi synes du var utrolig interessant, men følte i denne omgang at klassen havde mere brug for en lærer med….¨ Men min egen retfærdige sans sagde ofte til mig selv : Hey – det vigtigste er sgu at klassen har fået den helt rigtige lærer.
Men indrømmer da gerne, at jeg en sjældent gang imellem fandt Aksels playmobilmænd frem og udøvede voodoo på dem, mens jeg lå tudbrølende sammenkrøllet i fosterstilling og bare tænkte ¨Fuuuck nu den skide tysklærer¨ men kom da ud på den anden side.

Og den 1. september er jeg officielt ude af dagpenge systemet, sådan på den frivillige måde. Jeg er nemlig tilbage på skolebænken, på Aarhus Universitet – som også har et stort fakultet i Emdrup. Her skal jeg de næste 2 år læse en kandidat i Pædagogisk Sociologi og nøj hvor jeg glæder mig.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at kigger mig over skulderen og tænke lidt over de sidste otte måneders ledighed. De var nemlig ingen leg, ingen tangokat på roser, de var i bund og grund super frustrerende og slet ikke noget jeg på nogen måde lærte at trives sådan helt rigtig i. Alt fra den manglende sociale kontakt og stimuli der nu engang mangler, når man ikke går på arbejde og laver noget man gerne skulle brænde for. Til den der store og alt overskyggende uforudsigelighed, de manglende pejlemærker for, hvad der helt præcist skulle ske de næste to måneder tid, eller hvornår man kunne sige ens aftaler ikke sådan kunne smides i skraldespanden medmindre der kom et sygt barn på tværs.

Ledigheden var på så mange måder, som en gåtur i den mørke skov, med lysende øjnene i krattet og blinkende stjerner på himmelen. For selvom man følte at man i løbet af gåturen var blevet en del af noget, så viste det sig altid ved solopgang, at det var man i princippet ikke – man havde blot jokket i en uopsamlet hundelort. Ledigheden har bragt en masse selvforståelse med sig, men også en brancheforståelse og sidst men ikke mindst, en masse ekstra tid til mine søde drenge. Og vil da håbe, at jeg har oplevet ledigheden for sidste gang eller ikke møder den, før om mange mange år.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

3 comments / Add your comment below

  1. Åh ja den skide ledighed. Er ligeledes ledig på 8. måned. Og starter ligeledes uddannelse i september, dog kun i 6 uger og dog stadig på dagpenge. Men hold nu op, hvor jeg glæder mig til faglighed og voksensamtaler. Og så er det endda et akademimerkonom-fag, som jeg tager med på papiret – og ikke ‘bare’ et tilfældigt konsulentfirmas bud på hurtigttjente penge (fordomme om de der kursustilbud i dagpenge-regi). Håber at det hjælper mig videre i et jobmarked, som er markant anderledes end det, jeg forlod, inden jeg fik to børn på stribe.

    God vind med skolen 🙂

  2. Åh ja kender jo desværre alt for godt følelserne 🙂 men det er skønt at være på den anden side nu. Man lærer rigtig meget om en selv når man er igennem sådan en omgang ledighed. Håber det viser sig at du er gået igang med det, der virker helt rigtigt for dig 🙂

    1. Tusind tak Carina. Det følelser er ikke bare sådan lige at komme udenom. Og ja det er en til tider ensidig kamp, men styrken den giver, når man er ude på den anden side. den kan noget helt særligt.

Skriv et svar