Den Nye Pige I Klassen

unnamed (1)

Mine håndflader er klistrende, hjertet hårdt bankende i brystet og kinderne er som altid, når utilpasheden rammer mig røde, mens resten af ansigtet blegt. Jeg står der, ved siden af de 3 andre piger. Vi er de nye piger i klassen. Vores to klasselærer præsentere os og selvom mine nye klassekammerater egentligt ser meget søde ude, så græder jeg indvendigt.

Jeg er 11 år og for knap 1 måned siden flyttet fra den lille by ved Roskilde fjord Jyllinge, til forstadsbyen 2750 Ballerup. Det hele er nyt også alligevel ikke, kender nemlig byen mere eller mindre ud og ind, eftersom min mormor og morfar har boet der hele mit liv og byen huser en stor stak ferieminder. Alligevel er jeg rundtosset og utilpas.
Jeg er korthåret, sådan rigtig korthåret og da lærerne fortæller de andre elever mit navn, griner nogle af drengene. Sidenhen får de fortalt mig, at de altså var overbevist om at jeg hed Christian i stedet for Christina.
I grunden bebrejdede jeg dem ikke. Jeg var indbegrebet af en drengepige og særligt under kanoturen til Sverige, tidligere på sommeren, med hvad man i dag vel bedst betegner som en bygger, fik jeg da også vist de andre drenge, at jeg sagtens kunne tisse stående. Jeg forstod mig egentlig ikke på piger, ikke på mig selv og det gjorder ikke noget, for jeg var nu engang bare et barn og kønnet mere eller mindre irrelevant.

Da det ringer ud til frikvarter ser jeg mit snit til at finde mit rette element, en af de andre drenge har en fodboldt under armen og løber ud til de nærtliggende baner ved skolen. Jeg kigger mig rundt og ser til min lettelse, at det trods alt var en aktivitet alle fra klassen mere eller mindre tog del i. Jeg blev dog hurtigt klogere. Da vi stiller op, så de klassiske første og anden vælgere kan se, hvilket spiller de kan udtage til deres hold, sætter de andre piger sig i græsset. Jeg kigger nervøst rundt og spørger så den mørkhåret populære pige, iført Disel trøjen med lysserød neonskrift, om de ikke skal være med? Hvortil hun svare, at hun lige har fået nye bukser og de ikke skal have græspletter på sig. Tonen var ligesom sat og jeg træder på banen som den eneste pige. Heldigvis blev en af de andre piger ligeglade med græspletter og efter at have smidt den næstmest populære plateausko efter Buffalos, var hun også klar.
Da vi går ind til den efterfølgende time, går jeg sjokkende og forpustet bagefter, to af de nye piger har hver en veletableret pige fra klassens arm og deres skulder og langsomt drømmer jeg mig tilbage til min gamle klasse i fjordbyen.

Tiden går og en dag efter skole finder tårne sig vej til mine kinder, idet nøglen sættes i døren. Jeg har konstant mavepine og tanker der flyver rundt i tide og utide. Min mor havde sagt det nok skulle gå, jeg havde altid haft nemt ved at få venner og pludselig kunne jeg ikke engang vise hvor mange jeg havde på bare en hånd. Det gjorder ondt, så inderligt ondt.
De andre var jo søde nok, men vi var ligesom bare kommet i gang med skoleåret og det hele gik pludseligt så stærkt og med 4 nye piger, så blev det hele bare for meget, formentlig for os alle sammen.
Den aften snakker min mor længe med den ene af mine klasselærer, ude fra gangen af, kan jeg høre hvordan min mor fortæller om min ensomhed og salte tåre. Næste dag trækker min lærer mig til side og siger at der i matematiktimen vil blive afholdt et pigemøde. Dem havde jeg godt hørt om fra min gamle skole, jeg havde bare sådan aldrig deltaget i dem?

Men da jeg sidder der i rundkredsen, på min vippende stol og stille iagttager de andre piger, mens min klasselærer snakker om venskaber, der hadet jeg dem for en kort stund. Da jeg går derfra elskede jeg dem. For jeg havde nemlig fået 3 nye aftaler med nogle af de andre piger og en ny sidemakker og en af de andre pigers arm om mine skuldre.

På mange måder, havde jeg fået en ny start og var igen blevet den nye pige i klassen.

– Christina…

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @MigOgMorskabet

1 comment / Add your comment below

  1. Du er sej, Christina! Og Gud, hvor kan jeg mærke mavefornemmelserne gennem dit indlæg- dog ikke ifht flytning men ‘bare’ fra klassekammerater gennem folkeskolen… Klem

Skriv et svar