Må Man Tage Hunde Med Sig Ind I Himlen?

Sorg er en mærkelig størrelse, det er døden for den sags skyld også. De går oftest hånd i hånd.
For mit eget vedkommende, så lærte jeg sorgen og dens ven døden at kende alt for tidligt. I en alder af bare 2,5 år mistede jeg, som tidliggere skrevet på bloggen min far.

Jeg lærte alt for tidligt, at det ikke kun var tissemyrerne, bænkebidere og kæledyr der kunne dø, men også en af mine primær omsorgspersoner. Det har på så mange måder formet mig og givet mig et helt unik forhold til døden. Vil til evig tid mene, at jeg på så mange måder ville ønske jeg havde været foruden, mest af alt fordi døden nu engang ikke er for børn, det er simpelthen for stort at skulle bearbejde. Er idag ikke bange for at dø, kun for at dø for tidligt. Døden skræmmer mig som sådan ikke, det er en naturlig ting af livet, men når jeg skriver naturlig, så mener jeg det bogstaveligt talt ikke helt – for jeg nægter at “acceptere” at dødelige sygdommen, er den naturlige menneskeregulering. Døden er for mig noget der indtræffer, når et menneske har levet et langt og helst lykkeligt liv, ikke noget med bilulykker, sygdomme eller andet i den dur. Som barn have mit liv, mit sind en helt anden dimension, det har det på sin vis stadig. Jeg var hende der kunne relatere, hende som kunne tage de svære og til tider hårde snakke og hende som på så mange måder, havde mistet sin barndomsuskyld alt, alt for tidligt.

… Sorgen er en mærkelig størrelse og den kommer i flere stadier og i niveauer differentieret af de forskellige relationer vi nu engang indgår. Idag har jeg skulle fortælle min store dreng Aksel på 4, at Fister, mine svigerforældres og deres fars hund er død. Fister, som har været en tro ven og beskytter og som lærte mig, at hunde var mere end okay trods fortidens uheldige sammenstød. Fister som for en kort stund var min hund med partisaner tørklæde og i julemåneden nissehue. Fister som nu engang var den kærligeste og mest toldmodigheden hund, jeg har kendt.

Da jeg fortælle min store dreng Aksel, at Far er taget med på dyrehospitalet, er han først undrende og spørger om vi ikke kan tegne en tegning til farmor og farfar. Imens vi sidder der, hvor kun lyden af tuschens føren frem og tilbage hen over papirer høres, falder hans første tåre. Han har tegnet et trist ansigt alt imens jeg efter bedste evne har forsøgt at skitsere Fister.

Aksel rykker over på mit skød og stille begynder jeg så at rokke ham frem og tilbage, mens hans gråd langsomt udvikler sig fra at være stille og rolig, til små eftergivende hulk.
“Det gør ondt Mor, lige her” hvisker han, mens han lægger en hånd på hans mave. I der sekund forstår jeg for alvor, at det er nu, lige nu mit barn oplever den, døden og følgesvennen sorgen. Til trods for Aksels oldemor sidder oppe i himmelen og hun ofte er et samtale emne, så er det stadig ikke helt en ulykkelig sorg han har været i kontakt med dets Aksel var knap 2 år da hun døde og havde efter min mening, en pædagogisk indførelse i, at oldemor nu er oppe i himmelen og vi i ny og næh lægger en rose på kirkegården. Han kan stadig husk hvor hun bor, hvilken slags chokolade hun havde og det er som sådan også det. Men selve tabte, det huske han ikke. Til gengæld ved jeg han vil huske dette, det vil vi alle samme. Noget har forandret sig og nogle vil kynisk ryste på hovedet og sige “det er bare en hund” jovel, men det var og er så meget mere end bare det. Det var et følgeskab på 11 år og en fast bestanddel af “Hjemme hos Farmor Og Farfar”. Så fast at det første Carl på halvandet spørger om, da vi står i entréen er “Fister?”.

Idag har jeg derfor måtte trøste, , favne og med tiden skal jeg guide Aksel igennem dette tab. Og det hele er nu startet med besvarelsen af hans spørgsmål : “Må man tage hunde med i himlen?”

Kærlig Hilsen Christina.

“Det Er Min Mor”

I går søndag, var på så mange måder en begivenhedsrig dag. For dem som bor i indre by, bemærkede de nok at vejen til deres lokale supermarked var afspærreret, at busserne var omlagt og andre igen, kunne måske sågar ikke forlade deres egen vej. Hvorfor kunne de så egentlig ikke dette?
– Jo altså, der var fordi 23.785 tusind løber, havde kastet sig ud i at løbe distancen 21,1 kilometer mere præcist et halv marathon. Jeg var en af disse løber og til trods for at mine ben og psyke før har prøvet kræfter med denne distance og endda det dobbelte før, så var løbet Copenhagen Half, på så mange måder helt unikt og en speciel oplevelse.

Træningen var gået efter bogen og jeg havde endda formået at opbygge så stor en styrke, at jeg nu kunne rykke min kilometertid til 6:10, blandt andet ved hjælp af Spartas Fællestræning. Det var sikkert og vist, at jeg skulle satse på sluttiden 2:15, hvilket ville blive en personlig rekord på denne distance og en forbedring på hele 12 minutter. Jeg var på mange måder flyvende. Flyvende frem til de 19 kilometer og derefter lykkelig over mit felt ikke havde nogen bødekasse, for hold op en masse fy-ord jeg lukker ud når benene er trætte og hovedet konstant møder ”muren”. Jeg holde tempoet og da vi rammer de 20 kilometer gav mine fartholder mig ellers en highfive og bad mig stikke af. Så langsomt men sikkert blev tempoet sat op og endte med en endelig sluttid på 2:14:32. Jeg var stolt, rørt og sindssyg træt da jeg kom i mål, lettere våd af regnen men også min salte sved. I målet får jeg fumlet min telefon frem fra løbebæltet og ser min kære mands lykønsknings besked, efter hurtigt at have givet lyd fra mig, var der ikke andet for end at vente.

Medalje

Og hvem ventede jeg så på?
– Ingen ringere end min elskede mor.

Min mor, som i mange af livets aspekter var og er en stor inspirationskilde.
I efteråret 2010 løb vi vores første officielle løb sammen, ”Støt brysternes”-løb og i 2011 løb hun så sit første maraton, nemlig Københavns maraton. Husker stadig hvordan jeg havde stået halvvejs på ruten, igen og igen havde opdateret app’en, for at sikre hun nu også var påvej. Hun kom, hun så og hun sejrede, mens jeg stod tudbrølende på sidelinjen og heppe af mine lungers fulde kræft.

Og nu stod jeg så der, i målet og ventede…..
Jeg fik ret hurtigt tracket hende og kunne konstatere at det gik jævnt fremad, i et nogenlunde kontinuerligt tempo. Måske er det en familiesvaghed, eller bare der kroppen begynder at tære på depoterne, men et sted mellem 18-19 km begynder hendes hastighed at falde og alverdens tanker løber igennem mit hoved.

Vi havde talt en del om dette løb, de psykiske kampe og manglen på troen om kunnen.
Hun måtte for alt i verden ikke give op nu, det var og blev skide flot.

Minutterne går og endelig begynder den lille prik, som marker hende som løber for alvor at rykke sig, jeg rykker nærmere MÅL porten og begynder at spejde efter hende. Der kommer mange løber, alle seje og udholdende, men ingen af dem er hende. Jeg begynder langsomt at gå ud igennem målet og ned af Øster Allé og pludselig ser jeg hende, den røde løbejakke og de farverige sko.

CollageJeg beklager den ringe billedekvalitet, men det har og er simpelthen ikke muligt at opsporer
bedre målfotos på nuværende tidspunkt.

Idet vores øjne mødes smiler hun træt og som en anden dresseret søløve begynder jeg at slå hænderne sammen mens jeg løber imod hende. ”Det er så flot” siger jeg idet jeg tager hendes hånd og sammen løber vi mod målet. Det var hverken trætheden, smerterne i de tunge ben eller kulden der aktiveret tårekanalerne, det var og blev stoltheden. Idet vi løber forbi de sidste standhaftige tilskuer Hey’er jeg højt og råber så af lungernes fulde kraft ”Det er M I N mor”, tilskuerne klapper og hepper højt og det havde det al mulig grund til at gøre. Det var og blev sejt kæmpet.

unnamed

Selvom benene er lettere tunge i dag og kroppen træt så er jeg høj. Høj på et helt fantastisk løb med den helt perfekte afslutning. Nemlig at løbe hånd i hånd med hvad der for mig, er den sejeste kvinde, nemlig min Mor.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Celleforandringer I Livmoderen

Celle

Jeg vil gerne tage jer med på en tur, en tur helt tilbage til 2,5 år siden. Måske skal vi faktisk lige lidt længere tilbage, bare for lige at forstå ‘The Bigger Picture’.

Vi skal tilbage til mine teenageår, hvor jeg er en tur til lægen. Her sker konstatering, af de yderst usexet kondylomer, og nej det er ikke en scene fra “kærlighed ved første HIK”. I stedet er det fantomsmerter, syre, knive og ja AV’s i understellet. Sammen med konstateringen, kom formaningen om denne virus og dets udviklingsmuligheder og derefter en aftale om ‘hyppige’ screeninger. Derfor var jeg også, en yderst egnet kandidat til vaccinationsprogrammet imod HPV-virus nogle år senere.

Lad os gå længere frem helt præcist frem til dagen, hvor jeg besøger min læge, for at gå derfra “uden prævention”. I samme omgang fortages en af disse screeninger, en såkaldt smear-prøve. For dem som endnu ikke har været der eller af kønslige årsager ikke kommer, så er det et lille ‘næb’ der åbner op i livmoderen, en vatpind (ikke vatpik) der køres rundt i halsens kant og derved laver en celleprøve. Prøven sendes ind på lab, med henblik på at screene for ondartet celleforandringer. 10 dage senere kom svaret retur, alt var i skønneste orden og yderligere 20 dage senere, en positiv graviditetsprøve.

Nu skal vi lidt længere hen, faktisk hen i start april, hvad der i princippet er er år efter. Er til et lidt forsinket 8-ugers tjek, som grundet præventionsvalg og mindre lyst til at sætte fødderne i bøjlerne alt for mange gange, blev det til et 12 ugers tjek. Igen for dem som heller ikke ved dette, så er det et tjek af understeller, hvor man sikre det hele er ‘oppe’ og kører ovenpå sådan en fødsel. I samme forbindelse får jeg, fortaget denne screening endnu engang, rutine.. rutine…

Opkaldet
…Jeg havde været i IKEA. Solen skinnende, fuglene sang og min hud duftede af en blanding mellem solcreme og sved. Solens stråler og det lys de gav, havde givet mig en nyfunden energi. En energi, som nu engang kun skabes, efter en lang og mørk vinter. Jeg gik der, på stisystemet mellem motorvejen og mosen. Jeg hadet det stisystem som pesten, dengang under maratontræningen. Men på denne dag, gav jeg mig tid til at nyde farverne og alle de vilde blomster der stod langs den lille å. Jeg nød selvfølgelig også min venindes gode selvskab. Idyllen blev kun afbrudt af de få cykelister, der i ny og næh kørte forbi.

Vi havde knap nået vejen, da telefonen ringede. Det var min læge. Havde dagen forinden kontakter ham vdr. en fysioterapeut til min store dreng – så det var helt naturligt han ringede. “Øhm det er ikke derfor jeg ringer” havde han sagt. Og det var fra den sætning af det skete .. Jeg mærkede hvordan jeg psykisk faldt fra 15’ende etage og kun havde retning mod den kolde jord . “Det der celleskrab vi tog – den har altså et udslag”.. Det hele vivlede rundt for mig og fik stille fremstemmet “ej jeg synes ikke skide godt om det her” så gik klappen ned. Fangede noget med gynækolog, mikroskopi, akut og det var så det . 1-2-3 samtalen var slut og der stod jeg. I det skønneste forårsvejr, bagende sol og med verdens dejligste baby sovende i barnevognen .. Og jeg .. Jeg kunne ikke få luft ..

Én dag efter
Det er dagen derpå.. Mine ben er ømme efter IKEA gåturen og min mave gør ondt.. Jeg har været søvnløs det meste af natten. Gået mellem vores soveværelse og børnenes. Jeg græd ved min mands skulder i de sene nattetimer. Synes ellers jeg havde placeret det hele og besluttet mig for, ikke at “tænke det værste” som henholdsvis min mor og sviger havde sagt det så fint. Alligevel lød det så hult. De ved jo godt, at jeg er verdensmester i at begrave mig selv i sorte tanker og nogen vil nok mene det er en svaghed. Synes faktisk det er min styrke. Tør godt kigge på det grimme, onde og forfærdelige. Det gør nemlig at jeg kan blive helt høj af alt det fantastiske her i livet. Så som min lille familie. Glædeståre kan trille når min store dreng kan blive fascineret over hvorledes en tampax udfoldes i vand – han troede det var ørepropper .. (Lod ham blive i troen)..
Men hvorfor ?!
Lorte celleforandring mig i nougatland

Tre dage senere.
Jeg er blevet utrolig klog, klog på forskellen mellem celleforandringer og livmoderhalskræft. Takket værd vores gode sundhedssystem, så kom jeg akut til undersøgelse hos en virkelig dygtig og sød gynækolog. Hun lavede en mikroskopi, ‘nuppede’ prøver, der i livmoderen hvor forandringerne sad og kunne sidde. Nu handler der om at vente..
Bare vente..

9 dage senere.
Den er god nok…
Der er noget galt og det skal fjernes, her og nu..

10 dage senere.
Det føles som et overgreb. Som om nogen har forvoldt sig imod min krop.
Mit indre græder, smerterne kommer i bølger og jeg kan stadig lugte blod.
Sygeplejersken var sød, hun havde fødselsdag idag, hun prøvede virkelig at få mine tanker væk, men jeg kunne ikke. Hun tørrerede mine tåre bort og smilte opmuntrende til mig, hver gang ‘de’ gik højere op. De stak mig et par gange og bedøvelsen hjalp. Nu er min ‘hals’ forkortet og understellet stoppet til med en meter gazebind. Måske der var datidens tampax?

Jeg hader det her.
Jeg er vred, ked, frustreret og sindssygt bange. Lad det bare nøjes med at være det, hvisker jeg igen og igen.
Jeg tør ikke tænke andre tanker og alligevel tænker jeg ikke på andet…

Ukrudt24 dage senere.
Idag kom det endelige svar.
Min livmoder er nu 2 centimeter kortere end for 2 uger siden. Men hvad der i fagsprog kaldes for svær dysplasi er nu væk og jeg har fået konstateret normale celler i det tilbageværende stykke.  Jeg er ovenud lykkelig for denne besked og vælger at tænke, at denne omgang har gjort mig og min lille familie stærkere.

Vi deler mange ting, ubevidst og bevidst via. de sociale medier.
Men den dag i maj, for snart halvandet år siden, valgte jeg helt bevidst at dele mine tanker og følelser om konkluderingen af celleforandringer i livmoderhalsen.
Hvert år, får ca. 15000 kvinder konstateret celleforandringer i livmoderhalsen. 6000 af disse har såkaldt svært dysplasi og får dertil fortaget et keglesnit i livmoderen.
Samtidigt indkalder vor sundhedsvæsen, i forbindelse med kræftpakkerne og forebyggelse, til screeninger for alle kvinder i alderen 23-49 år. Disse screeninger fortages normalt hvert 3 år men får man konstateret celleforandring i graden svær dysplasi og dertil et keglesnit, følges man efterfølgende hver. 6 måned

I december var jeg der igen, lige inden jul. Besøget hos gynækologen gjorder, at jeg for fremtiden vil fortrække konsultationer, som kan føre til henvisninger eller prøvetagninger, fortages udenfor heldags perioder. For i december sidste år, troede de den var gal igen og jeg blev sendt hjem med et bind i trussen sammen med informationsfolderne om forholdsregler efter biopsier i livmoderen, celleforandringer i livmoderhalsen og et særtillæg om 2. keglesnit. Det var en god jul, men også en der gjorder mig ekstra eftertænksom.  3 uger senere blev jeg dog sat fri og i lettelse booke jeg en ny kontroltid om 6 måneder.

Det er slut nu.
Jeg høre ikke længere til hos gynækologen og skattevæsenet kroner skal ikke længere betale for ekstra screeninger til mig, som sådan også alligevel. Med beskeden om at jeg ikke længere ”hørte” til i kategorien kom en ny, beskeden om at huske disse screeninger og ved den mindste fysiske uregelmæssighed i understellet, udover manglende seksuel aktivitet, så skulle en ny smear-prøves laves.
Men det er godt nok til mig.
Hvad der ikke er godt nok og rigtig trist, er at rigtig, rigtig mange kvinder glemmer denne typer screeninger. Andre afslår og det er selvfølgelig en helt personlig sag, ligesom valg af HPV vaccinationen. Men for alle dem, som jo faktisk bare glemmer det, der tænker og håber jeg, søster til søster, veninde til veninde, mor til datter, datter til mor, kollega til kollega, mand til kone, far til datter, at vi måske kunne huske hinanden på det?

Skal vi ikke prøve i det mindste?

Kærlig Hilsen Christina.

viunderFor mere information, tjek Vidunderlivet.dk

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Den Der Far, Eller Manglen På Samme?

MigSorg
Jeg er 2,5 år, da min far vælger at gøre en ende på sig selv. En beslutning, som jeg til den dag jeg selv skal herfra, vil mene er den mest kujonagtgie beslutning nogensinde. Det er en beslutning som blev en af de grundlæggende byggesten, i hele min personligheddannelse på godt men især også ondt. I min bog, giver man ikke bare op og til trods for jeg i princippet kunne figurere på størstedelens af sociologernes grafer, over risikogrupper for selv samme beslutning, så er det bare ikke en mulighed.

Istedet har jeg lært noget helt elementært af en anden. At kæmpe alt hvad jeg overhovedet kan for det jeg gerne vil her i livet. Jeg er min mors datter og blev aldrig rigtig min fars, desværre.

Det har og er en hård nød at knække. De store psykologer vil pege på diverse mindreværdskomplekser og den evige stræben på mandlig bekræftelse og jojo, helt skadesløs er jeg ikke. Men hvad alle de der teorier og grafer ikke kan sige er, at jeg på så mange måder mangler noget. Værst af alt, så mangler jeg forståelsen af begrebet ‘Far’, hvortil det er mig som hensynsledet og ja, min far det manglende grundled. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg ved inderst ikke, hvad det vil sige at have en far og det kan om noget sende røven på komedie. Når man foreksempel står der i hvid kjole, som 15-årig og senere 22-årig. Eller den dag jeg fik huen med det blå bånd, skulle finde koppen “verdens bedste mormor” uden at skulle forhold mig til “morfar-koppen”. Men også når jeg står der, mandagstræt og tænker “Er jeg god nok?” Så mangler der noget. Lige præcist hvad kan jeg ikke helt beskrive også alligevel så er der en som gør det for mig, hver evig eneste dag. Nemlig min mand, faren til mine børn.

Under en af de der gange, hvor vi lige fik fyret en tand for meget op under hinanden, råbte han “det værste ved dig, det er sgu at du er datter af en alenemor”. Der er selvfølgelig både pros and cons ved det udsagn, men tager det gerne på mig. For helt tilbage i mine lege, med playmobilen på børneværelset, så var der altså oftest kun en forældre. Det var sådan mit univers fungeret.

Så når man pludselig står der i en alder af 26 år og betragter ham der fyren, som man en dag besluttede at kysse lidt med og derefter tage på den store ikea-tur, sige ja for livet og senere danne op i makkerparret mor og far, så forstår jeg det endelig. Hvad en far vil sige at være og ikke bare en far men en virkelig god og hengivende en af slagsen. Ham, som oprigtig gerne vil lege, kysse og nusse, tumle, grine, læse og fjolle.
… Også ham, som glemmer at få regntøjet med hjem på weekend og laver ukoordineret påklædningssammensætninger så selv Jim Lyngvild får lyst til at sige “så stopper det”.

Kontakt

Det er ligemeget for han er der og han elsker dem, som stor Harre helt op til måneden og tilbage igen. Og det under jeg dem virkelig, mere end noget andet her i livet.

Og nogle gange, må jeg tage den lille indre pige i hånden og sige, det er okay..
Du fik noget helt andet og det var mere end godt nok.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @MigOgMorskabet

 

Det der dans?!

image
Jeg vil våge at påstå, at jeg faktisk kan lidt af hvert. At jeg ikke er übber feminin også alligevel, at jeg til tider snakker og bander som en havnearbejder og andre gange yderst dannet og konservativt korrekt.

Men er der noget jeg ikke kan, så er det altså det der med dansen.
Det dur simpelthen ikke.
Altså det der med at vrikke med bagdelen og følge rytmen, nej.
Forstil jer istedet : blussende kinder, et nedslået genert blik, stille og stive kantet bevægelser og hofter som selv min søn på halvandet kunne svinge bedre. Fandeme ja, altså da han stod og hoppede i benene i alderen af 7 måneder til Teletubbis var der mere rytme at observere end hans mor nogensinde kommer til at indeholde.
Det er helt galt …

Så når nu man bliver hevet med til zumba, af to super søde tøsser, så tænkte jeg ‘What The F***’, jeg gør det sgu. Og allerede da vi står ude foran, er det vist tydeligt for en hver der bare har det mindste flair indenfor kropssprogstolkning at jeg ikke er positivt stemt. Ben og arm krydset og hårtotten ved venstre øre bliver konstant skubbet på plads.

Pludselig råber Jimmy(oh yes) “Så er det NU !!” Og flår døren op til hvad der den næste times skal huse en masse spændstige qvinder i fuld flor. Jaja – også MIG.
Jeg tøffer fint ned på bagerste række og trækker helt op i hjørnet, tænker jeg i værste tilfælde kan twiste ud i redskabsrummet og ligge mig i den berømte fosterstilling. Men okay, han har mig faktisk alligevel lidt, med en coverversion af glor på vinduer, men det er vist også det. For 1-2-3 så slår musikken over i noget der vist kunne være soundtracket til en Bollywood film også ser jeg ellers hvordan samtlige kvinder i rummet okay, på nær den ene af mine makkere (sorry Iben) begynder at svinge deres kvindelige former rundt.

Og selv står jeg der, stiv som et bræt og tænker, at hvis der skal være nogen rytmisk bevægelse i min krop, så er det kun hvis jeg klasker lidt til mormorarmen. Igennem de 50 minutters intensiv Zumba træning kunne man se mig udføre små kejtet trin, med nedslået blik (ah okay – hende foran mig var for sindsyg skrap til det dans, så overgloet lidt der) men ellers blev den ene øvelse efter den anden til en kombination af alt fra Jim Carry dans i Ace Vantura, til små serier af Anne Gadgaards Arabiens drøm korigrafi også lige med fuldstændige offentlige udmeldelser i mikroen fra Instruktør Jimmy om at jeg lige skulle lave en form for ok tegn når mine hænder skulle hilse mod solen. Solen ? Ja altså den der spot lampe i loftet forvandler sig åbenbart under sådan en Zumba time til Saharas ørken, hvor alle timens deltager er smukke mavedanserinder – selv tog jeg nok rollen som Kamal eller Tossen der var faret vild i ørknen og oplevede det ene fatamorgana efter det andet.

… Men okay, respekt til de af jer der kan det der Zumba. Fik mere end bare lidt sved i nakken under den time og tænker at her har man virkelig en form for fitness som ikke blot træner de almene muskelgrupper. Nej også koordinations og balancesansen får en tur og det er sgu et kæmpe plus !
God træning derude , holder mig dog fortsat til løbet.