Den Der Far, Eller Manglen På Samme?

MigSorg
Jeg er 2,5 år, da min far vælger at gøre en ende på sig selv. En beslutning, som jeg til den dag jeg selv skal herfra, vil mene er den mest kujonagtgie beslutning nogensinde. Det er en beslutning som blev en af de grundlæggende byggesten, i hele min personligheddannelse på godt men især også ondt. I min bog, giver man ikke bare op og til trods for jeg i princippet kunne figurere på størstedelens af sociologernes grafer, over risikogrupper for selv samme beslutning, så er det bare ikke en mulighed.

Istedet har jeg lært noget helt elementært af en anden. At kæmpe alt hvad jeg overhovedet kan for det jeg gerne vil her i livet. Jeg er min mors datter og blev aldrig rigtig min fars, desværre.

Det har og er en hård nød at knække. De store psykologer vil pege på diverse mindreværdskomplekser og den evige stræben på mandlig bekræftelse og jojo, helt skadesløs er jeg ikke. Men hvad alle de der teorier og grafer ikke kan sige er, at jeg på så mange måder mangler noget. Værst af alt, så mangler jeg forståelsen af begrebet ‘Far’, hvortil det er mig som hensynsledet og ja, min far det manglende grundled. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg ved inderst ikke, hvad det vil sige at have en far og det kan om noget sende røven på komedie. Når man foreksempel står der i hvid kjole, som 15-årig og senere 22-årig. Eller den dag jeg fik huen med det blå bånd, skulle finde koppen “verdens bedste mormor” uden at skulle forhold mig til “morfar-koppen”. Men også når jeg står der, mandagstræt og tænker “Er jeg god nok?” Så mangler der noget. Lige præcist hvad kan jeg ikke helt beskrive også alligevel så er der en som gør det for mig, hver evig eneste dag. Nemlig min mand, faren til mine børn.

Under en af de der gange, hvor vi lige fik fyret en tand for meget op under hinanden, råbte han “det værste ved dig, det er sgu at du er datter af en alenemor”. Der er selvfølgelig både pros and cons ved det udsagn, men tager det gerne på mig. For helt tilbage i mine lege, med playmobilen på børneværelset, så var der altså oftest kun en forældre. Det var sådan mit univers fungeret.

Så når man pludselig står der i en alder af 26 år og betragter ham der fyren, som man en dag besluttede at kysse lidt med og derefter tage på den store ikea-tur, sige ja for livet og senere danne op i makkerparret mor og far, så forstår jeg det endelig. Hvad en far vil sige at være og ikke bare en far men en virkelig god og hengivende en af slagsen. Ham, som oprigtig gerne vil lege, kysse og nusse, tumle, grine, læse og fjolle.
… Også ham, som glemmer at få regntøjet med hjem på weekend og laver ukoordineret påklædningssammensætninger så selv Jim Lyngvild får lyst til at sige “så stopper det”.

Kontakt

Det er ligemeget for han er der og han elsker dem, som stor Harre helt op til måneden og tilbage igen. Og det under jeg dem virkelig, mere end noget andet her i livet.

Og nogle gange, må jeg tage den lille indre pige i hånden og sige, det er okay..
Du fik noget helt andet og det var mere end godt nok.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @MigOgMorskabet

 

Skriv et svar