“Det Er Min Mor”

I går søndag, var på så mange måder en begivenhedsrig dag. For dem som bor i indre by, bemærkede de nok at vejen til deres lokale supermarked var afspærreret, at busserne var omlagt og andre igen, kunne måske sågar ikke forlade deres egen vej. Hvorfor kunne de så egentlig ikke dette?
– Jo altså, der var fordi 23.785 tusind løber, havde kastet sig ud i at løbe distancen 21,1 kilometer mere præcist et halv marathon. Jeg var en af disse løber og til trods for at mine ben og psyke før har prøvet kræfter med denne distance og endda det dobbelte før, så var løbet Copenhagen Half, på så mange måder helt unikt og en speciel oplevelse.

Træningen var gået efter bogen og jeg havde endda formået at opbygge så stor en styrke, at jeg nu kunne rykke min kilometertid til 6:10, blandt andet ved hjælp af Spartas Fællestræning. Det var sikkert og vist, at jeg skulle satse på sluttiden 2:15, hvilket ville blive en personlig rekord på denne distance og en forbedring på hele 12 minutter. Jeg var på mange måder flyvende. Flyvende frem til de 19 kilometer og derefter lykkelig over mit felt ikke havde nogen bødekasse, for hold op en masse fy-ord jeg lukker ud når benene er trætte og hovedet konstant møder ”muren”. Jeg holde tempoet og da vi rammer de 20 kilometer gav mine fartholder mig ellers en highfive og bad mig stikke af. Så langsomt men sikkert blev tempoet sat op og endte med en endelig sluttid på 2:14:32. Jeg var stolt, rørt og sindssyg træt da jeg kom i mål, lettere våd af regnen men også min salte sved. I målet får jeg fumlet min telefon frem fra løbebæltet og ser min kære mands lykønsknings besked, efter hurtigt at have givet lyd fra mig, var der ikke andet for end at vente.

Medalje

Og hvem ventede jeg så på?
– Ingen ringere end min elskede mor.

Min mor, som i mange af livets aspekter var og er en stor inspirationskilde.
I efteråret 2010 løb vi vores første officielle løb sammen, ”Støt brysternes”-løb og i 2011 løb hun så sit første maraton, nemlig Københavns maraton. Husker stadig hvordan jeg havde stået halvvejs på ruten, igen og igen havde opdateret app’en, for at sikre hun nu også var påvej. Hun kom, hun så og hun sejrede, mens jeg stod tudbrølende på sidelinjen og heppe af mine lungers fulde kræft.

Og nu stod jeg så der, i målet og ventede…..
Jeg fik ret hurtigt tracket hende og kunne konstatere at det gik jævnt fremad, i et nogenlunde kontinuerligt tempo. Måske er det en familiesvaghed, eller bare der kroppen begynder at tære på depoterne, men et sted mellem 18-19 km begynder hendes hastighed at falde og alverdens tanker løber igennem mit hoved.

Vi havde talt en del om dette løb, de psykiske kampe og manglen på troen om kunnen.
Hun måtte for alt i verden ikke give op nu, det var og blev skide flot.

Minutterne går og endelig begynder den lille prik, som marker hende som løber for alvor at rykke sig, jeg rykker nærmere MÅL porten og begynder at spejde efter hende. Der kommer mange løber, alle seje og udholdende, men ingen af dem er hende. Jeg begynder langsomt at gå ud igennem målet og ned af Øster Allé og pludselig ser jeg hende, den røde løbejakke og de farverige sko.

CollageJeg beklager den ringe billedekvalitet, men det har og er simpelthen ikke muligt at opsporer
bedre målfotos på nuværende tidspunkt.

Idet vores øjne mødes smiler hun træt og som en anden dresseret søløve begynder jeg at slå hænderne sammen mens jeg løber imod hende. ”Det er så flot” siger jeg idet jeg tager hendes hånd og sammen løber vi mod målet. Det var hverken trætheden, smerterne i de tunge ben eller kulden der aktiveret tårekanalerne, det var og blev stoltheden. Idet vi løber forbi de sidste standhaftige tilskuer Hey’er jeg højt og råber så af lungernes fulde kraft ”Det er M I N mor”, tilskuerne klapper og hepper højt og det havde det al mulig grund til at gøre. Det var og blev sejt kæmpet.

unnamed

Selvom benene er lettere tunge i dag og kroppen træt så er jeg høj. Høj på et helt fantastisk løb med den helt perfekte afslutning. Nemlig at løbe hånd i hånd med hvad der for mig, er den sejeste kvinde, nemlig min Mor.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

2 comments / Add your comment below

  1. For pokker da, Christina! Sidder her og tuder over dit i indlæg…. Hvor er du sej – hvor er din mor sej – hvor er det fedt, I kunne løbe over målstregen SAMMEN! Tænk at kunne det, og jeg forstår så godt din stolthed og dine tårer. TILLYKKE til jer begge!

Skriv et svar