Må Man Tage Hunde Med Sig Ind I Himlen?

Sorg er en mærkelig størrelse, det er døden for den sags skyld også. De går oftest hånd i hånd.
For mit eget vedkommende, så lærte jeg sorgen og dens ven døden at kende alt for tidligt. I en alder af bare 2,5 år mistede jeg, som tidliggere skrevet på bloggen min far.

Jeg lærte alt for tidligt, at det ikke kun var tissemyrerne, bænkebidere og kæledyr der kunne dø, men også en af mine primær omsorgspersoner. Det har på så mange måder formet mig og givet mig et helt unik forhold til døden. Vil til evig tid mene, at jeg på så mange måder ville ønske jeg havde været foruden, mest af alt fordi døden nu engang ikke er for børn, det er simpelthen for stort at skulle bearbejde. Er idag ikke bange for at dø, kun for at dø for tidligt. Døden skræmmer mig som sådan ikke, det er en naturlig ting af livet, men når jeg skriver naturlig, så mener jeg det bogstaveligt talt ikke helt – for jeg nægter at “acceptere” at dødelige sygdommen, er den naturlige menneskeregulering. Døden er for mig noget der indtræffer, når et menneske har levet et langt og helst lykkeligt liv, ikke noget med bilulykker, sygdomme eller andet i den dur. Som barn have mit liv, mit sind en helt anden dimension, det har det på sin vis stadig. Jeg var hende der kunne relatere, hende som kunne tage de svære og til tider hårde snakke og hende som på så mange måder, havde mistet sin barndomsuskyld alt, alt for tidligt.

… Sorgen er en mærkelig størrelse og den kommer i flere stadier og i niveauer differentieret af de forskellige relationer vi nu engang indgår. Idag har jeg skulle fortælle min store dreng Aksel på 4, at Fister, mine svigerforældres og deres fars hund er død. Fister, som har været en tro ven og beskytter og som lærte mig, at hunde var mere end okay trods fortidens uheldige sammenstød. Fister som for en kort stund var min hund med partisaner tørklæde og i julemåneden nissehue. Fister som nu engang var den kærligeste og mest toldmodigheden hund, jeg har kendt.

Da jeg fortælle min store dreng Aksel, at Far er taget med på dyrehospitalet, er han først undrende og spørger om vi ikke kan tegne en tegning til farmor og farfar. Imens vi sidder der, hvor kun lyden af tuschens føren frem og tilbage hen over papirer høres, falder hans første tåre. Han har tegnet et trist ansigt alt imens jeg efter bedste evne har forsøgt at skitsere Fister.

Aksel rykker over på mit skød og stille begynder jeg så at rokke ham frem og tilbage, mens hans gråd langsomt udvikler sig fra at være stille og rolig, til små eftergivende hulk.
“Det gør ondt Mor, lige her” hvisker han, mens han lægger en hånd på hans mave. I der sekund forstår jeg for alvor, at det er nu, lige nu mit barn oplever den, døden og følgesvennen sorgen. Til trods for Aksels oldemor sidder oppe i himmelen og hun ofte er et samtale emne, så er det stadig ikke helt en ulykkelig sorg han har været i kontakt med dets Aksel var knap 2 år da hun døde og havde efter min mening, en pædagogisk indførelse i, at oldemor nu er oppe i himmelen og vi i ny og næh lægger en rose på kirkegården. Han kan stadig husk hvor hun bor, hvilken slags chokolade hun havde og det er som sådan også det. Men selve tabte, det huske han ikke. Til gengæld ved jeg han vil huske dette, det vil vi alle samme. Noget har forandret sig og nogle vil kynisk ryste på hovedet og sige “det er bare en hund” jovel, men det var og er så meget mere end bare det. Det var et følgeskab på 11 år og en fast bestanddel af “Hjemme hos Farmor Og Farfar”. Så fast at det første Carl på halvandet spørger om, da vi står i entréen er “Fister?”.

Idag har jeg derfor måtte trøste, , favne og med tiden skal jeg guide Aksel igennem dette tab. Og det hele er nu startet med besvarelsen af hans spørgsmål : “Må man tage hunde med i himlen?”

Kærlig Hilsen Christina.

Skriv et svar