Sandheden fra en taber vol. 2.

unnamed (1)

Han skiftevis napper og kysser mens han bevæger sig ned langs halsen, forbi mit bare bryst og videre. Huden sitre under hans berøring og blodet synger i mine åre. Mine hænder er alle steder, over hans muskuløs skuldre, langs hans bare mave og i hans nakke. Fingrespidserne løber langs hans kæbelinje mens vor øjnene mødes og brænder sig fast i hinandens. Han kysser mig ømt, lige der ved hoften, mens han lader hænderne glide langs mine lår. Så kysser han mig forsigtig igen, lidt højre, lige over navlen.

Det er da en menneskelig udgave af Grand Canyon” siger han og smiler så skævt, mens hans finger driller mig, lige dér, ved navlen. Jeg sætter mig lidt omtumlet op og selvom de bløde toner fra Savage Garden lyder fra anlægget, hører jeg kun støjens gnister i mit indre.
Hvad?” Jeg er normalt ikke typen der kan klassificeres som en grå og kedelig mus, mere som en vild løvinde i løbetid og alligevel har alt varmen forladt min ellers før så ophidset krop. “Synes du jeg er…tyk” mumler jeg stille. “Nej, nej !! Du er dejlig, se på mig” og ja okay. Hans krop eller elastikken i hans boxeshorts viste da på bedste vis, at han var mere end bare glad for at se mig.  Han lader en hånd lægge sig i min nakke og trækker mig langsomt ind til sig igen. Imens siger han undskyldende at det nu engang var dumt sagt, men min navle bare var ret dyb.
– Dyb? Hvad fanden mener han med det ?!
Er den ikke bare helt normal men åh, de kys, de fingre og på ingen tid er vi tilbage og endnu længere og jeg kommer i mere end en forstand ‘To The Moon And Back’

Næste dag er mine læber hævet. De små spor, efter hans kræssende stubbe, breder sig langs min mundvige og ned til halsen. Selvom de for enhver er fremtrædende for deres blotte øjne, er det et helt andet spor der fylder mit indre. Jeg rejser mig fra sengen og søger imod spejler, trækker op i blusen og lader blikket kører ned over min krop. Brystet er spændt, fast og ligesom resten af min krop, præget af den udvikling man nu engang er i, i en alder af 14 år. Jeg drejer mig, studere mine træk, hvordan kroppen rundes og skyggerne falder.. Grand Canyon…. Så dyb..  Imens jeg tænker det, begynder jeg at trække maven ind, lade hænderne forme min mave og hvad jeg desværre ikke ved, tager jeg psykisk et skridt ind i mørket. Et mørke fyldt med oplysende dårlige selvbilleder og manglen af accept for egen naturlig smuk krop..

Virkeligheden er i dag en anden, en helt anden. Selvbilledet er efterhånden blevet godt og grundet reetableret til et sundt og stærkt et af slagsen. Et selvbillede, med accept af kvindelige former, bløde inderlår og et fødselspræget bryst. Ofte har jeg ladet fingrene kører langs min mave, mens øjnene har været selvstuderende i spejlet. Jeg kan godt se mine fødsler. Se hvordan de har sat sig, som små hvide streger men også i hudens fasthed. Min navle er stadig dyb, men det er nu engang min navle og jeg ønsker ikke længere at trykke i den, for at blive usynlig, når jeg står i svømmehallen. I stedet ranker jeg ryggen lidt mere og husker mig selv på, at det er okay, det er faktisk mere end okay og jeg er kommet længere end jeg nogensinde troet var mig muligt.

Når man som jeg, har tabt en større mængde kilo, i disse dage 39 kg, så er der mange ting der skal følge med. Tøjet skal løbende udskiftes, selvbillededet igen og igen indstilles og acceptere, at pigen i spejlet nu udadtil er en anden. Noget der bare ikke helt ændre sig i takt med kiloene tabes, det har for mig været hovedet og alle mine tanker og psykiske ar. Mit spisemønster er for længst ændret og nu sundt og afpasset til min fysiske livsstil. Men selvtilliden, den har og er stadig svær at få med til tider. Nogle gange står jeg foran spejlet og oplever en psykisk vægtøgning, til trods for den fysiske vægt ikke har ændret sig. Det er her, lige her de rigtige seje træk tages, her hvor de indre dæmoner skal jages på flugt og hvor accepten af min egen figur skal vinde.

Det er en lang proces og formentlig en proces, der forsætter i et stykke tid efter det endelige vægttab sluttes.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen, En Taber.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jordmødre for livet

stork

Carl er født d. 18 januar 2014, klokken 18:06, men kunne, hvis ikke der havde været travlhed på Rigshospitalets fødegang, været født tidligere. Havde han været det, havde jeg sluppet for antibiotika kur og ikke mindst 2 dage på en 4 mandsstue – i stedet fik jeg, pga. travlhed forlænget vandafgang…

Jeg havde spontan vandafgang aften forinden Carls fødsel, klokken 17. Da jeg ringer til Rigshospitalet, aftaler vi, at jeg skal komme senere på aften og blive tjekket. Da jeg kommer senere, bliver jeg tjekket og alt ser fint ud.  Vi aftaler, at jeg skal tage hjem og få en god nat søvn og at vi forhåbentligt ses på naturlig vis, hen over natten, da veererne så selv kunne starte. Back-up planen er, at jeg skal igangsættes med veer stimulerende drop, klokken 9:00, lørdag morgen, hvis ikke kroppen selv laver veer.

Det gør min krop ikke og da jeg sætter mig i venteværelset, er det kun bindet i trussen, der bevidner, at min fødsel real set er i gang. Mens vi sidder og venter, passerer urets viser 9-9:30-9:45….10…10:30….11:15… osv.
Da klokken er 12 bliver jeg kaldt ind til forundersøgelse og klokken 13 kobles dropstativet på, samtidigt med at jeg får forklaret, at jeg formentlig ikke kan slippe for antibiotika, da jeg nok ikke når at føde indenfor 24 timer efter vandafgang. Carl er født på 5 timer, 25 timer efter spontan vandafgang.

Carl kommer sundt og rask til verden, med dygtig jordmoder som tager imod ham.
Da hans hjertelyd dykker markant under første pres, har overjordmoderen også været forbi min stue, men det var heldigvis bare falsk alarm..

Om aften er der ro på fødegangen og min mand og jeg ligger længe og nyder stilheden på vores fødestue, inden jeg med Carl i armene går over på barselsgangen, hvor vi nu skal være i 2 dage, grundet en forlænget vandafgang. Jeg ønskede ikke at risikere noget, så selvfølgelig blev jeg på barselsgangen…

I princippet risikeret jeg allerede noget, da jeg satte mig i det venteværelse.

I dag er videoen I Jordemødrenes Sko blevet offentliggjort og tilsendt til flere medier. Videoen kan ses  H E R – kan du se den til ende?

I morgen skal vor politikker forhandle Finanslov for 2016, heraf en lov om arbejdsvilkårene for jordmøderne. En lov der vil forringe arbejdsvilkårene yderligere.
Hvornår er nok nok?
Vores dygtige jordmødre skal have tid og de ressourcer der kræver til at passe deres arbejde og ikke tænke ”Det var bare ikke godt nok” hver dag de går hjem. De vil have vi skal knalde for Danmark – men hvad nytter det – der er jo ikke nogen til at tage imod barnet når det kommer ud.

Jordmødre for livet har en facebookside smut forbi og giv dem et like, det fortjener det.
Det andet, det fortjener det bestemt ikke.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

C9 filur version

image

Ønsker inden den videre læsning gøres at male en lille scene .
Jeg er omklamret af halvsvedigt sengetøj, et lagn med rugbrødskrummer, fra ungerne fignemadder, en lader til min telefon og ipaden, også en lidt indesluttet lugt. Rummet er plaget af stilhed, når ikke min mave forsøger at gøre sig som bas eller eller kommer med skingre skrig, ja så er her stille.

Mit hår ligner en fuglerede, en regnfugtig en af slagsen. Øjnene har søvnsporer og det har mundvigen sgu også lidt, bare I ved, salvrester.
Huden er bleg, kinderne indsunket, randerne alt for mørke og ja, jeg dufter nu engang heller ikke af roser.

Min C9 filur version blev påbegyndt i lørdags. Jeg startede ud med sådan lidt madleden, ømhed i lænden og efterfølgende andre led. Så kom der ikke bare én elefant, tó elefant men tré elefanter marcherende hen over mit hoved og samtidigt blussede kinderne også godt op. Derefter gik det direkte ned ad bakke i takt med min indre temperatur steg og steg. Klokken 23 faldt den første filur, det eneste jeg hungrede efter og søndag faldt den anden, som dagens første måltid klokken 21. Alt andet siger min krop pænt nej tak til og adskiller sig med i raketfart fra kroppen, enten med den ene eller anden affyringsrampe og det er sgu noget lort. Her 3 dage senere har jeg indtaget 4 filur, lidt mælk, afstødt en helvedes masse inklusiv pamoler, daddelkugler og ja nu sænket min vægt med intet mindre end 2 kilo. Så jaja , kom ikke her med aloe vera shots og diverse gel til den lette sum af fjortenhundrede et eller andet kroner, nej nej . I skal da være velkommen til af slå vejen forbi , evt lader jeg bare hver med at spritte toilettet af , men ellers kan i få en lille møsser? Valget er jeres ?
Stor sygdomkrammer herfra XOXO
BTW: Indlægget er skrevet i fuld overlæg af sygdom, kedsomhed og ikke mindst rastløshed

Sandheden fra en taber

Pølseskin

Udadtil virker det måske lidt som en dans på roser. En dans som har resulteret i, at kiloene er raslet af ét for ét og nu ligger et eller andet sted, i en bunke på knap 37 kg. Det virker helt skørt, både at forestille sig det rent visuelt men også at jeg har været helt deroppe på vægtkurven.

Det har bestemt ikke været en dans på roser, hvilket det måske alligevel har været?
Eller er det kun mig, som synes det gør nas lige at få en torn i blommen?
Det har uden lige været en benhård kamp og kan vel allerede nu forsikre om, at der kommer til at optræde et enkelt eller 10 taber-indlæg her på bloggen.
….. Indlæg, som vil være sandheden fra en taber.

Min første sandhed er at jeg har snydt.
Snydt mig selv igennem rigtig mange år.

Da min mor skulle giftes i 2006, står vi under kjoleprøvningen i House Off Bride og ekspedienten omtaler der her ”pølseskin”. For dem der ikke lige ved hvad dette er, så tænk på den gamle børneremse ”Finn, Finn pølseskind, trækker maven ud og ind” og forstil jer en form for korset som ja, trækker / strammer maven helt ind. Der stod jeg, i baggrunden, med mindreværdskomplekser og overhørte beretningen om dette lille magiske stykke stof, med hægter, som kunne få kjolen til at glide på for derefter at sidde spot on. Der gik ikke mange dage efter den kjoleprøvning, så stod jeg der, i den lokale undertøjsforretning og var 300 kr. fattigere. Økonomisk set rørte det mig ikke, men på den psykiske front, sendte det mig til noget nær helvedet. I perioden fra december 2006 til maj 2015, har jeg næsten dagligt iført mig det fermøse pølseskin, med undtagelse af når jeg har været gravid.

I maj stod jeg så foran garderobeskabet, det klassiske PAX skab, med spejl på den ene side og almen låge på den anden. Med mit pølseskind i hånden og sagde farvel. Husker jeg lavede en lille aftale med mig selv om at det skulle være slut. Jeg var simpelthen for alvor nød til at gøre op med alle mine indre dæmoner. De fleste var allerede røget sig en tur. Sukkermonstret vender i ny og næh tilbage fra ferie, men aldrig længere som den der ubudne gæst, der terrorisere og ødelægger alt og hvor det i princippet kun var hyggelig de første 10 minutter af besøget. Men ellers, så var jeg nogenlunde i relativ god balance. Når man som jeg har været en flask taber og benyttet sig af ekstreme og dårlige metoder til et vægttab, så lever man med det, formeligt til evig tid. Går det skævt den ene uge, så kan de forførende tanker om et nemt og hurtigt vægttab godt kigge forbi, heldigvis er jeg så meget klogere og stærkere nu, end jeg var dengang.  Alligevel viste jeg godt, at det var lige her, her ved pølseskindet jeg skulle starte den sidste rejse, rejsen mod en sundere og stærkere kvinde. Mit vægttab handler ikke om at være tynd, men om at være slank og stærk, i mine øjne er der en virkelig stor forskel.

Jeg var og er simpelthen nød til at acceptere mine former som de er. Jojo – jeg kommer med sikkerhed til at hoppe i noget lignende det der pølseskin i ny og næh, når kjolen skal sidde spot on MEN det skal aldrig mere være en fast bestanddel af min daglige påklædning.

unnamed (2)

Mine former er bærer præg af min arv, at jeg er lettere lav, at jeg har skæve ben, et okay fint størrelse bryst, runde kinder, smalle skuldre, kort overkrop og dertil et højt hofteben. Mine former bærer præg af, at jeg er kvinde og at jeg mener en kvinde skal have lidt rundhed hist og her. Mine former bærer også præg af, at jeg har fået to børn, det betyder at nogle ting ikke længere har samme volumen og lidt en anden tyngde. Andet ved kroppen, eksempelvis min bagdel, er først kommet til efter to børn have passeret igennem min fødselskanal. Jaja – min krop bærer præg af mange ting og det er det, som gør den til min krop. Det der gør, at jeg er nød til at tage mig af dén og for at jeg nu engang kan gøre det rigtigt, så kræver det, at jeg også holder af dén.

Det er lettere skrevet end gjort, når man står det mandag morgen, med træthedsbryster, mørke rander der har kvalificeret sig i DM og skæve korte ben, men der er ingen vej uden om. Vi, min krop og jeg, vi hænger sgu på hinanden, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det. Det er lige præcis det der var og er essensen af alt den træning, tidligere kalorietælling og prioritering af fødevare. Jeg prøver nemlig at få det aller bedste ud af min krop. Nu helt uden snyd ….

Kærlig Hilsen, En Taber.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Older posts