Sandheden fra en taber

Pølseskin

Udadtil virker det måske lidt som en dans på roser. En dans som har resulteret i, at kiloene er raslet af ét for ét og nu ligger et eller andet sted, i en bunke på knap 37 kg. Det virker helt skørt, både at forestille sig det rent visuelt men også at jeg har været helt deroppe på vægtkurven.

Det har bestemt ikke været en dans på roser, hvilket det måske alligevel har været?
Eller er det kun mig, som synes det gør nas lige at få en torn i blommen?
Det har uden lige været en benhård kamp og kan vel allerede nu forsikre om, at der kommer til at optræde et enkelt eller 10 taber-indlæg her på bloggen.
….. Indlæg, som vil være sandheden fra en taber.

Min første sandhed er at jeg har snydt.
Snydt mig selv igennem rigtig mange år.

Da min mor skulle giftes i 2006, står vi under kjoleprøvningen i House Off Bride og ekspedienten omtaler der her ”pølseskin”. For dem der ikke lige ved hvad dette er, så tænk på den gamle børneremse ”Finn, Finn pølseskind, trækker maven ud og ind” og forstil jer en form for korset som ja, trækker / strammer maven helt ind. Der stod jeg, i baggrunden, med mindreværdskomplekser og overhørte beretningen om dette lille magiske stykke stof, med hægter, som kunne få kjolen til at glide på for derefter at sidde spot on. Der gik ikke mange dage efter den kjoleprøvning, så stod jeg der, i den lokale undertøjsforretning og var 300 kr. fattigere. Økonomisk set rørte det mig ikke, men på den psykiske front, sendte det mig til noget nær helvedet. I perioden fra december 2006 til maj 2015, har jeg næsten dagligt iført mig det fermøse pølseskin, med undtagelse af når jeg har været gravid.

I maj stod jeg så foran garderobeskabet, det klassiske PAX skab, med spejl på den ene side og almen låge på den anden. Med mit pølseskind i hånden og sagde farvel. Husker jeg lavede en lille aftale med mig selv om at det skulle være slut. Jeg var simpelthen for alvor nød til at gøre op med alle mine indre dæmoner. De fleste var allerede røget sig en tur. Sukkermonstret vender i ny og næh tilbage fra ferie, men aldrig længere som den der ubudne gæst, der terrorisere og ødelægger alt og hvor det i princippet kun var hyggelig de første 10 minutter af besøget. Men ellers, så var jeg nogenlunde i relativ god balance. Når man som jeg har været en flask taber og benyttet sig af ekstreme og dårlige metoder til et vægttab, så lever man med det, formeligt til evig tid. Går det skævt den ene uge, så kan de forførende tanker om et nemt og hurtigt vægttab godt kigge forbi, heldigvis er jeg så meget klogere og stærkere nu, end jeg var dengang.  Alligevel viste jeg godt, at det var lige her, her ved pølseskindet jeg skulle starte den sidste rejse, rejsen mod en sundere og stærkere kvinde. Mit vægttab handler ikke om at være tynd, men om at være slank og stærk, i mine øjne er der en virkelig stor forskel.

Jeg var og er simpelthen nød til at acceptere mine former som de er. Jojo – jeg kommer med sikkerhed til at hoppe i noget lignende det der pølseskin i ny og næh, når kjolen skal sidde spot on MEN det skal aldrig mere være en fast bestanddel af min daglige påklædning.

unnamed (2)

Mine former er bærer præg af min arv, at jeg er lettere lav, at jeg har skæve ben, et okay fint størrelse bryst, runde kinder, smalle skuldre, kort overkrop og dertil et højt hofteben. Mine former bærer præg af, at jeg er kvinde og at jeg mener en kvinde skal have lidt rundhed hist og her. Mine former bærer også præg af, at jeg har fået to børn, det betyder at nogle ting ikke længere har samme volumen og lidt en anden tyngde. Andet ved kroppen, eksempelvis min bagdel, er først kommet til efter to børn have passeret igennem min fødselskanal. Jaja – min krop bærer præg af mange ting og det er det, som gør den til min krop. Det der gør, at jeg er nød til at tage mig af dén og for at jeg nu engang kan gøre det rigtigt, så kræver det, at jeg også holder af dén.

Det er lettere skrevet end gjort, når man står det mandag morgen, med træthedsbryster, mørke rander der har kvalificeret sig i DM og skæve korte ben, men der er ingen vej uden om. Vi, min krop og jeg, vi hænger sgu på hinanden, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det. Det er lige præcis det der var og er essensen af alt den træning, tidligere kalorietælling og prioritering af fødevare. Jeg prøver nemlig at få det aller bedste ud af min krop. Nu helt uden snyd ….

Kærlig Hilsen, En Taber.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Skriv et svar