Ej hvor er dén flot


c67d08be-c4e7-411e-923b-97332408cdb5

Når man finder sig selv for bordenden, sidde og trille små kugler, som ungerne med tommelfingeren skal trykke til finskbrød, så passér en tanke eller ti alligevel forbi.
Alt fra ”Shit her roder”, til ”der er for meget sukker på dér” og ”har Carl haft det her i munden?”. Det var måske lige en tand for overskudsatgigt at kaste sig ud i julebag på en fridag alene med ungerne. Jeg var ellers velforberedt og havde lavet henholdsvis dej til jøde- og vaniljekager samt det der tommeltrykket finskbrød klar aften før. Mens jeg sidder der, indsmurt i æggeblomme, mel, sukker og dejrester så kommer jeg med den ene rosende kommentar efter den anden, ”Ej hvor er du dygtig”, ”Nej hvor bliver de fine” og ”hold op hvor er jeg glad for I vil hjælpe med at bage”. De var jo begge super dygtige, seje og toldmodige, det meste af tiden. Det er alligevel lidt hardcore at bage med en på knap 2 og 4½ år så jeg har sgu også rost mig selv hertil aften, især for at holde tungen lige i munden og her næsten ikke længere ligner en blanding mellem Mette Blomsterbergs konditori og Pippis køkkengulv.

Lidt i stolthed over kageproduktionen bare kører der ud af og Carl igen og igen formår at huske, at der først skal pensles og dernæst drysset med sukker, så blev det hele måske lige lidt for opmuntrende. Aksel kigger i hvert falde pludselig op og siger ”Okay Mor, vi har godt forstået at du synes vi laver pæne kager”…

2b914f49-888f-461a-969c-62d581dc58f6

Jeg vil faktisk mene, at man aldrig kan rose for meget, så længe man roser og komplimentere det der er værd at blive komplimenteret. Måske vigtigst af alt, så handler det hele vel også lidt om hvordan man gør det. Læste engang en af de der Vores Børn artikler, som omhandlet hvordan vi som forældre kunne styrke vor børns selvværd. Her handler det ikke om seje fødselsdagsfester, smart tøj med tigerprint eller postkort fra Disneyland, nej – det handler om værdierne og hertil ros af dem. I stedet for at sige ”Ej hvor er den flot” så sige ”Ej hvor er jeg glad for at DU har lavet sådan en flot ting” Altså rettes og personliggøres rosen. Rosen bliver karakterbestemt og barnet vil gradvist, ifølge artiklen, få styrket sit selvværd. På mange måder giver det vil rigtig god mening, vi kan alle godt lige at få ros og særligt i forhold til vor person – ret skal dog være ret, en taber som mig, synes altid det er dejligt at hører ordrerne ”Ej hvor har du tabt dig”.

I denne søde juletid, står den i mange institutioner og hjem, på højproduktion af julegaver. Herhjemme forsøger vi at lave et lille julegaveværksted, et par gange om ugen. Stadig med det forbehold, at ungerne ikke må føler, at de har travlt og skal nå at lave 17 forskellige armbånd til 10 forskellige tanter. Men når man sidder der som forældre og ser hvordan ens kære barn lige så fint sammensætter den mest ”ikke farve kordineret” perleplade, hvornår er det så lige man siger noget – må man og hvis ja – hvornår så? Kan man virkelig bede sit barn om at gøre sig umage? Lige at stramme den kreative hjelm og droppe den kanonkugle af et finskbrød. I min optik ja : Men med måde.

Måske kategoriseret jeg lige mig selv, som årets værste mor?
De fleste kreative kategorier og hertil deres produktioner, er ofte afspejlet af alderen også krydret godt og grundigt med en stor portion moderkærlighed. Jeg vil våge at påstå, at de fleste børn godt selv ved, hvornår de har gjort sig umage og har man nu engang gjort det, så mener jeg ikke, at man som forældre kan og må forvente mere. I år har jeg droppet mit lidt stilrene behov og i stedet ladet Aksel stå for kalenderlys dekrotationen og hertil vil jeg bare sige, han har fandeme gjort sig umage. I sådan en grad, at det ikke ville komme bag på mig, hvis han i morgen oplevede smerter i den ene side af tungen. Dekorationen skriger ikke langt væk af den der lidt sprælske farvesammensætning, måske lige en tand af glimmer, men okay, det er kun jul en gang om året og jeg ved, at hver gang vi i december måned tænder kalenderlyset, vil det ikke kun være flammens lys der skinner i Aksels øjne, nej det vil også være en stolthed over, at det er ham der har lavet juledekorationen.

Og jeg ved at jeg med sikkerhed også vil sige ”Ej hvor er jeg glad for at du havde lyst til at lave, så fin en dekoration” flere gange, igennem hele den kommende måned.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Den Voksne Datter

“Du er min datter med det gyldne hår og æblekinder, som kun din far ved hvorfor du har.”
Sådan sang Shit og Chanel så fint, i sangen om kærligheden til datteren. Jeg er min mors datter, på så mange måder og dybere en blot biologisk betinget. Det er strofer, min moder så tit har citeret for mig, ved større lejligheder, heriblandt til Hr. Mands og mit bryllup..

FullSizeRender (1)
Det har ikke altid været let, der er blevet smækket med dørene og til trods for synkroniseret cyklusser, så var der desværre til tider, en mangel på forståelse for det der PMS. Lige så ansvarsfuld jeg kunne være, lige så letsindig og bedragerisk var jeg på samme tid. Viljestærk, krydret med en god portion modenhed og samtidigt ejer af et værelse beklædt med Enrique Iglesias plakater. Den dag i dag ved jeg godt, at det ikke altid var lige nemt. Jeg var og er min mors datter. Hende der smækkede med døren, blev trøstede når det med drengene drillede og inderst inde vidste, at lige meget hvad jeg rodede mig ud i, altid havde hende i ryggen. Det har på mange måder været en magtkamp, fyldt med kærlighed og ligheder. Et ønske om løsrivelse også alligevel en inderlig bøn om at blive holdt og vugget mens hun roligt bad mig trække vejret helt ned i maven.

Hele min barndom hørte jeg “Gud hvor hun ligner sin mor” og må da indrømme at jeg tit rakte tunge af den kommentar, for jeg var jo min egen eller ville bare gerne være det. Alligevel omhandlede fristilen, dengang i niende klasse, kvinden som har formet og inspireret mig på så mange måder og uden det skal lugte langt væk af Rasmus Seebach, så har hun, min mor, gjort mig til den jeg er. Til trods for en hvis hårdhed, så anser jeg det som værende en kompliment, når Hr. Mand udtaler, at det værste ved min person er, at jeg er datter af en alenemor. Jeg er en stolt datter, af en fantastisk alenemor, en fantastisk kvinde.

FullSizeRender

Denne hengivenhed og kærlighed har såmænd altid været der, men indrømmer gerne at overgangen fra barn til voksen ikke var hel nem for vores forhold, særligt de fermøse teenager år, trak på mange måder tænder ud og jeg bærer mere en blot 50% af skylden. Så hvornår ændrede forholdet sig egentligt? De fleste vil nok kunne udpege en specifik dato for hvornår forholdet til den gode ven blev til mere en blot et godt venskab, eller daten som var en tilfældig en nu var seriøs. For min mor og Jeg, ændrede det hele sig ved en sms. Sms´en som bad om en accept og forståelse af en måske lidt for tidlig indflytning med Hr. Mand, som på det tidspunkt var kæresten, nu engang måtte give lykke eller ekstra livserfaring og et storforbrug af kleenex. Det ændrede sig da jeg stod der i gangen, med ikea posen over skulderen og de få ynkelige flyttekasser ved døren. Det ændrede sig, den dag jeg flyttede hjemmefra og på mange måder sagde ”Tak for alt”. Særligt i starten var det meget ”Tak fordi du lærte mig at vaske tøj” jeg tænkte, eftersom Hr. Mand havde levet en luksus tilværelse med afhentning og tilbagelevering af vasketøj, af ingen ringere end hans egen mor. Den aftale ophørte dog hurtigt, men i ny og næh og ved vaskemaskinesammenbrud, har vi heldigvis forsat kunne genetablere denne fornemme ordning.

Forholdet mellem mødre og deres børn er en lang rejse. En rejse hvor moren på så mange måder i starten oftest er guiden og beskytteren. Hende der slår ring og lige støtter mens man langsomt lærer at holde balancen. Jeg ved godt jeg har været heldig, at ikke alle oplever denne form for forhold til deres mor eller forældre i det hele taget, jeg ved det godt og er ufattelig taknemmelig for det. Jeg føler mig mest af alt taknemmelig over, at jeg i dag har én i mit liv, som formår at læse mig som en åben bog. Mange vil nok påstå at deres partner også kan dette og jojo – det kan Hr. Mand også 90% af tiden. Ikke helt når jeg siger ”Nej det er helt fint” og i virkeligheden mener ”det er ikke en skid fint”, men hvad pokker, kvinder var jo fra Venus og mænd fra Mars. Så er det godt at have en, fra samme galaxe. Én som idet hun tager telefonen kan starte et skybrud af en tude tur over noget, som man slet ikke var helt så officielt ked af. En som kan sætte en på plads, udfordre og inspirere og berolige, lige meget om det så er under en veestorm eller identitetskrisen anno 2015. Nogle vil måske tænke, ah så klip da lige navlestrengen og fred være med det. Nyder at jeg i dag, på mange måder har min Mor og samtidig en veninde dog ikke i ”Mig og Min Mor” kanal 4 stilen, lidt mere konservativt også med tørklæde og champagne. Min mors og min rejse er bestemt ikke slut endnu, på mange måder er den heller ikke lige begyndt, eftersom hendes og mit bekendtskab snart tæller 27 år. Det er i konstant udvikling og det elsker jeg hende og dét for, særligt når vi nu er nået dertil vor jeg også gerne må holde hende lidt i hånden, når det hele gør lidt ondt, også når det ”bare” er i tænderne. At vi er nået dertil, vor jeg i princippet ikke blot er datter, men den voksne datter.

Kærlig Hilsen
Christina – med det gyldne hår og æblekinder
..som kun min far ved hvorfor jeg har.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Uret tikker

r

Kender I til de der dage, uger, måneder.. i princippet alt for lange perioder, hvor det hele går lidt for stærkt. Hvor man pludselig stiller mælken i skabet med tørvare, ungernes sutsko lægges ikke i slagbænken men i vasketøjskurven også de der hedeture. Følelsen af det hele rystes og falder sammen i et kort sekund og ligegyldig hvor hårdt man bider sig i læben, stadig kan høre det indre skrig?

Jeg vidste godt det ville blive hårdt, at optagelsen på Pædagogisk Sociologi ville kræve min üpperste præstation og jeg for alvor måtte lærer at udnytte alle døgnets 24 timer. Jeg vil ikke brokke mig over intensiteten af studiet, det er en kandidatuddannelse og ingen sagde det ville blive let. Den høje mængde studieaktivitet, livet som mor til to, frivillig, løbeentusiast, kæreste / kone med en iværksætter gør pludseligt, at mine 168 timer om ugen, virkelig må og skal udnyttes til fulde.

Det besværliggøres dog lidt af, at jeg for to uger siden opdaget hvilken kongeserie Greys Hvide Verden er og at mine unger ikke kan skemalægges i forhold til episoder med dårlig nattesøvn eller indkassering af diverse efterårs/vinter virale virusser. Sådan ”all over” trives jeg i forvejen bedst med struktur, planlægning og to do lister. Jeg trives bedst hånd i hånd med ungerne, under de hede kys med Hr. Mand og i selskab med gode venner, jeg trives mest af alt bedst, når jeg ved der er styr på det omliggende. Det der skal forberedes til næste forelæsning, marathon træningen, aftensmaden og de der frirum, som gør det hele kan være som det er. For nogle lyder det måske uhyrligt kedeligt, men for mig er det trygt og rart. Al denne planlægning, betyder dog ikke, at der ikke er plads til det spontane, til cafehygge, de lange gode morgner, den ekstra løbetur og den tomme flaske vin, dagen derpå. Det er alt sammen en del af et cirkulært forløb, som gør at min tid løber op i en højere enhed.

Uret tikker, hjerter banker” to vers fra en dansk sang, som er en af mine ynglings sange. Uret tikker og hjertet banker. På mange måder ser jeg disse to enheder som parallelle. At prioriteringen af ens tid gør, at alt hvad man begiver sig ud i, indeholder passioneret hjerteslag. Jeg har så bare aldrig været så opmærksom på tiden, eftersom jeg aldrig har gået med ur. Det har så ændret sig lidt i al denne travlhed. Det Intelligente Hjem har nemlig, i forbindelse med mit mål om Copenhagen Marathon anno. 2016, foræret / sponsoreret mig med et intelligent Withings Activité POP ur .

f029ecb8-6102-420d-8142-3927c3d87c5f

I en hverdag hvor jeg nu har inkorporeret den sunde livstil, i forbindelse med mit vægttab, 4-6 træningspas i løbet af ugen og ja, de store overordnet mål som blandt andet marathonet til maj. Så kræver det jeg kan ånde lidt, uden konstant at skulle tænke på den aktive livstil. Samtidigt synes jeg det er smart, at jeg ikke skal finde alt muligt ekstra gøgl frem og sikre mig jeg nu spores korrekt under min træning. Vigtigst ville min mand nok sige, er jeg ikke længere vækker hele hytten, når jeg vågner, for at løbe afsted klokken 4:30 om morgen, mit nye ure har nemlig en indbygget vibrator, der lydløst vækker mig og ja også tracker min søvn. For sådan en ikke super gadgets nørd som mig, så er det lidt af en omvæltninger, særligt at jeg nu bærer ur, men også at jeg via den ¨blå tand¨ får alle informationerne fra uret over i en app, som så omsætter det der urdata til min daglige bevægelse, roser og motivere mig til mere og vigtigst af alt, påpeger min søvnkurve og behovet derefter.  Uret, Withings Activité POP, kan købes her: https://detintelligentehjem.dk/withings-activite-pop-intelligent-ur-shark-grey.html

Selvom vi alle kan have nok så travlt, mange gøremåler for dagen, de ekstra kilo på sidebenene vi ønsker at gøre op med og den der dagligstue som ligner lort og rummer kæmpe nullermænd, så må tiden og dets konstante tikkende viser aldrig blokere for det der i sidste ende ikke kan gøres op i kroner og øre, faldende vægtkurver, eller boligreportager, nemlig kærligheden.

Kærlig Hilsen
Christina

Hvis man tænker ”Hey, alt det der intelligente, der er sgu lige mig”  eller man  har en svaghed for gadgets så tjek Det Intelligente Hjem´s hjemmeside, facebook  eller instagram profil ud.

Kære Julemand

image

Allerede inden ungerne havde råbt “slik eller ballade” var hylderne proppet med kalenderlys, pyntegran og dette års sidste skrig indenfor julepynt. Julemarkederne og deres reklamer popper op hist og her og risalamande på “bøtte” står allerede i køledisken, næsten side by side med æbleskiverne.

Julen betyder for mange, en kavalkade af traditioner, juleklip sammenkomster med varm vin med rosiner og mandler i. Endda nogle mandler som er brændte og ‘last christmas’ på repeat. Så kører julekaravanen. Jeg elsker jul, det gør jeg virkelig. Som barn elskede jeg at høre min mor synge med på “dejlig er den himmel blå” mens hun hang plastik æbler op, jeg hadet når min bror og hende kæmpede med lyskæden og igen så glædet jeg mig altid til når nissevennerne i skolen skulle trækkes.

Julen kommer, år efter år – sjovt nok. Særligt efter Aksel og Carl er kommet til verden, så har julen fået en helt anden betydning for mig. Julen er børnenes fest og hvordan man så holder den fest, det er jo i bund og grund op til den enkelte familie.
Lige så hyggelig, rar og spændende julen er, lige så forvirrendende og ja : overstimulerende kan den samtidigt være, særligt for den ene af vor drenge. Det gør også at “alt den trængsel og alarm” skal holdes i kort snor og prioriteringer må gøres. Så selvom jeg synes nissedørerne er super fine, så ved jeg også Nissen ville lave alt for mange spilopper i barnets hovede end med den røde frugtfarve i mælken og det uddrysset mel på gulvet. Istedet har vi en lille tradition herhjemme…eller i princippet skulle i år have sikret vi kunne kalde det for en tradition, men grundet de før omtalte spilopper, så er der sket en lille ændring ..

Men før denne ændre, lød vores lille ‘tradition’ på, at natten til den første december kom julemanden. Julemanden ville stille et fint lille filigran træ, men 24 / 48 pakker på og vigtigst af alt, et personligt juleeventyr, hvori der med tegninger og alderssvarende tekst, blev beskrevet hvordan Julemanden havde været forbi og nu stillet det lille træ, samt indirekte regler om antallet af gaver og årsagen til pakketræet. Aksel elskede dette træ og særligt eventyret. Desværre oplevede vi bare, at barnet sidste år begyndte at gennemskue størrelsen på pakker og kunne genkende pixi bøgerne, til trods for kobberfarvet gavepapir.
Så nu bryder vi lidt med traditionen…. Jeg elsker forsat tanken om en pakkekaldender og en eller anden dag skal Aksel og Carl måske nok opdage at Julemanden og hans forældre havde lavet en lille sammensværgelse, den tid den sorg.
Nu skifter vi istedet over til julestrømpen dog forsat med juleeventyret.

Spørgsmålet er bare hvilken en ?
Desværre kan drenges ellers så kyndige farmor ikke nå at få strikket nogle fine gavesokker og jeg er helt tabt bag en vogn på det område .
Så kender I evt til en hjemmesiden som sælger noget alle “NorgeStrik-Gavesok” og helst ikke til en mindre formue, så sig endelig til .

Hvordan gør I der ellers hos jer?
Kommer der julemænd og er “nissemor og nissefar” done med at fine pakkekaldendergaver? Eller stiller i rissengrød på loftet, synger en julesang hver morgen mens kaldenderlyset tændes eller måske noget helt andet ?

Kærlig Hilsen Christina

At løbe et marathon

unnamed (2)

Idet jeg lukker døren bag mig og begynder at gå ned af trapper, så ved jeg det er nu, lige nu det begynder. Jeg hopper ivrigt op på cyklen og tramper så afsted. Jeg har gjort det før og nu, nu er tiden inden til at jeg kan og vil gøre det igen.

At løbe et marathon, det er bestemt ikke bare noget man sådan lige gør. En ting er den enkelte lange distance på 42,2 kilometer, men så kommer alle træningsturene. Alle de aftner man ligger hovedet på puden før tid, tilpasser kosten så det er `løbermavevenligt´ og vigtigst af alt, for mit eget vedkommende, tiden jeg vælger at prioritere, lige præcis på mig selv og mit løb og samtidigt tiden der går fra for dem, mine drenge.

Det sniger sig ligesom frem mens jeg kører op ad Elmegade. Her løb jeg, dækket i konfetti, med trætte, ømme ben og til pulserende musik og støttende tilråb. Billederne suser forbi på nethinden, mens jeg mærker kæben spænde op, jeg ved godt det her bliver pisse hammerende hårdt og alligevel har jeg rettet mit blik imod målet, Copenhagen Marathon 2016. Det er nemlig mere end bare et løb, det er min kamp, min alene.

Igennem de sidste mange måneder er formen for alvor blevet pudset godt af og den almen motionstræning spædet op med tung styrketræning og nu, nu er jeg klar til at påbegynde lægningen af det store puslespil. Brikkerne skal lægges i et jævnt fast tempo, helst 3 gange om ugen skal det hele klikkes sammen og blive en del af det større billede. Om det så gøres klokken 04:30 om morgen, med ungerne i løbevognen eller sammen med Københavns største udflytterbørnehave Sparta, så vil de blive lagt. Jeg ved jeg med tiden vil have lyst til at tyre det hele i skraldespanden, at jeg vil bande over intensiteten og hungre efter meget mere. Jeg ved vinteren kan og vil være lang men at med den rigtige vilje, kan jeg lyse op i mørket og trække til, så brikkerne til sidst kan danne et nyt marathon målfoto i 2016….

Forbered jer på meget mere løb…

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet