image

 

Min tid med karakter tæller efterhånden en del år. Husker stadig hvordan de der karakterblade i folkeskolen blev sammenlignet og ja måtte hjem og vende til underskrivning.

Det var ikke just det jeg så som et direkte højdepunkt på sådan et skoleår. Sandheden var, at jeg ofte havde det svært, særligt i de sproglige og matematiske fag. På mange måder orkede jeg ikke at gøre den insats det krævede og igen så var hjælpen desværre ikke den store at hente derhjemme. Sådan er der så ufattelig mange elever i det danske skolesystem der har det, at de oplever deres mor, far eller søskende kryber til korset og det kan og er bare ikke altid lige nemt.
Særligt ikke, hvis man har lærer der mener 12 tallet; dengang 13 tallet er vejen frem her i livet.
På mange måder havde jeg nogle rigtige dygtige lærer, lærer som formåede at se det større perspektiv og se eleven frem for karakteren.

Mit livs hårdeste eksamen, var ved afgangseksamen i tysk, som var i niende klasse. Dengang var det besluttet, at jeg var tjent bedre med en tur på HF frem for det normale STX. Grundet min alder og optagelseskravene på HF, så skulle jeg først et år i tiende klasse. Tysk var bestem ikke et ynglings fag og min force lå helt klart et andet sted. Problemet ved tysk var blot, at det var et optagelseskrav, at jeg havde bestået bestået. Så aften før min tysk eksamen, fandt jeg mig sammenrullet i fosterstilling, liggende der under Enrique Iglesias plakaten med tårerne løbende ned af kinderne. Jeg viste jo godt jeg ikke kunne og for alt i verden, så ville jeg ikke fortsætte kampen. Tysk og jeg var bare ikke gode venner, slet ikke .

Dagen kom og pludseligt fandt jeg mig selv stående der, ude foran lokalet. Rystende, påvirket af analysen, og min læreres og censors ord. Karakteren var langt fra de 03 den var 8 og lykken var gjort.

Siden dengang, har jeg haft mange forskellige typer eksamener. Jeg har haft den hvor jeg kastede op under forberedelstiden, den hvor jeg dumpede, sygeeksamen også den faktisk dem hvor jeg lavede hattrick i 12. Med tiden lærte jeg at bryde koden, at stå i Superman posé, afledninger når nervøsiteten indtraf og den berømte bemærkning “det vender jeg tilbage til senere”.

Igennem den sidste halvanden måned har studiebøgerne fyldt en del. Jeg ville nemlig gerne gøre en indsats, men samtidigt ved jeg at en eksamenssituration på mange måder er utaknemmelig og igen et øjebliksbillede af en enkel præstation. En karakter har ikke noget at gøre med det enkelte menneskes værdi, der må det aldrig have. Som min kære mor sagde, så handler det om at forstå sin nervøsitet og på mange måder mestre det der er på spil. Vurdere om nervøsiteten kun er bundet op på selve eksamen eller om den har rødder i personen, i ens egen personlige vurdering, det må og skal den nemlig ikke.

Idag kulminerede den store mængde læsning efter 48 timers intensiv forberedelse at Luhmanns komplekse systemteori og må indrømme jeg ikke lige helt havde set karakteren komme, hvilket mit pludselige ukontrolleret følelsesudbrud vist også illustreret. Afsluttedes 1 semester på kandidaten Pædagogisk Sociologi med et stort og fin 12 tal, et tal jeg lige skal se lidt an og vurdere, for lige pt. Forstår jeg det stadig ikke helt, jeg ville nemlig bare gerne bestå .

Ovenpå denne intense periode, vender jeg lige så stille tilbage til bloggen igen .

Rigtig god weekend til jer derude .
Tak fordi I læste med .
Kærlig hilsen Christina