Mit barn, født med en misdannelse del I. – En streg i regningen

Jeg har længe, sådan rigtig længe, gerne ville fortælle en historie. Ikke en med prinser og prinsesser, onde hekse og talende hunde. Nej – jeg har ville fortælle min historie, om at være mor til et barn født med en misdannelse. Det er på mange måder fortsat et rigtig ømt og tabubelagt område for mig. ”hvorfor så skrive om det” vil nogen måske tænke. Dengang jeg endelig besluttet mig for at nu skulle bloggen være, der lovede jeg mig selv at gå all in, med det jeg havde. Det inkludere stavefejl, at der til tider er længere tid imellem indlæggene også en kæmpe selektivitet i hvad jeg vil skrive om. Vigtigst af alt, så lovede jeg mig selv at være ærlig, med det i mente at de der ikke kender mig ”In Reel Life” måske kan sidde tilbage og tænke at jeg måske er helt ude i skoven. Det tvivler jeg nu ikke på, at dem der kender mig, også kan komme til at tænke til tider.

Inden jeg begynder, har jeg har brug for at lave et sikkerhedsnet. Simpelthen fordi jeg ved jeg går på en tyndt is, som så let kan briste og gøre jeg falder igennem og rammer eller ja direkte støder nogen, hvilket jeg bestemt ikke ønsker. Jeg ønsker ikke at andre skal føler jeg spår tvivl om deres valg og prioriteringer – vi er alle forskellige og vi skal alle have lov til at være her….

Dengang for knap 5½ år siden, da jeg lå der på briksen og mærkede den kolde gél blive trykke ud på min mave, var det med bankende hjerte. Det bankende, som om skulle til at springe ud af mit bryst. Vi var begge spændte og hele morgen havde jeg været irritabel over alt og intet, udelukkende fordi vi nu skulle til den scanning. Og nu lå jeg der, knap 20 uger henne, nygift også for lige at gøre det helt opkast romantisk, så havde vi 3 års dag. Hvilken bedre måde at fejre vores kærlighed på, end ved at få kendskab til vores kommende barns køn….

Hun er egentlig sød nok, hende scanningsdamen. Barnet i maven ligger lige så fint og gør det nemt at tjekke alt igennem. Da hun er ved at være færdig og skal til at kigge efter kønnet en sidste gang, spørger jeg, som var den en 6 sans ”Hvordan ser fødderne ud?” Hun kigger skiftevis på skærmen og hendes papirer og til sidst møder hendes blik mit. ”Jeg synes..” også rømmer hun sig, som var hun ved at tage tilløb til noget. ”Jeg synes faktisk det ligner der er varus fod, øhmmm klumpfødder” inden vi når at sige noget, hænger hun i røret og får fat i en læge mens hun forsigtigt rækker mig et stykke papir til maven, som signal om at scanningen er færdig. Hun ligger på og skriver så på en lap, som hun rækker til Morten. ”I har fået en akut scanningstid hos overlægen om 40 minutter.” Jeg husker ikke vores afsked og det var som sådan ikke fordi hun ikke var sød – jeg husker kun jeg mere eller mindre stormer ud fra hospitalet, ud i luften.

FullSizeRender (1)

I ly for kulden og undersøgende blikke, sætter vi os i bilen. Vi holder lidt i hånd også siger jeg stille men bestemt ”Det er da altid noget at barnet ikke skal hede Rasmus… Rasmus Klump, kan du lige se det?” også bryder jeg sammen. Jeg græder, græder i sorg, uvidenhed og i vrede. Jeg husker tiden i bilen som værende et af de vigtigste øjeblikke  for os som kommende forældre. Nok havde vi endnu ikke mødt vores kommende barn, men vi var begge fast besluttet på, at et par klumpfødder det skulle og ville ikke ændre på vores kærlighed til barnet.

Lidt senere ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lidt mindre kontakt ivrig læge også den samme sygeplejerske fra før. Han tjekker hurtigt op på at alt andet er som det skal være og siger så at begge fødder syner at have varus fod. Med blottet maveskind snakker vi lidt frem og tilbage også spørger jeg om han kan fortælle mig, hvorvidt det er stiletter eller converse sko vores barn skal iføre sig. Inden jeg får set mig om får overlægen belært mig om converse skos manglende ergonomiske støtte samt fast hælekap og måske var det set i back spejlet, den første virkelige introduktion til ”fodtøj til klumpfodsbørn”. Mit blik får måske afsløret min skuffelse, i hvertfalde siger han så ”det bliver en dreng” og inde i mig selv tænker jeg ”Det bliver en Aksel”…

Sacnning

Da vi er færdige og jeg får lidt flere scanningsbilleder til barnet bog overrakt, beder han os komme med ind i et tilstødende lokale, et lille kontor. Vi når knapt at sætte os før han langsomt men sikkert får forklaret os om misdannelsen varus fod. Informationerne var som sådan ikke ukendte for mig, da min egen fætter også var født med klumpfødder. Men for de af jer der tænker hvad pokker er varus for noget, så lyder en definition således :

Varus fod eller Klumpfod er en medfødt fejlstilling af foden, hvor foden er roteret indad ved anklen, så fodsålen peger skråt indad/bagud, og fodryggen fremad. Alle knogler, muskler, sener, kar, nerver er i foden, men muskler og sener er stramme på indersiden og det gør, at foden sidder skævt.

 Jeg huskerat, jeg egentlig tager det sådan rimelig cool og mit behov for struktur og kontrol indfinder sig. Nok kunne jeg ikke ændre ved mit kommende barn ville fødes med en misdannelse, men jeg kunne forberede mig, så godt det var mig muligt. Men lægen smider en bombe, en bombe som gør jeg parkerer hovedet i rummets papirkurv og tømmer maven fra dets indhold. Han snakker om årsagssammenhænge og ligger særligt vægt på kromosomfejl. Derfra tager det hele endnu en uventet drejning, fra at have lyn forberedt sig på at skulle have et klumpfodsbarn til nu muligvis at skulle deale med noget andet oven i hatten, det kunne jeg slet ikke håndtere. Vi havde forinden graviditeten snakkede om hvilket værdier, normer og grænser vi havde, i forhold til at skulle være forældre. Hvad vi som par ønskede at være ”herre” over, hvis muligt.

Gravid

Ret hurtigt står det klart, at vi skal have lavet en fostervandsprøve for at sikre os, klumpfødderne udelukkende er en misdannelse og at der ikke er nogen årsagssammenhæng. Lægen ringer hurtigt rundt og inden jeg ved at det ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lang tynd nål ned i maven. Det gjorder ikke direkte ondt, men husker jeg forsøgte at trække vejret så overfladisk som muligt, for hver gang min mave steg, trak den sig længere op omkring nålen. Mens der blev suget væske op, sikrede lægen sig hele tiden at Aksel blev hvor han skulle i maven uden at blive ramt. Da de har trukket nålen ud, overrækkers jeg igen det knastørrer papir og får endnu en papirlap i hånden. På lappen står en ny dato, en dato med et møde 3 uger senere, hvor det fulde svar på fostervandsprøven vil blive givet…

Aldrig i mit liv har 3 uger været så forfærdelige. Efter turen på hospitalet er vi begge trætte og selv er jeg helt ødelagt. Maven spænder konstant op og alle mine tanker kører rundt, som sad de i en karrusel i turbo mode. Dagene efter snegler sig afsted. Humøret pendulerer mellem at være glad til dernæst grædefærdig. Det ene øjeblik kigger jeg på barnevogne det næste på regler for abort efter uge 12. Mit liv var i de 3 uger det rene helvede og igen og igen fandt jeg mig selv sidde med foldet hænder og bede til at scanningerne ikke viste nogen årsagssammenhæng.

Scanningsbilleder

De 3 uger går og så sidder vi der igen, denne gang med back up i ekstra ører, i tilfælde af korthuset nu væltes. I stedet kigger den lidt halv distræte læge på os og siger ”I venter jer en sund og rask lille dreng, med en streg i regningen, nemlig to klumpfødder.”

Tusind tak, fordi du ville læse med, i første del af min beretning om at blive og være mor,
til et barn født med en misdannelse.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Min Vej Til Bryggen, Del I.

Der er flere af jer, som her og på instagram har spurgt ind til det der løb jeg gør mig i – måske lidt manglen på samme, grundet min skade.

Jeg startede dette år ud med tre store løbemæssige mål:

» North Coast Ultra, marts.
» Copenhagen Marathon 2016, maj.
» Copenhagen Half Marathon, septemeber

På mange måder var tanken, at disse tre løb skulle komplimentere hinanden, bygge mig og øge min indre og ydre styrke. Tanken var, at jeg via disse løb skulle understøtte den røde tråd jeg har lagt for mit løb dette år. Tanken var at jeg udover disse løb, skulle få en masse gode ture, nogle i regn, andre i høj sol og igen måske snestorm, alene såvel som med løbeklubben. Indtil nu har jeg sikret mig alle vejrtyper og endda også prøvet løbebåndet af. Jeg synes ture over 10 kilometer, på et løbebånd, er for kedeligt og alligevel går jeg og tænker, at jeg da skal prøve at løbe et halv marathon på sådan et bånd en dag. Heldigvis kan ipaden stå så fint på maskinen og 1-2-3 Netflix. Men lige nu er det ikke løbebåndet det fylder, i stedet er det mit første løbemæssige mål, nemlig North Coast Ultra.

CollageBillederne er venligst lånt fra North Coast Ultras Facebook side 

Nu tænker én sikker, hvad er det for en sag? Jeg ved det ærligt talt ikke selv og alligevel ved jeg efterhånden, at det er noget med yderst varieret terræn, noget med viljestyrke også at et ultraløb først er et ultraløb når det passeré de 50 kilometer. Så helt ultra er mit ”lille” løb på 25 kilometer måske ikke helt. Dog tvivler jeg ikke et sekund på at jeg nok skal blive udfordret på et niveau, jeg nok ikke helt havde forestillet mig. For hvad sker der, når man tager pigen som har sin gang på brostenene og det eneste off roade der nogensinde er prøvet, er når jeg er løbet ind i en busk, i søndermarken, for at lade vandet?!
Hvad sker der, når jeg sættes ud i Tisvilde Hegn og pludselig står midt i Danmarks smukkeste natur og ikke har andet formål end at skulle løbe, bare løbe….

For små 3 måneder siden var jeg som sådan ikke nervøs for de 25 kilometer. Jeg var i mit livs bedste form, kunne snildt løbe 21 kilometer en søndag aften og have lyst til mere. Når jeg var til fællestræning var det med højt humør og stort overskud. Så skete der det som ikke skulle ske, trætte ben, ujævne fortovsfliser og bum, så lå jeg der med blødende knæ. Jeg fik da hurtigt rejst mig op igen, men helt godt blev det aldrig og som den upædagogiske pædagog sagde på fritteren: ”Det skal løbes væk”. Så fortsatte jeg og skubbede smerterne fra mig. Men når man pludselig finder sig selv lave planke og andre udstrækningsøvelser, under de lange træningsture, så ved man måske godt den er gal.

Løb

Heldigvis kom jeg hurtigt i stand hos en super dygtig sports fysioterapeut med speciale i knæ og hertil behandling af løber. Og inden du nu tænker, ah det lugter lidt af spons det her, så nej. Alt behandling er selvbetalt eller belånt via SU-lån og lidt sygesikring. Men det har til hver en tid, været pengene værd. Det var rigtig vigtigt for mig, at fysioterapeuten forstod mig og alle mine indre processer i forhold til løbet og der var Rasmus den helt rigtige.  Han havde recepten på en god og hurtigt helingsproces. At jeg så ved første konsultation blev børnefornærmet og tænke ”Du kan tro det er løgn”, da han forbød alt træning i en uge, det er vist hvad det er. Inden behandlingsforløbet havde jeg lovet mig selv at hengive mig til processen, for det var enten dette her eller konstante smerter frem til efter marathon. Det lyder måske ikke just gennemtænkt det med smerterne, men det påstår jeg heller ikke helt det er, det hedder i stedet løbeafhængighed.

Igennem den sidste måneds tid, har jeg skulle genopfinde mig selv som løber, holde en helvedes masse igen, følge diverse krav fra Rasmus og ellers tro på, at jeg kan hvad jeg vil. Jeg har skulle tro på at alt mit løb ikke sådan lige forsvinder fra den ene dag til den anden. Behandlingsforløbet har hovedsageligt været bygget op omkring øvelser også laser behandling af mit knæs væv og lårmuskler, for at fremskynde helingsprocessen. Lidt underlidt at ligge der med solbriller mens ens knæ gennemvarmes af en maskine og bagefter hoppe rundt med et gnidningsfrit knæ. Det er helt klart en behandlingsform jeg til hver en tid vil anbefale alle, helt specifikt løber. Kig evt Rasmus kliniks hjemmeside Fyszonen.dk. Det er sjældent jeg direkte anbefaler noget, men denne behandling hos Rasmus, har sikret at jeg fortsat kan arbejde hen imod mine helt store mål for dette år.

mig

For jeg vælger nu at tro på dét her. Jeg vælger at tro på det hele nok skal gå og ja særligt i morgen, hvor jeg klokken 11:30 løber afsted på et 25 kilometer langt trail løb. Jeg vælger at tro på, at jeg er stærk nok, at jeg ikke fare vild og at jeg kan tage kampen op med de indre dæmoner der vil indfinde sig på ruten. Jeg tror på det nu, at sommerfulgene i maven så har udviklet metalvinger, det er vist hvad det er.

Tænker du, ej det der North Coast Ultra må prøves, så tjek evt. deres  hjemmeside,  hvor jeg ved man fortsat kan eftertilmeldes til de 25 kilometer og ellers besøg deres  Facebook side , hvor der der med sikkerhed er en eller anden  der sælger sit løbenummer.

Tak Fordi I Læste Med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

She has left the building

image

Det er efterår, tempoet er højt, forelæsningerne kedelige, timerne i døgnet for få og sorgen i hjertet for stor. Som en mus i et trædehjul piler jeg afsted, hurtigere og hurtigere, mens blodet pumper i tindingerne og luften aldrig finder vejen helt til bund. Det kom snigende, tikkende, lige der over højre øje og trak sig så hen over panden, over hovedet og ned i nakken. Alverdens vand, luft og panodil afhjælp ikke og en aften hvor tonerne gik højt, begynder det at dunke, sådan helt inderligt dunken. Inden jeg ved af det, ligger jeg på badeværeslet og tømmer maven for al dens indhold mens det sortner for mine øjne. Da jeg delvist har genvundet kontrollen kommer jeg med lidt hjælp ind i seng. Selvom det nu er meget normalt det lige løber lidt fra mundvigen, inden jeg falder hen, så starter løberiet allerede mens jeg er lysvågen. Kinden er tungere end normalt og hovedet brager stadig løs, som blev det hold technofest på først sal. 1,5 time senere sidder jeg på Frederiksberg hospital. Lægen har givet mig noget kraftig smertestillende og lidt beroligende samt en anbefaling om ro og slukket lys. Jeg har haft mit livs første migræne anfald.

Siden dengang for lidt over 6 år siden, har jeg jævnt set haft et om året, nogle større end andre. Jeg har lært dem at kende og måske er de ikke helt så klassiske migræne agtige men de er mere en rigelige for mig. De komme ofte når det hele går lidt stærkt, til trods for jeg elsker fart og er god til at navigere i denne her fart, så er der en bestemt type fart jeg fortsat ikke mestre, den inderste emotionelle. Når noget i mit inderste pludselig springer frem eller ligefrem står af.

Nogle vil måske beskrive dem selv og deres inderste forhold, som et kinesisk æske system, men jeg, jeg er en “jeg gør, tænker og føler type”. Bær hjertet udenpå og forsøger at tænke i postive baner og snakke om det der rør sig. Det har sine udfordringer, eftersom et manglende skjold tit giver lidt flere knubs og knubsene så efterlader en mangel på positivisme.

Jeg kunne godt mærke mine handlinger var blevet lidt mekaniske og blikket i spejlet manglet det der spil jeg ellers altid ved jeg kan finde. Spillet, lysten og drivet til mer’, flere udfordringer, mere kærlighed og latter. Det var bare som om alt var slukket og jeg ikke helt viste om jeg gad finde kontakten. En ting er at forsøge at genfinde, en anden sag er det sørme hvis energien, lysten og troen er væk. Så hvad gør man så, når hovedet det begynder at dunke, lysten ude af syne og livet i overhalingsbanen ikke bare lige kan stoppes. Jeg ved det fortsat ikke helt og den dag jeg finder opskriften bliver jeg nok mange millionær. For en lille orientering, hos venner, i samfundsdebatten og hos generationen før mig, så er det formentligt et lod her i livet. Jeg kunne selvfølgelig godt vælge fra, sortere i alt det jeg har hænderne i. Det er bare så pokkers svært. Istedet har jeg små lister. Lister hvorpå mit livs indhold figurer og dertil en prioritering. Denne prioritering minder mig om den der lyst og minder mig om mindre vigtige ting også hjælper det mig til at melde fra. Fra så hovedepinen kun forbliver lettere forstyrrerende og ikke alt overtagende. Så kan jeg få roen og derved skabes plads til den inderlige lyst.

Tak fordi du vil læse med.
Kærlig Hilsen Christina