Mit barn, født med en misdannelse del I. – En streg i regningen

Jeg har længe, sådan rigtig længe, gerne ville fortælle en historie. Ikke en med prinser og prinsesser, onde hekse og talende hunde. Nej – jeg har ville fortælle min historie, om at være mor til et barn født med en misdannelse. Det er på mange måder fortsat et rigtig ømt og tabubelagt område for mig. ”hvorfor så skrive om det” vil nogen måske tænke. Dengang jeg endelig besluttet mig for at nu skulle bloggen være, der lovede jeg mig selv at gå all in, med det jeg havde. Det inkludere stavefejl, at der til tider er længere tid imellem indlæggene også en kæmpe selektivitet i hvad jeg vil skrive om. Vigtigst af alt, så lovede jeg mig selv at være ærlig, med det i mente at de der ikke kender mig ”In Reel Life” måske kan sidde tilbage og tænke at jeg måske er helt ude i skoven. Det tvivler jeg nu ikke på, at dem der kender mig, også kan komme til at tænke til tider.

Inden jeg begynder, har jeg har brug for at lave et sikkerhedsnet. Simpelthen fordi jeg ved jeg går på en tyndt is, som så let kan briste og gøre jeg falder igennem og rammer eller ja direkte støder nogen, hvilket jeg bestemt ikke ønsker. Jeg ønsker ikke at andre skal føler jeg spår tvivl om deres valg og prioriteringer – vi er alle forskellige og vi skal alle have lov til at være her….

Dengang for knap 5½ år siden, da jeg lå der på briksen og mærkede den kolde gél blive trykke ud på min mave, var det med bankende hjerte. Det bankende, som om skulle til at springe ud af mit bryst. Vi var begge spændte og hele morgen havde jeg været irritabel over alt og intet, udelukkende fordi vi nu skulle til den scanning. Og nu lå jeg der, knap 20 uger henne, nygift også for lige at gøre det helt opkast romantisk, så havde vi 3 års dag. Hvilken bedre måde at fejre vores kærlighed på, end ved at få kendskab til vores kommende barns køn….

Hun er egentlig sød nok, hende scanningsdamen. Barnet i maven ligger lige så fint og gør det nemt at tjekke alt igennem. Da hun er ved at være færdig og skal til at kigge efter kønnet en sidste gang, spørger jeg, som var den en 6 sans ”Hvordan ser fødderne ud?” Hun kigger skiftevis på skærmen og hendes papirer og til sidst møder hendes blik mit. ”Jeg synes..” også rømmer hun sig, som var hun ved at tage tilløb til noget. ”Jeg synes faktisk det ligner der er varus fod, øhmmm klumpfødder” inden vi når at sige noget, hænger hun i røret og får fat i en læge mens hun forsigtigt rækker mig et stykke papir til maven, som signal om at scanningen er færdig. Hun ligger på og skriver så på en lap, som hun rækker til Morten. ”I har fået en akut scanningstid hos overlægen om 40 minutter.” Jeg husker ikke vores afsked og det var som sådan ikke fordi hun ikke var sød – jeg husker kun jeg mere eller mindre stormer ud fra hospitalet, ud i luften.

FullSizeRender (1)

I ly for kulden og undersøgende blikke, sætter vi os i bilen. Vi holder lidt i hånd også siger jeg stille men bestemt ”Det er da altid noget at barnet ikke skal hede Rasmus… Rasmus Klump, kan du lige se det?” også bryder jeg sammen. Jeg græder, græder i sorg, uvidenhed og i vrede. Jeg husker tiden i bilen som værende et af de vigtigste øjeblikke  for os som kommende forældre. Nok havde vi endnu ikke mødt vores kommende barn, men vi var begge fast besluttet på, at et par klumpfødder det skulle og ville ikke ændre på vores kærlighed til barnet.

Lidt senere ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lidt mindre kontakt ivrig læge også den samme sygeplejerske fra før. Han tjekker hurtigt op på at alt andet er som det skal være og siger så at begge fødder syner at have varus fod. Med blottet maveskind snakker vi lidt frem og tilbage også spørger jeg om han kan fortælle mig, hvorvidt det er stiletter eller converse sko vores barn skal iføre sig. Inden jeg får set mig om får overlægen belært mig om converse skos manglende ergonomiske støtte samt fast hælekap og måske var det set i back spejlet, den første virkelige introduktion til ”fodtøj til klumpfodsbørn”. Mit blik får måske afsløret min skuffelse, i hvertfalde siger han så ”det bliver en dreng” og inde i mig selv tænker jeg ”Det bliver en Aksel”…

Sacnning

Da vi er færdige og jeg får lidt flere scanningsbilleder til barnet bog overrakt, beder han os komme med ind i et tilstødende lokale, et lille kontor. Vi når knapt at sætte os før han langsomt men sikkert får forklaret os om misdannelsen varus fod. Informationerne var som sådan ikke ukendte for mig, da min egen fætter også var født med klumpfødder. Men for de af jer der tænker hvad pokker er varus for noget, så lyder en definition således :

Varus fod eller Klumpfod er en medfødt fejlstilling af foden, hvor foden er roteret indad ved anklen, så fodsålen peger skråt indad/bagud, og fodryggen fremad. Alle knogler, muskler, sener, kar, nerver er i foden, men muskler og sener er stramme på indersiden og det gør, at foden sidder skævt.

 Jeg huskerat, jeg egentlig tager det sådan rimelig cool og mit behov for struktur og kontrol indfinder sig. Nok kunne jeg ikke ændre ved mit kommende barn ville fødes med en misdannelse, men jeg kunne forberede mig, så godt det var mig muligt. Men lægen smider en bombe, en bombe som gør jeg parkerer hovedet i rummets papirkurv og tømmer maven fra dets indhold. Han snakker om årsagssammenhænge og ligger særligt vægt på kromosomfejl. Derfra tager det hele endnu en uventet drejning, fra at have lyn forberedt sig på at skulle have et klumpfodsbarn til nu muligvis at skulle deale med noget andet oven i hatten, det kunne jeg slet ikke håndtere. Vi havde forinden graviditeten snakkede om hvilket værdier, normer og grænser vi havde, i forhold til at skulle være forældre. Hvad vi som par ønskede at være ”herre” over, hvis muligt.

Gravid

Ret hurtigt står det klart, at vi skal have lavet en fostervandsprøve for at sikre os, klumpfødderne udelukkende er en misdannelse og at der ikke er nogen årsagssammenhæng. Lægen ringer hurtigt rundt og inden jeg ved at det ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lang tynd nål ned i maven. Det gjorder ikke direkte ondt, men husker jeg forsøgte at trække vejret så overfladisk som muligt, for hver gang min mave steg, trak den sig længere op omkring nålen. Mens der blev suget væske op, sikrede lægen sig hele tiden at Aksel blev hvor han skulle i maven uden at blive ramt. Da de har trukket nålen ud, overrækkers jeg igen det knastørrer papir og får endnu en papirlap i hånden. På lappen står en ny dato, en dato med et møde 3 uger senere, hvor det fulde svar på fostervandsprøven vil blive givet…

Aldrig i mit liv har 3 uger været så forfærdelige. Efter turen på hospitalet er vi begge trætte og selv er jeg helt ødelagt. Maven spænder konstant op og alle mine tanker kører rundt, som sad de i en karrusel i turbo mode. Dagene efter snegler sig afsted. Humøret pendulerer mellem at være glad til dernæst grædefærdig. Det ene øjeblik kigger jeg på barnevogne det næste på regler for abort efter uge 12. Mit liv var i de 3 uger det rene helvede og igen og igen fandt jeg mig selv sidde med foldet hænder og bede til at scanningerne ikke viste nogen årsagssammenhæng.

Scanningsbilleder

De 3 uger går og så sidder vi der igen, denne gang med back up i ekstra ører, i tilfælde af korthuset nu væltes. I stedet kigger den lidt halv distræte læge på os og siger ”I venter jer en sund og rask lille dreng, med en streg i regningen, nemlig to klumpfødder.”

Tusind tak, fordi du ville læse med, i første del af min beretning om at blive og være mor,
til et barn født med en misdannelse.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Skriv et svar