Mit liv, en dårlig Hollywood film

Bispebjerg Hospital

Foto: Fotograf Karsten Bidstrup

Jeg kaster først håret over højre skulder, drejer så engang rundt så min blå kjole breder sig ud omkring mine ben og svinger så håret igen. Mine øjne skinner på trods af marathon trætheden fortsat sidder i kroppen og det bestemt ikkehar hjulpet at sidde foran en computer små 10 timer i døgnet, så er jeg levet lidt op.  Jeg kysser mine søde drenge farvel og hvisker god bedring i Hr. Mands øre og trisser ellers afsted.

Da jeg kommer hjem igen nogle få timer senere er hele huset mørkt og Aksels sædvanlige snorken er det eneste der bryder stilheden Jeg får tisset af, renset ned og børstet tænder og ligger mig så i sengen. Hr. Mand er halvvågen og efter at have fortalt lidt om min aften, spørger jeg ind til hvordan han har det. Allerede om morgen havde han beklaget sig over smerter centralt i maven men havde som en hver anden, hvis kalender er godt presset havde gjort, spist nogle piller også ellers taget afsted mod dagens gøremåler. Smerterne er der stadig de tager lidt til og beskrives som en mavepuster der sidder i mellemgulvet. Jeg stryger ham lidt over håret, mærker på hans pande og spørger lidt ind til om han måske kunne have snupper noget Roskildesyge. Allerede der synes jeg da hans smerter er lidt underlige men igen, når man ved hvordan Hr. Mand kan have influenza : SÅ kan lidt maveonde jo godt blive en stor ting. Vi ligger os til at sove og under 3 timer senere vågner jeg ved en mærkelig lyd..

Sengen er tom og jeg kan høre hvordan Hr. Mand jamre ude fra badeværelset af. Jeg lister ud til døren og kan da allerede der mærke min alt for fyldte blære. Men toilettet var i den grad optaget. Hurtigt kommer jeg til udsætning med vandglas og vores største Margrethe skål også begynder det ellers at blive svært at klemme benene hårde sammen. Et kort øjeblik overvejer jeg at løbe i gården og vande rosenbedene med heldigt for mig har vi mange skåle og en opvaskemaskine med koge program på.

Jeg kan godt høre den er helt galt med Hr. Mand og da jeg får hjulpet ham ind i seng er hans tilstand ikke til at tage fejl af. Han koger og vrider sig igen og igen af smerte. Jeg finder en telefon frem og får så ringer op til 1813. Jeg kommer direkte igennem og sygeplejersken er sød, hun sender mig videre til en læge og der ændre det hele sig lidt.

Jeg bliver mødt af en “Det er lægen her, følgende er noteret” også læses der ellers det ene fagudtryk op efter det andet. Så bliver jeg spurgt “hvorfor min mand ikke gik til lægen tidligere Idag – og at lægen nu mente det godt kunne vendte til imorgen når egen læge åbnet igen.”

Jeg har efterhånden haft en del samtaler med læger på 1813 og kun en gang før har jeg måtte ringe på vegne af Hr. Mand, da han var så uklar i sin tale at andet ikke var muligt. Ellers har jeg hovedsageligt ringet i forbindelse med sygdom hos ungerne. Jeg har da læst en del af al den debat om akuttelefonen, nedlægning af afdelinger osv. men jeg har aldrig selv stået direkte i det eller kunne sige jeg har følt mig dårligt behandlet. Ikke før i går nat.

Mens lægen siger “det kan vente til egen læge åbner” kan jeg høre Hr. Mand klynke fra soveværelset og hvordan min egen mavefornemmelse bringer en jernsmag frem i munden. Det ryger hidsigt ud af mig “at hvis det ikke var alvorligt, så ville han jo nok selv ringe, men at han pt. ligger og vrider sig i bare smerte” og “nej det er ikke Roskilde syge!” Lægen sukker opgivende og siger “jamen så må han jo komme på en skadestue” spørger om vi skal tage på Frederiksberg men får da så lige en forklaring om den kun er dag ambulant OG at han lige måtte slå op i sin lille bog om hvor der var er mave/tarm kirurgisk afsnit. Modvilligt siger han så at min mand kan tage til Bispebjerg og da jeg spørger om transporten får jeg besked om det finder vi nok selv ud af.

… Jeg når lige akkurat at høre lægen har smidt røret på til jeg kommer igennem til min svigermor, der forvirrer spørger hvad der sker. Hurtigt for jeg forklarer at Morten skal på hospitalet og om hun vil kører ham. På få sekunder får jeg pakket de få vigtigste ting i et net og fundet nogle bræk poser frem til kørerturen. Derefter går turen med Hr. Mand over skulderene ned fra anden sal og der forstår jeg først hvor dårlig han i virkeligheden er, flere gange gør vi holdt, for at han kan samle kræfter eller kaste op. Min svigermor hjælper med at få ham ind i bilen og sammen kører de afsted. Klokken er nu halv tre, ungerne snorker og jeg er lysvågen.

Frem mod klokken 6 sms’er jeg med min svigermor omkring status på Bispebjerg og ret hurtigt kommer ordet sprængt blindtarm op. Da ungerne vågner er planen lagt og mens de spiser morgenmad i sofaen får jeg pakket det nødvendig og for første gang i mange år står vi klar da institutionen åbner klokken 7:30. Ungerne er i hopla over at kunne få morgenmad hele to gange og registrere næsten ikke at jeg på engelsk får forklaret om Morten på hospitalet, uvisheden og at jeg ikke lige viste hvem der hentede og hvornår på nuværende tidspunkt.

Turen mod Bispebjerg kender jeg alt for godt, da det er den samme tur jeg kører, som når jeg skal på studiet – dog drejer jeg af lidt før denne gang. Da jeg kommer ind står en sygeplejerske ved Hr. mand og gør ham klar til overflytning til intensiv, det hele går hurtigt og blikkene imellem os er fyldte med angst og uvished. Jeg kommer med og finder så mig selv kører rundt på en portørs transportvogn af senge, husker jeg smiler ved mig selv over at Aksel ville have elsket det her.

Da vi kommer til intensiv kommer vi direkte ind på operationsgangen hvor alt for mange læger i grønt tøj står klart. Jeg bliver bedt om at tage afsked og sætte mig i det tilstødende venteværelse. Da dørene lukker bag mig kommer smagen mad jern frem i munden og tårerne frit løb. Portørerne kommer ud og spørger pænt om han skal følge mig til caféen eller om han kam gøre et eller andet, sender ham et venligt smil og takker nej. Jeg får sat mig i venteværelset og sekretæren bekræfter hvor påvirket jeg ser ud, ved at sende et lille opmuntrende smil og siger så “jeg vil gerne finde et sted du kan hvile dig lidt.” Takker igen pænt ned og sætter mig i den bløde sofa. Venteværelset er ikke som andre venteværelser. Der er kun to små sofaer, en stor stak blade og ingen mennesker. På den ene sidde er der en dør ind til den intensive afdeling og den anden en dør til den intensiv operationsgang. Jeg ryster stille på hovedet igen og igen, i små forsøg på at skubbe det hele lidt fra mig. Så hiver jeg computeren frem fra tasken og sukker. Jeg skulle have afholdt sidste skrivedag på min eksamensopgave inden den skulle til korrektur og allerede nu viste jeg hvor usikkert det blev at jeg fik ordnet de sidste ligtorne ved opgaven. Jeg retter lidt på mig selv, acceptere at hænderne ryster og begynder så at sive ind i en anden verden, uden lyden af hurtige skridt, tilkalde alarmer og medicinske udtryk. Jeg skriver, retter og kigger i ny og næh til mit ur mens den ene time tager den anden og ber ganske stille til at Hr. Mand snart er okay igen.

Pludselig går døren op og portørerne fra før kommer smilende hen til mig og spørger om jeg ikke vil ind på opvågningen, hvor Hr. Mand lige er kørt ind. Vi går igennem endnu en glas dør og registrere kort at der endnu engang står intensiv på skiltet ved døren. Han ligger der på en stue, bleg, med at for mange slanger og ledninger. En sygeplejere står ved hans side og tjekker EKG’et. Jeg spørger til hvordan det er gået og hvad der var galt, hun fortæller mig kort om operationen og det får mig til at sænke de spændte skuldre.  Det var en sprængt blindtarm som krævede en grundig gennemgang af bughulen og som nu kastet 3 dages indlæggelse af sig. Jeg får en lille stol at sidde i og hvilet så panden mod sengen. Da jeg vågner er det pga. en bippende lyder. Hr mand åbner kort øjnene for at lukke dem igen, sådan går det længe, inden han for alvor vågner op ad narkosen. Hr. Mand at spørger efter saft, orientering og status på operationen. Vi snakker lidt frem og tilbage, klemmer hinandens hænder og får sammen lagt en lille plan.

Da jeg står foran børnehaven er jeg træt, kvalmen er alt overtagende og tårerne presser på. Jeg finder mit pokerfjæs frem og går så ind i børnehaven. Allerede på vejen derind møder jeg en af de andre mødre fra stuen som godt kan se den er helt galt og spørger om jeg har brug for en hånd. Fortæller kort jeg bare skal have ungerne, men det er okay nu. Det er okay – Hr. mand er okay nu og det er bare chokket der står tilbage. Ungerne bliver glade for at se mig og sammen går vi ud af institutionen. Vi sætter os på en bænk ikke langt derfra og fortæller så stille, at far er på hospitalet og at lægerne har haft opereret ham. Carl peger et par gange på hans mave, mens Aksel kravler op på mit skød og begynder at græde. Sammen sidder vi, stille, vuggende mens de begge begynder at møde situationen med en nysgerrighed. Vi snakker om at vi skal besøge far næste dag og ringer så til ham. For Aksel var det særligt vigtigt at vide om Far lå eller sad op og jeg forsikret ham at han sikker sad op og så lidt fjernsyn.

På vejen hjem er humøret lidt bedre, Hr. mand havde fået fortalt begge drengene at han havde det meget bedre og at han glædet sig til at se dem engang næste eftermiddag. Aksel svinger mellem at snakke om hvilken kage vi skal have med på hospitalet, til at fortælle om Fister og Oldemor i himmelen. Flere gange må jeg minder mig selv om at det er mig der er den voksne og jeg er nød til at bevare fatningen.

Da ungerne endelig sover slipper jeg det hele lidt løs, under 4 timers søvn har bestemt ikke hjulpet på min følsomhed og tanken om at Carl næste dag skal have lagt dræn er næsten ubærlig. Min mor har lovet at tage med som moralsk opbakning og Hr. mand har det heldigvis langt bedre. Efter lidt tid sætter jeg mig ved computeren, åbner min eksamensopgave og begynder så at fortsætte hvor jeg slap. Da klokken nærmer sig midnat er jeg færdig og sender opgaven afsted til korrektur. Træt tjekker jeg til ungerne, ligger mig i den tomme seng og trækker benene op under mig og giver så slip. For trætheden, chokket, eksamens stressen og den smerte der indfinder sig, når ens børn er sådan rigtig kede af det.

Jeg tænker stille ved mig selv, hvis det her var en Hollywood film, så ville det være en af dem med behov for kleenex, forhåbentlig ender den sådan rigtig godt. Forhåbentlig vender det hele nu og heldigvis er alle okay, trætte, men i bund og grund okay..

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En hyldeste, til min studiekammerat og jeg

image

Tilsammen har vi en alder på 57 og tæller 5 børn, 2 mænd, hvoraf den ene er fraskilt. Vi har igennem de sidste måneder udgjort et makkerpar, være en gruppe. Fra første dag på uddannelsen opstod der en eller anden form for kemi. En kemi bygget på en relation ala “du har hund, jeg har hund” som har gjort, at vores relation for snart længe siden er blevet udbygget. Vi har på mange måder hængt sammen. Fulgt hinandens udvikling i at blive kandidatstuderende og være studerende mødre.

Igennem de sidste måneder, har vores relation være præget af transnationale strømninger, globaliseringsprocesser og konstante underminering og manglede udvindelse af hvad der skulle have været god vejledning. På mange måder burde uddannelsesinstitutioner uvinde medtoder til at opspore hvad der er best pratice af vejledning. Istedet har vi oplevet at få kolde spande vand i hovedet, fremført med en tyranni og mangel på almen god tone.

Vi har kæmpet en brag kamp. En kamp mod uret, litterære kilder og ønsket om et dueligt niveau, der ville umunde sig i et gennemsnitslige produkt. Et produkt der har gjort, vi her de sidste 4 dage har været sammen knap hele døgnet. Der er spist toast, thai take away og makrelmadder i massevis, sammen med alt for meget bland selvslik, is rosiner og sure æble. Den stuetempereret Pepsi Maxen er løbende blevet skænket og de små pauser på alten afholdt som en nødvendighed.

En sofa har udgjort min seng og en oplyst skærm har fremprovokeret blodspændte øjne med solide rander under sig. Frisuren har været stadardklassisk knold og tøjet en smule sjusket. Men vi er kommet i land. Vi er kommet igennem og har sammen udarbejdet et produkt vi på alle måder har kæmpet for og nu må tiden vise hvor hele dette transnationale eventyr ender. En ting er sikkert, det er med en stolthed over en arbejdsindsats og proces at jeg aflevere dette skiftetiden produkt.

Kærlig Hilsen, en træt, studerende mor.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit Barn, Født Med En Misdannelse Del. II. -Velkommen til verden, lille frø.

IMG_0399

Dette er II. Del af fortællingen om at være mor til et barn med en misdannelse. I. Del kan læse lige HER
Tusind tak fordi du vil læse med.

Vi ligger i sofaen mens et eller andet ligegyldigt kører i tv’et og dets lys kaster sig ud i rummet. Vi er begge stille og trætheden står malet i vores ansigter. Vores fingre ligger fletter sammen på min mave og i ny og næh mærkes de små livsbekræftende puf. Vores lydløse telefoner blinker med alt fra beskeder om notifikationer og sms’er.

Efter vores samtale med overlægen, var vi gået en tur rundt om søerne. Vi havde snakket om løst og fast men mest af alt om valget om den ubetinget kærlighed. Jeg tror alle forældre kender til denne og måske mener de fleste også at den indfinder sig i timerne, dagene, månederne efter barnet er kommet til verden. Jeg tror på mange måder man kan vælge at give denne ubetinget kærlighed, biologien og genetikken vil nok kunne modargumentere dette, men jeg tror vi som forældre kan vælge at elske, hvis vi vil det. Mens vi gik der, snakkede vi om vigtigheden af denne kærlighed men også om vores behov for accept af denne “streg i regningen”. At vi som forældre nu havde fået en lille bi opgave til hovedeopgaven som forældre og det ønskede vi begge at løse og håndtere bedst muligt.

Vores netværk viste jo godt vi ventede os, og de helt nære kendte også til vores venteposition i forhold til fostervandsprøverne, men nu var svaret der jo, det var KUN klumpfødder. Alligevel havde vi, særligt jeg, et behov for at slå noget helt essentielt fast, at sikre vi ikke skulle hører spørgsmålet fra nærtstående “hvad er der dog med hans fødder” så sammen fandt vi ordene og skrev en besked til vores nære og bekendte, om at vores kommende barn ville være medfødt med en misdannelse.

Tiden frem mod terminen var lang. Jeg tænker det er den formentlig for de fleste gravide og par som ellers venter sig. Som så mange andre vornede forældre byggede vi rede, men samtidigt gjorder jeg alt hvad for at læse mig ind på hvad et liv med et klumpfodsbarn kunne byde på. Jeg husker tit hvordan diverse forums skræmte mig, med fortællinger fra udkørte og frustreret forældre der pendlede tværs igennem landet ugentligt, hvis altså ikke oftere, for at gå til behandling med deres barn. Aksel skulle komme til verden i 2011 og på daværende tidspunkt var det kun Hvidovre, Københaven og Århus hospital der behandlede klumpfodsbørn og så vidt jeg ved, er udbudet af behandlingssteder i dag fortsat ikke de store, dog ved jeg, at man i Danmark har rigtige gode resultater med behandlingen.

1''

Jeg læste om alt fra strømper, støttende fodtøj, til underudvikling af taktile sanser. Jeg læste de der forfærdelige beretninger om kaotiske behandlingsforløb, operation på operation og hvordan denne misdannelse kunne æde et ægteskab op. Jeg læste fordi jeg mente at jeg igennem viden kunne genvinde bare en lille smule kontrol. Da vi nærmede os terminen, blev vi indkaldt til et møde på Hvidovre Hospital, som var det hospital Aksels skulle behandles på. Overlægen i børnekirurgi og speciale i klumpfødder ville gerne give kommende klumpfodsforældre en lille lektion omkring behandlingsmetoden. Ret hurtigt, støttede os par op om statistikken i forhold til børn der fødes med klumpfod på en eller begge fødder. Vi ventede alle drenge og flere af os havde familiemedlemmer med skæve fødder. Jeg kan huske at et af de andre par allerede havde et barn med klumpfødder og dem stillede jeg selvfølgelig også til krydsforhør.

Hvis der er noget jeg for alvor har lært i forhold til Aksels fødselsmisdannelse, så er det at vi er rigtig mange forældre i samme båd. Forældre med smukke og fantastiske børn, som har “en streg i regningen”. At stort ser alle disse forældre hellere end gerne vil støtte og dele. Ofte har jeg tænkt om det måske skyldes behovet for at hjælpe andre lidt påvej og måske udenom de kriser man selv oplevede eller om det i princippet skyldes, at os med “denne slags børn” er en minoritet. På mange måder oplevede jeg hurtigt at jeg var forkert på den i terminsgruppen, at jeg var den ”de andre ikke ville lege med”. Jeg kom nemlig med realiteten, realiteten om at de der scanninger jo ikke er for sjov, men de jo er udviklet i forhold til kontrol og medicinsk sikring af barnet. Sgu ikke for at sikre om det er “lyseblå eller lysserød” der skal dominere på børneværelset. På mange måder var jeg og mit kommende barn en del af den sandfærdige historie om det uperfekte barn, og det ramte mig igen og igen. Jeg har tit takket for, at det lige præcis var Aksel der kom til os, præcis som han var og som vores første barn. Vi viste nemlig ikke bedre. Det var først ved fødslen af Carl, jeg forstod hvor stor en indvirkning det at Aksel var født med klumpfødder havde haft på vores liv. Det kommer dog senere i denne fortælling.

stages_ofcasting

Overlægen fortalte om en ny metode, til behandling af klumpfodsbørn, ponseti metoden. En metode som gik ud på at manipulere med den sene der var for stram i foden og er årsagten til den forkerte fodstilling. Via gipsning tvinges det i foden der er indad drejet ud og ved en lille operation laves der så en achillessene forlængelse. Hvor man skærer achillessenen over og lader den vokse sig længere og sammen. Når dette er gjort, viderebehandles fødderne med en specialskinne, som holder fødderne i den korrekte position. Skinnen skal bruges 23 timer i døgnet i 3 måneder, for derefter kun at bruges om natten, hvor barnet sover og frem til det er omkring 4 år. Når barnet er 4 år er behandlingen normalvis færdig – men omkring 15% oplever at få et tilbagefald i mindre grad af medfødt misdannelsesfodstilling. Jeg husker alt informationen som værende kvalmefremkaldende. Husker jeg følte mig vred, fortvivlet og nervøs. Behandlingen afhang nemlig af hvor slemt det stod til med fødderne og hvor hurtigt fødderne responderet på behandling. Et gipsning forløb kunne vare alt imellem 3 uger til 3 måneder. Derudover husker jeg særligt tankerne om denne operation i lokalbedøvelse skræmte mig. De fleste forældre finder nok det at deres børn skal opereres ubehagelig. Men måske særligt nybagte forældre, som ved hvor utilfredse de små skabninger kan blive når de ligger på maven, kan relatere til den frygt der indfandt sig. Operationen som normalvis vareret 20-40 minutter skulle nemlig udføres, dels med lokalbedøvelse og med et barn der skal ligge på maven under hele operationen. Da Aksel kom til verden var det et stort mål at sikre han var tilvendt til at ligge på maven, så operationen måske ville være mindre overgrebsagtig. Jeg husker stadig den dag hvordan overlægen så ud, hvordan hans stemme lød og mange af vores hårde samtaler. Måske er det en naturlig del af det og være menneske, at vi huske særligt de mennesker som bringer “sorger” ind i vores liv. Til trods for det aldrig havde været lægens skyld at Aksel blev født med klumpfødder, så var det igennem ham det hele manifesteret sig.
ORTEZA-DE-Abductie-PonsetiNogle uger senere, efter mødet med overlægen, sidder vi til et af de sidste besøg hos jordmoderen, der siger hun det, sådan flettet pænt ind imellem ammekonsulationen og vejrtræningsøvelser. “Når nu han kommer til verden, så har I jo automatisk ret til to dage barselsgangen, eftersom han fødes med klumpfødder” På ingen tid havde vi lært at kæmpe vores kommende barns sag og ordet klumpfødder frembragte ikke længere den der koldsved, istedet fungeret ordet som en saftig bøf foran den vågende løvemor. Jeg var klar til at kæmpe for min søn og sikre ham det bedste af det bedste. Vi snakkede roligt behandlingsplanen igennem.  Hvidovre hospital havde skitseret det hele så fint for os og klædt os på til de tjek børnelægen skulle lave på ham. Da jeg samme aften tjekker tasken til hospitalet stopper jeg op ved strømprene. De små ekstra tykke strømper, med skriften “I Love Mom” og “I Love Dad”. Strømprene var en “tillykke med graviditeten”- gaven og modtaget før vi havde kendt til Aksels fødder. Det eneste jeg ikke havde købt af udstyr, det var strømper og de natdragter der havde fødder i da han alligevel skulle have gips på fødderne de første mange uger af hans liv. I stedet havde jeg købt den fineste lille pude, som skulle støtte under hans baglår når han skulle sove, så den tunge gips ikke belastede ham. Puden skulle også med i tasken, for hvis vi var på hospitalet en mandag, så kunne han komme med på den ugentlige gipsningsdag og påbegynde sin behandling.

9.4.11

Aksel kommer til verden på en måde som er sit egent indlæg værdigt. Da han ligger der på mit bryst, med hans små dybe øje, der har samme farve som havet, hvor bunden ikke kan ses, der mærker jeg kærlighed. Den rullede ind over mig og mens jeg lige så stille sang “Baby You Are A Firework” slap jeg al min angst fri. Endelig var han hos mig, så fin og smuk, så ny og så fuldstændig uvidende om hvilken verden der ventede ham.

9 April,2
Da vi har ligget sammen i nogle timer løfter vi lige så forsigtigt på dynen og ser dem så, de sødeste små ben trukket godt op som var han en lille frø der gjorder klar til spring. For enden af benene sidder de så, små fine bløde rynket fødder. Neglene er bløde, tåen ved siden af storetåen er længst og huden næsten gennemsigtig. Selve foden er krummet sammen, så der på undersiden af foden, ved forfoden, dannes et lille dybt V’lignende tegn. Ved den tynde ankel drejer foden indad så han mildt sagt kan klappe med hans fødder. Men han er der, han er min og helt perfekt, til trods for sin lille streg i regningen.

Inden 1 gibs, 2

Endnu engang tak fordi du læste med.

Fortællingen om mor til et barn født med en misdannelse fortsætter i et snart kommende indlæg, nemlig tredje og sidste indlæg om det at være mor til et klumpfodsbarn.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Big Girls Don’t Cry

Mor på SU 1,
I folkeskolen var jeg af flere gange kærester med en ret så sød dreng. På mange måder løb han virkelig med mit hjerte og står i dag tydeligt for mig, som en af mine første store forelskelser. Jeg husker tydligt hvordan vi lå der på hans sovesofa, med kinesiske tegn og en lava lampen som lyste et ellers mørklagt rum op. Hvor bløde popballader fra blandt andet Savage Garden og Blue spillede i baggrunden og hvordan vi imens bare lå der og kunne snakke om alt og intet, kigge på og studere hinanden. Dengang kunne jeg sikkert have kortlagt alle hans fine sommerfregner og han mine. Jeg husker hvordan jeg om aftnerne lå i min egen seng og lod fingrespidserne køre hen over min hævet læber og hvordan jeg kunne savne ham, til trods for jeg jo lige havde sagt farvel og vores gensyn allerede ville være igen næste morgen.

I dag husker jeg fortsat nogle af vores aftner sammen, hans stemme, mod også evne til at kunne udtrykke sig. Særligt den måde han udtrykte sig på, har efterfølgende været et ret klart karaktertræk ved de fyre jeg igennem tiden har været tiltrukket af og ikke mindst følelsesmæssigt involveret i. Han var nemlig ikke bange for at græde. Nogle vil måske mene at ”rigtige drenge græder ikke”, der er flere dele af det udsagn som giver mig myrekryb over hele kroppen og samtidigt skaber en inderlig lyst til at bryde ud i den vilde kønsdebat – det lader jeg dog lige ligge for en stund. Alt det der køns teori fylder pt. rigeligt på mit studie og lige i skrivende stund er det studiets skyld jeg sidder med halv puffi øjne og tænker rend mig i nougat land!

I dag har jeg nemlig grædt, faktisk flere gange – ved ikke helt om sluserne har fået et lille problem med at lukke ned eller om det bare er ”nu er der alligevel åbnet op” fænomenet jeg dealer lidt med. Men jeg har grædt og det synes jeg på mange måder er ret så befriende og et andet sted også utrolig opslidende, særligt fordi jeg pt. græder som et udtryk for at det hele lige er lidt hårdt. Det er ret normalt jeg godt kan hulke lidt når jeg krydser målstregen efter et større løb og forventer bestemt at jeg vil stortude flere gange undervejs til Copenhagen Marathon. Jeg forventer også at jeg vil tude lidt når jeg engang bliver færdig med dette semester, for det er hårdt på så mange måder og tør faktisk ikke helt at sige det højt, i frygt for nogen siger ”Hvad havde du regnet med – det er en kandidat du læser”.

Men jeg synes faktisk det er rokker hårdt. Det er også hårdt at putte sin 2 årige dreng uden hans puttekanin, at det overhovedet er muligt, eftersom vi har investeret i hele 3 stk’s for ligesom at undgå den slags scenarier, det er en helt anden side af sagen. Jeg synes det er hårdt – måske mest af alt fordi jeg ofte oplever, særligt på sociale medier, at livet ligesom er en glansbillede samling, nogle endda med ekstra glitter. Jeg samlede som barn ikke rigtig på glansbilleder. I stedet havde jeg travlt med at falde ned fra træer, hoppe på brædder med gamle søm i og vælte på cyklen, altså lave ting som på mange måder til dels udløste en del tåre og ikke mindst blå mærker og klassiske ”av-det-gør-nas-når-det-skal-af-plastre”. Jeg synes det er hårdt, særligt fordi jeg på mange måder underminere mig selv og de kompetencer jeg besidder og det er lidt en hæmsko, særligt når man gerne skal have lidt af den der ”her kommer jeg” attitude og jeg i stedet har tendens til at kaste mig ud i en omgang metaforisk ordbræk, så folk til tider tænker – ah er hendes far i virkeligheden ikke bare ham den skaldet fra X-factor. Men nej, sidst jeg tjekkede lå min far stadig på Måløv kirkegård og måske har særligt det vilkår gjort at jeg aldrig er for stolt af mig, til at lade tårerne trille. For nogle gange, så er det hele bare pisse hammerende hårdt og jeg tror vigtigt at ture sige højt. Det er måske ikke altid at resten af ens omverden orker at høre på det eller lige regner det man står i. som værende ”så hårdt igen” og jojo – der er altid en som har kræft, gennemlever en skilsmisse eller har mistet sit job og verden kan altid lave 1., 2., 3- plads placering af hvem har det hårdest. Jeg tror bare ikke helt på, at det er der vi skal hen. I stedet tror jeg nogle gange bare det handler om at være sammen i det og ikke mindst sige til sig selv : ”Det bliver okay igen… jeg skal bare lige være i denne periode også videre igennem” for ofte tror jeg vi tænker ”jeg skal bare lige igennem” – men det kreditere jo så ikke rigtig at man jo lige er nød til at gå igennem det hårde for at komme ud på den anden side og få prinsen og det halve kongerige : I mit tilfælde hedder det sommerferie, med indlagt sommerkursus.

Tusind tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet