Velkommen til Gæsteblogger Sarah

Det er efterhånden en rum tid siden at jeg lærte Sarah at ”kende”.
Jeg husker ikke helt hvordan og hvem der faldt over hvis profil, men jeg tænker at det bund og grund nok var mig, der en aften var faldet over et af hendes fine DIY’s, hjemmeprojekter eller et godt skud, af hendes dejlige dreng og derfra fulgte med. Sarah fulgte tilbage og sammen har vi delt barselstider, op og nedture, ulvetimer og en masse andet.

Sarah har altid været den søde og kærlige følger, som yderligere ikke har kunne lade være med at prikke til mig og sige: “Kvinde, du skal da have dig en blog”.
Bloggen kan snart fejre sin 1 års fødselsdag og på mange måder finder jeg det kun naturligt at invitere folk på besøg, for derigennem at dele lidt af alt det de kan.

Det Sarah blandt andet kan, det er at indrette. Hun har sans for detalje, finish og at skabe et rum.  Et rum der for nogen er lettere overfyldt men for mig, kun fyldt med varme, tid og masser af gode muligheder for leg.

Jeg håber I vil tage godt imod Sarah og hvis I tænker  mer’ så kan hun følges på Instagram profilen @sarahjgj
– Jeg lover jer, det er hele følgeskabet værd.

Endnu engang, velkommen til Sarah.

IMG_3953

Børneværelse på bugdet
Dette blogindlæg handler om hvordan børneværelset med tålmodighed kan indrettes personlig og billigt. Jeg vil undervejs give fif til både indretning, indkøb og diys.

Med 4,5 års studier (inkl. et år på barsel), hvor min indtægt har været SU og med et drengebarn, der ’selvfølgeligt’ ikke skal snydes for hverken værelse eller legetøj har vi måttet tænke kreativt… Sådan begyndte det i hvert fald… Jeg købte brugt tøj, legetøj, møbler osv. Jeg efterspurgte under min graviditet så meget på de lokale salgssider, at damen i den lokale kiosk en dag kommenterede det og venligt spurgte om vi snart havde plads til mere(!). Jeg fandt ret hurtigt ud af hvor meget, man rent faktisk kan få for pengene, hvis bare det man køber har været en smule brugt. Tanken om ikke bare at købe nye producerede ting for at smide ud igen om lidt, men at meget – ja næsten alt – kan genbruges betyder også meget i min tankegang. Det må være mit bedste bidrag til at passe på den planet vi er plantet på. Mine vestjyske gener spiller måske en rolle i hvordan jeg stadig får helt ondt i maven, hvis jeg i ny og næ køber noget til fuld pris. Det er nemlig blevet en principsag for mig at indretningen fortsat skal bestå af genbrugsmøbler og dims. Faktisk kan antallet af nyindkøbte møbler i hele huset tælles på én hånd. Derudover tror jeg måske, jeg er jysk mester i tilbudsjagt – jeg spotter de gule mærker på flere kilometers afstand!

Jeg kan mægtigt godt lide de stilrene børneværelser med lige linjer ryddelige flader og med få farver. Jeg ELSKER fine designlækkerier, halvdyre børnemøbler og dekorativt mærkevarelegetøj og jeg finder masser af inspiration fra værelser som disse når de vises frem på Facebook og i særdeleshed på Instagram. Jeg har selv forsøgt at holde børneværelset i afdæmpede farver. Det er dog hovedsageligt på grund af artikler, der påviser at børn (og voksne for den sags skyld), sover bedst i rolige omgivelser uden for meget pang og rod.

Værelset
Gør det selv – selv
Efterhånden – og med en mand, der er tømrer – har vi bygget flere af husets møbler selv. På den måde har vi kunnet få hvad vi ville have og til en overkommelig pris. Vi har selv bygget både sofa, seng og reol. På børneværelset er det gennem tiden blevet til radiatorskuler, højseng med opbevaring (som desværre er pakket sammen efter et styrt fra trappen) alverdens lamper, figurer og hylder.

For et års tid siden besluttede min søde mand sig for at lære mig at betjene stiksaven. Jeg tror måske, han i sidste ende var træt af at udføre mine ordrer! Han er stadig den bedste med en sav og præcision, men efter vi investerede i en dekupørsav, tror jeg faktisk, uden beskedenhed, jeg er blevet en skarp konkurrent. På Alfreds værelse har vi selv lavet følgende: Skylampe, Alfons Åberglampe, helikopterloftslampe, flyvemaskinehylde, pegboard, skyknager på kommode, ballonspejl, radiatorskjuler, racerbil og ’A’ med lys.

DIy

Vi laver alle vores ting i finér. Der er sådanset ikke meget fidus i det, da de fleste ting bare er tegnet op og savet ud. Ved at save med den føromtalte dekupørsav får træet fine kanter, som nemt kan slibes pænt. Det er en lidt større udfordring med de store ting, som skal saves med stiksav, rundsav eller lignende. Det er en billig måde at forsyne børneværelset med nye ting, hvis man ser bort fra de timer, der bruges på det. Vi sidder sjældent foran fjernsynet om aftenen!

Budgetvenligt legetøj
Når det kommer til legetøj køber jeg det gerne, og helst brugt. Langt det meste er loppet. Blandt andet er alle juniors Schleich dyr, som er brugt til blandt andet greb på kommoden (bare påmonteret med en skrue fra indersiden), købt for mellem 1 og 10 kroner pr. stk. Det bedste legetøj han har (udover LEGO, hvor farmands er fundet frem fra loftet) er biler i alle afskygninger. Fede metalbiler koster ikke mere end et par kroner stykket her ovre i Vandkantsdanmark. Det gamle retrobordfodbold har kostet 30 kroner. I år er en af fødselsdagsgaverne en loppet ridderborg med tilbehør til en samlet pris på 100 kroner og sidste jul bestod pakkekalenderen af en masse gamle cowboys og indianere med tilhørende fort. 30 kroner for 24 gaver den treårige var høj på materiel lykke!

leetøj
Genbrugsguld
Jeg er en heldig kartoffel at have en bedstemor, der bor på en gammel skole. Derfra stammer skiltet med ’Børnestue’, skolestolen, teaktræssengen (der har fået en gang maling på gavlene), hyldeknægtene med hylden ved sengen. Dinosaurfigurer og bamser er også loppet, ligesom færgen på skabet, det lille klaver og skoleplanchen med flodheste. Genbrugskassen under sengen fungerer som opbevaring af farvestrålende og meget underholdende for en 4-årig, legetøj fra diverse besøg på Mc Donalds o.l. I kommoderne gemmer der sig alt fra Micro Machines til fundne skatte som sten, fjer og døde snegle og hvad ellers små drengebørn elsker at samle på. Resten af legetøjet befinder sig i stuen hvor der bliver leget mest – når ikke vejret er til trampolinen i haven.

Discountfund
Udover at købe brugt og jagte tilbud er en anden måde at spare penge i indretningen ved at købe fint ind i ’discount’butikker. Her i huset er vi store fans af Netto hvor sengetæppet (som vist egentligt er et strandhåndklæde), søgræskurv under sengen, gulvtæppe og sætterkasse er købt. Jeg har ofte is i maven og venter på, de påfører varerne med gule skilte! Fra H&M har vi opbevaringsposen med dyr. Fra Søstrene Grene diverse flagranker og opslagstavleskyen. I KIWI har jeg fundet de søde bamsedyrehoveder.

Lidt luksus
Når jeg nu har skrevet så meget positivt om genbrug, discount og DIY projekter, så vil den opmærksomme læser, måske have bemærket, at det på værelset også har sneget sig en anelse over-budget-dims ind. Noget af det har jeg vundet andet har Alfred fået i gaver og ellers har jeg lavet nogle gode byttehandler. Når man nu sparer rigtigt meget, er det også okay at gå all-in engang i mellem 😉

andet

Det personlige børneværelse
Uanset hvilket rum i huset, der er tale om, synes jeg det er vigtigt, at der indrettes med elementer, der gør det hyggeligt og personligt. Hos os er det primært gennem vores hjemmelavede sager, men også gennem skæve eller utraditionelle ting, som måske ikke ofte ses i børnehøjde på et børneværelse til en 3.4 årig. På Alfreds værelse kan eksemplerne være opsatsen, fra en buk min afdøde bedstefar har skudt, planter, porcelænsfigurer, antikt spejl og billeder i forskellige stilarter – Nye, gamle og hjemmelavede. Jeg holder, som nævnt, meget af kombinationen med discountfund få nye lækre luksus ting – blandt andet den store dinoplakat og wallstickers, lysboksene, stofposen med alfabetet og fine bogstaver fra designletters mikset med det gamle teaktræ, det lyse finér og yndlingsfarven mint.

k

Mine bedste tips og tricks
–  til indretning af børneværelset

  • Bland loppefund med nye ting
  • Mal gerne gammelt legetøj og møbler i yndlingsfarven
  • Indret med planter
  • Tjek rodekasserne i Netto for skønne og billige ting
  • Stil det ’pæne’ legetøj frem og det knapt så pæne væk – det skaber tilmed ro til at falde i søvn
  • Vær ikke bange for at blande forskellige træsorter
  • Brug hvad i har! Kig rundt i stuen og se om noget kunne bruges på børneværelset. Lamper, møbler eller kunst
  • Indret med ting barnet holder af. Dino eller dukker. Det afspejler barnets interesser og gør værelset til et rart sted at være. Alfred er knapt 4 og vi har både haft traktortema, superheltetema og nu dyre/dinotema – Sørg for ikke at køre temaet så stringent at det vil koste en formue at lave om når junior om en uge hellere vil have my little pony (der er vi ved at være)

Rom blev ikke bygget på én dag… Hvis man gerne vil indrette med loppefund og ikke betale overpris, må man have tålmodighed. Det tager lang tid og mange ture til loppemarkeder og genbrugsbutikker for at finde det rette. Ofte ved man ikke, man mangler en ting, før man ser det.

Sidst men ikke mindst
Ideer til nemme DIYS hvis ikke man ejer en sav:

  • Vimpler med tekst, som enten er broderet på eller skrevet med tekstiltusch. Mine er lavet af gamle lagner og en lille rundstok
  • Papirsflyvere af maskintape – mange fede motiver kan findes på Pinterest/Google, hvis man søger på ’Washitape’
  • Pude af indkøbsnet. Søstrene Grenes fine og meget billige muleposer bliver til søde små puder efter 5 minutter ved symaskinen. Det er af sådan én, jeg har lavet kattepuden på stolen.
  • Plastikdyr som greb. Massive (må ikke være hule indvendigt) plastikdyr skrues på skufferne. Jeg har forboret dem og monteret dem med en skrue inde fra skuffen. Dyrene kan ofte loppes billigt.
  • Alfons Åberg tegning (eller andre simple børnefigurer) pynter fint i en træramme. Jeg har tegnet Alfons i frihånd med blyant og derefter tegnet op med sprittusch. Og det uden at have særligt store evner inden for billedkunst!
  • Find en kaffefilterholder – mal den og brug den til opbevaring af yndlingspixibøgerne
  • Skab nyt liv i gamle lamper med spraymaling

Tusind tak fordi I læste med

Hilsen Sarah