Farvel til tremmeseng og ble?

I vinters tog vi dén ned fra loftet og jeg er vist ikke helt gal på den, når jeg husker at der hist og her hang lidt restpynt, fra Carls 2 års fødselsdag. Carl kiggede da noget skeptisk på dén og påpegede mest af alt sin undren omkring, hvad dén skulle der på badeværelset. Aksel derimod oplevede en form for gensynsglæde og havde det ikke været for hans enorm lange ben, så tror jeg snildt han kunne ha’ “trådt af på naturens vegne”, på dén.

Carl vidste ikke helt hvad han skulle kalde dén og hvor skulle han også vide det fra?
I børnehaven er der små børnetoiletter og ingen af vores billedbøger, skildre direkte et toiletbesøg på dén slags. I et kort sekunds dårlige forældre humor, så overvejede vi faktisk at kalde dén noget helt andet. Mit lille politiske jeg, tænkte sågar “blå blok” men ret skal være ret, og velvidende om at sætninger som “Jeg skal på blå blok nu” eller “jeg skal lave lort på blå blok” ville blive sagt – muligvis i køen i Netto, så rettet vi ind og præsteneret så Carl for dén, nemlig potten.

Potten samlede en del nullermænd, mens den stod der ved siden af toilettet. I ny og næh snakkede vi lidt om, hvad sådan en sag kunne bruges til. Det egentlige besøg kom først i februar. Besøget blev afsluttet med en tissetår og siden da, har de egentlig fuldt trop. Jeg ved ikke om det er en ”drenge-ting”, men altså, jeg kan ikke tisse mit navn i sneen – jeg er mega god til punktum og til tider også komma, sågar en form for blindeskrift? Men måske er det noget med at stå der og tro mand er brandmand, eller verdens kæmpe?  Ret hurtigt blev Carl fortrolig med potten, toilettet og det at kunne lade vandet. Nogle søndage løb han blefrit rundt og i takt med han blev mere og mere sikker på selv, ja så blev der købt underbukser eller bokseshorts som modellen jo nok hedder.

Aksel smed sin ble, da han var 3 år og 2 uger. Nogle vil måske sige at det er lidt sent, men han er nu engang født i april og sådan et blestop medføre ofte lidt våde underbukser, bukser og frugt på øvrige lag. Så sådan en våd flyverdragt, er bare ikke sagen. En anden faktor var også, at Aksel lige var blevet storebror og derfor valgte vi at holde os til vores mavefornemmelse. Nemlig den, at han bare ikke var klar – før han så var det. Det der med at være klar, er svært at definere, hvornår er man egentlig klar? Jeg tror rigtig mange børn, tit og ofte er klar før forældrene er det og at mange forældre har en tendens til at pakke børnene lidt ind i vat. Når det er sagt, skal et barn jo nok nå at smide bleen og om det så er to år eller næsten fire, det afhænger af mange forskellige faktorer.

Hos os er det sådan, at Carl er lillebror i al sin flor. Han har på mange måder snydt sine forældre, for den klassiske 2 års alder. Mange stadier er blevet sprunget over og i pædagogisk optik, er han et meget fremmeligt barn. Et barn, som er god til at verbalisere sine behov og det er en evne, jeg som forældre, til tider godt kan falde lidt på halen over.

Vi besluttede i det spæde forår, at bleen skulle ryge i sommerferien. Vi kunne se at der var kommet et fint mønster i både nr. 1 og 2 i bleen og ikke mindst, så havde Carl også udviklet en adfærd, så som at gå væk, for at lave nr. 2 i bleen. Så vi konkluderet at tiden ville være inde, så ferien begyndte. Sommerferien er på mange måder et godt tidspunkt at lærer sine børn nye ting og hertil, at smide bleen. Alligevel kan ferien også være præget af flere heldagstur og på E45, kan det hurtigt blive problematisk når en ytre at skulle tisse. Vores ferie blev, som I måske har læst, ikke helt som vi planlagde den. Vi skruede ned for volumen og holdte en god omgang tøffeferie og det gjorder bare at tiden til et blestop være mere ideel.
Vi var klar – spørgsmål var så om Carl også var?

I ugerne optil ferien, begyndte vi at tage bleen af Carl, når vi var hjemme og det gik sin gang. Inden den egentlige ferie, tegnede jeg en lille stimuli tegning, i forhold til det at lave lort – det hedder det hos os. Pølser er noget man griller og det var nu engang en lort det landende på muldvarpens hoved.  Det var nemlig den brune fætter, der var vores lille problem. Heldigvis havde vi erfaringen med os, fra Aksels tid, da også han havde fundet det lidt svært at lave lort. Hvad jeg har kunne læse mig til og forstå for begge mine drenge, så har de været ”bange”  eller nærmere utrygge for at ’prutte’. Derfor blev der lavet en fin tegning, med 10 lorte, et toilet og en gave, en lille lorte rebus om man vil?

Unavngivet

Altså 10 lorte i toilettet og det ville udløse en gave – nok er Aksel og Carl brødre, men de er nu engang to vidt forskellige drenge, så den lille brune lort, ja det blev på mange måder en kamp der skulle kæmpes. Gode råd er dyrere, når ens lille trold igen og igen skider i buskerne. Det eneste jeg virkelig tror virker, når man skal pottetræne, det er tillid. Tillid til sig selv og ens barn også en lille smule pres. Presset er der grundet den ubetinget kærlighed og må til tider være en del af forældres pædagogiske værktøjskasse. Jeg presser ikke for at presse, men for at støtte og for at lærer mit barn nye egenskaber og udvikle kompetencer og ikke mindst, for i sidste ende at sikre at mit barn ikke står 10 dage før skolestart og skal vænnes af. Jeg ved godt nogle nu tænker – de siger selv til og ja, det gør børn oftest og enten kan man hoppe på, ved første spæde udmelding eller vente til ynglet kommer og siger: “Mor nu vil jeg gerne lave lort på toilettet”. Dermed ikke sagt at sætninger som “Mig stor dreng nu” er det samme.

Carl var klar, det indikeret hans hurtige kontrol over vandladningen både dag og nat, men det krævede en større del stimuli pædagogik at få lorten i potten og her er det tilliden til ens egen fornuft, som forældre, virkelig skal på banen. Det er her, at det er vigtigt at man som forældre husker man er overdommeren. For jojo – nok kan dygtige børneeksperter tilråde om det farlige i belønningssystemer, at flytte rundt på potten osv. Men det var og er nu Hr. Mand og jeg der er overdommere og eksperterne i vores eget barn.  Derfor kørte vi på med de ti lorte og en selvvalgt gave. Derfor fik Carl en vingummi for hver lort det havnede i potten og derfor udgjorde lortesnak og masser af lorteros, en stor del af samtalen ved middagsbordet og hvor vi nu ellers var.

På 3. dag med pottetræning, stoppede Carl med at have våde bleer om natten og det understreget bare at det var det helt rigtige tidspunkt at smide bleen. Alligevel blev bleestoppet ikke helt gnidningsfrit, da den der lort, det forvoldte en del uheld men efter 2 uger med rigtig – rigtig mange lorteuheld, så sad også den i skabet – eller bør man sige potten?

IMG_4876

Nu står jeg her; på den anden side. Med en dreng der er vokset så meget de sidste måneder. Han er gået fra at sove tremmeseng til juniorhus og nu også at være bleefri. Jeg ved ærlig talt ikke, hvem der har glemt at fortælle om belønningssystemer til forældrene. Men hold nu op !

Alle de bleer, alle de skønne stunder ved puslebordet. Al den nus, zinksalve og tis. Alle de timer ved tremmesengen. De nætter jeg sågar har sovet i den, de er nu gemt i hjertet til evig tid og udgør de bedste men også hårdeste minder om det at blive og være mor.

En ny tid er begyndt og jeg byder den velkommen med ærefrygt og håber på mange måder at jeg kan nøjes med kun at sige på gensyn til tilværelse med lortebleer og nus igennem tremmerne.

Tak fordi du læste med.
Kærlig hilsen en stolt mor til 2.

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bar’ røv og solbeskyttelse

FullSizeRender (2)

Der var engang hvor den danske sommer udgjorde de obligatoriske skub op is, med cola smag, bade bassinet uden oppustelig kant, sandkorn alle og ingen steder. Også var der mig, med hvidt hår, røde kinder og en hvid T-shirt, hvor dets front var trukket op over hovedet og blev en slags solbeskyttende bolero T-shirt.

Jeg voksede op i 90’erne. I en tid hvor bøf, brun sovs med kartofler, stille og roligt blev udkonkurreret med sundhedsstyrelsens anbefalinger om ¨6 om dagen¨ og middelhavets køkken. I en tid hvor fjernsynet var en kæmpe klods, børne programmer ikke havde deres egen kanal og hvor tyggegummi cigaretter var legitimt og obligatoriske for en hver slikbutik – med respekt for sig selv. Mange ting har ændret sig siden dengang, ja selv skolernes sommerferie er der pillet ved, men en ting forbliver dog den samme, at huden på mine skuldre, fortsat er yderst sårbar der i solens stråler og ja, mine børn har til tider også fået sig en klassisk T-shirt bolero.

FullSizeRender (3)

I dag er vi mere oplyst om, at beskytte os selv imod de stærke UV-stråler og i takt med skorstenene fortsat rygere mere og mere, så bliver strålerne ikke mindre stærke. Selvom jeg da ellers mener at kunne tage patent på denne solbeskyttende T-shirt bolero, så er den måske en kende upraktisk. Selvfølgelig er der altid siesta og den gode solcreme, men der er også to blåøjet vandglade drenge, hvoraf den ene, næsten kommer i følgeskab med en UV briller, for Carlen, han er bleg. Hvis I viste hvor tit jeg har tænkt, om dets barns pigmentere sammensætning nu var helt i orden – for hvor er den lille hvidhåret trold bleg. Nogen gange tænker jeg, at det er blege børn som Carl, der var inspirationskilden til, at gøre vampyrerne i Twilight sølvglinsende. Heldig for os, er diverse tøjfirmaer begyndt at producere lækkert UV beskyttende badetøj, så vi sammen, med et storforbrug af solcreme, kan sikre at alle mand kommer ind fra solen uden diverse solskader.

IMG_4694

Ungerne har som små, begge haft en af disse smarte UV-dragter og kære så de da ud, mens de sad der i vandkanten og byggede små kongeriger. Upraktisk var det dog, når først dragten var våd, vinden kold og ikke mindst når badebleen var smidt. Nok slap de for skoldninger, men i stedet fik de ofte en lille sommerforkølelse med sig i stedet. Derfor har jeg faktisk haft opgivet det der solbeskyttende badetøj.

I forsommeren spurgte børnetøjmærket Reima mig så, om jeg ville teste deres UV-badetøj af på mine egne unger – de er sikkert også blevet blendet af min lille hvidhåret trold?
Jeg skulle så lige bestemme mig for, hvad der lige passede bedst til mine ungers behov. Da vi gerne ville hjælpe Carl hen imod at droppe bleen helt, var der en hvis nødvendighed i, at badetøjet lige kunne trækkes ned, sådan 1 – 2 – 3. Derfor valgte vi at prøve et par seje badebukser af også i stedet give ham en fin badebluse på overkroppen – det samme galt for Aksel. Derudover fik begge unger en badevenlig solhat, som bedre kunne tåle, når de små briser ved havet blæste hatten i vandet og for at sikre os imod at vi ikke scoret den der sommerforkølelse igen i år, fik drengene en håndklædeagetig trøje, som de lige kunne få på efter en tur i bølgen blå.

IMG_4623

IMG_4464

Jeg må da indrømme at jeg havde en skepsis for særligt T-shirtens, men efter at have testet dem af, dels langs de danske strande, men også i badebassinet og ved vandkampe i sviger forældrenes have, så er der kun ros til Reimas fine badetøjs kollektion. Tøjet tørrer på nul komma to og selv da jeg oversprøjte Aksel med Hr. Mands gamle Super Soaker, så perlede vandet bare af badetøjet, det var sgu smart. Okay – tøjet kunne ikke sig fri fra at blive fedet ind i Carls halve magnum, men det er vist ikke tøjets skyld

Jeg vil ønske jer en fortsat god sensommer derude og sige tak fordi I læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når Filmen Knækker, Del I.

– Et Sammenbrud

 

FullSizeRender

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og hvem vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg rummer, en ekstra gang. Helt nærtstående personer, har ytreret, at der er bare noget der er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet et valg om at dele, hvad der for mig, har været en livs-ændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skulderenden, eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier.

Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det, der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg vil komme i to dele og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder, blev et levende mareridt og en kamp tilbage til overfladen.

Flash Back
Jeg græder. Jeg græder så øjnene langsomt hæver op og snotten konstant løber. Jeg græder på en måde, så det findes umuligt at identificere, hvad der er hvad, snot eller tårer, mens hænder, skuldre ja selv ben ryster. Min mave kramper igen og igen, mens åndedrættet konstant ændre sit tempo og blodet pumpes afsted, som var det et damptog ude af kontrol. Det føles som om hele verden kører rundt, alle lyde smelter sammen og ligemeget hvor meget jeg end prøver, så kan jeg intet kontrollere og ro over henholdsvis krop og sind er umulig at finde frem.

Jeg får lagt mig selv i seng, hvor jeg vender og drejer mig. Jeg trækker benene op under mig selv, for så igen at strække dem ud, for at ryste uroen ud af kroppen. Snotten tørres af i pudebetrækkes hjørne mens jeg igen og igen messer for mig selv: ”Sov – du er træt”.
– Og jeg er træt.
De der har fulgt med på sidelinjen, ved om nogen hvad de sidste få måneder har indeholdt af strabadser og til tider voldsomme prøvelser. Alligevel har jeg holdt tungen lige i munden, men nu, nu føles munden tør, kæberne konstant spændt og slipper kun for at eftergive en hulken. Uendelig langsomt glider jeg hen og sover dybt og alligevel så let.

En belastnings reaktion
Jeg har egentligt altid set mig selv, som værende en pige med ben i næsen. Med en vilje der var svær at tage fejl af og en styrke som ikke engang de dygtigste sværdvægter rummer. Der skete alligevel noget, noget som gjorde at filmen knækket, bogstaveligt talt. Alt hvad jeg troede på hos mig selv og til dels også hos andre, blev bragt i tvivl og skabte frygt og pludseligt føltes alle mine tanker, som var der 20 børn i en slikbutik der valgte slik, mens henholdsvis Sundhedsstyrelsen, tandlægen og diætsten kom med deres formaninger og det dannede tilsammen en overdøvende symfoni af tankemylder. Hele min verden brød sammen og i løbet af få opkald og en længere samtale med den sødeste læge, tilknyttet psykiatrisk skadestue, kom anbefalingen at lade mig indlægge på et psykiatrisk hospital.

1 ud af 4
Jeg har til tider synes det har været svært at holde trit med reformændringer, sundheds idealer og livet som mor til to, måske mest af alt, fordi jeg er min egen hårde dommer og når det kommer til mine børn, går med livrem og seler. På mange måder er jeg perfektionist til fingrespidserne og finder jeg noget svært her i livet, så gør jeg mit ypperst for at mestre det alligevel. Mit karakterblad, vil måske, kunne fremkalde en snært af fænomenet ”12-tals pige” og igen, så var jeg ifølge statistikker og fagpersonalet mere reglen end undtagelsen. Jeg blev, hvad jeg selv mente, på et split sekund en del af statistikken om, at 1 ud af 4 dansker igennem deres liv, i større eller mindre grad, kommer i psykiatrisk behandling. Pludselig fandt jeg mig selv siddende ved et bord, omgivet med nærtstående familiemedlemmer, dygtigt fagpersonale og overlæge i psykiatri og modtog en anbefaling om en indlæggelse, af frivillig karakter. En indlæggelse, jeg på baggrund af egen selverkendelse, tog i mod og som på så mange måder, hjalp mig igennem alle de facetter belastnings reaktionen og dets efterspind bragte med sig.

 At skynde sig langsomt
Grundet min egen sårbarhed og mest af alt mine børn, familie og venner, vælger jeg ikke at gå dybere eller at opererer med andre termer, end at jeg har haft en belastnings reaktion. Det var en reaktion, der desværre medførte, at jeg for at komme bedst igennem denne form for sygdom, var indlagt på et psykiatrisk hospital. Simpelthen for at modtage den bedste og mest intensive for form hjælp. En hjælp, som via sin intensivitet, hurtigst men også bedst muligt, fik mig nogenlunde på benene igen. Det med at komme helt på benene, det tager tid. Den bedste måde man måske kan beskrive, hvilken situation man i efterperiode af sygdommen står i, kan sammenlignes lidt med en der har haft en alvorlig hjernerystelse. Herved ment, at hovedet, der hvor psyken bor, har været igennem en gennemgribende rystelse og nu, langsomt, skal gentoptrænes for at med tiden, igen at kunne fungere.
Spørgsmålet har dog været, fungere til hvad?
Hvis der er noget jeg har lært, så er det at prioritere, omstrukturere og ikke mindst melde fra. Det er dog lettere sagt ind gjort, som så meget andet her i livet, så handler ens handlinger ofte om vaner og afspejler derudover det enkelte individs leveregel.

Fordøm mig ej
Jeg har som sådan aldrig dømt de, der måtte have en psykisk lidelse, men altid ment at vi som mennesker er nød til at tale om tingene og det ikke kun er medicin der kan hjælpe os. Alligevel er det, en del lettere at sige, at man har været indlagt på hospitalet i 3 uger, grundet en større maveinfektion. Hvorimod det at have fået en belastnings reaktion – der kastede en ned i et hul, med et mørke så ubeskrivelig, at man pludselig fandt sig selv sidde i en form for time out, mens krop og sind, lige fandt en eller anden lille form for jordforbindelse.

Ikke desto mindre, var det sådan min familie og jeg indledte denne sommer. Med et mindre kulinarisk ophold, på åben psykiatrisk afsnit, som indebar et storforbrug af kleenexx, lange gåture og en deaktivering af alt unødvendigt støj. Således at der udelukkende var et fokus på at få kræfter til at komme op til overfladen igen.

Sandheder er på mange måder de sværeste at sige men også de vigtigste.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifoden.dk

Jeg takker fordi du læste med.
– Og håber selvfølgelig, at du har haft en god sommer.

Kærlig Hilsen
Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet