Når Filmen Knækker, Del I.

– Et Sammenbrud

 

FullSizeRender

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og hvem vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg rummer, en ekstra gang. Helt nærtstående personer, har ytreret, at der er bare noget der er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet et valg om at dele, hvad der for mig, har været en livs-ændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skulderenden, eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier.

Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det, der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg vil komme i to dele og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder, blev et levende mareridt og en kamp tilbage til overfladen.

Flash Back
Jeg græder. Jeg græder så øjnene langsomt hæver op og snotten konstant løber. Jeg græder på en måde, så det findes umuligt at identificere, hvad der er hvad, snot eller tårer, mens hænder, skuldre ja selv ben ryster. Min mave kramper igen og igen, mens åndedrættet konstant ændre sit tempo og blodet pumpes afsted, som var det et damptog ude af kontrol. Det føles som om hele verden kører rundt, alle lyde smelter sammen og ligemeget hvor meget jeg end prøver, så kan jeg intet kontrollere og ro over henholdsvis krop og sind er umulig at finde frem.

Jeg får lagt mig selv i seng, hvor jeg vender og drejer mig. Jeg trækker benene op under mig selv, for så igen at strække dem ud, for at ryste uroen ud af kroppen. Snotten tørres af i pudebetrækkes hjørne mens jeg igen og igen messer for mig selv: ”Sov – du er træt”.
– Og jeg er træt.
De der har fulgt med på sidelinjen, ved om nogen hvad de sidste få måneder har indeholdt af strabadser og til tider voldsomme prøvelser. Alligevel har jeg holdt tungen lige i munden, men nu, nu føles munden tør, kæberne konstant spændt og slipper kun for at eftergive en hulken. Uendelig langsomt glider jeg hen og sover dybt og alligevel så let.

En belastnings reaktion
Jeg har egentligt altid set mig selv, som værende en pige med ben i næsen. Med en vilje der var svær at tage fejl af og en styrke som ikke engang de dygtigste sværdvægter rummer. Der skete alligevel noget, noget som gjorde at filmen knækket, bogstaveligt talt. Alt hvad jeg troede på hos mig selv og til dels også hos andre, blev bragt i tvivl og skabte frygt og pludseligt føltes alle mine tanker, som var der 20 børn i en slikbutik der valgte slik, mens henholdsvis Sundhedsstyrelsen, tandlægen og diætsten kom med deres formaninger og det dannede tilsammen en overdøvende symfoni af tankemylder. Hele min verden brød sammen og i løbet af få opkald og en længere samtale med den sødeste læge, tilknyttet psykiatrisk skadestue, kom anbefalingen at lade mig indlægge på et psykiatrisk hospital.

1 ud af 4
Jeg har til tider synes det har været svært at holde trit med reformændringer, sundheds idealer og livet som mor til to, måske mest af alt, fordi jeg er min egen hårde dommer og når det kommer til mine børn, går med livrem og seler. På mange måder er jeg perfektionist til fingrespidserne og finder jeg noget svært her i livet, så gør jeg mit ypperst for at mestre det alligevel. Mit karakterblad, vil måske, kunne fremkalde en snært af fænomenet ”12-tals pige” og igen, så var jeg ifølge statistikker og fagpersonalet mere reglen end undtagelsen. Jeg blev, hvad jeg selv mente, på et split sekund en del af statistikken om, at 1 ud af 4 dansker igennem deres liv, i større eller mindre grad, kommer i psykiatrisk behandling. Pludselig fandt jeg mig selv siddende ved et bord, omgivet med nærtstående familiemedlemmer, dygtigt fagpersonale og overlæge i psykiatri og modtog en anbefaling om en indlæggelse, af frivillig karakter. En indlæggelse, jeg på baggrund af egen selverkendelse, tog i mod og som på så mange måder, hjalp mig igennem alle de facetter belastnings reaktionen og dets efterspind bragte med sig.

 At skynde sig langsomt
Grundet min egen sårbarhed og mest af alt mine børn, familie og venner, vælger jeg ikke at gå dybere eller at opererer med andre termer, end at jeg har haft en belastnings reaktion. Det var en reaktion, der desværre medførte, at jeg for at komme bedst igennem denne form for sygdom, var indlagt på et psykiatrisk hospital. Simpelthen for at modtage den bedste og mest intensive for form hjælp. En hjælp, som via sin intensivitet, hurtigst men også bedst muligt, fik mig nogenlunde på benene igen. Det med at komme helt på benene, det tager tid. Den bedste måde man måske kan beskrive, hvilken situation man i efterperiode af sygdommen står i, kan sammenlignes lidt med en der har haft en alvorlig hjernerystelse. Herved ment, at hovedet, der hvor psyken bor, har været igennem en gennemgribende rystelse og nu, langsomt, skal gentoptrænes for at med tiden, igen at kunne fungere.
Spørgsmålet har dog været, fungere til hvad?
Hvis der er noget jeg har lært, så er det at prioritere, omstrukturere og ikke mindst melde fra. Det er dog lettere sagt ind gjort, som så meget andet her i livet, så handler ens handlinger ofte om vaner og afspejler derudover det enkelte individs leveregel.

Fordøm mig ej
Jeg har som sådan aldrig dømt de, der måtte have en psykisk lidelse, men altid ment at vi som mennesker er nød til at tale om tingene og det ikke kun er medicin der kan hjælpe os. Alligevel er det, en del lettere at sige, at man har været indlagt på hospitalet i 3 uger, grundet en større maveinfektion. Hvorimod det at have fået en belastnings reaktion – der kastede en ned i et hul, med et mørke så ubeskrivelig, at man pludselig fandt sig selv sidde i en form for time out, mens krop og sind, lige fandt en eller anden lille form for jordforbindelse.

Ikke desto mindre, var det sådan min familie og jeg indledte denne sommer. Med et mindre kulinarisk ophold, på åben psykiatrisk afsnit, som indebar et storforbrug af kleenexx, lange gåture og en deaktivering af alt unødvendigt støj. Således at der udelukkende var et fokus på at få kræfter til at komme op til overfladen igen.

Sandheder er på mange måder de sværeste at sige men også de vigtigste.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifoden.dk

Jeg takker fordi du læste med.
– Og håber selvfølgelig, at du har haft en god sommer.

Kærlig Hilsen
Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

11 comments / Add your comment below

  1. Fedt du deler din oplevelse med os, det har krævet mod. Jeg er selv lige blevet sygemeldt i fredags pga belastnings reaktion. Puha har aldrig oplevet noget ligende😢
    Pøj pøj med helbredet💕

    1. Kære Mette. Det gør mig ondt, at du nu står ansigt til ansigt men sådan en omgang. Jeg håber du får den rette støtte og hjælp til en god og solid heling. Tak fordi du læste med.
      God bedring herfra og også en flyverkrammer.

  2. Kære søde Christina hvor er du sej og modig ❤️❤️❤️❤️. At du deler dette med os! Det lyder som den helt rigtige beslutning med indlæggelse og hvad deraf følger og jeg er SÅ glad for, at du nu har det så meget bedre, at du dukker op hos os igen ❤️❤️❤️. Sender dig krammere og styrke og håber du virkelig passer på dig, så du kan komme helt ovenpå igen. Lg st dine nære gør det samme knus Mette

    1. Tusind tak Mette, at hele mit hjerte. Det var uden tvivl, et af mit livs vigtigeste Jeg-beslutninger. Hård med god og rigtig, uden tvivl. Tak fordi du læste med søde.

  3. ❤ fedt at du er så ærlig, det kræver meget af dig, men et sikker på at åbenhed er den bedste måde at komme på den rigtig side igen. 👍💪

    1. Tak Anne. Ja, tror – ja generelt her i livet, at vi kommer længst med en åbenhed. Tak fordi du læste med.

  4. Kæreste du.
    Tak fordi du deler. Og åh hvor er det sandt, fortæl og tie ikke. Jeg deler også når jeg har det skidt, hvis ikke for mig så for at mindske det dumme tabu omkring psykisk sygdom. Seje dig❤️

    1. Kære Rikke. Mange tak for dine ord og fordi du ville læse med. Sammen kan vi gøre mere og sikre at tabuet en dag ikke længere eksistere-

Skriv et svar