Sten – Saks – Papir.

 

Da jeg vågende søndag morgen, med et dask fra Carls puttekanin, kørte hele soveværelset rundt og min indre temperatur fremkaldte tanker, om muligheden for at være kommet i overgangsalderen. Det var heldigvis ikke tilfældet, i stedet viste hjemmets termometer 39,8. Det er egentlig noget mærkeligt noget med det termometer og behovet for lige at tage et ”numse tjek”.  Jeg er nemlig ofte ikke tvivl om der er feber i kroppen eller ej. Følelsen af feber kommet ofte karmufleret som en følelse af at blive skrællet, som var man en banan der skulle have en tur i frityrebadet for derefter at blive overhældt med flydende nitrogen – når jeg har feber, så er jeg direkte døende. Min mand får ret hurtigt afluret situationen og ved morgenbordet bliver søndags planerne om skovtur omlagt til ren drengetur i zoo, mens mor hun lader sygdommen rase. Og det var da også dejligt bare at ligge der, proppet med piller, med armen koblet på et the-drop og skistrømperne trukket godt op. Roen stoppede dog brat, da drengene før end forventet kommer brasende ind i lejligheden og efter sig, har de en ligebleg far.

Der er mange ting i denne verden, som kan betegnes som ”det værste” og hvis vi nu lige holder os til ting indenfor rammen navlepileri, så er det at have to raske børn med to dødsyge forældre en af dem. I ungernes verden er noget af det værste i stil med, hvem der åbner hoveddøren og om spegepølsemadden skæres i kvarte frem for halve. For Hr. Mand og jeg, så er det ultimativ sygdom. Om det så er ungerne eller en selv der er syge, det kan debatteres.

Pludselig lå vi der, med tårnhøj feber og søndagsfriske drenge og hele 7 timer til sengetid – what to do. De første 2 timer gik da sådan nogenlunde, men da vi begyndte at nærme os 2 timer fra sengetid, så skete det, mens jeg lå der på sofaen, sammenkrøbet, med Svaneprinsessen (den hitter pt. herhjemme) kørende på skærmen, en sherifhat på hovedet, det ene barn næsepillende siddende på min mave, mens den anden gennemsøgte LEGO kassen for den der lille dims som åbenbart ikke kunne undværes eller findes, der slog det mig altså – tanken, bønnen og lysten til fred. Lysten til bare at kunne ligge på min egen mors sofa, med lukket øjne, mens matador kørte i baggrunden, velvidende om at fryseren var tætpakket med filur og hvis appetitten nu skulle komme for alvor, så ville der være bøf med brun sovs i køleren. I stedet lå jeg der og var den voksne og tænkte:

  1. Gade vide hvor længe inkubationstiden er på denne her møgvirus ?
    – skulle man stang snave dem begge, velvidende om forbruget af Panodil ville stige de næste par dage.
  2. Vi kunne jo sige vi skulle kører en laaaang tur og derfor være nød til at give drengene en marzin pille?
    – At vi så hverken har bil eller er i stand til det, kan man jo altid finde ud af, når døsigheden har indfundet sig.
  3. Kan man sende sit barn i 7/11 efter smertestillende?
    – Eller kræver det fuldmagt – han skulle jo i princippet ikke over nogen vej?
  4. Vi (ungerne) kan sagtens spise havregryn til aftensmad.
    – Mon vand blandet med kakaopulver kan stå i stedet for mælk?
  5. Hvorfor har vi kun 1 ipad?!
  6. De opdager aldrig klokken kun er 17:30.
    – Det kan sagtens være sengetid nu.
  7. Mon Katten kan hente pillerne?
  8. Hvad er den bedste taktik i Sten – Saks – Papir?
    – Sten først eller papir?
  9. Har præcis penge nok i pungen, så jeg kan sagtens overtale Aksel til at aflevere ham selv og Carl i morgen tidligt.
    – Hvilken stategi skal jeg mon anvende i Sten – Saks – Papir?
  10. Fuck jeg er ynkelig.

Når sten saks papir bliver til en overlevelses strategi, så er man i min optik, på halvdybt vand. Men ikke dets mindre var de sådan Hr. Mand og Jeg kom igennem 5 dages sygdom med halsbetændelse og jeg lover jer for, at det er bedst bare at ligge hårdt ud med sten – lige fra start.

Hvis I kan anbefale et øretermomepter, så gør endelig det.
Indrømmer gerne jeg er lidt træt af den gammeldags metode som indeholder vaseline.

Tusind tak fordi du læste med.

Må du få en dejlig weekend.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Måske bliver det ikke en succeshistorie?

IMG_5201

Er gået frem og tilbage i stuen.

Har lukket dokumentet op også ned igen.

Jeg er rastløs, hvileløs og måske også en smule ængstelig?

 

Velkommen tilbage til den rigtige virkelighed
Første dag tilbage på studiet, det var på mange måder en mental milepæl for mig. En milepæl, som indikerer hvor langt jeg er kommet igennem de sidste 3 måneder og som på samme tid, også vil vise sig, som en slags test. Jeg startede på studiet efter en lang sommerferie – eller, det har den nu ikke just været for mig, for sandheden er nu engang den, at jeg ikke har holdt ferie, i stedet har jeg været syg, psykisk syg.

Undervejs i mit sygdomsforløb, blev jeg anbefalet af diverse fagpersoner, at skærer fra og generelt set drosle ned. Det betød blandt andet at der blev meldt fra, til en del forskelligt og yderligere fandt jeg det nødvendigt at omprioritere de ting der nu engang var i min hverdag. Derudover måtte jeg med en bittersød fornemmelse, formulere et 2 siders langt brev, som skulle sendes til min uddannelses studienævn. I brevet bad jeg, med anbefaling fra henholdsvis en overlæge i psykiatri og en psykolog, om en dispensation. En dispensation, som skulle give mig mulighed for at studere på nedsat tid, således at jeg ville bryde med den numeriske ramme for min kandidatuddannelse. Et brud der i sidste ende vil forlænge min samlet studietid med et semester.

Udover numerisk tid
Til at starte med skammede jeg mig og var i bund og grund flov over, at jeg ikke kunne klare det jeg nu engang skulle. Hurtigt fik en klog kvinde, nemlig min mor, mig på andre tanker. Hun påpegede for mig, at det var jo ikke fordi jeg ikke kunne klare presset – jeg var bare ikke villig til at løbe nogle chancer. Rettere sagt, udsætte mig selv for en yderligere risiko for tilbagefald. Det er i og for sig også rigtig nok. Sandheden er jo også den, at jeg ikke sidder på min flade og bare lader tingene stå til, men at jeg udover at være studerende også pt. laver et større personligt stykke arbejde, for nok er jeg udskrevet, men det betyder bestemt ikke at jeg er blevet erklæret rask.

Jeg er nok typen der er lidt gammeldags anlagt, lidt ala. ”Når du er kommet op i træet, så kan du også komme ned igen.” Problemet er bare, at jeg ikke var kravlet op i noget træ, næh jeg var faldet i et hul og hullet var så dybt, at jeg ikke kunne se op over hullets kanter. Jeg fik heldigvis opsøgt professionel hjælp, som har hjulpet mig, således at jeg nu står på en mælkekasse og akkurat kan se op over hullet. At jeg nu kan se lidt længere gør det samtidigt også lettere at sætte hænderne på kanterne omkring hullet også ellers begynde på at trække mig selv op. Det er ikke noget man bare sådan lige gør, for kanterne er desværre glatte og fyldt med skarpe sten, men jeg tvivler ikke på, at jeg nok skal komme op igen og at det så vil være en endnu stærkere Christina der vil rejse sig fra hullet. Men mens jeg arbejder på at komme op, så kræver det en del opmærksomhed og at jeg bruger en stor del af mine mentale kræfter på det arbejde, det nu engang kræver. Der er nemlig ingen lette løsninger, når det kommer til at være psykisk syg. Det der med bare at tage sig sammen, rejse sig op og komme videre, det fungere sjældent helt optimalt ret længe ad gangen og kan i og for sig også være rigtig svært “bare at gøre”. Istedet må der graves dybt og arbejdes med det der nu engang gjorde at man ente i hullet. Sådan er det ihvertfalde for mig.

Nej tak til offerrollen og tudekiks
Rom blev ikke bygget på en dag og hvis det var det, så havde det nok ikke stået endnu. I stedet kræver psykiatrisk recovery at der gøres et stort stykke kognitivt arbejde, for at sikre en korrekt heling og derudover formindske risikoen for tilbagefald. Selvom jeg nu har lært en masse og selvom jeg vitterligt oplever at jeg bliver stærkere dag for dag, så er der bare lige en brøkdel større usikkerhed i kroppen end ellers og den kommer i følgeskab med sætninger som starter med ”Hvad nu hvis” også gerne afsluttet med en negativ drejning. Hovedeksempel ”Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?” Spørgsmålet er jo reelt nok og tror sørme så, at alle studerende i hvert fald en gang i deres studietid har tænkt denne tanke og tror endda yderligere at alle mennesker, ihvertfalde en eller to gange, også tænker sådan, i eller anden sammenhæng. Jeg tror på mange måder at vi altid, som mennesker, lige tænker hvad nu hvis og det er også fair nok. Men hvorfor er det lige vi tænker det? Er det i frygt for den der nederlagsfølelse – frygten for at vi måske faktisk ikke kan klare det og ærlig snak er da også, at jeg da vitterligt tror at jeg kan 80% af tiden, men sandheden er nu engang at jeg ikke ved det og der er en sandsynlighed for at det her bare ikke lykkes men ligemeget hvad – så skal / kan jeg godt håndtere det, hvis det sker.

Jeg nægter at være et offer. Jeg nægter at spise en tudekisk mens violinerne spiller i baggrunden, i stedet træder jeg frem og må nu engang leve med accepten om, at jeg ikke skriver den klassiske succeshistorie. At jeg ikke er pletfri og det nu engang bare er sådan jeg er og det er og bliver også godt nok – også op i røven med tanken om det perfekte liv, neoliberalske strømninger og numerisk tid for en stund. For jojo – jeg ved da godt vi alle har et ansvar her i velfærdsstaten Danmark og at jeg også skal biddrage til fællesskabet. Min tur på psykiatrisk hospital var ikke just selvbetalt, til det har jeg bare at sige: Bare rolig – investeringen er givet godt ud og jeg har tænkt mig at betale krone for krone, øre for øre, for hvad der ikke dræber mig – det gør mig stærkere.

Af hele hjertet – Tak – fordi du ville læse med.

Hvis du nyder at læse mine lidt stavefejlsfyldte indlæg og ellers er typen der har en Facebookprofil,
så kan bloggen også følges der og ellers på henholdsvis Bloglovin,
Og Instagramprofilen @Mig_Og_Morskabet

De kærligste hilsner Christina, MigOgMorskabet

 

Min Vej Til Bryggen del II

Forord
Kort før indlægget skulle udgives, blev jeg desværre syg og indlagt, hvilket kan læses om HER.  Indlæggelsen gjorde at jeg satte alt på hold, hertil også bloggen. Jeg synes at det er nødvendigt, at jeg er “til stede”, når jeg udgiver noget her på bloggen, i forhold til de kommentarer og mails der kommer i forbindelse med det enkelte indlæg.

Særligt dette indlæg, indeholder en stor stolthed over et af mit livs største præstationer og drømmen om at løbe endnu et marathon kom selv samme aften som jeg løb CPH half 2015. Om bare 6 dage løber jeg igen CPH half.
– Måske går du også med en lille marathon drøm? Eller generelt bare med en stor lyst til løb, i så fald, er dette min erindring om Copenhagen Marathon 2016.

FullSizeRender

Gel og høretelefonerne, ligges ned til det allerede tætpakket energibælte. Det er i morgen det for alvor går løs og alt fra rystende hænder, mave med besøg af sommerfugle med metalvinger og ellers turbo tempo på resten af systemet, indikere, at jeg er velvidende om hvilken prøvelse der venter mig.

Den aften i september, hvor jeg hviskede til Hr. Mand, at jeg altså drømte om mere, den stod pludselig så tydelig for mig. Meget kan man sige om marathonløb, men det kan ikke gøres uden støtte og opbakning, fra familien. Slet ikke, når kalenderen i forvejen er fyldt med aftaler. Det har været en lang rejse. En rejse som begyndte helt tilbage i foråret 2015, hvor træningen til CPH Half startede. Da jeg løb PR til det løb, var lysten til mere altoverskyggende. Alligevel vidste jeg, at tiden frem til Maj ville blive uendelig hård. Faktisk ledte jeg efter mulige marathons, i efteråret 2015, for heller et kort intensiv træningsforløb, end de mange måneder med kontinuerlig langdistance træning.

forberedelse

Jeg elsker løb. Jeg elsker det løb giver mig og ikke mindst den store frihed, der er i at løbe. Det eneste der virkelig tæller ved løb, er løbesko og en god sports bh. Derfra ligger vejene for ens fødder. Vejene lå i hvertfalde for mine og den erfaring jeg havde fået ved mit første marathon, i 2013, gjorde jeg allerede kendte dets mange betingelser. Det er nemlig ikke sådan liiiige, at løbe de 42 kilometer. For mig, er selve dagen den “letteste”. I stedet synes jeg de seje træk, med al træningen, trækker tænder ud.

Normal og i tøj

Jeg havde igen trænet op med Sparta og særligt brugt deres fællestræning om søndagen, til at gøre mig klar til de 42 km. Igen – og særligt derfor, var det vigtigt at hele familien bakkede op, omkring mine lange trænings ture. Udover at træne om søndagen, blev morgenløbeturrene, klokken 4:45, igangsat. Så kunne jeg få trænet, inden familien fik øjne og uden at “miste” tiden med ungerne. Så idet jeg stod ved start, der på Bryggen og hørte startskudet, så viste jeg noget var “slut”. Alle de mange søndage, med min løbende søndagsfamilie, det var slut – måske kun for en stund, men slut var det nu engang og mit løb kunne nu blive hyggeligt, uden for meget fokus på at ramme minimum 40 kilometer om ugen og i stedet bare fokusere på løbet, som det afbræk og terapeutiske rum det også er.

Startskudet
Jeg stiller til start ved fartballonen, med sluttiden 4:40. Ved min side er min bror og foran mig, min veninde, som er indkaldt som fartholder. Min bror skal løbe sit første marathon og sit første store løb siden 2011. Vi er begge nervøse, hjertet banker derudad og benene ryster. Hele mit hoved er fyldt med tankemylder. Jeg lukker øjnene og forsøger at finde mit indre center, det rum, jeg befinder mig i, når verden presser på fra alle sider. Når er jeg er der, gælder det udelukkende om at bevare jordforbindelsen, huske på, hvad der er op og ned og derigennem finder jeg altid vejen fremad. Speakeren tæller ned, startskuddet lyder og publikums applaus giver genlyd ned langs gaden. Vi står længe, men så begynder der langsomt at komme lidt huller imellem os og vores tempo skifter, fra gående til løbende og pludselig kan jeg se tribunen på min højre side. Bassen i musikken får blodet til at pumpe hurtigere og min hals snører sig sammen, i det jeg forsøget at kvæle min hulken. Jeg bliver altid så pokkers rørt, når jeg løber afsted. Rørt over folks opbakning, men mest af alt min egen præstation.

Jeg går generelt til startlinjen, men den holdning, at vi alle er vindere. Jovist kan man som løber fokusere på personlige rekorder og placeringer, men i bund og grund, så synes jeg, det at vi som mennesker sætter os mål, vi kun selv er herre over om at nå og at vi når dem, det er en beundringsværdige bedrift. Om det så bare er de 5 kilometer til et kvindeløb, det at kunne cykle til og fra arbejde, uden Furesøen indfinder sig under armene eller at vejrtrækningen forbliver normal, når man går op til anden sal – Det er i og for sig ligemeget. At vi kan sætte os mål og når dem, det er en bedrift der vil noget. Måske mest af alt fordi, vi ved at sætte mål, ønsker at forme vores tilværelse og ofte til det bedre, for derigennem at forøge vores livskvalitet. Okay…. Livskvalitet, 42 kilometer, det hænger måske ikke sammen for alle og helt ok. Vi er alle forskellige og det er jo heldigvis meget rart, så meget plads er der trods alt heller ikke rundet om søerne i København.

3 Kilometer
Da vi løber op over langebro, fyldes min krop med adrenalin. Alle mennesker klapper og pifter af os løbere, og vi hylder dem. Inde på fortovet står min mor, søster og svigerinde. Min bror og jeg griner til hinanden, det bliver en fest.

Allerede da vi passere de 3 kilometer kan jeg mærke det. Solen står højt på himmelen og luften er tør. Det er som om hele min krop koger og ikke kan få afløb fra varmen. Jeg skubber tankerne væk og prøver at arbejder mig ind i mit center. Igen og igen forstyrres jeg, af andre løber i feltet, mit behov for at følge op på hvor min bror er, man er vel storesøster, og varmen. Varmen der gør alt dunker, hovedet er opkogt og selvom jeg ikke kan se mig selv i et spejl, så bekræfter mine brændende kinder mig i, at jeg er knald rød i hovedet. Den er gal, helt gal og vi har ikke engang løbet 5 km. Ved første væskedepot skynder jeg mig at tvinge en kop vand ned, også afsted igen. Feltet venter ikke og i min manglende koncentration, over at skulle skynde mig, får jeg trådt forkert og ryger delvist ned, for så at nå at rette op, så jeg ikke møder asfalten. Jeg bander over mig selv og tvinger igen og igen mig selv til at holde fokus. Det er dog tydelig for min faste løbermakker, fra feltet, at den er helt gal. Jeg er i krise.

IMG_3625

Da vi når fælledparken sætter jeg farten lidt op, trækker min bror med og forsøger så, at melde ud hvordan sagerne står. På grund af varmen, har jeg brug for mere væske og ikke mindst plads. Han melder ud, at det har han også. Et kort øjeblik vurdere jeg, hvilken betydning denne beslutning kan få, på de næste mange kilometer, men ved synet af en kollapset pige under 11 kilometermærket, er det lige pludselig ikke så svært beslutte, hvad der må gøres. Ved det næste væskedepot drikker jeg først en, så to kopper is koldt vand og hælder dernæst en ned af ryggen. Min bror gør det samme og mens vi står der, løber feltet videre og vi lader os frivillige slippe. Jeg kigger ned på uret og siger så pace 6:50 pr. km. Derfra løber vi afsted. Inden for få kilometer, får vi etableret et godt tempo i pace 6:40 og tillader os selv, ved hvert depot, at indtage rigeligt med væske. Rundt om os går flere og flere løber og vi er ikke engang halvvejs. Det bekræfter mig i, at det her bliver et helt andet løb, end forventet.

Jeg havde forud for marathonet håbet på sluttiden 4 timer og 40 minutter og endda snakkede om at sætte tempoet op ved 35. Alt dette bliver dog droppet, mens jeg løber der langs Kalvebodbrygge. I stedet roser jeg min bror for det kontinuerlige tempo, fortæller om at vi nu har en god plan og minder mig selv, om alle de mange træningsture. Da vi er halvvejs, er jeg ved godt humør. Vi holder en god gennemsnitstid og husker fortsat at få indtaget en god mængde vand og energi. Mens vi løber op over Dybbølsbro taler min bror og jeg om hvilken bedrift dette er og hvor flot et målfoto det vil blive, når vi løber ind : Spartaner og Telenor Medarbejder. Telenor var dette års nye hovedsponsor og havde tilbudt alle deres ansatte, at kunne deltage gratis i løbet, med fuld forplejning og meget mere – ret lækker medarbejdergode.

FullSizeRender (1)
Over halvvejs
Ved 23 kilometer står Aksel, Carl og Hr. Mand. Aksel hopper og danser af glæde og rækker sin hånd ud som tegn til High Five. Ingen tvivl om, at den High Five, er mit livs til dato, bedste af slagsen. Hr. Mand foreviget dette øjeblik og det blev så senere bedømt af Telenor, som værende et af de bedste løbsbilleder fra dagen. Kort efter jeg har hilst på drengene, sker det. Hvad der føles som en blanding mellem myre og hagl, rammer først mit højre og dernæst venstre ben, kramper. Bevist siger jeg intet, da min bror igen og igen glider en halv til en hel meter bagud og beskeden om mine kramper, ville bestemt ikke hjælpe på den indre kamp, han så småt er ved at skulle møde. I stedet skubber jeg kramperne til side og roser ham for hans præstation. Da vi krydser Nyhavn, ved vi, at vores familie står klar med æbler og anden opfyldning, på energi depoterne. Jeg joker med ham om, at han nok skal have et lille kys af sin kæreste og han smiler ved den udmelding, men da vi løber forbi Mærsk siger han så ”Hvis vi stopper op, så kan jeg ikke mere.” Vi har lige passeret de 28 kilometer og min brors løbestil taler sit tydelige sprog, han har mødt muren.

Jeg lægge mig ved hans side og begynder så at fortælle. Jeg fortælle om bygningerne, hvordan han bare skal løbe, rette sig lidt op og bare blive lige der hvor han er. Forude kan jeg se hvordan vores familie står klar med pom pommer og klapper af os. Jeg kaster et nervøst blik på min bror og råber så ”Jeg skal bruge 3 gel”. Idet jeg råber, overrasker jeg mig selv og ikke mindst vores familie. Min stemme er høj og bestemt, vil selv påstå den blot var præget af det pres vi var under. Længere fremme, kan jeg se hvordan min søster finder fryseposerne frem og rækker dem mod os. Vi snupper dem, vinker – og løber så videre. Mens vi drejer rundt om kastellet og løber op mod Østerbro station, falder tempoet. Min bror kæmper og forståligt nok, han ved ligesom jeg, at hvis han stopper nu, kan han bare følges med de andre tilbage og det jo sikkert også er hyggeligt nok. Igen og igen presser jeg på, siger han skal fokusere, finde det våben han skal bekæmpe sin krise med. Skyldes krisen manglende energi, smerter eller noget helt tredje?

Kramper og en vandslange
Da vi løber op ad Østerbrogade, for at dreje af ved Trianglen, for så at tage en sidste tur i Fælledparken, sker det. Jeg kaster et blik tilbage over skulderen og kan se hvordan min brors skridt igen og igen bliver korter. Selv er mine ben fortsat friske, lidt præget af kramperne som kommer og går, men det er okay. Min bror og jeg kigger på hinanden også retter jeg igen blikket fremad og mærker hvordan tempoet stiger. Stille og roligt løber jeg forbi den ene løber efter den anden, nogle er gående, andre står stille. Da jeg kommer ind i fælledparken, står der flere venner og hepper på mig, de får et anstrengt smil, nogle børn en high five og ellers sørger jeg for, at komme under de opstillet bruser ved de forskellige depoter.

Da jeg løber langs den første, af de københavnske søer, knækker filmen, kramperne tager til og jeg når knap nok at overveje min handling, før jeg står der, helt stille, med kun 8 kilometer til mål. Mine ben ryster under mig og smerterne er svære at lokalisere. En heppenede kvinde i skyggen, ser mine kvaler og tilbyder mig hjælp. Jeg afslår dog og i samme øjeblik løber fartballonen 5 timer, forbi mig. Min skuffelse er alt overskyggende og i den forholdsvis korte tid jeg står der og forsøger at genvinde styringen over kramperne, går alle tanker igennem mit hoved. Ikke en siger ”stop så”, i stedet håner de mig, fortæller mig hvordan dette marathon endnu engang løbes over de 5 timer og at min plan ikke holder. I irritation får jeg genvundet kontrollen og begynder så at løb. Ganske langsomt, men sikkert. Kvinden fra skyggen studere mig og begynder så at råbe højt og inderligt, idet jeg genoptager mit løb. Da jeg løber op langs, hvad der måske er Øster Søgade, ser jeg en vandslange ved kartoffelrækkerne. ”Der skal jeg hen” tænker jeg og begynder stille at krydse vejen, for at ligge mig yderst. Igen og igen stopper løber op, og hist og her sidder nogen i skyggen. På mange måder var løbet en stor mestering i, at lytte til egen krop. 10 meter før vandslangen, stå min svigermor der pludselig ”Det er Aksel der står der” og ganske rigtigt, Aksel og Carl, samt Hr. Mand står klar med vandslangen og hvilken lykke.

vandslange
At klaske is koldt vand i hovedet, en tidlig morgen, der er på mange måder befriende, men at løbe rundt i bagende sol, med høj puls og blodet dunkende i tindingerne også blive spulet med koldt vand, det kan næsten ikke beskrives. Den der grysen, chokket og gispet det giver i en, idet man rammes af strålerne, det er overraskende og på så mange måder omsluttened. At det så var Aksel, det spulet mig, det var ren lykke. Carl råbte ”Kom Så Mor” mens han klaskede Hr. Mand med den obligatoriske ”klapper”, det gav mig den sidste energi.

Bare løbe.. bare løbe..
Under løbet, tvivlet jeg ikke på, at jeg kunne gennemføre, spørgsmålet var bare hvordan og I hvilken stil. Efter min nye strategi blev lagt, løb jeg med et stort smil på læberne, med high fives til heppene børn og opmuntrende kommentarer til mine medløber, men ved de 38 kilomenter ædes jeg langsomt op. Igen og igen bryder jeg sammen mens jeg løber, for så at stoppe min egen hulken, for at sikre en god og kontrolleret vejrtrækning, mens kroppen fortsat brænder af smerte.

Da jeg løb, bemærkede jeg det kun i en lille times tid, særligt hver gang mine shorts blev våde, men da jeg kommer i mål, er mine inderlår smurt ind i blod, grundet de slidmærker shortsstoffet har lavet, for hvert skidt jeg tog. Der hvor mit løberur har siddet, er der flere dage efter et blå mærke, til trods for jeg havde sat det på, med hensyn til at kroppen vil hæve op og igen og igen må jeg dræne de vabler der har sat sig på mine fødder.

IMG_3699At passere målstregen.
Jeg løber I mål i tiden 5:07. Ved min side, er min veninde, som løb som fartholder den første del af løbet. Hun har ventet på mig og støttede mig igennem de sidste fire kilometer af løbet og det var uendeligt rart at have en der løb ind efter vand eller peptalket. Da vi kommer i mål bryder jeg for alvor sammen, Aksel, Carl, Min mand, Mor, Søster, Bror, Svigerinde og Morfar står der alle sammen og lykønsker mig.

ungerne
Selv kan jeg ikke andet end at hulke også ellers give mig til at vente.. vente på min bror. Den stolthed jeg følte, da jeg pludselig kunne skimte ham nær målstregen, det er og bliver en af de bedste og smukkeste følelser jeg nogensinde har følt i mit liv. Da han løber ind i mål, omfavner vi hinanden, vi græder og står bare sammen, mens speakeren, musikken, publikum, alle andre lukkes ude.

thumbnail_FullSizeRender

IMG_3637

Copenhagen Marathon 2016, var et unikt, smukt og fantastisk lærerigt løb.
Et løb hvor knap 10% af løbets deltager måtte udgå, hvor temperaturen lå nær de 25 grader og ikke mindst, så var og er det et løb, jeg løb og gennemførte, fordi jeg kunne, må og kan.

Det tog mig flere dage at accpetere hvilken ekstra udfordring varmen havde været og kan på en dårlig dag, forsat, mærke et lille stik af skuffelse, alligevel er det jo ikke værre end at jeg bare kan prøve igen…

Tusind tak fordi du havde lyst til at læse med.
Hvis du har lyst, kan du se min rejse til bryggen på Instagram under Hashtagget #MinVejTilBryggen2016.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig Hilsen Christina

Han har en rokketand og mor et angstanfald

FullSizeRender (7)

Han har en rokketand ..
Og min mor et mindre angstanfald.
(Jaja, jeg må godt lave lidt sjov på egen bekostning)

Det kan godt være den kære Povl Kjøller syntes, at det var det fedeste var at skrive tematiske,
genkendelige børnesange. Men hvem laver sange til os mødre – eller fædre?
– Ja jeg spørger bare.

Kunne godt bruge noget til stil med
‡ Melodi: Jeg har en rokketand (gerne med akkompagnerende rasleæg)

1 vers
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

En del problemer med en på 5′ 

For jeg siger stop tiden for pokker.

Omkværd
For Han var jo bar’ en lille en,

lille bitte lille en

og nu så vokser han og blir så stor

og mor her hun bare glor’

2 vers. 
Jeg har en dreng på 5

Og i kan tro det volder

For han har fået rokketand

For tredje gang for pokker !

Og ja – sørme så?
Om mit barn ikke er ved at skifte hele tandsættet ud på en og samme gang?!
Hvordan er det lige det giver mening.
Jeg husker tydligt dengang, hvor den lille gut fik sin første tand. Sikke en stolthed der indfandt sig på matriklen. Altså også lidt stress, mangel på søvn og alle de der fif mod ømme gummer blev da også brugt.

Men nu, så skal vi mere eller mindre altid have mønter i pungen, for vi ved jo ikke hvornår barnet igen tænker at placere en tand under puden? Herhjemme komme tandfeen med lidt mønter. Det eneste der mangler, er i virkeligheden bare at hun lige stiller en bag in box, i køkkenet, når den første tand veksle. Lidt som en slags “I feel your pain mama” eller skål – for du nu er ved at have ret store unger og derved selv bliver gammel. Det er lidt for tidligt til en midtvejskrise og har opbrugt min kvote for psykiske nedture for de næste 30 år, så lige nu gælder det om at holde tungen lige i munden og bare smile stolt og sige ”ej hvor sejt” når ungen kører bedste Kylie Minogue stil ala “spinning it around” med den ene tand efter anden. I virkeligheden messer jeg bare for mig selv, at han eddermame skal tage at stoppe det vokseri, bare for en lille stund altså.

Hvordan med jeres unger ?
Vokser de som ukrudt?
– og smider de om sig med tænderne,  som var de brødkrummerne Hans spredte ud?

Tak fordi du læste mit morbrok

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Når filmen knækker: Del II Mor På Tankehospital.

FullSizeRender (6)

Forord.
Jeg mener og tror på, at vi bør være beviste om betydningen af, hvad og med hvem, vi deler informationer med, via de sociale medier. Derfor indrømmer jeg da gerne, at jeg særligt ved dette indlæg, har måtte gennemtænke de eventuelle konsekvenser, der kan være ved at bringe de sandheder frem, som dette indlæg indeholder. Helt nærtstående personer har ytreret, at der er bare noget som er for privat og på mange måder vil jeg mene det samme. Alligevel har jeg nu truffet det valg, at dele, hvad der for mig, har været en livsændrende oplevelse og noget af det hårdeste jeg nogensinde har skulle stå i som menneske.

Jeg deler ikke dette for medlidenheden skyld, og heller ikke for at få klap på skuldrene eller endvidere for at modtaget kommentarer fra uvidende folk, der hverken kender til mig eller mine personlige værdier. Jeg deler, fordi jeg tror på, at vi er nød til at rette lyset mod vor samtids tabuer og fordi jeg om nogen for fremtiden vil ønske, at vi i et så rigt land også tør tale om det der til tider kan skræmme os aller mest.

Dette indlæg kommer i to dele, hvoraf del ét kan læses HER, og skildre hvordan jeg som kvinde og mor, oplevet, hvad der på mange måder blev et levende marridt og starten på en kamp tilbage til overfladen.

Mor er rundtosset
Jeg tror de fleste forældre ønsker at være der for deres børn og hvordan man definere det at være noget og nogen i forhold til sine børn, det afhænger i bund og grund af egne personlige værdier. Disse værdier afspejler ofte, en overordnet værdi og normsætning i det samfund, man som individ er en del af. De der kender mig, ved, at mine børn er det vigtigste her i livet og sammen med min mand, udgør de på mange måde, hvad vand er for den tørstende blomst, uden dem, vil jeg visne og med tiden tørrer ind og knække.

Men hvad gør man så, som kvinde, som mor, når man på mange måder synes at opleve et knæk på psyken. Når hverdagens stress, uforudsete udfordringer og måske endda også fortidens skeletter rammer en i solaplexus og fremkalder en mavepuster, der bringer en i knæfald og det man ellers før synes at kunne, ikke længere mestre? En ting er hvad jeg selv kunne og måtte se mig nødsaget til at gøre, en anden sag er nu engang, hvordan man lige forklare det til to små størrelser på 5 og 2½ år – det var såmænd svært nok at fortælle ens nærmeste, at man var kommet til skade, men at det altså ikke var fysisk men psykisk og det lige krævet at diverse dygtige fagpersoner under en indlæggelse, fik lov til at gøre en rask.

Min mand og jeg var hurtige til at se, at den belastningsreaktion jeg havde fået mig, ikke lige kunne fixes sådan over et par dage og at vores børn derfor var nød til at kende til en børnevenlig sandhed. Jeg har aldrig været væk fra Carl og Aksels længere end en weekend og når jeg har været væk, har det altid været med en velkendt sandhed om, hvor turen er gået til og med kendt dato for tilbagevendelse. Men pludselig var situationen en helt anden og på mange måder, var jeg det også som menneske.

Da min mand, i Maj måned, havde været så uheldig at sprænge sin blindtarm, var det egentlige sygdomskort allerede smidt og utrolig frisk i vores børns erindring og derfor var det klart for os begge, at vi var nød til at træde ekstra varsomt. Mange mener at børn er hårdfører og jojo – det er de nok, selv mener jeg ikke vi bør teste hvor hårdfører og at vi som forældre har til hovedopgave, at sikre deres evige trivsel, også når livet gør ondt og nærmest slår koldbøtter, så man selv mister pusten.

Mor På Tankehospital
Derfor valgte vi som forældre, at omsætte virkeligheden, til noget der på mange måder var håndgribeligt og serveret i en børnevenlig udgave. Sandheden var jo, at der var noget galt oppe i hovedet, i psyken og derfor valgte vi at fortælle at ’Mor var blevet rundtosset’. Altså havde Mor fået en tankesygdom. En tankesygdom, som gjorder at hun var kommet på tankehospitalet. Sygdommen var ikke farlig og smittet heller ikke og yderligere – det gjorder ikke ondt på mor. Særligt det med om mor nu havde ondt, det fyldte og derfor var det også vigtigt, at drengene besøgte Tankehospitalet, for at se hvor ufarligt det nu engang var.

FullSizeRender (5)

Nu ved jeg ikke hvor mange af jer, der har været på et psykiatrisk hospital? Indrømmer gerne, at jeg aldrig har haft sat mine ben på sådan et før… Jeg havde da utrolig mange forestillinger om hvordan den type steder var. Der findes jo diverse forskellige afsnit på sådan et psykiatrisk hospital. Der er steder både med og uden gardiner, ledninger og bruseforhæng. Der hvor jeg var, var der masser af lys, ro, en blød elevationsseng, som drengene selvfølgelig leget en del med. Der var hvad der nu ellers var brug for, på sådan et lille midlertidigt værelse, alt fra bad, skrivebord og til vasketøjskurv også et tilstødende patientkøkken.

Udover selv at skabe gode ramme for besøgene, aftale pædagogiske termer, så brugte vi noget af det ”pårørende”-litteratur, som var rettet mod børn. Noget jeg virkelig har lært i forbindelse med min indlæggelse er og var, at børn også er pårørende. Det kan nu engang godt være det var mig der havde fået klistermærket i røven, men i princippet så var hele familien jo ramt. At være pårørende og behandler, er to vidt forskellige ting, men uden deres støtte, ved jeg ærlig talt ikke hvordan jeg lige skulle have fundet fodfæste.

rosas-mor-er-pa-psykiatrisk-hospital

Min mand læste særligt ”Rosas mor er på psykiatrisk hospital” højt, dog valgte vi sammen at gøre brug af det før præsenteret term tankehospital, og sikre, at alt fra institution, bedsteforældre og behandler kendte til disse udvalgte ord og derigennem skabte vi grundlaget for at have et sprog, der gjorder det nemmere at tale om mors fravær og sygdom.

Mor har en tankesygdom
Aksel, min store dreng, spurgte mig i starten af indlæggelsen, om hvad der så skete når han blev rundtosset, altså når han gyngede på gyngerne eller prøvede en karrusel i tivoli – spørgsmålet er jo så reelt og illustrere så fint, hvordan han på en og samme tid forstår og samtidigt bekymrer sig, for hvis mor kan blive rundtosset, kan alle så blive det – kan man selv, far og måske endda lillebror? Svaret var, at forskellen mellem den rundtossethed, der opstod når man snurreret rundt på gyngerne også den der pludselig var i mig, var at min rundtossethed ikke stoppede når gyngetureren stoppede og at den tog lidt længere tid at komme af med, en den fra gyngen af.

Unavngivet

For at sikre os, at vores børn blev hørt og fik stillet de spørgsmål de havde brug for, så fik vi i begyndelsen af indlæggelsen, en samtale med en af de uddannet nøglepersoner i familie og børn som pårørende. Det var en samtale der foregik på gulvet, med legetøj og popkorn. Derudover blev mors seje seng blev prøvekørt, den kunne jo kører op og ned og lave buk hele to forskellige steder også endda styrers med fjernbetænding – det var på mange måder et hit. Udover den samlede familiesamtale, med fokus på de spørgsmål drengene måtte have og formidling omkring tidsperspektivet, hvilket fyldte rigtig meget for begge drenge, så lavede jeg selv små læselige breve, tegninger og sammen havde vi et utal af facetime opkald. Opkald som på mange måder var hjerteskærende men også bekræftende i vigtigheden omkring det at arbejde med det, der nu skulle arbejdes med. Sammen aftale vi, at når jeg ikke længere skulle være på Tankehospitalet, så skulle vi holde en rigtig pandekagefest, hvilket vi selvfølgelig holdte i bedste stil.

IMG_5095

Sidst men ikke mindst
Det er ikke kun en, men en helt familie der rammes, når et familiemedlem får en psykisk sygdom eller reaktion. I vores sundhedssystemer findes en masse tiltag for, hvordan også de pårørende kan støttes i, under og efter et behandlingsforløb, sådan at man ikke bare som patient, men familie lærer at håndtere og arbejde sig igennem en helings proces.

Jeg vil gerne sige jer tak for at I har ville læse med.

Tak for alle jeres søde mails, kommentarer og tak til alle jer – der har valgt at træde frem og fortælle jeres historie. Sammen kan vi bryde tavsheden og derigennem nedbryde tabuet omkring psyke lidelser.

Står du, eller er du pårørende, til en psykisk sårbar, så er der råd og vejledning at hente hos den humanitær, sygdomsbekæmpende organisation Psykiatrifonden

Kærlig Hilsen Christina, Mor til To.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet