Knæk Cancer Del. V

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Flashback
“Hej Chris”. Hendes øjne tindre som altid og det store brune kruset hår, omfavner hendes kønne ansigt. Hun møder mig med et smil men smilet stivner, idet hendes øjne mødre mine. Jeg kaster mig om hendes hals og græder. Jeg græder højt og inderligt. Græder som et lille barn der har slået knæet eller som er faret vild i supermarkedet og nu leder efter sin mor. Jeg græder mens vi bare står der og omfavner hinanden. Hendes far kommer ud. “Hvad fanden sker der Chris?”. Jeg ryster stille på hovedet, trækker mig så undskyldende fra min veninde og fremstammer så “Jeg skal bære kisten”.

Jeg tro’de der var
så mange dage.
Så mange dage,
var der tilbage.

Hvis vi er heldige
Sommeren står på sit højeste og jeg husker de mange snakke, min mor jeg imellem. Hun fortæller mig i slutningen af juli, at lægerne er ved at kaste håndklædet helt i ringen og vi desværre skal forberede os på, at tiden er knap. Spørgsmål omkring hvad det betyder, stilles og blev på daværende tidspunkt, besvaret med det hypotetiske svar: “Efteråret, måske hvis vi er heldige også julen.” Det vat så absurd at man kunne bruge ordet heldig, i forbindelse med en sætning som samtidigt også omhandlet døden. Alligevel lærte jeg, i løbet af det efterår, at nok selvfølgelig aldrig er nok, men lidt er bedre end intet.

Flashback
Vi går ad bladfyldte stier, mens vinden suser i træernes toppe. Min kusine og jeg, skiftes til at skubbe kørestolen. Hvis vi havde vidst, at dette havde været en af de sidste gange, vores Mormor ville komme ud på en egentlig “gåtur”, tror jeg vi kunne havde gået i evigheder. Min Mormor sidder der, håret er fortsat velsiddende men kinderne har mistet deres volumen og smyger sig istedet til hendes kæbeben. Folk der passere os kan ikke se det, alligevel er den der, kræften.

Og pludselig
er alting forbi,
og tiden bli’r
uendelig.

En lille beskeden plads
Efteråret kommer og går og min Mormor er stadig hos os. Sammen med lægerne har min Mormor taget en beslutning. Behandlingen er stoppet og en eftermiddag bliver jeg fortalt, at der er blevet valgt et gravsted. Et beskedent men smuk gravsted. Havde det været helt op til min Mormor, var hun blevet lagt ved de ukendte, men betingelserne har pludseligt ændrede sig og som altid tænkte hun på os andre frem for sig selv. Hun valgte, sammen med min Morfar, et sted vi kunne gå hen. Et sted hvor vi kunne se ænderne bade om sommeren og om vinteren lade sne landskabet tryllebinde os.

Kravlenisserne og deres nisser venner i vatlandskaber, kommer frem rundt omkring os. En eftermiddag pynter jeg op hjemme hos min Mormor og Morfar. Det er blevet en fast del af min hverdag, at besøge eller ringe sammen med hende. Selvom besøg og telefonsamtalerne, altid har udgjort en stor del af vores forhold,  så bliver de pludselige elementære for mig. Når vi er sammen ligger min iPhone tit gemt på sofabordet, mens det optager vores samtaler. På mange måder begyndte jeg at tage opbygge en falsk form for tryghed. Men hvordan gør man, når man ved at tiden er knap?

Flashback
Pigekorets smukke stemmer synger “Vær velkommen” mens jeg klamre mig indtil Morten. Så slipper jeg ham, for sammenbrudt at søge imod køkkenet. Jeg kan ikke! Mens himmelen fyldes med de smukkeste glimtende udspring, kører jeg ad cykelstien hjem. Jeg kunne ikke fejre og tage imod det nye år, inderst inde vidste jeg jo godt hvad året ville bringe mig, min familie, min mormor. Mere end nogensinde før, var jeg bange for livet. Bange for hvad der skulle ske og hvordan jeg overhoved skulle være i en verden, hvor min Mormor ikke længere var.

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit.
Vi ta’r en dag af gangen,
i morgen er der atter en dag

En lang og kold januar ..
Det bliver januar. Mørket begynder for alvor at overtage alt og min Mormor bliver mere og mere syg. Min mor har taget delvist orlov for sit arbejde, for istedet at kunne passe hende. Det hele begynder at gøre ondt, dels på hende selv men også på os andre. Selvom det kun var hende der bar sygdommen, så føltes det som om, den var begyndt at sprede sig. Oftere må jeg under mine besøg, hos hende, søge mod toilettet, for at lade tårerne få frit løb. Det hele gjorder så ondt og selvom jeg inderligt prøvede at gøre alt godt, så hjalp der intet. En af vores sidste snakke sammen, handlede om at spekulere, som hun kaldte det. Hun havde altid påstået, at det var noget jeg gjorde mig for meget i og at jeg nogle gange bare måtte være til også skulle det hele jo nok ordne sig. Hun havde som altid ret. Hun bad mig om at love, at være mere ligefrem, istedet for altid at have en plan A, B, og C, det var alligevel ikke dem jeg blev lykkelige af.

Da du gik, tog du noget af mig med
Det bliver februar, også sker det.
Jeg husker alt fra den aften, hvor opkaldet kom. Jeg husker snakken. Husker besøget i kapellet. Husker hullet i hjertet, den konstante smerte i maven, som bare vokset og åd mit indre op. Husker sorgen som plaget mig i mine sparsomme timers søvn og dagdrømmene, som jeg bevidst lod mig forføre af.

Og hvor er du?
Jeg savner dig nu.
Dit hjerteslag,
gjord’ natten til dag.

Flashback
Først et, så to sæt strømpebukser. Den sorte kjoles lynlås genere mig og hårtotter hist og her falder igen og igen ned i øjnene. Min mor taler, hun siger mange smukke og rigtige ord. Imens hun taler presser jeg benene mod bænken foran mig, mens neglene borer sig ned i håndfladen. Præsten siger lidt, holder en smuk prædiken og rundt om os er der masser af blomster, hele kirken er fyldt. Jeg rejser mig og går med tunge skidt op til kisten. Jeg kaster et sidste blik på Morten, ser så min mor smile vedmodigt inden øjnene fyldes med tåre. Jeg træder et skridt frem og mærker hvordan armen spænder op, som var det mit tungeste løft. Havde det bare været så vel. Mine tårefyldte øje er bevidst rettet mod gulvet, mens kæben er spændt op, i forsøget på at kvæle min indre hulken. Vi når ikke ret langt ned af kirkegulvet, før jeg må give efter og lade hulken slippe ud i kirkens rum. Jeg græder, velvidende om at jeg ikke er i stand til at stoppe igen mens jeg langsomt forsætter ud igennem kirkens døre, ud til rustvognen hvor jeg slippe mit tag i kisten. 

Så lys og så let,
din latter, dit åndedræt.
Nu’ alt så tungt,
min sjæl er forgrædt

Tiden efter min Mormors begravelse er sløret…

Og nu er det sent,
og alt er forbi,
en evig nat
indeni.

Flashback
Jeg retter på den flettede læder-snor i håret og fjerner med en fingrespids, lidt af den halv udsmurte eyeliner. Så kaster jeg et sidste blik i spejlet. Jeg er fuld og ser også sådan ud. Det er¨terningeaften¨ på seminaret. En af studieårets sidste fester. Festen, hvor alle studerende, fejre at de har afleveret deres skriftlige opgaver og nu kun står tilbage med det mundtlige forsvar. Det er festen, hvor alle fredagsbarernes overskud, financier at de studerende kan nøjes med at slå med to terning, for derfra at kunne bestemme beløbet for deres køb i baren. Min ånde lugter fælt af Fisk og på min blomstrede top, er der sågar en sort plet. Jeg sætter mig blandt mine studievenner og drikker videre. En kær veninde kommer over og ligger armen om mig og hvisker så, at det er herligt at se mig smile lidt igen. Hun skulle bare vide. De sidste måneder har været præget af alt fra fosterstilling, søvnløsen nætter, lange løbeture og masser af arbejde. Arbejde som har gjort krav på min fulde koncentration. Smiler modvilligt tilbage og mærker også hvordan jeg føler mig så let, ja helt levende. Flasken med fisk er tom og hurtigt hiver jeg en ny frem fra Føtex posen. Inden klokken er 18, er den også tom og antallet af indtaget genstande, er umuligt at udregne, for gruppen af dansklærerstuderende. Jeg kan godt mærke det, det hele begynder at kører rundt og pludselig er mine tanker alle andre steder end der hvor jeg fysisk er. Pludselig vælter det hele rundt og den kugle i maven, som jeg troede jeg havde spærret inde og bare lært at leve med, springer op fra sin aflåste kiste. Det er som om den i sit bad af sort væske samler fornyet kræfter og med lynets hast for jeg pakket mine ting sammen og 1-2-3 er jeg ude af studiet og på vej hjem på min cykel. Morten skriver i samme øjeblik jeg helt hovedeløst holder for rødt. Får pænt klasket noget sammen, jeg senere forstår at han har tolket som et råb om hjælp. Slingrende kører jeg op ad vejen og får smidt min cykel i stativet. Jeg burde ikke have cyklet, min kuglen i maven vælter rundt og tanken om at stå der på åben gade, når den springer, er uudholdelig. Jeg flår nøglerne op fra jakkelommen og får den med nød og næppe ind i nøglehuldet. Idet jeg drejer, sker det, som en bombe der eksplodere i mit indre, så knækker jeg sammen, og tårerne får frit løb. Mens jeg sammenbukket og med krydser ben, mærker hvordan alt i mig søger mod hver sit verdenshjørne. Billeder, minder, stemmer, alt flyder sammen og i et kort sekunder bevidsthed, opdager jeg, hvordan en varm væske løber ned af mine ben. Jeg får først skubbet døren op til opgangen og dernæst hovededøren ind til lejligheden, men forsent. Jeg kommer ikke længere end til første dørtrin før jeg ligger der, hulkende mens jeg igen og igen hamre den ene knyttet hånd imod gulvet. Igen og igen kramper maven, mens snot og tåre indsmøre mit ansigt. Længe ligger grædende, nogengange højt, andre gange helt stille, indtil jeg til sidst skriger af mine lungers fulde kræft Jeg vil have min mormor!”.

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit.
Vi ta’r en dag af gangen,
i morgen er der atter en dag.

Den 16 februar 2010 blev mit ændret. Min familie mistede sit samlings punkt og vi  stod vi tilbage med en sorg, større end ord kan beskrive.
Min Mormor kæmpede en brag og tapper kamp og formåede til det sidste at holde hovedet højt.

Ære være dit minde – Anne Marie – Verdens Bedste Mormor

Tak – fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Du kan støtte Kræftens Bekæmpelse arbejde på knæk cancer 

. . .

Har du lyst, kan bloggen også følges på Bloglovin, Facebook

Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Knæk Cancer Del IIII

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

 

Da alt ændrede sig

Flashback
Mine hænder ryster så talepapiret blafre, som var det dét dannebrogsflag, der vejrede i vinden, oppe over kolonihaven. Der er helt stille i teltet og kun min stemme og biernes summen i blomsterne omkring, kan høres. Ud af øjenkrogen kan jeg se Morten har vippet solbrillerne ned fra panden, til trods for han ellers sidder i skygge. Jeg ved det godt. Små snøft hist og her bevidner mine ords dybde og selv er min egen stemme til tider bævrende og noget nær knækkende. Jeg havde virkelig været i tvivl om den tale og flere gange overvejet blot at skrive et fint kort. Alligevel havde jeg fået overbevist mig selv om, at denne her tale var vigtigere end alle andre taler. Selvfølgelig havde det da også en betydning, at det nu var en rund fødselsdag, en 70 års fødselsdag. I talen fortæller jeg om min mormors ubetinget kærlighed. Hvordan jeg altid har opfattet hende som en Mor2, hendes betydning for mig og hvordan hun på mange måder altid tilsidesatte sig selv, for andres ve og vel. Talen hed “Når Mormor sagde hold mund”, for det sagde hun altid, når man forsøgte at afslå hendes generøsitet. Sådan var min mormor.

… det er kræft
Min Mormor bliver syg i april 2009. Faktisk havde smerterne i låret kommet og gået i et par måneder inden. Men en dag i april vender det hele og alting bliver pludselig fyldt med uvished. Den forbandede, altomfattende uvished. Selvom min Mor og Jeg, en aften med hvidvin på bordet, havde lufter tankerne, så tænkte vi begge, at det ikke kunne passe, måske fordi vi ikke ville lade det være det, som det desværre viste sig, at det var, nemlig kræft.

Flashback
Vi har jordbærkage og et tæppe med. Mine søskende er glade og min Mormor sidder der i solen. Hendes øjne er gemt bag solbrillernes tonet glas. Min Morfar, Mor og Morten er også med. Sammen snakker vi lidt frem og tilbage. Alligevel er alting forandret. For to dage siden ændrede alt sig. Alt hvad jeg før havde troede på her i livet, var lige pludselig som en både uden åre på det åbne hav, uden tegn på land i sigte. Indvendig græder jeg, men udadtil performer jeg og hjælpe til mens jeg samtidigt forsøger at være den glade pige. Men jeg er ikke glad, jeg er ulykkelig. Min mormor har kræft og pludselig er alting så forvirrende. Min Mormor smiler og klemmer min hånd idet vi siger farvel.

Lægerne siger…
Uvisheden fyldes ud af en forbandet masse undersøgelser, prøver, scanninger og samtaler. Inden at nogen overhovedet så at min mormor var syg og hele forløbet begyndte, havde Morten og Jeg bestilt flybilletterne, til vores livs backpacker eventyr. Pludselig var al rejselysten klemt ud af mig og i stedet var behovet for, konstant at være min mormor nær altover skyggende. Ugerne op til afrejse datoen svævede jeg mellem at aflyse hele møget, for i det næste øjeblik at beslutte mig for at skulle afsted. Min mor beder mig rejser og minder mig om, at lægerne siger at det er okay. En eftermiddag, min Mormor og Jeg er ude at gå, klodser hun pludselig bremsen på kørestolen. Hun fortæller hvordan hun ikke vil acceptere at jeg bliver hjemme, fra hvad der bliver mit livs eventyr. Husker vi længe står der på stisystemet og husker også, at vi aftaler at hun skal være der, når jeg kommer hjem igen. Det lover hun mig.

Flashback
Jeg græder, mens jeg gennemlæser brevet en sidste gang. Alting er pakket og klart. Pas, billetter og pengene ligger i bæltetasken. Nøglen til min veninde, som skal bo i lejligheden, ligger på køkkenbord. Det eneste der mangler er brevet. Brevet som kun skal videregives, i tilfælde af det bliver nødvendigt. Hvad skal man skrive oghvad skal man sige til et menneske, hvis man aldrig mere får chancen igen. Mine ord føles så fattige og ligegyldige. Alligevel ved jeg, at tanken om at leve et helt liv, uden at have fået videregivet disse ord, er ubærlig. Til trods for de næste to måneder vil byde på en masse oplevelser, hvoraf det eneste der er sikkert, er hvornår flyet går tilbage til København, så ligger der et guldkort i min pung, der understøtter min plan B. Jeg får rettet de sidste slåfejl. Printer så brevet og ligger det i kuverten, hvorpå der står “Mormor”.

Oppe over skyerne
Mens jeg oplever verden, sørger jeg hele tiden for at holde mig opdateret om det der sker hjemme i Danmark. Inden afrejse, aftaler min mor og jeg, at intet nyt – var godt nyt og at hun lovede at være ærlig når jeg spurgte til min mormor. Halvvejs inde i rejsen, læser jeg en mail, som tvinger mig til at droppe alt hensyn til tidsforskellen imellem os. Min Mormor er blevet rigtig syg og lægerne har fundet en større spredning. De prøver med stråler, men kræften er uhelbredelig. Min mormor er dødelig syg. I telefonen forsikrer min mor mig, at min mormors helbred fortsat er stabilt, til trods for lægerne hårde dom. Alligevel bruger jeg, efter vores samtale, mange timer under stjernerne, med tårer i øjnene og et grædende hjerte, samt en følelse af jeg var selvisk som bare fanden. Samtidigt var der også noget i mig, der igen og igen sagde, at hvis jeg kom hjem, ville det være et udtryk fra min side af om at alt håb var ude. Hvis der er noget jeg har lært, så er det, at i forbindelse med den ene eller anden form for kræftsygdom, at håb er en af de vigtigste former for medicin.

Med blod og blæk..
Da jeg endelig står i Kastrup lufthavn, mere brun end jeg nogensinde vil blive igen, er hun der. Min mormor. Jeg græder helt ukontrolleret da jeg ser hende. Jeg græder af taknemmelighed, af skam og mest af alt af glæde. Hun er lige der, min Mormor. Dagene efter min hjemkomst er fyldt op med tid, sammen med hende. Det er tydeligt at sygdommen for alvor er ved at få fat og en eftermiddag, kort inden hendes fødselsdag, spørger hun om jeg ikke vil være sød at skrive et kort for hende. Først der forstår jeg, hvor fremskridende sygdommen er. Alligevel lokker jeg hende til at fatte kuglepennen, en sidste gang, for blot at skrive hendes underskrift. Dagen efter, på hendes 71 års fødselsdag, viser jeg hende, hvordan hendes underskrift nu pryder mit højre håndled og selvom hun normaltvist ikke påskønner tatoveringer, lykkes det hende alligevel ikke, at skjule hendes glæde og stolthed over, at jeg nu havde fået lige præcis den tatovering. Da vi synger fødselsdagssangen virker det hele så forkert. Min Mormor som ellers altid har været en bred hoftede dame, sidder nu der på stolen, så tynd og stille. Flere gange mærker jeg tårerne presse på, men alligevel synger jeg, mens jeg tænker på, hvordan verden så ud, for blot et år siden.

fullsizerender

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske endda dem, som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer Del III.

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed. I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.

– Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Når det der skulle være normalt, ikke længere er det

Trafikken nede på gaden, buldrer derudaf. På altanen, ved siden af, sidder to duer og rykker rundt om hinanden, mens de kurer på livet løs. Hvis ikke jeg tænker helt galt, hopper den ene på den anden, lige om lidt. Björks vokal fylder rummet op, mens jeg selv, hviler hovedet mod dørens åbning. Der er helt stille i lejligheden. Lige om lidt kommer mine søskende hjem, også vil de formentlig begynde at lege. Jeg håber ikke de har tænkt sig at lege gemmeleg, det larmer så meget. Så hellere lydende for de to duer. I hjørnet står min skoletaske, jeg burde kigge på opgaven om jordbundssystemer, men jeg orker det faktisk ikke. Jeg er træt, lidt ugidelig og måske også lidt for selvoptaget.

Ved aftensmaden snakkes der løst og fast henover bordet. Min lillebror fortæller om hvad ham og en ven lavede i frikvarteret og min søster brokker sig over hendes rullende fritidshjem. Egentlig kan jeg godt forstå, at det er lidt kedeligt at være i Zoologisk Have, hver 4 uge – men igen, hvor slipper man lige en afdeling af et fritidshjem løs på Christians Havn? Jeg hjælper med at rydde af, mens min mor børste tænder med mine søskende. Da den sidste tallerken er sat i opvaskeren trækker så igen ind på værelset. Jordbundssystemerne venter stadig, men jeg overbeviser mig selv om, at de også er der efter et afsnit Friends.

Midt i afsnittet kommer min mor ind. Hun er lidt bleg og ligner en der ikke helt om hun skal grine eller græde. Hun gør ingen af delene. I stedet sætter hun sig på min sofa og spørger om hun lige må snakke med mig om noget. Jeg pauser afsnittet og bemærker så stilheden ude fra lejligheden, mine søskende sover sikkert. Jeg sætter mig ved hendes side og nikker så mens jeg spørger “Er der noget galt?”. Jeg kender allerede svaret. Selvom min mor altid har gjort en dyd i, at skelne mellem at hun var voksen og jeg “barnet”, så kender jeg hende alligevel på en måde, som jeg tror de fleste kender deres forældre. Hele hendes måde at træde ind i lejligheden på, når hun kommer hjem fra arbejde, kan ved simpel afkodning sige alt om hvordan hendes humør er og om hvordan hendes dag har været. Tror i princippet, at mennesker der kender hinanden godt, altid vil kunne læse hinanden på den måde også selv det menneske man nu engang læser, aldrig har til ønske at belemre andre med dets egne problemer. “Nu siger jeg det ikke til dig, for at gøre nervøs men…” tænker ved mig selv, at selvfølgelig gør hun ikke det – hun sætter altid vores andre ve og vel foran sig eget. Alligevel bemærker jeg, hvordan strømpebukserne kradser, huden omkring mine kinder bliver varm og hænderne svedigt. Jeg hader ordet “men”, det er sjælendt at det ord bringer noget godt med sig. Det gør det desværre heller ikke i den sammenhæng. I stedet fortæller min mor mig om nogle prøver, som har givet anledning til flere prøver og nu en operation. Hun siger det ikke, for jeg ved det allerede. Operationen skal gøres for at forhindre en mulig mutation. Det kan godt være min opgave om jordbundssystemer venter i tasken, men jeg har i det mindste hørt efter i biologi. Lige nu vil jeg også skide de jordbundssystemer et stykke. Vi snakker lidt frem og tilbage og om vigtigheden i ikke at tro det værste, også kommer den, hendes undskyldning for at være nød til at fortælle mig det her, som var det noget hun selv havde bestilt hos slagteren. Det er typisk min mor, til trods for jeg har passeret de 18 og mere eller mindre snart pakker hele ungdomsværelset i flyttekasser, så undskylder hun for at belemre mig med denne oplysning. Da jeg tilbyder at tage med og sikre mig hun nu kommer ordentligt hjem efter operationen, afslår hun. Det klare de voksne, min mor og hendes mand selv. Vi ender med at forhandle os frem til, at jeg kan nøjes med at hente mine mindre søskende den pågældende dag også lige give et ekstra nap med hjemme. Selv har jeg lyst til at skubbe alt til side og ligge mig fladt ned. Indkøbe skumfiduser, leje Pretty Woman, sætte Anne Linnet på anlægget og købe den største buket hos blomsterhandleren , alt sammen bedst som min mor ville kunne lide det. Inden hun går ud af værelset, siger hun så “Christina, det er sikkert helt normalt efter operationen og nok aldrig noget der viser sig igen“. Alligevel er hendes svar hult og præget af usikkerhed, vi ved det begge godt, da jeg brødebetynget smiler og siger “Okay Mor”.

Den aften drømmer jeg, om jordbundssystemerne som bryder op og ødelægge smukke blomsterbede. Jeg drømmer om den mørke skov og at jeg selv står der helt alene og kalder på min mor, men hun kommer ikke. Næste dag tager jeg uforberedt ud på studiet. Morgenmaden er droppet, jeg har alligevel ingen appetit. Mit udtryk er tarveligt og har ikke fået den opmærksom det normalvis ellers får, foran spejlet. Ude ved cykelskuret møder jeg en studieveninde, med en smøg hængende i mundvigen rapper hun “Du ligner sgu da lort” men i samme sekund, som hun har sagt sandheden, fortryder hun. “Ej – du skal sgu have en krammer Chrisser”. I hendes arme fremstammer jeg så, en sætning der begynder med “Jeg er simpelthen så bange“.

. . .

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske
endda dem som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer Del II.

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.- Tak fordi du vil læse med.getimage-ashx_

Da hun sagde “Min Mor har kræft”

Der er så småt begyndt at skyde erantisser og krokus op fra jorden. Min ånde er ikke længere synlig når jeg går i skole og i frikvarterne, særligt dem efter spisepause, kan man sidde op af skolemuren, mens forårs solen varmer. En aften kommer min mor ind på mit værelse. Klokken er mange og jeg forbereder mig på en formaning om at jeg skal ligge mig til at sove. I stedet sætter hun sig på min seng og siger så, at der er noget hun er nød til at fortælle mig. Jeg sætter mig ved hendes side, trækker benene op og slår armene om dem. Ganske langsomt fortæller hun, hvordan hun ved besked om, at en af mine helt nære veninders mor er blevet ramt af kræft. Ordet kræft, er på daværende tidspunkt, stadig noget uhåndgribeligt og uforståeligt. Nok ved jeg at det er en sygdom, at min egen Farfar er død af det før jeg blev født og I skolen har vi I forbindelse med et forløb om kroppen, snakket om forskellige sygdomme, hvor kræft var en af dem. Jeg ved at der nede i solcentret er begyndt at hænge plakater omkring solbeskyttelse og at der i Tyskland er nogle skræmmende billeder på deres cigaretpakker.

Min Mor fortæller mig, at kræft desværre er en rigtig hård og forfærdelig sygdom og at man yderligere kan blive endnu mere syg, af al den medicin, som lægerne skal bruge for at fjerne den. Sammen sidder vi, jeg spørger lidt ind til det hele men ret hurtigt lærer jeg, at kræft ofte også handler om en stor mængde uvished, en grusom og pinefuld uvished.

Næste dag går jeg i skole. I min mave ligger en lille sort kugle, den har ikke glatte overflader, men er instedet kantet. Alligevel er den kugleformet og slynger sig rundt, så jeg får ondt i maven. Min veninde kommer ikke til første time, heller ikke til anden, men efter ti pausen ser jeg hende ude i skolegården. Hendes hår er brunt, kruset og smør sig om hendes kønne ansigt. Hun har de dejligste øjne, som jeg altid har syntes lignede et dådyrs. Hun er en god veninde, kærlig, lattermild, fuld af fis og et til tider stort temperament. Hun er en stærk pige og har en sangstemme så smuk, at når hun synger, så er det næsten så ens eget hjertet græder.  Hun retter lidt på tasken og kender man hende, så ved man, at hun er eftertænksom. Jeg kender eftertænksomheden hos hende, alt for godt, både fra når vi sidder i matematiktimerne og synes det hele er noget værre vås, til når vi har haft et dumt skænderi og ingen af os helt ved hvad det handlede om. Jeg går hende i møde og smiler kejtet.
Hvad fanden skal man sige?

På mange måder, har min egen fars død, bragt noget godt med sig. Jeg ville selvfølgelig til hver en tid, heller have haft en far – men alligevel så ved jeg, at det og have mistet har gjort, at jeg har kunne tage, de til tider lidt hårde snakke. Vi når ikke at sige så meget, jeg tager hende blot i hånden og sammen fletter vi fingre. Vores lærer kommer ind, den næste time skal til at begynde. Han smiler blot og siger så ”Hvis du har lyst, må du gerne tage Christina med dig og snakke lidt, det her er ikke vigtigt”. For første gang i skolen historie, er tysk ikke vigtigt – ja alt er faktisk ligegyldigt nu. Vi går ned af den tomme skolegang og stopper så. Jeg ved det godt, ved godt at det kommer, at hun skal til at sige det. Hun slipper min hånd og vrider sig så lidt. “Min mor har fået kræft.” Hun er stille, mens hendes øjne fyldes med tåre og underkæben sitre. Jeg slår armene om hende, tænker et kort sekund, at det er godt jeg endelig er blevet lige så høj som hende, for nu kan jeg endelig favne hende ordenligt. Vi står længe og bare holder om hinanden, mens vi græder. Efter noget tid hvisker jeg til hende “Det er noget værre lort.” Så trækker vi os fra hinanden, smiler på den måde man nu gør, når det hele faktisk bare er rigtig trist. Vi sætter os op af en radiator og sammen sidder vi bare, med vores fingre flettet. Vi snakker om vind og vejr, om hvordan hun selv har fået beskeden om hendes mors sygdom og om den forbandet uvished der nu fylder.

Da jeg kommer hjem fra skole, bliver tasken kastet hårdt ind i væggen. Det giver et ordentlig dunk idet den rammer, for så at falde til jorden. Hurtigt finder jeg en cd frem, kaster dets hylster fra mig, smider skiven på ghettoblasteren og skruer op. Jeg åbner hurtigt mine jeans, får sparket dem af mig, finde silke boksershortsene frem og synker så sammen på gulvet.

Da jeg rejser mig, er shortsene, med den ellers så glade Pink Panter fyldte med, hvad der kunne være regndryp. Jeg er restløs, vred og ked af det . Kuglen i maven fra i morges, har vokset sig meget større og dens kanter river i mit indre. Ude fra entréen kan jeg høre min mor er kommet hjem. Stille går jeg op ad gangen, ud til køkkenet. Hun når ikke engang at sige noget, før jeg hænger om hendes hals. Sådan står vi, mens jeg lader snot og tåre blande sig ind i hendes tørklæde. “Kom hun i skole?” Spørger min mor stille, jeg nikker mens jeg stadig har hovedet gemt i hendes tørklæde. “Fik du talt med hende?” Nikker igen og trækker mig så væk – “Men jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, intet er jo godt nok“. Tårerne pibler frem, mens jeg vrider mine hænder. “Nej – men måske handler det ikke så meget om hvad du skal sige, men mere hvad du gør og at du lader hende vide at du er der.” Jeg smager på ordnerne, nikker så, men mærker stadig hvordan klumpen i maven vokser. “Men Mor” siger jeg, helt stille, velvidende om, at mine ord omhandler det værst tænkelige, ”Hvad hvis nu at hun dør?” Min mor slår armene om mig, mens hun stille hvisker “Det ved jeg virkelig ikke.”

. . .

Hver dag rammes familier af kræft. Nogens Mor, Far, Søskende eller Bedsteforældre. Hver dag mister nogen en de har kær, til en utaknemmelig og forfærdelig sygdom. En sygdom der kommer som en tyv om natten, gennemroder ens værdier og efterlader en tilbage med en følelse af at have mistet noget af det dyrebareste man havde. Jeg støtte op om kampen imod kræft. Jeg støtter fordi jeg selv og nogen jeg har kær, har oplevet Cancers grofuldheder. Jeg støtter, fordi jeg håber der findes en kur, således, at ingen skal opleve det at miste familiemedlemmer, venner eller kollegaer, til cancer.

Jeg takker fordi du læste med og jeg håber du vil sende de der kæmper, dem der har mistet eller måske endda dem, som på nuværende tidspunkt, står midt i uvisheden, en tanke.

Kærlig Hilsen Christina

Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Knæk Cancer : Del I

Knæk Cancer fordi..

I denne uge er det officielt Knæk cancer uge. Det bliver en uge hvor der kommer et større fokus på en ubarmhjertig sygdom, dets ofre, dem der kæmper og ikke mindst deres pårørende. De af jer som tidligere har læst med på bloggen, ved nok at også jeg har haft kræften tæt inde på livet og yderligere selv har været i angstens greb i forbindelse med svær dysplasi i livmoderen.

Jeg tror på videnskaben, på kærlighed og har lært at den ofte kan være et stort og vigtigt våben.
Dræb det med kærlighed.
I uge 43, ønsker jeg derfor at bringe flere indlægs, som alle omhandler mit eget møde med kræften, gennem mit relativ korte liv.

– Tak fordi du vil læse med.

getimage-ashx_

Mit første møde med kræften

 

Jeg kommer til verden en kold februar morgen i 1989. Tilstede ved min fødsel er min elskede mor og min far. Det bliver hurtigt understreget at jeg er en lille pige og fotografierne fra fortiden, illustrere så fint, de stolte smil og glæden over et lille nyt liv. Jeg lærer ord og titler på folk omkring mig. Mor, Far, Bror, Mormor, Morfar, Farmor og mange flere. Jeg lærer også at sige Farfar, dog ikke til et egentlig menneske, men som et led i en beskrivelse af, at min farfar er i himmelen, fordi han er død. Han er død af kræft.

Som årerne går, indfinder der sig små traditioner og da min far dør, så bar særligt julen tradition for, at min mor, bror og jeg besøgte kirkegården med familiegravstedet. Her husker jeg hvordan vi  studeret alle de mange fine små “haver”, kun adskilt af den lille hæk og med et underlag udgjort af perlegrus eller anden form for småsten. Jeg husker hvordan jeg samlede særligt de hvide sten og  lavede små hjerter ved min egens Fars gravsted og nogle gange også ved min Farfars. Jeg husker at jeg som barn ikke helt forstod og at jeg syntes min Farmors bryllupsbillede var flot og alligevel også lidt specielt, for på billedet med min søde farmor, var der en mand jeg aldrig havde mødt.

Idag ved jeg mere om hvem min Farfar var og jeg kan huske fine beretninger fra min Farmor om hvad der var hendes livs store kærlighed. Jeg ved fra min mor, hvordan min Farfar var som Svigerfar og jeg er blevet fortalt hvordan hele hans sygdomsforløb var intet mindre end forfærdeligt. Jeg ved at min Mor oplevede og så hvordan sorgen ramte hele min Fars familie og jeg ved, at den dag han døde, så døde min Fars og hans søskendes Far, min Farmors Mand, nogens ven, kollega og ja i bund og grund også hvad der skulle have været min Farfar en dag.
Jeg ville ønske jeg vidste mere, at jeg havde kendt og haft en Farfar. Jeg ville ønske at jeg havde kunne have brugt ordet Farfar på den måde titelnavne skal bruges og jeg ville ønske, at min Fars familie aldrig skulle have mistet en så elsket og vigtig person. Jeg tror, at meget ville have været helt anderledes hvis han stadig havde været her på jorden.
– Hvil I fred Farfar
Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina
Hvis du har lyst, kan du på knæk cancer give et bidrag, så vi sammen, kan knække kræften

Nej til børn – ja til forskellighed

Den anden dag, da jeg var ved at gøre mig de ugentlige indkøb i Rema, stod en dame bag mig i køen. Indrømmer da gerne, at jeg havde forholdsvis mange vare og eftersom at jeg endnu ikke mener at være klar til at være kundevognstypen, havde jeg, som altid, en kurv på hjul og en i hånden med mig. Ofte kan den kurv uden hjul, stå ovenpå den med hjulene og derved være et sted for de mere skrøbelige vare.
Da jeg så stod der ved kassebåndet og lagde varerne på båndet, udbrød damen bag mig, da jeg løftede nr. 2 kurv op : ”Sikke en masse vare”. Jeg smilte venligt til hende og sagde så ”Ja, sådan er det når man er børnefamilie – det er nemmere at handle alt ind, en gang om ugen”. (Sådan er det i hvert fald for os). Damen gengældte mit smil og sagde så ”Ja, det ved jeg ikke noget om…. Jeg har ikke børn og kan heller ikke lide dem”..

Altså, nu vil jeg selv mene at jeg er ret large i forhold til vi som mennesker er forskellige og derfor også kan have forskellige holdninger til diverse ting – Jeg indrømmer gerne, at jeg mener trafikken kører bedst, når man holder sig i den rigtige side at kørerbanen og det er nemmest at høre hvad én i flokken siger, hvis de andre venter til det bliver deres tur, til at sige noget. Ellers synes jeg det er frit for enhver at mene og gøre som de vil, så længe det ikke komme andre direkte til onde eller at man forsøger at overbevise andre om ens holdninger ved tvang eller andre umenneskelige handlinger. Som sådan forstår jeg da godt, at de børn ikke er for alle og det er da også okay Så jeg smilte, måske lidt anstrengt til damen og sagde ”Nå, jamen sådan er vi jo forskellige – du må have en god dag”. Samtidigt med at jeg sagde dette, lagde jeg den sidste vare på båndet, lagde den der pind som adskiller varene op (Hvad hedder sådan en i grunden egentlig) og gik så ned i den anden ende, for at påbegynde pakningen af varerne. Da det blev damens tur til at pakke vare, var jeg fortsat i gang med at pakke ugeindkøbene ned og der sagde hun så, ”Det med jeg ikke lide børn, kommer nok af at bo ved siden af en meget larmende børnehave”. Smilte blot mens jeg inderst inde kunne mærke min indre sociolog hoppe op og ned af nysgerrighed – for tror ærlig talt ikke en larmende børnehave alene kan ligge til grund for sådan en livsændrende beslutning.

Af al respekt for damen, så bevarede jeg kontrollen overfor denne nysgerrighed. Også da hun bandede over detplagende barn i den anden kø. Alligevel fylder hun i mine tanker og mødet med den ”Børnehadende dame” ligger derfor også til grund for dette indlæg. For det slog mig og gør det faktisk rigtig tit – at verden eller i hvert fald vores samfund, går meget på børnene og deres forældres behov. Okay – ret skal være ret, arbejdsmarkedsudvikling mm. gør ikke. Men hvor fylder det at have børn meget i vores debatter. Selv synes jeg jo moderskabet er helt fantastisk og beriger mit liv på måder, som jeg ikke selv kunne havde forestillet mig inden jeg fik børn. Men derfor, har jeg stadigvæk en stor respekt for de mænd og kvinder, der bevist fravælger det at blive forældre. Da steriliserings debat rasede, tænkte jeg igen og igen, hvorfor nu ikke? Hvorfor kan en kvinde, der i en alder af 21 år, ikke have et lige så godt argument for ikke at ville have børn – som hende på 21 der vælger at få dem?

Forældreskabet er en privat sag, alligevel har vi via de offentlige instanser, skabt nogle rammer for hvad der anses som godt forældreskab. Vi har i Danmark en masse love for hvad vi som forældre skal og ikke må, i forhold til vores børn. Alt imellem er en gråzone. Selv mener jeg da, at der findes forskellige former for omsorgssvigt og at vold mod børn kommer i både fysisk og psykisk form. Vigtigst af alt, så tror jeg på, at det vigtigste i forældreskabet er at bestræbe sig på at gøre det bedste man nu engang selv kan. Jeg ved dog, for egen erfaring, at det kan være rigtig svært at holde tunge lige i munden, mens børnepsykologer anbefaler den ene og anden form for kontakt, anderkendende tilgange og vigtigheden i ikke at skælde ud eller ligefrem råbe af sine børn. For ofte tror jeg at vi tager køb på den der ide om det perfekte forældreskab. I stedet brude vi som samfund skal lade det normale, det virkelige liv træde frem i lyset.

Det betyder derfor også, at vi må acceptere at lykken ikke findes, men det gør det gode liv til gengæld. Lykke er noget vi som mennesker kan føle og hvad der lige præcis udløser denne følelse stilstand, det er en individuel sag. I går, da jeg spillede Loping Luii med Carl og han slog flyver op i hovedet på mig, og med det samme kysset der hvor den ramte, der følte jeg lykken, fra næsetip til tåspids. Det betyder dog ikke at jeg har opnåede et lykkeligt liv. Jeg har et godt liv, med op og nedture og i det ligger der en masse følelser, som hvis man lagde dem op på den mentale vægtskål så ville det postive opveje det negative. De negative følelser affødes desværre ofte af krav, krav som jeg stiller til mig selv og ”pisker” mig selv med. Krav som kommer grundet min egen selvforståelse og krav som jeg har hentet hjem fra byen.  Jeg tror desværre vi i samfundet stiller for store krav, krav som istedet burde afspejle virkeligheden og ønsket om det gode liv, frem for det perfekte. For det gode liv kommer nødvendigvis ikke følgeskab med ægteskabelige løfter, lortebleer og ligusterhække. Faktisk er det lige præcis de hække der skræmmer mig alle mest og det er den frygt for de hække der, der igen og igen bekræfter mig i, at der hvor jeg er, er helt perfekt for mig. At andre så gør hvad de gør, det er helt okay – for der skal være plads til os alle sammen. Et godt liv kommer i mange former og skal leves herefter.

Med dette indlæg, ønsker jeg derfor at hylde diversiteten.
Hylde forskelligheden mennesker imellem.

Både damerne i Rema1000, larmende børnehavebørn, de homo og hetrogene, det monogamiske præget ægteskab og det mere åbne forhold. Det vilde såvel som stille single liv, dem med og uden Emmaljuga barnevogn – så skal vi alle have lov til at være her.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet