2016, et livsændrende år

fullsizerender-7

Det måske meget almindelige at der ved afslutningen af noget, lettere eftertænksomt reflekteres over hvorledes det pågældende nu er forløbet. I hvert fald har jeg altid været mere stille, indesluttet om man vil, og tænk over hvad det forgangende år har brudt på, ved et kommende årsskifte.

År 2016 har været et livsændrende år på alle måder.
Alligevel indledte jeg ikke året med det helt store tanker og havde jeg haft muligheden for det, ville jeg nok havde undt mig selv at få en lille hentydning om hvad året ville bringe mig. Jeg fejret ankomsten af år 2016, med min lille familie og nogle nære venner. Nytårsfesten var på bedste vis en fest i børnehøjde og med fokus på blot at være hinanden nær. Igen i år, vil årsskiftet blive fejret med min lille familie og gode venner. I stedet for at fremsætte de helt store nytårsfortsæt, har jeg påbaggrund af den erfaring jeg nu har fået mig i år 2016, valgt at have tiltro til, at jeg vil kunne takle de udfordringer der nu måtte komme og at jeg vil gøre det på en måde, så jeg stadig formår at kunne flette fingre med min mand og give mine børn al den kærlighed de fortjener.

2016, var et epokegørende år for mig. Det var året hvor jeg gik til mine første eksamener på kandidatstudiet i pædagogisk sociologi og klarede det med bravur.  Karakteren blev givet sammen med en kommentar om at hvis jeg fortsatte i samme stil, så kunne eksaminatoren kun spå mig en spændende fremtid som forsker. I det kommende år vil der også være eksamener, men min indstilling til dem er anderledes og skal mere ses som pædagogiske øvelser frem for forventningen om tocifret karakter. Målet er nok at præstere, men i en grad som en simpel karakterskala ikke kan bedømme.

img_7766

2016, et år med mange lykønskninger og mål
Carl fyldte 2, Aksel 5, Hr. Mand 32 og Jeg selv 27 år. Det kommende år vil byde på flere fødselsdage og mærkedage. Før vi får set os om står den på suttestop for Carl. Det er selvom jeg syntes det var i går han smed bleen. Aksel tæller dage til skolestart og i og med hans super flotte Ninjago skoletaske, hænger på knagen i børneværelset, er spændingen ikke blevet mindre, tværtimod. Han er klar og jeg forventer selv at blive det undervejs, måske med lidt bekymrings tåre og et glas vin eller to. Æblerov, Hr. Mands tredje barn, vil også vokse sig større og jeg tør ikke gøre andet end at bakke op på bedste vis og fortælle om den tiltro jeg har til det projekt min mand og hans makker har gang i. Det er de færreste der tør og kan gå af de selvstændige iværksætterveje og i stedet for at stå med skepsis, har jeg tillid og glæde over, at må opleve at se min mand lave det han brænder aller mest for.

For mit eget vedkommende, vil 2017 være et år hvor projekter færdiggøres og andre sættes i søen. I året der er gået har løb, fitness og sund kost fyldt en del. Dog ikke med det for øje at skulle understøtte et bestemt vægttab, men blot som hovedingredienser i en sund og aktiv livsstil. Denne livsstil har jeg bestemt tænkt mig at bringe med videre til 2017. Om det så også betyder at der skal løbe trailløb, marathons og halvmarathons, det har jeg ikke helt besluttet og det skyldes mest af alt, at jeg måske mere påpasselig med hvorledes jeg bruger mig selv og den tid jeg nu har.  Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke drømmer om nye løbemæssige mål og jeg har da allerede to større løbstilmeldinger liggende, men om jeg igen kan findes under et hashtag ala #MinVejTIlBryggen2017, ved jeg endnu ikke helt, det vil tiden vise.

Hvad jeg dog ved er at min familie og jeg håber på langt mindre sygdom i 2017. Vi tager gerne lidt af det der omgangssyge, men ellers vil vi forsøge at holde os fra flere spængte blindtarme og indlæggelser på henholdsvis hospitalsafdelinger med somatiske og psykiske sygdomme. Been there, done that, got the tshirt eller faktisk fik vi mere sådan nogle hospitalsarmbånde eller Hr. Mand gjorder. Alt hvad der kan skade håndledet eller andre steder på kroppen udleveres ikke på de psykiatriske afdelinger. Det er i sin flertydighed, syge humor.

img_7782

2016, Et lærrigt år
Jeg lærte meget af 2016 og har på mange måder erhvervet mig en dybere og mere nuanceret selvindsigt. Selvom jeg på mange måder bare gerne vil ligge hele indlæggelsen og det at blive psykisk syg bag mig, har jeg i stedet besluttet mig for at lærer af det. Det var en beslutning jeg tog, selv samme dag jeg tjekkede ind på den psykiatriske afdeling. Jeg valgte at tænkte i muligheder frem for begræsninger og jeg håber inderligt at jeg i mit møde med år 2017,  fortsat kan se de mange muligheder der måtte være og komme med tiden og yderligere, at jeg så vil formå at melde til og fra, som det nu bedst passer ind i min egen og  familiens udvikling.

2016 var et år der indholde det livet nu engang er, en stor pose blandet bolcher, nogle sure, andre søde, stærke også igen bitre. Jeg tror at alle de forskellige sammensætninger gør, at vi bedre kan forstå og værdsætte livet, hvis vi med tiden føler dem alle. Selv kan jeg kun sige det sådan, at jeg ville selvfølgelig gerne havde været foruden en masse af de sorger og pinsler 2016 bragte, men igen, så ville jeg heller aldrig have lært alt det, som jeg nu kan. Det der ikke dræber gør kun en stærkere og hvis der er noget jeg er blevet i år 2016, så er det at jeg er blevet stærkere og det er ikke kun noget den lavere fedtprocent indikere men også blinket i øjet.

img_7783

Moderskabets udvikling
Mit moderskab har i 2016 også udviklet sig fra at være spændt ud mellem en tumling og en lille dreng, til nu at favne en lille og en stor dreng. Der har været rokketænder, klatreture i træerne, de fineste lange sætninger, førstegangs legeaftaler, overnatninger med FDF og en overgang fra vuggestue til børnehave, og fra børnehave til skolegruppe. Der er i sandhed sket rigtig meget i mit moderskab og det har stille krav til mig og min en pædagogiske forståelse. Det har til tider gjort at jeg har tænkt hvilken planet kommer barnet fra? Men alligevel står jeg oftere og oftere og beskuer mine to skønne drenge, hvis skønne og fascinerende personlighed kun vokser og vokser.

På mange måder blev 2016 et år som har bedst af at blive husket for alt det gode, som der jo også var, på trods af alt det onde. Alliegevel ved jeg, at jeg nok aldrig vil glemme året 2016 og at det til evig tid, vil være året der ændrede alt. Kunsten er så, at ændrede det, til det bedre.

Jeg vil sige dig tusind tak for at have læst med igennem året.
Tak til dig som i ny og næh kigger forbi og lige samler op.
Tak fordi du gider og at du gør det, tusind tak.

Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår.

Kærlig Hilsen

Mig Og Morskabet, Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen

Fordi du fortjener det

7f582b39-03c0-4ad1-8e5c-1ccf9e63d470-200-200

Kære pædagog.
Du var der, da jeg ikke længere kunne være det.
Du forstod mit grædende morhjerte, som talte ”morders-blods-sprog”.
Du forstod alle mine lange forklaringer om det ekstra lag.
…om kaninen, om ynglings siden at sove på og om behovet for opkaldet, efter opvågning.

Du tager imod mine børn med åbne arme, som var det dine egne.
Du er anderkendende og irettesætter når det er nødvendigt, på en god og konstruktiv måde.
Du giver plads til tosset dans på bordene, til mandagstræthed og til at holde i hånd, selv når kollegaen er syg og endnu flere børn kræver din opmærksomhed, så er du der, for hver og en.

Du ser dem.
Du husker det, som de glædede sig til at skulle i weekenden, når de er tilbage om mandagen.
Du forstår vigtigheden i at du er der, når vi andre ikke er.
For det vil jeg bare gerne sige tak, tak du kære og vigtige pædagog.

Hele mit liv er jeg vokset op med, at min mor købte en flaske vin op til jul
– faktisk købte hun ofte 3.
Ikke fordi hun selv skulle drikke dem, nej sådan et indlæg, er dette altså ikke.
Hun købte de flasker vin, fordi de skulle gives væk.
De skulle gives til nogle yderst vigtige personer.

Forleden købte jeg 3 faktisk 4 gaver.
Ikke kun for mig selv men for alle børn og forældre fra drengens stue.
Det er faktisk nogle af de aller vigtigste julegaver, jeg giver hvert år.
Selvfølgelig er sms’en til mødrehjælpen og lappen i Kvickly med julehjælp også vigtig
– men denne her gave, gaven til mine børns pædagoger.
Den er vigtig.

Det er og bliver mig til evig tid et under at lønningerne er som de er, for nogle af de vigtigste mennesker på arbejdsmarked. Nemlig dem som skal passe på vores, børn, vores alle sammens børn, samfundets børn.

Jeg forstår det ikke .
Jeg kan råbe højt og synge med inde foran Christiansborg.
– jeg kan sætte mit kryds et særligt sted.
Også kan jeg anderkende det arbejde, som bliver gjort.
Det kan jeg gøre med et lille påskeæg, en pose vingummier med bånd om en fredag eftermiddag også med ord, ord der siger tak – tak fordi du gør det du gør !

Jeg ønsker ikke blot mine børns pædagoger glædelig jul, men alle pædagoger glædelig jul.

Tak til alle jer, som tit og ofte løber lidt ekstra stærkt, som lytter, trøster og opmuntre, tak.

Tak fordi du gør det du gør!

Dette indlæg kunne være skrevet til så mange andre fagfolk i dette land og jeg håber inderligt at indlægget kan inspirere til lige at give lidt ekstra her i julen. Det behøver ikke kræve mere end et lille håndskrevet brev, faktisk kan det være så meget mere værd, end selv den største pakke under træet.

Jeg vil samtidigt selvfølgelig også gerne ønske dig og dine en rigtig glædelig jul.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kunsten at kunne mærke efter

 

img_7363

For god ordens skyld, eller i forhold til markedsføringsloven, og fordi jeg ikke ønsker at tage jer i bagdelen, så vil jeg gerne gøre opmærksom på at indlægget er delvist sponsoreret. I forhold til at være psykisk sårbar, så er det dog 100% selvforskyldt eller lidt lomme psykologi ville nok påpege at det spiller sammen med nogle social-psykologiske forhold MEN jeg tænker i har fanget den.

– Tusind tak fordi du vil læse med.

Det er noget mærkeligt noget. Noget som jegpå mange måder lider under og særligt efter mit sammenbrud i sommers. Faktisk led jeg også under det inden. Jeg led under det i sådan en grad at det udløste en stress betinget belastnings reaktion, som så smed mig i et mørkt sort hul efterfølgende. Jeg led eller lider af, at have svært ved at mærke efter. Altså jeg kan godt mærke når maven siger ”Jeg er sulten” eller ”McFeast med ekstra ost tak” også kan jeg også mærke når maven er mæt.
Og det er så faktisk det.
Det efterlader et stor ødemarked-område, hvor alt fra søvn, glæde, gråd, lyst, angst og ja i princippet egne behov, er sådan lidt svære at lokalisere. I bund og grund er der masser af behov og følelser, nogen gange så mange at selv det at tabe en kartoffel på gulvet, kan udløse en tudetur, men sådan er jeg altså bare og det er også okay.

Det der bliver problemet er at det for mig er svært og mærke sådan rigtig efter, for derigennem at kunne forstå hvad jeg egentlig har lyst til. De lystbetonet behov, kan i min optik ikke fylde hele dagsprogrammet, men de kan præge den enkelte dag rigtig meget, hvis vil lader dem. De enkelte gøremål kan afspejle min energi og stemningsleje. Det er ikke sådan at jeg vågner om morgen og ikke har lyst til livet -tværtimod, jeg vil vitterlig gerne det liv og mest at alt, så vil jeg rigtig gerne de mennesker som er i det. Problemet er bare at jeg har svært ved at mærke hvad jeg rent faktisk gerne vil. Det kan måske lyde lidt egocentreret og post teenageagtigt ala. Trunten som har 10 fredagsmuligheder og ikke helt kan tage stilling til, hvad der skal spille hovedrollen i dén enkelte episke fredag aften. Det kan for nogen ogs lyde meget pleasende. I stedet er det sådan for mig, at hele karrusellen kører, mens lirekassen spiller skingre negative toner i baggrunden og belysningen kaster skygger præget af samfundsmæssige krav. Sådan føles det i hverfalde nogengange, tit og ofte, inde i mit hoved.

Eksempelvis ønskede jeg i dag at hente Carl efter han havde spist frokost i børnehaven. Det var et lystbetonet behov, som opstod allerede tidligere på ugen. Derfra at få lysten, til også at gøre det, ja der plejer ikke at være så langt, men efter i sommers, så er det ikke længere sådan. I stedet begyndte spørgsmåls-tanketoget at kører. Nogle af spørgsmålene er relative blide i det, så som ”Hvad skal vi lave?” og andre er af negative karakter med et twist af forventninger ala. ”Kan jeg nu også holde en god hyggedag?”. Det kræver derfor at jeg mærker efter og det er nok lidt ligesom med de helt små nyfødte pus, hvis nervesystem ikke er fuld udviklet og de derfor ikke kan regulere varme og kulde. Det kræver at der er nogen,som gør det for dem og derudover påføre børnene tøj, der understøtte denne varmeregulering. Der er bare ikke nogen som kommer og giver mig sådan en følelsesmæssige flyverdragt på. I stedet så handler det om  at få sat sig ned også mærke rigtig godt efter og set på de forskelligepsykiske parameter. I forhold til Carls og min dag, så fik jeg sat mig ned og fandt frem til, at det jeg faktisk aller mest havde lyst til og brug for, det var at gå og holde Carl lidt i hånden og bare have ren Mor og Søn tid. Carl og jeg nuppede derfor et lille smut på skøjtebanen efterfulgt af gåtur i Frederiksberg have. Under vores gåtur blev vi forfulgt af diverse gæs, måger og ænder. Man er populær, når cykelkurven er fyldt med det bedste toastbrød fra Netto til 6 kr.

fullsizerender-6

Selvom jeg nu sidder her, med den der helt specielle følelse, man nu har i kroppen, ovenpå en god dag. Så tænker jeg stadig, at det bliver rigtig rart når jeg for alvor igen bliver helt stærk til at mærke efter og hvor vigtigt det er at jeg også får lært mine drenge at gøre det samme. Lige pt. så øver vi mest det der med at mærke fysisk efter. Så som at ungerne skal mærke efter om maven har en mæthedsfølelse. I sensommeren handler det for Carl, i forbindelse med blestoppet, om at mærke om der i kroppen var den der tissetrangsfølelse. Lige nu er der et lidt større fokus på Aksel , som lige om snart er skolebarn og derfor også i ret stor grad skal være selvkørende. Det betyder blandt andet at han skal registrere om det er koldt på ørerne og om det i sådan en grad at han fryser, for så skal han tage en hue på.

fullsizerender

Livet var på mange måder mere enkelt dengang ungerne var bebser. De ligne små fede Teletubbier, mens de sad der i deres flyverdragter, dem der med ”puder” bagi, som gjorder at ungerne ikke førs, når sad i en tilfrosset sandkasse og bare observerende hele verden. Dengang kunne de selvfølgelig ikke helt registrere kulde og varme og det var her jeg som Mor, havde ledt hele overtøjsmakrede igennem, for at kunne påføre dem, hvad der var”Bedst i Test”, for både at sikre at ynglet ikke frøs og derigennem heller ikke scoret for mange sygedage. Mange ting har ændrede sig siden de sad der i sandkassen. Carls flyverdragts bagdel, har stadig en ”pude” bagi og den er også stadig bedst i test, men han er ikke længere bare observerende. I stedet er han løbende, dansende, hoppende, gyngende, cyklende og nogle gang også klatrende og det kræver selvfølgelig sit, både af overtøjet men også af hele følelsesværket. Det kræver at han kan mærke efter og yderligere udtrykke behov.

unavngivet

Guds gave til Carl, var udover det utrolige lyse hår også at udstyre ham med en god viljestyrke og lyst til at udtrykke den. På mange måder misunder jeg drengene og deres übber varmeregulerende overtøj. Unger kan kaste sig ud i hele følelsesregisteret, næsten uden nogen blinker med øjnene. Jeg tror til gengæld de færreste ville modtage et dramaskrig om hvorvidt jeg fryser om fingrene eller synes det mega tarveligt at det ikke var MIG som fik lov til at åbne hoveddøren, med kyshånd. I stedet ville jeg nok igangsætte tanker om hvorvidt jeg er gået helt fra forstanden? Når det er sagt, så skal det altså tages lidt med et gram salt, altså kun det med misundelsen omkring følesesregisterudtryk – det med prisvindende overtøj, det er rigtig nok. Jeg tror nemlig vitterlig ikke det er særlig spændende, at være i de der udviklingsfaser ungerne til tider er i. Også forstår jeg godt Aksel nogen gang ryster på hoved, når jeg forsøger at belærer ham om det at mærke efter, på de mere fysiologiske tegn. Han skulle bare vide, hvorledes hans såkaldte voksne mor selv har det, når det kommer til at mærke de psykologiske behov. Der er ikke nogen voksen der kommer og siger ”Ih hvor kan jeg godt se du bliver vred nu” eller ”Du er da godt nok blevet rigtig ked af det”, for ligesom at anderkende følelsen og derigennem lærer en at stifte bekendtskab med den. I stedet er der bare mig og mit spørgsmåls-tanketog, som jeg lige så stille tager kontrollen over. Så jeg i sidste ende, nok skal blive super god til at kunne mærke sådan rigtig ordentlig efter, så jeg ikke bare gøre alt muligt mærkeligt for alle andres skyld.

Jeg vil gerne takke for at du læste med.

unavngivet1

Hvis du synes ungerne ser dejlige ud, så kan de selv laves. Du kan bare google ord som samleje, kunstig befrugtning eller måske rugemor, for en DIY vejledning. Hvis du derimod synes deres testvindende overtøj fra Reima, ser super spændende ud, så kan det ses og købes på blandt andet Reimas egnen hjemmeside Reima.com. Herhjemme er vi fuldt ud tilfredse med varmereguleringen, kvalitet og det gælder både for modeller med og uden ”pude” bagi.

Kærlig Hilsen

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet