Da jeg gik i stykker..og fik en depression…

Forord
Jeg har længe, rigtig længe gerne ville udgive dette indlæg, men af helt personlige årsager, har jeg valgt at vente.
Jeg har ventet, ikke for kun at skrive om mine sejre eller fremstille en glansbillede lignende overflade, men fordi jeg har været nød til at være sikker på, at jeg selv på mindre tolerante dage, kunne stå på mål for mine egne ord.

En af de mange årsager til at jeg vælger at skrive dette indlæg, skyldes jeg selv oplevede, da jeg blev syg, at føle mig helt alene og det er på trods af at hver 5. dansker rammes af det, jeg blev ramt af.
I mine tidligere indlæg ”Da filmen knækket” del 1 og 2, som kan læses HER og HER. Der skrev jeg indledningsvis, hvorledes jeg mente at vi alle har et ansvar for at skabe de forandringer som vi ønsker os. Jeg ønsker at vores alt for snævre normalitetsforståelse udvides og det tabubelagte gitter, der ligger over psykiske sygdomme, rives væk. Jeg ønsker at vi kan leve i et samfund, hvor det er okay – ja acceptabelt at have været forbi psykiatrien. I takt med medicinal industrien vokser, den ene nye diagnose efter den anden popper frem og vi konstant etablere tårnhøje forventninger til os selv og hinanden, så tror jeg kun udviklingen går en vej og at mange flere, som jeg selv, vil være nødsaget til at søge psykiatrisk hjælp, af den ene eller anden slags. Selvfølgelig vil jeg med min pædagogiske og sociologiske baggrund, gerne se, at de tendenser som vi i dag ser og oplever i samfundet, de ændre sig. Således at færre udvikler psykiske lidelser eller diagnosticeres med den ene eller anden form for diagnose.  Når jeg skriver som jeg gør, er det fordi jeg mener at den mindst lille uregerlighed overflyttes til en kasse med påsat label og det finder jeg stærkt foruroligende. Det er på mange måder en helt anden snak og et helt andet og mere kritisk indlæg. Jeg mener bestemt ikke at der skal ses ned på hverken folk med diagnoser eller psykiske lidelser, faktisk mener jeg at vi i samfundet har brug for en lang støre forståelse og information, for bedre at kunne støtte og hjælpe de, der måtte have brug for det.

Jeg håber dette at indlæg, på mange måder kan være med til at få øjnene op for, hvor vigtigt det er at vi passer på hinanden og også os selv. Min fortælling er min og i nogens øjne er det måske den positive fortælling om psykiatrien, andre igen ville mene noget helt andet. Jeg vil bede dig læse dette indlæg med respekt og ydmyghed, og sidst men ikke mindst takke dig for at læse med.

. . .

Det er en sommeraften, den aften hvor det sker. Jeg er alene med drengene og har i tiden op til denne aften løbet rigtig stærkt. Ikke kun fysisk, som da jeg løb Københavns marathon, nej også mentalt. I længere tid har jeg været presset og selvom jeg hele tiden forsøger at finde muligheden for at restituere, er det bare ikke muligt. Der var to afsluttende eksamener på mit kandidatstudie, en dreng med konstant ørepine, som 1-2-3 skulle have lagt dræn også var der den nat hvor min mands blindtarm sprang og jeg måtte ringe 112, sidde på intensiv afdeling og i chok færdiggøre en skriftlig opgave og efterfølgende stå som græsenke i en uge, mens Hr. mand lå og var noget så syg på hospitalet. Det var bare lidt af alt det, som gik forud for den skæbnesvanger aften i Juni måned.

Pludselig knækkede filmen og jeg oplevede på alle måder, hvad det bogstavelig talt ville sige at blive syg i hovedet. Det hele væltede rundt, i vrangforestillinger, sorte mørke tanker, spindet ind i angstens altomsluttende greb. Hvad gør man – når armene og ben ryster, øjnene flakker og hjertet pumper som skulle det sprænge ud af brystet. I mit tilfælde så gik jeg i seng, for jeg måtte jo bare være rigtig træt. Problemet var bare, at alt mørket opsøgte mig i mine drømme den nat og flere gange vågnede jeg ved at angsten forsøgte at kvæle mig.

En belastningsreaktion
Næste morgen spillede jeg skuespil overfor mine børn, som kun er en Oscar værdig. Lige efter mine drenge kører afsted mod børnehaven sammen med Hr. Mand, falder jeg sammen. Hulkende og fortvivlet. Den er helt galt men hvad, det ved jeg faktisk slet ikke. Jeg ved bare at det hele føles pludselig så forkert og at alle mine tanker er præget af et stærkt tunnelsyn. Mens jeg samtidigt kan mærke hvordan det hele falder sammen, møder jeg konstant mine tanker med en patelogisk tvivl. Var det nu også helt så galt? Overreageret jeg ikke bare lidt? Jeg ender med at finde min telefon frem og får ringet efter hjælp. Inden jeg får set mig om, sidder der en psykiater og sygeplejerske i min stue. Efter en lang samtale, så spørger psykiateren lidt forsigtigt, om jeg ikke vil med over på psykiatrisk afdeling. Hun mener jeg trænger til fuldstændig ro og at jeg har fået en belastningsreaktion. Af hensyn til mig selv, det ansvar jeg nu engang har for at tage hånd om min egen sundhed og ikke mindst mine børns mor, vælger jeg at lade mig indlægge.

Timer derefter er sløret, fyldt med angstanfald og konstant utryghed for, hvad det var der skete inden i mig. Sandheden var, at jeg gik helt og aldeles i stykker. 

Stille pakker jeg mine ting sammen, løbetøj, en studiebog og lidt til ansigtet også cykler vi ellers sammen med Frederiksberg Psykiatriske Hospital. Psykiateren forklarer mig, at grundet den måde jeg kommer “ind” på, så skal jeg på en intensiv afdeling også kaldt for et lukket afsnit. Det hele sortner for mig og igen og igen overmandes jeg af angst. Lysten til at sige “stop jeg har det meget bedre nu” kommer, men alligevel tvinger jeg mig selv til at fortsætte. Det her handler ikke om hvad jeg vil og ikke vil, det handler om at jeg har et ansvar for tage hånd om mig selv og den mor jeg skal være for mine to børn.

Vi kommer ind på afdelingen. Der er stille og kun lyden af nøgler der rasler eksistere. Der er en lang gang med en masse døre også nogle store åbne rum, med et køkken, et bordfodboldbord og et kreaområde. Der er også en lille gårdhave, hvor en af de andre patienter sidder ude. På dørene står der tal. Vi går hen mod døren med nummeret 8 på. En høj mand kommer imod mig, han smiler og giver mig så hånden. Psykiateren er sød, hun hjælper mig med at pakke ud, overlever de ting som ikke må haves uden observation og sammen holder vi så et lille møde. Ret hurtigt bliver vi enige om, at jeg bare skal have helt ro også går de. Idet de lukker døren falder jeg sammen på gulvet og græder. Min hulken giver genlyd i det halvtomme rum og mens jeg tager mig til hovedet, kan jeg mærke hvordan hele min verden splinters til atomer og alt det lys, jeg ellers altid selv syntes at have haft en egenskab i at se verden med, det er slukket. I stedet er der bare helt mørkt.

Den intensive psykiatriske afdeling
Jeg vågner ved at jeg har hjertebanken. Luften jeg indånder er kvælende, tør og den får min hals til at lukke sig sammen. Hurtigt løber jeg ud på mit badeværelse og får tændt for vandet. Jeg må have luft – vand – jeg må ud. Hele lokalet begynder at kører rundt og sorte pletter danser foran mine øjne. Hurtigt får jeg klasket en hånd på alarmknappen og får sat mig gulvet. Min krop begynder at ryste, mens verden går opløsning. En sygeplejeske kommer ind, jeg hører hende ikke og mine øjne registeret intet. Hun sidder der bare, med armen om mig, mens hun stille vugger mig for side til side og tæller, ganske langsomt. Hendes stemme er blød, rolig og monoton og lige så stille begynder mit hjerte at sænke sine pulserende slag, luftens tørhed forsvinder og de sorte pletter for øjnene fortager sig. 

Min mor og hendes mand kommer og besøger mig, senere samme aften, som jeg er blevet indlagt. Det eneste jeg kan huske, er at alle mine hårstrå føltes som nåle der konstant prikkede mig i hovedbunden og at jeg ikke ture forlade mit værelse. Min fortid har gjort mig bange for uforudsigelige mennesker og nu var jeg selv og ja, formentlig også alle de andre på afdelingen, uforudsigelige. Jeg er pludselig bange for alt og mest af alt mig selv. Jeg kan se på min mor og hendes mand, at den er helt gal. Min mor, den stærkeste kvinde jeg kender, nærmer sig mig og som da jeg var lille og verden stor og farlig, tager hun min hånd og sammen sidder vi længe sådan. Vi aftaler, at min mor skal være med til mit møde med afdelingens lægen dagen efter, så der er ekstra øre på og en til lige at sikre sig, der passes ordenligt på mig. Hele tiden frygter jeg, at lægerne kun vil række mig et pilleglas også ellers være ligeglad med alt det andet.
Selv jeg, havde mine fordomme om psykiatrien.

Pause
Jeg svinger imellem at græde, tænke i løsninger og være bange. Hurtigt får jeg lukket ned for verden udenfor. Jeg får meldt afbud til diverse møder, arrangementer og ikke mindst alt det som også trækker. Alt hvad der kan poppe op på min telefon det rykkes til en mappe, som for tildelt titlen: Pause.

Efter en nat på den lukket afdeling, aftales det at jeg skal overflyttes til et åbnet afsnit, et mindre intensivt afsnit. Da jeg pakker mine ting sammen, bliver jeg henter af en sød sygeplejeske, som følger mig hen på det nye afsnit. Der møder jeg hende, hende som er med til at vende alt op og ned, Maria. Maria er mørkhåret, hun smiler hele tiden og har de flotteste sneakers, i lækre farver. Hun kigger imødekommende på mig, idet jeg kommer gående med mine få ting. “Hej Christina, velkommen til” Hendes københavner accent er ikke til at tage fejl af. Sammen går vi mod mit nye værelse, et værelse jeg kom til at tilbringe umådelig meget tid på, i ly for al udefrakommende støj, så jeg lige så stille kunne få ro til at koncentrere mig og det der foregik i mit indre. Det er stadig kun lørdag, selvom det føles som om jeg har været indlagt i flere uger. Jeg er træt og plaget af konstant tankemylder. Når jeg vågner op, er det med hjertebanken, mørke tanker og en angst for alt omkring mig. Jeg husker stadig hvordan jeg en morgen vågner, jeg er badet i sved og de sorte pletter danser for øjne, mens kroppen ryster og tankerne bliver mørkere og mørkere. Kun et inderligt skrig, præget af rædsel, kunne få mig ud af tankernes overmandende kraft. Jeg skreg, skreg til min hals føltes øm og tilrevet af luften. Maria er der med det samme, hun holder om mig, mens jeg ligger sammenrullet i sengen og mærker hvordan hele min krop ødelægges af mine tankers mørke.

En psykisk sygdom
Det er mandag. Jeg er startet dagen med en løbetur, sammen med en fysioterapeut. Selvom jeg kun har været på afdelingen i 3 dage, har jeg fået løbet dagligt, med en ledsager. Når jeg løber forsvinder uroen i kroppen og løbet var på mange måder mit eget forsøg på, at holde fast i noget af det, som altid har kunne hjælpe mig, når hovedet har haft brug for en pause. Selvom jeg hverken er til fare for mig selv eller andre, er jeg skrøbelig og lyden af en gøende hund eller grædende babyer, kan igangsætte et panikangst anfald, så derfor havde jeg den første tid, altid en ved min side, når jeg besøgte ”verden udenfor”. Det er meningen jeg skal mødes med min kontaktperson, en psykolog også overlægen i psykiatri. Vi skal sammen lave en behandlingsplan, så jeg kan komme på benene, hurtigst og bedst muligt.

Mine drenge har sammen med Hr. mand, besøgt mig dagen før. Besøget var på mange måder fantastisk og alligevel endte jeg med at ligge sønderknust sammenrullet på et gulv, mens det ene angstanfald overmandet mig efter det andet. Selvom jeg så gerne ville, så kunne jeg ikke. Når jeg forsøgte at følge mig dejlige drenge og deres bevægelser, blev det hele sløret. Mine bevægelser var langsomme, som foretog jeg mig alt i slow motion og allerede efter de havde været der i 10 minutter, kan jeg ikke længere registrere hvad de siger. Min stemme bliver snøvlet og trætheden overmander mig. Tanken om, at jeg en dag skal kunne være på i24/7, føles pludselig så uvirkelig, for sandheden er, at jeg ingenting kan.

Da jeg sidder ved det runde bord, med min kontaktperson ved min side, og stille fortæller om mig selv, min opvækst, mine mange mentale ar og svigt, skriver henholdsvis psykiateren og psykologen en masse ned. Jeg fortæller lidt om mit stresset forår, om mine tanker og om alt det jeg godt kunne mærke der havde ændret sig den seneste tid. Jeg har altid været god til at sætte ord på, hvad der rør sig inde i mig og jeg kommer fra en familie ,hvor vi altid har talt om det vil føler og tænker. Alligevel forstår jeg ikke helt, at jeg nu sidder der og hele tiden tvivler jeg på, om der nu virkelig også er noget galt med mig. Måske er det hele bare noget jeg ”spiller” eller dramatisere. Psykiateren er dog ikke et sekund i tvivl og da hun siger ordene, bliver jeg først uforstående og alligevel falder alt på plads. ”Christina, du har fået en belastningsreaktion som har gjort du har udviklet en stressbetinget svær depression.” Hun stiller mig en række spørgsmål, noter lidt i ny og næh og sammen med psykologen og min kontaktperson, fremlægger de en intensiv og kyndig behandlingsplan. Da jeg går fra vores møde, er jeg synderknust og fuld af skam og vrede.

En depression
Første gang jeg hører ordet depression, er i folkeskolen. En af mine klassekammerater fortæller en dag, at hendes far har fået en depression. Jeg husker ikke så meget, for sandheden var nok, at vi ikke var de mest tætte. Alligevel kan jeg huske hun fortæller, at hendes far sover meget og er rigtig ked af det. Nogle år efter forelsker jeg mig hovedløst og ubetinget i en gut, som er en del ældre end mig. Han er sød, udfordrende og på mange måder med til at udvikle mig følelsesmæssigt, på godt og ondt. Under en af de første gange vi er sammen og for alvor begynder at lærer hinanden bedre at kende, fortæller han mig, at han har en depression og at han tager medicin for det. Jeg kan huske at jeg på mange måder at var ligeglad, det betød ingenting, jeg elskede ham alligevel. Igennem de knap 4 år vi var sammen, så jeg som pårørende, hvad, en på mange måder ubehandlet depression, kan gøre ved et menneske.

Jeg er af den tro, at det ikke er medicinen som kan gøre en rask. Jeg tror at en depression er og føles som, det at være i et hul. Et sort og dybt hul, med rigtig skarpe og på samme tid glatte kanter, som kan gøre det umenneskelig svært at komme op af. Antidepressiv medicin kan så fungere som en mælkekasse, som man, hvis det anses af kyndige fagfolk som værende nødvendigt, kan stå på, for så at kunne se – næsten op over hullet. At komme op af hullet, kan medicinen ikke gøre, det kræver i stedet en forfærdelig masse terapeutisk arbejde. Under min indlæggelse arbejdede jeg intensiv med en masse kognitive værktøjer, mens tiden samtidigt arbejdede for mig. En depression, en svær en, tager tid. Ingenting ændrede sig over en nat, men langsomt og sikkert kom jeg stille og roligt på benene. Ofte var min udvikling præget af to skridt frem og et tilbage og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde har kæmpet så hårdt, som da jeg blev syg.

Jeg har blandt andet qua min uddannelse, en forskers tilgang til verden. Så jeg læste og søgte på alt det, som jeg selv kunne gøre, for at få min hjerne til at producere så mange af de gode signalstoffer, som overhoved muligt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at behandle mig selv, krop og ødelagte psyke, så godt som muligt. Hele tiden lyttede jeg til de dygtige fagfolk jeg havde omkring mig og accepteret, at selvom jeg for en stund var sat udenfor min familie, mine børns og mands liv, så ville det arbejde jeg gjorde, mens jeg var indlagt, være en investering for livet.

Oppe af hullet
Det er nu knap 3 måneder siden jeg kom op af hullet eller jeg ifølge de skala test, som foretages i psykiatrien, ikke længere havde en depression. Det passer meget godt med at jeg på samme tidspunkt en dag, eller faktisk efter en længere god periode, mærkede hvordan mit hoved ikke længere blev forstyrret af mørke tanker, eller at min hverdag ikke bar præg af depressionens mange symptomer. Igennem mit intensive forløb på psykiatrisk afdeling, lærte jeg, at det vigtigste var at komme op eller ud af depressionen. Efter en lang udslusning fra den psykiatriske afdeling, fulgte et offentligt pakkeforløb, som skulle bygge videre på alle de værktøjer, som jeg havde fået under min intensive behandling. Den første tid så jeg med skam på min indlæggelse men lige så stille, så begyndte jeg at acceptere at jeg nu engang var blevet syg og vigtigst af alt, at jeg havde været ressourcestærk nok til at søge hjælp og få hjælp. Samtidigt forstod jeg også, at den intensive behandling jeg havde fået, havde været med til at forkorte mit sygdomsforløb. Det handlede om at skynde sig langsomt men også om at sikre, at jeg igen skulle stå stærkt og hvis ikke mere solidt end nogensinde før.

Jeg lærte på den hårde måde at jeg måtte kravle før jeg på ny kunne gå. Det vigtigste var at komme ud af depressionen, for derefter at arbejde med, hvad der lå til grund for at jeg havde fået den også selvom min depression var stressbetinget. Jeg ser det selv sådan, at jeg herigennem langsomt men sikkert, får fyldt det sorte og dybe hul, for dernæst at lægge et solidt fundament. Det er fundament som vil være stærkt og indeholde en masse egenskaber, styrke og kompetencer, som jeg fremadrettet vil kunne trække på, så jeg med anker i min nu bedre selvforståelse, kan styrer mit eget liv, i et meningsfyldt og en depressionsfri retning. Der er ingen garantier her i livet, det ved jeg om nogen, men der er læring og erfaringer, som på så mange måder kan gøre en umådelig meget stærkere.

. . .

Jeg vil gerne sige dig tusind tak, fordi du læste med.

Med dette indlæg, har jeg hverken ønsket at pege fingre, fordømme eller foreskrive de rigtige og forkerte løsninger. Min eneste opfordring herfra er, at vi som mennesker husker at passe på os selv og hinanden. Ingen er usårlige og selv den stærkeste og mest funklende stjerne kan brænde ud. Nogen gange kræver det mere end man selv lige ønsker sig det, at få stjernen tændt igen. Dette var min fortælling, min historie.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Et farvel til sutten

fullsizerender-8

I det øjeblik Carl dækkede sine øjne, med hans små hænder, der besluttede jeg mig for at det her indlæg skulle skrives. Det tog mig et split sekund også skubbede jeg tankerne til side. Hans suttestop handlede ikke om mig, men udelukkende om Ham, om Carl og hans sorg over at miste sin sut.

Mine erfaringer med et suttestop, er ikke de store. Det er de ikke, på trods af at jeg er mor til to drenge, som begge har brugt sut. De har endda brugt selv samme mærke, nemlig Philips Avent sutter. Her er bestemt intet ønske om skjult reklame og indlægget er heller ikke lavet i samarbejde med andre, end mig selv og min dårlige samvittighed. Efter det her suttestop, er jeg næsten ude i at opfordre alle sutteproducenter i at sætte billeder af grædende børn på æsken. Billeder der skal fungere som advarsels om det store afsavn som barnet kan opleve, når det en dag skal stoppe med at bruge sut. Tænker dog alligevel at det er lidt som med rygere, det er ikke et billede eller store fede bogstaver, som afholder en fra at gøre noget, som føles så rart og godt på et bestemt tidspunkt.

Det første suttestop
Aksels suttestop var utrolig dramatisk og husker hver lille bitte detalje fra dagen, hvor han stoppede med at bruge sut. Det var nemlig ikke planlagt, langt fra. En lang historie kort, så var Aksel blevet storebror kort forinden har stoppede med at bruge sut. Fordi han nu var blevet storebror, så ville vi ikke bryde mere op i hans normalitetsforståelse ved også at smide et suttestop på banen. I tilfælde af, at der er nogen læsere med, som står med børn der snart skal smide sutten, så er det en af ”hovedreglerne” eller anbefalingerne i et suttestop. Der skal være plads og tid til det og helst ikke ske for meget omkring barnet når et suttestop skal finde sted.

Da Aksel lige var blevet storebror til Carl, som har hovedrollen i dette indlæg, så ville vi gerne vente lidt med et suttestop, til trods for Aksel så ville være lidt over 3 år før han stoppede. Børnetandlæger anbefaler, at hvis et barn bruger sut, at den så smides inden barnet er 3 år. Dette er grundet risikoen for skader på tandsættet og som derigennem kan forsager et krydsbyd, overbid osv. En morgen da jeg skal aflevere Aksel sker der det at han falder i børnehaven og slår 2 tænder op og en ud. Der er blod alle vegne og 1-2-3 sidder vi i en taxa påvej til en børnetandlæge, som skal se på skaden. Hurtigt konkludere tandlægen, at Aksel har mistet en tand og ja slået to andre halvt og helt op i tandkødet. Derudover er 2 andre tænder løse og som et ekstra traume ovenpå styrtet, så er beskeden at barnet ikke må bruge sut pr. dags dato, da de løse tænder i så fald skubbes yderligere løse og kan tabes eller rykke sig fri af roden og dermed dør. Det var så at sige noget rigtig møg. At stå med en forslået lille dreng også ikke engang at kunne trøste med hans sut og masser af nus. Vi valgte at bruge dagen på at gøre det til en ”suttestop-dag”, frem for dagen hvor det forfærdelig skete, som gjorder der kom meget blod. Aksels suttestop var fint, hyggeligt, fyldt med stolthed og forkælelse og uden store afskedsscener. Han ytret på intet tidspunkt et stort afsavn til sutten og den eneste reaktion på suttestoppet var, at han lige skulle nusses 5 minutter længere da han skulle sove, selv samme aften hvor sutten var smidt. Derfor tænkte vi at metoden var gylden og derfor ville vi genbruge den, minus det med opslået / udslået tænder selvfølgelig.

img_7375

Carls suttestop, forberedelsen
Det hele startede tilbage i november måned. Carl fylder 3 år d. 18 januar 2017 og spørgsmålet var om sutterne skulle sendes til julemanden eller over på suttetræet i Frederiksberg Have. Carl elsker julemanden, så det havde på mange måder været oplagt. Det var vores december måned dog ikke og heller ikke de sidste uger op til. Programmet var simpelthen for fyldt og ærlig snak er, at vi mente det ville være en tand for meget også at smide et suttestop ind. Derfor besluttede vi at juleferien kunne afsluttes med suttestoppede, således at vi den 2. Januar holdte vores sidste feriedag og kunne hygger og gøre det som vi mener skal til, når man stopper med så stor en ting, nemlig at bruge sut.

Vi snakkede ganske lidt om det der med suttestop, suttetræet og hvad det betød når man stoppede med at bruge sut. Carl og jeg besøgte helt uformelt suttetræet i december måned og bagefter var Carl helt klar på at hans sutter skulle på suttetræet. Betydningen af at den så skulle hænge der, den forstod han ikke. Som optakt til suttestoppede, begyndte vi at udfase sutten og derigennem gøre at den fyldte mindst muligt i hverdagen. Jeg ved godt børn er forskellige og det samme gælder for deres forældre. Nogle elsker Lola, psykologiske børneartikler, anbefalinger mm. og andre vil bare gerne kører deres helt eget løb uden indblanding af andres anbefalinger. Personligt tror jeg at man som forældre kommer langt med sin mavefornemmelse og at den så kan guides efter tidligere erfaring, som kan hentes af andre medmødre og fædre eller de såkaldte eksperter. Jeg er personligt forskertypen. Typen som samler en masse forudgående teori, om det jeg nu skal til at arbejde med i mit forældreskab. Så kigger jeg godt og grundigt på mit barn, familielivet og mit eget moderskab og dernæst udplukker og tilpasser jeg det som findes passende til den givende situation og det enkelte barn.

img_7835

Carl elsker piktogrammer, det genkendelige. Han er glad for når jeg tegner og fortæller en historie, så jeg besluttet mig for at tegne hans suttestop eller retter sagt programmet for suttestoppet. Vi havde sammen, Hr. Mand og Jeg, aftalt at dagen skulle handle om at gøre Carl så tryg som mulig, favne alle de følelser han nu måtte komme med og så have tillid til vores beslutning. Tegning viste programmet for suttetstoppet. Carl fik tegningen vist aften før suttestoppet og sammen havde vi en snak om hvad der skulle ske og hvordan. Det skal her nævnes, at vi op til og siden besøget ved suttetræet i december måned, i nu og næh havde snakket om suttestoppet i abstrakt form og uden det blev fremsagt “Lige om snart skal du stoppe med sut” men mere som ”at når børn stoppede med at bruge sut så hængte de dem på suttetræet og får en gave” eller ”når man er 3 år kan tænderne ikke tåle at man bruger sut mere”. Tanken var, at vi på suttestop-dagen, efter morgenmaden, i stille og roligt tempo, skulle gøre os klar til turen over til suttetræet. Det skulle ske i flere små steps.

img_7848

Første fase var at finde alle sutterne, den egentlige suttejagt. Husk for Guds skyld at få alle sutter med hjem fra institution og op af tasker og andre gemmer. Da alle sutterne var fundet, skulle Carl vælge et bånd sutterne skulle bindes fast på. Han valgte er guld bånd også blev alle sutterne pænt bundet på båndet. De skulle selvfølgelig tælles og lige suttes på en sidste gang. Derefter skrev vi der obligatoriske brev til suttetræet, som Carl dikteret. Så tegnede han en tegning som sammen med brevet blev lagt i plastik lomme, så regnen ikke kunne trænge ind. Også begav vi os mod suttetræet.

fullsizerender-9

fullsizerender-10

Ved Suttetræet
Turen var kort som altid og alligevel lang. Mens vi sad på cykel, blev det lige taget de sidste minutters hyggestund med sutten også stod vi ved suttetræet i Frederiksberg Have. Træet høstes en gang om året for sutter og tit er der noget beroligende i at andre også har gjort det man selv skal gøre. Så vi snakkede lidt om alle de flotte sutter og breve som hang på træet. Til sidst udpeget Carl så det sted, lige præcis hans sutter skulle hænges. Carl valgt den øverste gren i træet og heldigvis kunne Hr. Mand, med lidt hjælp fra hans cykel, komme op i træet. Så læste vi brevet højt for suttetræet og sutterne blev derefter hængt på den udvalgte gren. Vi vinkede lidt til far nede fra jorden af og også sutterne.

Det var lige der, efter det stolte vink at realiteten indtraf hos det lille menneske og i det øjeblik, han med sine små hænder gemte sine øjne og dets tåre blev det hele svært. Vi krammede og kysset, roste og gik så ud af haven, med en grædende Carl. Hele vejen snakkede vi trøstede, opmuntrende og lettere afledende, imens han igen og igen bad os om at gå tilbage og tage sutterne med ned.  Alle de gange han har spurgt, har jeg tænkt “onde mor.” Men det er i min optik her, det er vigtigt at møde barnets sorg og samtidigt være klar og fast besluttet på, at sutterne ikke kan komme tilbage. Det er ligegyldig hvilken reaktion det end måtte afføde, så kan ikke ændres, tværtimod ville det at sutten pludselig kom tilbage, på så mange måder være et tillidsbrud. Det ville være en handling, der ville indikere at der faktisk ikke kan regnes med mor eller far. Nogen vil måske sige jaja og så tror barnet bare at hvis det plager nok, så får det sin vilje. Lige den vinkel er der selvfølgelig også noget rigtig i, men i lige præcis dette tilfælde, et suttestop, så handler det ikke om at plage i en forkælet optik. I stedet handler det om at barnet fremsiger hvor meget der savner noget det forbinder med essentielt tryghed og nærvær og at det her er vigtigt at vise hvordan man igennem sin relation til sit barn også kompensere for den manglende sut.

img_7859

En suttestop gave
Efter Frederiksberg Have  tog vi ud til Toysrus. Her skulle Carl hente sin suttegave, som bestod i ”frit-valg-på-alle-hylder ”tankegangen.  Selvfølgelig håbede jeg ikke på at hans kærlighed faldt på en af de der biler, som barnet selv kan kører. Som altid, ikke fordi vi praktisere frit valg særligt ofte, men som tidligere erfaret så ender vi altid med at tænke “Så ta da den kæmpe store æske playmobil til XXX kr. Istedet for denne lille figur til sølle 20 kr!” Det var samme situation Hr. Mand og jeg så os selv stå i, der mellem talende dinoer, dukker i glimmerkjoler og byggeklodser. Carl fandt et Ninja udstyrs kit, med kastestjerne, små knive og en Ninja hætte. Til 120 kr. Hvis i nogensinde har prøvet at give frit valg, så er man næsten aldrig i tvivl når barnet har truffet sit valg. Carl knugede Ninja sættet ind til sig og sagde “Denne her vil jeg gerne have.” Også blev der pænt betalt og barnet nød sin fine gave.

img_7886

Sandheden i suttestoppet
Her kunne indlægget jo passende slutte, men sandheden er desværre den, at da vi kom hjem, kom påmindelsen om det der manglende og frem mod den første aften uden sut, kom der i små bølger et stort savn til sutten. Det kom lidt i alle variationer, i alt fra gråd, til vrede og frustration. Igen og igen roste vi, bekræftede og mødte Carl i hans følelser mens vi samtidigt bandet os selv langt væk. Da aften kom. var vi begge forberedt på at putningen muligvis kunne trække tænder ud og ganske rigtigt. Der blev holdt i hånd, synget, vugget, nusset, alt imens Carl svingede mellem forskellige udtryk. Nogle var spørgende og sorgfulde så som “Jeg ønsker mig nye sutter i fødselsdagsgave”, ”Mor, jeg savner min sut” til mere “Mor, du har taget min sut – gå væk“. Under hele putningen talte jeg utallige gange til ti men i princippet var det ikke svært at være i Carls nærvær, mens han udtrykte hans følelser, for om nogen forstod jeg godt hans vrede og frustration og syntes da også at hans reaktion og udtryk, som blev understreget med et kast af puttekaninen, var fuldt ud acceptabelt.

Efter et par timer med svingende udtryk, lå Carl og jeg i vores seng. Stillede hviskede han savnet sutterne hvortil jeg så svarede ”det forstår jeg godt og du har også været rigtig glad for dem, men jeg er sikker på suttetræet passer godt på dem og jeg lover dig, at jeg passer på dig.” Alt imens ordene hang i luften, nussede jeg ham over ryggen, strøg de små hvide hårlokker væk fra hans pande og om bag ørerne, mens jeg så  hans øjnene langt om længe gled i. Første putning var ovre og nu var det værste på så mange måder overstået. Carl sov i vores seng den første nat og spurgte to gange hen over natten til sin sut men accepterer svaret om der ingen var og sov stille videre. Næste morgen var han glad, frisk og spurgte ganske lidt til sutterne og om de kom tilbage idag. Da han mødte i børnehave var har begyndelsesvis lidt betuttet men fortalte så med stolthed i stemmen om turen over til suttetræet og om hans selvvalgte gave. Da anden aften kom spurgte han igen til suttem men mere roligt og reaktionerne på deres fortsatte placering på suttetræet var lettere afklaret og putningen kunne klares med lidt ekstra nus og holden i hånd også er det faktisk bare gået den vej.

. . .

Lige nu, 8 dage efter suttestoppet, får Carl forsat lidt ekstra nus når han skal sove og sådan er det. Taget i betragtningen af hvor vi stod sidste mandags, så er det mere end okay. Han har ikke spurgt eller snakket om sutten siden i lørdags og heller ikke ytret at han savner den. Synes har har taget alt det her super flot og han er en sej lille gut. På mange måder frygtede jeg virkelig dette suttestop og hvis ikke det var pga. Tændernes “sikkerhed”, så kunne han for min skyld beholde sutte et godt stykke tid endnu. Om et par uge skal Carl til 3 års tjek hos tandlægen og ved de har for vane, dels at forhøre sig om barnet bruger sut og at de selvfølgelig også roser ekstra meget, når de hører om et suttestop.

img_4859

Jeg håber denne lille fortælling, kan inspirer og give gode ideer til hvordan i kan og
måske også ikke skal gribe et suttestop an.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OBS ! Billederne i indlægget indholde reklame for tøjmærket Reima

.