At være godt klædt på.

fullsizerender-12

Indlægget her, det handler ikke direkte om påklædning. I og for sig kunne jeg sagtens skrive en masse om det, men i stedet vil jeg hellere skrive om det at være godt klædt på – i en overført betydning. Et egentlig indlæg om påklædning, ville for mit eget vedkommende handle om dengang min mor sagde “Christina, du skal tage en jakke på” eller “Christina, den bluse er lidt for nedringet” også igen “Christina – Hvorfor har du nu klippet huller i dine ny Levis bukser?!”…

Min påklædning, bar det meste af mit ungdomsliv præg af at jeg altid følte mig lidt ved siden af mig selv. Ikke fordi jeg ikke havde det ”rigtige” tøj. Der hvor jeg kommer fra, havde vi vigtigere ting at gå op i. Det handlede for mig om noget helt andet, som ikke engang en ny Disel trøje med neonpinke bogstaver kunne løse. Jeg var lidt for tynd og bleg, også kunne jeg slet og ret ikke forholde mig til mit eget køn. Mit lange blonde hår, blev klippet af da jeg gik i børnehave og i mange år derefter, var mit hår ultra kort og til tider bad jeg endda mine venner om at kalde mig Christian. Selvom min mor har fyldt min mentale rygsæk på bedste vis, så ville jeg inderligt ønske, at jeg havde været bedre klædt på, i forhold til min egen selvforståelse.

fullsizerender-11

img_8950

Som voksen, mor til to og kone, ville jeg havde ønsket at jeg kunne havde fortalt mig selv eller mit yngre jeg, at det var okay. At piger kommer i alt variation og at jeg, grundet min person, havde nogle andre præferencer end Spices Girls, Barbie, neglelakker og Disney Prinsesser. Jeg foretrak at løbe rundt ude på en mark, med snor, hammer og søm, nogle bamser også en mariekiks i lommen eller to, i tilfælde af sulten skulle melde sig. Jeg talte ikke det sprog de andre piger talte og når der i de yngre klasser var pigemøder, så var jeg ikke med. Hvis der var problemer med pigerne, så bankede jeg dem, eller gav dem en hård takling til fodbold, når de en sjælen gang var med. Jeg stornød nu engang bare at være mig og at have gode solide venskaber, til alle mine drengevenner.

Med tiden ændret jeg mig. Det skyldes alt fra en hård flytning, fra en lille flække ved Roskilde fjord til forstanden til København . Også den faktuelle situation at jeg begyndte at komme i puberteten og lige pludselig var Kasper og Tobias fra klasse utrolig søde, på en måde der gik udover venskab. Sådan stod det på i mange år, med kæresterier frem og tilbage. Ville jo nok havde ønsket jeg havde trådt mere i karakter, skruet lidt ned fra dramaet også samtidigt havde hyldet mig selv for den jeg var. I stedet var det på det tidspunkt at jeg for alvor begyndt at skæve til mine veninder og tænkte negative tanker om mig selv og om den jeg var. Det var noget værre rod og listerne, som vi af mærkelige årsager bad drengene udfylde med hemmelige sedler i timer, de understøttet på ingen måde mit skrøbelige selvværd. Selvom jeg til tider lå i top 3, ofte med hjerter over i’erne, så blev jeg langsomt mere forvirret og fyldt med selvhad.

img_8877

Skulle jeg i dag have muligheden for at klæde mig selv ordenligt og ja, måske endda bedre på, kan det være svært at se hvor jeg ville regulere. Selvfølgelig ville jeg havde droppet den dynefrakke jeg købte i 7 klasse og så bare havde accepteret at jeg var mere “ski-jakke-typen”. Det ville have været mindre omkostningsfuld og samtidigt havde forskånet mig for en række drillerier omkring min “pølsejakke”. Omvendt var jeg sgu nok bare blevet drillet med noget andet? Jeg ville ønske jeg havde kunne fortælle mit yngre jeg, som konstant væltet rundt i de mange dybde, at det blev bedre, at jeg med tiden ville lærer at leve med dem på en måde, som gjorder tårerne ikke altid skulle trille. Samtidigt ville jeg ønske jeg havde rost mig selv lidt oftere, for at havde haft den kompetence at kunne mærke så godt efter. Kæresterne dengang, de havde ikke en chance når hele mit følelsesapparat blev rullet ud. Det var ligegyldigt hvor mange enkle langstilket roser eller matihilde kakao mælk de gav mig. For jeg følte og tænke sådan og sådan…

img_8929

Jeg ville ønske jeg havde kunne fortælle mig selv, at skolen ikke kunne definere hvem jeg var og ville blive. At mine stavefejl nu engang skyldes en tenderende ordblindhed og at jeg kunne så meget andet, end at brillerer til retskrivning. Jeg ville ønske at jeg dengang på HF, havde stået mere fast, at de ældre piger i tyverne ikke skulle havde haft et ben til jorden, når de “nedgjorde” min lille spinkle livserfaring. Sandheden er jo en helt anden. Jeg ville ønske jeg havde troet mere på mig selv, at jeg havde læst lidt mere i naturfagene at og troet på jeg godt kunne det med atomerne. Jeg håber at jeg for guds skyld, til trods for al det rod det medførte, stadigvæk var blevet så smask forelsket som jeg blev det, i min en del ældre ekskæreste. Det var der jeg virkelige begyndte at forstå mig selv og hvad det var jeg egentligt var gjort af. Det var også der, jeg lærte hvad jeg var værd, fortjente og ikke fortjente. Jeg ville også ønske, at jeg, som jeg gjorde det, huskede at spørger min klassekammerat om han ville danse lancier til galla og jeg ville ønske, at jeg med en fascination af ham, havde udviklet et venskab som ændret alt og gjorder at jeg i dag er sammen med ham på 8 år.

Jeg ville ønske at jeg havde givet mig selv lidt mere snor, at jeg havde troet lidt mere på mig selv og at jeg havde mærket efter i tide, omvendt kan den livserfaring jeg har fået det sidste år ikke opstøves andre steder.
For fremtiden håber jeg at huske på alt det, der er med til at klæde mig mentalt på.
At nok kan et tørklæde varme udefra, men kun sand kærlighed varmer indefra.

2

Det er, selvom mine drenge er virkelig godt klædt på her i vintermånederne, i tøj der regulere og transporter varmen godt rundt på kroppen, så er det kærligheden jeg ønsker at lærer mine drenge aller mest om. Den kærlighed som jeg tror klæder dem på forlivet. Nemlig den kærlighed der er mellem deres far og mor. Det er den kærlighed som gør at de nogengang må vendte, mens mor og far krammer og kysser. Det er den kærlighed som gør at vi griner, laver fis og ballade med hinanden og også nogle gange bliver uvenner, for så at blive gode venner igen. Det er kærligheden, som jeg mener er den vigtigeste ting at klæde sine børn mentalt på med. Kærligheden som både er hengivende og livsskabende. Kærligheden som er fyldt med ansvar og gør at jeg bedre mine drenge tage deres tøj på selv, fordi en dag skal de selv klare det. Jeg håber mine drenge, vil føle sig mere tilpas i egen krop og med deres eget sind. At de vil huske at tage en jakke på og vigtigst af alt, altid huske deres værd her i livet også samtidigt udvise en omsorg og hensyn til deres medmennesker.

img_9078

Tusind tak fordi du læste med.

Indlægget indeholder reklame, i form af mine drenges fantastiske påklædning fra tøjmærket Reima. Ønsker du at læse mere om enten Reimas produkter kan det findes på Reimas egen hjemmeside og ønsker du en direkte anmeldes heraf, har jeg skrevet en i indlægget ”kunsten at mærke efter” som kan læses HER

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At sejle et skib

sail_ship_by_romanedge-d4wjkij

Det hele startede med at hun stod der ved roret. Selvom det nu engang var mit skib, skænket af hende, moderskibet, så var hun fortsat nød til at holde kursen. Hun holdte den alt imens hun lærte mig at vaske dækket, knytte bånd, sætte sejl og holde udkig for farefulde isbjerge, i det blanke vand, store havuhyre og tillokkende eksotiske øer. Til at starte med var jeg pligtopfyldende, så blev jeg viljestærk og nogle gange var det sågar nødvendigt at råbe, at jeg skulle komme på dæk, i stedet for bare at snorke i en kabys.

Hun lærte mig at aflæse kort, at navigere imellem de fire verdenshjørner og samtidigt kunsten at mærke efter, hvad det egentlig var jeg selv gik og drømte om. Langsomt men sikkert overlod hun mig roret. Til at starte med var hun let guidende, nogle gange helt formanende også begyndte hun ellers at trække sig mere og mere i baggrunden. Husker den dag jeg lagde til kaj. Mit skib var lastet med Ikea-poser, en stor Friends dvd boks, en masse krøllet tøj og lidt fisherman’s proviant. Husker hvordan vi tog afsked, hvordan tårerne løb af mine kinder, mens jeg sejlet afsted på jagt efter nye eventyr.

Kursen var sat. Jagten efter livets eneste vigtigste koordinat, kærligheden, var begyndt. Kærlighed, som hun havde lært mig om. Kærligheden, som kunne farve himmelen rød, men på en og samme tid, også kunne forvandle himmelhvælvinger til mørke store skyer. Hun havde lært mig, hvad det ville sige at elske og hvor vigtigt det var at tro på, at det var godt nok.

Kærligheden findes oftest de mest uventede steder. Den tryllebinder og knytter hjerter sammen. Mit hjerte var ikke længere kun mit, nu indeholdte det også ham.

Selv kom han med sit eget skib. Et skib med det højeste serviceniveau. Et altid fyldt spisekammer og en kommode, med nyvasket og strøjet tøj. Tøj hans egen kyndige lærermester fortsat hentede og bragte. Han var sågar også så heldig at have en vaskeægte skibssnedker i hans havn. En snedker, som jeg på så mange måder også beundret og langsomt men sikkert, tillod mig selv også at knytte bånd til.

Sammen havde vi nu to skibe. Det ene lidt længere end det andet. Den ene mere smalt det andet mere rundt. Sammen fandt vi en fælles havn at ligge til kaj i. Med tunge reb og for en sikkerheds skyld også kæder, lod vi os fortøjer. Vi gjorder det, med erfaringer for vores altid støttende hjemstavne, for derved at sikre, at vi nu sammen kunne udforske verden, til vands, til lands og i luften, som kun den ægte kærlighed tillader det.

Vigtigst af alt er kærligheden.

Til os selv, hinanden, vor partner, forældre, søskende og selvvalgte bonus familier

Tak fordi du læste med

Kærligst Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Et år ældre

img_8603

I dag blev jeg spurgt om, hvordan jeg egentligt har med at blive ældre?
Jeg synes faktisk det er noget underligt noget, den der aldersfiksering som hersker. På mange måder har jeg altid været lidt ude af trit med min egen alder. I morgen fylder jeg 28 og når jeg sidder med jævnaldrende, så er min vielsesring og stærkmærkerne på inderlårene må mange måder, en indikation af at jeg har ”sprunget” noget over. Eller sagt på en anden måde, at jeg i forhold til den gennemsnitslige 28-årige kvinde, ikke passer helt ind. Det gør mig overhoved ikke noget. Jeg var lidt for hurtig til at blive voksen, selvstændig og på andre områder, er jeg nu engang bare næsten 28, med en til stadig stor del barnlige sider og de sider håber jeg aldrig forsvinder.

Jeg har altid vidst hvad jeg ville, også alligevel ikke.
Da jeg var mindre fortalte jeg tit min storebror, hvordan jeg aldrig ville eje et hus eller have en bil. Jeg ville blot have en cykel, et telt også rejse.
Jeg har nu været bosiddende på Frederiksberg i knap 6 år, men jeg ejer fortsat ikke det store og det passer mig faktisk helt fint. Bare tanken om at skulle investere i en ladcykel, i den nærmeste fremtid, det er et stort nok ejerskab for mig. Jeg aldrig drømt om vila og volvo. Selv da jeg fyldte 18 år og jeg af min mor og hendes mand fik et gavekort til et kørerkort, så sagde det mig abselut ikke noget. Jeg var selvfølgelig rigtig glad for gaven, men det er fortsat ikke indløst. Jeg tænker dog at her 10 år efter modtagelsen af det, at jeg er ved at være klar til at gøre det. Det haster ikke hvis man spørger mig, men hvis man spørger Hr. mand, så gør det lidt. Han er virkelig gået glip af meget lækker rødvin igennem årenes løb, mens jeg påvej hjem fra familiefødselsdage, julefrokoster, parmiddage osv. Har snork sovet med ungerne på bagsædet.

Alting har sin tid og hvis jeg skal være helt ærlig, så er denne tid der er lige nu og her, perfekt.
Jeg er for alvor ved at være faldet til ro, i mig selv. At det lige skulle kræve en depression, det er så hvad det er. Omvendt har jeg valgt at tænke i muligheder frem for begrænsninger og sådan er det bedst for mig, at se på min fortid på. Alt andet gør det simpelthen for svært.

Selvom jeg vitterligt har fået et liv, jeg kun ture drømme om, så er det også det liv, jeg altid har ønsket mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er målrettet med det jeg gør her livet. Hr. Mand kan skrive under på, at han ved det første kys, fik serveret min 5 års plan og heldigt for mig, så var han klar til at følge den. Så nu står jeg hér, næsten 28 år gammel.
Mor til to, lykkelig gift, kandidatstuderende, fortsat ikke boligejer eller indehaver af et kørerkort og indenfor de næste 6 måneder er der planlagt 3 teltture. Så det holdte på mange måder stik det jeg dengang fortalte til min storebror og det passer mig faktisk ganske udmærket.

Det vigtigste for mig er ikke hvilken alder jeg har, men mere at jeg husket at bruge tiden fornuftigt
og gerne sammen med de helt rigtige mennesker.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet