Pakket ind i vat?

img_0127

I dag havde jeg muligheden for at hente Carl tidligt og vi svingede derfor forbi en legeplads på vejen hjem. Tit og ofte når jeg er på legeplads, er det med to ret så livlige drenge og det er en sjældenhed at jeg blot er plantet på en bænk. I stedet er alt fra et farligt monster, til Kaptajn Klo eller også får jeg lavet en god workout, når begge drenge skal gynges. I dag ville Carl gerne have en gyngetur. En af de der hvor kæderne giver et lille ryk – kan I huske den salgs gyngeture? Jeg husker tydeligt hvordan ham den søde rødhåret dreng fra børnehaven, Jesper Dansted som boet i et hus med græs på taget, han kunne gynge super højt, mens jeg sad ned på bildækket. Nogen gange var jeg modig og stod op samtidigt med ham og andre gange så sad jeg bare der på bildækket, holdte godt fast og sang af mine lungers fulde kræft.

Mens jeg står der og gynger Carl, som klukker af glæde, går et på damer forbi ude på vejen. Den ene kigger så på os og ser mit hvidhåret lille vidunder sidde der på gynge, klukkende af grin. Hun smittes af hans glæde, det er tydeligt, også sker der noget. Noget som gør hun får et behov for at have en holdning, som skal ydres til den anden dame, i tilpas højt niveau, så også jeg kan hører det. ”Prøv at se det der underlag, det er sgu ikke så mærkeligt at her vrimler med curlingbørn.” Hun siger det imens hun ryster på hovedet også kigger den anden dame og hun begynder så også og ryster på hovedet. Carl han klukker forsat af glæde og jeg selv, ja jeg skubber bare videre på gynge med stor glæde.

Da vi har fået gynget færdig, lavet de sandbjerge der skulle laves og ellers fundet omkring 10 uundværlige pinde, cykler vi hjem. Vi er stadig i vores tosomhed derhjemme og sammen går vi ud i køkkenet, for at begynde og lave mad. Jeg sætter en playliste med Disney sange på, får vasket de små sandkorn af fingrene også går jeg ellers i gang med at finde ingredienserne til aftensmaden. Carl sidder på køkkenbordet og lytte nøje efter hvert nummers spæde toner, for at kunne gætte hvilken Disney film den enkelte sang optræder i. Så rækker jeg ham peberfrugterne og han møver sig hen til vasken, for at skylle dem. Da han har fået skyllet peberfrugterne og halvdelen af det ene ærme, proklamere han at nu er han klar. Så finder jeg kniven i skuffen og begynder så at grine lidt for mig selv. Aksel og Carl har nemlig deres egne knive, børneknive – Gad vide hvad damen fra legepladsen ville sige til det?

Gad vide om mine to curlingdømte drenge overhovedet kan klare sig i den verden der venter dem?

Mit svar er JA – okay, hvis vi kigger på den til stadig manglende medmenneskelighed som vokser frem alle steder og de neoliberale strømninger som tager fat i hver mand og udformer sig som agenter eller rettere sagt frisører som forsøger at klippe skaldet mennesker, så er svaret NEJ. Jeg ved vitterligt ikke hvilken verden mine børn skal være handledygtige og omstillingsparate voksne i, men spørger man mig, om de bliver curlingbørn, så er svaret altså nej.

Nej – jeg tror ikke børn bliver curlingbørn af at der findes et faldunderlag på legepladsen. Et fald fra gyngen hvis kæder der giver det lille hop, det gør stadig ondt og udløser i selve faldet, fortsat en angst over den manglende kontrol. Det smarte ved diverse faldunderlag er bare at der sjældent går hul – men måske brækkes en arm? Børn udvikler generelt altid en respekt for det der med at falde og slå sig, det handler lidt om tyngdeloven også det som ligger i os alle sammen, nemlig den der adrenalinudløsende angst som kommer når man mister kontrollen over sig eget korpus. Prøv evt. den der tillidsøvelse med at lade dig selv falde, mens en skal gribe dig, allerede der fremvokser der ofte en frygt. Det er en rationel frygt som altså ikke trues af nye teknologier, som stødabsorberende faldunderlag og knive som kun kan skære i kød og grønt er. I stedet tror jeg det handler om nogle helt andre ting, når det kommer til at udvikle curlingbørn. Personligt vil jeg indrømme, at jeg har langt lettere ved at sige ”op igen”, når barnet falder af gyngen, fordi jeg netop ved der er et lille sikkerhedsnet under gyngen. Jeg tror nogen gange vi skal passe på, ikke at ville udvikle mennesker som tror de kan klare hele verden selv. Selvfølgelig er det da en styrke at man er handlekraftig, selvbevidst og viljestærk, men vi er nu engang et ”folkdyr” og i stedet for at have så travlt med at vi skal være så individualiseret som overhovedet muligt, burde vi måske i stedet arbejde lidt på det der med at sidde sammen i en grotte, med dem som ikke ligner os for derigennem at arbejde lidt på fællesskabet?

Jeg tror nemlig at jeg udvikler børn med respekt for tyngdeloven, skarpe knive og med forståelse for at de skal passe på sig selv og alle de andre men at hvis det virkelig brænder på, så skal de være handlekraftige nok til at bede om hjælpen, for så er den der – selvfølgelig. Det betyder ikke at mine børn bliver curlingbørn, nej de bliver børn med et godt bagland, som har deres ryg og som samtidigt lærer dem om, at det er okay, det der med at bede om hjælp og lave små sikkerhedsnet for sig selv og alle de andre.

Kærlig Hilsen

Moren som elsker faldunderlag, børneknive og som sikkert også kommer til at bærer sin søns skoletaske i ny og næh, for derigennem at vise ham, at det almen god dannelse, at hjælpe dem der er mindre end sig selv.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Tal nu ordentligt

Jeg er ikke så god til, når folk (vi) ikke taler ordentligt til hinanden, at jeg tit og ofte taler utrolig grimt til mig selv, det er en helt anden snak. At tale ordentligt, betyder i min optik ikke, at man ikke må være kritiske overfor hinanden og stille spørgsmål, faktisk synes jeg det er helt forkert, hvis vi ikke gør det? Det hele kunne meget vel blive sådan en verden, hvor vi konstant klapper hinanden på ryggen og siger “det er så godt” hvis man i virkeligheden tænker noget helt andet. Dermed ikke sagt at vi bare skal fortælle vores uforbeholden mening til gud og hver mand. Jeg tror overordnet set at det er vigtigt vi er ærlige i vores relationer til hinanden, mest af alt til dem som vi kender nært og godt? Så længe den gode takt og tone fortsat overholdes..

Forleden skulle jeg besøge en veninde i Roskilde og det krævede en tur med ”Tjek In” og ”Tjek ud,” tog og bus. Da jeg ankommer til Roskilde stationen, mødes jeg af nostalgi og glæde. Jeg kommer fra en lille by ved Roskilde fjord og glæden skyldes at jeg skulle se en savnet veninde. Jeg har rejseplanen på telefonen og ser ret hurtigt den bus jeg skal med og at den er “tændt og hævet” (det kunne her for den perverse læser misforstås, det er bestemt ikke meningen). Bussens motor kører og jeg får det lange ben foran, som min mormor plejede at sige, og 1-2-3 hopper jeg ind i bussen. Her hilser jeg pænt og skal til at tjekke ind. I et kort sekund kommer jeg i tvivl og spørger derfor om dette nu også var bus 123? Jeg spørger høfligt og smilende og får så svaret “Det kan du gå ud og se om det er”. Damen som sidder ved rettet er langt fra imødekommende og lettere chokeret træder jeg to skridt tilbage og ser så at den er god nok. Jeg undskylder og sætter mig lidt betuttet ned bagerst i bussen. Da jeg sidder der, sker der så det, som gør mig til verdens dårligste buspassager nogensinde. Jeg bliver nemlig i tvivl om det nu var den rigtige retning og mens bussens motor brummer, finder jeg fribrilsk min telefon frem for at tjekke rejseplanen. Telefonen er desværre uden dækning og jeg forsøger derfor at finde det stoppested jeg mener at kunne huske jeg skal af på, på den påklistret buslinje i bussens top. Jeg kan ikke se det og læser stoppestedenavnene fra den ene side og den anden. Intet held. Så kommer følelsen i maven, den som jeg faktisk ellers aldrig har haft, nemlig frygten for at spørger en fremmet om hjælp. Hjælpen skulle nu bare ”hentes” hos den mindre glade buschauffør. Jeg får samlet mig sammen og skynder mig op til hende igen og spørger så, ved først at undskylde den ulejlighed jeg nu igen er, men om bussen stopper ved det ønsket stoppested jeg skulle af på. Hun kigger iskoldt på mig og siger så “Jeg kører til Trekroner“. Jeg spørger så igen, med hjælp for hendes korte hårde sætning, om det stoppested så ligger på vejen til Trekroner? Damen sidder lidt og siger så ”Det må du da selv vide?” Lidt slukøret hvisker jeg okay, da jeg nu forstår at damen ikke har i sinde at hjælpe mig, alligevel forbarmer hun sig på sin egen måde og siger så “Det lyder som om du skal tage en anden bus, mod… bla bla og derfor skal du ud af min bus.” Jeg takker for hendes “venlighed” og ønsker god dag. Da hendes bus kører, kommer der kort efter en ny bus 123 til en anden endestation, min endestation. Jeg indrømmer gerne at min hilsen til den næste buschauffør var lavere og mindre opløftet, men jeg hilser, da alt andet synes jeg er uhøfligt – ligesom når man taler i telefon ved betaling i butikker og manglende hilsen til kassedamen.

Da jeg så sad der og bussen nu kørte den rigtige vej, var jeg dog ramt. Jeg mærkede hvordan det indre tanketog kørte afsted og fremkaldte alle følelser. På mange måder var jeg fyldt med selvbebrejdelse over at jeg ikke bare havde haft styr på den bus også da jeg havde slået mig selv lidt i hovedet over det, så blev jeg faktisk vred. Jeg blev vred over at jeg havde haft lyst til at underminere mine egne “behov”, fordi jeg var bange for buschaufførens, reaktion når jeg nu skulle spørger hende om hjælp, hele to gang. Det gjorder mig gal. Gal fordi jeg efterhånden kender et par skønne mennesker med Agorafobi, angst for offentlige steder med mange mennesker. Det gør mig vred, fordi jeg ved at angst er en stigende lidelse i den danske befolkningen og det gør mig vred, fordi jeg faktisk ikke har angst, men blot er mig OG jeg blev berørt af 1 minuts dårlig behandling.

Jeg tror faktisk vi alle berøres og uden det skal være sådan en understøttelse af Call Me’s tal ordentlig kampagne, så tænker jeg, at udfaldet kunne havde været at jeg idet jeg steg om bord på den næste bus, havde mødt chaufføren med en fjendtlighed, frem for den korrekte høflighed!
Jeg tror vores ord og handling kan skabe kædereaktioner og derfor er det vigtigt at huske på den gode tone. Jeg ville ønske jeg havde fortalt buschaufføren at jeg var ked af min manglende oplyste indsigt i køreplanen og stoppestedet også ville jeg ønske jeg havde fortalt hende, at hendes håndtering ramte mig. Vigtigst af alt, vil jeg ønske, at jeg fortsat holder fast i formen at hilse og lysten til at søge information, frem for at gemme mig væk og lade dårlige erfaringer styrer for mig. Erfaringer som med tiden kunne installere den fejl installation i hjernen, som angst er og derved være hæmmende i min hverdag.

Så en bøn herfra …

Tal ordentligt, snak om tingene og vigtigst af alt, smil til verden og den smiler til dig. Alle de negative tanker vi selv bære rundt på, har vi faktisk ikke ret til at smide i hovedet på hinanden, det er vores eget rod og bør derfor holdes på egen banehalvdel.

Tak fordi du læste med – Rigtig god mandag aften !

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Beslutninger som gør ondt

Dengang jeg blev syg, dengang hele min verden væltede, der lukkede jeg alt ydre pres ned. Faktisk troede jeg ikke det var muligt, men da jeg først fik meldt fra og blev “sygemeldt” forstod jeg at verden udenfor ikke gik under, det var kun min indre verden som var styrtet sammen.

Jeg har før skrevet lidt om min indlæggelse på psyk og i det spæde fortalt hvordan jeg langsomt men sikkert kom på benene. Mit vigtigste mål var ikke kun at komme op af den svære depressions hul men også at sikre, at jeg ikke faldt i et nyt, som ville få sin eksistens af gamle mønstre og uhensigtsmæssige leveregler.  Leveregler som engang var nødvendige og som har gjort jeg ikke har været en del af statistikken eller som har tvunget mig i knæ, til trods for de grusomme ar, min alt for unge sjæl desværre har på sig. Der er ingen garantier her i livet og om min diagnose vil til evig tid kun vil hedde sig “Enkeltstående depression” det ved jeg faktisk ikke. Jeg har igennem hele mit liv været en fighter. Jeg har båret hjertet uden på kroppen, pleaset og hjulpet hvor jeg kunne. Jeg har samtidigt forbandet mig selv med negative tanker, benhård kritik og høje standarder og det sammen med udefrakommende stress, det tvang mig i knæ. Jeg er genetisk ikke mere disponeret for at få en depression end andre, alligevel er min sårbarhed, grundet det jeg kommer med større end hos de fleste. Den sårbarhed har jeg på mange måder været utrolig tolerant overfor og hvis vi skal bruge et populært udtryk, har jeg været et såkaldt resilient barn. Det hele ændret sig dog sommeren 2016 og vendte alt op og ned.

Idag ved jeg hvad det hele handlede om og hvorfor jeg blev syg. Lige så vigtigt så ved jeg nu, hvorfor jeg ikke stoppede op i tide og hvorfor jeg tillod mig selv, at blive presset så mentalt, at der til sidst ikke var andet end et frit fald ned i det dybeste mørke. Jeg kender idag til mine faresignaler og dem vil jeg af hensyn til mig selv, mine børn og mand, altid være ekstra opmærksom overfor. Jeg ved idag hvilket mekanismer der igangsættes når forskellige ting sker og udspiller sig i mit liv. Jeg tror ikke på perfektion, jeg tror på udviklingen og at vi herigennem lærer vigtige kundskaber, som derved vil gøre vi bliver stærkere og klogere på os selv og livet. Jeg har igennem denne blog, nægtet at portrættere et glansbillede, i stedet ønsker jeg at fortæller hvordan en sandhed også kan se ud for derigennem at hjælpe til med at få nedbragt de tabuer der er omkring at blive og være psykisk syg og generelt bare det at være menneske, på godt og ondt.

Inden jeg blev syg, havde jeg mange jern i ilden. Jeg er og bliver energisk af natur. Kunsten har derfor været, efter jeg blev syg, at huske og sige nej, prioritere og minde mig selv om, at jeg kun er mig og jeg også skal have lov til at være her. Det er på mange måder fortsat en øvelse og noget jeg for evigt skal lærer at mestre og beherske på samme tid. Vi kender nok alle en, enten hos os selv eller andre, at nogle virker som om de kan alt. Det kan de formentlig også, spørgsmålet er blot hvor længe og for hvilken pris. Selv er jeg fortsat energisk, initiativrig og fuld af gåpåmod og det skyldes min person. Jeg ved dog nu at der skal være godt med benzin på motoren og det med at kører på reservetanken, aldrig må være reglen end undtagelsen at bruge. Det har blandt andet betydet at jeg er blevet nødt til at sige nej lidt oftere og acceptere, at i ethvert nej er der også et ja. Jeg tror desværre vores kultur har udviklet sig til at se negativt på et nej. “Nej jeg kan desværre ikke bage kage til komsammen i børnehaven” Det nej betyder så meget mere end nej, det betyder nemlig også JA, som “Ja jeg vil gerne sidde og drikke rødvin med min mand i sofaen” eller “Ja jeg vil gerne synge 20 sange til putningen“. I ethvert NEJ er der også et JA og omvendt er der i hver JA et NEJ.

Jeg har forleden sagt nej. Nej til et projekt , som mit hjerte virkelig har banket for. Nemlig at være frivillig hos Børns Vilkår. I 2 år har jeg været tilknytter deres rådgiver korps og jeg har elsket hvert eneste minut på Børnetelefonen og diverse andre medier. Hvert eneste møde med et barn har været unik og lærerigt på samme tid. Da jeg vendte tilbage post indlæggelse var det med en helt anden indsigt og forståelse for dels psykiske lidelser og hele det system der er omkring behandlingen heraf. Samtidigt var det også med en eftertænksomhed og bevidsthed omkring, at jeg fortsat selv er skrøbelig og ikke skal “presses” yderligere end det at tage en kandidatuddannelse, være mor, kone og ja løbetosse på samme tid kan skabe. Tror rigtig meget handler om planlægning. Samtidigt kan livet ikke planlægges, det skal leves og helst med en god følelse og glæde i maven. Selvom jeg virkelig gerne vil, så er jeg kun mig og jeg er mig i en version 0.2. Det er den version som siger nej tak til stress og en tilværelse som minder om et snurrende hamsterhjul. Jeg vil ikke, for jeg kan ikke selvom jeg ville ønske jeg ku’. Derfor var det med stor uro i maven at jeg forleden kontaktet min koordinator på Børns Vilkår og måtte melde pas. Det var helt igennem forfærdelig og jeg følte mig på så mange måder som verdens største taber, fordi jeg nu ikke kunne. Det var ihvertfalde den slags følelser der domineret den første tid, efter beslutningen var taget. Følelserne kommer grundet et ønske om at kunne en helt masse, for så er livet jo bare nemmere og bedre? Heldigvis har jeg opbygget en mere omsorgsfuld side for mig selv, som er bedre til at se tingene i lidt andre farver, end kun sort / hvid. Det er en side, som jeg ved vi nok alle har i større eller mindre grad og jeg tror desværre at alt for mange, som jeg selv engang oplevede det, desværre ikke har så meget af. Min mere omsorgsfulde side fortalte mig, efter den mere skrappe, dominerende og pligtopfyldende bestræbenden del havde været på banen, at det var okay. Det var faktisk rigtig godt at jeg nu var kommet så langt, at jeg mærkede efter og prioriteret når jeg fandt det nødvendigt.

Intet behøves at være for evigt og måske en dag, når tiden er, vender jeg tilbage til Børns Vilkår. Det er bestemt et fantastisk sted at være hvis an som jeg, kommer med en børnefagkyndiguddannelse  og gerne vil gøre en forskel, der virkelig kan mærkes.

Kender du selv til det med at melde ja til at for meget, presse dig selv til det yderste og skammen der kan indfinde sig, når man “alligevel” ikke kan eller den dårlige samvittighed der slår en i hovedet når man vælger shake an bake, frem for at følge Blomsterbergs opskrift.. I så fald, så håber jeg du vil huske dig selv på, at du gør det godt og at ingen her kan mestre hele verden, det er nemlig ikke mening vi skal det .

Tusind tak fordi læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet