Beslutninger som gør ondt

Dengang jeg blev syg, dengang hele min verden væltede, der lukkede jeg alt ydre pres ned. Faktisk troede jeg ikke det var muligt, men da jeg først fik meldt fra og blev “sygemeldt” forstod jeg at verden udenfor ikke gik under, det var kun min indre verden som var styrtet sammen.

Jeg har før skrevet lidt om min indlæggelse på psyk og i det spæde fortalt hvordan jeg langsomt men sikkert kom på benene. Mit vigtigste mål var ikke kun at komme op af den svære depressions hul men også at sikre, at jeg ikke faldt i et nyt, som ville få sin eksistens af gamle mønstre og uhensigtsmæssige leveregler.  Leveregler som engang var nødvendige og som har gjort jeg ikke har været en del af statistikken eller som har tvunget mig i knæ, til trods for de grusomme ar, min alt for unge sjæl desværre har på sig. Der er ingen garantier her i livet og om min diagnose vil til evig tid kun vil hedde sig “Enkeltstående depression” det ved jeg faktisk ikke. Jeg har igennem hele mit liv været en fighter. Jeg har båret hjertet uden på kroppen, pleaset og hjulpet hvor jeg kunne. Jeg har samtidigt forbandet mig selv med negative tanker, benhård kritik og høje standarder og det sammen med udefrakommende stress, det tvang mig i knæ. Jeg er genetisk ikke mere disponeret for at få en depression end andre, alligevel er min sårbarhed, grundet det jeg kommer med større end hos de fleste. Den sårbarhed har jeg på mange måder været utrolig tolerant overfor og hvis vi skal bruge et populært udtryk, har jeg været et såkaldt resilient barn. Det hele ændret sig dog sommeren 2016 og vendte alt op og ned.

Idag ved jeg hvad det hele handlede om og hvorfor jeg blev syg. Lige så vigtigt så ved jeg nu, hvorfor jeg ikke stoppede op i tide og hvorfor jeg tillod mig selv, at blive presset så mentalt, at der til sidst ikke var andet end et frit fald ned i det dybeste mørke. Jeg kender idag til mine faresignaler og dem vil jeg af hensyn til mig selv, mine børn og mand, altid være ekstra opmærksom overfor. Jeg ved idag hvilket mekanismer der igangsættes når forskellige ting sker og udspiller sig i mit liv. Jeg tror ikke på perfektion, jeg tror på udviklingen og at vi herigennem lærer vigtige kundskaber, som derved vil gøre vi bliver stærkere og klogere på os selv og livet. Jeg har igennem denne blog, nægtet at portrættere et glansbillede, i stedet ønsker jeg at fortæller hvordan en sandhed også kan se ud for derigennem at hjælpe til med at få nedbragt de tabuer der er omkring at blive og være psykisk syg og generelt bare det at være menneske, på godt og ondt.

Inden jeg blev syg, havde jeg mange jern i ilden. Jeg er og bliver energisk af natur. Kunsten har derfor været, efter jeg blev syg, at huske og sige nej, prioritere og minde mig selv om, at jeg kun er mig og jeg også skal have lov til at være her. Det er på mange måder fortsat en øvelse og noget jeg for evigt skal lærer at mestre og beherske på samme tid. Vi kender nok alle en, enten hos os selv eller andre, at nogle virker som om de kan alt. Det kan de formentlig også, spørgsmålet er blot hvor længe og for hvilken pris. Selv er jeg fortsat energisk, initiativrig og fuld af gåpåmod og det skyldes min person. Jeg ved dog nu at der skal være godt med benzin på motoren og det med at kører på reservetanken, aldrig må være reglen end undtagelsen at bruge. Det har blandt andet betydet at jeg er blevet nødt til at sige nej lidt oftere og acceptere, at i ethvert nej er der også et ja. Jeg tror desværre vores kultur har udviklet sig til at se negativt på et nej. “Nej jeg kan desværre ikke bage kage til komsammen i børnehaven” Det nej betyder så meget mere end nej, det betyder nemlig også JA, som “Ja jeg vil gerne sidde og drikke rødvin med min mand i sofaen” eller “Ja jeg vil gerne synge 20 sange til putningen“. I ethvert NEJ er der også et JA og omvendt er der i hver JA et NEJ.

Jeg har forleden sagt nej. Nej til et projekt , som mit hjerte virkelig har banket for. Nemlig at være frivillig hos Børns Vilkår. I 2 år har jeg været tilknytter deres rådgiver korps og jeg har elsket hvert eneste minut på Børnetelefonen og diverse andre medier. Hvert eneste møde med et barn har været unik og lærerigt på samme tid. Da jeg vendte tilbage post indlæggelse var det med en helt anden indsigt og forståelse for dels psykiske lidelser og hele det system der er omkring behandlingen heraf. Samtidigt var det også med en eftertænksomhed og bevidsthed omkring, at jeg fortsat selv er skrøbelig og ikke skal “presses” yderligere end det at tage en kandidatuddannelse, være mor, kone og ja løbetosse på samme tid kan skabe. Tror rigtig meget handler om planlægning. Samtidigt kan livet ikke planlægges, det skal leves og helst med en god følelse og glæde i maven. Selvom jeg virkelig gerne vil, så er jeg kun mig og jeg er mig i en version 0.2. Det er den version som siger nej tak til stress og en tilværelse som minder om et snurrende hamsterhjul. Jeg vil ikke, for jeg kan ikke selvom jeg ville ønske jeg ku’. Derfor var det med stor uro i maven at jeg forleden kontaktet min koordinator på Børns Vilkår og måtte melde pas. Det var helt igennem forfærdelig og jeg følte mig på så mange måder som verdens største taber, fordi jeg nu ikke kunne. Det var ihvertfalde den slags følelser der domineret den første tid, efter beslutningen var taget. Følelserne kommer grundet et ønske om at kunne en helt masse, for så er livet jo bare nemmere og bedre? Heldigvis har jeg opbygget en mere omsorgsfuld side for mig selv, som er bedre til at se tingene i lidt andre farver, end kun sort / hvid. Det er en side, som jeg ved vi nok alle har i større eller mindre grad og jeg tror desværre at alt for mange, som jeg selv engang oplevede det, desværre ikke har så meget af. Min mere omsorgsfulde side fortalte mig, efter den mere skrappe, dominerende og pligtopfyldende bestræbenden del havde været på banen, at det var okay. Det var faktisk rigtig godt at jeg nu var kommet så langt, at jeg mærkede efter og prioriteret når jeg fandt det nødvendigt.

Intet behøves at være for evigt og måske en dag, når tiden er, vender jeg tilbage til Børns Vilkår. Det er bestemt et fantastisk sted at være hvis an som jeg, kommer med en børnefagkyndiguddannelse  og gerne vil gøre en forskel, der virkelig kan mærkes.

Kender du selv til det med at melde ja til at for meget, presse dig selv til det yderste og skammen der kan indfinde sig, når man “alligevel” ikke kan eller den dårlige samvittighed der slår en i hovedet når man vælger shake an bake, frem for at følge Blomsterbergs opskrift.. I så fald, så håber jeg du vil huske dig selv på, at du gør det godt og at ingen her kan mestre hele verden, det er nemlig ikke mening vi skal det .

Tusind tak fordi læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1 comment / Add your comment below

  1. TAK for det, Christina. Det er simpelthen så fantastisk skrevet. Må øve mig i at se JA’erne i de NEJ’er, jeg skal give flere af! 🙏🏼😘⭕️ /Line

Skriv et svar