Pakket ind i vat?

img_0127

I dag havde jeg muligheden for at hente Carl tidligt og vi svingede derfor forbi en legeplads på vejen hjem. Tit og ofte når jeg er på legeplads, er det med to ret så livlige drenge og det er en sjældenhed at jeg blot er plantet på en bænk. I stedet er alt fra et farligt monster, til Kaptajn Klo eller også får jeg lavet en god workout, når begge drenge skal gynges. I dag ville Carl gerne have en gyngetur. En af de der hvor kæderne giver et lille ryk – kan I huske den salgs gyngeture? Jeg husker tydeligt hvordan ham den søde rødhåret dreng fra børnehaven, Jesper Dansted som boet i et hus med græs på taget, han kunne gynge super højt, mens jeg sad ned på bildækket. Nogen gange var jeg modig og stod op samtidigt med ham og andre gange så sad jeg bare der på bildækket, holdte godt fast og sang af mine lungers fulde kræft.

Mens jeg står der og gynger Carl, som klukker af glæde, går et på damer forbi ude på vejen. Den ene kigger så på os og ser mit hvidhåret lille vidunder sidde der på gynge, klukkende af grin. Hun smittes af hans glæde, det er tydeligt, også sker der noget. Noget som gør hun får et behov for at have en holdning, som skal ydres til den anden dame, i tilpas højt niveau, så også jeg kan hører det. ”Prøv at se det der underlag, det er sgu ikke så mærkeligt at her vrimler med curlingbørn.” Hun siger det imens hun ryster på hovedet også kigger den anden dame og hun begynder så også og ryster på hovedet. Carl han klukker forsat af glæde og jeg selv, ja jeg skubber bare videre på gynge med stor glæde.

Da vi har fået gynget færdig, lavet de sandbjerge der skulle laves og ellers fundet omkring 10 uundværlige pinde, cykler vi hjem. Vi er stadig i vores tosomhed derhjemme og sammen går vi ud i køkkenet, for at begynde og lave mad. Jeg sætter en playliste med Disney sange på, får vasket de små sandkorn af fingrene også går jeg ellers i gang med at finde ingredienserne til aftensmaden. Carl sidder på køkkenbordet og lytte nøje efter hvert nummers spæde toner, for at kunne gætte hvilken Disney film den enkelte sang optræder i. Så rækker jeg ham peberfrugterne og han møver sig hen til vasken, for at skylle dem. Da han har fået skyllet peberfrugterne og halvdelen af det ene ærme, proklamere han at nu er han klar. Så finder jeg kniven i skuffen og begynder så at grine lidt for mig selv. Aksel og Carl har nemlig deres egne knive, børneknive – Gad vide hvad damen fra legepladsen ville sige til det?

Gad vide om mine to curlingdømte drenge overhovedet kan klare sig i den verden der venter dem?

Mit svar er JA – okay, hvis vi kigger på den til stadig manglende medmenneskelighed som vokser frem alle steder og de neoliberale strømninger som tager fat i hver mand og udformer sig som agenter eller rettere sagt frisører som forsøger at klippe skaldet mennesker, så er svaret NEJ. Jeg ved vitterligt ikke hvilken verden mine børn skal være handledygtige og omstillingsparate voksne i, men spørger man mig, om de bliver curlingbørn, så er svaret altså nej.

Nej – jeg tror ikke børn bliver curlingbørn af at der findes et faldunderlag på legepladsen. Et fald fra gyngen hvis kæder der giver det lille hop, det gør stadig ondt og udløser i selve faldet, fortsat en angst over den manglende kontrol. Det smarte ved diverse faldunderlag er bare at der sjældent går hul – men måske brækkes en arm? Børn udvikler generelt altid en respekt for det der med at falde og slå sig, det handler lidt om tyngdeloven også det som ligger i os alle sammen, nemlig den der adrenalinudløsende angst som kommer når man mister kontrollen over sig eget korpus. Prøv evt. den der tillidsøvelse med at lade dig selv falde, mens en skal gribe dig, allerede der fremvokser der ofte en frygt. Det er en rationel frygt som altså ikke trues af nye teknologier, som stødabsorberende faldunderlag og knive som kun kan skære i kød og grønt er. I stedet tror jeg det handler om nogle helt andre ting, når det kommer til at udvikle curlingbørn. Personligt vil jeg indrømme, at jeg har langt lettere ved at sige ”op igen”, når barnet falder af gyngen, fordi jeg netop ved der er et lille sikkerhedsnet under gyngen. Jeg tror nogen gange vi skal passe på, ikke at ville udvikle mennesker som tror de kan klare hele verden selv. Selvfølgelig er det da en styrke at man er handlekraftig, selvbevidst og viljestærk, men vi er nu engang et ”folkdyr” og i stedet for at have så travlt med at vi skal være så individualiseret som overhovedet muligt, burde vi måske i stedet arbejde lidt på det der med at sidde sammen i en grotte, med dem som ikke ligner os for derigennem at arbejde lidt på fællesskabet?

Jeg tror nemlig at jeg udvikler børn med respekt for tyngdeloven, skarpe knive og med forståelse for at de skal passe på sig selv og alle de andre men at hvis det virkelig brænder på, så skal de være handlekraftige nok til at bede om hjælpen, for så er den der – selvfølgelig. Det betyder ikke at mine børn bliver curlingbørn, nej de bliver børn med et godt bagland, som har deres ryg og som samtidigt lærer dem om, at det er okay, det der med at bede om hjælp og lave små sikkerhedsnet for sig selv og alle de andre.

Kærlig Hilsen

Moren som elsker faldunderlag, børneknive og som sikkert også kommer til at bærer sin søns skoletaske i ny og næh, for derigennem at vise ham, at det almen god dannelse, at hjælpe dem der er mindre end sig selv.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Skriv et svar