‘Hende’ den sindssyge ..

img_1005

Jeg tænker tit og ofte på, om folk kan se at jeg har været syg i hovedet?
– når de tanker rammer mig, så spørger jeg mig selv “Hvordan ser en sindssyg ud?”

Jeg kender faktisk allerede svaret, dels igennem min erhvervsmæssige erfaring men også fordi jeg for en periode af mit liv, boede side om side med andre sindssyge. Ordet sindssyge er et lidt voldsomt et af slagsen, men deles det op, som skulle man lærer at læse på ny, så fortæller det overordnet om hvad det i virkeligheden er, sygdom i sindet eller sindet som er blevet sygt.

At være syg i sindet betyder ikke nødvendigvis at man ser ud eller gør på en bestemt måde. Faktisk vil jeg sige at de mennesker jeg har mødt, på henholdsvis det lukket og åbne afsnit, de ligner helt almindelige mennesker. Ret skal være ret, så er der selvfølgelig nogle symptomer og træk som kan være en form for “fællesnævner”. Eksempelvis galt det for mange af mine medpatienter inklusiv mig selv – at øjnene, for en periode, var helt tomme for liv og ansigtet hang lidt, så det mimiske udtryk ikke rigtig kom frem. De medpatienter jeg mødte, kæmpede med hver deres sygdom. På psyk var mange der havde depressioner af den ene eller anden slags og flere havde dobbelte diagnoser. De af os som var ramt af en depression, spændte imellem at lide af fødselsdepressioner, og blev derfor dagligt besøgt af deres partner og nyfødte barn, andre var maniodepressive og forbi afdelingen for en stund, mens manien blev reddet af – så var der også sådan nogen som mig. Jeg var en del af de patienter med en enkeltstående depression. Om min diagnose vi lyde sådan til evig tid, det kan ingen spå om, det er nu mit livs præmis. Jeg var blot en ud af mange, jeg var – er den unge kvinde, mor til to, gift med Hr. Mand, kandidat studerende og langdistanceløber, som fik en belastningsreaktion der kortsluttede hele nervesystemet. Belastningsreaktionen kom af naturlige årsager, men at jeg ubemærket havde gået med en let stressbetinget depression, som havde vokset sig stor og væmmelig, i al smug, det vidste jeg ikke.

Jeg tror ikke sindsyge mennesker ser specielle ud, selvfølgelig er jeg stødt på de, hvor statistikkerne og teorien om, at halter den mentale sundhed, så trækker det spor i den fysiske og videre ud i det økonomiske og de levemæssige vilkår. Selvfølgelig ! OG selvfølgelig har jeg da så også hørt på dem som siger “de skal bare tage sig sammen”. Det er altid nemt at påpege for andre, hvordan de lige kan fixe det hele. Det er altid nemt at rejse ind som turisten, svinge en kost og kommandere, når man jo altid ved, at man kan rejse tilbage til sin egen trygge havn. Hvis der er noget jeg har lært om selv at være psykisk syg, så er det at INTET er som man tror det er og yderligere, at ikke to menneskers psykisk lidelse kommer ens til udtrykke hos to individer. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan trækkes nogle fælles linjer op for hvad der kendetegner de forskellige diagnoser…. dertil også fordomme og stigmatisering…

Jeg har været sindsyg og det er nu en del af mig. Jeg vil til hver en tid mene, at den erfaring og selvindsigt jeg har tilegnet mig igennem min kamp imod mit sinds sygdom, det er det så mange mennesker rejser ud i verden for at finde. Jeg behøvede ikke engang visum eller pas, jeg cyklede bare over på den lokale psykiatriske afdeling og tjekkede pænt ind.
Okay – jeg oplevede selvfølgelig lidt sikkerhedskontrol, men ellers står diverse dannelsesrejser vist helt uden sammenligning. Selvom jeg altid godt har vidst at fordomme eksistere på baggrund af uvidenhed, så har jeg fra det øjeblik psykiateren sad i min stue og sagde “Jeg synes du skal komme med over på afdelingen og lade dig indlægge” følt en kæmpe skam og skyld, dels fordi jeg er liberalistisk præget i min holdning og derfor mener det er mit ansvar, at have styr på mit liv også fordi jeg virkelig følte at jeg fejlede i forhold til mit omgivende samfund. Nu var jeg, som psykisk syg, “mindre værd” og det er bestemt en selvfølelse som jeg stadig hilser på i ny og næh.

Grundet denne selvstigmatisering, som forekom allerede fra første øjeblik jeg forstod at jeg var syg, så har jeg helt bevidst valgt at gå imod. Jeg har valgt at udfordre mig selv og yderligere stå imod de tabuer, som også har været med til at forme mig – før min psykiske sygdom. Jeg vælger dog ikke at udøve et egentligt overgreb mod mig selv og derfor kigger jeg mig altid ekstra godt i ’spejlet’, hver evig eneste gang jeg lukker om for min egen psykiske lidelse og sårbarhed.

Her på bloggen, har jeg tidligere skrevet om hvordan jeg mener at vi alle har et ansvar i at nedbryde de tabuer der er omkring psykiske sygdomme, simpelthen fordi at det er i stilheden, i mørket, alt det grimme og fortærende virkelig kan vokse frem.

Så når jeg tænker “mon folk kan se, at jeg har været sindssyg?”, så er det i virkeligheden min frygt for at blive kategoriseret, på baggrund af uvidenhed og måske endda forudtaget holdninger om noget andre i bund og grund slet ikke ved nok om og til. Den eneste måde vi kan lærer mere om hinanden, som kan ligge til grund for bedre forståelse, det er simpelthen ved at få snakket sammen, spurgt ind. Det kræver dog fra mod begge parter.

img_0694

… er der noget du gerne vil spørger en sindssyg om ?

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Den der skærm.

img_0954

Dengang jeg læste på seminariet, blev vi skolet til at kunne mestre diverse medier og yderligere lærte vi en del om etik og retningslinjer.
I princippet har jeg læst noget så moderne som en IT baseret uddannelse, der er rettet imod at kunne undervise fremtidens “skærmbruger”.

Som barn er jeg selv vokset op med tv i stuen. Senere eget fjernsyn på værelse og der var sågar en stor klodset computer i huset. Fjernsynet kom ikke med et pointskema eller de vilde restriktioner. Den eneste ramme der var for brugen af tv’et, lå meget op af min sengetid og hvis jeg ønskede at se et program, som skred ud over den ramme, måtte jeg argumentere for hvorfor jeg gerne ville se programmet. De sene programmer jeg ofte ville se var “På besøg i Zoo” og ellers når der var kattedyrtema på animal planet.
I takt med jeg blev ældre, fik jeg mere erfaring med de der skærme. Jeg er generationen som fik et PC kørerkort og lærte alt om WORD og at gemme på disketter i RTF format, hvilket min mor virkelig udnyttet. Derudover er jeg Arto, Ofir-Chat og Mujaffas BMW generationen, mine egne børn… de er Ipad generationen.

IPad’en er nok et større diskutabelt emne i de fleste hjem. Hvordan man selv og ens børn anvender en IPad, er – som det jo også er med børn, en privat sag. Jeg er hverken for eller imod IPad, det samme gælder Hr. Mand. Alligevel mener jeg ikke vores børn skal være i kontakt med en IPad eller fjernsynet hver dag. Vi har prøvet alt fra skærmfrie uger, til nul appel tv mm. Herhjemme kan ungerne kun se Ramasjang. De andre børnekanalen er simpelthen fravalgt, da jeg ikke synes alt deres indhold er særligt pædagogisk. Her kommer den kedelige mor, som Aksel betegner mig, ind i billedet. Jeg er nemlig typen som tjekker aldersgrænsen på henholdsvis film og spil. Yderligere gennemtestes alle spil inden ungerne selv får lov til at give sig i kast med dem. Sådan er jeg og i princippet mener jeg det er sådan det burde være.

Det er ikke sådan at jeg tror mine børn bliver stærkt kriminelle af at spille “voldelige” spil. Jeg mener ikke mine børn bliver dårlige kammerater af at se Disney channels teens serier, jeg mener dog de præsenteres for et indhold som er upassende for mindreårige og derfor tager jeg gerne titlen som “den kedelige mor”.

img_6816

Herhjemme har vi derfor perioder hvor skærmene fylder lidt mere og andre gange overhovede ikke eksistere. Grundenreglen er at Ipaden aldrig må fylde mere end leg og kontakt. Selvfølgelig er der dage hvor vi næsten allesammen er sofakartofler, men her gælder ordsproget “Alt med måde”. Jeg har ikke noget imod at mine børn og jeg, ser en film en solskinsdag, så længe den overholder den anviste aldersgrænse og yderligere, har et acceptabelt pædagogisk indhold. Det betyder ikke at drengene kun kan se på regnbuer og glade aber, nej de må hjertens gerne se socialrealistisk børne-tv.

Jeg elsker at DR1 virkelig forsøger st producere tv som skildre verden i farver, frem for den sort hvide opfattelse af henholdsvis kernefamilier og kønsstereotype karakter. Når det er sagt, synes jeg rigtig tit – at alting efterhånden handler om at børn skal blive så store, som overhoved muligt. Her kommer den famøse sætning, dengang jeg var barn og jeg er trods alt kun 28, så var de karakter i tv mm. Solide veludviklet roller, som Alfons Åberg, Nartaline, Ronja Røverdatter, Lotte og Totte og Laura Ingells. Idag synes jeg tit at karakteren er rystet ud af ærmet og ofte mangler dybden. De miljøer der beskrives er alt for lige til og farveløse, hvorimod ældre børnelitteratur malede billeder som vokset sig større, jo længere ind i den enkelte historie man kom. Derfor har jeg bevist valgt at være kritisk overfor hvad mine børne ser og lytter til. Det kan hurtigt lyde som en omgang Blachman vulapyk for nogen eller sågar hønemor vol. 2. Det er ikke fordi jeg ikke mener at god og kærlig kontakt samt læring, kan hentes i skærmene, jeg mener faktisk det kan hentes i alt. Om det så foregår omkring en IPad, perlepladerne, legoklodserne, gadekritene eller foran fjernsynet. Jeg ønsker bare ikke at parkere mine børn i en verden, med et medie eller ja i en leg, jeg ikke har “opsyn” med.

De må hjertens gerne lege selv, hellere end gerne og ligeledes må dørene være lukket, med tegning af forbudt for voksne på. Jeg ønsker mest af alt bare at balancer imellem at være den synlige voksen og det samtidige skjulte men bestemte hånd, så længe det er muligt. At det så gør jeg er hende der siger “Nej du må ikke se LEGO WORLD”, det overlever vi nok alle sammen herhjemme.

Hvilket forhold har du og dine børn til skærmene?

Tak fordi du læste med!

Kærlig Hilsen Christina

Vinderen er trukket og blev Janne. Kontakter dig privat 🙂
Tak til alle jer der deltog og læste med.

Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Jeg tæller til tre!

img_0218

 

Nøj hvor har jeg sagt det mange gange og for en kort periode af mit moderskab, talte jeg også til 3, både med kvarte og halve dele.
Så med tiden lærte jeg lige så stille, hvilken forældrestil der passede mig og mit eget temperament bedst.

Jeg tror i sandhed, at ens forældrestil må og skal afhænge af lige nemt den stil. Er man den toldmodig type, jamen så kan “linen” vel og mærket også strækkes, hvorimod hvis man er meget kontant, er det vigtigt altid at stille rammerne op således, at man fortsat kan “rumme” gak og løjer, uden at komme op i det røde felt, når man skal stoppe det. Det er helt klart lettere sagt end gjort og derfor har jeg altid været rigtig glad for at gå til mit eget forældreskab med en “forsker” tilgang. Jeg elsker at læse om pædagogiske håndterings strategier og psykologiske metoder omkring udvikling af henholdsvis barnet og den voksne.

Nogen hader familievejleder og særligt hende Lola og andre elsker. Jeg tror generelt alt er godt med måde og at intet bare sådan lige kan overføres fra det ene barn til det andet. Ingen er ens og derfor bør man altid have det i tankerne, når man læser om hvordan andre gør, i hverdagens små og store konflikter.

img_0843-1

Jeg har haft fornøjelsen af at læse familievejleder Smilla Lynggaards bog “Slut fred med dit viljestærke barn.. og dig selv”. Dengang jeg kastet mig ud i at læse bogen, var jeg lige kommet igennem en svær periode i mit modeskaber til Aksel og nu trådte en 3-årig Carl, for alvor i karakter, så var godt udfordret. Begge mine drenge er sunde og raske, de er glade og lattemilde. De er enormt gode til at formulere sig også er de yderst eftertænksomme. De er brødre og alligevel som nat og dag. Forskellen mellem de to, oplevede jeg allerede på tredjedagen med Carl. Aksel har altid været ret mild og ligetil. Som spæd kunne jeg godt lige nå at tisse af, inden jeg skulle amme, hvorimod at der med Carl ikke var noget ”bare lige”. Han var meget mere up front og var ikke lige sådan en man trak tiden hos. Hvis han havde et behov, så blev de udtrykt nu og her og dertil også opfyldes.

Personligt så bryder jeg mig ikke om kassetækning og særligt ikke af børn, så var jeg lidt skeptisk da jeg meldte mig til at læse bogen igennem. Ret hurtigt kunne jeg ånde lidt lettet op, for Smilla tænker ikke i kasser, hun tænker nærmere i personkarakteristikker og vi som mennesker udvikler os jo hele tiden, så intet er aldrig helt fast. Alligevel tror jeg de fleste forældre, ville kunne karakterisere deres børn, udfor nogle træk de har studeret hos deres barn.

Først og fremmest vil jeg ikke mene jeg har nogle være hidsigpropper eller lignende. Jeg har altid selv, som Smilla også kalder dem, viljestærke børn. Det er jo faktisk en gave – da det at kunne udtrykke egne holdninger og lyster, er et super trivselstegn og yderligere et tegn på tryghed i forhold til de relationer barnet indgår i. Det er bare mindre sjovt når trivselstegnet udtrykkes i køen i Netto, midt på fortovet en tirsdag morgen eller ved puttetiden. Omvendt tror jeg at adfærd ofte er betinget af handlinger og er relationer heraf og ja – så kan man jo selv evaluere på hvordan det mon kunne være at barnet klokken 16:30, en fredag, oplever et mindre sammenbrud, der i Netto?

Det jeg rigtig godt kan lide ved Smillas bog er at den tager fat i forældrene og de fastlåse mønstre og tankesæt vi rigtig tit kommer til at få, i forhold til vores børn. I princippet laver nogen forældre en negativ diskurs om sit eget barn og mødet der alt for ofte med en for-udtaget holdning om “Sådan er han/hun også… ihhhh!”. Bogen er bygget op med gode eksempler og yderligere øvelser. Her er det at min indre elsker for kognitiv adfærdsterapi og systematisering kommer frem. Hjernen er en muskel og kan ligesom kroppen trænes til rigtig meget og her kan øvelserne virkelig hjælpe en godt påvej.

En af de metaforiske forståelser jeg særligt har taget med mig efter at have læst bogen ”Slut fred med dit viljestækrebarn…og dig selv”, er Dommer/Detektiv forståelsen. Dommeren er den som dømmer og giver det røde eller gule kort. Hvor detektiven går mere i detaljer og istedet finde spor der kan vejlede og guide og finde ud af, hvordan det kan være at en bestemt adfærd forekommer, til trods for man måske allerede 10 gange har fortalt at det er noget man ikke må. Børn kan selvfølgelig ikke sætte ord på alt og man kan også tale alt for meget om tingene med en 3 årig. Omvendt har jeg selv oplevet hvordan en “dommer-adfærd” også former små forsvars advokater som virkelig kan argumentere for sig og i princippet vil jeg jo bare gerne opdrage to drenge, i tråd med de livsværdier Hr. Mand og Jeg går ind for, og ikke to forsvarsadvokater som ved at straffen for “vold” er 2 min på en højstol. De kender jo den reelle konsekvens, nemlig at den man slår, ofte bliver rigtig ked af det og yderligere trækker sig i relationen.

Jeg kunne tale langt og lææænge om denne lille fine bog og den kan bestemt anbefales. Både Hr. Mand og Jeg har været i gang herhjemme og vi er begge ret godt med og synes at kunne bruge flere ting i vores forældreskabskuffert.

Måske tænker du så nu, at du også kunne have brug for at lærer lidt om det med at slutte fred.
Dels med dit barn men også med dig selv?

I så fald kan du VINDE Smillas Lynggaards bog ” Slut fred med dit viljestærke barn… og dig selv”.
Det eneste du skal gøre er at smide en kommentar her på indlægget, inden Mandag D. 17 klokken 20:00.

Så trækker jeg en vinder 🙂

I kan læse mere om Familievejleder Smilla Lynggaard og bogen, på hendes hjemmeside www.smillalynggaard.dk

Mange Påskehilsner Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hvad nu hvis?

img_0516

Forleden løb jeg et løb, et løb i en hovedestad, som dufter af grillet pølser, solidt bagværk og som giver lækre toner i ens ører.

Jeg var nervøs, tenderende bange til tider, for byen har været ramt af grufuldheder. Det var på mange måder ikke noget, jeg, som turist bemærket og alligevel var mine føler konstant ude.
Hvad enten jeg gik, stod eller løb.

Man tænker jo ikke at bilen i den sideliggende vejbane, pludselig drejer af og ind på fortorvet?
Man tænker jo ikke, at man i den folkemængde man står i, er i en sårbar position.
Jeg tænkte det ikke, fordi jeg ikke ville.

Da jeg ankommer til løbsområdet, hvor løbet starter og slutter, bliver jeg kropsvisiteret. Min taske bliver gennemtjekket også skal jeg fremvise mit armbånd. Armbåndet som alle løber får på og som sikre at det kun er løber som for adgang til pladsen. Jeg ved ikke om hypotesen om at en teorist ikke vil bruge penge på et løbenummer holder? Jeg ved det ikke – jeg ved blot at det er sølle mennekser, som i deres egen overbevisning mener at have ret til at gøre andre ondt.
Jeg ved det ikke handler om religion, hudfarve eller modersmål. Det handler simpelthen om noget helt helt andet.

Mens jeg løber der på vejen, ser jeg kampklædt politi. Selv har jeg ikke musik i ørerne, dels grundet behovet for at træne rigtige løb uden musik også fordi løbs arrangørerne har meldt ud, at musik ikke er tilladt. Det handler om sikkerhed, løberne imellem og ja måske også på et højere plan.

Jeg løb mit løb og jeg kom i mål og mens jeg stod der og ventede på min mor skulle passere målstregen, så følte jeg mig sårbar. Ikke fordi mine muskler var ømme og løbetøjet vådt, ikke fordi jeg havde et bankende hjerte ovenpå min nye PR tid. Jeg var sårbar, fordi jeg befandt mig en en tæt pakket menneskemængde og hvis et ussel menneske ville det, ville jeg være et ud af mange nemme ofre.

Jeg kunne selvfølgelig havde ladet vær med at løbe det løb i Berlin.
Jeg kunne selvfølgelig blive derhjemme, løbe mine ture langt væk fra store menneskemængder og kørertøjer.
Jeg kunne selvfølgelig holde mine børn og mig selv indenfor.
Jeg kunne selvfølgelig give op og lade frygten vinde over mig.
Men hvad nytter det ?
Hvem vinder så?
– De usle mennekser….

Teorisme er desværre et kendt ord og af forfærdelige årsager. Gang på gang har vi set, hørt og oplevet umenneskelig handlinger mod uskyldige…
Og gang på gang rammes jeg selv på min sårbarhed, på min frygt, min angst for hvilken verden det er vi lever i og ikke mindst hvad er det for et sted mine børn skal vokse op. Hvilken ondskab skal de kende til og hvordan?
Kan vi “nøjes” med at skulle tænde lys, ligge blomster og vinke til de kampklædte politibetjente, eller skal vi overmandes af frygten for, hvad nu hvis?

Jeg ved det faktisk ikke…
– Gør du ?

Mine tanker går til Sverige

Kærlig Hilsen Christina

Sorg, en følelse . . .

img_0441

Forleden havde jeg en snak med en dame. Det er en dame som går med ravhalskæde og har alverdens schleichdyr stående på en hylde. Under vores snak, sagde hun så, at jeg utrolig gerne ville være korrekt i alle mine relationer. Korrektheden var dog alt for ofte på bekostning af mig selv og hvad jeg egentlig selv gik og følte og i sidste ende kunne rumme. Rumme er yderligere et ord, som jeg så også bruger uhyrlig meget og mens jeg sad der og lyttede til damen med ravhalskæden, så faldt nogle af mit livs puslespils brikker på plads. Pludselig forstod jeg mine spontane feberanfald og mavekramper. Pludselig forstod jeg lysten til at løbe fra livet, frem for bare at være til og føle det som nu skulle føles, nemlig mine helt egne følelser.

Vi er alle forskellige og ydermere er de relationer som vi har til vor medmennesker det også. Det er nu engang sådan livet vil det. Hvor end vi gerne vil og hvilket krumspring vi forsøger at lave, så kan vi ikke selv fixe en relation. Det kræver nu engang at der er to om opgaven og nogen gange, så kommer fixet bare alt for sent. Det sker ikke fordi den ene er ond eller ubarmhjertig, men fordi det var og er sådan det blev.Selv tror jeg at vi alle sammen gør det bedste vi nu engang formår og kan – det er bare desværre ikke altid nok.

I mit eget liv, har jeg alt for ofte forsøgt at rede relationerne omkring mig, selvom jeg på mange måder har været ene mand på den synkende skude. Selv der, der har jeg stået i regn og blæst mens kulden frøs om mit indre. Jeg har stået der, alt imens jeg ignoreret de følelser som var i kroppen, fordi det nu engang var det eneste rigtige at gøre, eller det var sådan jeg følte det. Det var min overbevisning og på mange måder har det gjort at jeg flere gange i mit liv har været en pleaser eller som hundehvalpen der bare gerne ville ses og holdes af, ligegyldigt hvilket omkostninger det så måtte have i sidste ende. I mit tilfælde har det haft en stor mængde konsekvenser, nogle af dem trækker sig som lange slimede sneglespor i mit voksenliv, eller ses som skinnende hvide ar på den blottet hud. Det har haft konsekvenser, i alt fra søvnløse nætter, manglede appetit – til en konfirmation i hvid kjole, selvom jeg i virkeligheden ville have følt mig bedre tilpas i hvide bukser. Jeg er vokset op og har undervejs lavet nye relationer og derigennem ofte udglattede dem, på bekostning af mig selv og mine behov. Stødt og roligt, forsaget det at jeg sank jeg mere og mere sammen, alt imellem at jeg jo bare gerne ville anerkendes, mens jeg samtidigt ikke anerkendte mine egne følelser.

Jeg tror på tilgivelsen.
Jeg har tilgivet.
– det betyder dog ikke at det ændre noget eller fjerner de mange ar.

Jeg har følt sorg flere gange i mit liv. Jeg har følt hvordan sorgen har fyldt mit indre, i sådan en grad at kun et skrig kan bryde med den. Jeg har set sorgen forsøge at fortærer mine aller kæreste og jeg har set på sorgen, i en respektfuld afstand. Jeg ønsker ikke for andre, at de skal kende sorg som jeg har kendt den. At de må føle den som jeg har følt den og alligevel er sorgen en del af livets præmis, som i sidste ende kan være med til at lærer en at kende til glæde og måske endda lykke. Sorg er en følelse som føles, opleves og mærkes forskellig for person til person og ofte betinget af den relation man har haft til et andet menneske. Det gør at sorgen kan komme og optræde i en dobbelthed. Sorgen kom komme fordi en af betydning er gået bort og på samme tid kan den være der, fordi man nu står tilbage med alt det som aldrig blev, aldrig var og aldrig nogensinde bliver. Ikke fordi man ikke ønsket det, ikke kæmpede, men fordi det nu engang var sådan det var. Jeg kunne sige og har før sagt “sådan er det” eller “det er fint – jeg har så meget andet“.. men i stedet forsøger jeg at lærer at sige “Jeg rigtig ked af at det var og er sådan. Det er noget jeg forsøger at lærer at leve med, for sådan er det nu engang i mit liv.” Trøstede ord kan komme og de er selvfølgelig også vigtige, men jeg har nu lært, at det vigtigste er at mærke hvordan følelsen kommer til udtrykke hos en selv og man ikke føler den, som man tænker man burde føle.

Jeg har stadig rigtig meget at lærer og selvom jeg virkelig forsøger, så er jeg nu engang den jeg er. Jeg er den jeg er, grundet det jeg kommer med. Jeg gør det der ofte bør gøres, frem for det jeg har lyst til. Jeg tænker det er sådan livet er. Det er selvfølgelig en god egenskab i forhold til løb og et vægttab, men livet er bare så meget mere end en kommando og befaling fra øverste instans. Livet er en organisk størrelse, i konstant udvikling og bevægelse. Nogle gange mere sammenhængende og flydende og andre stive og kejtet. Livet gås nogle gange let dansende og andre gange men tunge sørgmodige skridt.

Og lige i disse dage, der går jeg med sorgen, en følelse…

Hvil I fred, det fortjener du kære kvinde.
Du som virkelig har forsøgt og kæmpet på bedste vis.
Livet bliver ikke altid som man ønsker det.
Det betyder dog ikke, at livet ikke var godt.
Tak for alt, trods alt.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet