Hvad nu hvis?

img_0516

Forleden løb jeg et løb, et løb i en hovedestad, som dufter af grillet pølser, solidt bagværk og som giver lækre toner i ens ører.

Jeg var nervøs, tenderende bange til tider, for byen har været ramt af grufuldheder. Det var på mange måder ikke noget, jeg, som turist bemærket og alligevel var mine føler konstant ude.
Hvad enten jeg gik, stod eller løb.

Man tænker jo ikke at bilen i den sideliggende vejbane, pludselig drejer af og ind på fortorvet?
Man tænker jo ikke, at man i den folkemængde man står i, er i en sårbar position.
Jeg tænkte det ikke, fordi jeg ikke ville.

Da jeg ankommer til løbsområdet, hvor løbet starter og slutter, bliver jeg kropsvisiteret. Min taske bliver gennemtjekket også skal jeg fremvise mit armbånd. Armbåndet som alle løber får på og som sikre at det kun er løber som for adgang til pladsen. Jeg ved ikke om hypotesen om at en teorist ikke vil bruge penge på et løbenummer holder? Jeg ved det ikke – jeg ved blot at det er sølle mennekser, som i deres egen overbevisning mener at have ret til at gøre andre ondt.
Jeg ved det ikke handler om religion, hudfarve eller modersmål. Det handler simpelthen om noget helt helt andet.

Mens jeg løber der på vejen, ser jeg kampklædt politi. Selv har jeg ikke musik i ørerne, dels grundet behovet for at træne rigtige løb uden musik også fordi løbs arrangørerne har meldt ud, at musik ikke er tilladt. Det handler om sikkerhed, løberne imellem og ja måske også på et højere plan.

Jeg løb mit løb og jeg kom i mål og mens jeg stod der og ventede på min mor skulle passere målstregen, så følte jeg mig sårbar. Ikke fordi mine muskler var ømme og løbetøjet vådt, ikke fordi jeg havde et bankende hjerte ovenpå min nye PR tid. Jeg var sårbar, fordi jeg befandt mig en en tæt pakket menneskemængde og hvis et ussel menneske ville det, ville jeg være et ud af mange nemme ofre.

Jeg kunne selvfølgelig havde ladet vær med at løbe det løb i Berlin.
Jeg kunne selvfølgelig blive derhjemme, løbe mine ture langt væk fra store menneskemængder og kørertøjer.
Jeg kunne selvfølgelig holde mine børn og mig selv indenfor.
Jeg kunne selvfølgelig give op og lade frygten vinde over mig.
Men hvad nytter det ?
Hvem vinder så?
– De usle mennekser….

Teorisme er desværre et kendt ord og af forfærdelige årsager. Gang på gang har vi set, hørt og oplevet umenneskelig handlinger mod uskyldige…
Og gang på gang rammes jeg selv på min sårbarhed, på min frygt, min angst for hvilken verden det er vi lever i og ikke mindst hvad er det for et sted mine børn skal vokse op. Hvilken ondskab skal de kende til og hvordan?
Kan vi “nøjes” med at skulle tænde lys, ligge blomster og vinke til de kampklædte politibetjente, eller skal vi overmandes af frygten for, hvad nu hvis?

Jeg ved det faktisk ikke…
– Gør du ?

Mine tanker går til Sverige

Kærlig Hilsen Christina

3 comments / Add your comment below

  1. Hej Christina.

    Jeg havde selv det samme meget i tankerne til løbet. Jeg valgte bla at stå tæt på hegnet i startboksen, fordi jeg følte mig mere sikker der.
    Jeg så godt de kampklædte betjente da vi startede, men ellers vil jeg sige, at jeg var overrasket over at jeg kun så politi i start og slutområdet.Jeg havde forventet meget mere politi ude på ruten pga deres tidligere eftaringer…… jeg følte mig sårbare hele turen rundt og glemte det desværre kun ganske få gange 🙁
    Det var rigtig øv, at det fik lov at fylde så meget for mig, men måske er det sådan det vil være for eftertiden, men det vil ikke afholde mig fra større løb, endnu i hvertfald.
    Vi snakkede faktisk om, at der er langt større opsyn til fx Aarhus City Halvmarathon. Ikke at der er mange kampklædte politipersoner, men der er der altid mange fra hjemmeværnet…….det føles godt at se dem rundt omkring, men måske er de falsk tryghed, da de jo ikke har så mange skydevåben, men det føles meget godt at de holder lidt øje med løbet 😉

    1. Hej Seje Camille.
      Jeg vil give dig ret i, at der på ruten manglede mere opdækning – nu skete der ikke noget , men med alt andet i tankerne, så kunne der. Da vi løb af Tiergarten, hvor bilerne i modkørerede spor var, der tænkte jeg – hvor er jeg sårbar lige her. SÅ jeg kan klart følge dig i at så stort et event var ret let og måske ikke helt så opdækket som man oplever herhjemme. Om det er falsk eller ægte tryghed, det ved jeg ikke. Jeg synes faktisk det er rigtig svært at finde ud af hvilket ben man skal stå på. Overvejer eller tænker marathon til maj – omvendt tror jeg desværre også at dk kommer til at mærke terror (7-9-13) og tænker at ja, det er et “mål”. det gør ondt at have det sådan og yderligere at man måske stiller sig selv i en sårbar position. Omvendt så tror jeg bare ikke det helt hjælper. Igen – jeg ville pt. ikke rejse til tyrkiet eller lignende … ved godt det er et sidespor, men ja – tænker vi alle trække små streger i sandet.
      Jeg løb igår en tur, rent sent klokken 21+ og løb ved kastellet, i regnvejr og mørke. der var ingen mennesker. Tog musikken ud og overvejede flere gange om jeg skulle tage en anden vej end den lidt mørke og mennesketomme sti, men løb alligevel. Løb dog i pace 5:17 og var hele tiden OBS på alt. Efter den kvindelige løber blev slået ned i sommers, så har det ændret meget – ligesom marathon i Boston og julemarkedet i berlin.
      Det burde bare være det mest frie tidspunkt, når man løber og alligevel er det nu ret sårbart..

      Tak fordi du læste med og skrev også .
      Svare bedste fra PC men er ikke så tit på den – det siger måske lidt om mit studieniveau pt.

      knus til seje dig.
      Har du nye løbemål på prpgrammet?

Skriv et svar