Forløsning, intet mindre

img_1994
Idag har været en rigtig god dag, det har været en forløsende dag med følelserne helt udenpå tøjet. Faktisk har de sidste par dage været optakt til lige præcis Idag og at jeg så reagere som jeg gør, det var lidt utilregneligt og omvendt måske meget forventet..

Idag har jeg afleveret en eksamensopgave. Hele dette forår har jeg læst valgfaget MadSociologi og samfundsmæssige udfordringer, på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Det har været et hårdt semester, først og fremmest fordi jeg for en stund ikke længere var tilknyttet Århus universitet også fordi jeg rent mentalt har lavet et vandvittigt hårdt stykke arbejde. Heldigvis havde jeg nogle knald dygtige fagpersoner, som allerede dengang jeg var indlagt, pænt fortalte at hvis jeg nu skulle fortsætte mit kandidatstudie, så skulle der nye boller på suppen. Der kom nye boller på suppen og med hjælp fra mine behandler og en studievejleder, så fik jeg sendt en dispensations ansøgning frem til studienævnet om muligheden for at studere på nedsat tid. Den ansøgning blev imødekommet og det købte mig derfor et studieår med lidt mindre pres.

Jeg er hverken doven, ustruktureret elller dum, tværtimod. Jeg er ansvarsfuld og yderst kvalificeret til at læse den uddannelse jeg gør. Mit karakterblad understøtter en teori om “12 tals pigerne” og det er på trods af jeg til tider staver helt forfærdeligt og laver lange mærkelige sætningskonstruktioner. At jeg kan slå i bordet og sige / skrive sådan som jeg gør, det er nye toner. For igennem hele min studietid, har jeg været “The Underdog”, selvom jeg altid har præsteret over middel. Tiden tilbage fra folkeskolen, med diktaterne, hvor jeg sad og græd og bandet over min udulighed den fulgte i mange år med mig og lettere blev det ikke, da jeg begyndte på en læreruddannelse med linjefaget dansk. Selvom jeg ikke staver særlig godt, så er jeg en dygtig underviser som formår at skabe levende læringsforløb som er innovative og samtidigt styrker den almene sociale dannelse, som er en af mine kerneværdier.
Det jeg kan, skal ingen nogensinde tage fra mig og i princippet tror jeg nu heller ikke der er nogen som gør det, andre end mig selv. Jeg er nemlig mester i at underminere og nedtale mig selv og mine egne evner.

Da jeg blev syg tænkte jeg at nu var det sket. Nu var min tid på studiet slut og alle de drømme jeg har om NGO arbejde syntes at forsvinde… men jeg var “heldig” og formåede med solid opbakning at få sendt en ansøgning afsted som blev imødekommet og yderligere med super støtte for særligt min faste gruppemakker, kom jeg igennem efterårssemester. Da jeg afsluttet mit første valgfag var det med bravur og det var selvfølgelig skønt med en god karakter, alligevel var værdien i af været kommet ud på den anden side langt vigtigere.

Idag sidder jeg så og har netop uploadet en ny eksamensopgave. Opgaven er udarbejdet alene, på et andet universitet med deres egen tradition og studieordninger. Hvordan opgave bedømmes er for mig lidt “ligemeget”. Når det er sagt, så jeg har gjort det bedste jeg kunne og der ligger rigtig mange timers arbejde i den opgave. Så selvfølgelig håber jeg at det falder i god jord. Alligevel oplever jeg nu en forløsning over at være kommet hertil. Lige om lidt er det er år siden jeg blev syg, eller det er et år siden jeg fik min belastningsreaktion og jeg fik konstateret diagnosen svær depression.

Jeg har netop modtaget en ny dispensation fra studienævnet. Den gør at jeg også kan udarbejde mit speciale på nedsat tid. Det betyder så også at vores økonomiske situration forsat skal være relativ presset, men jeg klager ikke. Jeg er beæret og virkelig taknemmelig over at få opbakning til at kunne gøre det jeg drømmer og brænder for, på trods af jeg fortsat ikke er helt tilbage hvor jeg gerne ville være, omvendt er jeg nu et langt bedre sted personligt og selvom det fortsat er en kamp at huske og holde koncentrationen inden bogstaver begynder at danse tango, så er jeg bare glad for at være. Jeg troede nemlig ikke på det hér for knap et år siden. Jeg var på mange måder overbevist om at jeg ville dø af sygdommen eller egen handling. Jeg troede ikke der var lyst forenden af min mørke tunnel, men der var der. Det kom tilbage og lige nu er jeg ved at indrette mig sådan i tilværelsen, at det lyser præcis som jeg ønsker det og vigtigst af alt sådan så jeg ikke ender med at erhverve mig store forbrændinger på krop og sjæl.

Imorgen er en ny dag og første dag af min sommerferie. Den første ferie i 2 år, hvor jeg SKAL holde fri. Sidste år blev pænt ødelagt og inkluderet istedet en meget lang indlæggelse på psyk. Så i år prøver vi igen – uden høje forventninger men bare et lille håb om en talrige gode stunder og med langt mere ro i sindet, end der nok nogensinde før har været.

Tusind tak fordi du ville læse med i dette lidt glitteramte indlæg 🌈

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

De dage som satte mig fri

img_5069

På det tidspunkt, hvor vinter og foråret sloges om hvem der skulle regere over jorden, der skete der noget med mig. Erantissen skød op, for i det næste at blive overdækket af sne og slud. Selv stod jeg på gaden og kiggede op på himlen. Jeg så skyerne, i nogengange langsomme – for dernæst hurtige bevægelser. Selvom luften var kold og nev i næseborderne, så var den ren og befriende at få ind i kroppen.

Mit liv har virkelig ændret sig det sidste år og på mange måder til det bedre. Jeg har bevist valgt at tænke det er blevet ændret til det bedre, hvis jeg skulle se på det, i et andet perspektiv, ville tilværelsen simpelthen blive for smertefuld. Igennem sygdommen, oplevede jeg noget som var livsændrende og jeg har derfor været nød til at tage konsekven heraf. Hele min egen og min families livsstil blev set efter. Alle mine relationer kom op til overvejelse og ‘uhængtigsmæssige’ venskaber begyndte jeg at fade ud. Alt sammen i kraft af, at jeg har forsøgt at ændre på, hvad der engang var nødvendige leveregler og strategier. I rigtig mange år har jeg levet mit liv med en indre overdommer, som havde en megafon i hånden og en hadefuld tone. Den hadefulde tone den blev langsomt konstrueret hen ad vejen, af udefrakommende faktorer og indre skavanker. De blev aldrig rigtig anderkendt. Istedet fortsatte jeg derudaf, som en stabil lille motor, som gang på gange holdte tempoet oppe, til trods for alverdens bump på vejen og kørsel i stormfuldt vejr. En dag løb motoren tør for benzin. Som andre motorer, så havde jeg en reserve tank. Reservetanke er til for at man skal kunne nå i ‘ly’, istedet for dette, så kørte jeg videre, til jeg til sidst stod der i ørkenen, alene og udbrændt .

Jeg har aldrig prøvet andet end at kæmpe. Jeg har aldrig lagt mig fladt ned og giver efter for livet. Den handlen, har på mange måder givet mig en chance, selv når livet ikke syntes at give mig nogen. Selvom jeg står i forbindelse med en hel del risikofaktorer, så er jeg styret udenom, takket værd min leveregel. Den var guld værd, når verden var mørk og ubarmhjertig. Da jeg som barn stod og så min far forlade mig.
Da min uskyldighed blev bestjålet. Da jeg ikke længere kunne genkende mig selv, mit eget køn, min egen person.
Det hele var jo en illusion og et forsøg på at kvæle det væmmelige som var sket mig.
Det hele var en overlevelsesstrategi … og den virkede..

Jeg har tidligere skrevet om min indlæggelse, om min formidling af min psykiske sygdom til mine børn
og at jeg tilbage i efteråret 2016 for alvor begyndte at føle at jeg var kommet ovenpå. Jeg kom aldrig tilbage og jeg kommer det formenligt aldrig nogensinde til, heldigvis. Istedet har jeg valgt at gå et nyt sted hen i tilværelsen og det sted har på mange måder sat mig fri.

Jeg kommer til evig tid til at kæmpe en kamp, imod damen med megafonen. Det meste af tiden danser jeg bare rundt i regnbuens skær og rækker i ny og næh tunge af damen og andre gange så ligger jeg mig ned og er helt stille. Jeg er stille mens jeg holder fokus på at få luften helt ned i lungerne og tankerne på sporet. Det er enormt udmattende at danse der i regnbuens skær, men det er langt mere livsgivende, end noget andet jeg før har prøvet.

Et godt liv det skal man kæmpe for, men jeg tror det er lige så vigtigt, at finder ud af, hvad det så er man kæmper for. Hvad er det som gør et liv godt?

Det krævede en tur i jorden, en masse dage i fosterstilling og et hovedet som blev infiltreret af sygdom. Men jeg ved det nu…

Så på mange måder, så blev alt den tid med sygdom, de dage, som satte mig fri.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Okker Gokker, Glade Sokker

Dette indlæg er sponsoreret, men indeholder udelukkende egne holdninger til produktet.
img_1825

Drengene leger ta’ fat. Selvom vi ellers har sagt at løb indendøre er NO go’. Vi er ikke overborer til en fru. Olsen, men overborer er vi nu engang og så er vi forældre til en lille ulykkesfugl. Aksel har desværre lavet indtil flere skred i svinget og det er ikke alle styrt, som afværges lige godt. Alligevel er deres ta fat leg anderledes Idag, der er ingen uheld. Istedet løber drengene pludseligt hurtigere og deres afsæt i gulvet er lette og elegante, uden det mindste tegn på at foden er ved at skride på det glatte plankegulv. Aksel har en ny slags strømpe på og i det øjeblik bliver jeg for alvor overbevist om, at en strømpe ikke bare er en strømpe.

Aksel har grundet hans medfødte klumpfødder nedsat taktile sanser i fødderne, på trods af de fleste klumpfodsbørn ikke kan fordrage at have bare tær, så elsker han det. På mange måder minder vi meget om hinanden på det punkt. Så jeg var spændt på om han ville bryde sig om de nye strømper. Tit kan de overtales til at blive beholdt på, hvis der er en sej figur som print eller nogle fine farve. De her var simple men ultra bløde, også havde de skridsikre poter under trædepuderne, hvilket samtidigt er en god indikation for hvilken side der skal op og hvilken der skal ned.

img_1699

Vi har testet tre forskellige slags strømper fra Fuzzies Dk. Deres strømper forhandles landet over, i stort set alle børnetøjs butikker med respekt for dem selv. Strømprene, som minder meget om de klassiske hyggesokker, er her i det sommerhalvår vi går imøde, gode i gummistøvlerne eller ved morgenstunden, hvor kroppen lige så stille skal have lov til af vågne.

Selvom Aksel og Carl er brødre, så er de på mange måder hinandens dimentrale modsætninger. Hvor Aksel kan vende alting på vrangen, gå rundt dagen lang med bananfødder eller skidt på fingrene, så er Carl lige omvendt. Han hader at få noget på fingrene og kan aldrig lokkes til at arbejde med en pølsehorndej. Hvis jeg har købt en ny bluse eller anden form for tøj; så skal alle vaskemærker helst fjernes. Derudover så kan selv den blødeste trøje hurtigt krasse, så når tøjproducenter proklamere at de har lavet “bløde” beklædningsdelen, så er Carl altid en god tester.

Carl testet først Fuzzies strømper af, med skridsikre poter under, ligesom Aksel, men dutterne var lidt for markante til den lille herres halvsarte smag. Prøvede strømpen af på hånden og jeg synes altså det er ren og sker fis, men omvendt så er de scener barnet laver, når han får strømperne på, virkelige nok, så vi lagde pænt den type strømpe til siden.

De strømper der lignende hyggesokker, faldt dog i godt jord og er ligesom hos Aksel, blevet en lille erstatning for sutskoene på kolde forårsmorgner og gode at have på i gummistøvlen.

En strømpe Carl tilgengæld er helt vild med er Fuzzies dk footies. Strømprene er tæt vævet men stadig dejlige tynde, uden markante syninger også er pasformen perfekt til Carls lille smalle fod. Når nu man hverken bryder sig om hårde syninger, kradsede bomuld og skridsikre poter, kan i måsle selv gætte jer til herrens holdning til små sandkorn. Derfor er footiesne geniale i sommersandalen. Selvom kaldenderne kun viser maj, har vi allerede haft et par gode varme dage og der var Fuzzies footies tempurerrende nok til af den lille gut ikke havde halvsvedige fødder.

Så den lille remse med okker gokker, bliver med Fuzzies på fødderne, til glade sokker.

img_1832

Måske kunne du også tænke dig af teste Fuzzies strømper af på dit barn. I Såfald forhandles de landet over OG du kan prøve lykken og deltage i konkurrencen om at vinde 10 par valgfrie strømper, ved at smide en kommentar nedenunder.

img_1701

Vinderen trækkes søndag d. 28 maj klokken 21 og offentliggøres både her på bloggen
og kontaktes yderligere personligt

Vindere en fundet og det blev LOUISE, jeg kontakter dig privat. Tak for deltagelsen alle sammen.
Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Tusind tak fordi du ville læse med .
Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Løber Livet del. II

Dette indlæg kommer i II. dele, hvoraf dette er det sidste indlæg.
I. del kan læses HER.

img_1717

Jeg følges med min (lille)bror til startområdet. Han er kommet fra Aalborg sammen med han kæreste og hun skal sammen med min mor, bror og søster ud og heppe på ruten. Hr. Mand og drengene står mellem 21-22 kilometer, hvor jeg skal have overrakt et nyt løbebælte og væske. Planen for i år er at spise og drikke mig igennem løbet. Solen er allerede skarp og selvom kroppen er indsmurt i solcreme, så tvivler jeg på det kan holde hele løbet.

Vi får smit vores bagageposer, får besøgt toilettet og følges så ud til løbsgaden, hvor de forskellige sluttidszoner er markeret. Vi tage afsked og ønsker hinanden held og lykke, sidste år startede vi sammen, men i år er strategien en anden. Min bror går til 4:50 og selv stiller jeg mig hen til 4:40. Jeg får en krammer af de fartholder som har stået for søndagstræningen hos Sparta, i de mange måneder op til idag. Er dybt imponeret over dem. De har en modenhed, respekt og ydmyghed omkring løbet, som gør at man som løber virkelig føler sig i trygge hænder. Jeg tror det er de færreste som kan leve i denne tryghed igennem hele løbet. Mit mål er blot spare på kræfterne frem til 21 og derfra se hvad der sker. Forhåbenligt kan jeg holde mig i tiden lige omkring de 4:40 men i princippet vil jeg bare gerne have et godt løb og tidsmæssigt under de 5 timer. Det er mit tredje marathon men det første hvor jeg mentalt er så godt forberedt til det der skal udspille sig i de københavnske gader.

Efter at have hilst, trækker jeg lidt ud til siden og lukker så af for omverden. Inde i begynder jeg at tale mig selv op og etablere en god jordforbindelse. Det er NU det gælder og alt hvad der hedder skade i lysken, manglede træningsture osv. Det eksistere ikke længere. Der er kun mig i det her og jeg kan godt.

Startskudet lyder og længe bevæger feltet sig i frem i små ryk, lige indtil vi er få meter fra start. Jeg kaster et blik på tribunen og kan allerede mærke alle følelserne, som for alvor sidder ude på tøjet. Det er helt normalt at jeg bliver rørt når starten går og igennem hele løbet oplever jeg så god opbakning fra tilskuerne at der flere gange løber tårer ned af mine kinder.

Vi løber afsted, op over langebro og der står min mor, bror, søster, sviger og nevø så. Jeg vinker beskedent og finder så ind i mig selv igen.

De første 5 kilometer bruger jeg på at komme ind i løbet og få styr på alle følelserne og vejrtrækningen. Ret hurtigt må jeg konstatere at jeg skal tisse. Det er helt åndsvagt og længe tænker jeg at det sikkert går over, men ved 12 kilometer må jeg spurte ind på et toilet i væskedepotet og derfra går det let igen. Jeg er fast besluttet på at jeg hellere vil tisse 10 gange end at mangle væske. Dog havde jeg ikke sat mig op til at tisse i buskerne, men det kommer tids nok..

Vi løber fra Vesterbro op ad Frederiksberg allé. Ruten er ny og samtidigt vendt om i forhold til de andre år. Det er både godt og skidt og kan i skrivende stund fortsat ikke vurdere hvad jeg egentligt helt syntes om det. Dog synes jeg vi løb meget i S og det blev lidt demotiverende.

img_1796

Jeg er nervøs for overleveringen af mit nye løbebælte. Dels er jeg bange for at tabe tid og for at jeg ikke kan få det på. Vi passere 21 og der slipper jeg så min løbegruppe og sætte tempoet en smule op. Først kan jeg se min mor og de andre stå ved Falkoner alle og lidt længere nede står Hr. Mand, drengene. De har fået selskab af min Svigermor, min anden Svigerinde og endnu en nevø. Det er fedt ! Hr. Mand er klar og 1-2-3 får vi byttet bælter og med lidt rystende hænder får jeg det spændt fast. Med bæltet på plads får jeg overrakt en powerrade også er jeg videre.

img_1798

Længere ned af Godthåbsvej står en skøn kvinde fra den viratuelle verden, som jeg har lært at kende udenfor de sociale medier også. Hun står der med hele hendes familie og de hepper – på mig. Jeg sender luftkys og igen løber tårerne. Der er ingen tvivl om at al den hep og opbakning jeg fik både fra dem som kendte mig og fra de som tog sig tid til at læse mit navn eller bare råbe “Sparta”, de lige gjorder at energien blev fornyet. Jeg synes generelt København og Frederiksberg er super gode områder at løbe i og at der ved de store løb, kommer en kæmpe folkefest. Drengene og Hr. Mand, samt resten af min familie kører rundt på ruten de næste 8 kilometer og det en rig mulighed for at give High Five til drengene.

img_1801

Da jeg rammer de 24 kilometer kan jeg mærke dem. De starter nede i foden, som små bobler inde under huden. Vablerne er for længst begyndt at komme, det her er noget langt værre, nemlig antræk til kramper. Ved 21 har jeg taget en salt tab og skynder mig at få noget mere væske ned. Jeg er virkelig bange fra kramperne og husker tydeligt hvor langt tilbage jeg blev sat ved sidste år løb, da de brød ud.

Jeg begynder at fokusere ekstra godt på fodstillingen og forsøger så vidt muligt at lande så langt tilbage på foden, for ikke at lave det stærk der kan aktivere kramperne. Sådan løber jeg i mange kilometer og ved 30 kan jeg for alvor mærke at nu begynder de at falde lidt ud. Det samme gør min energi. Jeg lader den ene hånd dykke med i løbebælte og fisker lidt Haribo mix frem. Det er umuligt at tykke og endnu svære at synke og hvad jeg ellers havde tænkt som en kanon plan, falder til jorden. Jeg forsøger at holde tempoet oppe men ved 33, kommer 4:40 op på siden af mig og frem til 36 kilometer er jeg en del af deres felt. Jeg kæmper virkelig og kan for alvor mærke at det er “mind over matter”. Da vi forlader fælledparken slipper jeg langsomt taget i gruppen. Jeg frygter for alvor de næste kilometer. De forrige år er jeg næsten gået død på de sidste 8 kilometer og mine gennemsnitstider har ligget helt oppe på over 9 minutter. Igen og igen presser jeg tempoet og selvom det ikke er nok til at følge mig fartholderne, så holder jeg mig på 6:30. Vi krydser op over kastellet og kan så mærke at jeg skal tisse igen. Faktisk har jeg skulle det rigtig længe, men det er som om min krop ikke længere er der, istedet er det kun oppe i hovedet alting sker. Ved depotet løber jeg ind på toilettet og mens jeg låser døren står kroppen af. Signalet om “værsgo at tisse” er for længst blevet givet og lidt hurtigt får jeg trukket shorts’ene ned og gjort mig færdig. Det er pinligt og overraskende. Bliver lidt chokeret og forstår for alvor, at kroppen er stået af, den kan ikke mere.

Jeg kommer ud fra toilettet og sætter igen i løb, hele vejen fra kastellet til Amaliehaven er jeg for alvor presset. Når løberne foran mig går, forsøger jeg at sige “løber bagfra”, i håb om at de vil vige til side for mig, tanken om lige at skulle udenom er for hård. Da jeg løber ned til Nyhavn står en kær veninde og hendes mand i vejsiden. De hepper og råber på mig. De giver et boost og selvom jeg nu godt ved at det er slut lige om lidt, så forstår jeg det stadig ikke.

img_1846

Jeg kigger på uret og konstatere at jeg kommer ind i ny PR. Faktisk kan jeg godt nå at komme ind inden 4:45, hvis jeg tør. Jeg sætter farten op, så godt det er muligt og da jeg rammer de 40 kilometer, ved jeg at det er der nu. Kroppen tikker efter pause og selvom det er et sidst depot, vælger jeg at løbe videre. Jeg kan godt klare mig 2 kilometer mer. Risikoen for at kroppen ikke kan komme igang igen efter depottet er for stor.

img_1823

Kun 1. kilometer til mål

Ud af de 3 marathons jeg har løbet, har jeg aldrig gået på ruten. Istedet er jeg fladet i tempo for dernæst at stige. Da jeg endelig løber op over langebro og kan se og hører folk i mål, der løber tårne ned af kinderne. Jeg synes længe det har været svært at få luften helt ned i lungerne og der er et kæmpe tryk på brystet. Jeg forsøger at nøjes med kun at lade tårerne løbe og at holde min hulken igen, den vil bestemt ikke gavne min vejrtrækning. Da jeg løber rundt i svinget og under langebro, så kortslutter alt og jeg kan for alvor mærke at nu er der ikke mere brændstof i kroppen. Jeg er træt og selvom jeg et tæt på mål, så har jeg mest af alt lyst til at ligge mig ned og sove. En løber tilbyder mig sin hånd men jeg afslår. Det her er MIT løb, MIN kamp og MIN fortjeneste. Får pænt fremstammet “nej tak” og sætter så den sidste spurt ind.

img_1813

img_1817

Da jeg er 200 meter fra mål er tårerne ikke længere mulige at skjule og jeg græder. Jeg græder af lettelse og stolthed og da jeg endelig løber under “Finish” banneret udbryder jeg i et jubel brøl.

img_1819

Jeg har før siddet som tilskuer i målområdet og set alt for mange løber kollapse. Derfor sætter jeg mig af princip altid ned, mest af alt fordi mine børn tit står og ser mig komme i mål og det er overvældende nok at se og hører alt det der sker i sådan et mål og yderligere at opleve ens mor lave “The Ugly Cry”. Så da jeg kommer ind ligger jeg mig på siden og kramperne overtager min krop. Hele min mave ryster og hvad der føles som lang tid, ligger jeg bare der på jorden og hulker.

img_1802

Jeg løb dette års marathon i tiden 4:43:26.

Igennem hele løbet formåede jeg at presse mig selv til det ydereste og på intet tidspunkt gav jeg op. Udover øjeblikket på toilettet, så var det mig som var i kontrol og det er jeg sindsyg stolt over.

Efter at have ligget lidt på jorden, får jeg rejst mig og begge drenge bliver løftet over hegnet. Sammen går vi hen til en af medaljepigerne, som lykønsker mig og igen står tårerne ud til alle sidder.

img_1809

Hele min familie har en tradition om at være sammen bagefter og fejre det der skal fejres. Bagefter tog vi hjem til Hr. Mand og Jeg og spiste flæskestegssandwich og skålede i skønne bobler.

Min kære seje og modige bror udgik af løbet ved 27 efter 16 kilometer hård kamp med enorme smerter i fødderne. Han har i en alder af kun 22 år allerede løbet 1 marathon og jeg tvivler ikke på at han nok skal stå klar igen næste år, om ikke før.

Tusind tak fordi I ville læse med.
Tak for virtuel hep, peptalks og støtte i #MinVejTilBryggen2017.
Det var uden tvivl en lidt anden form for træning end ellers. Jeg kunne uden tvivl ikke have gjort det uden Hr. Mand og drengens støtte, min familie, særligt min Mor. Mine venner og veninder, min fantastiske Fyseteraput Rasmus fra Connectfys som formåede at fixe min lysk, så dette var muligt og ikke mindst alle Jer som har heppede og støttede mig undervejs i træningen og løbet.

Tusind tak til Telenor Copenhagen Marathon. Tak til Sparta. Tak til fællestræningen om søndagen, som jeg desværre ikke har fulgt i år udover de 30 kilometers kongeetape, tak til fartholder. Tak til alle Jer som bakkede op på ruten og hjemme i stuerne. Tak til de frivillige omkring løbet .
Tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Løber for livet del. I

img_1677
Det pusler inde fra stuen, jeg strækker benene og folder mig selv ud af fosterstillingen. Min mave gør ondt og kan mærke at mine hænder allerede ryster. Jeg farmler efter telefonen i vinduskarmen oven over og ser så at klokken kun er 5:55. Mit ur ringer først om 35 minutter, men min mave er klar til at stå op og komme på dagens første toiletbesøg…
På løbsdagen gælder det bare om at udnytte det vindue, for jeg ved at mit system snart lukker ned. Jeg kravler ud af sengen, kigger ind i stuen og konstatere så at Aksel, som det A menneske han er, er i fuld gang med at tegne landskaber, som han kan sætte klistermærker på. Hvisker godmorgen og går lydløst mod toilettet. Mobilen fungere som lommelygte, så udsugningen ikke larmer og vækker husets yngste mand, som er alt andet end A menneske. Jeg får gjort det jeg skal og kaster et blik i spejlet. Kvinden i spejlet et udhvilet, lidt præget af nervøsitet men mest af alt klar.

img_1836

Bagefter går jeg ud i køkkenet, her finder jeg mine tabeletter frem og skylder dem ned med en halv liter vand. Konstater at klokken nu er 6:10 og kroppen sagtens kan må at få væsken igennem, så drikker en halv liter mere og finder så noget mad frem fra køleskabet. Jeg er overhoved ikke sulten, men jeg ved også at maden skal indtages nu, for at ligge godt nede i maven til når startskuddet går. Med rystende hænder heldet jeg en portion havregryn op og smækker en rugbrøds klapper sammen. Jeg har øvet mig længe i at finde det rigtige løbemorgenmåltid.
En rugbrødsklapper med ekstra mayo og spegepølse har hængt ved. Det er næsten det eneste der glider ned uden tvang. Efter jeg har spist drikker jeg to glas vand og konstatere så at klokken nu er 6:35 og mit væskeindtage inden løbet er ved at være slut.
Så lister jeg stille ind i stuen, kysser Aksel i håret og ligger mig ind under hans dyne i sofaen – hvornår mon han er stået op?

Jeg ligger der længe, fokusere på at trække vejret dybt. Først hele vejen ned til højre, så venstre ben og igen mod højre arm og dernæst venstre. Til sidst trækker jeg vejret ud til alle sider og kan for alvor mærke lungerne folder sig godt ud. Det trykker lidt fra brystet, måske nærmere maven, lige midt i, der hvor ribbene stopper. Jeg er nervøs. Mit hjerte det hamre afsted og synes det snore i hele kroppen.

De første mange gange jeg skulle løbe løb, der var jeg nervøs i flere dage op til løbet. Med tiden er nervøsiteten kun centreret på løbsdagen og kommer ellers kun frem når jeg taler eller tænker på hvad der er der skal ske. Det er i virkeligheden helt åndsvagt og alligevel så pinefuldt at være nervøs på denne måde. Min mave arbejder med maden og føler og væsken skvulper rundt dernede. Jeg har for en gang skyld overholdt min væskeplan i dagene op til Idag. Derudover har jeg tvunget 2 store portioner pasta ned og langsomt skruet op for indtagelse af særligt rugbrød.

Jeg glæder mig lidt til det hele er ovre og at jeg igen kan vende tilbage til den type kost jeg bedst kan lide. Jeg glæder mig til at startskuddet går og til jeg har løbet de første 5-10 kilometer og forhåbentligt er kommet ind i løbet. Sidste år løb jeg mere eller mindre med et angstanfald frem til 14 kilometer. Selvom jeg slet ikke er samme sted som sidst, så husker jeg stadig følelsen. Den har hængt ved og skal bruge lidt ekstra mentale kræfter på hele tiden at fortælle mig selv, at jeg er kommet videre. Min krop er langt mere i balance end nogensinde før og selvom jeg ikke har trænet som jeg førhen har gjort, så er formen også god. Jeg løber efterhånden på en god mængde erfaring og det er den, sammen med viljen og lysten, som skal få mig igennem dagens løb.

Solens stråler kaster sig op ad væggene i stuen. Det er helt skyfrit derude. Vejret har slået om og siden torsdag har jeg haft bare ben udenfor. Det er noget møg, særlig idag. Sidste år udgik 10 procent af løbs deltagerne pga. varmen. Selv var jeg overkogt, solbrændt og stærkt plaget af kramper ved 34 kilometer. Jeg har virkelig prøvet at tage mine forholdsregler denne gang og læst og gjort alt hvad jeg kunne for at kroppen skulle være bedst rustet til løbet. Alligevel ved jeg godt det bliver hårdt.

Det er mærkeligt at sætte sig selv op til sådan et løb. Rent fysisk er det “let”, selvfølgelig er de mange lange trænings ture hårde, men det værste er det mentale arbejde der skal gøres. Både op til og undervejs. Jeg kan personligt godt få en offer lyst når jeg kommer i krise, jeg synes simpelthen det bliver så hårdt, at det bliver synd for mig. Omvendt er der jo ingen som tvinger mig til noget?
Det er mit helt eget valg at skulle løbe det løb og jeg ved godt de færreste forstår hvorfor det er at jeg synes det er sjovt. Løbet er blevet en stor del af mig. Jeg kan ikke forestille mig at være uden og selvom jeg sidste år sagde at nu er det slut med marathon for en stund, så kribler det bare så meget i mig, at jeg ikke kan lade vær. Jeg har dog lavet en masse ting om og prøver så vidt muligt at huske mig selv på at det skal være rart og godt. Det skal være uden stress og press for at få hverdagen til at hænge sammen.

img_1710

Klokken er 7 og kan så småt begynde at mærke jeg for alvor er vågen. Jeg strækker mig, gaber og konstatere at hænderne ryster lidt mindre og at hjertet næsten er ved at finde tilbage i sin normale rytme. Jeg rejser mig for sofaen og går ud af stuen. Jeg går forbi stolen med løbetøjet og min løbspose som skal med ud til startområdet.

Alt er klart, spørgsmålet er bare om jeg også er ?

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Older posts