Løber Livet del. II

Dette indlæg kommer i II. dele, hvoraf dette er det sidste indlæg.
I. del kan læses HER.

img_1717

Jeg følges med min (lille)bror til startområdet. Han er kommet fra Aalborg sammen med han kæreste og hun skal sammen med min mor, bror og søster ud og heppe på ruten. Hr. Mand og drengene står mellem 21-22 kilometer, hvor jeg skal have overrakt et nyt løbebælte og væske. Planen for i år er at spise og drikke mig igennem løbet. Solen er allerede skarp og selvom kroppen er indsmurt i solcreme, så tvivler jeg på det kan holde hele løbet.

Vi får smit vores bagageposer, får besøgt toilettet og følges så ud til løbsgaden, hvor de forskellige sluttidszoner er markeret. Vi tage afsked og ønsker hinanden held og lykke, sidste år startede vi sammen, men i år er strategien en anden. Min bror går til 4:50 og selv stiller jeg mig hen til 4:40. Jeg får en krammer af de fartholder som har stået for søndagstræningen hos Sparta, i de mange måneder op til idag. Er dybt imponeret over dem. De har en modenhed, respekt og ydmyghed omkring løbet, som gør at man som løber virkelig føler sig i trygge hænder. Jeg tror det er de færreste som kan leve i denne tryghed igennem hele løbet. Mit mål er blot spare på kræfterne frem til 21 og derfra se hvad der sker. Forhåbenligt kan jeg holde mig i tiden lige omkring de 4:40 men i princippet vil jeg bare gerne have et godt løb og tidsmæssigt under de 5 timer. Det er mit tredje marathon men det første hvor jeg mentalt er så godt forberedt til det der skal udspille sig i de københavnske gader.

Efter at have hilst, trækker jeg lidt ud til siden og lukker så af for omverden. Inde i begynder jeg at tale mig selv op og etablere en god jordforbindelse. Det er NU det gælder og alt hvad der hedder skade i lysken, manglede træningsture osv. Det eksistere ikke længere. Der er kun mig i det her og jeg kan godt.

Startskudet lyder og længe bevæger feltet sig i frem i små ryk, lige indtil vi er få meter fra start. Jeg kaster et blik på tribunen og kan allerede mærke alle følelserne, som for alvor sidder ude på tøjet. Det er helt normalt at jeg bliver rørt når starten går og igennem hele løbet oplever jeg så god opbakning fra tilskuerne at der flere gange løber tårer ned af mine kinder.

Vi løber afsted, op over langebro og der står min mor, bror, søster, sviger og nevø så. Jeg vinker beskedent og finder så ind i mig selv igen.

De første 5 kilometer bruger jeg på at komme ind i løbet og få styr på alle følelserne og vejrtrækningen. Ret hurtigt må jeg konstatere at jeg skal tisse. Det er helt åndsvagt og længe tænker jeg at det sikkert går over, men ved 12 kilometer må jeg spurte ind på et toilet i væskedepotet og derfra går det let igen. Jeg er fast besluttet på at jeg hellere vil tisse 10 gange end at mangle væske. Dog havde jeg ikke sat mig op til at tisse i buskerne, men det kommer tids nok..

Vi løber fra Vesterbro op ad Frederiksberg allé. Ruten er ny og samtidigt vendt om i forhold til de andre år. Det er både godt og skidt og kan i skrivende stund fortsat ikke vurdere hvad jeg egentligt helt syntes om det. Dog synes jeg vi løb meget i S og det blev lidt demotiverende.

img_1796

Jeg er nervøs for overleveringen af mit nye løbebælte. Dels er jeg bange for at tabe tid og for at jeg ikke kan få det på. Vi passere 21 og der slipper jeg så min løbegruppe og sætte tempoet en smule op. Først kan jeg se min mor og de andre stå ved Falkoner alle og lidt længere nede står Hr. Mand, drengene. De har fået selskab af min Svigermor, min anden Svigerinde og endnu en nevø. Det er fedt ! Hr. Mand er klar og 1-2-3 får vi byttet bælter og med lidt rystende hænder får jeg det spændt fast. Med bæltet på plads får jeg overrakt en powerrade også er jeg videre.

img_1798

Længere ned af Godthåbsvej står en skøn kvinde fra den viratuelle verden, som jeg har lært at kende udenfor de sociale medier også. Hun står der med hele hendes familie og de hepper – på mig. Jeg sender luftkys og igen løber tårerne. Der er ingen tvivl om at al den hep og opbakning jeg fik både fra dem som kendte mig og fra de som tog sig tid til at læse mit navn eller bare råbe “Sparta”, de lige gjorder at energien blev fornyet. Jeg synes generelt København og Frederiksberg er super gode områder at løbe i og at der ved de store løb, kommer en kæmpe folkefest. Drengene og Hr. Mand, samt resten af min familie kører rundt på ruten de næste 8 kilometer og det en rig mulighed for at give High Five til drengene.

img_1801

Da jeg rammer de 24 kilometer kan jeg mærke dem. De starter nede i foden, som små bobler inde under huden. Vablerne er for længst begyndt at komme, det her er noget langt værre, nemlig antræk til kramper. Ved 21 har jeg taget en salt tab og skynder mig at få noget mere væske ned. Jeg er virkelig bange fra kramperne og husker tydeligt hvor langt tilbage jeg blev sat ved sidste år løb, da de brød ud.

Jeg begynder at fokusere ekstra godt på fodstillingen og forsøger så vidt muligt at lande så langt tilbage på foden, for ikke at lave det stærk der kan aktivere kramperne. Sådan løber jeg i mange kilometer og ved 30 kan jeg for alvor mærke at nu begynder de at falde lidt ud. Det samme gør min energi. Jeg lader den ene hånd dykke med i løbebælte og fisker lidt Haribo mix frem. Det er umuligt at tykke og endnu svære at synke og hvad jeg ellers havde tænkt som en kanon plan, falder til jorden. Jeg forsøger at holde tempoet oppe men ved 33, kommer 4:40 op på siden af mig og frem til 36 kilometer er jeg en del af deres felt. Jeg kæmper virkelig og kan for alvor mærke at det er “mind over matter”. Da vi forlader fælledparken slipper jeg langsomt taget i gruppen. Jeg frygter for alvor de næste kilometer. De forrige år er jeg næsten gået død på de sidste 8 kilometer og mine gennemsnitstider har ligget helt oppe på over 9 minutter. Igen og igen presser jeg tempoet og selvom det ikke er nok til at følge mig fartholderne, så holder jeg mig på 6:30. Vi krydser op over kastellet og kan så mærke at jeg skal tisse igen. Faktisk har jeg skulle det rigtig længe, men det er som om min krop ikke længere er der, istedet er det kun oppe i hovedet alting sker. Ved depotet løber jeg ind på toilettet og mens jeg låser døren står kroppen af. Signalet om “værsgo at tisse” er for længst blevet givet og lidt hurtigt får jeg trukket shorts’ene ned og gjort mig færdig. Det er pinligt og overraskende. Bliver lidt chokeret og forstår for alvor, at kroppen er stået af, den kan ikke mere.

Jeg kommer ud fra toilettet og sætter igen i løb, hele vejen fra kastellet til Amaliehaven er jeg for alvor presset. Når løberne foran mig går, forsøger jeg at sige “løber bagfra”, i håb om at de vil vige til side for mig, tanken om lige at skulle udenom er for hård. Da jeg løber ned til Nyhavn står en kær veninde og hendes mand i vejsiden. De hepper og råber på mig. De giver et boost og selvom jeg nu godt ved at det er slut lige om lidt, så forstår jeg det stadig ikke.

img_1846

Jeg kigger på uret og konstatere at jeg kommer ind i ny PR. Faktisk kan jeg godt nå at komme ind inden 4:45, hvis jeg tør. Jeg sætter farten op, så godt det er muligt og da jeg rammer de 40 kilometer, ved jeg at det er der nu. Kroppen tikker efter pause og selvom det er et sidst depot, vælger jeg at løbe videre. Jeg kan godt klare mig 2 kilometer mer. Risikoen for at kroppen ikke kan komme igang igen efter depottet er for stor.

img_1823

Kun 1. kilometer til mål

Ud af de 3 marathons jeg har løbet, har jeg aldrig gået på ruten. Istedet er jeg fladet i tempo for dernæst at stige. Da jeg endelig løber op over langebro og kan se og hører folk i mål, der løber tårne ned af kinderne. Jeg synes længe det har været svært at få luften helt ned i lungerne og der er et kæmpe tryk på brystet. Jeg forsøger at nøjes med kun at lade tårerne løbe og at holde min hulken igen, den vil bestemt ikke gavne min vejrtrækning. Da jeg løber rundt i svinget og under langebro, så kortslutter alt og jeg kan for alvor mærke at nu er der ikke mere brændstof i kroppen. Jeg er træt og selvom jeg et tæt på mål, så har jeg mest af alt lyst til at ligge mig ned og sove. En løber tilbyder mig sin hånd men jeg afslår. Det her er MIT løb, MIN kamp og MIN fortjeneste. Får pænt fremstammet “nej tak” og sætter så den sidste spurt ind.

img_1813

img_1817

Da jeg er 200 meter fra mål er tårerne ikke længere mulige at skjule og jeg græder. Jeg græder af lettelse og stolthed og da jeg endelig løber under “Finish” banneret udbryder jeg i et jubel brøl.

img_1819

Jeg har før siddet som tilskuer i målområdet og set alt for mange løber kollapse. Derfor sætter jeg mig af princip altid ned, mest af alt fordi mine børn tit står og ser mig komme i mål og det er overvældende nok at se og hører alt det der sker i sådan et mål og yderligere at opleve ens mor lave “The Ugly Cry”. Så da jeg kommer ind ligger jeg mig på siden og kramperne overtager min krop. Hele min mave ryster og hvad der føles som lang tid, ligger jeg bare der på jorden og hulker.

img_1802

Jeg løb dette års marathon i tiden 4:43:26.

Igennem hele løbet formåede jeg at presse mig selv til det ydereste og på intet tidspunkt gav jeg op. Udover øjeblikket på toilettet, så var det mig som var i kontrol og det er jeg sindsyg stolt over.

Efter at have ligget lidt på jorden, får jeg rejst mig og begge drenge bliver løftet over hegnet. Sammen går vi hen til en af medaljepigerne, som lykønsker mig og igen står tårerne ud til alle sidder.

img_1809

Hele min familie har en tradition om at være sammen bagefter og fejre det der skal fejres. Bagefter tog vi hjem til Hr. Mand og Jeg og spiste flæskestegssandwich og skålede i skønne bobler.

Min kære seje og modige bror udgik af løbet ved 27 efter 16 kilometer hård kamp med enorme smerter i fødderne. Han har i en alder af kun 22 år allerede løbet 1 marathon og jeg tvivler ikke på at han nok skal stå klar igen næste år, om ikke før.

Tusind tak fordi I ville læse med.
Tak for virtuel hep, peptalks og støtte i #MinVejTilBryggen2017.
Det var uden tvivl en lidt anden form for træning end ellers. Jeg kunne uden tvivl ikke have gjort det uden Hr. Mand og drengens støtte, min familie, særligt min Mor. Mine venner og veninder, min fantastiske Fyseteraput Rasmus fra Connectfys som formåede at fixe min lysk, så dette var muligt og ikke mindst alle Jer som har heppede og støttede mig undervejs i træningen og løbet.

Tusind tak til Telenor Copenhagen Marathon. Tak til Sparta. Tak til fællestræningen om søndagen, som jeg desværre ikke har fulgt i år udover de 30 kilometers kongeetape, tak til fartholder. Tak til alle Jer som bakkede op på ruten og hjemme i stuerne. Tak til de frivillige omkring løbet .
Tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1 comment / Add your comment below

  1. Hold da op en fyldestgørende beskrivelse af hele dit løb . Og sikken hukommelse . Stort tillykke med sejren . Det er flot løbet og jeg håber , du er med igen til næste sæson . Kram her fra mig , og held og lykke med opgaven . Vil tænke på dig i aften til vores middag .

Skriv et svar