Forløsning, intet mindre

img_1994
Idag har været en rigtig god dag, det har været en forløsende dag med følelserne helt udenpå tøjet. Faktisk har de sidste par dage været optakt til lige præcis Idag og at jeg så reagere som jeg gør, det var lidt utilregneligt og omvendt måske meget forventet..

Idag har jeg afleveret en eksamensopgave. Hele dette forår har jeg læst valgfaget MadSociologi og samfundsmæssige udfordringer, på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Det har været et hårdt semester, først og fremmest fordi jeg for en stund ikke længere var tilknyttet Århus universitet også fordi jeg rent mentalt har lavet et vandvittigt hårdt stykke arbejde. Heldigvis havde jeg nogle knald dygtige fagpersoner, som allerede dengang jeg var indlagt, pænt fortalte at hvis jeg nu skulle fortsætte mit kandidatstudie, så skulle der nye boller på suppen. Der kom nye boller på suppen og med hjælp fra mine behandler og en studievejleder, så fik jeg sendt en dispensations ansøgning frem til studienævnet om muligheden for at studere på nedsat tid. Den ansøgning blev imødekommet og det købte mig derfor et studieår med lidt mindre pres.

Jeg er hverken doven, ustruktureret elller dum, tværtimod. Jeg er ansvarsfuld og yderst kvalificeret til at læse den uddannelse jeg gør. Mit karakterblad understøtter en teori om “12 tals pigerne” og det er på trods af jeg til tider staver helt forfærdeligt og laver lange mærkelige sætningskonstruktioner. At jeg kan slå i bordet og sige / skrive sådan som jeg gør, det er nye toner. For igennem hele min studietid, har jeg været “The Underdog”, selvom jeg altid har præsteret over middel. Tiden tilbage fra folkeskolen, med diktaterne, hvor jeg sad og græd og bandet over min udulighed den fulgte i mange år med mig og lettere blev det ikke, da jeg begyndte på en læreruddannelse med linjefaget dansk. Selvom jeg ikke staver særlig godt, så er jeg en dygtig underviser som formår at skabe levende læringsforløb som er innovative og samtidigt styrker den almene sociale dannelse, som er en af mine kerneværdier.
Det jeg kan, skal ingen nogensinde tage fra mig og i princippet tror jeg nu heller ikke der er nogen som gør det, andre end mig selv. Jeg er nemlig mester i at underminere og nedtale mig selv og mine egne evner.

Da jeg blev syg tænkte jeg at nu var det sket. Nu var min tid på studiet slut og alle de drømme jeg har om NGO arbejde syntes at forsvinde… men jeg var “heldig” og formåede med solid opbakning at få sendt en ansøgning afsted som blev imødekommet og yderligere med super støtte for særligt min faste gruppemakker, kom jeg igennem efterårssemester. Da jeg afsluttet mit første valgfag var det med bravur og det var selvfølgelig skønt med en god karakter, alligevel var værdien i af været kommet ud på den anden side langt vigtigere.

Idag sidder jeg så og har netop uploadet en ny eksamensopgave. Opgaven er udarbejdet alene, på et andet universitet med deres egen tradition og studieordninger. Hvordan opgave bedømmes er for mig lidt “ligemeget”. Når det er sagt, så jeg har gjort det bedste jeg kunne og der ligger rigtig mange timers arbejde i den opgave. Så selvfølgelig håber jeg at det falder i god jord. Alligevel oplever jeg nu en forløsning over at være kommet hertil. Lige om lidt er det er år siden jeg blev syg, eller det er et år siden jeg fik min belastningsreaktion og jeg fik konstateret diagnosen svær depression.

Jeg har netop modtaget en ny dispensation fra studienævnet. Den gør at jeg også kan udarbejde mit speciale på nedsat tid. Det betyder så også at vores økonomiske situration forsat skal være relativ presset, men jeg klager ikke. Jeg er beæret og virkelig taknemmelig over at få opbakning til at kunne gøre det jeg drømmer og brænder for, på trods af jeg fortsat ikke er helt tilbage hvor jeg gerne ville være, omvendt er jeg nu et langt bedre sted personligt og selvom det fortsat er en kamp at huske og holde koncentrationen inden bogstaver begynder at danse tango, så er jeg bare glad for at være. Jeg troede nemlig ikke på det hér for knap et år siden. Jeg var på mange måder overbevist om at jeg ville dø af sygdommen eller egen handling. Jeg troede ikke der var lyst forenden af min mørke tunnel, men der var der. Det kom tilbage og lige nu er jeg ved at indrette mig sådan i tilværelsen, at det lyser præcis som jeg ønsker det og vigtigst af alt sådan så jeg ikke ender med at erhverve mig store forbrændinger på krop og sjæl.

Imorgen er en ny dag og første dag af min sommerferie. Den første ferie i 2 år, hvor jeg SKAL holde fri. Sidste år blev pænt ødelagt og inkluderet istedet en meget lang indlæggelse på psyk. Så i år prøver vi igen – uden høje forventninger men bare et lille håb om en talrige gode stunder og med langt mere ro i sindet, end der nok nogensinde før har været.

Tusind tak fordi du ville læse med i dette lidt glitteramte indlæg 🌈

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

4 comments / Add your comment below

  1. Det er jo mig… næsten.. sidste år ved denne tid var jeg sygemeldt med depression (ikke indlagt, jeg ved godt det slet ikke er det samme, men altså..)
    Jeg startede i september på pæd.antro – mine opgaver er sgu ikke med nogen form for bravur og den her 12-tals pige har aldrig følt sig så lidt intelligent som i denne tid.. og nu.. er jeg måske syg igen? Eller måske bare lidt nede?

    1. Hej kære Julie.
      Det føles jo meget forskelligt og jeg skal i kloge mig på volumen af en depression, jeg ved blot depression er forfærdeligt.
      Det gør mg ondt at høre, at du føler du er ramt og yderligere at jeg først svare nu. Det er benhårdt at studere og holde hovedet højt under pres og ikke lade alle de akademiske antagelser pille ved en. Jeg er sikker på du er vandvittig dygtig !
      Og jeg håber du har det bedre?
      Kærlig Hilsen Christina

  2. Åh, hvor er du skøn! *tørrer lige tårerne væk og giver en (upassende for en fremmed) ordentlig krammer*! Hvor er det virkelig, virkelig imponerende flot klaret! Jeg fornemmer, at det har været “meget” men ikke “for meget” – hvilket det jo heller ikke må være. Men det må virkelig, på adskillige planer, have været drønhårdt arbejde. Jeg håber, og ønsker for dig, at du må få en dejlig, dejlig sommerferie. Du har da i sandhed fortjent den!

    1. Hej Signe. Tusind tusind tak for dine kære ord og tak fordi du vil læse med. Det har det i sandhed været men tror og ved at kampen og arbejdet har været det værd.

Skriv et svar