Idag er dagen

img_2626

Jeg har kunne mærke det. Nervøsiteten og angsten, som gang på gang har taget en svingtur i mit indre. For hver gang jeg har foretaget mig noget, har det været med ekstra betænkelighed.

Da jeg blev syg skulle jeg lærer at gå ned i gear, frem for hele tiden at træde derudaf. Jeg skulle lærer at sortere fra og være mindre “ansvarlig” og uddelegere. Vigtigst af alt, skulle jeg lade hver med at melde mig til alt og ingenting og lærer at slappe af, holde pause og droppe min pleasende indre side og alle mine negative tanker omkring mig selv og mit værd her i livet.

Det har været svært at bryde gamle handlemønstre og er fortsat en øvelse, formenligt en livslang en af slagsen.

Men Idag er dagen…
Idag er det præcis et år siden at hele min verden gik under. Idag er det år siden, at filmen knækkende og mens mine drenge lå sødt og sov på deres værelse og Hr.Mand drak øl med en kammerat ude i byen, lå jeg sammenrullet på stuegulvet, imellem puttekaniner, legoklodser og nullermænd og hev efter vejret. For hver indånding jeg tog, trængte et mørke ind i mig, som var altødelæggende og som slukkede for mit ellers altid lyse og eftertænksomme sind.
Min verden blev sort / hvid og jeg kunne ikke længere se mig selv, være en del af denne verden.

Idag er det præcis et år siden at jeg for første gang nogensinde, forstod min afdødes far valg om at begår selvmord da jeg var barn. Idag er det præcis et år siden, at jeg for første gang oplevede at min fars handling var min redning. Mens jeg lå der med konkrete sorte tunnelagtigetanker, så blev jeg ramt af en skyldfølelse og en ansvarlighed overfor mine drenge. De skulle nemlig ALDRIG nogensinde opleve den sorg og frustration der kommer med, når ens forældre helt bevist vælger at forlade verden og ikke mindst en selv.

Jeg husker alt fra den aften.
Jeg husker alt fra den efterfølgende morgen og jeg husker det opkald jeg foretog mens jeg sad under spisebordet. Jeg husker opkaldet efter hjælp.

Jeg husker psykiateren og sygeplejersken som stod i min dagligstue og jeg husker cykelturen over til det psykiatriske hospital.
…..
Og jeg husker alle de gange jeg grædende spurgte alt og alle, hvornår bliver jeg rask igen?

Idag er jeg rask, jeg er langt mere end det. Jeg har fundet en ny måde at være i verden på og selvom det til tider er rigtig svært og med små tilbagefald i dårlige mønstre, så er den version jeg er nu, den helt rigtige.

Idag er dagen, hvor jeg på mange måder græder i lettelse og i sorg over det der skete for et år siden. Jeg græder, fordi jeg er taknemlig og inderligt lykkelig over, at være lige præcis der hvor jeg er.
Jeg græder, fordi jeg fortsat har mine børn, min fantastiske mand og min familie. Jeg græder fordi jeg har de bedste og mest kærlige venner i mit liv og jeg græder fordi jeg stadig kan følge mine drømme, på en ny og sundere måde for mig.

Det har været en rigtig lang rejse. Den har til tider været udmattende og opslidende, farefuld og overmandede. Rejsen er bestemt ikke slut endnu og det er okay, for min rygsæk er pakket med en masse værktøjer og redskaber, som gør at jeg kan bestige alverdens bjerge.

I ny og næh kigger jeg mig over skulderen, særligt idag. Jeg er stadig rigtig bange for depressionen. Jeg er bange fordi det var mit livs mareridt og de sår jeg pådrog mig i kampen for overlevelse, de er fortsat helende.
Men jeg er sikker på, de med tiden nok skal blive fine og små, måske endda usynlige ar, som til evig tid vil minde mig om og holde mig op på, hvorfor det er jeg er den jeg er og hvad jeg som menneske kan overkomme her i livet.

Tusind tak fordi I som læser har været så støttende i min kamp. Tak fordi i har taget imod mine tanker omkring depressionen og alt det der har fulgt med. Det er jeg så inderligt glad for.
OG Tak til alle jer som selv har delt, tak fordi i tør.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

En pille for lykke?

fullsizerender-1

Forord
Jeg har længe overvejet om jeg ville gå af denne vej. Om det i virkeligheden ville være nemmere at tie frem for at sætte en masse stavefejlsfyldte ord sammen. Jeg har kastet mange blik i spejlet, jeg har tænkt tankerne om og om igen. Jeg har forsøgt at formulere mig, forsøgt at få lige præcis det frem, som jeg tænker og føler og som jeg har oplevet.

… Jeg har med tiden lært at tage ejerskab over min egen fortælling. Jeg har lært, at jeg er eksperten og at mit liv, er min egen scene og hvordan jeg fremføre og danser mit livs forestilling, det er der ingen andre der ved og kan gøre bedre end jeg.

Jeg har været og er bange.
Jeg er bange, fordi jeg ved at jeg nu taler mig op imod en diskurs, en tabuisering og en række mennesker, som forsøger at kloge sig på noget, som de i virkeligheden ikke ved noget om. Sandheden er jo den, at det er de færreste som kan se på en fortælling, som var det en diamant der blev holdt op imod solen, og som kaster alverdens stråler ud. Alt efter hvilken position man har, så ses lyset refleksioner på en måde og derfor kan fortolkes ud fra mange forskellige perspektiver.

…Diagnosen depression
Da jeg blev syg med en depression, gik jeg til sygdommen med en forsker strategi. Jeg søgte og gennemlæste alt hvad jeg kunne, som omhandlede depression og behandlingen heraf. Behandling som kunne være alt fra kognitivt terapi, medicinske- og alternative behandlingsformer samt kost og motion. Jeg læste og anvendte min sikkerhedsstrategi, om altid at have styr på alt og ligge en plan A, B og C. Denne sikkerhedsstrategi har været livsnødvendig for en længere periode af mit liv, men med tiden ændrede det hele sig, og hvad der før var hensigtsmæssigt, blev nu det modsatte.

Jeg brugte denne strategi, da jeg var aller sygest og kun de som virkelig kendte mig og fik lov til at se mig, samt de fagpersoner der var omkring mig på afdelingen, de så hvilket ødelagt menneske jeg var, på trods af alle handlingerne. De så bagom og forstod hvad der var på spil. Jeg vil til evig tid sige at jeg kæmpede mit livs kamp for at komme på benene igen. Det gjorder jeg virkelig og på mange måder vil jeg sågar også påstå at jeg løb mig tilbage til tilværelsen, men sandheden er en anden. Jeg lærte i stedet at slappe af, helt ind i nervesystemet. Jeg lærte at tænde og slukke for tankerne, sætte ting på pause og prioritere og acceptere at ikke alt kan være 12-taller, glimmer, overpræstationer og succeser. Det vidste jeg faktisk godt i forvejen… det er ikke de slags forventninger, jeg har haft til andre mennesker – kun mig selv. Jeg lærte og øver mig fortsat i at give fingeren, til min indre krævende dæmon, med megafonen.

For at få roen til at hele og tillærer mig de værktøjer, som jeg skulle bruge for at komme ud af depressionen, så var en af de behandlingsformer, som skulle sikre en markant bedring, nødvendig at hente i en lille bitte pille. Fra det øjeblik af, hvor overlægen i psykiatri fortæller mig at jeg havde en svær depression, så var målet at blive rask og gerne hurtigst muligt. Der er ikke nogen lette løsninger når det kommer til psykiske sygdomme og det får politikkerne forhåbentlig snart øjnene op for. Der er kun den tid, et sind er om at hele og selvom jeg virkelig spurgte Gud og hver mand, hvor længe det så ville tage, så kunne ingen svare mig. Jeg kunne kun få en masse pejlemærker, men hvor snorlige min rute ville ende med at blive, det kunne absolut ikke svare mig på. I dag ved jeg at det er et af depressionens tunge og opslidende vilkår, ikke at vide hvornår den sorte tåge letter.

You are going to want to give up
Don’t

Antidepressiv medicinsk behandling
Da jeg får min diagnose, så får jeg også en behandlingsplan. Den er intensiv og med fokus på, at det ikke må gå for hurtigt, til trods for vi skal “skyndes os langsomt”. Min livsopgave, som nogens Mor, gjorde at jeg ikke kunne undværes mere end højst nødvendigt og derfor var hvert eneste behandlingstræk nøje udvalgt. Min behandlingsplan indeholdte psykoedukation, fysioterapi, samtale terapi, akupunktur, mindfulness, et fokus på kost og motion..og antidepressiv medicinsk behandling.

Da overlægen i psykiatri fortæller mig om den antidepressive medicin, så takker jeg først nej. Jeg takkede nej i stolthed og i frygt. Jeg var inderligt bange for, blot at blive pumpet med medicin for derefter at bliver efterladte til at sejle i min egen sø. Min frygt var reel nok.
Jeg har for flere år tilbage været i et parforhold, til hvad der dengang var mit livs kærlighed. Han havde periodiske svære depressioner og fik i begyndelsen udleveret en recept på antidepressiv medicin. Mængden blev så i en årrække sat op, uden at han overhovedet fik den mindste smule terapi eller værktøjer til at arbejde med det mørke han til tider kæmpede med. Det var først da det var for sent for os, at redningen endelig kom. Behandlingen med alle de kognitive øvelser og samtale- og gruppeterapi. Livet ville det anderledes og jeg tvivler ikke på, at vi begge er bedre steder i hvert vores liv og yderligere, at han også har fundet sin regnbue at gå på. Oplevelsen og den indsigt jeg havde som pårørende, den sad i mig og da jeg så pludselig selv var blevet psykisksyg og befandt mig på et psykiatrisk hospital, med et sammenbrudt sind der var overtaget af mørke, så kunne jeg ikke se medicinen som løsningen. Heldigvis forstod psykiateren mine tanker. Hun hørte min frygt og hun lovede mig noget, som gjorde jeg pludselig forstod det hele i et større perspektiv. Samtidigt var der også en kyndig psykolog tilstede og han fortalte mg, hvordan han hjertens gerne ville lave terapi med mig, problemet var bare, at jeg ikke var modtagelig. I stedet var jeg i stykker og helt uden forsvar og terapien kunne derfor hurtigt blive en form for overgreb på mig selv.

Mit depressionshul
For at forstå hvad det er der sker, når et menneske får en depression, så kan jeg på mange måder kun bruge denne ordfattige visuelle forklaring, om depressionshullet. Samtidig vil jeg sige… at jeg aldrig før jeg selv fik en depression, virkelig forstod hvad det ville sige, at være så depressiv i sindet.

Da jeg fik en depression, så faldt jeg i et dybt og mørkt hul. Hullets kanter var glatte og fyldt med skarpe glasskår. Hullet var så mørkt, at man ikke kunne se noget. Jeg kunne ikke aflæse afstanden til hullets sider omkring mig, for ikke at tale om dets dybde. Jeg kunne ikke vide hvor lang vejen op af hullet ville være. Jeg kunne ikke andet, end at sidde på jorden med armene slutter om benene og skrige af mine lungers fulde kraft. Jeg var overbevist om, at hvis ikke sygdommen slog mig ihjel, så gjorder jeg det selv, for den følelse sygdommen gav mig, den var umenneskelig.

Jeg var gået i stykker. Min psyke, hele mit nervesystem var brudt sammen og jeg sad nu tilbage, intolerant overfor alt og alle. Alt hvad jeg nogensinde havde følt og tænkt, lå spredt ud for alle vinde. Jeg kunne ikke længere se på mit liv, med det filter – den tolerance, som psyken i sit forsvar laver for at et menneske bedre kan “overleve”. Derfor var der nød til at komme ro på. Alt mørket skulle væk, før smukke – såvel som barske erindringer kunne findes frem. For at mørket kunne forsvinde, skulle jeg op af hullet. Derfor ville mine behandler, psykolog, psykiater og sygeplejere, gerne række mig en kasse at stå på. Kassen var udgjort af alt det, som forskning havde vist virkede på mennesker med en belastningsreaktion og svær depression…. den inkluderet også antidepressive medicin.

Jeg var modvillig, men samtidig også realistisk. Jeg vidste at det her ikke kun handlede om mig, det handlede også om mine to blåøjet børn, min mand, familie og venner. Det handlede om, at jeg måtte acceptere den sandhed, at jeg var rigtig – rigtig syg og at medicinen kunne være med til at gøre mig rask. Når jeg skriver at medicinen kunne gøre mig rask, så tror jeg ikke antidepressiv medicin kan sidestilles med en penicillinkur. Jeg tror ikke antidepressiv medicin i sin enkelthed kan gøre rask, men den kan give ro og plads til, at der kan sættes lidt tanker sammen, som ikke er forpestet af mørke og håbløshed. Pillen i sig selv, udgjorde ikke en effekt for glæde eller “lykke”. I stedet fungere den som et lille tæppe, der kunne ligge på det hård gulv og som gjorder at kulden havde svære ved at trænge igennem. Med pillen var det ikke længere hele foden der var kold, i stedet var der en snurrende, prikkende eller varm fornemmelse i nogle af tæerne..

Jeg synes det var et nederlag, at skulle i antidepressiv medicinsk behandling. Rigtig længe så jeg på mig selv som en kujon og en svækling. Jeg følte at jeg havde givet op og jeg nu bare sank til bunds. Sandheden var en anden, en helt anden og det ved jeg nu. Det har taget rigtig lang tid at forstå og det skete først, da jeg var klatre op af mit depressions hul. Vejen op var utrolig pinefuldt og udmattende, men under mig var der en kasse, som sikrede at jeg ikke ramte bunden igen. Nede på bunden af hullet…. der var livsfarligt at være. Kassen fungerede sådan, at selvom jeg gled ned, så gled jeg ikke helt så dybt tilbage i mørket og det gjorder at jeg kunne samle kræfter og begynde at aflure, hvordan jeg bedst muligt kunne komme op.

Jeg kom op ad hullet. Det var min kamp, min rejse. Jeg var heldig at have et fantastiske bagland i ryggen og nogle virkelig kompetente behandlere, som aldrig lod medicin være løsningen på et givet problem. Jeg opdagede med tiden, at jeg kunne regulere mit eget sind og at det mentale regnestykke helst skulle gå i nul eller have en rest tilbage, frem for at gå i minus.

Da jeg kom op ad hullet og mørket forsvandt, kunne jeg selvfølgelig ikke lade hver med at danse af glæde, men jeg valgte også at gå tilbage til hullets kant og begynde et mentalt hårdt arbejde. Det arbejde som skulle fylde depressionshullet og sikre at jeg ikke faldt i lige præcis det hul – igen.
Jeg er kommet igen, eller at jeg har ændret mig, for jeg bliver aldrig hende jeg var, post sygdom. Jeg vælger at se på det, som noget godt. Den erfaring jeg fik igennem min sygdom, den tror jeg kan åbne en masse døre for mig og vigtigst af alt, har min sygdomsperiode givet mig endnu større selvindsigt og forståelse for hvem jeg er som menneske og hvordan jeg handler, også når paradiset brænder.

I am not what i have done
I am what I have overcome

Her og nu .. udtrapning
I dag arbejder jeg fortsat med at ligge et godt fundament ovenpå depressionshullet. Jeg arbejder meget alene og i samarbejde med en dygtig psykolog. Igen er der ingen hurtige løsninger og der er ingen andre end en selv, som kan lave de nødvendige ændringer. Det er benhårdt at arbejde med sig selv på den måde og jeg føler tit at jeg tvinges i knæ eller at det vi piller ved, skaber så stor frygt for at prøve, at jeg får lyst til at give op på forhånd. Jeg indrømmer gerne, at jeg flere gange har tænkt “Jeg vil ikke tale mere, jeg vil ikke føle mere”, fordi det gør så ondt. Det føles så grusomt og så sårbart at åbne op der hvor der gør ondt. Sandheden er blot, at det skal gøre ondt før det gør godt. Jeg tror ikke fortielse og tanken “Så er jeg kommet videre” den hjælper i det lange løb. Jeg tor på refleksion, selvevaluering og erkendelse.. og benhårdt arbejde. Jeg tror på, at der skal kæmpes for et godt liv og at jeg selv skal være chauffør, frem for den blinde passager.

I slutningen af april, ramte jeg en ny milepæl. Selvom krydset i kalenderen, som jeg satte tilbage i efteråret ikke helt kan datobestemmes, så ved jeg, at det var lige der omkring at jeg for alvor var mig selv, uden diagnosen depression. Jeg var på 5 måneder gået fra at have svær depression til nu “bare” at være en normal ung kvinde. Fra krydset i kalenderen skulle der gå en række måneder, i forhold til de lægelige anbefalinger jeg har fået. Det har passet perfekt med den ventetid der var til en ny kyndig psykiater og knap 6 måneder senere sad jeg så i et nyt venteværelse….

Jeg har efterhånden set og hilst på en del forskellige professioner qua min depression. Jeg kan let som ingenting skelne imellem de forskellige typer og deres systemer. Selvom jeg var fuld af ærefrygt da jeg kontaktede psykiateren, så holdte jeg fast i, at jeg ville have en specialist at arbejde med. Jeg ser specialister som utrolige kyndige fagpersoner, som man kan gå til, alt efter hvilken problematik man har. Havde det været en knæskade, var jeg enten gået til en ortopædkirurg med speciale i knæ eller en super kyndig sportsfys med samme form for specialiseringen. Jeg havde været psykisk syg og derfor skulle der en psykiater til. Når det er sagt, så tror jeg virkelig at man skal bruge sin sunde fornuft og evt med en second opinion. Jeg havde i starten af mit sygdomsforløb altid et par ekstra kyndige ører med. Enten var min Mor eller hendes mand ved min side, dels som støtte men også for at sikre, at jeg ikke bare fik en kold afvasker og overladt til mig selv. Selvom jeg altid har været god til at sige ”Hey – det er ikke retfærdigt”, så kunne jeg det ikke da jeg var aller sygest, dels pga. det usynlige autoritære patienter behandler forhold som var også fordi jeg kun så verden værende sort hvid. Med tiden og i takt med jeg fik det bedre, jeg fik tilliden til jeg igen kunne tage styringen.

Da den nye psykiater og jeg har snakket lidt frem og tilbage, så blåstempler hun mig. Jeg har hele vejen igennem min sygdom, valgt at ligge alt på bordet. Det her handler ikke kun om mig men også mine børn og de fortjener at jeg gør det bedste… det fortjener jeg også selv, det ved jeg nu.

Jeg gør ikke noget uden et blåstemple og gerne flere på samme tid. Da psykiateren blåstemplede mig, kunne vi sammen indlede et samarbejde om at trappe mig ud af den antidepressive medicin. Det er en proces som har været igang i en del tid og som fortsætter et godt stykke tid endnu. Jeg har til tider mest lyst til at smide pileglasset i skraldespanden. Heldigvis er jeg klogere. Jeg har en enorm respekt for udtrapningsprocessen. Jeg vil hellere have det hele går for langsomt end for hurtigt; livrem og seler. Jeg er bange og nervøs, fordi frygten for at blive så syg, som jeg blev det sidste sommer, stadig sidder og er i kroppen.

Jeg er også bange for at sige højt, at jeg er på antidepressiv medicin…
Jeg har gjort mig nogen erfaringer, som står i kontrast til de udmeldinger der tilbage i vinters, der sagde  at antidepressiv medicin ikke havde nogen virkning. Min konfliktsky side, havde lyst til at være helt stille eller blot benævne at jeg altså ikke tog det præpareret med de kemiske stoffer, som blev omtalt og at jeg heller ikke tager en særlig stor dosis medicin. Den anden side at mig, den blev gal og ked af det, særligt pga. den menneskelige debat der kom derefter. Hvad fanden viste Hr. Og Fru. Danmark?! Hvad viste de to ældre damer som sad i bussen og sagde “folk skal bare tage sig sammen, pillerne virker jo ikke – løb og spis sundt“, eller hvad med hende veganeren som på facebook respostet en artikel, mens hun hældte lidt lommepsykologi ud af ærmet. Hvad viste de ?!

Hvordan viste de pludselig hvordan det føles at opleve sig selv som døende, og at det ikke skyldes en somatisk sygdom, men simpelthen fordi ens psyke var ved at tvinge en til selvmord.
Hvad viste de?!

At tale eller tie?
Jeg har siden tænkt og gang på gang overvejet om jeg skulle fortælle min historie. Jeg har tænkt på fremtidige jobmuligheder, tænkt på det folk kan søge frem og jeg har tænkt på alle dem, som jeg selv, der bare overmandes af tavshed og vælger at tie, i frygt for andres fordømmelse.

En klog kvinde, som nogen gange står med en skeptisk overfor min ærlighed på bloggen, fortalte mig engang, at jeg aldrig skulle fortælle mere end jeg kunne klare at blive konfronteret med en dårlig dag. Det er på mange måder med til at sikre, at jeg passer på mig selv og ikke mindst mærker rigtig godt efter. Det er et stort råd jeg har fulgt og som har været med til at jeg fortæller som jeg gør nu.

Stars can’t shine without darkness

Nu er jeg sikker..
Jeg er stærkere og derfor har jeg valgt at fortælle hvad der var min historie, mine oplevelser og erfaringer, nu også med antidepressiv medicin.

Jeg tror ikke antidepressiv medicin er en kur og yderligere heller ikke at alle nødvendigvis skal behandles med medicinen. Det er og bliver noget nogle virkelige dygtige fagpersoner skal vurdere og helst ikke kun ud fra 10 minutters samtale og 15 hurtige spørgsmål. Jeg tror ikke medicin må være løsningen på at skulle kunne ‘klare’. Hvis 6-12 ugers intensiv timeout i stedet kan gøre det, vil jeg til hver en tid mene det er en langt mere holdbar løsning. Korter er livet ikke, vi er her kun én gang og vi kan ligeså godt gøre det ordenigt, i første omgang. Vigtigst af alt, så tror jeg ikke på at antidepressiv medicin må stå alene og at menneskers psyke ikke kan standardiseres. Hvad der virker for nogen, virker ikke for andre og her er det vigtigt at have nogle kyndige behandlere som har tiden og de ressourcer til at se og forstå det enkelte individ, frem for blot at række en recept på et præparat til sølle 34 krone. Det er jo i sin enkelthed noget der gælder i alle livets hensigter…

Jeg håber du har kunne møde dette indlæg med åbent sind og at du måske endda føler at have fået en bedre forståelse eller indsigt i hvad en svær depression og ikke mindst antidepressiv behandling kan føles og opleves som.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mor, hun er smuk.

img_2166

Aksel har en veninde, en rigtig god veninde, hun hedder Anna. Anna og Aksel har kendt hinanden siden de begge var vuggestuebørn og sov i krybber ved siden af hinanden. De kan lege Anna og Elsa, Peter Kanin, Far, Mor Og Børn og Opfinder. Det er ret vigtigt for mig, ikke at omtale Anna som Aksels kæreste, for vil gerne vise ham, at det er helt okay at have en bedste ven, som er en pige. Generelt bryder jeg mig ikke om stereotype kønsrolle og opdragelse derefter, det indebære i min optik også, af børns venner og veninder, ikke “seksualiseres” og gøres til kærester, medmindre barnet selv tager ordet i munden. Aksel har været kærester med Anna.. men også Dagmar og Luca.. nogle dage skiftede han imellem dem alle og med tiden, så er intentionen at lærer Aksel, at trofasthed og god etik, er vigtige værdier i et forhold.

Det er i princippet ikke den spæde børnekærlighed jeg vil skrive om også alligevel, jeg vil nemlig gerne skrive om det vi lærer vores børn, eller noget jeg virkelig gerne vil lærer mine to drenge…

Det er noget jeg på mange måder altid har været lidt bevist omkring og alligevel så kan jeg godt se, at jeg er kommet lidt på vildspor. Det er selvom jeg aldrig har udtalt skældsord omkring mit ydre, foran drengene. Jeg bruger ikke ordet tyk som betegnelse for mennesker, hvis kropsbygning er større end gennemsnittets. Gennemsnittet i dk er dog ifølge nye undersøgelser påvirket af, at 50% af den danske befolkning er overvægtige. Samtidigt bliver de der er sunde sundere og skellet mellem sund og “usund” større. Hvornår folk er usunde, det afhænger bestemt ikke af en BMI kategorisering. Der kan sagtens stå størrelse Small i nakken, mens sundheden er ikke eksisterende, det kan jeg selv skrive under på. Faktum er bare, at der desværre er sket et skred i samfundet, imellem befolkningen som er kategoriserer sunde, aktive og har en normal BMI og så de som har en BMI over normalt og måske med inaktiv tilværelse. Hvorledes dette løses, ja det har jeg fornyeligt indsendt til KU som en diskuterende analyse af en sundhedsstrategi, publiceret af staten. Vi er igen lidt i yderkanten af det som dette indlæg omhandler, men finder det nødvendigt lige at kritte banen op, for at skildre hvor jeg selv står i det hele. Det handler nemlig i stor del om mig også mine kære drenge, men måske også dig og din tale og væremåde, overfor dig selv.

Jeg tror de fleste mødre og fædre i ny og næh tænker ud i fremtiden og ser deres børn som teenager. Selv kommer tankerne om mine børns forstående teenageliv til mig, når de har roskildesyge og krammer kummen, eller når Aksel beder om en tredje portion lassange, hvor skal det ikke ende, når han er 2 meter høj, fyldt med hormoner og måske med en begyndende interesse for pigerne(eller drengene)?

Overordnet set, så ønsker jeg, at Aksel og for den sag, også Carl, vil behandle alle medmenneske med respekt og værdighed. At de vil have en god jordforbindelse og en ydmyghed overfor livet og de udfordringer de vil møde, uden at miste modet. Jeg håber de vil trække stolen ud for pigerne, holde døren for den der kommer efter dem og rejse sig i bussen, for dem som synes at have brug for pladsen. Jeg håber de vil se på mennesker, som dem de er og ikke som dem de måske ser ud. Jeg håber de vil forstå, at selv den mest sjuskede ælling kan være en smuk svane. Jeg håber at de vil elske lidt mere, hvis vægten viser +2 kilo, eller kinderne er lige så runde som dem jeg har. Jeg håber de vil forstå, at kroppen kommer i mange størrelser og proportioner og at alle kroppe, er gode kroppe, ligemeget hvad. Jeg håber de vil passe på deres egen, såvels som andres, at de vil beskytte sige og værne om det etiske og mirakuløse og jeg håber sådan, at de aldrig nogensinde vil tale til dem selv, eller til andre… som jeg nogengange har talt til mig, når ingen andre kunne høre det.

Jeg har er ansvar og målet er ikke de skal løbe halv eller hel marathon. Det er ikke sådan, at de ikke skal være den store idrætsudøver eller størrelse zero. Generelt går jeg ind for sund kost og en god portion bevægelse men når det er sagt, så er det overordnet mål at de skal dyrke dem selv, det de kan og at vil lade kroppen blive rørt og behandlet, som en krop fortjener det. Nemlig med respekt og værdighed for at være til.

Selvom jeg altid har gjort mit for at tilbyde fysisk aktivitet, sund og barrierer kost og masser af kærlighed, så skal jeg virkelig arbejde på at sikre, at den der kærlighed også bliver en de lærer at give dem selv når de står foran spejlet, eller når de kæmper det bedste de kan. Om de bliver nummer 1 eller nummer 50 er ikke vigtig i min optik, det vigtigeste er nu engang at rose sig selv for præstationen og altid have en ærlighed overfor sig selv, med fokus på at det godt må nive lidt, men heller ikke mere end man stadig kan grine og smile undervejs.

img_2233

Der er ingen tvivl om at jeg har de bedste motivationskilder omkring mig, i mine børn. Særligt Aksel som altid smiler når han ser et billede af ham og Anna foran en filmplakat. De har hver en arm, over hinandens skulder og smiler begge. De er glade, ubekymret også ligetil. Aksel siger tit at Anna er smuk på en helt bestemt måde… og jeg svare “det er du også”.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina