Mad og mennesket

img_4259

Det er sjovt der der med mad, det er et fællesmenneskelig behov, noget identificerbart for os alle og med tiden blevet en utrolig individuel sag.

Hvorfor det er blevet således handler om alt fra kultur, sociologisk, pædagogisk og ikke mindst politisk indflydelse. Det er fortsat ikke ret mange år siden videnskaben begyndte at påpege kost og sundhed hang sammen. Derigennem er vi på mange måder er vi blevet nogen egoistiske tosser, når det kommer til det enkelte måltid. Allergier spiller lovligt ind men idag er det ikke længere uhyrt at sige nej tak til kage eller flødesovsen, fordi maven eller vægten ikke har godt af det. Idag er mad ofte ikke længere styret af de lystbetonet behov men i højere grad af de faktuelle og rationelle valg.

Et sted hvor jeg virkelig kan mærke mit eget behov for ‘kontrol’ over mad, er når jeg fratages alle mine normale vaner, tilberedningsformer og ikke mindst frie valg. Et sted hvor det sker, er på et hospital… Jeg er dybt taknemlig for at bo i et land med god og fri behandling, det gør dog ondt at se og opleve personalet løber så hurtigt som de gør. Det gælder på både de somatiske men os psykiatriske afdelinger.

Dengang jeg var indlagt på psyk, der var maden på mange måder min fjende og mit faste holdepunkt. Da jeg blev syg, forsvandt al appetit og vægten styrtdykkede. Derudover kom jeg i antidepressiv medicinsk behandling, som ofte er kendetegnet ved at man tager på. Dengang overlægen fortalte mig om min behandling, så faldt jeg næsten ned af stolen, jeg har tidligere skrevet om mine tanker og følelser omkring antidepressiv behandling som du kan læse om HER. Da jeg derudover fik beskeden om bivirkningen omkring vægtøgning, så var jeg liiidt ekstra nervøs. Et par ekstra kilo på sidebenene skulle selvfølgelig ikke stå i vejen for at jeg kom ud af min depression, men ret skal være ret, jeg trives ikke med ekstra kilo på sidebenene og når jeg ikke trives, går det i humøret og derfra skabes en ond cirkel, da mit humør ofte påvirker mit indtage og præferencer af fødevare.

Jeg tror ikke det er et enestående problem. Måske derfor trøstespisning er et fænomen? Måske os derfor at diverse kurer indeholder en cheatday mm. Jeg tror bare ikke på det ! Jeg vil hverken belønne eller straffe mig selv med mad, istedet vil jeg gerne sikre at min krop og mine behov imødekommes, med det for øje at jeg hele tiden har en bevidsthed omkring hvorfor og hvad jeg spiser. Hvis jeg spiser slik, spiser jeg slik fordi jeg gerne vil det og ikke fordi jeg godt må, eller fordi jeg lige synder lidt.

Men for at komme tilbage til hele grundtanken med dette indlæg, så vil jeg gerne have jer med tilbage til min indlæggelse på psyk. Velvidende om den medicinske bivirkning og manglende appetit, forsøgte jeg at gribe fat i det jeg kendte og ikke mindst udnytte patientkøkkenet på afdelingen. Derfor blev jeg kendt som hende tossen der stegte røde bøffer og asparges i en gryde. På en hylde i garderobeskabet lå der nødder, rosiner, tun på dåse og diverse sundere snackbarer. Ikke fordi jeg ønskede at tabe mig, men fordi jeg simpelthen ikke kunne overkomme et rigtig måltid. Samtidigt med dette løb jeg hver dag og brugte minimum en time i motionsrummet på afdelingen, dels for at arbejde med min hvertrækning under angstanfald og for mig at få de mørke tanker på afstand.

På en afdeling, hvor man er indlagt, for henholdsvis somatisk og psykiatrisk sygdom, så er der en madvogn. En lille mini buffet om man vil. Jeg taler udelukkende er erfaringer fra Frederiksberg Hospital, en del af Region Hovedstadens hospitaler, som ikke er med i Christian Blitz madprojekt eller lignende. Tror vitterligt ikke han vil sætte sit navn der, så hellere en kop i stentøj? Indlægget her har ikke direkte til formål at brokke sig over maden, jeg kan dog undre mig over den manglende forståelse for tallerken modeller og ikke mindst behovet for smagfuldt mad.

En stor problematik på den psykiatriske afdeling var dog, at maden vi fik var lavet til somatisk syge patienter og derved var den ofte lidt federe end ellers. På de psykiatriske afdelinger er patenterne ofte i en medicinsk behandling eller i en tilstand, som gør at deres indtag af mad stiger og når det stiger, så stiger vægten og Wau, nu er vi over i den onde cirkel igen.

Da jeg så igår blev indlagt på en medicinsk akutafdeling fordi mine lunger efter knap 3 ugers sygdom fortsat lyder som Hr. Mands MoccaMaster, så blev jeg ramt af alt for mange flashbacks. Alt fra alarmere der bipper til industri servicen og lugten af jod og sprit. Da jeg tilbydes mad, vælger jeg suppen, frem for leverpostej med skyr eller spejedreng med rå løg og til aften blev det kogte gulerødder og et lille stykke spinattærte. Portionerne lignende fuldstændig dem fra min tidligere indlæggelse hvor jeg efter 9 uger kom madplanerne igennem hele to gange. Kan desværre konstatere at de mere eller mindre fortsat er de samme. Igår aftes fik jeg så en rigtig sød læge som forstod at jeg rigtig gerne ville sove hjemme, således at mine børn ikke opdagede at jeg var indlagt (igen). Min tur på tankehospitalet for et år siden, er lige så stille ved at glide i baggrunden, men jeg ved at særligt Aksel stadig gør sig en del tanker om dengang mor blev rundtosset og syg i tankerne. Derfor fik jeg lov til at komme hjem således at jeg kunne spise morgenmad med mine børn og pænt komme tilbage til afdelingen igen næste morgen .

img_4273

Det gav mig os muligheden for lige at finde en del af det mad frem som jeg foretrækker og har brug for.
For mig er mad mange ting, mest af alt et biologisk behov der skal imødekommes. Mad er for mig også en måde at give sin krop en masse vigtige vitaminer og ikke mindst en understøttelse til hvad man nu end måtte have brug for. Som kvinde og løber skal jeg bruge masser af jern. Som tidligere depressionsramt sørger jeg for at de mere (hvedemæssige)hvide fødevaregrupper i sjældenhed optræder på min tallerken, da de ifølge forskning har en nedbrydende effekt på de signalstoffer som er “lykkefremkaldende” og som oftest er udslettes under en depression. Derudover så forsøger jeg igennem min kost at spise mig selv, psykisk såvel som fysisk glad .

Hvilket jeg desværre ikke føler at “hospitalsmad” gør, tværtimod.
Derudover så bliver jeg aldrig god til at sætte mig med en bakke i sengen og spise med mad på en plastik bakke. Derigennem føler jeg simpelthen at alt for meget af mine personlige træk frarøves. Måske derfor jeg ikke bryder mig om alt fra hospitalstøj til mad, jeg har brug for mig selv og min person, os selvom jeg hiver efter vejret.
Erving Goffman kalder alt det jeg omtaler for identitetsudstyr og ja, på mange måder er jeg glad for jeg endelig ved hvad det er og hvem jeg er, istedet for hele tiden at føle mig “forkert” eller sygeliggjort fordi jeg kender mig selv om mine egne præferencer, os i forhold til mad. Det kan den gammeldaws sygepleje nemlig ret hurtigt komme til at gøre. Sandheden er bare en helt anden.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

En falden kriger…

img_1802

Jeg troede idag skulle være dagen. Dagen hvor fortællingen kunne lyde : Jeg rejste mig fra sygesengen og løb 30 kilometer. Måske lidt optimistisk – men det handler om at tænke i muligheder frem for begrænsninger .. og måske manglende selvindsigt?

For 12 dage siden begyndte jeg at få lidt hedeture. Jeg havde to dage forinden rullet rundt i de københavnske gader og da himlen pludselig åbnet sig under turen, blev de sidste 10 kilometer ret frugtig. Da jeg vågner forrige mandag, er det med en træthed i kroppen, men da jeg på daværende tidspunkt var ret medtaget af nedtrapningssymptomer valgte jeg at sætte hårdt mod hårdt. Sådan fortsatte jeg derudad, men onsdag tog jeg mig sammen og smuttede til lægen. Temperaturen dansede tango med de 39,8 og følte langsomt at min krop faldt fra hinanden. Lægen konstaterede at det var virus og da jeg intet har til overs for virus, så gav jeg den 48 timer og derfra var det op på hesten igen.

Sidste lørdag troppede jeg så op på Refslhaleøen hvor jeg havde vundet et løbenummer til Nordic Race med Team Easis. Den stod på 5 kilometers urban / trail løb med knap 48 forhindringer og 2 ture i den københavnske havn. Jeg ved godt jeg nu placere røven i klaskehøjde og det er fair nok – men jeg er nu engang som jeg er !
Jeg gennemførte løbet og bemærkede da godt jeg iltede utrolig dårligt og selvom vi løb i rolig pace, så var pulsen konstant på max. Men med hostesaft som trylledrik kom jeg igennem og da holdet inviteret mig med i byen for at spise om aften, tog jeg det som en oplevelse. Det er svært at sige nej til sådan et selskab som team Easis holdet var!

Da jeg cykler hjem om aften og ser mig i spejlet er kinderne feberrøde. Søndagens bruges med ungerne i rolig tempo og jeg sørger for at drikke masser af te og få den korrekte mængde søvn. Mandag morgen kommer og jeg kører en tung spinning time. Lungerne er døde men kroppen arbejder efterhånden som den skal, taget i betagtning af jeg ikke ilter helt som jeg gerne vil det.

Tirsdag kommer og jeg løber 10 km men der kan jeg for alvor mærke kroppen er nedlagt. Når jeg trække vejret gør brystet mere og mere ondt og smerterne i ryggen er blevet permanente . Onsdag morgen ringer jeg igen til lægen, undskylder min hypokonderlignende adfærd og spørger om jeg måske alligevel kan få en tid, da jeg synes det piber når jeg hiver efter vejret. Jeg cykler på studiet og derfra til lægen. Små 15 kilometer og da jeg kommer frem ber jeg til det ikke længere er virus. Da jeg mildest talt er ved at gå til over kroppens manglende energi. Lægen lytter og kigger så på mig og dernæst min skoletaske og spørger så “har du været i skole sådan der?” Derefter fortælle han mig pænt at venstre lunge er betændt og jeg SKAL ligge syg dagen efter. Lige der så ved jeg ikke hvordan jeg lige skal forklare ham at jeg pt. Er alene med ungerne, at specialet kalder og at jeg søndag d 27. skal løbe 30 kilometer. Istedet spørger jeg ind til hvornår jeg må løbe igen og han kigger mistroisk på mig og siger “når du føler dig klar”. Det er formentlig den dårligste udmelding eller en guideline at give mig. Det måske derfor min fyseteraput altid skær alting ud i pap.

Idag blev det så den 27 august. Efter en lille uge som alenemor, men en krop som er dvask og et sind som er på randen til kuller, blev jeg samlet op af min nye løbemakker. Igen og igen kan jeg høre min mors formanende ord og ikke mindst se mig selv falde om, som jeg gjorder det i april 2016 under kongeetapens 30 kilometer. Jeg husker hvordan jeg ved 25 går i stykker og imellem mine Blackouts kan høre ambulancens sirener. Jeg kan huske hvordan jeg siden den dag fik en angst for at hjertet skulle svigte og da jeg imorges bandt løbeskoene og rettede på mit RoadID, vinder angsten. Jeg mistede troen på mig selv og selvom jeg igen og igen forsøgte at tale mig selv op, så røg forbindelsen til kroppen og hovedet tog over.

Da min makker og jeg løber afsted, som de eneste for hold 6:00, så er det viljen som styrer butikken. Mind over matter. Efter 3 kilometer kan jeg mærke trætheden og hvordan lungerne forsøger at ilte som de skal. Hjertet banker i brystet og tårerne kommer frem i øjenkrogen. Jeg vælger at tro mig på mig selv og derfra finder jeg et flow som får mig til at glide afsted. Uret viser vi nu har løbet en tredjedel og min puls er ude af kontrol. De sortner for øjnene og da vi står ved en vej erkender jeg at pacet skal sænkes. Min makker og jeg beslutter at gennemførelse frem for pace er vejen frem og vi hopper derfor ned på hold 6:15.

En tidligere løbekammerat fra holdet kaster et blik på mig og siger så “det der, det er dumt”. Derfra løber vi videre og fortæller så min makker hun skal blive på holdet, ligemeget hvad der sker. Vi runder Christians volde og får uret til at vise min puls zone. Jeg løber meget sjælendt i zone 5. Istedet er jeg blevet en stabil løber i zone 3 og 4. Selv på de helt lange distancer. Uret viser max og det røde lys får kontakt til den ansvarlige del af hovedet. På et spilt sekund tages beslutningen. Den handler ikke om vilje, lyst eller manglende rygrad. Den handler om respekt for livet, min familie og med episoden fra sidste år, hvor elektroderne blev lagt på mit bryst.

Fortæller pænt min makker at hun skal holde fast, at hun nu løber for os begge og at jeg stopper. De fortsætter ud under langebro. Broen der er et monument for alle mine store løbemæssige sejre og sene lange træningsturen. Da de drejer om hjørnet stopper jeg op og lader sorgen, fortvivlelsen og ærgrelsen omfavne mig og jeg bryder hulkende sammen.

img_4256

Jeg giver sjælendt op, jeg overgiver mig nødigt. Istedet kæmper jeg, selv når kampen allerede er tabt. Jeg ved det for nogen er idioti og for andre er det lige præcis det der kendetegner mig. Jeg slår uret fra og efter 12 kilometer er restituerings anbefalingen 4 dage. 12 kilometer er løbet med 28 minutter i zone 5 og resten er i zone 4. Slaget er tabt, drømmen knust og selvom jeg ved at træningen til et marathon ikke nødvendigvis indholder en kongeetappe, så er der for mig noget mentalt beroligende i at have de 30 kilometer i benene. Nu skal Odense marathon løbes på erfaringen og min form, uden de 30. Jeg skal løbe med en accept og tro på at jeg kan, på trods af de manglende 30 og at jeg for nu er en faldende kriger .. som rejser sig når lungebetændelse er væk !

Tak fordi du læste med. Jeg er mig, hende som du nok ryster på hovedet af og gør du tænker “hun er ikke rigtig klog”. Jeg har aldrig påstået jeg var det. Istedet er jeg så meget andet .

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Noget om æbler..?

download

Måske tænker du nogengange, hvad laver hende tossen bag MigOgMorskabet?
Eller os tænker du hvad med ham der Hr. Mand ?

Undertegnet er kandidatstuderende og læser pædagogisk sociologi og forventer at være færdig til maj 2018, det vidste du måske allerede godt.. og min bedre halvdel, Hr. Mand han laver vild dansk økologisk æblecider.

Dette indlæg omhandler mest af alt ham der Hr. Mand med det rigtige navn Morten.

c247130a69c249e2b65ca38a65526783

Det hele startet for snart 5 år siden i en garage i Vanløse, med nogle æbler som var indsamlet ved at have været på Rov, deraf navnet Æblerov. Du husker måske Ole Lund Kirkegårds fortællinger om Orla Frøsnapper og Lille Vigil? Måske husker du også om dengang Orla i sit forsøg på at fange lille Vigil råbte “Kaster du os’ med ævler?”.

Min Hr. Mand kaster ikke med æbler – det er nok nærmere mig, for i ny og næh hader jeg sgu den frugt og føler mig som Eva i Paradisets Have, der er blevet lokket i fordærv. At være gift med en iværksætter og ikke mindst en selvstændig, det er på en og samme tid utroligt frihedsgivende, inspirerende og omvendt enormt uforudsigeligt. På bundlinjen elsker jeg at være gift med en mand som laver det han brænder for og ikke mindst, at han går efter det han drømmer om. Jeg tror vi skal leve livet med vores drømme, at vi skal gå efter dem og tro på dem. Måske brister de og måske er vores drømme så stærke og så gode, at andre os vil tror på dem..

download-1

Jeg tror på min mand og hans partner Christopher. Jeg tror på Æblerov og det er der heldigvis også rigtig mange andre der gør. På diverse vinkort hos byens restauranter er Æblerov at finde, nogen under private labels og andre med deres eget ikoniske look. Restauranterne spænder bredt fra Chicks by Chicks, Brus, Noma, Geranium til hipster Khioskh’en og mange mange flere. Dette indlæg skal ikke være en omgang name dropping og dog. Jeg vil nemlig gerne fortælle jer noget, komme med et forslag til jer. Da min egen tilværelse selvfølgelig afhænger af hvordan det går hos Æblerov, føler jeg ikke dette indlæg passer i kategorien sponsoreret. I stedet er vi nok ude i et samarbejde mellem Mand og Kone.

images

Copenhagen Cooking and Food Festival løber snart af stablen, hvilket jeg faktisk syntes er en enorm hyggelig og god festival – hvorimod mode ugerne ofte handler om at alt for få kan og må være med og derudover tror jeg ikke helt alle under modeugen får spist det de måske helst skulle … sidespor! Under Copenhagen Cooking and Food Festival afholder Æblerov, i samarbejde med Decideret, Holm Cider mfl. “ Rigtig CiderCopenhagen Cider Festival 2017” og det er dén jeg rigtig gerne vil fortælle lidt om.
– Derudover har du også mulighed for at vinde billetter til festivallen.

cider2

Rigtig mange går og tror at cider kun er det der sprøjt som kalder sig for … noget med somers…
hvis I nu vendte flaske om, ville i se at indholdet har så fænomenalt lidt med “rigtige æbler” at gøre. Faktisk så lidt, at du ved blot en enkelt bid at et “rigtigt æble”, vil opnå et endnu større indtag af ren æble – end ved at drikke en somers genstand.

Ved Rigtig Cider drikkes der en del genstande, eller der er i hvert fald rig mulighed for at smage og drikke en masse lækkert cider. Alt fra de nationale til internationale dråber, de sure, de søde og helt ud til de økologiske.

Til denne cider festival vil Hr. Mand sammen med partner Christopher udskænke godt af Æblerovs prisvindende dråber. Derudover vil der være rig mulighed for at smage en masse dejlig mad og måske endda slikke lidt sol.

Så lørdag d 26. august, kan du fra klokken 11-18 være med til Rigtig Cider,
hvor 25 produceret fra hele verden udskænker godt 100 forskellige typer cider.

unavngivet

Under festivalen afholdes der smagninger i tidsrummene 11-13, 13:30-15:30 og 16-18.
Når du har en billet til en af smagningerne, kan du frit smage alle de forskellige cidere.
Billetten koster fra 99-130 kr og giver som skrevet adgang til uendelig meget cider i hele to timer .
Der er selvfølgelig også en Ciderbar, hvor flere forskellige glas kan købes af de forbipasserende.

Hele festivalen slutter af med langbordsmiddag, i bedste kyllingestil, når Chicks by Chicks disker op med 5 underskønne serveringer med dertil cider ad libitum selvfølgelig. Denne overdådige middag er det også mulig at købe en billet til.

Billetter til smagning og / eller middag kan købes HER

SÅ hvis du står og skal på date, lufte svigerfamilie, en god veninde eller have et break fra hverdagens trummerum, så vil jeg anbefale dig at lægge vejen forbi Israels Plads til Rigtig Cider – Copenhagen Cider Festival 2017″.

… og hvis du har lyst kan du deltage i konkurrencen om 2 billetter til cidersmagningen 11-13 .
Alt du skal gøre er at smide en kommentar på indlægget her.
Vinderen trækkes mandag d. 21 august klokken 21:00

Jeg håber vi ses d. 26 august.

Tusind tak fordi du ville læse med.

 

 

Some Superheroes

img_3887

Jeg ligger farveblyanten fra mig og smiler selvtilfreds til tegningen på bordet. Det er pakkelisten til Aksels forestående FDF superhelte sommerlejre. Sol og måne indikere antallet af døgn han skal tilbringe på Jomsborg ved Kulhuse i Jærgerspris og de små tændstikmænd med et minus som fortegn, fortæller hvor mange af dagene som er uden resten af familien. Jeg har gjort mit forarbejde godt og Aksel ligeså, men nervøsiteten, spændingen og glæden over en tur på lejre er nu for alvor blevet tydelig at mærke.

Mens jeg skriver navn og tal på 7 fryseposerne slår det mig, at dette nu er Aksels fjedre lejre og tredje gang hvor han er afsted uden Mor og Far. I foråret var vi alle afsted på kredsweekend, hvilket du kan læse om HER, og selvom Aksel officelt kun har været FDF’er i knap et år, er det tydligt at mærke at han er faldet til i kredsen og der er blevet lavet gode givende relationer på kryds og tværs af køn og alder.

img_3653

Som en rigtig curling mor eller som jeg nok selv vil mene det, er jeg en mor med stort kendskab til mit egets barn styrker og svagheder. Derfor arbejder jeg særligt med “zonen for nærmeste udvikling” op til lejren. Når vi har talt om det forestående eventyr Aksel nu skulle ud på, har det været med fokus på et skridt frem og to tilbage. Yderligere har jeg valgt at gå helt i pædagogikken og ja tegnet henholdsvis pakkeliste og rebusbreve, som Aksel kan støtte sig til under hans lejre.

Her post lejre vil jeg sige, at henholdsvis pakkelisten og “dagsposerne” med tøj var en rigtig god måde at imødekomme rod i tasken og glemte sager. En af Aksels ledere sagde sågar at han aldrig havde oplevet en dreng på 6 år havde så godt styr på sine ting, som Aksel havde. Aksel havde selv fundet det utrolig overskueligt at skulle forholde sig til en pose pr. dag. Derudover var der en “Hvad nu hvis” pose, som indholde lidt ekstra skiftetøj til “hvad nu hvis” siturationer.

img_3656

I Aksels kreds er det kutyme at forældre, bedsteforældre og venner kan sende post til den FDF’er som er på lejr. Vi brugte særligt denne postomdeling til at møde Aksel i det afsavn han måtte have eller få til hjemmet og samtidig så kunne indholdet understøtte muligheden for selv at lave små rolige oaser i et spændende program. Man kan sige meget om FDF’er – leder og de forskellige kredse, men efter et år som mor til en FDF’er, så har jeg erfareret at en FDF leder sjælendt ligger på den lade side og at den fantasi og det drive som de enkelte leder rummer, er med til at alle unger får de fedeste oplevelser i et fantastisk og unikt fællesskab. Når man er 6 år og gerne vil være der hvor det sker, så kan det være svært at udnytte siestaens fulde potientiale – personligt lærte jeg hurtigt at en middagstur var et must når jeg skal indgå socalt med 104 andre skønne mennesker, voksne som børn og unge.

img_3651

img_4173

Aksels post pakker indeholdte derfor alt fra slik til spillekort og en insektspand, så han kunne lukke sig om sig selv eller have en hyggestund med et par gode venner fra kredsen.

Temaet for dette års sommerlejre var Superhelte Lejr. Drejebogen for lejren var bygget op om heltetræning, skurkejagt og med et fokus på det gode og mindre gode i mennesket og vor medmennesker. Alle unger, såvel som voksne, havde muligheden for at skabe sig sin helt egen superheltedragt som deres indre helt skulle iføre sig under sine superhelte gerninger. Den røde tråd igennem hele lejren og den imponerende måde at differentiere aktiviterne på, således at de passede alle fra “numlige” til “senior væbner” oversat til ikke FDF kyndige 1+ til 18++. Alle kunne være med – ung som gammel, lille som stor og det er det der gør jeg for alvor har forelsket mig i FDF. Det handler ikke om at være størst og stærkeste, selvfølgelig er der indbyrdes konkurrencer og små helte dueller men alt i alt er alle lige og det er helt sikkert noget vores til tider albuespidse samfund har brug for.

img_3743

Da vi endelig kunne give Aksel et gensynskram og kys, så var det en dreng med et kæmpe smil på læberne og trætte men glimtende øjene. Hans ivrige fortælling og måde at trække afsted med os på, for lige at vise os det ene og det andet, indikreret for alvor at han havde taget de 4 dage uden mor og far i stiv arm. Vi havde forud for lejren snakkede om hjemve og det at savne. Aksel er, som mange andre børn, ret sort / hvid i hans opfattelse og oplevelser. Det betyder for Aksel, at 10 minutters hjemve hurtig kan fjerne alle de mange timers leg og latter som en weekendtur har budt på. Derfor har jeg haft tegnet en turlagkage. En lagkage som illustreret alle de følelser og oplevelser en weekendtur eller dag kan indholde, det sure med det søde. Lagkagen har hjulpet Aksel i hans oplevelse og forståelse omkring det at savne. Det vigtigeste i min bog er at Aksel aldrig føler at det er forbudt at savne og have hjemve med tårer. Denne tur har også budt på hjemve og på en aftensmad indtaget med salte tåre og en sød leder ved siden, men når jeg spørger Aksel hvordan han synes hans lagkage for denne tur har set ud, så er den med alverdens lækkert krymmel, glimmer og glasur og kun med et lille bitte stykke udgjort af savn over dem derhjemme.

img_3908

Under vores lejre oplevede vi igen den magi som opstår når mennesker er sammen på lige fod med hinanden og bare er som vi nu er, med et lille twist af superkræfter. Selv havde jeg fornøjelsen at være på superheltetur til en lokal bondegård, for at undersøge mysteriet om den røde mælk. Derudover oplevede jeg en stor skurke kamp, hvor hele lejrens skønne unger og voksne lavede det bedste bagholdsangreb og fik jagtet de slemme skurke på flugt.

img_3838

FDF er fortsat nyt for os og selvom Aksel snart kan sætte et årsmærke på hans forbundsskjorte SÅ tvivler jeg ikke på at vi får rigtig mange gode år med på vej hos FDF. Selvom det primær er Aksel som “går” så nyder vi alle at få lov at være en del af alt det som kredsen kan tilbyde.

SÅ hvis du går rundt og tænker, savner og ønsker at være en del af et fællesskab som på mange måder kan favne, udfordre og skabe en masse mindeværdige oplevelser så kan FDF helt bestemt anbefales – både for store og små.

Kærlig Hilsen Christina, Mor til pusling i FDF

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mig og Mit understel

fullsizerender-9

Hvis jeg finder min bog “kvinde kend din krop” frem, hvad der ifølge min mor er enhver kvindes “bibel” – eller det sagde hun dengang jeg fik den i 13 års fødselsdagsgave, en teenagers drømmegave … men okay, af min bedste veninde fik jeg en tarvelig dildo, som skulle repræsentere mit forstående vilde teenageliv. Hvis jeg tager den frem, altså bogen, hvad der engang var banebrydende litteratur om kvindens krop og hendes seksualitet, så står der så fint skrevet, hvor vigtigt det er at kvinden passer på sig selv og hendes vegina. Ordet vegina synes jeg er lidt “mærkeligt” og “upersonligt” og funktionsordet tissekone synes jeg kun er forbeholdt de endnu ikke er seksuelle oplyste individer. Jeg har aldrig rigtigt givet mig og ‘min’ et navn, måske fordi mig og ‘min’ er mig. En store del af mig.

Igennem tiden har jeg oplevet lidt af hvert og altid har jeg skulle vise hensyn og omsorg for mig og ‘min’. Jeg har skulle lærer mig selv at kende og det har blandt andet krævet et fascineret blik i spejlet og mange samtaler med en tæt veninde og ikke mindst en pornofilm eller to. Alt dette skete før jeg for alvor kunne forstå hvem og hvad jeg var, når det kom til mig og mine præferencer og lyster. Samtidig med denne udvikling sikrede mit hoved mig, at jeg passede på, tog ansvar og nogen gange takkede nej – af ren og skær sikkerhed. Det var også hovedet der en dag sagde højt “p-piller og gynækolog tak” og da jeg lå der med benene i bøjlerne, for alle første gang, og på alle måder forsøgte at gøre mig tung i understellet, så var det hovedet der sagde “du gør det rigtige og det ansvarlige“. Jeg har altid fundet mennesket seksualitet og nydelse, dyrkelse og præferencer utroligt spændende og jeg kan også godt lide sikkerhed. Sex og sikkerhed går i høj grad hånd i hånd og sikkerheden omkring sex spænder bredt op, som et stift lem i et par cowboybukser. Sikkerhed er for mig alt fra hvem man dyrker sex med, til beskyttelse omkring det man ikke kan se eller vil se, uden selv at have indflydelse, eksempelvis to streger på en graviditetstest eller noget så sexet som en kønssygdom.

Selvom jeg Idag har fået 2 børn og dertilhørende x antal gynækologiske tjek, så har noget ændret sig i forhold til mig og ‘min’. Jeg kan ikke længere gå til min egen læge og få lavet mine rutinetjek. Simpelthen fordi mig og ‘min’ for 3 år siden var igennem et “overgreb”. Det var et overgreb jeg indvilligede i pga. sikkerhed og ønsket om at tage hånd om mig og ‘min’s sundhed . Det var et overgreb som indebar lugten af brændt kød, blod, smerte, tårer og en sygeplejerske som holdte mig trofast i hånden og pænt fortalte mig om vind og vejr. For 3 år siden fik jeg nemlig mit første og på nuværende tidspunkt eneste keglesnit. Lige siden den dag, har de gynækologiske tjek været som at springe fra 10 meter vippen, mens mit inderste bliver revet i tusind stykker. Ikke fordi det gør fysisk ondt, men psykisk brænder jeg fortsat op i sorg og angst over dengang beskeden lød på “svær dysplasi i livmoderen”. Det er det som gør at hver evig eneste rutinetjek nu føles som en lang og sej kamp.

Idag får 15.000 kvinder årligt konstateret celleforandringer i livmoderen, ud af disse 15.000 kvinder får 6000 foretaget kegleoperationer, for at fjerne den type celleforandringer som er forstadiet til livmoderhalskræft. Det er triste tal og selvom en førsteplads næsten altid er super fedt, så er det desværre sådan at Danmark er det land i Norden hvor flest kvinder får konstateret livmoderhalskræft. Det er vigtigt for mig at slå fast at celleforandringer er ikke kræft, de kan være forstadiet til kræft og kan, hvis man som kvinde undersøges i tide, fjernes ved en simpelt “operation”. Celleforandringerne konstateres ved hjælp af en smear prøve og en gynækologisk undersøgelse hvor der ses på livmoderen med mikroskop.

Hvor vil jeg hen med alle disse tal og snakken om alt det under bæltestedet. Jo det skal jeg sige dig – celleforandringerne i livmoderen er nemlig slyngveninder med HPV virussen. En virus som overføres ved seksuel aktivitet, faktisk er 4 ud af 10 danskere under 30 allerede smittet og undersøgelser viser at 80% ad alle seksuel aktive i løbet af deres liv vil blive smittet med HPV en eller flere gange. HPV-vaccinationen kan forebygge op til 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft, er du vaccineret?

Forleden lå jeg så der hos min fantastiske gynækolog. Hun ved om nogen hvad jeg har været igennem og hun forstår. Hun anerkender min angst og selvom tårerne ukontrolleret triller mens hun undersøger mig, så gør det ikke ondt.. kun i hjertet.. 2 dage efter mit tjek fik jeg tilsendt et svar, måske det kom så hurtigt pga. sommerferien stod for døren, eller fordi hun ved at jeg stadig er i chok over forrige omgang. Svaret lød på helt normale celler og ikke mindst med en ny tid, igen om et år.

Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at skrible et eller andet hysterisk morsom sammen om papegøjens næb og halskiggerig, men jeg kan ikke. For jeg synes bestemt ikke dette er morsomt. Jeg synes dog at det er uhyr vigtigt at man som kvinde husker at passe rigtig godt på sig selv og det indebære blandt andet at man beskytter sig og får tjekket understellet i ny og næh og sikre sig at alt kører som det skal.

stophpv-stoplivmoderhalskraeft_logo

Hvis du har lyst kan du læse om min oplevelse med konstateringen af celleforandringer og keglesnit kan du læse det i dette indlæg. Samtidigt vil jeg anbefale dig at tjekke hvornår du sidst var til “eftersyn” og ikke mindst bede dig huske din veninde, søster eller mor om at have styr på det der skal være styr på.

Du kan læse meget mere om HPV virus, celleforandringer og ikke mindst
HPV-vaccination på StopHpv.dk

Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sydlandsferie i realistisk perspektiv

img_2082
Det er sjovt hvordan alting kan tage sig ud, særligt når billedet tages fra den rette vinkel, måske endda der hvor armene er strittede så “mormor-vinkeflæsket” skjules og topmaven efter aftenbuffet suges ind. Jeg kunne jo sagtens skrive hvor fantastisk og fortryllende sådan en uge i Bulgarien er. Jeg kunne fortælle hvordan solen stod højt på himmelen, ungerne var glade som dagen var lang og den pulserende kærlighed fik ekstra ben at gå på. Hvis du gerne vil beholde denne idylliske tanke om undertegnets ferie, så skal du nok stoppe læsningen nu, hvis du istedet tænker at det kunne være rart at vide hvad der sker hos den søde familie ved nabobordet i restauranten, så læs da endelig videre…

Da vi var på ferie tog mig selv i at sidde ved morgenbordet, efter vores første døgn i syden, og tænke “hvad pokker sker der og hvorfor kan VI ikke også hygge os på samme måde?”. Jeg har en tendens til at se selektivt på mine medmennesker og ofte med en overpositivering og opfattelse der bygger på “De andre har aldrig sure unger” eller “hvor må de have det godt – nærmest perfekt”. Jeg ved jo godt det er en stor fed løgn og at græsset meget sjældent er grønnere på den anden side – det er grønnest der hvor det vandes.

fullsizerender-5

Min familie og jeg har været en tur i Bulgarien, nær Varna og langt fra Sunny Beach. Vi har været på udlandets svar på Roskildefestivallen for børnefamilier, med All Inclusive og med masser af krammestunder med en giraf og en lodden bamse. Indlægget her er bestemt ikke sponsoreret, det er hundrede procent selvbetjent af vores hårdt opsparet penge.

fullsizerender-3

Tilbage til ferie idyllen
Jeg ved ikke hvordan andres børn reagerer når der pilles ved uret, i forhold til sommer og vintertid, i egne rækker så modtages nye tidszoner aldrig helt så godt. Derudover så er de generelle skift, særligt dem når vi skal ud af døren, ikke just lykken. Så forstil jer følgende:

Jeg vågner ved at Carl kravler op i fodenden af sengen og puffer sig ind under min dyne og pænt placere en hæl i siden på Hr. Mand, sådan at han understreger at der ikke er behov for hverken lillesøster eller lillebror. Jeg småfniser lidt… sådan et menneske er jeg altså, helt voksen bliver jeg nok aldrig. Bagefter rækker jeg ud efter telefonen på natbordet og konstatere at Carl har omlagt sin døgnrytme således at vi nu er en time foran. Aksel sidder derimod lysvågen og har tillusket sig en IPad og spiller i alt stilhed og sikkert udenfor alle former for “IPadtidens” normale grænser.

Vi kommer i tøjet, får diskuteret omkring behovet for solcreme med Carl og forsøger hele tiden at lege os igennem indsmøringen, for smøres det skal det ultra blege barn. Aksel bøvler i hans træthed med skoene og begynder at lade den sultende mave tale. Med hiv og træk kommer vi alle ud af døren og begiver os imod restauranten hvor morgenbuffeten venter. Da vi kommer frem mødes vi af et stort kryds imellem American breakfast, kulhydratkaos og slikbutikken forklædt som morgenmadsprodukter. For det ikke skal være løgn, er der sørme også en dessert buffet – til morgenmaden. Aksel går forståelig nok kold og kan ikke overskue al det mad og Carl forelsker sig i agurk, feta og cocopops. Hr. Mand og Jeg deler os op og forsøger at finde nogle midlertidige morgenmads favoritter til ungerne. Selvom der er finhvalset havregryn, så kan Aksel med det samme smage af mælken ikke er dansk minimælk – hvilket jeg bestemt ikke bebrejder ham (der ligner vi hinanden). Da vi endelig alle sidder samlet ved bordet, så er Carl færdig med sin agurk og har nuppet en skefuld af cocopopsen og mener at NU er han mæt. Der er det jo så herligt at han elsker at sidde længe ved bordet mens moren og faren nyder deres mad. Husk ironi kan forekomme. Det var måske ikke så underligt at jeg ofte have pletter på blusen.

img_2242

img_2245

Under morgenmaden tropper en kæmpe giraf ved navn Lolo op og Aksel hopper i sin glæde over maskotten optræden hurtigt ned fra hans stol og formår så at tackle en tjener, som er ved at ryde et bord af og BINGO en lille melodi af knuste tallerkener lyder übber alles i hele restauranten – så startede vi ellers ud i rigtig god stil. Jeg tror at vi i vores 7 dages ferie med 20 måltider, formåede at smadre omkring 2 tallerkener og 3 glas + alt det service der var på bakken som tjeneren mistet i tacklingen. Det var et af Aksels storheds øjeblikke, som virkelig gjorde Mor stolt.

Under vores ferie havde vi en del af de førnævnte skift.. Først hjem fra restauranten til hotelværelset, videre til stranden eller poolen. Når det så var frokost, gik turen først lige forbi værelset igen for at skifte  og derefter op til restauranten og bagefter retur. Da vi kom retur stod den enten på solpause med kreahygge på værelset eller eftermiddags hygge på i skyggen et sted. Jeg tror ikke det kan undgås at der sker en del skrift under sådan en ferieform også selvom det hele forgår i snegletempo.

img_2572

Hvad lavede vi så i vores snegletempo tænker du sikkert?
Udover at smadre service og have krise over solcreme, så var en af de store ynglings aktiviteter at bygge store sandslotte og lege med medbragte figurer. Aksel og Carl er normalvis god til at dele men på ferien havde vi en periode hvor ungerne havde brug for alenetid og god afstand imellem sig. Derfor vurderet vi, at to borge nok var på sin plads – man er vel en rigtig curling forældre? Hr. Mand og Jeg er begge relativ store konkurrencemenneske og i løbet af ingen tid begyndte et kapløb om “hvem bygger størst og bedst” og jeg havde nok vundet, hvis ikke jeg havde anlagt en underjordisk tunnel ved min borg og … hvis ikke jeg skulle undskylde for at have smidt sand over på naboens håndklæde…

Vi formåede faktisk at holde os skadefrie, men forvoldte dog en del materiel skade på vores omgivelser, service gik i stykker, en trampolin og en parasol røg men udover lidt brændvabler efter de varme fliser ved poolen og et styrt på en rutsjebane, formåede vi at holde os fysisk skadefrie og det er alligevel noget for vores klodset familie. Vi snuppede heller ikke en omgang dårlig mave syge, som vores kære danske nabofamilie inkasseret dagen før afrejse. I stedet scoreret vi lidt ekstra fyld på sidebenene.

img_2237

fullsizerender-6

fullsizerender-1

Så ja – vores ferie i syden den var som den jo nok ofte er for de fleste børnefamilier. Vi grinte, vi græd og vi levede på alle mulige måder og da vi så sad i flyveren på vej hjem, så indrømmer jeg gerne, at tanken “Jeg trænger til ferie, efter ferie” sgu ikke lød så dårlig, omvendt ville jeg selvfølgelig aldrig have været foruden .

Tusind tak fordi du ville læse med ovenpå denne lille sommerpause som har været på bloggen.

Jeg håber at du har holdt en velfortjent ferie og hoppet i vandpytter, kysset under et træ mens regnen stod ned og ellers fået spist en grillpølse eller to.

Kærlig hilsen Christina

fullsizerender-4

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet