En falden kriger…

img_1802

Jeg troede idag skulle være dagen. Dagen hvor fortællingen kunne lyde : Jeg rejste mig fra sygesengen og løb 30 kilometer. Måske lidt optimistisk – men det handler om at tænke i muligheder frem for begrænsninger .. og måske manglende selvindsigt?

For 12 dage siden begyndte jeg at få lidt hedeture. Jeg havde to dage forinden rullet rundt i de københavnske gader og da himlen pludselig åbnet sig under turen, blev de sidste 10 kilometer ret frugtig. Da jeg vågner forrige mandag, er det med en træthed i kroppen, men da jeg på daværende tidspunkt var ret medtaget af nedtrapningssymptomer valgte jeg at sætte hårdt mod hårdt. Sådan fortsatte jeg derudad, men onsdag tog jeg mig sammen og smuttede til lægen. Temperaturen dansede tango med de 39,8 og følte langsomt at min krop faldt fra hinanden. Lægen konstaterede at det var virus og da jeg intet har til overs for virus, så gav jeg den 48 timer og derfra var det op på hesten igen.

Sidste lørdag troppede jeg så op på Refslhaleøen hvor jeg havde vundet et løbenummer til Nordic Race med Team Easis. Den stod på 5 kilometers urban / trail løb med knap 48 forhindringer og 2 ture i den københavnske havn. Jeg ved godt jeg nu placere røven i klaskehøjde og det er fair nok – men jeg er nu engang som jeg er !
Jeg gennemførte løbet og bemærkede da godt jeg iltede utrolig dårligt og selvom vi løb i rolig pace, så var pulsen konstant på max. Men med hostesaft som trylledrik kom jeg igennem og da holdet inviteret mig med i byen for at spise om aften, tog jeg det som en oplevelse. Det er svært at sige nej til sådan et selskab som team Easis holdet var!

Da jeg cykler hjem om aften og ser mig i spejlet er kinderne feberrøde. Søndagens bruges med ungerne i rolig tempo og jeg sørger for at drikke masser af te og få den korrekte mængde søvn. Mandag morgen kommer og jeg kører en tung spinning time. Lungerne er døde men kroppen arbejder efterhånden som den skal, taget i betagtning af jeg ikke ilter helt som jeg gerne vil det.

Tirsdag kommer og jeg løber 10 km men der kan jeg for alvor mærke kroppen er nedlagt. Når jeg trække vejret gør brystet mere og mere ondt og smerterne i ryggen er blevet permanente . Onsdag morgen ringer jeg igen til lægen, undskylder min hypokonderlignende adfærd og spørger om jeg måske alligevel kan få en tid, da jeg synes det piber når jeg hiver efter vejret. Jeg cykler på studiet og derfra til lægen. Små 15 kilometer og da jeg kommer frem ber jeg til det ikke længere er virus. Da jeg mildest talt er ved at gå til over kroppens manglende energi. Lægen lytter og kigger så på mig og dernæst min skoletaske og spørger så “har du været i skole sådan der?” Derefter fortælle han mig pænt at venstre lunge er betændt og jeg SKAL ligge syg dagen efter. Lige der så ved jeg ikke hvordan jeg lige skal forklare ham at jeg pt. Er alene med ungerne, at specialet kalder og at jeg søndag d 27. skal løbe 30 kilometer. Istedet spørger jeg ind til hvornår jeg må løbe igen og han kigger mistroisk på mig og siger “når du føler dig klar”. Det er formentlig den dårligste udmelding eller en guideline at give mig. Det måske derfor min fyseteraput altid skær alting ud i pap.

Idag blev det så den 27 august. Efter en lille uge som alenemor, men en krop som er dvask og et sind som er på randen til kuller, blev jeg samlet op af min nye løbemakker. Igen og igen kan jeg høre min mors formanende ord og ikke mindst se mig selv falde om, som jeg gjorder det i april 2016 under kongeetapens 30 kilometer. Jeg husker hvordan jeg ved 25 går i stykker og imellem mine Blackouts kan høre ambulancens sirener. Jeg kan huske hvordan jeg siden den dag fik en angst for at hjertet skulle svigte og da jeg imorges bandt løbeskoene og rettede på mit RoadID, vinder angsten. Jeg mistede troen på mig selv og selvom jeg igen og igen forsøgte at tale mig selv op, så røg forbindelsen til kroppen og hovedet tog over.

Da min makker og jeg løber afsted, som de eneste for hold 6:00, så er det viljen som styrer butikken. Mind over matter. Efter 3 kilometer kan jeg mærke trætheden og hvordan lungerne forsøger at ilte som de skal. Hjertet banker i brystet og tårerne kommer frem i øjenkrogen. Jeg vælger at tro mig på mig selv og derfra finder jeg et flow som får mig til at glide afsted. Uret viser vi nu har løbet en tredjedel og min puls er ude af kontrol. De sortner for øjnene og da vi står ved en vej erkender jeg at pacet skal sænkes. Min makker og jeg beslutter at gennemførelse frem for pace er vejen frem og vi hopper derfor ned på hold 6:15.

En tidligere løbekammerat fra holdet kaster et blik på mig og siger så “det der, det er dumt”. Derfra løber vi videre og fortæller så min makker hun skal blive på holdet, ligemeget hvad der sker. Vi runder Christians volde og får uret til at vise min puls zone. Jeg løber meget sjælendt i zone 5. Istedet er jeg blevet en stabil løber i zone 3 og 4. Selv på de helt lange distancer. Uret viser max og det røde lys får kontakt til den ansvarlige del af hovedet. På et spilt sekund tages beslutningen. Den handler ikke om vilje, lyst eller manglende rygrad. Den handler om respekt for livet, min familie og med episoden fra sidste år, hvor elektroderne blev lagt på mit bryst.

Fortæller pænt min makker at hun skal holde fast, at hun nu løber for os begge og at jeg stopper. De fortsætter ud under langebro. Broen der er et monument for alle mine store løbemæssige sejre og sene lange træningsturen. Da de drejer om hjørnet stopper jeg op og lader sorgen, fortvivlelsen og ærgrelsen omfavne mig og jeg bryder hulkende sammen.

img_4256

Jeg giver sjælendt op, jeg overgiver mig nødigt. Istedet kæmper jeg, selv når kampen allerede er tabt. Jeg ved det for nogen er idioti og for andre er det lige præcis det der kendetegner mig. Jeg slår uret fra og efter 12 kilometer er restituerings anbefalingen 4 dage. 12 kilometer er løbet med 28 minutter i zone 5 og resten er i zone 4. Slaget er tabt, drømmen knust og selvom jeg ved at træningen til et marathon ikke nødvendigvis indholder en kongeetappe, så er der for mig noget mentalt beroligende i at have de 30 kilometer i benene. Nu skal Odense marathon løbes på erfaringen og min form, uden de 30. Jeg skal løbe med en accept og tro på at jeg kan, på trods af de manglende 30 og at jeg for nu er en faldende kriger .. som rejser sig når lungebetændelse er væk !

Tak fordi du læste med. Jeg er mig, hende som du nok ryster på hovedet af og gør du tænker “hun er ikke rigtig klog”. Jeg har aldrig påstået jeg var det. Istedet er jeg så meget andet .

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

2 comments / Add your comment below

  1. Årrhhh søde Christina din stakkel! Sejt at du endelig lyttede og valgte at stå af! Min læge og trænere kender også mig godt nok til at vide, at jeg skal have det skrået ud i pap, for jeg er som dig. Klør på og tænker, det kan jeg sagtens, det går nok…
    Kæmpe kram til dig og der kommer en næste gang ❤️❤️❤️

  2. Du er så sej!! Jeg er glad for at du lyttede til din krop❤️ Tro mig at du var i mine tanker under hele turen de sidste 18 km! Tak for en skøn snak efterfølgende❤️ Det værdsætter jeg virkelig! Tak fordi du er dig! Massere af varme tanker og endnu engang rigtig god bedring seje løbemakker og veninde 😘

Skriv et svar