Her bor Aksel og Carl

importering-april-2015-069

Det er svært for mig at finde ordene, mest af alt fordi dette indlæg har ligget på min computer i 1½ års tid. Selvom jeg er virkelig stolt af dets indhold og ”produktet”, så er Aksels og Carls nye værelse, som nu er ”gammelt”, et symptom på hvordan jeg knoklende løs, da jeg i virkeligheden burde have lagt mig fladt ned – omvendt er det sådan jeg er. Jeg knokler fortsat, dog med en mere hensynsfuld side og med respekt for at få tanket op.

Men her er indlægget om mine børns værelse, Aksel og Carls.
Jeg håber I tager godt imod de – jeg kan sige så meget, de elsker det.

Et børneværelse bliver til
Tilbage i december 2015, begyndte vi herhjemme at gå med lysten til at lave et nyt og mere alderssvarende børneværelse til drengene. De deler værelse og har siden Carl var knap 3 måneder, sovet siden om side, på samme værelse. Idag er Aksel 6 og Carl 3½ år. Indretningen af deres værelse har altid båret præg af lysten til selv at skabe og med fokus på nærvær og plads til leg. Jeg tror i bund og grund det er hvad intentionen er med de fleste børneværelser, nemlig at skabe et rum til barnet, heri navnet børneværelse. Hos os har vi, dels grundet de rum vores lejlighed nu har og vores værdisæt, valgt at drengene skal dele værelse. Det kræver lidt mere af os som forældre, særligt når de har legekammerater med hjemme, eller en af drengene ytrer et behov for alene-tid. Samtidigt kommer vi begge med to forskellige baggrund i forhold til hvordan vores eget børneværelse var. Hr. mand kommer fra den smukke 3 plans Vila i Vanløse og jeg selv har prøvet alt fra deleværelse, til det lidt mindre værelse i typehuset og det helt store teenageværelse med tilhørende fransk altan. Generelt ønsker vi at bo i er hjem, hvor der er plads til leg alle steder. Derfor er et større område af stuen inddraget til at drengene os kan lege der. Grundliggende tænker jeg at mange forældre bruger umådeligt meget til på at putte små børn ind på værelset og når børnene så er blevet store teenager, forsøger de at hive dem ud. Istedet ønsker jeg at have liv i hele huset, skabe muligheden for at lave gode legeområder og sammenværd.

img_5557
Legehjørnet i vores dagligstue.

Aksels første værelse var, inden vores flytning fra stue til 2. sal, små 6 kvadratmeter stort og havde det mest nødvendige, en seng, pusleplads og opbevaring af tøj og legetøj. I dag deler drengene det største værelse og Hr. Mand og jeg har nuppet et lille kammer, hvor kun en seng kan klemmes ind. Det fandt vi mest logisk, særligt da vi selv oftest er i en af vores to stuer.

De primære ting vi mener der skal være i børneværelset, er som før nævnt muligheder for nærvær og plads til leg, men i og med drengene deler værelse, ønskede vi at skabe små rum i rummet. Derfor gennemsøgte jeg nettet for gode sengeløsninger. Da vores SU-præget økonomi ikke kan bærer de store færdigkøbte løsninger og fordi jeg generelt selv elsker at designe og konstruerer, var det en helt natulig ting selv at bygge drengens senge, som så samtidigt blev de små rum. Diverse søgeord blev tastet på google, pinterest og instagram og lige så stille begyndte jeg at samle en masse gode sengeløsninger, for derigennem at have inspiration til at designe min egen. Når jeg skal indrette og lave om på rum herhjemme, fungere det bedst for mig, at jeg tegner rummet, væggen eller de møbler jeg ønsker at flytte rundt på mm. Når jeg har tegnet mine ideer, er det os nemmere at holde tungen lige i munden og ikke mindst vise Hr. Mand hvad det er jeg tænker.

Hr. Mand var hurtig med på ideen og selvom vi ikke er helt fortabet med en værktøjskasse, så syntes jeg det der med at bygge senge var en ret stor mundfuld, særlig fordi Aksels seng gerne skulle være en højseng, så vi fik udnyttet de mange meter der er til loftet herhjemme. Derfor valgte jeg at hacke’ to senge, så projektet ville komme ordentligt i hus. At hacke er, når man anvender et samle selv møbel og enten re-desginer eller frembringer en ny funktion hos møblet. Særligt hacking af IKEA møbler er yderst populært, for selvom den klassiske Malm reol står i mange hjem, så kan den hurtigt få et nyt udseende og funktion, hvis man hacker det lidt.

For at udnytte rummets kvadratmeter bedst muligt, valgte vi dels at Aksels seng skulle lidt op i højden, men også at Carls seng skulle stå under Aksels seng, men som i et L. Derved sikrede vi at Carl ikke gik fra tremmeseng til en 2 meter lang seng, men i stedet kun en juniorsengs længde og samtidigt kunne den resterende plads under Aksels seng, bruges som en skrivebords plads til begge drenge. Carls seng er en junior seng fra Ilva, som en sød veninde fra Instagram foræreret os i efteråret. Kodeordet for økonomiske bugdetvenlige makovers er forberedelse – er man i god tid kan man bedre tåle at vente på gode tilbud og ikke mindst de gode fund på DBA og Reshopper mm. På juniorsengen til Carl, er der banket nogle lægder op indeni, som derefter er beklædt med finerplader, malet og skaber nu rammerne for det perfekte lille legehus, med mulighed for god leg med venner og storebror, samt hyggekrog, hjemmebiograf og meget mere.

Sengeopstillingen af junior og højsengen

 

Så er grundskellet lavet til sengenes huse og derfra skal der fastsættes plader.

 

Aksels seng har fået pladerne fastsat. Der er et stort hul i taget på hans seng, så varmen kan komme ud.

Aksels seng er bygget ovenpå en klassisk Flexa højseng. Flexas senge er rigtig robuste og har en god bæreevne, hvilket er rigtig vigtigt når nu man tilføre ekstra vægt i form af brædder  mm. Vi købte Flexasengen brugt, via DBA. Derfor handlede det om at bygge ovenpå, bore, slibe, male og vupti, det sengehus kom til live. At sengeafsnittet er samlet, skaber en god stor gulvplads, hvor der kan bygges store togbaner, legelandskaber og samtidigt ellers give plads til dans, fis og ballade. For at indramme skrivebords sektionen, bankede vi en stor plade på Aksels sengs ende og derved kom der endnu et lille rum i rummet.

Begge senge er malet hvid, med utrolig høj glans, således at de kan tåle en god mængde slid og rengøring.

fullsizerender-14

Via den store sengesektion, får vi skabt en mulighed for leg i og omkring sengene men også muligheden for fordybelse og nærvær. Udover de puttestunder der er i sengene, så valgte vi at bibeholde vores voksenmøbel på værelset. For snart mange år tilbage var jeg til et fordrag om indretning af børneværelset og det bedste tip jeg fik den aften, var at placere et ”voksen” møbel i værelset. Dermed ikke sagt at dette møbel kun er for de voksne, men mere at der er plads til den voksne. Derfor står der på drenges værelse en stor lækker lænestol. Udover at jeg er vild med dets farve, patina og form, så har det fungeret som den perfekte stol at læse godnathistorie i, amme og som stol vi som forældre kan sidde i, når vi til tider bare gerne vil være lidt med, uden at være helt med. Der er til tider rigtig rart at kunne være en del af noget ved at se på og observere fra sidelinjen. Jeg elsker at jeg som mor kan rykke mig lidt fra legen på gulvet til stolen også sidde godt. For at vende tilbage til Aksels første værelse, så har jeg alt for tit siddet på det hårde gulv, halvsovende med hovedet mod tremmesengen. Her er det rart at have et møbel der emmer af hygge og komfort.

Det er højt til loftet herhjemme, er mere end en sammenhæng og derfor forsøger vi at udnytte de mange kvadratmeter som er til loftet.

 

Vores bogvæg og lænestol er den eneste væg som er blevet bibeholdt. Tapetet er købt på lagersalg for 100 år siden og giver en rolig væg med lidt afdæmpet farve.

fullsizerender-15

Da vi læser rigtig meget herhjemme, både sammen og alene, så skulle drengene i sin tid, have en væg fyldt med bøger. Vægen er både funktionel og dekorativ og har en god tiltrækningskraft for drengene. I takt med de forskellige udviklingsstadier, har særligt den nederste hylde tit været den med diverse pege og papbøger. Med tiden er udvalget af bøger gradvist blevet skiftet ud, til bøger for de lidt større børn. Udover at vi beholdte hele læseafdelingen i rummet, er også den gule dør, noget af det eneste der ikke lige har fået en lille eller større make-over. På kommoden har vi altid haft en puslebordsplade, den er nu fjernet og har efterladt en god overflade til muligheden for opbevaring af kasser med legetøj i.

img_4016
De små børnestole er loppefund

Særligt opbevaring er en stor nødvendighed herhjemme, da vi helst ser at øjnene får en ro, når der er behov for det og derfor er det meste legetøj i spande eller kasser. Det gør dels af der som før skrevet, er en regulering af visuel stimuli, men også en ramme for hvor hvad bor. Jeg tror at en leg starter ved at legetøjet findes frem og slutter når det er lagt på plads igen. Under Carls seng, er alt almindeligt lego i en stor beadroller og soteringskasser. Hist og her står de lidt større samlet modeller, som både er dekorative og med til at inspirere nye lege. I spandene er der henholdsvis Dyr, Biler, udklædning, Playmobil og magformers. På hylden er der diverse spil for større børn, lidt bøger, nips og mere legetøj. Da drengene har det store værelse i lejligheden, har de også vores klædeskab stående. Særligt spejlet er noget de tit og ofte inddrager i deres leg og den hvide overflade på skabet kan vi klister papkasser på, således at de kan lave et boligkompleks til dyr, legomænd eller biler.

Den samlet udgift for et nyt børneværelse løb op i 2500 kr.
Hvoraf 1500 kr. er brugt til maling, skruer, plader og indkøb af Aksels højseng.

Jysk havde i sin tid 50% på alle madrasser, så hans madras og rullemadras kostede kun 600 kr.
– Det resterende beløb er brugt på æsker, nips og planter.

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At forsøde tilværelsen … uden sukker

Dette indlæg er delvist sponsoreret.
Ordene er mine egne og oplevelsen det samme. Alligevel ønsker jeg selvfølgelig ikke at udsætte jer for nogen form for skjult reklame og da jeg har indgået et samarbejde med EASIS, så føler jeg det er på sin plads at fremhæve i hvilken sammenhæng dette indlæg står i. Jeg er nemlig blevet EASIS ambassadør og ønsker igennem dette indlæg at fortælle lidt om min rejse, hvor diverse produkter fra EASIS var en tro følgesven. 

9e46839b-6f90-42ed-8b8e-b632b5b6882d-w_300_h_250

Jeg har tidligere skrevet om tabet af mine mange graviditets kilo, om kampen, om 5:2 kuren, om det at nå i mål og ikke mindst blive små forskruet oppe i hovedet, således at jeg havde svært ved at finde den sunde balance imellem konstante restriktioner og et normalt spisemønster. Hvis du tænke: “Hvor står det?” kan du læse indlægget HER. Det krævede et samarbejde med en dygtig kostvejleder, som fik mig til at forstå hvad sund balance i virkeligheden handlede om.

Vægten forblev den samme og selvværdet voksede. I foråret 2016 begynder jeg at have lidt for travlt, faktisk er jeg uden selv at vide det vandvittig stresset og ja hvad der sker i månederne derefter, det kender den trofaste læser allerede, ellers kan du læse om det i indlægget HER. Min indlæggelse og depressionen gjorder at vægten først faldt markant, jeg gik i sultestrække og på 14 dage kom min vægt ned og blev det laveste jeg nogensinde har vejet i mit voksne liv. Samtidigt begyndte medicinen at virke og bivirkningen omkring manglende mæthedsfornemmelse indfinder sig i kroppen. Dengang psykiateren fortalte at jeg meget vel ville opleve en vægtøgning, blev jeg først ret nervøs, lidt tragisk komisk når psyken er gået ned, at vægten så fortsat havde en betydning. Omvendt ved jeg godt hvordan det hele, hos mig, hænger sammen i en cirkulær proces og jeg ved at for mig giver forhøjet vægt – dårlig selvværd – dårligt stemningsleje – trøstespisning og ja så kører det ligesom i ring derfra. Så da jeg efter en længere periode med et minimumindtag på 500-800 kcal. om dagen, pga. depressionen og min krop samtidigt var knækket grundet belastningsreaktionen, troede hele mit system at jeg var i krig. Det er jo dét som er de fascinerende med kroppen og særligt nu hvor vi idag lever en helt anden tilværelse end dengang i stenalderen, vores krops genetik og biologi er stadig spundet op af evolutionslæren. Så i det øjeblik jeg begyndte at spise lidt, så suget min krop alt til sig. Derfra gik vægten op og jeg oplevede samtidigt hvordan jeg konstant følte sult. Efter mine erfaringer fra 5:2 kuren, så tænkte jeg lidt sulte fornemmelse er ingenting, men at kæmpe med en nedbrudt psyke og en følelse af manglen opfyldt biologiske behov, det var en kamp jeg ikke kunne overskue at kæmpe på samme tid.

Jeg har før skrevet om hospitalsmaden og særlig kost og motion under min indlæggelse blev et fast holdepunkt, det kan du læse og HER. Det handlede ikke om et forstyrret spisemønster eller et ønske om at “være tynd”, det var en kamp for overlevelse, som gik ud på at holde fast i de sunde vaner jeg havde fået dybt ind under huden. Derfor blev jeg kendt som patienten på psyk, som fyldte patientkøleskabet med skyr, æg, grønsager og bøffer. Således at jeg kunne lave mig en klassisk portion skyr med mandler og chokolade på toppen til morgenmad. Frokosten bestod ofte af tun og et flækket bundt hjertesalat ristet af på panden. De dage hvor appetitten var med mig, stegte jeg en bøf i en kasserolle i patientkøkkenet og når appetitten svigtede lå der en bunke af EASIS bar’ i mit gardarobeskab. Med udgangspunkt i lidt var bedre end intet.

Min krop gik i stå under indlæggelsen, selvom jeg løb og trænede dagligt, gjorde angsten og alle de reaktioner på den psykiske og fysiske belastning, at jeg mistede forbindelsen til mig selv. Samtidigt rev og sled sulten i mig og tankerne om at det hele ville løbe løbsk og jeg pludselig igen ville veje 103 kg var en daglig tankemylder tanke. Derfor begyndte jeg at strukturer min mad og mit indtag, som hvis jeg skulle tabe mig. Ikke fordi jeg ønskede at bringe min vægt ned, men fordi jeg havde brug for at se og bekræfte mig selv i, det kun var bivirkningerne som tvang sulten frem. Samtidigt steg min konstante trang til sødt og salt og det med at kæmpe flere kampe på samme tid blev for opslidende, så jeg fandt en masse blide mellemveje. Nogle af disse indeholdte EASIS produkter, således at jeg kunne ‘være’, uden det hele kom ud af kontrol og jeg ville stå med en vægtøgning på +10 kg eller mere, hvilket rigtig mange bruger af antidepressiv medicin ofte oplever.

isis_1

Da jeg blev depressionsfri i efteråret 2016, sad jeg tilbage med +5 kg på kroppen og da overskuddet til at regulere mit kcal niveau indfandt sig, kunne jeg holde fast i mine trofaste fødevaregrupper, opskrifter og ikke mindst produkter fra EASIS, således af jeg langsomt men sikkert kom tilbage til min normalvægt, post depression, uden at blive kvalt i hårde restriktioner og afholdenhed fra sødt og salt.

Hvor vil jeg så hen med al den snak om kost, sukkerfri produkter og gode smagsoplevelser. For mig er mad ikke bare mad. Mad er er basalt behov vi som mennesker har gjort socialt, det at spise er et almen menneskeligt fænomen, som vi med tiden har udviklet til at være en social happening. Se bare på dyrene, der er det den stærkeste / ældste som spiser først og derefter kan andre lange til fadet. Idag spiser de fleste børnefamilier sammen, med grundtanken om at vi skal samles om måltidet. Særligt det sociale kommer ofte under pres, når et vægttab igangsættes, ofte fordi det at “hygge” indeholder mange kalorier, både i forhold til mad og drikke. Igennem mit løb kommer der automatisk et minimalt indtag af alkohol og sukkerholdige drikke, hvorimod kosten tilgengæld er svære at styrer og derfor er i fokus. Som løber skal der den korrekte mængde brændstof på motoren, således jeg ikke går kold efter 21 kilometer – samtidig er jeg en del af en familie og jeg ønsker at mine børn skal opleve den fællesskabs følelse, som vi ofte etablere under vores måltider. Derudover ved jeg at mine drenge spejler sig i mig og hvis jeg konsekvens vælger kartofler og sovs fra, så skabes der en uholdbar distance til mine børn og ikke mindst forskellige fødevaregrupper som de i sidste ende kan tage til sig. Derfor elsker jeg at kunne differentiere mit kcal. indtag ved hjælp af særligt smagfulde sukkerfrie produkter, som samtidigt sikre mig, at jeg indtage de korrekte mængder fiber og vitaminer.

img_4761

EASIS Ambassadør
For knap en måned siden var jeg så heldig at vinde et startnummer til Nordic Race på Rashaleøen, hvor jeg skulle være en del af Team EASIS. Det var en kanon fed oplevelse, dels fordi jeg fik udfordret mig selv – lavet den bedste maveplasker og så mødte jeg nogle af alle de dejlige mennesker som står bag EASIS, som sikre en kvalitetsrigtig produktudvikling og som samtidigt forsøger at udbrede nogle af alle de fordele der er ved at reducere sit sukkerindtag. Hele grundtanken bagom EASIS har jeg stor respekt for og efter en aften i selskab med de skønne medarbejder og andre ambassadører for EASIS, så var jeg solgt.. Det er derfor med en stolthed og glæde at jeg kan sige, at jeg er blevet officiel EASIS ambassadør og nu ikke kun er fan, men en del af team EASIS.

fullsizerender-13

Måske kender du allerede lidt til EASIS, men hvis ikke så producere EASIS en række utrolig lækre sukkerfri produkter som har beholdt den gode smag og tekstur. Personligt er jeg kæmpe fan af EASIS Corn Flakes – som dels er glutenfri, har et minimalt salt og ikke eksisterende sukkerindhold. Derudover har de en skøn konsistens og er lidt tykkere end normale corn flakes, hvilket gør smags- og tyggeoplevelsen langt bedre. At Corn Flakesne fra EASIS er mit ynglings produkt skyldes derudover at jeg kan spise med ved morgenbordet, uden at skulle træde for meget udenfor vores måltid, således at vi alle spiser “noget vi hælder op”, havregryn, müsli eller corn flakes og det betyder alverdens for mig at kunne være en ligeværdig del af min familie.

Hvis du tænker hvor kan EASIS produkterne købes henne af, så har EASIS sin egne webshop og ellers forhandler de fleste supermarker en stor del af produktlinjen, særligt Rema1000 som ofte kører gode tilbud.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Et anderledes løb

Da jeg krammer min veninde for sidste gang og ser efter hende forstår jeg for alvor at det er NU det gælder. Min løbemakker og nu veninde, som jeg har lært at kende igennem sommertræningen, har på ingen tid fået en stor plads i hjertekuglen. Hun løber med fornuften, hvor jeg selv skal løbe et alt eller intet løb. Med kun 14 dage til HC Andersen maraton 2017, kan det helt sikkert debatteres hvor smart det lige er…alligevel vinder lysten og troen på mer, nemlig håbet om en ny PR og forhåbenligt en under de 2 gyldne timer.

Vi begynder at gå imod startlinjen. Stemningen i løbsgaden er intens, solen skinner fra en klar himmel og mit hjerte banker derudaf. Jeg bliver altid så utrolig rørt når jeg løber afsted og denne dag er ingen undtagelse. Mine øjne møder min fartholders og vi nikker anderkendende til hinanden og klumpen i halsen vokser. Det er Nu det gælder.

Vi kommer godt afsted og jeg finder ret hurtigt min plads i gruppe, 2 meter foran fartholderne, helt til venstre på vejen. De første 8 kilometer glider fint og mærker for alvor mit pace er hurtigt, hårdt men alligevel tilpas. Da jeg løber op ad Godthåbsvej kan jeg høre deres kalden før jeg ser dem, de står der, mine drenge, svigermor og Hr. Mand, til højre for feltet og hvad der ellers plejer at være en traditionsrig High five bliver til et energisk vink og luftkys. Jeg mærker tydligt hvordan deres hep går i mit pace og da jeg skæver til uret viser det 5:30. Vi kommer rundt på Frederiksberg og da vi løber forbi Enghave Plads lyder der et højt brag ovenover og inden jeg ved det af det åbner himlen sig. Under Broløbet i sidste weekend havde regnet pisket imod ryggen men denne type regn føles anderledes, den er dels koldere og mere markant, alligevel beder jeg mig selv droppe piverriget og holde fokus. Da jeg kommer i mål konstatere jeg at det ikke var almindelig regn, det var hagl på størrelse med ært.

img_4658

Vi krydser Dybbølsbro og himmelen er sort og skyerne bevæger sig hurtigt mens regnen står ned. Da jeg løber ned at Kalvebod brygge lyser himlen op og fra de registreres, går der ingen tid før braget lyder. Uroen pulsere igennem kroppen og den kolde luft begynder for alvor at hive i lungerne. Min astma er forsat ny for mig og selvom jeg har været medicineret i knap 3 uger, er min vejrtrækning ikke den bedste når kulden sidder i luften. Vi kommer ned under Langebro og sorte pletter danser for mine øjne. Pacet er fortsat højt og det glimter konstant for oven. Jeg mister fokus og før jeg ved af det falder jeg et par meter tilbage og selvom jeg ihærdigt forsøger at øge farten, begynder min vejrtrækning at ændre sig og blive ukontrolleret. Da vi løber op forbi Christians Borg dropper jeg depotet og messer indvendigt at jeg bare skal løbe 7 kilometer endnu. Alligevel er pletterne for øjenene tiltagende og afstanden til de gule balloner bliver større og større. Da vi løber forbi Kongens Nytorv, ser jeg på mit ur at jeg har 29 minutter til at løbe de sidste 5 kilometer. Det brager fortsat for oven og kulden slider i lungerne. Igen og igen presser jeg mig fremad og forsøger hele tiden at få uret til at vise et pace på de 5:50. Da vi drejer op til Østerport begynder drømmen at briste og jeg finder hurtigt en ny. Personligt mener jeg dét er den sande kunst som løber, nemlig den at kunne møde krisen og acceptere at der skal ligges en ny plan, dermed ikke ment at man bare sådan skal give op, men nogengange lykkes det bare ikke. Jeg er aldrig gået ud af et løb, ligemeget hvor hårdt og smertefuldt skridtene har været at tage, så har jeg alle dage fortsat med at løbe. Vi passere endnu et depot og igen springer jeg over. Jeg ved, trods min lille erfaring med astmaen, at når lungerne kæmper som de gør nu, så venter der et langt hosteanfald når jeg først stopper og det må vente til jeg er i mål.

Da jeg løber op ad Strandboulevarden ser jeg der ligger store vandpytter og ude i vejens sider, løber vandet som var det små skovbække. Jeg konkludere i min krise at jeg sagtens kan løbe i våde sko. Jeg passere 20 kilometermærket og kan se uret viser min drøm for alvor er knust. Under min intervaltræning kommer uret i ny og næh under pace 5:00, men med våde sko, overbelastet lunger og tunge lår er det en umulighed. Istedet acceptere jeg det næstbedste, nemlig en ny PR på halvmaratonet og ovenikøbet kun en uge efter mit Broløb, hvor jeg os løb ind i en ny personlig rekord. Jeg svinger om hjørnet på Trianglen og er klar til at sætte slutspurten ind og mødes så af massive vandmasser. Okay -i forhold til tsunami og orkaner mm. så er den mængde vand der ligger på vejen ingenting, men når vandet når det øverste at skinnebenet, så ved man alligevel det er voldsomt i dansk vejr regi. Vandet er iskoldt og efter få hundrede meter kramper mine tær. Kulden skaber en hyperventilerende effekt i resten af kroppen og mærker for alvor hvordan blodet forlader mit ansigt. Der er 700 meter til mål og jeg kan ikke andet end at smile og tænke det er NU det gælder. Mens jeg forbliver på det dybe vand, tæller tiden og uret rammer de gyldne 2 timer. Da jeg suser ind i opløbet og høre publikum klapper acceptere jeg kampen og mit nye resultat mens jeg igen og igen messer for mig selv, at det hele er ovre lige om lidt og jeg skal ind til siden for at forhindre et kolaps. Jeg passere målstregen og fortsætter løbet over i armene på en samarit som med det samme griber mig og får støttet mig således at jeg ikke ender på jorden. For hurtigt lænede mig mod et metalhegn, mens lungerne gisper efter luft og fremstammer så “Jeg skal have min inhalator!” mens jeg peger på løbebæltet. Samaritten finder den hurtigt frem mens hans kollega er kommer til og tørt konstatere noget med “løber og astma”. I min verden er der ikke noget valg. Det er ikke muligt – ikke at løbe, det handler om vilje, passion og måske manglende erkendelse. Alligevel ved jeg fra min recherch at astma ikke udelukker løb, men at jeg “bare” kæmper med resterne fra en lungebetændelsen og ja nykonstateret astma. Mens jeg står der foroverbøjet over hegnet, pisker regnen ned og siger speakeren det “Jeg er desværre nød til at meddele alle løbere og publikum at løbet er aflyst og vi evakuere hermed alle løbere.” Derfra ændre stemningen sig markant og jeg ved ærlig talt ikke om det er min inhalator som begynder at virke eller om det er angsten som tager over. Jeg får spurgt samaritten om årsagen til aflysningen, da jeg et kort sekund tænker “Boston maraton”. Hurigt forstår han min frygt og fortæller så at lynet har ramt to løbere og der er en anden som har fået stød pga strøm i vandet. Derfra går det hele lidt hurtigt; jeg kigger hen mod målstregen og så ind mod Fælledparken. Der er kaos, alle løber står klumpet sammen og bevæger sig i sneglefart hen imod udgangen. Strømmen er gået; så det store ur der indikere hvor længe løbet har været igang er gået ud.

Jeg har en aftale med min veninde om at jeg skal vente i mål. Hun har ikke sin mobil på sig og tænker at hun må komme indenfor de næste 5 minutter, så jeg bliver og venter. Derfra går tiden uendelig langsomt. Igen og igen fortæller speakeren at alle skal bevæge sig væk fra området, polit og vagter går rundt imellem de dampende løbere og beskeden om at løbet og alle løbere på ruten nu bliver stoppet er helt surrealistisk at hører. Endelig kommer hun, efter hvad der på mange måder var de længste 3 minutter. Hurtigt griber jeg hendes hånd, vi krammer tillykke og derfra for hun beskeden om at vi skal væk fra området. Vi trækker ned i løbsgaden og den næste bekymring rammer mig.

Min mor, som desværre er plaget af inflation i akillessene har meldt sig som frivillig og deler medaljer ud. Jeg havde glædet mig til at hun skulle give mig medaljen på, men nu er alt kaos og selvom jeg kan hører medaljerne rasler inde fra venstre side,er der umuligt at komme ind igennem mængden af løbere. Nogle rækker et bundt ud i den klump jeg står i og min veninde og jeg snupper en og sender dem så videre. Vi kommer over til indgangen mod Fælledparken og der parkere jeg min veninde, mens jeg søger ind igennem træerne på en jordhøj, for at led igennem hegnet mod løbsgaden. Lyden fra medaljerne bliver tydligere og jeg søger efter hende, som var jeg et barn der var blevet væk i er supermarked. Jeg kan se alle uddelerne af medaljerne stå tæt op af hegnet og tanken om at de let som ingen ting kan masses rammer mig. Så ser jeg hende, hun er ved at hænge endnu et bundt medaljer om armen, inden hun igen skal overrække dem. “MOR!”, vores øjne mødes og igennem hegnet gnubber vi vores næser sammen. Det møde, det øjeblik, vil for evig tid stå som det stærkeste minde fra det løb. Visheden om min mor var okay, i fuld sving med at overrække dagens kæmper en medalje, når nu hun ikke selv kunne løbe med i år, det siger så meget om hende, den sejeste kvinde jeg kender. Beder hende komme med mig, væk fra området, med min barnlige stemme men svaret er kærligt og kontant “Der er så mange løbere og de har kæmpet så flot, så de skal have deres medalje.” Min mor læser mit urolige blik og siger så derefter at hun nok snart skal tage hjem.

Så siger vi farvel og jeg går igennem mudderet tilbage til min veninde mens jeg finder telefonen frem. Min mand og drenge står af princip ikke i mål, men med årene er drengene blevet bidt af løbestemningen og er derfor begyndt at komme med rundt på ruten og er nogengange kommet hen til målområet. Jeg ringer op og konstatere min telefon er ramt af fugt og panisk råber jeg “Jeg er ok – hvor er i – jeg elsker jer”. Heldigvis var drengene blevet overmandet af regnen på Frederiksberg og havde søgt i ly derhjemme.

Min veninde og jeg bevæger os ind i løber området og søger imod bagageteltene. Jeg er i chok og begynder at grine mens jeg hopper igennem mudderet.

img_4652

Jeg forstår ingenting og alligevel indfinder alvoren sig, så hurtigt får vi overrakt vores bagage og søger ud imod cyklerne. Under turen hjem er tankerne mange. Jeg tænker på alt fra de tilskadekommende, til alle løberne på ruten som er tvunget ud af løbet, til tilskuere og ikke mindst alle dem jeg kender, både fra den virkelige men os virtuelle verden. Flere af dem fra Instagram skulle løbe deres første halvmaraton idag og stille ber jeg til, at de er kommet helskindet igennem løbet.

Efter en hård tur hjem, skilles vi ved min lejlighed og da jeg bevæger mig op ad trapperne i opgangen, føler jeg mig tom og uforstående overfor hvad pokker der lige er sket. Medaljen hænger om halsen og SMS beskeden fra løbsarrangøren fortæller mig at jeg har lavet PR og nu har en officiel halvmaraton tid på 02:02:10. Da jeg åbner hoveddøren for derefter at lukke den bag mig falder jeg fra hinanden. Tårerne vælter frem idet drengene løber mig imøde og jeg kan ikke andet end at sætte mig på gulvet og ligge hovedet imod Hr. Mand skulder, mens jeg hulker i lettelse og i chok over de sidste timers oplevelse.

img_4682

Jeg er super stolt over min egen og ikke mindst min venindens præstation ved dette år CPH Half og jeg glæder mig til næste års løb, hvor vejret forhåbentlig er med os og hvor min mor igen deltager og ja, jeg selv endelig kommer under de gyldne 2 timer.

Tusind tak fordi du læste med.

Mine tanker går til de tilskadekommende og deres pårørende. Jeg håber de er okay?

Kærlig hilsen Christina
Løber For Livet

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Uden filter

fullsizerender-11

Idet jeg åbner pilleglasset flyver jeg tilbage.
Jeg rammes af mørke flashback.

Væggene er hvide og på dem hænger der billeder med blomster motiver. Der er et gelænder langs den højre side af væggen, det løber fra venstre side af fløjen, til den højre, hvor mit værelse ligger. Medicinrummet ligger inde til venstre for hovedindgangen, ved siden af personalestuen. Ved siden af den massive dør, er en lille hylde opsat, på den står der plastkopper og en kande med vand. Nedenfor står en skaldespand. Jeg går i slowmotion hen mod medicinrummet. Klokken er 21:30 og det er nu det skal ske.

Min krop den ryster fra inderst til yderst til trods for jeg nogle timer for inden, har fået en halv pille beroligende. Mine øjne er fyldte med vand og da jeg møder sygeplejersken i døren, snørrer min hals sig sammen. Hun møder mit blik og smiler så opmuntrende, som om hun ved det hele nok skal ændre sig. Hvad hun ikke ved er jeg inderst inde føler mig døende. Jeg føler mit inderste konstant forsøger at rive sig løs og søge imod mørket og ligemeget hvor meget jeg prøver at kæmpe imod, bliver alle mine bevægelser langsomme og kejtet, som har jeg allerede givet op. Jeg forsøger at tage imod pilleglasset og alligevel kan jeg ikke løfte min arm. Den ligger der, den lille gule pille. Så kigger jeg på hende, vrider mine hænder og lader neglene borer sig ind i håndfladerne. “Jeg skal lige” får jeg fremstammet og så går jeg ned for anden ad gangen og lade hoveder hvile imod vinduets kølige glas. Udenfor flyver fuglene afsted, de kvidre godnat mens det sidste af sommerens aftensol kærtegner det øverste af en tagryg. Tårerne pibler frem mens jeg står der og tankerne kredser igen og igen om min svaghed. Jeg er i tvivl og mest af alt bange for pillen i glasset. Jeg vil ikke. Jeg har overhovedet ikke lyst til at tage den pille, omvendt ved jeg, at jeg ikke har råd til at lade vær.

Jeg lukker øjnene og fremkalder billeder af ungerne. Jeg ser deres blå øjne, deres glade smil og høre for mit indre ører deres klare stemmer. De kalder på mig!
Jeg slår øjenene op, lader hidsigt en hånd tørre tårerne bort og går så hen imod medicinrummet. Hun siger ikke noget men rækker mig anderkendende pilleglasset og inden mine tankerne når at sætte sig i karrusellen til endnu en svingtur, kaster jeg pillen ind bagerst i munden og synker den så.

Flash forward August 2017
Jeg kigger en sidste gang ned i pilleglasset. Der ligger halve og hele piller og der er forholdsvis mange tilbage. Så rækker jeg ud efter låget og begynder at skrue det på. På hylden ligger en lille pose hvori jeg ligger glasset. Så sætter jeg mig på ungernes slagbænk og skubber skoene på fødderne. Jeg rejser mig hurtigt, kaster et blik ud af vinduet og konkludere at jeg snildt kan gå uden jakke. Så tager jeg posen, låser døren op og smækker den bag mig. Jeg er hurtigt nede af trapperne og ude af opgangen. Jeg drejer til venstre og søger så ned imod apoteket. Da jeg kommer ind rammes jeg af endnu et minde..

Flashback August 2016
Det er formiddag og alle rutine kunderne sidder på bænken eller venter utoldmodigt udenfor. Jeg trækker hurtigt et nummer og tager papirlappen med mit høje tal i sammen hånd som sygesikringskortet. Der er mange mennesker omkring mig og uren i kroppen begynder at røre på sig. Det suser for mine ører og hænderne begynder at ryste, hele mit nervesystem er fortsat i stykker på trods af det er 9 uger siden aften hvor filmen knækket. Min vejrtrækning bliver er et split sekund ukontrolleret og hjertet begynder at slå dobbeltslag. Jeg trækker vejret ind, for så at holde det i 5 sekunder, inden jeg langsomt puster ud. Sådan gør jeg 3 gange mens jeg forsøger at mærke jorden under mine fødder. Der er kun mig i rummet, kun mig og alle andre er luft. Langsomt sænker roen sig, og da jeg slår øjenen op kan jeg igen finde et eller andet ligegyldigt at se på. Da det bliver min tur har alt blod forladt mit ansigt. Skamfuldt rækker jeg mit sygesikringkort frem og fremstammer så, “Hej – der skulle gerne ligge noget på serveren tak”. Damen taster er par gange hårdt på tastaturet og ser så på mig “Combar 30mg, antidepressiv”. Selvom hun er diskrete nok, er jeg sikker på hele apoteket, ja hele verden kan hører at jeg er kunden som skal have antidepressiv medicin, så hellere et præparat  imod skedesvamp!

Flash forward August 2017
Jeg står i døren og lader øjnene søge efter beholderen og der, for enden af lokalet, under alverdens fedtcremen er den. “Medicin rester” står der. Beslutsomt går jeg hen imod beholderen, fisker  pilleglasset op og mærke med det samme tårerne presse sig på mens er smil kommer over mine læber. Jeg lader pilleglasset glide ud af min hånd og ned i bøtten, så vender jeg om og går ud af apoteket.

Et skridt ad gangen
I april måned havde jeg min første tid hos en psykiater. Her fortalte jeg lidt om mig selv, min indlæggelse og alt det som har fundet sted siden. Bagefter talte vi om mine overvejelser omkring udtrapningen af den antidepressiv medicin. Jeg var bange, frygtelig bange og nervøs for om jeg overhoved kunne være til uden pillerne. Selvom min dosis aldrig har været synderlig høj, så frygtede jeg alligevel at falde tilbage i mørket. Psykiateren beroligede mig og fortalte lidt om hendes egne studier omkring lige præcis mit præparat. Derfra lagde vi en en plan og snakkede om bivirkninger, fysiske såvel som psykiske. Efter det var vores første møde slut.

Vores aftale lød på, at jeg skulle trappe ned 25% ad gangen og jeg skulle igangsætte processen når jeg følte mig klar. Derudover skulle der gå en hvis mængde tid og være en ny konsultation imellem hver nedtrapning.

Efter vores samtale, kører samtalen med psykiateren rundt i hovedet resten af dagen og den lille knude af angst i maven, skifter farve til før at have været gul til nu og være blå-lilla, som et stort mærke på huden. Selvom jeg nu har været depressionsfri i knap 6 måneder og dag for dag mærker at jeg bliver stærkere og mere erfaren til at mærke efter, så sider angsten for tilbagefald i kroppen. Jeg vil ikke være syg igen – jeg vil ikke.

Jeg går langs søerne mens Björks smukke stemme runger i mine ører. I ny og næh tørrer jeg en tåre væk og begynder så at tale mig selv op. Det hele handler om tilliden til sig selv og troen på at man virkelig kan det man skal. Jeg har lært at jeg kan klare alt hvad livet giver mig ad udfordringer. Jeg kan godt !

Jeg er ikke just vokset op med nogen perfekt barndom og arrene på min sjæl er mange, men min styrke og vilje til at ville fremad er samtidigt mit bedste træk. Nogen gangen spænder det ben for mig og det har gjort at jeg lille så stille har skulle lærer at skrue på de rigtige knapper, så jeg ikke kvæles i forsøget på at kæmpe.

Det sidste år har jeg kæmpet en kamp. Faktisk har jeg kæmpet siden den 16 juni 2016, den dag hvor min mentale film knækkende og verdens farver forsvandt. Siden lægerne på psyk, fremlagde en behandlingsplan der indholde antidepressiv medicin, har målet været at komme tilbage til livet, stærkere og mere erfaren end nogensinde før og uden medicin. Jeg bliver aldrig helt den gamle Christina igen, ikke fordi hun ikke var fantastisk, men fordi tiden har ændret sig og jeg har fået sorteret ud i uhensigtsmæssige handlemønstre og overlevelses strategier. Gamle leveregler er set efter i sømmene og omdefineret og yderligere har jeg set på mig selv, mens en psykolog har holdt mig i hånden og arbejdet med arene på sjælen, min egen væremåde og derigennem har jeg fået en støre indsigt i hvem jeg virkelig er og hvad det er jeg kommer med. Jeg vil til evig tid være eftertænksom, fordi det er sådan jeg er. Det betyder ikke at tankerne sætter sig i en karrusel og kører i ring, det betyder heller ikke de skal forstyrre det gode liv. Særligt det gode liv har jeg reflekteret en del over det sidste års tid, post depression og konklusion er ganske simpel og alligevel uhyr kompleks. Der er nemlig mange måder at leve det gode liv på.

img_4456

Medicinfri
Jeg har brugt knap 4 måneder på at trappe ud af min medicin, 25 procent ad gangen. Inden hver nedtrapning har jeg været forbi psykiateren, for lige at vende perioden på den nye dosis og for at sikre at jeg var klar til endnu en neddosering. Dengang jeg startede på medicinen, gennemlæste jeg indlæggseddelen fra ende til anden og stillede psykiateren som havde ordineret medicinen til krydsforhør, inden jeg gav samtykke til behandlingen. Efterfølgende læste jeg alt jeg kunne finde om antidepressiv behandling og naturlig lindring af depression.

Selvom jeg læste det meste, så fæstet jeg mig aldrig rigtig ved ophørs symptomerne. Ligesom der var en del bivirkninger ved at starte på medicinen, så som yderst livagtige mareridt, manglende evne til at føle mæthed og øget træthed, så er der oftest os nogle ophørssymptomer.. dagligt tale abstinenser. Det kom dog bag på mig, da jeg begyndte at sætte mig ind i ophørssymptomerne, hvor “hårdt” selve udtrapningen kunne blive. Nogen vil nok mene at det jo aldrig er det samme som selve depressionen og så helt forfærdeligt er det måske ikke. Generelt har jeg håndteret min depression med udgangspunktet i “Kill It With Knowledge”. Da jeg var syg og oplevede skift i min sindstilstand og kropslig ubehag, så hjalp det at vide hvad jeg var oppe imod og derfor har jeg tit følt, at jeg måtte være klogere end depressionen selv.

Da jeg begyndte at knække piller, så oplevede jeg som sådan ikke de værste bivirkninger. Generelt kunne jeg se et mønster i at jeg de første 14 dage oplevede konstant rysten og “stød” i kroppen. Stødende oplevede jeg som hvis jeg blev forskrækket over er eller andet. Derudover bliver jeg stærkt plaget af kvalme, men efter en graviditet hvor jeg kastede op i 10 uger, så lærer man et eller andet. Jeg har altid haft let til tårer men i takt med jeg kom længere ned i dosis, jo mere grådlabil blev jeg.

Nu står jeg så her, på den anden side med de sidste ophørssymptomer og jeg tror på det ! Selvom de er værre end nogensinde før og jeg for alvor kan mærke at alle stofferne i pillen forsvinder ud af kroppen, så tror jeg på det ! Jeg ved jeg nu er kommet mig. Jeg glæder mig til november og til jeg kan se krydset i kalenderen, fra den dag jeg sidste år selv kunne mærke at jeg var depressionsfri. Der er ingen tvivl om at jeg selv har haft nogle små parameter for hvornår jeg kunne tillade mig at sige “Jeg er rask og ikke mindst kommet godt på benene” og der har ophøreret af den antidepressiv medicin været en vigtigt faktorer – dette gælder dog for mig, hvad andre gør og tænker, er jo deres sag . Hertil er det os vigtigt for mig at påpege vigtigheden i at man drøfter sin medicinske behandling med professionelle, inden evt ophør eller nedtrapning.

Min rejse har været “lang”, til tider farefuld og når jeg tænker på, at jeg var hende der i gruppeterapien en dag brød sammen og i plenum sagde “Jeg har bare snart ikke flere kræfter tilbage – jeg kan ikke holde ud at skulle kæmpe sådan for livet” så er jeg stolt. Jeg er stolt over min udvikling, min rejse og ikke mindst min måde at håndtere min depression på.

“Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.”

Tusind tak fordi du har fulgt med i min rejse og accpeteeet min åbenhed omkring min depression.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet