Uden filter

fullsizerender-11

Idet jeg åbner pilleglasset flyver jeg tilbage.
Jeg rammes af mørke flashback.

Væggene er hvide og på dem hænger der billeder med blomster motiver. Der er et gelænder langs den højre side af væggen, det løber fra venstre side af fløjen, til den højre, hvor mit værelse ligger. Medicinrummet ligger inde til venstre for hovedindgangen, ved siden af personalestuen. Ved siden af den massive dør, er en lille hylde opsat, på den står der plastkopper og en kande med vand. Nedenfor står en skaldespand. Jeg går i slowmotion hen mod medicinrummet. Klokken er 21:30 og det er nu det skal ske.

Min krop den ryster fra inderst til yderst til trods for jeg nogle timer for inden, har fået en halv pille beroligende. Mine øjne er fyldte med vand og da jeg møder sygeplejersken i døren, snørrer min hals sig sammen. Hun møder mit blik og smiler så opmuntrende, som om hun ved det hele nok skal ændre sig. Hvad hun ikke ved er jeg inderst inde føler mig døende. Jeg føler mit inderste konstant forsøger at rive sig løs og søge imod mørket og ligemeget hvor meget jeg prøver at kæmpe imod, bliver alle mine bevægelser langsomme og kejtet, som har jeg allerede givet op. Jeg forsøger at tage imod pilleglasset og alligevel kan jeg ikke løfte min arm. Den ligger der, den lille gule pille. Så kigger jeg på hende, vrider mine hænder og lader neglene borer sig ind i håndfladerne. “Jeg skal lige” får jeg fremstammet og så går jeg ned for anden ad gangen og lade hoveder hvile imod vinduets kølige glas. Udenfor flyver fuglene afsted, de kvidre godnat mens det sidste af sommerens aftensol kærtegner det øverste af en tagryg. Tårerne pibler frem mens jeg står der og tankerne kredser igen og igen om min svaghed. Jeg er i tvivl og mest af alt bange for pillen i glasset. Jeg vil ikke. Jeg har overhovedet ikke lyst til at tage den pille, omvendt ved jeg, at jeg ikke har råd til at lade vær.

Jeg lukker øjnene og fremkalder billeder af ungerne. Jeg ser deres blå øjne, deres glade smil og høre for mit indre ører deres klare stemmer. De kalder på mig!
Jeg slår øjenene op, lader hidsigt en hånd tørre tårerne bort og går så hen imod medicinrummet. Hun siger ikke noget men rækker mig anderkendende pilleglasset og inden mine tankerne når at sætte sig i karrusellen til endnu en svingtur, kaster jeg pillen ind bagerst i munden og synker den så.

Flash forward August 2017
Jeg kigger en sidste gang ned i pilleglasset. Der ligger halve og hele piller og der er forholdsvis mange tilbage. Så rækker jeg ud efter låget og begynder at skrue det på. På hylden ligger en lille pose hvori jeg ligger glasset. Så sætter jeg mig på ungernes slagbænk og skubber skoene på fødderne. Jeg rejser mig hurtigt, kaster et blik ud af vinduet og konkludere at jeg snildt kan gå uden jakke. Så tager jeg posen, låser døren op og smækker den bag mig. Jeg er hurtigt nede af trapperne og ude af opgangen. Jeg drejer til venstre og søger så ned imod apoteket. Da jeg kommer ind rammes jeg af endnu et minde..

Flashback August 2016
Det er formiddag og alle rutine kunderne sidder på bænken eller venter utoldmodigt udenfor. Jeg trækker hurtigt et nummer og tager papirlappen med mit høje tal i sammen hånd som sygesikringskortet. Der er mange mennesker omkring mig og uren i kroppen begynder at røre på sig. Det suser for mine ører og hænderne begynder at ryste, hele mit nervesystem er fortsat i stykker på trods af det er 9 uger siden aften hvor filmen knækket. Min vejrtrækning bliver er et split sekund ukontrolleret og hjertet begynder at slå dobbeltslag. Jeg trækker vejret ind, for så at holde det i 5 sekunder, inden jeg langsomt puster ud. Sådan gør jeg 3 gange mens jeg forsøger at mærke jorden under mine fødder. Der er kun mig i rummet, kun mig og alle andre er luft. Langsomt sænker roen sig, og da jeg slår øjenen op kan jeg igen finde et eller andet ligegyldigt at se på. Da det bliver min tur har alt blod forladt mit ansigt. Skamfuldt rækker jeg mit sygesikringkort frem og fremstammer så, “Hej – der skulle gerne ligge noget på serveren tak”. Damen taster er par gange hårdt på tastaturet og ser så på mig “Combar 30mg, antidepressiv”. Selvom hun er diskrete nok, er jeg sikker på hele apoteket, ja hele verden kan hører at jeg er kunden som skal have antidepressiv medicin, så hellere et præparat  imod skedesvamp!

Flash forward August 2017
Jeg står i døren og lader øjnene søge efter beholderen og der, for enden af lokalet, under alverdens fedtcremen er den. “Medicin rester” står der. Beslutsomt går jeg hen imod beholderen, fisker  pilleglasset op og mærke med det samme tårerne presse sig på mens er smil kommer over mine læber. Jeg lader pilleglasset glide ud af min hånd og ned i bøtten, så vender jeg om og går ud af apoteket.

Et skridt ad gangen
I april måned havde jeg min første tid hos en psykiater. Her fortalte jeg lidt om mig selv, min indlæggelse og alt det som har fundet sted siden. Bagefter talte vi om mine overvejelser omkring udtrapningen af den antidepressiv medicin. Jeg var bange, frygtelig bange og nervøs for om jeg overhoved kunne være til uden pillerne. Selvom min dosis aldrig har været synderlig høj, så frygtede jeg alligevel at falde tilbage i mørket. Psykiateren beroligede mig og fortalte lidt om hendes egne studier omkring lige præcis mit præparat. Derfra lagde vi en en plan og snakkede om bivirkninger, fysiske såvel som psykiske. Efter det var vores første møde slut.

Vores aftale lød på, at jeg skulle trappe ned 25% ad gangen og jeg skulle igangsætte processen når jeg følte mig klar. Derudover skulle der gå en hvis mængde tid og være en ny konsultation imellem hver nedtrapning.

Efter vores samtale, kører samtalen med psykiateren rundt i hovedet resten af dagen og den lille knude af angst i maven, skifter farve til før at have været gul til nu og være blå-lilla, som et stort mærke på huden. Selvom jeg nu har været depressionsfri i knap 6 måneder og dag for dag mærker at jeg bliver stærkere og mere erfaren til at mærke efter, så sider angsten for tilbagefald i kroppen. Jeg vil ikke være syg igen – jeg vil ikke.

Jeg går langs søerne mens Björks smukke stemme runger i mine ører. I ny og næh tørrer jeg en tåre væk og begynder så at tale mig selv op. Det hele handler om tilliden til sig selv og troen på at man virkelig kan det man skal. Jeg har lært at jeg kan klare alt hvad livet giver mig ad udfordringer. Jeg kan godt !

Jeg er ikke just vokset op med nogen perfekt barndom og arrene på min sjæl er mange, men min styrke og vilje til at ville fremad er samtidigt mit bedste træk. Nogen gangen spænder det ben for mig og det har gjort at jeg lille så stille har skulle lærer at skrue på de rigtige knapper, så jeg ikke kvæles i forsøget på at kæmpe.

Det sidste år har jeg kæmpet en kamp. Faktisk har jeg kæmpet siden den 16 juni 2016, den dag hvor min mentale film knækkende og verdens farver forsvandt. Siden lægerne på psyk, fremlagde en behandlingsplan der indholde antidepressiv medicin, har målet været at komme tilbage til livet, stærkere og mere erfaren end nogensinde før og uden medicin. Jeg bliver aldrig helt den gamle Christina igen, ikke fordi hun ikke var fantastisk, men fordi tiden har ændret sig og jeg har fået sorteret ud i uhensigtsmæssige handlemønstre og overlevelses strategier. Gamle leveregler er set efter i sømmene og omdefineret og yderligere har jeg set på mig selv, mens en psykolog har holdt mig i hånden og arbejdet med arene på sjælen, min egen væremåde og derigennem har jeg fået en støre indsigt i hvem jeg virkelig er og hvad det er jeg kommer med. Jeg vil til evig tid være eftertænksom, fordi det er sådan jeg er. Det betyder ikke at tankerne sætter sig i en karrusel og kører i ring, det betyder heller ikke de skal forstyrre det gode liv. Særligt det gode liv har jeg reflekteret en del over det sidste års tid, post depression og konklusion er ganske simpel og alligevel uhyr kompleks. Der er nemlig mange måder at leve det gode liv på.

img_4456

Medicinfri
Jeg har brugt knap 4 måneder på at trappe ud af min medicin, 25 procent ad gangen. Inden hver nedtrapning har jeg været forbi psykiateren, for lige at vende perioden på den nye dosis og for at sikre at jeg var klar til endnu en neddosering. Dengang jeg startede på medicinen, gennemlæste jeg indlæggseddelen fra ende til anden og stillede psykiateren som havde ordineret medicinen til krydsforhør, inden jeg gav samtykke til behandlingen. Efterfølgende læste jeg alt jeg kunne finde om antidepressiv behandling og naturlig lindring af depression.

Selvom jeg læste det meste, så fæstet jeg mig aldrig rigtig ved ophørs symptomerne. Ligesom der var en del bivirkninger ved at starte på medicinen, så som yderst livagtige mareridt, manglende evne til at føle mæthed og øget træthed, så er der oftest os nogle ophørssymptomer.. dagligt tale abstinenser. Det kom dog bag på mig, da jeg begyndte at sætte mig ind i ophørssymptomerne, hvor “hårdt” selve udtrapningen kunne blive. Nogen vil nok mene at det jo aldrig er det samme som selve depressionen og så helt forfærdeligt er det måske ikke. Generelt har jeg håndteret min depression med udgangspunktet i “Kill It With Knowledge”. Da jeg var syg og oplevede skift i min sindstilstand og kropslig ubehag, så hjalp det at vide hvad jeg var oppe imod og derfor har jeg tit følt, at jeg måtte være klogere end depressionen selv.

Da jeg begyndte at knække piller, så oplevede jeg som sådan ikke de værste bivirkninger. Generelt kunne jeg se et mønster i at jeg de første 14 dage oplevede konstant rysten og “stød” i kroppen. Stødende oplevede jeg som hvis jeg blev forskrækket over er eller andet. Derudover bliver jeg stærkt plaget af kvalme, men efter en graviditet hvor jeg kastede op i 10 uger, så lærer man et eller andet. Jeg har altid haft let til tårer men i takt med jeg kom længere ned i dosis, jo mere grådlabil blev jeg.

Nu står jeg så her, på den anden side med de sidste ophørssymptomer og jeg tror på det ! Selvom de er værre end nogensinde før og jeg for alvor kan mærke at alle stofferne i pillen forsvinder ud af kroppen, så tror jeg på det ! Jeg ved jeg nu er kommet mig. Jeg glæder mig til november og til jeg kan se krydset i kalenderen, fra den dag jeg sidste år selv kunne mærke at jeg var depressionsfri. Der er ingen tvivl om at jeg selv har haft nogle små parameter for hvornår jeg kunne tillade mig at sige “Jeg er rask og ikke mindst kommet godt på benene” og der har ophøreret af den antidepressiv medicin været en vigtigt faktorer – dette gælder dog for mig, hvad andre gør og tænker, er jo deres sag . Hertil er det os vigtigt for mig at påpege vigtigheden i at man drøfter sin medicinske behandling med professionelle, inden evt ophør eller nedtrapning.

Min rejse har været “lang”, til tider farefuld og når jeg tænker på, at jeg var hende der i gruppeterapien en dag brød sammen og i plenum sagde “Jeg har bare snart ikke flere kræfter tilbage – jeg kan ikke holde ud at skulle kæmpe sådan for livet” så er jeg stolt. Jeg er stolt over min udvikling, min rejse og ikke mindst min måde at håndtere min depression på.

“Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.”

Tusind tak fordi du har fulgt med i min rejse og accpeteeet min åbenhed omkring min depression.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar