Et anderledes løb

Da jeg krammer min veninde for sidste gang og ser efter hende forstår jeg for alvor at det er NU det gælder. Min løbemakker og nu veninde, som jeg har lært at kende igennem sommertræningen, har på ingen tid fået en stor plads i hjertekuglen. Hun løber med fornuften, hvor jeg selv skal løbe et alt eller intet løb. Med kun 14 dage til HC Andersen maraton 2017, kan det helt sikkert debatteres hvor smart det lige er…alligevel vinder lysten og troen på mer, nemlig håbet om en ny PR og forhåbenligt en under de 2 gyldne timer.

Vi begynder at gå imod startlinjen. Stemningen i løbsgaden er intens, solen skinner fra en klar himmel og mit hjerte banker derudaf. Jeg bliver altid så utrolig rørt når jeg løber afsted og denne dag er ingen undtagelse. Mine øjne møder min fartholders og vi nikker anderkendende til hinanden og klumpen i halsen vokser. Det er Nu det gælder.

Vi kommer godt afsted og jeg finder ret hurtigt min plads i gruppe, 2 meter foran fartholderne, helt til venstre på vejen. De første 8 kilometer glider fint og mærker for alvor mit pace er hurtigt, hårdt men alligevel tilpas. Da jeg løber op ad Godthåbsvej kan jeg høre deres kalden før jeg ser dem, de står der, mine drenge, svigermor og Hr. Mand, til højre for feltet og hvad der ellers plejer at være en traditionsrig High five bliver til et energisk vink og luftkys. Jeg mærker tydligt hvordan deres hep går i mit pace og da jeg skæver til uret viser det 5:30. Vi kommer rundt på Frederiksberg og da vi løber forbi Enghave Plads lyder der et højt brag ovenover og inden jeg ved det af det åbner himlen sig. Under Broløbet i sidste weekend havde regnet pisket imod ryggen men denne type regn føles anderledes, den er dels koldere og mere markant, alligevel beder jeg mig selv droppe piverriget og holde fokus. Da jeg kommer i mål konstatere jeg at det ikke var almindelig regn, det var hagl på størrelse med ært.

img_4658

Vi krydser Dybbølsbro og himmelen er sort og skyerne bevæger sig hurtigt mens regnen står ned. Da jeg løber ned at Kalvebod brygge lyser himlen op og fra de registreres, går der ingen tid før braget lyder. Uroen pulsere igennem kroppen og den kolde luft begynder for alvor at hive i lungerne. Min astma er forsat ny for mig og selvom jeg har været medicineret i knap 3 uger, er min vejrtrækning ikke den bedste når kulden sidder i luften. Vi kommer ned under Langebro og sorte pletter danser for mine øjne. Pacet er fortsat højt og det glimter konstant for oven. Jeg mister fokus og før jeg ved af det falder jeg et par meter tilbage og selvom jeg ihærdigt forsøger at øge farten, begynder min vejrtrækning at ændre sig og blive ukontrolleret. Da vi løber op forbi Christians Borg dropper jeg depotet og messer indvendigt at jeg bare skal løbe 7 kilometer endnu. Alligevel er pletterne for øjenene tiltagende og afstanden til de gule balloner bliver større og større. Da vi løber forbi Kongens Nytorv, ser jeg på mit ur at jeg har 29 minutter til at løbe de sidste 5 kilometer. Det brager fortsat for oven og kulden slider i lungerne. Igen og igen presser jeg mig fremad og forsøger hele tiden at få uret til at vise et pace på de 5:50. Da vi drejer op til Østerport begynder drømmen at briste og jeg finder hurtigt en ny. Personligt mener jeg dét er den sande kunst som løber, nemlig den at kunne møde krisen og acceptere at der skal ligges en ny plan, dermed ikke ment at man bare sådan skal give op, men nogengange lykkes det bare ikke. Jeg er aldrig gået ud af et løb, ligemeget hvor hårdt og smertefuldt skridtene har været at tage, så har jeg alle dage fortsat med at løbe. Vi passere endnu et depot og igen springer jeg over. Jeg ved, trods min lille erfaring med astmaen, at når lungerne kæmper som de gør nu, så venter der et langt hosteanfald når jeg først stopper og det må vente til jeg er i mål.

Da jeg løber op ad Strandboulevarden ser jeg der ligger store vandpytter og ude i vejens sider, løber vandet som var det små skovbække. Jeg konkludere i min krise at jeg sagtens kan løbe i våde sko. Jeg passere 20 kilometermærket og kan se uret viser min drøm for alvor er knust. Under min intervaltræning kommer uret i ny og næh under pace 5:00, men med våde sko, overbelastet lunger og tunge lår er det en umulighed. Istedet acceptere jeg det næstbedste, nemlig en ny PR på halvmaratonet og ovenikøbet kun en uge efter mit Broløb, hvor jeg os løb ind i en ny personlig rekord. Jeg svinger om hjørnet på Trianglen og er klar til at sætte slutspurten ind og mødes så af massive vandmasser. Okay -i forhold til tsunami og orkaner mm. så er den mængde vand der ligger på vejen ingenting, men når vandet når det øverste at skinnebenet, så ved man alligevel det er voldsomt i dansk vejr regi. Vandet er iskoldt og efter få hundrede meter kramper mine tær. Kulden skaber en hyperventilerende effekt i resten af kroppen og mærker for alvor hvordan blodet forlader mit ansigt. Der er 700 meter til mål og jeg kan ikke andet end at smile og tænke det er NU det gælder. Mens jeg forbliver på det dybe vand, tæller tiden og uret rammer de gyldne 2 timer. Da jeg suser ind i opløbet og høre publikum klapper acceptere jeg kampen og mit nye resultat mens jeg igen og igen messer for mig selv, at det hele er ovre lige om lidt og jeg skal ind til siden for at forhindre et kolaps. Jeg passere målstregen og fortsætter løbet over i armene på en samarit som med det samme griber mig og får støttet mig således at jeg ikke ender på jorden. For hurtigt lænede mig mod et metalhegn, mens lungerne gisper efter luft og fremstammer så “Jeg skal have min inhalator!” mens jeg peger på løbebæltet. Samaritten finder den hurtigt frem mens hans kollega er kommer til og tørt konstatere noget med “løber og astma”. I min verden er der ikke noget valg. Det er ikke muligt – ikke at løbe, det handler om vilje, passion og måske manglende erkendelse. Alligevel ved jeg fra min recherch at astma ikke udelukker løb, men at jeg “bare” kæmper med resterne fra en lungebetændelsen og ja nykonstateret astma. Mens jeg står der foroverbøjet over hegnet, pisker regnen ned og siger speakeren det “Jeg er desværre nød til at meddele alle løbere og publikum at løbet er aflyst og vi evakuere hermed alle løbere.” Derfra ændre stemningen sig markant og jeg ved ærlig talt ikke om det er min inhalator som begynder at virke eller om det er angsten som tager over. Jeg får spurgt samaritten om årsagen til aflysningen, da jeg et kort sekund tænker “Boston maraton”. Hurigt forstår han min frygt og fortæller så at lynet har ramt to løbere og der er en anden som har fået stød pga strøm i vandet. Derfra går det hele lidt hurtigt; jeg kigger hen mod målstregen og så ind mod Fælledparken. Der er kaos, alle løber står klumpet sammen og bevæger sig i sneglefart hen imod udgangen. Strømmen er gået; så det store ur der indikere hvor længe løbet har været igang er gået ud.

Jeg har en aftale med min veninde om at jeg skal vente i mål. Hun har ikke sin mobil på sig og tænker at hun må komme indenfor de næste 5 minutter, så jeg bliver og venter. Derfra går tiden uendelig langsomt. Igen og igen fortæller speakeren at alle skal bevæge sig væk fra området, polit og vagter går rundt imellem de dampende løbere og beskeden om at løbet og alle løbere på ruten nu bliver stoppet er helt surrealistisk at hører. Endelig kommer hun, efter hvad der på mange måder var de længste 3 minutter. Hurtigt griber jeg hendes hånd, vi krammer tillykke og derfra for hun beskeden om at vi skal væk fra området. Vi trækker ned i løbsgaden og den næste bekymring rammer mig.

Min mor, som desværre er plaget af inflation i akillessene har meldt sig som frivillig og deler medaljer ud. Jeg havde glædet mig til at hun skulle give mig medaljen på, men nu er alt kaos og selvom jeg kan hører medaljerne rasler inde fra venstre side,er der umuligt at komme ind igennem mængden af løbere. Nogle rækker et bundt ud i den klump jeg står i og min veninde og jeg snupper en og sender dem så videre. Vi kommer over til indgangen mod Fælledparken og der parkere jeg min veninde, mens jeg søger ind igennem træerne på en jordhøj, for at led igennem hegnet mod løbsgaden. Lyden fra medaljerne bliver tydligere og jeg søger efter hende, som var jeg et barn der var blevet væk i er supermarked. Jeg kan se alle uddelerne af medaljerne stå tæt op af hegnet og tanken om at de let som ingen ting kan masses rammer mig. Så ser jeg hende, hun er ved at hænge endnu et bundt medaljer om armen, inden hun igen skal overrække dem. “MOR!”, vores øjne mødes og igennem hegnet gnubber vi vores næser sammen. Det møde, det øjeblik, vil for evig tid stå som det stærkeste minde fra det løb. Visheden om min mor var okay, i fuld sving med at overrække dagens kæmper en medalje, når nu hun ikke selv kunne løbe med i år, det siger så meget om hende, den sejeste kvinde jeg kender. Beder hende komme med mig, væk fra området, med min barnlige stemme men svaret er kærligt og kontant “Der er så mange løbere og de har kæmpet så flot, så de skal have deres medalje.” Min mor læser mit urolige blik og siger så derefter at hun nok snart skal tage hjem.

Så siger vi farvel og jeg går igennem mudderet tilbage til min veninde mens jeg finder telefonen frem. Min mand og drenge står af princip ikke i mål, men med årene er drengene blevet bidt af løbestemningen og er derfor begyndt at komme med rundt på ruten og er nogengange kommet hen til målområet. Jeg ringer op og konstatere min telefon er ramt af fugt og panisk råber jeg “Jeg er ok – hvor er i – jeg elsker jer”. Heldigvis var drengene blevet overmandet af regnen på Frederiksberg og havde søgt i ly derhjemme.

Min veninde og jeg bevæger os ind i løber området og søger imod bagageteltene. Jeg er i chok og begynder at grine mens jeg hopper igennem mudderet.

img_4652

Jeg forstår ingenting og alligevel indfinder alvoren sig, så hurtigt får vi overrakt vores bagage og søger ud imod cyklerne. Under turen hjem er tankerne mange. Jeg tænker på alt fra de tilskadekommende, til alle løberne på ruten som er tvunget ud af løbet, til tilskuere og ikke mindst alle dem jeg kender, både fra den virkelige men os virtuelle verden. Flere af dem fra Instagram skulle løbe deres første halvmaraton idag og stille ber jeg til, at de er kommet helskindet igennem løbet.

Efter en hård tur hjem, skilles vi ved min lejlighed og da jeg bevæger mig op ad trapperne i opgangen, føler jeg mig tom og uforstående overfor hvad pokker der lige er sket. Medaljen hænger om halsen og SMS beskeden fra løbsarrangøren fortæller mig at jeg har lavet PR og nu har en officiel halvmaraton tid på 02:02:10. Da jeg åbner hoveddøren for derefter at lukke den bag mig falder jeg fra hinanden. Tårerne vælter frem idet drengene løber mig imøde og jeg kan ikke andet end at sætte mig på gulvet og ligge hovedet imod Hr. Mand skulder, mens jeg hulker i lettelse og i chok over de sidste timers oplevelse.

img_4682

Jeg er super stolt over min egen og ikke mindst min venindens præstation ved dette år CPH Half og jeg glæder mig til næste års løb, hvor vejret forhåbentlig er med os og hvor min mor igen deltager og ja, jeg selv endelig kommer under de gyldne 2 timer.

Tusind tak fordi du læste med.

Mine tanker går til de tilskadekommende og deres pårørende. Jeg håber de er okay?

Kærlig hilsen Christina
Løber For Livet

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1 comment / Add your comment below

  1. Sir det igen du er så F* sej Christina!! Tillykke med din pr, tillykke med, at magtede at ændre mål/fokus undervejs og revurdere og sætte nyt mål. Det er mega sejt! 💜

Skriv et svar