Min veninde og Jeg

Min væskefyldte hånd griber om dørhåndtaget og med et let tryk går døren op. Der står hun, lidt vindblæst i det brune hår men med smukke mandelformet øjne, og et smil som er tryllebindende. I den ene hånd har hun noget frugt og i den anden en voksiposes remme, hvori hendes nyfødte datter ligger. Jeg er genert og derved igangsættes min “talen som et vandfald”, vi hilser pænt og hun får komplimenteret mit enorme højgravid korpus. Inde i stuen sidder nogle af de andre nybagte mødre og højgravide kvinder.

I efteråret 2013 melder jeg mig ind i en terminsgruppe på facebook. Gruppen var ret social og som en lille udfordring til mit dengang til tider kluntet sociale jeg, så meldte jeg mig til at holde mødregruppe hygge. Så 2 uger før min termin med Carl sidder de der. Mie, kvinden med det tryllebindende smil sidder helt roligt i en lænestol, mens hendes nyfødte datter ligger trygt ved hendes bryst. Vi snakker, alle på kryds og tværs og da Mie går, har hun siden fortalt mig, at hun syntes jeg snakkede helt vildt meget. Heldigvis er Mie ikke en pige som skuer hunden med hårene. Mie er enorm omsorgsfuld og da jeg går i en hvad der bliver et langt opstartsforløb til Carls fødsel, så skriver hun små opmuntrende og støttende beskeder på facebook. Mie var en af dem der ønskede mig først tillykke, da Carl endelig kommer til verden og selvom vi kun kendte hinanden fra et par timer i min stue og lidt likes, chat og gode erfaringsudvekslinger i facebookgruppen, så var der et eller andet imellem os. 2 uger efter Carl er født sidder hun igen i min stue, denne gang snakker jeg lidt mindre men alligevel en del med hende. Kontaktens holdes og efter min første weekend alene med Aksel og Carl, sender jeg udkørt en besked afsted til Mie. Mødregrupper, kan, hvis vi er heldige og ikke lader det hele handler om hvem har lavet den pæneste overskudsagtige anretning, med baby i mærketøj og pletfrit hjem men istedet taler rent ud af posen, give nogle unikke venskaber. Idag er jeg så heldig at have 4 gode veninder fra mine mødregrupper og de veninder står for mig som noget helt særligt. De venskaber jeg har idag, er med mennesker som alle har det til fælles at de er vildt inspirerende, de er kærlige, nærværende, ærlige og nogen jeg virkelig kan regne med. Venskaberne til mødregruppe-pigerne , kan, som alle mine venskaber noget helt forskelligt. Særligt venskaberne til de tidligere mødgruppepiger handler idag ikke helt så meget om vores børn, men ligesåmeget om karriere, hverdagens rytme eller mangle på samme, mænd og ja kunsten i bare at være sammen.

04e7a775-c37c-41e9-807b-5d7bef082f5b

Lige præcis i Mie og Mits venskab fandt jeg noget jeg på mange måder altid har drømt om og noget jeg ikke vidste jeg manglede, idag er dét vi har sammen noget jeg ikke kan leve uden. Idag har vi kendt hinanden i knap 4 år, vores yngste børn bragte os sammen og under vores barsler sås vi minimum 1-3 gange om ugen. Siden dengang har vi oplevet hvordan vores børne på kryds og tværs af alder er blevet venner og yderligere at vores mænd i ny og næh mødes og drikker en kold øl. Vi har været på flere familieferier end jeg kan tælle til og senest har Mie og Jeg så været på venindetur med DFDS Oslo båd og i sommerhus med vores unger. At have knap 48 timers uafbrudt venindehygge, med fokus på alt det vi kan, det var intet mindre end fantastisk.

På Oslobåden fik danset nætterne lange, grinet, snakket, og ja drukket en del alkohol det er bare ekstra bonus. Det store luksus var nu engang bare at være sammen og gøre lige præcis det vi gør.

8297f0ef-3b1d-4ba8-8ecb-db5652aff908

af65131c-9531-4054-baa5-a3008d8b7835

b9e942ed-9018-4cc1-8bf1-902aac1fb8d8

Så når negative ryster lyder om de her interaktive relationer som opstår, enten igennem facebook eller IG mm. Så kan jeg ikke lade vær med at ryste lidt på hovedet og sige : nogengange så er man heldig og møder sådan en som MIE.

Skønnest blogger Helsemathilde er gået i front og har lavet Facebook-gruppen “Find en Veninde #dueraldrigalene” kan kun anbefale alle, at prøve at give sig i kast med de nye relationer, hvis overskuddet , lysten eller savnet er der, om det så “kun” handler om en ny træningesmakker eller hende du gerne vil dele op og nedturerne med.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Bedste veninde med blandt andet MIE

At vælge og dø..

6c78dc3e-0e10-486b-a8f7-b9117be4ef6a

Vi går sammen på fortorvet, Søren yderst og jeg inderst. Vi skal lege med playmobil, hjemme hos Søren. Søren er min bedste ven og klassekammerat. Mens bilerne suser forbi os og den ene cykellist efter den anden kæmper sig op ad Bakken, går vi og snakker om legen vi skal lege. Vores klodset skoletasker hopper op og ned af ryggen idet vi løber afsted. Jeg igangsætter legen “det er forbi at træde på stregerne” og idet jeg siger at man er “død” hvis man rammer, stopper Søren op. Som kun et barn kan spørger, ryger ordene ud af munden på ham “Christina, hvordan døde din far egentlig?”

Jeg er opvokset i en lille by udenfor Roskilde, ned til fjorden og med åbne marker. Alle kendte alle…eller.. alle viste hvem der var datter af alkoholikeren, som begik selvmord. Jeg har aldrig været i tvivl om min mors kamp, om rygterne og ikke mindst alt hvad jeg selv kom med. Mens vi går der, fortæller jeg åbenhjertigt hvordan min far tog en masse piller og derved slog sig selv ihjel. Først mange år senere, da jeg er i starten af mine teenage år, indhenter hans død mig for alvor. Frem til da, var jeg pigen som ikke ville være en pige. Hende der bankede de langhåret tøser når de kørte pigefnidderet af på de svage og så testede jeg alle mine voksenrelationer af. Jeg havde alt for tidligt lært det ikke kun var kæledyr og tissemyrerne som kunne dø og yderligere, at det ikke var alle voksne man kunne stole på, faktisk var det de færreste jeg kunne etablere en tillid til. Det gjorder jeg på mange måder ‘stak’ lidt ud og helst ville klare hele verden selv.

Da teenageårene kommer, begynder jeg at føle et had til min far, en inderlig vrede over at han havde forladt mig grundet hans manglende lyst til livet. Jeg følte i mange år at han havde givet op og at jeg ikke havde været god nok, til at han havde ville blive her i livet som min far. Hadet til ham, udviklet sig til en uforståenhed overfor det generelle selvmord. Jeg har altid følt at det og begå selvmord er enormt egoistisk og ikke mindst uværdigt. Jeg ved mine ord er hårde og på mange måder uoplyste, eller det var de måske før i tiden. Alligevel mener jeg min stemme som efterladt pårørende, giver mig en ‘ret’ til at fortælle hvordan jeg har tænkt og følt, grundet min egen fars valg om selvmord.

Årene går og i ny og næh blusser mit savn efter et menneske jeg aldrig har haft i mit liv op. Min far vælger at dø da jeg er 2,5 år gammel og jeg kan absolut intet huske om ham, det har taget mig mange år at nå til den accept og i mange år var løgnen om at kunne huske et grin, ‘en usand sandhed’. Kun lidt billeder kan give mig et tilhørsforhold og når jeg i ny og næ ser en lighed mellem mig selv min fars tilbageværende familie. Da min farmor dør, fortæller præsten, hvordan min farmor altid var yderst energisk og i det sekund acceptere jeg den lille mængde arv, der er gået videre til mig, “udenom” min far. At min far dør mens jeg er så lille, gør jeg aldrig forstod ordet FAR. Jeg forestiller mig det må være sådan, når folk der aldrig har set havet skal forstå ordets betydnings mægtighed. At have et ord i ens register uden at forstå dets betydning, men være klar over hvor elementært det er for ets menneskes eksistens, det har på mange måder været det hårdeste ved at min far valgte at dø. Det gjorder mine lege ofte kun indholdet en forældre og at jeg grundlæggende er opvokset med en forståelse for at skulle kunne klare alt selv. Det gjorder min mor jo!
– min mor har uden tvivl kæmpet sig igennem noget de færreste mennesker kan overkomme. Hun gav mig en tryg tilværelse og et sprog hvortil ord og følelser kunne ytres, ligemeget hvad de var bundet op omkring.
At min far var død, gjorder jeg havde set en anden side af liver. Det gjorder jeg ture tale når andre valgte at tie. Det gjorder jeg kunne træde frem da en nær venindes mor blev ramt af kræft og døde af den umenneskelige sygdom. Det gjorder at jeg ikke var “bange” for at snakke om det onde og det er trods alt, en værdi jeg er umådelig taknemmelig over at have hos mig.

I juni 2016 ændre mit verdensbillede sig. Den aften, som jeg før har skrevet om, hvor filmen knækker og jeg ligger på mit stuegulv, der sænker der sig en mørk tåge omkring mig. For hver gang jeg hiver efter vejret, indånder jeg mørket og pludselig får jeg for første gang i mit liv konkrete og mørke selvmordstanker. Jeg er alene hjemme, eller drengene sover i værelset ved siden af mens Hr. Mand drikker øl med en kammerat ude i byen og i det øjeblik beslutter jeg mig for at dø. Jeg sidder længe og forberede mig, jeg skriver et par ord og acceptere at mit liv skal slutte. Mørket som sidder i kroppen, har overbevist mig om at jeg ikke længere har en betydning her i verden og at alle vil leve et bedre liv uden min tilværelse. Idet jeg skal til at gøre handling af mine tanker, sker det som bliver mit livs redning. Jeg rammes af skyldfølelse og sorg. Som en vævning af barndommens minder, der rammer mig som et spejl der tabes på jorden, overmandes jeg af min egen sorg over at have være efterladt tilbage. Jeg ser pludselig mine børn gennemleve samme sorg som jeg selv oplevede og fortsat lever med. Jeg ser hvordan de ligesom jeg selv besøger min grav, stiller store spørgsmål om livets præmis – nemlig døden, længe før det bør være nødvendigt og jeg ser hvordan Carl vil kigge på billeder af os sammen, uden en forståelse for hvilken ubetinget kærlighed jeg følte til ham. Jeg ser hvordan mine børn vil føle at jeg har efterladt dem og at de ikke var gode nok, til at holde på mig her i livet. I det øjeblik forstår jeg hvor syg jeg virkelig er blevet og hvor syg min far må have været, siden selvmordet blev anset som den eneste løsning på livet og dets smerter. I det øjeblik tilgiver jeg min far og takker ham for at være min redning og motivation for aldrig at gøre som han.

Istedet gik jeg i seng, faker at alt er på sin plads den næste morgen og få timer senere ringer jeg efter hjælp.

Idag mener jeg fortsat at et selvmord er enormt egoistisk og yderligere er det ikke et valg. Jeg tror desværre at for rigtig mange mennesker er det aldrig et valg, det er en løsning på noget der kun menes og anses for at have én løsning. Jeg ved nu selv, at man som menneske virkelig er langt ude psykisk, hvis selvmordet er løsning og derfor er det jeg vælger at tale nu, frem for at tie. Det er derfor jeg ikke vil vende hovedet bort når jeg ser en smerte, sorg eller lidelse.
For jeg tror, jo mere vi taler om det, dets lettere bliver det at fortælle hvad der virkelig forgår, inden det er for set og livet kun indeholder tunnelagtige tanker.

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

 

Sammen, fra start til slut

Når vi mødes, hopper vi rundt som to hunde i snor der venter på at blive sluppet løs, men idag, idag var stemningen helt anderledes. Kulissen var skiftet ud, frem for københavnske gader stod vi nu på Odense stadion. Gaderne er langt fra ødet og menneskemængde omkring os er tæt. Da vores øjne mødes kan jeg for alvor mærke min egen sårbarhed røre på sig. Idag er en stor dag, en fest dag hvor magien skal udløses. En dag hvor en debutant skal have en ny chance og hvor det hele udelukkende skal handle om at tro på når det “umulige er muligt”.

img_4994

Løbenummeret til H.C. Andersen Marathon er gaven til mig selv. Gaven for at have kæmpet mig ud af depressionens mørke og gaven for nu at være fri af den antidepressive medicin. Allerede da uret ringede klokken 5:30 kunne jeg mærke angsten røre på sig, som en mørk sky der trak hidsigt hen over himmelen for at lade det indhold ramme mig. Jeg har lært at rykke mig frem for at bliver paralyseret. Jeg har lært at jeg kan hvad jeg vil her i livet og at INTET er umuligt for den der bær viljen i hjertet. Ja det er nok et gammelt Fangerne på Fortet citat, men set holder sgu stadig.

img_4921
En smuk efterårs morgen, påvej til toget mod Odense.

Vi får klædt om og i ny og næh kaster jeg et blik på Nadja. Vores øjne skal helst ikke møde hinanden, for så igangsættes tårerne. Det her er en fest, en tid til glæde og stolthed og mens vi sidder der siger jeg tillykke. I mine øjne er de 42,195 selvfølgelig hårde men personligt mener jeg det er rejsen frem til løbsdagen der trækker ud. Alle de aftner jeg er gået tidligt hjem. Kost, træningspas og det konstante fokus på målet, drømmen, løbet.

Vi kommer ud i løbsgaden, får tisset af i en busk (man er vel løber?) og derfor stiller vi os klar. De sidste mange søndage har vi trænet i pace 6:00 og selvom vi begge har gode pacetræninger på 5:30-5:50 så ved vi begge at 42 kilometer kan blive rigtig lange, særligt hvis man lægger for hårdt ud. Derfor indfinder vi os bag en blå ballon med sluttiden 4:30. Målet var ikke den endelige tid, men at komme tilpas igennem de 21 og derfra se hvad krop og sind kunne. Jeg elsker konceptet omkring fartholder og har igennem Sparta mødt nogle af de bedste, omvendt har jeg os mødt dem der sætter lidt i banken og banken er bare ikke altid åben når man rammer kris
en på 36. Derfor var det os med frustration at jeg hurtigt kunne konstatere at fartholderne sparede op. Derfor skiltes vores veje ved 25, og ved 39 bliver afstanden så stor at jeg ved et forsøg på at lukke hullet og komme med ind vil medfører en krampe og formenlig os manglende nærvær når slutspurten skulle sættes ind.

img_4815
Nadja og Jeg, på vores sidste træningspas forrig søndag

Nadja er på mange måder debutant og alligevel er hun SÅ meget mere. I Maj 2017 stillede hun op til Copenhagen Marathon og løb sindsygt flot, lige ind til den skade som hun havde kæmpet med i foden sprang op og hun ved 26 kilometer faldt om. Den dag blev en ild tændt i hende og i smug begyndte hun at holde træningen ved lige, frem til idag. Jeg lærte Nadja at kende til Spartas uofficielle sommertræning. Med stor nervøsitet og et ønske om at rykke mig tidsmæssigt, vinkede jeg farvel til min trofaste søndagsfamilie 6:15, for at blive til løber på 6:00. Der stod Nadja, smuk og dejlig og med et smil der varmede inderst til yderst. 6:00 manglede nogle faste fartholder og på ingen tid blev Nadja og Jeg det. Under en af vores træningstur, hvor vi skulle løbe 26 kilometer ,skete der noget magisk. Nadja kom stærkt igennem distancen hun tidligere havde oplevet krisen på. En løber er “aldrig” bedre end sin sidste løbetur og ligesom jeg selv har oplevet, så får de forskellige distancer en markant betydning, særligt hvis man ender i jorden. Det er af samme årsag jeg altid frygter de 30, fordi jeg en gang er blevet kørt afsted i en ambulance. Den søndag løb vi side om side og det eneste negativt der skete den dag, var en bi stak mig på den højre skuldre, men alt det var vand i forhold til den relation som var begyndt at blomster imellem os.

Nadja og Jeg, 5 minutter inden startskuddet lyder.

Vi kommer fint igennem de 21 og da vi drejer ud på anden omgang begynder det for alvor. Husker jeg pænt fortæller Nadja “det er NU det begynder, det er det her du kan og du gør det så flot.” Min rolle under dette løb var ikke at løbe for mig selv, men at løbe på Nadjas venstre side og være klippen når behovet opstod. Det var et tillidshverv og indrømmer gerne at jeg virkelig var bange for om jeg nu os kunne. Da vi passere de 25 kilometer begynder jeg at tale Nadja op, sørger for hun slog sig selv fast som den løber hun virkelig er, ubetinget af tidligere erfaringer med de 26 kilometer.

Nadjas familie var taget med over og at opleve en så dedikeret familie, det bakker op som de gjorder, det var beundringsværdig. Min egen familie var med i tankerne, hjemme med drengene og med en computer der konstant stod på opdatering af min færden på ruten. At løbe velvidende om at begge vores familier var med os, var den bedste støtte vi kunne have ønsket os. Under løbet får vi overrakt ekstra gels og energidrik, så vi konstant havde det kroppen skulle bruge.

fullsizerender
Optegnelsen over ruten, som min mor sendte mig i det øjeblik jeg kom i mål.

Vi kommer forbi de 30 og jeg begynder at kunne mærke lungerne kæmper med udåndingen. Inden løbet og ved 21 har jeg taget min lungeudvidende medicin, ja kald det doping, for at sikre jeg får lige præcis den ilt kroppen skal bruge nu hvor jeg har udviklet astma. Astmaen er i min verden ikke en undskyldning – tværtimod, det er ekstra motivation til at vise hvad jeg virkelig kan og særligt efter lægerne i slut august pænt fik fortalt mig at jeg skulle skyde en hvid pil efter dette Marathon. Jeg har været træt og virkelig kunne mærke lungebetændelsen har fået gunstige vilkår, for at være i kroppen længere end nødvendigt, omvendt var andet bare ikke en mulighed i min verden. Nadja løber ved min side og hele hendes kropssprog udviser at en krise har indfundet sig. Jeg tror løbekriser er midlertidige og begynder derfor at tale ind til krigeren i Nadja, mens de sædvanlige kommentarer vedrørende kanter, huller, vand mm gives, for hele tiden at holde fokus på at “dette er en hel almindelig tur”. Pacet justeres for en sikkerhedskyld og da solen står højt og skarp på himlen ryger der ekstra med vand ind.

fullsizerender-2
Side om side og med Najdas bror som løb ud og gav os energi.
fullsizerender-3
Solen skinnede strækt, så ekstra væske og energi

Vi kommer over de 35 kilometer og begynder så for alvor at mærke hvordan mine fødder skal placeres helt rigtig for ikke at udløse kramper. Rent fysisk følte jeg mig i topform og det er som om at alle mine peptalks til Nadja slår rødder i mit indre og opbygger et værn imod den mentale mur. Da vi rammer 37 kilometer smiler jeg stort og ved for alvor at løbet for alvor er i hus, selvom jeg på intet tidspunkt var i tvivl om at vi ville komme godt igennem løbet, understreger mit ur at jeg kan skrive en ny PR i min løbemæssige blå bog. Jeg tror at alle kan løbe 5 kilometer og yderligere at hvis man møder et maraton med den korrekte mentale strategi, så kan man komme helskindet igennem. Derfor har jeg altid opdelt mine større løb i 5 kilometer. Ligesom når jeg cykler, så er der altid 3 sekunder mer i benene. Derfor fortæller jeg os Nadja, som suser igennem på hendes 5’er til dagligt, at nu er der kun 5 tilbage og dem har hun.

Vi rammer 40 og begynder så at bede hende skubbe lidt på, åbne op og langsomt lade sig flyve fremad. Vi kommer forbi de 41 og uret viser 6:20. Igen og igen kan jeg mærke gråden finde vej frem og lungerne er for alvor stået af. Nadja løber ved min side og det smukkeste smil indfinder sig hos hende. Selvom jeg godt kan ane hendes udmattethed så er hendes stædighed større og da vi løber ind på stadion, er det en euforisk oplevelse der kommer igennem kroppen. Tårerne får frit spil mens jeg begynder at råber Nadjas inderste op. Jeg råber til hendes indre kæmper, til hende der vil det her og til hende som er stærkere og har overkommet mere end de fleste ville kunne. De sidste 200 meter skriger jeg “Du er så sej og jeg er så stolt af dig” og heldigvis er lige præcis vores slutspurt fanget med en linse for det øjeblik er mit livs største løbemæssig oplevelse.

img_4967
Et magisk øjeblik, følelser, passion og vilje

At løbe side om side og have gjort det igennem alle 42,195 kilometer, det er noget.
Vi startede og sluttede sammen.

img_4983
Tårerne over min stolthed og glæde over at have måtte være en del af Nadjas første fulde marathon.

 

img_4993
En meget meget stolt veninde, intet mindre.

Vi kommer ind i tiden 04:34:35 og dermed lavede jeg ny PR og rykkede mig et godt stykke fra min sidste og bedste maraton tid fra Copenhagen maraton i maj 2017 på 04:43:26. Idet vi krydser målstregen giver mine lunger op og som jeg altid gør ligger jeg mig på jorden og lader alle følelserne tage over. Gispene ligger jeg lidt indtil jeg får fat i inhalatoren og sikre at lungerne ikke udvikler et anfald. Så hjælper Nadjas bror mig på benene så Nadja og jeg sammen kan gå hen og få overrakt vores velfortjente medalje.

fullsizerender-4
Med velfortjente medaljer om halsen

img_4998
Vi gjorder DET

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OG Nadja kan følges på Instagram profilen @Tutte89