Sammen, fra start til slut

Når vi mødes, hopper vi rundt som to hunde i snor der venter på at blive sluppet løs, men idag, idag var stemningen helt anderledes. Kulissen var skiftet ud, frem for københavnske gader stod vi nu på Odense stadion. Gaderne er langt fra ødet og menneskemængde omkring os er tæt. Da vores øjne mødes kan jeg for alvor mærke min egen sårbarhed røre på sig. Idag er en stor dag, en fest dag hvor magien skal udløses. En dag hvor en debutant skal have en ny chance og hvor det hele udelukkende skal handle om at tro på når det “umulige er muligt”.

img_4994

Løbenummeret til H.C. Andersen Marathon er gaven til mig selv. Gaven for at have kæmpet mig ud af depressionens mørke og gaven for nu at være fri af den antidepressive medicin. Allerede da uret ringede klokken 5:30 kunne jeg mærke angsten røre på sig, som en mørk sky der trak hidsigt hen over himmelen for at lade det indhold ramme mig. Jeg har lært at rykke mig frem for at bliver paralyseret. Jeg har lært at jeg kan hvad jeg vil her i livet og at INTET er umuligt for den der bær viljen i hjertet. Ja det er nok et gammelt Fangerne på Fortet citat, men set holder sgu stadig.

img_4921
En smuk efterårs morgen, påvej til toget mod Odense.

Vi får klædt om og i ny og næh kaster jeg et blik på Nadja. Vores øjne skal helst ikke møde hinanden, for så igangsættes tårerne. Det her er en fest, en tid til glæde og stolthed og mens vi sidder der siger jeg tillykke. I mine øjne er de 42,195 selvfølgelig hårde men personligt mener jeg det er rejsen frem til løbsdagen der trækker ud. Alle de aftner jeg er gået tidligt hjem. Kost, træningspas og det konstante fokus på målet, drømmen, løbet.

Vi kommer ud i løbsgaden, får tisset af i en busk (man er vel løber?) og derfor stiller vi os klar. De sidste mange søndage har vi trænet i pace 6:00 og selvom vi begge har gode pacetræninger på 5:30-5:50 så ved vi begge at 42 kilometer kan blive rigtig lange, særligt hvis man lægger for hårdt ud. Derfor indfinder vi os bag en blå ballon med sluttiden 4:30. Målet var ikke den endelige tid, men at komme tilpas igennem de 21 og derfra se hvad krop og sind kunne. Jeg elsker konceptet omkring fartholder og har igennem Sparta mødt nogle af de bedste, omvendt har jeg os mødt dem der sætter lidt i banken og banken er bare ikke altid åben når man rammer kris
en på 36. Derfor var det os med frustration at jeg hurtigt kunne konstatere at fartholderne sparede op. Derfor skiltes vores veje ved 25, og ved 39 bliver afstanden så stor at jeg ved et forsøg på at lukke hullet og komme med ind vil medfører en krampe og formenlig os manglende nærvær når slutspurten skulle sættes ind.

img_4815
Nadja og Jeg, på vores sidste træningspas forrig søndag

Nadja er på mange måder debutant og alligevel er hun SÅ meget mere. I Maj 2017 stillede hun op til Copenhagen Marathon og løb sindsygt flot, lige ind til den skade som hun havde kæmpet med i foden sprang op og hun ved 26 kilometer faldt om. Den dag blev en ild tændt i hende og i smug begyndte hun at holde træningen ved lige, frem til idag. Jeg lærte Nadja at kende til Spartas uofficielle sommertræning. Med stor nervøsitet og et ønske om at rykke mig tidsmæssigt, vinkede jeg farvel til min trofaste søndagsfamilie 6:15, for at blive til løber på 6:00. Der stod Nadja, smuk og dejlig og med et smil der varmede inderst til yderst. 6:00 manglede nogle faste fartholder og på ingen tid blev Nadja og Jeg det. Under en af vores træningstur, hvor vi skulle løbe 26 kilometer ,skete der noget magisk. Nadja kom stærkt igennem distancen hun tidligere havde oplevet krisen på. En løber er “aldrig” bedre end sin sidste løbetur og ligesom jeg selv har oplevet, så får de forskellige distancer en markant betydning, særligt hvis man ender i jorden. Det er af samme årsag jeg altid frygter de 30, fordi jeg en gang er blevet kørt afsted i en ambulance. Den søndag løb vi side om side og det eneste negativt der skete den dag, var en bi stak mig på den højre skuldre, men alt det var vand i forhold til den relation som var begyndt at blomster imellem os.

Nadja og Jeg, 5 minutter inden startskuddet lyder.

Vi kommer fint igennem de 21 og da vi drejer ud på anden omgang begynder det for alvor. Husker jeg pænt fortæller Nadja “det er NU det begynder, det er det her du kan og du gør det så flot.” Min rolle under dette løb var ikke at løbe for mig selv, men at løbe på Nadjas venstre side og være klippen når behovet opstod. Det var et tillidshverv og indrømmer gerne at jeg virkelig var bange for om jeg nu os kunne. Da vi passere de 25 kilometer begynder jeg at tale Nadja op, sørger for hun slog sig selv fast som den løber hun virkelig er, ubetinget af tidligere erfaringer med de 26 kilometer.

Nadjas familie var taget med over og at opleve en så dedikeret familie, det bakker op som de gjorder, det var beundringsværdig. Min egen familie var med i tankerne, hjemme med drengene og med en computer der konstant stod på opdatering af min færden på ruten. At løbe velvidende om at begge vores familier var med os, var den bedste støtte vi kunne have ønsket os. Under løbet får vi overrakt ekstra gels og energidrik, så vi konstant havde det kroppen skulle bruge.

fullsizerender
Optegnelsen over ruten, som min mor sendte mig i det øjeblik jeg kom i mål.

Vi kommer forbi de 30 og jeg begynder at kunne mærke lungerne kæmper med udåndingen. Inden løbet og ved 21 har jeg taget min lungeudvidende medicin, ja kald det doping, for at sikre jeg får lige præcis den ilt kroppen skal bruge nu hvor jeg har udviklet astma. Astmaen er i min verden ikke en undskyldning – tværtimod, det er ekstra motivation til at vise hvad jeg virkelig kan og særligt efter lægerne i slut august pænt fik fortalt mig at jeg skulle skyde en hvid pil efter dette Marathon. Jeg har været træt og virkelig kunne mærke lungebetændelsen har fået gunstige vilkår, for at være i kroppen længere end nødvendigt, omvendt var andet bare ikke en mulighed i min verden. Nadja løber ved min side og hele hendes kropssprog udviser at en krise har indfundet sig. Jeg tror løbekriser er midlertidige og begynder derfor at tale ind til krigeren i Nadja, mens de sædvanlige kommentarer vedrørende kanter, huller, vand mm gives, for hele tiden at holde fokus på at “dette er en hel almindelig tur”. Pacet justeres for en sikkerhedskyld og da solen står højt og skarp på himlen ryger der ekstra med vand ind.

fullsizerender-2
Side om side og med Najdas bror som løb ud og gav os energi.
fullsizerender-3
Solen skinnede strækt, så ekstra væske og energi

Vi kommer over de 35 kilometer og begynder så for alvor at mærke hvordan mine fødder skal placeres helt rigtig for ikke at udløse kramper. Rent fysisk følte jeg mig i topform og det er som om at alle mine peptalks til Nadja slår rødder i mit indre og opbygger et værn imod den mentale mur. Da vi rammer 37 kilometer smiler jeg stort og ved for alvor at løbet for alvor er i hus, selvom jeg på intet tidspunkt var i tvivl om at vi ville komme godt igennem løbet, understreger mit ur at jeg kan skrive en ny PR i min løbemæssige blå bog. Jeg tror at alle kan løbe 5 kilometer og yderligere at hvis man møder et maraton med den korrekte mentale strategi, så kan man komme helskindet igennem. Derfor har jeg altid opdelt mine større løb i 5 kilometer. Ligesom når jeg cykler, så er der altid 3 sekunder mer i benene. Derfor fortæller jeg os Nadja, som suser igennem på hendes 5’er til dagligt, at nu er der kun 5 tilbage og dem har hun.

Vi rammer 40 og begynder så at bede hende skubbe lidt på, åbne op og langsomt lade sig flyve fremad. Vi kommer forbi de 41 og uret viser 6:20. Igen og igen kan jeg mærke gråden finde vej frem og lungerne er for alvor stået af. Nadja løber ved min side og det smukkeste smil indfinder sig hos hende. Selvom jeg godt kan ane hendes udmattethed så er hendes stædighed større og da vi løber ind på stadion, er det en euforisk oplevelse der kommer igennem kroppen. Tårerne får frit spil mens jeg begynder at råber Nadjas inderste op. Jeg råber til hendes indre kæmper, til hende der vil det her og til hende som er stærkere og har overkommet mere end de fleste ville kunne. De sidste 200 meter skriger jeg “Du er så sej og jeg er så stolt af dig” og heldigvis er lige præcis vores slutspurt fanget med en linse for det øjeblik er mit livs største løbemæssig oplevelse.

img_4967
Et magisk øjeblik, følelser, passion og vilje

At løbe side om side og have gjort det igennem alle 42,195 kilometer, det er noget.
Vi startede og sluttede sammen.

img_4983
Tårerne over min stolthed og glæde over at have måtte være en del af Nadjas første fulde marathon.

 

img_4993
En meget meget stolt veninde, intet mindre.

Vi kommer ind i tiden 04:34:35 og dermed lavede jeg ny PR og rykkede mig et godt stykke fra min sidste og bedste maraton tid fra Copenhagen maraton i maj 2017 på 04:43:26. Idet vi krydser målstregen giver mine lunger op og som jeg altid gør ligger jeg mig på jorden og lader alle følelserne tage over. Gispene ligger jeg lidt indtil jeg får fat i inhalatoren og sikre at lungerne ikke udvikler et anfald. Så hjælper Nadjas bror mig på benene så Nadja og jeg sammen kan gå hen og få overrakt vores velfortjente medalje.

fullsizerender-4
Med velfortjente medaljer om halsen

img_4998
Vi gjorder DET

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

OG Nadja kan følges på Instagram profilen @Tutte89

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar