Inderst inde

img_0145

Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Det hele kan nogen gange se så legene let ud, måske nærmest perfekt, som et glansbillede?
Første gang jeg arbejdede med glansbillede metaforen var i 9. Klasse, i forbindelse med en tekstanalyse. Selvom jeg altid har stavet forfærdeligt og kastet om mig med kommaer, som var det brødkrummerne Hans spredte ud, har min kærlighed til sproget altid været stor. Det tog mig mange år at acceptere mine mangler, når nu det med ord ofte forekom mig let. Det folk tit skriver, i forbindelse med læsning af mine indlæg, er at de føles, de mærkes og sætter tanker igang. Da jeg blev syg med depressionen, skrev flere, at jeg på mange måder var som en mønt med to sider. Den perfekte og uperfekte om man vil det, for mig har uperfekt altid været perfekt. I min optik, har depressionen mange ansigter og det er det som er med til at gøre den utrolig skræmmende.

Jeg kommer ikke med nogen synderlig lyserød livsfortælling, hvilket har gjort at nogen mener jeg er “mørk og kompliceret”, personligt ser jeg det hele som min styrke. At jeg har set og mærket livet når det gør mest ondt, gør jeg bevæger mig fremad. Når en krise opstår fryser jeg ikke, i stedet handler jeg.. for så når faren er drevet over at ligge sammenrullet på gulvet og lukke alle følelserne ud. Det er min styrke men samtidigt os min svag, det er det som gør mig til et menneske, et stærkt men samtidigt skrøbeligt et af slagsen.

Nogen vil måske mene de oftest ser det stærke, hende i kontrol og med overskud, der skal ikke så meget til at få det hele til at fremstå så let og lige til. De pæne tallerkner med den sunde mad, de lange løbepas og alt det andet. I min verden kommer jeg med lidt af det hele, en lidt stram økonomi, grundet personlige prioriteringer mellem min mand og jeg. En bolig der ofte roder og måske ikke står skinnende og ja, tøj, møbler og ting som er købt brugt, fordi jeg ikke tænder på at være “storforbruger”. Det med sårbarheden er noget jeg virkelig prøver ikke at skjule.. Vi er alle forskellige og alligevel tror jeg vi har meget mere til fælles, hvis vi tør kigge efter og lade andre se det “hele”. Hvis vi vælger at træde frem i lyset og lade andre se det fulde billede, så tror jeg vi kan forstå meget mere om hinanden og formentlig os om os selv.

I starten af efteråret, mens bladenes farver stadig var i skalaen mellem grøn og rødlig brun, mødtes jeg med Simone. Simone er Fotojournalist og hun ønskede at vise det hele menneske, bagom psykiske lidelser og diagnoser. Selvom jeg ikke længere har en diagnose og nu ‘bare’ er psykisk sårbar, har jeg stadig en historie at fortælle. Dels om alt det der gik forud, før det hele gik galt og om hvordan det var mens alt lyset var slukket, til dernæst at skulle kæmpe sig ud af depressionen. Depressionen i sig selv var forfærdelig men at jeg konstant opleve at ramle ind i folks forud antaget holdninger eller uvidenhed, det var på mange måder noget at det hårdeste. Mens jeg selv var i mit livs største personlige krise og kæmpede med at finde frem til hvem jeg var, stillede folk konstant spørgsmål til Mig, min adfærd og den stereotype forståelse af hvad en depression er og hvorledes den kommer til udtrykke hos et menneske. Derfor valgte jeg at takke ja til at være en del af et ærligt og åbenhjertigt projekt, for at nedbryde stereotype holdninger til psykiske lidelser.

Selvfølgelig er der nogle klassiske symptomer hos en person, med en depression. Sorte tanker, nedtrykt stemningsleje, manglende lystbetonet følelser og stort koncentrationsbesvær. Hvad mange tit forbinder med depression er inaktivitet og det er da os rigtigt at mange med en depression ofte oplever hvordan det kan være umuligt at komme ud af sengen. Selv blev jeg hyperaktiv og gjorder ALT hvad der stod i min magt for at forsøge at rykke mig fra problemerne. Jeg forsøgte at finde på gode strategier og selvom jeg helst vil sige jeg løb mig ud af depressionen, er sandheden at jeg lærte blot at være, føle og mærke hvad der var. Jeg lærte at håndtere mine mørke tunge følelser og samlede energien til det, når jeg løb, grinte, sov, tegnede eller bare sad og kiggede ud af vinduet.

img_0623

Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Simone bad mig i forbindelsen skydningen af billede serien, om at tage hende et sted hen, der havde betydet noget for mig under depressionen. Jeg tog hende derfor med til Kastellet i København. Selvom jeg var indlagt på Frederiksberg. Frederiksberg Have eller Grøndalsparken var tættere på, men jeg oplevede ret hurtigt, at jeg ofte mødte nogen i min egen by og tit personer som “kun” kendte mig via Instagram. Da hele den verden var lukket ned, for at beskytte mig selv og få ro, ønskede jeg ikke, at den interaktive verden vidste hvad der var hændt mig, før jeg med sikkerhed kunne stå på mål for det. Derfor blev Kastellet mit åndehul i mørket.

På kastellet er der masser af små stier, bænke og gemmesteder. Jeg gik ofte af en tildækket gangsti, for at sætte mig på en stenkan og lavede mindfulness. At cykle fra afdelingen mod kastellet var en stor øvelse og præstation. Dels at skulle komme ud af døren, for at cykle med bragende angst igennem hele byen, for til sidst at sidde “blottet” i det fri og vedstå mig mine følelser. I dag er kastellet fortsat et ømt punkt for mig, et åndehul og skjulested hvis jeg får brug for det. Kastellet rummer os mit 10 kilometer mærke når jeg skal ud på de længere løbeture.

Da Simone og jeg ankommer, går vi ned af den føromtalte sti. Der står vi så, da Simone beder mig fortælle om mine tanker og følelser omkring det at have været psykisk syg. Solen skinnende ned igennem bladene og dansede med skyggerne i mit ansigt. Hun formåede at tage et billede, flere billeder. Nogle smukke, næsten poetiske og andre sigende, hvis man kender mig. Første gang jeg så dem kom selvkritikken hurtigt i spil. Jeg synes billederne er flotte, lyset fantastisk og den blå farve understøttende for mit mantra under sygdommen. Nemlig det at jeg “vil male dagen blå, med en solskinsstribe på, vælge lyset frem for skygge, give mig selv er puf i ryggen, tro på alting selv på lykken, jeg vil male dagen blå.” Da jeg ser det sidste billede stivner jeg. Simone har fanget det udtryk som kun mine aller nærmeste kender, kun dem som har set min smerte, min sorg, frygt og angst. Hun har fanget det der er inderst inde og ofte skjult bag et skævt smil og et opløftet “Hej”. Hun fangede min sårbarhed, den jeg dagligt bær med mig, den som jeg tror vi alle rummer. Det har taget mig tid at slippe kontrollen og sige andre må godt se det her billede, men nu er jeg klar.

img_0205

Fotograf: Simone Astrid Pedersen

Jeg synes i dag at billedet er flot, ikke fordi jeg er på. Det der fotogene gen har jeg aldrig haft og jeg får det heller aldrig, men billederne er taget på en måde, som gør jeg vælger at acceptere sandheden som linsen har fanget. Billedet fortæller nemlig at jeg os har en stor sårbar side, ligemeget hvilken form for glitter og glans andre måtte synes og tro mit liv kun indeholder.

Tusind tak fordi du læste mest.

Kærlig hilsen. Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Genbrugs Jul og nye traditioner 

Julen står for døren – herhjemme har der længe været nisser over alt og de klassiske julenumre er blevet spillet på anlægget. Da den ejendom vi bor i, skal have nyt tag, flyttede vi (læs. Super seje Hr. Mand) for 2 uger siden alt fra loftrummet til kælderen, han valgte dog at stille vores julepyntskasser ned i lejligheden.. de blev opdaget og pludselig havde ungerne pyntet op. Mit mere stilrene væsen, med hang til orden og korrekt placering kæmpede til at starte med en del med midlertidige pyntning af juletræet. Det hjælper dog lidt på det hele, at se hvor glade ungerne var for nisserne og al pynten som kom frem. Derfor pyntede vi op forrige weekend, en lørdag, hvilket var super hyggeligt. I min verden er julen børnenes og hjerternes fest. Mit hjerte slår en ekstra gang eller 10, når ungerne er glade. Så jeg burde nok kunne klare at kigge på julepynten små 6 uger.

Jul er for mig en god måde at samles på, over hele linjen, med gode venner, familien og for kun os fire her på matriklen. Jeg er selv vokset op i et lidt traditionsfattigt hjem og derfor har Hr. Mand og jeg forsøgt at finde nogen og derigennem lavet vores egne. Med tiden har vi fået en lille række af gode juletraditioner og i år kommer en ny til, mere om den senere.Den første juletradition herhjemme, er måske ikke en rigtig en, men mere noget ungerne forbinder med jul. De modtager nemlig et lille juleeventyr, natten til den første december, skrevet af julemanden him self. I eventyret fortæller julemanden lidt om hvordan han har tænkt sig at komme hver nat frem til den 24 december og ligge en lille gave i hver af drengenes julestrømper. Julemanden har, som vi alle ved travlt og os et stramt budget. Derfor starter julemanden med at købe kaldendergaver helt tilbage i januar måned og frem. Gaverne findes typisk på loppemarkeder, i mødrehjælpen, ynglings brugt legetøjsbutikken RePlay på Frederiksberg eller på Reshopper. Det står der selvfølgelig ikke i brevet – I år er der kun 5 gaver som er købt fra nyt. 2 film og lidt legomænd købt fra EBAY og noget udklædning. Den samlede pris på Aksels (6 år.) pakkekalender er 248 kr. Og Carls (3 knap 4) pakkekaldender har kostet 221 kr. Julemanden herhjemme synes at brugt er hot og godt og det at være i god tid, er det ultimative kodeord for at lave en god pakkekaldender uden stres.

Aksels Pakkekalender indholder:

img_6359

img_6361

img_6362

img_6363

De ultimative ynglingsgaver i Aksels pakkekalender er ridderudklædningen og bogen “Der var engang for de store” begge købt på et loppemarked til 17 kr. Pakkekalenderne til ungerne indholder altid en masse gode bøger og i dette års udgave er der ingen undtagelse.

Carls pakkekalender indholder:

img_6360

img_6365

img_6366

img_6367

img_6370

Ynglings gaven i Carls pakkekaldender er troldmandskostumet fra EBAY og trævejbanen købt i mødrehjælpen til 25 kr.

Udover pakkekaldenderen, har vi et andet dagligt ritual herhjemme. En lille tradition vi har pivstjålet fra skønne Betina, som blogger under MedGlimmerTak. Vi tegner 24 julelys på vores vindue og drenge skriftes så til at tegne/tænde et lys hver dag. Den der ikke tegner åbner den fælles lågekaldender.

Den næstsidste af vores traditioner er at vi sammen tager ud og fæller et juletræ. Vi er før kørt ud på en gård med julestue, høloft, æsler og meget meget mere og det plejer at være super hyggelig. Normalvis køber vi juletræ i midten af december så det kan holde frem til den 24, hvor vi i år holder jul for min side af familien herhjemme. Den sidst nyeste tradition i år, er at alle mand skal vælge et stykke julepynt. Der skal så noteres på julepyntet hvilket et der er Carl og Aksels. Julepynten skal de have den dag de flytter hjemmefra og mange mange år, så de forhåbentlig har lidt pynt at starte op med selv.

For mig er traditioner ikke ens betydning med at man skal kvæle sig selv i dem eller ligefrem stresse over at de findes. Jeg synes det er vigtigt at finde en god balance og tilpasse den eller dem ud fra en egens families behov og tidsmæssige ramme.

Har er du opvokset med traditioner og eller har du skabt nogen med din familie?

Jeg vil i super god tid, ønske dig en rigtig glædelig jul 🙂

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En løbetur i skoven

Da jeg sad i toget mod Odense, i forbindelse med H.C.A marathon mødte jeg en løber, toget var fyldt med dem, men denne her mand og jeg faldt i snak om livet i løbeskoene. Ingen tvivl om han var mere erfaren end mig, dels grundet hans alder og formentlig de mange tusinder kilometer han har løbet. Jeg fortæller lidt om mit eget løb og om en drøm. Han er åbenbart løbs arrangør og gav mig muligheden for at “nå” drømmen officielt. I princippet er det kun mig selv, lysten og viljen der kan gøre jeg kommer i mål, men for at komme i mål, skal der os være en mållinje og efter min mening en medalje.

Det er længe siden jeg stoppede med at løbe mindre løb, ikke fordi jeg ikke synes det er sjovt, hyggeligt eller “præstisfyldt”. For mig handler løb kun om den enkelte løber og ikke om tider, negativ split og flest kilometer om måneden. Hver enkel løber er unik og løber på sin egen måde og forhåbenligt os for sin egen skyld. Selvfølgelig kan der gå konkurrence i den for os alle sammen, men det er nu engang ens eget løb der tæller når man er igang.

For at nå ‘målet’ krævede det at jeg testede mig selv af og at Hr. Mand selvfølgelig synes det er okay jeg lige hiver en del timer ud af kalenderen for at gøre det. Det er mit vilkår, som mor og kone. Heldigt for mig står Hr. Mand bag mig, os selvom han ikke altid “forstår”. Han forstod slet ikke at jeg kunne sidde dagen efter marathon i Odense og snakke om et nyt marathon, allerede en måned efter, når nu mine ben var så ømme som de var. Jeg har dog lært at acceptere tilstanden efter at have krydset målstregen, for mit vedkommende er det en euforisk følelse det indfinder sig, jeg vil have mer’. Jeg kender andre løber, som har trænet op til et marathon og når de kommer i mål, så har de taget beslutningen “aldrig mer”. Nogen holder fast i den og andre igen oplever at følelsen fortager sig og før de ved det af det igen står klar til et nyt løb.

Idag stillede jeg op til et løb. Det er på mange måder “en velkendt” distance og alligevel skal den løbes på en helt ny måde. Idag løb jeg Humør Marathon 77, i Harreskoven. Løbet var et cannonball løb og blev løbet på en runde rute af 7 kilometer. Så selvom jeg kender til de 42,12 kilometer, så har jeg aldrig løbet et løb uden tilskuer, høj musik og konfetti affyret fra vejsiden af. Vi var omkring 40 løber, hvor 30 løb marathon. Udover at selve løbet forgår mere roligt er det første gang jeg har været ‘så’ stille med at skulle løbe et større løb. For mig handler løbet ikke om at kunne sige “se hvad jeg kan”, men selvfølgelig synes jeg da det er en ret fed ting at kunne løbe et marathon.

Da vi løber afsted, er der ingen startskud med en aftale om “nu løber vi”. Det mindede lidt om en fællestræning bortset fra vi ikke løb to og to og min løbemakker og veninde Nadja ikke var med. Efter en lille kilometer kommer vi ud i skoven, jeg ved sgu ærlig talt ikke hvad jeg har tænkt på da jeg meldte mig til løbet. Jeg vidste godt det var i harreskoven, men alt det med bakker, små skovstier og konstant skiftende underlag, det havde jeg glemt. Jeg har en gang før løbet et trail løb, North Coast Ultra, hvilket er utrolig smukt og enormt udfordrende. Selvom jeg synes det var fedt at løbe i turen, så er jeg ikke den vilde trail løber og idag var ingen undtagelse. Alligevel er jeg som en motor du starter og som kører indtil destinationen er nået. Så da vi for alvor kom til bakkerne, som der var mange af, så løb jeg selvfølgelig. Flere af de andre løbere gjorder grin med mig og lige der forstod jeg at dette løb som sådan ikke handlede om tiden, men om oplevelsen, distancen og at komme i mål. Det er på mange måder ret fascinerende og utroligt befriende. Derfor kiggede jeg sjældent på uret, mest af alt fordi jeg svingede imellem at løbe pace 5:50 til 7:30 grundet det konstante skift i terrænet. Normaltvis når jeg løber marathon, har jeg energi indtag hver 5. km, men os det var lavet om. Istedet havde jeg nu hver 7. km og det fungerede os rimeligt. Jeg tror jeg ved 38 godt kunne have haft indtaget en gel mere men det gik.

Turen var enorm smuk, hård og stillede krav til mig som løber og særligt men psyke. Jeg løb stort set alene hele vejen og det at løbe i knap 5 timer, er mange timer hvor psyken og kroppen kommer under pres. Da jeg mangler 2 omgange, 14 kilometer, smider jeg musik i ørerne og begynder at gå helt ind i mig selv. Lungerne er for længst blevet presset til det yderste grundet det kolde vejr og kan mærke hvordan musklerne strammer til over højre knæ. Da jeg har 11 kilometer igen sprænger vabelerne på venstre og lidt tid derefter brister de os på højre. Under hele løbet holde jeg mig i venstre side af sporet. Det er den position jeg altid har når Nadja og Jeg løb sammen, på mange måder var hun med mig idag, selvom hun var på arbejde. Tankerne om drengene og deres stemmer i mit indre trak mig frem og hjalp mig til at holde et stabilt tempo, os når stigningerne var seje.

Jeg havde forud for løbet lavet en aftale med min mor om, at hun ville hente mig. Min mor, som har været min inspirationskilde til løbet, elsker løb. Hun har et par marathon i bagagen og et utal af halvmarathons, men grundet en inflammation i achillessene har hun siden vores halvmarathon i Berlin været sat ud af løbet. Det er først nu hun igen, langsomt men disciplinæret kan træne op igen. Min mor er kommet i god til for at se løb, men oplevede istedet et depot og en ikke eksisterende målstreg bliv krydset, alligevel ved jeg oplevelsen var i særklasse. Tror de fleste løbere bliver lidt opslugt af at se på andre komme i mål.

bfc80499-ff4c-4383-acaf-704fc9892e15

7f405881-754e-46d6-8e73-50360407bd26

Da jeg svinger ned af villavejen hvor “målet” er, gør hver en muskelfiber ondt i kroppen. Alt svier, og jeg kan for alvor mærke brandmærkerne efter det svedige bh. Min mor står klar og de løbere som allerede er kommet i mål klapper af mig. Med kun 200 meter til mål begynder jeg som sædvanligt at tude, for mig er det stort at løbe et marathon og særligt dette løb var en lang indre samtale med mig selv. Jeg er kommet utrolig langt som løber og er nu så “sikker” på at jeg kan hvad jeg vil, så de negative tanker ikke eksistere. Jeg møder heller ikke den egenligtlige mur længere. Nogen vil nok mene, at jeg så burde løbe hurtigere, men synes personligt jeg løber lige som jeg skal og i sikker stil.

b416f717-4a20-4844-a1f2-9232374fbae0

14bfbd42-e81f-4ed0-a463-953aa532157b

Da jeg kommer i mål, er der ingen tvivl om det er min mor som skal overrække mig medaljen. Jeg er nu, et skridt nærmere et større mål.

Tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kærlig hilsen Christina

Fra mørke til lys

full-banner-one-year-birthday-cupcake

Jeg husker tydeligt udredningssamtalen på psykiatrisk hospital. Jeg husker, hvordan overlægen i psykiatri bladret i sine notater og rettet på hendes brille. Jeg husker, hvordan psykologen i birkenstock skubbede æsken med kleenex imod mig og jeg husker, hvordan jorden stoppede med at dreje om sin akse, i det øjeblik jeg fik min ”diagnose”. Månederne forud for min mentale film knækkede, havde jeg fået en ide om jeg ikke duede til noget og at jeg oftere og oftere faldt til jorden som den gode mor. Hele mit perspektiv var i mirko, frem for makro, alt var sort / hvidt og der fandtes ingen nuancer i mørket. I det øjeblik lægen fortæller at jeg har en svær depression der kræver akut behandling, forstod jeg pludselig min adfærd og det ikke var mig, men sygdommen der havde regeret. Da jeg fik beskeden om en indlæggelse på minimum 4 uger, grundet den medicinske behandling og afdelingens rammer for at følge hvorledes præparatet virkede, der knækkede alt indeni mig for alvor. I det øjeblik forstod jeg der var intet kvik fix, at der var ingen mulighed for jeg kunne sove et par dage og vupti igen være tilbage på sporet. I stedet var der et kæmpe stykke arbejde der skulle gøres, hvis jeg virkelig ville komme af med depressionen.

De første par dage efter diagnosen var blevet stillet, der lukkede jeg af for omverden. Allerede i de første timer på den lukkede afdeling, under min første indlæggelsesdag, have jeg kontaktet alle arenaer som jeg var aktør i og meldt fra eller trykket pause. Det var dengang et ”nederlag”, i dag ved jeg at det var utrolig ansvarsfuldt og fyldt med respekt for mit eget helbred. Depressionen overtog min krop og mit sind, men mens den hærgede, så gjorder jeg mig klar. Jeg søgte råd og vejledning hos personalet på afdelingen, lidt forskellige studier og hos BS Christiansens dokumentar om depression… det lyder sgu underligt, men særligt det program hjalp, for alle kvinderne i programmet, de minde om mig og havde gennemlevet præcis det jeg stod i. Jeg prøvede og forstå at jeg ikke var depressionen, men at jeg havde fået en depression og det betød at depressionen kunne bekæmpes, med de rigtige midler, den rette mængde hjælp og med en kæmpe portion vilje.

Efter 14 dages indlæggelse var jeg til at klar til at begynde min kamp. I dag ved jeg godt de 14 dage os var kamp, ren og skær overlevelse.. men 14 dage efter der rejste jeg mig og greb fat i min liste med værktøjer, personalet og baglandet udenfor afdelingen. Listen indeholdte alt fra tips omkring mindfulness, malebøger, løbeterapi, sund kost, dagbogskrivning og masser af skematerapi. Min depression var stressbetinget grundet en belastningsreaktion, som var kommet af jeg havde kørt i et alt for højt gir og det krævede derfor at jeg lærte at navigere i livet på en helt ny måde og med hensyn til hvem jeg var og hvad jeg i bund og grund havde godt af. Skematerapien skulle hjælpe mig til at forstå hvilket systemer der var usunde og hvilket der var. Jeg var og er enorm struktureret og viljefast og ved hele tiden at se depressionen som en modstander som skulle besejres, men samtidigt os ”acceptere” dens tilstedeværelse i kroppen, så kunne jeg danse omkring den og med den, når den bragede derudaf og skabte vrangforestillinger, sorte tanker og en håbløshed for det hele nok skulle blive godt igen.

 – – – – – –

I dag er det 1 år siden jeg sad hos en enorm dygtig og udfordrende psykolog, som på alle måder skubbede til mig og mine værdier. Han formåede at vise mig en regnbue, selv når hele mit væsen var overtaget af en stor tordensky. Ved dén samtale snakkede vi en test igennem, men mest af alt snakkede vi om MIG og hvad jeg tænkte og følte. Et par dage forinden, den 3 november 2016, havde jeg haft afsluttet den gruppeterapi, som var en del af det pakkeforløb jeg fik efter min indlæggelse for depressionen.  Ved samtalen snakker og joker vi lidt om det hele og tager så fat i testens resultater. Efter jeg blev syg, mistede jeg hele min tro på selvindsigt og støttede mig derfor hele tiden til de dygtige fagpersoner omkring mig og hvordan de læste og så mig. Jeg vidste ikke var syg, før det var for sent. Da jeg stoppede om var jeg allerede opslugt af depressionens mørke og selvom jeg altid mener at have været god til at mærke efter, så røg troen på mig selv, sig en tur.
Da psykologen overrækker papiret med resultatet, begynder jeg at græde. Tallene svarede nemlig til det jeg gik og følte indeni. Jeg var rigtignok utrolig skrøbelig og fortsat i medicinsk behandling, men jeg var ”normal” og blev i det psykiatriske system erklæret rask. Papiret med resultatet har ligget i min kalender, som jeg købte sammen med en dagbog, dengang jeg var indlagt. Det har ligget der som motivationsfaktor og bevis på, at jeg kan overkomme alt her i livet.

img_5944

På 5 måneder gik jeg fra at have en svær depression til ikke længere at have en, for derefter at være psykisk sårbar. I dag er jeg medicinfri og har været de i knap 9 uger, derudover er det 8 måneder siden at jeg stoppede med at gøre brug af uhensigtsmæssige copingstrategier og vigtigst af alt, så er jeg helt igennem glad og ikke mindst depressionsfri på mit første år. Lige præcise denne dag, har stået for mig som det største mål at nå. Mit arbejde, min rejse er bestemt ikke slut endnu, men dengang jeg lå knust på afdelingen og opgav det hele, virkede det så umuligt en dag at være depressions fri og holde sig fri, i et helt år. Jeg ved det ikke er nogen garantier her i livet, der er kun de erfaringer vi gør os og den viden vi selv vælger at drage heraf.

Jeg glæder mig til at kunne opleve hvordan det foregående år trækker i baggrunden. At depressionen for alvor bliver noget der engang var – ligesom dengang jeg var lille og væltede på cyklen, fordi jeg kørte uden hænder. Jeg glæder mig til depressionen kan ligge som en erfaring, frem for en oplevelse jeg ’lige’ har haft. Der er ingen tvivl om at der erfaring jeg fik gennem depressionen og hele sygdomsforløbet, det har været livsændrende og jeg har valgt at se det, til det bedre. I dag lever jeg dagligt med en elementær angst for tilbagefald, denne angst styrer ikke butikken men fungere som en sikkerhedslinje, således at jeg holder mig i den rigtige side af vejen og husker på hele tiden at mærke efter.  Så det er godt nok for mig, det er faktisk helt perfekt på sin uperfekte måde.

Tusind tak fordi i har ville læst med i min fortællingen om depressionen.

Tak fordi i har læst mine ord og tusind tak til dig, som læser med og for lyst til at fortælle din egen historie – tak fordi du er med til at bryde tabuet om psykisk sygdom.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Bevæg dig – med Reima

img_3415
Indlægget er sponsoreret af Reima og lavet i forbindelse med MillionHoursOfJoy kampagnen.

Som barn havde jeg små 4,5 kilometer i skole. I sommerhalvåret cyklede jeg dagligt, til at starte med troligt bag min storebror og i takt med jeg blev større, alene. Jeg elskede at lege fangeleg, spille fodboldt og generelt bare være ude. Grundet plads problemer og et børneboost i den lille by ud til fjorden, gik jeg på en skov-ungdomsklub, det der oftest omtales på bygger. Min ungdomsklub lå i en skov, med mark, bondegård, dyr, høloft og med bålplads. Her fik jeg lov til at stå med en økse, fælle træer, lave bål og ellers bare give den gas. Den ungdomsklub har på mange måder været årsagen til jeg har været på talrige vandre og kanoture og idag fortsat elsker udelivet og alt det som naturen kan byde på.

img_1035

Da jeg sammen med Hr. Mand valgte vi at blive i byen, i en lejlighed, fravalgte vi samtidigt muligheden for at vores børn kunne muligheden slå kolbøtter i egen have og lege ude på græsset før morgenmaden. Vores prioritering satte krav til os som forældre. Samfundet stille i forvejen en del krav, både politisk og socialt, stod fandeme til halloween udsalg igår og tømte hylderne, for mine børn skulle da ikke gå glip at det gøgl, bare fordi Moren lige havde overset eller ja stresset forbi datoen… Et af de helt store krav jeg sætte til mig selv som mor, er at mine børn skal have det godt og tilegne sig nogle gode værdier her i livet. Det at have det godt, betyder ikke deres værelse skal være fyldt med legetøj og kalenderen rummer oplevelser i diverse forlystelsesparker. Det betyder de skal omfavnes af kærlighed, tydelige voksne og særligt nogen de kan regne med. De skal have sund kost og guides til at sættes deres kroppe fri og lærer at bruge den  aktivt. Særligt det at børn er inaktive er desværre et voksende problem og måske os derfor at overvægt og følgesygdomme heraf er den vestlige verdens største sundhedstrussel.

img_4771

Herhjemme er Hr. Mands arbejde relativt fysisk, han løfter flere tons æbler om ugen (ikke på en gang) og derudover løber han et par gange om ugen. For mit vedkommende, så ved den trofaste læser at jeg løber en del og ellers os ofte bruger mit medlemskab i fitness centeret. En ting er hvad de voksne gør, en anden ting er hvad så hvad vi hjælper vores børn til. Jeg tror nemlig at vores adfærd påvirker, former og ofres spejles af vores børn og derfor ser jeg hele tiden mig selv som en vigtig rollemodel i mine børns liv. Jeg elsker at kunne sige til mine børn at jeg løber og hvorfor jeg godt kan lide at løbe, det bedste er dog når Aksel er med på en løbetur og Carl cykler ved siden af. For mig er det vigtigt vi kan være aktive sammen og gerne sjovt samtidigt. Det synes jeg er en god og vigtig værdi at få ind i livet. For at sikre mine børn finder deres egne veje til motion, med kærlig guide og støtte fra os forældre, er kravet yderligere at de ‘skal’ gå til en sportsgren, for derigennem at udvikle dem selv, indgå i relationer og få kendskab til den enkelte sports logikker og fysiske udfoldelsesmuligheder. Motion behøver i min bog ikke være kompleks og betyde alt eller intet, for mig kan det være alt fra at lege fangeleg, kravle i træer og cykle byen tyndt – hvilket er relativt nemt nu hvor vi ikke har en bil. Derudover elsker Aksel at løbe runder, hvor vi så sætter streger, ligesom man ofte gør ved skolernes motionsdag. Helt personligt er jeg som sådan ikke direkte bekymret for mine børn og alligevel puster frygten mig i nakken, når jeg ved at børn idag stopper tidligere med at lege og være fysiske aktive end de foregående generationer… en stor del af denne udvikling skyldes elektroniske stimulis.

img_5356

img_5502

Desværre er alt for få børn aktive nok i deres dagligdag – faktisk bør alle børn dyrke mindst en times fysisk aktivitet med høj puls dagligt. Det vil børnetøjsmærker Reima gerne forsøge at gøre op med, derfor har de skudt gang i kampagnen MillionsHoursofjoy, for at sætte fokus på denne negative udvikling og yderligere forsøge at bryde den. Reima har udviklet en sensor ReimaGo’, som kan indsættes i dit barns tøj og tracke aktiviteten, hvis det li’ er en tand for meget, kan du selv oploade dit barns aktivitet på Reimas hjemmeside HER og derigennem deltage i konkurrencen om at vinde ugentlige fede primære og være med i lodtrækningen om hovedgevinsten om en tur til Lapland med 14 andre familier .

img_1618

Du kan yderligere deltage i lodtrækningen ved at gøre brug af hashtagget #millionhoursofjoy på Instragram og eller Reimas facebookside.

Hvis du ikke allerede har købt overtøj eller vinterstøvler til ungerne kan du få 20% og fri fragt hos Reimas shop ved brug af koden MIGOGMORSKABET2017, koden gælder fra 01.11-2017 til klokken 23:59 d. 03.11-2017 . (Jeg tjener ikke noget på at du anvender koden)

Jeg kan bestemt anbefale Reimas vintertøj, herhjemme har vi dels haft fornøjelsen af at teste flere produkter fra deres tidligere kollektioner og yderligere skal Carl dette år hoppe i en af Aksel gamle flyverdragter, som fortsat står som ny, grundet den kanon gode kvalitet.

Hvordan gør I der hjemme for at sikre at jeres børn og måske os jer selv,
får den anbefalet mængde motion ?

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet