Fra Marathon til Ultra-løber

Den dag det hele begyndte
Det er en forårsdag i 2009. Min mor og jeg sidder på en tribune på Islands Brygge og numre som “The World Greatest” og “Eye Of The Tiger” er baggrundsmusikken, for de beunderingsværdie præstationer, der udspiller sig for øjnene af os. I ny og næh afbrydes musikken af speakeren, som fortæller om en løber der krydser målstregen eller kommer med anden form for information om dette års Copenhagen Marathon. Min mor og jeg er høje på løb, selvom jeg selv ikke kunne prale med at have løbet længere mere end 5-7 kilometer, nogle sporadiske gange i mit voksne liv, så er jeg tryllebundet. Min mor bliver os tryllebundet og 2 år senere løber hun sit første marathon, Copenhagen marathon d. 25 maj – 2011. Selv går jeg langs ruten, med min yngste søn Aksel på 1 måned i en barnevogn og stortuder da hun passere målstregen.

img_7669
25. Maj 2011 løber min Mor, sit første marathon

2 år senere er det hende som står med Aksel i hånden, mens de hepper på mig. I 2013 løber jeg mit første marathon og de lille Carl ligger inde i maven, er alle tanker om god debutant tid sparket til siden, i stedet løber jeg, for at løbe løbet. Aksel og Carl er i dag 6,5 og 4 år. Min passion for løb bliver for alvor tændt da jeg møder op til min første fællestræning med Sparta i 2012 og jeg er på mange måder vokset siden den dag jeg stillede op på række, af to og to, på hold 6:20. Hvis jeg skal være helt ærlig, begyndte det hele, den dag i maj på tribunen sammen med min mor.

img_7668
Mit første officielle løb, Støt Brysterne i september 2010.                                 Aksel ligger i min mave og min mor er ved min side.

Løber for livet
I dag er løbet en stor del af mit liv og igennem løbet har jeg fået en masse op og nedture. Jeg har brugt løb, som en træningsform under et større vægttab. Jeg har oplevet hvordan løbet var en pligt frem for en lyst. Jeg har savnet løbet så inderligt og voldsomt, de få gange jeg har været skadet og jeg har lært at løbet, er en stor del af hvordan jeg lever livet bedst. Løbet er min hobby, min passion, mit egorum, mit ene og alene og samtidigt noget jeg kan være social omkring. Det gælder både på den enkelte distance, i diverse grupper og her på bloggen. At lige præcis løbet får mit hjerte til at banke en ekstra gang, bunder formentligt i, at jeg under løbet kommer i kontakt med mit indre urmenneske. Når jeg løber, skærpes min sanser og jeg mærker hvordan min krop takker mig for at blive brugt, rørt og kørt træt. Dengang jeg for alvor begyndte at løbe, løb jeg fordi jeg gerne ville løbe et marathon; det var en del af planen om at tabe mig lidt og præstere noget som menneske. Undervejs i træningen til mit første marathon, lærte jeg for alvor at det udelukkende var mig selv, som kunne skabe resultaterne på løbebanen og det er der mit ego-gen for alvor bliver stimuleret. Selvom jeg kan have den bedste opbakning hjemmefra, sødeste løbemakker og bedste løbeklub med medfølgende program, så er det nu engang mig selv der skal binde løbeskoene og holde fokus når det virkelig gælder. Mit løb, er mit, ene og alene.

I de 5.5 år løbet har været en del af mit liv, har jeg særligt i forbindelse med min graviditet og efterfølgende barsel, været sat udenfor løbebanen – af egen fri vilje, det meste af tiden. At balancere med ønsket om at være en tilstedeværende mor, med masser af nærvær og overskud og drømmen om at præstere løbemæssigt, har virkelig været en kunst at skulle mestre. Jeg føler endeligt at have fundet en gylden middelvej, som fungere for mig og min familie. Den inkludere alt fra tidlige morgenløbeture før familien vågner, at have den ældste cyklende ved min side, eller løbe mens mørket falder på og drengene sover sødt.

img_7673
Mit første marathon – 19. Maj 2013
934036_10201191600655147_1350474530_n
Min mor tog imod mig på målstregen og i det øjeblik fortæller jeg hende, at hun skal være Mormor igen.

Løb som recovery
Da jeg tilbage i 2016 blev syg, var jeg trods depressionens klør i rigtig god form, måske mest af alt fordi løbet blev en vigtig faktor i min recovery proces. Allerede dengang gjorder jeg mig tanker om at løbe en længere distance end de 42,195 kilometer. På det tidspunkt havde jeg løbet Copenhagen Marathon 2 gange  og det løb vil for altid være MIT løb. Det er løbet jeg vender ”hjem” til, efter at have været på eventyr ude i den store verden. Jeg lærte igennem min fællestræning og marathons at på de lange distancer er som en lille motor, der kunne tændes og fortsætter med at kører derudad, indtil jeg rammer destinationen.  Grundet min depression og det store press min krop derigennem var udsat for, blev alle tanker om PR løb lagt lidt på hylden, det samme galt tanken om en Ultra løb.

img_7672
Mit andet marathon 22. Maj 2016. Billedet vandt Marathon Sports korring som årets foto ved CPH marathon
img_7671
Det var en af de varmeste forårsdage, den dag i maj 2016. Aksel fik lov til at låne en            vandslange ved Kartoffelrækkerne og sprøjtende stolt på sin mor, da jeg løb forbi.

2017 – året jeg tog styrringen
Da jeg træder ind i 2017, er jeg depressionsfri og har allerede der besluttet at 2017 er året behandlingen med antidepressiv medicin skal slutte. Rent løbsmæssigt har jeg kun købt et løbenummer, til halvmarathon i Berlin. Her skal jeg afsted med min mor og løbe mit første udenlandske løb. Måneder op til løbet er jeg skadet i lysken og kan udelukkende takke min fantastisk fysioterapeut Rasmus, Stifter og Medejer af Connect Fys på Frederiksberg, for at jeg bliver løbende så hurtigt og sikkert som jeg bliver det. Hans kompetencer og 56 biketimer på 2 måneder gjorder jeg løber et vellykket halvmarathon med PR. Derefter køber jeg et løbenummer til CPH marathon og løber os det løb i sikker stil og i bedste personlige tid. Fra CPH marathon i Maj, holder jeg formen ved lige og begynder at drømme om endnu et marathon samt noget endnu større. Jeg begynder at løbe med på Spartas uofficelle sommertræning, hvor jeg er fartholder på hold 6:00 og lærer her Nadja at kende. Sammen drømmer vi drømmen om et marathon. H.C Andersen marathon i Odense 1. oktober 2017.  Forud for det løb, løber jeg Broløbet i PR, CPH Half med PR. Ved H.C Andersen marathon, løber jeg mit livs bedste marathon, med overskud under hele løbet og side om side med Nadja. Vi gennemføre i tiden 4:34:16.

img_7670
Mit andet marathon – Copenhagen Marathon 21. Maj 2017

 

img_7674
H.C Andersen Marathon 1. oktober 2017

Drømmen om et Ultraløb
Den morgen jeg sidder i toget, på vej mod H.C Andersen marathon, møder jeg Mikkel os kaldt Pumaen. Vi snakker lidt frem og tilbage om løb og ret hurtigt står det klart, at Mikkel er en enormt rutineret og erfaring langdistanceløber og pacer. Lidt nervøs spørger jeg Mikkel om han kender til nogen ultraløbs eller 6 timers løb, hvor jeg kunne prøve kræfter med en distance på 50 kilometer. Han nævner et par stykker, men min kalender er booket med en Lalandiatur, OCR løb og skrivecamp, så ret hurigt indser jeg, kun at kunne vælge imellem løb d 23/12 eller den 31/12. Følte virkelig det var pest eller kolera, alligevel var jeg ret sikker i min sag. Årets sidste løbetur skulle være løbet, jeg gik fra at være Marathonløberen til Ultraløber.

Vejen til Ultra : Forberedelse
Den sidste form for forberedelse til årets største løb, kom i ugen op til den 31/12. I november havde jeg løbet Humør Marathon i harreskoven, udelukkende som træning til Ultra Social Marathon d. 31/12-17. Som forberedelse til ultraløbet, svingede jeg traditionen tro forbi min fysioterapeut Rasmus og fik tjekket at ALT stod som det skulle. Min ene fod er i perioder lidt stram og ovenpå en skrivecamp i midten af december, havde jeg noget i klemme i ryggen. Det fik Rasmus hurtigt på plads og derfra gik turen til  Nadja Sportsmassør, som arbejdede alle mine muskler igennem og sikrede at de var klar til distancen.

Rent kostmæssigt laver jeg aldrig de store ændringer op til et løb. Generelt spiser jeg meget grønt, fiber og kød, men i stedet for mørkt kød, skifter jeg så meget som muligt ud med lyst op til et løb. Derudover indtager jeg lidt flere langsomme kulhydrater, så som grovpasta og brune ris. En af de vigtigste faktorer op til et løb, er at kroppen har fået alt det den skal bruge, det gælder ikke kun kilometerne i benene, men os den korrekte mængde søvn, væske og mad. Derfor drikker jeg i ugen op til et løb mellem 2-3 liter vand og 2 dage før løbet drikker jeg vand hvor der er tilført elektrolytter via tabs. Da jeg før har døjet en del med kramper, tager jeg salttabs de sidste 2 dage og på selve løbsdagen tager jeg 2 tabs om morgen og 1-2 undervejs i løbet. Derudover spiser jeg minimum 3 store portioner pasta til aftensmad dagen før løbet, det er det som fungere for mig. Min appetit er aldrig særlig stor dagen før et løb, alligevel spiser jeg – jeg spiser med tvang, en mundfuld en tår vand og sådan kørers maden ned. Jeg ved at rigtig mange løbere, ligesom jeg selv, døjer med at nervøsiteten ødelægger appetitten – alternativet er bare rigtig uholdbart. Om morgen, inden løbet, spiser jeg altid 1-2 klap sammen med mayo og spegepølse. Det er simpelthen det eneste jeg kan arbejde med og som min mave kan kapere. Selvom jeg kunne skrive meget mere om kost, energiindtag mm, så er det inde i mit hoved det største arbejde skal gøres. Det er der den sidste del af forberedelsen skal laves.

Jeg tænker og hvis muligt, løber ruten igennem over flere gange. Jeg finder små cooping strategier, som jeg kan trække på når krisen kommer og den forsøger at overbevise mig om at stoppe. Jeg taler mig selv op forud for løbet, står i super women pose inden startskuddet lyder og så bruger jeg mindfulness, under de sidste træningspas, for at forberede mig på at flytte smerten rundt. Derudover så planlægger jeg mit energiindtag under løbet. Alt udstyr testes og ligges frem. Jeg prøver faktisk, at kontrollere alt hvad der kan kontrolleres og fortæller så mig selv, at resten kan jeg godt stå igennem.

socialmarathon-rute-med-depot-1
Ruten til Social Marathon 2017  – Ruten løbes 2 gange og blev vendt om efter 21 kilometer.

Ultra Social Marathon
Den 31/12 står jeg op klokken 6. Jeg skynder mig at spise og drikke det sidste væske, så maven kommer i gang og derfra gør jeg mig færdig. Klokken 6:45 vågner Aksel og han får et stort knus inden jeg går ud af døren for at lunte mod bussen.

Da Ultradelen til Social Marathon skal løbes fra Hovedbanen til startlinjen på Amager, har jeg ingen mulighed for at have ekstra bagage med. Derfor har jeg min ynglings salemon taske på ryggen med en indlagt camelbak eller hvad den nu officielt hedder formentlig noget med drikkerygsæk. Jeg har en stor pose væske på ryggen, med en slange koblet til, så jeg hele tiden har ekstra væske med til ruten. Hvilket var en rigtig god beslutning. Jeg har før oplevet at få for lidt væske, da jeg kan have for travlt i depoterne, derfor har jeg de sidste 3 marathons haft en halv liter powerrade stående ved 21, som jeg kunne drikke henover de næste 3 kilometer, for at sikre jeg fik væske nok. Denne gang var det bare ikke muligt og derfor måtte jeg gøre brug af camelbak’en første gang og det gik heldigvis super godt.

img_7222
En meget spændt og rørt løber melder klar

Da jeg ankommer til hovedbanen, stiller jeg klar til start, tager et obligatorisk 1-2-3 sæt i gang billede og mens jeg løber ud af hovedbanen løber tårerne langs mine kinder. Jeg bliver altid utrolig rørt når jeg løber afsted på et større løb. For mig er det i det øjeblik sejren er hjemme – okay der skulle lige løbes 50 kilometer, men det er i mine øjne alt træningen, prioriteringen og planlægningen der er det hårde. Det at få ALT til at gå op således at man kan jagte sin drøm, det er hårdt.

img_7665

Jeg løber afsted, i skæret fra pandelygten og til lyden af den begyndende morgentrafik klokken 07:20, en søndag morgen på årets sidste dag. Mine ben bliver hurtigt varme og den første kilometer løbes på 6:11, derfra ligger tempoet centeret omkring 6:00 som planlagt. Før jeg ved af det er jeg på Amager, ved svømmehallen, hvor løbet skal igangsættes og jeg får sat mit officielle løbenummer på, og er dernæst klar til afgang. Jeg nulstiller uret og forsøger samtidigt at gøre det samme mentalt, hvilket var en enorm svær øvelse at mestre.

26195646_1694563630581815_6306080376135475870_n
Klar – parat – start : Løber nr. 37. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Jeg løber afsted med sluttidsgruppen 4:30. Forud for løbet havde jeg indstillet mig på at tiden 4:30 ville være for stram, i denne omgang. Målet ved dette løb hed sig at gennemføre de 50 kilometer – men da ruten er ukendt og uden afmærkning må jeg hurtigt se i øjnene at jeg minimum skal holde mig i gruppen de første 21 kilometer. Jeg løber fint med de første 14 kilometer og begynder så at kunne mærke kroppen minder mig om jeg nu har 22 kilometer i benene og der skal løbes et par timer endnu. For hver gang de andre i gruppen nævner den tilbagelagte distance, hvæser en stemme i mit indre + 8,3 ! Og det er først ved de 22 kilometer, mine 30 at jeg får fuld kontrol over mit indre.

Frem til de officielle 21 kilometer, holder jeg mig ca. 200 meter bag feltet, således at jeg løber i pace 6:21. Jeg løber med et stort overskud og har gode sikre skidt. Min plan om at indtage energi ved hver 5-7 kilometer holder fint og maven tager godt imod den kolde væske – i ny og næh får jeg tvunget en kop te, halveret med vand ned. At depoterne ved social marathon indeholde alt fra æbleskiver til kransekage, varm kakao – cola og chips det var simpelthen så fornemt – Jeg kan bare ikke få andet end min gel ned. Da jeg løber ud på ruten for anden gang, hvor den vendes, mister jeg feltet grundet en lysregulering og et depot. Heldigt for mig, følges gruppen af Jesper som desværre er skadet og cykler derfor med i stedet. Jesper, som ses på billedet overnover, skylder jeg en kæmpe stor tak, han sikrede sig hele tiden at jeg fik information om den ukendte rute og holde mig i ny og næh med selskab. Jesper stod os ved opløbstrækningen og løb de sidste 100 meter med mig. Det var intet mindre end fantastisk.

26168098_1694560830582095_8805558763097067873_n
41 kilometer tilbagelagt og stadig fuld af overskud. Billedet er taget af Jens Berthelsen

Da jeg rammer 43 kilometer, falder jeg til 6:30 i pace. Humøret er fortsat højt men kræfterne begynder at blive mindre. Jeg er nu meget alene på ruten og kan ikke længere se min startgruppe. Det rør mig ikke sønderligt, udover det gør det svære for mig at finde vej. Heldigvis er den sidste del af ruten langs Amager strandpark og ude i lufthavnen og det er næsten umuligt at tage fejl af. Heldigvis, for da jeg rammer strandparken er vinden for alvor blæst op og står lige ind fra venstre, mens regnen kommer lige på. Det er koldt, vådt og der er ingen læ nogen steder. Mit tempo ved 44 kilometer falder og jeg overhales af en lille gruppe fra klub100. Det rør mig ikke, for jeg er der begyndt at forstå, at jeg lige om lidt er gået fra at være Marathonløber til Ultraløber. Mens jeg løber i den kolde regn, begynder mine hænder at hæve op og min vejrtrækning bliver mere og mere besværet. Ved det sidste depot 5 km fra mål, tager jeg et ekstra sug på inhalatoren og ber til det hele holder. Derfra løber jeg mod mål. Min hænder er ildrøde af kulde, og min vielsesring strammer så forbandet, men jeg drømmer mig væk i mit indre, mens jeg rykker tættere og tætte på mål. Da jeg løber ud af lufthavnsområdet bliver min gråd af stolthed og lettelse svære og svære at tilbageholde. Ligesom jeg ofte græder ved start, så stortuder jeg os altid når jeg kommer i mål. Selvom benene, hele kroppen laver et kæmpe arbejde er det oppe i hovedet de hårdeste kampe oftest skal tages.

Da jeg løber i mål, står Jesper og min Mor klar og 20 meter før mål bryder jeg sammen og giver slip, mens glæden, lykken, stilheden og trætheden overmandet mig. Jeg kommer ind i tiden 05:41:52 inklusiv depoter og lidt for mange røde lys. Den samlede distance blev 50,5 kilometer og for at være helt ærlig, så har jeg fortsat ikke forstået at jeg har løbet SÅ langt.

img_7660

Efter de 50 kilometer…
Jeg ved endnu ikke om mit første ultraløb vil blive det sidste. Jeg ved ikke helt hvad der venter mig endnu, selvom jeg i min flying High post løb tilstand, selvfølgelig allerede har talt og tænkt på nye store løb. Det er for mig en del af processen i at bearbejde et løb, det er der lysten til at finjustere og optimere en indsats kommer. Da jeg kommer hjem, bliver jeg for alvor forsikret i at beslutningen om at løbe lige præcis den 31/12 var helt rigtig. Jeg er nemlig høj, glad og fyldt med adrenalin. Udover en lidt mærkelig gangart hen på aften, en meget stor følsomhed overfor alkohol og et par neon grønne kompressions strømper, så påvirket løbet ikke min nytårs aften af negativ karakter .

img_7228

Her lidt tid efter, forstår jeg fortsat ikke hvad der præcis er sket. Jeg kan huske hver en eneste kilometer. Jeg kan huske trafikken, depoterne, de mennesker og samtaler jeg havde. Mest af alt, kan jeg huske mine tanker og den stolthed der indfandt sig, da jeg passere 44 kilometer og forstår at det sker lige on lidt, at den marathonløber jeg er bliver til en Ultraløber. Det er stort så uforståeligt. Når jeg skriver tallet 50, tænker jeg ikke synderligt over det, men når jeg mindes hver eneste kilometer, så forstår jeg. Ultra social marathon var ikke bare en lille tur, selvom det var det min psyke reduceret den til, det var løbet det ændrede noget i mig.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Indlægget indeholder ikke reklame, men anbefaling til rigtig dygtige fagpersoner
jeg har rigtig god erfaring med.

2 comments / Add your comment below

  1. Står med tårer i øjnene. Du ramte mig helt og aldeles med din fortælling om at gå fra ikke-løber til Marathonløber og nu til Ultraløber.
    Fortællingen om, hvordan det berører dig som menneske, historien om Jesper, der følger med på cykel og de sidste 100m. Den følelsesladede tid førend løbets start og den store forløsning ved slutpunktet.
    Hvor er jeg taknemlig for, at have læst din historie. Jeg manglede den… manglede lige nøjagtig den historie, der skulle fortælle mig, at det her kan jeg godt. Jeg kan godt rykke mig til at blive marathonløber. Det var ikke et træningsprogram, en teknisk forklaring eller udregning af VO2MAX jeg havde brug for. Jeg havde brug for den helt “almindelige” kvindes historie. Historien om børn, følelser, op- og nedture, sejre og det der gør, at man mærker det inden i sig. Mærker den fornemmelse af drøm, der gør i opfyldelse. En drøm der, for mig, bare 1 år siden havde været utopi og vækket kun latterkramper. En drøm jeg nu, efter at have læst din historie, på denne kolde, regnfulde januardag, hvor datterbarnet atter ligger med mellemørebetændelse, sønnen sover fint med regnen piskende på ruden og jeg står og søger efter det indspark, jeg har brug for uden st vide hvad det er.
    I måneder har jeg søgt! Jeg har læst om alt mulig!! Pace, fysiologi, træningsmængde, løbesko, kompressionsstrømper, iltoptagelse og meget mere. Men her står jeg nu mere påvirket end ellers og tænker, at måske kan jeg faktisk også. Måske lader det sig gøre for mig, at gennemføre et Marathon til maj – på mors dag 😊
    Måske når jeg drømmen også.
    Tusind tak for at du delte din personlige historie.
    Jeg vil prøve at tage den med mig ❤️

    1. Kære Helle. Tusind tusind tak fordi du læste med – tak – og tak for dit fantastiske mod til at åbne op om kampen i dit indre . Jeg tror på dig – det gør jeg virkelig . Jeg tror på du kan løbe CPH marathon og jeg tror det er DIT løb !

      Det arbejde du gør nu, er penge i banken som du den 13 maj forrenter og hæver til den bedste omgang guld(medalje).

      Jeg håber du holder hovedet over vandet. Acceptere at du vil have lyst til at smide løbeskoene i skralderen når du når hen i marts / april. Det er hårdt men jeg lover dig – det er det hele værd.

      Kærlig hilsen Christina
      Håber jeg kan følge din rejse til Bryggen ♥️

Skriv et svar