Bagom tallets betydning

img_0350

Flashback
De hvide kuverter, deles efter navn, rundt i lokalet. Da brevet endelig er i mine hænder, tøver jeg lidt med at åbne. Jeg kan allerede høre at nogle af de andre, er i fuld gang med at proklamere hvilken bedømmelser de har fået. Diskret lader jeg blikket glide rundt i klasseværelset og jeg hurtigt konstatere, at alle åbner deres breve. Selv har jeg mest lyst til at vente, til jeg kommer hjem og er alene. 

Klumpen i halsen vokser og mine fingres fugt kan sætte mærker på kuverten. Med en negle løsnes limen og jeg fisker så papiret op. Min sidekammerat kigger mig over skulderen og siger så “Jeg har kun fået 8 i engelsk!”… mine øjne finder faget engelsk og der er både et 6 og 7 tal. Syv i mundtligt og 6 skriftligt. Jeg kan allerede mærke det lille pust, som aktiviteter mine tårekanaler, men jeg irettesætter hurtigt mig selv. Der er mange 6-taller, men i mundtligt dansk står det 10. Jeg elsker dansk, nok mere end en hver anden 7. Klasses elev gør det. Det er måske ikke så underligt, at jeg nogle år senere søger ind på lærerseminaret og læser til dansklærer.
På trods af jeg er delvis ordblind.

Jeg havde fagligt, ikke den bedste tid i folkeskolen. Karakteren lå ofte i bunden af skalaen og mine mangle evner til at stave og forstå grammatikken spøgte i næsten alle fag. Jeg glemmer aldrig et møde i 8. klasse, hvor jeg knækkes af den fremvoksende evalueringstendens. Jeg kunne jo virkelig intet, det viste alle karakterne jo. Der fangende min klasselærer Jens mig og sagde: ”Nej du får måske ikke de højeste karakter Christina, men du kan noget der er langt vigtigere, du kan tale din sag. Ingen kan bruge en der kun kan få 12 som ikke formår at fremlægge sine projekter.” Hans oversættelse af mit sølle krakterblad hjalp mig på vej, samtidigt med at min dansklærer begyndte at give mig to karakter, en for indhold og en anden for retstavning. Jeg kunne jo noget med ord og lysten til dette måtte ikke slås ihjel. Jeg skylder helt klart de to lærer fra folkeskolen en stor tak, de formåede, sammen med en række andre folkeskolelærer at give mig en tro på jeg godt kunne, hvis jeg ville det.

Udover min tenderende ordblindhed, så var til tider svært at hente hjælp til lektierne hjemme og mit hoved var mildest talt optaget af helt andre ting. Derfor var det heller ikke helt tilfældigt, da min klasselærer nogle år senere anbefalede mig at droppe den almene STX, da dets kendte sociale liv, kunne knuse en person som mig, dels grundet den modenhed jeg nu engang havde og fordi min motivation kunne være svær at opretholde i mængden af øl, fester og andet lir. Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at følge hans anbefaling og søge ind på Frederiksberg HF-kursus. Det var der jeg fandt mit faglige jeg og med flere 12 taller end jeg efterhånden kan huske, fik jeg en god studentereksamen. Det var os der jeg lærte Hr. Mand at kende, det var der jeg forelskede mig for livet. Min tid på HF, mellem de mange andre, lidt ældre studerende, lærte mig at stå på egne ben. Jeg lærte at jeg faktisk var “klog” nok og at jeg kunne noget, til trods for lidt hårde knubs i ny og næh. Det tog jeg med mig videre på seminaret. Drømmen var ellers at læse psykologi, men så god var min studentereksamen desværre ikke og jeg undersøgte derfor hvordan jeg kunne gå andre veje og derigennem nærme mig det som kunne være adgangsgivende for de karrieremæssige spor, jeg fandt tiltagende. I lang tid tænkte jeg lærergerningen var mit kald og det tror jeg nu os stadig den skal være, men i andre klæder, end dem den almene folkeskole er iført. Efter lærerseminaret, som jeg ligeledes afsluttet på fornuftigt vis, med Aksel på hoften, Carl i maven og en række 12 taller, besluttede jeg mig for at tage en tænkepause.

Det var en pause, der skulle give mig tid til at samle mod, så jeg en dag ville søge ind på mit drømmekandidatstudie. En kær veninde, Gitte, som i dag er i gang med at specialisere sig som læge, blev min opbakning og inspirationskilde. Min store tvivl gik sig på, om en til tider skriftlig ordblind tosse, virkelig kunne læse en kandidat og på et højt niveau. Jeg har aldrig ønsket “bare” at slæbe mig igennem. Jeg vil kunne det jeg skal og helst mere end det. Min veninde fik mig overbevist og jeg var en af de få, som blev optaget på årgangen 2015 pædagogisk sociologi, ved Århus Universitet. Jeg havde forberedt mig godt og alligevel følte jeg mig slået lidt ud af kurs. Det gjorder resten af mit hold os, så jeg lagde ikke de store bekymringer i dette og valgte i stedet at knokle på. Det betalte sig med gode karakter og i sidste ende os en ordentligt omgang stress, som jeg ignorerede. Det brød stressen sig faktisk ikke om, måske var det mere min krop og psyke, så den reagerede ved at en depression i ro og mag voksede sig stor og stærk i mit indre. En dag væltede det hele og belastningsreaktionen var ikke til at tage fejl af. Det kostede dyrt på selvværdskonoten at tjekke ind på en psykiatrisk afdeling og få diagnosen svær depression. Dengang overvejede jeg virkelig, om jeg nu bare skulle droppe ud fra studiet eller acceptere en sygemelding på ubestemt tid. Jeg fandt heldigvis min egne vej. Det var ikke let og det kostede os nogle uforstående veninder, en del tåre og en masse angstanfald, men det lykkes. Uden at gå på kompromis af min reccovery proces, familie og vigtigst af alt mig selv. D. 18 januar 2017 gik jeg angst præget ind i et eksamens lokale, velvidende om at jeg havde lagt mit tidligere studerende jeg på hylde og at jeg nu var langt mere påpasselig i forhold til mig selv. Da jeg forlod lokalet var det med et stor 12 tal og en masse tåre og en følelse af at jeg havde rejst mig fra depressionens mørke, uden at gå på et kompromis med mit indre.

img_0354
Vi har i specialet lavet en genealogisk undersøgelse, at udsatte boligområder, med udgangspunkt i Bellahøjhusene, i Brønshøj, København.

I går modtog jeg beskeden om, at vores, min kære specialemakker og jegs, speciale er bestået og vi er færdiguddannet. Derved har vi nu, en kandidat i pædagogisk sociologi og jeg kan kalde mig for Cand. Pæd Soc. Jeg forstår jeg det ikke helt. Grundet alt det, som skete under slutspurten, hertil risikovurderingen af Vilmer, valgte jeg at være tilfreds med blog at have afleveret. Det var i sig selv en kæmpe bedrift og jeg har været utrolig stolt af at have afslutte noget, som virkelig har krævet nerver at stål at gennemføre.

Siden aflevering, har jeg gjort mig mange tanker om den forestående bedømmelse og da det ikke længere er muligt at forsvare specialet mundtligt, grundet besparelser, så stod og faldt det hele med vores skriftlige produkt, vores undersøgelse, vores speciale. Jeg elsker mundtlige eksamener og har altid set dem til min fordel. Det er virkelig der jeg brænder igennem. Derfor har jeg frygtet, at producere en skriftlig fremstilling af en undersøgelse, mest af alt fordi jeg stadig husker karakkerne fra indholdet og retstavningen, tilbage fra folkeskolen.

Jeg har ikke helt vidst hvad jeg skulle forvente, hvad jeg kunne tillade mig at forvente. Vores vejleder har lige ud sagt, at det hele kan stå og falde med censoren. Det er aldrig til at vide hvilket støvet fætter man kan rende ind i, som måske forstår akademisk fremstilling, på en mere traditionel måde end sådan to unge københavner kvinder. Helt unge er vi faktisk ikke og jeg mener forsat, at vi har fat i den lange ende. Vi havde dog en klar forventning, inden vi startede ud med at lave vores undersøgelse. Vi ville ikke spille sikkert. Vi ville ikke nøjes med at lave en “lille” undersøgelse. Undervejs i vores uddannelse, har vi gang på gang fået anbefalingen, at vi som studerende måtte omtænke specialet, grundet de nedskæringer der er blevet lavet på området. Jeg har stadig ikke forståelse for, at en uddannelse som på mange måder skal munde ud i et speciale, altså en stor omfattende undersøgelse, som den studerende på egen hånd skal udarbejde, pludselig skulle neddysses. Jeg tænker – at hvis ikke i specialet, hvornår så? Hvornår får man som ellers den mulighed igen? (En lille stemme i mit indre hvisker “Ved PHD’en”). Min specialemakker og jeg, har derfor valgt at gå all in, vi har satset al vores faglighed på at lave en undersøgelse, som selv de helt “store”, får hug for at give sig i kast med. Vi valgte at lave en genealogisk analyse, altså ville vi gøre brug af sociologiens berygtede analysestrategier.

Da vi for første gang sad til vejledning, bad jeg vejlederen om at berede sig på, at vi ville presses til det yderste. At vi ikke ville nøjes. Vores vejleder påpegede vores analysestrategi, som uhyrlig svær at mestre og hun forsøgte da os for en kort stund, at sælge os en “mindre” udgave. Vi har dog ikke ville gå på kompromis. Det var nu eller aldrig, enten kunne vi være gale eller geniale.

I går kom bedømmelsen så, både censor og vejleder har tydeligvis kunne se hvor vi ville hen og vi fik derfor en virkelig flot karakter. Havde det været en mundtlig eksame, var jeg med sikkerhed begyndt at tude og sige TAK, selvom det jo KUN er min makker og mig selv, der kan takkes. I vores forord takker vi selvfølgelig baglandet og vores vejleder, samt de frivillige vi er stødt ind i på de små lokale arkiver hist og her. Jeg har lært en masse om sociologiske teori, pædagogiske strategier, som studieordningen forskriver det. Men jeg har os lært noget som på mange måder er langt vigtigere, for mig som menneske. Jeg har lært mig selv at kende og jeg ved i dag hvilken sand værdi der skal hentes i at aflevere en så stor opgave, som et speciale nu engang er. Jeg lærte endelig, at jeg er mere end god nok fagligt, til trods for mine til tider mange stavefejl og jeg lærte, at lige meget hvad, er en karakter aldrig en vurdering af MIG som person, men af et produkt, jeg har fremstillet indenfor et system, som ikke altid er helt let at finde rundt i.

img_0302

I går aftes skålede jeg i alkoholfrie bobler og jeg græd en tåre i lettelse. Min makker fik en ekstra kramer, for vi gjorder det. Vi gjorder det virkelig, på trods af alt andet. Jeg tænker dog lidt, at skulle jeg en dag skrive en PHD, må jeg nok hellere tegne livsforsikring på alle omkring mig. Omvendt er det måske lige præcis det sindsyge pres der gør, at jeg vælger at ligge alle kræfter i, sætte hårdt mod hårdt.

For de, som måtte finde det intressant, ja så fik vores speciale bedømmelsen 10 og vi glæder os nu til at arbejde videre med den viden vi har fremanalyseret, på baggrund af vores undersøgelse. 

Der er helt klart store armbevægelser i dette indlæg og det har virkelig taget mig flere år at lærer, at det er helt okay, særligt hvis man faktisk har grund til at lave dem.

Tusind tak fordi du læste med !

Kærlig hilsen Christina Cand. Pæd. Soc.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Genbrugs Baby

Jeg ELSKER genbrug.
Der er mange forskellige dele af genbruget, som tiltaler mig og tror alt efter hvilken værdi eller fokus man har i højsædet derhjemme, kan en eller flere ting tale for, at genbrug er sagen.

Der er det grønne perspektiv. Ved at købe brugt, mindskes ens eget forbrug og til dels den masseproduktion, som finder sted i verden. Når vi genbruger tøj, er mange af de overskydende kemikalier, som sidder i tøjet udvasket og det er da os en faktor der tæller. Når vi køber brugt, kan vi på mange måder, være langt mere personlige i vores stil og udtryk, hvad enten det drejer sig om tøj og bolig fund. På et loppemarked finder vi sjældent 10 af den samme kjole, sådan som det foregår i butikkerne og derved er vi langt mere individualiserede, når vi genbruger. Der er selvfølgelig os det økonomiske aspekt. Jeg skal med hånden på hjertet, være ærlig og sige, at de første gang jeg købte brugt, så var det for at spare penge, rigtig mange endda. Som flere af jer nok ved, har jeg lige læst en kandidat, derved har jeg være på SU og endda mor på SU. Det kan i min optik sagtens lade sig gøre, hvis man enten har et pengetræ i baghaven, går ned på kvalitet eller forsøger at købe ting brugt. I dag kan jeg finde brugt regntøj, med vandtryksøjle på 45.000, til samme pris som Føtex’s regntøj med en tryk på kun 5.000 (Ingen kritik af diverse supermarkeders produkter), men nogen gange må vi erkende der er forskel på beklædnings deles funktioner, alt efter hvilket materiale det er lavet af og dets pris.

Genbrugshaj – Køb og Salg
I dag er jeg det, man kan kalde habil genbrugshaj, som nyder godt af alle de mange fordele der er ved genbrug. Jeg har dog ikke altid fundet det lige nemt at begå mig i genbrugsjunglen, særligt ikke hvis der skulle pruttes om prisen. Efter at have været standejer på et loppemarked et par gange og lyttet med hos naboen, føler jeg endelig at have afluret en god sælger og køber stil.

Generelt har jeg det sådan med salg af mine egne brugte ting, at når de ikke længere bruges, har de ingen værdi. Da vore økonomiske personlige kredsløb på matriklen er bundet op på køb og salg modellen. Sælger jeg ofte det som vi ikke længere bruger. Nogen gange bytter jeg eller giver det væk og det som jeg ikke finder salgbart eller overskud til at sælge, det donere jeg til organisationer og genbrugsbutikker heraf ofte Mødrehjælpen.

Jeg synes Mødrehjælpen er et genialt koncept. Helt fra den lokale afdeling til det politiske organ, som mødrehjælpen også er. Forleden købte jeg 6 uldbodyer til Vilmer for 35 kr. stk’et og udover at kunne krydse endnu en ting af “ting jeg mangler” – listen støttede jeg en virkelig god organisation.

Sælger:
Når jeg sælger online, sætter jeg derfor os mine ting til en lav pris eller mindsteprisen. I ny og næh giver jeg mængderabat. På den måde oplever jeg at få solgt mine vare hurtigt og ikke mindst gøre, at køber føler der har været en fair handel i gang. Ingen gider at betale overpris, hverken når det gælder nyt eller brugt

Køber:
Når jeg køber, så er jeg lidt en anden type. Ofte føler jeg genbrugsprisen er rigtig høj, fordi der for nogen er gået en forretning i at købe dyre ting, for at sælge dem brugt igen. Nogen køber dyre ting for i sidste ende kun have betalt 25% af prisen. Derfor undersøger jeg ofte hvad den gennemsnitlige genbrugspris ca. er. Det er jo ALTID fedt at købe noget som ingen brugsspor har eller afhjælpe nogen med et fejlkøb. Omvendt er det virkelig irriterende at skulle betale en “overpris” for en brugt vare.

Et godt eksempel, er den barnevogn vi har købt til Vilmer. Vi har købt en Big Star Suprême med S stel fra Emmaljunga. Faktisk er det samme model, som vi havde til Carl. Desværre blev den stjålet. Brugtprisen ligger ca. På 5500-6500 kr. Alt efter stand og geografisk placering. Min erfaring er, at ALT er billigere i Jylland. Jeg havde desværre ikke mulighed for at købe og hente en vogn hjem fra Jylland og da de vogne som blev solgt i Storkøbenhavn, var relativt brugte, uden garanti og med alt for høj genslagsprism måtte jeg erkende vi skulle købe denne dyre men enorm vigtige ting fra ny. Det er vurderet ud fra vores behov. Vi holdte derfor godt øje med diverse forhandler og da en butik havde åbningsfest og masser af tilbud, slog vi til. Vi fik en ny vogn til 6999 kr.

15855

Lige denne investering synes jeg er rigtig god, da vi samtidig får garanti og service og yderligere en kvittering, hvis nu lynet skulle slå ned to gange og nogen igen bliver langfingret. Barnevognen til Vilmer, er faktisk en af de få ting der er købt fra nyt. Resten er købt brugt og der er virkelig gået sport i at gøre det så godt og billigt som muligt. Jeg tænker nemlig ikke nødvendigvis at man går ned på kvalitet, bare fordi det er købt brugt.

Genbrugs fif
Mit helt store køber fif er, at hvis man vurdere prisen på en vare er for høj, så kan man byde under den oprindelige pris man vil give, således af der er lidt at handle af.
Eksempel: Varen koster 475 kr. og du synes kun den er 375 kr. værd. Så byder du under og forklare evt. din vurderings grundlag, på en respektfuld måde. Sælger kan så enten møde dig i dit argument og finde dit underbud for lavt og forslå en ny pris eller spørger dig om du ikke vil byde højere, da første bud er for lavt.

Generel mener jeg vi skal tilgå hendes med respekt, særligt når vi handler, MEN en handel er nu engang en meningsudveksling og det skal man være forberedt på, det gælder både for køber og sælger.

Mine ynglings steder, at shoppe genbrug :

Børneloppen i Valby.
Børneloppen er i mine øjne et genialt koncept, for både sælger og køber. På mange måder er butikken som et overdækket loppe/supermarked KUN med børne ting. Der er altid en enorm god chance for at gøre gode fund og at besparelsen er god. Konceptet er udviklet at to enorm seje mødre og det kan mærkes. De kender om nogen til forældres behov og i al fra udsmykning, indretning af legerum osv. så er disse behov indtænkt.

Børneloppens hjemmeside, kan man søge på bestemte varegrupper, mærker og produkter og derved se om lige præcis det man søger er hjemme.

Mine fif til at besøge Børneloppen er følgende:

  1. Husk IKEA posen
    – Jeg ved godt du sikkert  tænker at du kun skal købe 3 ting MEN vi ved vis alle hvordan det ender.
  2. Forbered dig hjemmefra
    – Hvad skal du købe, hvad er Nice to have og Need to have?
    Butikken er fyldt med masser af lækre sager og for at det ikke bliver uoverskueligt, kan det hjælpe at møde de mange vare med et indre overblik over ens egne behov
  3. Hav god tid.
img_9749
Vilmers sengetøj fra petit legarth, lavet med liberty stof er fundet helt nyt hos Børneloppen. Ny prisen er 599, brugt pris 150 kr.

Jeg kommer altid gerne alene, men på et tidspunkt skal jeg gå imellem reolerne med en barnevogn og det er der heldigvis os plads til. Igen – butikken er lavet af mødre, til andre forældre.
Har man større børn med, kan de være i det lækre legerum med masser af tumlemøbler, mens du shopper løs.

 Mødrehjælpen
Som tidligere nævnt, har jeg enorm stor kærlighed til organisationen Mødrehjælpen,  fra de frivillige i de lokale afdelinger og til organisationerne politiske organ og tilbud til dem der måtte have brug for dem. Man kan her donere sine børns aflagte tøj og skulle det have en plet mm, som butikken ikke selv vil sælge, så samles alt det nusset tøj og sendes til udlandet, hvor der er mere brug for det, eksempelvis i en flygtningelejre mm.

Du kan finde din lokale afdeling, læse mere om Mødrehjælpens tilbud eller støtte organisationen på Mødrehjælpens Hjemmeside.

Reshopper
Reshopper er en app for køber og sælger. Her kan man operette sine vare i en stand og andre kan klikke sig ind på disse vare. Appen er konstant under udvikling og i dag kan man som køber søge efter det man mangler. Det gør, at man kan være enorm målrettet omkring et specifik mærke, produkt osv.

Som sælger synes jer appen er god men enorm tidskrævende og derfor hælder jeg langt mere til at man booker en stand evt. Hos Børneloppen og for skudt det hele af på kort intensiv tid.

Som køber bruger jeg ofte app’en til at tjekke genbrugspriserne og derved får jeg en bedre fornemmelse for hvad den enkelte vare ca. skal koste.

Hvad køber du?
Jeg bliver ofte spurgt om hvad jeg køber brugt?
Svaret er ikke ALT, tværtimod.

Aksel er i dag 7 år og bruger str. 134 i tøj. Det er generelt rigtig svært at finde brugt tøj til hans aldersgruppe, som er velholdt. Simpelthen fordi børn i str. 134 ikke vokser i samme tempo som en i str. 56 og de derfor bruger tøjet meget længere. Af samme årsag bruger jeg ofte lidt flere penge på hans tøj, da jeg ved at hans tøj kan arves videre til Carl og i nogen tilfælde Vilmer. Særligt Aksels overtøj købes for nyt, dog helst når en butik holder udsalg eller en webshop outlet. Vilmers garderobe mm, består primært kun af genbrugsfund. Jeg har endnu ikke købt noget nyt tøj til ham og tror heller ikke jeg kommer til det. Jeg har ikke et behov for at hans første sæt tøj skal være helt nyt.

Af princip køber jeg ikke fodtøj brugt, medmindre det er sekundært fodtøj, så som badesko, fodboldstøvler eller crocs, som kun skal bruges ganske få gange. Andre folks fejlkøb tæller selvfølgelig ikke med og jeg vil altid anbefale at man tjekker om den sandal man har set sig lun på, kunne være til salg, uden at have været brugt. Ellers køber jeg gerne alt beklædning brugt. Så længe det fortsat er pænt og i god stand.

Derudover forsøger jeg at have en indre liste for sæsoner mm. og på mange måder altid være på forkant. Dette gælder særligt pakkekaldender gaver, fastelavns kostumer og overtøj til sæsonen efter den der følger. Hvis man køber en vinterjakke i foråret er den ofte billigere end i efteråret, grundet udbud og efterspørgsel princippet os gælder når det kommer til at shoppe brugt.

 Jeg håber du kunne bruge mine genbrugs fif’s

Rigtig god weekend.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jeg kan selv… pakke min taske

img_0142

Jeg havde længe ventet på at Aksel, skulle blive gammel nok, til at kunne starte til FDF. Allerede som 3-årig, kunne hans store kærlighed til natur, diversitet og viden mærkes og hvis der er en fritidsinteresse, som favner alle disse værdier og mangle flere, så er det FDF. Samtidigt mener jeg at FDF giver en dannelse, og på mange måder er FDF er godt supplement til vores til tider “skrantende” folkeskole. En skole, hvor politikker og internationale organisationer som OECD og PISA, igen og igen piller skolen fra hinanden. Hos FDF, er vi mennesker, som vi fødes og udvikles, forskellige og med kompetencer der i et samlet fællesskab, giver en unik synergi.

Aksel var 5 år, da han fik en forbundsskjorte på. Det fik han efter sit første onsdagsmøde, hvor han havde grinet højt og inderligt, med andre børn, unge og voksne. Jeg glemmer aldrig Aksels første leder Jeanette. Hun så Aksel for den han var og tog den lidt generte og til tider kejtet dreng til sig og langsomt men sikkert, blev Aksel tryg for at gå til en fritidsinteresse -uden at have mor og far med. Siden Aksels første leder, er flere flugt efter og de har alle været fantastiske – intet mindre. De er energiske, initiativrige, nærværende, tillidsfulde OG nogle ildsjæle, der brænder for det de laver.

Aksel var 5 år, da han fik en forbundsskjorte på. Det fik han efter sit første onsdagsmøde, hvor han havde grinet højt og inderligt, med andre børn, unge og voksne. Jeg glemmer aldrig Aksels første leder Jeanette. Hun så Aksel for den han var og tog den lidt generte og til tider kejtet dreng til sig og langsomt men sikkert, blev Aksel tryg for at gå til en fritidsinteresse -uden at have mor og far med. Siden Aksels første leder, er flere flugt efter og de har alle været fantastiske – intet mindre. De er energiske, initiativrige, nærværende, tillidsfulde OG nogle ildsjæle, der brænder for det de laver.

Når man i min verden, kun er 5 år gammel og skal på sin første lejr, så er det en stor ting – som os kan være grænseoverskridende…. for barn og mor. Glemmer aldrig Aksels første lejr. Sad i skrivecamp og tjekkede uret og telefonen konstant. Hvis de nu ringede og for at se hvornår klokken var over sengetid, altså tiden, hvor Aksel nok kunne opleve den største portion hjemve. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at Aksel altid er taget afsted uden et kny, men vi har snakket meget om det at være ked af det, mens man samtidigt føler glæden og omvendt. Vi har tegnet en lagkage, hvor 2 stykker har været ned hjemve og de sidste 8 har været fyldt med sjov og spas. Aksel har helt klart rykket ved sine egne grænser og vi har støttet ham i det, vel vidende om at de voksne der er omkring ham, kender “grænsen” for afsavn.

Dette indlæg skulle faktisk ikke handle om hjemve, men om noget af alt det, som går forud for en lejr.. nemlig det at pakke en taske. Jeg har oplevet hvordan FDF har modnet Aksel, skabe forståelse for orden og hjælpe ham med at have styr på sine egne ting. Jeg lærte ret hurtigt, at Aksel skulle være med til at pakke tasken, for hvordan skulle han ellers vide hvad der var “hans”. Mange af drengene fra FDF, havde sidste år t-shirts med Ninjago, så navnelapper er altid en god ting at have i tøjet. En anden FDF mor, anbefalede mig at pakke dagsposer med tøj og den helt store pakkefejl var ifølge Aksel, at jeg ikke have givet ham en pose med til snavsetøj. Hvor skulle han ellers lægge det beskidte tøj?!

img_0145-2

Med tiden begyndte jeg at trække mig helt fra pakningen og i stedet har jeg lavet en børnevenlig pakkeliste. Aksel elsker den og for ham, er det en del af at skulle afsted på lejren. I weekenden skal Aksel afsted på en ny lejr og igen om en måned pakker han tasken igen, til kredsweekend, hvor hele familien os er med. Til sommer gælder det sommerlejr og for at mindske den tid, jeg bruger på at tegne en pakkeliste, har jeg nu lavet en lille “kopitegning”, som Aksel selv kan farvelægge. Han blev så glad for den, at han uddelte den til de klassekammerater som skal med i weekenden og som os er startet til FDF.

Listen kan tilpasse alt efter den enkelte lejr og sæson. Derudover kan barnet bruge pakkelisten som tjekliste, når de skal hjem igen. Dette gøres ved at krydse den lille boks af. Sol og måne indikerede antal dage og nætter og som forældre kan man så selv tilføre navn og hvilken lejr i toppen af pakkelisten. Derudover kan man selv tilføje ekstra personlige ejendele. Aksel har en dolk som os kommer med og som er tilføjet hans pakkeliste, sammen med en Ipod, hvor der kun ligger lydbøger på, som han kan bruge, når han skal holde siesta eller finder et behov for at koble af.

Hvis du har lyst kan kopien hentes ved at downloade dette billede:

fdf-pakkeliste-migogmorskabet
Ved eventuel deling, bedes almene regler for ophav følges.

Og tænker du – hvad er det der FDF for noget, så synes jeg helt bestemt du skal prøve at besøge
FDFs samlede hjemmeside og se hvor din nærmeste lokale kreds af.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kommende mor, med tidligere depression

881b48b0-1395-46b3-ba0a-5011eb429ad5

Allerede forud for denne graviditet, har jeg forberedt mig mentalt, på at jeg nu kan kategoriseres som kommende mor der er “tidligere depressions ramt”.

Dengang jeg blev indlagt i 2016, det smuldrede drømmen om Hr. Mand og Jeg, en dag ville blive forældre til tre. Det har ikke altid været drømmen, indtil det for en del år siden var og netop de tanker kommer i et andet indlæg. Da jeg blev syg, valgte jeg at accpetere det nok alligevel ikke skulle være. Dengang jeg var indlagt snakkede jeg en del med min kontaktperson om fremtiden, jeg var simpelthen så bange for at jeg skulle gå fra “enkeltstående depression” til “periodisk depression” eller ende med aldrig at kunne stå nogenlunde stabilt på benene, være der for mine børn osv. Når jeg skriver sådan, skal det ikke tolkes som en fingrepegning eller egoistisk selvophøjedehed. Jeg har set og følt hvad depression er og hvor livsfarlig den form for psykisk lidelse kan være og jeg vil aldrig ønske det for min væreste fjende, end ikke de politikker som gang på gang har sparekniven fremme (sidespring – undskyld).

Dengang jeg talte om fremtiden, var det men en angst for tilbagefald eller at blive “svingdørspatient”. Rigtig meget af det personale jeg var i kontakt med, forsikrede mig om, at der intet var galt i et brush up kursus, altså hvis jeg 6-10 måneder efter udskrivelse skulle ind på afdelingen igen. Det er nemlig i den periode der er størst risiko for tilbagefald. Jeg glemmer aldrig en af samtalerne med min kontaktperson Maria. Vi snakkede om mit moderskab og følelserne jeg havde omkring at være en fiasko. Min største frygt var “urationel” og gik på at nogen vil fjerne mine børn – grundet mit psykiske sammenbrud. Jeg har aldrig tvivlet på mine evner som mor – jo den aften mit sind brød sammen. Ingen er perfekt – det ved jeg godt og det har jeg som sådan aldrig sigtet efter at være – jeg har bare nogle værdier og grundidealer som jeg rigtig gerne vil efterleve i mit moderskab og det gik ikke just hånd i hånd med en belastningsreaktion / svær depression. Idag ved jeg, at jeg er den bedste mor for mine børn og det nu engang altid vil være sådan.  Jeg fortæller Maria, at jeg jo nok ikke skal have flere børn mm. Og at jeg jo nok heller ikke kommer til at kunne tage aleneweekender med drengene osv. Længe lader hun mig fortæller om min angst og så siger hun det lige ud “Du skal stoppe op og tilgive dig selv, når du er ovenpå igen OG du skal med sikkerhed have alle de børn du drømmer om. Denne depression er ikke din endestation, det er din begyndelse”. Siden den dag valgte jeg at se mit liv sådan. Jeg har valgt at se på mørket som en “gave” der skænkede mig lyset og en ny forståelse at vores skrøbelige tilværelse. 

Børn er ikke noget vi bare tager ned fra hylderne i supermarkedet og med den konstant faldende fertilitet, så er det at lave børn, blevet rigtig svært. Personligt har det aldrig været et “problem”, men det betyder ikke vi “bare” laver dem. Jeg har en stor respekt for “børn der vælger forældrene og kommer når man mindst venter dem”… men personligt, så har jeg bedst af at være “klar” og selv vælge til, jeg har nemlig os engang været nødsaget til at vælge fra, hvilket altid har været mit livs hårdeste og mest utaknemmelige beslutninger. Den har uden tvivl os været den rigtige for der hvor jeg var i mit liv, dengang. 

Da jeg blev syg var jeg fast besluttet på, at hvis Hr. Mand og Jeg en dag skulle have flere børn, så skulle vi have styr på en række sager. Heriblandt min psykiske tilstand. 

Da jeg startede i terapi og depressionen lettede i efteråret 2016, begyndte jeg igen at kunne drømme. Det skete i takt med jeg genfandt mig selv som mor og forstod at jeg ikke var et ondt eller “sølle” menneske. Jeg var et menneske som havde oplevet langvarigt stress, der havde udviklet sig til en depression og mit job blev så at undersøge hvorfor jeg havde følt et behov for at blive så stresset eller omvendt hvorfor jeg ikke havde stoppet op og sagt “Nej tak”. Jeg oplevede hvordan jeg pludselig kunne jeg alt det jeg kunne før sygdommen, men på en langt mere hensigtsmæssig og selvreflekterende måde. Min styrke har altid været min lyst til drenges trivsel og at jeg virkelig gerne vil dem. De kommer i forreste række men for at sætte dem der er jeg nød til at være i stand til dette. Jeg har altid haft en vilje til ikke at lade mig slå ud af omstændigheder og evt det at være alene. Jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og derfor så nyder jeg det samværd vi har, hvor vi end er, om vi så er en eller to voksne. Da jeg blev rask kunne jeg igen grine inderligt og mærke hvordan jeg var forelsket i Hr. Mand. Jeg kunne mærke varmen inderst inde og jeg begyndte at tro på jeg kunne klare livet igen.

Derfor fortalte jeg os en dag, i terapi, at jeg var begyndt at tænke på om jeg måske en dag kunne blive mor for sidste gang. Jeg fortalte om mine små krav og det jeg ville evaluere mig selv og min parathed ud fra. Det lyder måske her som om det kun er MIG det handlede om, men selvfølgelig kræver et barn at begge parter og børnene – hele den samlet familie er klar . Derfor har vi blandt andet os ventet til Carl var fyldt 4 og ja Hr. Mand og jeg var kommet til hvor vi er i dag.

Psykologen var støttende og da jeg nu engang er den jeg er, bad jeg om en forsikring på, at hun ville fortælle mig, hvis hun kunne få en oplevelse af jeg ikke var robust nok til endnu en graviditet og en udvidelse af mit moderskab. I samme forbindelse tog jeg denne snak med min psykiater, som skulle trappe mig ud af den antidepressiv medicin. Her drøftede jeg muligheden for en fremtidig graviditet og risiko for at udvikle en ny depression. På mange måder har det været vigtig for mig at få en professionel og udefrakommende vurdering, på om det “overhovedet” var en god idé. Jeg ved, at jeg er underlagt en biologisk lyst til at “formere” mig og omvendt er lysten til at give mig selv om mine børn de bedste præmisser for at have det godt langt vigtigere men det er ikke altid den slags går hånd i hånd. Jeg tror vi som mennesker, ofte selv kan vælge at placere os i uhensigtmæssige positioner. Nogen bevist og andre ubevist. Ingen ønsker at kører sig selv for hårdt, men ofte tror jeg man skal have gjort op med sig selv, hvad det i realiteten er man gerne vil. Hvad rummer man egentlig selv som menneske – hvor godt kender man egentlig sig selv.

Både psykiateren, kontaktpersoner på psyk samt min psykolog, som jeg i dag ser i perioder, har bedt mig droppe tankerne om at én depression udelukker en vellykket graviditet – barsel osv. Jeg siger ikke at personer med psykisk lidelse ikke kan tillade sig at få børn eller lignende – langt fra. Jeg har personligt været bange for “hvad nu hvis”, derfor fortalte alle de fagpersoner jeg har været I kontakt med, igennem min reccovery proces, at der findes et bestemt jordmoderteam for psykisk sårbare mødren som differentieres efter den enkelte mor og hendes sårbarhed.

Dette team har jeg valgt at lade mig henvise til, grundet min tidligere depression. Jeg har virkelig forsøgt at gå ind til mit første jordmoder besøg med åbne arme og med en respekt for mig selv. Jeg kan til tider komme med en forsvarstale, fordi jeg har oplevet nogen rigtig hårde stigmatiserende oplevelser i det at være eller have været ramt af en depression. Stigmatisering er desværre aldrig bundet op på viden men uvidenhed, hvilket er enorm farlig tendens – som gælder rigtig mange aspekter og i forhold til bestemte områder. 

I dag var jeg så til jordmoder for første gang og jeg blev mødt med en faglig respekt og gennemgribende lyst til at støtte mig på hvilken måde der må være nødvendigt under denne graviditet. Yderligere formåede jeg at droppe forsvaret og bare være kommende mor med en tidligere depression, for det er nu engang kun en lille del af hvem jeg er.

Tusind tak fordi du læste med 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit Full Circle Moment

Jeg husker stadigt, tydeligt, min første dag på Frederiksberg Psykiatriske hospital. Jeg husker hvordan jeg ankommer omkring klokken 11:30 og at jeg ret hurtigt tilbydes noget beroligende. Jeg er bange for alle de andre patienter og mine daværende fordomme overfor folk med behov for at være indlagt, på en lukket afdelingen, kommer for alvor i spil. Grundet det jeg kommer med som menneske, har jeg altid været bange for mennesker der er utilregnelige, altså hvis karakter der “ikke er til at stole på”. Jeg ved for mit eget vedkommende at mens jeg var dårligst, at jeg ikke kunne “kontrollere” mine tanker og at de var al for tæt på at styre mine handlinger. Så i dag mener jeg os, at mennesker som har et behov for at være indlagt på en lukket afdeling, ikke er utilregnelige, men deres tanker og det som er på spil inde i dem kan gøre, de kan blive det.

Jeg tager en halv pille, af noget beroligende. Min krop har aldrig arbejdet godt med medicin og de gange jeg har måtte tage en “cocktail” med to panodiler og en kodimagnyl, er de altid kommet retur. Derfor løser jeg helst smerte og sygdom naturligt. Pillen virker hurtigt og mørket inde i mig pakkes for en stund ind i en dyne. Jeg er møg forvirret og utrolig bange for at være på hospitalet. Samtidigt river skammen i mig, over at JEG har tilladt mig selv at lade stressen blive en fast del af min hverdag og det nu er kommet så vidt at min psyke er brudt sammen. Der kommer en sød sygeplejerske, som fortæller mig om afdelingen og de muligheder jeg har. Jeg ser alt fra krearum, til gårdhaven og massagestolen. Jeg vil overhoved ikke være i kontakt med andre på afdelingen og føler mig tryggest, hvis jeg sidder i min vindueskarm på værelset, hvor ryg og fødder sættes i spænd og kinden ligger op mod ruden. På det måde kunne jeg hele tiden mærke min krop.

Jeg kan huske jeg siger at jeg gerne vil tale med en psykolog, men igen og igen fortæller personalet mig at jeg lige skal lande. Jeg var utrolig  bange for blot at blive behandlet medicinsk, da jeg er af den overbevisning at medicin aldrig må stå alene. I dag ved jeg, at en vigtig årsag til at jeg ikke kunne snakke med en psykolog, skyldes at jeg var sammenbrudt. I denne nedbrydning af mit indre var alt mit filter væk og havde en psykolog forsøgt at lave terapi på og med mig, havde det på mange måder være et større overgreb. Der kommer dog en sød ung kvinde ind til mig. Vi må have været jævnaldrende – hun er recovery mentor. Vi snakker lidt frem og tilbage og hendes historie ligner den jeg skal til at opleve. Stresset sammenbrudt studerende. Mødet med hende bliver skælsættende. Hun har siden min første dag på psyk, stået som et symbol for at jeg måtte tænke i muligheder frem for begrænsninger.

I dag er det næsten 2 år siden jeg oplevede mit mentale sammenbrud og jeg har siden min indlæggelse, valgt at bruge min stressbetinget depression og de erfaringer jeg havde fået heraf til noget. Jeg måtte simpelthen have det til at give mening. Derfor valgte jeg ret hurtigt at jeg ville være ærlig omkring min indlæggelse på en måde, hvor jeg samtidigt kunne beskytte mig selv og min sårbarhed. Gradvist som jeg kom mig, begyndte jeg at åbne mere op for det mørke, jeg for en kort periode af mit liv, befandt mig i. Åbenheden har ført til mange ærlige indlæg her på bloggen, post på IG, artikler, medvirken i politiske udspil og oplæg grundet min rolle som ambassadør i EnAfOs. Min ærlighed har ført til over hundrede mails og kærlige beskeder af ligesindet, fra dem som var i mørket og dem som var kommet ud. Alle beskederne er gemt anonymt på min computer og når jeg i ny og næh tvivler på om det nu os er det værd at være ærlig, så læser jeg de beskeder. Der er brug for vi taler om psykiske lidelser og at vi hjælpes ad til at fjerne tavsheden og tabuet.

Tilbage i efteråret 2017 snakkede vi under et ambassadørmøde i EnAfOs om hvilket events vi som ambassadører kunne tænke os at afholde. Jeg har altid brændt for at fortælle om min oplevelse af at være mor og blive syg, menjeg har os brændt for at fortælle om hele årsagen til min sygdom og det at være psykisk syg og studerende. Jeg lærte alt for tidligt, at jeg langt fra var den eneste sammenbrudte kandidatstuderende. Jeg tror alle kender den rationale følelse af stress. Følelsen er indlejret i os af biologiske årsager, ligesom angst. Det er den der sætter os i beredskab mode. Den der beder os handle på presset situationer. Der er bare langt fra hulemennesket flugt for sabeltigeren til eksamen ved det grønne bord. Jeg har derfor altid gerne ville holde et større event som skulle omhandle studerende og psykisk lidelse. Det blev til Cand Stress – naviger i et stresset studieliv. Her gik jeg på scenen, sammen med forsker Freje Filine Pedersen og Psykolog Sara Alting og hver især beskrev vi hvad stress er, kan føre til og hvordan det kan “behandles” ud fra hver vores vinkel

Foto: Julie Thaysen Elming

Under lydprøverne kunne jeg for alvor mærke adrenalinen og da jeg en af de sidste gange kigger mine cards igennem fanger journalist og fotograf Julie Thaysen Elming min koncentration. Dette oplæg har en kæmpe betydning for mig, professionelt men mest af alt personligt. På så mange måder har jeg følt, at jeg med dette oplæg sætter et sidste punktum på mit liv som kandidatstuderende, på trods af specialet er afleveret for nu 14 dage siden. Da Anders Stjernholm byder mig velkommen på scenen, er mine ben som gele og jeg har mest lyst til at styrte ud af salen. Da spotlightet rammer mine øjne mærker jeg hvordan al blodet trækker sig bort for mit hoved. Så gør jeg det, min elskede mor har lært mig. Jeg trækker vejret helt ned i maven og siger så “Hej – Jeg hedder Christina..” og derfra så kørte det. I ny og næh sørger mine øjne ned hvor min mand, mor og veninde sidder. Hr. Mand sidder med tåre i øjnene og jeg ved på mange måder at mit oplæg river op i en utrolig sårbar tid for os begge.

img_3833
Foto: Julie Thaysen Elming

Jeg har skulle øve mig i at være MIG på scenen og ikke en eller anden som skulle formidle en teori. Det er enormt grænseoverskridende at skulle åbne op og mens jeg står på scenen føler jeg mig sårbar på en helt speciel måde. Min leder kom senere aften og sagde “du havde publikum i din hule hånd” og ja – de grinede af mine jokes, græd da jeg fortalte om den aften på stuegulvet og de gav mig det største og mener uventet bifald ad jeg til slut fortæller om min specialeaflevering. Husker jeg pænt for sagt et hæst “tak” af bare overraskelse og lige der – der følte jeg et Full Circule Moment. Jeg stod til slut da jeg takkede de tilhørende for deres tid med en kæmpe taknemlighed og glæde over at føle jeg på så mange måder har givet min nu tidligere depression mening.

Jeg tvivler ikke på hvad drømmen er og når vores kommende lille søn Vilmer en dag ikke længere skal gå med mig på barsel og hjemmepasser ordning, så glæder jeg mig til at kunne jagte drømmen om et job indenfor en verden med af stigmatisering, oplysning og recovery af psykiske lidelser. Jeg ved jeg er rigtig godt på vej og jeg fortsætter, selvom jeg tit og ofte synes det er enormt hårdt at bruge sig selv på netop denne måde, alligevel så giver det os mening og det spreder sig som ringe i vandet..

Tusind tak fordi i læste med

Skulle i have lyst, kan fotograf og journalist Julie Thaysen Elming artikel,
basseret på interview og “Cand. Stress” læses på: Uni Avisen

Kærlig hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet