Kommende mor, med tidligere depression

881b48b0-1395-46b3-ba0a-5011eb429ad5

Allerede forud for denne graviditet, har jeg forberedt mig mentalt, på at jeg nu kan kategoriseres som kommende mor der er “tidligere depressions ramt”.

Dengang jeg blev indlagt i 2016, det smuldrede drømmen om Hr. Mand og Jeg, en dag ville blive forældre til tre. Det har ikke altid været drømmen, indtil det for en del år siden var og netop de tanker kommer i et andet indlæg. Da jeg blev syg, valgte jeg at accpetere det nok alligevel ikke skulle være. Dengang jeg var indlagt snakkede jeg en del med min kontaktperson om fremtiden, jeg var simpelthen så bange for at jeg skulle gå fra “enkeltstående depression” til “periodisk depression” eller ende med aldrig at kunne stå nogenlunde stabilt på benene, være der for mine børn osv. Når jeg skriver sådan, skal det ikke tolkes som en fingrepegning eller egoistisk selvophøjedehed. Jeg har set og følt hvad depression er og hvor livsfarlig den form for psykisk lidelse kan være og jeg vil aldrig ønske det for min væreste fjende, end ikke de politikker som gang på gang har sparekniven fremme (sidespring – undskyld).

Dengang jeg talte om fremtiden, var det men en angst for tilbagefald eller at blive “svingdørspatient”. Rigtig meget af det personale jeg var i kontakt med, forsikrede mig om, at der intet var galt i et brush up kursus, altså hvis jeg 6-10 måneder efter udskrivelse skulle ind på afdelingen igen. Det er nemlig i den periode der er størst risiko for tilbagefald. Jeg glemmer aldrig en af samtalerne med min kontaktperson Maria. Vi snakkede om mit moderskab og følelserne jeg havde omkring at være en fiasko. Min største frygt var “urationel” og gik på at nogen vil fjerne mine børn – grundet mit psykiske sammenbrud. Jeg har aldrig tvivlet på mine evner som mor – jo den aften mit sind brød sammen. Ingen er perfekt – det ved jeg godt og det har jeg som sådan aldrig sigtet efter at være – jeg har bare nogle værdier og grundidealer som jeg rigtig gerne vil efterleve i mit moderskab og det gik ikke just hånd i hånd med en belastningsreaktion / svær depression. Idag ved jeg, at jeg er den bedste mor for mine børn og det nu engang altid vil være sådan.  Jeg fortæller Maria, at jeg jo nok ikke skal have flere børn mm. Og at jeg jo nok heller ikke kommer til at kunne tage aleneweekender med drengene osv. Længe lader hun mig fortæller om min angst og så siger hun det lige ud “Du skal stoppe op og tilgive dig selv, når du er ovenpå igen OG du skal med sikkerhed have alle de børn du drømmer om. Denne depression er ikke din endestation, det er din begyndelse”. Siden den dag valgte jeg at se mit liv sådan. Jeg har valgt at se på mørket som en “gave” der skænkede mig lyset og en ny forståelse at vores skrøbelige tilværelse. 

Børn er ikke noget vi bare tager ned fra hylderne i supermarkedet og med den konstant faldende fertilitet, så er det at lave børn, blevet rigtig svært. Personligt har det aldrig været et “problem”, men det betyder ikke vi “bare” laver dem. Jeg har en stor respekt for “børn der vælger forældrene og kommer når man mindst venter dem”… men personligt, så har jeg bedst af at være “klar” og selv vælge til, jeg har nemlig os engang været nødsaget til at vælge fra, hvilket altid har været mit livs hårdeste og mest utaknemmelige beslutninger. Den har uden tvivl os været den rigtige for der hvor jeg var i mit liv, dengang. 

Da jeg blev syg var jeg fast besluttet på, at hvis Hr. Mand og Jeg en dag skulle have flere børn, så skulle vi have styr på en række sager. Heriblandt min psykiske tilstand. 

Da jeg startede i terapi og depressionen lettede i efteråret 2016, begyndte jeg igen at kunne drømme. Det skete i takt med jeg genfandt mig selv som mor og forstod at jeg ikke var et ondt eller “sølle” menneske. Jeg var et menneske som havde oplevet langvarigt stress, der havde udviklet sig til en depression og mit job blev så at undersøge hvorfor jeg havde følt et behov for at blive så stresset eller omvendt hvorfor jeg ikke havde stoppet op og sagt “Nej tak”. Jeg oplevede hvordan jeg pludselig kunne jeg alt det jeg kunne før sygdommen, men på en langt mere hensigtsmæssig og selvreflekterende måde. Min styrke har altid været min lyst til drenges trivsel og at jeg virkelig gerne vil dem. De kommer i forreste række men for at sætte dem der er jeg nød til at være i stand til dette. Jeg har altid haft en vilje til ikke at lade mig slå ud af omstændigheder og evt det at være alene. Jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og derfor så nyder jeg det samværd vi har, hvor vi end er, om vi så er en eller to voksne. Da jeg blev rask kunne jeg igen grine inderligt og mærke hvordan jeg var forelsket i Hr. Mand. Jeg kunne mærke varmen inderst inde og jeg begyndte at tro på jeg kunne klare livet igen.

Derfor fortalte jeg os en dag, i terapi, at jeg var begyndt at tænke på om jeg måske en dag kunne blive mor for sidste gang. Jeg fortalte om mine små krav og det jeg ville evaluere mig selv og min parathed ud fra. Det lyder måske her som om det kun er MIG det handlede om, men selvfølgelig kræver et barn at begge parter og børnene – hele den samlet familie er klar . Derfor har vi blandt andet os ventet til Carl var fyldt 4 og ja Hr. Mand og jeg var kommet til hvor vi er i dag.

Psykologen var støttende og da jeg nu engang er den jeg er, bad jeg om en forsikring på, at hun ville fortælle mig, hvis hun kunne få en oplevelse af jeg ikke var robust nok til endnu en graviditet og en udvidelse af mit moderskab. I samme forbindelse tog jeg denne snak med min psykiater, som skulle trappe mig ud af den antidepressiv medicin. Her drøftede jeg muligheden for en fremtidig graviditet og risiko for at udvikle en ny depression. På mange måder har det været vigtig for mig at få en professionel og udefrakommende vurdering, på om det “overhovedet” var en god idé. Jeg ved, at jeg er underlagt en biologisk lyst til at “formere” mig og omvendt er lysten til at give mig selv om mine børn de bedste præmisser for at have det godt langt vigtigere men det er ikke altid den slags går hånd i hånd. Jeg tror vi som mennesker, ofte selv kan vælge at placere os i uhensigtmæssige positioner. Nogen bevist og andre ubevist. Ingen ønsker at kører sig selv for hårdt, men ofte tror jeg man skal have gjort op med sig selv, hvad det i realiteten er man gerne vil. Hvad rummer man egentlig selv som menneske – hvor godt kender man egentlig sig selv.

Både psykiateren, kontaktpersoner på psyk samt min psykolog, som jeg i dag ser i perioder, har bedt mig droppe tankerne om at én depression udelukker en vellykket graviditet – barsel osv. Jeg siger ikke at personer med psykisk lidelse ikke kan tillade sig at få børn eller lignende – langt fra. Jeg har personligt været bange for “hvad nu hvis”, derfor fortalte alle de fagpersoner jeg har været I kontakt med, igennem min reccovery proces, at der findes et bestemt jordmoderteam for psykisk sårbare mødren som differentieres efter den enkelte mor og hendes sårbarhed.

Dette team har jeg valgt at lade mig henvise til, grundet min tidligere depression. Jeg har virkelig forsøgt at gå ind til mit første jordmoder besøg med åbne arme og med en respekt for mig selv. Jeg kan til tider komme med en forsvarstale, fordi jeg har oplevet nogen rigtig hårde stigmatiserende oplevelser i det at være eller have været ramt af en depression. Stigmatisering er desværre aldrig bundet op på viden men uvidenhed, hvilket er enorm farlig tendens – som gælder rigtig mange aspekter og i forhold til bestemte områder. 

I dag var jeg så til jordmoder for første gang og jeg blev mødt med en faglig respekt og gennemgribende lyst til at støtte mig på hvilken måde der må være nødvendigt under denne graviditet. Yderligere formåede jeg at droppe forsvaret og bare være kommende mor med en tidligere depression, for det er nu engang kun en lille del af hvem jeg er.

Tusind tak fordi du læste med 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Skriv et svar