Bagom tallets betydning

img_0350

Flashback
De hvide kuverter, deles efter navn, rundt i lokalet. Da brevet endelig er i mine hænder, tøver jeg lidt med at åbne. Jeg kan allerede høre at nogle af de andre, er i fuld gang med at proklamere hvilken bedømmelser de har fået. Diskret lader jeg blikket glide rundt i klasseværelset og jeg hurtigt konstatere, at alle åbner deres breve. Selv har jeg mest lyst til at vente, til jeg kommer hjem og er alene. 

Klumpen i halsen vokser og mine fingres fugt kan sætte mærker på kuverten. Med en negle løsnes limen og jeg fisker så papiret op. Min sidekammerat kigger mig over skulderen og siger så “Jeg har kun fået 8 i engelsk!”… mine øjne finder faget engelsk og der er både et 6 og 7 tal. Syv i mundtligt og 6 skriftligt. Jeg kan allerede mærke det lille pust, som aktiviteter mine tårekanaler, men jeg irettesætter hurtigt mig selv. Der er mange 6-taller, men i mundtligt dansk står det 10. Jeg elsker dansk, nok mere end en hver anden 7. Klasses elev gør det. Det er måske ikke så underligt, at jeg nogle år senere søger ind på lærerseminaret og læser til dansklærer.
På trods af jeg er delvis ordblind.

Jeg havde fagligt, ikke den bedste tid i folkeskolen. Karakteren lå ofte i bunden af skalaen og mine mangle evner til at stave og forstå grammatikken spøgte i næsten alle fag. Jeg glemmer aldrig et møde i 8. klasse, hvor jeg knækkes af den fremvoksende evalueringstendens. Jeg kunne jo virkelig intet, det viste alle karakterne jo. Der fangende min klasselærer Jens mig og sagde: ”Nej du får måske ikke de højeste karakter Christina, men du kan noget der er langt vigtigere, du kan tale din sag. Ingen kan bruge en der kun kan få 12 som ikke formår at fremlægge sine projekter.” Hans oversættelse af mit sølle krakterblad hjalp mig på vej, samtidigt med at min dansklærer begyndte at give mig to karakter, en for indhold og en anden for retstavning. Jeg kunne jo noget med ord og lysten til dette måtte ikke slås ihjel. Jeg skylder helt klart de to lærer fra folkeskolen en stor tak, de formåede, sammen med en række andre folkeskolelærer at give mig en tro på jeg godt kunne, hvis jeg ville det.

Udover min tenderende ordblindhed, så var til tider svært at hente hjælp til lektierne hjemme og mit hoved var mildest talt optaget af helt andre ting. Derfor var det heller ikke helt tilfældigt, da min klasselærer nogle år senere anbefalede mig at droppe den almene STX, da dets kendte sociale liv, kunne knuse en person som mig, dels grundet den modenhed jeg nu engang havde og fordi min motivation kunne være svær at opretholde i mængden af øl, fester og andet lir. Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at følge hans anbefaling og søge ind på Frederiksberg HF-kursus. Det var der jeg fandt mit faglige jeg og med flere 12 taller end jeg efterhånden kan huske, fik jeg en god studentereksamen. Det var os der jeg lærte Hr. Mand at kende, det var der jeg forelskede mig for livet. Min tid på HF, mellem de mange andre, lidt ældre studerende, lærte mig at stå på egne ben. Jeg lærte at jeg faktisk var “klog” nok og at jeg kunne noget, til trods for lidt hårde knubs i ny og næh. Det tog jeg med mig videre på seminaret. Drømmen var ellers at læse psykologi, men så god var min studentereksamen desværre ikke og jeg undersøgte derfor hvordan jeg kunne gå andre veje og derigennem nærme mig det som kunne være adgangsgivende for de karrieremæssige spor, jeg fandt tiltagende. I lang tid tænkte jeg lærergerningen var mit kald og det tror jeg nu os stadig den skal være, men i andre klæder, end dem den almene folkeskole er iført. Efter lærerseminaret, som jeg ligeledes afsluttet på fornuftigt vis, med Aksel på hoften, Carl i maven og en række 12 taller, besluttede jeg mig for at tage en tænkepause.

Det var en pause, der skulle give mig tid til at samle mod, så jeg en dag ville søge ind på mit drømmekandidatstudie. En kær veninde, Gitte, som i dag er i gang med at specialisere sig som læge, blev min opbakning og inspirationskilde. Min store tvivl gik sig på, om en til tider skriftlig ordblind tosse, virkelig kunne læse en kandidat og på et højt niveau. Jeg har aldrig ønsket “bare” at slæbe mig igennem. Jeg vil kunne det jeg skal og helst mere end det. Min veninde fik mig overbevist og jeg var en af de få, som blev optaget på årgangen 2015 pædagogisk sociologi, ved Århus Universitet. Jeg havde forberedt mig godt og alligevel følte jeg mig slået lidt ud af kurs. Det gjorder resten af mit hold os, så jeg lagde ikke de store bekymringer i dette og valgte i stedet at knokle på. Det betalte sig med gode karakter og i sidste ende os en ordentligt omgang stress, som jeg ignorerede. Det brød stressen sig faktisk ikke om, måske var det mere min krop og psyke, så den reagerede ved at en depression i ro og mag voksede sig stor og stærk i mit indre. En dag væltede det hele og belastningsreaktionen var ikke til at tage fejl af. Det kostede dyrt på selvværdskonoten at tjekke ind på en psykiatrisk afdeling og få diagnosen svær depression. Dengang overvejede jeg virkelig, om jeg nu bare skulle droppe ud fra studiet eller acceptere en sygemelding på ubestemt tid. Jeg fandt heldigvis min egne vej. Det var ikke let og det kostede os nogle uforstående veninder, en del tåre og en masse angstanfald, men det lykkes. Uden at gå på kompromis af min reccovery proces, familie og vigtigst af alt mig selv. D. 18 januar 2017 gik jeg angst præget ind i et eksamens lokale, velvidende om at jeg havde lagt mit tidligere studerende jeg på hylde og at jeg nu var langt mere påpasselig i forhold til mig selv. Da jeg forlod lokalet var det med et stor 12 tal og en masse tåre og en følelse af at jeg havde rejst mig fra depressionens mørke, uden at gå på et kompromis med mit indre.

img_0354
Vi har i specialet lavet en genealogisk undersøgelse, at udsatte boligområder, med udgangspunkt i Bellahøjhusene, i Brønshøj, København.

I går modtog jeg beskeden om, at vores, min kære specialemakker og jegs, speciale er bestået og vi er færdiguddannet. Derved har vi nu, en kandidat i pædagogisk sociologi og jeg kan kalde mig for Cand. Pæd Soc. Jeg forstår jeg det ikke helt. Grundet alt det, som skete under slutspurten, hertil risikovurderingen af Vilmer, valgte jeg at være tilfreds med blog at have afleveret. Det var i sig selv en kæmpe bedrift og jeg har været utrolig stolt af at have afslutte noget, som virkelig har krævet nerver at stål at gennemføre.

Siden aflevering, har jeg gjort mig mange tanker om den forestående bedømmelse og da det ikke længere er muligt at forsvare specialet mundtligt, grundet besparelser, så stod og faldt det hele med vores skriftlige produkt, vores undersøgelse, vores speciale. Jeg elsker mundtlige eksamener og har altid set dem til min fordel. Det er virkelig der jeg brænder igennem. Derfor har jeg frygtet, at producere en skriftlig fremstilling af en undersøgelse, mest af alt fordi jeg stadig husker karakkerne fra indholdet og retstavningen, tilbage fra folkeskolen.

Jeg har ikke helt vidst hvad jeg skulle forvente, hvad jeg kunne tillade mig at forvente. Vores vejleder har lige ud sagt, at det hele kan stå og falde med censoren. Det er aldrig til at vide hvilket støvet fætter man kan rende ind i, som måske forstår akademisk fremstilling, på en mere traditionel måde end sådan to unge københavner kvinder. Helt unge er vi faktisk ikke og jeg mener forsat, at vi har fat i den lange ende. Vi havde dog en klar forventning, inden vi startede ud med at lave vores undersøgelse. Vi ville ikke spille sikkert. Vi ville ikke nøjes med at lave en “lille” undersøgelse. Undervejs i vores uddannelse, har vi gang på gang fået anbefalingen, at vi som studerende måtte omtænke specialet, grundet de nedskæringer der er blevet lavet på området. Jeg har stadig ikke forståelse for, at en uddannelse som på mange måder skal munde ud i et speciale, altså en stor omfattende undersøgelse, som den studerende på egen hånd skal udarbejde, pludselig skulle neddysses. Jeg tænker – at hvis ikke i specialet, hvornår så? Hvornår får man som ellers den mulighed igen? (En lille stemme i mit indre hvisker “Ved PHD’en”). Min specialemakker og jeg, har derfor valgt at gå all in, vi har satset al vores faglighed på at lave en undersøgelse, som selv de helt “store”, får hug for at give sig i kast med. Vi valgte at lave en genealogisk analyse, altså ville vi gøre brug af sociologiens berygtede analysestrategier.

Da vi for første gang sad til vejledning, bad jeg vejlederen om at berede sig på, at vi ville presses til det yderste. At vi ikke ville nøjes. Vores vejleder påpegede vores analysestrategi, som uhyrlig svær at mestre og hun forsøgte da os for en kort stund, at sælge os en “mindre” udgave. Vi har dog ikke ville gå på kompromis. Det var nu eller aldrig, enten kunne vi være gale eller geniale.

I går kom bedømmelsen så, både censor og vejleder har tydeligvis kunne se hvor vi ville hen og vi fik derfor en virkelig flot karakter. Havde det været en mundtlig eksame, var jeg med sikkerhed begyndt at tude og sige TAK, selvom det jo KUN er min makker og mig selv, der kan takkes. I vores forord takker vi selvfølgelig baglandet og vores vejleder, samt de frivillige vi er stødt ind i på de små lokale arkiver hist og her. Jeg har lært en masse om sociologiske teori, pædagogiske strategier, som studieordningen forskriver det. Men jeg har os lært noget som på mange måder er langt vigtigere, for mig som menneske. Jeg har lært mig selv at kende og jeg ved i dag hvilken sand værdi der skal hentes i at aflevere en så stor opgave, som et speciale nu engang er. Jeg lærte endelig, at jeg er mere end god nok fagligt, til trods for mine til tider mange stavefejl og jeg lærte, at lige meget hvad, er en karakter aldrig en vurdering af MIG som person, men af et produkt, jeg har fremstillet indenfor et system, som ikke altid er helt let at finde rundt i.

img_0302

I går aftes skålede jeg i alkoholfrie bobler og jeg græd en tåre i lettelse. Min makker fik en ekstra kramer, for vi gjorder det. Vi gjorder det virkelig, på trods af alt andet. Jeg tænker dog lidt, at skulle jeg en dag skrive en PHD, må jeg nok hellere tegne livsforsikring på alle omkring mig. Omvendt er det måske lige præcis det sindsyge pres der gør, at jeg vælger at ligge alle kræfter i, sætte hårdt mod hårdt.

For de, som måtte finde det intressant, ja så fik vores speciale bedømmelsen 10 og vi glæder os nu til at arbejde videre med den viden vi har fremanalyseret, på baggrund af vores undersøgelse. 

Der er helt klart store armbevægelser i dette indlæg og det har virkelig taget mig flere år at lærer, at det er helt okay, særligt hvis man faktisk har grund til at lave dem.

Tusind tak fordi du læste med !

Kærlig hilsen Christina Cand. Pæd. Soc.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar