Når generne går igen – Glædelig Fars dag

Sent, sent om natten
Alene med mig selv
Drømmen om dig
Kan ikke slåes ihjel

Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra, men du gav mig til mor og hun gav mig jo det liv jeg har.

162875_475455166683_7821757_n
6. november 2010, min bryllupsdag.

Jeg kender følelsen, men det er først nu her tredje gang, at jeg har lært at identificere den. De andre gang har den næsten overmandet mig og sendt mit system ud af kurs, men nu ved jeg, hvad der er på spil og på mange måder os hvordan jeg skal håndtere det.

Det er fantastisk vidunderligt, at jeg kan bære og videreføre livet, min mands og min familie. Selvom der som sådan ikke er noget romantisk i alt det praktiske i få børn, så synes jeg grundtanken om, at jeg sammen med det menneske jeg elsker og holder af, kan skabe nyt liv. På mange måder er denne essentielle tanke, en truet enhed, grundet en faldende fertilitet og de mange teknologiske muligheder, for netop at blive forældre på egen hånd. Hermed ikke sagt, at jeg ikke forstår og respektere disse muligheder, tværtimod.

Inde bag ved døren
Der hvor alt kan ske
Venter du, venter du
Meget svær at se

For mit eget vedkommende, har jeg altid haft en god fertilitet og sammen med min mand, har vi haft “held i sprøjten”, hvilket jeg personligt er enormt taknemmelig over. Jeg er stolt, taknemmelig og ja lykkelig over, at kunne bære et liv under mit bankende hjerte og jeg elsker tanken om at Hr. Mand og jeg, sammen, har lavet hvad er bliver tre børn, som er søskende og deler gener, på godt og ondt. Det er mærkeligt det med gener og arv, den arv som jeg på så mange måder ikke har fået socialt og så alligevel.

Min fars død har været en social arv, der på mange måder har præget min psyke i en sårbar retning, men som samtidigt har hærdet mig. Jeg har ellers virkelig kæmpet imod og forsøgt mig som hende der overkom strabadserer i barndommen, indtil jeg blev indhentet i mit voksne liv. I dag ved jeg hvad min fars død har af betydning for mig som menneske – kvinde. Det betyder blandt andet, at jeg føler et stik i hjertet, over følelsen af, at under mit hjerte banker endnu et. Et nyt liv.

 

f80a4091_web
Foto Credit: Fotograf Mia Boserup

Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
I en helt anden tid
Aha aha
Ridder lykke, ridder hvid
Ridder du, alene
Ridder lykke
Tag mig med

Jeg har arvet flere ting fra min far, eksempelvis mit ret skæve tandsæt, et lille rødligt skær i håret og så en masse risikoer grundet alt det min far kæmpede med. Mine børn har os fået noget med fra deres biologiske Morfar. Aksel er pt. Den der har mest med sig. Han er både født med klumpfødder, hvilket er fra min fars side af familien og så er han farveblind, som min far var det. Han er det kun fordi jeg som kvinde bær min fars farveblindhed og denne genfejl kan kun videregives til mine drengebørn. Det er underligt men samtidigt rart, at min far er med mig – når han alligevel ikke er det.

I dag ved jeg på mange måder, hvor magtesløs min far må have følt sig i forhold til tanken om at sætte liv i verden, som han ikke kunne passe på. I dag ved jeg, at min far tændte et lys for mig, da der var aller mørkest og den tak skylder jeg ham. Det gør ondt at vide, at min far på mange måder vil dø med mig. Jeg bær, sammen med min bror, hans efternavn. Dengang jeg ventede Aksel gjorder jeg mig mange overvejelser over om også han skulle bære det. Alligevel så følte jeg et behov for at tegne en streg i sandet. Aksel og Carl ved, at min far døde da jeg var barn og en dag, når tiden er til det, vil jeg fortælle dem om vigtigheden i vi passer på os selv og hinanden. Jeg vil fortælle dem om livet skal leves og aldrig selv må vælges fra, ligemeget hvor mørkt der kan blive. Jeg vil fortælle dem om muligheden for at kæmpe, mulighederne som min far ikke havde og jeg vil fortælle dem om manden som min mor forelskede sig i, som en dag blev rigtig rigtig syg. Jeg vil fortælle om, at ingen mennesker, som har en psykisk lidelse er onde, men at der kan være noget inde i dem, som er blevet sygt og når det bliver sygt, så kan man som menneske blive magtesløs og ødelagt i sådan en grad at det findes umuligt at komme på fode igen.

Vejene jeg følger
Ender altid blindt
Men stjernerne
Ser jeg no’ngang’ tilsidst

En dag vil jeg vise dem, den grav, jeg så tit har stået ved igennem hele mit liv. Nogen gange legede jeg med perlestene, mens min mor lagde en krans, andre gange kiggede jeg min farmor over skulderen imens hun luet ud.. da tiden ville det og jeg var klar, har jeg siddet ved hans grav, jeg har grædt, skældt ud og savnet. Jeg har savnet den mand, som var med til at bringe mig til verden. Manden som på så mange måder gav mig til min mor.

Står du bag ved døren
Der aldrig åbnes helt
Hvor er du, hvor er du
Du er så svær at se

I dag bæger jeg hans barnebarn, hans 5 barnebarn. De er alle sønner, alle med en arv, krøller i håret og et glimt i øjet, som jeg kan kende fra de hvidsorte billeder og de vil en dag få fortællingen om manden som købte en kæmpe vaffelis til min mor. De vi få fortællingen om manden som sidder i skyerne og som jeg en dag, når tiden er til det, vil gå en lang tur med… og tale om alt det der var, alt det der blev og som for evigt vil være, nemlig vores slægt.

Jeg ønsker dig en glædelig fars dag, imorgen .

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Skriv et svar