Opkaldet der ændrede alt

Den genkendelige lyd, af lågen ind til gården der smækker, runger som et ekko, de er kørt.
Jeg ligger i gangen. Mit hjerte banker alt for hurtigt, halsen er tæt og det føles som alt lukker sammen, hvilket gør min vejrtrækning mere og mere besværet. Mine tåre blandet sig med snot fra næsen og hovedet dunker. Gulvets rughed, blandet med sandkorn fra sandalsæsonen, kradser imod min kind. Mine ben og arme ryster. Det er som om mine øjne har mistet dets styrke. Farverne i rummet toner sammen og bliver udtydelige. Det føles som om loftet kommer tættere og tættere på. Mine tanker genkalder den foregående aften, putningen, som havde fået det hele til at vælte. Jeg er en elendig mor ! Mørket ruller ind over mig, som en sort tåge, men efter den skyldfølelse, som stadig sidder i mig fra igår, ved jeg nu – det ikke er en mulighed. Jeg må have hjælp !

Min telefon ligger på spisebordet. Mine ben ryster og er ukontrolerbare så jeg kravler ind i spisestuen. Jeg måtte for en fremmet havde lignet en forvokset baby, som næsten havde lært at kravle, dog kun med krydskoordinering af armene. Jeg svinger den ene arm op på bordets overflade og trække telefonen med ned på gulvet. Hvem fanden skal jeg ringe til ?! Jeg sidder lidt og tænker at der ikke er nogen vej tilbage, mine børn fortjener bedre – os selvom det måske bliver en hverdag uden mig. Jeg kender alt for godt til de sager hvor uegnet forældre ødelægger deres børn og jeg føler, at jeg ikke længere har ret til at have mine. Jeg søger på  googel efter nummeret til sundhedsplejerskerne på Frederiksberg.

Jeg ringer bævgerne op mens hånden, som holder telefonen, forbliver rystende. Jeg ligger hånden og hovedet mod det ene bordben for ligesom at fastlåse hånden og mindske den rystelser, den anden hånd har bordet sine negle ind i mine arm, intet andet synes at virke. Telefonen dutter et par gange og så er der en som svare. Hun er sød, hende sundhedsplejersken. Jeg fortæller hende om hvilket forfærdelig mor jeg er. Jeg har råbt at mine børn, sådan helt ukontrolleret, så de blev bange. Sundhedsplejersken lytter, mens jeg fortæller om mit behov for hjælp. Jeg fortjener ikke mine børn, jeg ødelægger dem bare. Samtalen vare længe og hun lytter intens, en gang imellem stiller hun er spørgsmål og efter en god del tid siger hun så: “Christina du er altså ikke nogen dårlig mor, alle kommer til at råbe og at du kan mærke det er over din egen grænse og rækker ud efter hjælp, det er simpelthen så godt…” jeg bryder sammen, for stemmerne inde i hovedet bliver ved med at sige at jeg er en forfærdelig mor, den fortæller mig at jeg burde dø, at verden er bedre uden mig  jeg er uduelig. Jeg er så bange for at miste drenge og omvendt ved jeg de fortjener bedre. Der er stille i røret, sundhedsplejesken forsøger at berolige mig, min gråd er tydelig. Så siger hun det “Christina, jeg tror altså du skal ringe op til lægen og sige hvordan du har det? Kan du selv gøre det eller skal jeg gøre det for dig?”. Jeg har intet sagt om mørket i mig og de sorte tanker, men hun kan tydeligvis hører hvilket sammenbrudt menneske hun taler med. Vi aftaler jeg selv skal ringe og hvis ikke lægen svare, skal jeg ringe igen på et direkte nummer til hende. Jeg ringer til lægen og inden jeg får set mig om, står der en psykiater og en sygeplejerske i min stue.

Det er i dag 2 år siden jeg lavede det opkald. Opkaldet resulteret i at en psykiater anslog jeg havde fået en belastningsreaktion og at min nervesystem derfor var brændt sammen. I månederne forud for den aften, hvor min mentale film knækkede, havde min adfærd ændret sig. Havde jeg dengang taget en stresstest, ville den havde været bragende positiv, men jeg vidste ikke det var stress. Istedet troede jeg at det var MIG, som var et forfærdeligt menneske. Det var ikke mig, men en række symptomer på, at noget var helt galt. Tankemyllerede kredset hele tiden om min gøren og laden og hvor uduelig jeg var, konstante hedeture, svingende humør, nedsat appetit, afbrudt søvn, manglende lyst – os til sex og så det jeg synes var værst… Jeg var blevet en råbemor, hende der konstant var kortluntet og hævet stemmen i tide og utide. Jeg har ellers aldrig brugt en hævet stemme og bullerende adfærd i mit forældreskab. Havde opkaldet til sundhedsplejersken været optaget, kunne enhver med bare den mindste form for psykologisk forståelse høre hvor sort / hvid jeg var i min forståelse af egne adfærd. For i dag ved jeg selvfølgelig godt, at jeg IKKE var nogen dårlig mor, jeg var en kvinde som var helt ude i torvene, ramt af stress og depression, hvis nervesystem brændte sammen og som selv i den sidste time tænkte på mine børns ve og vel. De har altid og vil altid komme først. Derudover kunne jeg ikke se tingene som de var, jeg var ikke relativ i forhold til det der skete, jeg så ALT med lup og i tonet mørkt glas.

Der er ingen tvivl om at det opkald til sundhedsplejersken, det var opkaldet der ændrede alt. Jeg husker stadig min enorme frygt for at bede om hjælp, for dengang tænkte jeg konstant: Hvad nu hvis nogen tager mine børn, når de hører om dette? I dag ved jeg, at mine børn har det bedste mor de kan have, hver evig eneste dag, måske ikke hvert minut – men hver evig eneste dag.

Det er i dag 2 år siden jeg sad under spisebordet i stuen. Der er sket så meget på disse to år, mere end jeg havde ture håbe på, siden den dag hvor min mentale film knækkede. Jeg er i dag enormt taknemmelig over at jeg fik hjælp, da jeg bad om den og at jeg var modig nok til at gøre det, trods alt. Dengang jeg fik konstateret at jeg havde en svær depression, følte jeg virkelig at jeg ramte et nulpunkt. Derudover tuer jeg ikke tro på, at jeg en dag kunne blive raske igen, det er det forfærdelige ved en depression, den kvæler al liv og håb.

Vilmers hjerte banker under mit i dag. I hver af mine hænder har jeg mine to skønne drenge, de drenge som den aften i 2016 mindede mig om, hvorfor jeg skulle forblive til. Selv de dage hvor jeg vakler og har lyst til at “overgive” mig til stress og jag, så kigger jeg på dem, og bliver mindet om at intet betyder noget, hvor jeg igen bliver hende jeg for en kort periode af mit liv var. Det er MIT liv for kort til.

I dag lever jeg efter de erfaringer som jeg har gjort mig, de er mine pejlemærker her i livet og det er dem der gjorder, at jeg for nyligt var i stand til at række hænderne op og sige “Jeg skal stoppe her, ellers kan det jeg føler udvikle sig til noget helt andet og ukontrollerbart”. Jeg har altid, siden jeg blev rask, været bange for jeg ville tillade mig selv, at blive så syg af stress igen, men den dag jeg slog en streg i sandet og sagde “HEY-det her er ikke godt for mig”, der blev et festfyrværkeri udløst inden i mig. Det var nemlig i det øjeblik jeg viste, at en ting er at kæmpe sig ud af depressionen, ophør med antidepressiv medicin og dårlige strategier og leveregler. Noget helt andet er at kunne navigere efter alt det, således at jeg sikre mig selv, i forhold til “tilbagefald”. Der er ingen garantier her i livet, kun de erfaringer vi gør os og den visdom vi vil hente af dem.

Kærlig Hilsen

Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1 comment / Add your comment below

  1. Puh – dette fik lige tårerne til at trille.. jeg er vist en råbe-mor lige for tiden.. jeg vil ikke være det og jeg prøver så meget, men alligevel bliver jeg drevet derud hvor mit eget temperament taget over.. jeg har grædt foran mit barn – af ren frustration.. jeg hat villet løfte ham væk fra en konflikt, og idet vi går igennem døren læner han sig tilbage og banker hovedet i karmen… nogle dage tænker jeg at jeg bare skal vente til babyen i maven kommer ud og så kan faren tage over – fordi de begge fortjener en bedre mor….

Skriv et svar