At støtte en krop i forandring – Del I.

Credit. Fotograf Mia Boserup

Jeg har svært ved helt præcist at sætte en finger på, hvornår det var jeg begyndte at vende og dreje mig foran spejlet, akkompagneret af selvbebrejdende og nedladende tanker. Jeg var hverken tyk eller tynd, høj eller lav, jeg var helt normal og alligevel fortalte jeg mig selv, igen og igen, at jeg var helt forkert.

Det var først mange, mange år senere, at jeg begyndte at forstå, at jeg faktisk var og er mere end okay og vigtigst af alt, at jeg er nød til at være bedste venner med mig selv og min krop, vi skal nemlig følges ad hele livet og det er nu rarest at gøre med en god tillidsfuld ven.

Mine graviditeter har ikke altid været nemme. Mit bækken har raslet som var det en rangle og mit stofskifte præges af den hormonelle cocktail, så det går i stå. Det har ofte ødelagt al motivation for “sund kost og motion” og derved er vægten steget stødt. Graviditetskiloene er stort set smidt, lige så hurtigt som de er kommet på og det gør at diverse fagpersoner, har anmodet om at jeg “acceptere” den måde jeg er gravid på. Ingen graviditeter er dog ens og da jeg generelt synes vi skal gøre brug af de erfaringer vi gør os, så prøver jeg virkelig at drage af nytte af dem, her tredje gang jeg er gravid. Så jeg forhåbentligt kunne holde mig under de gyldnede 20 kg. Ikke fordi tallet er vigtigt, men jeg ved at lægges der 20 kg. Til min normalvægt, så er det mere end rigeligt til min krop. Hvis det skete, at vægten kunne nøjes med at stige 20 kg, så ville det være “stort”, da jeg med Aksel tog 24 kg på og med Carl 28. Alle kiloene har været tabt efterfølgende, men det er svært at mærke kroppen vokse og på mange måde være udenfor kontrol. Jeg er normalvis i rigtig stor kontrol og kontakt med min krop, igennem mit løb, men nu.. nu hvor løberen er gået på barsel og appetitten stiger, blodsukkeret konstant kører i rutsjebane, ja så sker der nogle forandringer og mit store spørgsmål har været, hvordan støtter jeg bedst mulig en krop i dens forandring?

Jeg har de sidste mange år, arbejdet med min forståelse af kroppen som værende min bedste ven, frem for fjende. Jeg har evalueret på de “tegn”, jeg vurdere mig selv efter og set kritisk på deres ophav. Vi bombarderes konstant med anvisninger om hvordan vores kroppe bør tage sig ud, behandles og udtrykkes og ganske langsomt, fjernes al den selvkærlighed, respekt og stolthed, som vores forældre har tillært os i barndommen. Som barn var jeg umanerlig tynd og ranglet, men da jeg fyldte de 11 år, begyndte der pludseligt at ske noget. Min krop begyndte at ændre sig og en da stod jeg i H&M og fandt en top, som skulle erstatte min klassiske undertrøje. Før jeg vidste af det, købte jeg sørme os et par G-strenge, med min gode veninde Trine. Til at starte med vaskede vi dem selv i hånden, indtil vi fandt mod og styrke til at sige “Hey Mor (og Far) jeg vil gerne gå med denne type undertøj”. Det var på mange måder, det første skridt imod selvbestemmelsen og personlig udvikling. Siden er mange ting fulgt efter og ofte har det været for at bestemme og dyrke mig selv og min krop. Spørgsmålet er så, hvornår denne vilje til selv at ville bestemme om bukserne skulle være hullet, håret fyldt med dreadlocks og duften en date sport forsvandt ?! Hvornår var det, at alt det jeg kæmpede for, i forhold til hvad jeg tænkte og troede på, blev droppet til fordel for ungdomsbladenes tone, reklamebilledet idealer og andres opfattelse?!

Når jeg i dag ser på ældre billeder af mig selv, så mærker jeg altid et stik i hjertet over, at jeg ikke så ALT det som jeg ser nu. Nemlig en køn og slank pige, som jo havde al god grund til at være stolt af sig selv?! Det var en pige med ben i næsen, som bar hjertet udenpå kroppen og troede på, at der skulle være plads til alle. Det er noget underlig noget med billeder… de kan være ens bedste ven eller fjende. Ofte kan billederne vise noget, man ikke selv ser, på godt og ondt. Jeg synes mine løbebilleder er gode til at vise mig min kropsholdning når jeg løber. Løber jeg med ret eller sammenfaldet ryg? Med forfodsstilling eller fald bagerst på foden. Sådan kan det være I løbets verden.

Da Fotograf Mia Boserup, Photos by Boserup, kontaktede mig, for at spørger om jeg ville med på en morgentur til Amagerstranden, så tænkte jeg, på baggrund af min erfaringen fra mine løbebilleder og med total overbevisning af Marias portfolio – det kan du tjekke ud her: PhotosbyBoserup,dk  så tænkte jeg, at det måske var en god chance for at støtte min krops forandringer, på en positiv måde. Da vi snakkede sammen i telefonen, så var jeg ærlig talt lidt nervøs og min selvkritik er nu engang som den er, relativ høj. Mia formåede dog at skabe en tryghed og ro omkring det hele og da jeg stod der på standen klokken 4, en lørdag morgen, var det hele pludseligt okay. Mens det fortsat kun var min krops silhuet som kunne fanges af kameraets linse, forsøgte jeg at gå all in og være i kontakt med hele min krop og den lille gut i maven. Så mens jeg stod der i naturens elementer, som jeg er skabt, følte jeg mig pludselig mere kvinde end nogensinde før.

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Credit. Fotograf Mia Boserup

Mias milde væsen og kreative ånd, fik mig langsomt, men sikkert til at falde til ro i rollen foran kameraet. At hun så samtidigt havde de fineste kjoler med god plads til en voksende mave, det var blot et ekstra plus. Udover at Mia fik taget nogle utrolige billeder, så kom jeg under fotoshouter i kontakt med min indre urkvinde. Urkvinden kommer jeg oftest kun i kontakt med når jeg føder eller løber all out på de lange distancer. Den morgen forstod jeg, at jeg som kvinde er nød til at støtte min krop i dets forandringer og den bedste måde at gøre dette på, er ved at indstille mig på “alt kan ske”. Denne tredje graviditet er med sikkerhed den lettelse, hvis vi trækker risikovurderingen og biopsi fra SÅ er dette min drømme graviditet(7-9-13). Jeg er mere end nogle ekstra kilo på vægten, det vidste jeg godt forud for den morgen på Amagerstrand men når jeg kigger på billederne af mig selv, så får jeg et ekstra boost, os selvom lårene er begyndt at glide imod hinanden. For det her er en kort periode af mit liv, som aldrig kommer igen og jeg er om nogen taknemlig for, at jeg overhoved må bære et barn under mit bankende hjerte.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Skriv et svar