Kære lille mormor..

Den 16. februar 2010, dør min Mormor, efter et langt og hårdt sygdomsforløb med kræft. Sorgen der ramte min familie og mig, var ubeskrivelig. For hvad gør man, når hende der var samlingspunktet, hende der var den vise hunelefant i flokken, går bort. Kræft kommer som en tyv om natten, gennemroder alt og efterlader en nøgen, ensom og forladt.

Min Mormor betød alverdens for mig, sammen med min Mor var hun en af mine præmære omsorgspersoner. Stort set alle mine barndomsminder er spundet op, om to stærke kvinder og jeg ved, at det er disse kvinder som har gjort mig til den jeg er. Igennem min Mor og hendes Mor, min Mormor, fik jeg lidt af alt det, som gør mit livs kompas altid navigere efter oplærte, sande værdier.

D. 7. juli 2018, ville min Mormor være fyldt 80 år.
Dagen i går var præget af rejseaktivitet og en sorg i mit indre. Trods en utænkelig træthed og manglende overskud, slæbte jeg mig selv i et supermarked, for at købe ind til en af livretterne, som kun min Mormor kunne lave den. I dag er retten den, som jeg altid spiser forud for de store løb og når følelserne eksploderer som atomer i mit indre. Jeg tænker tit, hvilken tid vi kunne have haft sammen og hvordan min Mormor ville have elsket at være Oldemor, til syv oldebørn, alle drenge.. Til efteråret kommer det ottende og med ham, forsvinder muligheden for at gøre det, jeg en efterårsdag i 2009, under en af min Mormors og mine lange ture med kørestolen, lovet hende. Nemlig, at skulle jeg en dag få en lille pige, ville jeg give hende mellemnavnet Marie, efter min Mormor – Anne Marie. Dengang jeg fortalte hende det, afviste hun det blankt, men efter at have hørt på min forklaring på hvorfor dette lige præcist skulle være sådan, havde hun med stolthed accepteret mit valg. Det var på mange måder den samme stolthed jeg mærkede, hun havde haft dengang jeg på hendes 71 års fødselsdag, havde vist hende, hvorledes hendes underskrift nu prydet mit håndled. Foreviget, vil hendes navn stå, med blod og blæk.

For 10 år siden var vi samlet i en haveforening i Ballerup, for at fejre min fantastiske Mormors 70 års fødselsdag. I ugerne op til, havde jeg nervøst gået frem og tilbage i min stue, og øvet mig på den tale, som for evigt, vil være mit livs tale. Ingen vidste dengang hvad der ventede min Mormor og tanken om, at kræften kom blot 5 måneder senere, er skræmmende. Det er det kræft kan, den kan ødelægge og forpeste ens hukommelse, ens minder, hvis man lader den. Jeg har dog, alle mine mange minder i beholdt. Nogle er udelukkende i hukommelsen, andre eksisterer i lydoptaget samtaler mellem min mormor og jeg, på billeder og i små breve.

 Jeg vil gerne dele et minde. En smuk solrig dag rejste jeg mig, 19 år gammel og holdte talen ”Når Mormor sagde hold mund”. Det var en tale, som blev fremført med tåre og overrækning af små gaver.
Til ære for min elskede Mormor, vil jeg gerne, genudgive talen her.

Når mormor sagde hold mund

 Hej alle sammen.
For jer der ikke ved det, så er jeg Anne-Marie og Frodes datter Kristens datter, eller mere enkelt, et af Anne-Marie og Frodes mange børnebørn, Christina. Jeg har rejst mig, for at holde en lille tale, og denne tale har fået titlen – Når mormor sagde hold mund. Nu vil I måske tænke, hvad er det dog for en titel at give en tale, men i denne titel ligger ufattelige mange minder, fyldt med masser af glæde og kærlighed – nogen af disse minder, har jeg tænkt mig at dele med jer.

 Hele mit liv, har I, Mormor og Morfar, været indbegrebet af de forskellige skoleferier. I har aldrig sagt nej til at Christian og Jeg kunne komme på ferie hos jer, eller at Ida og Jacob, har kunne være der samtidigt, på trods af at vi som små, var fire unger med masser af krudt i røven. Disse ferier bød på lidt af hvert, men en ting var sikkert, en stor portion kærlighed.

 Jeg kan huske hvordan du Mormor, hver morgen kom med æg og bacon på sengen og at jeg gang på gang har sagt – det skulle du ikke have gjort, og dit svar var altid, morgen efter morgen – hold nu mund. Om aften kunne man så opleve, hvor ens livret blev stillet på bordet og man igen sagde – Det var slet ikke nødvendigt, hvortil du blot svarede – hold nu mund. Mormor og Morfar, I skal have tak for en masse fantastiske pasninger og skoleferier, de er noget som betyder utrolig meget for mig – Tak.

 En anden ting, som jeg også gerne vil sige dig tak for Mormor, er den økonomiske støtte du har givet, til bevaringen af mine fine æblekinder. Det har nemlig altid været sådan, at når Anne Marie ofte passede Cecilie, Christoffer, Christian og jeg, så var utrolig hyggeligt og rart. De her pasninger, indeholdte ofte flere små overraskelser. Som blandt andet kunne være en oprydning, af ens ellers altid rodet værelse eller en lille slikpose gemt i ens klædeskab. Problemet var bare, at når man så kom hjem fra skole og åbnet døren ind til ens værelse og man så hvordan det ellers bombet lokum, pludseligt var blevet helt rent og pænt og man så prøvet at forklare, at mor nu ville blive sur, fordi hun havde sagt jeg selv skulle rude op, sagde du bare – Hold nu mund. Men Mormor, tak for alle de gange du har ryddet op, og tak for alle slikposerne, jeg kan desværre ikke give en oprydning tilbage eller det kan jeg, men jeg har stadig lidt problemer med at rydde op, så jeg må nøjes med at give en slikpose igen. Værsgo Mormor.

 Mormor er faktisk en lidt underlig titel, Mormor er du jo, og for mig, verdens bedste Mormor. Du kaldes jo Mormor, fordi du er Mor til min Mor. Men man kan også sige det sådan her, at man siger 2 gange Mor, eller Mor i anden eller Mor2. Hvilket er hvad du har været for mig, Mormor, en Mor2. Det er nemlig sådan, at mit stamtræ, er lidt anderledes i forhold til andres stamtræer. Normalt er et stamtræ opbygget med to store stærke og beskyttende rødder, men som helt lille, oplevet jeg af en af disse rødder blev skåret af, og efterlod den anden rod alene. Alene med de to allerede eksisterende udspring. Men du gik ind, og satte dig som støtte til den tilbageværende rod, og til de små skud, som blev ved med at vokse. Og hver gang de små udspring, gjorder tegn på savn til den afskåret rod, voksede din gren sig større og stærkere. Og derfor ser jeg i dag dig, som mere end blot min Mormor, men en Mor2 og det vil jeg sige dig tak for.

Sidst men ikke mindst vil jeg sige dig tak for al den støtte du gav mig sidste sommer. Det skal lige siges her, at jeg sidste sommer oplevet mit livs alléer første seriøst brud, med en person jeg havde meget kær. Jeg følte dengang, at hver gang mit hjerte slog, blev det pumpet en dødbringende virus ud i min krop. Men du var der Mormor, som en online telefonlinje, altid åben og du transporterede dig dagligt ind til mig, på Amager. Og jeg er ikke i tvivl om, at hvis mimrekortet ikke havde eksisteret, havde du gjort det alligevel – Tak mormor, og denne gang bedes du venligst lade hver med at sige hold nu mund – tak.

 Mormor jeg kunne sige tak i en evighed, men sandheden er jo at der ingen ord findes for hvor stor en betydning du har for mig, og det ikke er muligt at beskrive, alt det gode din personlighed rummer Så … kære lille mormor, kære lille mormor tillykke med din fødselsdag . til slut vil jeg bar bede dig om en lille ting, at holde mund og tillade dig selv at slappe af og blive hyllet af os, som så inderligt elsker dig.

 Skål mormor

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Skriv et svar