Kvinde, kend din gravide krop

Jeg har overvejet om dette indlæg skulle udgives, mest af alt i frygt for at få kommentarer som “Du har måske os lige givet den lidt for meget gas” Det gør ondt at hører, særligt fordi jeg for under 36 timer siden sagde til en jordemoder, at hvis Vilmer kom NU, så vil jeg passe på ham ved at sætte ham på en sky. En fødsel i uge 26+3, er oftest ikke uden massive konsekvenser og jeg ved hvem jeg er og yderligere hvad jeg ønsker for mine børn. Ordene i indlægget her, var derfor skrevet som en bearbejdning men jeg ved, at andre gravide kvinder dagligt står i samme situation og det her er min blog, mine ord og nogen gange kaster det en ridse af sig og andre gange omvendt. Generelt oplever jeg en konstruktiv tone på bloggen og mine ord er skrevet uden et krav om skulderklap og altid med en respekt for at alle læsere kan ytre sig, hvis de ønsker det. Jeg føler nemlig der er en gensidig respekt mellem dig som læser og mig som er hende bag skærmen ”bloggeren” om man vil.

Allerede da jeg vågner tirsdag morgen d. 17 juli, føles min krop i ubalance. Der har været dansk tropenat og min søvn har været mangelfuld. Hr. Mand har fødselsdag og inden jeg smutter til bageren, drikker jeg en liter vand tilført en tabs med zylo- og elektrolytter, udelukkende fordi min svedige seng og den begyndende hovedpine bevidner om, at jeg mangler væske og salt. Jeg kender min krop og jeg ved hvad den kan og hvilket signaler jeg skal lytte efter. 

Drengene og jeg laver et lækkert morgenbord, vi synger fødselsdagssang og da vi er færdige med at spise ligger jeg mig på sofaen. Jeg siger til Hr. Mand, at det føles som om Vilmer tænker de skal dele fødselsdag og at jeg er nød til at få en ordentlig middagslur. Jeg har ikke direkte ondt i kroppen, men der er bare noget som føles anderledes. Resten af dagen går fint, jeg får sovet men føler konstant en “ubehag” i kroppen. Vi fejrer Hr. Mand og jeg mærker hele tiden hvad det er min krop signalere. Gæsterne går og klokken 21:30 kommer plukveerne. De er regelmæssige og de trækker fra lænden og i det nederste af maven. Jeg overvejer at ringe ind på Herlev, men vælger at se det an da jeg tænker lidt hvile vil gøre det hele godt. Natten er ikke super god og næste morgen, inden klokken er 8, har jeg ringet til fødemodtagelsen. Plukveerne minder nu om dem jeg fik, dengang jeg skulle have Carl. Jeg har os en lyst til at presse og det er svært for mig at ligge det rigtige pres når jeg skal tømme min blære. Derudover er plukveerne så markante at jeg forstyrres i min talen og nogen gange vejrtrækning. Min mor henter mig og sammen tager vi på hospitalet.

Da jeg sidder i bilen, tænker jeg at det nok er en massiv blærebetændelse og at hospitalet måske tænker jeg overdriver, det hele føles bare virkelig forkert. På fødemodtagelsen kommer jeg hurtigt til og jordemoderen får da os kald ‘for og bagvagt’ da der er mistanke om truende tidligt fødsel. Det er der jeg første gang bryder sammen. Alt fra mit tidligere keglesnit til gør det selv projekter kører rundt i mit hoved og jeg fyldes med skam og skyld. Samtidigt forstår jeg intet, fordi min krop ikke har givet udtryk for at den var overbelastet, ikke engang belastet. Når jeg går rundt og laver lejlighed, holder jeg pause hvert. 45 minut, for at få væske og sikre mit blodsukker mm. Jeg har endnu ikke haft plukveer mens jeg har arbejdet derhjemme og som person er jeg en energisk, stærk satan – det er sandheden. Jeg har trænet op til denne graviditet, mentalt og fysisk, og med øvelser fra min fysioterapeut, har jeg formået at holde mit bækken på plads, til trods for jeg allerede i uge 18 med Carl, måtte lade mig sygemelde med bækkenløsning. Jeg føler, at jeg kender min gravide krop bedre end nogensinde.

Jordemoderen mærker på mig og giver en besked og jeg ber til, at scanningen viser at der er mere end den ene 1 centimeter livmoder hun skønner. Hun har allerede nævnt Riget, ve stoppende drop og lungemodnede medicin. Jordemoderen er fantastisk og hun ser mig og den jeg er. Bagvagten scanner og en skygge skaber tvivl på målet. Det står heldigvis ikke helt så galt til, selvom der pludselig er sket en udvikling fra 3,8 til 2,6 centimeter. De er i tvivl om den skygge og jeg føler selv, at min krop om er par timer er i fuld aktiv fødsel. Kvalmen som kommer sammen med det der minder og begyndende veer er gennemtrængende og der løber regelmæssigt en bølge over min lænd. Bølgen er mit billede på, hvordan jeg normalt skal kontrollere min vejrtrækning når de første veer melder sig, men jeg har overhovedet ikke lyst til at arbejde med det min krop giver mig. Jeg er hunderæd og det er først et par timer senere, efter jeg er blevet indlagt på svangermodtagelsen og ved en ny scanningen, at en lille ro indfinder sig. Lægerne kan godt se og mærke plukveerne, men de rykker heldigvis ikke ved noget og det tyder på at skyggen nu ikke er en skygge, men formentligt en “lang” livmoder. Roen indfinder sig for alvor og jeg accepterer mit døgn som sengeliggende på afdeling. Jeg er stadig lettere chokeret og samtidigt taknemmelig over den professionalisme der er omkring mig. Alle er søde, der er ikke den samme travlhed som inde på Riget og selvom de ikke kan finde en stue til mig, så får jeg en seng stillet ind på et nedlagt kontor, hvilket er fint for mig. Der er ingen snor at trække i, men en jordemoder taster sit nummer ind på min telefon og således har jeg en liv linje at kalde på. Det er mere end fint for mig, jeg har ikke brug for så meget og en “ene mandsstue” er helt perfekt, når nu jeg skal være indlagt til observation et døgn.

 Inde på stuerne rundt om mig, kan jeg hører de nyfødtes karismatiske gråd og nede ved maden, står de nybagte fædre. Jeg elsker at studere nybagte fædre og har alle dage tænkt at nogle burde lave en portrætserie af netop disse mænd. Mændene som triller rundt med ”vognen” og som troligt henter mad og vand med isterninger til deres barns moder. Moderen, kvinden som har kæmpet og som har udvist en mod og vilje, som de færreste forstår. Det kræver noget at kunne “presse” et menneske ud af sin egen krop. Det kræver en psykisk styrke at være i smerterne og at finde troen på at det der kommer, er det værd, os selvom man i princippet og nogen bogstaveligt “river” sin krop fra hinanden. 

Det er et sted bekræftende og skræmmende at hører denne gråd fra andres børn, mens min lille dreng sparker løs inde i maven. Jeg nyder min graviditet og jeg har ikke lyst til at han skal være andre steder end inde min mave. Jeg ved godt at i det øjeblik han er ude og forhåbentligt først til tiden, når hans krop er klar, at han kommer med en række bekymringer. Jeg har heldigvis en god erfaring fra Aksel og Carl, selvom jeg stadig ikke er en haj til at sætte en autostol ind i bilen, så har jeg passeret det punkt hvor man går ud af barselsafdelingen med en baby og man opdager at selvom hele ens verden nu er forandret, er verden udenfor stadig den samme. 

Natten går uden den store mængde søvn og da uret slår lidt i seks er jeg allerede i tøjet og venter bare på at morgenmaden sættes frem. Den Jordemoder der har mig i dagvagten kigger ind og vi aftaler at hvis der ikke er noget presserende på konferencen, så vil jeg gerne ses først, så jeg igen kan komme hjem til ungerne. Selvom alt i min krop er normalt og sidste scanning har skabt en stor ro i mit indre, har jeg fortsat brug for at få en endelig status og yderligere få oplyst om jeg skal ændre adfærd og aktivitetsniveau fremadrettet. Chokket efter strabadser i går, vil med sikkerhed korrigere mig for en tid, men når jeg først er landet, vil jeg helst vende tilbage til den jeg nu engang er – det er nu engang sådan jeg trives bedst. Det hele skal selvfølgelig gøres men en hensyn og respekt, for det lille liv i min mave.. det liv som så er langt over gennemsnittet, han ligner allerede sine brødre.

Lægen kigger forbi efter konferencen og vi snakker lidt frem og tilbage. Hun har sat sig ind i mine scanninger og for ikke at sende mig hjem med “unødvendige” restriktioner, går vi igennem hospitalet for at komme til den “rigtig gode scanner”. Hun scanner mig og beskeden er klar – jeg er nu clearet for alle mistankere og yderligere kan jeg gå hjem uden restriktioner, selvfølgelig kun den der altid gælder, at jeg skal mærke efter og skulle der mod forventning komme noget fremadrettet, så skal jeg ringe promte.

  Jeg vender tilbage til min ”stue”, pakker tingene sammen og sidder så lidt, inden jeg ringer hjem.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

 

 

3 comments / Add your comment below

  1. Rigtig godt indlæg. Tak for det!
    Jeg stod i en lignende situation, med mulig fødsel i uge 31+3, hvor jeg måtte indlægges i flere dage og have ve-hæmmende og lungemodnenede medicin, og det var en virkelig skræmmende oplevelse. 31+3 er ikke nær så faretruende som 26+3, men det var stadig meget tidligt, og med risiko for store komplikationer.
    Jeg har ikke selv skrevet et indlæg om det endnu. Det kommer på et tidspunkt, men lig nu er jeg nok stadig i en tankeproces, hvor jeg skal finde ud af, hvordan det lige skal bearbejdes og nedfældes til skrevne ord.
    Det har dog været rart, at læse din beretning og håndtering af din oplevelse.

Skriv et svar