Kun én pige..

Det er underligt, finurligt og alligevel så inderligt sårbart for mig. Som barn var jeg en livlig lille sjæl, som afskydede tanken om en kjole på min krop. Jeg klippede det lange lyse hår, da jeg ville være korthåret og det bedste jeg vidste var at være ude på kornmarken, bag mit barndomshjem. Jeg egnede mig ikke til fine kjoler, sarte farver, for ikke at sige det lange lyse hår. Min mor prøvede virkelig, men det duede ikke. Universet ville det anderledes og en dag overgav min mor sig for alvor og fjernede kjolerne fra garderoben mens håret blev klippet til en 90’er moderne gryde frisurer. 

I bagklogskabens lys, med lidt lommepsykologi, så kunne jeg ikke være fars pige, der var ingen far og i sandhed var der ingen “kulturbestemt” pige. Istedet var der et barn med vilje, mod og en konstant søgen efter nye eventyr og et behov for at distancere sig fra hendes køn. Her oplevede jeg at kjolerne og håret gjorder det hele besværligt, for ikke at sige kvalmende, tøj og hår hang fast i træets grene og spændte på så mange måder ben for mig. Derfor røg det og at jeg så oftere ville kaldes for et drengenavn blandt venner, ja det skyldes måske er spinket forsøg på at kategorisere mig som værende noget jeg aldrig var og heller aldrig bliver.

Jeg var barnet med jord i hovedet, hullet bukser, en lang liste af bandord, som med årene blev krydret med en pervers kant. Denne kant slog enten benene væk under folk eller skabte rullende øjnene. Sådan er jeg på mange måder stadig, men jeg har lært at repræsentere og agerer… sådan nogenlunde.. alligevel er det nok ikke helt så underligt jeg tænder på løb, OCR udfordringer og Vandreture og jeg altid har befundet mig godt i et maskulint selskab. Jeg gør mit køn på min måde, med langt lyst hår og en mund som kan forveksles med en “havnearbejders”.

Jeg var nok ikke helt det man troede jeg skulle være, dengang lægen fortalte mine forældre at jeg “var en pige”. Det er først de senere år, at jeg har sluttet fred med, at jeg er mit køn som jeg ønsker at være det. Alligevel kan noget ikke ændres, nemlig det faktum, at jeg er min moders datter med det lyse hår, som Anne Linnet så smukt synger det. Det at være nogens datter, særligt min mors, har haft en stor betydning for hele min selvopfattelse og senere livsførsel. Jeg er datter og har i dag det man uden “faderkomplekser” kalder for 4 forældre, med mine komplekser og alt det andet jeg kommer med, kan jeg “kun” erkende at jeg har én Mor og 3 bonus sociale forældre, to hvoraf jeg kan sætte sviger foran men det ændre ikke på min kærlighed, nærhed eller respekt for dem. 

Mit forældreskab har jeg aldrig anset værende bestemt af hvilket køn mine børn måtte have.. MEN jeg er Mor til to skønne drenge, den ene har langt lyst hår og den anden det mest eftertænksomme smukke hoved. Alligevel har jeg drømt om en pige med spæde krøller i håret og et genert skævt smil og en frækhed som ikke kan beskrives. Det er underligt, for når jeg ser på Carl, både inden han proklameret han ville være langhåret og efter, så ligner han “hende” jeg har set for mig. Helt ærligt, ligner han sin mor, dengang jeg var barn. Jeg tror det gør noget, at man som forældre kan genkende sig selv i sine børn, om det så er biologisk eller socialt arveanlæg og ret skal da være ret. At få børn er jo på mange måder et stort egotrip og det største form for selvrealisering bundet op omkring ubetinget kærlighed.

Jeg har aldrig drømt om Barbie dukkerne, dukkevogne (sådan har mine drenge os haft) og små fine kjoler. Jeg har ikke drømt om en prinsesse og jeg synes heller ikke børn skal kaldes hverken prinser eller prinsesser, det er nok bare mig?

Men jeg har haft en drøm om en dag at få en datter, en voksen datter og selv at blive mormor. Den drøm bliver nu med sikkerhed aldrig indfriet, men jeg tror på jeg kan skabe den i nye klæder. Jeg tror på, at jeg ligesom min svigermor har gjort det, kan skabe bånd og kærlighed som på mange måder kan være en gave. Jeg tror ikke vi som mennesker kan have for meget kærlighed i vores liv. Jeg tror ikke vores relationer kan være for dybtfølte eller kun betinget af biologisk materiale. Så jeg tror på at jeg en dag, får en svigerdatter, måske os en søn, hvis en af drengene føler kærligheden findes der, men jeg tror på at jeg kan tage et valg.

Derfor har jeg under denne graviditet sluppet min drøm fri. Det er med sorg, at jeg har gjort dette. Jeg ville lyve hvis jeg påstod at jeg aldrig har ønsket mig en pige. Måske må man ikke sige dette højt, men det er sandheden og andet ville være løgn. Dengang jeg begyndte at mærke lysten efter at vente et tredje barn, brugte jeg enormt meget energi på at mærke godt efter om det var “barnet” eller pigen. Jeg ønskede selvfølgelig ikke at kaste mig ud i en tredje graviditet, udelukkende for at få en pige.. chancerne er relativt dårlige, når man allerede har to skønne drenge. Det tog længere tid at blive afklaret, særligt fordi jeg på mange måder har følt at vores familiedynamik, med nu to drenge på 7,5 og 4,5, ville være “bedre” hvis nummer 3 var en pige. Nogen vil nok mene, at dét der, er over grænsen for hvad man kan tillade sig at sige, med en halvhøjgravid mave. Drømmen om en pige var stor, men drømmen om et sundt og rask barn er dog større og det er netop det jeg venter nu. På så mange måder føler jer at Vilmer har valgt os, han valgte mig og hver gang der har været et bump på vejen i denne graviditet, så har han bekræftiget mig i, at han er min lille dreng. 

Jeg har mere i mit liv end jeg nogensinde kunne have drømt om og det er jeg så taknemlig for. Jeg bliver ultimativ drengemor og tvivler ikke på, at mine drenge vil ligge verden ned. Har ihvertfald tænkt mig at gå hele vejen og lærer dem om de gode maner, kærligheden og ikke mindst ydmygheden som i sidste ende kan bringe dem til stjernerne .

Så fra nu af er der med sikkerhed kun én pige på materialen herhjemme, okay, katten Cava er her os. Det efterlader mig med mere plads til de få diva nykker som jeg ejer og en kamuflering af at jeg elsker kød og sagtens kan spise en helt steg alene. Det gør os at jeg en gang imellem kan føle mig lidt udenfor, for der er altså nogen steder jeg bare ikke kan være med, hvor end jeg gerne ville .. det er noget med fysiologien. 

Jeg tror det er vigtigt af at slutte fred, med de drømme som aldrig nås og anderkende at det kan medføre en sorg. Det har været en del af denne graviditets proces og det er okay. Jeg har haft brug for at sige det højt og være ærlig omkring det ønskede jeg engang havde. Særligt når venner, familie og bekendte sagde “tænk hvis det bliver en pige” og efter kendskab til kønnet “nå endnu en dreng”, dertil har mit svar altid været, at med de skønne drenge vi laver os, så kan vi ikke ønske mere og det er nu engang sandheden. Mit lod i livet er at være omgivet af fantastiske, drenge og mere kan jeg ikke ønske mig. Okay … jeg ønsker at Vilmer får lov til at vokse sig stor og stærk frem mod terminen .

Tusind tak fordi du læste med 

Skriv et svar